Evighedskrige er kommet for at blive

Gør klar til retræte fra konflikterne i Europas nærhed.

DER ER ANDRE ofre for covid-19-plagen end de menneskeliv, arbejdspladser og forretningsaktiviteter, der ikke er hos os længere. For ikke at tale om de mange fritids-, sport- og kulturfornøjelser, som kun kommer igen i et reduceret omfang.

Flere kontinenter er blevet invaderet af en fjende, der er kommet for at blive hos os længe, uanset hvor langt myndigheder og internationale organisationer lykkes med at få den under kontrol her i 2020. Milliardsummer vil blive anvendt på at ruste os til næste virusangreb samt for at sikre beskæftigelse, sundhedsvæsener, socialt beredskab og uddannelser. I de lande, hvor sådanne systemer ellers fungerer.

Så af indlysende årsager må andre indsatsområder holde for. Amerika først-politikken kan snart få følgeskab af et Europa først-koncept: Se bare på de aktuelle vanskeligheder med at skaffe støttemidler til de nødlidende økonomier syd for Alperne. Gæld er møllestenen om den europæiske hals. Solidaritet, eller mangel på samme, er håndjernene på vores hænder.

Læg hertil alle de udfordringer, der tårner sig op i Europas naboregioner. Putin, Ukraine, Tyrkiets Erdogan samt et fravær af økonomisk, sekulær og civil udvikling i Afrika og Mellemøsten.

Områderne syd for Europas ’bløde bug’ (et udtryk anvendt af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tilbage i 1990) repræsenterer et uhyggelig langt katalog af udfordringer, som de fleste af os indtil nu har set som globale mere end regionale. Lad os tage dem fra en ende af, nærområdet først:

Kosovo: De facto-alliancen mellem Rusland og Serbien forhindrer bred international accept af Kosovos selvstændighed. Striden er nu i sit andet årti. Med Vladimir Putin ved roret i Moskva mange år endnu har verden en ubehagelig garanti for, at der ingen forhandlet løsning kommer i overskuelig fremtid.

Tyrkiet: Efterfølgerstaten til Det Osmanniske Rige er i sin 2020-udgave hverken demokratisk eller sekulær i en sådan grad, at Europas helt egen Sultan Erdogan kan regnes for en pålidelig alliancepartner. Tyrkiet har stadig medlemskort til Nato, det vestlige sikkerhedsfællesskab, men er en trojansk hest. Får sultanen ikke sin vilje, lukker han sine flygtningelejre op. EU-udvidelse med Tyrkiet en dag? Glem det.

Syrien: Samme Erdogan har et dybt og varigt medansvar for, at den syriske diktator, Assad, kan fortsætte med skånselsløse myrderier på sin sagesløse befolkning. Assads politiske Godfather hedder Vladimir Putin. Konsekvens: I årtier fremover vil det Syrien, der knapt nok kan kaldes en stat længere, være en krigsskueplads.

Irak: Som præcist udtrykt af Mellemøstforskeren Lars Erslev Andersen: I Irak er alle parametre negative, og det bliver en vild udfordring for de danske soldater, når de skal lede Natos træningsmission fra og med dette efterår.

Fik vi nogensinde placeret et ansvar for den danske delagtighed i krigen, der med den nu afdøde ministerveteran Niels Helveg Petersens ord ’startede med en løgn og sluttede med løgn’. Nej, vel?

Palæstina. I mange år var der politiske visioner om fredelig sameksistens med Israel og det palæstinensiske ’selvstyre’, i dag er konceptet et luftkastel. Europas rolle er stort set som hidtil reduceret til at være rengøringsholdet med gulvspande og fejekoste. Jo, vi taler om humanitære indsatser, og lad venligst disse fortsætte.

For et lille halvt århundrede siden formulerede den daværende amerikanske præsident, Jimmy Carter, en doktrin, der senere fik navn efter ham: At hele Mellemøsten var at betragte som national sikkerhedsinteresse, og at USA i konsekvens heraf altid skulle blande sig.

Verden er et helt andet sted i dag. USA er i dag storproducent og -eksportør af fossil energi, så når de saudiske diktatorer kan læne sig op ad Washington, skyldes det primært det amerikanske fjendskab med Iran.

Europa ville være bedst tjent med, at vi betragter dette opgør som en regional affære. I det omfang iranerne sponsorerer terrorhandlinger på europæisk jord, har vi en sikkerhedsinteresse. Men de fleste terroraktiviteter er hjemmegroede her i Europa, om end mange af dem næres af mellemøstligt tankegods.

Tiden er kommet til, at yngre europæiske ledere tænker forfra. Globaliseringen stopper ikke her, den får bare nye dynamikker, som ikke længere defineres af Washington. Tjek en ekstra gang hos Zuckerbergs Facebook, på Google og hos systemerne bag Huawei. Det er her, vi skal finde nøglerne til fremtiden.

(klumme i Politiken 01.06.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

USA risikerer at miste Europa

Historiebøgerne alene kan ikke sikre alliancefællesskabet.

I RÅ tal dør der nu omkring et tusind amerikanere i døgnet af covid-19. USA står stadig uden en national strategi, der bygger på opsporing og test. Mens konspirationsteorierne breder sig, tegner valgkampen frem til november til at blive betændt, hysterisk og forløjet. Demokrati i den amerikanske udgave er blevet en parodi, tilmed en farlig en af slagsen.

Afgørende for enhver stormagts status er evnen til sikre tilliden til vigtige og nære alliancepartnere, og her er tilstanden kommet i skred for USA.

En nylig opinionsundersøgelse gennemført af Körber Stiftung i Hamborg, viser, at tyskerne nu er delt på midten i holdningen til, om Washington eller Beijing er Forbundsrepublikkens vigtigste internationale partner. 37 procent foretrækker USA, 36 procent Kina. En tilsvarende måling i fjor gav USA et forspring på 26 procentpoint i forhold til Kina.

Dette skred gør ikke Kina til en forbundsfælle for Tyskland fra i morgen. 71 procent af de adspurgte mener, at større gennemskuelighed hos de kinesiske myndigheder ville have forhindret covid-19 i at sprede sig så hurtigt, som det skete. Men kun 36 procent siger, at deres syn på Kina efterfølgende er blevet mere negativt, mens det tilsvarende tal for USA er 73 procent. Blandt tyskere i aldersgruppen 18 til 34 er der 46 procent, der ønsker tættere forbindelser til Kina, mens 35 procent foretrækker USA.

LIGNENDE TENDENSER gør sig gældende i målinger foretaget i Storbritannien, Frankrig og Italien. Adspurgt af IFOP-instituttet mener kun 3 procent af de franske vælgere, at USA er den bedst egnede stormagt til at håndtere det 21. århundredes udfordringer. I Italien nåede instituttet SWG’s undersøgere frem til, at 36 procent af de voksne italienere mener, at deres land skal udvikle tættere forbindelser til Kina, mens 30 procent foretrækker USA.

Heraf kan ikke konkluderes, at europæerne går i retning af at se Kina som en forbundsfælle, ej heller, at man vil placere sig med lige stor afstand til Washington og Beijing. For der er voksende betænkeligheder over for Xi Jinpings tilbøjeligheder til mere centralisering, overvågning og intimidering af kritikere også uden for Kinas grænser, men det er samtidig tydeligt, at Europa frabeder sig at skulle blive trukket ind på USA’s side i en tiltagende konfrontationspolitik mod Kina. Bruxelles fortsætter med at søge aftaler med Beijing om især samhandel og klimapolitik, områder, hvor USA er blevet utilregnelig.

DETTE ÅRTIS største paradoks er, at Kina har fået økonomisk volumen ved brug af institutioner og redskaber skabt af USA og dets europæiske allierede, og nu må Europa se mod Kina og omegn for at få hjælp til at hindre skadevirkningerne af USA’s forsøg på at destruere selvsamme institutioner. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er det aktuelle eksempel, Verdenshandelsorganisationen (WTO) et andet.

Genopretningen af verdensøkonomien efter covid-19 er yderligere en markør, hvor Kina har vundet styrke, og USA er på knæene. Ingen regeringsleder i EU ser i dag mod Washington for at få inspiration, og London er på ingen måde mellemstationen her.

Men lederne i Beijing kan ikke tage for givet, at de har europæisk sympati. EU-familien er splittet på kryds og tværs i holdningerne til, hvorledes kolossen i øst skal mødes. Kina er for EU både partner, konkurrent og systemisk rival.

DEN KRITISKE FRONTLINJE er i cyberspace. Hvis Kina vil sit eget økonomiske bedste, må Xi Jinpings diplomater overbevise Europa om, at Huawei ikke krænker europæiske borgeres privatliv eller stjæler europæiske opfindelser frem for at betale for brugen af dem.

Europa er ikke ved at kapitulere i traditionel forstand. Atlantpagten af 1949 vil bestå, men risikoen er, at sammenhængskraften smuldrer, fordi Nato-medlemmerne er uenige om karakteren af truslen. Alliancens musketered (angreb på ét medlem er et angreb på alle) er undergravet af cyberwarfare. Vi har alle været udsat for overgreb i flere år – amerikanske techgiganter, russiske cybertrolde, kinesiske industrispioner. Læs eller lyt til Edward Snowden.

Kina og Europa kommer aldrig til at blive systemiske forbundsfæller, dertil er forskellene i værdier og etik for store. Men der kan blive brug for i fællesskab at fremme pragmatiske løsninger som modvægt mod det politiske amokløb i USA, bekæmpe den radikaliserede islamisme i Mellemøsten og ikke mindst opretholde den våbenkontrol og de dermed forbundne aftalesystemer, som Trump-administrationen enten forlader eller direkte saboterer.

(klumme i Politiken 28.05.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Europa vakler, USA fejler, Asien vinder

Overraskende meningsmåling om globale reaktioner på covid-19.

Enhver, der har besøgt Japan, kender til oplevelsen af et meget velorganiseret og sikkert samfund. Kriminaliteten er i bund, fattigdommen befinder sig kun i periferien, og sociale forskelle er ikke dramatisk synlige som i flere af Japans nabolande og den del af Asien, der ligger længere væk.

Det japanske samfunds høje økonomiske og teknologiske standarder burde bevirke, at en spredning af coronavirus meget hurtigt ville komme under kontrol.

Smittetallet nærmer sig i skrivende stund de 20.000, men kritikere taler om, at det reelle tal kan være ti gange så højt. De mener, at regeringen bevidst har tilstræbt at begrænse brugen af tests. Måske under pres fra den Internationale Olympiske Komite gik regeringen i Tokyo 24. marts med til at udskyde de olympiske sommerlege til næste år. Men enkelte eksperter taler nu om muligheden for, at turisme i Japan risikerer nedlukning i op til et par år.

Testniveauet er lavt. Japan gennemfører 1,68 tests per 1.000 indbyggere, langt under naboen Sydkoreas tal på 12,95 og Tysklands 39,47, viser tal fra Our World in Data, der drives af et forskerhold på universitetet i Oxford.

NÅR JAPAN ikke kan gennemføre nedlukninger i den skala, som er set i f.eks. Sydkorea, Spanien og Finland, skyldes det især nogle begrænsninger i lovgivningen, der ikke mindst har at gøre med Japans fortid med fascistiske militærregeringer op til og under Stillehavskrigen frem til 1945.

Den japanske forfatning, der blev skrevet af amerikanske jurister i 1947, lægger stor vægt på beskyttelsen af borgernes rettigheder. Derfor er regeringens tiltag under coronaepidemien mest handlingsanvisninger og vejledninger. Folk kan kun straffes, hvis de nægter at samarbejde om nødforsyninger og medicin.

Utilfredsheden med myndighedernes coronaindsats kan der nu sættes tal på. Et privat opinionsinstitut i Singapore, Blackbox Research, har målt befolkningsreaktioner på coronabekæmpende indsatser i 23 lande på flere kontinenter og når frem til overraskende resultater.

82 procent af de adspurgte japanere mente, at deres regering var for længe om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at begrænse covid-19.

Hvad der nok vil forbløffe mange vesterlændinge, er, at Blackbox-målingen gør de politiske ledere i Kina, Vietnam og New Zealand til vindere, når det gælder vurderingerne af, hvilke samfund, der har været bedst til at imødekomme befolkningernes forventninger i kampen mod covid-19. Her ligger Japan i bunden og har her selskab af USA og Frankrig.

David Black, grundlægger og ejer af Blackbox Research forklarer de positive tal for Kinas vedkommende med, at det gigantiske samfund hurtigere end forventet er nået til et stadie, hvor man normaliserer og genåbner.

SER MAN PÅ de produktionstal, der forklarer, hvor langt de respektive samfund er nået i en genåbningsproces, tegner der sig et billede af Østasien på vej mod det niveau, der var gældende før covid-19, mens Europa vakler, og amerikansk økonomi fortsat befinder sig i en nedadgående spiral.

Alene i april er 20 millioner job gået i tabt i USA. Ved indgangen til maj var den officielle ledighedsprocent 14,7. Fabrikslukningerne er fortsat her i første halvdel af maj. De føderale hjælpepakker er på vej til at skabe et underskud på et niveau ikke set siden 1945.

Uanset hvem der vinder valget til november, står det klart, at USA’s økonomi er midt i et historisk kursskifte. Det bliver ikke længere amerikansk forbrug, der bliver vækstmotor for verdensøkonomien. Hverken fra den republikanske eller den demokratiske lejr ser vi forslag til genopbygningsplaner for amerikansk industri. Tværtimod vokser det folkelige pres for subsidier, velfærdsgoder og omfordeling.

Skulle den amerikanske præsident lykkes med at afkoble sit lands økonomi fra den kinesiske, som der tales om i Washington, vil jobtabet i USA blive massivt, men kun marginalt i Kina.

ØKONOMIERNE i både Europa samt de nord- og sydamerikanske kontinenter vil i voksende omfang blive afhængig af produktion og forsyninger fra de østasiatiske vækstcentre, der i stigende grad integreres.

Fra New Delhi over Jakarta, Beijing, Seoul og Tokyo har man adgang til en stor, disciplineret og i voksende omfang veluddannet arbejdskraft. Læg hertil skabelsen af klodens største middelklasse.

Velkommen til en forandret international arbejdsdeling, hvor USA og EU-landene trykker pengesedler, mens de store vækst- og innovationscentre i Østasien leverer fremtidens velstandsløft i form af arbejdspladser og innovation.

(klumme i Politiken 18.05.2020)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Forfra med rejsebranchen

Fortvivl ikke, når krydstogtskibene går økonomisk til bunds. Tænk nyt i stedet.

At rejse er at leve, skrev eventyrdigteren.

Hvis han var til stede i dag, ville han utvivlsomt tilføje noget i retning af: – og et spørgsmål om at overleve! Pengene eller helbredet. Så kort kan man formulere dilemmaet, der også handler om, hvordan Danmark opleves og opfattes af omverdenen og om sikring af arbejdspladser og hård valutaindtjening.

Københavnerne har kigget langt efter krydstogtskibe de seneste par måneder, og sådan er tilstanden også fremover.

Oceankaj nær Nordhavn er lige så underbefolket som lufthavnen i Kastrup. Der var ellers lagt op til en rekordsæson for krydstogtskibe med forhåndstilmeldinger på 350 anløb.

Måske er lige netop denne gren af rejsebranchen ved at synke. Går den til bunds, skal vi så klappe eller græde? Vi taler ikke just om småskillinger i det nationale regnskab. Indtægterne fra udenlandske turister og forretningsrejsende passerede i 2018 for første gang 50 milliarder kroner. Seks ud af ti kroner kunne henføres til Tyskland, Sverige og Norge. Flertallet af krydstogtgæster kommer dog længere væk fra: amerikanere, australiere, briter, sydeuropæere.

Men rejselivet, både det indkommende og det udgående, og de dertil hørende brancher vil være dramatisk corona-forandrede i lang tid frem. Hele turismesektoren er sat på skrump, og hvordan får vi så vendt en ubehagelig nedgang til en fornyelse af branchen, der viser nye veje? Målt på bæredygtighedskriterier, herunder såkaldt øko-turisme, så vil jeg græde tørre tårer over de krydstogtskibe, der går økonomisk til bunds. Som rejseform er disse monsterfartøjer en pervers forestilling.

Hvori består fornøjelsen i at omgive sig med stålplader, buldrende dieselmotorer, billig popmusik og lavtlønnet arbejdskraft mellem hvert anløb? Udenfor er der kun hav, hav og atter hav, og det er den samme sol, der går ned hver aften, akkompagneret af mågeskrig.

Indtil begyndelsen af 2020 havde verden gennem et par årtier oplevet en dramatisk stigning i det globale rejseliv. Vi fik en øjenåbner eller to ved at opdage, hvorledes også ikke-vestlige folkeslag i stort tal begyndte at invadere Europa og Danmark, medbringende hård valuta og købekraft. Især kinesere og japanere fandt vejen til Langelinie for at lade sig forevige ved et af rejselivets danske ikoner, ‘ Den Lille Havfrue’.

Selvsamme havfrue har levet relativt ensomt de seneste uger, og spørgsmålet er, om hun kan opretholde den samme rolle og funktion som magnet for tilrejsende, der har lyst til at komme forbi og opleve lidt af den danske eventyrfortælling.

TIRSDAG BLEV En vigtig del af branchen reddet på målstregen af en stor og ambitiøs hjælpepakke forhandlet på plads af erhvervsminister Simon Kollerup. Det, der i dagene op til aftalen havde lignet en møllesten om virksomhedernes hals, blev med et snuptag forvandlet til en redningskrans.

Hjælpepakken er i første række en håndsrækning til pakkerejsebranchen, som beskæftiger næsten 5.000 medarbejdere.

Men vi hører nu fra aktører i forskellige dele af erhvervet, at der bliver brug for opfølgning. Det gælder den såkaldte incomingbranche, der bringer udenlandske gæster til landet.

Sommerhusene langs den jyske vestkyst behøver ingen bekymres for. Men der hersker stor usikkerhed om andre dele af ferie-Danmark: vore nationalparker, slotte og historiske bygninger f. eks.

En lære af coronaperioden kunne være at få statsministeren til at overveje, at turisterhvervet får sin egen minister. De fleste har nok glemt det, men vi havde en sådan i en af 80′ ernes Schlüter-regeringer.

Daværende centrumdemokrat Arne Melchior gjorde forsøget og høstede stor respekt i erhvervet, men fik ikke langvarig politisk bærekraft.

Melchior gjorde store indsatser for Danmarks Turistråd, i dag VisitDenmark, men havde for kort tid som turistminister til at få givet erhvervet den opmærksomhed, det fortjener. Tiden er inde til at få en ny af slagsen. Et godt råd til næste regeringsrokade: En minister for turismekultur og bæredygtige rejseformer.

På sigt kan vi undvære krydstogtskibene, men danskerne frasiger sig nødig muligheden for at komme ud og opleve verden udenfor. Som repræsentanter for et samfund, hele verden misunder, trækker vi også besøgende til Danmark, når vi står i Kyoto eller Kansas City og fortæller de lokale om, hvordan grøn omstilling gennemføres.

Vi må bede dem om at tage toget. Eller et passagerfly, hvor billetprisen forhåbentlig snart er pålagt en klimaskat, der kan mærkes. Eller et skib, der sejler på grøn strøm. God rejse og velkommen til!

(klumme i Politiken 14.05.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

De uduelige ambassadører

USA’s diplomater i Europa er på en umulig opgave.

INDRØMMET, overskriften er lidt af en provokation. Som udgangspunkt er ingen ambassadør uduelig, så længe han eller hun loyalt repræsenterer hjemlandets synspunkter og interesser. Men der kan selvsagt være himmelvid forskel på, hvor godt eller skidt en topdiplomat bestrider sit hverv alt afhængig af vedkommendes professionelle forudsætninger.

Den, der ligner en uduelig diplomat, kan i realiteten være en, der er sat på en umulig opgave. Der er ikke langt fra umuligheden til udueligheden, når det handler om de udfordringer, som amerikanske ambassadører i Europa har i denne tid.

Udfordringen består i at forklare og forsvare Donald Trump og at bagatellisere hans efterhånden besynderlige og ofte pinlige optrin. Så der er ikke grund til at misunde 59-årige Carla Sands, der for nuværende er USA’s politiske ’forstanderinde’ i den fornemme ambassadørresidens Rydhave i Skovshoved nord for København.

Carla Sands valgte Altinget.dk til at præsentere Trump-regeringens fremadrettede politik for USA’s nordlige nabolag – det danske rigsfællesskab. Den tekst lignede ikke en formel for gensidig respekt, snarere en advarsel, hvor budskabet på bundlinjen ikke var til at misforstå: Kina skal holde sig væk fra vor nordatlantiske interessesfære, og Rusland skal vi nok selv klare!

Forude venter flere års kompliceret, krævende diplomati med lejlighedsvise styrkeprøver og armlægning. Udfordringen her bliver ikke mindre af, at selv efter næste amerikanske præsidentperiode, 2021-24, vil Ruslands politiske tsar hedde Vladimir Putin.

Her bliver det vigtigt, at danske politikere kender de amerikanske synspunkter og interesser og kan skubbe til dem, hvis og når de går ud over kanten for, hvad der hidtil har været en fælles konsensus mellem USA og Danmark.

Hvilke erfaringer har Carla Sands bragt med sig til det vigtige embede i København? Hun er fhv. skuespiller og var i slut-80’erne med i ni afsnit af den tv-serie, der i Danmark gik under navnet ’Glamour’. Karrierens højdepunkt var den kvindelige hovedrolle i ’Deathstalker and the Warriors from Hell’.

Vejen til en diplomatkarriere er gået via posten som bestyrelsesformand i Carla Sands’ nu afdøde mands investeringsfirma. Efter valget af Donald Trump i november 2016 og inden tiltrædelsen var hun med på holdet af Trumps økonomiske rådgivere. Adgangsbilletten var en fundraisingevent i juli samme år, hvor Trump-donorer blev trakteret med stegt laks og figensalat som tak for at levere millionbeløb til byggematadorens valgkampagne.

De amerikanske baserettigheder i Grønland har i snart otte årtier udgjort et solidt fundament for Danmarks sikkerhedsfællesskab med USA, så hvad er der af nyt i tilstanden?

USA fratog for et par år siden de dansk-grønlandske entreprenører og hjemmestyret entreprenørkontrakterne for basefaciliteterne i Thule og Søndre Strømfjord og overdrog i stedet opgaverne til en amerikansk entreprenør.

Med andre ord anvender USA fortsat basefaciliteterne, men uden længere at betale den aftalte ’husleje’, der for Grønland er et trecifret millionbeløb. Ganske mange penge, som erhvervsmanden Jørgen Huno Rasmussen har gjort opmærksom på.

Trumps Amerika først-politik mærkes derfor i Grønland på en måde, der gør ondt økonomisk og bidrager til den øgede splittelse i rigsfællesskabet.

Om en professionel amerikansk karrierediplomat ville have gjort en større forskel her, er uklart. Siden Trumps tiltræden har USA’s udenrigstjeneste været hærget af hjerneflugt, vigtige chefposter har stået ubesatte, og afgørende beslutninger om supermagtens kurs er flyttet til præsidents inderkreds, herunder svigersønnen Jared Kushner.

VAR ALTING bedre før Trump? Carla Sands’ forgænger hed Rufus Gifford, var finansdirektør på Barack Obamas præsidentvalgkampe i 2012 og blev belønnet for indsatsen med udstationeringen i København. Gifford skal nu være ledende fundraiser for Joe Biden.

Giffords forudsætninger var ikke væsentlig anderledes end Carla Sands’: Han havde været filmproducent og fundraiser i Hollywood. Karakteristisk for niveauet i den amerikanske udenrigstjeneste spillede Gifford sig selv i den første tv-serie, der blev solgt af en dansk kanal, DR 3, til Netflix’ internationale udgaver.

USA’s udenrigstjeneste er proppet med penge- og underholdningsmagt og underforsynet med diplomatisk kapacitet.

Den britiske historiker Niall Ferguson, en af verdens mest citerede, bemærkede engang, at imperier er som biologiske organismer: De går til i indre råddenskab, hvis de ikke får næring af omgivelserne. Ved Trumps indsættelse i 2017 blev det af kritikere sagt, at det amerikanske århundred var ophørt. Dette mærkes nu i rigsfællesskabet, hvorfra vi nu bevidner, hvorledes en engang generøs supermagt krakelerer for øjnene af os.

(klumme i Politiken 04.04.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Svensk chok, finsk triumf, global lærdom

Når verden skal genstartes, bliver de nordiske lande en åben lærebog.

NÆPPE ÉN ENESTE dansk politiker eller embedsperson vil have behov for at se over Øresund for at lære noget som helst, når den igangværende coronakrises erfaringer skal opsummeres. Forskellene i tallene for døde og smittede taler deres eget sprog. Den svenske model er i mere end én forstand blevet nødlidende.

Noget kan forklares med en historisk betinget forskel i forvaltningskulturen: Det er noget nær en umulighed for en svensk minister at diktere bestemte procedurer og metoder, der henhører under de enkelte myndigheders ansvarsområder.

Faglige styrelser i Sverige har en høj grad af autonomi i forhold til ministerkontorerne, hvilket i den nuværende krisetilstand har medført stridigheder af professionel karakter. Disse kulminerede, da 22 af landets mest fremtrædende eksperter inden for infektionssygdomme publicerede en kommentar i avisen Dagens Nyheter med et krav om, at statsepidemiolog Anders Tegnell bliver sat fra bestillingen.

Debatten i Sverige bliver vanskelig fremover, til dels fordi den vil blive koblet til et begyndende opgør med den mangeårige indvandringspolitiske linje, som flere regeringer har ført. Sverige har tilladt en langt mere omfattende indvandring end naboerne, hvilket nu sætter sig foruroligende spor i sundhedsstatistikkerne.

Den såkaldte dødsrate som et resultat af covid-19 er 9 gange i højere i Sverige end hos naboen Finland og 5 gange større end i Norge. En vigtig faktor er her, at hver fjerde svensker har indvandrerbaggrund.

Tallet for Stockholm og nærmeste omegn er selvfølgelig større. Indvandrere fra Somalia, Syrien, Irak og Afghanistan er proportionelt overrepræsenterede i de i forvejen dystre statistikker. Lokale sagkyndige taler om, at smittespredningen her især kan forklares med, at netop disse etniske grupper bor og lever tæt og småt i ghettoagtige forstadskvarterer.

Svenskerne er også blevet chokerede over, hvor dårligt landet har været stillet med sine beredskabslagre af f.eks. beskyttelsesmasker, gummihandsker og vacciner. Lagrene er blevet udtyndet i årene efter den kolde krig, fordi de eksterne trusler forsvandt op i forestillingen om en ’evig’ fred, som centerleder ved Forsvarsakademiet i Stockholm Fredrik Bynander har forklaret.

Men også Sveriges indtræden i EU fra 1995 har spillet en rolle. Forestillingen om, at Europas indre marked med kort varsel kunne levere det nødvendige, gjorde, at hospitalsvæsenet kun opretholdt medicinforsyninger til relativt korte perioder. Samfundets sårbarhed blev yderligere forstærket af, at det statslige apoteksmonopol i 2009 blev udsat for privatisering.

Så var naboen Finland anderledes godt rustet, da covid-19 ramte. De tusind søers land faldt ikke hen i en tornerosesøvn, da den sovjetrussiske nabo faldt i stumper og stykker i 1991. Finnerne valgte efterfølgende at opretholde et højt beredskabsniveau, militært som forsyningsmæssigt og på mange andre niveauer.

De geografiske faktorer er skæbnetunge for en befolkning i en statsdannelse, der kun har lidt over et århundred bag sig. Hovedstadsregionen omkring Helsinki blev hurtigt afspærret fra resten af det tyndt befolkede land, mens de øvrige indgreb minder slående om, hvad vi har gjort i Danmark.

LANGT FRA NORDEN finder vi et samfund med nogenlunde sammen befolkningstyngde: New Zealand, øsamfundet, hvor smittetallet nu er blandt de laveste på kloden, og hvor politikerne nu diskuterer de ændrede vilkår for samfundets genåbning. Den internationale turisme er gået i nul og har gjort 100.000 newzealændere arbejdsløse. Passager- og fragtflyvning er reduceret til et minimum, ligeså med import og eksport. Kiwierne diskuterer nu seriøst mulighederne for økonomisk selvforsyning.

De her nævnte lande er små samfund, kendte og respekterede for relativt høj indflydelse i FN-systemet og andre internationale fora. De har mange venner og beundrere og næsten ingen fjender eller modstandere. De kan passende finde sammen i en koalition af villige, der i første fase af en global genopretning kan tale med de mellemstore magter som f.eks. Tyskland, Canada og Sydkorea om at få genstartet den nedfrosne tilstand mellem de tre aktører i verden, der vejer tungest: USA, Kina og EU.

Sydkoreanerne er ideelt placerede til at tale med både Washington og Beijing, Tyskland kan komme igennem til Putin, og canadierne har lydhørhed hos adskillige guvernører og kongrespolitikere hos den store nabo i syd. Mens Norden som region kan blive den åbne lærebog, som hele verden kan gøre brug af med Sverige og Finland som henholdsvis skræmmeeksempel og forbillede.

(klumme i Politiken 30.04.2020)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Skal smartphones bekæmpe virus?

Europa må sikre sig mod overvågning fra techgiganterne. 

HVOR LÆNGE skal vi europæere forblive i en gidseltagning mellem klodens to rivaliserende supermagter? Befinder vi os som Odysseus mellem Skylla og Charybdis, den amerikanske overvågningskapitalisme og den kinesiske overvågningsstat?

Covid-19-angrebet bør mobilisere europæiske beslutningstagere til at finde en vej ud af en tilstand, der savner historisk fortilfælde og kræver kyndige valg.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er af Donald Trump gjort til en, der angiveligt er imod alt amerikansk. ’Jeres skattedame, hun hader virkelig USA’, som præsidenten smagfuldt sagde til daværende kommissionschef Jean-Claude Juncker på et G7-møde forgangne sommer.

Bagtæppet for denne udmelding var, at EU-Kommissionen havde idømt Google en bøde på 4,3 milliarder euro for at have overtrådt EU’s konkurrencebestemmelser. Et tilbageslag for techgiganternes digitale imperialisme måske?

NÆH, NEJ , for den mest fremgangsrige aktør på dette marked er – gæt engang: kinesiske Huawei. Firmaet, som befinder sig i frontlinjen for den amerikansk-kinesiske rivalisering, bruger – gæt engang: det Google-kontrollerede styresystem Android.

Som et led i handels- og techkrigen mellem USA og Kina beordrede Trump i fjor Google til at suspendere opdateringer til Huaweis smartphones. Vi venter stadig på det kinesiske alternativ til Android. Men er Europa ikke bedre tjent med, at techgiganterne samarbejder?

De kinesiske myndigheder har bremset spredningen af covid-19 ved at bringe historiens største system af kunstig intelligens og persondatakontrol i anvendelse. Til opsporing af smittebærere og efterfølgende overvågning under karantæne. De primære redskaber har været smartphone-apps. Leverandør? Gæt hvem.

Huawei realiserede dermed den våde drøm, som Google havde næret i årevis: at kontrollere digitaliserede sundhedsregistre over alle sine brugere.

Det lykkedes Google ikke med, for amerikansk lovgivning om beskyttelse af privatlivets fred satte en bom ned, mens kineserne rykkede. 15. januar instruerede centralregeringen Kinas og verdens største e-handelsfirma Alibaba med betalingsplatformen Alipay til at udrulle et kontrolsystem, hvis formål er at hindre epidemier. Digital sygdomsforebyggelse for 1,4 milliarder kinesere er nu lige om hjørnet. Europæiske medicinalfirmaer står selvfølgelig på spring for at komme ind ad porten til fremtidens forebyggelsestiltag. På direktionsgangene i denne branche er Trumps USA ikke den naturlige allierede.

SELVFØLGELIG skal Bruxelles være på vagt. Det er derfor, Margrethe Vestagers nylige advarsel i Financial Times giver mening: Hvis europæiske virksomheder er nødlidende lige nu, er tiden ikke inde til at sælge til kineserne.

Som kommissionen slår fast i sit strategipapir for Kina-politikken fra marts i fjor, skal Beijing levere jævnbyrdige konkurrencevilkår, før partnerskabet bliver langtidsholdbart. Europas indre marked og den kinesiske statskapitalisme er langtfra et perfekt match.

Det interessante bliver herefter, om det bliver de europæiske stater frem for den private sektor, der følger Vestagers opfordring. Læs lige her, hvad hun siger i interviewet med Financial Times:

»Vi har ikke problemer med, at stater bliver markedsdeltagere, hvis dette bliver nødvendigt; hvis de kontrollerer aktieposter i et selskab, og formålet er at forhindre en overtagelse udefra«.

Altså en begyndende re-nationalisering af strategiske sektorer i europæisk økonomi. Fint nok, må vi som forbrugere sige. Kunne man tænke sig, at EU går samme vej i it-sektoren, om end den ikke er nødlidende lige nu?

Statslige ejerskaber er ikke nødvendigvis mirakelkuren i hverken medicinal- eller techsektoren. Men fordi disse omhandler både liv, sundhed, velfærd og privatlivets ukrænkelighed, må der tænkes nyt: borgerindsigt og brugerkontrol. Ikke discipliner, som USA eller Kina excellerer i.

USA’S DEMOKRATI er degenereret til et de facto plutokrati, dvs. et samfund, der kontrolleres af nogle få rigmandseliter.

Ironisk nok ikke uden visse ligheder med det teknokratstyre i Beijing, der har udtænkt historiens største infrastrukturprojekt, Belt and Road Initiative.

Trump improviserer sig frem, mens Kina forfølger en langsigtet plan. Europas strategiske sektorer har allerede valgt side. Den tyske medicinalgigant Boehringer-Ingelheim med flere end 50.000 ansatte i 146 lande og et salgsvolumen på årlige 20 milliarder dollars åbnede 30. marts sit andet digitale laboratorium – i Shanghai.

Firmaet fandt en vej ud af de oprørte vande mellem Scylla og Charybdis og får næppe brug for anvisninger fra vores hårdtarbejdende Margrethe Vestager.

(klumme i Politiken 20.04.20)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Raketmanden flyver under virusradaren

Covid-19 forstærker Kim-dynastiets overlevelseskraft.

Tragedier og/eller katastrofer. Eller begge på samme tid. Mens covid-19 har sendt højtudviklede demokratiske samfund i knæ, ser diktaturer og autokratier ud til at kunne mobilisere deres statsapparater i skræmmende grad.

Dommedag for vore højtbesungne universelle friheder? Den sydøstasiatiske østat Singapore, der af sine kritikere ondskabsfuldt er blevet kaldt for kapitalismens svar på Nordkorea, gør en masse rigtigt i bekæmpelsen af covid-19, fordi styreformen er meritokratisk, dvs. vidensbaseret (modsat flere syd-og østeuropæiske lande, desværre).

Husk lige, at Vietnam og Kina har Singapore som rollemodel, men at de langtfra er lige så effektive. Anderledes med Nordkorea, der ikke er en stat, der kontrollerer sit militær, men lige modsat: et militær, der har en stat. Eller forsøger sig med en sådan. Feudalisme kombineret med generalissimodiktatur.

MON I, kære læsere, stadig erindrer præsident Trumps storladne forsøg på at gøre en statsmands forskel i Østasien ved at mødes personligt med sin egen diktatorraketmand, Kim Jong-un? Der er kommet pinligt lidt ud af de øvelser. Andet end at demonstrere, at USA’s politik i Asien er er gået i stumper og stykker, og at Raket-Kim i Pyongyang står stærkere end nogensinde. Han er fløjet under virusradaren og har fyret flere missiler af, mens resten af verden har været fuldt optaget af at bekæmpe covid-19.

Raketmandens sololøb er ikke kun en ydmygende fiasko for Trump, men også for Kinas stærke mand, Xi Jinping. En afnuklearisering af Den Koreanske Halvø kunne have været hjørnestenen for bedre tilstande i både Asien og verden længere væk. En løsning på det nukleare opgør i Korea kunne have banet veje for en fredeligere sameksistens mellem verdens to største økonomier og et ophør af den handelskrig, som har skadet både den kinesiske og den amerikanske økonomi, og som forværrer Europas i forvejen udsatte position.

ER DET EKSTREMT lukkede Nordkorea da helt sluppet for coronaforbandelsen? Kort før påske rapporterede Verdenssundhedsorganisationen (WHO)’ s faste mand i Pyongyang, at 709 individer er blevet testet for covid-19, men ingen er fundet positive. Virkeligheden er anderledes.

Nyhedssiden Daily NK, der har base i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, og er bredt respekteret for sin troværdighed, oplyser, at en kvinde i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, 27. januar blev pandemiens første dødsoffer i det lukkede land. En måned senere var tallet en snes, men den officielle dødsårsag blev angivet som lungebetændelse.

Straks efter det første dødsfald lukkede myndighederne landegrænsen til Kina og dermed for den strøm af varer, der holder gang i den udpinte økonomi. Umiddelbar konsekvens: mangelsituationer og dramatiske prisstigninger på basale fødevarer.

Alvorligt, men ikke livstruende for regimets overlevelseskraft. Nordkoreanerne husker nemlig de sultkatastrofer, der i 90′ erne kostede mindst en million indbyggere livet, og som i overvejende grad var et resultat af, at mange års bistand fra Rusland og Kina ophørte.

Regimets propagandamaskine bestræber sig på at begrænse, hvad den selv ser som et fake news-fænomen, som rammer samfundet gennem indsmuglede kinesiskfremstillede smartphones. Den statskontrollerede avis Rodong Shinmun har dagligt bragt artikler om covid-19 med anvisninger til befolkningen om, hvorledes den bedst beskytter sig selv.

Den herskende klasse i Nordkorea er officerseliten, dvs. generalerne. I næste række kommer de ikkemilitære medlemmer af det nordkoreanske Arbejderparti.

Derefter den privilegerede bybefolkning i hovedstaden Pyongyang. Langt nede ad den sociale rangstige kommer almindelige bønder og arbejdere i provinsregionerne. Klassedelingen er ekstrem.

Regimets udfordring består i at gøre indsatsen til noget, som befolkningen siden vil takke det regerende Kim-dynasti for. Myndighederne vil derfor forsøge at skjule, at både medicin, værnemidler og mange fødevarer er smuglet ind fra den kinesiske nabo i nord.

DER VIL IKKE blive erklæret undtagelsestilstand i klodens mest militariserede stat. I stedet vil klanstyret se sin stol på egne-kræfter ideologi bekræftet. Et vigtigt aktiv op til fejringen af kommunistpartiets 75-års dag i oktober. En begrædelig realitet for broderfjenden Sydkorea, for resten af Asien og for verden.

Når verden en dag vågner op til en post corona-virkelighed, må den koreanske halvø tilbage på den internationale dagsorden.

Xi Jinpings Korea-ekspertise må gerne tage fat i Joe Bidens inderkreds allerede nu.

(klumme i Politiken 14. april 2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Nu rulles silkevejene ud i Italien

USA’s fravær og europæisk populisme åbner en ladeport for Kina.

DE TO ITALIENSKE regioner Lombardiet og Toscana rummer de relativt største grupper af etniske kinesere i Europa. Strømmen af indvandrere fra giganten i øst til det misregerede støvleland tog dramatisk fart efter Kinas medlemskab af verdenshandelsorganisationen WTO i 2001.

Ifølge statistiske opgørelser fra det italienske ministerium for arbejdsmarked og socialpolitik befandt der i 2018 ca. 309.110 kinesere i landet; det reelle tal er selvfølgeligt større på grnd af Italiens omfattende gråsorte, uregistrerede økonomi og kinesernes evne til at organisere sig i uformelle netværk.

Ifølge oplysninger fra udenrigsministeriet i Beijing er det den toscanske by Prato og provinsen af samme navn, der har den største lokale koncentration af etniske kinesere uden for selve Kina. Journalisten Silvia Pieraccini, forfatter til bogen ‘ L’Asssedio Cinese’ (Den kinesiske belejring), vurderer, at antallet alene i Prato er mindst 50.000, og at de udgør 30 procent af byens befolkning.

Pratos højreorienterede borgmester Roberto Cenni kalder kinesernes tilstedeværelse for et ‘ organiseret illegalt system’ og har udvirket, at politiet har gennemført flere razziaer mod kinesiske arbejdspladser. Den sociale integration er slået fejl, og kineserne har i dag egne skoler og supermarkeder.

I mange år har det store flertal af italienere tolereret den kinesiske tilstedeværelse, men udbruddet af covid-19-epidemien er ved at ændre på denne tilstand.

Kinas aktuelle nødhjælpspolitik spiller på et højere politisk niveau ind i Italiens relationer med det øvrige EU. Argumentet lyder, at kinesiske selskaber og velgørenhedsorganisationer har fyldt det tomrum ud, som et splittet EU og et inaktivt USA har efterladt:

Tidligt i epidemien tilbød Kina italienerne 1.000 ventilatorer, to millioner masker, 100.000 respiratorer, 20.000 beskyttelsesdragter og 50.000 testkits. Italien blev det første EU-land, der allerede 12. marts tog imod kinesisk sundhedspersonale.

Men med hjælpende kinesiske hænder følger også en voksende europæisk bekymring over, at Kina driver endnu en kile ind i det i forvejen fragmenterede europæiske samarbejde. Der trækkes nye geopolitiske linjer på det euroasiatiske kort: For et år siden blev Italien det første G7-land, der formelt tilsluttede sig Kinas ambitiøse og vidtrækkende euroasiatiske infrastrukturprogram, kendt som Belt and Road Initiative (BRI), de nye silkeveje.

Ifølge avisen Frankfurter Allgemeine blev den italienske premierminister Giuseppe Conto tidligt i coronakrisen ringet op af den kinesiske præsident og generalsekretær Xi Jinping, der i samtalen slog til lyd for, at Italien og Kina bliver trædesten i en ‘ ny silkevej for sundhed’. Velkommen til en verden i forandring.

På tværs af politiske systemforskelle vil bekæmpelse af epidemier nødvendiggøre overvågning. Huawei har teknologien. Kritikere siger, at virusspredning dermed bliver politisk, men prøv at sælg det budskab i et Italien, der ikke fungerer i kraft af sine folkevalgte, men på trods af dem.

Tilliden mellem politikere og borgere i denne pragtfulde kulturnation har alle dage været minimal. Med klodens næstældste befolkning er Italien allerede alvorligt udfordret. 14 millioner italienere, en fjerdedel af indbyggerne, er over 65. Gennemsnitsalderen hos det kinesiske mindretal er 31 år.

Den italienske avis Corriere della Sera bragte forleden en historie om, at 190 millioner beskyttelsesmasker er blevet forsinket, blokeret eller er bortkommet hos nabolandene. Imens satte den kinesiske propagandamaskine med en Twitter-kampagne massivt ind i den folkelige meningsdannelse. Tusinder af tweets i marts havde budskaber som # forza-CinaItalia (fremad, Kina og Italien) og # grazieCina (tak, Kina) og blev genereret af robotter.

Budskaberne blev cirkuleret i et politisk landskab, som er populistisk; landets regeringskoalition inkluderer den såkaldte Femstjernebevægelse, som anses for at være både EU-og Nato-skeptisk og i stigende grad prokinesisk.

Hvor er USA henne i dette drama? Supermagten kan ikke stille med nødforsyninger, der rækker til at hjælpe nationens egne borgere; af samme grund er det ikke amerikanske transportfly, der vil komme italienere eller andre europæere til hjælp i kontinentets mest kritiske tilstand siden 1945.

Andre modtagere af kinesisk nødhjælp og den dermed forbundne propaganda er Spanien, Frankrig, Tjekkiet, Serbien og Ungarn. Onkel Sam er fraværende.

USA er ude, Kina er inde. Italien er trædestenen.

Efter coronakrisen følger en årelang gældstilstand, og hvem skal så hjælpe de vaklende økonomier i Europas blødende bug ved Middelhavet? Præsidenten i klodens mest forgældede supermagt?

Tilstanden er ikke til en langvarig konfrontation, anført af ideologiske fanatikere i Washington, der repræsenterer verden af i går. Dialog og samarbejde, tak.

(klumme i Politiken 6. april 2020)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trafik og tobak er (stadig) de store dræbere

Risikoforskningen bedes begynde forfra og omdefinere epidemibegrebet.

Samfund, stat og borgere er slået ind på et dramatisk kursskifte. Det er så svimlende at følge opdateringerne af antallet af covid-19-smittede og døde time for time, at mange af os risikerer at tabe de afgørende forhold på bundlinjen af syne: Hvor mange vil dø af covid-19, og hvordan sørger samfundet bedst muligt for at forhindre gentagne epidemier?

Lad mig præsentere nogle brutale og triste fakta, som sætter den aktuelle tilstand i perspektiv:

De vigtigste årsager til dødsfald i utide i den moderniserede verden er vores adfærd. Trafik, tobak, druk og (især i USA) håndvåben. Trafikken først: I Europa dør godt 25.000 på veje og gader hvert år. Læg hertil mindst 130.000 alvorligt kvæstede. Her taler ingen politikere om undtagelsestilstande eller nedlukninger. Bilmærker er identitetspolitik for middelklassen.

Okay, her på kontinentet har vi efter årtiers erfaringer bevæget os over i de rette kørebaner, og med et gennemsnit på 49 trafikdræbte per 1 million indbyggere er vejnettet i EU det sikreste på kloden. Danmark ligger i den pæne ende af statistikken med lige knapt et par hundrede trafikdræbte om året.

Prøv så at springe et halvt århundrede tilbage i tiden: 1971 var med 1.213 trafikdræbte året med det højeste antal dødsofre på danske gader og veje nogensinde. Herefter dykkede kurven, fordi vi i 1974 indførte generelle fartgrænser og i 1976 lovpligtige sikkerhedsseler.

På 40 år lykkedes det herhjemme at opnå et 85 procents fald i antallet af trafikdræbte. Resten af Europa følger pænt med: På et tiår har EU-landene i gennemsnit formået at reducere trafikdrabene med en femtedel. Alligevel er det fristende at repetere, hvad Teslas skaber Elon Musk skal have udtalt: Hvis bilen var blevet opfundet i dag, ville den af sikkerhedsmæssige grunde ikke være blevet tilladt.

EN SYNDER i samme sværvægtskategori som trafikken er tobakken. Den kronisk underfinansierede verdenssundhedsorganisation WHO publicerede i fjor en rapport, der fløj under de vestlige mediers radar. Den kategoriserede rygning som en pandemi! Herhjemme vedtog Folketinget beskedne stigninger i tobaksafgifterne. Rettidig omhu?

WHO fortæller også, at tobak hvert år er den primære dødsårsag for otte millioner af planetens indbyggere. Supplerende fakta: otte ud af ti af verdens anslået 1,1 mia. rygere lever i lav- og mellemindkomstlande, men det fritager ikke os i de rige enklaver for ansvar.

 

Der er et fælles træk ved den dødsfare, der udgår fra bilerne og cigaretterne: At vore politikere handler ud fra den filosofi, at der gennem skatter og afgifter kan rettes op hos borgernes uhensigtsmæssige adfærd. Så langt, så godt, men metoderne kommer til kort, fordi befolkningen lever med den opfattelse, at trafikken og tobakken er risici, vi selv har hånd om. Fortæl lige det til fodgængere, cyklister og passive rygere.

Den ultimative sundhedsforbryder bliver den bilist, der med 100 kilometer i timen holder en smøg mellem to fingre, alt imens han eller hun griber ud efter mobilen på passagersædet ved siden af, forbi bluetooth-forbindelsen til bilens indbyggede lydsystem er frakoblet.

VORES PASSIVITET over for massakrerne på gader og veje skyldes opfattelsen af, at trafik er en kontinuerlig katastrofe, der ikke længere trækker store overskrifter i medierne, mener den tyske risikoforsker og professor Ortwin Renn. Vi nedvurderer farer, vi fejlagtigt selv tror at have indflydelse på, mens vi overvurderer de mere abstrakte risici, som i hverdagen er bittesmå.

Det er derfor, vi i de vestlige samfund har brugt og fortsat vil bruge milliarder på at sikre os mod kommende krige og terrorangreb, uagtet at terror kun er en af de mindre årsager til dødsfald i vores del af verden. Krige mellem stater er blevet en sjældenhed, mens borgerkrige, inklusive lokal terror, er i vækst. Sidstnævnte kan vi gøre uendelig lidt for at ændre på.

Alligevel bruger vi milliarder på at beskytte os mod de farer, mens vi lader den dødbringende trafik fortsætte. For det moderne middelklasseliv i de velstående samfund er uløseligt forbundet med bilen og den mobilitet, den giver os. I det glansbillede er tobakken på vej ud. Turistrejserne står over for en pause, men kommer utvivlsomt stærkt tilbage, når skrækken for corona enten er blevet fortrængt eller tilpas bearbejdet af underholdningsindustrien.

Fortæl lige turister fra Europa, Nord- og Sydamerika og de velstående dele af Asien, at de i fremtiden skal acceptere rejsekvoter, f.eks. kun en enkelt interkontinental ferierejse hvert femte år? På hvilken planet vil det blive accepteret?

(klumme i Politiken 02.04.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar