Tilbage til normalen i Myanmar

Demokratisk eksperiment var dømt til at fejle.

HVILKEN fremtid venter der nu det Myanmar, hvor en dyster historie har meldt sin tilbagekomst? Tilstanden minder mest om forholdene for tre årtier siden, da Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vandt en jordskredssejr, hvorefter datidens junta nægtede at anerkende resultatet.

Denne gang beskylder de militære oligarker Suu Kyi og hendes allierede for valgsvindel: »Myanmars militær har gjort det, som Donald Trump forsøgte sig med«, tweetede Kenneth Roth, direktør i Human Rights Watch.

Blandt de lande, der opnåede selvstændighed efter 1945, er det tidligere Burma den nation, der længst har været under militærstyre. Naboen Thailand har stadig verdensrekorden i militærkup med 22 af slagsen siden 1946, hvoraf de 13 lykkedes. I denne del af verden er liberale værdier fortrængt til fordel for hårdhændet etnocentrisk nationalisme.

1950’ernes Rangoon (nutidens Yangon) duftede stadig af imperialismens hofdigter Rudyard Kipling og var et yndet rejsemål for datidens fåtal af turister og velhavere. Burma lignede dengang et lovende demokratisk eksperiment, trods de mange etniske spændinger, som i 1962 blev militærets påskud for en magtovertagelse.

Årtiers selvvalgt isolation og et fejlslagent socialistisk samfundseksperiment betød, at FN-systemet i slutningen af 80’erne kategoriserede Myanmar som hørende til klodens fattigste. I 1988 kom det til en social eksplosion, som blev efterfulgt af demokratisk håb med Suu Kyis lederskab af et politisk parti, der stadig nyder massiv opbakning fra nationens buddhistiske flertal.

Buddhisternes antimuslimske etnonationalisme blev den faktor, der for en tid forenede landets militære oligarki med det svagt organiserede civile demokrati. Trekvart million fordrevne rohingyaer betalte prisen for denne skrøbelige bekvemmelighedsalliance, som kollapsede med kuppet for en uge siden.

OM BETEGNELSEN kup giver mening, er diskutabelt. Militær magtovertagelse er indskrevet i forfatningen. Som 75-årig leder af et parti uden penge eller andre ressourcer er Suu Kyi definitivt på vej over i historiebøgerne.

Alligevel er der markante forskelle på nutidens Myanmar og det samfund, der overlevede under militærets jernhæle for både 10, 20 og 30 år siden. Civilsamfundet er blevet hjulpet på vej af en hastig udbredelse af internettet, både trykte medier og radiostationer har haft en blomstringstid. Virkningen af små ti års demokratisk eksperiment går ikke under fra den ene måned til den anden.

Men den demokratiske verden, anført af USA, EU og Japan, har kun få virkemidler. Et ambitiøst dansk bistandsprogram sættes på hold, og fremover vil en beskeden støtte gå til aktiviteter i civilsamfundet, mens vestlige sanktioner som tidligere vil være rettet mod individer i det militære oligarki. Hvilket svarer til tilstanden indtil 2010.

MYANMAR ER ingen undtagelse fra doktrinen om, at geografi definerer et lands skæbne. Kina har kolossale interesser på spil hos sin sydvestlige nabo. Kinesisk diplomati pressede sammen med naboerne i Sydøstasien diskret på for dannelsen af den hybridregering, der bukkede under for en uge siden. I dag er kinesiske selskaber involveret i alle energi- og infrastrukturprojekter af betydning.

Men generalerne er ikke garanten for, at Kinas ambitioner bliver indfriet. Hæren er afhængig af Beijings våbenleverancer, men frygter omklamring. Kinesisk ekspansion reducerer Myanmar til rollen som råstofleverandør og transitland for olie og gas fra havnebyen Kyaukpyu, som har modtaget kinesiske investeringer i milliardklassen.

Fra Kyaukpyu løber de rørledninger, der transporterer mellemøstlig olie til den kinesiske Yunnan-provins. Ruten befrier dermed Kina for det såkaldte Malacca-dilemma: at fossil energi tidligere skulle forbi Malaysia og Singapore; det såkaldte choke point, hvor amerikansk militær ville kunne blokere for energileverancer til Kina.

I sammenhæng med Kinas gigantiske silkevejsprojekter spiller Myanmar en nøglerolle, der matcher med de kinesiske trædesten i Sri Lanka, Pakistan og Djibouti. Iran og Østafrika er lige om hjørnet. Imperiebygning hedder den slags i nogle lærebøger.

Meget lidt taler for, at USA ville kunne bremse silkevejene. Joe Bidens udenrigspolitiske manifest i sidste uge demonstrerede, at supermagten fortsætter sin globale retræte. For kun et årti siden var det en udbredt opfattelse i Vesten, at Kinas oversøiske indflydelse ville høre op på grund af indbygget ustabilitet og spændinger. Denne karakteristik passer i dag lige så godt eller måske bedre på Joe Bidens USA. Udenrigsminister Antony Blinken kommer til at skrive slutkapitlet om USA’s rolle i landet med de ulykkelige smil. Europa kan stadig gøre en forskel, men den bliver beskeden.

(klumme i Politiken 08.02.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s