Lukasjenko har kun én strategi for overlevelse og ét land at støtte sig til

Engang kontrollerede sovjetsystemet et imperium. I dag sender systemets efterfølgere frihedsaktivister på flugt. Eksilbelarussisk kvindesagsforkæmper fortæller.

Historieskrivningen nærmer sig 30-året for et mirakel: sovjetsystemets sammenbrud i de sidste dramatiske måneder af det magiske år 1991. Millioner af individer i Øst- og Centraleuropa blev sat fri efter i trekvart århundrede at have levet under tvang og overvågning og i armod.

I dag er visionen om at leve i et frit, åbent og tolerant samfund i de tidligere sovjetstater trængt. Kort flyvetid fra dansk luftrum står vi med en slags nutid sovjetmagt: I Belarus, landet som vi i årtier har kendt som Hviderusland, lever en halv snes millioner indbyggere stadig under sovjetlignende forhold, akkurat som dengang landet var en relativt anonym sovjetrepublik. For et år siden stjal landets lunefulde og ryggesløse diktator, Aleksandr Lukasjenko, et valg og dermed sin nations fremtid. Siden har titusinder forladt landet.

En af dem er Lyudmila Putina fra organisationen Women’s Initiative for Democracy.

»Jeg var vicepræsident i det kristendemokratiske parti, som klarede sig fint ved valgene i 1995. Umiddelbart eftergennemførte Lukasjenko en manipuleret folkeafstemning, der reducerede parlamentspladserne fra 260 til 110. Mit mandat blev udraderet. Fire år senere blev partiet opløst via et præsidentdekret«, fortæller hun.

Siden blev Lyudmila Putina opfordret til at stille op for et andet oppositionsparti, men det er mest som kvindesagsaktivist, hun har gjort sig gældende i det hårdt trængte oppositionsmiljø.

»Jeg blev tvunget til at forlade mit land efter at have holdt en tale, hvor vi krævede bedre vilkår for kvindelige fængselsfanger. Kort efter bankede det hemmelige politi på min dør, og så begyndte min flugt«.

Lyudmila Putinas vej ud af Belarus blev gjort ekstra vanskelig af covid-19, der blokerede de sædvanlige flugtveje. Der viste sig en åbning til Tyrkiet, hvor hun i en kortere periode kunne bo hos venner.

»Selvfølgelig ville jeg helst videre til den frie del af Europa for at få politisk asyl, og vejen hertil gik via Brasilien«, tilføjer hun.

Den eksotiske destination kan forklares med, at hun her havde gode venner fra sin baggrund i det kristendemokratiske partiarbejde. Fra dette midlertidige eksil henvendte hun sig til syv EU-landes ambassader med ønsket om politisk asyl. Alle på nær et enkelt henviste til covid-19 som begrundelse for ikke at tage imod hende. Prøv igen, når pandemien er overstået, lød beskeden. Tyske diplomater var den eneste undtagelse. De inviterede til samtale og bad hende forklare sin politiske løbebane. I dag er hun bosat i Dresden som politisk flygtning.

Kvinder er i front i den belarussiske opposition. Hvordan kan det forklares?

»Lukasjenko repræsenterer det traditionelle, det patriarkalske og det sovjetiske i Belarus. De kvinder, han har fået børn med først i ægteskab og siden uden for, har levet bag høje porte og hegn. Han betragter kvinder som brugsgenstande. Ministerier og myndigheder beordres til at skaffe ham yngre kvinders selskab«.

Det lyder som en historie om en fyrste fra fortiden …

»Belarus er et moderne samfund! Vi har god infrastruktur og gode uddannelser. Trods ufriheden har kvinder kæmpet sig op til højere status og respekt. Hvis du ser på billeder fra demonstrationerne mod præsidenten, vil de vise dårligt uddannede mænd med gode lønninger, der tæver løs på bedre uddannede kvinder med lavere lønninger«.

Belarus beskrives som landet, hvor sovjetsystemet har overlevet, selv om Sovjetunionen lukkede og slukkede ved udgangen af 1991. Hvordan kan en belarussisk nationalfølelse overleve under disse betingelser?

»Identiteten er vokset ud af modstanden mod undertrykkerne. Min bedstefar var i Sovjetunionens tidlige periode en velhavende bonde, der blev frataget alt og sendt til Sibirien, hvor han døde. Min mor var derfor datter af en klassefjende. Jeg blev som ung aldrig indrulleret i sovjetsystemet. Der eksisterede et skjult netværk af folk, som drømte om en fremtid i frihed«.

Europa er i dag præget af diskussioner om nationalisme. Er det i belarussernes sprog, vi skal finde rødderne til en særlig kulturel og national identitet, som I kæmper for at frisætte?

»Russisk var hovedsproget i hele den sovjetiske tid. Da vi i 1992 opnåede frihed og selvstændighed, skulle vi starte forfra med at opbygge sprogstudier i belarussisk på alle højere læreanstalter. For embedssproget var russisk i årtier, mens belarussisk blev forsømt og undertrykt. Lukasjenko har fortsat denne politik. Regeringsdokumenter skrives stadig på russisk, ikke på vort oprindelige sprog, hvilket er et stort kultur- og identitetstab. Det hemmelige politi har opretholdt navnet fra sovjettiden, KGB«.

Skal forandringen komme indefra, eventuelt i form af et kup foranstaltet af Lukasjenkos egne, der en dag får nok af sovjetiseringen?

»I hele sovjettiden var magtapparatet i Belarus underlagt beslutninger i Moskva. Folk udefra blev indsat for at styre vort land. I det sikkerhedsapparat, der den dag i dag holder Lukasjenko ved magten – politi, militær, specialstyrker – sidder der folk, han har hentet i de tidligere sovjetrepublikker. Sovjetunionen blev holdt sammen af et anonymt netværk, nomenklaturaen, som efterretningsvæsenet sikrede var renset for folk med nationalistiske tilbøjeligheder. Det er også situationen i dag. Det er stadig sovjetlogikken, der gælder«.

Men kommunismen som ideologi er borte, både i Belarus og i Putins Rusland. Hvad har Lukasjenko gjort her, noget i stil med Putins omfavnelse af den ortodokse kirke?

»Det er for begge en måde at opnå popularitet på. Lukasjenko kalder sig en ortodoks ateist, hvilket er meningsløst«.

Belarus har en svær fortid og en fremtid, der her og nu ser umulig ud. Vi bør vel minde om, at fortidens Belarus i starten af det 20. århundrede aldrig nåede at udvikle en nation, fordi sovjetmagten tog kontrollen?

»Vi har en slavisk kultur og identitet nært forbundet med fortidens polsk-litauiske storfyrstendømme. Vi har levet med grænser, der flyttede sig, og systemer, der blev påtvunget os udefra af andre. I dag er det modstanden mod undertrykkelsen, der definerer os som folk«.

Angiveligt har et par hundrede tusinde belarussere forladt landet siden sidste års valg, der blev stjålet af Lukasjenko. Han regerer videre på Vladimir Putins betingelser. Hvor længe holder det?

»Lukasjenko har kun én strategi for overlevelse: terror, og kun et eneste land at støtte sig til: Rusland. Hvilket bliver hans skæbne. Putin støtter ham af opportunistiske grunde. At være nær allieret med Moskva indebærer også en risiko for at være kontrolleret uden at være direkte besat. På den måde lever vi stadig i skyggen af den sejr, som bolsjevikkerne opnåede ved den russiske revolution i 1917. Det er tragisk med de mange, der har forladt landet. En flygtning vil aldrig opnå ligeværd med værtslandets borgere, man vil altid være andenrangs«.

(interview i Politiken 21.08.21)

Udgivet i Interviews, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Bare rolig, EU har styr på Kina

Europa og Østasien fortsætter den økonomiske integration.

Her er en af de mest monumentale udfordringer for europæiske beslutningstagere de kommende par årtier: Hvordan kan den gamle verden få størst mulig gavn af Kinas globale ambitioner? Til mest mulig nytte for klimaforbedringer, terrorforebyggelse og -bekæmpelse, samhandel og beskæftigelse ?

Bruxelles har konstrueret prædikatet ’systemisk rival’ om giganten i øst. I Washington er den foretrukne betegnelse ’strategisk rival’. Beijing vil helst håndtere Europa som strategisk partner ikke ulig en række nabolande i Asien, men overalt kniber det med tilliden til Kinas hensigter.

Forskellen på systemisk og strategisk? Kinesisk logik tilsiger, at strategiske partnere ikke påfører hinanden sanktioner. Alligevel er sådanne tiltag realiseret, om end de er så beskedne, at de falder i kategorien symbolpolitik. Den har som oftest til formål at berolige indignerede politikere og aktivister, der dagdrømmer om en anden verden end den eksisterende.

FORHISTORIE: I 2019 vedtog Bruxelles et forhandlingsmandat, der som mål havde at fuldende en investeringsaftale med Kina senest ved udgangen af 2020. Beijings forhandlere var angiveligt forbløffede; for man opfattede meldingen som et ultimatum.

For EU handlede dette skridt om at få markeret forskellen på den strategiske og den systemiske rivalisering med Kina. Altså at Bruxelles høfligt kunne lægge distance til den sikkerhedspolitiske partner i Washington og samtidig fortælle Beijing, at det økonomiske samkvem fortsættes og udbygges, men i højere grad på betingelser, som europæerne definerer.

Logikken kendes fra relationerne inden for EU’s medlemskreds: Man kritiserer højlydt de nationalpopulistiske ledere i Ungarn og Polen, uden at disse uenigheder får lov til at bremse udviklingen i den fælles kilde til velstand, det indre marked.

Kinas økonomiske volumen og landets politiske system gør det selvfølgelig langt sværere, end når der er tale om medlemslande. Men EU har gennem det seneste par år haft travlt med at regulere rammerne og reglerne for fortsat økonomisk samkvem med den systemiske rival i øst.

Der er bl.a. kommet procedurer for kontrol med investeringer i kritisk infrastruktur og regler over for konkurrenceforvridende subsidier. Beijing reagerede i EU’s optik positivt ved at acceptere de fleste tiltag og derudover stille udvidet adgang til det store kinesiske hjemmemarked i udsigt.

Forskellen i perspektivet: For EU var investeringsaftalen en økonomisk aftale, renset for politik og ideologi. For Kina var samme aftale et politisk partnerskabspapir.

Da så Bruxelles i marts tilsluttede sig britiske og amerikanske sanktioner mod udvalgte kinesiske embedspersoner på grund af disses ansvar for menneskeretsovergreb på muslimer i Xinjiang-regionen, valgte Beijing det hårde greb: en opsigelse af den dengang kun tre måneder gamle investeringsaftale.

Udgangen på dette lidt snublende forløb er, at Europas Kina-politik kører på to spor: Bruxelles kan til enhver tid sanktionere udvalgte kinesiske embedsfolk, samtidig med at europæiske virksomheder fortsætter med at handle med kinesiske virksomheder upåvirket af presset fra Washington.

Ikke et eneste af de sanktionstiltag, Beijing og Bruxelles har rettet mod hinanden, har til hensigt at bremse det økonomiske samkvem. Tværtimod mener EU’s diplomater, at de er godt på vej til at berede vejen for en langsigtet økonomisk integration østover blot uden brug af betegnelsen ’partnerskab’.

Den mest sandsynlige næste kansler i Tyskland, Armin Laschet, har for længst gjort linjen klar for præsident Joe Biden: Europa har ikke brug for hverken en ny fjende eller en ny kold krig – og slet ikke mod Kina.

MEN WASHINGTON sveder. Amerikanske kommentatorer på højrefløjen kom op i det røde felt, da de læste den kinesiske ledelses positive udlægning af den telefoniske dialog mellem afgående kansler Merkel og blivende præsident Xi Jinping i april. Merkel betonede, at EU arbejder for strategisk autonomi i sine handels- og udenrigsrelationer. Oversat til dansk: politik og økonomi holdt adskilt. Bundlinjen på den lange bane: Kinas silkevejsprojekter er et godt match til den europæiske markedslogik.

At EU er undervejs med infrastrukturprogrammer i øst- og centraleuropæiske lande, er blot et udtryk for sund konkurrence. Silkevejene diversificeres. At europæiske krigsskibe i denne uge gennemsejler Det Sydkinesiske Hav, er blot en bekræftelse på, at politik og økonomi kører i hver sit spor.

Dansk Erhverv er tilfreds, Human Rights Watch skumler, og karavanen ruller videre.

(klumme i Politiken 12.08.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Hård jura på politiknipler i Hongkong

Metropolen er slagmark for stedfortræderkrig mellem Kina og USA.

Et yngre individ i Hongkong, 24-årige Tong Ying-kit, har indskrevet sig i international retshistorie. Tong blev den første, der blev dømt efter den særlige sikkerhedslov, som Kinas centralregering har indført for at forebygge nye protestaktioner mod lokalstyret efter flere års gentagne demonstrationer i den tidligere britiske koloni.

Aktivistens forsyndelse bestod i, at han 1. juli i fjor kørte rundt i byens centrum på sin motorcykel, holdende på et flag med påskriften ’Befri Hongkong, revolution i vore tider’ i protest mod den sikkerhedslovgivning, der var blevet vedtaget et døgn forinden. Tong påkørte en gruppe politibetjente og kvæstede tre af dem.

Under vore himmelstrøg ville en sådan adfærd havde udløst en færdselsbøde, frakendelse af kørekort og en mild fængselsstraf. Men Tong kan se frem til sammenlagt ni år bag tremmer for to politiske forseelser: løsrivelse og terror.

Regionens lokale justitsminister sikrede, at sagen blev ført uden jury, og at de tre dommere ikke skelede til hidtidig retspraksis. Hongkongs indbyggere og verden udenfor blev dermed mindet om, at den retsorden, der hidtil har været præget af britisk lovgivning, er annulleret, i hvert fald i sager, der henviser til noget så vidtgående som national sikkerhed.

Dræb kyllingen for at skræmme aberne, lyder et urgammelt kinesisk mundheld. Tong Ying-kit var kyllingen, der mistede hovedet.

Næste gang, folk i Hongkong går på gaden i protest, kan myndighederne skride ind, med henvisning til at deres adfærd truer sikkerhed og stabilitet og implicit national suverænitet.

Den manglende proportionalitet mellem forseelsen og straffen er selvindlysende, men på kinesisk territorium gælder særlige regler. Her beskytter domstolene myndighedernes magt til at administrere ud fra, hvad centralregeringen finder gavner samfundets politiske og sociale stabilitet.

Altså det modsatte af vestlige samfunds retsfilosofi om, at alle er lige for loven. Intet nyt under Solen her, men det afgørende er den afskrækkelseseffekt, som dommen over Tong Ying-kit afstedkommer.

FÆNOMENET kendes som lawfare . Der selvsagt rimer på warfare. I USA er førstnævnte ikke nyt; her har det længe været kendt og anvendt af især forsvarsministeriets jurister.

I kort form handlerlawfare om at bruge lovgivning og domsafsigelser til at fremme en regerings strategiske interesser. I tilfældet med sikkerhedsloven i Hongkong er målet for Kina at få regionen ud af amerikansk interessehåndhævelses kikkertsigte.

For trods forskelligheden i politiske systemer benytter både Kina og USA lawfare rettet mod den respektive strategiske modstander. Hong Kong Autonomy Act, vedtaget af Kongressen i Washington i juli i fjor, er den lovpakke, som gør, at USA påberåber sig retten til at intervenere i den formelt selvstyrende kinesiske region.

Med Washingtons lovgivning følger millioner af dollars til selvbestaltede og autonome aktivistmiljøer. Europæiske politikere og medier, danske inklusive, har helt fortiet denne realitet, som er, at USA har finansieret en stor del af de regeringskritiske miljøer i Hongkong.

Enhver kan ubesværet google sig frem til amerikanske politikere og diplomaters møder med de maskerede demonstrationsledere fra 2014 og frem. Washington har hæmningsløst og utilsløret brugt Hongkong til at skærpe kappestriden med Kina, fordi et forhandlet kompromis i lokalparlamentet om en ny sikkerhedslov ikke kunne realiseres.

Den største formidler af kongresbevilgede støttemillioner til aktivistmiljøet hedder National Endowment for Democracy (NED), der har været aktiv i Hongkong siden overdragelsen i 1997. Bevillingerne fremgår af NED’s hjemmeside: 27,3 millioner dollars for perioden 2014-19, officielt til fremme af ’demokratiske’ aktiviteter, reelt til at finansiere den regeringskritiske mobilisering, der har hærget metropolen regelmæssigt indtil i fjor.

Fængslede og dømte aktivister som mediemanden Jimmy Lai og den hyppigt medieprofilerede Joshua Wong, der blev modtaget på Washingtons røde løbere i 2019 og 2016, gjorde sig dermed til redskaber i den intensiverede amerikansk-kinesiske rivalisering.

Næppe klogt, for disse såkaldte demokratifortaleres sponsorerede besøg i USA inviterede til en hård reaktion fra det kinesiske sikkerhedsapparat.

På det seneste har politifolk renset ud i studiemiljøerne på Hongkongs universiteter, mens folkeskolen indfører obligatorisk pensum i patriotisme.

Hongkong regeres stadig forskelligt fra resten af Kina, men med hård jura på politiets knipler, når stabiliteten er på spil. USA bliver ikke vinder her, dertil er supermagten for svækket både indadtil og på oversøiske frontlinjer.

(klumme i Politiken 9. august 2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Pagodelandet bløder. Hvem hjælper?

Myanmar risikerer glemsel midt i rivaliseringen mellem stormagterne.

Risikerer Myanmar, det tidligere Burma, at blive glemt, forsømt og bragt ud af syne på den vestlige horisont?

Ulykkeligvis er svaret ja, eftersom der er kaos, vold og elendighed i Europas nærområder, hele vejen fra Libyen over Libanon, Palæstina og videre til Syrien, Irak, Yemen og Afghanistan.

Sydøstasien bliver ikke en region, hvor vestlige alliancer eller asiatiske stormagter blander sig militært, således som det skete i 1990’erne i det tidligere Jugoslavien. Måske er erfaringerne fra Balkan typiske for perioden, men ikke retvisende for den verdensuorden, vi siden er kommet ind i.

På den anden side af voldens mellemøstlige og sydasiatiske geografi ligger et samfund, som for få år siden repræsenterede et håb efter et halvt århundredes konflikt og undertrykkelse. Reformforsøg stillede demokratisk deltagelse i udsigt for millioner, der aldrig havde oplevet andet end militære jernhæle. Den nobelprisbelønnede oppositionsleder Aung San Suu Kyi symboliserede forventninger om fornyelse og forandring.

Obama lagde vejen forbi, ligeså Hillary Clinton, vores egen Helle Thorning-Schmidt plus horder af diplomater med løfter om udviklingsbistand og investeringer.

I DAG holder de sig væk. EU-landenes ambassadører forlader Myanmar. Kina, Indien og de øvrige naboer falder tilbage på rutinemæssige forklaringer om hensynet til regional stabilitet. Den brutale realitet er, at Myanmar aldrig har været stabilt siden uafhængigheden i 1948.

Kort efter militærkuppet i februar, hvor juntaen opløste parlamentet og fængslede landets civile ledere, meldte landets FN-ambassadør, Kyaw Moe Win, at han modsatte sig militærstyret.

Siden knyttede han sig til den skyggeregering, der blev dannet af folk fra Suu Kyis parti og repræsentanter for flere af landets etniske grupper. Overraskende har FN ladet ambassadøren beholde sin plads og afvist den afløser, som juntaen udpegede. Hvilket næppe overlever FN-systemets særlige akkrediteringskomite, hvor Kina og Rusland har vetoret.

Både før og efter kuppet har russiske generaler på markant vis demonstreret tilstedeværelse i Myanmar, som nu er blevet en stor våbenkunde i Moskva. Kina har fået selskab i pagodelandet.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og det internationale Røde Kors inviterer ikke juntastyrets folk til deres møder, tydeligvis i en forventning om at kunne give plads til folk fra skyggeregeringen i stedet. Dette vil kræve, at også vestlige og asiatiske regeringer åbner op for diplomatiske kanaler for eksilfolk, der bekæmper juntastyret.

Ikke nogen sandsynlig vej frem, desværre. Biden-regeringen bruger ikke kræfter på Myanmar. Kina træder vande og håber på en stabilisering, der kan sikre landets store investeringer i nabolandet. Hvor er Europa i dette deprimerende billede?

MYANMAR er blevet et af mange ofre for Brexit. Storbritannien, pagodelandets tidligere kolonimagt, huser et stort og aktivt miljø af eksilburmesere og dermed også de mest aktive lobbygrupper, der tidligere pressede på i EU-systemet for politisk og finansiel støtte til burmesiske civilsamfundsgrupper. De får ikke længere noget ud af at tage til Bruxelles.

Imens fortsætter militærregimets krig mod egen befolkning. Anslået 6.000 er blevet dræbt siden kuppet, mindst lige så mange er arresteret, og 170.000 menes at være fordrevet. Kan enkelte europæiske lande gøre en forskel? Danmark leverede i 1990’erne finansiel og politisk støtte til en anden skyggeregering end den nuværende: Dens medlemmer blev tilmed inviteret til eksilkonferencer hertillands med alt betalt fra en udenrigsministeriel kasse.

Sammen med Storbritannien, Norge og Sverige var vi helt fremme i skoene i støtten til Suu Kyi, der dengang sad i husarrest, og til de eksilgrupper, der fik husly langs den thai-burmesiske grænse. Men det militærstyrede Thailand er ikke interesseret i at repetere den historie.

På vej ud i glemslen er også den trekvarte million muslimske rohingyaer, som er fordrevet ind i primitive lejre i Bangladesh. Dette massive overgreb fik opbakning af Myanmars civile politikere, inklusive Aung San Suu Kyi. Derfor blev hun udskammet også af EU-landene og internationalt isoleret. Men derfor, lyder argumentet blandt asiatiske diplomater i dag, blev det nemmere for generalerne at slå ned på hende og hendes partifæller.

’Vejen til Mandalay’, som Kiplings legendariske digt hed, er i dag et tragisk mareridt. Den danske opdagelsesrejsende Aage Krarup Nielsen beskrev for et lille århundrede siden Burma som landet med de lykkelige smil. I dag dominerer smerterne. Idyllen bag den grå Moulmein Pagode var en illusion.

(klumme i Politiken 27.07.21)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, Uncategorized | Skriv en kommentar

Vindere og tabere i Afghanistan

Er det mon for tidligt at kalde USA’s ambassade i Kabul for gravmonument over endnu et faldent imperium?

HVIS LEDERNE af Djenghis Khans mongolske invasionshære i Syd- og Centralasien havde efterladt erindringer, som nutidens planlæggere i Pentagon, det amerikanske militære kompleks, kunne drage nytte af, havde de måske lært af mongolerhærens belejring af byen Bamyan i år 1221.

Sandsynligvis fordi Djenghis Khans barnebarn Mutukan blev dræbt af en pil fra den belejrede fæstning i Bamyan, gik de mongolske soldater så hårdt løs på byen, at de massakrerede alle indbyggere og siden refererede til Bamyan som sorgens og skrigenes by. Derefter fortrak mongolerne til områder, vi i dag kender som Pakistan og Indien.

De afghanske bjergområder er gennem århundreder blevet kaldt imperiernes kirkegård. Briterne lærte det i 1800-tallet, sovjetrusserne i årene 1979-89 med en million dræbte afghanere til følge, og nu er turen kommet til den amerikanske supermagt og dens allierede, herunder Danmark.

Ca. 12.000 danske soldater deltog i indsatser, der skulle skabe det umulige: et fungerende civilt afghansk samfund. 37 faldt på slagmarken, 7 døde efterfølgende, og hundredvis bærer i dag rundt på dybe krigstraumer.

Joe Biden og hans folk vil insistere på, at der ikke er tale om et nederlag i stil med krigen i Vietnam for et lille halvt århundrede siden. Præsidenten begrænser sig til at konkludere, at efter 20 års krigsførelse på de afghanske slagmarker har USA ikke længere en mission på de kanter. Afghanerne skal selv bekæmpe og efterfølgende kontrollere hinanden. Kontrol betyder her blodig underkuelse gennem ultraortodoks islam.

USA vil fortsat være brutalt nærværende: usynlig krig med droner kan udrette det utroligste. En logik, som Bidens forgænger Barack Obama greb fra første dag i embedet. Vigtig tilføjelse: Droner kan ikke bruges til at bygge imperier; derimod kan de genere rivalers forsøg på samme.

USA’S TILSTEDEVÆRELSE i Afghanistan har i slutfasen ikke været overvældende: 10.000 mand suppleret med et tilsvarende antal fra andre Nato-lande. Til sammenligning kulminerede Pentagons styrker i Sydvietnam i 1968 med en halv million. Under Obama var tallet i Afghanistan på 98.000, da det var højest.

Kabul har ikke udsigt til at blive en variant af Ho Chi Minh Byen: Vietnam er, om end formelt kommunistisk, i dag en pragmatisk udviklingsstat, der hele tiden og igen inviterer amerikansk know-how indenfor som del af mange partnerskaber. I modsætning hertil er modstanderen i Kabuls omegn et xenofobisk islamistisk og velbevæbnet teokrati med en langsigtet vision om at slavebinde det afghanske samfunds knap 40 millioner indbyggere.

At forhindre en afghansk katastrofe – det skrøbelige Kabul-regimes fald – ligner en umulighed. Tro heller ikke, at andre aktører i regionen – Iran, Kina, Indien, Rusland – kan gøre en positiv forskel.

MODSTANDEREN er nemlig ikke kun det irrationelle og fanatiske Taleban. Men også dette pashtunske voldsregimes vigtigste allierede gennem årtier: den pakistanske efterretningstjeneste. Som militærhistoriker og tidligere brigadegeneral Michael H. Clemmesen herhjemme (på netmediet pov.international) har leveret detaljerede analyser af, har den pakistanske militære indsats mod Kabul stået på i fire årtier.

Midlet har været våbenforsyninger til og træning af den islamistiske del af de afghanske oppositionsgrupperinger. Pakistanske efterretningsfolk var sandsynligvis også bindeled til den saudiarabiske rigmand Osama Bin Laden og hans Al-Qaeda-netværk. Hverken CIA eller den civile pakistanske ledelse kunne forhindre udbredelsen af det største og mest fanatiske terrorregime i nyere tid.

Ironisk pointe: De afghanske muhajedeen-guerillaer, der med amerikanske og pakistanske våbenforsyninger drev den sovjetiske besættelsesmagt ud i 1980’erne, muterede siden til at blive nutidens Taleban. Blev denne risiko mon nævnt i Pentagons manualer?

For fem år siden åbnede en fæstningslignende amerikansk ambassade i Kabul udstyret med 1.500 skriveborde og 800 senge og blev dermed en tredjedel større end den tilsvarende i Bagdad. To markante og dystre vidnesbyrd om supermagtens indsatser.

Danske soldater spillede med her, og rationalet kender vi: Vi gjorde det ikke for at hjælpe afghanerne til et bedre samfund, men for at bekræfte vort amerikanske partnerskab.

Er det mon for tidligt at kalde ambassadekomplekset i Kabul for gravmonument over endnu et faldent imperium?

(klumme i Politiken 26.07.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Når vielsesattesten er et minefelt

Formidabel ny bog om et interkulturelt ægteskab venter på et dansk publikum.

En advarsel er på sin plads her: Skriver man om ægteskab, vanker der øretæver. Hvis skribenten forsøger at kloge sig på noget så kompliceret som kærlighed og sociale normer på tværs af kulturer og landegrænser, vanker der endnu flere. Så vi starter i den nemme ende:

Danskere som flest har ikke de store vanskeligheder ved at finde sig en livspartner med rødder i andre af kontinentets lande: fra det nordligste Finland til det sydligste Spanien deler vi nogle fællestræk, som i allerkorteste form kan beskrives som følger:

Grundlæggende er vi sekulære, velfærds-materialistiske pragmatikere, der hylder individets ukrænkelighed. Vi insisterer på, at loven stiller alle lige, at omfordeling af samfundets værdier er retfærdigt, at religion er en privatsag, og politiske friheder et demokratisk fællesanliggende.

Derfor er vores valg af europæiske livsledsagere som oftest de rene selvfølgeligheder. Men tag så at gøre nogle tankeeksperimenter:

Hvor mange danskere har giftet sig med en ortodoks russer, ukrainer eller serber? Hvor mange blonde jydepiger har fundet sig en rettroende iraner, ditto pakistaner, kongetro saudiaraber, en shia eller en sunni fra Libanon, Syrien eller Irak?

Nærværende skribent kender til ét par, hvor en dansk kvinde har valgt en muslimsk mand. Den heldige er fra sekulære, multireligiøse og tolerante Indonesien.

ALLE kender til tilfælde med vesterlandske herrer og knægte, der falder i armene hos en kvinde fra Thailand, Vietnam eller Filippinerne. Mange har præsteret længerevarende relationer med vielsesattester og børn.

Disse pardannelser kan tælles i titusinder. En nem forklaring: at der er tale om sociale kontrakter, tilsat romantiseret sex og kærlighed, men fremfor alt: det er individernes eget valg, hvad der står i ’kontrakten’. De fleste af livets forhold er baseret på en noget-for-noget-logik: mænd og kvinder, der giver fra sig og tager imod. Sådan er kærlighedens store regnskab.

Historierne om de fraskilte, frustrerede danske mand, der især i Sydøstasien finder de kvaliteter, som de har ment, at deres kernedanske første ægtefælle snød dem for, er trivielle. Den midlertidigt landflygtige mand besøger sin nye kærestes landsby på en filippinsk ø og opdager, hvor deres fælles opsparing er havnet og anvendt fornuftigt, dvs. socialt ansvarligt: på forældrenes improviserede folkepension eller til lillesøsterens skolegang.

Og nej, jydepigerne finder sig ikke en kæreste fra Kampala eller Khartoum, ej heller Islamabad, Baku eller i Hindustan. Men deres brødre eller fædre tager gerne flyet til Bangkok eller Manila i jagten på skørter, læbestift, høje hæle og lykken.

ANLEDNINGEN til foranstående er en nyudgiven bog, som snarest bør finde en dansk forlægger:

Gymnasielærer i kinesisk Simon Rom Gjerø har aflagt fuld følelsesmæssig, social og kulturel tilståelse i sin formidable bog ’Made in China. A Memoir of Marriage and Mixed Babies in the Middle Kingdom’. En stærkt underholdende fortælling om at tage til Kina for at studere, blive forelsket og siden forælder til tre etnisk blandede børn, de to første bragt til verden i Kina, den tredje på dansk grund.

Simon Rom Gjerø kom til Kina for at lære det komplicerede sprog – og valgte den hurtige metode: gift dig med lærerinden og få eneundervisning!

Denne bog har stof til mange brutale svigermor-anekdoter. Bag de mange løjerlige og til tider groteske situationer afdækkes en virkelighed, hvis sociale parametre ligger langt fra de vanebestemte forestillinger, der driver flertalsdanskernes opfattelser af kinesisk kultur og levevis.

Gjerø mødte selvfølgelig det mest kendte fænomen: tigermor-syndromet. Middelklassemødrene, der pisker deres sønner og døtre frem til præstationer, som lighedsorienterede danskere opfatter som grusomheder.

Fænomenet kommer af den årtusindgamle østasiatiske læringstradition: Børn skal ære deres forældre og forfædre ved at uddanne sig så højt op ad den sociale rangstige som muligt. Vi ved fra årtiers statistik på især amerikanske universiteter, at kinesiske, koreanske og japanske studerende systematisk overhaler deres medstuderende fra latinamerikanske, arabiske og afrikanske samfund.

Ikke spor overraskende, at oversøiske kinesere i nabolandene og nyder betegnelsen ’Asiens jøder’. Læring, pligtetik, karriereræs, hierarkier og transnationale netværk er formlen.

Til den rigtige forlagschef: Simon Rom Gjerøs bog er en piskende nødvendig udgivelse og venter på oversættelse og markedsføring.

PS: Familien ville gerne være blevet i Kina, men luftforureningen drev dem til Næstveds mere sikre himmelstrøg.

(klumme i Politiken 15.07.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Gæt, hvem der investerer stort i Xinjiang?

Amerikanske selskaber naturligvis. Trods Bidens og Kongressens sanktioner.

DEN FØLGENDE fortælling er en regulær gyser for enhver, der finder Kinas hårdhændede tvangsassimilering af sit muslimske uighurmindretal for afskyelig, og som mener, at investeringsfirmaer, herunder selskaber med ansvar for lønmodtageres opsparing, bør placere pensionsmilliarderne ud fra etiske og sociale kriterier. Så her kommer historien, som er en virkelig humørødelægger:

USA’s tre dominerende investeringsfirmaer, Vanguard, State Street og BlackRock, har sat milliardbeløb i firmaer, der opererer i Kinas Xinjiangs-provins, som er berygtet for sine interneringslejre og såkaldte genoptræningscentre rettet mod den 11 millioner store muslimske uighurbefolkning. En praksis, der er skarpt kritiseret af menneskeretsgrupper og dermed en central faktor i USA’s og EU’s voksende kritik af Kinas undertrykkelse af mindretal.

I sidste måned udvidede Biden-administrationen et forbud mod amerikanske investeringer i Kinas omfattende sikkerheds- og kontrolapparat. Af vedtagelsen fremgik det, at USA ikke vil tøve med at hindre amerikanske investeringsmidler i at nå Kina, når dette ses som en trussel mod amerikanske sikkerhedsinteresser, indbefattet menneskeretskrænkelser.

Disse sanktionstiltag begyndte under Trump, men ifølge en ny undersøgelse foranlediget af Hongkong-avisen South China Morning Post har amerikanske investeringsmilliarders vej til Xinjiang været tiltagende i de seneste par år.

Dokumenter fra tilsynsmyndigheden Securities and Exchange Commission (SEC) viser, at alene investeringsselskabet Vanguard siden 2018 har præsteret af tredoble værdien af sine Kina-investeringer. Ved udgangen af første kvartal i år stod disse i 150 milliarder dollars.

Ironisk er det, at Vanguards investeringer i Xinjiang-firmaer markedsføres over for etisk beviste investorer som værende særlig ansvarlige i relation til sociale hensyn, herunder beskæftigelse af mindretalsgrupper, som det udtrykkes.

Vestlige forskere, der følger Xinjiang, peger på, at centrene er under hel eller delvis afvikling, når de omskolede uighurer overføres til fabrikker over hele Kina via brug af det, der i kinesiske statsmedier kaldes programmer for fattigdomsbekæmpelse.

Billedet er broget. Marco Rubio, republikansk senator fra Florida, skrev i et indlæg i American Prospect 26. maj, at Wall Street, hjemsted for den amerikanske finanssektor og børsnoterede firmaer, systematisk fremmer investeringer i Kina i direkte modstrid med stribevis af kongresvedtagelser om en skærpet Kina-politik.

I 2019 blev USA for første gang i historien nettoinvestor i Kina; altså sender USA flere penge til Kina end omvendt, pointerede Rubio og placerede ansvaret hos Wall Streets investeringsrådgivere: Kina behøver amerikansk kapital for at fortsætte væksten, og Wall Street er dermed en villig partner for det kinesiske kommunistparti, advarede senatoren.

Vanguard, State Street og BlackRock, i børsjargon kaldet ’The Big Three’, har ikke kun opkøbt aktier i Xinjiang-virksomheder, men bruger også deres stemmeret som aktionærer til at støtte virksomhedernes strategiske planer, som officielt markedsføres som sociale tiltag og fattigdomsbekæmpelse.

Disse aktiviteter omfatter bl.a., at etniske flertalskinesere flytter ind hos fattige familier i de mest udsatte områder, herunder i byen Kashgar i Xinjiang som et led i den assimileringspolitik, som rutinemæssigt kritiseres af menneskeretsgrupper.

EU-diplomater har forsøgt at få adgang til interneringscentrene i Xinjiang, men er hidtil blevet afvist af de kinesiske myndigheder.

Amerikanske kongrespolitikere og lobbyister har kaldt den kinesiske politik i Xinjiang for folkemord, uden at et eneste dødsfald er blevet dokumenteret. Allerede under præsidentvalgkampen i 2020 blev folkemordsjargonen bragt i spil, Biden-administrationen er begyndt at repetere terminologien, mens EU og USA’s allierede i Asien ikke bruger den.

En undersøgelse fra konsulentfirmaet Dezan Shira viser, at amerikansk samhandel med Xinjiang steg med 56 procent fra 2019 til 2020 og dermed nåede et volumen på 961 millioner dollars. Tallet er dog beskedent, sammenlignet med hvor stort Xinjiangs økonomiske samkvem er med nabolandene i Centralasien plus Rusland.

Xinjiangs betydning for Kinas vækst vil fremover være stigende. Regionen har kolossale forekomster af olie, naturgas, mineraler og kul. Den petrokemiske industri er Xinjiangs største erhvervssektor, hvilket forklarer, hvorfor provinsen, der har et areal svarende til Iran, er af afgørende betydning for Kinas økonomiske ekspansion i retning af Europa, der som bekendt er markedsført som de nye silkeveje.

Man kan alt efter temperament grine eller græde over dette, men Wall Street og de dertil knyttede pengetanke er partnere i dette væksteventyr, pandemi eller ej. Bidens Kina-sanktioner er derfor ikke meget andet end symbolpolitiske spøgelser.

(klumme i Politiken 12.07.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Pandemiaden skriver olympisk historie


Økonomiske interesser overtrumfer sundhedshensyn ved Japans OL, lyder det fra kritikere.

Næppe nogen anden olympisk begivenhed i historien har været omgivet af så stor nervøsitet som den, Japan om kort tid er vært for. To meningsmålinger i maj viste, at mellem 60 og 80 procent af japanerne ønsker sommerlegene enten udskudt eller helt aflyst. Kunne denne manøvre gøres i fjor, hvorfor ikke i år, spørger kritikere.

Men hvis nogen kan mestre udfordringen, så er det Japan. Der forventes 15.000 atleter og 90.000 publikummer; trods alt ikke uoverkommeligt at håndtere i et storbykompleks (Tokyo-Yokohama) med et indbyggertal tæt på de 38 millioner. 600.000 daglige vaccinationer skal forhindre en aflysning, der ville afstedkomme et tab på anslået 17 milliarder dollars. Men risikoen for en bølge af nye covid-19-udbrud er indlysende nok stor.

At Japan insisterer på en gennemførelse, skal også forklares med, at 2021 er et valgår, og at den konservative regering har brug for en velafviklet sportsbegivenhed for at skaffe sig øget popularitet.

Hvad angår indsatsen mod covid-19, har Japan målt på smittetal klaret sig bedre end andre lande i den rige verden; det har bare ikke rokket ved de voksende bekymringer i befolkningen. Kritikere taler om, at vaccineudrulningen har været unødvendigt langsom.

Underliggende handler det også om, at befolkningens holdninger ikke tæller, når det kommer til stykket. Regeringen i Tokyo ville juridisk ikke kunne aflyse legene, hvis den ville, fordi det er Den Internationale Olympiske Komite, IOC, der ejer begivenheden, mens Japan er kontraktligt forpligtet til at være værtsnation.

NATURLIGVIS er der umålelige mængder af national prestige i spil her, ganske som det var tilfældet ved legene i 1964, der bidrog til at bringe et genopbygget og moderniseret Japan tilbage til den globale scene kun en snes år efter landets nederlag i Stillehavskrigen.

Der er stormagtsambitioner i spil. Tilsvarende var det sommerlegene i Beijing i 2008, der bidrog til at give Kina den status som stormagt, som tre årtiers reformpolitik havde banet vejen for. Forude venter vinterlegene i Beijing i 2022, som markedsføres som de første ’grønne’ lege. Til den tid vil det være første gang, at samme hovedstad har været værtsby for både sommer- og vinter-OL.

IMELLEM DE to begivenheder går japanerne til valg, hvor den konservative regerings popularitet skal testes på et tidspunkt, hvor rivaliseringen mellem de to stormagter, der betyder mest for Japans placering i verden, er på et højdepunkt.

Kan Japan blive en brobygger mellem sin tidligere besættelsesmagt og sin kulturelle rival gennem årtusinder? Man bør erindre sig det interessante fortilfælde, hvor global magtpolitik spillede med ved et OL-arrangement:

Ved vinterlegene i den sydkoreanske by Pyeongchang i februar 2018 befandt den daværende amerikanske vicepræsident Mike Pence sig pludselig i påfaldende nærhed af både søsteren til den nordkoreanske diktator, Kim Jong-Un, og Nordkoreas nominelle statsoverhoved, Kim Yong-nam. Anledningen var, at Syd- og Nordkorea for første gang deltog under et fælles flag og dermed symbolsk markerede drømmen om en genforening af den delte nation.

Amerikanske og nordkoreanske diplomater havde aftalt et uformelt møde mellem Pence og de to gæster fra den nordkoreanske magtelite, hvilket ville have været en sensation, hvis det var lykkedes. Siden kom det frem, at nordkoreanerne i klassisk vi-går-lige-til-kanten-stil aflyste arrangementet, to timer før det skulle have været holdt. I stedet fandt Mike Pence tid til at mødes med afhoppere fra Kim-regimet.

Siden tog Kim-dynastiet USA ved næsen ved at lokke Donald Trump til at deltage i indholdsløse topmøder i Singapore og Hanoi og demonstrerede dermed fraværet af en sammenhængende amerikansk politik i Østasien.

I det nationale japanske perspektiv er det ikke hensynet til USA og naboerne, der vejer mest. Kritikere siger, at de kommercielle interesser overtrumfer de sundhedspolitiske hensyn. Her skal det pointeres, at det var IOC og ikke regeringen i Tokyo, der indgik en aftale med Pfizer om at donere vacciner til de deltagende atleter.

Altså lever den olympiske bevægelse sit eget liv, som værtsnationen efter bedste evne må hægte sig på. Prestige og kommercielle interesser vejer tungere end sundhed ved det første OL i historien uden international publikumsdeltagelse: pandemiaden i 2021.

Må de bedste deltagere vinde og alle de øvrige få det maksimale ud af begivenheden.

(klumme i Politiken 01.07.2021)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar

100-års fejring med pomp og tavshed

Mao og Marx ville løbe skrigende bort, hvis de oplevede Kina i dag.

I det centrale Shanghai, i en bygning i det kvarter, der engang blev kaldt Den Franske Koncession, findes et museum, der er præsentabelt på den beskedne måde. Udenlandske turister blander sig ubesværet med kinesere for at studere de montrer, der rummer samlinger af gulnede, sort-hvide fotos fra en turbulent fortid, de første par årtier af det 20. århundrede. På et stort vægmaleri ses Sovjetunionens grundlægger Vladimir Lenin.

Besøgende kan lejlighedsvist opleve, hvorledes repræsentanter for nutidens kinesiske magthaverborgerskab stiller op i grupper, hæver højre næve og sværger en troskabsed.

Museet i Shanghai er den kinesiske kommunismes Betlehem. Her samledes i juli 1921 nogle håndfulde revolutionære med ambitionen om at definere en fremtid for et rige, der en lille halv snes år tidligere havde oplevet et århundredgammelt dynasti falde sammen.

En nøgtern status her ved 100-års jubilæet frembyder billedet af en magtorganisation, der kun har få ligheder med de leninistisk inspirerede visioner, der dengang drev kommunistpartiets leder og fra 1949 Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong.

En elitær statskapitalisme har afløst datidens revolutionære ambitioner. Leninismen har holdt flyttedag, og hvem havde dengang kunnet forudse, at denne omstridte russiske revolutionsleder også kunne bruges til at udvikle denne særlige variant af kapitalismen? Hvis Marx og Mao kunne opleve nutidens Kina, ville de blive skræmt over dette dynamiske klassesamfund.

Dette til trods oplever den statistiske gennemsnitskineser hvert tiende år en fordobling af sin levestandard.

I spidsen for nutidens Kina står i dag det, Mao advarede imod, da han i 1966 iværksatte sin destruktive ‘ kulturrevolution’: et teknokratisk, højtuddannet borgerskab (flere end 90 millioner veluddannede embedsfolk) har taget over der, hvor der tidligere sad hardcore marxister, og har sendt proletariatets og bøndernes revolution på museum.

KINAS udviklingsmodel siden 1979 ligner, hvad dets naboer i samme kulturkreds præsterede op gennem det 20. århundrede. Merkantilisme hedder det. Så stakkels Marx tog grueligt fejl: Han kunne ikke forudse, hvorledes nutidens kinesiske ledere ville inkorporere en globalt orienteret udviklingsmodel i et årtusindgammelt embedssystem: Konfucius (551-479 f. Kr.) og Vladimir (1870-1924) fusioneret! Under Xi Jinping har Kina fået en ledelse, der med sine fortællinger om at gøre Kina stort igen dyrker en nationalkonservativ fortælling og dermed ligner århundredgamle dynastier langt mere end de revolutionære ambitioner, som Mao og Lenin repræsenterede.

Ingen i Beijings magtcirkler ønsker i dag at minde nutidens chef for det hele, Xi Jinping, om tilstanden i 1981, da man skulle fejre partiets 60-års dag.

I en leder i Folkets Dagblad 1. juli det år advarede den daværende partileder, Hu Yaobang, om, at Mao (død 1976) havde ødelagt partiets kollektive lederskab. Forspildte vi 20 år, spurgte partiets daværende cheføkonom Chen Yun polemisk, da en forsigtig og gradvis af-maoisering blev sat i værk.

Et opgør med Mao trængte sig på, efter at ca. 36 millioner mistede livet af sygdom, sult og vold under det såkaldte Store Spring Fremad 1958-61. Omhyggeligt dokumenteret af Kinas modigste journalist og forfatter, den nu 80-årige Yang Jisheng, der i dag lever et stilfærdigt og anonymt pensionistliv i Beijing.

Yang, der arbejdede for partiets nyhedsbureau i et halvt århundrede og har opretholdt sit partimedlemskab, vil være omgivet af tavshed, mens der udfoldes pomp og pragt i stor skala uden for hans vinduer.

Ingen skåltaler for ham, der dokumenterede alle uhyrlighederne.

Det nutidige kinesiske borgerskab og partieliten kan naturligvis være stolte over, at landets økonomiske volumen nu svarer til USA’s. Med en fortsættelse af de nuværende vækstrater vil den kinesiske økonomi i 2050 være mindst dobbelt så stor som den amerikanske, har nogle af USA’s topøkonomer beregnet.

Man forstår, hvorfor Nato-chef Jens Stoltenberg sveder og bider negle.

Største udfordring for den stærkeste og rigeste politiske organisation i Kinas årtusindlange historie? At få afsluttet borgerkrigen og hente ‘ udbryderne’ i Taiwan hjem til moderlandet. Hvem fortæller så Xi Jinping, at en sådan kinesisk genforening er noget, hans styre skal gøre sig fortjent til, og at kun forsonlighed, tolerance over for etniske mindretal og fredelig, blød magtanvendelse kan forhindre, at Stoltenbergs Natoskibe en dag sejler hele vejen til Det Sydkinesiske Hav?.

(klumme i Politiken 28.06.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | 1 kommentar

Vælgersvigt er blevet en forretningsmodel

Folketingets udbrydere og løsgængere er professionelle fribyttere.

Af lutter pænhed (vi er overdrevent høflige her på avisen) undlades i det følgende navne på denne fortællings synder. Personen er medlem af Folketinget og har som de 178 øvrige via en valghandling gjort sig fortjent til befolkningens tillid. Han/hun hæver, hvad der svarer til en solid chefløn i andre områder af arbejdsmarkedet. Men personen har af egen vilje fravalgt det politiske fællesskab og passer ikke de forpligtelser, der indlysende følger af at være folkevalgt.

Nul ordførerskaber, ingen mødevirksomhed, ikke et eneste lovforslag bærer denne politikers fingeraftryk. Havde det været en offentlig institution eller en privat virksomhed, vi havde med at gøre her, ville fyresedlen for længst være skrevet.

Ved udløbet af indeværende valgperiode (forsommeren 2023, antager vi) har dette folketingsmedlem i sin periode hævet ca. 2,8 millioner kroner. Hertil kommer det skattefrie omkostningstillæg, der for en fuld valgperiode passerer den kvarte million kroner. Eftervederlag ser vi af overkommelighedsgrunde lige bort fra.

POLITIKERE, der forlader det parti, de oprindeligt er valgt ind for, for at danne et nyt (oftest efter en periode som løsgængere), er et tiltagende fænomen. Siden grundlovsrevisionen i 1953 er det sket i 72 tilfælde, har forskere på Aarhus Universitet regnet sig frem til.

Vores folkevalgte arbejder på lånt tid, medmindre vi taler om politikerdynastierne Ellemann, Hækkerup og Auken, hvor familienavnet alene er en slags jobgaranti. Kan usikkerheden på jobbet berettige løn- og arbejdsbetingelser, der stikker af fra resten af samfundet, kan man spørge. Den ideelle situation for en politiker må være at få et uopfordret tilbud udefra. Hvem i den nuværende blå blok er ikke grøn af misundelse på Brian Mikkelsen, der i dag er direktør i Dansk Erhverv? Her ville Simon Emil Ammitzbøll-Bille eller Uffe Elbæk næppe have haft store chancer, og så er det jo oplagt at starte et nye parti.

DER BESTÅR et paradoks i, at grundloven slet ikke opererer med partier. Salig Niels Helveg Petersen forsøgte i sin karrieres sidste år at tage tilløb til en grundlovsrevision, men hans ideer blev tiet ihjel. Helt urimeligt. Partierne skal vi være lykkelige for, for det tiltagende løsgængeri kan på sigt skabe tilstande med mindelser om de ustabile 1970’ere, hvor nye partier brutalt udfordrede de gamle. Vi taler om Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti.

Hvem husker i dag Centrum-Demokraterne? Opfundet i 1973 af dansk politiks mest markante populist, Erhard Jakobsen (mangeårigt socialdemokratisk folketingsmedlem og borgmester i velfærdskommunen Gladsaxe). Efter et par år med kaos i ledelsen valgte partiet at opløse sig selv i februar 2008.

Hen over to årtier nåede CD at deltage i både blå (Schlüter) og røde (Nyrup Rasmussen) regeringer, men blev efter få år kasseret af begge regeringschefer.

Nutidens mest fiaskobefængte partidannelse, Alternativet, kan karakteriseres som en centrum-venstre-pendant til, hvad Centrum-Demokraterne i sin tid var i centrum-højre-feltet. Med stor sandsynlighed går Alternativet samme vej som Centrum-Demokraterne: læsser sig selv af på historiens mødding uden at have sat sig spor i lovgivningsarbejdet, men med en masse varm luft i medierne undervejs.

Den eneste succes, som Alternativet kan tage en pæn del af æren for, er, at borgerforslag kan ende som folketingsvedtagelser. Men det er for tidligt at vurdere, om dette prisværdige forsøg kommer til at sætte sig betydningsfulde spor i lovgivningsarbejdet.

Hovedforklaringen på dette parlamentariske fribytteri, som blev startet af Erhard Jakobsen i 1973, er Folketingets generøse tilskuds- og vederlagsordninger. Hver folketingsgruppe modtager et tilskud kaldet gruppestøtte, som går især til gruppernes lønudgifter til medlemssekretærer, rådgivere, pressemedarbejdere og den slags.

Staten sender således solide summer til folk, der har repræsenteret deres vælgere i en periode for siden at gå nye veje. Vælgersvigt er sat i system som forretningsmodel. Der er frit slag for opportunister og levebrødspolitikere. Har danskerne ikke fortjent bedre?

Moderaterne, fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussens partiprojekt, har med en avanceret form for kassetænkning kombineret Folketingets tilskudsordninger med ekstern finansiering, dvs. sponsorater og dubiøse klubmedlemskaber. Socialdemokraternes omstridte erhvervsklub trækker i samme retning.

Begrebet pengepolitik får dermed en helt ny betydning. Levebrødspolitikerne, populisterne og opportunisterne er kommet for at blive.

(klumme i Politiken 18.06.21)

Udgivet i Set fra Danmark | Skriv en kommentar