Ukrainekrigen vil ændre sig i intensitet. Diplomati taler kun få om.

Der er brug for, at konfliktforskningen på universiteterne opfinder en særlig kategori: evighedskrigene. Den ældste af disse er den koreanske, 75 år har den varet.

Lyspunktet er Sydkoreas forvandling fra et fattigt militærdiktatur til Østasiens mest velfungerende demokrati, velstående og teknologisk avanceret. Den mørke bagside: et isoleret atombevæbnet Nordkorea, som holdes i skak af USA og Kina.

Af næsten lige så lang varighed er konflikten om Palæstina. I relativ international ubemærkethed fortsætter her myrderierne på uskyldige civile. Ikke den ringeste udsigt til forsoning og dialog. Betegnelsen fredsproces er blevet en dårlig, ildelugtende vittighed. Ligeledes med trekvart århundrede bag sig: I Sydasien er det delte Kashmir et tankevækkende eksempel på nytteværdien af kernevåben som afskrækkelsesfaktor. Både Indien og Pakistan har denne bevæbning, og derfor har krigene siden 1948 været begrænsede og konventionelle.

Afghanistan er denne verdensdels store ulykkelige traume. Evakueringen af Kabul i fjor demonstrerede umuligheden af at indsætte selv den mest sofistikerede militære magtmaskine mod fanatiske stammekrigere, hvis fundamentalistiske orientering er en benægtelse af enhver form for civilisation.

EUROPÆERNE stirrer lige nu i en kold krigsvinter. Så her kommer det uundgåelige 100.000-dollar spørgsmål: Er opgøret om Ukraine på vej ind i denne ulykkelige kategori, evighedskrigene?

Der findes fortilfælde til inspiration. Et af dem er opgøret i Nordirland, der i et par årtier var slagmark for en lavintensiv borgerkrig mellem protestanter og katolikker. Det gunstige udgangspunkt for en afvikling af mange års terrormord var indlysende nok, at det var to demokratier, Storbritannien og Irland, der for et kvart århundrede siden forhandlede sig frem til løsninger.

Næsten tre årtier med nordirske blodsudgydelser blev prisen, inden britiske politikere nåede til erkendelsen af, at de måtte ophøre med at dæmonisere modparten. Hverken i Moskva eller Kiev er der for nuværende bevægelser i en tilsvarende retning. Den dag, Putin ikke sidder i det russiske førersæde, kommer der én, der ligner ham.

Præsident Biden eller hans efterfølger kan under gunstige omstændigheder indskrive sig i historien, som dem, der bruger den Nordirske model. Hvis han eller hun ikke følger forgængernes eksempler, og her taler vi om Bush, Obama og Trump: For i årevis afviste Washington mulighederne for at forhandle med talebanerne af frygt for, at eftergivenhed ville friste fjenderne til at angribe USA direkte. I fjor viste begivenhederne, at denne stædighed havde en høj pris.

Tilsvarende med det syriske regime og de irakiske terrorister. Hertil kan føjes islamistiske grupperinger i Afrika. Derfor trækkes der på skuldrene over alt i det globale syd, når USA og dets allierede taler om nødvendigheden af at udbrede demokrati og frihedsrettigheder med brug af droner og missiler.

ULYKKELIGVIS ser det aktuelt ud til, at krigen i Ukraine er på vej ind i en forandret fase med færre direkte kamphandlinger. I stedet bruges missil- og artilleribeskydninger med det formål at smadre infrastruktur. Konsekvensen bliver sultne, syge og døende ukrainere også på det længere sigt.

Krigen kan næppe vindes militært, men bliver en styrkeprøve på udholdenhed. Det samme er situationen i Korea og mellem Indien og Pakistan, her dog kun med et fåtal af dødsofre, hvor betingelsen er, at store territorier forbliver delte. Er Krim og Donbass værd at beholde for ukrainerne, må europæiske beslutningstagere spørge sig i disse uger.

Den ukrainske ledelse repræsenterer nutidens helteideal, og et sådant er der brug for i Vesten efter de militære fiaskoer i Mellemøsten og Afghanistan. Det relevante spørgsmål må herefter være: hvor mange ukrainere og russere må lade livet i opretholdelsen af denne tilstand. Hvem har evnen til at bryde gennem Kremls mure med et forhandlingsoplæg? Sandsynligvis kun Indiens Modi, Tyrkiets Erdogan og Kinas Xi.

Giver det så mening, når Nato-chef Jens Stoltenberg har gjort Moldova til observatørmedlem i alliancen med den tilføjelse, at Ukraine kan lukkes ind, når landet er parat? Inden Putins invasion gik diskussionen på, om Ukraine kunne blive ’Finlandiseret’, altså opnå den stabiliserende og balancerende rolle, Helsinki havde under den kolde krig. EU kommer næppe til at gå den vej, Stoltenberg antyder.

(klumme i Politiken 14.12.22)