Trump får Asiens hjerte til at flimre

Indbyggerne i Taiwan vil ikke styres fra Beijing.

PROVINSBYEN HUALIN på Taiwans østkyst har et storladent klippelandskab med udsigt over Det Sydkinesiske Hav. Tæt på byen med de godt 100.000 indbyggere ligger en militærbase, der af naturlige grunde er vindblæst året rundt. Skulle Kina finde på at invadere, vil de første missiler nok ramme her.

Flere af de betonmure, der omkranser basen, er dekoreret med grafitti, som kun antydningsvist har militære motiver. På området fra befæstningen og ned til strandarealerne er der plads til motionerende pensionister og skoleklasser på udflugt. Blæsten fra havet er dramatisk nok i sig selv, men for nylig oplevede indbyggerne og byens få besøgende, heriblandt denne skribent, nogle tordenlyde fra himlen, der ikke stammede fra naturen.

Kampfly fra det taiwanske luftvåben overfløj kysten i lav højde. Et signal, der ikke var til at tage fejl af. Overskrifterne i Taiwans aviser sagde det hele: Kinas kommunistparti holdt kongres i Beijing, og et af de emner, der fik øsamfundets medier til at formulere sig i et alarmerende tonefald, var ikke overraskende: Hvornår vender Taiwan, der kalder sig ’Asiens hjerte’, tilbage til Kina?

Overflyvningerne var Taiwans måde at fortælle, at øen ikke overgiver sig frivilligt og bliver en kinesisk region som Hongkong. Men flertallet af politikere, embedsmænd og meningsdannere i dette historiens mest levedygtige kinesiske demokrati må have gjort sig overvejelser, da Kinas ’formand for det hele’, Xi Jinping, høstede partikongressens længste bifald for denne sætning:

»Vi vil aldrig tillade nogen person, organisation eller stat at skille kinesisk territorium fra Kina på noget tidspunkt«.

Beijings juridiske afsæt for kravet, at Taiwan skal lade sig genforene med Kina, blev formuleret i 2005 med den såkaldte antiløsrivelseslov, der ’kriminaliserer’ enhver taiwansk selvstændighedserklæring. Fortællingen understøttes af, at Xi Jinping satte kravet om øens tilbagevenden til riget i sammenhæng med kommunistpartiets bestræbelse på ’den store genskabelse af den kinesiske nation’.

UDFORDRINGEN ER så lige, at der i Taiwan ikke er et befolkningsflertal, der vil gå i samme retning som Xi Jinping. Men der er heller ikke et flertal for en ensidig løsrivelse. Det står også klart, at Kinas militær endnu ikke har styrken til at indlemme Taiwan med magt.

Siden 1949, da resterne af det slagne nationalistparti evakuerede Republikken Kina til Taiwan, har USA kunnet levere den garanti, der betyder, at Taiwans indbyggere ikke overlades til Beijings magtudøvelse og dermed en skæbne, de ikke har valgt selv. Så hvis Kina forsøger sig med en militær løsning, er USA ved lov forpligtet til at forsvare Taiwan. Konsekvensen vil være en storkrig mellem Kina og USA.

Tages der skridt til at forebygge en sådan udvikling, mens Donald Trump er på rundrejse i Østasien i disse dage? USA’s asiatiske allierede har for længst frabedt sig at få Taiwan på dagsordenen. Ikke en eneste af regionens aktører vil være alliancepartner med et Taiwan, der fraviger den kurs, som Washington og Beijing udstak i 1972 efter Richard Nixons sensationelle besøg i Kina. Magtbalancernes bundlinje tilsiger derfor, at Kina og Taiwan hænger sammen i én statsdannelse, men ikke nødvendigvis én, der er dikteret af Beijing.

På busturen op langs Taiwans østkyst faldt jeg i snak med et ægtepar på omkring de 30 og bad dem om rejsetips. Min antagelse var, at de kom fra Taipei, østatens metropol. Men familien viste sig at komme fra Shanghai, altså ’fastlandet’. Nå da, tænker man så, er det sådan, ’invasionen’ foregår, altså med fredelige, dollarspækkede civilister?

Det er ikke så enkelt, erkendte familiefaderen. Kina har lagt loft over det antal af rigets borgere, der får lov til at rejse til ’udbryderprovinsen’. Beijing presser Taiwan ved at skrue ned for pengestrømmen. Men den store middelklasse, der gennemtrumfede en demokratisering i Taiwan for tre årtier siden, vil ikke finde sig i at blive styret fra Beijing.

Så selv om Xi Jinping taler højt om det, han betragter som Taiwans uundgåelige skæbne, er Taiwan-spørgsmålet måske allerede løst. Nemlig ved at disse to historiske rivaler lever med status quo – og lader økonomi, turisme og samhandel gøre resten.

Problemet med denne model er blot, at alle de omgivende faktorer, der definerer Taiwans eksistens, i voksende grad domineres af Kina.

(klumme i Politiken 6. november 2017)

Reklamer
Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Kina, USA | Skriv en kommentar

Vokser den gule fare eller udebliver den?

Kina har tidligere spillet rollen som superskurk i Vestens populærkultur. Racismen var udbredt.

Kendere af engelsksproget triviallitteratur fra første halvdel af det 20. århundrede vil erindre forbryderfiguren Fu Manchu. I en stribe storsælgende noveller af den britiske forfatter Sax Rohmer stod den gådefulde dr. Fu i spidsen for et kinesisk forbrydersyndikat, der konspirerede, myrdede, voldtog, svindlede og stjal med det skumle sigte at erobre verdensherredømmet.

Fu Manchu ramte en racistisk nerve i store befolkningsgrupper. Sax Rohmer var inspireret af en pamflet, som den britiske regering udgav i 1911 med titlen ’Kineserne i England: Et voksende nationalt problem’. Teksten advarede om et scenarie, hvor den hvide og den gule mand kastede sig ud i et dommedagslignende opgør. Året efter udsendte Rohmer den første gyser i en serie under titlen ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’. Begrebet ’den gule fare’ (the Yellow Peril) var skabt.

Med enkelte afbrydelser i publiceringen, der skyldtes, at flere af historierne blev filmatiseret, skrev Rohmer en opfølgende række af noveller i serien fra 1931 og frem til sin død i 1959. Meget betegnende hed en af dem ’Kejseren af Amerika’. En civilisationskrig af en slags.

Racisme var udbredt i mellemkrigsårene. I 1929 fandt den kinesiske ambassade i London det nødvendigt at beklage, at hele fem teaterstykker på britiske teaterscener fremstillede kinesere som repræsentanter for den mest djævelske ondskab. Med den japanske imperialismes fremmarch i Manchuriet fra 1931 skiftede fokus dog til Kinas nabo mod øst, og med tiden blev der især takket være kristne missionsselskaber rejst folkelig sympati for de fattige og forfulgte undersåtter i den tids ondskabens rige.

EFTER AFVIKLINGEN af det kinesiske kommunistpartis 19. kongres i Beijing bliver det interessant at se, i hvilken retning fiktionslitteraturen og Hollywoods manuskriptforfattere bevæger sig. Nutidens Kina har ikke bare opnået en kolossal økonomisk volumen med landets hybridsystem af politisk leninisme, meritokrati og statskapitalistisk markedsøkonomi. Giganten i Øst har også fået en geopolitisk placering på verdensscenen, der får historikere til at spørge, om det 21. århundrede rimer så meget på 1700-tallet, at det begynder at gøre ondt i den vestlige selvforståelse.

Hævet over enhver tvivl er, at den vestlige verdens oplevelse af moralsk og politisk overlegenhed, som var så udtalt i perioden 1991-2001, ikke længere har fremdrift. Dog er det svært at holde Kinas teknokratiske eliter ansvarlige for dette, om end enkelte overvintrede antikommunister gør lejlighedsvise forsøg. Snarere må vi pege på vor egen undervurdering af russiske mindreværdskomplekser, europæisk xenofobi, afsekulariseringen af islam samt ikke mindst polariseringen af det amerikanske politiske system som forklaringer på vesterlændinges følelse af panik og underlegenhed.

MIN EGEN interesse for den kinesiske kulturkreds blev grundlagt i 1967, da jeg som 15-årig oplevede Hollywood-helaftensfilmen ’Kanonbåden San Pablo’ af mesterinstruktøren Robert Wise og med Steve McQueen, Richard Attenborough og Candice Bergen i stjernerollerne.

Fortællingen om en amerikansk kanonbåds skæbne på Yangtze-floden i 1926 i et opgør med kinesiske krigsherrer såede hos den nysgerrige aarhusianske teenager en interesse for asiatisk historie, som et par år senere blev forstærket, da jeg i gymnasieskolens dansktimer blev konfronteret med Tom Kristensens digt fra hans rejse til Kina i 1922: »Asiatisk i Vælde er Angsten. Den er modnet med umodne Aar. Og jeg føler det dagligt i Hjærtet, som om Fastlande dagligt forgaar«. Siden blev min verden aldrig den samme, og jeg har aldrig fortrudt.

I DAG STÅR VERDEN et andet sted end dengang, Tom Kristensen oplevede den angst, som blev spredt med fortællingerne om Fu Manchus voldførelse af hvide kvinder. De røster, der har advaret mod den kinesiske opstigning og dens konsekvenser for lilleputlandets idyl, er blevet spage og klynkende. Måske kan det forklares med, at der står ’Made in China’ på mange af vore smartphones, og at selv nationalkonservative danskere har været på chartertur til Beijing.

I en tid, hvor andre mindretalsgrupper i Europa dukker sig for brølene fra den hvide xenofobi-nationalisme, ser det ud til, at Den Gule Kejsers efterkommere, der elsker H. C. Andersen og bestormer vore indkøbsgader, går fri denne gang. På enkelte områder er verden blevet et bedre sted siden ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’.

(klumme i Politiken 2. november 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

I skyggen af truslen om Kinas invasion

Taiwan omringes af sin broderfjende og en ny verdensorden

SELV MED MERE end en håndfuld besøg hen over små tre årtier er det stadig muligt at blive imponeret af Taiwan. Denne smukke, dynamiske østat med en helt unik placering i verdenshistorien.

Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, er et højt udviklet demokratisk og topmoderniseret samfund, tro mod sine kulturelle kinesiske rødder, hvor 23 millioner indbyggere lever i skyggen af en historisk rival, der aldrig har lagt skjul på ambitionen om genforening.

Så kan det være, at truslen om en sådan udgår i en mere direkte form fra den politiske forsamling, der i disse dage i Beijing diskuterer Kinas fremtidige kurs, og derfor ikke vil undlade at tænke Taiwans placering ind i den fremtidige orden, Folkerepublikkens strateger forstiller sig i Asien og resten af verden.

I flere år har der været stille omkring den potentielle invasionstrussel fra ‘ Fastlandskina’, som naboen konsekvent kaldes af embedsmænd her i Taipei, eftersom Kina og Taiwan er nært forbundet med flere daglige flyforbindelser, masser af turisme og et stort volumen i samhandel og industriel og teknologisk arbejdsdeling.

Altså to ganske velfungerende og dynamiske statsdannelser, hvor de regerende eliter ser helt forskelligt på historiens uretfærdigheder. For hvis Kina ønsker Taiwan hjem til moderlandet, hvorfor gør Beijing så ikke mere for at være værd at genforenes med? Demokratiserer og liberaliserer, sådan som Taiwan gjorde for tre årtier siden, uden at der blev løsnet et eneste skud?

HVOR REELT Kinas pres på Taiwan er, sættes under lup i en netop udkommet bog, ‘ The Chinese Invasion Threat’, skrevet af den sikkerhedspolitiske forsker Ian Easton. Han minder os om, at nok er relationerne til gensidig økonomisk gavn, men Kina har aldrig opgivet en genforening med militære midler, om end Beijings ledere foretrækker Taiwans fredelige og frivillige tilbagevenden til riget.

Siden de slagne kinesiske nationalister forlod fastlandet i 1949 og gjorde Taiwan til en base for Republikken Kina, bakket op af amerikansk militær støtte, har der kun været to perioder, hvor en invasionsfare begyndte at se truende ud.

Første gang var i august 1958, hvor ‘ Røde Kina’ gennemførte et fire uger langt artilleribombardement af øen. Anden gang var i 1995, hvor Kina gennemførte landgangsøvelser på kysten over for Taiwan og fulgte disse op med artilleribeskydninger i Taiwanstrædet. Ikke de helt store ødelæggelser hen over små syv årtier. En driftig smed indsamlede så sent som i 2009 granatsplinter på en taiwansk strand (på den lille ø Kinmen, der ligger to kilometer fra fastlandskysten) og smedede dem om til køkkenknive.

ALTSÅ ER VI IKKE i nærheden af noget, der kunne udvikle sig til et mellemøstligt krigsscenario. Godt for Taiwan, at øen har et 150 km bredt farvand, der skiller det fra fastlandet, og godt, at Donald Trump ikke har ophævet den amerikanske beskyttelsesgaranti, som har eksisteret for Taiwan siden 1949.

Risikoen er, at Trump mister interesse for Taiwan.

NÅR TRUSLEN om en kinesisk invasion af Taiwan ikke er overhængende, på trods af at præsident Tsai Ing-wen tilhører et parti, der har uafhængighed på sit program, skyldes det en anden faktor: at Japan, der i årene 1895-1945 var koloniherre i Taiwan, forsøger at træde i karakter som regional militær stormagt ved at udfordre den kinesiske militære opbygning i Det Sydkinesiske Hav.

Paradokset er her, at Japans beskytter USA ikke vil tillade, at Japan begynder at gå egne veje, fordi en velfungerende magtbalance mellem Kina og USA dermed går i skred. Risikoen set fra Beijing er, at et selvstændigt Taiwan indgår i en alliance med Japan og dermed bringer konfrontationen mellem Tokyo og Beijing helt ind nær den sydkinesiske kyst. Glem ikke, at der var en blodig konflikt mellem de to giganter 1931-45. Med Japan i rollen som aggressor.

Ian Easton bringer flere citater fra klassificerede kinesiske dokumenter i sin bog, herunder dette: »Så snart Taiwan er genforenet med det kinesiske fastland, vil Japans maritime forbindelseslinjer falde ind under kinesiske kampflys rækkevidde«. Tilsvarende vil Kinas kontrol med baser i Taiwan betyde, at Beijings kontrol med Det Sydkinesiske Hav vil blive udbygget.

Kina tænker langt, hvilket Trump ikke gør. Det er Taiwans ledere klar over. Så ingen her i Taipei diskuterer en trussel om invasion. De køber og sælger på livet løs af broderfjenden.

(klumme i Politiken 23.oktober 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Kina, Japan, USA | Skriv en kommentar

Partikongres vil bekræfte strammerkurs

Partichef Xi Jinping vil i næste uge få bekræftet en ny femårsperiode ved magten. Kinas variant af østasiatisk statskapitalisme fortsætter.

Som så ofte før er kinesisk magtpolitik sprængfyldt med paradokser, og opløbet frem til åbningen af kommunistpartiets 19. kongres i den kommende uge er ingen undtagelse.

Vidste man ikke bedre, kunne kongressen ligne en generalforsamling af aktionærer i et multinationalt selskab, for bag den floromvundne retorik handler meget om, hvordan nutidens og fremtidens Kina vil anvende de enorme pengebeholdninger, som kinesiske stats- og udviklingsbanker kontrollerer. Vil andre samfund end det kinesiske få gavn af disse penge?

En stribe koreograferede ritualer omkring udnævnelser til topposter i partiapparatet vil blive gennemført for åbent tæppe. Chefen for det hele, generalsekretær Xi Jinping, vil levere den nødvendige selvros og bekræfte nogle velkendte politiske målsætninger.

Meget vil ligne og lyde som det Kina, verden har kendt siden årtusindeskiftet. Så er der noget, der bør bekymre verden udenfor? Og hvilke paradokser taler vi om? Her følger nogle af dem.

For fire-fem årtier siden var Kina ombejlet af socialistiske og prokommunistiske intellektuelle sværmere i bittesmå miljøer i Vesten, overvejende i universitetsverdenen. Da Kina fra 1978-79 indledte reformprogrammer, der trak landet i retning af mere markedsøkonomi og mere plads til civilsamfundet (dvs. organisationer uden for partistaten), blev ’fanskaren’ gradvis skiftet ud.

De venstreorienterede blev ideologisk hjemløse, og Kinas nye venner har i voksende omfang været at finde i erhvervslivet, investor- og finansverdenen. For stort set alle nutidens venstreorienterede og enkelte overlevende antikommunister er ’Kina’ i dag et skældsord.

VI TALER om et af de største paradigmeskifter i nyere historie, hvilket f.eks. afspejlede sig i en udtalelse af den fhv. danske topdiplomat Jørgen Ørstrøm Møller, der til Ugebrevet Mandag Morgen i maj sagde, at den økonomiske verdensorden, der blev grundlagt af USA i slutningen af 1940’erne, nu havde fået Kina som sin vigtigste forsvarer og fortaler.

Det er nu seks år siden, at Kinas udlån til udviklingsformål til tredjeverdenslande i volumen overhalede Verdensbanken, der som bekendt er en amerikansk opfindelse. Kinas forspring på dette felt kommer til at vokse med opbygningen af den Asiatiske Infrastruktur- og Investeringsbank, AIIB, der har alle betydende økonomier som medlem minus (selvfølgelig) USA og Japan.

I talrige hovedstæder verden rundt ses USA under Trump ikke længere som den magt, der vil håndhæve de principper, som selv USA var arkitekten bag for syv årtier siden. Kina behøver således ikke at gøre ret meget for at befæste sin globale økonomiske position: Det rækker at fylde det tomrum ud, som en enten inaktiv eller diffus amerikansk udenrigspolitik efterlader. Hertil behøves ingen doktriner, kun investeringsvillig kapital og et system til at bakke denne op.

Et eksempel: Da Trump tidligere i år bebudede, at han ville udtræde af den nordamerikanske frihandelsaftale Nafta, tog han til alle overraskelse en af USA’s allierede Sydkorea med i købet og undsagde den ti år gamle amerikansk-sydkoreanske frihandelsaftale Korus med i købet og forskrækkede en af sine vigtigste allierede midt i striden om de nordkoreanske kernevåben.

Siden har han trukket i land og vil i stedet genforhandle aftalen. Men alene truslen har gjort, at Kina har vundet denne runde om indflydelse i Nordøstasien på point. Tilsvarende med striden om grænsedragninger i det Sydkinesiske Hav. Straks efter sin udnævnelse meldte Trumps udenrigsminister Rex Tillerson ud med advarsler til Kina om, at dets opbygning af forskellige basefaciliteter i dette store havområde ’ikke ville blive tolereret’. Men intet er sket, og regeringen i Manilla, der i fjor fik medhold i territorialstriden ved havretsdomstolen, danser nu efter Beijings pibe.

HELE Beijings korps af analytikere vil komme til at holde øje med, om kongressen udnævner en potentiel kommende generalsekretær, populært sagt: en kronprins. Det er næppe sandsynligt, at det sker, eftersom Xi Jinping i så fald vil blive opfattet som én, der snart er forhenværende.

I stedet vil der blive spekuleret i muligheden af, at Xi bereder vejen for en tredje embedsperiode fra 2022 og frem. Dette vil være et brud på de regler for varigheden af lederposter (højst to femårsperioder), som blev etableret for et par årtier siden.

BEGRUNDELSEN for et sådant skridt er også et paradoks: For at forstærke reformtempoet må magten i Kina centraliseres yderligere. Det handler især om den omfattende kampagne for korruptionsbekæmpelse, som er blevet Xi Jinpings varemærke under de første fem år, men som har ubehagelige bivirkninger for den civile sfære i det kinesiske samfund.

Xi har strammet op for kontrollen med civilsamfundet, internettet og de sociale medier, og især har rettighedsaktivister og uafhængige advokater fået partistatens hårde hånd at mærke. Sammenlignet med Xi Jinpings forgænger Hu Jintao, der var generalsekretær i perioden 2002-2012, er der ikke megen tolerance tilbage over det allerede stærkt kontrollerede kinesiske civilsamfund.

Sådan kommer Xi ikke selv til at formulere sig i den kommende uge. I stedet får de 2.300 delegerede rigeligt at høre om ’opfyldelsen af den kinesiske drøm’.

George Orwell ville have frydet sig.

(klumme i Politiken 15.10.17)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Kina | Skriv en kommentar

Langsomt siver fornyelsen ind i Japan

Japans befolkning skrumper. Indvandring kan blive redningen.

PARLAMENTSVALGET i Japan om små to uger forventes ikke at byde på overraskelser, eftersom premierminister Shinzo Abe og hans Liberal-Demokratiske Parti (LDP) forventes at fortsætte ved magten. Alligevel kan der være grund til at hæfte sig ved, om den for tiden mest interessante politiker, en 65-årig kvinde, begynder at gøre en forskel i vælgerhavet i Solens Rige.

Yuriko Koike var i en kortvarig periode forsvarsminister i en af Shinzo Abes tidligere regeringer. I fjor blev hun valgt til overborgmester i Tokyo, og derfor vakte det opsigt, da hun dannede et nyt parti, Håbets Parti, 25. september, samme dag, som Abe udskrev valg til underhuset.

Kort tid efter kastede det hidtil største oppositionsparti, Japans Demokratiske Parti, håndklædet i ringen og gav sine kandidater frit løb til at kunne stille op for Håbets Parti. De, der bliver valgt ind senere på måneden, kommer dog til at mangle partistifteren. Koike har nemlig meddelt, at hun vil være guvernør (overborgmester) nogle år endnu. Alle forventer, at den sociologiuddannede, arabisktalende tidligere nyhedsvært satser på at vinde det næstfølgende valg.

Valgkampen lige nu er derfor et kulørt spil for galleriet, eftersom den som så mange gange tidligere vil handle mere om personligheder end om politisk substans.

Koike kalder sit nye parti for reform-konservativt, men hvad denne indbyggede selvmodsigelse står for, er indtil videre uklart. Hvis partidannelsen er en begyndelse på at håndtere Japans langsigtede udfordringer, nationens skrumpende befolkning og tilsvarende reducerede økonomi, kan det være, at omverdenen skærper interessen for klodens tredjestørste økonomi.

ØSTASIENS mest langtidsholdbare demokrati er ikke kun kendt for at have givet sine 127 millioner borgere verdensdelens højeste levestandard, det rummer også det besynderlige paradoks, at alt for få kvinder ønsker at levere de næste generationer, der skal videreføre det japanske samfund.

Seneste tal fra den centrale statistikmyndighed kom i april og bekræftede det velkendte dystre billede: At i løbet af de kommende 50 år reduceres Japans befolkning med en tredjedel.

I 2065 vil befolkningstallet være på 88 millioner, og medmindre der sker noget helt uforudset, vil tallet i 2115 være helt nede på 51 millioner.

Alarmsignalerne er blevet læst i regeringskontorerne. For to år siden udnævntes en minister, der fik besked på at levere tiltag, som forhindrer, at befolkningen kommer under de 100 millioner, når kalenderen siger 2060. En umulighed, siger eksperterne, medmindre der lukkes massivt op for indvandring. Et tabuiseret emne i et samfund, der er kendt for sin kulturelle indadvendthed.

MEN MÅSKE er der nu forandringer på vej. Tal fra samme myndigheder viser, at der blev 300.000 færre japanere i 2016 – det højeste årlige fald nogensinde. Men faldet kompenseres delvist af, at antallet af udenlandske borgere, der ankommer til Japan for at tage beskæftigelse, i samme år steg med hele 150.000.

Det samlede antal fastboende udlændinge i Japan er nu på 2,3 millioner. I Tokyo er tallet oppe på 486.346, svarende til 4 procent af hovedstadens befolkning.

Særlig interessant er aldersprofilen, for mens Japan er klodens hurtigst aldrende samfund, korrigeres situationen med de indvandrede. Hvor 73 procent af den japanske befolkning er under 65 år, er tallet for de fastboende udlændinge på hele 93 procent.

Også sammensætningen af udlændingebefolkningen begynder at forandre sig. I årtier var det eneste mindretal af betydning i Japan det koreanske, hvilket havde den indlysende forklaring, at Korea var en japansk koloni i perioden 1910-45. Mindretalskoreanerne, kendt som zainichi, har været et følsomt emne, især på grund af rivaliseringen mellem organisationer, der var støttet af henholdsvis Nord-og Sydkorea.

Men zainichierne er nu under gradvis assimilation i et tempo på ca. 10.000 individer årligt, som får japansk statsborgerskab.

Den seneste statistikoversigt afslører imidlertid en lille sensation: Den største gruppe af udenlandske borgere er ikke længere koreanere, men kommer fra Japans ærkerival gennem årtusinder, Kina. De fastboende kinesere i Japan tæller nu 700.000, mens den næststørste gruppe, sydkoreanerne, omfatter 453.000. Hvordan Japan behandler sit voksende kinesiske mindretal, kan blive afgørende for, om Nordøstasien får endnu en sikkerhedspolitisk udfordring oven i den, som Nordkorea repræsenterer.

(klumme i Politiken 9. oktober 2017)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Playboy, et journalistisk forbillede

Hugh Hefner kunne andet end at skaffe smukke kvinder til huse. Playboy var i årtier førende med portrætinterview af højeste klasse.

Millioner af mænd i alle aldre har utvivlsomt drømt om at komme i samme sko som grundlæggeren af Playboy Magazine, nyligt afdøde Hugh Hefner. Medie- og underholdningsentreprenøren Hefner realiserede den del af den amerikanske drøm, som rummede et tiltrængt modspil til den puritanisme, som selve nationen blev grundlagt på i 1776. Men hans bidrag til amerikansk kulturhistorie rækker videre end kødelige lyster.

At kalde ham frontløberen i den seksuelle revolution i den vestlige verden er nok lidt af en overdrivelse. Hollywood og den mere seriøse del af skønlitteraturen var store aktører i samme bevægelse, som bar i retning af menneskets ret til selv at vælge sin seksualitet. Selv var Hefner forholdsvis beskeden i udlægningen af sin betydning. Da han i 1992 blev spurgt af The New York Times, hvad han i karrieren var mest stolt af, lød svaret:

»Jeg forandrede holdningerne til sex. Det blev acceptabelt, at almindelige mennesker kunne leve sammen, fordi sex før ægteskabet ikke længere blev betragtet som noget, der lagde gift for et lykkeligt liv«.

At det var datidens sexsymbol Marilyn Monroe, der prydede bladets første udgave i 1953, vidnede om Hefners evne til at se udviklingstendenser længe før konkurrenterne.

Men midt i optagetheden af og debatten om, hvad Playboy har betydet for mænds syn på unge kvinder, er det overset, at bladet tidligt blev førende inden for den genre, vi kalder interview- og portrætjournalistikken. Få publikationer har som Playboy kunnet levere grundige, omfangsrige og righoldige interviewsamtaler med kendte og begavede personligheder, retorisk elegante i udformningen og ofte med litterære kvaliteter indbygget.

Denne succeshistorie tog sin begyndelse i 1962, da jazzlegenden Miles Davis lagde sin karrieres historie ud i bladets spalter. Intervieweren var Alex Haley, der i 1970’erne opnåede berømmelse med sin bog ’Rødder’ om de slaver, der lagde grunden til det afroamerikanske USA.

Få år efter gennembruddet med Miles Davis fik Haley borgerretsforkæmperen Martin Luther King i tale. Samtalen mellem de to blev publiceret i januar 1965 og er en milepæl i amerikansk journalistik. Omfanget er på den anden side af 16.000 ord (svarende til syv kronikker i Politiken) og blev det længste interview, King nogensinde gav.

I september 1968 lykkedes det Playboy at få den ellers så sky og tilknappede filmkunstner Stanley Kubrick til at give interview, og her begyndte Hefners journalister at få konkurrence fra magasinet Rolling Stone, hvis grundlægger, Jann Wenner, ikke lagde skjul på, at han havde ladet sig inspirere af Playboy til at give god plads til lange og dybe portrætsamtaler.

Min egen favorit i denne perlerække er Playboys møde med westernhelten John Wayne i bladets udgave fra maj 1971. Jeg var som barn og teenager stor fan af Wayne, men blev først opmærksom på interviewet længe efter filmlegendens død i 1979, og selvfølgelig har jeg via eBay skaffet mig et eksemplar af netop denne udgave.

Intervieweren Richard Warren Lewis kommer vidunderligt søgende grundigt rundt i filmheltens univers. Der er detaljerede diskussioner om konkrete oplevelser og begivenheder fra en karriere, der omfattede flere end 200 spillefilm. Bladet leverer her på fornemste vis et stykke amerikansk kulturhistorie.

For læseren får en indsigt i den amerikanske højrefløjs selvforståelse gennem westernikonets særlige optik og temperament. Læsningen gør det klart, at John Wayne var en hel del mere end en stor skikkelse i amerikansk underholdningsindustri.

Han var også på sin egen unikke facon en intellektuel begavelse, der vidste, hvorledes marxisten Herbert Marcuse inspirerede amerikanske universitetsmiljøer, og hvordan børnelægen dr. Benjamin Spock forsøgte at introducere progressiv børneopdragelse i det traditionelle og konservative USA.

Pointen er, at selv uden Playmate of the Month var rigtig mange udgaver af Hefners mandeblad noget af en skatkiste for læsere, der søgte førsteklasses interview- og portrætjournalistik. Selvfølgelig var det interessen for de kvindelige former, der sendte oplaget op i millionhøjderne, men der blev så sandelig også leveret åndelig føde. Hugh Hefner havde meget mere end sex på tallerkenen.

(klumme i Politiken 4.10.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Globalt, USA | Skriv en kommentar

Jihadistisk pres på Myanmar

Konflikten om rohingyaerne har længe været internationaliseret.

AF SELVINDLYSENDE grunde skal FN-systemet og det øvrige internationale samfund vedblivende kræve af den militære ledelse i Myanmar, at den indstiller sine udrensningskampagner i Rakhine, ligesom den formelle civile leder af landet, Aung San Suu Kyi, skal have at vide, at hendes udenomssnak og bortforklaringer ikke duer. Men det ændrer ikke på, at den årtier gamle konflikt længe har været internationaliseret. Dens forgreninger går til Pakistan, Saudi-Arabien og muslimske grupperinger i andre dele af Syd- og Sydøstasien.

Blandt de mange lokale oprør, der fulgte umiddelbart efter det selvstændige Burmas fødsel i januar 1948, var der også et muslimsk. Datidens hellige krigere greb til våben for at blive integreret med nabostaten Østpakistan, der havde fået selvstændighed året forinden, og der gik en lille halv snes år, inden den burmesiske hær havde nedkæmpet og neutraliseret disse separatister. De nye generationer af islamistiske krigere har hentet inspiration flere steder fra, ikke mindst fra de mujahediner, der bragte den sovjetiske supermagt på knæene i Afghanistan i slutningen af 1980’erne.

Der eksisterer en geografisk platform, som deles af datidens oprørere og nutidens rohingyaer: Pakistan, som er hjemsted for anslået en halv million medlemmer af dette muslimske mindretal. Omkring halvdelen bor i slumkvarterer i millionbyen Karachi. Den største af disse bydele har taget navn efter Rakhines gamle navn og hedder derfor Arkanabad. Rohingyaerne i Karachi er efterkommere af de familier, der blev fordrevet allerede i 1950’erne. Ganske som i Myanmar står de uden rettigheder, fordi de pakistanske myndigheder aldrig har villet give dem de identitetskort, der er adgangsbillet til sundhedsydelser, skolegang og andre offentlige goder.

Når mange af dem alligevel tolereres og klarer sig, skyldes det, at de dominerer fiskerierhvervet, idet den pakistanske fiskeeksport til Kina indbringer store summer hård valuta. Men deres retslige status er ikke anderledes end i oprindelseslandet, hvor de officielt betegnes ’bengalier’ i stedet for rohingyaer. Til den pakistanske avis Dawn siger Nur Hussain Arakani, leder af den Burmesiske Muslimske Velfærdsorganisation, at Karachis rohingyaer ikke selv bruger denne betegnelse:

»Det vil de aldrig skrive på et papir. De foretrækker at blive kaldt bengalier«.

TERRORBEVÆGELSEN Al-Qaeda begyndte at referere til rohingyaernes situation, da Ayman al-Zawahiru, Osama bin Ladens afløser, nævner dem i 2013, året før han etablerer AQIS (Al-Qaeda på det Indiske Subkontinent), hvortil også Myanmar hører som terrorbevægelsens operationsområde.

Siden fulgte sympatierklæringer fra Islamisk Stat, som i sit magasin Dabiq (fra april 2016) lader en erklæret jihadist i Bangladesh, Abu Ibrahim, opfordre trosfæller til at komme rohingyaerne i Myanmar til undsætning. Det er derfor logisk, at den muslimske guerillagruppe i Rakhine, Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa), gik ud med en officiel benægtelse 14. september: Gruppen afviste at have forbindelser til al-Qaeda, Islamisk Stat i Irak og Syrien eller nogen anden transnational terrorgruppe. Udmeldingen er selvfølgelig en afværgemanøvre, eftersom det er velkendt blandt terroreksperter, at Arsa’s operationelle leder, Ataullah Abu Amar Junjuni (alias Hafiz Tomar og Ata Ullah), er født og opvokset i Karachi og er blevet islamistisk skolet i Saudi-Arabien.

ARSA blev tidligere kendt som Harakah al-Yaqin, der betyder ’bevægelsen for tro’. Ifølge efterretningskilder, der refereres af netavisen Asia Times, er Arsa’s ledende organisatoriske kraft, eller åndelige vejleder om man vil, Abdus Quadoos Burmi, en anden af Karachis mange pakistanske rohingyaer. Han optræder på videoklip distribueret på sociale medier med opfordringer til at indlede en ’hellig krig’ i Myanmar. Han sættes i forbindelse med Lashkar-e-Taiba, ’De Retfærdiges Hær’, som længe har været aktiv i Sydasien.

BEVÆGELSEN Harakah al-Yaqin blev grundlagt i 2012 efter en fordrivelse, der ligner den aktuelle. Ifølge en rapport fra International Crisis Group blev træningen af militser påbegyndt af rohingyaer, der havde deltaget i andre terrorangreb samt pakistanere og afghanske krigere.

Rohingyaernes kamp er derfor mere end blot et oprør for at sikre et trængt og forfulgt mindretals overlevelse og rettigheder. Den har også rødder i den transnationale jihadisme.

(klumme i Politiken 25. sept. 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar