Imperiemagt med pandaer og spisepinde

Nøgterne vurderinger af Kinas hensigter trænger sig på.

KINA KOMMER aldrig til at spille en nævneværdig rolle i den fremtidige udvikling af Grønland. Alene af den grund, at det gigantiske og ugæstfrie territorium er en del af den primære nordamerikanske interessesfære. Men en række vestlige landes bestræbelser på at forhindre kinesiske opkøb af virksomheder med aktiviteter i Grønland afspejler en frygt, der er vidnesbyrd om Kinas voksende globale betydning.

Længere væk, i Mellemøsten, bør det intensiverede partnerskab mellem Kina og Iran give anledning til panderynker i Washington, D.C., medmindre man tilhører den kategori af politikere, der ser det fornuftige i, at USA fortsætter sin retræte fra den arabiske verden.

DANSKE beslutningstagere lider under et nærmest kronisk underskud af viden om Kina, som giver Folketinget udfordringer, når debatten handler om Danmarks og Europas placering i forhold til en fjernøstlig gigant, der om få år overhaler USA i både økonomisk volumen og teknologisk innovation.

Fra højre til venstre i folketingssalen er der brug for at tage en kvalificeret, ikkepopulistisk og uhysterisk debat om emnet: Hvad er Kinas hensigter? Kan kineserne finde på at gøre noget grimt, den dag, vi gør noget, de ikke bryder sig om?

Riot policemen arrest protesters during a rally to show support for Uighurs and their fight for human rights in Hong Kong, Sunday, Dec. 22, 2019.

Så her følger en serie bud på Kinas mål i en verden, de næppe vil dominere, men på alle tænkelige måder influere.

Rigets enhed og sammenhæng skal opretholdes. Etniske mindretalsregioner vil blive holdt i kort og stram snor. Tibetanere og uighurer tvinges til at lære sig kinesisk til perfektion. Den slags kan de allerede i Taiwan, som får brug for kreativt diplomati for at beholde det frirum, som tre årtiers vellykket demokratisering har givet dem.

BEDSTE SCENARIO for Taiwan: en forhandlet særstatus, hvor Washington og Beijing garanterer dette frirum. Alle andre, men især Japan, der havde Taiwan som koloni i 50 år, bør holde sig langt væk. Kinesisk nationalisme er en tiger, som verden gør bedst i at lade slumre.

Hongkong er om mindre end en snes år forvandlet til en lokalitet i Perleflodsdeltaet, koblet op på den større tvillingeby Shenzhen. Sidstnævnte var for 40 år siden et søvnigt fiskerleje med 40.000 indbyggere, i dag er det en metropol med 12,5 millioner indbyggere.

Kinas 14 nabolandes forhold til imperiemagten vil være karakteriseret af respekt, frygt og tilpasning i varierende grader. En reel forsvarsalliance mellem Beijing og Moskva er ved at være en realitet, og den er langt mere robust end det ideologisk betingede partnerskab, der eksisterede i det første tiår af den kolde krig.

USA’s stillehavsflåde skal om 10 til 20 år være trængt tilbage til positioner i og omkring Australien. Fremtidens krigsførelse vil til den tid have gjort store maritime enheder delvis overflødige; i stedet udkæmpes der cyberkrige, der ikke koster menneskeliv, men værdier i milliardklassen.

Rusland og Iran vil være Kinas vigtigste partnere. Det Sydkinesiske Hav vil frit kunne gennemsejles, overalt overvåget af kinesiske skibe, fly og droner. Silkevejsprojekterne vil om en snes år have gjort Centralasien og dele af det østlige Rusland til de facto kinesiske økonomiske protektorater.

I LATINAMERIKA vil de lande, der tidligere lænede sig op ad USA, følge en kurs, der ligner Tysklands i Europa: Tale høfligt til Washington, alt imens den økonomiske og teknologiske afhængighed af kinesiske virksomheder og leverancer tiltager.

Med andre ord: ikke en ny kold krig, men nok en lunken en af slagsen. Europa bliver klemt, men vil forstå at balancere.

De nye silkeveje vil gøre Euroasien til center for klodens økonomiske dynamik, og den udvikling har beslutningstagerne i Berlin, London og Paris ikke råd til at stå udenfor.

En vigtig udfordring til den tid vil være, om USA, Kina og Europa vil være i stand til at hjælpe klodens marginaliserede økonomier beliggende i den konflikthærgede arabiske verden og det plagede og udpinte Afrika.

I fremtidens pandemibekæmpelse vil Kina i kraft af sin udbredte anvendelse af overvågningsteknologi have et forspring i forhold til Vesten. Så hvem ved, det kan være, at den Søren Brostrøm-type, vi herhjemme lytter til om 10 eller 20 år, skal på studiebesøg i Beijing om omegn?

(klumme i Politiken 05.04.2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Råstoffer er en evig forbandelse

Grønland har ikke udsigt til at bestemme over egen fremtid.

Uanset hvad de grønlandske vælgere måtte bestemme sig for, når de har været omkring stemmeurnerne i næste uge, så er kontrollen med dette unikke samfunds fremtid ikke i inuitbefolkningens egne hænder. Forklaringerne er historiske realiteter, geografisk beliggenhed, global magtpolitik og ikke mindst råstoffer.

I årtier har vi talt om, at Grønland bør bestemme mere over egne anliggender. Derfor hjemmestyret, siden selvstyret, men indtil videre ikke noget, der ligner uafhængighed i dette begrebs klassiske forstand.

Rigsfællesskabet har været en særdeles praktisk og håndterlig ramme for den realitet, at dansk sikkerhedspolitik er uløseligt forbundet med den magtudøvelse, der til enhver tid udgår fra supermagtshovedkvarteret i Washington, D.C.

Det nye i hele den ligning er stormagternes interesser i det, der kaldes sjældne jordarter, som beskrevet her i avisen 29. marts.

Inden vi forfalder til en opfattelse af, at USA vil bestemme det meste, skal det for god ordens skyld pointeres, at det langtfra kun er amerikanske virksomheder, der har kastet sultne blikke på de grønlandske råstoffer. Ud af de 41 selskaber, der har licens til at eftersøge, udvinde og anvende råstoffer i Grønland, er de 27 hjemmehørende i Storbritannien, Canada og Australien.

Geografiens og befolkningstæthedens ugunst gør, at Grønland ikke kommer til at lære af hverken Dubai, Singapore eller Australien. Vi taler om et samfund med et areal, der er 6 gange Tysklands, 98 procent af rigsfællesskabet og et indbyggertal på niveau med en mellemstor syddansk provinsbys. Ikke just betingelser, der definerer opskriften på et udviklingsmirakel.

Hvad angår stormagternes voksende interesse for de mineraler, vi kalder sjældne jordarter, så er kapløbet logisk nok. EU-chef Ursula von der Leyen har absolut ret i, at Kinas dominans på området ikke er ønskelig. Der er stærkt brug for en international regulering af disse mineraler i stil med klimapolitikken.

Men uanset hvor dette opgør lander, bliver det skidt for grønlænderne og deres fremtid. Sagt brutalt bliver den grønlandske økonomi i stigende grad ’afrikaniseret’: med en voksende afhængighed både af multinationale virksomheders engagement og af milliardstore bloktilskud fra København, der skal holde infrastrukturen kørende.

VI KENDER DET i udviklingsteorien som råstoffernes forbandelse: at et samfund, der henter kilderne til vækst op af jorden eller havbunden, forsømmer at udvikle de ressourcer, der ligger i befolkningens hjerner. Fænomenet har en nærmest epidemisk karakter i en række afrikanske og arabiske samfund og er den sikre vej til kronisk stagnation. Også stakkels Venezuela hører til i denne triste kategori.

De sjældne jordarter er en nøgle til fremstilling af ikke bare våben, flyvemaskiner, missiler og computere, men også af en række af de teknologier, der er helt afgørende i den grønne omstilling af industriproduktion. Det er en bidende ironisk pointe i den aktuelle debat, at amerikanske virksomheder for et par årtier siden udliciterede fremstillingen af de sjældne jordartsmetaller til Kina.

Under den kolde krig hørte vi nærmest intet om disse metaller, men selvklart var der også dengang interesse for dem. Her et selvoplevet eksempel fra fjendens lejr:

I 2016 besøgte jeg den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, og det lykkedes mig at komme indenfor i den ambassadebygning, der indtil 1990 havde været diplomatisk repræsentation for det kommunistiske Østtyskland (DDR), en af Nordkoreas vigtigste allierede. I dag huser bygningen ambassader for tre vestlige lande, blandt dem den tyske forbundsrepublik.

Frem til lukningen af den østtyske ambassade bestod bemandingen af ca. 90 udsendte, fik jeg hvisket i øret. De ca. 80 af dem var angiveligt geologer. Hvad de fik tiden til at gå med i Nordkorea? At lede efter sjældne jordarter til brug for en af de strategisk vigtigste industrier i Østtyskland: våbenproduktion.

Da DDR blev fortid, kunne de østtyske diplomatgeologer vende hjem til et forenet Tyskland, hvor den militære efterretningstjeneste utvivlsomt har set en stor nytteværdi i de kort over Nordkoreas mineralforekomster, som de lå inde med.

Sjældne jordarter eller ej, tiden er inde til at glemme illusioner om selvstændighed i den nordlige del af nutidens rigsfællesskab. Der bør hænge tre flag på regeringsbygningerne i Nuuk: det grønlandske, Stars and Stripes og Dannebrog. Side om side.

Så vil symbolikken passe til virkeligheden.

(klumme i Politiken 01.04.2021)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

EU-sanktioner mod Kina er symbolpolitik

Men Beijings modreaktion er et dødsstød mod investeringsaftale indgået i fjor.

For et par år siden blev der i fællessalen på Christiansborg afholdt en høring, hvis emne var Kinas voksende pres på Europa som følge af især den teknologiske udvikling (Huawei og 5G) og den kinesiske interesse for Arktis og Grønland. Arrangør var Dansk Folkeparti, fremmødet var sparsomt, og de inviterede paneldeltageres oplæg uden overraskelser.

I panelet skulle have siddet en repræsentant for den kinesiske dissidentbevægelse, vel nok den mest profilerede af disse gennem mere end fire årtier: Wei Jingsheng. En af hans medarbejdere i Wei Jingsheng Foundation forklarede mig, at hendes chef ikke havde kunnet få indrejsevisum til Danmark.

Wei er blevet kaldt den kinesiske demokratibevægelses fader. Helt tilbage i 1978 opfordrede han Kinas ledere til at iværksætte, hvad han kaldte en femte modernisering oven i de fire – landbrug, industri, forsvar og teknologi – som kommunistpartiet dengang havde besluttet sig for i bestræbelserne på at komme ud af Mao Zedong-tidens destruktive, traumatiserende og surrealistiske kaos.

Den femte, som Kina stadig har til gode, burde ifølge Wei Jingsheng handle om demokratisering. Hans opfordringer førte til sammenlagt 18 års fængsel, inden han i november 1997 blev løsladt af helbredsmæssige grunde som et resultat af én mange studehandler mellem USA og Kina.

Chinese Human Rights activist and dissident Wei Jingsheng speaks during an interview on November 28, 2018 in Fort Washington, Maryland, near Washington DC. – Exiled Chinese dissident Wei Jingsheng has lived a good life in the United States for more than 20 years. But the man often called the father of his country’s modern democracy movement still welcomes visitors the Chinese way — by offering them a cigarette. In a lengthy interview at his home in a Maryland suburb south of the US capital, he lights one for himself — and starts unleashing harsh criticism of the “one-party dictatorship” in power in Beijing.

Da han året efter besøgte Danmark, fremstod han som en viljestærk person med en mission, der naturligvis var værd at lytte til. I dag er hans største udfordring at undgå glemsel i det diffuse og uorganiserede miljø af kinesiske eksildissidenter i USA.

AT DEN I DAG 70-årige aktivist ikke har opgivet at udfordre Kinas ledere, kan enhver forvisse sig om ved at besøge hjemmesiden for hans organisation Wei Jingsheng Foundation. Den ligner noget skrammel fra internettets barndom – hvorfor har Donald Trumps folk dog ikke for længst været forbi med en nævefuld dollars og et par softwaredesignere? Seneste indlæg på hjemmesiden er Weis opfordring til at boykotte de olympiske vinterlege, der afholdes i Beijing om mindre end et år.

Læseren bedes erindre lignende opfordringer til at boykotte vinterlegene i Rusland i 2014. Mens Vladimir Putin solede sig i olympiske succeser, gjorde hans militær klar til at invadere Krim.

Der behøves ikke mange års universitetsstudier for at regne ud, hvad Kina vil foretage sig, hvis boykotopfordringerne begynder at få medvind. Det bliver ikke spor rart for de 23 millioner indbyggere i Taiwan. Derfor har et sådant boykotscenario heller ikke en kinamands chance. Alene af den grund at Taiwan har planlagt at deltage i vinterlegene i Beijing under betegnelsen Chinese Taipei. Sådan har det været siden 1984 til den olympiske bevægelse og den kinesiske ledelses uforbeholdne tilfredshed (Taipei er hovedstaden i Taiwan).

DANSKE FOLKETINGSMEDLEMMER , der ikke kan få nok af at kritisere Kina, kan overveje at tage fat i en anden berømt systemkritiker, Wuer Kaixi, der var en af de mest profilerede ledere af demokratibevægelsens opstand i Beijings centrum i 1989. Han flygtede til Taiwan, hvor han har boet siden.

Da jeg interviewede ham for en snes år siden, foregik det i hans radiostudie. Siden forsøgte han sig som rådgiver for taiwanske virksomheder, der investerer i Kina. Jo, Taiwan er i dag dybt afhængig af det økonomiske samkvem med broderfjenden, og, nej, EU har ikke officielle relationer med Taiwan.

Det er ingen overdrivelse at kalde betegne Wuer Kaixi og Wei Jingsheng for to af Kinas mest eftersøgte personer. Førstnævnte er interessant derved, at han tilhører den etniske uighurgruppe, som i stort tal er udsat for en hårdhændet tvangsassimilering i såkaldte genopdragelsescentre i deres hjemregion Xinjiang.

Undertrykkelsen af uighurerne begrunder de milde og lempelige sanktioner mod Kina, som EU netop har vedtaget. At Kina svarer igen med at indføre proportionsløse modsanktioner mod europæiske parlamentarikere får utvivlsomt den konsekvens, at en investeringsaftale mellem EU og Kina indgået kort før årsskiftet ikke ratificeres og derfor dør en stille død. Hvilket ikke stopper europæisk deltagelse i Kinas væksteventyr. Indsigelser herom kan rettes til tyske erhvervsorganisationer.

Wei Jingsheng kunne ikke komme til Christiansborg, men måske er der en chance for Wuer Kaixi, der har taiwansk statsborgerskab. Pia Kjærsgaard og Søren Espersen, læs med her, men husk at spørge i PET først.

(klumme i Politiken 25.03.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Monarkiernes guldgravere på slap line

Engang holdt monarker folk nede. I dag underholder de os.

Selvfølgelig måtte de to royale berømtheder gå den samme vej som Barack og Michelle Obama: hertugen og hertuginden af Sussex, Harry og Meghan, har underskrevet en flerårig forgyldt aftale med underholdningsgiganten Netflix. Samme selskab, som leverede den anmelderroste ’The Crown’ med nyfortolkninger af den britiske kongefamilies historie gennem det seneste trekvarte århundrede.

Serien havde rekordhøje seertal, mens mange betvivlede, om skillelinjen mellem kulørt underholdning og seriøs historieformidling er så skarpt tegnet, som vi har haft for vane at kræve.

Hvor mange millioner dollars, der venter Harry og Meghan i deres nye roller som formidlere af populærkultur, kan man indtil videre kun gisne om. Vi er nok ikke oppe i samme himmelske højder, som da Star Wars-skaberen George Lucas solgte sit galaktiske imperium til Disney, men hvem ved; på sigt kan der være nye horisonter at erobre. En fusion måske? Eventuelt i en remake, hvor Meghan giver den som prinsesse Leia med Harry som Han Solo?

Netflix har gjort et kup. Selskabet oplyser, at Harry og Meghan skal producere fiktionsserier, dokumentar-, børne- og naturprogrammer. Folk i Harrys hjemland vil dermed få prinsesse Dianas yngste søn at se i mere varierede roller, end dengang han var tvunget ind i det rollesæt, som er ethvert monarkis forudsætning, men som i tilfældet Storbritannien havde antaget groteske, absurde og nogle gange tragiske dimensioner.

I 2018 landede Netflix en tilsvarende aftale med Obama-parret. Tv-seere over den ganske klode har stadig til gode at få at vide, hvilke emner der vil indgå i ekspræsidentens emnekatalog. Her er et forslag til overvejelse for indholdschefen hos Netflix, Ted Sarandos: Start med en drama-dokumentar-serie over dette tema: monarkiers overlevelseskraft i en moderne verden.

HER I EUROPA må monarkierne tåle kritiske mediers lyskastere og er underlagt lovgivning vedtaget af parlamentarikere. I andre kulturer og samfund har magteliten ikke villet indordne sig en sådan ansvarsfordeling mellem det ceremonielle og det politiske liv, end ikke når forfatningen påbød dette.

Det ubehageligste eksempel i kongerækken er Maha Vajiralongkorn i Thailand. Landets traditioner, religion og befolkningens forventninger burde medføre, at han i sin levevis personificerer buddhistiske værdier såsom asketisk levevis og empati for landets fattige.

Længe inden faderens død i 2016 havde han demonstreret det modsatte. Hvilket er med til at forklare det for Thailand aktuelle, men sjældne fænomen, at der udtrykkes offentlig kritik af kongen. Tidligere i år blev en 65-årig kvinde idømt 43 års fængsel for på Facebook at have uploadet lyd og billeder, der blev opfattet som krænkende for majestæten.

Kong Maha Vajiralongkorn er kendt og berygtet for sin kyniske omgang med kvinder, herunder sine hustruer; han er nu i sit fjerde ægteskab. Størstedelen af året opholder han sig i luksuriøse omgivelser i Sydtyskland, hvor hans ophold giver myndighederne hovedpine. Bayerns delstatsparlament har diskuteret, om hans medbragte personale bør betale skat, og udenrigsministeriet i Berlin har advaret kongens stab om, at kongen ikke bør varetage forpligtelser som sit lands statsoverhoved fra sit tyske domicil.

Sagkyndige anslår Maha Vajiralongkorns formue til at udgøre et sted mellem 40 og 60 milliarder dollars, hvilket gør ham til en af klodens rigeste monarker. Forvaltningen af denne kolossale rigdom, der omfatter mange ejendomme og virksomheder, ligger formelt hos det hemmelighedsfulde Crown Property Bureau, hvor det under faderens syv årtier lange regeringstid hed sig, at institutionen skulle gavne nationen og befolkningen. Denne selverklærede idyl krakelerede endeligt i 2017, da bureauets formue blev overdraget til Vajiralongkorn selv.

Historieudviklerne hos Netflix bør læse med i denne fortælling. Harry og Meghan må hellere end gerne præsentere verden for de detaljer, som borgere og undersåtter i Thailand kun må hviske om.

Hvis det er for skrap kost for streaminggiganten, så er der et stort uprøvet historisk materiale i den massakre, der i juni 2001 ramte kongehuset i et andet asiatisk land, Nepal. Landets daværende kronprins myrdede med automatvåben sine forældre og syv andre medlemmer af kongefamilien, inden han tog sit eget liv. Få år senere blev Nepal republik.

Harry og Meghan som historiefortællere i det pittoreske palads i Katmandu? Det er nok at håbe på for meget.

(klumme i Politiken 22.03.21)

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Først en tsunami, siden coronaen

Japans erfaringer bliver lærebog for resten af kloden.

Nøjagtig i dag markerer det japanske samfund tiåret for den tredobbelte katastrofe, der stadig mærkes i mange hjørner af klodens tredjestørste økonomi. Tredobbelt? Et jordskælv, en tsunami og et nedsmeltet kernekraftværk.

I landets medier konkurrerer ’Fukushima’ både som stednavn og et bredere katastrofebegreb med omtalerne af forberedelserne til de olympiske sommerlege med start om få måneder.

Over det hele svæver covid-19. De seneste meldinger fra de japanske myndigheder og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) lader forstå, at legene vil blive afholdt som planlagt men uden adgang for udenlandske tilskuere. Beslutningen herom træffes formelt i næste uge.

Om mindre end et år følger endnu en olympisk begivenhed. Fra 4. til 22. februar 2022 afholdes de olympiske vinterlege med Beijing som vært. Kina har demonstreret en mere effektiv coronabekæmpelse end naboen Japan og vil gå meget langt for at sikre afholdelsen af en så stor international sportsbegivenhed.

I USA høres der røster, der taler for at boykotte vinterlegene som protest mod, hvad overvejende højreorienterede tænketanke kalder folkemord mod den muslimske uighur-befolkning i den vestlige Xinjiang-provins. Det er på denne baggrund, at man skal forstå Kinas meget aktive vaccinediplomati på flere kontinenter:

Leverancer af covidvacciner, betalt og transporteret af Beijing, har også til formål at købe politisk loyalitet. I det omfang, Joe Biden vil videreføre Trump-administrationens hårde linje over for Kina, risikerer han at skulle forsøge sig med alliancer hos lande, hvis ledere føler at de skylder Kina, mere end de skylder USA.

Med andre ord er covid-19 ved at lægge rammerne for en forandret verdensorden. Det bliver op ad bakke for Bidens USA.

Formuleret mere neutralt kan man tale om, at et samfunds sociale og teknologiske bærekraft fremover vil blive målt på dets evne til at holde flest mulige af dets borgere fri af smittespredning og undgå sammenbrud i energiforsyning og logistik i øvrigt.

Så lige om lidt bliver Japan en lærebog for resten af kloden.

VACCINEDIPLOMATI kan bruges til meget. For både Japan til sommer og Kina til vinter handler det om at afholde sikre olympiske arrangementer. Hvem sørger for, at sportsudøverne fra alle deltagerlande er vaccinerede i tide?

Det længst siddende medlem af IOC’s styrelse, canadiske Richard Pound, har foreslået, at deltagerlande, der har tilstrækkelige forsyninger med vacciner, skal dele disse med lande, der ikke har dem. Indlysende rigtigt.

Såvel IOC som den nationale japanske værtsorganisation har allerede publiceret den første af de såkaldte adfærdsmanualer, der definerer de retningslinjer, som deltagere og publikummer skal følge under legenes afholdelse. Flere vil følge.

Uanset de kommende beslutninger står det klart, at verden står over for afholdelsen af de mest usædvanlige sommerlege i nyere tid. Hvad kommer verden til at lære af tilstanden, og er der en særlig Japan-faktor i spil her?

DE TI ÅR, der er gået, siden den flerdimensionale katastrofe ramte Japan, har været et gigantisk lærestykke både for japanerne og for den del af verden udenfor, der har orket at følge med i detaljerne. Først og fremmest har begivenhederne og efterspillet understreget, hvor sårbart et højt udviklet og tætbefolket samfund er, og hvor svært det er at gardere sig mod det uforudsete.

Siden katastrofen har en klimapolitisk debat presset sig stærkere på, men Japan har her måttet frasige sig målsætningerne om at sænke udledningen af klimagasser. Kul har fået en renæssance i et land med flere kernekraftværker per kvadratkilometer end noget andet sted på kloden, flere af dem helt eller delvist inaktive. I dag kommer en tredjedel af landets energi fra kul (!).

Fukushima forsvandt urimeligt hurtigt ud af danske og europæiske mediers opmærksomhedskikkert. Katastrofen kostede ca. 22.500 livet. Oprydningsregningen er ikke talt færdig endnu. Vi taler om et land, der blev ramt af en betydelig radioaktiv forurening, men som alligevel har kapacitet og selvtillid nok til at afholde olympiske sommerlege, covid-19 til trods.

Hvis vi et øjeblik ser bort fra alle de videnskabelige realiteter, står begrebet kizuna tilbage som noget unikt japansk. Ordet beskriver det særlige bånd mellem individer, der skabes af tillid og fællesskaber. Japanske diplomater taler om kizuna mellem nationer, når OL er på dagsordenen.

Verden har hårdt brug for, at Japan er vært for et vellykket OL.

(klumme i Politiken 11.03.21)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Civilisationer, forny jer

Identitetspolitik er en blindgyde, der ofte ender i tvang og vold.

Både i medierne og i uddannelsessektoren fylder det indiske subkontinent meget lidt, selv om indiske vaccineproducenter bringer landet op i verdens sundhedspolitiske superklasse.

I den vaccinediplomatiske liga har Indien for længst overhalet ærkerivalen Kina med uddeling af gratis doser til befolkningerne i især Sri Lanka og Nepal – begge lande, hvor Indien forsøger at modstå voksende kinesisk indflydelse. Til trods for at Indien mangler at vaccinere millioner af sine egne borgere midt i et stadigt højt smittetryk.

Selv hvis vi ser bort fra vaccinerne, bør Indien fylde mere i vores verdensbillede, for landets ledere ser sig som ledere af en ny æra i globaliseringen. Bedst illustreret af en nylig udtalelse af Ram Madhav, generalsekretær i regeringspartiet Baratiya Janata (BJP). Den lød: »Fremover vil verden blive domineret af Asien. Dermed forandres alting. For i Asien har vi civilisationer frem for nationer«.

BJP-REGERINGEN UNDER ministerpræsident Narendra Modi vakte i fjor opsigt med en borgerskabslovgivning, der åbner for, at migranter fra især Pakistan og Bangladesh hurtigt kan få statsborgerskab – medmindre de er muslimer. Hvad det store flertal er hos begge naboer.

Loven gør det ikke til et krav, at folk, der søger statsborgerskab, bekender sig til hinduismen, som otte ud af ti indere tilhører, men hinduistiske ritualer og traditioner skal respekteres, hedder det, fordi denne religion står over alle andre trosretninger.

Kritikere ser her en hindunationalisme, der underminerer den universalisme, som det indiske demokrati har bekendt sig til siden uafhængigheden i 1947: det sekulære og multikulturelle samfund med tolerance af alle mindretal.

Modis regering har gang i en identitetspolitik med et dybt religiøst og kulturelt fingeraftryk: Budskabet er, at den sekulære stat blev påtvunget Indien af fremmede; majoriteten af hinduer i den indiske republik tilhører den ældste af verdensreligionerne, så tolerance over for andre religiøse grupper er et koncept påført landet af de britiske koloniherrer.

Altså er landets betydelige kristne og muslimske mindretal gjort til andenrangsborgere. Af overkommelighedsgrunde ser vi her og nu bort fra det komplicerede årtusinder gamle kastesystem og holder os til den jura, der er i gang med at dele befolkningen i to kategorier, hinduer og resten.

ER MODI ALENE om denne øvelse? Slet ikke. Så forskellige lande som Tyrkiet, Rusland, Kina og Indien marcherer i takt her. De bruger religiøse, kulturelle og nationalistiske dagsordener til at afvise en universalisme, som de anser for at være et vestligt importprodukt.

Identitetspolitik er bedre, hedder det: vupti, diktaturer og demokratier hører historiebøgerne til, i stedet genopfinder vi vor urgamle civilisation!

Afkoloniseringen, indledt med grundlæggelsen af FN i 1945, byggede på universelle principper, der fremstod videnskabelige: Ingen kultur eller religion skulle dominere andre, så længe et samfunds jura sikrede borgerne lige rettigheder.

Forbilledet var USA’s forfatning, men America First-konceptet er et opgør med universalismen. Vi har med Trumps nylige genkomst på en talerstol set, at opgøret langtfra er overstået. Slut med USA som rollemodel. Det er Vesten mod resten i det 21. århundredes kulturkrig: Kina har moralfilosoffen Kungfutse, Rusland har den ortodokse kirke, Tyrkiet har islam, og Indien har en myriade af hinduistiske guder, som ingen uden for subkontinentet fatter sammenhængen i.

Spørg uighurerne, kurderne, rohingyaerne og palæstinenserne, hvordan de oplever at blive ’civiliseret’. De ligger i bunden af det globale magthierarki. Her hjælper ingen universalisme.

Går Europa fri? Se på de udbredte identitetspolitiske strømninger i Italien, Ungarn og Polen. Her presser politikere på, for at EU genopfinder sig som et fællesskab baseret på kristne grundværdier. Arabiske og afrikanske indvandrere har set skriften på væggen i form af pigtråd og lyskastere ved kanten af Middelhavet. Syd for dette hav tikker en afrikansk befolkningsbombe.

Europæiske folkevalgte mente oprigtigt, at de gennem EU byggede en universel ramme for fredelig sameksistens. Krigene i Eksjugoslavien og sidenhen Ukraines skæbne demonstrerede kontinentets skrøbelighed, og at vejen til vold er kort, når der skal kæmpes for kulturel og religiøs identitet.

Universalismen er i koma, og kulturkrige er en dårlig erstatning. Civilisationer er mere end historisk og religiøst arvegods, de skal fornys i dialog med omverdenen. Fornyelseskraften kan man ikke vaccinere sig til.

(klumme i Politiken 09.03.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

En modig Jeppe på bjerget

Udenrigstjenestens ønskeminister er en ’Elletoft’.

Der har været tale om kortvarige ansættelser på toppen af betonfortet Asiatisk Plads, nationens udenrigsministerium, hen over det seneste tiår. Så meget desto mere er der grund til at ønske, at dets nuværende chef får en fuld periode på posten, muligvis to. Dansk udenrigspolitik har brug for at balancere kløgtigt mellem kontinuitet og den løbende tilpasning, som til enhver tid er småstatens vilkår.

Jeppe Kofod ankom til ’bjerget’ med det bedst tænkelige afsæt: solid erfaring fra Europaparlamentet. Hans største handikap er den brigade af besparelsesivrige bureaukrater i Finansministeriet, der over et par årtier har beskåret Udenrigstjenestens mandskab så hårdt, at det tangerer landsskadelig virksomhed. Regnedrenge styres af regneark, ikke af internationalt udsyn, for et sådant kan ikke prissættes.

Danmarks aktuelle udfordringer presser sig hårdt på. Vi kan ikke forvente, at Donald Trump forbliver på den historiens mødding, hvor han hører hjemme. Juniorudgaverne er i fuld gang med at mobilisere de 70 millioner, der stemte på fænomenet i november.

Østpå spænder Vladimir Putin musklerne. Nok er den russiske økonomi ikke meget større end Spaniens, men EU-familien henter 40 procent af sin naturgas og en tredjedel af sit olieforbrug fra de fossile konglomerater i Moskva og omegn. Tolstojs land er i økonomisk forstand Nigeria med sne og kernevåben. Men bare vent, til klimaforandringerne forvandler Sibirien til fantastisk landbrugsjord!

I Europas politisk dysfunktionelle naboregioner, den arabiske verden og store dele af Afrika, gør en russisk tilstedeværelse i form af petrodollars, lejesoldater, våben og indflydelsesagenter dramatisk skade og reducerer EU’s bistandsindsats til ikke meget andet end nødværge. For hvis vi ikke opfører os, som Putin ønsker sig det, overtaler han sin bedste ven i Ankara til at åbne for forstærket migrationspres på Europas grænser.

Kan Jeppe Kofod tage til Berlin og Paris og bede om hjælp, nu hvor London er ude af den europæiske ligning?

Kanslerkontoret skal afveje hensynet til de energislugende tyske eksportindustrier. Macrons folk har længe forsøgt at få forståelser i stand med Moskva om håndteringen af de afrikanske og mellemøstlige udfordringer. Flere af de centraleuropæiske lande er begyndt at se russisk handlekraft som et nødvendigt supplement til det altid nervøse og famlende EU.

SKÅRET IND til benet er det Den Europæiske Unions fundamentale udfordring, at den ikke har en samlet politik over for de to gigantiske autokratier i øst, Rusland og Kina. Alt var simplere, dengang de to var monolitiske kommunistregimer frem for de nationalkonservative statskapitalistiske autokratier, de i nyere tid har forvandlet sig til. De fik strategisk styrke, mens vi jagtede den terrorisme, der er vokset ud af naive forestillinger om tolerant multikultur i Europas arbejdsløshedsplagede storbyer.

Alligevel må vi med interesse for udenrigske forhold løfte på hatten for energiske og realistiske Jeppe Kofod. I et interview med dagbladet Information erkender han med brutal ærlighed, at den vestlige verdensorden bryder sammen, hvis ikke USA får orden i eget hus. Han kalder den afgåede præsident modbydelig og betegner ham som en, der snigløb det amerikanske demokrati. Ikke set eller hørt før. Historikere, skriv dette ned.

Detaljerne i diagnosen kan diskuteres, men der er tænkt dristigt i Kofods embedsværk: Joe Biden har brug for lang tid til det omfattende politiske blikkenslagerarbejde, mens Moskva og Beijing skal holdes i ro.

Vi med lang hukommelse kan drømme os til en udenrigschef, der er en ’Elletoft’; dvs. en kombination af den viden, indsigt og beslutningskraft, der eksisterede hos de to eneste statsmandsprofiler, vi har haft på Asiatisk Plads i moderne tid: Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft.

Selvfølgelig har modige Jeppe på bjerget sin Lykketoft at hente inspiration fra. I blå stue er det svært at se, hvem der er i stand til at lære af den ældre Ellemann, andre end selvfølgelig sønnen, som har rigeligt at se til på de indre linjer. Naser Khaders temperament udelukker ham som minister, mens Venstres Michael Aastrup-Jensen efter sin skatteyderbetalte efteruddannelse i Dubai næppe står til en ministerpost.

I denne del af det blå segment er der kun Mads Fuglede tilbage. En politiker med forstand på et USA i vanskeligheder. Held og lykke, Mads; det er op ad bakke med mange forhindringer.

(klumme i Politiken 26.02.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Råddenskab i kolossen

Begrebet imperium skal nytænkes. Joe Biden, tag ved lære.

Der blev skrevet global økonomisk historie i sidste uge, da Kina for første gang overhalede USA som Europas største samhandelspartner. Den hurtige kinesiske fremrykning kommer i forlængelse af den investeringsaftale, som Bruxelles og Beijing indgik kort før årsskiftet.

Læg hertil, at Kinas kapitalmarkeder nu er kommet blandt de største modtagere af investeringer fra selskaber med adresse i USA. Dette til trods for, at Trump-administrationen i 2020 havde travlt med at forhindre amerikanske aktieopkøb i en række kinesiske selskaber. En af mange konsekvenser er, at jo flere internationale virksomheder der placerer penge i det kinesiske væksteventyr, jo stærkere bliver Kinas valuta.

Disse megatrends stiller spørgsmålstegn ved supermagtsbegrebet: Hvornår bliver en ubestridelig økonomisk udviklingshistorie forvandlet til et sikkerhedspolitisk mareridt?

Under årtiers kold krig blev Sovjetunionen uden for Europa inddæmmet af frontlinjestaterne Tyrkiet, Pakistan og shahens Iran, alle tre med solid amerikansk militær støtte. Hvordan er den nutidige tilstand?

Jokerne er Tyrkiet og Pakistan, begge traditionelle USA-allierede, som gradvist rykker ind i et anderledes partnerskabslignende forhold, lokket og skubbet af kinesiske bestræbelser på at integrere rigets vestlige naboer i det 21. århundredes silkeveje.

I en region hærget af terror, spændinger og myriader af konflikter er en Pax Sinica på vej til at afløse Pax Americana. Beijing har med en 25-årig investeringsaftale bundet ayatollaherne i Teheran ind i en tilstand, hvor Islamabad og Ankara er oplagte partnere.

Lykkes de kinesiske bestræbelser, vil Indien, subkontinentets storebror, på sigt være inddæmmet. New Delhi lænede sig i koldkrigsæraen op ad Sovjetunionen og har siden forsøgt sig som partner med USA. Uden nævneværdige resultater, hvad status quo i det delte Kashmir er vidnesbyrd om.

I Mellemøsten er den amerikanske indflydelse efterhånden begrænset til de muligheder og begrænsninger, som primært Israel og Saudi-Arabien tilbyder. Israels normalisering med de mindre arabiske sheikdømmer tjener kun til at illustrere en fase i den globale retræte, som USA befinder sig i. Amerikanerne har ikke længere behov for at importere den mellemøstlige fossile energi, som Kina og det øvrige Østasien tørster efter og gør alt for at sikre.

NØGLESTATEN i hele dette geostrategiske dominospil er Tyrkiet. Præsident Erdogans beslutning om at anskaffe sig russiske luftforsvarssystemer har gjort Ankaras medlemskab af Nato til en farce. Der er gået råd i kolossen. Her hjælper ingen vacciner.

Der spørges i Washington, om den tyrkiske alliancepartner har fundet sin egen islamiske variant af Don ’Godfather’ Corleones doktrin: at man skal holde sig tæt til sine venner, men endnu tættere til sine fjender. Erdogan bekræftede i oktober, at de russiske missilsystemer testes, og tilføjede syleskarpt, at han ikke spørger om lov i Pentagon først.

I denne ligning skal tilføjes oliestaten Aserbajdsjan, en stor fossil producent med en gunstig beliggenhed som transitland for kinesisk kapital og arbejdskraft til tyrkiske og iranske infrastrukturprojekter. Silkevejenes forgreninger i denne del af verden vil medføre, at en kvart milliard individer inddrages i Kinas eurasiatiske udviklingsprogrammer. Perspektivet er ikke en formel alliance, men et netværk af relativt venligtsindede lande, der hellere sender diplomater og virksomhedsledere til Beijing end til Washington.

Balanceforskydningen indebærer, at risikoen for krig i golfregionen vil falde markant. Amerikansk mellemøstpolitik er ved at blive reduceret til et sideshow, en lokal konflikt, hvor især Palæstina står stille, mens den syriske tragedie fortsætter.

Europas rolle i formuleringen af, hvad der kaldes en politik for ’Indo-Pacific’, afgøres primært af den tyske ledelse. Berlins politikformulerende dokument fra september i fjor er helt bevidst ikke en strategi, men kun ’retningslinjer’, men alligevel et budskab til Joe Biden om, at en videreførelse af Trumps antikinesiske linje ikke bliver europæisk politik. For EU vil ganske som den sydøstasiatiske Asean-gruppe give plads til begge supermagter. Dramaet i Washington 6. januar styrkede europæisk tvivl om alliancepartnerens langtidsholdbarhed. Derfor en diskret afvisning af en fælles euro-amerikansk kurs mod giganten i øst, der på sigt vil kunne dominere Det Sydkinesiske Hav.

Set fra Bruxelles og Berlin er Mellemøsten eksportør af terror og ustabilitet, mens Fjernøsten er velstandsproducent, hvis handelsrelationerne bliver mere jævnbyrdige. Der tegner sig et Eurasien med reduceret amerikansk indflydelse. Læser du skriften på væggen, Joe Biden?

(klumme i Politiken 22.02.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Tilbage til normalen i Myanmar

Demokratisk eksperiment var dømt til at fejle.

HVILKEN fremtid venter der nu det Myanmar, hvor en dyster historie har meldt sin tilbagekomst? Tilstanden minder mest om forholdene for tre årtier siden, da Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vandt en jordskredssejr, hvorefter datidens junta nægtede at anerkende resultatet.

Denne gang beskylder de militære oligarker Suu Kyi og hendes allierede for valgsvindel: »Myanmars militær har gjort det, som Donald Trump forsøgte sig med«, tweetede Kenneth Roth, direktør i Human Rights Watch.

Blandt de lande, der opnåede selvstændighed efter 1945, er det tidligere Burma den nation, der længst har været under militærstyre. Naboen Thailand har stadig verdensrekorden i militærkup med 22 af slagsen siden 1946, hvoraf de 13 lykkedes. I denne del af verden er liberale værdier fortrængt til fordel for hårdhændet etnocentrisk nationalisme.

1950’ernes Rangoon (nutidens Yangon) duftede stadig af imperialismens hofdigter Rudyard Kipling og var et yndet rejsemål for datidens fåtal af turister og velhavere. Burma lignede dengang et lovende demokratisk eksperiment, trods de mange etniske spændinger, som i 1962 blev militærets påskud for en magtovertagelse.

Årtiers selvvalgt isolation og et fejlslagent socialistisk samfundseksperiment betød, at FN-systemet i slutningen af 80’erne kategoriserede Myanmar som hørende til klodens fattigste. I 1988 kom det til en social eksplosion, som blev efterfulgt af demokratisk håb med Suu Kyis lederskab af et politisk parti, der stadig nyder massiv opbakning fra nationens buddhistiske flertal.

Buddhisternes antimuslimske etnonationalisme blev den faktor, der for en tid forenede landets militære oligarki med det svagt organiserede civile demokrati. Trekvart million fordrevne rohingyaer betalte prisen for denne skrøbelige bekvemmelighedsalliance, som kollapsede med kuppet for en uge siden.

OM BETEGNELSEN kup giver mening, er diskutabelt. Militær magtovertagelse er indskrevet i forfatningen. Som 75-årig leder af et parti uden penge eller andre ressourcer er Suu Kyi definitivt på vej over i historiebøgerne.

Alligevel er der markante forskelle på nutidens Myanmar og det samfund, der overlevede under militærets jernhæle for både 10, 20 og 30 år siden. Civilsamfundet er blevet hjulpet på vej af en hastig udbredelse af internettet, både trykte medier og radiostationer har haft en blomstringstid. Virkningen af små ti års demokratisk eksperiment går ikke under fra den ene måned til den anden.

Men den demokratiske verden, anført af USA, EU og Japan, har kun få virkemidler. Et ambitiøst dansk bistandsprogram sættes på hold, og fremover vil en beskeden støtte gå til aktiviteter i civilsamfundet, mens vestlige sanktioner som tidligere vil være rettet mod individer i det militære oligarki. Hvilket svarer til tilstanden indtil 2010.

MYANMAR ER ingen undtagelse fra doktrinen om, at geografi definerer et lands skæbne. Kina har kolossale interesser på spil hos sin sydvestlige nabo. Kinesisk diplomati pressede sammen med naboerne i Sydøstasien diskret på for dannelsen af den hybridregering, der bukkede under for en uge siden. I dag er kinesiske selskaber involveret i alle energi- og infrastrukturprojekter af betydning.

Men generalerne er ikke garanten for, at Kinas ambitioner bliver indfriet. Hæren er afhængig af Beijings våbenleverancer, men frygter omklamring. Kinesisk ekspansion reducerer Myanmar til rollen som råstofleverandør og transitland for olie og gas fra havnebyen Kyaukpyu, som har modtaget kinesiske investeringer i milliardklassen.

Fra Kyaukpyu løber de rørledninger, der transporterer mellemøstlig olie til den kinesiske Yunnan-provins. Ruten befrier dermed Kina for det såkaldte Malacca-dilemma: at fossil energi tidligere skulle forbi Malaysia og Singapore; det såkaldte choke point, hvor amerikansk militær ville kunne blokere for energileverancer til Kina.

I sammenhæng med Kinas gigantiske silkevejsprojekter spiller Myanmar en nøglerolle, der matcher med de kinesiske trædesten i Sri Lanka, Pakistan og Djibouti. Iran og Østafrika er lige om hjørnet. Imperiebygning hedder den slags i nogle lærebøger.

Meget lidt taler for, at USA ville kunne bremse silkevejene. Joe Bidens udenrigspolitiske manifest i sidste uge demonstrerede, at supermagten fortsætter sin globale retræte. For kun et årti siden var det en udbredt opfattelse i Vesten, at Kinas oversøiske indflydelse ville høre op på grund af indbygget ustabilitet og spændinger. Denne karakteristik passer i dag lige så godt eller måske bedre på Joe Bidens USA. Udenrigsminister Antony Blinken kommer til at skrive slutkapitlet om USA’s rolle i landet med de ulykkelige smil. Europa kan stadig gøre en forskel, men den bliver beskeden.

(klumme i Politiken 08.02.2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, Uncategorized | Skriv en kommentar

En hurtig lille Nato-krig mod Kina?

Begrebet kanonbådsdiplomati leder efter nye betydninger.

Hvornår får vi den storladne Hollywood-produktion om krigen mellem Kina og USA? Med missiler mod kinesiske skibe, der eksploderer og synker, og en heltinde, der reddes ud af en skummel fængselskælder i Hongkong af en blond, hurtigtskydende helt, der i slutscenen lover at nedkæmpe den gule fare hele vejen op til den Store Kinesiske Mur?

Måske var det ikke tilfældigt, at netmediet Eurasia Review valgte at publicere en konfliktanalyse om den vestlige forsvarsalliance Nato’s trusselsbillede af det fremvoksende Kina samme dag, som USA’s 46. præsident blev indsat i embedet. Analysen slutter med den indlysende konklusion, at verdens nuværende tilstand er tilbagekomsten af geopolitisk rivalisering med anvendelse af hybride angreb, som betegnes således: »En gråzone, som har udraderet traditionelle konfliktmønstre, og hvor indenlandsk og international sikkerhed bløder mod hinanden«.

Truslerne fra Kina har fået en global karakter, hedder det, og derfor må historiens mest succesrige og magtfulde forsvarsalliance Nato træde i karakter. Vi bliver mindet om, at Afghanistan hører til i Kinas nærområde: På imperiernes gravplads har Nato været involveret i et par årtier, og det er stadig vanskeligt at få øje på en succes. Den atlantiske forsvarsorganisations opfattelsen af Kina-truslerne er specificeret ud af Nato’s eksperter i detaljer i et 60-siders dokument fra november i fjor, hvor optagetheden af covid-19-pandemien er den realistiske forklaring på, at de store overskrifter og debatter dengang udeblev.

Spørgsmålet, der indlysende presser sig på er: Er Nato på jagt efter en ny mission og udvidet eksistensberettigelse?

At Kina har fået stærkere relevans for Nato, forklares i dokumentet med, at Beijing har intensiveret sit militære samarbejde med Putins Rusland, samtidig med at forfatterne erkender, at Kina ikke repræsenterer en trussel mod det euro-atlantiske område i samme skala, som det er situationen med Rusland. Selvfølgelig er den vestlige alliances planlæggere bekymret over Kinas stadig mere markante strategiske fodaftryk, som det kommer til udtryk på alle niveauer, inklusive det ydre rum og ikke mindst cyberwarfare.

Derudover fremhæves den sårbarhed, som er opstået på Nato’s sydflanke, dvs. Middelhavsregionen, fordi Kinas silkevejsprojekter er kommet indenfor i svage europæiske økonomier som Grækenland og Italien. ’Geopolitisk indtrængen’, kaldes det.

DEN MEST markante anbefaling i Nato-dokumentet omhandler Indien, fordi denne folkegigant er klodens største demokrati og deler frihedsværdier med Nato’s medlemmer. I samme åndedrag anbefales et tættere samarbejde med de såkaldte Quad-lande, som er et dialogforum omfattende USA, Australien, Indien og Japan.

Quad kunne i teorien blive begyndelsen på et asiatisk Nato, men historien byder ikke på vellykkede fortilfælde: Seato-alliancen, oprettet 1954 som et instrument i den kolde krig, blev stilfærdigt aflivet i 1977 i kølvandet på USA’s katastrofale to årtier lange og fejlslagne engagement i Vietnam og omegn.

Så hvorfor kan Nato’s erfaringer som en sejrende alliance i Europa frem til opløsningen af Sovjetunionen 1991 ikke gentages i nutidens Østasien? Fordi Kinas naboer ikke vil det sådan. Nok er USA midlertidigt blevet politisk dysfunktionelt efter fire år med Donald Trump. Men vigtigere er det, at Kinas naboer, som tæller vigtige historiske USA-allierede, helst ser, at deres verdensdel har plads til begge supermagter.

Læg hertil følgende: Østasiens største udfordring, Nordkoreas atompotentiale, kan ikke løses, uden at USA og Kina finder en forståelse. Ligeså med fremtiden for Taiwan/Republikken Kina, der overlever på en fire årtier gammel amerikansk sikkerhedsgaranti. Ligeså med de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav.

Endelig er rivaliseringen i Østasien mere økonomisk, end den er militær. USA’s ældste partner i regionen er Australien, så hvorfor har Washington ikke for længst udliciteret flere forsvarsopgaver til vennerne down under ?

Vel nok, fordi de økonomiske realiteter taler imod: En tredjedel af Australiens eksport går til Kina, mens kun 5 procent går til USA. Japan og Sydkorea er ligeledes i voksende afhængighedsforhold til Beijing. Money talks. Spørg bare Wall Street.

Et stykke tid endnu vil vi blive vidner til et fortsat kanonbådsdiplomati i farvandene omkring Kina, også med deltagelse af australske, franske og britiske fartøjer. Symbolpolitiske fantomer, der lever på lånt tid. Først når Joe Biden mødes med Xi Jinping, kan der flyttes på skakbrikkerne. Tyskland definerer den europæiske kurs og dermed dansk Kina-politik.

(klumme i Politiken 1.02.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar