Ja tak til krigsskat, der betaler flygtninge, droner og digitale offensiver.

Grønne afgifter har vi vænnet os til, kirkeskatten kan man fravælge. Så hvorfor ikke en krigsafgift til finansiering af den oprustning, der er på vej for at sikre Europa mod russiske overgreb?

Okay, den skal nok hedde noget andet. Invasions- og infiltrationsværn? Husk de skudsikre veste, kære europæere, og drej lidt på kikkertsigtet. Der bliver brug for både finskytter og feinschmeckere her midt i verdens guns-and-butter -dilemma.

For et halvt århundrede siden handlede den danske debat om Europa om vor eksport af smør og svinekød til briter og tyskere, subsidier til nødlidende landbrug hjemme og ude samt national suverænitet og markedsdynamik. Hvorledes kunne disse interesser og hensyn forenes, spurgte vi hinanden i 1972.

I DAG HANDLER suverænitetsdebatten om kontinentets overlevelse: om strategisk sikkerhed i skyggen af kanonløb og til lyden af skurrende larvefødder og buldrende kampfly. Forsikringspolicerne ligger i Bruxelles og Washington. Tænker vi også klimatruslen ind, ligger der en tredje police i Beijing.

USA har verdens største militærmaskine. Læg hertil en nedslidt infrastruktur, kolossal gæld og risikoen for en ny Trump. Rusland har putinisme, et aggressivt militær og uendelige mængder fossil energi, og hvad kan den opstigende supermagt, den kinesiske, så byde ind med?

Giganten i Øst er klodens største producent af solpaneler og førende på vindteknologisk energi. Derudover er den på vej til at blive den vigtigste importør af den russiske fossile energi, som vi europæere ikke længere vil aftage. Velsignelse og forbandelse på en og samme gang i årtier fremover.

Så hvordan skal hele denne ligning gå op, hvis europæernes fremtid skal sikres?

HER skal advares mod forsimplede enten-eller-løsninger på brutale dilemmaer. Mens vores hjælp tilflyder ukrainerne og den eksilerede russiske opposition, skal en europæisk dialog med bl.a. Tyrkiet, Kina og Indien åbne de flanker for forhandling, der kan levere, hvad en urgammel kinesisk krigsfilosof kalder den gyldne bro: den, der bruges til en retræte uden for megen ydmygelse.

Den tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz skrev, at den maksimale anvendelse af magt ikke er uforenelig med en tilsvarende brug af det menneskelige intellekt. Praktisk erfaring med krigen viser dog, at en gunstig kombination af de to er en sjældenhed.

En ironisk pointe på klodens aktuelle slagmark af konflikter er, at Rusland i dag er landet i en tilstand, der har betydelige ligheder med, hvad USA erfarede i Vietnam 1965-75, Afghanistan fra 2001 til i fjor, Irak fra 2003 og frem til for nylig. Den invaderende supermagt vidste ikke, hvordan disse krige skulle afsluttes.

Bevares, vor store allierede havde pænere motiver til at føre krig, men løgn og propaganda var den faste følgesvend; masseødelæggelsesvåbnene in memoriam.

Hæderkronede Brown University i Rhode Island, et af USA’s ældste, har i et forskningsprojekt om moderne krigsførelse beregnet, at tyve års amerikanskledet krigsførelse har kostet i nærheden af 550.000 soldater, kombattanter og civile livet. Kreml, læs med her.

Afghanistan og IS-kontrollerede regioner i Irak og Syrien var i to årtier vores og amerikanernes vigtigste slagmarker, men exitstrategierne har vi til gode, medmindre den voksende brug af droner er udtryk for måder at forlade krigsskuepladserne på.

INGEN KRIG bør indledes uden planlæggernes formel for dens afslutning. Her leverede Putins generaler tydeligvis ikke, ganske som deres amerikanske kolleger for årtier siden.

Så ja tak til en grøn og fredeligere fremtid. Plus en krigsskat til at betale både flygtningetransporter, droner og digitale brigader.

(klumme i Politiken 13.04.2022)