En bedre kejser for Hongkong?

Den tidigere koloni bliver ikke et demokratisk eksperimentarium.

SAGT AF berømte Francis Fukuyama: Kina har to slags regeringer, de gode kejsere og de dårlige. Det kinesiske magtsystem fungerer kun i Østasien med denne verdensdels to årtusinders tradition for meritokratiske hierarkier.

Som inspiration eller doktrin er dette udsagn brugbart til forståelsen af de aktuelle begivenheder i Hongkong, hvor det sociale mediehav er ved at drukne os i heroiserende eller direkte voldsforherligende beskrivelser af gadens parlament.

Det følgende for at få de historiske realiteter på plads:

Verden blev overrasket af den grad af frivillighed, hvormed den britiske konservative regering under Margaret Thatcher i 1984 gik med på en forhandlet tilbagelevering af Hongkong. Thatcher havde i 1982 ført krig mod Argentina om det britiske territorium Falklandsøerne i Sydatlanten – og vundet! Så hvorfor ligefrem forære det velstående Hongkong til Kina?

Der var kun få protester, da aftalen blev indgået i 1984. Forklaringen er utvivlsomt det lange tidsperspektiv. Hongkongs særlige status skulle opretholdes i 50 år, altså frem til 2047. Så langt kunne ingen se frem dengang, men der eksisterede en udbredt opfattelse af, at de reformer, Beijing havde sat i værk i 1980’erne, ville skabe et mere rummeligt og tolerant Kina. En illusion, der led skibbrud med den militære nedkæmpelse af demonstrationerne i Beijing i juni 1989.

I 2007 havde Kina en tolerant kejser, Hu Jintao, Det var med hans underskrift, at Danmark fik sin strategiske partnerskabsaftale. Sandsynligvis af den grund hører vi ingen danske politikere gå ud og kræve mere frihed og/eller selvstændighed for Hongkong.

Hu Jintao lod i 2007 forstå, at Hongkong ville kunne vælge den lokale regeringschef ved direkte valg, hvor stemmeretten skulle udvides til hele befolkningen. Siden skulle også medlemmerne af Legislative Council (Legco), regionens parlament, vælges ud fra princippet en person/en stemme og ikke som nu gennem særlige valgmandskollegier, hvor profession er kriteriet for valgbarhed for halvdelen af medlemmerne.

I 2014, hvor kejseren er blevet Xi Jinping, besluttede Beijing, at Hongkongs indbyggere skulle have mulighed for direkte valg af regionens ledere, men føjede så til, at enhver kandidat skulle godkendes af en komité, som kontrolleres af Beijing.

Reaktionen blev den såkaldte Paraplybevægelse, som lammede centrale bydele med demonstrationer i næsten tre måneder. Logikken talte herefter for, at et kompromis blev opnået i parlamentet, Legco. Det blev forsøgt i juni 2015, men gik helt galt. Pro-Kina-medlemmerne af Legco argumenterede for, at lokalregeringen accepterede et forslag, hvorefter enhver kandidat til regeringschefposten skulle forhåndsgodkendes af Beijing.

Argumentet lød, at en ny valgmetode var en fornyelse, der siden kunne udvides, også selv om kandidatfeltet var kontrolleret. Juridiske teknikaliteter gjorde, at forslaget ikke kom videre. Fronterne var derefter trukket op til konfrontation.

Med fem års forsinkelse har en demokratibevægelse i Hongkong vist sig at have en vis overlevelseskraft. Udfordringen for bevægelsen er, at den er aktivistisk og domineres af yngre indbyggere. Mange var ikke født, da overdragelsen blev aftalt i 1984. Om aktivisterne har opbakning i bredere kredse og ældre grupper af Hongkongs befolkning, er uklart. Men en nylig opinionsundersøgelse viste, at ni ud af ti i aldersgruppen 18-29 år ikke føler sig stolte over at være kinesiske statsborgere i Hongkong.

Den demografiske faktor kan på sigt afgøre den politiske tilstand i Hongkong. Regionen har et særligt system kaldet One-Way Permit, som Kina bruger til at lade op til 150 af sine borgere bosætte sig i Hongkong om dagen, svarende til 50.000 om året.

SPØRGSMÅLET er nu, om Hongkong kan bevare sin økonomiske dynamik, hvis Beijing opgiver de særlige rettigheder og love, som gør regionen forskellig fra resten af riget. Svaret må blive bekræftende, fordi den kapitalistiske dynamik er blevet eksporteret ud af Hongkong. Nogen vestlig model har der aldrig været tale om, og den tegner sig heller ikke i horisonten. Allerhøjst en kuriøs hybridmodel mellem Vesten og Østasien, men med et aktiv civilsamfund og mediemiljø som den afgørende forskel fra Kina. Regionens vigtigste avis, South China Morning Post, ejes af Kinas rigeste mand, Jack Ma, men publicerer stof, som ville være censureret i Kina.

Hongkong er et enestående eksperiment, som på den lange bane næppe overlever konfrontationen mellem partistaten og gadens anarkister. Den gyldne middelvej, hvor kompromiserne formuleres, ligger ikke lige for og slet ikke i de regeringsbygninger, som lige er blevet raseret.

(klumme i Politiken 4. juli 2019)

 

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Trumpismen på museum i 2021?

Nej, meget taler for, at han får fire år mere. Kedeligt bliver det ikke.

TO AF USA’s tidligere præsidenter, republikanerne Richard Nixon og Ronald Reagan, har deres museer og sidste hvilesteder i nationens folkerigeste delstat, Californien. Begge byggede deres karrierer op her, Nixon som kongresmedlem, Reagan som guvernør.

Nixon var vicepræsident under Dwight D. Eisenhower i perioden 1953-60 og derfor en selvskreven kandidat til det valg i november 1960, som han tabte med en hårsbredde til John F. Kennedy. Derefter var han dømt ude i en periode efter at have tabt i forsøget på at blive Californiens guvernør 1962. Hans sejr ved præsidentvalget 1968 var derfor nærmest en sensation.

Nixon-perioden forbindes i historieskrivningen med den uheldigt eksekverede afslutning på Amerikas udsigtsløse og tragiske krig i Vietnam og ikke mindst nationens største indenrigspolitiske skandale, Watergate, der førte til præsidentens afgang i utide i august 1974.

På The Richard Nixon Library and Museum i fødebyen Yorba Linda øst for Los Angeles leveres der omfattende indsigt i den kontroversielle politikers enestående løbebane. Der bliver ikke sparet på detaljerne i det miskmask af kompliceret jura, politisk manipulation og systematisk bedrag og løgne, som karakteriserede den to år lange Watergate-affære. Meget kan kritiseres i amerikansk indenrigspolitik, men aldrig, at der mangler åbenhed i forholdet mellem politikere og offentligheden.

Et passende lærestykke for folk, der forsøger at begribe den aktuelle tilstand i og omkring Det Hvide Hus i Washington.

MUSEET i Yorba Linda har indrettet en særlig afdeling for Nixons største udenrigspolitiske bedrift: åbningen mod Kina i 1972. På en ca. fem minutter lang dokumentarisk video ser vi billederne af præsidenten med frue og følge besøge Den Forbudte By og Den Store Mur i et vinterkoldt, gråt og ludfattigt Kina. De afsluttende panoramaer viser som kontrast nutidens hyperdynamiske gigant på vej mod status som supermagt.

I Reagan-museet i Simi Valley halvanden timers kørsel fra Yorba Linda vises en tilsvarende film med en præsident, der varsler stjernekrigsoprustning mod det, han i starten af 80’erne kaldte ’ondskabens imperum’, datidens sovjetiske supermagt. Filmen slutter med en forsonligt smilende Reagan på Den Røde Plads i Moskva få år før den kommunistiske mastodonts definitive sammenbrud.

På hver sin måde og under temmelig forskellige omstændigheder afleverede Nixon og Reagan en mere lovende verden end den, de havde taget imod, da de vandt embedet i henholdsvis 1968 og 1980.

Nixon åbnede for integrationen af en femtedel af menneskeheden, den kinesiske, i det, vi i dag i mangel af bedre kalder globaliseringen, og som har trukket trekvart milliard kinesere ud af den dybeste fattigdom. Reagan og hans efterfølger, George H.W. Bush, sikrede med besindig adfærd og dygtigt diplomati, at sovjetimperiet afvikledes uden store blodsudgydelser.

Nixon kunne ikke vide, hvilken økonomisk og social transformation Kina siden skulle ryste verden med. Ingen amerikansk præsident har nogensinde profeteret Kinas opløsning, men man har udtalt sig forventningsfuldt om det asiatiske riges mulige forvandlinger og overvejet USA’s involvering. Det begyndte alt sammen med udsendelse af missionærer i 1800-tallet. I dag rivaliserer de om verdenshandelen.

PRØV SÅ lige følgende tankeeksperiment: Donald J. Trump taber præsidentvalget i 2020. Hans kleresi af finansfyrster og byggematadorer etablerer en fond, der skal finansiere opførelsen af The Donald Trump Presidential Museum and Library, som med stor sandsynlighed placeres et sted i staten New York. Hvilke bedrifter og begivenheder skal fremstilles i ord, på film og fotos som det, der markerer højdepunkterne i republikkens 45. præsidents embedsperiode?

Konfrontationen med Iran? Udsigt til langvarig fortsættelse. Løsning i Syrien? Nej, amerikansk passivitet og dermed frit slag for Tyrkiet, Iran og Rusland. Lidt håb for palæstinenserne? Kun varm luft i et volumen som Stillehavet. Aftalt atomnedrustning med Nordkoreas diktator Kim Jong-un? Overhovedet ikke realistisk. Et afklaret forhold til Putins Rusland? Fortaber sig i gråtoner. Handelskrigen med Kina? Kun udsigt til fortsatte spændinger. Klimainitiativer? Glem det. Respekt for EU? Først når der er to torsdage i en uge.

MEN OKAY, flere og flere profetier rammer samme konklusion: Trump vinder valget i 2020, og dermed får han jo fire år mere til at lykkes med alt det, der enten stod stille eller gik den gale vej i første embedsperiode. Nixon og Reagan var optimister på Amerikas og menneskehedens vegne. Trump afvikler en verdensorden, og kedeligt bliver det ikke.

(klumme i Politiken 1. juli 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Læg blyantspengene i partikassen

Hvad er vore folkevalgte værd, hvis vi skal forsøge at sammenligne deres vilkår med tilstandene på det arbejdsmarked, der gælder for alle os andre?

Spørgsmålet kom op i 11. time i den valgkamp til EU-Parlamentet, som fyldte en stor del af maj, inden folketingsvalgkampen tog over. Initiativtageren var den konservative spidskandidat Pernille Weiss, der fremsatte et forslag om, at de danske medlemmer af EU-Parlamentet fremover deles om udgiften til en revisor, der skal holde styr på de såkaldte blyantspenge. Lad os lige minde om, hvad blyantspengene er for en størrelse:

Hver måned udbetales 32.850 kroner skattefrit til dækning af udgifter i forbindelse med hvervet som EU-parlamentariker. De skal gå til dækning af kontordrift i hjemlandet, herunder mobiltelefoni, computere, konferencer og anden mødevirksomhed. EU-systemet kræver ikke kontrol med, hvordan pengene bruges.

Læg hertil, at når EU-parlamentarikerne deltager i møder i Bruxelles og Strasbourg udbetales 2.332 kroner dagligt i såkaldte diæter. Ligeledes skattefrit. Dette beløb skal dække udgifter til hotel, bespisning og repræsentation. Faktiske rejseudgifter til fly og tog refunderes. Og så skal vi vel ikke glemme vederlaget, det neutrale ord for det, der burde hedde politikerlønnen: 64.162 kroner udbetales der, og her trækkes der skat efter danske regler. Trods alt.

LAD OS for nemheds skyld sige, at den folkevalgte efter skattetrækket har i omegnen af 30.000 kroner til sig selv. Et nogenlunde lige så stort beløb, de såkaldte blyantspenge, udbetales oveni og er skattefrit. Altså mere end 60.000 kroner til at klare dagen og vejen til og fra Bruxelles og Strasbourg.

På årsbasis løber blyantspengene op i robuste 394.200 kroner. Hvor mange smartphones, iPads, internetmegabytes, notesblokke, kuglepenne, danskvand, ostemadder og kaffemaskiner kan man få for disse penge? Bevares, det kan være, at nogle af vore folkevalgte har lejet sig et kontor med tilhørende tekøkken, brusekabine og drømmeseng i København, hvilket kan være praktisk, når det nu er så langt at komme hjem til den danske provins med DSB-forsinkelser, trafikpropper og den slags. Så forstår man måske fristelsen til at indrette sit kontor hjemme i kælderen og skaffe sig et ekstra skattefradrag (arbejdsplads på bopælen hedder den slags i revisorjargon, og det gælder tilmed på Bornholm).

NATIONENS venstreorienterede veteran i EU-Parlamentet er Margrete Auken, som siden 2004 har repræsenteret Socialistisk Folkeparti med plads i Den Grønne Gruppe. Hermed en opfordring til en lille studiekreds i SF’s Ungdom: Hvor mange kroner eller euro i blyantspenge er det samlet blevet til i de 15 år, og kan det tænkes, at denne skattebegunstigede pengestrøm også er kommet partikassen til gode?

Sikke mange studiekredse med ostemadder og danskvand, det kunne være blevet til. Ret skal være ret, EU-veteranen har tydeligvis fået moralske tømmermænd. for dagen før valgdagen i maj blev hun af Jyllands-Posten citeret for, at hun i den forgangne valgperiode har haft en stående invitation til enhver journalist, der måtte ønske det, at komme forbi hendes kontor og se hendes bilag.

Herefter følger så sensationen, en lille en af slagsen ganske vist: Alle medlemmer af EU-Parlamentets Grønne Gruppe er nu forpligtet til at få foretaget revision over blyantspengene.

Hvad siger reglerne, for den slags har vort højt respekterede forsamling i Europa vel?

Der står intet på parlamentets hjemmeside om, at politikerne er forpligtet til at gemme bilag eller at aflevere regnskaber. Der er altså ingen kontrolmekanismer. Argumentet mod kontrol er, at det vil skabe mere administration. På den måde får medlemmerne og deres hjælpere mulighed »for at koncentrere sig om deres politiske arbejde ved ikke at pålægge dem ekstra administrativt besvær«, skriver parlamentet på hjemmesiden.

Forslaget fra Pernille Weiss om at deles om udgifterne til en revisor er et beskedent forsøg på at komme mange års uanstændighed til livs, og mon det ikke er denne erkendelse, som man i parlamentets Grønne Gruppe er nået frem til.

Eller også er fru Auken blevet overbevist af Enhedslistens nyvalgte medlem, Nikolaj Villumsen, der i valgkampens slutfase sagde: »Der er brug for åbenhed om, hvad alle de her penge bliver brugt til, så de ikke bare bliver stukket i lommen på parlamentarikerne. Det løser en revisor ikke. Det løser en model, hvor vi lægger det åbent frem. Det vil vi gøre«.

Den indlysende løsning: Læg blyantspengene i partikassen, bilagene ligeså, og læg så det hele frem.

(klumme i Politiken 27. juni 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Greta Thunberg er chanceløs i Californien

Amerikansk energipolitik er ved at blive kvalt i sin egen succes. 

 

EN RIGESTE og mest innovative delstat i USA, Californien, er en krystalkugle, der fortæller verden, hvad fremtiden vil byde os. Ikke mindst på det område, der mere end meget andet kommer til at definere vores fremtid: klima, energi og miljø.

Mange timers bilrejse på de store brede landeveje, der forbinder Californien og Arizona, er regulære åbenbaringer: Når vi havde passeret vindmølleparkerne omkring velhaverenklaven Palm Springs, ventede der efterfølgende gigantiske solpaneler på de flade arealer mellem Tucson og Yuma i Arizonas knastørre ørkenlignende landskaber.

Et eldorado, vil mange klimaaktivister konkludere. Men glem venligst alt om at give den svenske teenager Greta Thunberg en nobelpris eller at invitere hende til Californien: Læren fra energipolitikken i det sydvestlige USA tegner et uhyre kompliceret billede, som bør få klimabevægelsen til at tænke efter og lære af de erfaringer, der er gjort her i USA.

Californien har på få år øget sin produktion af solenergi så massivt, at delstaten i perioder enten forærer eller direkte betaler nabostater som Arizona og Nevada for at aftage den strøm, som den ellers så befolkningstunge delstat ikke selv kan forbruge.

PARADOKSET er opstået som konsekvens af en succeshistorie. For 10 år siden kom kun 15 producent af Californiens elproduktion fra vedvarende energikilder, størsteparten fra vindmølleparker og geotermiske anlæg. Solanlæg stod dengang for mindre end 1 procent.

Energirevolutionen tog kun få år: I dag leverer grønne energikilder mere end en tredjedel af delstatens samlede elforbrug, og solpanelerne er den enkeltkilde, der er i kraftigst stigning.

Hovedforklaringen er det dramatiske fald i omkostningerne ved etablering af anlæg. Mellem 2010 og 2016 er det gennemsnitligt blevet 73 procent billigere for californiere at bygge et solfangeranlæg, og produktionsprisen per kilowatt-time er nu det halve af, hvad strømmen koster fra et atomkraftværk eller et anlæg drevet af naturgas, viser tal fra U.S. Energy Information Administration.

DER ER andre paradokser: Trods overskudsstrømmen er elpriserne steget hurtigere end i resten af USA. Prisniveauet for strøm i Californien er 50 procent højere end det nationale gennemsnit.

Forklaringerne er flere: Delstaten har ingen central energimyndighed, der kan regulere elpriserne, så hvert energiselskab må klare sig på de vilkår, som markedet sætter. Eftersom mange af selskaberne har investeret i bygninger og udstyr for ret nylig, skal disse satsninger forrentes i et energimarked med overskudsproduktion og stagnerende priser.

Udviklingen i udgifter til etablering og drift af solfangeranlæg er kommet bag på alle planlæggere. Den californiske sektor for vedvarende energi har med andre ord leveret noget, der ligner et drømmescenario for klodens klimaaktivister, men er et mareridt for delstatens egne forbrugere og producenter.

Så det er ikke her blandt Californiens knap 40 millioner indbyggere, at klimaaktivister som Greta Thunberg skal gøre sig håb om at omvende forbrugere til at støtte den folkesag, som europæerne har gjort hende til frontfigur for.

BILLEDET er ikke mindre kompliceret, når vi ser på transportsektoren og det for amerikanerne allerhelligste: deres biler. Køerne på indfaldsvejene til en megaby som Los Angeles, hvorfra disse linjer skrives, demonstrerer dagligt amerikanernes ubekymrede holdning til deres fortsatte massive forbrug af fossile brændsler.

Ordet oliekrise er for længst forsvundet fra mediedækningen, og også her er der tale om en succeshistorie: USA er tæt på at have status som klodens største olie- og gasproducent. En udvikling, der har fundet sted i rekordtempo:

Landets olieproduktion i fjor nåede op på 11 millioner tønder råolie i døgnet, hvoraf de 7,5 millioner kommer fra skiferoliefelter.Texas producerede i fjor 4,3 millioner i døgnet, svarende til den irakiske olieproduktion.

Stigningen betyder, at produktionen er næsten fordoblet på knap 10 år. Fortsætter tendensen, kan USA i løbet af 2019 blive verdens største olieproducent foran både Rusland og Saudi-Arabien. Det betyder også, at USA er tæt på at være selvforsynende. Det Internationale Energiagentur IEA forudser endda, at supermagten kan blive nettoeksportør af olie i slutningen af 2020’erne.

Ifølge tal fra forskningscenteret ZSW i Baden-Württemberg var antallet af elbiler på verdensplan ved indgangen til 2018 nået op på 3,2 millioner. 1,2 millioner af disse kører i Kina, mens bilglade USA tegner sig for beskedne 750.000 med Tyskland på en tredjeplads med 93.000.Altså mindre end 1 million elbiler i bilismens oprindelsesland. Af et samlet tal på anslået 270 millioner biler. Greta Thunberg kan godt glemme alt om at komme på kampagnetur i USA.

(klumme i Politiken 17. juni 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Genbrug af Lenin men uden Karl Marx

Statskapitalisme og historiefortielse er formlen for Kinas fremgang.

I LØBET af de kommende døgn passeres 30-året for en af de mest dramatiske og monumentale begivenheder i det moderne Kinas historie: kommunistpartiets indsættelse af militæret for at rydde Beijings centrum og Den Himmelske Freds Plads for hundredvis af civile aktivister, der havde demonstreret i ugevis for mindre korruption og større åbenhed i regeringsførelsen.

Massakrerne natten mellem 3. og 4. juni 1989 rystede verden og udløste fordømmelser fra alle hjørner af kloden. Forudsigelserne om Kinas tilstand og fremtid dengang var, at landet atter ville lukke sig for samkvem med omverdenen.

De dystre profetier blev dog gjort til skamme: Kina valgte en udviklingsvej med et vidtgående økonomisk engagement i verden samtidig med en fastholdelse af sit politiske system med kontrol, censur og forfølgelse af dem, der aktivt modsætter sig regimets logik.

Landet har i dag en middelklasse, der tæller en lille halv milliard. Hundredtusinder af kinesere rejser hvert år udenlands som turister og vender hjem igen for at nyde frugterne af udviklingsmiraklets goder trods fraværet af de friheder og rettigheder, vi andre anser for at være universelle. Det store kinesiske paradoks er kommet for at blive.

Konsekvenserne af paradokset bliver fremover mere mærkbare for os europæere, således som den til tider hysteriske debat om udleje af pandaer til zoologiske haver viser. Danske og europæiske politikere, nationalkonservative som liberale, bedes besvare følgende spørgsmål: Hvad kan vi bedst finde ud af at leve med, koranskoler eller pandabure?

DET ER EN indlysende tragedie, at den kinesiske befolkning fortsat nægtes retten til en sandfærdig historieskrivning. Mens vi her i 100-året for Versailles-traktaten fortsætter med at reflektere over, hvorledes europæiske ledere kunne sende millioner af unge mænd i døden i skyttegrave for siden at skabe menneskehedens mest destruktive ideologiske systemer, nazisme og kommunisme, har nutidens kinesiske elite ført sin befolkning ud på fortielsernes vej, men langtfra en økonomisk blindgyde.

Ledelsen i Beijing har en samfundskontrakt med befolkningen: Lad os regere jer, så leverer vi historiens største velstandsfremgang. Meritokratisk statskapitalisme har afløst Mao-tidens destruktive massehysteri; marxistisk klassekamp er sendt ud på historiens mødding, mens de leninistiske kontrolmekanismer er blevet mere raffinerede.

Den digitale overvågningsstat skal ikke længere fremme en socialistisk verdensrevolution, men udvikle mønsterborgere, der scorer sociale point, alt efter hvor meget de tjener som forbilleder og gavner samfundets harmoni og sociale balance.

Den igangværende handelskrig mellem Kina og USA kan føre til, at kineserne får et digitalt jerntæppe, som de amerikanske techgiganter formenes adgang gennem. Trumps modsvar kan blive, at kinesiske giganter som Alibaba ikke længere vil få mulighed for at rejse kapital på Wall Street. Mon så ikke at City of London vil hjælpe til her? Brexitramte Storbritannien er Europas største modtager af kinesiske investeringer.

HER FØLGER EN anbefaling til den kommende danske regering og især dens udenrigsminister: Læs professor Kjeld Erik Brødsgaards bog ’Kina i moderne tid. Samfund, økonomi og politik’, der udkom i sidste uge (Hans Reitzels Forlag). Bogen er nok den hidtil mest omfattende fremstilling på dansk af Kinas udvikling, gennemanalytisk og robust faktabaseret. I bogen minder Brødsgaard os om en artikel af den amerikanske nobelpristager Robert Fogel, der for få år siden konkluderede, at i 2040 vil den kinesiske økonomi være tre gange større end den amerikanske.

Holder Fogels forudsigelse, vil Kina om en snes år stå for 40 procent af verdens økonomi, mens USA og eurozonen vil stå for halvdelen, altså 20 procent. Med eller uden pandabure er dette en tendens, som ingen ansvarlig dansk regering kan negligere.

I DAGENE OP til 30-året for massakrerne i Beijings centrum har The New York Times interviewet 66-årige Jiang Lin, der var en ung og nyuddannet journalist for det kinesiske militærs propagandamedier, da hun i det skæbnesvangre junidøgn i 1989 var vidne til militærets overgreb på nærmeste hold.

Jiang Lin konkluderer, at Kinas velstand og stabilitet forbliver skrøbelig, så længe kommunistpartiet ikke vedkender sig skylden for blodsudgydelserne dengang. »Så længe man benægter, at der blev slået folk ihjel, er enhver løgn mulig«, siger hun.

Efter interviewet med The New York Times har Jiang Lin valgt at forlade Kina. Der er ikke plads til skæbner som hendes i Kinas nye univers af velstandsfremgang, overvågning, belønning og straf, mønsterborgere, sociale kreditsystemer og rå forbrugerisme. Ingen profeterede denne udvikling i skæbneåret 1989.

(klumme i Politiken 3. juni 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Farvel til blå folketingssocialister

Thyra Frank er den største skandale i blå bloks forsøg på at føre velfærdspolitik.

PÅ EN AF mine cykelruter i indre by er jeg stødt på en enkelt valgplakat, der skiller sig ud i den alt andet end kønne skov af smilende politikeransigter, som forstyrrer bybilledet. Den plakat, der springer i øjnene, viser en ret ung kandidat for Socialistisk Folkeparti, som markedsfører sig med sloganet ’Mere socialisme, mindre snak’.

Endnu en ungdomspolitiker, der vil gøre en forskel – også for os halvgamle, må man forstå. Tilmed en socialistisk forskel, og hvori kunne en sådan bestå? Mere udjævning mellem den politiske og økonomiske elite på den ene side og den jævne dansker på den anden? Mere social balance og færre privilegier for nogle få udvalgte?

Sætter man politikernes egne økonomiske forhold under lup, kunne alle 179 folkevalgte rubriceres under et kampagneslogan i stil med: Socialisme for de velbeslåede og rå kapitalisme for lønmodtagere, folk på overførselsindkomster og mindre erhvervsdrivende.

Den velbjærgede ’socialisme’ består i, at de folketingsmedlemmer, vi tager afsked med efter valghandlingen 5. juni, kan se frem til to års såkaldt eftervederlag efter politikerkarrierens afslutning. Et folketingsmedlems årsløn er på robuste 678.00 kroner. Hertil et særligt skattefrit omkostningstillæg på 63.000 kr.

Efter kun et år som medlem af Folketinget er en politiker, doven eller flittig, hankøn eller hunkøn, sikret retten til en særlig pension, som er en livslang ydelse. Højeste sats opnås efter 20 år på tinge og er på 30.500 kr. om måneden resten af livet. Socialisme for de velbjærgede!

DET ER DA påfaldende, hvor fraværende dette emne har været i valgkampen. Godt, at vi har Ekstra Bladet, der aldrig forsømmer en valgkamp til at minde læserne om, hvilken form for velfærdsmodel, de folkevalgte har indført for dem, der får adgang til nationens fornemste sal.

Både folketingsmedlemmer og ministre skal bestå en dueligheds- og troværdighedsprøve, når de bestrider deres ædle hverv. Men i den valgkamp, der nu er på vej ind i slutspurten, har jeg ikke set eller hørt en eneste Christiansborg-journalist fra public service-medierne, altså DR og TV 2, spørge partilederne, om de mener, at deres kolleger på tinge eller i regeringskontorerne har været deres aflønning værd. Den debat er igen-igen overladt til de trykte medier.

Har vi fået tilstrækkelig politikervaluta for pengene? Det eksempel, som skriger til himlen, er regeringens afgående ældreminister. Thyra Frank, den tidligere plejehjemsleder, der røg ud af Folketinget ved valget i 2015, men som i november 2016 blev hentet ind i regeringen af Liberal Alliances partichef, Anders Samuelsen, i forbindelse med at partiet indtrådte i regeringen.

Thyra Frank er den minister, der har fået gennemført færrest regler og love, og hun holder af samme grund aldrig pressemøder. Hendes reaktion på den konstatering: »Det er jo faktisk i mine øjne et succeskriterie, at jeg ikke har fået indført alle de nye regler og love, som nogle åbenbart efterlyser. Jeg står jo for det stik modsatte. Nemlig, at vi skal regulere mindst muligt på ældreområdet, så der bliver langt mere plads og frihed til den enkelte«. Citatet er fra Magasinet Helse 10. oktober 2017.

FOLKETINGSVALGET 5. juni vil gå over i historien som afslutningen på en epoke, hvor de blå partier forsøgte at iføre sig en velfærds- og socialpolitik af den slags, som traditionelt karakteriserer rød blok. Hvis der er noget, som statsminister Lars Løkke Rasmussen må have grund til at fortryde, er det utvivlsomt optagelsen af Liberal Alliance i regeringen tilbage i november 2016.

Statsministeren har siden lanceringen af regeringens sundhedsreform gjort det klart, at de kommende års største udfordring er det stigende antal ældre. At snart over 10 procent af befolkningen vil være fyldt 80, stiller nogle krav til det kommende folketing, som ikke ligner tilsvarende social- og sundhedspolitiske udfordringer siden årtusindeskiftet.

Man forstår derfor den sandsynlige kommende statsminister Mette Frederiksens ønske om at danne en soloregering, der vedtager love med skiftende flertal. At partierne til venstre for midten vil være med til at finansiere de kommende års velfærds- og sundhedspolitiske forlig, giver sig selv.

Men hvem vil være med fra blå blok, hvor skattestop eller skattenedsættelse stadig er et mantra?

Liberal Alliance er ude af denne ligning. Thyra Frank kostede dyrt i lærepenge: Blå bloks velfærdssocialisme for de velbjærgede.

(klumme i Politiken 30. maj 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Martyrier har kostet os dyrt

Men religion alene kan ikke forklare selvmordsattentater.

Påskens terrorangreb i Sri Lanka kommer i historiebøgerne til at få en status, der kommer tæt på nogle af de hidtil mest spektakulære af slagsen, herunder angrebene i New York og Washington, D.C., 11. september 2001 og dermed starten på det, der siden blev kaldt den globale krig mod terror.

Andre angreb af slagsen fortoner sig i hukommelsen og historiebøgerne. I perioden mellem 1987 og 2001 stod De Tamilske Tigre i Sri Lanka for mellem en tredjedel og halvdelen af alle udførte terrorangreb på kloden. Islamisk fundamentalisme kunne det ikke kaldes, for tamilerne er overvejende hinduer. En dramatisk kontrast til den realitet, at vore herboende tamiler er blandt de bedst integrerede mindretal, vi har.

En detalje mere fra historieskrivningen, som nutiden har glemt: 23. oktober 1983 dræbte en bombe i en lastbil i Beirut 305 personer, herunder 241 amerikanske militærfolk i en fredsbevarende enhed, 58 tilsvarende franske og 6 civile. Angrebet blev efterfølgende kaldt den største enkelte ikkenukleare eksplosion nogensinde.

I perioden 1980-2017 blev omkring halvdelen af samtlige gennemførte selvmordsattentater i verden, et tal på ca. 3.000, udført i Mellemøsten: 32.000 dødsofre og 76.000 sårede har været konsekvensen. Som fænomen opstår selvmordsmartyrier i denne del af verden i 1980, hvor anslået 52.000 unge iranske mænd tilslutter sig såkaldte martyrieenheder. Vi er i år 2 efter Ayatollah Khomeinis magtovertagelse, hvilket sætter sig spor i flere nabolande. Halvdelen af alle terrorangreb i 1980’erne udføres på libanesisk jord, mange af dem iransk sponsorerede. 40 bombninger med 934 dræbte og 891 sårede til følge.

Hvor disse tal er hentet? I sikkerhedsorganisationen Nato? Pentagon, hovedkvarteret for klodens største militærmaskine? Overhovedet ikke. De her refererede data er systematisk indsamlet af en flittig og idealistisk britisk journalist, Iain Overton. I en alder af kun 45 år er han leder af aktivistorganisationen Action on Armed Violence.

I SIDSTE måned udgav Overton bogen ’The Price of Paradise’. Bogen er både et journalistisk mesterstykke og et sandt rædselskabinet af uhyggelige gerninger, indledt med historiens første kendte af slagsen, mordet på den russiske tsar Alexander II i Sankt Petersborg marts 1881.

Overton minder os om, at selvmordsmartyrierne også er forekommet i regulære krige. Stillehavskrigens sidste år 1944-45 fik den japanske militære ledelse til at ombygge 12.700 fly til brug for de såkaldte kamikazeangreb – kamikaze betyder guddommelig vind. I samme krigs mest spektakulære slag om øen Okinawa udførte 1.465 selvmordspiloter angreb, der ødelagde 157 allierede skibe med hundredvis af omkomne til følge.

Den deprimerende konklusion i bogen er, at flere end 72.000 er blevet dræbt i selvmordsattentater, siden det russiske statsoverhoved i 1881. Hvad motiverede gerningsmændene? Religiøs fanatisme? I allerhøjeste grad, og denne findes til overmål i Mellemøsten og Afrika. Men både de tamilske hinduer og de japanske kamikazepiloter falder uden for denne kategori. De var drevet af en højere sag, som ikke i udgangspunktet kunne defineres som religiøse doktriner.

Har gerningspersonerne været drevet ud i desperation grundet fattigdom og social isolation? Ikke hvis vi bruger påskens attentater i Sri Lanka som et eksempel, vi skal forsøge at drage konklusioner af.

Hvordan det er lykkedes den formodede planlægger af angrebene, Zaharan Hashim, at overtale rigmandsbrødrene Inshaf, 35, og Ilham, 31, til at ofre sig selv og tage snesevis af uskyldige med i døden, kan kun vanskeligt udredes. Et uhyggeligt efterspil er en del af dramaet:

Få timer efter eksplosionerne på de to luksushoteller Shangri-la og Cinnamon Grand mødte sværtbevæbnede politisoldater op i den luksusbolig, hvor familierne boede sammen med overhovedet, brødrenes far, Mohamed Ibrahim, en af Sri Lankas rigeste mænd, leder af et erhvervsimperium bygget på dyrkning og salg af krydderier. Antiterrorenheden blev mødt i døren af Ilhams hustru. Hun var uhyggeligt velforberedt, udløste en detonator, der dræbte hende selv, parrets tre børn på henholdsvis 5, 4 år og 9 måneder og sandsynligvis det ufødte barn, hun bar på. 3 af politisoldaterne blev dræbt.

Srilankanerne kommer som resten af den civiliserede verden til at lede længe efter rationelle svar på disse horrible ugerninger. Er det for meget at ønske sig, at nogle af den islamiske verdens religiøse og intellektuelle ledere gør selvmordsmartyrier til genstand for undersøgende og afklarende debatter, der kan hjælpe verden videre?

(klumme i Politiken 20.05. 2019)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar