Trump åbner endnu en bane for Kina

Beijings netværk af infrastruktur ekspanderer fra Centralasien til Mellemøsten.

Med præsident Trumps opgivelse af atomaftalen med Iran er der sket endnu en forskydning i de globale magtbalancer, og det må vække undren blandt USA’s traditionelle allierede, at den frie verdens selverklærede leder lader hånt om mange års møjsommeligt opbygget amerikansk indflydelse i klodens mest konflikthærgede region.

Gør klar til næste kapitel i sagaen ’Sådan ophører en supermagt’. Mon ikke den kommer som serie på Netflix.

Det indlysende spørgsmål er selvfølgelig, om det tomrum for indflydelse og magt, som Trump lader stå åbent, vil blive udfyldt af andre. Der er kun ét troværdigt svar på det spørgsmål, eftersom Europas handlemuligheder er henvist til småtingsafdelingen. Kort og brutalt: Hvad er Kinas hensigter i Mellemøsten?

GENNEM årtier holdt Kina sig langt fra konflikterne i denne del af verden. Men Beijings storstilede plan for udbygning af transportsystemer hen over Centralasien, kendt som Obor (One Belt, One Road), er ved at blive strakt ud til både Iran og de arabiske golfstater.

I de globale opinionsmiljøer er Obor præsenteret som en renæssance for den årtusindgamle Silkevej, der med et net af handelsruter knyttede kinesiske dynastier sammen med riger i Centralasien og videre til Middelhavsområdet. Nogle af endestationerne i forne tider lå, hvor Syrien og Libanon i dag forsøger at overleve som nationalstater.

En mellemøstlig aflægger af Obor kommer til at placere Iran i en nøglerolle. Kina er allerede den største aftager af iransk råolie og har investeret massivt i landets energisektor.

Det statslige kinesiske olieselskab China National Petroleum Corporation er i samarbejde med franske Total gået ind i udviklingen af det iranske gasfelt South Pars, der rummer klodens største kendte forekomster af naturgas.

Hvis konsekvensen af det amerikanske pres på Iran bliver, at Total opgiver sit iranske engagement, er det en indlysende konsekvens, at Kina overtager Totals andel. Der er ingen realistiske konkurrenter, eftersom de kinesiske selskaber har en stærk stat i ryggen.

En gammel togforbindelse fra Kasakhstan til Iran beskrives i kinesiske medier som redskabet, der skal fremme økonomisk integration mellem Centralasien og Mellemøsten. Hverken USA eller EU har en tilstedeværelse af betydning lige her. Kig venligst i historiebøgerne efter begrebet ’vestlig indflydelse’.

Kineserne har ikke kun pengene og ekspertisen med hjemmefra til denne ekspansion. De er også fri for den ulykkelige historiske bagage, som især briter og amerikanere har efterladt i den iranske og arabiske bevidsthed. De mange silkeveje blev opretholdt i århundreder, mens en myriade af fyrstendømmer, sultanater og kongeriger kom og gik, men kejseren i øst var der altid.

BEIJING lader sig ikke nøjes med Iran som trædesten for indflydelse. Kinesiske læreanstalter er i gang med at oprette tænketanke, hvis fokus er den arabiske verden: Der udbydes sproguddannelser for kinesere, der skal lære sig arabisk i skrift og tale, og tilsvarende for arabere, der skal lære sig kinesisk.

Kinas primære økonomiske partner blandt golfstaterne er det oversete sultanat Oman. Duqm er navnet på en omansk landsby, oprindeligt domineret af fiskerierhvervet, men i dag på vej til at blive et vigtigt transport- og industriknudepunkt, hvor kinesiske statsvirksomheder har stillet investeringer for 10,7 milliarder dollars i udsigt.

Duqm kaldes nu ’den kinesiske by’ på den Arabiske Halvø og bliver hjemsted for andet og mere end kun raffinaderier. Der skal også bygges fabrikker for solpaneler og biler. Oman har en strategi for udvikling af en fremtidig økonomi, der gør landet mindre afhængig af olie og gas og har tildelt Kina en nøglerolle i denne proces.

Kinesiske flådefartøjer har gennem flere år regelmæssigt lagt til i havnebyen Salalah som et led i bekæmpelsen af pirateri i farvandene ud for Afrikas Horn.

Oman har ikke lukket Kina indenfor i den hensigt at svække sine relationer med andre stormagter. Tværtimod forsøger sultanatet sig med en flerstrenget strategi med alle relevante geopolitiske aktører. Det stod klart, da Muscat i fjor var en diskret vært for forhandlinger med Taleban. Her deltog afghanske, pakistanske, amerikanske og kinesiske diplomater.

Hvor tager Beijings udsendinge hen næste gang med de store moneybags ?

Palæstina og Syrien, når det er praktisk muligt. Ja, tak.

(klumme i Politiken 17. maj 2018)

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Går Nordkoreas arbejdslejre i glemmebogen?

Menneskerettighederne risikerer at blive ofret i koreansk fredsaftale. 

DER ER et betydningsfuldt opbrud i gang på den koreanske halvø. I den såkaldte Panmunjom-erklæring, der blev resultatet af de nord- og sydkoreanske toplederes møde 27. april i våbenstilstandslandsbyen, som har givet navn til erklæringen, er der markante forskelle, når man sammenligner med teksterne fra de tidligere nord-syd-koreanske topmøder i henholdsvis 2000 og 2007, der forblev resultatløse.

Et permanent ’fredsregime’, der udelukker brugen af militær magt, skal blive den nye virkelighed her i 65-året for den våbenhvile, der har fastfrosset Koreas deling. Aldrig mere krig, har præsident Moon Jae-in og formand Kim Jong-un stillet de i alt 80 millioner koreanere i udsigt.

Men topmødets erklæring er også interessant for det, der er udeladt: den del af den nordkoreanske befolkning, der er anbragt i arbejdslejre. Mindst 100.000, muligvis det dobbelte.

Hvis en freds- og forsoningsproces er lige om hjørnet, kan menneskerettighederne blive den pris, verden og koreanerne kan komme til at betale for at få afspænding, øget økonomisk samkvem og udvikling. Kim-regimet vil sikre sin egen og sit systems overlevelse, hvilket indebærer Sydkoreas og USA’s accept af den politiske status quo nord for den 38. breddegrad. Regime- eller systemskifte er udelukket. Sporene fra Tysklands genforening skræmmer i Pyongyang, og et delt Korea vil give Kina den neutraliserede stødpudestat, der kan sikre stabilitet i Nordøstasien.

ALLIGEVEL vil verden blive et bedre sted, hvis målet om en atomfri koreansk halvø nærmer sig sin realisering. Nordkorea, klodens mest militariserede regime, er stadig bevæbnet til tænderne med konventionelle våben. Ingen amerikansk præsident og da slet ikke Donald Trump tør bare antyde en ’model Irak’ i Korea. Der er heller ikke meget, der taler for, at Nordkorea kommer ud i syriske tilstande.

Det koreanske tøbrud er blevet muligt, fordi præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping vil det sådan: Går man tilbage i kalenderen og erindrer sig den nordkoreanske diktators besøg hos Xi Jinping i Beijing i marts, er det påfaldende, at han umiddelbart efter sin hjemvenden til Pyongyang mødtes med ingen ringere end Donald Trumps særlige udsending, CIA-chefen Mike Pompeo, der lige om lidt bekræftes i jobbet som ny amerikansk udenrigsminister.

Den våbenstilstandsaftale, der i juli 1953 satte en stopper for tre års kamphandlinger i Korea, blev underskrevet af Kina, Nordkorea og den amerikanske general, der stod i spidsen for de FN-styrker, der blev domineret af USA. Sydkorea blev aldrig medunderskriver. Altså var krigen i Korea også en stedfortræderkrig mellem USA og Kina, der sendte en hær ind i Nordkorea for at redde en ideologisk allieret.

Kina har længe villet en koreansk fredsaftale, og præsident Trump tweetede for nylig, at han gerne ser sig som selv som manden, der lukker og slukker for dette blodige kapitel i USA’s og Østasiens historie.

DEN AFGØRENDE knast i den videre proces kan koges ned til et enkelt ord: afnuklearisering. Denne bliver politisk mulig, hvis USA går med til en gradvis reduktion af de lidt over 28.000 amerikanske soldater, der er stationeret på baser i Sydkorea.

Hvem skal så kontrollere, at nordkoreanerne opgiver atombevæbningen? Svaret kan kun være ét: Kina. Beijing var i sin tid vært for de såkaldte sekspartsforhandlinger om inspektion af Nordkoreas atomfaciliteter, som Pyongyang endte med at udvandre fra. Men Kina kan være den part, der holder snor i et nyt forsøg på afnuklearisering.

Herfra vil der ikke være langt til en fredsaftale. Næste fase: åbning af diplomatiske relationer mellem USA og Nordkorea. En amerikansk ambassade i Pyongyang og en ditto nordkoreansk i Washington.

For den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, vil det ikke være svært at fremstille et sådant resultat som en politisk sejr. Propagandaen fra Pyongyang vil kunne fortælle befolkningen, at nordkoreanerne ikke blev besejret af den imperialistiske supermagt, men i stedet fik dennes politiske anerkendelse.

TILBAGE STÅR et forhindringsløb på hjemmefronterne både i Nord- og i Sydkorea. Hvordan forklarer de respektive ledere deres befolkninger, at en genforening er noget, de kommer til at vente meget længe på?

Ved de to tidligere topmøder i 2000 og 2007 blev ordet føderation nævnt. Altså et statsforbund. Historien har ingen gode eksempler på levedygtige føderationer, hvor den ene er et etpartidiktatur, og den anden et demokrati med tilhørende frihedsrettigheder. Men lige præcis i Korea taler omstændighederne for, at forsøget gøres. En føderation varer ikke evigt, og de nordkoreanske slavearbejdere fortjener en bedre skæbne end den nuværende.

(klumme i Politiken 7. maj 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Koreas tøbrud har Kinas fingeraftryk

Nordkoreas atomare amokløb er blevet uacceptabelt for Xi Jinping. Han og Trump har en plan.

Kejserens tålmodighed var brugt op, og den lille, lokale fyrste skulle irettesættes.

Da den nordkoreanske diktator og klanleder Kim Jong-un besøgte Beijing for lidt over en måned siden, var der ingenlunde tale om et høflighedsvisit. Ganske vist blev der leveret rigeligt med smil og håndtryk helt i overensstemmelse med, hvad protokollen og traditionerne foreskriver, men reelt var der tale om en uregerlig opkomling, der blev taget i skole af suverænen.

Præsident og generalsekretær Xi Jinping har gjort op, at den nordkoreanske magtelites adfærd er uacceptabel. Truslen om brug af kernevåben er ikke kun rettet mod amerikanske mål i Stillehavsregionen, men er også blevet destabiliserende i forhold til langsigtede kinesiske interesser.

Kim Jong-un blev derfor pålagt at tage et forsoningsmøde med sin broderfjende i Sydkorea, og denne begivenhed blev mesterligt koreograferet i sidste uge.

Lignede det også et resultat af præsident Trumps stok og gulerod-politik, altså først ’ild og vrede’, dernæst en håndsrækning til en værdig forhandlingspartner? Delvis ja.

Den reelle sammenhæng afslørede Trump i en besked på Twitter, hvor han takkede sin ’gode ven’ Xi Jinping for fredagens historiske topmøde. Kinas og USA’s præsidenter har således en forståelse for, hvad der skal ske på den koreanske halvø, resten handler om diplomati, ritualer, retorik, tålmodighed og tid.

DE HÅRDE realiteter bag koreografien er følgende: Området omkring det nordkoreanske testområde, der ligger kun 100 kilometer fra grænsen til Kina, er brudt sammen.

Kinesiske videnskabsmænd lækkede i sidste uge (tidspunktet var ikke tilfældigt) oplysninger om, at den kraftigste af de nordkoreanske prøvesprængninger, der fandt sted 3. september i fjor, udløste fire jordskælv i ugerne efter. De kolossale bølger af energi og varme, som sprængningerne har udløst, har gjort bjergområdet omkring testfaciliteterne uanvendeligt. Den nordkoreanske ’Plan B’ kunne have været at finde et nyt testområde, men kineserne ville ikke have tilladt dette. Kim Jong-un blev derfor stillet over for et tilbud, han ikke kunne afvise.

Gennem de mange år, hvor de såkaldte sekspartsforhandlinger om afnuklearisering blev holdt i Beijing, tog de sig helt resultatløse ud. Da den nordkoreanske delegation i en kritisk fase udeblev, afbrød Kina for en tid vitale leverancer af energi til Nordkorea. Med stor sandsynlighed er et tilsvarende pres blevet lagt i fjor. Nordkorea er ikke kun afhængigt af gas, olie og kul, også af vigtig teknologi til den reelle magthaver i Nordkorea, militæret.

DE TO koreanske statslederes floromvundne retorik fokuserer på nedrustning og forsoning. Førstnævnte er realistisk, hvis den bliver gensidig, og hvis Kina og USA deler ansvaret for gennemførelsen.

Langt sværere bliver det langsigtede mål: genforening. Sydkorea har ikke økonomisk styrke til at løfte den byrde, som det vil koste at reformere Nordkorea. Den tyske model fra 1990 lader sig ikke kopiere til den koreanske halvø, medmindre Kina kaster sine økonomiske muskler ind i opgaven. Sidegevinst for Beijing: USA bliver i syd, men holder sig fra nord.

Det magiske ord afnuklearisering giver kun mening, hvis den sker gradvis og gengældes af, at USA reducerer sin tilstedeværelse i Sydkorea. Her giver et andet af Donald Trumps udsagn mening: Han vil afslutte Koreakrigen. Samme mål har hans præsidentkollega Xi Jinping.

Verden ser nu konturerne af et amerikansk-kinesisk sikkerhedspartnerskab i Nordøstasien. Naturligvis lader det nordkoreanske militær sig ikke afvæbne frivilligt, men ideen om en konføderation, der indgik i to tidligere koreanske fælleserklæringer fra topmøder i henholdsvis 2000 og 2007, begynder at få et skær af realisme over sig.

DET BEDSTE, Kim-diktaturet nu kan håbe på, er en status med reduceret suverænitet, der afhænger af Beijings velvilje og økonomiske formåen. Vejen frem for nordkoreanerne bliver herefter at lære af den reformpolitik, Kina indledte i 1980’erne; ’markeds-leninisme’ er denne reformmodel blevet kaldt.

Ingen betvivler modellens nyttevirkninger for millioner af asiater, der er blevet trukket ud af fattigdom og ind i relativ velstand. Uden at USA og Europa har haft noget særligt at spille ind med.

Vejen frem er fyldt med forhindringer, men Korea kan forandres, fordi Østasien er blevet forandret.

(klumme i Politiken 1. maj 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Vil Kinas pengemagt opsluge Taiwan?

Genforeningskonflikt overhales af økonomisk udvikling.

TÆNK HVIS Putin-styret pludselig annoncerede en stor flådeøvelse i farvandet mellem Kaliningrad, den polske kyst og Bornholm. Med Ruslands præsident til stede, uniformsklædt, inspicerende de nyeste fartøjer i den russiske Østersø-flåde. Overskrifterne i danske og andre Nato-landes medier ville være dramatiske. Vi ville gå i alarmberedskab, og diskussionen om Ruslands hensigter ville tage en ny runde.

Prøv at flytte scenariet adskillige tusind kilometer ud østpå til Det Sydkinesiske Hav – med Folkerepublikken Kina og Republikken Kina på Taiwan som aktørerne. I sidste uge gennemførte den kinesiske flåde en storstilet flådeøvelse i farvandet mellem den sydlige ø Hainan og det Taiwan, som Beijing kræver bliver genforenet med folkerepublikken.

Aviserne her i Taiwan satte fotos af præsident og generalsekretær Xi Jinping på forsiderne. Manden, der i en tale til sidste års partikongres i Beijing pointerede, at hans regering aldrig vil afgive selv det mindste stykke »kinesisk territorium«. Xi var iført camouflagedragt.

En god ven her i Taipei fortæller, at han ikke ønsker at leve under kinesisk dominans, »men at Kinas genforening med Taiwan er uafvendelig«. I oktober i fjor hørte jeg et lignende budskab fra en af øens fremtrædende erhvervsledere: Kina får sin vilje med den selvstyrende, demokratiske ø, det er kun et spørgsmål om tid, sagde han.

KUN USA kan forhindre, at Taiwan får en skæbne, som et flertal af øens befolkning er imod. Et alternativ til en væbnet konfrontation kan være, at Taiwan accepterer en fredelig og gradvis udvikling, hvor Kinas økonomiske dynamik mere eller mindre opsluger Taiwan; at økonomisk integration baner vejen for den politiske genforening, som Taiwan hidtil har afvist.

På bundlinjen handler det om, at Taiwan og Kina er økonomisk tættere forbundne, end det er tilfældet mellem medlemslande i EU.

Taiwans velstandsniveau per capita er ca. tre gange højere end på det kinesiske fastland, men i udvalgte økonomiske sektorer er kinesiske virksomheder i stand til at betale lønninger, der er langt over, hvad taiwanske arbejdsgivere kan tilbyde.

Officielle opgørelser viser, at ud af Taiwans samlede arbejdsstyrke på ca. 11 millioner har 720.000 forladt øen for at søge lykken i udlandet, halvdelen af dem til den økonomiske gigant på den anden side af Taiwan Strædet, hvor de helt ubesværet deler sprog, kultur og levevis. I Kina bliver disse gæstearbejdere ikke betragtet som udlændinge, men som ‘ patriotiske landsmænd’.

En meningsmåling fra sidste måned har foruroliget myndigheder og politikere her i Taipei: Ni ud af ti taiwanske arbejdere har enten arbejdet i udlandet eller er parate til at gøre forsøget.

Risikoen er, at Kina med økonomiske incitamenter er ved at starte en hjerneflugt ud af Taiwan. For lidt over en måned siden offentliggjorde Beijing en pakke af incitamenter, der skal tiltrække taiwanske forretningsfolk og højtuddannede til Kina, herunder et tilbud om, at taiwanske virksomheder kan byde ind på projekter i det ambitiøse silkevejsprogram, der skal udbygge infrastrukturen i Kina, Sydasien og Centralasien hele vejen til Rusland og Europa.

Regeringen i Taipei kaldte initiativet et forsøg på at underminere østatens økonomi.

UDVIKLINGEN mellem Taiwan og Kina bevæger sig således i to spor. Det økonomiske samkvem fortsætter uhindret af militære tiltag, utvivlsomt fordi det store flertal på øen ved, at pengestrømmen fra Kina er et signal om fortsat status quo trods spændingerne.

Med pengene følger også folk. Ganske vist har de kinesiske myndigheder forsøgt at lægge låg på antallet af turister, der får lov til at tage turen over det 150 kilometer brede stræde, der skiller det store Kina fra det lille. Men under en kort togrejse på den nordlige østkyst fik nærværende korrespondent alligevel et vidnesbyrd om, hvor udviklingen er på vej hen.

Vi sad i en halvtom togvogn og stoppede ved en lille lokal station, da der pludselig væltede en snes yngre rejsende ind, ivrigt gestikulerende og støjende.

Idyllen var brudt.

De er fra fastlandet, konstaterede min medrejsende. Man kan se og høre det på dem. De opfører sig, som om de befinder sig i deres eget land.

Den igangværende amerikansk-kinesiske handelskrig synes ikke at genere unge rejselystne kinesere. Geografien og en årtusindgammel kultur overtrumfer politikken.

(klumme i Politiken 23.04.2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Zuckerberg og Kina, de nye partnere

Facebook og den kinesiske kontrolstat har flere sammenfaldende end modstridende interesser.

Umiddelbart kan det følgende lyde som noget taget ud af en dystopi, men prøv alligevel at lege med på tankeeksperimentet her: Facebook-chefen Mark Zuckerberg melder ud, at han har indgået en aftale med de kinesiske myndigheder om udvikling af software, der skal hjælpe forbrugere og virksomheder både i og uden for Kina og USA med at måle og veje producenter, købere og sælgere. Formålet er at kortlægge digitale indkøbsvaner og forbrugsvaner på flere kontinenter.

Euforien breder sig på aktiemarkederne. Sparket i gang af forventningerne til, at den gigantiske købekraft, der gemmer sig i de kinesiske husholdninger, skaber efterspørgsel hos leverandører og producenter uden for Kina.

Der er panderynken i Kongressen i Washington og i EU-kommissionen, men betænkelighederne dæmpes, efter at store europæiske virksomheder melder sig som interesserede i den nye vision om ‘ digitale silkeveje’, der skal supplere de fysiske transportkorridorer, som er under etablering med afsæt i kinesiske selskaber og institutioner.

Siden følger der interessekoalitioner, hvor Zuckerberg og de kinesiske it-firmaer får følgeskab af Google og kinesiske Tencent. Intensive diskussioner om forbrugerrettigheder følger, men intet stopper den teknologiske innovationsbølge, for ingen ansvarlig amerikansk eller europæisk politiker vil skydes i skoene, at man bremser udviklingen, vel?

VIST KAN DET lyde vildt. Men bid så lige mærke i, hvad den forhenværende formand for Google, Eric Schmidt, har sagt: at Kinas kapacitet i kunstig intelligens vil overhale USA’s i 2025. Andre har mindet om, at den kinesiske telegigant Huawei er på vej med et system for satellitnavigation, der skal matche amerikanske Gps i 2020.

Hvad med Facebook, er dette altfortærende sociale medie ikke forbudt i Kina? Jo da. Men Mark Zuckerberg har i flere år haft en charmeoffensiv i gang over for magteliterne i Beijing. Han er ved at lære sig rigskinesisk og har to gange forsøgt sig med taler og interview på det prestigefyldte Tsinghua-universitet i den kinesiske hovedstad.

Utvivlsomt har hans ægteskab med den etnisk-kinesiske børnelæge Priscilla Chan hjulpet ham til både at lære sproget og at eksponere noget blød magt over for både det kinesiske og det amerikanske publikum. For vist fik han da adgang til en samtale med Kinas ‘ formand for det hele’ Xi Jinping under dennes seneste besøg i USA. De konverserede på gæstens modersmål.

I oktober i fjor var Zuckerberg igen forbi Beijing kun en uge efter den kinesiske partikongres, i hvis kølvand udvalgte vestlige erhvervsfolk, blandt dem også Apple-chefen Tim Cook, var inviteret til at lytte til Xi Jinpings særlige udlægning af klodens tilstand og Kinas håndtering af verdensøkonomien.

Nu, hvor en handelskrig mellem de to giganter er under udvikling, er tiden så ikke kommet til et dialogmøde, hvor Facebook-chefen tilbyder sig som mægler og knytter båndene i klodens vigtigste bilaterale forhold til gavn for os alle?

ZUCKERBERGS nylige fremmøde for amerikanske kongrespolitikere blev en nyttig demonstration af, at der stadig er politikere, der tager individets krav på privatliv og retslig beskyttelse alvorligt. Men høringen afslørede også vildrede blandt kongresfolkene, der lød som om, de foretrækker en verden af i går.

Nærlæser man Zuckerbergs forklaringer på høringen, træder der åbenlyse modsætninger frem. I en diskussion om den software, der kan identificere individer gennem ansigtsgenkendelse, henviste Facebook-chefen til presset fra kinesiske konkurrenter, hvor hensynet til privatliv og retslig beskyttelse ikke spiller ind.

Men den anden amerikanske gigant, vi hele tiden taler om, Google, betræder allerede veje, som Zuckerberg utvivlsomt har våde drømme om. Google indleder snart byggeriet af sit første center for kunstig intelligens i Asien, og gæt hvor? Ja, selvfølgelig, i Folkerepublikken. Beslutningen kom, efter at Beijing havde meldt ud, at Kinas ambition er at blive klodens førende på dette område senest i år 2030.

Så selv om Google, Twitter og Facebook er omfattet af et ‘ adgang forbudt’ i Kina, er der intet til hinder for, at de amerikanske techgiganter og den kinesiske kontrol-og udviklingsstat har partnerskaber.

Mark Zuckerbergs ægteskab med en kinesisk-talende kvinde kan på sigt vise sig at være den bedste investering, han nogensinde har gjort.

(klumme i Politiken 19.4.2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Arven fra de gode, onde og grusomme

Taiwan behøver konsensus i forhold til sin største udfordring.

BESØGENDE i Taiwans hovedstad Taipei skal ikke gå mange meter fra pladsen foran præsidentens administrationsbygning, før de passerer et elegant monument for ofrene for den ’hvide terror’, det sorteste kapitel i østatens historie.

Monumentet er sammensat af elementer i hvid og sort marmor, herunder en buet mur og et ca. 25 meter højt tårn med en svag hældning placeret på kanten af et lille parkanlæg. På denne måde bliver byen mindet om en politisk brutal fortid, som varede små fire årtier, og som blev afsluttet med Taiwans vellykkede demokratisering i 1980’erne.

Den ’hvide terror’ refererer til de fire årtiers militære undtagelsestilstand, som gjorde det muligt for KMT at regere med udbredt brug af fængslinger og tortur af politiske modstandere, både reelle og formodede. Der er usikkerhed om det nøjagtige antal af fængslede i perioden, men tallet ligger sandsynligvis mellem 140.000 og 200.000.

EFTER AT regering og parlament i 1998 besluttede at oprette en erstatningsfond, har 8.462 efterkommere efter ofre for den ’hvide terror’ indgivet ansøgning om erstatninger, og ud af disse blev 6.808 imødekommet. Det samlede beløb i udbetalte erstatninger nærmer sig 18,7 milliarder taiwanske dollars, svarende til 4,5 milliarder kroner.

Men der står stadig et oprydningsarbejde tilbage i Taiwans opgør med fortiden. I sin tiltrædelsestale efter valgsejren i 2016 lovede præsident Tsai Ing-wen, at hendes regering vil foranledige en undersøgelsesrapport, der skal klarlægge begivenhederne dengang. Den lader stadig vente på sig.

De tusinder af tragiske skæbner, der blev konsekvensen af den ’hvide terror’, begyndte med noget, der umiddelbart så banalt ud. 28. februar 1947 anholdt politiet i byen havnebyen Kaohsiung en tobakssælger, som man mistænkte for at handle smuglervarer. En spontan demonstration tog form, da borgere forsøgte at hjælpe den handlende. Hvorefter politi og militær benyttede anledningen til at iværksætte arrestationer over hele øen.

Med denne fulgte en månedlang bølge af tortur og henrettelser af formodede ’spioner’ og ’banditter’, som var betegnelsen for folk, der blev mistænkt for at have sympatier for kommunisterne i ’Røde Kina’.

DET GAMLE hovedkvarter for KMT, der ligger et stenkast fra monumentet for terrorens ofre, ejes i dag af transportgiganten Evergreen Group, som for en halv snes år siden overtog bygningen for et beløb svarende til trekvart milliard kroner. En af de største erhvervsmæssige succeser, der voksede ud af fire årtiers autoritært styre i Taiwan, lever i dag fint med østatens moderne demokrati, uagtet at Taiwans politiske fremtid tegner mere og mere usikker på grund af Kinas voksende styrke.

Men Evergreen og andre af de store virksomheder, der danner grundlaget for Taiwans enestående økonomiske succes, udtaler sig ikke om politiske emner, og slet ikke når det handler om øens fremtidige relationer til Kina. Den almindelige antagelse er dog, at erhvervslivet foretrækker en regering ledet af KMT.

Men dette parti har lige nu ikke megen fremtid for sig. Dets økonomi er skrumpet, antallet af partifunktionærer er på få år halveret og tæller i dag under 400, i takt med at partiets gigantiske formuer er blevet opløst og privatiseret.

OPGØRET om partiets besiddelser er langtfra ovre, lige så lidt som afklaringen af fortidens overgreb. Spørgsmålet er, om Taiwan har råd til at undvære et Nationalistparti, som har rødder i den kinesiske statsdannelse, der så dagens lys tilbage i 1911. For KMT er partiet, som lederne i Beijing helst forhandler med, når der skal reguleres på relationerne tværs over det 150 kilometer brede Taiwan Stræde.

Det nuværende regeringsparti DPP bliver før eller siden tvunget til helt eller delvis at kopiere den Kina-politik, som inden for de seneste årtier har været varetaget af dets gamle modstander KMT.

Taiwan ville være hjulpet af, at de to rivaliserende partier fandt fælles fodslag i forholdet til giganten på den anden side af Taiwan Strædet, tvunget af den realitet, at Kinas militære, økonomiske og politiske styrke vokser dag for dag.

Øens grusomme, onde og gode diktatorer og ledere har efterladt en arv, som nutidens demokratiske magthavere ikke har råd til at negligere.

For er der et alternativ til forhandlinger mellem Beijing, Taipei og Washington? Det vil kun fanatikere hævde.

(klumme i Politiken 9. april 2018)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Asiens store demokratiske succeshistorie er under pres

Er fremtiden for Taiwan kinesisk og i så fald på hvilken måde? Under Beijings centralstyre eller som et samfund med en helt særlig status?

På havnefronten i Kaohsiung i det sydlige Taiwan ligger der en klynge af renoverede lagerbygninger, som engang blev anvendt til at lagre sukkerrør. I dag er der i de istandsatte bygninger indrettet butikker, gallerier, et musikstudie, et museum for gamle damplokomotiver, der engang fragtede sukkerrør og andre fødevarer, plus lignende aktiviteter.

På denne solbeskinnede forårsdag vrimler det med besøgende grupper af gymnasieelever fra Taipei og andre bysamfund i det nordlige Taiwan. Men nogle af bygningerne står ubenyttede hen. Forklaringen er, at det store publikum, som området blev indrettet på at kunne tiltrække, ikke dukker op længere.

Det er det tusindtallige publikum fra ’fastlands-Kina’, der udebliver. Ikke fordi de ikke gerne vil flyve over det ca. 150 kilometer brede Taiwan Stræde og opleve et andet kinesisk samfund end deres eget, men fordi det er blevet sværere overhovedet at foretage denne tur. Beijing har iværksat en mild form for økonomisk boykot og har indført kvoter for dem, der vil tage turen til Taiwan.

INDTIL FOR ET par år siden vrimlede det ind med købedygtige forbrugere og turister, der tog turen fra Folkerepublikken Kina til Republikken Kina og bidrog til begge økonomiers velstandsfremgang. Sidstnævnte kender vi i daglig tale som Taiwan; øen, hvor 23 millioner indbyggere nyder frihedsgrader og en velstand, som ikke er opnået for den milliardstore befolkning på det kinesiske fastland, som Taiwan deler sprog, kultur og historie med.

Taiwan er øen, der er det 20. århundredes store og alt for oversete demokratiske succeshistorie. Et samfund, der blev det første på kloden overhovedet, som de allierede sejrsmagter i Anden Verdenskrig trak fri af kolonialismens svøbe i kølvandet på den japanske kapitulation i august 1945.

Kina, dengang ledet af generalissimo Chiang Kai-shek, fik af premierminister Winston Churchill og præsident Franklin Roosevelt stillet i udsigt, at de territorier, som var blevet koloniseret af Japan, skulle tilbageleveres. Det kom til at ske på en måde, der ikke var taget højde for, da de allierede indgik denne aftale i Kairo i december 1943. For Chiang måtte tage flugten til Taiwan i efteråret 1949 og med ham to millioner nationalistkinesiske flygtninge.

Siden fulgte små fire årtiers militær undtagelsestilstand, der i perioden 1987-92 blev afløst af en nærmest mirakuløs, ublodig og ikke-voldelig politisk transformation, som målt på alle parametre leverede et af klodens mest vellykkede samfund. Demokratisk, velstående og med alle de frihedsgrader, vi forbinder med en moderne stat.

Så indlysende nok er der ingen politisk gruppering i nutidens Taiwan, der slår til lyd for, at Taiwan skal leve under det styre, som gør krav på øen: den politiske ledelse i Beijing. Men det, der skiller vandene i Taiwans politiske landskab, handler om, hvilket af øens to dominerende politiske partier der er bedst til at håndtere presset fra Kina.

EFTER EN LILLE halv snes besøg på øen gennem små tre årtier er der et mønster i mine oplevelser af Taiwan, der begynder at forme konklusioner, som ikke opleves som særligt behagelige: Taiwans fremtidige tilhørsforhold – provins i Kina eller selvstændig stat – vil ikke blive afgjort af øens befolkning.

Lad os se på mulighederne, både de reelle og de mere teoretiske.

1. Taiwan erklærer formel selvstændighed, eventuelt som ’Republikken Taiwan’: Udelukket. Af begge politiske partier på øen, både det hensygnende Kuomintang (KMT), det oprindelige kinesiske nationalistparti, og DPP, det Demokratiske Fremskridtsparti, der i sin tid som oppositionsbevægelse spillede en afgørende rolle i Taiwans demokratisering.

2. Taiwans regering accepterer en status som en provins i Folkerepublikken Kina: Udelukket. Fordi det er uacceptabelt for det store flertal af befolkningen på øen.

3. Som et første skridt mod en større grad af selvstændighed ansøger Taiwan om medlemskab af den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean: Udelukket, fordi medlemmerne af sammenslutningen ikke tør ofre forholdet til Kina for at hjælpe Taiwan til en forandret status.

4. Som et skridt til at stoppe den voksende magt, som Kina udøver i Øst- og Sydøstasien, anmoder Taiwan om et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde med USA’s vigtigste allierede i regionen, Japan: Dette vil af Beijing blive opfattet som en krigserklæring. Kina vil nedfryse alle økonomiske livliner til Taiwan, hvorved øens økonomi vil blive lammet.

Husk, at Kinas og Taiwans økonomier er mere integrerede, end det er tilfældet mellem ethvert af EU’s medlemslande indbyrdes. Japanske og taiwanske firmaer med aktiviteter i Kina vil blive udsat for boykotaktioner, der vil lamme vigtige dele af økonomierne i firmaernes hjemlande. Virkningerne på verdensøkonomien vil blive alvorlige.

5. Taiwans præsident Tsai Ing-wen beder præsident Donald Trump om at give øen en ændret status i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik: Næppe realistisk, selv om Trump er manden, der har vist sig i stand til at overraske. Intet taler for, at Trump vil ændre på den amerikanske lovgivning fra 1979, der sikrer Taiwan mod at blive påtvunget en løsning, befolkningen ikke ønsker sig.

MEN TRUMP ER også manden, der indgår en aftale, når han ser mulighederne for en sådan. Det er tydeligvis hans sigte med de aktuelle bestræbelser på at få en forståelse i stand med Nordkorea om dette lands atomfaciliteter.

Der er her i Taiwan spekulationer i risikoen for, at Trump går efter en ambitiøs aftale med kineserne, der dækker flere områder. Hvilket kunne betyde, at Taiwans interesser ’ofres’ i en stor pakkeløsning, hvor USA og Kina afblæser handelskrigen og får styr på Nordkorea, mens Taiwans præsident af USA får at vide, at hun skal tage til Singapore for at få en aftale i stand med Kinas leder Xi Jinping.

Ganske som Kim Jong-un sandsynligvis blev beordret til Beijing af samme Xi Jinping. Noget for noget, lyder logikken. Et stort spil om verdensdelens fremtid er i gang.

(klumme i Politiken 8. april 2018)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar