En hurtig lille Nato-krig mod Kina?

Begrebet kanonbådsdiplomati leder efter nye betydninger.

Hvornår får vi den storladne Hollywood-produktion om krigen mellem Kina og USA? Med missiler mod kinesiske skibe, der eksploderer og synker, og en heltinde, der reddes ud af en skummel fængselskælder i Hongkong af en blond, hurtigtskydende helt, der i slutscenen lover at nedkæmpe den gule fare hele vejen op til den Store Kinesiske Mur?

Måske var det ikke tilfældigt, at netmediet Eurasia Review valgte at publicere en konfliktanalyse om den vestlige forsvarsalliance Nato’s trusselsbillede af det fremvoksende Kina samme dag, som USA’s 46. præsident blev indsat i embedet. Analysen slutter med den indlysende konklusion, at verdens nuværende tilstand er tilbagekomsten af geopolitisk rivalisering med anvendelse af hybride angreb, som betegnes således: »En gråzone, som har udraderet traditionelle konfliktmønstre, og hvor indenlandsk og international sikkerhed bløder mod hinanden«.

Truslerne fra Kina har fået en global karakter, hedder det, og derfor må historiens mest succesrige og magtfulde forsvarsalliance Nato træde i karakter. Vi bliver mindet om, at Afghanistan hører til i Kinas nærområde: På imperiernes gravplads har Nato været involveret i et par årtier, og det er stadig vanskeligt at få øje på en succes. Den atlantiske forsvarsorganisations opfattelsen af Kina-truslerne er specificeret ud af Nato’s eksperter i detaljer i et 60-siders dokument fra november i fjor, hvor optagetheden af covid-19-pandemien er den realistiske forklaring på, at de store overskrifter og debatter dengang udeblev.

Spørgsmålet, der indlysende presser sig på er: Er Nato på jagt efter en ny mission og udvidet eksistensberettigelse?

At Kina har fået stærkere relevans for Nato, forklares i dokumentet med, at Beijing har intensiveret sit militære samarbejde med Putins Rusland, samtidig med at forfatterne erkender, at Kina ikke repræsenterer en trussel mod det euro-atlantiske område i samme skala, som det er situationen med Rusland. Selvfølgelig er den vestlige alliances planlæggere bekymret over Kinas stadig mere markante strategiske fodaftryk, som det kommer til udtryk på alle niveauer, inklusive det ydre rum og ikke mindst cyberwarfare.

Derudover fremhæves den sårbarhed, som er opstået på Nato’s sydflanke, dvs. Middelhavsregionen, fordi Kinas silkevejsprojekter er kommet indenfor i svage europæiske økonomier som Grækenland og Italien. ’Geopolitisk indtrængen’, kaldes det.

DEN MEST markante anbefaling i Nato-dokumentet omhandler Indien, fordi denne folkegigant er klodens største demokrati og deler frihedsværdier med Nato’s medlemmer. I samme åndedrag anbefales et tættere samarbejde med de såkaldte Quad-lande, som er et dialogforum omfattende USA, Australien, Indien og Japan.

Quad kunne i teorien blive begyndelsen på et asiatisk Nato, men historien byder ikke på vellykkede fortilfælde: Seato-alliancen, oprettet 1954 som et instrument i den kolde krig, blev stilfærdigt aflivet i 1977 i kølvandet på USA’s katastrofale to årtier lange og fejlslagne engagement i Vietnam og omegn.

Så hvorfor kan Nato’s erfaringer som en sejrende alliance i Europa frem til opløsningen af Sovjetunionen 1991 ikke gentages i nutidens Østasien? Fordi Kinas naboer ikke vil det sådan. Nok er USA midlertidigt blevet politisk dysfunktionelt efter fire år med Donald Trump. Men vigtigere er det, at Kinas naboer, som tæller vigtige historiske USA-allierede, helst ser, at deres verdensdel har plads til begge supermagter.

Læg hertil følgende: Østasiens største udfordring, Nordkoreas atompotentiale, kan ikke løses, uden at USA og Kina finder en forståelse. Ligeså med fremtiden for Taiwan/Republikken Kina, der overlever på en fire årtier gammel amerikansk sikkerhedsgaranti. Ligeså med de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav.

Endelig er rivaliseringen i Østasien mere økonomisk, end den er militær. USA’s ældste partner i regionen er Australien, så hvorfor har Washington ikke for længst udliciteret flere forsvarsopgaver til vennerne down under ?

Vel nok, fordi de økonomiske realiteter taler imod: En tredjedel af Australiens eksport går til Kina, mens kun 5 procent går til USA. Japan og Sydkorea er ligeledes i voksende afhængighedsforhold til Beijing. Money talks. Spørg bare Wall Street.

Et stykke tid endnu vil vi blive vidner til et fortsat kanonbådsdiplomati i farvandene omkring Kina, også med deltagelse af australske, franske og britiske fartøjer. Symbolpolitiske fantomer, der lever på lånt tid. Først når Joe Biden mødes med Xi Jinping, kan der flyttes på skakbrikkerne. Tyskland definerer den europæiske kurs og dermed dansk Kina-politik.

(klumme i Politiken 1.02.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s