Derfor er atomvåben så vigtige for styret i Nordkorea

Alle taler om atomtruslen fra Nordkorea, mens der i Sydkorea er fokus på en mulig konventionel konfrontation.

Set på afstand burde 51 millioner sydkoreanere være lammet af frygt, men de nordkoreanske prøvesprængninger og raketaffyringer har ikke ’broderfjenden’ i sigtekornet.

Når Nordkoreas styre og dets kolossale militærapparat udpeger stillehavsøen Guam som mål og sender fremføringsmidler i Japans retning, er det lige præcis et fravalg af Den Koreanske Halvø som slagmark.

Hovedfjenden er og bliver USA. Den håndfaste propaganda fra hovedstaden Pyongyang handler om at ydmyge supermagten så længe, at præsident Donald Trump ikke ser anden udvej end at bede om at lade sine udsendte i landet møde nordkoreanske diplomater ved et forhandlingsbord.

Men det høje spændingsniveau gør, at der lige nu er uendelig langt til en afmontering af den fastlåste situation ad diplomatisk vej. USA og Sydkorea ved også, at deres modstander er så stærkt motiveret til at yde en krigsindsats, som tænkes kan: Det er selve regimets, militærets og statens overlevelse, der er på spil.

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, har ved et par lejligheder forsøgt at forsikre nordkoreanerne om, at USA ikke har til hensigt at udslette styret i Pyongyang. Men skulle en forhandling mellem parterne blive en realitet, vil Washingtons forhandlere blive mødt med et krav om, at USA’s militær forlader Sydkorea, inden en fredsaftale kan komme på plads.

Forestiller man sig en konkret forhandlingssituation, kan denne ikke undgå at handle om kernevåben: selvsagt de nordkoreanske, og over for dem den amerikanske atomparaply, der siden Korea-krigens afslutning i 1953 har sikret, at de konventionelle kamphandlinger mellem Nord- og Sydkorea forblev begrænsede.

Mest i form af målrettede nordkoreanske terroraktioner mod mål i Sydkorea. Herunder de invasionstunneler, som nordkoreanerne gravede under den 4 kilometer brede våbenstilstandslinje, der deler halvøen.

Altså afhænger Nordkoreas overlevelse af landets kernevåben. Ikke for at bruge dem, men for at true med dem. True USA til forhandling i et scenario, der ville komme til at ligne det, USA fik på plads med Iran. Her vil et stort udestående spørgsmål være, om Sydkorea ville blive inviteret med. Glem ikke, at begge koreanske stater har genforening som langsigtet mål.

En sådan løsning ligner utopi, og derfor skal militære planlæggere gennemtænke de ultimative scenarier. Verdens medier går således ikke galt i byen, når de skriver om atomtruslen og risikoen for en kernevåbenkrig med et koreansk afsæt. Men en sådan krig vil ikke nødvendigvis blive udkæmpet på halvøen.

Alle konfliktens parter er klar over, at det nukleare scenarie vil blive ukontrollabelt og få helt uoverstigelige konsekvenser, hvis USA med sit overlegne arsenal af både konventionelle og atomare våben i Asien beslutter sig for at neutralisere den nordkoreanske våbenkapacitet.

Selv med et begrænset præcisionsangreb på udvalgte militære installationer nord for den 38. breddegrad vil risikoen for, at Kina intervenerer for at redde sin historiske allierede, blive forøget markant.

Næppe mange i Trump-regeringen tør tænke denne tanke til ende, og Kina vil gøre alt, hvad det er i stand til, for at undgå, at det overhovedet kommer så vidt. Den kinesiske intervention i Korea-krigen i oktober 1950 trækker lange og dybe spor.

Amerikanske militæranalytikere er over en bred front enige om, at USA kun har få muligheder tilbage, hvis supermagtens strategiske mål er at fjerne den nordkoreanske kernevåbenkapacitet.

Et indlysende scenario er en konventionel krigsførelse, men her har Nordkorea det stærkeste kort af alle på hånden: geografien.

Den sydkoreanske hovedstad, Seoul, er med sine omgivende satellitbyer klodens fjerdestørste metropol med anslået 24 millioner indbyggere, svarende til knap halvdelen af Sydkoreas indbyggere.

I en situation med militær optrapning vil det nordkoreanske militær sandsynligvis vælge at anvende sit langtrækkende artilleri mod Seoul, hvorved antallet af dræbte og sårede i løbet af meget kort tid ville skulle tælles i hundredtusinder.

Et amerikansk-sydkoreansk modtræk ville være en invasion med landstyrker ind i Nordkorea. Men det ville tage flere måneder, inden USA fik tilstrækkelig mange styrker på plads.

Det skal her erindres, at den amerikanske troppeopbygning op til befrielsen af det irakisk besatte Kuwait i de tidlige uger af 1991 tog 5 måneder. For nuværende har USA 34.800 soldater på sydkoreansk jord, hvilket ikke er meget mere end en symbolsk styrke.

I fraværet af traditionelt diplomati og med en uforudsigelig amerikansk præsident i Washington må nervøsiteten være stor i de sydkoreanske regeringskontorer, hvor et af de første spørgsmål, der stilles, må lyde: Hvad kan vi gøre for at begrænse krigen, hvis den bryder ud?

Det sydkoreanske luftvåbens simulationsøvelser mandag illustrerer, at Seoul for længst har udtænkt, hvilke installationer de i et meget tidligt stadie af en konfrontation skal ramme. Sydkoreanerne har her den fordel, at de meget hurtigt vil få amerikansk støtte til at erobre luftherredømmet over Korea.

(Nyhedsanalyse i Politiken 5.9.2017)

 

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Historiens smukkeste idé på dødslejet

Forestillingen om, at den tredje verden kunne moderniseres via den vestlige samfundsmodel, er gået under.

FINANSLOVSFORSLAG eller ej, udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er ikke det medlem af regeringen, der tiltrækker sig den største opmærksomhed.

Heller ikke selv om hun har ansvaret for Danmarks relationer til en stor del af den verden, der ligger uden for Europa og det nordamerikanske kontinent.

Men overskrifterne burde have været større, efter at Tørnæs for en halv snes dage siden aflagde besøg i Afrikas folkerigeste land Nigeria.

Karakteristisk for indholdet af det danske besøg i kontinentets uden sammenligning største kleptokrati var da også, at Tørnæs havde selskab af den minister i regeringen, der nyder størst popularitet i Danmarks blå vælgersegment, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Med i rejsetaskerne havde de to ministre 125 millioner kroner, som skal anvendes til hjemsendelse af afviste asylansøgere efter det, som Udenrigsministeriet utilsløret kalder noget for noget-princippet.

Det kan ikke betyde andet, end at jo flere hjemsendte asylsøgere Nigeria tager imod, jo flere penge kan styret hæve ved Udenrigsministeriets kasse 1.

Beløbet syner ikke af alverden, når det holdes op mod Danmarks samlede udviklingsbudget på lidt over 16 mia. kr.

Men bevillingen er udtryk for et kursskifte, der har været i gang i flere år, og som fundamentalt handler om, at det, der engang blev drevet ud fra idealistiske hensigter om at løfte forarmede lande og folkeslag ind i den moderne verden, er på vej til at blive regulær sikkerhedspolitik, herunder terrorforebyggelse.

Udviklingsbistandens vise fædre troede engang på, at en række afrikanske og asiatiske lande kunne bekæmpe fattigdom og kvindeundertrykkelse og udvikle demokratiske styreformer samtidig.

Men som de seneste årtier har vist, er disse smukke hensigter forblevet kostbare illusioner.

Tydeligst demonstreret af fiaskoerne i Afghanistan og Irak, om end mindre dramatisk tydeliggjort i en række afrikanske lande, der i disse år segner under vægten af en ukontrollabel befolkningstilvækst, hvorved jorden gødes for religiøs og etnisk ekstremisme.

FOR 65 ÅR siden opfandt den franske antropolog Alfred Sauvy begrebet ’den tredje verden’ som en betegnelse for de lande, der stod alliancefrit i forhold til supermagtsrivaliseringens to magtblokke.

Siden antog begrebet en bredere betydning og blev en samlende beskrivelse for de udviklingslande, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald i 1989, blev aldrig en udviklingspolitisk løftestang for udviklingslandene, men bragte i stedet traditionelle tredjeverdenskonflikter ind på det europæiske kontinent.

Først i form af 1990’ernes krige på Balkan, siden som den asymmetriske krigsførelse, som jihadister og salafister fører i europæiske storbysamfund i ly af migrationen fra dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Afrika.

Set i historiens havørneperspektiv er dette en civilisationskamp mellem vestlig modernitet og et barbari, der er vokset ud af fejlslagen eller fraværende udvikling i samfund hele vejen fra Casablanca over Tripoli, Kairo, Damaskus, Bagdad og Kabul til Islamabad og Tjetjenien.

Blev vi nogensinde advaret om, hvilke ubehageligheder der var på vej i de første jubelår efter Berlinmurens og verdenskommunismens fald? Jo da, manden, der så, hvad der var undervejs, hed Samuel Huntington. Ham med civilisationernes sammenstød. Hån og latterliggørelse mødte denne vise mand, da hans skelsættende bog udkom for en snes år siden. Fredsprisen fik han aldrig, men efter 11. september 2001 tav hans kritikere.

AT DANSK udviklingsbistand i voksende omfang anvendes for at give os selv mere sikre samfund, har længe stået klart for alle andre end bistandspolitikkens selverklærede idealister.

De mangler stadig at erkende de brutale realiteter, der har indfundet sig i Europas storbyer, efter at det for få år siden stod klart, at terroren ikke kun kunne bekæmpes med luftbombardementer af dens arnesteder i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien.

En vanskelig erkendelse har disse illusionister til gode: at dansk udviklingspolitiks ubetinget største succes nogensinde fravalgte den vestlige liberale model: Vietnam, der for tre årtier siden fusionerede Marx, Lenin, Kungfutse(Confucius), globalisering og markedsøkonomi. Det kaldes en udviklingsstat.

(klumme i Politiken 3. september 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Klemt mellem dragen og elefanten

Kina rasler med sablen overfor Bhutan.

NÆPPE noget andet sted på kloden er der en mere naturlig grænse end den, som Himalaya-kæden sætter mellem klodens to folkerigeste nationer, Indien og Kina. Bjergkæden holder ikke bare de to giganter i skak, men giver plads til to mindre stater, Nepal og Bhutan. Om begge kan det lettere lyrisk udtrykkes, at de udgør en geopolitisk baggård for både en drage og en elefant. Udfordringen for begge består indlysende nok i at holde en passende afstand til de rivaliserende naboer.

Hvem har lyst til at lægge slagmark til et væbnet opgør mellem to sådanne uhyrer? Sporene fra den kortvarige indisk-kinesiske grænsekrig i oktober 1962 kaster skygger helt op til i dag.

Nok er Nepal og Bhutan begge medlemmer af FN, men ingen af dem har fuld suverænitet andet end på papiret. I de år, hvor Nepal var et monarki, var Indiens indflydelse dominerende. Da en skrøbelig demokratisering tog form i 1990, var det ikke mindst politiske ledere, der havde tilbragt lange perioder i eksil i Indien, som kom til at spille ledende roller.

Erfaringerne fra monarkiets fald og overgangen til republik i 2008 har ikke ladet megen tvivl tilbage om, at Nepal stadig lever på Indiens nåde.

Bhutan har klaret sig ved at erkende sin afhængighed fra starten. Men den lille bjergnation, der er på størrelse med Schweiz, har med sin befolkning på en lille million en svær balancegang at gå mellem de to giganter, den er klemt imellem.

Den bhutanske neutralitet er betinget af indisk velvilje og har den interessante konsekvens, at bjergkongedømmet ikke har diplomatiske relationer med Kina (ej heller med de øvrige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd). En usædvanlig måde at opretholde sin neutralitet på, men så meget desto større er afhængigheden af naboen mod syd, Indien.

AKTUELT tiltrækker Bhutan sig opmærksomhed, fordi både Indien og Kina i disse uger foretager militær opmarch i og omkring landet. Anledningen er et kinesisk vejbyggeri i et område, hvor Kina og Bhuan er uenige om grænsedragningen. I juni rykkede kinesiske ingeniørtropper ind i et plateau, som Bhutan siger er dets territorium.

Plateauet ligger kun et halvt hundrede kilometer fra den lokalitet, hvor det indiske militær træner kollegerne i den Kongelige Bhutanesiske Hær. Indien reagerede naturligt nok med at sende soldater ind i området, hvilket udløste nervøse reaktioner i den bhutanesiske hovedstad Thimpu. Bjergkongedømmet ser sig nødig brugt som skueplads for en stedfortræderkrig mellem den opkommende supermagt i nord og landets traditionelle beskytter.

Ikke nok med at Indien træner bhutanesisk militær, man betaler også dets lønninger.

Næppe en unaturlig tilstand, i betragtning af at Indien umiddelbart efter sin uafhængighed i 1948 overtalte den bhutanske kongefamilie til at underskrive en traktat, der reelt gjorde det klemte land til et indisk protektorat.

Spørgsmålet er, om kongedømmet på sigt kan holde til at ignorere de kinesiske krav. Kinesiske og bhutanske diplomater mødes en gang om året for at bekræfte, hvad man er uenig om, men kinesisk retorik begynder nu at tale om nødvendigheden af et udvidet bilateralt samarbejde.

Læs: Bhutan bør åbne sig for kinesiske investeringer og blive en del af Kinas storstilede investeringsplan for Central- og Sydasien, kendt som Obor (One Belt One Road) eller ’det 21. århundredes Silkevej’.

Dragens tilnærmelse til sin lille nabo mod syd, der er kulturelt og etnisk forbundet med det kinesisk kontrollerede Tibet, er begyndt med turisme. Ifølge Asia Times kom der kun en snes kinesiske turister til Bhutan for ti år siden, i fjor var tallet oppe på 9.000. Som det også opleves i andre verdensdele, bringer de nyrige kinesere en betydelig købekraft med sig, som især udviklingslande har svært at sige nej tak til.

HVOR RISIKABELT det kan være for Bhutan at engagere sig tættere med Kina, stod klart i de tidlige uger af 2009, da regeringsstyrker i Sri Lanka gav oprørsbevægelsen og terrorgruppen De Tamilske Tigre dødsstødet i en offensiv, der tog mindre end en måned. De avancerede våben, som regeringshæren anvendte, var enten leveret eller betalt af Kina, som dermed bidrog afgørende til at slutte en 26 år lang borgerkrig i et land, hvor Indien traditionelt havde spillet rollen som protektor. Så voldsom er udfordringen ikke i Bhutan, men det parlamentsvalg, som bjergnationen skal afholde næste år, kommer utvivlsomt til at handle om den svære balancegang mellem dragen og elefanten.

(klumme i Politiken 28. august 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

USA på retræte i Sydøstasien. Kinas win-win?

Donald Trumps fokusering på Nordkorea og Afghanistan betyder, at Kina bliver den dominerende magt i Sydøstasien.

Nordkoreas bestræbelser på at opbygge en atomkapacitet, der betyder, at det kan ramme mål ikke bare i Stillehavet, dvs. amerikanske baser, men også storbyer på det nordamerikanske kontinent, har konsekvenser langt fra den koreanske halvø.

Ingen betvivler, at hvis Pyongyang afsender et interkontinentalt missil med kurs mod Guam eller Hawaii, inviterer Kim-klanen til sin egen ødelæggelse. »Ild og vrede, som verden aldrig tidligere har set«, som det lød i Donald Trumps formulering, der havde påfaldende og næppe tilfældige ligheder med årtier gamle nordkoreanske trusler om at lade den sydkoreanske hovedstad Seoul »gå under i et ildhav«. Afkoder man de seneste retoriske udfald fra Pyongyang, er den interessante djævel i detaljen, at netop broderfjenden Sydkorea ikke nævnes. Kim-klanen adresserer Trump direkte. Hvad er så Nordkoreas strategiske sigte, hvis en nuklear konfrontation er et urealistisk scenarie? Direkte forhandlinger med Washington, dvs. indledning på en dialog, der på sigt kan føre til amerikansk diplomatisk anerkendelse af Nordkorea. At Pyongyang åbner en ambassade i fjendeland og får sikkerhedsgarantier.

Denne udlægning giver mening, når man læser, hvad udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis skriver 14. august i en 969 ord lang, opsigtsvækkende fælles kommentar i Wall Street Journal. De understreger her den målsætning, som USA har været enigt med alle Nordkoreas naboer om, siden de såkaldte sekspartsforhandlinger om atomnedrustning i Korea blev påbegyndt på kinesisk initiativ for 14 år siden: en fuldstændig, kontrollerbar og irreversibel afnuklearisering på den koreanske halvø.

Tillerson og Mattis lægger samtidig afstand til Donald Trumps forgænger Barack Obamas linje ved at skrive, at USA nu skrotter »strategisk tålmodighed« med en ny politik, der handler om »strategisk ansvarlighed«. Herefter følger i kommentaren en sætning, som utvivlsomt har vakt opmærksomhed i Pyongyang: »Vi leder ikke efter et påskud til at stationere amerikanske soldater nord for den demilitariserede zone (denne zone er delingslinjen, der har adskilt Nord-og Sydkorea siden våbenhvilen i 1953, red.)«. Ingen tidligere regering i Washington har nogensinde formuleret i klartekst, at USA vil kunne leve med et blivende Nordkorea, for reelt er parterne stadig i en krigstilstand. Men hovedbetingelsen er selvfølgelig afgørende: at Pyongyang skrotter sine missiler og kernevåbensprænghoveder.

Supplerende udtalte chefen for den amerikanske forsvarsstab, general Joseph Dunford, efterfølgende i Sydkorea, at den aktuelle konfrontation kan løses uden at det kommer til krigshandlinger.

I DEN FORGANGNE uge var der forventninger om, at Donald Trump ville gå i detaljer med et mere konkret udspil til Nordkorea. Det skete ikke. I stedet overraskede præsidenten sine landsmænd og verden udenfor med en udmelding om, at USA bliver i Afghanistan. Ikke for at bygge en anderledes afghansk nation op, hvilket var forgængeren Barack Obamas strategiske sigte, men for »at dræbe terrorister«.

Det amerikanske militære engagement i Sydasiens mest konflikthærgede land står dermed til at blive en langstrakt affære, der tidsmæssigt vil række langt ud over ophøret af Donald Trumps præsidentperiode. Med andre ord får Pentagon rigeligt at gøre i Asien, når det handler om praktisk krigsførelse.

Vælger man helikopterperspektivet på USA’s samlede militære tilstedeværelse på den øst-og sydasiatiske landmasse, tegner der sig en forskydning: Trump og Rex Tillerson har tydeligvis marginaliseret striden om Det Sydkinesiske Hav. Noget af det første, Tillerson udtalte sig om umiddelbart efter sin udnævnelse i november i fjor, var, at USA ville ‘ hindre’ Kinas opbygning af forskellige landingsog basefaciliteter i Det Sydkinesiske Hav.

Siden er der blevet længere og længere imellem, at Washington har formuleret sig om denne årelange territorialstrid, og i de seneste måneder har der været regulær tavshed.

Denne udvikling har fået diplomater, analytikere og medier i Sydøstasien til at konkludere, at USA nu har opgivet hele forestillingen om en mulig konfrontation med Kina på en af klodens vigtigste handelsruter. Australiens førende sikkerhedspolitiske forsker på området, Hugh White, konkluderer i flere kommentarer følgende: Uanset hvad Washington gør, opfattes Kina af alle sine naboer i Sydøstasien som den magtfaktor, der driver deres økonomiske muligheder fremad og opad. Denne rolle havde USA engang, men den periode er definitivt forbi, mener White. Altså: Selv mangeårige amerikanske allierede som Filippinerne, Thailand og Indonesien lever nu ikke blot med Kinas stadig stærkere økonomiske aktivitet, men accepterer også, at Beijing bygger sig op som sømilitær stormagt.

Den bagvedliggende realitet er, at Kina for længst har overtaget positionen som den største handelspartner for samtlige lande i Østasien, Japan og Sydkorea, inklusive.

Specielt i Tokyo er der ængstelse over det tab af indflydelse, som Kinas øgede styrke medfører. Japans indflydelsesmuligheder i regionen er på nulpunktet.

FOR ET ÅR siden afsagde havretstribunalet i Haag en kendelse om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav, der gik Kina imod. Kendelsen har dog ikke fået praktiske konsekvenser. Beijing havde i lang tid forinden meddelt, at man ikke ville respektere afgørelsen, og siden er de lande i Sydøstasien, der er Kinas modparter i territorialstriden, fundet tilbage til det klassiske diplomati, men uden for FNregi.

Det fik 6. august den interessante konsekvens, at udenrigsministrene fra Kina og Sydøstasien enedes om en ny aftale om adfærd, dvs. betingelser for sejlads, i det omstridte farvand. Aftalen er stort set en gentagelse af en 15 år gammel erklæring, som Kina dengang ikke blev en del af. Siden har Beijing styrket sin position gennem etableringen af syv kunstige øer i havet, hvoraf de tre har landingsbaner og er udstyret med jord til luft-missilsystemer og radarer.

Blandt de sydøstasiatiske lande er især Vietnam skeptisk over for Kinas forsøg på det, der ses som en del og hersk-politik i en havregion, hvorigennem mere end en tredjedel af klodens civile skibstransport passerer.

Den nye aftale er dog kun en ramme for diplomatiet og rummer ikke muligheder for retslige afgørelser eller sanktioner mod eventuelle brud på det aftalte.

Det afgørende er her det amerikanske fravær i aftalen. Washingtons rolle reduceres til at gøre sig gældende gennem sine traditionelle allierede, primært Filippinerne og Thailand, og ingen af dem er politisk stabile.

For at forstå kernen i striden om Det Sydkinesiske Hav må man skelne mellem civil og militær skibstrafik. Kina og dets sydlige nabolande er interessant nok enige i, at militære fartøjer ikke automatisk har ret til besejling i de respektive territorialfarvande, mens USA ikke overraskende fastholder, at denne ret gælder for alle lande, uanset hvilke skibe der er tale om.

I dette lys giver det mening for Kina som den voksende stormagt at købe sig tid til flere forhandlinger med naboerne i syd og naturligvis også til at konsolidere sine militære styrkepositioner med flere fartøjer og en mere markant tilstedeværelse gennem manøvrer.

FOR KINA er det afgørende at sikre, at Det Sydkinesiske Hav ikke på ny finder anvendelse som det, der var tilfældet for årtier siden, da USA stod for en omfattende og folkeretsstridig krigsførelse i Vietnam, Laos og Cambodja 1965-75. Læg hertil den uafklarede konflikt om, hvor Republikken Kina, kendt som Taiwan, hører til. Taiwan blev efter afslutningen på Den Kinesiske Borgerkrig i 1949 reelt en fremskudt amerikansk base for USA. Washingtons militære forpligtelser over for ø-republikken, som Kina betragter som en provins, der skal hentes ‘ hjem’, er stadig gældende.

Med andre ord: Den amerikanske Stillehavsflåde, klodens største og stærkeste, sejler regelmæssigt lige under Kinas bløde bug.

Beijings synspunkt er, at havstriden kan lande på en win-win-platform, hvor alle har fordele af den kinesiske velstandsopbygning.

Den aktuelle forvirring i verdensdelen skyldes usikkerhed om Trumpadministrationens politik i Østasien. Ud over Korea har han så overhovedet en sådan, spørges der overalt i de sydøstasiatiske hovedstæder.

(klumme i Politiken 27.august 2017)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Sydasien, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Guldjagten i toppen af licenspyramiden

Hold op med forargelsen over monsterlønninger og gyldne faldskærme i DR-kleresiet. Grin i stedet!

Satirikere, revyforfattere og andre humorister kan læne sig tilbage og gnide hænder.

De har fået rigeligt med råstof til den kommende teater- og revysæsons udlægninger af noget af det mest kernedanske, der er opfundet siden Grundtvig, Hørup og Stauning: at tjene offentligheden. Hvilken uforskammethed, at denne kerneværdi, der stikker så dybt i folkeoplysningens grundvand, at man kan høre rummelen fra et helt århundredes forsamlingshuse pible ud af vandrørene, i dag er angliseret til det mere overfladisk klingende ’public service’.

Suk, vi må leve med det.

Tusinder af gode danske borgere tjener offentligheden hvert eneste døgn året rundt. Det gør de pædagoger og lærere, der omhyggeligt forklarer børn og unge det nødvendige i at have en anstændig omgang med andre gennem respektabel adfærd og nobel anvendelse af det danske sprog.

Det gør også de formidlere,og jo, kald dem bare journalister i stedet for bladsmørere, som året igennem skærer ’hakkelse i døgnets rejsestald’, som Carl Ploug udtrykte det i 1862. Oplysning og nyhedsformidling var ikke noget, Henrik Cavling, rigets første egentlige journalist, talte om, han praktiserede det bare. Utallige kolleger siden dengang i første del af det 20. århundrede står i evig gæld til denne hædersmand.

MEN, men, men: Sic transit gloria mundi, intet er som før.

Public service er i dag meget mere end dengang. Betydningen er vendt om: Nu handler det om for udvalgte danske borgere, rigets viseste mænd og kvinder, at lade sig betjene af offentligheden og samtidig tjene på den.

Som det illustreres af de såkaldte møgsager fra vores alle sammens DR, denne gudsbenådede institution, som hver eneste licensbetalende borger er medejer af gennem Folketing og kulturministerium. Et enestående gode og et nødvendigt bolværk mod en total og altfortærende amerikanisering af nyheds- og kulturformidling i det offentlige luftrum.

Jo, emnet for dette nødråb er naturligvis den overmåde generøse honorering af først ’mangfoldighedskonsulenten’ og siden en mellemleder, hvis funktion blev nedlagt efter mindre end to års tilstedeværelse i vores alle sammens offentlighedstjener.

Hvordan er det kommet så vidt, at dette kære folkeeje også er blevet en pengemaskine for kulturlivets mest forkælede og ophøjede kleresi? Giver det mening at sidestille DR-ledernes lønvilkår med det, der kendes fra kapitalforvaltningsfirmaer, pensionskasser, investeringsbanker og medicinalgiganter?

Forskellen består naturligvis i, at disse kategorier er sat i verden for at tjene penge. Hvad DR lige akkurat ikke er. Derfor må vi forvente af den store offentlighedstjener, at der udvises rettidig omhu med de af Folketinget og licensbetalerne betroede midler.

LAD venligst humoristerne give os alle sammen en satire om DR, efter at dygtige public service-journalister på vores alle sammens Ekstra Bladet, avisen, der fortjener et evigt liv, har gjort det nødvendige, beskidte arbejde.

Skriv en revy om DR-kleresiet, Kulturministeriets svar på Ruslands oligarker og det hinduistiske kastesystems braminer.

Rygtesmedjen vil vide, at Østerbro Morskabsteater allerede er i gang med prøverne til ’Jagten på licensguldet’, der har premiere til december.

Deres Signatur kiggede indenfor, mens der blev øvet, og oplevede følgende scene, hvor bestyrelsesformanden (BF) sidder i en dybt koncentreret dialog med en Afgående Mediechef (AC).

BF: Trist at skulle sige farvel til dig efter så kortvarig en tilstedeværelse. Det blev jo nærmest kun til prøvetiden og lidt til. Der er bare ingen vej uden om, når din stilling nedlægges.

AC: Du behøver ikke at være bedrøvet på mine vegne, formand. Du kan jo bare kompensere på passende vis. Helt efter de retningslinjer, vi to og vore kolleger i Djøf har aftalt i VL-gruppe 4485, som du nok erindrer, og for resten, gruppen mødes jo snart til frokost? Kommer du?

BF: Naturligvis. Hvad angår din aftrædelse, kommer vi til at følge gældende praksis, som jeg er ganske fortrolig med fra mine mange bestyrelsesposter og chefstillinger i staten. Og vores VL-gruppe ej at forglemme.

AC: Men vær venlig at lægge lidt til, formand. Du vil vel gerne sikre dig min loyalitet den dag, jeg sidder et helt andet sted og kan træffe beslutninger, der kan få betydning for din placering og betydning. Den slags koster, formand.

BF: Er det et smudstillæg, du sigter til?

AC: Kald det, hvad du vil. Vi ses, formand!

(klumme i Politiken 22. august 2017)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

70 års strid på voldens subkontinent

Kan Indien og Pakistan snart få lært en fredeligere sameksistens?

TRUSLERNE fra den nordkoreanske militærstat er skræmmende påmindelser om, hvilke krigsrisici der presser sig på omkring den delte koreanske halvø og de to statsdannelser, der så dagens lys i 1948. Opgøret i Korea er lige så gammelt som en uløst konflikt i et andet hjørne af den asiatiske landmasse, men som kun sjældent optræder i de globale medier.

Vi taler her om Indiens og Pakistans krav på det tidligere fyrstendømme Kashmir i den vestlige ende af Himalaya. Hovedaktørerne er stadig atombevæbnede, hvis nogen skulle have glemt det. Fire krige, i 1947, 1965, 1971 og 1999, er det blevet til, og det bedste, historieskrivningen kan sige om dem, er, at de blev korte. Så hvorfor støjer det i Korea, mens der er stille i Kashmir?

I DAG OG i morgen markerer de to rivaler på det, der lejlighedsvis stadig kaldes det Indiske Subkontinent, 70-året for grundlæggelsen af de to statsdannelser, der voksede ud af filosoffen og uafhængighedslederen Mahatma Gandhis kamp for at drive den britiske kolonimagt ud. Pakistan og Indien kom til verden 14. og 15. august 1947 i en region, der i årtusinder har været domineret af en hinduistisk civilisation. De to unge stater gik omgående i struberne på hinanden og opretholder den dag i dag et skarpt beredskab langs den fælles grænse.

Siden uafhængigheden har millioner af indere, pakistanere og de bengalere, der i december 1971 fik en egen stat, efter at den indiske hær havde været fødselshjælper for, at Østpakistan blev til Bangladesh, levet i en svært bevæbnet, nervøs sameksistens, hvor trusler om krig og terror er hverdagsrealiteter. Både Islamabad og New Delhi råder over kernevåben; 100 sprænghoveder hver ifølge ekspertvurderinger. Kashmir er fortsat delt langs en såkaldt kontrollinje, hvor svært bevæbnede tropper har holdt hinanden i skak i årtier.

De årlige opgørelser fra Global Peace Index placerer konstant Pakistan i verdens top-5 som ’producent’ af terror. Landets største by Karachi har med sine 28 millioner indbyggere stadig et tvivlsomt prædikat som Asiens farligste storby. Den pakistanske udgave af en nominelt demokratisk styreform er aldrig lykkedes med at bilægge de bølger af vold og terror, som gennem årtier har dræbt og såret titusinder, fordi de underliggende kilder til volden er sekterisme og religiøs fanatisme, der som bekendt ikke respekterer hverken stemmesedler, domstole eller frie medier.

Den ubehagelige realitet er, at det i hovedsagen er en atomar terrorbalance, der har gjort, at den indisk-pakistanske krig aldrig har fået et omfang, som det aktuelt kendes fra Mellemøsten. Geografien gør det kolossalt vanskeligt at føre krig i Kashmir, som Indien måtte sande under den kortvarige grænsekrig med Kina i oktober 1962. Amerikansk og kinesisk støtte til Pakistan gør, at høgene i den indiske magtelite har svært ved at udvikle scenarier for langvarige krige med den højt militariserede modpart i Islamabad.

BÅDE de respektive befolkninger og verden udenfor kunne naturligvis ønske sig, at stridens parter fandt et forhandlingsbord og begyndte at tale sig til rette. Hovedproblemet er her den pakistanske regerings påstand om, at den ikke har indflydelse på de terrorgrupper, der fra tid til anden spreder vold, død og ødelæggelse på indisk jord. Som i november 2008, hvor islamistiske terrorister gennemførte koordinerede angreb på flere civile mål i Mumbai, herunder hoteller, biografer og sygehuse. Flere end 160 blev dræbt, inden indiske sikkerhedsstyrker havde lagt de sidste terrorister ned i en kugleregn.

Regeringen i Islamabad erkendte til overraskelse for New Delhi, at angrebene i Mumbai sandsynligvis var blevet planlagt på pakistansk jord, men tilføjede, at myndighederne intet vidste om planerne. En tilsvarende logik gør sig gældende med attentater, der regelmæssigt rammer mål i Kashmir på den indiske side af delingslinjen. Pakistanske islamisters overgreb på hinduer er ikke nødvendigvis noget, der er beordret fra regeringskontorer i Islamabad. Men terroristernes vanvittige, selvdestruktive religiøse overbevisning er fostret af den pakistanske efterretningstjenestes manglende vilje og evne til at rykke fanatismens rødder op.

Hvor er de pakistanske politikere, der viser vejen til forsoning og holdbare fredsløsninger? Ingen folkevalgt leder i Islamabad har nogensinde siddet en valgperiode ud. Demokratiske normer gives i forfatningen, men en demokratisk kultur er ikke fulgt med.

Subkontinentets udfordringer er lige så overvældende som ved de to rivalers fødsel i 1947.

(klumme i Politiken 14.8.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Guam: USA’s vigtige trædesten i Stillehavets århundrede

Guam har samme størrelse som Bornholm og ligner noget fra kolonitiden. Flere end 18.000 japanske soldater blev dræbt, da USA i 1944 tilbageerobrede øen, og amerikanerne er kommet for at blive.

Ubegribeligt er det nok for de fleste, at stillehavsøen Guam, der er på størrelse med Bornholm eller Singapore, har en militærstrategisk betydning, der er definerende for USA som nuværende og fremtidig supermagt. Med godt ni timers flyvetid til den vestligste amerikanske delstat Hawaii og tre til fire timers transport til vigtige baser på den sydligste japanske ø, Okinawa, og infrastrukturfaciliteter på de japanske hovedøer, er Guam en trædesten, der vejer tungt i supermagtens evne til at bevare kontrollen over det, tidligere forsvarsminister Ashton Carter engang kaldte »den definerende region i vor nations fremtid«.

Guam er med andre ord et knudepunkt i det, andre har kaldt Stillehavets århundrede.

Øen var i 280 år en spansk koloni, men blev modsat Filippinerne aldrig lovet status som nation, da USA overtog begge territorier efter sejren i den spansk-amerikanske krig i 1898.

I FN’s termer er Guam et område, der har status som ikkeselvstyrende, mens amerikansk lovgivning kalder øen for et ikkeintegreret territorium.

Kritikere bruger Guam som skræmmeeksempel på, at kolonitiden langtfra er et overstået kapitel. Det understreges af, at Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er den altdominerende økonomiske aktør og arbejdsgiver i det lille øsamfund.

Derfor ligner det et paradoks, at øens lidt over 162.000 indbyggere alle er amerikanske statsborgere, men med begrænsede rettigheder, og at stort set alle unge mænd på øen vælger at gøre tjeneste i militæret.

Guams indbyggere har ikke stemmeret til Kongressen eller præsidentvalgene, og deres ene kongresmedlem har taleret, men ikke stemmeret. Dog har indbyggerne mulighed for at stemme for partidelegerede ved primærvalgene.

Alligevel er øens oprindelige befolkning, chamorro-folket, der udgør 37 procent af indbyggerne, stærkt repræsenteret i rekrutteringen til amerikansk militærtjeneste, også når det gælder større oversøiske operationer.

Tilstedeværelsen af et militært personale på aktuelt 6.000 mand syner ikke af alverden, men om få år vil der ske næsten en fordobling, når 5.000 marinesoldater overflyttes fra Okinawa, hvor en anden amerikansk base er en kilde til indenrigspolitiske spændinger i Japan.

Guam er hovedkvarteret for det, der i Pentagons terminologi hedder Joint Region Marianas og rummer en flådebase og en luftbase kaldet Andersen Air Force Base. Lige så vigtigt som disse faciliteter er et missilbatteri, en station for telekommunikation og radarovervågning samt et træningsområde, hvor forskellige typer ammunition afprøves. Den ubeboede ø Farallon de Medinilla, der ligger 240 kilometer nord for selve Guam, er den lokalitet, hvor det amerikanske luftvåben kan afprøve de fleste af sine missiler og bombetyper.

Andersen Luftbasen spillede en vigtig rolle under USA’s krig i Vietnam (1965-75) sammen med sin ’tvillingesøster’ Clark Luftbase i Filippinerne. Det var herfra, at B-52-bombeflyene blev sendt ind over Nordvietnam, Laos og Cambodja i operationer, hvoraf flere var hemmelige og for nogles vedkommende siden blev erklæret ulovlige af Kongressen.

Guams betydning for USA’s sikkerhed blev første gang i historien gjort tydelig, da en japansk invasionsstyrke tog kontrollen med øen inden for det samme døgn, 7. december 1941, som flådebasen Pearl Harbor på Hawaii blev angrebet og dermed indledte Stillehavskrigen.

Amerikanske styrker tilbageerobrede øen 21. juli 1944 efter tre ugers hårde kampe, der kostede flere end 18.000 japanske soldater livet, eftersom kun 485 overgav sig.

Den 31 måneder lange japanske besættelse blev brutal og omfattede tvangsarbejde, tvungen prostitution, henrettelser og brug af koncentrationslejre. Ifølge nogle historikere omkom en tiendedel af øsamfundets dengang 20.000 store befolkning.

En enkelt japansk soldat, sergent Shoichi Yokoi, gemte sig i øens jungle og overgav sig først i januar 1972, næsten 27 år efter Japans formelle kapitulation i Anden Verdenskrig. Han havde levet et liv som huleboer på Guam og blev siden genstand for bogudgivelser og dokumentarprogrammer i sit hjemland.

Guams ene kongresmedlem, 84-årige Madeleine Bordallo, har sagt, at hun håber, at øen på grund af sit »symbiotiske« forhold til det amerikanske militær vil få større gavn af de investeringer, som følger med den dominerende militære infrastruktur. Hun ser et potentiale i, at øen får en voksende betydning som center for it og telekommunikation, hvis et større handelspolitisk fællesskab udvikles i stillehavsregionen.

Det var den nu kuldsejlede TPP-aftale (Trans-Pacific Partnership), opfundet af præsident Obama, men skudt i sænk af efterfølgeren Donald Trump, hun havde i tankerne.

På godt og ondt bekræfter Guam tesen, at geografien er et samfunds skæbne.

(artikel i Politiken 10. august 2017)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar