Ud af paddehatteskyggen

Amerikansk forfatters kortlægning af de virkninger, som atombombe nr. 2 forårsagede, er en fortællemæssig bedrift. 

Historie. Susan Southard. Nagasaki. Livet efter atomkrigen. Forlaget Pressto, 320 sider, ill., 299 kr. Har du Pluskort, Fire hjerter.

Allerførst: Denne bog er en bedrift og en sjælden en af slagsen. Dernæst: Hvorfor har det taget så lang tid for forlagsverdenen at levere en så grundig beskrivelse af en af det 20. århundredes mests skelsættende begivenheder?

Mens Hiroshima er mere end en lokalitet, også et historisk begreb, har atombombe nr. 2, nedkastet tre døgn efter den første, altid stået i skyggen af det første angreb. Begge bomber blev i eftertiden et centralt element i det, vi kom til at kende som den atomare afskrækkelse. På kornede og grumsede sort-hvide fotos kunne resten af verden se, hvad to små atombomber havde gjort ved et par japanske provinsbyer. Resten var et spørgsmål om teknisk og militærfaglig kunnen og en vis forestillingsevne.

Under de følgende årtiers krig holdt afskrækkelsen en slags fred på kloden, mens tusinder af japanere betalte prisen i flere dimensioner af denne uhyggelige problematik. Geografisk og kulturel distance gjorde, at de japanske ofre aldrig blev nærværende for os europæere på samme måde som holocaustofre, krigsfanger, faldne på slagmarkerne og krigsinvalider. Japan var bare for abstrakt og anonym en størrelse, der først blev nærværende for europæerne med OL i Tokyo 1964.

nagasaki

MAN SKULLE tro, at i den sværm af amerikanske faghistorikere, der har brugt årtier på at afdække Japans økonomiske genrejsning fra 1950′ erne og fremefter, ville der være en enkelt eller to, der kunne slå ned på de få døgn i august 1945, da verdens kurs for alvor blev lagt om. Men det er småt, hvad der findes.

Det er derfor noget af en øjenåbner at lære et hjørne af Japan at kende gennem Susan Southards enestående værk ‘ Nagasaki. Livet efter atomkrigen’, der nu foreligger i en dansk oversættelse.Southard er bosiddende i Arizona, hvor hun er grundlægger og kunstnerisk leder af et teater. Hun har en universitetsgrad i ‘ kreativ skrivning’ fra et universitet i Los Angeles og har også været omkring Norman Mailer Center i Provincetown, Massachusetts, for at lære sig at skrive faglitteratur.

SouthardSusan-photo

Lyder det ikke lidt for vildt? En teaterchef, der sætter sig for at skrive om en af de største tragedier i moderne tid og slipper forbistret godt fra det? Bevares, hun har boet et år i Japan som udvekslingsstudent og været på genbesøg mange gange siden. Alligevel: Man skulle tro, at kun erfarne faghistorikere ville kaste sig ud i et så ambitiøst et projekt.

Hendes beskrivelser af bombens virkninger på en række ofre er imponerende grundige og skræmmende. Det kan nærmest ikke være anderledes, emnet taget i betragtning.

AR-150819614

Forfatterens styrer uden om de forkromede analytiske forklaringer på det store japanske fortrængningskompleks post-1945: at den amerikanske besættelsesmagt i flere år indførte hård censur over for beskrivelser af bombernes virkninger. Film og fotos af Hiroshima og Nagasaki blev konfiskeret af amerikanerne ligesom hospitalsvæsenets data om ofrenes tilstand. Der var dømt tavshed indadtil som udadtil en halv snes år efter krigsafslutningen.

Bogen råder bod på denne utålelige tilstand, og man spørger sig, hvor mange dage, uger og måneder Susan Southard har anvendt på at gennempløje arkiver og personlige beretninger fra den tid. Utvivlsomt har hun haft et vidtforgrenet japansk netværk at støtte sig til i dokumentationsarbejdet. Respekt for det alt sammen.

DER SKAL nok være faghistorikere, der vil savne noget ved bogen: atombombens politiske psykologi, kan man kalde det. De to paddehatteskyer satte kollektivt Japan i en offerrolle. Når noget så nådesløst som kernevåben havde ramt den krigsførende nation, satte det alle landets egne aggressioner på skrump. Her ligger en væsentlig del af forklaringen på de modsætninger, der stadig forpester relationerne mellem Japan på den ene side og især Kina og Korea på den anden.

Den nationalkonservative japanske højrefløj kan bekvemt bruge dette til at dyrke den pointe, at Japan er blevet rigeligt straffet for sin ‘ traditionelle’ krigsførelse på det asiatiske fastland. Lige så bekvemt kan den pacifistiske venstrefløj kan beskylde USA for alle ulykkerne. Ingen af de to hjælper nutidens Japan til den mere balancerede politiske placering, landet fortjener og behøver.

(anmeldelse i Politikens sektion Bøger 8.april 2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s