Henry Kissinger blev 100. Hans indsatser fik varige konsekvenser for verden.
HVIS MAN knytter prædikaterne topdiplomat, chefstrateg og superskurk til en og samme figur, kan det kun handle om det 20. århundredes mest kontroversielle sikkerhedspolitiske håndværker: Henry Kissinger.
Da superdiplomaten i 1973 blev tildelt Nobels Fredspris for sin rolle i fredsforhandlingerne om Vietnam, kommenterede den legendariske sanger og komponist Tom Lehrer, at ’al politisk satire herefter var blevet forældet’. Den duknakkede professortype med den skurrende basstemme og den tysk-klingende Dr. Strangelove-accent var gennem årtier et hadeobjekt for venstreorienterede anti-imperialister over den ganske klode.
Kissinger huskes især i sin rolle som præsident Richard Nixons nationale sikkerhedsrådgiver og efter dennes afgang som følge af Watergate-skandalen i 1974 som udenrigsminister for efterfølgeren Gerald Ford.
Et hovedpunkt i kritikken, som Kissinger ved sjældne lejligheder uelegant forsøgte at bortklare, var, at han forlængede krigsførelsen med politisk illegale midler: omfattende bombardementer af Laos og Cambodja blev holdt hemmelige. Kongressen i Washington fik først viden om det meste af disse massive overgreb (bomberegnen var større end den der ramte Nazityskland og Japan under Anden Verdenskrig) længe efter den amerikanske retræte. Men det var også Henry Kissinger, der fik sine to præsidenter, Nixon og Ford, til at indgå nedrustningsaftaler med Sovjetunionen, så der blev en slags ro om kernevåbenoprustningen.
Både beundrere og kritikere er enige om, at manden var en gigant i påvirkningen af det globale magtspil i nogle helt afgørende årtier for USA og verden. Efter sin afgang i 1975 fortsatte han med at have indflydelse som privat rådgiver, analytiker og historiker. Hans bøger, mere end en snes er det blevet til, er en perlerække analytisk indsigt i verdens ubehagelige indretning og især USA’s forsøg på at forandre kloden til noget friere og bedre, også selv om konsekvenserne blev det stik modsatte af det tilsigtede.
Som ejer af et konsulentfirma med adresse på Manhattan forsatte han i årtier med at rådgive præsidenter, udenrigs- og forsvarsministre fra begge partier og i udlandet. Han havde adgang til magtens hellige haller i Beijing, når det passede ham og blev betragtet af de kinesiske magthavere som en historisk vigtig forbundsfælle og ven af nationen. Seneste besøg i Kina gennemførtes forgangne sommer, og selveste Xi Jinping leverede selvfølgelig et håndtryk og en samtale med den højt respekterede ven af det kinesiske folk.
Født som Heinz Alfred Kissinger i Fürth i Bayern i 1923 er det nærliggende at pege på, at han med familiens flugt til USA havde fået Europas skæbne og fremtid ind under blodbanerne. Han returnerede i verdenskrigens slutfase til sit fødeland som amerikansk soldat og bevidnede Nazitysklands fald. Hærledelsen under general og senere præsident Dwight D. Eisenhower flyttede ham derefter til efterretningsvæsenet, hvor han afrundede karrieren med at være lektor på en spionskole.
Da Kissinger i midten af 1950erne var færdig med studierne i statskundskab ved Harvard Universitetet, blev han straks ansat sammesteds, fra 1962 med en professortitel. Forinden vr han blevet kendt i både akademiske og politiske cirkler for sin bog om den sovjetiske udfordring med titlen ’Atomvåben og udenrigspolitik’. Den etablerede ham som ekspert i amerikansk strategisk politik.
Mandens analytiske evner gjorde ham til rådgiver for skiftende regeringer fra republikaneren Dwight D. Eisenhower, over demokraternes John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson frem til Nixon og Ford. Kennedy fulgte Kissingers råd om ikke at gribe ind militært, da DDR i 1961 byggede Berlin-muren og cementerede den kolde krigs ’jerntæppe’.
Kissingers ry som statsvidenskabsmand betød, at republikaneren Richard Nixon i 1969 gjorde ham til chef for sit Nationale Sikkerhedsråd på et tidspunkt, da amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik befandt sig på et lavpunkt: Det udsigtsløse engagement i Vietnam, der stødte på stigende modstand i USA, og i Mellemøsten, hvor Sovjetunionen siden seksdageskrigen i 1967 havde fået stor indflydelse.
Med Nixons forståelse ændrede han den hidtidige politik, hvor USA var verdens politimand til en stormagt indstillet på samarbejde gennem magtbalancer, diplomati, aftaler og traktater. På mange måder er Kissinger ophavsmanden til den verdensorden, der er kraftigt udfordret i dag.
I sommeren 1971 rejste han hemmeligt til Kina, hvor han førte de afgørende forhandlinger, der skulle resultere i Kinas optagelse i FN og efterfølgende Nixons sensationelle rejse til Kina i februar 1972. Senere samme år var han i Moskva, hvor USA og Sovjetunionen tog fat på nedrustningsforhandlinger, der skulle føre til begrænsninger i de to landes lager af strategisk kernevåben.
Efter årelange forhandlinger mellem den nordvietnamesiske forhandler Le Duc Tho og Kissinger blev der i 1973 i Paris underskrevet en aftale om afslutning af krigen i det delte Vietnam. En tilsvarende aftale havde Kissinger medvirket til i 1968, hvor han sad som forhandler i Paris som udsendt af præsident Lyndon Johnson, samtidig med at han i hemmelighed kommunikerede indholdet af forhandlingerne til rivalen og præsidentkandidaten Richard Nixon.
Nixon udnyttede denne lækage og opfordrede sydvietnameserne til ikke at underskrive et aftaledokument, som der var substantiel enighed om. Resultat: fire års ekstra krig, hundredtusinder af dræbte – og et nyt job i Det hvide Hus til toprådgiveren.
Da Kissinger i september 1973 afløste William Rogers som amerikansk udenrigsminister, var det første gang, at en indvandrer fik denne høje post.
Han kom omgående på hårdt arbejde. Da Yom Kippur-krigen brød ud i oktober samme år sikrede Kissinger, at Israel blev hjulpet med massive våbenleverancer, men da der var opnået en slags ligevægt mellem de krigende parter, indledte han forhandlinger med Sovjetunionen om at fremme en politisk løsning. Ved hjælp af et omstridt penduldiplomati kom der en aftale på plads, der skilte de israelske, egyptiske og syriske tropper, og det blev grundlaget for fredsaftalen mellem Egypten og Israel fem år senere. I januar 1974 indledte han et maratonagtigt forhandlingsinitiativ med i alt 11 besøg i Mellemøsten, der inkluderede et månedlangt penduldiplomati – 16 ankomster til Jerusalem og 11 til Damaskus suppleret med besøg i seks af regionens øvrige lande.
Hans verdensopfattelse havde rod på det kontinent, hvor han var født. Europas historiske udvikling forblev Kissingers politiske ledestjerne i form af Den Westfalske Fred, skabt i 1648 som det aftaleprojekt, der stabiliserede kontinentet. Pragmatiske magtbalancer mellem velordnede stater blev mandens ledestjerne.
Modsætningen til de europæiske balanceteorier fandt Kissinger i islam, som han i bogen World Order fra 2014 kaldte både en religion og en multietnisk superstat, der har stået bag århundredlange forsøg på at fremme en religiøst drevet verdensorden ledet af enten arabere, tyrkere eller persere.
Sekularismen er en kristen opfindelse, forklarede han: »Med tiden blev kristendommen et filosofisk og historisk koncept i stedet for en operationel strategi eller et organisationsprincip for en verdensorden«, hed det i en typisk Kissinger-formulering.
Det 20. århundredes verdenskrige gjorde op med det alt sammen, men der blev skabt ro med den kolde krig, der fungerede takket være atomvåben og magtbalancer. Dem var forfatteren selv med til at udforme og kan derfor tale med overbevisning om deres nytteværdi.
Mere end nogen anden af sine indsatser vil Kissinger blive husket for åbningen til Kina; en indsats der mærkes stærkere og tydeligere i nutiden. Han forklarede sig på følgende vis:
»Jeg mener, at åbningen indledte det mønster, vi nu ser inden for international politik. Det standsede en frossen kold krig, åbnede verden for Kina og gjorde Sovjetunionen mere fleksibelt. Så jeg mener, at det var en af de begivenheder, der ændrede noget. Jeg vil dog gerne tilføje, at det ikke er noget, jeg siger for at glorificere specielle tiltag, som Nixon eller jeg foretog. Muligheden eksisterede, og alle andre kunne også have grebet den«.
(publiceret 30.11.2023)
Flemming Ytzen 