Monty Python mere end Solsjenitsyn

Kinas omskolede muslimer frigives til bomuldsmarker og fabriksarbejde.

MON DER stadig er læsere, der husker den russiske forfatter Aleksander Solsjenitsyns banebrydende værker om de sovjetiske tvangsarbejdslejre, kendt under samlebetegnelsen ’Gulag Øhavet’?

Offentliggørelsen af forfatterens erfaringer fra otte års ophold i en arbejdslejr i det nuværende Kasakhstan fjernede i 1970’erne de sidste rester af illusioner om karakteren af datidens sovjetstyre og medførte, at talløse selverklærede socialister og kommunister i Vesten vendte på den ideologiske tallerken og tog afstand fra alt, hvad marxismen-leninismens moderimperium stod for.

Resten er historie og ender i nyere tid med nationalkonservative gamlinge, der nødigt taler i detaljer om ungdommens kommunistiske sympatier. Solsjenitsyn selv blev landsforvist i 1974, men returnerede en snes år senere til Boris Jeltsins Rusland og blev på sine gamle dage en klassisk russisk nationalist, der ikke sparede på sympatierklæringer til Vladimir Putin.

Sådan forvandles koldkrigsæraens menneskeretsforkæmpere til apologeter for nutidens nationalpopulisme. Tilbage står ’Gulag Øhavet’ som et begreb på en ekstrem umenneskelighed: arbejdslejre, hvor millioner sled sig ihjel i en højere sags tjeneste, sovjetkommunismens. Jeltsin løslod øhavets sidste fanger i 1992.

ANLEDNINGEN til dette tilbageblik er, at især amerikanske menneskeretsorganisationer har fundet det nødvendigt at genbruge gulag-betegnelsen for de genopdragelses- og omskolingscentre i Kinas nordvestlige Xinjiang-region, som styret i Beijing får stadig hårdere kritik for.

Men amerikanerne overser helt den virkelighed, som den kinesiske statskapitalisme har placeret en af klodens største arbejdskraftreserver i. Vi taler om en for de fleste ubegribelig fusion af Lenin, Marx og Adam Smith, og hvem havde lige set den komme?

Nye læsere kan begynde her: Brug gerne 12 minutter på BBC’s dokumentarprogram ’Inside China’s thought transformation camps’. Kan ses her:

hhtp://www.youtube.com/watch?v=WmId2ZP3h0c.

BBC-reportagen er en enestående og flere steder indirekte komisk fremstilling af, hvorledes den kinesiske stat i terrorforebyggelsens navn forsøger at forvandle en stor del af regionens muslimske befolkning til en pligtopfyldende arbejdskraft, hvor bevidstheden er mere fokuseret på symaskiner, samlebånd og bomuldsplukning end på doktrinerne i Koranen.

’Efteruddannelseskurserne’ suppleres med patriotiske hyldestsange fremført af voksne i skoleuniformer. Hertil åndelig føde i form af studier af nationens, statens og partiets forfatning. Målt på enhver alen er der tale om en praksis, der burde være en umulighed i det 21. århundrede undtagen i Nordkorea.

Men muligvis er der ved at være et lille lys for enden af et kulsort tunnelmørke: Centrene, der er omhegnet af høje pigtrådsbeklædte mure og vagttårn, er sandsynligvis ved at have udtjent deres potentiale.

Tusinder af omskolede uighurer, angiveligt befriede for islamistisk påvirkning og terrorsympatier, forbliver ikke i lejrene. De bliver sluset ud i civile funktioner som fabriks-, landbrugs- og servicearbejdere i den del af den globale værdikæde, vi plejer at kalde for lavtlønsindustrier.

Antropologen Rune Steenberg, den eneste danske forsker med indsigt i forfølgelsen af uighurerne, skrev allerede i fjor om, at de fleste af centrene reelt er gennemgangslejre. Men overgrebene er massive nok: Hen over et par år skal mellem en og tre millioner uighurer have været på tvangsomskolingsophold på disse centre.

I det Gulag-øhav, som Solsjenitsyn beskrev, døde ofrene i milliontal af kulde, sult og overanstrengelse, når ikke de blev likvideret af nakkeskud. Xinjiangs muslimer dør ikke i bunker, men kommer ud af centrene som en hjernevasket arbejdsstyrke, der kan levere bomulden til den beklædning, vi andre går de skiftende årstider i møde med.

Råvaren til din skjorte eller dimserne i din nye smartphone kan hidrøre fra en bomuldsmark eller et samlebånd i Xinjiang. For den kinesiske statskapitalisme har indgået en djævelsk pagt med den multinationale kapitalisme, som vi i Vesten engang troede, vi havde monopol på. Tjek dine t-shirts!

De 12 minutter i BBC’s reportage, hvor uighurer repeterer regimets slagord, synger og spiller folklore, demonstrerer på den mest groteske vis, hvorledes Kina har transformeret et koncept, skabt af Vladimir Lenin i 1920, til faciliteter, som til perfektion passer ind i en global økonomis værdikæde og arbejdsdeling.

Komikken og ironien er brutal: Aleksander Solsjenitsyns øhav med doser af Monty Python-udgaver af kinesisk nationalpopulisme.

(klumme i Politiken 10.08.2020)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Læren af Japan 75 år efter atombomben

Dyb stat i overstørrelse: Kina repeterer den japanske succes.

Hej, alle jer unge, der forleden fik besked om, at I har fået adgangsbillet til det univers af muligheder, som vort uddannelsessystem byder på. Der venter mange af jer nogle berigende år, men I bør tilpasse jeres forventninger: Covid-19 er ved at gøre kål på jeres drømme om stabile og velbetalte job i komfortable, arkitekttegnede kontorer og sekretærbistand. I bliver i stedet proletariserede, hjemmearbejdende daglejere med Apple-computere!

Derfor handler de følgende linjer om Japan. Den opgående sols land er ulykkeligvis ved at forsvinde helt ud af danskernes horisont bortset fra som et eksotisk turistmål. Japan er også skandaløst fraværende fra læreanstalters pensum og licensmediers opmærksomhed. Vidensmæssigt er denne udvikling en katastrofe for nutidens og fremtidens årgange, eftersom de store, befolkningstunge asiatiske samfund får stadig større global betydning inden for forskning, uddannelser, opsparing og velstand, nyetablering af virksomheder, jobskabelse, it og tech – kort sagt: alt det, der definerer fremtidens gode liv.

SKRUER VI tiden 30-40 år tilbage, kunne vi i Vesten dengang se, hvad der var på vej: Japan var den rollemodel, som europæiske beslutningstagere skulle lære af. Siden gik landet i stå, men befinder sig fortsat på et velstandsniveau, som alle andre må misunde.

Gældsat til op over skorstenene, men til sig selv, ikke omverdenen. Udfordring nr. 1: de japanske kvinders fødselsstrejke, deraf et katastrofalt lavt fødselstal, som kun beskedent kompenseres af indvandring fra de asiatiske naboer.

Hvad angår demokrati, retsbeskyttelse og frihedsrettigheder, befinder japanerne sig stadig i en global superliga, men det er nødvendigt at minde om forklaringerne på den japanske succes netop i dag – på 75-årsdagen for den amerikanske atombombe, der blev kastet over Hiroshima.

I august 1945 skulle der to atombomber til for at få Japan til at underkaste sig USA’s overhøjhed. Den første var en militær nødvendighed, nummer to var en krigsforbrydelse.

I de følgende år blev Japan sat under amerikansk administration, og denne er endnu ikke bragt til ophør, om end vi i Vesten lever fint med forestillingen om, at Japan er et liberalt demokrati lig de fleste lande i Europa. Japans forfatning blev skrevet udelukkende af amerikanere i løbet af en uges tid i 1946.

Men den succes, som Japan har imponeret verden med, er ikke en konsekvens af befolkningens brug af stemmesedler, ej heller politiske partiers magtdeling. Japanernes høje materielle, videnskabelige og sociale standard skyldes primært det, vi på vore breddegrader kalder den dybe stat. I kort form handler denne om et nærmest incestuøst forhold mellem regeringsbureaukrater og erhvervsliv, hvor strategiske økonomiske planer er udformet uden om de folkevalgte.

Når japanske politikere, fortrinsvis de venstreorienterede, har forsøgt at skabe større gennemskuelighed af forretningsgangene i denne dybe stat, er de blevet politisk sat udenfor. Magten er forblevet der, hvor den har været i mere end syv årtier: i lukkede kredsløb i den højkompetente udviklingsstat.

Denne forklaringsmodel kan bruges på andre samfund i samme kulturkreds som Japans: Kina, Sydkorea, Taiwan, Vietnam og Singapore. En modsætningsfyldt blanding af autokratier og demokratier, men med dybe fællestræk i måden at drive stat på: videnskab og lærdom først og religionen marginaliseret. Østasien er fri for den monoteistiske forbandelse, der især er ødelæggende for Mellemøsten.

JAPAN SKABTE mere beundring end foruroligelse i alle de år, hvor ønationen overhalede alle os andre: De var jo en del af den demokratiske familie. Når så Japans nabo Kina ikke bare repeterer fremgangen, men udvikler den i skræmmende overstørrelse, lyder alarmklokkerne: Dette skriggule mirakel ledes af brutale autokrater, som vi og vore allierede ikke har styr på.

Panikken er mest udtalt i Washington, hvor der i disse uger udspiller sig et kontroltab uden fortilfælde siden 1930’erne. Se blot, hvad der i denne tid sker omkring TikTok, ByteDance, Huawei og udrulningen af 5G. Hvilke våben har USA i baghånden for at tvinge den nye rival til underkastelse?

Lige nu forsøges en såkaldt økonomisk afkobling mellem de to. Her er USA mere sårbar end Kina især på grund af covid-19. Når Trump udfordrer Huawei, ser han ind i et tech-uhyre med 50.000 ansatte udlændinge (ikke-kinesere). Hver anden programmør og it-udvikler i Huawai er hentet udefra.

Europas vej frem i denne dyst? Dialogens. Til begge sider.

(klumme i Politiken 6.august 2020)

 

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

Silkevejene går nu via Teheran

Iransk-kinesisk alliance forandrer de globale styrkeforhold.

MENS EUROPÆISKE beslutningstagere har været optaget af den teknologiske frontlinje, hvor kinesiske Huawei aktuelt presses i defensiven, er der i Mellemøsten ved at ske en ny konfiguration af styrkeforhold og magtrelationer, som får vidtrækkende globale konsekvenser.

I kombination med de langtrækkende samfundsøkonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien bliver konsekvensen af udviklingen i Iran en fortsat dramatisk svækkelse af den amerikanske supermagts troværdighed over for landets alliancepartnere på flere kontinenter. Her tænkes på skadevirkninger, der rækker videre end den midlertidige dysfunktionalitet, der skyldes Donald Trumps embedsførelse, og som forhåbentlig ophører fra januar 2021.

Antager vi, at USA’s næste præsident hedder Joe Biden, bliver hans altoverskyggende prioritet ikke kun at skaffe milliardsummer til pandemibekæmpelse og jobskabelse. Den massive mangel på tillid mellem offentlige institutioner, føderale som lokale, og magtapparatets relationer til skattebetalerne, ligner en sisyfosopgave, hvis løsning kræver en vilje og beslutningskraft på kongresniveau, som har været svindende siden præsidenterne Bush og Obama.

Til de økonomiske skadevirkninger skal lægges både politiske og psykologiske faktorer, som knapt kan måles endnu: USA’s traditionelle venner i Europa, Asien og Latinamerika ser ikke længere mod Washington for at få vejledning i at håndtere en usikker global fremtid.

I STEDET forsøger alliancepartnerne at afbøde de værste virkninger af amerikansk embedsførelse. Herhjemme illustreret i sidste uge af det pres på rigsfællesskabet, som Mike Pompeo ikke gjorde noget elegant forsøg på at skjule. Dansk tvivl om den reelle suverænitet over Grønland forsvinder ikke med Trumps pensionering.

MEN den mest dramatiske globale magtforskydning og deraf afledte svækkelse af USA udspiller sig i Mellemøsten, efter at Iran og Kina har gjort omverdenen bekendt med en 25-årig strategisk alliance, der med en ramme på 400 milliarder dollar skal bringe iransk økonomi ud af det amerikanskledede sanktionspres.

De kinesiske silkeveje vil få en hovedrute, der går direkte til Teheran: Beijing bliver aktionær i iransk militær, landets energisektor, infrastruktur, teknologiudvikling, uddannelse – hele paletten. Se frem til kinesiske lytteposter, virksomheder og basefaciliteter langs Den Persiske Golf.

Den geografiske nærhed til kinesiske infrastrukturfaciliteter på Afrikas Horn, i Sri Lanka, Pakistan og Myanmar giver Beijing et udviklingspolitisk og strategisk økosystem, som dets ærkerivaler Indien og Japan kunne forsøge at inddæmme – om muligt med amerikansk og indisk hjælp, men der er vi ikke endnu.

SPØRGSMÅLET ER , om forståelsen mellem Teheran og Beijing er langtidsholdbar, og om Europa drager konsekvenser af det, der ligner en ny magtakse for et fremtidigt Mellemøsten.

Her er det nærliggende at se til Irans nabo Irak og tjekke, hvem der har snor i oliepolitikken her. Det har Kinas partner Rusland, når det handler om de fossile ressourcer i det delvist selvstyrende kurdiske Nordirak. I den sydlige del af Irak er olieudvindingen direkte eller indirekte på kinesiske hænder som en del af en 20-årig forsyningsaftale, der siden oktober i fjor dagligt har sendt 100.000 tønder råolie til Kina.

Læg hertil, at Kina siden 2016 har haft partnerskabsaftaler med regimerne i både Kairo og Riyadh.

Set med europæiske briller handler det om, hvorvidt Kinas strategiske fremrykning til Den Persiske Golf stabiliserer regionen eller opnår det modsatte, altså om krigsrisikoen mindskes.

Utvivlsomt er der nogle af ayatollaherne i Teheran, der har været dybt betænkelige ved at skulle omfavnes af det gudløse og materialistiske Kina. Men da et amerikansk droneangreb i januar bombedræbte den iranske general Qasem Soleimani, fik ledelsen i Teheran anledning til at fjerne den sidste rest af tvivl om nødvendigheden af at trække kineserne ind. De seneste måneders attentater og angreb på iranske militære anlæg har kun yderligere fremmet processen.

Donald Trumps sabotage af atomaftalen med Iran får sandsynligvis den bivirkning, at Europa ikke vil gøre indsigelser mod Kinas håndsrækning til Iran. Værdipolitisk går vi her ikke i takt med USA, for det er ikke demokrati og frihedsrettigheder, der skal eksporteres til de konfliktende parter i Mellemøsten. Alt handler om strategisk styrke. Det spil magter både Beijing og Teheran bedre end Washington.

Og covid-19-faktoren, hvordan ser den ud her? Sundhed er blevet en sikkerhedspolitisk faktor. Iran registrerer 17 dødsfald per 100.000 indbyggere, mens tallet for USA er 43. Mens den iranske smittekurve falder, stiger den amerikanske. Sådan visner en supermagt.

(klumme i Politiken 27. juli 2020)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Kan den europæiske loyalitet overleve?

Yngre europæere kan begynde her – med en fortælling af Siegfried Lenz.

Et halvt års tid med coronatilstande har påtvunget danskerne nye betingelser for rejselivet, så lad os bare kalde den hurtigst voksende ferieaktivitet for nærområdeturismen. Den er de blevet glade for i Norge, Sverige og Tyskland. Fuld bekendelse, som det hedder i disse tider: Sverige er mine børns andet fædre-/mødreland, og på fædrene side har jeg slægtsrødder ned i det, vi populært kalder grænselandet.

Så her i 100-året for den genforening, som af andre mere nøgternt kaldes Slesvigs permanente deling, gik turen til Flensborg, Husum, Vadehavet og Friedrichstadt; lokaliteter, der er solide påmindelser om, at folkeafstemningen i foråret 1920 fik et for både danskere og tyskere vellykket udfald og den dag i dag tjener til at fortælle resten af Europa om måden, hvormed andre territorialkonflikter kan løses.

Besøg i Nordtyskland bør ledsages af litterære oplevelser, og her kommer en helt uomgængelig en af slagsen: Siegfried Lenz’ lille mesterværk ’Overløberen’.

Lenz gjorde tjeneste i den nazityske flåde og flygtede i 1945 til Danmark. Han bevarede hele sit liv en nær tilknytning til den lille nabo i nord, havde gennem et kvart århundrede sommerhus på Als, og i sine sidste leveår var han dansk gift.

Historien i ’Overløberen’ udspiller sig i krigens slutning i det tidligere Østpreussen, som i dag er polsk, og hvor Lenz selv blev født i 1926. Hovedpersonen, Walther Proska, er soldat i en tysk enhed, der skal bevogte en jernbanelinje, da han møder en polsk partisankvinde, Wanda, og forelsker sig i hende.

Midt i den kaotiske tyske tilbagetrækning bliver han først krigsfange, siden overløber i den sovjetiske besættelsesmagts tjeneste og oplever chokeret, hvorledes hans elskede Wanda forvandles fra polsk frihedskæmper til kommunistisk medløber.

Et tilsvarende hamskifte undergår han selv, da han bliver funktionær i den unge østtyske statsdannelse og som civil bureaukrat skal afgøre andre menneskers liv og død.

I Berlins sovjetiske besættelseszone møder han en kvinde, som siden bliver hans hustru. Det lykkes parret at komme til Vesttyskland, og i fortællingens slutning i 1956 er Walther en tilsyneladende lykkeligt gift familiefar med to børn solidt etableret i et rækkehus i Hamburg.

Men så viser det sig, at Proska ikke kan slippe sin ungdoms krigsoplevelser på den østprøjsiske front. Mere skal ikke røbes her, andet, end at lidenskaber, loyalitet og identitet kommer i spil.

Siegfried Lenz havde bogens manuskript klar i 1951, men fik nej til publicering af sit forlag, Hoffmann und Campe. Det skete med en påtegning om, at forfatteren havde demonstreret manglende loyalitet over for sin hjemstavn. Bogen udkom først i 2016, to år efter forfatterens død. Så turde selvsamme forlag dog binde an med et førsteoplag på 50.000.

YNGRE DANSKERE, der både kørte træt i historietimerne og af ’Hitler-kanalen’ (øgenavnet for hedengangne DR K), kan passende begynde med dette unikke drama om individer i et Europa i en usikker støbeske med stank af død og krigsruiner. Lenz’ fortælling handler om kærlighedens og passionens overlevelse i tider med usikre og uklare loyaliteter.

Nutidens Europa er lykkeligvis ikke opdelt af militære og ideologiske frontlinjer, men af økonomiske, sociale og kulturelle. En svært håndterlig tilstand, som vi mindes om ved hvert eneste topmøde i Bruxelles. Hvorledes skal millioner af yngre europæere forstå forudgående generationers bestræbelser på at samle et kontinent, der havde været splittet af krige og ideologiske skillelinjer?

Maratondiskussioner om budgetter, hjælpepakker og lånebetingelser ligner ikke det stof, som mellemfolkelig forsoning er gjort af, hvad især ungarere og polakker løbende minder os om.

I det masuriske skov- og sumpområde hvor første del af ’Overløberen’ udspiller sig, traf jeg for snart fire årtier siden et jævnaldrende polsk par, der forklarede den undertrykkelsens logik, der var deres hverdag i et land under kommunistisk kontrol. Ved et gensyn over tre årtier senere talte parret om, at den store nabo mod øst stadig kontrollerede det frie demokratiske Polen, om end i en mere indirekte forstand.

I digitaliseringens tidsalder er besættelse af og kontrol med samfund nemlig ikke længere fysisk og militær. Det er mere effektivt med fake news, vildledning, propaganda og algoritmer. Vi må derfor kæmpe ekstra hårdt for at bevare lidenskaben for et helt Europa til glæde og gavn for kommende generationer.

(klumme i Politiken 23.07.209)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Dollarhjælpen til Hongkong under pres

Sikkerhedslov afkobler Hongkong fra vestlig påvirkning.

DE VREDE reaktioner på Kinas stramninger af det juridiske system i Hongkong får det følgende til at ligne en dårlig vittighed: Trump-regeringen lukker for en millionstor bevilling til støtte for aktivister i den konfliktplagede kinesiske metropol.

2 millioner dollars var øremærket til grupper i Hongkong specifikt for at hjælpe dem til at undgå den kinesiske centralregerings overvågning. Pengene skulle kanaliseres gennem Open Technology Fund (OTF), en af de mange institutioner under U.S. Agency for Global Media (USAGM) med base i Washington og løbende finansiering fra Kongressen.

I perioden 2012-16 bevilgede fonden 3 millioner dollars til udvikling af en særlig app kaldet Signal, som er blevet den vigtigste kommunikationskanal for de demonstrerende aktivister i Hongkong, eftersom den er konstrueret til at undgå de kinesiske myndigheders aflytning.

Derudover har OTF skaffet mindst 50 millioner dollars fra private kilder til teknologi, hvis formål er at opsnappe information på Kinas to største medieplatforme, Weibo og WeChat, i hele Kina.

Hvad der i Vesten hævdes at være universelle friheder, opleves i mange tidligere kolonier som kulturel imperialisme, som den legendariske amerikanske politolog Samuel Huntington skrev for et kvart århundrede siden. Husk derfor lige de mest prominente Hongkong-aktivisters opfordringer til USA om at blande sig i striden om regionens politiske indretning: en direkte foræring til de kræfter i Kinas ledelse, der ønsker den hårdest mulige kurs mod aktivisterne.

SÅ HVORFOR har Trump-regeringen blokeret for bevillingen, få dage før Kina indførte en vidtgående sikkerhedslovgivning?

Forklaringen er noget så banalt som en strid om ledelsen i USAGM. Radiostationen Voice of America, der hører til i samme ’familie’, blev i maj kritiseret af præsident Trump for ikke at føre en mere aggressiv kurs over for USA’s strategiske modstandere, Kina især. Præsidenten håndplukkede derefter en af sine loyalister, Michael Pack, til at lede USAGM.

Bag hele manøvren stod Michael Horowitz, en markant profil på den yderste højrefløj med tætte forbindelser til den religiøse bevægelse Falun Gong, der er forbudt i Kina. Horowitz vil overflytte støttemidlerne til softwareproducenten Ultrasurf, der er udviklet af Falun Gong.

Med den særlige sikkerhedslov, som centralregeringen i Beijing netop har påtvunget Hongkong, handler både Horowitz og Packi strid med samme lovs paragraf 38 og er i den kinesiske stats optik begge ’kriminelle’. Paragraf 38 siger, at loven dækker handlinger vendt mod Hongkong, også når disse begås af personer, der ikke er fastboende i Hongkong.

I praksis betyder det, at hvis amerikanske statsborgere, der finansieres af USAGM, besøger Hongkong, risikerer de arrestation og retsforfølgelse.

Sådan som kinesisk lov- og ordenshåndhævelse fungerer, kan ethvert individ på kloden, der engagerer sig til støtte for Hongkongs trængte demokratibevægelse, være en potentiel kriminel i de kinesiske myndigheders optik.

Nathan Law, en af lederne i oppositionspartiet Demosisto, valgte at gå i landflygtighed i sidste uge. Han havde flere gange været i Washington for at rejse midler til partiets sag. Hovedformålet med Kinas sikkerhedslov er at knuse bevægelsens internationale front, forklarede han, umiddelbart inden han forlod sin fødeby.

Opgøret i Hongkong er derfor endnu en stedfortræderkrig mellem Washington og Beijing. Med EU som tilskuer. Men forvent ikke, at tusinder af regionens indbyggere nu valfarter til Boris Johnsons brexitplagede Storbritannien. Meningsmålinger har vist, at det ikke er Beijings faste hånd, befolkningsflertallet frygter, men risikoen for fortsatte åbne konfrontationer i bycentrum, serveret med molotovcocktails.

At Kina nu har mulighed og vilje til at håndhæve sin lovgivning også uden for kinesisk territorium, er ikke et nyt fænomen blandt stormagter. USA og Sovjetunionen bedrev gennem årtiers kold krig kontraspionage mod hinanden på tilsvarende grundlag. I moderne tid kendes fænomenet fra de russiske giftmord på afhoppere og iranske dødspatruljers jagt på systemkritikere i Danmark og andre europæiske lande. Xi Jinping går mere åbent i clinch med sine modstandere og bruger formelt juraen som redskab. Sådanne fine fornemmelser har hverken Vladimir Putin eller de iranske ayatollaher.

Den nye lov matcher det klassiske kinesiske ordsprog om at ’dræbe kyllingen for at skræmme aben’.

Virkningen i Hongkong er allerede tydelig: En frygtsom stabilitet er ved at indfinde sig. Om aben – i skikkelse af gorillaen i Washington – er skræmt, er tvivlsomt. Men Hongkong er definitivt afkoblet fra den vestlige indflydelsessfære.

(klumme i Politiken 13.07.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Imperiet lukker. Giv os et andet USA

Er Joe Biden en udvikler eller en  afvikler?

Kan et USA, der har mistet flere menneskeliv på et halvt år med pandemi end ved syv årtiers krigsførelse over den ganske klode, stadig kaldes en supermagt? Hvornår viser ledelsen i Washington, at den formår at tage vare på egne borgere i en national nødsituation?

Historieskrivningen er fyldt med beretninger om, hvorfor og hvornår imperier går under, men årsagerne er sjældent tydelige, mens sammenbruddet står på. Der gik f.eks. et årti med en mafiøs russisk snylterkapitalisme under Boris Jeltsin, inden det stod klart for oligarkerne, at de måtte skaffe sig en politisk jernhånd i skikkelse af Vladimir Putin for at få genskabt et Rusland, der i det mindste kunne lade, som om det stadig er en stormagt.

Det franske koloniimperium sled sig op med nederlagene i først Indokina og siden Algeriet, mens briterne kom mere lempeligt ud af Indien og Afrika. Det britiske Commonwealth dyrker i dag nostalgisk kricket, Shakespeare og Kipling, mens den internationale Frankofoni Organisation, der har 80 medlemslande, blot er en sprog- og kulturforening med hang til god rødvin og ost.

BEGGE HARMLØSE sentimentale foretagender, der dyrker fortids storhed. Okay, de har blød magt, vil nogen sige, men det var jo hverken Paris eller London, der opfandt Facebook og Google, det 21. århundredes digitale imperiebyggere.

Denne pointe bringer os til tilstanden i det nyeste imperium, det amerikanske, og dets fremadskridende forfald. Snesevis af amerikanske historikere diskuterer i denne tid, hvorfor sammenbruddet har accelereret, som det har. De indså for sent, hvad Donald Trumps slogan ’America First’ virkelig betød.

Det dramatiske paradoks er her, at mens vi iagttager nedlukningen af det gamle imperium, dukker det nye op – techgiganternes. Disse er karakteriseret ved, at de unddrager sig central politisk kontrol og kan angribe udadtil og underminere indefra.

Her er der ingen Harry S. Truman eller Dwight D. Eisenhower, der reddede det halve Europa ved at inddæmme sovjetkommunismen. Ej heller en Ronald Reagan eller George H.W. Bush, der snedigt og elegant fik lokket de sovjetiske dinosaurer ud i en sump, der druknede kommunismen som ideologisk projekt.

Nutidens amerikanske techgiganter råder over redskaber, som formår at overvåge milliardstore befolkninger – tilmed på en måde, så de lever i forestillingen om, at alt dette sker med deres frie vilje. Først for relativt nylig har EU fattet, at Europas borgere er en del af en forretningsmodel, der i sin kerne handler om at kontrollere og udnytte individer.

Den første, der dokumenterede dette, var en mand, der var et produkt af dette system (USA’s efterretningstjenester) og gennemskuede det: Edward Snowden, som i dag lever i landflygtighed i Rusland. I Putins kleptokrati, der præsenterer den største samlede trussel mod Europa siden 1989. Kan nogen se ironien her?

DET ER PÅ denne baggrund, vi skal forstå en række vestlige landes koordinerede offensiv mod den kinesiske techgigant Huawei. Dette firma er som bekendt skabt af en tidligere officer i Folkets Befrielseshær, så selvfølgelig er der en lige linje fra Huaweis direktionsgang til politbureauet i Beijing.

Huaweis ekspansion og Kinas ambitiøse infrastrukturprojekt, Belt and Road, repræsenterer den eneste magtfaktor på kloden, der har styrke til at modsætte sig amerikansk dominans. Det er derfor, vi hører danske folketingspolitikere som f.eks. den konservative Naser Khader tale i hysteriske vendinger om, at Kina er på vej til at etablere et verdensherredømme.

Hvilket er demagogi og nonsens. Se dog på Japan, Sydkorea og Taiwan, der alle nyder solid amerikansk militær beskyttelse i Kinas nærområde. Men de frabeder sig alle tre at blive gidsler i en konfrontation mellem Kina og USA. Vejen frem for Europa er at gøre som i Sydøstasien: at balancere mellem giganterne og forhindre en mere vidtgående konfrontation.

Robert Gates, forsvarsminister under både Barack Obama og George W. Bush, har i sin netop udgivne bog ’Exercise in Power’ givet det hidtil mest kvalificerede bud på, hvorledes USA kan genskabe det bedste i sig selv og gavne verden på ny:

Landets læreanstalter skal blive ved med at tiltrække virksomheder, forskere og undervisere. Kan dette lade sig gøre i den næste præsidentperiode, når der samtidig venter et gigantisk reparationsarbejde – sundhed, jobskabelse, et nødlidende retsvæsen?

Joe Biden, stå frem! Og uden tweets, tak.

(klumme i Politiken 09.07.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

EU plus Kina minus USA

Europa må påtage sig brobyggerens og mæglerens rolle i forholdet mellem USA og Kina. Det tjener Europas interesser bedst.

OM FÅ DAGE INDLEDES det tyske EU-formandskab, og blandt dets største udfordringer er formuleringen af en fornyet europæisk politik over for giganten i øst, Kina. Danmark burde være i gode hænder her, for kansler Angela Merkel er den europæiske regeringsleder, der mest vedholdende har insisteret på et realitetspræget forhold til de markante forandringer af verden, som Beijings økonomiske og teknologiske ekspansion fører med sig.

Danmark har haft stadig tættere økonomiske relationer til det kinesiske udviklingsmirakel, siden det tog fart for fire årtier siden. Danske parlamentarikere har haft møder med dissidenter og Dalai Lama, og vi har været hovedsponsor på en resolution i FN’s Menneskeretsorganisation, der kritiserede Kina. Vores strategiske partnerskabsaftale med Kina fra 2008 har dannet ramme om en kritisk dialog. Vi har fået vækst, velstand og to pandaer.

Skeptikere og traditionalister har ment, at denne aftale fungerer som mørklægningsgardiner. I stedet skal vi melde os på USA’s side i den skærpede rivalisering mellem vores traditionelle alliancepartner og den fjernøstlige udfordrer, mener de.

Men det vil ikke være til gavn for danske interesser, at vi gør os til pakæsel for en krakelerende supermagt, hvis dominans er ved at være ovre. I stedet skal vi placere os i brobyggerens rolle og arbejde for en mere balanceret verdensorden, hvor EU, Kina og et USA (efter Trump!) er ligeværdige partnere.

FRA EN EUROPÆISK udkigspost presser følgende problemfelter sig på: 1) teknologisk udvikling, især 5G-netværket, 2) de territoriale udfordringer: Arktis og Det Sydkinesiske Hav, 3) randområderne: Taiwans og Hongkongs status, 4) mindretallenes situation, dvs. tibetanerne og de muslimske uighurer.

Teknologien først: EU må kræve fuld indsigt i de kontrol- og overvågningsmuligheder, som Facebook, Google, Twitter, Huawei og andre har over os som borgere. Uden skelen til selskabernes ophav.

Arktis kan udskydes, for her ligger kineserne i lang tid fremover i ly af Putins Rusland. Kinas opbygning af infrastruktur i Det Sydkinesiske Hav forskyder en magtbalance, der i årtier var i amerikansk favør, men det er EU og Kina, der har underskrevet FN’s havretskonvention, USA har ikke.

Taiwans placering i verden er reguleret af amerikansk lovgivning fra 1979, som EU stiltiende accepterer. Hvilket ikke udelukker europæisk støtte til, at det taiwanske samfund opnår en højere grad af international involvering i sager om klimainitiativer og global sundhed.

Tibet og Xinjiang: Ikke en eneste FN-resolution giver de to regioner retten til deres egen stat. Men den kinesiske undertrykkelse af mindretallene her er horribel, hvad EU ikke skal forsømme at kritisere Beijing for.

OG SÅ ER der Hongkong: Aktuelt forsøger Kina-Kritisk Selskab at forsvare Joshua Wong, den mest kendte af Hongkongs demokratiaktivister. Wongs bog ’Unfree Speech’ opfordrer utilsløret verden og især USA til at blande sig direkte i opgøret i Hongkong, hvilket er den lige vej til en katastrofe – Kina vil få det perfekte påskud til at slå hårdt ned på Hongkongs oppositionelle. Hvem gavner det?

Samme selskab fortier bekvemt, at Hongkongs demokratiaktivister i fjor fik deres hovedkrav opfyldt: Lokalregeringen trak et omstridt lovforslag om udlevering af mistænkte til Kina tilbage. Det behager heller ikke Kina-kritikerne at omtale, hvad Beijing foreslog demokratiaktivisterne i august 2014: Regionen kunne have fået en valgordning baseret på, at alle vælgere kunne få lov til at stemme om sammensætningen af lokalparlamentet.

Gennem flere måneder i 2019 foretog en hård kerne af demonstranter en systematisk vandalisering af offentlig og privat ejendom; gerninger, som de i dag kræver straffrihed for, hvilket forklarer europæiske politikeres forsigtighed med at tage skarpe holdninger til Hongkong. Bruxelles risikerer at komme i både farligt og dårligt selskab.

Kunne Europa alligevel spille en rolle her? Den tidligere kolonimagt Storbritannien, der ironisk nok er Europas største modtager af kinesiske investeringer, er som bekendt på vej ud af den europæiske familie, så på sigt vil det være perspektivrigt, at Bruxelles får sig en selvstændig Hongkong-politik.

Men kun hvis armen holdes strakt ud over for Donald Trumps Amerika. Supermagten er blevet dysfunktionel, ledet af en utilregnelig psykopat, mens landets nedtur fortsætter. En utroværdig allieret for systemkritikere og demokratiforkæmpere over den ganske klode, Hongkong inklusive.

Kinas ledelse er den største forhindring for, at landet opnår stormagtsstatus med tilhørende respekt, og det land, der mest effektivt underminerer USA’s globale rolle, er USA selv. EU må finde sin egen vej frem mellem de to.

(klumme i Politiken 29.06.20)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Som demokrat kan man ikke hylde Fogh

Anders Fogh Rasmussen er ikke troværdig i rollen som politisk missionær.

Når historieskriverne om nogle år skal formulere sig og konkludere på de vigtigste begivenheder i 2020, kommer de ikke uden om denne her:

At de store vestlige samfund, anført af USA, fejlede fatalt i bekæmpelsen af covid-19-pandemien, og at en stribe østasiatiske samfund leverede de mest kompetente indgreb til at stoppe smitteudbredelsen. Succeslandene er indiskutabelt Kina, Taiwan, Sydkorea, Japan, Vietnam, Singapore og Indonesien.

Epidemibekæmpelsen gør det meste af Østasien til rollemodel, USA til en fejlslagen stat, mens billedet i Europa mildt sagt er broget.

Covid-19-pandemien skubber dermed yderligere til en udvikling, der har været i gang længe: at penge og magt og dermed global indflydelse rykker væk fra Washington og Bruxelles og over mod klodens ældste kontinuerlige civilisationer, de østasiatiske.

Den vestlige dominans i verden, der begyndte i 1700-tallet, er således ved at være ovre. Hvem tror på, at udviklingen kan vendes med et ekstremt polariseret USA, der ikke forsvinder med Trumps mulige exit fra 2021, og et fragmenteret Europa, der presses af nationalpopulisme, migration og aldring?

Folk med benene solidt plantet i fortiden lider af den vrangforestilling, at den aktuelle stormagtsrivalisering står mellem ’frie’ demokratier og kinesisk ’kommunisme’. Realiteten er, at der foregår en rivalisering mellem et amerikansk plutokrati, hvor en lille hovedrig elite gavner sig selv, og et kinesisk meritokrati, der har en FN-dokumenteret verdensrekord i fattigdomsbekæmpelse.

Mens den statistiske gennemsnitskineser har oplevet en fordobling af levestandarden hvert 10. år, har den amerikanske industriarbejder stået igennem tre årtier uden reallønsfremgang. Kinas fremgang er dokumenteret af Verdensbanken og stribevis af amerikanske og europæiske forskningsinstitutioner.

PÅ DEN amerikanske bundlinje står Donald Trump og hans skingre nationalpopulisme, mens USA’s europæiske venner forsøger at lukke ørerne og kigger den anden vej.

Hvem redder så de vestlige samfund ud af denne knibe? En af dem, der gør et forsøg, er ingen ringere end fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han er grundlægger af en fond og et netværk, der kalder sig Alliance of Democracies Foundation, angiveligt en nonprofitorganisation.

Foghs organisation holdt i fjor et fysisk topmøde i Skuespilhuset i København, og jeg var en af deltagerne. I år var samme topmøde indlysende nok virtuelt, men ikke uinteressant. De mest prominente deltagere var to tidligere amerikanske udenrigsministre, Madeleine Albright og John Kerry. Samt, ej at forglemme, den nuværende, Mike Pompeo, der var sat på en umulig opgave. Hvis han havde forsøgt at bygge bro til europæerne, var han blevet en valgplakat for Joe Biden.

For min del var det positive højdepunkt på årets konference en videooptagelse med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen. Hun gjorde sig umage for ikke at fornærme eller udfordre den store nabo på den anden side af Taiwanstrædet. En bekræftelse af, at alle lever fint med status quo mellem Kina og Taiwan, men ingen tør sige dette rent ud.

Det mest påfaldende ved Foghs demokratitopmøde var fraværet af det officielle Danmark, som tydeligvis ikke vil røre den tidligere statsministers udenrigspolitisk aktivisme med en ildtang. Nationens mest antikommunistiske debattør, Søren Espersen, ville have pyntet gevaldigt på talerlisten. Han kunne have sat lidt mere kulør på de mange selvbekræftende indlæg.

Sidste års demokratikonference havde et stærkt fokus på Rusland, i år var det Kina, der var superskurken. Meget forståeligt, men påfaldende, at ingen havde lyst eller vilje til at diskutere de trusler, der kommer mod demokratiet indefra: fake news-pandemien, en dysfunktionel amerikansk præsidentadministration og et sammenbrud i tilliden mellem gamle og nye medlemmer af EU.

John Kerry var den eneste, der havde mod og mandshjerte til at pointere, hvor galt det er gået i Washington og omegn.

Måske skal forklaringen på fraværet af danske meningsdannere og politikere findes i Fogh Rasmussens lange liste af sponsorer, som alle har deres logoer på organisationens hjemmeside.

Her de mest prominente: Facebook, Microsoft, Twitter. Solide venner af demokratiet? Nej, præcis de aktører, der har bidraget til at miskreditere og underminere den liberale ånd i demokratisk debatkultur.

Anders Fogh Rasmussen bruger sit seniorliv som politisk missionær, men han kan ikke få øje på den indre råddenskab, der ødelægger det bedste i de vestlige samfund.

(klumme i Politiken 25.06.20)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Sygdomsramt og bevæbnet

Amerikansk politik på afgrundens og desperationens rand.

JUNIS FØRSTE DØGN lignede en skæbnestund for USA. Præsidenten mobiliserede et sikkerhedsberedskab i forbundshovedstaden – ikke set siden terrorangrebet 11.9.2001. Der var mindelser om de dramatiske oprør i sommeren 1968 udløst af drabet på borgerretsforkæmperen Martin Luther King; 34 af de 39 dødsofre for 52 år siden havde samme hudfarve som ikonet King og nutidens sagesløse George Floyd.

Tirsdag 2. juni kl. 7.30 satte den øverste ledelse i Forsvarsministeriet Washington D.C., Maryland og Virginia i et beredskab med kodebetegnelsen Force Protection Condition Charlie, det næsthøjeste niveau lige under kategorien angreb. Dagen forinden havde præsidenten ladet sig eskortere hen over Lafayette Square til St. John’s Kirken for at lade sig forevige med en bibel i hånden.

Trump lod samtidig en kombineret styrke rydde gaden med magt for at fjerne demonstranter, der ville vise deres modstand mod præsidentens embedsførelse. Et døgns tid senere stod det klart, at Nationalgarden, som organiserer de amerikanske reservister, var sat i beredskab i 26 delstater.

Præsidenten havde mobiliseret alle til rådighed stående føderale ressourcer, civile som militære, lød forklaringen. I mange andre nationer ville en sådan udmelding være blevet kaldt undtagelsestilstand. Men ikke i Trumps Amerika.

Her er der tale om en tidlig fase af en præsidentvalgkamp. Uden et eneste trøstende ord til de pårørende til omkring 1.000 daglige dødsofre for covid-19, ej heller til de 20.000 daglige nye smittetilfælde.

Tilbage i marts rapporterede Newsweek, at USA’s militære systemer har taget forberedelser til et regulært nødberedskab i regeringskontorerne, inklusive Det Hvide Hus, i tilfælde af at covid-19-pandemien rammer de centrale personer og funktioner i administrationen.

AT DEN HASTIGE spredning af covid-19 over hele USA siden er faldet tidsmæssigt sammen med demonstrationerne efter George Floyds tragiske død, er et vidnesbyrd om, at det amerikanske samfund under Donald Trumps snart fire år ved magten ikke bare er skrøbeligt, men regulært ustabilt. 40 millioner nyregistrerede arbejdsløse under covid-19 perioden er et tal, der ikke lyver.

Ikke alle symptomer i samfundstilstanden kan tilskrives Trumps særlige instinkter som magtperson. Der er også systemfejl, der tydeliggøres i denne dramatiske tid. Supermagten er blevet en fejlslagen stat, lyder karakteristikken i en stor artikel i magasinet The Atlantics juniudgave skrevet af George Packer, forfatter til bogen ’The Unwinding: An Inner History of The New America’.

Voldsanvendelse eller truslen om brug af samme er en integreret del af en kultur i fundamental strid med sig selv. I det amerikanske samfund er der mindst en kvart milliard skydevåben i omløb. Hvert eneste døgn omkommer flere end 100 amerikanske borgere som ofre for håndvåben; mens andre 200 lemlæstes.

Den tyske sociolog Max Weber skrev i 1918, at en legitim stat er et samfund af individer, der lader statsmagten administrere et voldsmonopol inden for et givet territorium. I USA, hvor retten til at bære våben er givet i forfatningen, er håndteringen af selvsamme monopol udfordret – dels af det høje niveau for voldsanvendelse, dels de modstridende udlægninger af forfatningens andet tillæg, som lyder: En velreguleret milits er nødvendig for, at en fri stats sikkerhed kan varetages af befolkningens ret til at bære våben. Bemærk ordet velreguleret. Flere delstater tager nu tilløb til at reformere politistyrkerne.

INDTIL EN SKELSÆTTENDE højesteretsdom i 2008 havde amerikanske domstole gennem generationer stået fast på, at retten til at bære våben kun gav mening som lokale militsers ret til at forsvare sig mod forbundsregeringen.

Da højesteret ophævede et lokalt domstolsforbud mod at bære håndvåben i Washington D.C, kunne våbenlobbyen se årtiers indsats belønnet og tilmed bekræftet af retsvæsenets højeste instans. Titusinder har betalt med liv eller lemlæstelse undervejs.

Under præsident Trumps tid ved magten er de amerikanske paradokser blevet skarpere og tydeligere end nogensinde siden raceoprøret og præsident Lyndon B. Johnsons velfærdsreformer i 1960’erne.

En demokratisk retsstats kvalitet skal måles på dets evne til at korrigere sig selv, når dets borgere svigtes. Her har USA været sat i stå i årtier. Der er ingen garanti for selvkorrektion til november. Våbenlobbyen lader sig ikke afvæbne frivilligt, og stemmesedler forvandler ikke hårdhændede politifolk til humanistiske rundkredspædagoger.

Efter de forførende år under Barack Obama er det Amerikas underside og nogle gigantiske demokratiske paradokser, vi oplever nu.

(klumme i Politiken 15.06.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Joshua Wong er Trumps allierede. Sig tak!

Demonstrationerne i Hongkong ligner det stof, operettekrige er gjort af.

Som politisk fænomen er Joshua Wong, den 23-årige talsperson for det yngre segment af Hongkongs aktivistiske demokratibevægelse, en fascinerende blanding af klimaaktivisten Greta Thunberg og Dalai Lama, tibetanernes åndelige overhoved.

Alle tre er utopister af den slags, den vestlige verden sukker efter.

Joshua Wong er blevet et ikon for tusinder af Hongkongs unge, fordi han modigt står op imod en uovervindelig overmagt, et kommunistparti med snart 100 millioner medlemmer, der kommanderer en 1,4 mia. stor befolkning. Han repræsenterer et civilt oprør mod en statsmagt berygtet for sin vilje til brutalitet, når dens kerneinteresser udfordres.

Konflikten om Hongkongs fremtidige indretning ligner en moderne David mod Goliat-fortælling, effektivt formidlet ud til den ganske klode via de sociale mediers anarki, hvor der ikke er plads til at forklare historiske realiteter.

Teenageren mod supermagten, som det hedder i Netflix-versionen. Teenager, fordi Joshua Wong ifølge egen beskrivelse i nyligt udgivne bog ’Unfree Speech’, fik sin politiske vækkelse som 13-årig, da han fordybede sig i Hongkongs byzantinske valgsystem og ikke så andet end systematisk uretfærdighed.

Tilsyneladende en sjælden begavelse, der i så ung en alder kunne gennemskue de politiske realiteter i den tidligere britiske koloni, der blev tilbageleveret til Kina i 1997, året efter, at han kom til verden.

SÅ HVORFRA stammer den tidlige erkendelse hos den årvågne aktivist? Forældrene, måske. Begge stærkt troende kristne, deraf sønnens fornavn. Men ’Unfree Speech’ leverer ingen afsløringer i retning af, at lille Joshua blev religiøst hjernevasket fra sine tidligste barneår.

Forældrene giftede sig i tiden umiddelbart efter massakrerne i Beijings centrum i 1989 og gav syv år senere sønnen navn efter den gammeltestamentlige helteskikkelse, der fik Jerichos mure til at vælte ved lyden af trompeter. Joshua Wong har skiftet bibelen ud med Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat som redskaber til mobilisering af social og politisk frustration omdannet til vrede. Joshua Wong, der er coronaforhindret i at gennemføre et planlagt besøg i København i næste uge, er derudover et symbol på noget, der har potentialet til at opflamme det, der er blevet kaldt dette årtis nye kolde krig; den mellem den etablerede supermagt, USA, og den opstigende, Kina.

Wong frasiger sig i bogen at kæmpe for et løsrevet og dermed uafhængigt Hongkong, om end han drager en interessant parallel til Catalonien. Hans formål er i stedet at få internationaliseret opgøret i Hongkong, så det kan smitte af på resten af Kina – og få Trumps Amerika som medkæmper.

’Unfree Speech’ opfordrer læserne til at yde ikke bare moralsk, men også økonomisk støtte til såkaldte demokratiorganisationer med base i USA.

Det indlysende spørgsmål er herefter, om Wong og hans medkæmpere dermed gavner eller skader deres egne selverklærede mål som demokratiets og frihedsrettighedernes frelsere i hjembyen?

STEVE TSANG , en af Storbritanniens mest anerkendte forskere i Hongkong/Kina-relationerne, besvarer spørgsmålet således:

Joshua Wong er gået direkte i Kinas fælde. Beijing kan nu retfærdiggøre den særlige sikkerhedslovgivning, man planlægger, med henvisning til, at udenlandske kræfter – amerikanske politikere og lobbyorganisationer – blander sig i interne kinesiske anliggender.

Dette er ikke tilladt i henhold til Hongkongs miniforfatnings artikel 23, der har været gældende siden overdragelsen i 1997. Det nye er, at fordi Hongkongs lokalstyre ikke har formået at indføre de sikkerhedslove, Kinas ledere længe har ønsket sig, tager Folkekongressen i Beijing over.

EU TRÆDER vande, fordi et planlagt topmøde med Kina til september er på spil. Den britiske regeringschef Boris Johnsons tilbud om at tilbyde flygtede Hongkong-kinesere britiske pas, vil ikke få mærkbare konsekvenser. Hongkongs økonomiske betydning for Kinas samlede økonomi (et volumen på tre procent) er beskeden, og Kina er langsomt ved at skifte regionens befolkning ud med indflyttere fra fastlandet.

Tilbage står, at Hongkongs unge aktivister, med eller uden molotov-cocktails, vil fortsætte demonstrationerne. Disse har været karakteriseret af betydelig materiel ødelæggelse, flere tusinde arresterede (og efterfølgende løsladte), men kun to dødsofre. Hvem skal vi takke for dette mådehold, politiet eller Joshua Wong?

Om Vestens reaktioner på Kinas indgriben lyder det i både Beijing og Hongkong, at ’hunden gør, men den bider ikke’. Opgøret i den tidligere britiske koloni ligner efterhånden det stof, som operettekrige er gjort af.

(klumme i Politiken 11.06.20)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar