Da hele Afrika fyldte op i Beijings gader

Kan kinesisk bistand kompensere for Vestens fejltagelser? Næppe.

DEN KINESISKE hovedstad var klædt i usædvanlig spraglede kulører de tre sidste dage i august. 54 afrikanske nationalflag blafrede langs boulevarden ned mod Den Himmelske Freds Plads. For os turister, der blot ville gøre den obligatoriske tur ned til den historiske plads og fornemme stemningen foran indgangen til Den Forbudte By, var der sikkerhedskontroller, der minder om dem, vi kender fra lufthavne. Fast inventar i beijingboernes dagligdag.

Som vært for et storstilet kinesisk-afrikansk topmøde måtte megabyen, hvis indbyggertal for længst har passeret de 21 millioner, vise sig fra sin pænere side. Kinas statsbudget har angiveligt afsat flere midler til politi og anden ordensmagt end på det militær, der skal forsvare riget mod ydre fjender. Gevinsten er selvindlysende: Beijing er en af klodens mest betryggende megabyer. Bagsiden af medaljen: Alt for meget minder om en politistat, men jernnæven er iført silkehandsker, og der er overvågningskameraer overalt.

På vej gennem et checkpoint sad en kvindelig kontrollant iført en kasket med påskriften: »Big brother is still watching you«. Uden humor er de ikke, Den Gule Kejsers sønner og døtre.

ALLE AFRIKANSKE ledere af betydning var mødt frem i Beijing. Hvilket siger meget om den forandrede verdensorden: Kunne et tilsvarende topmøde for et helt kontinent have være holdt i Washington, D.C., nu om stunder? Umuligt. I Bruxelles måske? Meget svært at forstille sig. I Tokyo, London, Paris, Moskva? Glem det.

Hvad afrikanerne kommer efter? Kinas penge, naturligvis. 60 milliarder dollars blev de stillet i udsigt af koncernchef Xi Jinping. Med pengene følger et forsøg på en udviklingsmodel, der unægtelig er forskellig fra den, de vestlige lande har forsøgt sig med i Afrika gennem seks årtier. Med blandede og i bedste fald beskedne resultater til følge, hvilket afspejler sig i den stigende migration fra Afrika.

Kan Kina så løfte nogle af de opgaver, som det ikke er lykkedes Vesten at løfte? Kineserne er som bekendt bedst til infrastruktur, altså jernbaner, vejbyggeri, havne og den slags, som har været motoren i deres eget udviklingsmirakel. Men overført på afrikanske betingelser er der ingen garanti for succes, tværtimod.

Når Kina har haft succes med de seneste tre årtiers industrialisering, skyldes det, at satsningerne på infrastruktur blev kombineret med udbygninger af fremstillingsindustrien. Populært sagt: Når Kinas veje og havne var bygget færdig, var der rigeligt med lastvognskonvojer pakket med eksportvarer, der kunne køre på dem. Siden kom dette gods i Mærsk-containere og blev fragtet ud på hylderne i Ikea, Elgiganten og Walmart. Resten er historie, og den er positiv, både for producenter og forbrugere.

Lige præcis her er hovedforklaringen på, at Afrika ikke kan kopiere den kinesiske udviklingsmodel: fraværet af en gennemtænkt industrialisering på kontinentet. Derfor vil kinesiskfinansierede projekter i Afrika resultere i gældsætning og deraf afledt afhængighed. Når afrikanerne skal til at tilbagebetale kinesiske lån, risikerer de at måtte ofre midler, der skulle have været anvendt til sundhed og uddannelse for at opretholde et minimum af kreditværdighed hos de finansielle overherrer i Beijing.

AF SAMME grund planlægger kineserne en øget militær tilstedeværelse på kontinentet. For nøjagtig et år siden indviede kinesiske generaler rigets første oversøiske militærbase i lilleputstaten Djibouti på Afrikas Horn, engang kendt som Fransk Somaliland. Aarealet er det halve af Danmarks og indbyggertallet en lille million. Beliggenheden er indlysende relevant: Djibouti ligger centralt i forhold til Det Røde Hav og Den Persiske Golf og dermed ruterne for mellemøstlig olie og gas.

Der er gået 10 år, siden Kina overhalede USA som kontinentets største handelspartner. Sidste år var den kinesiske samhandel med Afrika fire gange større end den tilsvarende amerikanske. Men USA er militært massivt stærkere til stede i Afrika end Kina, som kun har nået dværgens størrelse, ikke sværvægterens. Det militære hovedkvarter US Africom bor i Stuttgart, Tyskland, men har Afrika som operationsområde med ca. 50 basefaciliteter.

Den kinesiske drage har langtfra indhentet den amerikanske ørn, men forspringet formindskes hver dag. Næste gang et afrikansk land kollapser, bør dragen og ørnen hjælpe hinanden.

(klumme i Politiken 10. september 2018)

 

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Nato er den mest succesrige alliance i verdenshistorien, men det er ikke en garanti for, at den kan fortsætte

Nato risikerer at blive en skygge af sig selv, hvis alliancen ikke formår at gentænke sit formål, og de europæiske medlemmer må skrue op for betalingerne, siger folketingsmedlem for Venstre, Mads Fuglede. 

Få på Christiansborg følger tilstanden i Nato-samarbejdet så tæt som folketingsmedlem for Venstre Mads Fuglede. Han nyder bred respekt for sin indsigt i tilstanden hos vor store alliancepartner: Ingen, heller ikke hans politiske modstandere, vil rynke på næsen over Fugledes stillingsbetegnelse uden for Folketinget: USA-analytiker.

Den nybagte fader på 47 år blev ekstra glad, da sønnen valgte at ankomme på supermagtens nationaldag, 4. juli i år.

Men uden for familielivet bærer han på en bekymring, han deler med mange andre traditionelt USA-og Nato-positive danskere:

»Nato befinder sig lige nu i en kritisk fase af sin eksistens. Mest fordi alliancens historiske kontekst er delvist eroderet. Alliancen må gentænkes til en ny tids udfordringer. Der er ingen garanti for dansk frihed uden et stærkt USA, heller ikke, hvis man forestiller sig et stærkere Tyskland end det nuværende. Rigsfællesskabet har klodens 12. største territorium at forsvare, og vi har en handelsflåde, der er alle vegne på kloden, så vi har fundamentale interesser på spil her«.

Så hvorfor har Donald Trump så travlt med at skabe usikkerhed og forvirring hos USA’s traditionelle allierede? Og hvor bliver det relevante europæiske svar på udfordringerne af?

»Vi i Europa befinder os i en fase, hvor vi er uenige om, hvad der er rimeligt at betale for det nødvendige forsvar. Både uenige om, hvorvidt Trump er rimelig, når han kræver, at de europæiske medlemmer af alliancen betaler mere, og om, hvorvidt der er nogle lande, vi skal forsvare. Nato er den mest succesrige alliance i verdenshistorien, hvilket ikke er nogen garanti for, at den kan fortsætte i den form, vi har kendt den. Hvis medlemmerne ikke længere kan enes om at inddæmme Rusland eller sende fælles missioner til f. eks. Mellemøsten, så står vi med en gevaldig udfordring«.

Hvad er problemet formuleret i helt kort form?

»At alle præsidenter siden Ronald Reagan og George H. W. Bush har været dårlige til at inddæmme Rusland, og at præsident Trump synes særdeles uegnet til det«.

Bliver problemet så løst, hvis Europa leverer flere penge?

»Sætter vi ikke betalingerne op og viser, at vi er opmærksomme på de eksisterende trusler, får vi en europæisk sikkerhedstilstand, hvor Nato er en skyggeorganisation med risiko for manglende lederskab. Presset sydfra og østfra vil med sikkerhed vokse, og alle lande vil blive tvunget til at skrue op for forsvarsbudgetterne. Men først og fremmest skal europæiske og amerikanske ledere nå til enighed om, hvad alliancen skal være i stand til«. Frem til kommunismens fald 1989-91 var kun få i tvivl om den trussel, der udgik østfra.

Efter næste folketingsvalg risikerer du at sidde i forsvarsudvalget med DF-politikere, der mener, vi skal tale pænt til Putin og se at finde ud af det med ham og hans folk. Hvad er dit budskab til Marie Krarup?

»Jeg har endnu til gode at være enig med Marie Krarups vurdering af især Rusland. Til gengæld er det min opfattelse, at hendes parti har en anden forståelse for den trussel, Rusland udgør«.

Kommunismen er for længst røget på historiens mødding, og Rusland er på vej til at blive traditionelt og normalt, lyder det fra mange. Hvad er lige problemet her?

»At Rusland fungerer bedst i kaos. Vladimir Putin ved udmærket, at hans land ikke kan slå de vestlige lande på økonomi og teknologi, men i en verden, hvor mere og mere er kaos, er han bedre til at navigere, fordi han selv leder et land, der er i en form for kaos. Derfor er han begejstret for både Trump og Brexit. Putins logik er, at alt, hvad der skaber uro omkring ham, er godt for Rusland«.

Rusland er dog ikke identisk med det, der var Sovjetunionen?

»Men Rusland er mindst lige så aggressivt til stede i fremmede nationer, som landet var i sovjetperioden. Det er trist, at så mange danskere har glemt, hvad der skete i Georgien i 2008, og heller ikke har lyst til at diskutere Krim og det, Rusland gør ved Ukraine. Læren er, at en nation, der har tradition for at føre stedfortræderkrige, vil blive ved med at føre stedfortræderkrige«. Danske soldater er nu til stede i Baltikum, så kan vi vel næppe demonstrere tydeligere, at vi tager den russiske trussel alvorligt.

Hvis bare Donald Trump tænkte i samme retning, ville alt så være enklere?

»Medlemmerne af Nato skal gøre sig klart, at den russiske opfattelse af Vesten ikke har ændret sig nævneværdigt siden slutningen af 1940′ erne, da Nato blev grundlagt. Russerne er dengang som nu opportunister. Når de ser en svaghed hos os, vil de udnytte den. Derfor skal enhver amerikansk præsident præsentere en strategi, der kan håndtere den situation. Barack Obama var alt for lang tid om dette og blev derfor en gave for et Rusland med destabiliserende hensigter«. Den russiske indblanding i Ukraine skete på Obamas vagt.

Hvad gik galt?

»Obama fortalte europæerne, at vi betaler for lidt til det fælles forsvar, så lad os snakke om det, hvorefter europæerne gik hjem og købte mere velfærd for pengene. Problemet blev så forstærket af, at USA ikke var aktivt nok i at gå i retning af at straffe Rusland for det, der skete i Georgien og Ukraine. Trump har læst den situation anderledes, han mener, at der skal flere europæiske midler til. Hvilket ikke udelukker, at han forhandler sig til løsninger med Putin. Her er problemet, at Trump tydeligvis møder helt uforberedt op til møder med sin russiske modpart, som vi så det i Helsinki«.

Altså, lederen af klodens eneste militære supermagt vil håndtere Putin på sin helt egen måde uden hensyn til, at spændingerne i Europa er blevet øget og både Nato og EU slår revner. Det hænger da ikke sammen?

»Trump og Putin ligner hinanden på den måde, at de trives bedst i kaos. Deres tilgang til Europa har det fælles træk, at de fremmer turbulens for at forsøge hver især at få mere ud af situationen. Trump vil presse europæerne økonomisk, mens Putin vil udfordre sammenholdet mellem Nato’s medlemmer. Det er en dybt ubehagelig og destabiliserende situation«.

»Samtidig skal man holde hovedet koldt og notere, at forestillingen om en stor kontinental krig i Europa er blevet utænkelig. Her har vi forsvar nok, og Nato har ingen interesse i at beskytte os mod en fjende, der aldrig kommer i den form, vi tror, den kommer. Langt mere presserende er de digitale trusler. Altså når et cyberangreb koster Mærsk og andre virksomheder flere milliarder«.

Så er der vel brug for, at Nato får en anden strategisk tænkning end den tidligere?

»Læser man Trumps nationale strategi, er den såmænd ikke så forskellig fra Obamas. Begge vil stadig et USA, der tager internationalt ansvar. Trump vil fortsætte det, som Obama begyndte på: kunne handle mere pragmatisk og ikke være låst til en masse opgaver, der ikke alle er relevante længere. USA stadig agerer med en sikkerhedspolitisk strategi, som et flertal af amerikanerne opfatter som illegitim og mislykket: nemlig den, som blev grundlagt under George W. Bush, og som vi forbinder med operationerne i Afghanistan og Irak. Obama var regulært låst af vælgerflertal, som ikke ønskede flere udenrigspolitiske eventyr i stil med Libyen og Syrien, og Trump tænker et langt stykke ad vejen på samme måde. Derfor er han manden, der er ved at trække USA helt ud af en løsning i Syrien«.

Læser man Trumps strategidokument og holder det op mod hans egne udtalelser, stritter det i mange retninger. Hvor er sammenhængen?

»Trump har gjort op med krigen mod terror. Det skete, da han i en tale kaldte aktionerne i Irak for mislykkede og føjede til, at Bush-familien er skyld i, at USA har formøblet milliarder på noget, der er fejlet. Det er tankevækkende, at han ikke af de amerikanske vælgere er blevet straffet for disse udtalelser i meningsmålingerne. Men Trump har også gjort op med selvfølgeligheden i det transatlantiske samarbejde, og det er derfor foruroligende, hvis der er tale om en tendens, hvor USA finder det mere og mere ligegyldigt at samarbejde med Europa om det fælles forsvar over for Rusland og de oversøiske operationer uden for alliancens traditionelle aktionsområde«.

Hvad skal Danmark og andre små medlemslande stille op med det?

»Vi skal fortsætte med at være en forbilledlig allieret. Det var jo en kurs, vi slog ind på under Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90′ erne, da Balkan brød i brand. Nyrup indså, at det ikke længere gav mening at henvise til Thule (den amerikanske base i det nordlige Grønland, red.) og vores strategiske placering i forhold til Østersøen. Den ændrede situation med Trump betyder, at vi skal til at være lige så gode allierede for USA, som briterne, canadierne og australierne har været. Vi kan ikke stå alene«.

Skal vi til at diskutere fremtidig sikkerhed med det land i Europa, der bestemmer mest for vor økonomi og velstand, nemlig Tyskland?

»Det rækker ikke. Debatten i Tyskland viser, at tyskerne slet ikke er parate til at tage udenrigspolitisk ansvar. Vi så det, da daværende kansler Gerhard Schröder brød med USA op til invasionen af Irak. I Afghanistan er der lagt så store begrænsninger på, hvad tyske soldater kan og må, at de er blevet tandløse. Tysk militær er præget af de begrænsninger, der skyldes arven fra Anden Verdenskrig. Det rækker ikke til at revitalisere alliancen«.

Der tales rigtig meget om, at USA’s globale indflydelse er faldende, og at dette begyndte før Trump?

»Så langt jeg kan se frem, vil USA være den økonomisk dominerende nation i verden. Men relativt bliver den amerikanske økonomi mindre, fordi nogle andres, først og fremmest Kinas, bliver større. Men at milliarder af klodens indbyggere er trukket ud af fattigdom på flere kontinenter og nu lever mere anstændige liv, får ikke nødvendigvis sikkerhedspolitiske konsekvenser, selv om der bliver ændret på nogle magtbalancer«.

(Interview i Politiken 1. september 2018)

Fakta: BLÅ BOG Mads Fuglede (F. 1971) Medlem af Folketinget for Venstre. Uddannet cand. mag. i historie og filosofi. Har undervist i international politik samt USA’s historie på en stribe højskoler og universiteter.

Udgivet i Globalt, Interviews, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

De svære dilemmaer i Nordkorea

Naboernes økonomiske livliner gavner næppe fødevaresituationen.

I udkanten af den russiske storby Petersborg fandt et hold undersøgende journalister fra tvselskabet CNN tidligere i år flere byggepladser, der var bemandet med østasiatiske gæstearbejdere.

Umiddelbart kunne de selvfølgelig have været folk fra de østligste egne af Rusland, men i en bygning, der fungerede som kantine, så journalisterne plakater på væggene med nordkoreanske skrifttegn.

Det amerikanske udenrigsministerium, der i FN-systemet står i spidsen for at sikre overholdelsen af de internationale sanktioner mod Nordkorea, mener, at disse nordkoreanske gæstearbejdere lever under slavelignende vilkår, fordi de er tvunget til at sende mere end tre fjerdedele af deres lønninger hjem til regimet i Pyongyang for dermed at hjælpe det atombevæbnede diktatur til overlevelse.

Sanktionernes formål er at presse Nordkorea til at opgive det atomprogram, der har været centrum i en international konflikt i snart to årtier. Selv Nordkoreas historiske allierede fra den kolde krigs tid, Kina og Rusland, har tilsluttet sig den seneste runde af ganske vidtgående sanktioner.

Nordkoreas styre har tre store økonomiske aktiver at eksportere for at skaffe sig hård valuta: våben (især til afrikanske og arabiske kunder), de såkaldte sjældne jordarter (metaller) samt arbejdskraft. FNsanktionernes resolution 2.397 siger, at alle nordkoreanske arbejdere, der arbejder oversøisk, skal være sendt hjem af værtslandene senest i december 2019.

En amerikansk tænketank, Center for Advance Defense Studies (C4ADS), har undersøgt forholdene og konkluderer, at af de flere end 100.000 nordkoreanske arbejdere, der arbejder udenlands, be-finder anslået 80 procent sig i Kina og Rusland. Indtægterne fra eksporten af arbejdskraft menes ifølge C4ADS at give Pyongyang mellem 1,2 og 2,3 milliarder dollars.

Bekymringen hos det flertal i FN, der bakker op om sanktionerne, er selvfølgelig, at pengene fra gæstearbejderne ikke kun går til at skaffe fødevarer, medicin og andet til civile koreanere, men også styrker den nordkoreanske stats militærindustrielle kompleks, herunder atomkapaciteten og våbeneksporten.

Ifølge C4ADS er den nordkoreanske eksport af arbejdskraft fordoblet i løbet af de seneste fem år. Det forklarer, hvorfor de amerikanske myndigheder i sidste uge annoncerede unilaterale sanktioner mod kinesiske og russiske firmaer og myndigheder, som mistænkes for at hjælpe med køb og salg til og fra den sanktionsramte nabostat.

Dette kan blive begyndelsen til nye amerikanske tiltag mod andre lande, der har samarbejdet med Nordkorea. Flere har allerede reageret. Polen har sendt 500 nordkoreanske skibsværftsarbejdere hjem. Malaysia har sendt flere end 1.000 nordkoreanere ud af landet, hvor de arbejdede i kulminer og i byggeindustrien.

Alt sammen tjener det til at øge presset på den stat, der kom i verdens søgelys 12. juni, da præsident Donald Trump mødtes med diktatoren Kim Jong-un i Singapore i noget, der lignede første fase i en diplomatisk normalisering.

Optimismen var dengang høj, men i dag er usikkerheden stor om udsigterne til et reelt gennembrud for at komme tættere på målet, som er afnuklearisering af Den Koreanske Halvø, begyndende med, at Nordkorea afmonterer sit atompotentiale under international kontrol og inspektion.

DILEMMAET ved at opretholde et fortsat sanktionspres er naturligvis, at også civile rammes. Generalsekretær i den danske humanitære organisation Mission Øst Kim Hartzner er netop vendt hjem fra et besøg i Nordkorea og fortæller til programmet ‘ Datolinjen’ på Radio24syv om forfærdende tilstande i det nordkoreanske landbrug: En stor del af majshøsten, der står for en tredjedel af befolkningens kalorieindtag, er ødelagt af forårets og sommerens tørke. Dermed forværres en i forvejen katastrofalt negativ udvikling for civilbefolkningen, hvor der er konstateret underernæring hos 4 af 10 nordkoreanere.

I en bedre verden end den nuværende burde indtægterne fra de nordkoreanske gæstearbejdere i Kina og Rusland gå til at løfte landbrugssektoren. Det ville have været en oplagt mulighed i de fleste andre samfund, men er svært lige netop i det Nordkorea, hvor staten ikke har et militær, der gør, hvad en civil regering pålægger den.

I Nordkorea er det omvendte tilfældet: Her er det Kim-klanen og det nordkoreanske militær, der har en stat til rådighed.

(klumme i Politiken 27. august 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Kunstnerliv begravet under murbrokker

Opgøret mellem den kinesiske kontrolstat og verdenskunstneren Ai Weiwei er langtfra ovre.

BLANDT sommerens mere triste og dystre nyheder på den internationale kulturfront var rapporterne fra Beijing om, at bulldozere havde jordet det værksted, som er blevet anvendt af Kinas mest kendte nutidskunstner, Ai Weiwei. Dermed er denne berømte lokalitet på den mest brutale vis ufrivilligt forvandlet til en installation, hvor murbrokkerne signalerer en lukning for den landflygtige kunstnersjæls tilbagevenden til hjemlandet.

Når ikke Ai Weiwei er på farten for at udvikle sine kunstformer, der har et millionstort publikum uden for Kina, bor han i Berlin. Systemkritikerens valg af destination skyldes galleriejeren Alexander Ochs, der har været en af Ai Weiweis mest aktive støtter, siden de kinesiske myndigheder arresterede kunstneren i 2011 på basis af anklager om skatteunddragelse og regnskabsfusk.

Ochs mener, at Ai Weiwei har større indflydelse i verden gennem sin kunst end som kommentator på Kinas indenrigspolitiske forhold. Men udsagnet er meningsløst, pointerede kunstneren engang: »Min kunst har altid været politisk og vil vedblivende være det«.

FÅ VIL betvivle, at Ai Weiwei tilhører den absolutte verdenselite af avantgardekunstnere. Han har demonstreret, at de fineste kunstneriske udtryk bliver til, når udøveren er i politisk modvind. Men han ser sig ikke i samme situation som forfatteren Thomas Mann, der i eksil udtrykte de berømte ord: »Hvor jeg er, er der også et Tyskland«.

Hvor Ai Weiwei er, er Kina også, bare i form af det ambassadepersonale, der reelt er Beijings efterretningstjeneste. Den kinesiske stat og samfundets fremmeste kulturelle profil er langtfra færdige med hinanden.

Er Ai Weiwei dømt for at kritisere den kinesiske partistat? Ikke i en snæver juridisk forstand. Tilbage i 2011, hvor han sad varetægtsfængslet i 81 døgn, lod myndighederne forstå, at hans kunstnervirksomhed kunne imødese en retssag for skatteunddragelse. Skattedepartementet i Beijing krævede en indbetaling på, hvad der svarer til 12 mio. kr. inklusive bøder. En verdensomspændende indsamling blev startet og på kun en halv snes dage var beløbet i hus. Aktivister i Beijing udformede pengesedler som papirflyvere og sendte dem over den høje mur, der omkransede kunstnerens nu bulldozede værksted. At en statsmagt rammer en kunstner på pengepungen frem for at skride til regulær voldsanvendelse, er et urgammelt kneb. Hellere bankerot end et helvede i arbejdslejr.

Tiderne er skiftet. I tiden op til afholdelsen af de olympiske lege i Beijing i 2008 havde Ai Weiwei en ganske anden status hos myndighederne. Han var den feterede designer af det OL-stadion i Beijing, der kendes som Fuglereden, men fortrød siden at have bidraget til, hvad han kaldte regimets udbredelse af ’patriotisk loyalitet’.

KUN SJÆLDENT har statsmedierne formuleret sig direkte om kunstnerens produktion. I april 2011 hed det på lederplads i den nationalistiske tabloidavis Global Times således: »Ai Weiwei bevæger sig tæt på den røde linje for landets lov. Så længe han forsætter med at bevæge sig i denne retning, vil han før eller siden krydse netop denne røde linje«.

På trods af de tre måneders varetægtsfængsel, eller måske netop derfor, blev 2011 det hidtil mest produktive år for kunstneren. Selv om han var ude af stand til at forlade Kina, kunne han med assistance fra sine ansatte og med brug af internettet organisere tre store udstillinger i henholdsvis Berlin, Washington og på den tidligere fængselsø Alcatraz i San Francisco-bugten, samtidig med at han på hjemmefronten deltog i online-protester mod luftforurening i Beijing.

I LANG TID var de sociale medier Ai Weiweis livline ud til det kinesiske samfund. Ved at bruge Weibo, den kinesiske version af Twitter, opnåede han berømmelse som blogger, men også her har partistatens kontrolapparat sat sig tungt. Bloggere, der i dag skriver Ai Weiweis navn på Weibo, får følgende meddelelse: »Søgeresultater for Ai Weiwei kan ikke vises på grund af juridiske begrænsninger«.

Da rydningen af kunstnerens arbejdsplads blev vist på sociale meder, skrev han på Instagram: »Man er begyndt nedrivningen af mit værksted uden at give et varsel. Der er tale om en fabriksbygning i stil med, hvad Østtyskland havde. Farvel«.

Fra internationale frontlinjer fortsætter verdenskunstneren nu sin ikkevoldelige kamp for et friere og mere kreativt Kina. Den fortjener større opmærksomhed.

(klumme i Politiken 23. august 2018)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Bag den lille krig lurer et større opgør

Opgøret mellem Kina og USA handler også om skabelsen af verdens fremtidige velstand.

DER FINDES en enkel metode til at sænke temperaturen i den aktuelle fase af den amerikansk-kinesiske handelskrig, men den giver kun mening, hvis parterne erkender, at de har brug for at vinde tid til at forhandle sig til mere varige løsninger.

Metoden består i, at de virksomheder, der har lagt fremstillingen af deres fysiske varer ud i produktionskæder på fabrikker i flere asiatiske lande, omlægger disse, så det sidste led flyttes ud af Kina til en destination, hvor omkostninger til arbejdsløn og logistik er lavere, f.eks. Cambodja, Bangladesh eller Vietnam. Det er allerede ved at ske inden for visse brancher.

For de varer, der har USA som destination, vil en sådan omlægning betyde, at de ikke kommer til at figurere i statistikken som ’Made in China’. For flere varekategoriers vedkommende vil en del af produktionen stadig finde sted i Kina eller i sydøstasiatiske virksomheder, der er under kinesisk ejerskab eller kontrol. Altså bliver værditabet for Kina overkommeligt, men i opgørelserne over samhandelen mellem Kina og USA vil effekten være, at balancen vil rykke i amerikansk favør. Et bogholdertrick vil nogle kalde det, men nok til, at Trump-administrationen vil kunne fortælle offentligheden, at offensiven mod Kina er ved at give pote. På denne måde vil f.eks. forbrugerelektronik eller dele til biler, der tidligere blev produceret i Sydkina, statistisk komme et af Kinas nabolande til gode og sende de amerikanske straftoldsatser ud ad vinduet.

PÅ DEN lange bane skal der dog mere radikale midler til, hvis der skal komme ro på mellem klodens to største økonomier og dermed indiskutabelt vigtigste bilaterale forhold. Bliver opgøret i handelskrigen langvarigt, bliver der mange tabere, europæiske virksomheder og forbrugere ikke mindst, og kun få symbolske vindere. Verden er bedst tjent med, at pragmatismen tager over i både Washington og Beijing.

Men ubalancen i samhandelen er en konflikt, der skygger for et større og vigtigere opgør, hvor det ikke rækker med prokuratorkneb og statistisk manipulation. Stridens kerne er Kinas ambition om at blive klodens førende teknologiudvikler, hvilket er en kendt og erklæret målsætning markedsført under overskriften ’Made in China 2025’. Beijing ønsker at skabe teknologier, der er så avancerede, at det gigantiske marked, som det kinesiske samfund repræsenterer, vil kunne operere uafhængigt af software og teknologi, der for hovedpartens vedkommende er udviklet i Silicon Valley og omegn.

Vi taler her om brancher, der repræsenterer kernesektorer i amerikansk økonomi: it og hightech, civil luftfart, lægemiddelindustrien og hele den militære sektor. Logikken i Trumps inderkreds er, at hvis Kina en dag overhaler USA på disse baner, er det slut med Amerika, som vi har kendt det.

Men fat håb, der kan være lys for enden af tunnelen: de kinesiske forhandlere har ifølge The New York Times meddelt deres amerikanske modparter, at Beijing er parat til at justere på ’Made in China 2025’, så længe det sker på en måde, der ikke hæmmer Kinas overordnede udvikling. Fundamentalt er det USA’s insisteren på ’national sikkerhed’ vis-a-vis Kinas ’ret til udvikling’, der støder sammen. Kan de to hensyn forliges? Det bliver det store spørgsmål her i 2018 og flere år fremover. Forskellen i styrkepositionerne er, at Kina kan kaste hele sin statskontrollerede industrisektor i bestemte retninger og bakke satsningerne op med fordelagtige og efter amerikansk opfattelse konkurrenceforvridende betingelser fra ligeledes statsejede banker. En mulighed, som det gældstyngede USA ikke har i samme grad. Det kinesiske systems beslutningskraft giver fordele, som amerikanerne mangler.

MODSÆTNINGSFORHOLDET er reelt, men dilemmaet ikke uløseligt. En indikator på, hvor tilstanden er på vej hen, kom i forgangne uge, da Google meddelte, at firmaet er ved at udvikle en version af styresystemet Android, der er tilpasset det kinesiske marked og dets censur. Lykkes satsningen, vil Google få hug af den vestlige forbrugeroffentlighed, men der venter guld for enden af regnbuen, og kineserne vil vide at tage sig godt betalt.

USA og Kina befinder sig i globalt skæbnefællesskab, hvis videre kurs bestemmer, om vi andre kan se fremtiden i møde med rimelig sindsro. Der er ikke råd til hasarderet eventyrpolitik, når det handler om kilderne til fremtidens globale velstand.

(klumme i Politiken 13. august 2018)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Kina, USA | Skriv en kommentar

Silkevej i overvågningens jerngreb

Kinas centralasiatiske handelsrute er i den moderne udgave to fortællinger: en om udvikling, en anden om undertrykkelse.

Kontrasten kan næppe være større: Silkevejen, der gennem et par årtusinder knyttede civilisationer og kulturer fra de øst- og centralasiatiske til de europæiske kejserriger sammen, gennemlever en renæssance i disse år. Men de aktuelle fortællinger om samhandel og fredelig kulturudveksling iblandes beretninger om forfølgelse, overvågning og forsvindinger på den historiske rutes mest centrale stræk, i gammel tid Kinesisk Turkestan, i nutiden kendt som Xinjiang.

En søndag aften i august har vi siddet i en fyldt biografsal i Cinemateket i København og overværet premieren på en spillefilm om Kinas legendariske munk Xuangzang, der i 600-tallet forlod Tang-dynastiets hof og drog gennem Centralasien til Indien for at lære om buddhismen og tage den med sig med hjem. Efter en snes år til fods, på kamelryg og til hest vender Xuangzang retur til det kinesiske kejserrige, hvor han lægger kimen til, at buddhismen spredes i Kinas traditionelt introverte kultur.

Xuangzang har i dag ikonisk status og fremhæves som en af de religiøse personligheder, der har gjort Kina mere pluralistisk. Filmen er smuk og dvælende; med et meditativt billedsprog i skildringen af de strabadser, den rejsende munk gennemgår på sin færd. Der er tale om en co-produktion mellem kinesiske og indiske filmselskaber, den første af sin slags, om end publikum ikke lades i tvivl om, at der er kinesiske statsmidler og den deraf følgende indholdskontrol involveret.

Filmen er selvfølgelig en romantiseret fortolkning af den fortælling om Silkevejen, som det officielle Kina er ivrigt efter at promovere i disse år. En skare af velklædte kinesiske diplomater er mødt op til premieren, der indledes med en reception, hvor der blandt gæsterne er adskillige danske sagkyndige udi kinesisk sprog, historie og kultur. Den mest prominente af gæsterne er instruktøren Bille August, hvis første kinesiske film, krigs- og kærlighedsdramaet ’The Chinese Widow’, har dansk premiere senere i denne festivals forløb.

LIDT PÅ AFSTAND af begivenheden sender jeg tankerne tilbage til min egen rejse på det stræk af Silkevejen, der fylder mest i filmen, Xinjiang, der betyder ’Nyt grænseland’. På europæisk fremstillede kort helt op til begyndelsen af det 20. århundrede blev regionen kaldt ’Østturkestan’, et navn, der afslører, at urbefolkningen er centralasiatiske sunnimuslimer tilhørende den tyrkisktalende sprogfamilie.

Provinsen er på størrelse med Iran eller fire gange Tyskland og har grænser til otte lande, blandt dem Pakistan, Afghanistan, Tadsjikistan og Kasakhstan.

Min rundrejse i dette grænseland ligger 8 år tilbage og foregik i relativ anonymitet, dog selvfølgelig ledsaget af den nødvendige tolk. Han tilhørte den muslimske uighur-gruppe, som har befolket regionen længe før munken Xuanzangs ankomst i 600-tallet.

Oplevelsen passede fint med tilnavnet ’Kinas Vilde Vesten’. Jeg fik forevist nybyggerier i den historiske by Kashgar, hvis udvikling var koblet op til finansiering fra ’tvillingebyer’, dvs. investorer, i det dynamiske vækstfikserede Øst- og Sydkina. I provinshovedstaden Urumchi blev et nyindviet bryggeri vist frem af direktøren, der var hentet ind fra Hongkong (og jo, Carlsberg er med her og nævnt i en inskription sat op i hovedbygningen).

Fra togvinduet var det muligt at observere de betonbuer, der skal bære skinnelegemerne til de højhastighedstog, der i en ikke så fjern fremtid kommer til at forbinde Shanghai med indtil flere europæiske hovedstæder. Hvis det går, som de strategiske planlæggere i Beijing vil.

Men Urumchi var også en delt by. Med slumlignende kvarterer, hvor moderniteten lænede sig ind over uighurerne i form af skygger fra de højhuse, som kinesiske entreprenører sætter op. Jeg så et mini-Manhattan plantet i noget, der kunne have været Islamabad eller Kabul.

FOR DET Xinjiang, der i historiebøgerne er et centralasiatisk grænseland, er også en nybyggerregion, hvis skæbne tåler sammenligning med de 1800-tals nordamerikanske kulturer, vi kender fra Hollywoods westernlegender. Uighurerne er i Centralasien, hvad f.eks. sioux- og navajo-stammerne var, da general og siden præsident Ulysses S. Grant efter borgerkrigen 1861-65 gjorde den vestlige del af Amerikas Forenede Stater til det moderne USA, vi kender i dag, domineret og udviklet af hvide nybyggere.

Majoritetskineserne, der kendes under den etniske betegnelse han , har den samme rolle i Centralasien som i sin tid Grants soldater og entreprenører med rødder i Europa, herunder en håndfuld af mine sønderjyske forfædre, fik i Amerika. Navajoernes land har jeg også besøgt.

Ganske som de nordamerikanske indianerstammer førte krig mod nybyggerne, har uighurerne modsat sig det, de opfatter som den han-kinesiske kolonisering, det, Kina kalder udvikling. Ingen, ej heller vestlige menneskeretsaktivister, tør bruge betegnelsen ’befrielseskamp’ om uighurernes kamp, der i et enkelt års terrorhandlinger (2009) kostede mindst 200 civile livet, langt de fleste han-kinesere.

Terroreksperter har for længst dokumenteret forbindelserne mellem al-Qaeda og uighurernes løsrivelsesbevægelser. De handlinger, uighurerne er kendt for i verden, befinder sig derfor på den forkerte side af historien, og derfor slipper den kinesiske centralregering af sted med at føre en hård politik i Kinas geografisk største provins.

Ifølge Europas nok førende forsker i Xinjiang-konflikterne, Adrian Zenz, har provinsmyndighederne rekrutteret mere end 90.000 politifolk på bare to år, hvilket indebærer, at der nu er 500 betjente for hver 100.000 indbyggere, svarende til niveauet i Tibet. Centralregeringen har opført hundredvis af genopdragelseslejre, som i resten af Kina ellers hævdes at være under afvikling.

Ugemagasinet Der Spiegels korrespondent beretter fra et nyligt besøg om intensiv politiovervågning overalt. Når han spurgte forbipasserende, hvorfor så mange butikker og markedspladser i byen Hotan var nærmest forladt, lød forklaringen, at folk var sendt på ’uddannelsesophold’. Pensum i disse lejrskoler er kinesisk sprog og patriotisk indlæring, forklarer han.

Banegården i Kashgar er bevogtet, som var det en militær base, hvor rejsende skal vise identitetspapirer, inden de går om bord i toget. Der er overvågning overalt på den nye Silkevej, der nok bringer Asien tættere på Europa, men moderniseringen har en høj pris; Vestens kritik er forstummet, fordi der er tale om terrorforebyggelse.

(klumme i Politiken 12. august 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Et opråb til vore historielærere

Skoleelever og studerende har brug for at vide, at imperialismen er vendt tilbage til nutiden.

Enhver forælder kender til oplevelsen af, at børnenes skolebøger enten er for slidte eller indholdsmæssigt forældede. Ofte begge dele, og her er der næppe meget nyt under det danske undervisningssystems brændende sol. Lærere kender også til den situation, at eleverne dropper bøgerne og søger kilder på det altfortærende internet. Hånden på hjertet: Der er også meget af det gamle pensum, der holder, uanset om det findes på papir eller er rykket over på nettet. Historisk viden forældes ikke, men der er selvfølgelig brug for nye fortolkninger og sammenligninger med aktuelle forhold.

Så her er et historisk begreb, der utvivlsomt er blevet fortrængt i mange års historieundervisning og som fortjener genovervejelse i nutidens pensum: imperialisme. Uha! For nogle et fælt ord, der lyder som noget, der er kommet ud af munden på marxistisk orienterede skolelærere.

Jamen hør, var imperialismen ikke en periode, der sluttede med afkoloniseringen af lande især i Afrika og Asien med lukning af de sidste sørgelige og brutale kapitler af den vestlige civilisations historie ca. 1975 (USA i Vietnam og omegn, Portugal i Mozambique og Angola, og i øvrigt var Sovjetunionen 1917-91 også et imperium)?

Tænk om igen: Imperialismen er ikke død. Den er her igen i en anderledes forklædning.

FØRST definitionen: Gyldendals Store Danske forklarer imperialismen således: »ekspansionspolitik, som indebærer dominans og udbytning fra én magts side over andre magter, folkeslag eller områder. Resultatet kan være dannelsen af formelt organiserede imperier, hvilket der historisk findes mange eksempler på. I nyere sprogbrug bruges ordet imperialisme ofte om politiske og økonomiske dominans- og udbytningsrelationer, der ikke hviler på et formaliseret grundlag. Centralt står således økonomisk imperialisme, som kan udøves, uden at den udnyttede parts suverænitet antastes«.

Hjemlige erhvervshistorikere vil vide, at danske Østasiatisk Kompagni, grundlagt 1897 i Thailand, på højden af sin eksistens (ca.1970) beskæftigede mere end 40.000 individer på verdensplan og var større end Mærsk. ØK forblev dog en dværg sammenlignet med britiske East India Company, der i sin storhedstid, ca. år 1800, kontrollerede en privat hær på mere end 260.000 mand, svarende til det dobbelte af datidens nationale britiske væbnede styrker.

Hvor mange elever har i historietimerne lært, at den britiske kolonisering af det indiske subkontinent i sin første fase ikke var noget, staten stod for, men resultatet af en privat virksomheds handlinger? Det britiske selskabs hårdhændede forvaltning af subkontinentet varede til 1858, da beslutningstagerne i London fandt det private koloniseringsprojekt i Sydasien uholdbart. Løsningen? Nationalisering af klodens dengang største virksomhed.

HVORFOR MINDE nutiden om denne brutale del af den vestlige civilisations udvikling? Ikke fordi historien gentager sig, men fordi, som Mark Twain yndede at sige, den rimer. Datidens kolonisering handlede om udnyttelse af råstoffer og billig arbejdskraft og kontrol med handelsruter, kort sagt økonomisk vinding og udbredelse af magt. Briterne rivaliserede med hollændere, franskmænd og portugisere og benyttede sig af lokale magthavere i magtspillet.

Nutidens imperialister er mere udspekulerede; de går ikke efter ædelmetaller eller krydderier. Nej, de vil have greb om nutidens mest eftertragtede ressource: folks opmærksomhed. Derfor er det størrelser som Google, Facebook og Instagram, der spiller de roller, som engang tilfaldt East India Company, Østasiatisk Kompagni og Vereenigde Oostindische Compagnie. Når EU-kommissær Margrethe Vestager idømmer Google en kæmpebøde er det således ikke kolonialismens afløser, globaliseringen, hun vil straffe. Hun vil sikre det globale projekt på vilkår, der er mere retfærdige for borgerne.

POLITIKERES og myndigheders kritik og skepsis over for techgiganterne er i vækst i denne tid; fascinationen af Google og Facebook er tydeligvis aftagende blandt brugerne. Samtidig bør vi huske på, at giganterne fra Silicon Valley ikke længere dominerer den globale kamplads. De har fået konkurrence fra opkomlinge i den verden, der dengang var fattig og udbyttet: kinesiske Tencent, WeChat, Huawei og andre. Nutidens opgør mellem imperier begynder at ligne noget, der kan blive mere jævnbyrdigt.

(klumme i Politiken 9, august 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar