Fhv. statsminister Foghs raslebøsse gør ingen praktisk forskel for taiwanerne

Var det et indsamlings-stunt eller en demokrati-mission? Fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen tog sig lige en udflugt til Taiwan, og hvordan kunne det så give mening? Foghs tidligere højrehånd Lars Løkke Rasmussen kunne fra sjette sal i Udenrigsministeriet med beroligelse notere sig, at dansk Kina-politik forbliver uændret.

Foghs besøg i Taiwan rejser spørgsmålet, om den selvstyrende ørepublik har brug for en mere konkret europæisk solidaritet ud over EU’s hidtidige opfordringer til Kina om at vise tilbageholdenhed i sin militære ageren omkring Taiwan Strædet. Kinas luftvåben gennemfører som bekendt regelmæssigt overflyvninger tæt på taiwansk luftrum suppleret med missilaffyringer i sammenhæng med landgangsøvelser på den fastlandskinesiske kyst mindre end et par hundrede kilometer fra den selvstyrende ø. Er dette udtryk for regulære krigsforberedelser, kan man spørge.

Taiwan repræsenterer et politisk mirakel. De godt 23 millioner kinesisktalende indbyggere demokratiserede øen for fire årtier siden, uden at et eneste skud blev løsnet. Prøv at sammenligne med Jugoslaviens opløsning i 1990′ erne eller det arabiske forår.

En taiwansk oppositionspolitiker, Peng Ming-min, der døde i fjor i en alder af 98, forklarede en gang, at øen »er som den lille gibbonabe, der mærker det tunge åndedræt fra en 400 punds gorilla bag os hver dag«. Peng stillede op til øens første frie præsidentvalg i 1995, men tabte. Han blev nok den bedste leder, Republikken Kina på Taiwan aldrig fik.

Hentet fra Twitter

TAIWAN ER en brik i et asiatisk magtspil, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet. Så hvorfor er det kinesiske flyvevåben regelmæssigt på vingerne omkring Taiwan her i nutiden? Her foreligger et ironisk paradoks: Kina rasler med sablen for at fastholde en tilstand i konflikten, der er defineret af USA! For Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med en invasion.

Magthaverne i Beijing afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato’s rolle i Europa. Nøglen til Taiwans demokratiske overlevelse hedder strategisk tvetydighed.

Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, og betyder, at øens indbyggere hverken kan eller skal underlægges et nutidigt udemokratisk centralstyre i Beijing. Denne model bygger på amerikansk lovgivning og har fungeret fint i mere end fire årtier. Ingen vestlig stormagt har til dato kunnet pege på et alternativ.

Vigtig pointe: Ingen politiker på den demokratisk styrede ø taler i dag om at udråbe Republikken Taiwan. Altså har øen overlevet syv årtiers rivalisering med Kina med brug af sund fornuft og politisk pragmatisme. Så gjorde Anders Fogh Rasmussens besøg en forskel? Den er svær at få øje på.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forsøgte sig med en høflig formaning til sin tidligere chef om, at et-Kina-politikken ligger fast. Så jo, selvfølgelig var Fogh ude med raslebøssen. Mediedækningen har endnu ikke fortalt, hvor mange taiwanske dollars der er sendt til hans såkaldte demokratifond. Offentligheden venter spændt.

Tegning: Roald Als

GANSKE BEKVEMT begrundede Fogh sin mission med henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som indlysende nok har udløst hovedpine i Beijing. Forløbet i denne europæiske krig har vist, hvor hurtigt verdensopinionen kan mobiliseres, når en diktatorisk overmagt forsøger at undertvinge et militært svagere demokrati. Den positive sideeffekt er, at Taiwans livline er forlænget, sandsynligvis i flere årtier.

Bundlinjen i opgøret er, at Kinas erklærede mål om at få bragt Taiwan ‘ hjem’ til moderlandet kun kan realiseres med accept fra USA, der siden 1979 har garanteret, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. USA’s politiske beskyttende rolle over for Taiwan er derfor en succes, der er en Nobelfredspris værdig og en markant kontrast til supermagtens fiaskoer i Vietnam (1975), Kabul (2021) og Mellemøsten gennem den seneste snes år.

Europæiske beslutningstagere bør tænke langsigtet. Bruxelles bør starte med en erkendelse af, at en krig mellem USA og Kina kun vil have tabere. Taiwan bør se ind i de kommende årtier ved at opruste massivt, som Sydkorea har gjort det. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning. Det europæiske forbillede hedder Finland, mens naboen hed Sovjetunionen.

Fat det dog, Fogh og ligesindede. Lær af historien.

(klumme i Politiken 12.01.23)