Hvem giver Yang Jisheng den pris, han fortjener, inden det er for sent?

MENS DEN demokratiske verden i disse dage lægger pres på Kinas myndigheder for at få oplysninger om multikunstneren Ai Weiweis tilstand, kan det være på sin plads at minde om en i vor verdensdel ganske ukendt landsmand til Ai Weiwei.

For nogen må tage sig sammen og tildele den 70-årige pensionerede kinesiske journalist og forfatter Yang Jisheng en pris. Han skal hædres for bogen ‘ Mu Bei’, der betyder ‘ Gravsten’. Bogen, der udkom i Hongkong for et par år siden, er den første overbliksgivende udgivelse på kinesisk om den økonomiske kampagne kaldet ‘ Det store spring fremad’, Kinas og måske verdens største menneskeskabte katastrofe i det 20. århundrede i fredstid. Bogen er naturligvis forbudt i resten af Kina.

Yang Jisheng fortjener en hæderspris

I forordet skriver Yang, at bogen er et »… gravskrift både for min fader, der døde af sult i 1959, og for de 36 millioner andre kinesere, der døde ligeledes af sult. Men den er også et gravskrift for det system, der forårsagede deres alt for tidlige død og måske også for mig selv, fordi jeg har skrevet bogen«. Udgivelsen, der omfatter to bind, er på 1.100 sider og baserer sig på skriftlige kilder og interview med overlevende, som Yang har truffet gennem ti års rundrejser i Kinas historieforglemmende landskab.

YANG VAR det meste af sit arbejdsliv journalist ved det offi-cielle, statsstyrede nyheds-og informationsbureau Xinhua. I denne egenskab havde han privilegeret adgang til alle slags kilder i sit lands gigantiske bureaukrati, hvor han fik betydelig hjælp fra et stort antal hemmelige informanter. Disse var fortrinsvis demografer, som havde arbejdet i det skjulte med at bearbejde data, der kunne danne grundlag for et mere komplet billede af katastrofen. Frem til i dag forklarer kinesiske historiebøger den korte periode i slutningen af 1950′ erne som katastrofeår præget af dårlige vejrforhold, hvor høsten slog fejl.

Der er gået et halvt århundrede siden ‘ Springet’, uden at kommunistpartiet har taget ansvar for tragedien, og uden at der officielt er sat tal på antallet af dødsofre. I midten af 1980′ erne foranstaltede partiet en undersøgelse, der forblev til internt brug. Den forsker, som partiet satte på opgaven, havde kun en beskeden erfaring som demograf bag sig, hvilket kan forklare, hvorfor denne opgørelse ‘ kun’ nåede frem til et ‘ facit’ på 17 millioner sultofre.

Yang har forklaret, at han under arbejdet med bogen opsøgte 12 provinsarkiver og de centrale arkiver i Beijing. I gennemsnit tog han 300 fotokopier i hvert arkiv. Så bogen er baseret på 3.600 stykker dokumentation.

»Mange af dem har jeg i min lejlighed, mens andre er placeret hos en bekendt, der bor på landet«, har han forklaret.

Det er forbløffende, at Yang har undgået straf eller sanktioner for sit banebrydende arbejde. Han lever i dag som pensionist i den lejlighed i Beijing, som Xinhua har skaffet ham. Ingen af hans hemmelige partnere og informanter i projektet er blevet udsat for repressalier, har han fortalt til korrespondenten for Financial Times i Beijing, Richard McGregor.

»Myndighederne er ikke så dumme som tidligere. Hvis dette var sket i en tidligere periode, havde jeg for længst været en død mand, og min familie havde været ødelagt. Men jeg er her stadig, jeg skriver bøger og giver interview. Alene den realitet, at jeg ikke er sendt i fængsel, vidner om, at der er sket forandringer«. Hvilke forandringer, spørger McGregor. Svaret er overraskende: »Et system falder fra hinanden, mens et andet system er ved at udvikle sig. Det er svært at sige, om det er det nye eller det gamle system, der ender med at være det, der overlever«.

BOGEN LÆGGER ikke fingre imellem, når det gælder placeringen af ansvaret for det 20. århundredes største menneskeskabte historie i fredstid: Mao Zedong.

Kommunistpartiets øverste chef stod for en ideologisk fanatisme og et afsindigt tyranni, hvor almindelig sund fornuft var sat ud af spillet. Men som en anden og nyere udgivelse om emnet, Frank Dikötters ‘ Mao’s Great Famine’ fra 2010, viser, var der ikke tale om, at partiledelsen og dens formand kommanderede de kinesiske bønder ind i dødslejre, hvor krematorierne ventede. Ingen i ledelsen beordrede drab direkte; det var folk i det gigantiske embedsapparat, der gik amok i desperate forsøg på at efterleve de centrale direktiver fra Beijing. Konsekvensen var rå vold, når partisoldater tævede løs på sagesløse bønder og foranstaltede massive strafforanstaltninger mod deres familiemedlemmer. Den primære dødsårsag var massesult, fordi bønderne ikke måtte udføre det, de var bedst til: producere fødevarer. Mao havde kommanderet dem til at producere stål ud fra en absurd målsætning om, at den britiske stålproduktion skulle overhales.

‘ Gravsten’ bør snarest oversættes. Det tjener ikke historieskrivningen, at en så sjusket og ufuldstændig bog som Jung Chang og Jon Hallidays biografiom Mao dominerer opfattelserne af Kinas historie siden 1949, når Yang Jisheng har risikeret livet ved at gøre det nødvendige.