I foråret 1993 besøgte jeg Nepal og Bhutan som udviklingskonsulent. Weekendavisen publicerede 30. juli samme år min reportage fra Bhutan, som dengang kun havde et ganske beskedent samkvem med omverdenen. Siden da er Bhutan blevet et meget eftertragtet om end dyrt rejsemål.
I Tordendragens land. Hvis Bhutan skal overleve som nation, må kongedømmets oplyste enevælde bevares, og demokratiet holdes ude.
THIMPU – Next Stop Shangri-La. Kun et fåtal fremmede får adgang til dette isolerede bjergkongedømme, på størrelse med Schweiz, klemt inde mellem det af Kina kontrollerede Tibet i nord og et uregerligt indisk-nepalesisk folkehav mod vest, syd og øst. Tordendragens Rige, Druk Yul, hedder landet, som for 30 år siden hverken havde skoler, hospitaler eller asfalterede veje, i dag kendes det som Bhutan.
Miniature-jetflyet zigzagger ind og ud mellem Himalaya-tinderne og gennemtrænger de hvide skyformationer, der spærrer for udsynet til Mount Everest. Bjergskråninger kommer hastigt mod os, hov, hov, hjælp, lidt for hastigt. Netop som det begynder at virke faretruende, svinger maskinen; det gyser og suger i maven, og pludselig, et blødt bump-bump, asfalten tager imod os, vi er nede, omkranset af bjergskråninger til alle sider.
Velkommen til Paro i Bhutan og til et betagende himalayansk Paradis.
Netop her i Paro-dalen ankom briten Lord Ronaldshay i 1921 og funderede over, om imperiets magt kunne nå ind i dette hjørne af Verdens Tag: »Her stod vi, som om en magisk tidsmaskine havde sendt os baglæns i historien og bragt os århundrder ind i middelalderlig feudalisme,« skrev han. Og med rette: Bhutan er en enestående sammensætning af kulturel og religiøs sofistikering og naturskønhed – den, der slipper inden for, bliver forført langt ned i sit sjæledyb.
Bhutan er mere end en nation, det er et lille stykke kulturel overlevelse. Landet er en unik enklave, som har modstået at blive opslugt af barbariske og aggressive giganter til alle sider. I dag et land, der slås for sin identitet og overlevelse og som må ty til hårdhændede metoder i sit selvforsvar. For den dag, bhutaneserne bliver et mindretal i deres eget land, ophører nationen med at eksistere.
Nutidens Bhutan er ikke længere feudalt i ordets traditionelle betydning. Betegnelsen oplyst enevælde er ikke helt misvisende. Bjergkongedømmet har på få år bevæget sig med stor varsomhed ind på moderniseringens vej. Der er kommet Toyota’er på vejene. Video-apparater har fundet vejen ind fra Indien og er, ulykkeligvis, blevet en del af bhutanesernes fritidsliv. Udenlandsk påvirkning er stadig beskeden, omend den årlige kvote for turister netop er blevet hævet fra 2500 til 4000. Fjernsyn fra omverdenen – Star-TV fra Hongkong, som udover spillefilm og musikvideoer også sende BBC World Service TV – betragtes fortsat som Det Onde selv. Bhutanesere, der har sat satellit-tallerkener op, har oplevet, at politiet har revet dem ned omgående. Men, som en embedsmand sukker: »Det kan vi ikke blive ved med. Folk vil have udenlandsk tv, og de får det før eller siden«.
Han har ret, for rundt omkring i de private stuer og på de små spisesteder flokkes bhutaneserne om den kulørte fordummelsesmaskine og suger sjetterangs videofilm fra Indien og Thailand i sig. Så kan de vel lige så godt tage skridtet fuldt ud og få Star-TV eller CNN fra Atlanta og få både sjæleliv og intellekt smadret.
Den dag, hverandet hjem i hovedstanden Thimpu kan sige godaften til CNN’s ankermand, pop-top-tyve fra Hongkong og Stings nyeste udgivelse på MTV vil de føle, at de ved mere om omverdenen end om deres eget land. For afstanden til Atlanta, London og Hongkong bliver dermed kortere end til landsbyerne og provinserne i deres eget land. Så vil bhutaneserne kun være sekunders satellittransmission væk fra Vestens trivialkultur, men stadig flere dagsrejser fra begivenheder og personer i fjernere egne af bjergkongedømmet. Lad os i mangel af bedre betegnelse kalde det for kulturelt selvforsvar.
Der er rigelige legitime grunde til, at Bhutans regering forsøger at holde den vestlige medieimperialisme fra døren: censur og kontrol med pressen kan forklares og forsvares, så længe det tjener den nationale overlevelse sag. Eller er der noget, vi har misforstået? For hver dag, jeg opholder mig i denne unikke enklave bliver budskabet hvisket med stadig større klarhed i den indre øresnegl: Hvis man giver Bhutan vestlige tilstande med demokrati, parlament, privatkapitalisme (landet risikerer at blive opkøbt af indiske forretningsfolk, hvis det sker) og satellit-transmissioner, vil Verden snart være en nation mindre.
Hvis nogen er i tvivl om hvor galt det kan gå, så tag og se på nabolandet Nepal. For et par år siden oplevede Nepal en demokratisk revolution. Kongedømmet blev stækket, et parlamentarisk styre blev indført, men landet er i dag på randen af kaos. Nepal har åbnet sine grænser for ukontrollabel turisme og kæmper i dag med en hæslig cocktail af sine egne dårligdomme og den vestliggørelse, som millioner af turister har bragt med ind over bjergskråningerne.
Hvis Bhutan føler Nepals eksempel, er det nat med Bhutan. Så Tordendragen bider fra sig i disse turbulente tider: Det oplyste enevælde i Thimpu mener at være i sin gode ret til at forsvare sig mod at blive rendt over ende – ikke kun af vestlige turister, udenlandske bistandsydere og investorer, men også det folkehav, der har gjort en trussel om etnisk opslugning reel for den halve million bhutanesere. Tordendragens børn forsvarer sig: Med vold og pres har de fordrevet tusinder af illegale indvandrere, som forsøger at få kontrollen over landets ressourcer. Javist er det sket med terror, vold, forfølgelser og drab, men det går begge veje. Hvor langt må en regering gå i forsvaret for sin nations og sin befolknings kulturelle, sociale og religiøse identitet? Hvornår har en etnisk gruppe ret til og krav på at forsvare sig mod etnisk opslugning?
Etnisk konflikt Omringet af magtfulde og befolkningstunge giganter kæmper Bhutan for sin ovelevelse. Bjergstatens befolkning er delt i to etniske grupper: Drupka- folket i nord er af tibetansk afstamning og udgør den politiske og sociale elite, mens sydbhutaneserne, de såkaldte Lhotsampa’er, er af nepalesisk asfstamning, deres sprog er nepali og de er etnisk knyttede til de næsten 20 millioner nepalesere i Nepal og måske en halv snes millioner nepalesere i Indien.
Drukpa-folket tæller måske færre end en halv million ud af Bhutans anslået 700.000 indbyggere, som med rette frygter at blive opslugt i et Greater Gurkhaland. Gennem de seneste par år er en stigende strøm af Lhotshampa-flygtninge strømmet ud af Bhutan og er søgt ind i lejre i det østlige Nepal. Nødhjælpsarbejdere og journalister, der har besøgt det sydlige Bhutan og lejrene i Nepal er ikke i tvivl om, at bhutanesiske sikkerhedsstyrker har stået bag en hårdhændet forfølgelse af denne befolkningsgruppe.
Neutrale observatører peger samtidig på, at forfølgelsen er blevet besvaret med terror. Blandt de 100.000 syd-bhutanesiske flygtninge i Nepal er der organiseret terrorbander, som foretager regelmæssige overfald og angreb på bhutanesisk territorium. Spændingerne mellem nord- og sydbhutanesere er både en konflikt mellem kulturer, en buddhistisk mod en hinduistisk, og en strid mellem to stater. Regeringen i Thimpu siger, at en stor gruppe af de flygtede og fordrevne er illegale indvandrere, der ikke opfylder Bhutans lov om statsborgerskab. Derfor har de ikke ret til eller krav på at opholde sig i Bhutan.
Hvis ikke denne lov efterleves, vil de »ægte« bhutanesere, Drukpa’erne, komme i mindretal i deres eget land. Fordrivelserne af Lhotshampaerne er derfor et udtryk for regeringens legitime ret til at skabe demokrafisk balance og sikre sig imod, hvad styret i Thimpu kalder en terrorist- bevægelse, anført af Det Bhutanesiske Folkeparti, som presser tusinder af Lhotshampaer til at forlade Bhutan. Partiet forsøger sammen med regeringen i Nepal at internationalisere spørgsmålet med det sigte at presse Thimpu til indrømmelser og give Lhotshampaerne flere politiske rettigheder. Centralt i striden er den lov om statsborgerskab, som regeringen i Thimpu gennemførte i 1985 og som er omstridt derved, at den nu gennemføres med tilbagevirkende kraft. Enhver borger i Bhutan, der er født efter 1958, hvor kun den ene af forældrene er anerkendt som bhutanesisk statsborger, må ansøge om statsborgerskab, være flydende i hovedsproget dzongkha og i øvrigt have haft fast bopæl i landet i 20 år.
Ukontrollabel indvandring Hvorfor nu denne restriktive fortolkning? Fordi der ifølge regeringen er sket en ukontrollabel og illegal indvandring af Lhotshampa’er og nepalesere ind i det sydlige Bhutan gennem de seneste tre årtier. Dette, hævder regeringen i Thimpu, blev først klart efter en folketælling i 1988. Da Bhutans udenrigsminister, Lyonpo Dawa Tsering, for nylig besøgte Thailand, benyttede han anledningen til at forklare og forsvare sin regerings politik over for Lhotshampa’erne.
I komprimeret form lyder udenrigsministerens udlægning således: Vi har problemer i det sydlige Bhutan, men der er ikke tale om etnisk udrensning, sådan som nogle hævder. De fleste forlader Bhutan frivilligt, da de erkendte, at de ikke opfylder betingelserne for statsborgerskab og dermed ikke er berettigede til jobs og sociale goder. Der er også en del, der rejser, og som vi nødigt ser forlade Bhutan, men vi kan ikke hindre dem i at forlade landet.
Det er Lhotshampa’er, som opfylder betingelserne for statsborgerskab, men som alligevel rejser ud af Bhutan, til trods for, at vi har tilbudt dem fritagelse fra at betale jordskatter. Der er mindst to forklaringer på, hvor Lhotshampa’er, som opfylder betingelserne for statsborgerskab, alligevel rejser ud. En faktor er sikkerhed – de mange terroristangreb i området, hvilket også erkendes af FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. En anden forklaring, at der er dissidenter i lejrene i Nepal, som lokker eller truer folk til at komme til lejrene, hvor de tiltrækker store mængder international bistand.
Vi har masser af beviser for, at folk fra flygtningelejrene rejser ind i Bhutan og udspreder propaganda om, at de i lejrene vil modtage penge, fødevarer, medicin og andre goder. Disse mennesker får også at vide, at de om et års tid vil forvente at kunne vende tilbage til Bhutan og stille nye politiske krav vedrørende deres rettigheder. Flygtningestrømmen skal med andre ord bruges til at skabe en opinion i det internationale samfund. Denne opinion skal tvinge os, Bhutans regering, til at ændre vor lovgivning om statsborgerskab og nationalitet. Såvidt udenrigsministeren. For Lhotshampa’erne ser virkeligheden anderledes ud. Deres politiske bevidsthed blev afgørende løftet, da Nepal gennemlevede en demokratiseringsproces i 1990. De så, hvorledes et autoritært kongedømme bøjede sig for en folkelig bevægelse og accepterede indførelse af et flerpartistyre. De ser gerne eksemplet gentaget i Bhutan. Den indre øresnegl hvisker igen: Får nepalierne deres vilje, er det nat med Bhutan. Hvis nogen er i tvivl, så kig tilbage og se, hvad der skete ed nabokongedømmet Sikkim for mindre end en snes år siden.
Eksemplet Sikkim Sikkim havde haft kongedømme i 334 år. En stigende indvandring af nepalesere havde ændret landets etnisike sammensætning. Så krævede befolkningen demokrati, eller rettere, den nepalesiske befolkningsgruppe anførte en bevægelse, der kæmpede for et mere repræsentativt, demokratisk styre, og da de endelig fik magten, stemte de for Sikkims sammenslutning med Indien. Nat med Sikkim, Verden blev en nation mindre, uden at ret mange bemærkede det. Efter denne forskrækkelse fik den bhutanesiske kongefamilie travlt med at gøre Bhutan til medlem af FN og andre internationale organer. Just in case . . . Bhutan siger, at 28 procent af befolkningen på 700.000 er af nepalesisk oprindelse.
I 1978 skrev en daværende rådgiver for Bhutans konge, Nari Rustomji om de mulige konsekvenser af en ukontrollabel nepalesisk indvandring i Bhutan: »Bhutaneserne har set, hvorledes nabolandet Sikkims oprindelige indbyggere kom i mindretal. De vil forhindre, at de selv udsættes for en lignende skæbne. Mange nepalesere er polygame, hvor en mand har tre eller fire hustruer og maåkse 12 til 15 børn. Den dag, de kommer i flertal, vil de forsøge at dominere resten af befolkningen. Folketællingen i 1988 foruroligede Bhutans konge, Jigme Singnye Wangchuk. Året efter introducerede han et sæt adfærdsregler, Driglam Namzha, der sætter retnignslinjer for, hvor ledes alle bhutanesere, i nord som i syd, skal klæde sig, spise, tale, opføres sig ved særlgie lejlgheder, etc.
Dette fandt Lhotshampa’erne uacceptabelt. Så begyndte oprøret og flygtningestrømmen. Driglam Namzha blev mødt med modstand og krav om demokrati. Etnisk udrensning blev mødt med terror. Bhutans udenrigsminister medgiver, at landet har sat 180 personer i fængsel. Nogle af dem er blevet dømt for »antinationale terrorhandlinger«. Røde Kors-delegationer har haft adgang til at besøge fangerne. »Vi vil vise dem, at ingen fanger er blevet mishandlet,« siger Lonpo Dawa Tsering. Også Amnesty International har haft adgang. Kun få journalister er sluppet ind. »Der er mange i regeringen med en isolationistisk opfattelse. Vi har levet isoleret i århundreder, så hvorfor skal vi pludselig til at bekymre os om, hvad Verden mener om os,« siger de.
Og hvorfor skulle Bhutan tage Vestens opfattelser af demokrati alvorligt, når de ser på nabolandenes håndtering af demokratiets dyder. Indien har, med få afbrydelser, haft demokrati siden selvstændigheden, og enhver kan se, at det virker elendigt. Den stående joke blandt veluddannede indere er: Demokrati, javist har vi det, hvert fjerde år, når vi bruger stemmesedlen. Til daglig mærker vi ikke noget til det. Nepals eksempel maner heller ikke til efterfølgelse. Den særlige variant af sydasiatisk demokrati, som i disse måneder udfolder sig i Kathmandu har bragt landet på kanten af kaos. Vestligt demokrati i Bhutan? Glem alt om det. Her er et land uden militær, uden efterretningstjeneste, et minimalt politi, kort sagt, en nation, som kunne løbes over ende på 24 timer af en stormagt, hvis de ville. Lad bhutaneserne beholde deres oplyste enevælde. Ellers er det nat med Bhutan.
Endnu et bidrag udefra: Hongkong-avisen South China Morning Post har publiceret et interview med et af de mest kyndige individer på den fjernøstlige scene: Singapores tidligere udenrigsminister (2004-2011) George Yeo. Den tekst rummer så megen indsigt at jeg bringer den her. God læselyst!
George Yeo on superpower ‘headaches’
South China Morning Post
December 21, 2025
George Yeo is a visiting scholar at theNational University of Singapore’s Lee Kuan Yew School of Public Policy.
He started his career in the military before entering politics in 1988. During his 23 years with the Singaporean government, Yeo held ministerial portfolios ranging from arts to health, trade and – for seven years – foreign affairs.
After he left politics, Yeo was vice-chairman of Kerry Group in Hong Kong from 2012 to 2021 and chairman and executive director of its logistics arm from 2012 to 2019.
First to Taiwan, which you’ve described as a ticking time bomb. How can it be defused, and how likely is a military conflict across the Taiwan Strait?
We don’t have crystal balls. Politics develops often in unexpected ways. In our minds, we have to think of scenarios. Now imagine the day when, for lack of money, the US has to leave the western Pacific because voters choose butter over guns. That’s one possible scenario. Then unification will happen naturally because I don’t see Taiwanese dying for an independent Taiwan.
Taiwan is separate only because the US is there. The Taiwan issue is a subset of US-China relations. Right now [US President Donald] Trump doesn’t want Taiwan to be an issue because he’s got a big agenda with China. That’s why he did not allow [Taiwanese leader William] Lai Ching-te to make a stopover in the US. It caused Lai to cancel his trip to Paraguay.
And when [Chinese President Xi Jinping and Trump] met in Busan recently, they did not even talk about Taiwan. That was a strong signal to the Taiwanese that the US doesn’t want Taiwan to spoil their negotiations with China. For China, Taiwan is not for negotiation.
Taiwan as part of “one China” is the basis of US-China relations. The US understands this. Whether or not there is trouble over Taiwan depends on the US. China has drawn a very clear red line. The US knows that if it wants trouble with China, it can move towards and cross the red line. If it doesn’t want trouble with China, it moves away from it.
Of course, the US will never say that it won’t intervene militarily if China uses force to take back Taiwan.
China’s overwhelming preference is peaceful reunification for which it cannot abjure the use of force. How Taiwanese politics develops in response to these dynamics, we’ll have to wait and see. There is growing realisation that the road to independence is a dead end.
A US-China war over Taiwan is highly unlikely in the short term. In another five years, the change in the relative strength between the US and China will make it harder for the US to prevent or delay China’s reunification.
This is already affecting the way people think in Taiwan, including younger Taiwanese. If the young people of Taiwan build their hopes on an illusion – as the young people in Hong Kong once did – it will only lead to tragedy.
Therefore negotiating earlier with Beijing is better than negotiating later, which was [Singapore’s first prime minister] Lee Kuan Yew‘s point many years ago. Taiwan can enjoy more autonomy by negotiating now rather than waiting another 10 years.
Taiwan has its own strengths and can contribute much to China’s long-term development. My favourite two examples are [semiconductor firm] TSMC and [humanitarian organisation] the Tzu Chi Foundation, which are unique to Taiwan and cannot be easily replicated on the mainland.
Taiwanese leaders should think deeply about what Taiwanese people need to maintain a high degree of autonomy. Only with a high degree of autonomy can Taiwan be different and therefore able to enhance China as a whole. A full integration of Taiwan to the mainland is of much lesser use to the mainland and the world.
What’s your take on the latest row between Beijing and Tokyo over Taiwan?
I put this possibly to Sanae Takaichi‘s newness to her position as prime minister. She might not have realised the gravity of her remarks. She is now stuck – retracting those remarks is a loss of face.
Or, it may be that she made her remarks deliberately, in order to provoke a strong reaction from China and use that to win popularity and justify higher defence spending, thinking that the US will back her.
But Trump wants stable relations with China for the rest of his term and doesn’t need this additional problem with China. After speaking to Xi Jinping, he has asked Takaichi to lower the temperature. China will not make it too easy for her because it has to deter similar actions in the future, not only by Japanese leaders but also by the leaders of other countries.
I think the Chinese will now reopen the Ryukyu issue – not officially, but through social media and other unofficial channels. Ryukyu as part of Japan was never part of the deal among the victorious powers at the end of the second world war. There was only agreement for Japan to retain the four main islands.
At that time Chiang Kai-shek, and later Mao Zedong, decided not to make Ryukyu an issue. China could have but did not. It is not wise for Takaichi to give China this opening by tying Taiwan’s security to Japan’s.
The depth of Chinese emotion over Taiwan should not be underestimated. [Henry] Kissinger wrote about it repeatedly – how in his negotiations with Zhou Enlai and Mao, they kept going back to Taiwan and one China.
How can they ever forget that it was Japan’s aggression which separated Taiwan from the mainland in the first place?
Raising Ryukyu as an issue will deter Japanese politicians from being adventurous on Taiwan. I don’t think China wants to escalate but they want Takaichi to climb down.
Some loss of face for her is inevitable but it won’t be too much because, in the end, China does want good relations with Japan. And that is also in Japan’s interest.
How do you see US-China relations over the rest of Trump’s term?
Relations are stabilising but there will still be occasional turbulence. China was forced to play the rare earths card, which it did not want to for a long time. Once you play a card it begins to lose its value.
This card has been on the poker table since the Deng Xiaoping era in 1992. China expected the US to know it had this card. But the US ignored it, thinking that it could pressure China without China hitting back.
The US has no response to the rare earths card in the short term. Trump’s signing of new agreements on rare earths with other countries will reduce US dependence on China for the lighter rare earths after maybe five, eight years.
But for the heavy rare earths, China has a chokehold for which there is simply no way out for the US. Only China and Myanmar have heavy rare earths. Myanmar’s mines are near China and not accessible to the US.
This is not unlike the Tang monk putting a gold band around the head of Sun Wukong, the Monkey King, in the historical novel Journey to the West. Whenever Wukong became difficult, the monk’s mantra would tighten the headband. Wukong became the hero. It was Wukong who helped the monk bring sutras back to China.
In a sense, the US and China have put gold bands on each other’s heads – each can inflict severe headaches on the other.
The US has been systematically preventing critical technology flow to China. While the US can deny China Boeing jetliners, Pratt & Whitney and GE engines, engine spare parts, there is no certainty the Europeans will follow with an embargo on Airbus aeroplanes and Rolls-Royce engines.
This is China’s current vulnerability which it is working hard to overcome. Its fast-rail network will ensure that internal movement can still carry on.
On the other side, China’s denial of rare earths will bring down entire industries in the US and Europe. In such an extreme scenario, the world economy will plunge into depression.
What we now have is a situation of mutual deterrence, with each having a lock on the other. So long as rational minds are in charge, there will not be a blow-up. Unfortunately, leaders sometimes act irrationally.
Do you think the trade truce will last for a while at least?
A truce is likely for the rest of the Trump term. Trump certainly needs it for the midterms because if the economy takes a turn for the worse, his chances of keeping Republican control of both houses in Congress will diminish.
He doesn’t want to be a lame duck. He can issue executive orders but the Supreme Court may curtail him because of the constitutional separation of powers.
Trump therefore needs stable relations with China. He now talks about everlasting friendship between the US and China and asks God to bless both countries. God will certainly do so, but we must also pray.
You mentioned that Trump didn’t raise Taiwan when he met Xi. Is Trump putting Taiwan aside in the hope nothing major will happen?
Trump is transactional by nature. He has no strong feelings about Taiwan. I’m not sure how much he knows about Taiwanese society or cross-strait relations. When he first became president, he took a phone call from [then-Taiwanese leader] Tsai Ing-wen. He did not take advice, a little like the new Japanese premier. When asked, after backtracking, why he took the call from Tsai, he explained that Taiwan was an important customer. Taiwan is still an important customer for US weapons.
So should we expect arms sales to Taiwan to continue?
Yes, but it will be calibrated. It’s always been calibrated, and confined mainly to defensive equipment.Of course what is defensive and offensive can be unclear but the US will not go too far. They will certainly not supply advanced equipment to Taiwan.
Knowing that many Taiwanese are blue, the US cannot be sure that advanced technology supplied to Taiwan will not quickly leak into China. The military technology supplied to Taiwan is technology the US can afford to lose to China.
America is withdrawing from many areas on the global stage. Do you think the US is in decline?
US decline is a possibility about which Americans themselves worry. If you are a company, country or wealthy family, this is one of the scenarios that you’ve got to allow for. If the US does decline and the US dollar cracks, what do I do? How am I positioned? That’s one scenario.
Another scenario is the US succeeds in healing and revitalising itself. The US overcame a terrible civil war in the 1860s and emerged to become the world’s greatest country.
The Vietnam war period was wrenching, with campuses in turmoil all over the country, yet it recovered and was victorious at the end of the Cold War. Very few Asians believed that a black man could become an American president. [Barack] Obama served two terms.
US decline is something to worry about. US recovery after a period of intense internal struggle is also not to be dismissed. It has institutions which remain vital and incomparable.
So it is a possible scenario, but it’s not happening yet?
The US is in decline now. That’s why Americans talk about making the country great again. The question is: can it recover? No one knows. American society is deeply divided. Those on opposite sides view each other as enemies. From afar, it may look hopeless but those of us who studied or lived in America know that the country has deep strengths to draw on.
Even Americans themselves are not sure. At my recent 40th class reunion at the Harvard Business School, two old section mates asked me privately whether I thought the US was in decline. I was taken aback by the introspection.
No one has a crystal ball. Neither can we envisage all scenarios. History is full of surprises.
You just mentioned the possibility that the dollar might crack.
How could the position of the US dollar be sustained with the way the deficit is growing?
The hope of course is that the US can grow out of its debt. However, the reality is that if you have difficulty even servicing the debt, let alone repaying the original amount, one day you will have no choice but to monetise that debt. It is therefore wise not to hold too much of one’s assets in US dollars.
Elon Musk was going to put the finances right but failed miserably. When you look at the rising price of gold, it’s a sign of growing concern about the fiscal situation in the US.
The cookie is likely to crumble one day, but no one can be sure when or how.
Governments are doing the same? Are Association of Southeast Asian Nations members also shifting?
Central banks all over the world are building up their gold stocks. No prudent person or government can afford not to worry.
So apart from gold, are there alternatives for reserve currencies for countries?
Everyone has to diversify, and you can diversify in different ways. One is your currency portfolio, but it’s also your financial asset portfolio. It’s also your total asset portfolio and how you deploy your family. Even the languages you want your children or grandchildren to learn, and where you want them educated, are an indication of the future you anticipate.
It’s a big question. That’s why there are so many financial seminars and so many “experts” proffering advice to all and sundry.
There’s no easy answer. Some think that US Treasuries-backed stablecoins are a way to buy time for the US. It is too early to say.
Is there a higher chance for the success of a Brics currency when countries are looking for alternative reserve currencies?
No, I don’t see a Brics currency coming about. For a Brics currency to come about, the renminbi will have to be internationalised. China is only prepared to internationalise the renminbi that is circulating outside China, which is relatively small compared to the renminbi circulating inside China. China will never open its capital market fully because it does not want to lose control of its financial system to New York and London. Capital controls are an important China wall. Brics will, however, accelerate the growth of a payment and settlement system outside US control.
US weaponization of the financial system has engendered much resentment. Russia needs an alternative to Swift. China, India, Brazil and others want an alternative – not to replace the existing system but as a deterrent against egregious US behaviour.
China cannot forget its loss of control after the second opium war, when ships calling on ports along the coast and up the Yangtze were inspected by Westerners – mostly British. They collected tariffs, took what they considered their due, and handed over the rest to the Qing government. Once you lose control of the financial system, you lose the ability to govern.
To Venezuela, Trump has been exerting pressure on the South American nation. Is oil and gas the main consideration?
There’s no doubt that this is a key consideration for Trump. There are other considerations like the Cuban thorn in America’s side and Venezuela‘s antagonism towards Israel.
Trump recognises that the US is overextended. He wants US allies to pay for the protection the US provides them.
His wish is for the US to consolidate around its own hemisphere, not the entire Western hemisphere, because there’s Brazil which is its own pole, but certainly North and Central America and maybe also the northern part of South America. That’s one reason why he wants regime change in Venezuela.
Changing the name of the Gulf of Mexico to the Gulf of America reflects this new world view. That’s also why he wants Canada, Greenland and the Panama Canal. Such a US-dominant sphere will be formidable, with access to three oceans and control over vast resources. The National Security Strategy paper recently issued under Trump’s name envisages such a future.
So Trump wants to consolidate his own sphere and turn it into a polity?
He recognises that the US cannot dominate the world the way it used to in the past. The US hasn’t got the financial power or the manufacturing capability. So it has to retreat some and consolidate around its own core and concentrate on healing itself.
Of course, it doesn’t mean the US will give up on the rest of the world. They will still keep their relations with Europe. They will want to keep China contained. And they will still have capabilities in the western Pacific and the Indian Ocean for a long time. But it has to act with greater economy which means often not acting directly but acting to tip local balances in its favour. In this way, it can achieve more with less effort.
Trump recognises the reality of a multipolar world. The US is primus inter pares in such a world. By moving closer to all other poles, as Kissinger recommended, it will remain influential for a long time.
What does the emerging multipolar world order mean for smaller countries – especially those in Asean?
The US has some 800 military bases around the world, which is an aberration in human history. Sooner or later, the number will be reduced. As Pax Americana recedes, regional equilibriums will be affected. Local hegemons will emerge and many regions will be destabilised.
This is what happens whenever empires retreat. The fall of western Rome was accompanied by barbarian invasions. Europe plunged into the Dark Ages. The effects of the fall of the Ottoman Empire are still being felt all over the Middle East today. The decline of the Qing dynasty was a great drama leading to the establishment of the People’s Republic, and also the establishment of modern Singapore and Hong Kong.
In Asean, we have to protect ourselves. No matter how the configuration of major powers changes, if we stick together and stay neutral, giving each major power a vital interest in our integrity, then our life chances are good.
We don’t see China invading Southeast Asia. Sometimes I feel the Chinese think us rather troublesome. Our land borders with China have been delimited. There are tensions in the South China Sea because of overlapping maritime claims, but they are manageable. We certainly don’t want to get involved in Taiwan.
China is already our biggest trading partner. Every country in Southeast Asia expects China’s role to grow in the future. The collective will to strengthen Asean arises not from love of one another but out of a realistic assessment that we either hang together or we hang separately. Border conflicts like the one between Cambodia and Thailand will not get out of hand. Myanmar is at best a confederation and will neither be too good nor too bad.
We are in a good part of the world and should continue to grow. We want the US presence in Southeast Asia to remain but we are mentally prepared for it to be reduced in the future. If the US forces us to choose, the response may not be what it wishes.
Many people say the risks of military conflict in the South China Sea are high. What’s your view on that?
I don’t think the risks are high. Of the four claimant countries in Asean, Malaysia and Brunei have made practical arrangements with China. The communist parties of China and Vietnam have deep fraternal ties. Vietnam knows that however friendly the US is, given half a chance, the US will subvert the Vietnamese communist party.
Their conflict over claims in the South China Sea may boil over from time to time but won’t get too intense because of larger common interests. Vietnam’s recent decision to link Hanoi to Nanning and Kunming by high-speed rail signalled a strategic shift by Vietnam.
What about the Philippines?
I don’t see China’s relations with the Philippines getting too bad either because it is in neither’s interest. It may be in the US interest to see some conflict between the Philippines and China, but not too much. The US had a programme to discourage Filipinos from using Chinese vaccines during Covid. These little games will continue. But from a higher perspective, Southeast Asia is a sideshow for the US. The main show is in Northeast Asia, by which I mean Taiwan, Japan and the Korean peninsula.
There will be some kind of compromise between China and the Philippines in the end. For the time being, China is like a tai chi master playing with the Philippines. It must counter Philippine actions without causing the Philippines to fall. Otherwise it will be seen as a bully. That’s why it uses water jets and rubber pads. Both sides record events from all angles for an international audience to view. But accidents can still happen.
If you ask Filipinos whether they prefer China or America, many will of course prefer America. But economically, they know that China is becoming more important to their future. I therefore don’t see bilateral relations falling off the cliff. There could be sporadic incidents but they won’t get out of control.
[Former president Rodrigo] Duterte went too far in one direction being pro-China. [President Ferdinand] Marcos has gone too far in the other direction. A better balance will be found either for the rest of the current administration or in the next administration. The business community in the Philippines doesn’t like the tension. China is a huge opportunity for the Philippines to upgrade its infrastructure, reduce logistics cost and grow its economy. There is too much at stake for the Philippines.
There has been talk of Hong Kong losing out to Singapore in recent years, with manymultinationals and companies moving to Singapore. How do you see Hong Kong’s position?
This is just idle bar chatter. I always remember what the second last British governor of Hong Kong, David Wilson, said to me. He likened the competition between Hong Kong and Singapore to that between Oxford and Cambridge. In other words, the rivalry is exaggerated for effect. Singapore and Hong Kong are as far apart as London and Moscow. How can either replace the other? You serve China, we serve a different region. We do compete peripherally. Each in fact strengthens the other.
What about in Southeast Asia?
Hong Kong should build up its position in Asean in all 11 countries. I’ve long recommended that Hong Kong should establish an external service of economic officials, with a strategic view of Hong Kong’s long-term position as China’s second system. Singapore can help and partner Hong Kong in this regard.
Many families and companies straddle both cities. The two airports are sisters, the two financial systems are linked, family members visit one another, companies deal with cities as one. Hong Kong has a great advantage because, unlike Singapore, it need not spend money on defence, external intelligence and foreign affairs. It does not need to worry about having its own power stations and water reservoirs. Singapore, small as it is, allocates much land to military bases, training areas and catchments. Our tiny airspace has to accommodate civil aircraft, fighter jets and helicopters. When I was head of planning in the Singapore Air Force, the approval of every tall building in Singapore had to clear my desk. Hong Kong carries no such burden and enjoys possibly a 10 percentage point advantage over Singapore. Remember China does not take one cent from Hong Kong. For Singapore, sovereignty is expensive and risky, but there is a joy in sovereignty. Singapore can never equal Hong Kong in knowledge of China or Hong Kong equal Singapore in knowledge of Southeast Asia. Sharing similar cultures and administrative systems, we complement each other more than we realise or admit.
What would be your advice to Hong Kong companies?
Why is Hong Kong a separate system? It’s not a separate system because of China’s charity. It’s a separate system because it meets an essential need of China going back 2,000 years ago when Qin unified the country. After the Lingqu Canal was built linking the Xiang and Li rivers, Qin forces brought Han culture all the way to the Pearl River Delta. Panyu was China’s first portal to the southern seas. China always needs a portal somewhere in the delta to control access to Southeast Asia and the Indian Ocean.
When the Portuguese came, Ming China gave Macau to Portugal so that they didn’t trouble the mainland. You do your trade, you don’t interfere in my affairs, and I let you function. It’s good for me, it’s good for you. Hong Kong played that role for the British East India Company. The British knew that they should never allow Hong Kong to interfere in mainland affairs. As Hong Kong was taken from China by force, it had to be returned to China. But Hong Kong’s economic role remains unchanged. It is outside the wall. The wall which separates Hong Kong from the mainland has a gate and that gate is controlled. Sometimes it is flung wide open; sometimes it is slammed shut, like during Covid. Hong Kong’s value to China is being outside the gate. Depending on the security need, the gate can either be more or less controlled. Hong Kong must never become a channel to subvert the mainlandHong Kong as a separate system is a necessity for China. So long as the people and leaders of Hong Kong grasp this key point, the future is bright.
What about the Greater Bay Area?
Hong Kong must make sure that its integration into the GBA does not cause it to lose international recognition of the standards it maintains. In Hong Kong, it is often thought that the success of the GBA depends on how much Beijing is prepared to relax controls. This is only half the story. The other half is how Hong Kong adapts its system to link to both China and the world. It requires careful attention to detail and creative thinking. It is not realistic to expect the GBA to harmonise to Hong Kong because there is no border between the GBA and the rest of China. It is for Hong Kong to find ways to operate two systems – China’s and the world’s – in the special administrative region.We should not hope for Shenzhen to become like Hong Kong. If Shenzhen becomes like Hong Kong, there is no more role for Hong Kong, and China would have lost a useful facility. It will be the end of “one country, two systems”. Hong Kong prospers because it taps energy at the boundary, connecting two sides in an intelligent and healthful way.
So there is a wall between Hong Kong and mainland China, but to a certain extent, Beijing wants Hong Kong to integrate with the GBA?
I think Beijing is conflicted. On the one hand, it wants Hong Kong fully reunited with the Chinese family. But on the other, there is a need for Hong Kong to stay outside the wall. This tension will never go away. It is an inherent contradiction which is the reason for Hong Kong’s existence.
En sjældenhed på min hjemmeside: at jeg publicerer uforkortede tekster fra andre og større medier, men her kommer der én, som bør læses, fordi den på overkommelig spalteplads fortæller, hvorfor Østasiens største (og klodens næststørste) økonomi drives med større kløgt end den amerikanske og de fleste europæiske. Forfatteren er en af de fineste og mest vidende skribenter i det danske mediemiljø: Rune Lykkeberg.
Publiceret i Information 19. december 2025
Der er en meget enkel, fornuftig løsning på det problem, som hjemsøger de vestlige demokratier og også huserer i dansk politik: de høje priser på hverdagsvarer. Men den kræver mod, vilje og fantasi.
Kineserne vidste godt, hvad de ville være: kapitalister. Men de vidste også, at det var farligt. Den var som en vild hest, man kunne sætte sig op på, hvis man ville frem i verden. Men det var også et vilddyr, som kunne kaste dig af og trampe samfundet i stykket.
Så da kineserne efter formand Maos død i 1976 ville gøre op med hans totalt fejlslagne kommunisme, var de i tvivl om, hvordan de skulle gøre det. Der var en lidenskabelig diskussion i det kommunistiske parti om, hvordan man kunne få det bedste fra kapitalismen og forsvare sig selv mod det værste.
Det er klart, at for partiet var »det bedste« ikke det samme, som det ville være for os andre, fordi de jo ville fastholde deres befolkning i politisk ufrihed. De havde brug for kapitalismen til at skabe velstand og vækst og teknologisk udvikling, men de forstod også, at der i kapitalismen var kræfter, som kunne ødelægge den sociale kontrakt i samfundet. De var særligt optaget af spørgsmålet om priserne.
Den ene fløj i partiet ville have såkaldt »fri prisdannelse«, altså ingen statslig kontrol med priserne. Den anden frygtede følgerne af at slippe priserne på alting fri i et land med flere hundrede millioner fattige. De var modstandere af markedspriser. De to endte på kompromis, som bliver kaldt for »de to spor«: I det ene spor havde man livsfornødenheder for den enkelte, og i det andet havde man forbrugsvarer og luksusprodukter. For de første bevarede staten kontrollen med priserne, mens de for de andre satte priserne fri.
Kineserne gjorde med andre ord det modsatte af, hvad Vestens politikere, økonomer og finansinstitutioner anbefalede. Og Kinas kommunister klarede sig langt bedre gennem overgangen til kapitalismen end nogen af dem, som gjorde alt det, markeds-fundamentalisterne i Vesten krævede.
De demonstrerede en overlegen forståelse af kapitalismen. Og som økonomen Isabella M. Weber konkluderer i sit hovedværk om det kinesiske prissystem: »De voksede ind i den globale kapitalisme uden at miste kontrollen over deres egen økonomi.«
Kampen mod høje priser
Den kinesiske vej er blevet interessant for os, fordi priserne på det, folk skal leve af, er blevet et problem over hele Vesten. Herhjemme har Dansk Folkeparti ført kampen mod de dyre fødevarer ind i centrum af den politiske debat, og socialdemokraterne er fulgt efter. Det samme er sket for eksempel i USA, hvor det kedelige ord »affordability «, at have råd til, er blevet en fælles kamp for republikanerne og demokraterne.
Alle synes enige om, at hverdagen er blevet for dyr for alt for mange mennesker. Mange mener også, at det var inflationen, som gjorde, at så mange stemte mod demokraterne og for Trump i 2024. Så hvis man ikke har styr på priserne på mad, bolig, transport og energi, kan man udløse politiske jordskred, som kan føre til den autoritære vending, der finder sted under Trump i USA nu. For høje priser betyder ikke bare, at tingene koster mere.
Det betyder også, at verden forekommer uretfærdig. At hele den sociale orden er svær at anerkende, fordi værdierne grundlæggende virker vilkårlige. Det er for den politiske frihed og den sociale retfærdighed et ekstremt farligt fænomen.
Prisloftet findes allerede
Det komiske er, at meget få i den situation udfordrer selve prisdannelsen og foreslår prisloft over det, folk har mest brug for i deres hverdag. Det er, som om den »frie prisdannelse« er en helligdom, som ingen vil røre ved, og alle skal knæle for. Ikke engang de såkaldte populister kræver, at regeringen får »styr på priserne«, nej, de kræver mere avancerede forslag som differentieret moms og lettelse af specifikke afgifter.
Det er en underlig ideologi, for vi har jo en priskontrol på arbejdskraft for eksempel, som vi kalder »mindsteløn«, og der er i mange lande loft på priserne på eksempelvis medicin og lejebolig. Så vi har allerede et meget diskret »to spors«-system, men vi bruger det ikke offensivt og solidarisk.
Vi kunne her lære noget af kinesernes overgang til kapitalismen: For de forstod, at »markedet« ikke var et metafysisk fristed i verden, men noget, som man skaber og former politisk. For nogle er det voldsomt oprørende at skulle lære kapitalisme af kineserne. Men dem kan man så berolige med, at kinesernes prissystem var inspireret af en priskontrol, som selve den amerikanske regering gennemførte under Anden Verdenskrig med den progressive stjerneøkonom John Kenneth Galbraith som leder.
Han vidste godt, at hvis man vil være kapitalister, må man selv tage ansvaret for, hvordan man former markedet. Ellers har man fortjent at få populisternes vrede efter sig.
Natos norske generalsekretær gennem ti år snakker for meget uden om i sit tilbageblik på alliancens sværeste år.
Den norske veteranpolitiker Jens Stoltenberg (f. 1959) er det nærmeste, vi på vort plagede kontinent kommer en regulær statsmand. En politiker med dyb erfaring og indsigt, visioner og udsyn plus stor ledelseskapacitet og dermed en mangelvare i den vestlige verden presset som den er af russisk nationalrevanchisme, mellemøstligt kaos og forfald, fjernøstlig selvtillid og amerikansk selvoptagethed.
Så hvorfor er han ikke for længst gjort til FN’s generalsekretær? Naturligvis fordi han gennem et årti aftjente sin internationale borgerligt som manden for bordenden i det, der i festtalerne kaldes verdens stærkeste militære alliance, men hvor sådanne alt for hypede prædikater trænger til revision.
Det var i 2014, at Stoltenberg overtog chefjobbet i Nato efter Anders Fogh Rasmussen. Derfor er det nærliggende at gøre nogle sammenligninger mellem de to. Her en subjektiv en af slagsen: Stoltenberg er en Fogh minus kynismen og tilsat empati og humanisme. Men begge er eminente til at fortrænge eller bagatellisere de mest ubehagelige aspekter af de beslutninger, de har været ledende i.
Jens Stoltenberg gæstede for nyligt København i anledning af sit erindringsværk i tiden som Nato-chef i den danske udgave ’På min vagt’ – at lede Nato i krigstid’. Jeg sad blandt publikummerne, da dette norske fyrtårn blev interviewet af fhv. topembedsmand og chefredaktør Bo Lidegaard (som var min chef på Politiken 2011-16) på Den Sorte Diamant.
Samtalen bekræftede begges begavelse og analytiske indsigter, men også deres evne til at flygte fra virkelighedens historiske realiteter i den periode, hvor Stoltenberg var en tung dreng i den geopolitiske arena. Det var som bekendt i hans embedsperiode i Nato, at Rusland invaderede Ukraine, hvilket indlysende nok fylder det meste i bogens fortællinger.
Grønland og Trumps ambitioner på samme blev slet ikke en del af samtalen. Uha for en forsømmelse! Heldigvis blev der nogle dage senere i et fremragende Deadline-interview (DR) rådet bod på dette: Stoltenberg mindede her seerne om, at Norge i 1931 gjorde krav på at overtage Nordøstgrønland og tabte ved domstolen i Haag to år senere.
Alene bogens beskrivelser af Natos udfordringer efter 2022 gør det værd at nærstudere værket – især forhindringsløbet omkring optagelsen af vore to broderlande Sverige og Finland, periodisk obstrueret af den tyrkiske præsident Erdogan – er samtidshistorie på højt plan. Man bekræftes i, at Nato er en minimalistisk alliance – ikke hvad våbenkapacitet angår, men på politisk beslutningskraft. Ingen kæde er som bekendt stærkere end dens svageste led og her er tyrkernes uberegnelighed berygtet.
Bogen er ikke kronologisk opbygget, Stoltenberg springer frem og tilbage i tid og geografi. Som socialdemokratisk aktivist i 1980’erne (vi husker fodnoteperioden der handlede om opstilling af missiler i Europa) er han mere end moderat kritisk og skeptisk over for den supermagt han siden kommer til at tjene gennem Nato. Datidens unge Stoltenberg går fra at være USA-kritiker til at være tilhænger, grænsende til det tilbedende, og her begynder fortællingen at demonstrere svagheder.
Europas norske statsmand forbigår i pinlig tavshed, at mere end trekvart millioner individer er omkommet i krigslignende handlinger på de slagmarker, som bl.a. USA-ledede interventioner i Irak og Afghanistan afstedkom (kilde: Watson School of International and Public Affairs, Brown University, Providence, Rhode Island). Lige præcis her ligner han sin danske forgænger Fogh Rasmussen: fortielse og tavshed sniger sig ind i historieskrivningen, som dermed bliver nødlidende.
En højreorienteret terrorists massakre på 69 unge, der deltog i en socialdemokratisk ungdomslejr på Utøya 22. juli 2011 bliver mildt sagt utilstrækkeligt håndteret; Stoltenberg bruger betegnelsen ’den mørkeste dag i mit liv’ – otte blev dræbt i den kontorbydel, hvor hans eget statsministerium lå. Fem beskedne sider bliver det til, og man tænker at skribenten helst undgår at fordybe sig – kunne han ikke have brugt tragedien og erfaringen til at forklare, hvorfor højreorienteret terror og vold er i fremvækst i disse år?
Som diplomat- og politikerbarn voksede Jens Stoltenberg op med en sølvske i munden. Faderen Thorvald S. startede som udenrigspolitisk embedsmand og fortsatte på ministerposter i flere af Arbejderpartiets regeringer – karrierestien for sønnen var trådt ned i god tid. Beundringen for forældrene er grænseløs, mens den tragedie, der rammer familien med lillesøsteren Ninis død som følge af heroinmisbrug skildres smerteligt og gribende. Bogen er bedst i beskrivelsen af personrelationer, herunder de vanskeligheder, Stoltenberg har med den tyske kansler Merkel; de to blev aldrig gode venner.
Bogens kapitel 41 hedder ’Ukraines fremtid er i Nato’ og fylder beskedne seks sider, hvor alt for mange sætninger går med banaliteter. Der mangler refleksion, kritisk analyse og erkendelse af dilemmaerne. Den erfarne politiker er her virkelighedsfornægter i det store format. Stoltenberg har ikke erkendt de forandringer det globale magtlandskab har gennemgået, han fremstår som en kustode på et rustent slagskib, der hastigt forsynes med flere og større kanoner, men sejler med forældede søkort, fordi der er gået rust i radaren. For meget snæversyn, for lidt udsyn.
Der bruges retfærdigvis megen plads på at referere samtaler med alliancens ultimative spielverderber, Donald Trump, uden at disse ledsages af forklaringer på den igangværende og stærkt destruktive amerikanske nationalpopulisme i MAGA-bevægelsen. Men intet over og intet ved siden af Nato, som der aldrig kan udvikles et europæisk alternativ til, pointerer han. For 80 procent af våbenfinansieringen kommer fra lande uden for Europa, altså er det gamle kontinent stavnsbundet til de tunge bidragydere USA, Canada og Tyrkiet.
Han drister sig ikke til afsløringer af sine kolleger, alt er velkendt stof, men det er dog påfaldende, at forgængeren Anders Fogh kun nævnes sporadisk. Måske fordi det var under Fogh, at medlemslandenes bidrag skrumpede og alliancens afskrækkelsespotentiale gik samme vej?
Trods disse forbehold må bogen anbefales, eftersom Stoltenberg leverer vigtige frontberetninger fra forsvarsalliancens maskinrum. Der er rigeligt med stof til eftertanke om den opbrudstid, som verden har udsigt til at tumle med i lang tid fremover.
Jens Stoltenberg: På min vagt. At lede Nato i krigstid. 500 sider. Forlaget Gutkind
Tilføjelse
Her et uddrag af en anmeldelse skrevet af min udmærkede norske kollega Jan Øyvind Helgesen i nettavisen.no:
’På min vakt’ er som forfatteren: Flink, skikkelig og litt kjedelig.
Jo da, Donald Trump er håpløst geskjeftig og mildt sagt uforutsigbar. Angela Merkel det motsatte, men pålitelig. Emmanuel Macron er skeptisk til amerikanerne. Og sjarmerende. Mens Recep Tayyip Erdogan holder på sitt steinharde pokerfjes lenger enn de fleste. Og Joe Biden? Han ble tydelig svekket i løpet av sin andre periode som amerikansk president. Men ikke mer enn at han hviskende karakteriserer Volodomyr Zelenskyj, som ’a pain in the ass’! Når den ukrainske presidenten for hundrede gang klaget over at Nato ikke hadde en tidsplan for når han kunne bli medlem i klubben. Men særlig jucy er det ikke.
Trump!
Det sier litt om den amerikanske presidentens betydning i Nato når det er 34 henvisninger til Trump bak i boka. Og det på bare de fire første årene han hersket i Det Hvite Hus og Jens Stoltenberg var NATO-sjef. Mye energi går med til å lese mannen som er av de mest uforutsigbare i politikken. Og prøve å lede ham inn på den rette vei. Noe som ikke alltid lykkes. Som da Trump deltok på sitt første NATO-toppmøte i det splitter nye hovedkvarteret i Brussel. Trump holdt tale foran monumentet som er oppkalt etter NATO-traktatens viktigste artikkel, nr. 5. Den som sier at et angrep på ett NATO-land er et angrep på hele alliansen. Stoltenberg hadde plassert Trump der, så å si lagt ballen på straffemerket sånn at han lett kunne anerkjenne forpliktelsene. Trump tok ikke regi, for å si det mildt.
’Dere betaler ikke det dere skylder!’, sa Trump til lederne foran ham på plenen. ’Det er ikke rettferdig overfor det amerikanske folk og amerikanske skattebetalere. Mange skylder oss enorme summer.’
Der sto Merkel, Macron og alle de andre statslederne, og Trump omtalte dem som om de var leieboere som ikke betaler husleia.
En kommentar til boka er at den kan føre til økt toll på norske varer – som en hevnaksjon fra Trump. Men Jens Stoltenberg er smart nok til å gjengi uttalelser og hendelser som faktisk fant sted. Han mener ikke all verden om statslederne – med et lite unntak for den russiske utenriksministeren som får bølle-stempelet. Ellers støtter han seg på egne og andres notater og opptak.
I løpet av hans ti år på toppen av Nato utspiller store dramaer seg. Krigen i Afghanistan pågår og både Trump og senere Biden vil ut av hengemyra. I ettertid vet vi at Taliban veltet inn i Kabul på rekordtid. Mange afghanere hadde samarbeidet med Nato. De som ikke kom seg ut, hadde all grunn i verden til å frykte de neste ukene. Og amerikanerne trakk seg ut uten å ha på plass en forpliktende avtale med Taliban. Kaoset som fulgte, gikk innpå generalsekretæren.
Han skriver:
’Det som startet som en målrettet, militær antiterroroperasjon, ble etter hvert til et omfattende nasjonsbyggingsprosjekt. Vi skulle bygge et land med like rettigheter for kvinner og menn, med en fri presse og velfungerende statsinstitusjoner’.
Og: ’Vi ble ofre for vår egen, altfor optimistiske fortelling om at det hele tiden gikk bedre i Afghanistan’.
Hele operasjonen kostet enormt mye, bare amerikanerne brukte tre hundre millioner dollar hver dag i tjue år. Bruk kalkulatoren! Derfor måtte det gå bedre og ethvert lite lyspunkt ble forstørret mens problemene ble neglisjert. Selv skriver han med bitter undertone: – Vi var i Afghanistan for lenge, og vi ville for mye.
I ettertid vil nok Stoltenbergs største bragd i Nato være at han fikk både Sverige og Finland inn i alliansen. Og at Putin fikk et større Nato å hanskes med. Stikk i strid med hans ambisjoner.
Den britisk-kinesiske succesforfatter Jung Chang (f. 1952) har i denne måned besøgt Danmark for at lancere sin seneste publikation: ‘Flyv, vilde svaner’, som hendes forlag Gyldendal præsenterer med bl.a. disse ord:
‘Bogen er på mange måder Jungs kærlighedsbrev til hendes mor, men den handler også om hendes bedstemor og hendes far, der begge døde tragisk under Kulturrevolutionen. Fortiden er aldrig langt væk i Jungs liv. Den har formet hende, og den har formet det nuværende Kina. Den nye Xi-æra påvirker i høj grad livet for Jung og hendes mor. Gennem deres respektive livsforløb beretter Jung Chang medrivende, dybt bevægende og uforglemmeligt om, hvordan det er at leve i et kommunistisk diktatur og om de trusler, det moderne Kina udgør for den internationale verdensorden.’
Jung Chang optrådte på kunstmuseet Louisiana i en interviewsamtale, som jeg ikke blev imponeret af – og måske var jeg en af de ganske få blandt publikummerne, der ikke fandt anledning til at klappe. Beklager, men i min oplevelsesoptik har hun forvandlet sig til en emotionel klichefabrik. Det sker for ganske mange, der scorer millioner på at fortælle om egne familietragedier, hvilket hun gjorde ganske dygtigt og overbevisende med gigantsællerten ‘Vilde Svaner’, der ramte danske læsere i 1992. I samtalen på Louisiana hørte vi intet af betydning om nutidens Kina, som landets myndigheder for få år siden har forment hende adgang til.
Berømthedens besøg giver mig anledning til at genudgive den anmeldelse, jeg i Politiken i juli 2005 skrev om hendes biografi over Folkerepublikkens grundlægger Mao Zedong. God læselyst!
En kvindes hævn over sin tyran
Jung Chang (‘Vilde svaner’) har skrællet alle overlevende myter af en af det 20. århundredes mest gådefulde og despotiske skikkelser, det kommunistiske Kinas leder gennem et kvart århundrede, Mao Zedong.
Jung Chang og Jon Halliday: Mao – The Unknown Story (Jonathan Cape, London, 814 sider, indbundet, set i Politikens Boghal til 249 kroner).
Den kinesiskfødte forfatter Jung Chang gjorde det moderne Kinas historie nærværende med sin familiekrønike ‘Vilde svaner’, hvori hun eftersporede sin slægts erfaringer i det 20. århundredes Kina. En af bogens hovedpointer var, at den kombination af undertrykkelse, forfølgelse og kaos, som var dagens uorden i Kina i især 1960’erne og 1970’erne, i vidt omfang byggede på befolkningens spontane deltagelse i galskaben, og at partidiktaturet ikke behøvede at orkestrere alle uhyrlighederne.
Denne forklaringsmodel vender Jung Chang på hovedet i sin logiske opfølgning på ‘Vilde svaner’, en mammutbiografi over det kommunistiske Kinas grundlægger og leder gennem et kvart århundrede, Mao Zedong. Resultatet er 800 siders gennemgribende revision af fænomenet ‘Formand Mao’, et globalt ideologisk ikon især i årene 1966-76.
Endelig kan alt det fortrængte og uhyggelige fortælles: Alle fortrædelighederne i Folkerepublikkens første knap 30 års historie var konsekvenserne af en enkelt mands megalomani , Maos afsindige menneskeforagt, regulære ondskab og ikke mindst hans rablende drøm om at kontrollere først Kinas fattige og uvidende masser og siden hele verden, for Kina skulle blive supermagt.
Et ambitiøst projekt, som succesforfatteren og hendes ægtefælle, historikeren Jon Halliday, har brugt mere end ti år på at realisere. Malet med store penselstrøg fremstår her et billede af Mao, som er blevet kendt fra andre udgivelser, men tusindvis af detaljer vil være nye. Forfatterparret har med ‘Mao – The Unknown Story’ mobiliseret til et fundamentalt opgør med virkelighedens Mao, denne diabolske mester i bedragets og forførelsens dystre kunst, bondelederen og kommunisten, der vildledte statsledere, diplomater, parlamentarikere, beundrere, venner og fjender over den ganske verden.
Bogen afklæder hele den megafortælling, der begyndte med Kinas borgerkrig i 1930’erne: Mao var slet ikke den folkekære, karismatiske, ukorrupte leder, som tog kontrollen med en forhutlet partisanhær og forvandlede den til et magtinstrument, der siden udfordrede både USA og Sovjetunionen. I magtbrynde, bedrag og ondskab matchede han til fulde sine jævnaldrende despotkolleger Josef Stalin og Adolf Hitler.
Mao havde angiveligt kun foragt tilovers for de uvidende kinesiske masser, han spillede et dødsensfarligt spil, der handlede om at lade japanerne bekrige Maos rivaler og dermed invitere til en sovjetisk invasion af Kina. Mao var hverken en dygtig krigsleder eller et heroisk forbillede for sine tilhængere, for den delvis konstruerede beretning om kommunisternes Lange March 1934-35 skabte en mytologi og en fortælling, som viste sig nyttig, da den militære sejr i 1949 og Folkerepublikkens oprettelse skulle legitimeres.
Overraskende, men langtfra overbevisende, er bogens beskrivelse af, at Maos magtambitioner gik længere end Kinas grænser. Hans plan skulle have været en ‘dominerende’ rolle i verden, hvilket forfatterne overfortolker til at være en stræben efter verdensherredømmet. Som et første skridt skulle den kinesiske hær udmarve den amerikanske under Korea-krigen, og efterfølgende stræbte Den Store Rorgænger efter at overtage den plads som leder af ’verdenskommunismen’, som blev ledig efter Stalins død i 1953.
Midlerne til at opnå dette uopnåelige blev dyrekøbte. Maos industrialiserings-kampagne, kendt som Det Store Spring Fremad, førte til sandsynligvis 38 millioner omkomne af sult og underernæring, fordi formanden dikterede, at kornproduktionen skulle eksporteres for at skaffe udenlandsk valuta til brug for anskaffelse af kernevåben (realiseret 1964). Mao citeres for, at op mod halvdelen af den kinesiske befolkning kan tænkes at skulle dø, »hvis ikke halvdelen, så en tredjedel, eller en tiendedel. Hvis 50 millioner dør, så kan det være at jeg bliver sat fra posten og mister hovedet«.
Meget af Kinas historie fra 1949 er velkendt fra andre forfatteres udgivelser. Når undertitlen på Jung Changs og sovjetforskeren Jon Hallidays bog taler om den ’ukendte historie’, må det især tillægges de detaljer, den giver om Mao i de tidlige år. Det dokumenteres f.eks., at Kinas kommunistledere var langt mere afhængige af det sovjetiske søsterparti end tidligere antaget, og at Mao fra sit tilholdssted i Yenan i 1930’erne finansierede sin hær via indtægter fra opiumsdyrkning.
Forfatterne har brugt den halve snes år på at opsøge et imponerende antal kilder, familiemedlemmer til Mao, partikolleger, diplomater og udenlandske dignitarer for at tegne det uhyre detaljerede billede af manden og myterne omkring ham. Alene listen over interviewede kilder tæller 15 sider, mens fortegnelsen over skriftlige kilder (kinesiske inklusive) tangerer et halvt hundrede sider.
Imponerende, javist, men det er også her, at bogens svagheder begynder at afsløre sig. Som læser med et ikke ubetydeligt antal værker om Kinas historie i reolen er det umuligt at frigøre sig fra en oplevelse af, at forfatterparret fra arbejdets begyndelse har haft en skabelon af figuren Mao, der tegnede ham som værende det ondeste af det onde, på niveau med Hitler og Stalin, og at alle oplysninger og udsagn er selekteret omhyggeligt for at passe ind i denne skabelon. Kilder refereres, men vurderes ikke. Der mangler forsigtighed, forbehold og diskussion af fakta og udsagn. Bogen vil være nem at angribe for faghistorikere for at være for skråsikker, grænsende til det uvidenskabelige.
Det kan undre, at forfatterne har haft så ubesværet adgang til kilder i Kina. Jung Chang har oplyst, at kinesiske medier har forbud mod at interviewe og referere hende, men derudover kommer hun meget langt omkring i landskabet af fortællelystne kilder. Alt efter politisk temperament kan man tolke dette som udtryk for, at de kinesiske myndigheder har interesse i en lempelig og kontrolleret af-maoisering, men ikke et fundamentalt opgør, fordi dette vil true partiets legitimitet. Bogen savner en diskussion af dette tema.
Af selvindlysende grunde kan ‘Mao – The unknown Story’ ikke udkomme i Kina lige med det første. Men der vil stensikkert blive produceret piratudgaver, som vil blive massecirkuleret på det kinesiske undergrundsmarked. På længere sigt har udgivelsen rigeligt med stof til at ændre Kinas officielle historieopfattelse. Når det sker, vil den tidligere rødgardist og Mao-tilbeder (f. 1952 i Dragens År) utvivlsomt føle, at hun langt om længe har fået sin velfortjente hævn over tyrannen, der stadig hædres på Den Himmelske Freds Plads.
(publiceret i Politikens kultursektion 2. juli 2005)
I anledning af 20-året for Jyllands-Postens publicering af Mohammed-tegningerne genudgiver jeg her mit interview i Politiken med sagens hovedpersonen Kurt Westergaard, bragt i avisen 13. februar 2008. God læselyst!
»PET har reddet mit liv«. Kurt Westergaard er ophavsmanden til tegningen af Muhammed med en bombe i hovedbeklædningen. Han definerer sig selv som en kulturradikal og multikulturel provokatør.
Danmarkshistoriens kendteste bladtegner Kurt Westergaard ligner ikke umiddelbart en mand, som potentielle attentatfolk helst ser sprængt i stumper og stykker. Den tidligere tysklærer og skoleinspektør fra Thy runder snart de 73 og har de sidste par år levet som en jaget mand, på flugt fra terrorister og islamister og med Politiets Efterretningstjeneste (PET) som sin evige følgesvend.
Da politiet i november kom på sporet af de potentielle gerningsmænd, der havde konkrete mordplaner mod Kurt Westergaard, indledte han endnu en odyssé rundt på forskellige lokaliteter, hvor han kunne leve inkognito med hustruen og mødes med medlemmer af sin store, multikulturelle familie.
»PET har reddet mit liv«, pointerer han og forklarer dermed i ultrakort form de betingelser, der definerer hans og familiens tilværelse.
PET ved altid, hvor han opholder sig, men det er et liv på den evige flygtnings betingelser. Vi kan kun gisne om, hvor mange sommerhuse i Jylland Kurt Westergaard har adgang til.
»Foruden en lejlighed, jeg har et sted nede i Europa«, forklarer han, da vi sætter os ved det runde mødebord på chefredaktør Carsten Justes kontor i bladhuset i Viby ved Århus.
»Jeg slipper aldrig ud af det her«, konstaterer bladtegneren nøgternt, efter at han med sin chefredaktør har diskuteret fordele og ulemper ved at tage imod et tilbud om at stille op til debatprogram i tv om et par dage.
Kurt Westergaard træffer ingen afgørende beslutninger i sit liv uden at have konsulteret sin faste kontaktmand i PET og uden først at have diskuteret grundigt, ofte i mange timer og flere døgn, med sin hustru.
»Tænk på din personlige sikkerhed«, råder Carsten Juste. Hvortil Kurt Westergaard svarer: »Et interview i tv kan komme til at virke enten præventivt eller inspirerende i de miljøer, som vil mig til livs. Det må jeg lige tænke over«.
En byrde på tegnerens skuldre
Carsten Juste har for længst erkendt, at hvis en terrorist vil have ram på Jyllands-Posten som en hævnakt for Muhammedtegningerne, behøver de ikke at bombe bladhuset i Viby. De kan begrænse sig til at ramme personen Kurt Westergaard . Bladtegneren bærer hele bladhusets skæbne på sine nordjyske skuldre.
Kurt Westergaard ligner ikke en mand, der skriger på krisehjælp. Hans datter er ’næsten-færdig’ som psykolog, som han udtrykker det. Den rødmossede, skæggede vendelbo med en overflod af smilerynker definerer sig selv om en ægte kulturradikal. De to års underjordiske tilværelse har blot gjort ham endnu mere ateist, end han var, inden tegningesagen eksploderede.
Tegneren hæfter gerne etiketten ’multikulturel’ på sig. Kulturer, som engang blev betragtet som eksotiske, er blevet gift ind i Westergaard-familiens store netværk: en svigerdatter fra Peru, en adoptivdatter fra Albanien og en nieces ægtefælle, der kom fra Iran.
»På et tidspunkt blev jeg kaldt en karikulturtegner, og den betegnelse er ganske præcis. Jeg har set mig selv som en, der har været katalysator for en proces, hvor folk fra forskellige kulturer kunne nærme sig hinanden, når de levede op og ned ad hinanden i samme land. Når jeg så i kølvandet på tegningerne har oplevet, at der bliver udøvet forhåndscensur på en kunstudstilling på et anset galleri i London og på en operascene i Berlin, så er jeg for alvor blevet bekymret«.
»Jeg er vokset op i et land, hvor vi er opdraget til at kunne tale os til rette med hinanden og leve fredeligt med, at vi er uenige om det ene og det andet. Jeg har for år tilbage fået danske kristne på nakken, når jeg tegnede en jesusfigur, der trådte ned fra korset i et dyrt jakkesæt og med en moderne attachetaske, og hvor der på et skilt på korset stod: Træffes kun på søndage. Jeg har lavet tegninger af palæstinensere, der lignede mellemkrigstidens forfulgte jøder, og måtte efterfølgende ud i en lang dialog med et meget fremtrædende medlem af det jødiske samfund i Danmark. Efter tegningekrisen for to år siden mødtes jeg i et tv-studie med formanden for Islamisk Trossamfund, som er en højtuddannet og veltalende mand. Jeg troede, jeg kunne vinde forståelse for det synspunkt, at uenighed er demokratiets salt. Alligevel endte han med at insistere på undskyldning«, forklarer Kurt Westergaard.
For at forklare tegningsagens betydning bruger han en anekdote, som den spanske kunster Pablo Picasso er ophavsmand til. Picasso blev verdensberømt for sit billede af byen Guernica, som blev sønderbombet af tyske fly i 1937. Da Picasso nogle år senere møder en nazitysk officer i Sydfrankrig, siger tyskeren: Nå, det er så Dem, der lavede Guernica? Nej, svarer kunstneren. Det var Dem, der lavede Guernica.
Dybt skeptisk over for religion
Hvordan Guernica 1937 hænger sammen med tegningkrisen? Jo, forklarer Westergaard: En karikaturtegner er ikke per definition en provokatør. Han reagerer mod situationer i virkeligheden, som han opfatter som provokationer.
Hvad mener så nationens berømteste bladtegner om sammenhængen mellem islam og terrorisme, om imamernes påvirkning af deres yngre trosfæller, om forskellen på moderate og fanatiske muslimer i Danmark?
»Terrorismen finder sin åndelige ammunition i islam. Enhver religion har sine bureaukrater. Hos islam er det imamerne. Da jeg i sin tid debatterede med nu afdøde Abu Laban, sad jeg med en oplevelse af, at han havde magten til at slippe rabiate kræfter løs eller at kommandere dem til at holde igen. Det ligner sadomasochisme og handler om at kontrollere andre mennesker. Når præster påberåber sig en guds ord, kræver de, at tilhængerne underkaster sig eller bliver martyrer«.
»Jeg er dybt skeptisk over for religion som middel til magt og kontrol. Det er en opfattelse, der går tilbage til min barndom, hvor jeg blev mere eller mindre tvunget til at gå i søndagsskole. Når jeg kom ud og spejdede op mod den blå himmel, stod det klart for mig, at Vorherre var meget langt væk, men at Djævelen befandt sig lige under fødderne på os«.
Den kulturradikale bladtegner, der er flere år forbi den obligatoriske pensionsalder, ligner overhovedet ikke en mand, der er slået ud af situationen. Han er snarere en mand, der er trådt i karakter.
»Min psykologdatter er bekymret, og nu skal jeg hjem og tale med konen. Den personlige sikkerhed kommer først. Men terroristerne skal ikke bestemme over mit liv, og de skal ikke bestemme, hvad der skal stå i Jyllands-Posten«, siger han.
Chefredaktør Carsten Juste gør regnskabet op, to år efter at tegningesagen sendte chokbølger gennem Danmark og store dele af den muslimske verden:
»Et par hundrede konkrete dødstrusler har vi bedt politiet om at efterforske. Herudover har vi modtaget spandevis af kopimail«.
Truslerne har ikke kun været rettet mod avisens bladtegnere. For tre måneder siden blev der slået alarm over et pulverbrev til avisen. Brevet indeholdt en konkret trussel mod en navngiven journalist, der havde skrevet om islam og tegningerne.
»Avisen er forbi det punkt, hvor der er noget at fortryde«, siger Carsten Juste:
»Vi har hørt imamer sige, at dette vil vare i al evighed. Jeg vil gerne understrege, at jeg har haft gode kontakter med muslimske talsmænd, siden konflikten begyndte.
Selvfølgelig kunne jeg da ønske mig, at de såkaldte moderate muslimer gjorde deres indflydelse gældende for at dæmpe gemytterne blandt de mere ekstreme elementer. Jeg kan bare konstatere, at det ikke er sket. Forklaringen kan være, at de i realiteten ikke er synderlig uenige. Der er i hvert fald meget få, der gjorde som Naser Khader og sagde fra over for truslerne dengang«.
Fakta: Muhammedsagen og retslige efterspil
2005
30. september: Morgenavisen Jyllands- Posten (JP) trykker 12 satiriske tegninger af bl.a. islams hellige profet, Muhammed.
12. oktober: Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser et møde med ambassadørerne fra 11 muslimske lande, der vil protestere over tegningerne.
14. oktober: 3.500 muslimer deltager i en fredelig demonstration i København mod JP for at vise deres utilfredshed.
15. oktober: Politiet i Århus rejser sigtelse mod en 17-årig dreng, som senere tilstår at have fremsat telefontrusler mod JP’s bladtegnere.
29. oktober: 11 muslimske organisationer anmelder JP for blasfemi og racediskrimination.
6. december: Den Islamiske Konference Organisation (OIC) protesterer mod tegningerne, efter at en lille delegation danske muslimer har været på rundtur i Mellemøsten. Siden iværksættes en omfattende boykot af danske varer.
2006
12. januar: En 29-årig nordmand med udenlandsk baggrund anholdes af norsk politi og sigtes for at have sendt en trusselsmail rettet mod JP og bladtegnerne.
4. februar: Demonstranter angriber den danske repræsentation i Syrien. Også repræsentationen i Libanon og siden i Irans hovedstad, Teheran, angribes. 139 skønnes omkommet under protester i Nigeria. Libyen, Pakistan og Afghanistan.
3. marts: Ifølge Århus Politi er omkring 10 personer blevet sigtet for at have fremsat trusler mod JP eller avisens ansatte.
15. marts: Rigsadvokaten afviser at køre en straffesag anlagt af de 11 muslimske organisationer mod Jyllands-Posten for at have bragt Muhammedtegningerne.
26. oktober: JP’s chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose frifindes for injurier og bagvaskelse i et civilt søgsmål rejst af syv muslimske foreninger .
25. november: Redaktøren på ugeavisen Al-Rai Al-A’am i Yemen bliver idømt et års fængsel for at have trykt et billede af Jyllands-Postens hjemmeside med Muhammedtegningerne.
2007
Januar: To marokkanske foreninger bliver afvist af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg efter at have klaget over tegningerne i JP.
22. marts: Den franske ugeavis Charlie Hebdo frikendes af en domstol i Paris i en sag om offentliggørelse af karikaturtegningerne. To franske muslimske organisationer havde lagt sag an mod ugeavisens redaktør. Det ventes, at der falder dom i februar
2008.
18. juli: Fire mænd idømmes straffe på op til seks års fængsel for at opildne til mord, da de protesterede uden for Danmarks ambassade i London i 2006.
31. oktober: Jerusalems stormufti holder den danske regering ansvarlig for Dansk Folkepartis valgplakat, der henviser til Muhammedkarikaturer. Han opfordrer de muslimske lande til at protestere.
2008
Tilføjelse: Kurt Westergaard forlod denne verden i 2021
Flemming Ytzen 