Raketmanden flyver under virusradaren

Covid-19 forstærker Kim-dynastiets overlevelseskraft.

Tragedier og/eller katastrofer. Eller begge på samme tid. Mens covid-19 har sendt højtudviklede demokratiske samfund i knæ, ser diktaturer og autokratier ud til at kunne mobilisere deres statsapparater i skræmmende grad.

Dommedag for vore højtbesungne universelle friheder? Den sydøstasiatiske østat Singapore, der af sine kritikere ondskabsfuldt er blevet kaldt for kapitalismens svar på Nordkorea, gør en masse rigtigt i bekæmpelsen af covid-19, fordi styreformen er meritokratisk, dvs. vidensbaseret (modsat flere syd-og østeuropæiske lande, desværre).

Husk lige, at Vietnam og Kina har Singapore som rollemodel, men at de langtfra er lige så effektive. Anderledes med Nordkorea, der ikke er en stat, der kontrollerer sit militær, men lige modsat: et militær, der har en stat. Eller forsøger sig med en sådan. Feudalisme kombineret med generalissimodiktatur.

MON I, kære læsere, stadig erindrer præsident Trumps storladne forsøg på at gøre en statsmands forskel i Østasien ved at mødes personligt med sin egen diktatorraketmand, Kim Jong-un? Der er kommet pinligt lidt ud af de øvelser. Andet end at demonstrere, at USA’s politik i Asien er er gået i stumper og stykker, og at Raket-Kim i Pyongyang står stærkere end nogensinde. Han er fløjet under virusradaren og har fyret flere missiler af, mens resten af verden har været fuldt optaget af at bekæmpe covid-19.

Raketmandens sololøb er ikke kun en ydmygende fiasko for Trump, men også for Kinas stærke mand, Xi Jinping. En afnuklearisering af Den Koreanske Halvø kunne have været hjørnestenen for bedre tilstande i både Asien og verden længere væk. En løsning på det nukleare opgør i Korea kunne have banet veje for en fredeligere sameksistens mellem verdens to største økonomier og et ophør af den handelskrig, som har skadet både den kinesiske og den amerikanske økonomi, og som forværrer Europas i forvejen udsatte position.

ER DET EKSTREMT lukkede Nordkorea da helt sluppet for coronaforbandelsen? Kort før påske rapporterede Verdenssundhedsorganisationen (WHO)’ s faste mand i Pyongyang, at 709 individer er blevet testet for covid-19, men ingen er fundet positive. Virkeligheden er anderledes.

Nyhedssiden Daily NK, der har base i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, og er bredt respekteret for sin troværdighed, oplyser, at en kvinde i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, 27. januar blev pandemiens første dødsoffer i det lukkede land. En måned senere var tallet en snes, men den officielle dødsårsag blev angivet som lungebetændelse.

Straks efter det første dødsfald lukkede myndighederne landegrænsen til Kina og dermed for den strøm af varer, der holder gang i den udpinte økonomi. Umiddelbar konsekvens: mangelsituationer og dramatiske prisstigninger på basale fødevarer.

Alvorligt, men ikke livstruende for regimets overlevelseskraft. Nordkoreanerne husker nemlig de sultkatastrofer, der i 90′ erne kostede mindst en million indbyggere livet, og som i overvejende grad var et resultat af, at mange års bistand fra Rusland og Kina ophørte.

Regimets propagandamaskine bestræber sig på at begrænse, hvad den selv ser som et fake news-fænomen, som rammer samfundet gennem indsmuglede kinesiskfremstillede smartphones. Den statskontrollerede avis Rodong Shinmun har dagligt bragt artikler om covid-19 med anvisninger til befolkningen om, hvorledes den bedst beskytter sig selv.

Den herskende klasse i Nordkorea er officerseliten, dvs. generalerne. I næste række kommer de ikkemilitære medlemmer af det nordkoreanske Arbejderparti.

Derefter den privilegerede bybefolkning i hovedstaden Pyongyang. Langt nede ad den sociale rangstige kommer almindelige bønder og arbejdere i provinsregionerne. Klassedelingen er ekstrem.

Regimets udfordring består i at gøre indsatsen til noget, som befolkningen siden vil takke det regerende Kim-dynasti for. Myndighederne vil derfor forsøge at skjule, at både medicin, værnemidler og mange fødevarer er smuglet ind fra den kinesiske nabo i nord.

DER VIL IKKE blive erklæret undtagelsestilstand i klodens mest militariserede stat. I stedet vil klanstyret se sin stol på egne-kræfter ideologi bekræftet. Et vigtigt aktiv op til fejringen af kommunistpartiets 75-års dag i oktober. En begrædelig realitet for broderfjenden Sydkorea, for resten af Asien og for verden.

Når verden en dag vågner op til en post corona-virkelighed, må den koreanske halvø tilbage på den internationale dagsorden.

Xi Jinpings Korea-ekspertise må gerne tage fat i Joe Bidens inderkreds allerede nu.

(klumme i Politiken 14. april 2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Nu rulles silkevejene ud i Italien

USA’s fravær og europæisk populisme åbner en ladeport for Kina.

DE TO ITALIENSKE regioner Lombardiet og Toscana rummer de relativt største grupper af etniske kinesere i Europa. Strømmen af indvandrere fra giganten i øst til det misregerede støvleland tog dramatisk fart efter Kinas medlemskab af verdenshandelsorganisationen WTO i 2001.

Ifølge statistiske opgørelser fra det italienske ministerium for arbejdsmarked og socialpolitik befandt der i 2018 ca. 309.110 kinesere i landet; det reelle tal er selvfølgeligt større på grnd af Italiens omfattende gråsorte, uregistrerede økonomi og kinesernes evne til at organisere sig i uformelle netværk.

Ifølge oplysninger fra udenrigsministeriet i Beijing er det den toscanske by Prato og provinsen af samme navn, der har den største lokale koncentration af etniske kinesere uden for selve Kina. Journalisten Silvia Pieraccini, forfatter til bogen ‘ L’Asssedio Cinese’ (Den kinesiske belejring), vurderer, at antallet alene i Prato er mindst 50.000, og at de udgør 30 procent af byens befolkning.

Pratos højreorienterede borgmester Roberto Cenni kalder kinesernes tilstedeværelse for et ‘ organiseret illegalt system’ og har udvirket, at politiet har gennemført flere razziaer mod kinesiske arbejdspladser. Den sociale integration er slået fejl, og kineserne har i dag egne skoler og supermarkeder.

I mange år har det store flertal af italienere tolereret den kinesiske tilstedeværelse, men udbruddet af covid-19-epidemien er ved at ændre på denne tilstand.

Kinas aktuelle nødhjælpspolitik spiller på et højere politisk niveau ind i Italiens relationer med det øvrige EU. Argumentet lyder, at kinesiske selskaber og velgørenhedsorganisationer har fyldt det tomrum ud, som et splittet EU og et inaktivt USA har efterladt:

Tidligt i epidemien tilbød Kina italienerne 1.000 ventilatorer, to millioner masker, 100.000 respiratorer, 20.000 beskyttelsesdragter og 50.000 testkits. Italien blev det første EU-land, der allerede 12. marts tog imod kinesisk sundhedspersonale.

Men med hjælpende kinesiske hænder følger også en voksende europæisk bekymring over, at Kina driver endnu en kile ind i det i forvejen fragmenterede europæiske samarbejde. Der trækkes nye geopolitiske linjer på det euroasiatiske kort: For et år siden blev Italien det første G7-land, der formelt tilsluttede sig Kinas ambitiøse og vidtrækkende euroasiatiske infrastrukturprogram, kendt som Belt and Road Initiative (BRI), de nye silkeveje.

Ifølge avisen Frankfurter Allgemeine blev den italienske premierminister Giuseppe Conto tidligt i coronakrisen ringet op af den kinesiske præsident og generalsekretær Xi Jinping, der i samtalen slog til lyd for, at Italien og Kina bliver trædesten i en ‘ ny silkevej for sundhed’. Velkommen til en verden i forandring.

På tværs af politiske systemforskelle vil bekæmpelse af epidemier nødvendiggøre overvågning. Huawei har teknologien. Kritikere siger, at virusspredning dermed bliver politisk, men prøv at sælg det budskab i et Italien, der ikke fungerer i kraft af sine folkevalgte, men på trods af dem.

Tilliden mellem politikere og borgere i denne pragtfulde kulturnation har alle dage været minimal. Med klodens næstældste befolkning er Italien allerede alvorligt udfordret. 14 millioner italienere, en fjerdedel af indbyggerne, er over 65. Gennemsnitsalderen hos det kinesiske mindretal er 31 år.

Den italienske avis Corriere della Sera bragte forleden en historie om, at 190 millioner beskyttelsesmasker er blevet forsinket, blokeret eller er bortkommet hos nabolandene. Imens satte den kinesiske propagandamaskine med en Twitter-kampagne massivt ind i den folkelige meningsdannelse. Tusinder af tweets i marts havde budskaber som # forza-CinaItalia (fremad, Kina og Italien) og # grazieCina (tak, Kina) og blev genereret af robotter.

Budskaberne blev cirkuleret i et politisk landskab, som er populistisk; landets regeringskoalition inkluderer den såkaldte Femstjernebevægelse, som anses for at være både EU-og Nato-skeptisk og i stigende grad prokinesisk.

Hvor er USA henne i dette drama? Supermagten kan ikke stille med nødforsyninger, der rækker til at hjælpe nationens egne borgere; af samme grund er det ikke amerikanske transportfly, der vil komme italienere eller andre europæere til hjælp i kontinentets mest kritiske tilstand siden 1945.

Andre modtagere af kinesisk nødhjælp og den dermed forbundne propaganda er Spanien, Frankrig, Tjekkiet, Serbien og Ungarn. Onkel Sam er fraværende.

USA er ude, Kina er inde. Italien er trædestenen.

Efter coronakrisen følger en årelang gældstilstand, og hvem skal så hjælpe de vaklende økonomier i Europas blødende bug ved Middelhavet? Præsidenten i klodens mest forgældede supermagt?

Tilstanden er ikke til en langvarig konfrontation, anført af ideologiske fanatikere i Washington, der repræsenterer verden af i går. Dialog og samarbejde, tak.

(klumme i Politiken 6. april 2020)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trafik og tobak er (stadig) de store dræbere

Risikoforskningen bedes begynde forfra og omdefinere epidemibegrebet.

Samfund, stat og borgere er slået ind på et dramatisk kursskifte. Det er så svimlende at følge opdateringerne af antallet af covid-19-smittede og døde time for time, at mange af os risikerer at tabe de afgørende forhold på bundlinjen af syne: Hvor mange vil dø af covid-19, og hvordan sørger samfundet bedst muligt for at forhindre gentagne epidemier?

Lad mig præsentere nogle brutale og triste fakta, som sætter den aktuelle tilstand i perspektiv:

De vigtigste årsager til dødsfald i utide i den moderniserede verden er vores adfærd. Trafik, tobak, druk og (især i USA) håndvåben. Trafikken først: I Europa dør godt 25.000 på veje og gader hvert år. Læg hertil mindst 130.000 alvorligt kvæstede. Her taler ingen politikere om undtagelsestilstande eller nedlukninger. Bilmærker er identitetspolitik for middelklassen.

Okay, her på kontinentet har vi efter årtiers erfaringer bevæget os over i de rette kørebaner, og med et gennemsnit på 49 trafikdræbte per 1 million indbyggere er vejnettet i EU det sikreste på kloden. Danmark ligger i den pæne ende af statistikken med lige knapt et par hundrede trafikdræbte om året.

Prøv så at springe et halvt århundrede tilbage i tiden: 1971 var med 1.213 trafikdræbte året med det højeste antal dødsofre på danske gader og veje nogensinde. Herefter dykkede kurven, fordi vi i 1974 indførte generelle fartgrænser og i 1976 lovpligtige sikkerhedsseler.

På 40 år lykkedes det herhjemme at opnå et 85 procents fald i antallet af trafikdræbte. Resten af Europa følger pænt med: På et tiår har EU-landene i gennemsnit formået at reducere trafikdrabene med en femtedel. Alligevel er det fristende at repetere, hvad Teslas skaber Elon Musk skal have udtalt: Hvis bilen var blevet opfundet i dag, ville den af sikkerhedsmæssige grunde ikke være blevet tilladt.

EN SYNDER i samme sværvægtskategori som trafikken er tobakken. Den kronisk underfinansierede verdenssundhedsorganisation WHO publicerede i fjor en rapport, der fløj under de vestlige mediers radar. Den kategoriserede rygning som en pandemi! Herhjemme vedtog Folketinget beskedne stigninger i tobaksafgifterne. Rettidig omhu?

WHO fortæller også, at tobak hvert år er den primære dødsårsag for otte millioner af planetens indbyggere. Supplerende fakta: otte ud af ti af verdens anslået 1,1 mia. rygere lever i lav- og mellemindkomstlande, men det fritager ikke os i de rige enklaver for ansvar.

 

Der er et fælles træk ved den dødsfare, der udgår fra bilerne og cigaretterne: At vore politikere handler ud fra den filosofi, at der gennem skatter og afgifter kan rettes op hos borgernes uhensigtsmæssige adfærd. Så langt, så godt, men metoderne kommer til kort, fordi befolkningen lever med den opfattelse, at trafikken og tobakken er risici, vi selv har hånd om. Fortæl lige det til fodgængere, cyklister og passive rygere.

Den ultimative sundhedsforbryder bliver den bilist, der med 100 kilometer i timen holder en smøg mellem to fingre, alt imens han eller hun griber ud efter mobilen på passagersædet ved siden af, forbi bluetooth-forbindelsen til bilens indbyggede lydsystem er frakoblet.

VORES PASSIVITET over for massakrerne på gader og veje skyldes opfattelsen af, at trafik er en kontinuerlig katastrofe, der ikke længere trækker store overskrifter i medierne, mener den tyske risikoforsker og professor Ortwin Renn. Vi nedvurderer farer, vi fejlagtigt selv tror at have indflydelse på, mens vi overvurderer de mere abstrakte risici, som i hverdagen er bittesmå.

Det er derfor, vi i de vestlige samfund har brugt og fortsat vil bruge milliarder på at sikre os mod kommende krige og terrorangreb, uagtet at terror kun er en af de mindre årsager til dødsfald i vores del af verden. Krige mellem stater er blevet en sjældenhed, mens borgerkrige, inklusive lokal terror, er i vækst. Sidstnævnte kan vi gøre uendelig lidt for at ændre på.

Alligevel bruger vi milliarder på at beskytte os mod de farer, mens vi lader den dødbringende trafik fortsætte. For det moderne middelklasseliv i de velstående samfund er uløseligt forbundet med bilen og den mobilitet, den giver os. I det glansbillede er tobakken på vej ud. Turistrejserne står over for en pause, men kommer utvivlsomt stærkt tilbage, når skrækken for corona enten er blevet fortrængt eller tilpas bearbejdet af underholdningsindustrien.

Fortæl lige turister fra Europa, Nord- og Sydamerika og de velstående dele af Asien, at de i fremtiden skal acceptere rejsekvoter, f.eks. kun en enkelt interkontinental ferierejse hvert femte år? På hvilken planet vil det blive accepteret?

(klumme i Politiken 02.04.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Tryghed før frihed

Der vil blive indført kontrolmetoder efter folkeligt krav om det, vi normalt tager afstand fra.

FOR DET igangværende kapitel i historien om Danmarks overlevelse og udvikling som nation vil der aldrig være endelige konklusioner; det bliver som med besættelsesårene, de to verdenskrige og den kolde krig i det 20. århundrede, at begivenhederne bliver genstande for konstante om- og nyfortolkninger. Slutkapitlet kan aldrig skrives.

Foreløbig synes ét at stå klart: Staten i al dens magt og vælde er tilbage med en kraft, som nogle vil opleve som beroligende, mens andre vil skræmmes. Minimalstatsfantasterne, anført i fordums tider af Anders Fogh Rasmussen, siden efterfulgt af Anders Samuelsen, Ole Birk Olesen og andre, vil i lang tid fremover ikke få langtidsholdbare ideologiske efterfølgere. Det pragmatiske midtersynspunkt, som de politiske fløje kan nærme sig omkring, er, at stat og marked er hinandens forudsætninger.

Her og nu er det lærerigt at bevidne, hvordan vestlige demokratier er parate til at begrænse basale friheder i bestræbelserne på at komme coronatruslen til livs. Interessant er det også, at vi skal uden for Europa for at finde eksemplet på et land, der har reduceret sine infektions- og dødstal med rekordfart uden at ty til nedlukning af samfundet.

Vi taler om Sydkorea. Med 50 millioner indbyggere og tradition for en kontrolstat, som i andre varianter kendes fra nabolandene. Østasiens årtusindgamle tradition for meritokratiske hierarkier kan ikke kopieres i hverken Afrika eller Mellemøsten, men har store ligheder med de politiske systemer i vestlige demokratier, dog langtfra alle. Husk finanskrisen: Grækenland bliver aldrig som Tyskland.

I ASIEN ER DEN store joker lige nu Indien. Indtil forgangne uge var smittetallene lave, men derefter skiftede billedet. Udfordringen er befolkningstætheden: 420 indbyggere per kvadratkilometer. Til sammenligning har det mere urbaniserede Kina 148 individer per kvadratkilometer. Indiske storbyer er i skræmmende grad præget af slum med hygiejniske forhold, der skriger til himlen. Indisk erhvervsliv og politisk kultur savner helt den entreprenørkraft, som i moderne tid har kendetegnet Japan, Sydkorea, Kina og Taiwan. Med entreprenørkraft menes også beslutningsevne, og her har de autoritære regimer en fordel. Bestræbelserne på at kontrollere smittespredningen kommer derfor uundgåeligt til at spille ind i rivaliseringen mellem USA og Kina. Og hvordan står de to giganter så i et sammenlignende studie?

Kina fejlede fatalt gennem de første par måneder af forløbet, efter at de første tilfælde af smittede blev opdaget i Wuhan i november. Personale blev tilbageholdt og vigtig information undertrykt. Men da partisystemet erkendte, at dets legitimitet var på spil, blev der skiftet hest i vadestedet.

Det amerikanske svigt har en dybere og længerevarende karakter i den forstand, at Donald Trump gennem sine tre første år i embedet har sået dyb mistillid til de statslige institutioner, der kan gøre en livsvigtig forskel her og nu. Trumps USA er en parodi på ansvarlig regeringsførelse, regningen kommer ved stemmeurnerne.

Mens vi venter på en afløser i Det Hvide Hus, leder Xi Jinping en ’folkekrig’ mod smittespredningen, og hvorfor bliver dens mest vidtgående metoder accepteret af befolkningen? Fordi den har prøvet det før (Sars i starten af ’00’erne). Forskellen på dengang og nu er den vidtgående digitalisering, der har gjort Kina til den mest sofistikerede og effektive overvågningsstat i menneskehedens historie.

Om vi andre skal være bange for det? Kinas politiske system og kultur kan ikke kopieres uden for Østasien, men statens brug af digitale redskaber kan selvfølgelig inspirere. Det kan bringe Europa i den aparte tilstand, at den overvågningsstat, som Kinas ledelse har påtvunget sin befolkning, på sigt vil være noget, som regeringer og myndigheder indfører i det, vi historisk har kaldt den ’frie verden’. Fordi befolkningerne kræver det.

Et paradoks af dimensioner: Vi kommer til at indføre kontrolmetoder efter folkelige krav om det, vi instinktivt tager afstand fra, når det bruges af autokratiske, diktatoriske regimer. I behovspyramiden kommer tryghed og sikkerhed før frihed.

Kontrolstaten kommer, fordi de teknologiske redskaber er til stede, og alle kan bruge dem. Den kombination af trusler, som Europa står over for, åbner en motorvej af muligheder: terrortruslen, migrationspresset fra Afrika og Mellemøsten, klimaforandringerne og nu en pandemi. Globaliseringen, som vi har kendt den siden Berlinmurens fald og verdenskommunismens opløsning, er død, men endnu ikke begravet. Her og nu kan vi europæere håbe på, at Kina og USA snarest finder fodslag.

(klumme i Politiken 25.03.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Afvikling i Afghanistan i al evighed

Vestlig retræte uden fred er det realistiske scenarie. 

HVORDAN SKAL eftertidens historieskrivere omtale og bedømme det forsøg på en fredsordning for Afghanistan, som blev forsøgt i Doha sidste dag i februar? Hvilke interesser er involveret, og hvordan vil disse kunne blive tilgodeset i fremtidige scenarier?

For Donald Trump handler det om at opfylde et valgløfte om at bringe endnu en af de ’endeløse krige’, USA har deltaget i, til ophør. Afghanistan-krigen, der startede med invasionen umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001, er USA’s længste nogensinde.

Næstkommanderende i Taleban-bevægelsen Sirajuddin Haqqani gjorde det i en kommentar i New York Times 20. februar klart, at hvis amerikanske tropper forbliver i landet, udebliver freden. USA vil på sin side afvente resultatet af, hvad der kaldes intra-afghanske forhandlinger mellem centralregeringen og de forskellige stammeledere. Afghansk historie har ingen gode eksempler at byde på her.

Et muligt scenario er, at Afghanistan er på vej til at få noget, der minder om ’et anstændigt interval’, som for snart et halvt århundrede siden blev betegnelsen for daværende præsident Nixons fredsaftale for USA’s daværende allierede Sydvietnam. To år efter underskrivelsen i Paris i januar 1973 blev det sydvietnamesiske regime løbet over ende af kommunistiske styrker fra Nordvietnam, hvorved ti års udsigtsløs krigsførelse blev afsluttet.

Men forskellene på Vietnam 1975 og Afghanistan 2020 er større end lighederne. Sidstnævnte først: Amerika er i defensiven globalt. Men hvor det meste af datidens Sydøstasien var loyale USA-allierede, er Afghanistans naboer et helt andet sted:

Iran er den vigtigste strategiske partner for alle afghanske aktører. Flere end tre millioner afghanere befinder sig på iransk jord. Ruslands tætte forbindelser til Taleban går gennem Teheran. Rusland har været vært for flere forsoningsmøder mellem de afghanske grupperinger, og temaerne har angiveligt været at definere konfliktløsninger uden for vestlige samarbejdsmodeller.

Teheran har langt bedre kontakter i det afghanske politiske landskab end både Rusland og Kina, men Moskva og Beijing kan levere solide rammer for en slags fredsordning: russiske våben og teknologi, kinesiske penge. En model, som Afghanistan kan blive integreret ind i, findes i Shanghai Samarbejdsorganisationen, hvor både Iran og Afghanistan har observatørstatus. Iran kan tilmed blive fuldt medlem allerede i år, hvis det fastholder den atomaftale, som USA har forladt.

De nævnte rolleindehavere har et fælles mål: USA skal helt ud af Afghanistan. Har man i Teheran, Moskva og Beijing så en forestilling om, hvorledes et fremtidigt Afghanistan skal se ud?

Et nyt ’Pashtunistan’ er en mulighed. Ikke alle pashtunere støtter Taleban, men de dominerende lag i Taleban-bevægelsen er pashtunere. Fundamentalt er pashtunersamfundet en stammekultur, der repræsenterer modsætningen til alt det, vi kender i den moderne vestligt konstruerede statsdannelse baseret på rational jura, lighed for loven, sekularisme og en videnskabsbaseret samfundsopbygning.

Flere år før terrorangrebet i 2001 repræsenterede Taleban-bevægelsen et forsøg på at bane vejen for pashtunerkulturens tilbagevenden som den dominerende politiske kraft i landet. Dette lader sig bedst gøre i en decentral magtstruktur baseret på klanrelationer og koalitioner frem for politiske institutioner. Derfor vil et kalifat heller ikke få et ben til jorden.

Afghanistan er aldrig i moderne tid blevet underkuet af større magter. De britiske imperialister i Sydasien måtte betale dyre lærepenge efter nederlaget i den anglo-afghanske krig 1919-21, der førte til, at briterne måtte opgive overhøjheden i regionen og anerkende Afghanistan som et selvstændigt rige.

I årene 1979-1989 måtte datidens sovjetiske supermagt betale dyrt i soldaterliv og penge i forsøget på at gøre det ludfattige bjergbondeland til en kommunistisk vasal. Nutidens vestligt ledede koalition står i en tilsvarende udsigtsløs situation i en kultur, vesterlændinge fundamentalt mangler indsigten i.

SELV MED EN amerikansk tilbagetrækning af egentlige landstyrker bør ingen forvente sig et ophør af kamphandlinger. USA’s missilangreb 3. januar i Irak, der dræbte den iranske general Qasem Solaimani, er et vidnesbyrd om, hvilken type krigsførelse Pentagon foretrækker. Invasioner i den gammeldags forstand er ude, droner, missiler og hybrid krigsførelse er inde. Større effektivitet for færre penge er et mantra, som enhver amerikansk præsidentkandidat vil kunne skrive under på. Krige i Afghanistan og omegn kan fortsætte i al evighed, mens diplomater taler om fred for det internationale publikum.

(klumme i Politiken 09.03.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Bernie i Det Hvide Hus? Uha!

USA bør gøre op med polariseringen. Her hjælper Sanders ikke.

De færreste valganalytikere uden for USA har bemærket det, men den faktor, der kan blive afgørende for, hvem vælgerne til november placerer i Det Hvide Hus, er den demografiske. Mere præcist: aldersprofilen og sammensætningen af etniske grupper i den valgaktive del af den amerikanske befolkning.

Trukket hårdt op befinder USA sig i en fremadskridende demografisk revolution, der før eller siden får politiske konsekvenser. Hvilket man har spået i årtier: Andelen af dem, der repræsenterer USA’s historiske kernekultur, populært kaldet wasp’erne (hvide angelsaksiske protestanter) er på retur, trængt af indvandringen af latinoer, dvs. spansktalende fra USA’s sydlige naboer.

Katolske John F. Kennedy, den hidtil eneste af slagsen, der har vundet Det Hvide Hus, er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at USA styres bedst af wasp-præsidenter.

Der kan være overraskelser på vej: Det er ikke længere utopisk at få et USA ledet af en præsident med jødisk baggrund. For der er nu to af slagsen i kapløbet, den selverklærede socialist Bernie Sanders og multimilliardæren Michael Bloomberg.

I sin selvbiografi undgår Sanders helt at omtale det år, 1963, hvor han var frivillig i en israelsk kibbutz. Da han siden flyttede til Vermont for at skabe sin politiske karriere, erkendte den lokale rabbiner hurtigt, at det var formålsløst at invitere Sanders i synagoge. I årene forinden havde Sanders’ medstuderende i Chicago opdaget, hvor inspireret Bernie blev af at læse tekster af Eugene V. Debs, den fagforeningsaktivist, der fem gange i perioden 1900-1920 forsøgte sig som præsidentkandidat for Amerikas Socialistiske Parti.

Sanders’ røde sympatier fornægter sig ikke i hans levnedsløb. Mens han var borgmester i Burlington, giftede han sig i 1988 med sin Jane, og parrets bryllupsrejse gik til den by i Sovjetunionen, som han havde gjort til venskabsby med Burlington. I et interview efter rejsen erkendte han, at bolig- og sundhedsforhold absolut var bedre i USA end i Sovjetunionen, men især fordi »priserne var så meget højere«, lød hans forklaring.

I 1985 rejste Sanders til Nicaragua for at deltage i fejringen af den sandinistiske revolution, der seks år tidligere havde bragt et proamerikansk diktatur til fald. Sanders formulerede et hyldestskrift til sandinisterne, hvori han understregede, at »jeres revolution vil sejre«. I 1990 blev sandinisterne sat på porten af landets vælgere. Det cubanske fallitbo har Sanders også talt pænt om.

VERDEN ER FYLDT med venstreorienterede politikere, der er rykket mod midten i takt med at de er kommet tættere på magtens centrum. Men denne logik gælder ikke længere i polariseringens og identitetspolitikkens æra. Det handler ikke om, at USA er kronisk højreorienteret, snarere om, at landet er for etnisk diversificeret til at blive ledet af dogmatiske ideologer.

Den demokratiske liberalisme i USA har været rummelig nok til at kunne levere både Franklin Roosevelts new deal -socialdemokratisme i 30’erne og Lyndon Johnsons great society -reformer i 60’erne, men ikke nationaliseringer af den slags, Sanders tilbyder som fremtiden for det amerikanske sundhedssystem.

Sanders har endnu ikke givet de amerikanske vælgere indsigt i, hvordan han som landets leder vil føre praktisk politik i et system, som Trump har polariseret halvt ihjel. Som kongresmedlem brugte han sin tid på at skælde ’systemet’ ud frem for at opbygge fællesnævnere og koalitioner hen over skillelinjen mellem demokrater og republikanere og dermed finde løsninger frem for at forhindre dem.

Han er amerikansk venstrefløjs svar på højrepopulismens Trump-isme, karakteriseret af forbitret, uforsonlig og vred retorik, der ser stort på hverdagens realiteter. Når han henviser til de skandinaviske samfund som rollemodeller, overser han de omstillinger, Danmark og Sverige måtte igennem for at lande på den flexicuritymodel, der har udløst misundelse overalt i Europa.

Valgkampens store usikkerhedsfaktor er alle de nye vælgere, for hvem Sanders’ generalieblad er uinteressant. Til november vil en tredjedel af alle stemmeberettigede være latinoer, afroamerikanere og andre ikkehvide, og mindretallene tilsat de Trump-kritiske kvinder kan afgøre valget.

De såkaldte generation Z-vælgere (aldersgruppen 18-25 år) vil i år være dobbelt så mange som i 2016, 10 procent af vælgerskaren mod dengang 4. Latinoerne, den hurtigste voksende etniske gruppering i USA, repræsenterer et mønster i stemmeafgivningen, der har ligget konstant i årtier: 2 ud af 3 stemmer på demokraterne. Men her er der brug for en mere besindig politiker end den iltre populist fra Vermont.

(klumme i Politiken 05.03.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Få Hongkong ind på pensum, tak

Den tidligere koloni er stadig et eksperimentarium for demokratisk liv.

Pludselig forsvandt Hongkong fra de vestlige medier, fortrængt af forskrækkelsen over coronaen. Så da et studenterforum på Copenhagen Business School (CBS) inviterede til deltagelse i et debatpanel om Hongkong tog jeg naturligvis imod.

Til højre for min plads i panelet sad tre repræsentanter for aktivisterne, alle iført mundbind, et værn mod coronavirus, men også et symbolsk udtryk for den mundkurv, som aktivisterne mener, at Hongkongs kinesiske centralstyre påfører indbyggerne.

To timers oplæg og diskussioner skulle vise, at min opfattelse af denne region med særstatus under Kinas centralregering lå langt fra aktivisternes. Vi repræsenterede to forskellige virkeligheder uden mange fællesnævnere eller berøringspunkter. Generationskløften lignede en afgrund.

Mit første besøg i regionen, dengang britisk styret, fandt sted for knap 42 år siden. Kontrasten til det kinesiske fastland, jeg lige kom fra, var dramatisk. Sidste stop på togrejsen ind i Hongkong var landsbyen Shenzhen, et idyllisk, men søvnigt hjemsted for ca. 40.000 fiskere og bønder. Netop Shenzhen blev siden gjort til et enestående udviklingseksperiment, hvor kinesiske entreprenørsjæle skulle lære sig den kapitalistiske markedsøkonomi. Resultatet i nutidens Shenzhen? En superkapitalistisk dynamo med 14 millioner indbyggere og hjemsted for bl.a. it-giganten Huawei.

SELVE Hongkong blev efter aftale i 1984 mellem Kinas og Storbritanniens regeringer gjort til et eksperiment for demokratisk og civilt liv. En tilbagelevering af kolonien skulle ske fra 1997 med egen miniforfatning. Vesterlændinge skrev dystert om Hongkongs undergang, hjerneflugt og elendighed, men alle dommedagsprofetier blev gjort til skamme. Hongkong levede videre med rettigheder og friheder milevidt fra de diktatoriske tilstande, der kendetegner etpartistaten i det resterende Kina.

Så når Hongkong stadig har forsamlingsfrihed, pressefrihed, en uafhængig dommerstand, et dynamisk civilsamfund og valgmekanismer (som dog ikke ligner dem, vi har i Vesten), hvad vil så ikke være mere naturligt, end at aktivisterne går i dialog med disse institutioner for at konsolidere de frihedsgoder, som det lykkedes de britiske myndigheder at sikre Hongkong frem til 2047?

Well sorry, drenge og piger, dette var ikke Hongkong-gæsternes primære dagsorden. De talte i stedet en hel del om interneringen af de muslimske uighurer i den centralasiatiske Xinjiang-provins, de dårlige vilkår for kinesiske industriarbejdere og det generelle fravær af friheder og rettigheder for Kinas indbyggere.

Jo tak, men hør lige, bør de unge demokratiforkæmpere ikke koncentrere kræfterne om at sikre de goder, Hongkong har haft siden overdragelsen for snart 23 år siden? Så denne vigtige enklave kan fortsætte med at være et eksperimentarium for demokratisk og civilt liv også efter 2047, når Kina ifølge aftalen med briterne kan gøre, hvad der passer dem?

Gæsterne besvarede ikke dette spørgsmål. I stedet fik vi en harmdirrende udlægning af Hongkong-politiets anvendelse af vold. Jamen hov, hvor mange omkom under et halvt års massedemonstrationer? To individer. Til sammenligning: 27 dødsofre i Indiens hovedstad Delhi bare i denne uge, hvor muslimske demonstranter er på gaden for at opponere mod den afvikling af rettigheder, som Modi-regeringen er i gang med.

Forståelseskløften virkede uoverstigelig. Fri presse for kinesiske borgere? Jeg anbefalede South China Morning Post, en af Østasiens mest professionelt redigerede aviser, journalistisk flere hestehoveder foran mange europæiske dagblade. Nej, den avis kan vi ikke bruge til noget, lød reaktionen fra en af de maskerede paneldeltagere. For den ejes af en person, der samarbejder tæt med Kinas centralregering. Okay, så I vil have medier, som I selv kontrollerer. Facebook, måske?

Jeg sad tilbage med en deja-vu-oplevelse: dansk og europæisk venstrefløj 1968 og fremefter. Aktivister, der ser sig som martyrer for utopiske samfundsvisioner og negligerer de politiske og økonomiske realiteter i en samfundsorden, der blev forhandlet, 10, 15 eller 20 år før de blev født. Virkeligheden i Hongkong, især den, som deres forældregeneration forbinder sig med, har de trukket ud af ligningen. Det handler om både politik og psykologi.

Konkluderende: Hongkongs komplicerede historie må ind i de uddannelsessøgendes pensum snarest. Derude og herhjemme.

(klumme i Politiken 28.02.2020)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar