Uffes udsyn rakte ud over Europa

Socialister landede med tiden i fanklubben, nationalkonservative i hadeklubben.

Mit første møde med Uffe Ellemann-Jensen foregik over en analog telefonlinje for 42 år siden. Han var Venstres politiske ordfører, og emnet var noget så indenrigspolitisk som beskatning af afkastet fra danskernes dengang beskedne pensionsopsparing.

Fem år senere, i april 1985, stod jeg med den energiske udenrigsminister på et af Shanghais hovedstrøg og skulle af sted til et virksomhedsbesøg. »Hop med ind i limousinen«, kommanderede han: »Så får du en udtalelse, du kan sende hjem til din redaktør«. Anledningen var, at USA havde iværksat en blokade af Nicaraguas havne begrundet i formodninger om våbenleverancer fra Cuba. Uffe kaldte det amerikanske skridt for uklogt.

Året efter var vi i Zimbabwe, hvor han morede sig kosteligt over, at landets stærke mand, Robert Mugabe, havde taget imod heltemonumenter af granit fra Nordkorea. De figurer, der skulle forestille heroiske partisaner i kamp mod vestlig kolonialisme, havde derfor østasiatiske ansigtstræk. Ha!

UFFE FNYSTE AD undertrykkelse, hvor han mødte den. Da endnu en voldsbølge eksploderede i det apartheidstyrede Sydafrika i sommeren 1985, beordrede han lukning af det danske generalkonsulat i Johannesburg – solonyheden landede han med et kikkertsigtes præcision på mit tastatur.

Siden bad han sine kolleger i EU om at støtte den sanktionspolitik, som venstrefløjen hidtil havde været alene om at kræve. Folketingets alternative udenrigspolitiske flertal fik så gennemtrumfet vedtagelsen af lov om forbud mod handel med det hvide mindretalsstyre. Få år senere fulgte USA efter, hvorefter apartheid smuldrede.

Den altid debatlystne Ellemann var usentimental i alle verdenshjørner. Da den nytiltrådte præsident Barack Obama i 2009 blev tildelt Nobels Fredspris, kommenterede Uffe (i tv-programmet ’Ellemann-Lykketoft’) nyheden med, at Obama fik prisen »for ikke at være George W. Bush«.

En elegant pointe med indbygget kritik af efterfølgeren Anders Fogh Rasmussens beslutning om at deltage i Bush-administrationens hasarderede forsøg på at demokratisere Irak med granatregn og dertil hørende varianter af konventionel krigsførelse.

VENSTRES OMFAVNELSE af det nationalkonservative og selvtilstrækkelige Danmark i skikkelse af Dansk Folkeparti var ikke Uffes kop te, men så lænede han sig tilbage og skød til højre og venstre mod alle, der ikke ville de europæiske ambitioner det godt.

Anført af Holger K. Nielsen (SF) landede et voksende antal danske socialister i fanklubben, mens de nationalkonservative dannede en hadeklub.

Sidstnævnte især foranlediget af den tegningekrise, der sendte billeder af brændende dannebrogsflag ud over kloden. I den situation manede Uffe til forsigtighed i omgangen med kultur og religion. Han tabte årelange personlige venskaber på den konto.

Som globalist emeritus havde han et periskop, der rakte længere, end nutidens twitterpolitikere er i stand til. I sin tale på Dansk Industris årsmøde i 2011 plæderede han for, at Danmark bør vise større åbenhed og tolerance over for samfund, hvis værdier vi ikke deler.

Supereuropæeren mindede sine tilhørere om, at verden var på vej tilbage til en tilstand, der lignede de foregående mange århundreder, altså tiden før kolonimagternes overgreb på Indien, Kina og andre samfund i det globale syd.

»Nogle vil kalde det, vi oplever nu, for en revolution. Andre vil kalde det en restoration. Fordi vi vender tilbage til den magtfordeling, der var normal i årtusinder, indtil verden gik af lave for et par hundrede år siden. (…) For os i Vesten betyder ændringerne i de globale magtstrukturer en kolossal udfordring for vores tænkning«, lød advarslen.

Det var Kinas og Indiens fremmarch, han satte på dagsordenen. Som en maskulin udgave af Kassandra kunne han se fremtiden, men ikke få mange til at tro på sine spådomme.

Uffes krystalkugle bør være fast pensum hos samtlige Folketingets udenrigspolitiske ordførere i årtier fremover, fordi hans gamle ministerium af skiftende stats- og finansministre er reduceret til en skyttegrav bemandet med trængte og neglebidende forsvarere.

Hvor skal Uffe-statuen stå? Foran hans gamle ministerium, hvis personaleforeninger bør finansiere en evigt brændende flamme ved dens fod.

(klumme i Politiken 27.06.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Tak til Nepotistisk Folkeparti

Holger kan noget med tonen, for han har lært det af både konen og unionen.

Er der stadig nogen, der husker skandalen med de såkaldte eksportambassadører? Den har mere end en halv snes år på bagen og handlede i korthed om, at fem velanskrevne emerituspolitikere skulle fare kloden rundt for at fremme danske erhvervsinteresser.

Ideen udgik fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der dermed selv forsøgte at skære sig en lukrativ vej ind i junglen af statsbetalte overflødighedsgøremål. Lønsedlen for hver ’ambassadør’ ville lande omkring millionen plus det løse, mens det hårde ledsagende praktiske arbejde ville falde tilbage på et også dengang nødlidende udenrigsministerium.

Historien har for nylig fået et ironisk efterspil: Det var daværende handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, der sendte de fem ’ambassadører’ – Uffe Ellemann-Jensen (V), Ritt Bjerregaard (S), Henning Dyremose (K), Anne Birgitte Lundholt (K) og Mariann Fischer Boel (V) – ned i kompostkværnen med følgende afskedssalut: Vi vil gerne bruge pengene på en mere begavet måde.

November 2011 sagde kalenderen dengang. Her i juni 2022 er Pia Olsen Dyhrs partifælle Holger K. Nielsen landet i en helt sammenlignelig situation. Han skal som særlig dansk udsending forsøge at få nationen ind i FN’s Sikkerhedsråd 2025-26.

Forgængeren i denne nepotismebefængte proces hedder Kristian Jensen (V), og han indledte sin karrieres opadgående kurve som skatteminister i 2004. Det blev til seks år som politisk chefhåndværker i velfærdsstatens fordelingspolitiske nervecenter, og tjek så lige samme ministeriums tilstand i dag?

MED TIL DRAMAET hører, at 643 ansatte i Udenrigsministeriet skrev under på et protestbrev til udenrigsminister Jeppe Kofod. Et nødråb fra veteraner udi diplomatisk arbejde, sekunderet af juniormedarbejdere, der har brugt flere års universitetsstudier og endnu flere arbejdsår i tjenesten for at kvalificere sig til den eftertragtelsesværdige titel som diplomat. Diplomater er håndværkere på samme måde som piloter, som skal lande deres passagerfly sikkert; man overlader det ikke til ikkeprofessionelle. I sin kerne handler det om at sikre Danmark den status som internationalt forbillede, som møjsommeligt er bygget op gennem hårdt slid, flid og respekt for klodens ofte ubehagelige realiteter.

Så hvad kan Holger Kirkholm Nielsen lige her, som den vestjyske bankassistent emeritus Jensen ikke kunne?

Holger K. har slidt og knoklet for sine folkesocialistiske fodslæbere, udførligt og i detaljer beskrevet i erindringsværkerne ’I venstre side’ (2005) og ’Det var det værd’ (2021). Sidstnævnte udnævnelse fortjener trods sin intetsigende titel en anbefaling med på vejen, fordi vi her får mandens egen udlægning af det nationale kompromis, som han for tre årtier tømrede sammen, og dermed sikrede han nationens forbliven i den europæiske familie.

AL ÆRE OG RESPEKT for denne bedrift, men hvordan gør det manden, der nåede at være udenrigsminister i sølle seks uger, til den forhandler, der kan skaffe os ind i FN-systemets helligste haller?

Et tip til dem, der leverer manuskripter til satireprogrammer i radio og tv – her inspireret af Monty Python: Skriv en scene, hvor en slipseklædt og velpoleret Holger taler ved en middag i New York til ære for f.eks. storfyrsten af Kakkerlakistan. Han vil lovprise Danmarks ubrydelige venskabsbånd med alle undertrykte folkeslag øst for Ural, Suez, Kap Det Gode Håb og vest for Den Kiribatiske Ørepublik.

Spøg til side; alvoren i sagen er, at i realdiplomatiets verden er det stemmeafgivningen fra lande, vi stort set kun hører om i forbindelse med enten terror eller naturkatastrofer, der afgør, om vi lander øverst i FN-pyramiden.

SÅLEDES TEGNER karrierefremtiden lys for den nu 72-årige, der i sin ungdom nærstuderede den jugoslaviske autokrat Josip Broz Titos politiske filosofi. I nogle måneder sad Holger med næsen begravet i bøger om Marx og Lenin på et kollegieværelse i Beograd »i lort til op over skosålerne i toiletrummene og et gigantisk svineri af cigaretskod og spytklatter på gulvet på dagligstuen«, som SF-ikonet selv beskriver det.

Slut med cigaretskod og spytklatter – nu venter de bonede gulve her i 20-året for veteranens udnævnelse til årets europæer. Mon ikke Holgers budget giver plads til nogle businessclassbilletter hos SAS, så han kan hjælpe flyselskabet med at overleve den aktuelle storm?

(klumme i Politiken 16.06.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Russiske eksiljournalister fører spøgelseskrig mod Putin fra Letland

Letlands hovedstad er base for uafhængig russisk Putin-kritisk journalistik. Men en fysisk redaktion har journalisterne ikke. Det er et spøgelsesmedie.

Den lettiske hovedstad, Riga, er hjemby for det største og mest betydende eksilmedie for russiske oppositionskræfter. Meduza er navnet på denne meget alternative nyhedsorganisation, hvis nyhedsside byder på et professionelt design og leverer stærke, troværdige afsløringer om den russiske stats magtmaskine. På russisk og engelsk.

Men hvis man forestiller sig, at Meduza har en fysisk redaktion med en fast adresse, tager man fejl. Meduza er et spøgelsesmedie. Det er overalt og ingen steder.

»Vi har intet redaktionslokale og arbejder alle hjemmefra«, forklarer 30-årige Katarina Abramova over telefonen.

Hun er talsperson for mediet.

Riga er blevet et eksilhovedkvarter for de kræfter, der håber på et friere og mere tolerant Rusland efter Putin.

»Vores ambition er den enkle at fortælle russerne og resten af verden alt det, som regimet lukker af for. Hvor dårligt landet regeres. Fortælle om korruptionen og magtmisbruget«, siger hun.

Og jo, selvfølgelig også ucensurerede beretninger fra og om krigen i Ukraine.

Vejen fra Rusland til Letland har været brolagt med udfordringer. Meduza blev grundlagt for otte år siden af en gruppe journalister, der blev tvunget til at forlade nyhedsmediet lenta.ru, efter at det blev opkøbt af en Putin-venlig oligark.

På få år opbyggede Meduza en solid skare af abonnenter og donorer, der hurtigt passerede de 30.000, og som dermed trak annonceindtægter med sig. Men succesen fik en brat ende i april i fjor, da Moskvas censurmyndigheder satte prædikatet ’udenlandsk agent’ på det uafhængige medie. En sådan størrelse er en statsfjende og jaget vildt i det russiske samfund.

Konsekvenserne var omgående mærkbare. Pludselig nægtede myndighederne at besvare henvendelser fra Meduzas journalister. Store russiske virksomheder bad mediet om at fjerne omtale af dem i for længst publicerede nyhedshistorier.

Under konstant pres

Kulminationen i konflikten med myndighederne var, da en gruppe af journalisterne delagtiggjorde læserne i, hvordan regimet konstant pressede dem.

Chefredaktør Ivan Kolpakov forklarede, at Kreml længe henviste til Meduza som et eksempel på, at en fri presse blev tolereret under Putin, men bag kulisserne udsultede man de regeringskritiske medier økonomisk.

At annonceindtægterne forsvandt, udraderede det meste af Meduzas forretningsgrundlag. Myndighedernes intimidering af journalisterne gjorde, at de gik i eksil i det postsovjetiske rum.

Fra sin bolig i Riga forklarer Katarina Abramova, at de vestlige landes sanktionsregime mod Rusland og Putins respons gør, at donationer ikke kan overføres fra Rusland til Meduzas konto i en lettisk bank. Strategien for overlevelse handler derfor om at skaffe bidrag fra vestlige lande.

Selv efter tre års ophold i Riga er Katarina Abramova ikke meget for at kalde sig politisk flygtning, men vedgår, at hun og hendes cirka 25 kolleger har lov til at blive i Letland med tilladelser, der skal fornys hvert år. Det er noget af en overlevelseskamp, de befinder sig i, erkender hun. Tre fjerdedele af de midler, der tilgår Meduza, går til at dække medarbejdernes løn.

Meduza har for nylig rapporteret om, hvordan der på statslige russiske radio- og tv-kanaler foregår en regulær kamp om at indhente oplysninger om krigen i Ukraine fra udenlandske og eksterne private medier, og at deres journalistkolleger hyppigt forsøger at omskrive begivenhederne, så de undgår ordet krig, men alligevel ikke lader lyttere og seere i tvivl om brutaliteten i, hvad der foregår.

»Alle i medierne er klar over, at krigen er gået dårligt for Putin. Det viser sig i fraværet af hyldester til soldaterne i reportagerne fra Ukraine«, siger Katarina Abramova.

Evakueringen af Meduzas redaktion fandt sted i dagene umiddelbart efter den russiske invasion af Ukraine, og i dag opholder de eksilerede journalister sig i fire byer tæt på Rusland foruden Riga.

De er alle kvalt

En af de mere profilerede skribenter på Meduza er Aleksej Kovaljov, der i en mail fra Riga forklarer, at der ikke længere er et eneste uafhængigt privat medie tilbage i det russiske medielandskab, kun de statskontrollerede medier.

Kovaljov fortæller, at forfølgelsen af frie medier i Rusland tog sin begyndelse for omkring et tiår siden. Han skønner, at mellem 150 og 200 journalister og andre mediefolk har forladt landet over relativt kort tid.

Da krigen i Ukraine havde været i gang en uges tid, begyndte Kovaljov at lægge planer for familiens eksilering. Flugten kom til at foregå i lejet bil og tog et halvt døgns tid på landevejene.

En anden af de russiske spøgelsesjournalister, der har valgt at have eksildomicil i Riga, er Leonid Ragozin. Han har en dyster advarsel om mediernes fremtid i hjemlandet. Når Vladimir Putin ser ukrainere som individer, der ikke er forskellige fra russere, bliver den officielle udlægning af kamphandlingerne reelt til en borgerkrig. I en sådan er statens modstandere i realiteten landsforrædere og dermed skyldige i noget, der fører dødsstraf med sig.

»Se på, hvad Kreml-tro kommentatorer skriver om russiske oppositionsfolk. De bliver kaldt interne ukrainere. Med andre ord skal de have den samme hårde behandling som de ukrainere, der beskydes i det invaderede hjemland«, siger han.

Selvfølgelig har Abramova, Kovaljov og Ragozin et vist fællesskab og kendskab til hinanden, men de lever i relativ anonymitet her i Riga. Myndighederne har udvist tolerance over for deres eksistens og tilstedeværelse, men vil ikke ud med, om der tilflyder økonomisk støtte til dette frie russiske medielandskab, som indtil videre lever i et postsovjetisk rum.

(Reportage i Politiken 15.06.22)

Udgivet i Diverse, Interviews, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Interview: Litauen er i front mod Rusland og Kina

Vi kan handle løs med Kina og Rusland, men det er på tide, at vi skruer op for vores kritik af deres farlige løgne

Vestens demokratier kan sagtens fortsætte med at handle med autokratier, men vi kan ikke længere lade kommercielle interesser stå i vejen for nødvendig politisk kritik, mener Litauens viceudenrigsminister, Mantas Adomenas, hvis regering har lagt sig ud med både Rusland og Kina.

Sværvægterne i EU, primært Tyskland og Frankrig, blev overrasket, da den baltiske lilleput Litauen med lidt under 3 millioner indbyggere i fjor tog tilløb til et diplomatisk stormløb mod den asiatiske stormagt i øst, Kina.

Det skete i første omgang ved, at litauerne lod den taiwanske repræsentation i hovedstaden Vilnius bruge navnet Taiwan og dermed antydede en kurs i retning af større diplomatisk anerkendelse af den ø-republik, som Kina gør krav på at få genindlemmet i riget – om nødvendigt med magt. I alle andre EU-lande kaldes Taiwan-kontoret en handelsrepræsentation; en neutral og formel betegnelse, der ikke smager af statsdannelse.

Davids kamp mod Goliat, lød det dengang fra naboerne Estland og Letland, som imidlertid valgte ikke at følge det litauiske eksempel. Her er holdningen stadig, at EU-familien opnår mest ved at gå i takt, når europæisk Kina-politik skal defineres.

Konsekvensen af den litauiske enegang over for Kina har været, at landet ikke længere er med i det særlige forum kaldet 17 plus 1 (den ene er Kina, resten er europæiske stater både inden for og uden for EU). Det er viceudenrigsminister Mantas Adomenas stolt af.

Men han har måttet acceptere at blive undsagt af sin egen præsident, der har betegnet beslutningen om at give Taiwan-repræsentationen i Vilnius et navn, som fornærmer kineserne, som en fejltagelse.

Den slags modvind ændrer ikke på beslutsomheden hos Adomenas i at fortsætte en verbal konfrontation med begge stormagter i øst, Rusland og Kina, som han mener politisk og ideologisk er gjort af samme stof.

»Europa kan ikke lade disse to store autokratier fylde mere og mere på den globale scene. Fundamentalt er de ens – på den måde, at de aldrig fortæller sandheden om deres regeringsform til deres befolkninger. De baserer deres politiske kontrol og legitimitet på systematiske løgne og falske narrativer. Vi skal som europæere gøre alt, hvad der er os muligt, for at afsløre disse løgne«. Litauens parlament har for nylig vedtaget at sætte prædikatet terrorstat på Rusland.

Hvad forventer I at opnå med så dramatisk et ordvalg?

»Vi har såmænd bare talt rent ud om det, som alle andre europæere tænker. Litauen er det lille barn, der fortæller de voksne, at kejseren ikke har fået nye klæder, selv om han påstår det. Alle de overgreb, som Rusland har begået siden invasionen i februar, er en bekræftelse på, at der sker en terrorisering og en ødelæggelse af det ukrainske samfund«, forklarer Adomenas.

Hvordan giver det mening for din regering at konfrontere Rusland og Kina samtidig?

»Putin begrunder sin krigsførelse med, at ukrainerne ikke har ret til deres egen stat. Tilsvarende nægter det kinesiske styre de 24 millioner indbyggere i Taiwan retten til deres egen stat. Disse to regimer er drevet af at bedrage og afpresse verden, hvilket for os er uacceptabelt«.

Men I har jo ikke EU’s støtte til at gå videre ad det spor? Tyskland vil ikke ændre på EU’s hidtidige anerkendelsespolitik

»Jeg mener, at der blandt EU-medlemmerne, Tyskland inklusive, langsomt er ved at komme en bevægelse i tilgangen til Kina. Fundamentalt bør vi ikke lade hensynet til kommercielle interesser, altså samhandelen med Kina, stille sig i vejen for, at Taiwan får en større respekt fra demokratiernes side«.

I er uden sammenligning det land i EU, der verbalt set er skarpest i kritikken af styret i Kina. Men midt i Vilnius er telekommunikationsgiganten Huaweis logo et af de mest synlige. Det er placeret på en af byens højeste bygninger. Hvordan hænger det sammen?

Jamen, vi er et normalt land, der selvfølgelig handler med Kina, som alle andre gør. Men vi lader ikke kineserne stå for vores digitale infrastruktur«.

Anerkender du det synspunkt, at både Kina, Taiwan, USA og EU har været godt tjent med, at man i 43 år har kunnet have velfungerende forbindelser til begge sider i Taiwanstrædet?

»Jeg mener ikke, at der i alle årene har været fuldstændig stilstand. Der er et opbrud, og demokratierne må indstille sig på, at den dag kan komme, hvor de må forsvare Taiwan, ganske som det er sket med hjælpen til Ukraine«.

En litauisk patruljebåd til Taiwanstrædet, hvor den kan gøre amerikanske skibe selskab?

»Vores skibe er nok kun egnet til at forsvare den baltiske kyst«.


Stol ikke på Kina

Mantas Adomenas mener, at EU og dets allierede har brug for at revidere den et-Kina-politik, som har været gældende for både USA og Europa i årtier. Den passer ikke til den realitet, at hele verden samarbejder med Taiwan på alle niveauer. Fordi Taiwan aldrig har været styret af Folkerepublikken Kina, men var under japansk kolonistyre i 50 år.

Samtidig erkender han, at den statsdannelse, der hedder ‘ Republikken Kina’ (Taiwans officielle navn), ikke appellerer til nutidens verdensoffentlighed. Plus at krigen i Ukraine overskygger alt andet.

Hvad siger du til formodningerne om, at vejen til en forhandlet løsning på konflikten i Ukraine går via Kina i en mæglende rolle?

»Jeg tror ikke det fjerneste på den mulighed«.

Efter en våbenhvile skal ukrainerne have hjælp. Inden krigen indgik Kinas leder, Xi Jinping, og den ukrainske leder, Volodymyr Zelenskyj, en aftale, der gjorde det muligt at lade kinesiske eksportvarer til Europa rulle ind gennem Ukraine. Får kinesiske transportfirmaer også adgang til litauiske landeveje?

»Selvfølgelig. Vi har en samhandel på normale, gensidigt accepterede vilkår. Det ændrer vores kritik af Kina ikke på«.

Alligevel har du sagt, at der er den samme logik bag den russiske invasion af Ukraine, som der er bag Kinas covid-19-politik. Hvad mener du med det?

»Der bruges løgn i massivt omfang i begge tilfælde! Kina nægtede at forklare sig, da coronasmitten bredte sig, og nægter åbenhed, nu hvor pandemien er inde i en ny fase. Løgnagtighed skaber uansvarlighed, og Kina bør drages til ansvar for sin håndtering af covid«.

Så prøv at se på forskellen på amerikansk og kinesisk håndtering af pandemien. USA har passeret en million dødsofre for covid-19. Antallet af dødsofre i Kina skal tælles i nogle snese tusinder. Hvad siger det dig?

»Vi bør ikke stole på de tal, Kina offentliggør.«

Selv hvis Kinas tal er i nogle hundredtusinder, så er vi langt fra den million amerikanere, der ikke har overlevet. Hvad siger den million dig om USA’s pandemipolitik?

Mantas Adomenas tøver lidt, inden svaret kommer: »At det amerikanske samfund mangler et ordentligt og velfungerende sundhedssystem«.

(interview i Politiken 12.06.22)

Udgivet i Globalt, Interviews, Kina, USA | Skriv en kommentar

Løgnekampagne viser, hvad Nato’s digitale våbendepot er oppe imod

Nato’s digitale eliteenhed består af to snese skrivebordssoldater på et travlt gadehjørne i Riga. Her leveres ammunitionen i alliancens krig mod russisk manipulation.

Overvågningskameraer overvåger den anonyme, men moderne, hvidkalkede bygning, og havens lidt over et dusin nationalflag tilføjet en enkelt mast med Nato’s velkendte banner med hvidt logo på blå baggrund er vidnesbyrd om, at dette er en forpost blandt mange i den vestlige alliances bolværk mod russiske offensiver.

Inden for i den hvide bygning modtages Politikens udsendte af stedets chef, Janis Sarts, fhv. statssekretær i det lettiske forsvarsministerium og i dag direktør for StratCom, Nato’s strategiske kommunikationscenter.

Med to snese medarbejdere, heraf halvdelen med militær baggrund, er det centerets opgave at overvåge det grænseløse digitale rum, hvor den knap så synlige krig mellem Vesten og Rusland udkæmpes. Den, der handler om russisk misinformation og digitale manipulationer, og som er en ubehagelig realitet, overalt hvor den russiske stat føler sine interesser og magtudøvelse udfordret.

»Vi indsamler data og analyserer, hvad Rusland foretager sig i de digitale rum, og hvor disse handlinger kolliderer med Nato-medlemmernes interesser«, som Janis Sarts udtrykker det.

StratCom i Riga er ikke en enhed i Nato’s kommandostruktur, men finansieres særskilt af medlemslandene. Organisationens analyser er tilgængelige på dens hjemmeside, så offentligheden kan få indblik i de digitale kriges realiteter.

Den slags hverken lyder eller smager af maskingeværild og granatnedslag, men appellerer snarere til de digitale nørder på nettet. Men en del af krigen i omkring Ukraine og Ruslands nære udland er det alligevel.

»Kognitiv krigsførelse«, kalder Janis Sarts fænomenet. Altså opgøret om de oplevede virkeligheder, fordomme og opfattelser af, hvem der er ven og fjende i den konfrontation, der også handler om Europas fremtidige indretning.

Globalt opgør

Janis Sarts ser centerets berettigelse i, at Nato-landene i større eller mindre omfang er deltagere i det store globale opgør om, hvorledes verden skal regeres.

Vladimir Putin og hans cyberhære er lige nu de oplagte modstandere i det, nogle kalder det postsovjetiske rum, først og fremmest Ukraine og dets naboer, Baltikum især. Men bag Putin er der også en Xi Jinping i Kina.

»Stærke ledere, der koncentrerer magten omkring deres person og vil bestemme, hvilken virkelighed deres befolkninger skal indrette sig på. Over for dem de liberale demokratier i Vesten, hvor folk og individer har indflydelse på, hvem der sidder på regeringskontorerne. Det er i dette narrativ, at vi ser os selv som havende en vigtig rolle. Vi er ikke en myndighed med administrativ magt, men et videnscenter, som Nato’s beslutningstagere har gavn af«, som han forklarer det.

Var det Ruslands overtagelse af Krim i 2014, der gjorde, at Nato fandt det nødvendigt med et sådant videnscenter?

»Der er et tidsmæssigt sammenfald mellem begivenhederne på Krim og centerets etablering. Men de lettiske myndigheder havde set udviklingen komme. Se på vores geografisk udsatte position og på vores nyere historie. For lidt over 30 år siden var vi stadig en sovjetisk delrepublik. Titusinder af lettiske sovjetborgere var russere, der ikke rejste østpå, da imperiet brød sammen, men blev her«.

Er det en overdrivelse at sige, at den lettiske regering startede en kulturkrig mod alt russisk, da man kort tid efter Putins invasion af Ukraine lukkede for russiske statslige tv-kanaler, der blev distribueret her i Letland?

»Kald det et selvforsvar. Husk på, at vi står over for en autokratisk, autoritær og militaristisk stormagt, der udnytter de friheder for informationsudveksling, som karakteriserer liberale samfund. Som så mange andre aktører i blogosfæren bruger russerne algoritmer til at sprede tvivl og usikkerhed om bestemte aktører i samfundet«.

Hvilke redskaber gør I brug af?

»Vi køber digital adgang på kommercielle platforme. I et tilfælde opnåede vi 100.000 visninger for 300 euro. Når vi observerer tvivlsom og utroværdig russisk aktivitet på digitale platforme, kontakter vi udbyderen og anbefaler, at man renser ud på sin platform«.

Janis Sarts med artiklens forfatter.

Det perverse Norden

Janis Sarts minder om et tilfælde for nogle år siden, hvor Letlands skandinaviske nabolande blev genstand for digitale løgnekampagner, der tog afsæt i udbredte fordomme om seksuel frigjorthed og løsagtighed. Nordboerne oplærte deres børn til masturbation, tillod pædofili og instruerede deres afkom i, hvorledes man bliver en bedre homoseksuel, fremgik det af en undersøgelse foretaget af det lettiske center for undersøgende journalistik, Rebaltica.

Oprindelsen til de mange fantasifulde historier om skandinavisk seksuel praksis var russiske statsmedier, hvorfra de sivede ind i den baltiske mediesfære. »Den slags falske nyheder er primært rettet mod det russiske hjemmepublikum. Der er et billede af Skandinavien som velstående, liberale samfund, og her forsøgte man at tilføje opfattelse af disse som depraverede og afvigende fra en traditionel konservativ familiekultur«, forklarer Janis Sarts.

Norge var mere udsat end Danmark dengang, tilføjer han. Afsæt for en dengang meget dramatisk historie var en sag om de norske myndigheders tvangsfjernelse af et barn fra en litauisk mor med bopæl i Norge. Det førte til, at en litauisk tv-udsendelse beskyldte Norge for at stjæle litauiske børn for at få et højere befolkningstal, forklaret med, at i Norge var indavl og incest udbredt.

Konsekvensen blev, at litauiske aktivister arrangerede demonstrationer foran den norske ambassade, som efterfølgende måtte invitere litauiske journalister til Norge for at forsøge at dæmme op for denne fake news-kampagne.

Janis Sarts og hans stab har kikkerterne rettet mod de store digitale opbrud og forandringer, der banker på i den umiddelbare fremtid. 5G er kodeordet for en virkelighed, hvor cyberkrigsførelse kommer op i hastighed og intensitet, mener han.

Nato-centeret skal forsøge at håndtere den tveæggede virkelighed, at 5G og andre digitale redskaber har demokratiserende effekter. Det bliver nemmere, hurtigere og billigere at inddrage de dele af samfundet, der tidligere har været marginaliserede. Omvendt gør digitaliseringen samfundet mere sårbart.

Digital undertrykkelse

Digital undertrykkelse er et udtryk, der går igen i StratComs analyser. Hermed menes, at brugen af digital kommunikationsteknologi kan bruges til at overvåge individer og påtvinge dem en bestemt adfærd, herunder at afskrække dem fra at deltage i gøremål, der udfordrer staten.

Den mest avancerede udformning af digital undertrykkelse er en realitet i Xi Jinpings Kina med de sociale kreditsystemer, der belønner og straffer individer ud fra konkrete handlinger. En genopførelse af, hvad George Orwell forud så i sine bøger ’1984’ og ’Animal Farm’ for mere end syv årtier siden:

»Fundamentalt handler det om at udforme opfattelserne af, hvem vi er, og hvilke samfund, vi vil indgå i«, siger den 50-årige centerleder, der oven i en lang militær og politisk karriere også er akademisk faghistoriker.

(Interview i Politiken 07.06.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

Kvinde, kend dit maskingevær

Litauiske kvinder demonstrerer en forsvarsvilje, der skriver kønspolitisk historie.

Intetsteds i Europa er forsvarsviljen og begejstringen for forsvarsalliancen Nato større end i de tre baltiske stater, der deler en fælles fortid som sovjetiske delrepublikker.

I den sydligste af tre, Litauen, giver denne vilje sig udtryk i, at yngre kvinder stormer ind i en frivillig paramilitær hjemmeværnsagtig organisation, Lietuvos Sauliu Sajunga, i kort form Sauliai, der har rødder et århundrede tilbage i historien.

På engelsk kalder foreningen sig Lithuanian Riflemen’s Union (LRU), og her smager den danske betegnelse skytteforening nok for meget af idræt, til at det giver mening at bruge den i en oversættelse.

En blanding af milits og hjemmeværn så? LRU var fra 1920′ erne en bevægelse, der tog del i landets uafhængighedskamp og frigørelse fra det storrussiske imperium under dettes omdannelse til det kommunistiske Sovjetunionen efter Første Verdenskrig.

Da Litauen 11. marts i år markerede landets uafhængighedsdag vakte det opsigt, da nationens to stærkest profilerede kvinder, regeringschefen Ingrida Simonyté og forpersonen for parlamentet, danskgifte Viktorija Cmilyte-Nielsen, begge meldte sig ind i LRU.

HVER 12. INDIVID i det litauiske militær er i dag en kvinde. Medlemmerne af LRU trænes ikke til kampopgaver, hedder det sig. Bevogtning, logistikopgaver og evakuering fra krigszoner defineres som kerneopgaverne.

Organisationen er blevet indsat i opgaver relateret til covid-19 som støtteenheder ved grænsekontrollen, når flygtningepresset fra øst stiger, forklarer en 30-årig aktivist, der i det civile liv er investeringsrådgiver her i Vilnius.

33-årige Raimonda, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn, meldte sig for syv år siden til den almindelige værnepligt.

Hendes motivering udsprang af den russiske annektering af Krim, der havde mindet hendes ældre familiemedlemmer om Litauens halve århundrede under sovjetkommunistisk besættelse.

Med til billedet hørte, at den daværende kvindelige parlamentsformand, Loreta Grauziniene, havde opfordret nationens yngre kvinder til at »opfylde en national forpligtelse ved at sætte børn i verden, der kunne blive gode soldater«. En udmelding, som mange fandt provokerende, indtil politikeren føjede til, at litauiske kvinder selvfølgelig kunne trække i uniform og lære at bruge et automatgevær.

Erfaringerne med ligestilling i nationale væbnede styrker varierer fra samfund til samfund. I USA fremstod det som noget af et paradoks i de første år efter den kolde krigs ophør, at forsvarsbudgetterne blev markant beskåret, samtidig med at der blev givet adgang til, at kvinder kunne trænes til egentlige kampopgaver.

Den proces tog tid: Først i 2016 var alle kampfunktioner i amerikanske enheder åbnet for kvinder.

I Israel har kvinder haft aktive roller i landets forsvar siden statens oprettelse i 1948. Her vækker det stadig kritik, at en kvinde kan patruljere grænser, men ikke føre en kampvogn.

Nærmere vore himmelstrøg skrev Norge historie i 2015 ved at blive det første europæiske land og Nato-medlem, der gjorde værnepligten obligatorisk for begge køn. Tre år senere blev den slovenske brigadegeneral Alenka Ermenc den første kvinde til at sidde i sit lands øverste forsvarsledelse og dermed også den første af sin slags i et Nato-land.

I Litauen er tendensen, at flere kvinder af egen vilje vælger LRU frem for det 9-måneders træningsforløb, som er obligatorisk for mændene.

BILLEDERNE af ukrainske kvinder i kampuniformer har for længst dementeret denne vanetænkning. Hvilken ironisk pointe, at Putins krig fremmer en progressiv kønspolitisk orden på slagmarken.

For ukrainske patrioter af begge køn er Olga Semidyanova den af nationens krigshelte, som alle ukrainere i denne tid fejrer og sørger over. Denne 48-årige mor til seks biologiske børn og seks adopterede af slagsen blev dræbt under kampe nær Donetsk i marts.

Det lykkedes ikke hendes ukrainske medkæmpere at evakuere hendes lig.

Datteren Julia citeres i ukrainske medier for følgende: Vi har fotos af stedet, hvor hun døde. Kamphandlingerne gjorde det umuligt at give hende en passende bisættelse.

Tom Cruises ‘ Top Gun: Maverick’ er allerede håbløst forældet.

(klumme i Politiken 02.06.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Balterne tumler med fortiden

Hos vores tre små naboer ved Østersøens østlige kant er den sovjetiske fortid stadig nærværende.

Der er noget museumsagtigt over den lettiske hovedstad Riga, hvorfra disse linjer skrives. Men de forfaldne post-sovjetiske husfacader i både træ og beton er blandet op med noget moderne og nutidigt. Byen har sidste skrig i sporvogne, plus nogle aldrende, der interessant nok er malet i blå-gule ukrainske nationalfarver.

For kun lidt over tre årtier siden tog Letland springet ud i frihed og uafhængighed efter at have overlevet under et sovjetkommunistisk åg siden 1945. Danmark gjorde dengang en forskel. Yngre læsere bedes notere sig følgende:

Tilbage i 1991 havde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen underskrevet aftaler med de tre baltiske lande, hvoraf det fremgik, at dansk anerkendelse af deres selvstændighed fra 1921 stadig var gældende. Med andre ord havde vi aldrig anerkendt den sovjetiske magtovertagelse ved verdenskrigens afslutning.

Derfor skulle der ikke ske en ny anerkendelse, da det sovjetkommunistiske imperium slog revner i løbet af 1991 for helt at ophøre ved udgangen af året. Som besøgende opleves betegnelsen ‘ dansk’ som et plusord i alle betydninger. Vi er både rollemodel og allieret, tydeliggjort af de 800 soldater, der i disse dage indretter sig på en base en times kørsel fra hovedstaden.

Siden 1991 har de tre stater udkæmpet en kamp om historien, og den står stadig på. En fastboende dansker, der er lettisk gift, forklarer i en uformel samtale, at opgøret står i historien: Lettiske undervisningsbøger omtaler konsekvent tiden indtil skiftet for 31 år siden som ‘ russerperioden’, ikke den sovjetiske tid.

En betænkelig praksis, mener han. Fordi historieskrivningen dermed forbinder det store russisktalende mindretal med noget ondt og dystert. Lige nedenunder ligger risikoen for traumatisering og diskriminering af medlemmerne af et mindretal på mere end en fjerdedel af befolkningen.

Jovist er det Ukrainekrigens vinde, der blæser hele vejen nordpå til Østersøen.

HVOR MANGE har så hørt om Nils Usakovs, det 45-årige lettiske medlem af Europaparlamentet? Usakovs’ politiske løbebane er en tankevækkende illustration af, hvor svært de lettiske vælgere har haft det med at skulle håndtere eksistensen af et betydende politisk mindretal. Han gjorde det måske lidt for godt.

Da Usakovs uddannede sig, gik vejen omkring Danmark og førte til en kandidatgrad i økonomi fra Syddansk Universitet i 2002, kun tre år efter at han formelt opnåede lettisk statsborgerskab. Foruden at kunne både russisk og lettisk på modersmålsniveau klarer han sig fint på engelsk og tysk. Plus lidt dansk.

Politikeren insisterer på at kunne rumme både en russisk og en lettisk identitet.

Han er centrumpolitiker med rødder i socialdemokratisk tankegods og blev i en alder af kun 33 år valgt til borgmesterposten i hovedstaden Riga i 1999. To genvalg fik han, indtil korruptionsanklager tvang ham ud af embedet i 2019.

Samme år opnåede han valg til Europaparlamentet.

Politiske modstandere siger, at han dækker sig under parlamentarisk immunitet, og at korruptionsanklagerne derfor ikke føres til dørs.

Nils Usakovs kunne have fremstået som et skoleeksempel på national forsoning: at et medlem af det russisktalende mindretal kunne nå topposter i det politiske liv uden at blive opfattet som suspekt.

Men fortidens skygger falder langt i lettisk politik.

Med til et kompliceret billede hører, at der stadig er mere end en kvart million letter uden statsborgerskab – ud af en skrumpende og aldrende befolkning på lidt under to millioner.

Nils Usakovs ser det som en opmuntrende udvikling, at en femtedel af etniske letter er gift med en person med rødder uden for Letland. Blandt de yngre generationer ses en udvikling, der minder om den skandinaviske: Man finder sin livspartner i et af nabolandene.

Det ændrer dog ikke på, at den russiske fortid stadig er en nærværende realitet.

Heldigvis også på den gode måde. Denne signaturs to informanter har russiske og lettiske slægtsrødder både på mødrene og fædrene sider.

Og hvad mener de to så om det store sejrsmonument midt i byen, der markerer den sovjetiske hærs nedkæmpelse af den nazistiske besættelse, hvorefter et diktatur blev afløst af et andet, som blev siddende helt frem til 1991? »Den jernkolos kommer væk«, lyder svaret. »Men det er for tidligt at gøre det nu«.

(klumme i Politiken 17. maj 2022)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Tibetkommission 3 lugter af pengespild

Nationen har brug for en politiombudsmand.

Så kører bevillingsmøllen på ny: Der er optræk til en tredje undersøgelse af Tibet-sagen. Venstres Sophie Løhde, formand for Folketingets granskningsudvalg, ønsker klarlagt, hvorfor Tibet-kommissionen ikke i første omgang modtog alt relevant materiale fra Udenrigsministeriet, politiet og efterretningstjenesten.

Mere pengespild? Sophie Løhde burde til en start læse, hvad hendes partifælle fhv. justitsminister Søren Pind skrev i et opslag på Facebook umiddelbart efter offentliggørelsen af rapporten fra Tibet-kommission 2: »En dag må nogen forklare mig, hvordan Udenrigsministeriet kan bestemme over politiet. Der er ingen instruksbeføjelser overhovedet. Justitsministeren bestemmer over politiet. Ikke udenrigsministeren. Eller nogle af hans embedsmænd. Der er i givet fald tale om en ny retsstilling i strid med alle lærebøger, grundlovens ansvarsfordeling med meget mere«.

Den forsker, der herhjemme har haft mest grundigt fat i Udenrigsministeriets arbejdsgange, er professor Martin Marcussen på Københavns Universitet. På Facebook skrev han om konklusionerne i Tibet-kommission 2, at »det forekommer at være et særdeles mangelfuldt empirisk materiale, der ligger til grund for en meget alvorlig beskyldning om, at udenrigstjenesten skulle have opfordret til grundlovsbrud. Ikke engang indicier i materialet kan begrunde en anklage om, at den tidligere direktør og ambassadør i Kina Friis Arne Petersen skulle have opfordret til grundlovsbrud«.

Tibet-kommissionen kunne ikke finde den rygende pistol i de ekstra millioner mails. Dens jurister burde derfor have holdt sig stringent til et juridisk ræsonnement: Har vi ikke beviser, er folk uskyldige.

Men de lå under for politisk pres og en lemmingeeffekt i medielandskabet. Noget, som kommissionsformand, landsdommer Tuk Bagger og hendes folk aldrig kommer til at indrømme åbent. En kyndig i udenrigsministerielle arbejdsgange kunne have gjort en forskel her.

Kommissionsarbejdet har indtil nu kostet skatteyderne 82 millioner kroner, fordi myndighederne ikke udleverede alt materiale i første omgang. Dyre lærepenge, for tænk, hvis alt var blevet lagt frem fra starten, og kommissionens jurister derefter var landet på den eneste logiske konklusion: at ansvaret for, at demonstranternes grundlovssikrede rettigheder blev brudt, skulle placeres hos Københavns politidirektør.

Lige akkurat her lander ansvaret overhovedet ikke. Det er den selvindlysende konsekvens af, at statsadvokaten i sidste uge besluttede at fastholde tiltalen mod to betjente for at have afgivet usande vidneforklaringer helt tilbage i 2013.

Det er alt sammen både langstrakt og bekosteligt. Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, der arbejder for offentlighed og åbenhed i forvaltningen, har bortforklaret de høje sagsomkostninger med, at det ikke må være økonomi, der afholder Folketinget fra at undersøge væsentlige offentlige sager.

Undersøgelserne har en forebyggende virkning, mener han. Tja, hvorfor har det så været nødvendigt med en endnu ikke afsluttet undersøgelseskommission om Skat, der foreløbig har stået skatteyderne i knap 200 millioner kroner? Det er svært at befri sig for en mistanke om, at undersøgelsesivrige folketingsmedlemmer dels vil deres modstandere til livs, dels vil friholde sig deres egne ministre for ansvar. I tilfældet med de protibetanske demonstranter må vi gå ud fra, at topembedsmændene løbende holdt deres ministre informeret, når nu delegationsbesøg fra Kina per definition i særklasse er politisk sensitive.

DER ER hårdt brug for en særlig politiombudsmand, som vil kunne spare skatteyderne for mange (ofte spildte) kommissionsmillioner.

En sådan institution kunne på kort tid have gennemført disciplinære foranstaltninger mod de to betjente på gadeplan og have skabt klarhed over, hvor i systemets kommandoveje de angiveligt lidt for Kina-venlige instrukser befandt sig. Indtil videre må vi som skattebetalere glæde os over, at nogle af de afholdte udgifter også er en slags investeringer i fremtiden. Af de ca. 58 millioner kroner, som Tibet-kommission 2 kostede, gik de 14 millioner til digitale redskaber, it-konsulenter og drift af et særligt system til at søge i de 185 millioner dokumenter, som kommissionen indsamlede. Dette system kan vel genanvendes.

Justitsministeriets regnedrenge bør stille sig følgende opgave: Hvad vil en politiombudsmand (og dennes personale) koste i forhold til f. eks. de nævnte 58 millioner? En sådan investering i borgernes rettigheder turde være selvindlysende.

(klumme i Politiken 05.05.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En finsk vej til Ukraines fred

Dilemmaerne vil i stå i kø, den dag Kyiv og Moskva skal forhandle en fredsaftale.

Et stort russisk krigsskib ligger på Sortehavets bund, stormagtens invasionsstyrker er demoraliserede og ydmyget, og der er solide forlydender i medierne om, at snesevis af yngre russiske mænd har krydset linjerne i fjendeland og bevæbner sig hos ukrainerne for at deltage i kampen for både et frit Ukraine og et fremtidigt friere Rusland.

Så fremtiden, hvordan skal den se ud? Selv hvis krigen trækker langt ind i 2023, giver det mening allerede nu at tegne de første skitser til, hvorledes Ukraine kan indrette sig, så gentagelsestilfælde kan undgås.

Hvad er formlerne for fredelige samarbejdsrelationer mellem Kyiv og Moskva, den dag en våbenhvile er underskrevet og forhåbentlig baner vejen for en fredsaftale?

TIL AT STARTE med gerne en fredsbevarende FN-styrke. På sigt enheder fra en Europahær. Aldrig har en sådan størrelse været mere nødvendig.

Der kan spørges til historiske erfaringer med nabofjendskaber i Warszawa, Prag, Budapest, Sofia og Bukarest, men det bedste sted at henvende sig er Helsinki, hovedstaden i landet, der engang var et storrussisk grevskab og siden kæmpede sig til frihed og selvstændighed med tusinder af ofre på sneklædte slagmarker.

Længere end det var sundt for et demokrati, havde finnerne en præsident, Urho Kekkonen, der for et halvt århundrede siden fiflede med forfatningen, opløste parlamentet og indsatte et forretningsministerium for derefter at invitere de to supermagter, USA og Sovjetunionen, og deres respektive allierede til Helsinki for at traktatfæste den deling af Europa, der gav kontinentet en slags stabilitet.

Var der så en politisk pris at betale?

Kekkonens Finland var i et kvart århundrede et kapitalistisk demokrati med mundkurv på. Vore nordiske brødre og søstre levede med politiske begrænsninger, som i nutidens optik er uspiselige, men som gav mening i datidens bipolare opdeling af Europa, der hvilede på atomvåbnenes logik, og den lod sig dårligt udfordre.

Finnernes skolebøger blev censureret, Sovjetunionen idylliseret i litteratur og på film, og staten nikkede ja til fejringer af sovjetstatens grundlægger Vladimir Lenins fødselsdag. Magtens mænd i Moskva brugte Finland som eksempel på, at en kommunistisk stormagt kunne leve fredeligt side om side med et land, hvor amerikansk popkultur kørte i båndsløjfe.

Kan så præsident Zelenskyjs fremtidige Ukraine bruge finnernes historiske erfaringer til noget, den dag det russiske militær har standset myrderierne?

DEN UKRAINSKE frihedsleder vil en skønne dag skulle trykke russiske politikere og diplomater i hånden, inden de underskriver de dokumenter, der normaliserer relationerne. Derefter skal der findes et dialogspor, og heldigvis er Zelenskyj flydende i russisk og kender deres mentalitet i dybden. Kammerateri bliver der næppe tale om.

Finlands Kekkonen gik så langt som til i 1960 at invitere datidens sovjetleder, Nikita Khrusjtjov, til sin fødselsdagsfest i præsidentpaladset og siden residensen. Vodka i saunaen gjorde angiveligt en positiv forskel.

Kekkonens efterfølger fra 1981, socialdemokraten Mauno Koivisto, havde som ung soldat aktiv krigserfaring i 1940’ernes såkaldte fortsættelseskrig. Han deltog her i en enhed, der gjorde indsatser bag fjendens linjer. Blandt historikere er det en udbredt antagelse, at Koivisto personligt dræbte russiske soldater, i øvrigt med brug af et russiskfremstillet maskingevær, der siden blev udstillet på militærmuseet i den finske hovedstad.

Koivisto blev manden, der langsomt normaliserede Finlands politiske liv og bragte landets parlamentariske praksis, medier og kulturliv på linje med normer og standarder i de nordiske broderlande.

DA SOVJETUNIONEN gik i opløsning ved årsskiftet 1991-92, spekulerede nogle fantaster i at kræve tilbagelevering af områder, herunder Karelen, som Finland var blevet tvunget til at afstå i 1944. Ukraines Zelenskyj får sin nok hårdeste politiske udfordring, når en fredsaftale skal afgøre de østukrainske regioners status.

Naturligvis er disse områder ukrainske, men historiens ugunst har gjort dem til slagmarker, lige så langt frem kikkertsigtet rækker.

Så selvfølgelig skal danskernes forsvarsforbehold ud på historiens mødding, og danske udsendte være med i de enheder, der en dag skal til Luhansk og Donetsk. Men en lex Slesvig er nok for meget at ønske sig. Til en start kan Folketingets Forsvarsudvalg og Forsvarskommandoen bevilge hinanden studiebesøg og efteruddannelse i Helsinki.

(klumme i Politiken 21.04.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Grøn fremtid med kanontorden

Ja tak til krigsskat, der betaler flygtninge, droner og digitale offensiver.

Grønne afgifter har vi vænnet os til, kirkeskatten kan man fravælge. Så hvorfor ikke en krigsafgift til finansiering af den oprustning, der er på vej for at sikre Europa mod russiske overgreb?

Okay, den skal nok hedde noget andet. Invasions- og infiltrationsværn? Husk de skudsikre veste, kære europæere, og drej lidt på kikkertsigtet. Der bliver brug for både finskytter og feinschmeckere her midt i verdens guns-and-butter -dilemma.

For et halvt århundrede siden handlede den danske debat om Europa om vor eksport af smør og svinekød til briter og tyskere, subsidier til nødlidende landbrug hjemme og ude samt national suverænitet og markedsdynamik. Hvorledes kunne disse interesser og hensyn forenes, spurgte vi hinanden i 1972.

I DAG HANDLER suverænitetsdebatten om kontinentets overlevelse: om strategisk sikkerhed i skyggen af kanonløb og til lyden af skurrende larvefødder og buldrende kampfly. Forsikringspolicerne ligger i Bruxelles og Washington. Tænker vi også klimatruslen ind, ligger der en tredje police i Beijing.

USA har verdens største militærmaskine. Læg hertil en nedslidt infrastruktur, kolossal gæld og risikoen for en ny Trump. Rusland har putinisme, et aggressivt militær og uendelige mængder fossil energi, og hvad kan den opstigende supermagt, den kinesiske, så byde ind med?

Giganten i Øst er klodens største producent af solpaneler og førende på vindteknologisk energi. Derudover er den på vej til at blive den vigtigste importør af den russiske fossile energi, som vi europæere ikke længere vil aftage. Velsignelse og forbandelse på en og samme gang i årtier fremover.

Så hvordan skal hele denne ligning gå op, hvis europæernes fremtid skal sikres?

HER skal advares mod forsimplede enten-eller-løsninger på brutale dilemmaer. Mens vores hjælp tilflyder ukrainerne og den eksilerede russiske opposition, skal en europæisk dialog med bl.a. Tyrkiet, Kina og Indien åbne de flanker for forhandling, der kan levere, hvad en urgammel kinesisk krigsfilosof kalder den gyldne bro: den, der bruges til en retræte uden for megen ydmygelse.

Den tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz skrev, at den maksimale anvendelse af magt ikke er uforenelig med en tilsvarende brug af det menneskelige intellekt. Praktisk erfaring med krigen viser dog, at en gunstig kombination af de to er en sjældenhed.

En ironisk pointe på klodens aktuelle slagmark af konflikter er, at Rusland i dag er landet i en tilstand, der har betydelige ligheder med, hvad USA erfarede i Vietnam 1965-75, Afghanistan fra 2001 til i fjor, Irak fra 2003 og frem til for nylig. Den invaderende supermagt vidste ikke, hvordan disse krige skulle afsluttes.

Bevares, vor store allierede havde pænere motiver til at føre krig, men løgn og propaganda var den faste følgesvend; masseødelæggelsesvåbnene in memoriam.

Hæderkronede Brown University i Rhode Island, et af USA’s ældste, har i et forskningsprojekt om moderne krigsførelse beregnet, at tyve års amerikanskledet krigsførelse har kostet i nærheden af 550.000 soldater, kombattanter og civile livet. Kreml, læs med her.

Afghanistan og IS-kontrollerede regioner i Irak og Syrien var i to årtier vores og amerikanernes vigtigste slagmarker, men exitstrategierne har vi til gode, medmindre den voksende brug af droner er udtryk for måder at forlade krigsskuepladserne på.

INGEN KRIG bør indledes uden planlæggernes formel for dens afslutning. Her leverede Putins generaler tydeligvis ikke, ganske som deres amerikanske kolleger for årtier siden.

Så ja tak til en grøn og fredeligere fremtid. Plus en krigsskat til at betale både flygtningetransporter, droner og digitale brigader.

(klumme i Politiken 13.04.2022)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar