Spionvæsenets svenske forbindelse

Dansk sikkerhedspolitisk historie skal skrives om.

Danmarks forsvarspolitiske historie skal skrives om, når Folketinget har fået håndteret tilstanden, der har ramt de hemmelige tjenester.

Stormagtsinteresser er i spil, men også relationerne til vore naboer. Udviklingen i og omkring Østersøregionen og det sydøstlige Europa er blevet så ustabil, at en voksende mængde militære og efterretningsrelaterede ressourcer i flere år fremover vil være rettet mod denne geografi. At der opstilles panservogne og artilleri nogle få hundrede kilometer fra Bornholm og Gotland, ligner et traditionelt scenarie for invasion.

Det er dog digitaliseringen, der har skabt de mest effektive våben for den, der vil destabilisere højtudviklede samfund. Dansk sikkerhed står og falder med, at vore myndigheder har dyb og varig tillid til medlemmerne i Nato, historiens største forsvarsalliance. Men organisationens akilleshæl er, at den ikke råder over en fælles efterretningstjeneste, som general Wesley Clark, alliancens øverstkommanderende i Europa under konflikterne i det tidligere Jugoslavien, fortalte nærværende skribent for en snes år siden.

Tyg lige på den en ekstra gang: Nato har et imponerende arsenal af kampfly, skibe, missiler og panservåben, men ikke et fælles, hemmeligt korps af informationsindsamlere. For efterretninger er noget, der handles af indbyrdes mellem de nationale spiontjenester. Geografisk logik tilsiger, at efterretningsfolkene på Kastellet er afhængige af andet spiongods end det, der måtte tilflyde fra partnerne i London og Washington. For Stockholm ligger jo tættere på – ja, gæt hvem: selvfølgelig Moskva.

DERFOR FINDES Maximator, et efterretningsnetværk grundlagt i 1976 af Danmark, Sverige, Tyskland og Holland. Ukendt af offentligheden indtil en hollandsk spionageforsker, Bart Jacobs, i april 2020 skrev i detaljer om samarbejdet i magasinet Intelligence and National Security.

Det virkeligt interessante i konstruktionen er tilstedeværelsen af Sverige og fraværet af USA og Storbritannien. Maximator opfanger og afkoder elektronisk kommunikation fra alle verdenshjørner, og her er Sverige en af de allervigtigste aktører.

Danmark var initiativtageren til Maximator, navngivet efter et ølmærke i München, og inviterede i første omgang Sverige og Tyskland med. Drivkraften var datidens markant forøgede fremkomst af satellitbårne efterretninger.

At håndtere disse er kostbart for små økonomier, og derfor bad Kastellets folk om hjælp hos naboer med flere ressourcer. Samarbejdet tegnede så lovende, at Frankrig i midten af 1980’erne bad om at komme indenfor, opmuntret af Tyskland selvfølgelig. Andre i Nato-familien fik færten af foretagendet, der blev administreret af et tæt personligt netværk af folk med indsigt i krypterede efterretninger. Medlemslande med begrænset indsigt fik høflige afslag på optagelse, hvilket gik ud over Norge, Spanien og Italien.

I sine første leveår var Maximators indsats udelukkende rettet mod militære og diplomatiske efterretninger. Fra 1980’erne begyndte den private sektor i voksende omfang at benytte sig af krypteret information. Det schweiziske firma Crypto AG var i mange år hovedleverandør af kodningsudstyr til vestlige demokratiers statsapparater og virksomheder og blev i hemmelighed ejet i fællesskab af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og dennes tyske partner BND.

Afsløringer i februar 2020 i schweiziske og tyske medier foruden Washington Post viste, at Crypto AG havde solgt efterretninger til flere end 130 lande i en aktivitet kaldet Operation Rubikon.

Både CIA og BND har for længst afhændet ejerskabet i Crypto AG, som siden blev genstand for en undersøgelse foranlediget af det schweiziske parlament. Den er hemmeligholdt, men chefen for den schweiziske efterretningstjeneste måtte i fjor forlade sin post som en konsekvens af udredningen.

Blandt sagkyndige inden for efterretningsvirksomhed har det i årtier været kendt, at Sverige er en overordentlig stærk og vigtig aktør, når det gælder de vestlige landes adgang til krypteret information. Finland ligeså. De to stater har den formelle neutralitet til fælles, men skulle en militær konfrontation spidse til, så ved Nato, hvor de skal hente den information, som de ikke selv skaffer sig i første omgang. Maximator er det svenske greb i Nato og har betydning for kontrollen med alle bevægelser i Østersøregionen, Baltikum og naboregionerne. Og således også Ukraine. Eskalerer Rusland over for de baltiske stater, er vor nabos neutralitet reduceret til en fiktion.

(klumme i Politiken 26.01.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Lad krysterne boykotte OL

At undgå dialog med Beijing er kujoneri og virkelighedsflugt.

Upåagtet af den danske nyhedsindustri rejste udenrigsminister Jeppe Kofod i november til Kina for at føre en flere timer lang dialog med sin kinesiske kollega, Wang Yi.

De to nåede hele raden rundt af betændte emner: undertrykkelse af mindretal og regimekritikere, den ubehagelige tilstand i Hongkong og Xinjiang, spændingerne i Det Sydkinesiske Hav, men også det nødvendige i en fortsættelse af det flerårige samarbejde om grøn omstilling.

Dermed lagde Kofod og regeringen sig i det spor, dansk udenrigspolitik har fulgt med stor konsekvens, siden den daværende socialdemokratiske stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1950’erne besøgte datidens kommunistiske supermagt Sovjetunionen.

Nødvendighedens lov for den til enhver tid siddende danske regering er, at vi taler med dem, vi er mest uenige med. At gøre det modsatte vil være en flugt fra virkeligheden. I tider med voksende spænding mellem stormagterne er vi den pragmatiske brobygger.

Så ville det give mening, at Danmark følger det amerikanske og britiske eksempel og sender sportsfolk til de olympiske vinterlege i Beijing og omegn uden ledsagelse af kulturministeren og vores sportsglade kronprins?

I så fald vil budskabet kunne udlægges som et gigantisk paradoks: at danske idrætsudøvere er fuldt acceptable repræsentanter for danske værdier, mens en minister, som er udnævnt for også at kunne forhandle med fremmede magter, dukker sig i hjemmeskjulet og tier.

At holde sig væk fra samtaler med dem, hvis værdier vi ikke deler, er ikke udtryk for moralsk storhed, men det modsatte.

PRØV AT LYTTE til den landflygtige multikunstner Ai Weiwei, Kinas mest kendte systemkritiker gennem de seneste årtier: Han mener, at sanktioner, herunder boykot-aktioner, mod hans hjemland, også de symbolske, er et tvivlsomt våben.

Aktivisten, der i dag lever i landflygtighed i Portugal, minder os om, at de hundredtusinder af unge kinesere, der i sin tid kom til Vesten på studieophold, i dag indtager ledende poster i en økonomisk gigant, hvis variant af kapitalisme på lange stræk, herunder jobskabelse og innovation, er den vestlige overlegen.

Kineserne har brugt et lille halvt århundrede på at kopiere os, også i sportens verden, og nu frygter vi, at de besejrer os, både økonomisk og i idrætten. Er det så frygten for nederlag, der gør, at vores regeringsfolk skal holde sig væk?

Samtalerne uden for de store stadioner kunne f.eks. handle om pandemibekæmpelse og klimaindsatser. Ej at forglemme den samhandel, der har bragt velstand til flere verdensdele og især Østasien.

Der er rigeligt at tale om: Når værterne i Beijing hævder, at dette OL bliver gennemført på grønne kriterier, kan vi så få at vide, hvor meget energi der medgår til at producere de 1,2 millioner kubikmeter kunstig sne og is, som er en forudsætning for gennemførelsen.

For ikke at tale om de kinesiske myndigheders løfte om at lade de internationale medier dække alle begivenheder uden forhåndskontrol og censur. Lad det kom an på en prøve.

HVAD ANGÅR den aktuelle boykot-debat, kan det være nyttigt at minde om et fortilfælde:

Anført af USA besluttede en stribe vestlige lande at boykotte sommerlegene i Moskva i 1980 i protest mod, at Sovjetunionen året forinden havde invaderet Afghanistan.

De vestlige regeringer indledte dermed en praksis, som de sædvanligvis kritiserede deres modparter for: at man spændte sportens organisationer for en politisk vogn.

Vores vigtigste allierede sendte dengang millioner af dollar i våbenhjælp til de islamistiske muhajediner i Pakistan, dvs. forløberne for de senere talebanere, for at hjælpe disse krigere med at bekæmpe datidens sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan. Dermed bidrog amerikanske skatteydere til at lægge fundamentet for det talebanske regime, som siden blev den største sikkerhedstrussel mod USA og Vesten.

Måske det på sigt bliver kineserne, der med penge og diplomati får trukket de terroristiske og islamistiske tænder ud af talebanerne? Beijing har foreslået Bidens folk et samarbejde for at stabilisere Afghanistan. Så hvorfor giver en besøgsboykot af vinterlegene i Beijing mening nu og her?

Indtil videre kan vi passende lade alle krysterne om at boykotte OL. Så kan de sidde hjemme i covid-isolation og heppe i kor på de danske hold.

(klumme i Politiken 13.01.22)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Rusland vinder Europas gråzonekrig

Nato og EU på retræte til en magtesløshed uden fortilfælde. Det er en genkomst af en verdensorden, der ligner 1800-tallets.

Vesten fik en advarsel af USA’s daværende forsvarsminister, Jim Mattis, tilbage i 2018: Han forklarede i USA’s nationale sikkerhedsstrategi, at supermagten tidligere havde haft uantastet overlegenhed i et ethvert konfliktdomæne, havde kunnet operere på egne betingelser i alle hjørner af kloden, men nu var »udfordret overalt – i luften, på land, på havene, i rummet og i cyberspace«.

Det er denne tilstand, som Ruslands leder, Vladimir Putin, gennem december har afprøvet med Ukraine som slagmark – og han har sejret helt entydigt. Ikke en kold krig, heller ikke en varm af den klassiske slags, snarere en lunken.

Moskva har ført en gråzonekrig mod visionen om et samlet og samarbejdende Europa og har vundet. Med minimale omkostninger. Kald det bare den tidligere KGB-officer Putins hævn for den største »geopolitiske katastrofe« (hans egne ord) i nyere tid: Sovjetunionens opløsning for nøjagtig 30 år siden.

Nato, som vi har kendt det, er et afsluttet stadie, og præsident Biden har i realiteten ingen handlemuligheder. De vesteuropæiske muligheder er sparet væk, skriver en pensioneret dansk general med deprimerende klarhed i en mail.

DEN DANSKE medieoffentlighed har vanskeligt ved at fatte katastrofen, når MeToo eller vaccinepolitikken løber med opmærksomheden hver uge.

Tilbagerulningen af amerikansk magt og indflydelse startede ikke i Ruslands nærområder. Den begyndte med bestræbelserne på at omforme Mellemøsten i en mere frihedsorienteret og demokratisk retning ved at invadere en sekulær stat, Saddam Husseins Irak, i 2003. Følgerne i nutiden lader sig ikke bortforklare. Da de amerikanske soldater forlod Irak i 2011, blev tomrummet udfyldt af jihadistiske krigere.

Barack Obama trak en rød linje året efter, da der blev anvendt kemiske våben mod den syriske befolkning, men satte aldrig magt bag.

Donald Trump indledte afviklingen af de multilaterale institutioner, aftaler og normer, som samtlige hans forgængere siden 1945 møjsommeligt havde fået banket på plads i stabilitetens navn. Siden vendte Amerika tilbage til verdensscenen, proklamerede Joe Biden, for så at evakuere Kabul uden at konsultere allierede.

VLADIMIR PUTIN har nøje kalkuleret tidspunkt og omstændigheder for, hvornår han skulle sætte et lammende stød ind mod sin modstander. Ikke siden Berlin-krisen 1958-1961 har et lederskab i Moskva stillet et ultimatum til en amerikansk præsident med udsigt til at lykkes.

USA har ingen vitale interesser på spil i Ukraine, så Bidens afvisning af at bruge militær magt er logisk nok. Samme tilstand herskede i 2008, da Putin annekterede et par provinser i Georgien. Samme igen for Obamas vedkommende, da Rusland bragte Krim tilbage til sit civilisatoriske moderland.

AT NATO IKKE griber til militære modforholdsregler, er en selvfølge, for alliancens musketer-filosofi gælder kun medlemslandene. Værre ser det ud for EU’s forsøg på at agere forbillede for potentielle medlemmer og associerede partnerlande og redningsplanke i konflikthærgede nærområder. Ruslands og Tyrkiets brug af migrationsvåbenet illustrerer skrøbeligheden i de visioner, Bruxelles har forsøgt sig med.

EU’s ambitioner for grøn omstilling ændrer ikke på, at kontinentets afhængighed af russiske fossile leverancer vil være en realitet årtier fremover.

Vi ser nu genkomsten af en verdensorden, der ligner 1800-tallets: Lande og regioner opdeles i interessesfærer. Definitionen på sådanne kommer her: et land eller et område, hvor et andet land har magten til at påvirke udviklingen uden at have formel autoritet.

Ukraine er nu på vej mod en tilstand som russisk vasalstat, mens Tyskland og dermed EU tøver, og USA fortsætter sin retræte. Sovjetunionens fald er hævnet.

(klumme i Politiken 26.12.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Gør klar til human overvågning

Vejen til et strategisk autonomt Europa går naturligvis ikke via Washington.

Nemt bliver det ikke. Den seneste fase i pandemiudviklingen aktualiserer et klassisk og ubehageligt dilemma: Hvor mange personoplysninger er vi parat til at afgive for at bistå de fælles bestræbelser på at begrænse smitten og dermed opretholde en samfundsorden, der på en anstændig måde balancerer mellem hensynene til både tryghed og frihed?

Løsningen hedder overvågede smarte storbyer = digitaliseret urbanisering, hvor ethvert besøg på en restaurant, en café, et diskotek eller selv et hotelværelse er ledsaget af overvågning via kameraer og sensorer.

Fordelene er legio: Vi vil øge mobilitet, bæredygtig transport og ansvarlig energiudnyttelse – alt sammen for at leve i dynamiske, velstandsfremmende fællesskaber. Med det indbyggede paradoks, at jo mere vi anvender digitaliseringen, jo mere sårbare gør vi os.

Fortidens gaderøver eller indbrudstyv er afløst af en hacker, muligvis en russer, en kineser, en jihadist eller en californisk technonørd, der løber med din digitale identitet. Her er staten din eneste redningsmand. Opskriften er skrevet i Bruxelles.

DIGITAL URBANISERING og den dertil knyttede overvågning er allerede en milliardstor industri, der blomstrer på tværs af nationale grænser og ideologiske skillelinjer. Amerikanske Facebook, svenske Axis, kinesiske Huawei og Hikvision er fælles om at fremhæve fordelene ved smarte storbyer – lavere kriminalitet, mere sikker mobilitet, endnu mere connectivity – og lige så fælles er de om at underspille de negative aspekter i form af de muligheder for udnyttelse, der er i spil, når myndighedsudøvelsen er anonym eller autoritær.

Målet i liberale samfund må være den humane overvågning. Mens vi venter på denne, må det nøgternt konstateres, at 9 ud af 10 af klodens mest overvågede storbyer er kinesiske; uhyggeligt, kan man synes, men ingen andre steder på kloden falder kriminaliteten hurtigere. Spørg de multinationale forretningsmiljøer, der har etableret sig på disse lokaliteter.

Overvågningens realiteter er ingenlunde begrænset til Kina, de er udbredt i amerikanske storbyer. San Francisco var indtil 2019 spækket med gadekameraer, indtil et flertal i bystyret besluttede en tilbagerulning. Alligevel viste en kontroloptælling tidligere i år, at byen med den relativt beskedne befolkning på en lille million stadig har ca. 2.700 overvågningskameraer i anvendelse i bymiljøerne.

Indtil techopgøret mellem Kina og USA kom op i gear, sad kinesiske Hikvision på 12 procent af markedet for overvågningsudstyr – i USA. Undersøgende journalister er her nået frem til, at Hikvision havde solgt mindst trekvart million kameraer til amerikanske kunder. Og Europa? Hver anden af Storbritanniens 10 største byer har haft Hikvision som leverandør af overvågningsudstyr.

Nogle politikere har travlt med at advare os mod Huawei og Hikvision, hvilket kan være psykologisk forståeligt. Men hvad de enten fortier bevidst eller er uvidende om, er, at amerikanske techgiganter er Kinas partnere i udviklingen af autoritær kontrol og overvågning.

For nylig afslørede en undersøgelse offentliggjort af det republikanske kongresmedlem Michael McCaul, at Commerce Departement i Washington har udstedt eksportlicenser til en værdi af 100 milliarder dollars til virksomheder, der leverer komponenter til Huawei og Smic. Sidstnævnte er Kinas største producent af mikrochips.

Leverancerne begyndte i Trump-perioden og er fortsat til april i år og dermed længe efter, at kinesiske techgiganter blev sortlistet i USA. Læg hertil sidste uges afsløring af, at chefen for Apple, Tim Cook, i 2016 besøgte Kina og indgik en femårsaftale til en anslået værdi af 275 milliarder dollars: Midlerne er gået til udvikling af applikationer tilpasset det milliardstore kinesiske hjemmemarked for digitale forbrugerredskaber og den dermed forbundne overvågning og kontrol af befolkningen, ansigtsgenkendelse inklusive.

FIK I SET DEN , alle Apple-brugere? Og jer i PET, FET og medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn?

Bag den amerikansk-kinesiske rivalisering ligger en efterhånden dårligt camoufleret alliance mellem californiske techgiganter og den kinesiske kontrol- og overvågningsstat. Hvad bør Europa gøre for ikke at blive klemt her?

Vejen frem hedder strategisk autonomi. Armslængde til både USA og Kina: Vi skal sige nej tak i øst og levere høflig udenomssnak i vest. Tager vi den lange kikkert frem, fortæller udsigten os, at USA er ved at forlade Europa, hvad den nylige udvikling omkring Ukraine er et foruroligende vidnesbyrd om.

Spænd sikkerhedsbælterne, europæere. Der er turbulens forude. Både i øst og i vest.

(Klumme i Politiken 16.11.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Hverken krig eller fred. Men ro på.

Taiwan er en udfordring, der forvirrer de fleste. Tvetydighed er USA’s redskab.

Prøv at forklare en forsamling tilhørere, studerende, pensionister eller noget derimellem, hvor Taiwan befinder sig på det magtpolitiske verdenskort. Det bliver hurtigt op ad bakke, ved jeg af egen erfaring.

Kina betragter øen som en udbryderprovins, der skal genindlemmes i moderlandet, om nødvendigt med brug af militær magt.

Det store flertal af Taiwans befolkning på lidt over 23 millioner har vedholdende sagt nej tak til at blive regeret som en provins under centralregeringen i Beijing.

USA har i mere end syv årtier stået som garant for Taiwans sikkerhed. I de første årtier under den kolde krig gennem baser, bombefly og anden bevæbning, siden gennem våbensalg. På det seneste er det kommet frem, at USA igen har militærrådgivere på øen, i træningsøjemed, hedder det. Kina siger, at det har man da vidst hele tiden.

Læg hertil overflyvninger og gennemsejlinger tæt på Taiwans og Kinas luftrum og farvande; det foregår alt sammen på kanten af Det Sydkinesiske Hav og dermed ruterne for en stor del af den globale handel.

HISTORIEN har vist, at når først en krig er startet, er den svær af komme ud af. Fredsslutningen i 1918-19 viste sig at være forspillet til en forlængelse af Asiens store krig 1931-45 og Europas ditto 1939-45. Her skiller Taiwan sig markant ud: Øens velsignelse og forbandelse er dens geografi: tæt på det kinesiske fastland, men centralt placeret i den globale økonomi. Klodens største producent af computerchips er taiwansk. Kald det bare en livsforsikring, for hele verden er afhængig af disse produkter.

Chipfabrikken TSMC i Hsinchu minder os om det økonomiske mirakel, østaten er. Republikken Kina, Taiwans officielle navn, er også en politisk succes. I 1987-88 afsluttede datidens magthavere fire årtiers militær undtagelsestilstand og indførte demokratiske tilstande. Politiske fanger blev frigivet, censuren ophævet, og borgerne fik civile og politiske rettigheder. Uden at ét eneste skud blev løsnet. Forberedt af en stat, der havde brugt årtier på at uddanne sin befolkning, mens den var ufri.

Så sagen turde være enkel: Et nationalkonservativt statskapitalistisk diktatur, Kina, vil opsluge et liberalt demokrati, Taiwan. Vi europæere tager vel altid, ganske som vore amerikanske venner, stilling for demokratierne, når disse er truet?

HER STILLER historieskrivningen sig i vejen: USA har gennem et halvt århundrede anerkendt den holdning hos Beijings ledere, at Taiwan er en del af det historiske Kina. Hvilket ikke er det samme som at godkende, at det store Kina blot kan overtage det lille Kina og administrere det efter forgodtbefindende.

Vi kalder det ét-Kina-politikken, og den tilslutter Danmark og EU sig. Den indebærer, at Taiwan ikke kan blive medlem af FN, hvad ørepublikken var indtil 1971. Vi har netop passeret 50-året for, at Folkerepublikken Kina overtog Taiwans plads i FN.

Er et kompromis muligt, så Taiwan kan slippe for de alarmerende overskrifter?

På det seneste har præsident Joe Bidens udmeldinger skabt forvirring, hvilket er hensigten. Supermagtens Taiwan-politik kaldes ’strategisk tvetydighed’: Ørepublikken er et selvstyrende samfund, dog uden den formelle FN-anerkendelse, som andre stater nyder. Samtidig engagerer Europa sig i voksende omfang i Taiwan, og tak for det.

TILSTANDEN giver ro på og er konsekvensen af årtiers kløgtigt amerikansk diplomati. Nul dødsofre! Prøv så lige at sammenligne med USA’s ageren i Mellemøsten. Der er oceaner af visdom til forskel.

Den historiske strid om Taiwan har to parter, og de bør gennem forhandling nå til en afslutning på den kinesiske borgerkrig. Nemt bliver det ikke.

Bundlinjen i ligningen er, at med nutidens tilstande i Beijing er Kina ikke værd for taiwanerne at genforene sig med. Det bedste håb for øens fremtid er, at det kinesiske magtsystem pensionerer Xi Jinping. Hvilket tidligst kan ske på en partikongres i 2027, samme år som Folkerepublikkens hær fejrer 100-års dagen for sin grundlæggelse.

Tålmodighed er en god asiatisk dyd, som der bliver hårdt brug for. Kreativt diplomati, tak!

Østasien vinder det 21. århundrede, hvis det lykkes at finde en fredelig løsning mellem Taiwan og Kina.

(Klumme i Politiken 02.12.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Digitale stemmesedler? Nej tak

Valghandlinger bør forblive på papiret nogle årtier endnu. Helst for evigt.

Selvfølgelig er det fristende, at vi en dag kan klare stemmeafgivelsen ved nogle få klik på computerens tastatur.

Når nu vores tilværelse er digitaliseret på mange andre felter – skattebetaling, medicinrecepter, bankforretninger, borgerservice, læring og meningsmålinger – så bør det vel også kunne realiseres, at vi sender vore folkevalgte ind i byrådssalen med de nødvendige klik?

Forsøg har været gjort, og erfaringerne er mildt sagt blandede. Vor nabo Estland blev en pioner med afholdelse af de første nationale e-valg nogetsteds på kloden i 2007, og 30.275 estere, svarende til 3,4 procent de stemmeberettigede, gjorde brug af muligheden. En generalprøve var gjort to år tidligere ved lokale valg. Begge gange konkluderede myndigheder og folkevalgte, at forsøgene havde været vellykkede.

AMERIKANSKE delstater har forsøgt sig med digital stemmeafgivning, men her er udfordringerne anderledes komplekse. West Virginia har siden 2018 tilladt stemmeafgivning for oversøiske vælgere og militært personale via en app. Siden er Delaware og New Jersey kommet til.

De tre staters eksperiment er baseret på, at de har overdraget gennemførelsen til en virksomhed, der kalder sig Democracy Live. Systemet er indrettet således, at vælgeren modtager en mail, der anviser, hvorledes der logges ind på Democracy Lives portal. Når stemmen er afgivet, kan vælgeren enten printe sin seddel ud eller afsende den digitalt. Ved modtagelsen af sedlen printes den ud og lagres hos Democracy Live, så muligheden for papirkontrol opretholdes.

Bryan Finney, stifter af og direktør for Democracy Live, forklarer sin virksomheds eksistensberettigelse med, at den digitale adgang er den realistiske måde at nå ud til anslået 30 millioner amerikanske borgere, der af forskellige grunde aldrig finder vej til et afstemningslokale.

Advarsler har det ikke skortet på. Digitalt sagkyndige siger nærmest i kor, at det er enklere at hacke et system for stemmeafgivning end at begå digitalt tyveri på e-portaler for shopping. Alene omkostningerne ved at oprette de nødvendige kontrolfunktioner vil overstige de potentielle besparelser, lyder det.

Med til at komplicere tilstanden hører, at USA ikke har en samlet standardiseret infrastruktur for valghandlinger. Hver enkelt delstat indretter sig, som det bestemmes lokalt.

Denne mulighed benyttede Det Demokratiske Parti i Iowa sig af, da det i februar i fjor skulle afholde et primærvalg. Udfaldet var imødeset af partiafdelinger på tværs af det store land, fordi man her ville få en første indikation af, hvem der ville blive partiets præsidentkandidat ved valget senere samme år.

Men alt, hvad der kunne gå galt ved en digital stemmeafgivning, gik galt i Iowa. Efter et døgn fyldt med klager over manglende funktionalitet på den smartphone-app, der var udviklet til formålet, kunne partiet stadig ikke sætte navn på vinderen.

DE TEKNISK sagkyndige kunne ikke finde spor af hackere; det var appen, der var upålidelig. Stemmeoptællere måtte ty til papirsporet for at indrapportere resultaterne. Efterfølgende afviste demokraternes partiledelse i Iowa at forklare medierne, hvem der havde udviklet appen. Man begrundede det med, at så længe softwareudvikleren er anonym, vil hackere ikke kunne forstyrre eller destruere denne digitale stemmeboks.

Så gik det trods alt bedre i Estland med en befolkning på kun det halve af Iowas. Som en konsekvens af en klage over hacking af valgsteder vedtog de estiske myndigheder i 2013 en særlig procedure for verifikation af vælgere efter stemmeafgivning. Og jo, den er digital:

Den stemmeberettigede skal aflæse en QR-kode fra den dekstops afstemningsside, der er brugt, hvorefter navnet på den kandidat, der har fået stemmen, popper op på den stemmeberettigedes smartphone.

Men, sagde kritikerne dengang, der var ingen mekanisme til at verificere, at stemmen blev talt med i det digitale optællingsprogram.

HVOR SVÆRT kan det ikke være at være en digitaliseret borger? Man erindrer sig en anekdote fra rumkapløbets tidlige år: Det amerikanske rumagentur Nasa brugte angiveligt millioner på at udvikle kuglepenne og andre skriveredskaber, der kunne fungere i rumkabiner med vægtløshed. Deres sovjetiske rivaler brugte blyanter bundet med snor til astronautens håndled.

Herfra må anbefales at gøre blyanter sakrosankte.

(klumme i Politiken 15.11.21)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 2 kommentarer

Rusland bliver ikke tolerant og liberalt

Europa må lære at leve med et autokratisk, nationalkonservativt Rusland, som heller ikke efter Putin-æraen vil være liberalt, mener forfatter, der er aktuel med ny bog om det gådefulde land.

Danske politikere og beslutningstagere må lægge forventningerne om et mere liberalt og tolerant Rusland over i historiens skrotbunke, for den østlige stormagt med de mange råstoffer har ikke den ringeste udsigt til at blive en politisk kopi af hverken Europa eller USA. Prøv derfor at leve med et stabilt og forudsigeligt Rusland, hvor den toneangivende middelklasse bakker op om herskeren, selv når han minder om en af fortidens zarer.

Skåret ind til benet er dette holdningen hos en kyndig udi russisk tænkning og traditioner, faghistorikeren og forfatteren Jens Jørgen Nielsen. Han har selv passeret de syv årtier, og i fire af disse har han haft det russiske samfund og dets naboskaber som sin arbejdsmark, begyndende i det sidste årti af den sovjetiske supermagts levetid.

Som russisk gift og med flere års bopælsadresse i landet kender han den modsætningsfyldte nation bedre end de fleste. Som stillingsbetegnelse har han kunnet skrive underviser, foredragsholder, korrespondent og virksomhedskonsulent på sit generalieblad. Oveni har han måttet lægge øre til beskyldninger for at være for imødekommende over for den herskende logik i Moskva, men selv mener han, at den aktuelle udvikling i Putins rige vil give ham ret i udsagnet om, at vi i Vesten gør bedst i at finde frem til et fornuftsbetonet samkvem med giganten i øst.

»Vi er jo for længst forbi tilstanden med krigstrusler, som det var tilfældet under den kolde krig. Et dansk og europæisk samliv med Rusland må forudsætte en realistisk erkendelse af, at Putin er en nationalkonservativ leder, hvis store inspirationskilde er nogle af fortidens store zarer. Både sovjetisk og russisk historie har lært os, at hvis der skal komme forandringer – helst i en retning, så Rusland bliver en mere acceptabel nabo – skal de komme indefra i magtapparatet, ikke fra gaden, ikke fra systemkritikere, hvis eneste salgsvare er en ensidig kritik af regeringen og magthaverne. Vi skal erindre os, at de to ledere, der tillod en afvikling af det sovjetiske imperium, Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin, begge var udklækket af det sovjetkommunistiske magtapparat«, lyder hans pointe.

Ukraine bør finlandiseres

Mange vil give dig ret, men det hjælper jo ikke de ukrainere, der ser deres land sønderrevet af regulær krigsførelse eller de folk i de baltiske lande, der må leve med russisk militæropbygning tæt på deres grænser?

»Krim var kun ukrainsk midlertidigt, efter at den daværende sovjetleder Nikita Khrusjtjov som en venlig gestus overdrog halvøen til den ukrainske sovjetstat i 1954. Krigen og konflikterne i Ukraine er ubehagelige, men løsninger er mulige og vil kræve både vestlig og russisk velvilje«.

Hvordan?

»Alle kan lære af den tidlige fase af den kolde krig. Gå tilbage i historien og se, hvorledes Østrig i 1955 sikrede sig en status som neutral stat mellem rivalerne i øst og vest. Sammen med Finland, der som bekendt havde været i regulær krig med den kommunistiske stormagt. Datidens ledelse i Moskva gav begge lande garantier, der sikrede, at de kunne leve som demokratier uden trusler og pres«.

Altså mener du, at Ukraine skal finlandiseres, som det dengang hed sig?

»Præcis. Europa har kendt den model før, og den bør forsøges her i nutiden«.

Næppe mange ukrainere vil være begejstret over, at deres placering på det politiske landkort vil blive forhandlet hen over deres hoveder?

»Så skal man gøre sig klart, hvor dårligt regeret Ukraine er blevet siden ophøret som sovjetrepublik. I den østlige del af landet er folkestemningen alt overvejende prorussisk, og samtidig har landet kæmpet med dybt inkompetente folkevalgte regeringer. Der er stærkt brug for, at Ukraine kommer økonomisk på fode, og her vil en status med formaliseret neutralitet være en stor hjælp. Fremfor alt vil det formilde Putin og hans efterfølgere, hvis der gives garantier for, at Ukraine aldrig kan blive medlem af Nato«.

Og Baltikum?

»Man kan undre sig over, at det skal være nødvendigt at udstationere danske soldater på en base i Estland. For Putin har på intet tidspunkt ytret noget, der kan tolkes som intentioner om at invadere eller overtage et eller flere af disse lande. Der er noget teatertorden over den militære opbygning, der finder sted i denne del af Europa. De fleste har tilsyneladende glemt, at Putin i sine tidlige regeringsår var positiv over for en tanke om at gøre Rusland til en del af Nato i en eller anden form. I den første tid efter sin magtovertagelse for lidt over en snes år siden stod han i spidsen for en svag og skrøbelig nation og mente oprigtigt, at han kunne komme til en forståelse med Vesten om at udvikle en pragmatisk sameksistens«.

Hvornår og hvorfor begynder han så at slå ind på en mere antivestlig kurs?

»Det bliver tydeligt, da præsident George W. Bush ensidigt trækker sig fra den store nedrustningsaftale om langtrækkende, defensive missilsystemer, kendt som ABM-aftalen. Denne beslutning indebar, at USA ville beholde retten til at ramme Rusland i et såkaldt førsteslags-angreb. I årene inden da havde der været voksende spændinger om Kosovo, hvor russiske og amerikanske styrker var tæt på at komme i regulær kamp. Amerikansk støtte til muslimsk separatisme i Tjetjenien spillede også ind«.

Putins kritikere ligner ham

Alle undersøgelser viser, at den russiske befolkning er træt af korruptionen, så det er måske her, han burde sætte ind for at styrke sin popularitet?

»Der går næppe en uge, hvor han ikke taler om nødvendigheden af at bekæmpe korruption. Problemet er, at den er systemisk, den har dybe rødder i kulturen. Selv hvis en figur som Aleksej Navalnyj (oppositionslederen, der er idømt en fængselsstraf, red.) kom til magten, ville korruptionen fortsætte. Vesten overser, at nogle af Putins hårdeste kritikere overhovedet ikke er liberale, men tværtimod ligner ham. Navalnyj er en hårdhudet nationalist, der omtaler muslimske oprørere som skadedyr. Så hvorfor gav det mening, at kansler Angela Merkel aflagde sygebesøg hos Navalnyj, da han var indlagt på et tysk hospital? Den slags bliver ikke taget godt imod hos patriotiske russere«.

Meget ville se anderledes ud, hvis forsøgene på at myrde journalister og oppositionsfolk ophørte?

»Absolut, men det hører med i billedet, at der blev dræbt flere journalister under Vestens darling Boris Jeltsin, end det er sket under Putin«.

Hvad er opskriften på et bedre forhold mellem Vesten og Rusland?

»At vestlige beslutningstagere og meningsdannere koncentrerer sig om at gøre, hvad der er godt for Vesten og lader den russiske magtelite få lov til at lede deres land, som de finder bedst. Vestlig accept af Rusland vil mildne magten og skabe et større råderum. Forsøg på regimeskift vil tænde alle røde lamper i Rusland og skade den liberale sag«.

Med andre ord vil du foretrække, at Vesten tier om de overgreb, der finder sted på menneskerettighedsforkæmpere og andre aktivister i Rusland?

»Jeg så gerne en større vestlig selvkritik. Der er brug for at se på de finansieringskilder, der sender penge til aktivistmiljøerne. Disse har ingen respekt hos russere, der kæmper for et mere liberalt og tolerant samfund. De fleste af Putins kritikere i Rusland kritiserer fra en nationalistisk vinkel og mener, at Putin er for svag over for Vesten, at han er for liberal og tillader for mange indvandrere fra Centralasien. Putin understreger på sin side, at Rusland er en multinational stat«.

Putin nærmer sig de 70. Kan systemet overleve ham den dag, han ikke er mere?

»Det ser svært ud, for han er en moderne zar. Der er noget sakrosankt over ham, hvilket er pudsigt i betragtning af, at han blev set som svag, noget i retning af en konfirmand i et for stort jakkesæt, da han overtog et meget svagt Rusland for en snes år siden«.

Han har ikke hjulpet en kronprins med sig op?

»Slet ikke. Der er stilhed i medierne om hans private cirkler og mange spekulationer om elskerinder og børn, han kan have fået med disse. Meget lidt er kommet ud til offentlighedens kendskab«.

Hvad kan man frygte, der vil ske, når Putin ikke er ved magten mere?

»Rusland er stadig et relativt skrøbeligt samfund med en vis stabilisering under Putin. Skrækscenariet er et statsligt sammenbrud. Putin har møjsommeligt opbygget staten på personlige relationer til regionale og ideologiske størrelser. Tjetjeniens skæbne er afhængig af et godt forhold mellem Putin og republikkens leder, Ramzan Kadyrov. Bliver det ikke genetableret med en ny russisk leder, kan meget gå galt. Strid mellem forskellige russiske oligarker kan heller ikke udelukkes«.

»Man skal dog ikke forvente, at der kommer en provestlig liberal til magten, slet ikke nogen uden for systemet. Udenrigspolitikken vil uanset hvad stort set forblive den samme – måske endda mere kritisk over for Vesten. De nationalistiske Putin-kritikere er stærkere og mere talrige end de liberale. Putins efterfølger vil holde sig til hans moderate konservative linje, der er midtsøgende efter russiske forhold. Der vil næppe ske drastiske ændringer. Russerne gider ikke flere revolutioner uanset i hvilken ideologis navn«.

(Interview i Politiken 14.11.2021)

Udgivet i Globalt, Interviews | 2 kommentarer

Biden, vores egen Gorbatjov?

Opløsningen af Vesten som politisk begreb diskuteres nu seriøst.

Indrømmet, overskriften er en provokation, for selvfølgelig lander USA ikke på historiens mødding, som det blev tilfældet i disse uger for tre årtier siden med opløsningen af Sovjetunionen. Men tillad et tankeeksperiment: at ’Vesten’, som vi kendte det under fire årtiers kold krig mellem sovjetkommunisme og de liberale demokratier, sociale markedsøkonomier og borgerrettigheder, ophører som politisk fællesskab.

Ikke fordi Putins små grønne mænd er på vej ind i et eller to af de baltiske lande, eller at en kinesisk invasionsstyrke brænder præsidentbygningen i Taipei ned til grunden.

Nej, dommedagsscenariet skyldes, at Vesten ikke er i stand til at levere samlede svar på de altoverskyggende globale udfordringer: pandemier, klimaforandringer, de islamistisk-inspirerede terrortrusler og en invalideret økonomisk globalisering.

Politiske opportunister og populister henviser til Xi Jinpings politbureau og Vladimir Putins oligarkiske netværk som hovedskurkene, mens de lukker øjnene for, at den vestlige verdens muskelmand par excellence, USA, er politisk nødlidende efter det første års tid med Joe Biden ved roret.

Forklaringer her: Fhv. departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller har beregnet, at renteudgifterne på USA’s gæld i år (sandsynligvis 300 mia. dollars) kommer til at udgøre en større post på det føderale budget end udgifterne til uddannelse, transportsektoren, videnskab, rumfart og forskning i nye teknologier lagt sammen.

Den Washington-baserede nonprofit-tænketank CRFB har for nylig konkluderet, at USA’s renteudgifter om mindre end ti år vil være tredoblet og til den tid udgøre 90 procent af det samlede provenu fra personindkomstbeskatningen.

Den sandsynlige udgang på tilstanden er, at USA kræver af sine allierede og kreditorer, at en del af gælden må afskrives. Når dette øjeblik indtræffer, må begrebet supermagt omdefineres.

Mere endnu: Europæiske beslutningstagere sov i timen, da præsident Joe Biden på sin første dag i embedet beordrede en 100-dages gennemgang af regeringens bestræbelser på at imødegå indenlandsk terrorisme. Et dokument på Det Hvide Hus’ hjemmeside siger det rent ud: at den største terrortrussel mod USA er den, der kommer indefra. Skrevet på et fakta-ark lagt ud på siden 15. juni.

Har man appetit på uddybende og analytiske forklaringer på denne foruroligende udmelding, anbefales det at gå ind på netmediet American Purpose, som i sidste uge publicerede en knap 2.700 ord lang kommentar om Amerika som geopolitisk risikofaktor. Forfatteren er Mitchell Reiss, tidligere chef for det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for policy planning . Altså det kontor, der krystalkugleagtigt forsøger at levere bud på fremtidens globale risici.

Reiss noterer, at hvis republikanerne vinder bare det ene af Kongressens to kamre ved midtvejsvalget om et år, vil alle Bidens indenrigske lovinitiativer afgå ved døden, når de sættes til afstemning. Piskende nødvendige reformtiltag lander i en by i Rusland, som vi med passende dansk kynisme kan formulere det.

PÅ DETTE BAGTÆPPE kan sidste uges udmelding fra vor statsminister om, at Danmarks internationale placering ligger i hjertet af både EU og Nato kun kaldes et nødråb. At det overhovedet er nødvendigt at fremhæve disse realiteter med store bogstaver, er et alarmsignal i sig selv.

Historieskrivningen om det ekstremt voldelige 20. århundrede fortæller os, at fremtiden umuligt kan blive drevet af et styresystem, der er domineret af kinesiske eller russiske eliters strategiske tænkning. Hos begge stormagter er ledelsens formål at opretholde kontrol indadtil fremfor ekspansion. Men i kombination med et politisk dysfunktionelt USA er konsekvensen en verden uden ledelse.

Tiden er inde til at tænke nyt om klodens indretning. Et seriøst forsøg gøres af Portugals tidligere europaminister Bruno Maçães i bogen History has Begun: The Birth of a New America . Her forklarer han overbevisende, hvorfor en politisk skilsmisse mellem USA og Europa er uundgåelig. De to kulturers forskellige udlægninger af det liberale tankegods er uforenelige: Europæerne er låst af nationalstaten, mens USA drømmer om en fremtid med grænseløs frihed.

Accepterer man hans analyse, turde det være en selvfølgelighed at arbejde for Europas Forenede Stater. Den model venter ikke lige om hjørnet. Biden bliver ingen Gorbatjov, men noget helt andet, vi endnu ikke kan sætte en etiket på. Måske kun et mellemspil inden Trump 2.0.

(klumme i Politiken 04.11.2021)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | 2 kommentarer

Klimatiltag spoleres i både øst og vest

Senatorer i kulstat kan sætte en stopper for Joe Bidens klimapolitik.

Om en halv snes dage samles klodens vigtigste beslutningstagere i Skotland for at lægge rammerne for planetens fremtidige indretning. Ikke kun for resten af 20’erne, men årtier frem. Klimapolitik er blevet sikkerheds- og magtpolitik, der kalder på solide kompromiser, hvis vores børnebørn skal kunne leve anstændigt.

Ferskvandsbiologer, meteorologer, metallurgikyndige og it-specialister vil fremover være, hvad kampvognskommandører, specialstyrker og jagerpiloter var i forgangne årtier. Klimaet skal sikres, pandemier forebygges og terrorisme bekæmpes med digitaliseringens redskaber, herunder kunstig intelligens, sporing og overvågning.

Selv hvis det lykkes at nå et anstændigt kompromis på klimatopmødet i Glasgow, trækker den akutte tilstand i verdensøkonomien den forkerte retning. Flaskehalsene i de globale forsyningskæder vil få producenter af fossil energi hos de største forurenere til at skrue op for alt det, kloden skal forsøge at afvikle. Det vil gælde i West Virginia såvel som i det østlige Sibirien.

Klimaforandringerne er nu så gennemgribende, at de på sigt kan gøre Rusland til en større producent og leverandør af olie og gas end Mellemøsten og Afrika sammenlagt. For tundraen i det østlige og nordlige Sibirien smelter nu med en sådan hast, at gigantiske depoter af gas og olie bliver lettere tilgængelige.

Så Vladimir Putin ignorerer ikke klimaforandringerne, men drager massive fordele af dem. Mens de tiltag, vi i Europa investerer milliarder i, risikerer at blive elimineret af udledningerne fra øst.

HUSK OGSÅ, at Putin i 2014 underskrev en 30-årig energiaftale med klodens snart største økonomi, den kinesiske. Denne aftale forpligter Rusland til årligt at eksportere ca. 40 milliarder kubikmeter gas til kineserne frem til 2048.

For Europas beslutningstagere bliver det tvingende nødvendigt at få Kina og USA bragt tilbage på det bredeste mulige dialogspor omfattende klima, samhandel og tech. Men der er mange forhindringer undervejs:

Kina er kommet hurtigere ud af covid-19-pandemien end nogen anden af de højtudviklede sværvægtsøkonomier. Hvilket forklarer, hvorfor kinesisk eksport til USA er steget med 31 procent siden januar 2018, da Donald Trump begyndte at bruge toldvåbnet mod kinesiske importvarer.

Godt halvdelen af alle kinesiske produkter til det amerikanske marked er pålagt en toldsats på 20 procent. Alligevel intensiveres samhandelen i den asiatiske gigants favør: Amerikansk eksport til Kina udgør kun en tredjedel af den kinesiske eksport til USA. Med dette for USA dystre bagtæppe giver det mening, at præsidenterne Joe Biden og Xi Jinping angiveligt skal have et topmøde, muligvis et fysisk af slagsen, inden årsskiftet.

Hvis de to rivaler vælger samarbejdets vej frem for konfrontationens, kan der på sigt skabes grønne jobs i millionvis i både Californien og Manchuriet, men også her i Europa.

Indadtil skal Joe Biden først forklare vrangvillige kongresmedlemmer, at grøn omstilling kan levere den jobskabelse, som vil have gavnlige virkninger i alle de regioner af verden, der spiller med i de vigtigste industrielle og teknologiske forsyningskæder. Men to senatorer i kulstaten over alle andre, West Virginia, nemlig demokraten Joe Manchin og republikaneren Shelley Moore Capito, modsætter sig begge det ambitiøse program for grøn strøm, som er kernen i præsident Bidens klimaprogram.

USA’s valgsystem er således indrettet, at to bagstræberiske senatorer i en svingstat med kun 1,8 millioner indbyggere kan forhindre, at Joe Bidens klimaforhandler John Kerry rejser til Glasgow med et tilbud, som kan få EU, Kina og andre storforurenere til at byde ind med en løsning.

Manchin er formand for Senatets energipolitiske udvalg og berygtet blandt klimaaktivister for sin modstand mod grønne energikilder. Han er blevet mangemillionær på sit familieejede kulfirma og modsætter sig, at USA bliver en af de førende i den grønne omstilling. West Virginias kulminer kommer først.

NÆSTE ÅRS midtvejsvalg vil demonstrere, om nogle få folkevalgte vælger rollerne som de mest uforsonlige fjender af en ansvarlig fremtid for amerikanerne og os andre. Inden da kan Joe Manchin og ligesindede (overvejende olie-, gas- og kulelskende republikanere i andre svingstater) nå at handlingslamme præsidentens og Kongressens klimapolitik.

Hvis West Virginias kulmafia får sin vilje, taber resten af kloden, og den fossile stormagt over alle andre, Rusland, er ikke færdig med at indkassere gevinster.

(klumme i Politiken 21.10.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Unge i USA siger nej til supermagtsrollen

Giv vort forsvarsministerium et navneskifte: militært beredskab og hjælp til krigsveteraner.

Hvordan gøres regnebrættet op, moralsk, politisk og økonomisk efter den store vestlige supermagts hidtil mest spektakulære militære fiasko i næsten et halvt århundrede? Forklaring følger, og den handler især om noget psykologisk:

Hvordan håndterer vi herhjemme de af vore borgere, der har sat liv og førlighed på spil i forsvaret af Danmarks internationale status, herunder alliancerelationen med USA?

Blandt folketingsmedlemmer er der udbredt enighed om, at Danmark kom for sent i gang med at formulere en veteranpolitik efter indsatserne i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne. Der er siden sket en betydelig oprustning i form af bl.a. soldaterhjem.

VI KAN SE TIL USA efter både inspiration til og skræmmebilleder på, hvilke tilstande vi bør undgå. Amerikanerne har et regulært ministerium for veterananliggender, og den vej kan vi også gå. Tænk hvis Forsvarsministeriet fik et navneskifte: Ministeriet for militært beredskab og hjælp til krigsveteraner.

Går man ind på de relevante amerikanske hjemmesider, er de til overmål udstyret med fakta. Ministeriet for Veterananliggender har f.eks. udarbejdet en tabsliste over dræbte, sårede og veteraner siden USA’s frihedskrig mod den britiske kolonimagt (1775-83), borgerkrigen (1861-65) og hele vejen op til det 20. århundredes store konflikter, herunder to verdenskrige, indsatserne i Korea, Vietnam, Mellemøsten og senest krigene mod terror (læs: fundamentalistisk politisk islam).

Hvor mange af nutidens danske soldater er klar over, at den amerikanske indsats i Vietnam 1964-75 betød, at der samlet blev indsat 3,4 millioner tjenestgørende, hvoraf de knapt 60.000 ikke overlevede? 40 år efter krigsafslutningen levede der ca. 4,48 millioner med ar og efterveer fra denne massivt inkompetente krigsførelse.

Siden fulgte evighedskrigene i Mellemøsten og Afghanistan. Det er endnu for tidligt med præcise aktuelle opgørelser over antallet af veteraner fra disse konflikter: I 2016 satte ministeriet tallet til 4.4 millioner. Gode amerikanske borgere, hvis liv og kræfter kunne have været anvendt klogere i en tid som nu, hvor den enestående, men splittede og fortvivlede nation er presset ud i en materiel, politisk og moralsk genopbygningsproces.

I SIDSTE uge offentliggjorde tænketanken Eurasia Group resultaterne af et fire år langt undersøgelsesarbejde om, hvorledes den amerikanske befolkning opfatter nationens internationale missioner. Højere læreanstalter i Danmark og medlemmer af Folketinget, læs med her:

Et hastigt voksende antal yngre amerikanere ser ikke længere Amerikas samfundsindretning og globale rolle som exceptionel. Ikke kun betvivler de nationens evne til at være supermagt, de tror i mindre omfang end før, at USA har retten til at blande sig i andre landes anliggender. Seks ud af ti amerikanere siger i undersøgelsen, at USA ikke længere er en exceptionel nation.

De unge amerikanere ser ind i en arv, der begyndte omkring år 1900, da USA nedkæmpede Spanien bl.a. i Filippinerne, en begivenhed, der fik imperialismens hofdigter Rudyard Kipling til at skrive et af sine mest berømte digte om ’den hvide mands byrde’; ment som en advarsel om ikke at gentage alle de overgreb, som digteren konkluderede, at det britiske imperium havde begået.

Kun knapt hver femte amerikaner mener, at beslutningen om en tilbagetrækning fra Afghanistan har skadet supermagtens globale status, mens dobbelt så mange mener, at USA slet ikke bør befatte sig med såkaldt nationsopbygning. Epoken med demokratieksport på larvefødder og med bombefly ligger i kisten. Ser I budskabet på lystavlen, Trine Bramsen og Jeppe Kofod?

OPMUNTRENDE er det, at svaret på tilstanden ikke er isolationisme, men diplomatisk engagement; det felt, som det tog Donald Trump kun fire år at lægge i ruiner. Heldigvis vil de unge amerikanere gerne det, der kaldes global økonomisk integration. Men tommelfingeren vender de nedad, når de spørges om, hvorvidt USA skal bruge militær magt for at straffe menneskeretsovergreb og indføre ’demokrati’ over alt på kloden.

Vigtige budskaber, når kikkertsigtet rettes mod næste års midtvejsvalg, der risikerer at spolere Joe Bidens forsøg på at genoprette et nødlidende samfund: Hvert døgn mister et par tusinde gode amerikanere livet til covid-19, mens en snes veteraner begår selvmord.

Pointen behøver at blive understreget: Dette sker hvert eneste døgn.

(klumme i Politiken 07.10.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar