Hue har i Vietnam særstatus som byen, der hæger om alt det gamle og bevaringsværdige fra tiden før kolonisering, krige og kommunisme

Vietnam er en destination, som mange rutinerede Asien-rejsende vælger at vende tilbage til, og det med god grund.

Hen over det halve århundrede, der er gået siden afslutningen på ’den amerikanske krig’, som Vietnam-krigen kaldes lokalt, er det lykkedes de flittige vietnamesere at løfte deres samfund fra den yderste armod og elendighed til at være et fremgangsrigt mellemindkomstland. Nogle vil lidt kættersk hævde, at denne imponerende sociale og økonomiske fremgang er lykkedes ikke så meget i kraft af den kommunistiske styreform, men snarere på trods af den.

Hvor hovedstaden, Hanoi, for en vestlig turist især er interessant på grund af sin charmerende franske koloniarkitektur, er Ho Chi Minh City, det tidligere Saigon, kendt for sin pulserende dynamik og kapitalistiske foretagsomhed. Midt mellem disse to metropoler finder man landets gamle kejserby Hue, som byder på rigeligt af de kulturelle og religiøse traditioner, som er under pres i storbyerne i både nord og syd. Hue har særstatus som byen, der passer ekstra godt på alt det gamle og bevaringsværdige fra tiden før kolonisering og krige.

Fra sin etablering som kejserstad i 1802 og frem til dynastiets fald i 1945 fremviste Hue symbolerne på den enestående magt over og indflydelse på indbyggerne, der forsvandt med det kejserdømme, som regelmæssigt kom i strid og krig med nabolandene. Nutidens kommunistiske ledere har med stor betænksomhed sikret, at byens mange gravsteder og monumenter har undgået moderniseringens negative virkninger. Med sine 340.000 indbyggere har byen en overkommelig størrelse og har siden 1993 været med på FN-organisationen Unescos liste over verdenskulturarv.

Citadellet, det vil sige fæstningsanlægget, indtager et stort område på den nordlige side af Parfume-floden, hvis oprindelige navn er Huong. Tilnavnet skyldes, at der i efteråret falder orkidéblomster i vandet, som føres med strømmen og skaber en særlig aroma. Bygningskomplekset indeholder både kongelige paladser og helligdomme samt Den Forbudte By, hvor almindelige individer ikke havde adgang.

Udtrykket ’den forbudte by’ kendes måske bedst fra det tidligere kejserlige område i Kinas hovedstad, Beijing, og intentionen i Vietnam var netop at skabe en kopi af kejserbyen hos den kinesiske ”broderfjende” mod nord. Titusinder af arbejdere blev udskrevet for at grave en voldgrav, der skulle danne den ydre omkreds af citadellet. Senere blev voldene erstattet af stenmur. Kejseren og hans hof skulle jo beskyttes.

Den sidste kejser

De fornemme bygningsværker gik ikke fri fra virkningerne fra ’den amerikanske krig’. I 1968 blev store dele af byen skudt i grus under heftige kampe mellem sydvietnamesiske og amerikanske styrker, der blev hårdt presset af datidens Viet Cong, som var betegnelsen for de partisaner, der støttet af det kommunistiske Nordvietnam kæmpede for at genforene det delte land. Kamphandlingerne varede over en måned, og helt op i nutiden er der blandt historikere uenighed om tabstallene.

Den sidste beboer i paladset var Bao Dai (1913-1997), der på franskmændenes nåde besteg tronen i 1932. Da det japanske militær invaderede landet i 1941, forsøgte han at få besættelsesmagtens hjælp til uafhængighed, og efter verdenskrigens ophør i 1945 forsøgte han forgæves et samarbejde med den kommunistisk dominerede befrielsesbevægelse Viet Minh.

Med delingen af Vietnam, aftalt på en fredskonference i Genève, var hans æra forbi, og han gik i eksil i Sydfrankrig, efter at en manipuleret folkeafstemning i Sydvietnam i 1955 førte til den formelle afvikling af kejserdømmet. I bekvem afstand fra de voldsomme krigshandlinger i hjemlandet kunne han se, hvorledes supermagten USA gik helt fejl af de nationalistiske bevægelsers styrke i det vietnamesiske samfund.

I nutidens Vietnam har den kommunistiske ideologi ikke megen folkelig tiltrækningskraft – dertil er den asiatiske statskapitalisme alt for effektiv. Derfor bruger landets regerende parti kejsertidens symboler som midler til at legitimere magtens opretholdelse, hvilket klart demonstreres i Hue.

Foruden kejserkomplekset er en helt uomgængelig attraktion Thien Mu-pagoden, den ældste af slagsen i Hue. Den godt 20 meter høje pagode er bygget i syv etager i begyndelsen af 1600-tallet og er med tiden blevet byens officielle symbol.

Tandlæge blev kendt billedhugger

Enhver med interesse i kunst bør aflægge et lille museum i Hue et besøg. Bygningen er holdt i traditionel fransk kolonistil og rummer udelukkende værker fra kunstneren Diem Phung Thi (1920-2002).

Vietnamesiske medier betegner hende som verdensberømt, hvilket måske er en lille overdrivelse.

Hendes værker er især anerkendt i Frankrig, hvor hun boede i 44 år, inden hun flyttede tilbage til Vietnam i 1992, men hun har også haft sine arbejder udstillet i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, Italien, Schweiz og Danmark.

Diem Phung Thi blev født i landsbyen Chau tæt på Hue i en familie med rødder i den kejserlige embedsstand. Som 26-årig fuldførte hun en tandlægeuddannelse i Hanoi, netop som landets kamp for uafhængighed fra det franske styre blev intensiveret. En sygdom, der gav hende delvise lammelser, betød, at hun blev sendt til Frankrig for at blive behandlet og her uddannede sig yderligere inden for tandlægegerningen.

De kaotiske forhold i hjemlandet gjorde, at hun blev i Frankrig, hvor hun fra 1959 begyndte at lære sig billedhuggerkunst. Et vellykket ophold på et kunstakademi i Paris gjorde, at billedhuggergerningen snart blev en levevej, suppleret med malerier i eksperimenterende stilarter.

Først i 1978 blev det muligt for Diem Phung Thi at udstille i det fødeland, hun havde forladt. I takt med at Vietnams reformer gav øget velstand, forbedredes hendes mulighed for at få sine arbejder eksponeret. Voksende popularitet førte til, at hun i 1992 besluttede sig for at vende permanent tilbage til Vietnam, og hun købte sig både bolig og galleriplads i Hue.

Museet beskriver hendes metode som værende baseret på syv moduler, det vil sige faste former af forskellige materialer, som arrangeres i varierende kombinationer. Modulerne kan skabes af for eksempel træstykker, som er blevet tilovers i kunstnerens værksted, og som skæres til og sammensættes i dynamiske konstruktioner.

Museet ligger tæt på flodbredden centralt i Hue og over for et af byens mest kendte hoteller, Saigon Morin.

(ovenstående publiceret i Kristeligt Dagblad 02.11.2024)