Platformsministeren vil blive husket

DF blev vinderen i opgøret om de kommende års mediepolitik. Får Mette Bock tak for indsatsen?

Hvem var det nu, der engang sagde: Når jeg hører ordet kultur, afsikrer jeg min revolver? Forklaring følger i slutningen af denne tekst. Lettere omskrevet kan citatet bruges som inspiration til en overskrift på det nyligt indgåede medieforlig: Når jeg hører ordet kultur, griber jeg efter min fjernbetjening og min iPad.

Sådan kunne kulturminister Mette Bock (LA) have sagt, men det har hun næppe, heller ikke i private sammenhænge. Men det konstruerede citat sammenfatter nok ganske præcist essensen i det heftigt kritiserede og omdiskuterede medieforlig, der er blevet ministerens politiske svendestykke. Forligets kerne blev omfordelingen af støttemidler til forskellige medieplatforme. Så lad os kalde aftalen for platformsforliget.

I de måneder, debatten om en ny mediepolitik stod på, måtte Mette Bock tåle mere end de fleste af hendes slags. Uanset hvor lidt eller meget man synes om indholdet, er det svært ikke at blive imponeret over ministerens evne til både at forklare og forsvare sine synspunkter. Hun er regeringens eneste minister uden en spindoktor, for hun leverer mere debatskabende iscenesættelse end en håndfuld af slagsen, altså spindoktorer, ville være i stand til.

PÅ BUNDLINJEN ser det unægtelig ud, som om den nationalkonservative dagsorden, som især Dansk Folkeparti repræsenterer, er kommet til at dominere det menukort, som danske mediebrugere skal forlyste sig med i de kommende fem år. Medmindre partierne i rød blok danner regering efter næste valg og gør alvor af truslerne om at vende hele bøtten med støttemidler på hovedet.

Både producenter og forbrugere i medieverdenen ville have været bedre tjent med, at forhandlingerne havde ført til et bredt politisk flertal bag mediepolitikken. Når det er sagt, er det værd at hæfte sig ved, hvor vanskelige betingelser, Mette Bock skulle agere på. I kort form handlede det om at forsøge at finde en slags midterlinje mellem presset fra digitalisering og globalisering på den ene side og den politikerdrevne nationalkonservative værdipolitik på den anden.

Kan de to størrelser forenes? Lad os tage Netflix som eksempel. Denne absolutte stormagt inden for streamingtjenesterne har for længst haft premiere på serien ’Rain’, der foregår i Danmark og benytter sig af danske skuespillere. Forliget lægger op til, at Netflix og andre fremover gennem et afgiftssystem skal forpligtes til at investere mere i dansk filmproduktion. Hvilket EU allerede har givet grønt lys til.

PASSER det så, når forligets hårdeste kritikere taler om en massakre på dansk public service? Naturligvis ikke. Dansk Folkeparti sikrede jo, at TV 2-familien fortsætter et behageligt liv som beskyttet værksted i medielandskabet. Derudover holder den nyskabende Radio24syv nok til, at en del af medarbejderne flytter til destinationer, der ligger nærmere Thyregod end Vesterport i København.

Bliver DR reduceret til public service-discount ? Traditionelle underholdningsprogrammer vil utvivlsomt kunne leveres bedre af private stationer, og vi er mange, der overhovedet ikke er kede af, at mastodonten genopliver sin højskoletradition.

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, udtalte tidligere i år til Berlingske, at DR vil kunne hente halvdelen af besparelsen på generelle effektiviseringer. I DR-chefredaktionen sidder angiveligt 140 individer, svarende til 5 procent af et samlet antal årsværk på ca. 3.400 ansatte. Jovist trænger DR til en af-djøfisering.

HVEM havde set for sig denne forbrødring mellem en minister fra Liberal Alliance og den nationalkonservatisme, der udgår fra et kulturel bastion i og omkring Thyregod?

Hvis Dansk Folkeparti får mandatfremgang ved næste valg, er det mere end antydet, at Thulesen Dahl hælder liberalisterne i LA ned af brættet. Måske sker det ikke alligevel, fordi DF har fået så meget i medieforliget, at det motiverer til at frede Anders Samuelsens folk, når der skal skrives regeringsgrundlag og fordeles ministerposter.

Og hvem var det så, der sagde det med kulturen og revolveren? Citatet tilskrives ofte den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbles, hvilket ikke er korrekt. Udtalelsen stammer fra en langt mindre kendt nazist, dramatikeren Hanns Johst (1890-1978). Sætningen optræder i hans stykke ’Schlageter’, der havde premiere på Adolf Hitlers 44-års fødselsdag 20. april 1933 på en noget anderledes platform end de nutidige.

(klumme i Politiken 12. juli 2018)

Reklamer
Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Koreakrigen får en ny fortolkning

Stalin blev sejrherre i den kolde krigs første store opgør 1950-53.

KALENDEREN passerede i forgangne uge 68-års dagen for udbruddet af krigen i Korea, som var det kommunistiske Nordkoreas diktator Kim Il-sungs forsøg på at genforene den delte halvø. At Kims barnebarn nu har udsigt til at blive den leder, der formelt afslutter syv årtiers konflikt med en fredsaftale som afløser for våbenhvilen fra 1953, giver ekstra god grund til at nyfortolke den tre år lange krig, der ændrede historien uden at ændre på verdenskortet.

En højaktuel bogudgivelse i Sydkorea leverer nøjagtig den indsigt, som er påkrævet til formålet. Forfatteren er en pensioneret ambassadør, Ra Yong-il, der har en enestående karriere i sydkoreansk diplomati bag sig med poster i London og Tokyo. I dag er han professor og forsker, og den imponerende karriere tæller også stillingen som chef for det sydkoreanske efterretningsvæsen. En oversættelse af bogen til engelsk kan kun gå for langsomt, men heldigvis har Ra Yong-il forklaret bogens konklusioner i et interview med netavisen Asia Times.

DET AFGØRENDE nye i bogen er dens forklaringer på sovjetdiktatoren Josef Stalins motiver til at lade krigen i Korea trække i langdrag: han mente, at USA’s krigsindsats ville køre fast i de koreanske bjerge, hvilket var nøjagtig, hvad der skete, efter at Kina i efteråret 1950 havde sendt troppestyrker ind for at redde den nordkoreanske hær fra sammenbrud. Dermed fik Sovjetunionen friere hænder til at konsolidere sin nyetablerede magtbase i Øst- og Centraleuropa.

Men det er Stalins strategiske mål i Asien, der er bogens opsigtsvækkende pointe: Sovjetdiktatoren ville lade sin ideologiske allierede Kina udkæmpe en stedfortræderkrig mod USA i Korea og dermed sikre, at Kina forblev delt. Den slagne kinesiske nationalisthær under Chiang Kai-shek var i 1949 flygtet til Taiwan, hvor han opretholdt den statsdannelse, der i dag kendes som Republikken Kina. Så længe Kinas diktator, Mao Zedong, var engageret i at bekæmpe den ’imperialistiske’ hovedfjende USA i Korea, ville han være afskåret fra at invadere Taiwan og få afsluttet Kinas borgerkrig.

Stalins formål med at holde Kina delt skyldtes hans frygt for at få Sovjetunionens lederstilling i den kommunistiske magtblok udfordret af et forenet og styrket Kina. Med andre ord, så længe både Korea og Kina forblev delte nationer, ville Stalin være den uantastede leder af den revolutionære, kommunistiske, erklæret antiimperialistiske verdensbevægelse.

Midlet til at opnå dette strategiske mål var stedfortræderkrige. Atombomben og rædslerne under Anden Verdenskrig havde i sovjetisk opfattelse den konsekvens, at en ny og mindre bekostelig form for krigsførelse måtte tages i anvendelse. Hvilket skete i Korea med meget begrænsede omkostninger for Moskva. Den sovjetiske støtte til Nordkorea bestod i våben, herunder kampfly, som blev sejlet til Nordkorea for at undgå landtransporten gennem Kina. Moskva havde aldrig tropper i Korea.

KONFLIKTEN mellem Stalin og Mao bestod i, at den nationalistkinesiske leder Chiang Kai-shek under den kinesiske borgerkrig havde stillet jernbanelinjer i Nordøstkina til rådighed for den sovjetiske røde hær.

Men da Maos kommunistiske partisanhær sejrede i 1949, nægtede han at opfylde Chiangs løfter. Herefter blev relationerne mellem lederne af de to ideologiske forbundsfæller iskoldt. Både som taktiker og strateg var Stalin sin kinesiske kollega langt overlegen. Altså gik han efter at svække både USA og Kina, hvilket lykkedes i Korea indtil underskrivelse af en våbenhvile i juli 1953, kun få måneder efter Stalins død.

Sovjetdiktatorens koncept om stedfortræderkrige overlevede ham i årtier, ikke mindst i Vietnam 1965-75, hvor rivaliseringen mellem Moskva og Beijing blev tydelig for resten af verden.

Fra slutningen af 1950’erne havde den sovjetisk-kinesiske konflikt udadtil karakter af et ideologisk opgør, men reelt var det eftervirkningerne fra Korea og Taiwan, der kastede lange skygger. Konflikten havde flere dimensioner, herunder også en strid om Kinas udvikling som atomvåbenkapacitet.

HISTORIKERNE er over en bred front enige om, at når præsident Nixon i 1972 indledte USA’s åbning over for Kina, skyldes det et ønske om at komme ud af Vietnam, 1960’ernes store stedfortræderkrig mellem supermagterne. Som strategisk koncept er stedfortræderkrige i dag nok meningsløse andet end til at forstå historien. Men muligvis er nutidens Putin enig med forgængeren Stalin i de risici for Rusland, som et stadig stærkere Kina indebærer. Kina har overhalet Rusland økonomisk for mange år siden.

(Klumme i Politiken 2. juli 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Handelskrig er toppen af tåbelighed

Handelskrige har ingen vindere. Den aktuelle tilstand er en styrkeprøve mellem USA og Kina.

Tallene, der fyger gennem luften i den optrappede handelskrig, USA har sat gang i, er svimlende for de fleste.

En mere neutral udlægning af fænomenet kan lyde: økonomisk nationalisme. Ofte kombineret med protektionisme, altså at et land beskytter dele af sin industri mod, hvad der opfattes som unfair konkurrence udefra.

Nationalisme er et mangehovedet uhyre, og vi er bedst tjent med den variant, der udfolder sig på fodboldstadioners tilskuertribuner.

Igen er der tale om, at den amerikanske præsident er optaget af at opfylde valgløfter. Hvad der virkelig må give anledning til undren er, at hans aktuelle virkemidler rammer traditionelt allierede og modstandere i flæng. Stålarbejdere og andre producenter i metalindustrien mærker opbremsningen i efterspørgslen i så forskellige lande som Canada, Mexico, Tyskland og Kina.

Som en kommentator bemærkede i New York Times: Endelig har USA fået en præsident, der har modet til at stå fast over for … Canada.

Handelskonflikter er modreaktionen på den globalisering, der har præget verden siden det magiske år 1989. Den har skabt og udbredt en velstand uden fortilfælde, og til og med præsident Obama var USA ledende i denne udvikling.

BAG DEN heftige retorik fra præsident Trump og hans meningsfæller fornemmes en dybere bekymring over, om konfrontationen mellem klodens to største økonomier er på vej ud i en eskalering, der kan få alvorligere konsekvenser end de rent økonomiske. Derfor giver det mening at kaste et kritisk blik på den økonomiske frontlinje mellem USA og Kina, som den har udviklet sig hen over den seneste halve snes år.

Meget tidligt i sin valgkamp beskyldte Donald Trump Kina for valutamanipulation. Altså at Kina holder kursen på landets valuta, renminbi, kunstigt nede for at gavne landets eksportsektor.

Realiteten er imidlertid, at Kinas samlede betalingsoverskud over for udlandet har været faldende siden 2008 og i dag kun udgør omkring 1 procent af gigantens samlede nationalprodukt.

AT USA’S samlede underskud over for omverdenen er stigende, er ikke en konsekvens af handelspolitikken, men skyldes primært det svulmende budgetunderskud og amerikanernes manglende indenlandske opsparing. Fordi dollaren er klodens reservevaluta, har USA ingen vanskeligheder ved at få andre lande til at finansiere sit underskud.

Har mange års amerikansk pres på Kina da ikke givet resultat? Jo da, siden Bush-regeringen i starten af 00’erne er den kinesiske valuta blevet næsten 40 procent dyrere i forhold til dollaren, hvilket har været helt tilsigtet fra Beijings side.

Når Kina vælger denne politik, hænger det sammen med et erklæret mål om at fremme strukturelle skift i landets udviklingspolitik: væk fra eksportorienteringen over mod en model, hvor det er den indenlandske efterspørgsel, der driver væksten.

AT DEN gennemsnitlige lønindkomst for amerikanske industriarbejdere har stået stille i snart fire årtier, har uendelig lidt at gøre med Kinas eller andre asiatiske industrigiganters fremgang.

Tværtimod har den amerikanske gennemsnitsforbruger oplevet en betydelig forøgelse af sin købekraft, fordi han eller hun nu køber lige så meget kinesisk som amerikansk i Wal-Marts varehuse. En realitet, der er med til at forklare, hvordan Kina har gennemført verdenshistoriens største reduktion af fattigdom.

Så hvis Donald Trump virkelig mener det alvorligt med at føre denne handelskrig ud på den lange bane, er det ikke bare kinesiske arbejdere, der rammes, den vil også gøre ondt på de amerikanere, der har stemt Trump til magten.

IGEN STÅR tåbelighederne i kø i Washington. Hvordan kan det give mening, når Trumps finansminister, Steven Mnuchin, udtaler, at Kina må opgive sin Made in China 2025-plan, som skal gøre kinesiske virksomheder mindre afhængige af at importere især amerikanske højteknologiske komponenter?

Hvis Kina kan producere forbrugerelektronik billigere end amerikanerne, er det gavnligt ikke kun for kinesiske forbrugere, men også for alle os andre.

Samtlige amerikanske præsidenter siden Richard Nixon har villet, at Kina skulle tage del i skabelsen af verdens velstand. Processen er sket fredeligt og er en indiskutabel succes for kineserne, amerikanerne og alle os andre. Hvem i kredsen omkring Trump fortæller ham, at han ikke bør være manden, der lander en fiasko af uhørte proportioner?

(klumme i Politiken 28. juni 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Et nyt oprør mod Kina er begyndt

I Vietnams gader og cyberspace protesteres mod Kina og partiet.

Mens verdens medieopmærksomhed var rettet mod Trump-Kim-topmødet i Singapore, udspillede der i et andet af regionens lande sig et drama, der kan være signalgiver for, hvor Østasien er på vej hen, og dermed hvilken retning forskydningen i den globale magtbalance er ved at tage.

I Hanoi, Ho Chi Minh-byen og andre vietnamesiske byer gik tusinder af demonstranter på gaden for at protestere mod et lovforslag, der opleves som regeringens knæfald for Vietnams historiske arvefjende Kina. Men demonstranterne har også andre formål end at opildne en variant af nationalisme, der i Østasien har overtaget den rolle, som den marxistisk-leninistiske ideologi engang havde. De vil have øget frihed og en mindre stat.

Hundredvis af demonstranter er blevet tilbageholdt; hvor mange, der fortsat er arresteret, er uvist. Vedtagelsen af lovpakken er udskudt til efteråret.

 

Det, der på overfladen ligner et opgør om, hvilken økonomisk udviklingspolitik det ellers så fremgangsrige Vietnam forfølger, er også et anliggende, der handler om nationens sikkerhed. De protesterende vietnamesere spørger: Er vi ved at sælge ud af vor nationale suverænitet til Kina?

STRIDENS EMNE er et lovforslag om at åbne tre nye udviklingszoner: den ene i Quang Ninh-provinsen, der grænser op til Kina. Lovforslaget gør det muligt at udleje landarealer til industriformål i 99 år, hvor den hidtidige tidsgrænse i Vietnams øvrige 18 udviklingszoner er 70 år.

Demonstranternes vrede og frygt bunder i, at kinesiske giganter vil rykke massivt ind og dominere et område, der har givet det vietnamesiske samfund et løft op til et niveau som mellemindkomstland. Med andre ord risikerer den vietnamesiske udviklingssucces at ende som et kinesisk tag-selv-bord.

Folkelige protestaktioner vendt mod Kina er et gammelkendt fænomen i Vietnam og har i de senere år især handlet om grænsekonflikterne i Det Sydkinesiske Hav. For fire år siden blev kinesiskejede forretninger i Vietnam angrebet af demonstranter, efter at Kina havde sejlet en boreplatform ind i et havområde, som begge lande gør krav på. I februar 1979 var de to lande i regulær krig, dog kun i tre uger.

Anti-China protesters march while shouting slogans during a rally in downtown Ho Chi Minh city on 11 May 2014. Protesters staged one of Vietnam’s largest ever anti-China demonstrations decrying Beijing’s deployment of a deep-water drilling rig in contested waters as territorial tensions soar.

Gennem århundreder har Vietnam og Kina været nært forbundne kulturelt, men hyppigt været i væbnet konflikt. Kernen i vietnamesisk nationalisme og identitet har siden ca. år 900 e.Kr. taget afsæt i de herskende eliters evne og vilje til at modstå pres og dominans fra giganten i nord og at definere forskelligheden.

Den ironiske pointe er her, at Vietnams succes som udviklingsøkonomi som sin største inspirationskilde har netop Kina. Men det, som demonstranterne minder det vietnamesiske kommunistpartis ledere om i disse dage, er, at Østasiens succes som verdens vækstregion nr. 1 risikerer at gøre det vietnamesiske samfund til det sidste i verden, de ønsker at være: en kinesisk vasalstat.

DEMONSTRATIONERNE er rettet mod andet end Kina: Nationalforsamlingen i Hanoi vedtog tirsdag en lov om sikkerhed på internettet, der indlysende nok bliver myndighedernes redskab til at censurere den relativt frie og åbne debat, der er mulig på Vietnams sociale medier.

En paragraf i lovforslaget om sikkerhed i cyberspace definerer det som ulovligt at publicere ytringer online, der ’fornærmer nationen, flaget, våbenskjoldet, nationalsangen, og nationens store personligheder, ledere og helte’.

Ikke et ord om kommunisme, men ingen er i tvivl om, at den vietnamesiske partistat med denne lov forsøger at forebygge, at den skal konfronteres med folkelig vrede på gadeplan. De kan jo ikke forsvare sig med, at det er Kina, der har opfundet djævelskaben på internettet.

Vietnams autokratiske ledere befinder sig derfor i et dilemma parallelt med det, vi oplever i den demokratiske verden: at skulle sikre sig mod, at teknologiske nyskabelser og sociale medier fremmer kaos, fascistoid adfærd og ustabilitet, frem for det, vi engang håbede på: at blive redskaber til øget frihed.

Paradokset er, at den tilsyneladende grænseløse internetfrihed truer med at destruere det, der er forudsætningen for vietnamesernes økonomiske og sociale fremgang: en stat, der sikrer borgerne både stabilitet og velstand.

Loven om cybersikkerhed er vedtaget, hvilket vil opflamme demonstranternes vrede. Et oprør er i gang, både mod Kina og mod Vietnams kontrolstat.

(klumme i Politiken 18. juni 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Globalisering som ideologi har vist sig at være en brøler

Den populisme, som mange taler negativt om, er i realiteten en helt forståelig reaktion på globalismen som ideologi, mener den bogaktuelle journalist og debattør Anna Libak.

Populisternes oprør er slået bredt igennem, og globaliseringen som ideologi – også kaldet globalisme – er stendød. Sådan lyder samfundsdiagnosen anno 2018 fra journalist, debattør og Ruslandskender Anna Libak, der er aktuel med bogen ’Forstå populismen!’.

»Globalismen som en ideologi, der blindt tror på værdien af en grænseløs verden, er efter manges opfattelse gået for vidt. Det er derfor, at amerikanerne har fået Trump, og briterne har fået Brexit. I Danmark taler stort set alle politiske partier nu om, hvordan vi kan modvirke de negative virkninger af globaliseringen. Det handler især om indvandring, miljø, klima. Og om ulighed, selv om det er et mindre problem i Danmark end i andre vestlige lande. Vi skal være glade for den økonomiske globalisering, fordi den har hjulpet flere ud af fattigdom end årtiers udviklingsbistand. Men som en ideologi, vi skal indrette verden efter, er den færdig«, siger Anna Libak.

I sin nye bog forklarer hun over 200 sider populismen uden at forsvare den. Et væsentligt kendetegn er, at populister hævder at tale på vegne af et folk, der bliver trynet af eliten. Populismens essens er krænkelsen – man har trampet på os – og den findes på både højre- og venstrefløjen.

Når netop globaliseringens kritikere har gjort særlig brug af populismen, skyldes det, at de ved at give den som et ’krænket folk’ har kunnet vise, at forestillingen om den globale landsby var en illusion. For et ’folk’ med særlige kulturelle, historiske og religiøse kendetegn lader sig ikke uden videre blande op med andre. På den måde har de, der synes, at globaliseringen er gået for vidt, brugt populismen som rambuk mod den uforbeholdne lovprisning af globalisering, lyder Libaks analyse.

Er der reelt nogen i dansk politik, der omfavner globaliseringen i dag – måske lige bortset fra Radikale Venstre?

»Nej, og interessant nok kan det vise sig, at de radikale går frem, næste gang vi skal til stemmeurnerne. For så markant er dagsordenen skiftet i dansk politik, at de radikale er det eneste parti, man kan stemme på, hvis man vil holde fast i, at globaliseringen primært er et gode. Og nej, jeg har ikke glemt Alternativet. Det parti er ét stort oprør mod konkurrencestaten, der jo er et produkt af globaliseringen: De vil have karaktersystemet væk og mener, at økonomisk vækst smadrer verden«.

Er det i virkeligheden konkurrencestaten – altså en manifestation af globalismen – som flertallet vender sig imod?

»Ja, konkurrencestaten er lagt for had i disse år, fordi den reducerer borgere til produktionsfaktorer. Men samtidig skal vi gøre os klart, at borgerne forventer sig en moderne og veldrevet stat. De forventer digitalisering – det er utænkeligt at klare sig uden i et moderne samfund, hvor kravene til hastighed og selvbetjening er høje. De forventer også sund økonomistyring og kontrol med de fælles skattekroner. Vi omfavner altså stadig visse aspekter af konkurrencestaten«.

Hvad EU bør være

Ifølge Anna Libak er EU-systemet langsomt begyndt at forstå, hvad det er, borgerne på tværs af medlemslandene ønsker sig af unionen. Nemlig at den får kontrol med indvandringen og skaber rammerne for sunde økonomier uden store skel mellem rige og fattige.

»Med en verdensorden under forandring kan vi ikke klare os uden et tæt samarbejde i Europa. Man må huske på, at det, der gør vores verdensdel særlig, er, at vores magthavere faktisk også er underlagt loven. De kan ikke skalte og valte, som det passer dem. Sådan er det ikke i alle dele af verden, og de andre vil forsøge at få indflydelse hos os i EU og splitte os, efterhånden som de bliver relativt stærkere«.

»Det sker jo allerede: Kina, Rusland og Tyrkiet har allerede på forskellig vis påvirket os negativt. Tænk på Erdogans stikkerlinje og Ruslands og Kinas cyberangreb her i Danmark. Globaliseringen har ikke ført til, at de andre lande kommer til at ligne os mere. Nej, de bliver bare stærkere, og den magt vil de vide at udnytte. Kinas Silkevejsprojekt kræver, at EU står sammen, så det ikke ender med, at kineserne får alt for stor politisk indflydelse i EU. Vi ser allerede, hvordan de påvirker Grækenland til at boykotte Kina-kritiske resolutioner, efter de har investeret i havnen i Piræus«.

Det Europæiske Grænseagentur, Frontex, der bevogter Europas ydre grænser, har fået markant flere ressourcer, så det går vel i den rigtige retning?

»Om Frontex får flere ressourcer eller ej, er ikke afgørende for, om EU-borgerne føler, at deres bekymringer bliver taget alvorligt. For hvis det betyder, at Frontex blot bjærger flere migranter fra at drukne, jamen så betyder det jo også, at Frontex skaber et yderligere incitament for folk fra Afrika til at søge mod EU. Nej, hvis Frontex skal gøre en forskel, så skal de vende bådene eller sejle bådflygtningene helt tilbage til den nordafrikanske kyst. Og det kræver aftaler med disse lande. Så EU’s primære fortjeneste er, at man er gået i gang med at forhandle hjemtagelsesaftaler med de nordafrikanske lande, og at man betaler Libyen for at standse bådene ud for kysten. Det er brutalt, og det er jeg heller ikke glad for; men samtidig viser det jo andre, som ellers ville forsøge sig, at EU ikke tager imod migranter. Og det bliver altså nødt til at være EU, der bestemmer, hvem der kommer ind i EU – ikke migranterne«.

Og forudsætningen for de åbne indre grænsers Europa er, at de ydre grænser holder stand mod presset udefra?

»Så absolut ja«.

Deleøkonomi, ja tak

Næste fase i globaliseringen kommer til at handle om at lægge fornuftige rammer for deleøkonomien og at få globaliseringens helt store vinder, Kina, til at respektere de regler, vi i Vesten gør alt for at overholde, mener Libak.

Hvordan kan flere danskere få fordel af globaliseringen uden et højere skattetryk eller markant dyrere overenskomster på arbejdsmarkedet?

»Vi har allerede kæmpe fordel af globaliseringen – ikke kun økonomisk, også kulturelt. Der er stor bekymring over det kommende medieforlig, der skærer ned på DR, fordi ’uha, så ser folk ikke danskproduceret indhold’. Men sagen er, at folk i dag kun ser det gode danskproducerede indhold. For de har adgang til så meget andet indhold på Netflix og HBO, så de tillader sig kun at se det bedste af alting. Er det et krisetegn? Vel er det da ej«.

»Med hensyn til økonomiske fordele så synes jeg jo, at deleøkonomien er en gave til den brede befolkning. Tag Airbnb: Det er jo ikke den øvre middelklasse, der gider at servicere turister. Eller tag Uber: Det er ikke den højere middelklasse, der kører folk rundt i deres fritid. Deleøkonomien gør det muligt for den almindelige dansker få en indkomst, der ikke kommer fra enten lønarbejde eller fra velfærdsydelser«

Det er ofte blevet sagt, at Kina og flere andre asiatiske lande er globaliseringens store vindere. Har vi bare været for dårlige til at udnytte mulighederne i vores del af verden?

»Det er klart, at kineserne er entydigt begejstrede for globaliseringen. Den har gjort dem så meget rigere, og lige om lidt bliver de denne verdens herskere. Men derfor er det også vigtigt at holde dem fast på, at globalisering skal foregå på fair betingelser; og det gør den ikke nu. USA og EU er sådan set helt enige om, at Kina ikke spiller efter de regler, som de forpligtede sig til, da de fik medlemskab af verdenshandelsorganisationen, WTO«.

»Der er ingen tvivl om, at hvis globaliseringen foregik efter forskrifterne, så ville det være rent win-win. Markedet er den mest effektive måde at skabe værdi for alle på. Men hvis nogen bruger markedet til at skaffe sig politisk magt over os, så er det jo ikke i vores interesse«.

Lær at leve med Trump

Anna Libak deler den i Europa udbredte bekymring over Donald Trump, men forklarer det med hans uortodokse stil:

»Han har en plan, og han ved, hvad han gør. Hans måde at styre på er det tydeligste bevis på, at verdensordenen er skiftet, og at Vesten er presset. USA er ikke længere stærkt nok til at give den som verdens politibetjent og moralske overdommer. Til sidst var Obama blot til grin i Mellemøsten«.

»Muligvis kan Trumps ukonventionelle tilnærmelse til skøre autokrater og diktatorer vise sig at være begyndelsen til en forbedring, ikke mindst for befolkningerne i de lande, der styres af eneherskere«, lyder hendes argument, som fører til denne for mange danskere utvivlsomt provokerende pointe:

»Jeg er ikke bange for Trump«.

(Interview i Politiken 16. juni 2018)

Anna Libak

Udgivet i Globalt, Interviews, Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

1-0 til Kim. På den lange bane vinder Kina

Singapore-mødet skrev historie om en supermagts retræte og starten på en mere balanceret verden. 

NÅR DEN sidste rengøringsmedarbejder er færdig med at feje op efter topmødet i Singapore mellem den amerikanske præsident og Nordkoreas diktator, vil der uundgåeligt være tømmermænd, der indfinder sig. Ikke kun i kredsen omkring Donald Trump og i Kongressen i Washington (forhåbentlig!), men så sandelig også blandt USA’s traditionelle allierede i Østasien. Spørgsmålet er, om disse allierede er ved at blive forhenværende og har indstillet sig på, at de nu må lytte mere til Beijing end til Det Hvide Hus.

Trumps håndtryk med repræsentanten for tredje generation i den klan, der leder det koreanske militærregime (ikke en stat, der har et militær, men et militær, der har en stat), er så tæt på en politisk anerkendelse, som det er muligt under de givne omstændigheder. For Kim-regimet og dets officerselite er det opfyldelsen af en ønskedrøm, de har næret i mere end et halvt århundrede. En lille, men brutal og hensynsløs forbryderstat, der får en demokratisk supermagts skulderklap og håndtryk.

Nu begynder alt det svære. Udfordringerne med at gennemført en afnuklearisering af Den Koreanske Halvø, dvs. at sikre inspektion af de faciliteter, nordkoreanerne har brugt til at gennemføre en serie af prøvesprængninger og affyringer af fremføringsmidler.

For et land af Nordkoreas størrelse og med den politiske indretning, der gælder i Pyongyang, ligner det en opgave, der nærmer sig det uoverkommelige og urealistiske. Se blot på, hvor lidt der er kommet ud af den nedrustning, som USA blev enig med datidens Sovjetunionen om i sidste fase af den kolde krig for tre årtier siden.

I EN vis forstand er verden kastet tilbage til de såkaldte sekspartsforhandlinger, der fandt sted i begyndelsen af 00’erne med Beijing som vært, og hvor også Japan og Rusland deltog. De foregik inden for rammer, som næppe bliver gentaget under de betingelser, der nu foreligger, og de førte ikke til noget som helst.

Forestillingen om, at amerikanske militærfolk skal afsøge de afsidesliggende koreanske bjergegne med digitalkameraer, pandelamper og geigertællere, forekommer ikke realistisk. Hvis nordkoreanerne vil gemme nogle af deres faciliteter af vejen, har de rigtig gode muligheder for det.

Bundlinjen i den aftale, som flertallet af internationale medier kalder ’historisk’, er derfor, at præsident Trump endnu en gang har bekræftet den svækkelse, som USA og dermed Vesten som magtblok befinder sig i, og som tager sig mere og mere uafvendelig ud.

Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at Nordkorea slipper for at blive forandret. Alle tegn går i retning af, at den højmilitariserede nordkoreanske stat er på vej i en anden retning, forårsaget af direkte og indirekte pres fra naboen Kina. Direkte pres, fordi Kinas efterlevelse af de seneste FN-sanktioner utvivlsomt har gjort ondt også på den nordkoreanske magtelite. Indirekte, fordi Kina med sin økonomiske udviklingsmodel viser, at også et klanstyret totalitært Nordkorea kan blive et mere velstående samfund.

LYT TIL Thae Yong-ho, der var udstationeret på den nordkoreanske ambassade i London indtil sin afhopning i 2016. Han beskriver i sine nyligt udkomne erindringer, hvorledes der i Pyongyang er opstået en ny klasse af oligarker, der har opbygget rigdomme ved at gøre forretninger i nabolandene Kina og Rusland. Flere af disse oligarker befinder sig nu i Kim Jong-uns inderkreds og presser på for at få udviklet en politik, der kan give dem endnu bedre indtjeningsmuligheder. Med andre ord er det pengenes magt, der begynder at presse det traditionelle militære hierarki i Pyongyang.

Kim-klanen i Pyongyang har for længst demonstreret, at den giver efter for internationalt pres, men kun hvis det er den historiske allierede Kina, der læner sig ind over halvøen. Her er tilstanden nu, at begge koreanske stater er kommet i et stadig dybere afhængighedsforhold til magthaverne i Beijing, mens USA fortsætter sin retræte, både i Østasien og på den globale scene.

DONALD TRUMP er gået med til at indstille de amerikansk-sydkoreanske militærøvelser. Næste skridt bliver en nedlukning af det sydkoreanske missilforsvar, der har affyringsramperne rettet mod nord og nordvest. Med realismens briller på næsen skal man gøre sig klart, at Donald Trump igen igen har ydet et vigtigt bidrag til at gøre Kina stort igen. For både Nord- og Sydkorea er nu dybt forankrede i den kinesiske interessesfære. 1-0 til Kim, snart 2-0 til Kina.

(klumme i Politiken 14. juni 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Den digitale fascisme har erobret os

Cyberspace er på vej til at blive demokratiets modsætning. 

DER kan være blikstille ved computeren, mens bevidstheden mærker et sus: Vi kender følelsen af at blive revet med af turene ude i cyberspace. Hvem i Danmark undtagen generationerne på den tunge side af pensionsalderen har behov for at opleve forsamlingshuse indefra, når hele kloden og halvdelen af menneskeheden kun er få klik væk?

Da internettet endnu befandt sig i puberteten, kunne man høre politikere synge i kor med it-giganterne på et omkvæd, der lød, at adgangen til nettet flyttede ytringsfrihed og demokratisk organisering fra de lokale og nationale rum til det globale. Facebooks Mark Zuckerberg taler hyppigt om connectivity , forbundethed, som en fundamental menneskeret, samtidig med at han bejler til den kinesiske lederelite om adgang til den asiatiske gigants lukrative, censurindhegnede marked. Russiske cyberkrigere gør, hvad de kan for at kortslutte demokratiske debatter i Europa og USA i noget, der næppe kan kaldes andet end asymmetrisk digital krigsførelse.

Hvor internettet i den bedste af alle verdener burde være en ny vej til åbenhed og frihed, er den ubehagelige realitet blevet, at cyberspace er på vej til at blive demokratiets modsætning. Hadkampagner, falske nyheder og algoritmestyrede informationsstrømme er den ny verdensuorden; lad os i mangel af bedre kalde den for techno-fascismen.

INDTIL 1991, som ligger meget langt væk i erindringen selv for nutidens midaldrende, stod der en fundamental værdikamp mellem frihed og tvang; mellem demokratiske markedsøkonomier, retsstat og menneskerettigheder på den ene side og ideologisk totalitarisme og religiøs fundamentalisme på den anden. En enkel verdensorden, der takket være tilstedeværelsen af kernevåben viste sig at være forbløffende stabil.

1989 er det magiske år, hvor alting blev forandret. Der er en historisk ironi i, at det er i samme måned dette år, at den britiske it-ingeniør Timothy Berners-Lee opfinder world wide web , og at muren i Berlin falder og markerer afslutningen på verdenskommunismen.

Forventningen om en grænseløs verden, hvor nyvundne friheder ville brede sig fra højt udviklede og oplyste samfund til kontinenter, der befandt sig i både åndeligt mørke, undertrykkelse og økonomisk armod, led et skibbrud med terrorangrebet 11. september 2001.

Efter snart to årtier med krige mod terror, hvor slagmarkerne periodisk flytter fra mellemøstlige og afrikanske samfund til europæiske storbyer, er frontlinjerne nu i foruroligende grad digitale, hvilket har gjort det sværere at skelne mellem fjender og allierede.

NUTIDENS techno-fascister er ikke interesserede i at erobre land, men begrænser sig til at tage kontrollen med folks tankesæt og følelser. Eftersom det sker indefra, i samfund med tilsyneladende normalt fungerende demokratiske institutioner, der sikrer retsstaten og de friheder, vi forbinder med dem, er risikoen for vor fælles fremtid blevet usikker, hvis ikke uhyggelig.

Fascisterne i det 20. århundrede appellerede til det, de hævdede var en dybere folkesjæl, baseret på race eller ideologi. Nutidens fascister er i overvejende grad religiøse fundamentalister og hardcore etnocentriske nationalister. Islamisk Stat forsvinder ikke, fordi bevægelsens sidste tilholdssteder er blevet pulveriseret af amerikanske bomber, for der er rigeligt plads på nettet til, at cyber-fundamentalisterne kan fortsætte kampen.

Selv i demokratiske og tolerante samfund har en form for techno-populisme drevet politikere ud i kryptofascistisk adfærd. Trumps tweets kortslutter, hvad brigader af amerikanske diplomater har brugt årtier og millioner af dollars på at realisere. Tilhængere af Ruslands Putin, Tyrkiets Erdogan og Ungarns Orban appellerer til den udbredte angst blandt vælgerbefolkningerne, som ikke tiltror EU den tillid, der er en forudsætning for at håndtere vore fælles udfordringer, herunder presset på Europas ydre grænser. Autokrater og demagoger har et fælles træk i deres kamp mod Europas oplysningstradition: De opflammer kollektiv frygt og maner til national og etnocentrisk fællesskabsfølelse.

Fortidens diktatorer brugte køller og andre håndvåben for at tyrannisere befolkninger, i nutidens højt udviklede samfund rækker det med nettets algoritmer. Den kolde krigs primitive propaganda er afløst af digitale kampagner, hvor klik via computerens tastatur er mere mobiliserende end fortidens støvletramp.

(klumme i Politiken 4. juni 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar