Samuelsens småluskede medløberi

Dansk udenrigs- og udviklingspolitik har nået et historisk lavpunkt.

Kort efter sin tiltrædelse som udenrigsminister forklarede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at han betragtede sig selv som den »måske fagligt mest kompetente« i udenrigsministerstolen. Det skete med følgende ord:

»Mit cv består blandt andet af tre bøger om europæisk og international politik. Jeg har siddet i Europa-Parlamentet. Jeg har startet et parti fra bunden. På det formelle niveau tror jeg ikke, at Uffe, Holger K., Mogens Lykketoft, Per Stig eller Niels Helveg har beskæftiget sig så meget med international politik, som jeg har, da de satte sig i stolen«.

På og uden for Christiansborg var reaktionerne en blanding af rå latter, klasken på lårene og hovedrysten. Ikke mindst hos de herrer Ellemann-Jensen, Lykketoft og nu afdøde Helveg Petersen, der alle tre lod sig udsætte for lidt af hvert i deres embedsperioder. Men ingen er i tvivl om, at der om disse tre står respekt for deres flid, engagement og indsigt.

NUTIDENS selverklærede liberale udenrigsminister har derimod placeret sig i en helt anden kategori, tilmed den mest ubehagelige af slagsen.

Hans beslutning om at skære i midlerne til udvikling af civilsamfundsorganisationer i Palæstina og Israel er ikke kun regulære spark i maven på de mange idealister og aktivister, der virker for at skabe tålelige tilstande for indbyggerne i ’verdens største åbne fængsel’, som de palæstinensiske selvstyreområder er blevet kaldt. Anders Samuelsens håndtering er også udtryk for et politisk medløberi og intellektuelt forræderi, som bortvisker en af de få oaser i dansk udviklingspolitik.

Når den israelske informationsminister, Gilad Erdan, efter den vellykkede armvridning af udenrigsministeren opfordrer resten af Europa til »at handle med samme moralske ansvarlighed som Danmark«, er vi ude i en absurd form for orwellsk nysprog, der ikke lader diktaturstater noget efter.

En enkelt af de 24 organisationer, der havde modtaget støtte fra bl.a. Danmark, havde opkaldt et kvindecenter efter en palæstinensisk terrorist, hvilket Samuelsen benyttede som undskyldning for at tilbageholde danske støttemidler til samtlige. Aftalebrud og kollektiv afstraffelse kalder professor ved SDU Martin Beck den metode.

Karakteristisk for Løkke-regeringens gældende spinkultur blev nyheden listet ud i en pressemeddelelse kort før jul, da nationen var optaget af andre gøremål: Det er usselt smålusket medløberi, der gør udenrigsministeren til bybud for en brutal besættelsesmagt, og som er direkte i strid med den udviklingsstrategi, regeringen indgik et bredt forlig om for nøjagtig et år siden.

Dengang blev Samuelsens udviklingsordfører, Carsten Bach, citeret for følgende: »For Liberal Alliance har det været vigtigt at sætte fokus på en større rolle til private aktører og civilsamfundsorganisationer«. Vi ved nu, at dette fokus er blevet dikteret fra Tel Aviv.

Nogen udmelding fra Venstres udviklingsminister, Ulla Tørnæs? Niks, kulsort tavshed.

DET, DER I DAG er tilbage af en selvstændig dansk udenrigspolitik, er presset på mere end én front. I regeringens parlamentariske grundlag hersker et uskønt heppekor af nationalkonservative, der ikke ser nævneværdige problemer i Putins vedholdende pres på Ukraine, de baltiske lande og europæiske kerneværdier over en bred front.

Den nye tids ’putinister’ i Dansk Folkeparti tæller også den israelske regeringschef Benjamin Netanyahus vigtigste forbundsfælle i Danmark, formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, hvis europapolitik giver ham åndsfæller og allierede hos britiske ’brexiteers’ og blandt Trumps populistiske republikanere.

Tilbage i maj 2016 var der ellers lagt op til en skarpere fokusering i dansk udenrigspolitik, da en af ministeriets topdiplomater, Peter Taksøe-Jensen, fremlagde en stribe perspektivrige bud på en ny dansk international profil. Som tak for indsatsen er denne dygtige embedsmand nu sendt i en slags eksil i New Delhi i stedet for Bruxelles, som ville have været det oplagte.

En nedrivning er i gang. Ofrene er i første omgang civilsamfund i Palæstina og omegn. Men det stopper næppe her. Et bredt udviklingspolitisk forlig, der tog sig smukt ud for et år siden, er blevet skamskudt, og vi har fået kinesiske tilstande i Udenrigsministeriet. Indført af Samuelsen og Løkkes tro væbnere i dansk parlamentarisme: Liberal Alliance og Dansk Folkeparti

(klumme i Politiken 11. januar 2018)

Reklamer
Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kim Jong-un spænder en snubletråd ud

Sydkoreas præsident er klemt mellem pres udefra og befolkningens forventninger.

Udsigten til, at Nordkorea vil deltage i de olympiske vinterlege i Sydkorea i næste måned, ligner umiddelbart et initiativ for afspænding på den stærkt militariserede halvø, for hvem vil ikke gerne se en stor international sportsbegivenhed blive brugt til et diplomatisk gennembrud?

Virkeligheden er dog anderledes rå, når man sætter det nordkoreanske klanstyres udspil under lup og studerer motiverne.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, er alvorligt i klemme mellem sin ambition om at afholde vellykkede vinterlege, at imødekomme befolkningens stærke forventninger, at skabe forbedrede relationer i forhold til ’broderfjenden’ i nord og samtidig kunne balancere i forholdet til sin hovedallierede, USA, og sin største økonomiske partner, Kina.

Alt, hvad der vedrører den nu 70 år lange konflikt mellem Syd- og Nordkorea, påvirkes i disse uger og måneder af, at Trump-administrationen utilsigtet har sat USA i bakgear i hele Øst- og Sydøstasien, mens Kinas indflydelse og magt vokser måned for måned.

Nok har USA opretholdt de sikkerhedspolitiske partnerskaber med allierede i Østasien, som har været gældende siden Koreakrigen 1950-53, men Kina har for længst overtaget den økonomiske førertrøje i regionen. I kombination med den nu tydeligt dysfunktionelle regeringsførelse under Donald Trump er porten slået op på vid gab for Kinas entré som regionens dominerende magt. Men der er stadig plads til uforudsigeligheden, ikke mindst på Den Koreanske Halvø.

Sat på en meget kort formel er den nordkoreanske diktator Kim Jong-uns udspil et forsøg på at drive en kile ind mellem USA og dets alliancepartner Sydkorea. Lykkes det, får Jong-uns mere end en propagandagevinst. For Sydkorea er bogstavelig talt i forreste linje i de internationale bestræbelser på at få Nordkorea til at acceptere kontrol med dets kernevåbenfaciliteter, men risikerer at skulle svække alliancen med USA for at imødekomme Kim Jong-uns krav.

At Sydkorea har accepteret ikke at afholde militærøvelser med USA op til og under de olympiske lege, er allerede præsident Moons første vigtig indrømmelse. Når de nordkoreanske diplomater om kort tid ankommer til Sydkorea, vil de utvivlsomt gentage diktatoren Kims betingelser for en mere varig afspænding: At Nordkorea anerkendes som atommagt, og at fremtidige forhandlinger om en mulig genforening af den delte halvø skal se på den præmis, at ’eksterne parter’ (USA og Kina) ikke kan stille betingelser for, hvorledes denne proces kan og skal gennemføres.

Præsident Moon er også klemt af Kina. Hans besøg i Beijing i sidste måned imødekom ikke Kinas krav om, at det amerikansk-finansierede missilforsvarssystem i Sydkorea skal fjernes trods forsikringer om, at det ikke vil blive rettet mod Kina. Præsident Xi Jinping har endnu ikke bekræftet, at han vil deltage ved åbningsceremonien i Pyeongchang i Sydkorea 9. februar, og Sydkoreas økonomi lider stadig under, at kinesiske turistfirmaer boykotter rejser til Seoul og indkøb i sydkoreansk ejede varehuse i Kina.

Den aktuelle tilstand mellem de to koreanske stater har ligheder med den såkaldte solskinspolitik under præsident Kim Dae-jung, der stod i spidsen for Sydkorea 1997-2002.

Han nåede så langt som til at gennemføre et forsoningsbesøg i Nordkorea i juli 2000 og blev samme år belønnet med Nobels Fredspris for initiativet. Siden viste det sig, at store sydkoreanske industrigiganter i hemmelighed havde betalt millionbeløb i bestikkelse til klanstyret i nord for at gennemføre historiens første nordkoreansk-sydkoreanske topmøde.

Solskinspolitikken blev nedtrappet af de efterfølgende regeringer for helt at blive afviklet af den konservative præsident Lee Myung-bak i 2007. I det mest optimistiske scenario kan et nord-sydkoreansk forsoningsinitiativ blive begyndelsen til en tilstand som den, der blev resultatet af tilnærmelsen mellem Øst- og Vesttyskland i begyndelsen af 1970’erne som et resultat af den daværende vesttyske forbundskansler Willy Brandts såkaldte østpolitik. Den gav datidens Østtyskland (DDR) diplomatisk anerkendelse blandt medlemmerne af Nato og ledte de kommunistiske ledere i DDR ind i den vildfarelse, at deres statsdannelse havde fået en slags livsforsikring både hos deres allierede i Warszawapagten og koldkrigsfjenderne i den vestlige forsvarsalliance.

Hele denne logik brød som bekendt sammen i 1989 med Berlinmurens fald. Nutidens Nordkorea er i en ganske anden situation. Kinas strategiske mål er ikke et genforenet Korea, som risikerer at bringe det amerikanske alliancesystem helt op på Kinas nordøstlige flanke, men i stedet et neutraliseret Korea, dvs. uden kernevåben og med Kina i en slags protektorrolle. Begge Korea-staters voksende økonomiske afhængighed af Kina trækker udviklingen i den retning.

Men Kim-klanens førstemand afgiver ikke kontrollen med atomknappen på sit arbejdsbord. Den er hans garanti for at undgå østtyske 1989-tilstande. Med et Washington under Donald Trumps ledelse er indrømmelser i atomspørgsmålet utænkelige: Det, der efterhånden er tilbage af en amerikansk politik i Østasien, handler alene om, at Nordkorea skal give efter for Trumps krav om afnuklearisering.

For snart 30 år siden var den sydkoreanske hovedstad, Seoul, vært for de olympiske sommerlege. Forventningerne op til legenes afholdelse i sensommeren 1988 blev en rambuk for en demokratisering af et Sydkorea, der dengang havde været under et langvarigt militært domineret styre.

En tilsvarende logik er ikke gældende her i 2018. For mens stort set alle andre lande i Asien er stater, der har et militær, er Nordkorea et militær, der har en stat.

(nyhedsanalyse i Politiken 10. januar 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Trump som Amerikas Formand Mao

En stormagt kan ikke i længden regeres med slogans.

I EN aviskronik publiceret på flere kontinenter for en måneds tid siden fornøjede den tidligere EU-kommissær Chris Patten sig med at introducere et nyt politisk begreb: ‘Donald Trump-tænkningen’.

Inspirationen til dette har Patten naturligvis hentet i Kinas Kommunistiske Partis kongres i oktober, hvor ‘ Xi Jinping-tænkningen’ blev skrevet ind i Folkerepublikkens forfatning og dermed gav rigets nuværende leder samme status som to afdøde giganter, Mao Zedong og Deng Xiaoping.

Chris Patten var den sidste britiske guvernør i Hongkong, som for 20 år siden blev tilbageleveret til Kina, så han kender riget i midten bedre end de fleste. Ifølge eksguvernørens udlægning består Xi Jinpings tænkning i at sammensmelte kinesisk nationalisme med central kontrol. Meget leninisme og kun beskedne doser marxisme.

Hvori består så Donald Trumps tænkning i USA’s udenrigspolitik? Dette tankeeksperiment kan man afprøve ved at gennemlæse et 55-siders dokument, der bærer overskriften ‘ USA’s nationale sikkerhedsstrategi’, og som kan downloades fra Det Hvide Hus’ hjemmeside.

DOKUMENTET har indlysende nok stor betydning for verdens nuværende og kommende indretning.

Beskrivelserne er de fleste steder ganske dækkende; men de kontroversielle og nogle steder paradoksale elementer i teksten træder frem, der hvor Trump og hans embedskorps først tegner USA’s målsætninger op og dernæst anviser midlerne til at nå dem.

Her er det, at nogle ligheder med Kinas formand Mao Zedong begynder at trænge sig på (formandstitlen blev afskaffet få år efter diktatorens død i 1976, men han har overlevet som ikon), uagtet at Kinas nuværende udviklingsmodel repræsenterer alt, hvad han frygtede og advarede imod.

Mao ville også ‘ gøre Kina stort igen’, men hvad han udrettede i sin økonomiske politik, fik Kina til at skrumpe både nationalt og på verdensscenen. Forsøgene på en forceret industrialisering i slutningen af 1950′ erne, kendt som ‘ det store spring fremad’, kostede ikke under 36 millioner dødsofre på fire år og lammede økonomien.

Som Mao forsøger Donald Trump at regere med slogans, i sidstnævntes tilfælde i form af tweets. Milliontallige fanskarer følger dem, som rettroende kristne følger de ti bud. Mere sofistikerede udlægninger af USA’s nationale målsætninger må overlades til embedsværket og hundredvis af diplomater og USA-analytikere verden over. Støn og suk.

TRUMPS strategiske papir er klart i mælet, når det gælder de mest presserende trusler mod USA: De udgår fra Nordkorea, Iran og jihadistiske grupperinger i Mellemøsten. Verden belæres også om, at Rusland og Kina ikke vil det bedste for USA, for der er her tale om aktører, der udfordrer grundlaget for amerikansk sikkerhed og velstand, hedder det. Årtiers forsøg på at moderere disse to stormagter gennem inklusion i internationale institutioner har overvejende været baseret på falske præmisser: Clinton, Bush og Obama gjorde alt for meget, der bidrog til at gøre Kina stor igen.

Alligevel lukker Trump op for fortsat samarbejde på tværs af forskelle i værdier, politiske systemer og interesser. Man fornemmer i teksten nogle overlevende koncepter fra Trumps rival i præsidentvalgkampen, Hillary Clinton, som tilbage i 2013 formulerede den såkaldte rebalancering i USA’s Asien-politik.

Nyt i denne regionale kontekst er betegnelsen ‘ Indo-Pacific’, der strækker sig fra Indiens vestkyst og hele vejen til Hawaii.

Her lægges der op til at lade Indien, Australien og Japan udgøre en sikkerhedspolitisk akse, der kan bremse Kinas udvidelse af sin interessesfære.

POSITIVT fortolket er der måske ved at indfinde sig en ny realisme i Donald Trumps tænkning. Hans udenrigstjeneste er stadig nødlidende (snesevis af ubesatte poster, personaleflugten er ikke stoppet), men han respekterer den nye virkelighed på kloden.

Trods alt taler vi om en mere håndterlig tilstand end den, verden befandt sig i, da Kinas demenssvækkede formand Mao betroede USA’s daværende topdiplomat Henry Kissinger følgende i 1972: »Jeg har ikke været i stand til at ændre ret meget i samfundet, kun i nogle områder tæt på Beijing«. Trumps Amerika har stadig mulighed for at korrigere verdens indretning, også i områder langt fra Washington. Men hvis strategidokumentet bliver ved de flotte ord på papiret og ikke følges af handling, risikerer USA at blive, hvad Mao kaldte USA dengang i 1960′ erne: en papirtiger.

(klumme i Politiken 1. januar 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nukleart kapløb i Østasien kan stadig afværges

Sydkorea og Taiwan har haft atomvåbenprogrammer. De er uacceptable for både Kina og USA.

2017 vil gå over i historien som året, hvor Nordkorea for alvor etablerede sig som atommagt, eftersom alle nu tror på Pyongyangs trusler om, at regimets missiler kan nå det nordamerikanske kontinent. Så med den forvirring, der fortsat hersker om præsident Donald Trumps politik i Østasien, er der da nogen, der vil fortænke både Sydkorea og Japan i at udvikle egne kernevåbenprogrammer?

Her vil et kortere historisk tilbageblik være på sin plads. I begyndelsen af 1970’erne var Sydkorea nået langt med udviklingen af et civilt atomenergiprogram. Landets daværende præsident, der var kommet til magten ved et militærkup i 1961, beordrede sine videnskabsfolk til at tage de første skridt til at udvikle et egentligt atomvåbenprogram.

Planerne faldt ikke i god jord hos landets beskytter og hovedallierede USA, som i 1975 fik presset Sydkorea til at underskrive Ikke-Spredningsaftalen, kendt som NPT. I hemmelighed fortsatte atomprogrammet på det eksperimentelle niveau, tildels foranlediget af, at daværende præsident Jimmy Carter legede med tanken om en tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra Sydkorea.

Med i billedet hører, at der frem til ophøret af den kolde krig var placeret amerikanske kernevåben på sydkoreansk jord. De blev fjernet i 1991 som et led i bestræbelserne på at overtale Nordkorea til at acceptere inspektion af det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA. Det virker surrealistisk i dag at minde om, at både Seoul og Pyongyang engang erklærede sig enige om at gøre den koreanske halvø fri for kernevåben.

DET sydkoreanske svar på den nordkoreanske missiltrussel har været opstillingen af et amerikansk antimissilsystem, som Beijing frygter også vil være rettet mod Kina.

Præsident Moon Jae-Ins besøg i Beijing i sidste uge handlede især om at forsikre kineserne om, at Sydkoreas radarsystem ikke har rækkevidde ind i kinesisk territorium. Moon fortalte Kinas leder Xi Jinping, at han har amerikanske garantier for, at kinesiske interesser ikke vil blive krænket. Disse garantier gælder nøjagtig, indtil krigens første skud er affyret.

Kinas udspil er, at Sydkorea og USA indstiller fælles militære øvelser som modydelse for et nordkoreansk stop for testaffyringer og prøvesprængninger, men det er stadig et åbent spørgsmål, om Kina kan presse Nordkorea til forhandlingsbordet.

MED i det historiske billede hører, at en anden af USA’s historiske allierede i Østasien, Taiwan, engang har været undervejs med planer om egne kernevåben, endda tidligere end det skete i Sydkorea.

Taiwans atomprogram kom op i omdrejning, efter at ærkerivalen Kina i 1964 havde foretaget sin første atomprøvesprængning. I dag ved historikerne nøjagtigt, på hvilket videnskabsinstitut det taiwanske atomforskningsprogram havde til huse fra 1967.

Også Taiwans hovedallierede USA var bekymret og sikrede sig, at udviklingen af atomreaktorer i Taiwan blev holdt inden for rammerne af de retningslinjer, der var udstukket af IAEA. Interessant i et historisk perspektiv er det, at ikke kun USA, men også Tyskland, Frankrig, Norge, Sydafrika og Israel nåede at bidrage med teknisk assistance, inden den taiwanske regering midlertidigt indstillede programmet i 1978.

BILLEDET ændrede sig i slutningen af 1980’erne, da en ledende taiwansk forsker i atomteknologi hoppede af til USA og gav sin viden videre til de amerikanske myndigheder. Enden på det hele blev, at regeringen i Taipei opgav sine planer om et selvstændigt atomvåben i 1988, netop som landet havde indledt en demokratisering efter næsten fire årtiers undtagelsestilstand.

Kinesiske kamp- og bombefly har for ganske nylig overfløjet luftrummet tæt på Taiwan, hvilket er yderligere en indikation på et markant højere spændingsniveau i regionen.

Så hvis USA ønsker at gøre en positiv forskel, er tiden kommet. At Donald Trumps udenrigsminister Rex Tillerson på det seneste er kommet med udtalelser, der mere end antyder, at han er parat til at rejse til Pyongyang når som helst, kan være tegn på, at Kinas pres på Nordkorea er begyndt at have en vis effekt. Dagsordenen bør være et våbenmoratorium på den koreanske halvø: Ingen testaffyringer og prøvesprængninger og ingen amerikansk-sydkoreanske militærøvelser. Alternative muligheder er ikke til at få øje på.

(klumme i Politiken 18. december 2017)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Supermagten er blevet en afmagt

Scenariet for USA’s afvikling som global leder skal skrives om. Men Kina tager ikke over. Endnu.

ET FORUROLIGENDE mønster har indfundet sig på kommentarsiderne i de amerikanske kvalitetsaviser. Hos et voksende antal indflydelsesrige analytikere er der nu fodslag om en konklusion, som burde få advarselslamper i Washington og andre vestlige hovedstæder til at blinke: USA’s tid som verdens leder er ovre.

Præsident Donald Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad vil kun hælde mere brændstof på samme meningsmaskine og efterfølgende sætte sig markante spor i verdensoffentligheden.

Det budskab, der kommer ud af udstødningsrøret er, at USA trods sin uantastede status som klodens dominerende militærmagt har tabt beslutningskraften, når det handler om at vise globalt lederskab.

Al magtudøvelse handler om forventninger. På tværs af kontinenter og forskelle i politiske systemer har forventningerne til, hvad USA kan og vil udrette, nået et historisk lavpunkt. Et imperium går under, når dets tiltrækningskraft smuldrer. Det er tilstanden mellem Washington og resten af verden lige nu.

Det amerikanske århundrede er uigenkaldeligt forbi og varede nøjagtigt 100 år. Pladsen på toppen af verdenshierarkiet er tom, og der er ingen oplagte kandidater til at tage ovre. Ikke et Kina, der er dybt koncentreret om sin egen modernisering, og ikke et Europa, som vakler under rystelserne i sit eget fundament.

DEN VELANSKREVNE forfatter og tv-vært Fareed Zakaria skrev i en kommentar i Washington Post 12. oktober, at Trump-administrationen har besluttet sig for at bevæge sig ind i en helt anderledes æra: det 19. århundrede. Anledningen var, at præsidenten havde skrottet endnu et projekt fra forgængeren Barack Obamas tid, den såkaldte Clean Power Plan.

Trumps miljøchef, Scott Pruitt, blev citeret for, at »krigen mod kul var forbi«: Washington sender nu penge ind i industrier, der har været på retur siden 1950’erne. Naturgas er i fuld gang med at erstatte kullene, men der er kulminearbejdere, som Trump lovede at hjælpe i sin valgkamp, og nu kommer han dem til undsætning.

Zakaria noterer, at Kina nu investerer det dobbelte af USA i vedvarende energikilder. Der sælges dobbelt så mange elbiler i Kina som i USA. 3,5 millioner arbejdere er nu beskæftiget i Kinas grønne energisektor, det femdobbelte af tallet i USA.

Financial Times forklarede 15. marts i år sine læsere, at Kina i 2018 vil overhale både USA og Japan som den største ansøger til og bruger af det internationale patentrettighedssystem. I 2016 placerede to kinesiske telekommunikationsfirmaer, ZTE og Huawei, sig på første- og andenpladsen i ranglisten over virksomheders ansøgninger om globale patentansøgninger. Med amerikanske Qualcomm og japanske Mitsubishi Electric på tredje- og fjerdepladsen. Velkommen til en verden i forandring.

TÆNKETANKEN Center for American Progress bekræfter i en dugfrisk rapport tendenserne: Den konkluderer, at mens Trump trækker USA ud af verden, opnår Kina en række fordele, fordi de vestlige stormagter i overvældende grad distraheres af interne problemer. Rapporten citerer en nyhedsanalyse på BBC’s hjemmeside i oktober, der dækkede Donald Trumps besøg hos Xi Jinping i Kina og konkluderede med et spørgsmål: »Verdens to mest magtfulde mænd har holdt møde i Beijing. Men hvem af dem har nøjagtig hvilken plads?«.

Den britiske historiker Niall Ferguson, forfatter til en stribe bestsellers om klodens indretning i fortid og nutid, forudsagde i marts 2010, at USA som imperiemagt ville forsvinde hurtigt og voldsomt. Noget i stil med Sovjetunionen, hvis sammenbrud skete i løbet af seks år (Mikhail Gorbatjovs regeringsperiode 1985-91) eller afviklingen af det britiske imperium begyndende med Indiens selvstændighed i 1947 og bragt til ende med Suezkrisen i 1956, hvor Storbritannien opdagede, at landet var på fallitens rand.

Men USA er ikke ved at gå fallit, i hvert fald ikke i økonomisk forstand. Kollapset udfolder sig især i en udenrigstjeneste, der ikke har fungeret siden Trumps tiltrædelse i januar. En supermagt kan ikke holdes kørende med Twitter, men det er nøjagtig hvad Trump forsøger sig med.

Det bedste, vi kan håbe på, at der i de kommende år opbygges en pragmatisk uformel alliance mellem Washington, Bruxelles og Beijing om at undgå de værste katastrofer.

Men Trump har med Jerusalem-beslutningen sikret, at en af katastroferne vil vare lige så langt, som den menneskelige forestillingsevne rækker.

(klumme i Politiken 11. december 2017)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Hov, derovre eksploderer et missil

En alternativ oplevelse for flypassagerer over Stillehavet minder os om Nordkoreas farlighed.

Besætning og passagerer om bord på Cathay Pacific CX893 undervejs fra San Francisco til Hongkong fik sig en anderledes oplevelse den sidste onsdag i november. Fra vinduerne kunne de observere den seneste nordkoreanske missilaffyring resultere i en eksplosion og missilets dele falde ned i Det Japanske Hav.

Missilet var interkontinentalt af typen Hwasong-15. Det nåede at tilbagelægge ca. 1.500 kilometer inden destruktionen, som skete ikke langt fra den nordlige japanske ø Hokkaido. En ledende sikkerhedsmedarbejder ved Cathay Pacific, der har base i Hongkong, er i et lækket dokument citeret for, at et andet af selskabets fly, CX096, der fløj med fragt fra Los Angeles til Hongkong, sandsynligvis har befundet sig endnu tættere på det nordkoreanske missil, end det var tilfældet med CX893.

En af Hongkongs politikere, Jeremy Tam, der har en fortidig karriere som pilot hos Cathay Pacific, citeres af lokale medier for, at stort set ingen civile passagerfly er udstyret med den type radarteknologi, som bruges af militærfly, og som er i stand til at spore trusler fra missiler.

NOGLE ubehagelige begivenheder melder sig i erindringen: Passagerflyet fra Malaysia Airlines, der 17. juli 2014 blev ramt af et jord til luft-missil affyret fra en lokalitet i det østlige Ukraine, hvor 298 ombordværende omkom. Helt tilbage i september 1983 blev et sydkoreansk passagerfly skudt ned af et sovjetisk kampfly nær Sakhalin i det østlige Sibirien. Piloten og hans kommandocentral tolkede flyets tilstedeværelse i sovjetisk luftrum som, at det var ude på en spionagemission med det formål at teste det sovjetiske luftovervågningssystem.

I disse dage viser radarskærmene i flere af regionens lande en tæthed af flyvninger i dette område, som sjældent er set tidligere. Sydkorea og USA indledte mandag de årlige luftmanøvrer kaldet Vigilant Ace, hvor flere end 230 kampfly deltager sammen med amerikanske soldater og øvrigt personale i et omfang på 12.000. Denne styrkedemonstration repræsenterer det mest avancerede, der eksisterer inden for moderne militærteknologi, og dermed en dramatisk kontrast til det forældede nordkoreanske udstyr, som delvist baserer sig på sovjetisk teknik fra den kolde krigs tid.

Nordkoreas konventionelle våben vil i fælde af et krigsudbrud blive lagt ned i løbet af ganske kort tid. Men regimets langtrækkende artilleri, der er opstillet tæt på delingslinjen langs den 38. breddegrad, kan nå at forårsage omfattende ødelæggelser og et voldsomt tab af menneskeliv i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, inden da.

Et af de mere presserende spørgsmål, som stilles af militæranalytikere, er om Kim Jong-uns regime med dets helt særegne totalitære hierarki kan kontrollere de kernevåben, som det har udviklet og opstillet. Missilsystemer med atomkapacitet kræver løbende vedligeholdelse især i den ledsagende infrastruktur. Fra den kolde krigs tid kendes adskillige eksempler på teknologiske sammenbrud i atomsystemer. Blandt de mere skræmmende er den såkaldte ’Damascus Incident’, der fandt sted 19. september 1980 i en missilsilo nær byen Damascus 80 kilometer nord for regeringsbyen Little Rock i delstaten Arkansas i USA. En brændstoflækage på et interkontinentalt missil af typen Titan-2 udløste en eksplosion, der affyrede missilets andet trin plus sprænghovedet, som landede kun 30 meter fra rampens adgangsport. Sikkerhedsmekanismerne fungerede og forhindrede udslip af radioaktivt materiale, men hele affyringsrampen blev ødelagt.

Det var tæt på, dengang! Og flere andre gange, som det er dokumenteret i bogen ’Command and Control’ af Eric Schlosser, udgivet i 2013. Schlosser dokumenterer 32 såkaldte ’broken arrows’ (amerikansk kodeord for ulykker med atomvåben involveret) i perioden 1950-80.

UTVIVLSOMT er der militæranalytikere, der har skrevet scenarier for, hvad der ville ske i tilfælde af et teknisk uheld på et nordkoreansk affyringssted.

Naturligvis vil en sådan hændelse ikke kunne holdes skjult for verdensoffentligheden, men Kim-styret og hans militær ville omgående rette anklager mod USA og Sydkorea, hvorved en næsten-krigstilstand hurtigt ville være en meget ubehagelig realitet. Vil verden i så fald kunne forvente, at diktatoren Kim handler rationelt?

Han ville først tænke i egen overlevelse, inden han vil begynde at lytte til omverdens opfordringer til kapitulation.

(klumme i Politiken 7.12.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Beijing afgør rohingyaernes fremtid

Vestlig indflydelse i Myanmar er reduceret til et minimum.

HVEM BLANDT verdens tungere beslutningstagere kunne for alvor tro på, at Hans Hellighed Pave Frans ville være i stand til at gøre en forskel i forsøgene på løse klodens for tiden alvorligste flygtningeproblem? Den katolske kirkes overhoved som mægler mellem et buddhistisk hybridstyre (halvt demokrati-halvt militærregime) og et skrøbeligt muslimsk demokrati?

Pavens fravalg af ord – at han ikke nævnte rohingyaerne direkte under sit besøg i Myanmar – var et tilstrækkeligt vidnesbyrd om fiaskoen. Men om ikke andet gør den 80-årige argentiner et positivt indtryk på tv-optagelser. Gad vide hvad der er blevet sagt i de ledende lag i Myanmars militære aristokrati, da Vatikanet forespurgte om muligheden af at lade Hans Hellighed komme på besøg? Vel sagtens noget i stil med, hvad den sovjetiske diktator Josef Stalin sagde til den franske politiker Pierre Laval under dennes besøg i Moskva i 1935: »Paven? Hvor mange divisioner har han?«.

Karakteristisk for mediernes fokusering på konflikten om rohingyaerne har der kun været begrænset opmærksomhed på en mere betydningsfuld udvikling på den store diplomatiske boldbane. USA’s udenrigsminister har været forbi Naypyitaw, Myanmars regeringsby, og det samme har Kinas udenrigsminister. Dog ikke samtidig. Rex Tillerson fik følgende besked med på vejen af Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyi: »Lad mig bare helt kort takke udenrigsminister Tillerson for hans forståelse for vor situation«. Resten var høfligheder og almindeligheder.

ANDERLEDES med Tillersons kinesiske kollega, Wang Yi, der kom til både Bangladesh og Myanmar med en stor pose penge og en samlet plan, der indebærer

genbosættelse af de fordrevne rohingyaer. Detaljerne i den kinesiske plan er endnu ikke kendte, og der mangler tydeligvis en våbenhvile i Rakhine, inden Beijing kan gå videre med gennemførelsen, dvs. finansieringen af en større udviklingsindsats i den fattigdomshærgede delstat.

Beijings motiver er selvsagt ikke altruistiske, men handler om Kinas strategiske interesser. Rakhine er en vigtig brik i den kæde af forsyningslinjer, der skal forbinde den kinesiske økonomi med transportruter i Det Indiske Ocean og vestover mod Mellemøsten og det afrikanske kontinent. Vi kender det som BRI – Belt and Road Initiative, et transportnetværk til land og til havs, som også skal koble klodens næststørste økonomi op med Centralasien, Sydøst- og Sydasien gennem overvejende kinesiskfinansierede infrastrukturprojekter.

Rakhine ligger et helt centralt sted i dette netværk. Kinesiske statsselskaber er for længst i gang med at opbygge en økonomisk udviklingszone omkring havnebyen Kyaukpyu. Samlet volumen i investeringer vil forventeligt passere de 10 milliarder dollars.

Rørledninger fra Kyaukpu til Kinas sydvestlige Yunnan-provins vil bringe mellemøstlige olie- og gasforsyninger ind i den kinesiske økonomi. Kina får dermed bortskaffet sit såkaldte Malacca- dilemma: Anslået 80 procent af Kinas olieleverancer passerer farvandet omkring Malaysia og Singapore, hvilket gør Kina sårbart i tilfælde af en forsyningskrise eller en konfrontation med USA og dets allierede. Myanmar repræsenterer her en nemmere, kortere og billigere genvej for ikke kun olie og gas, men også for de eksportartikler, der til sin tid skal fragtes ud af Kina og videre til markeder i Vesten.

MED UDBYGNINGEN af disse faciliteter i Myanmar bliver Kina den dominerende magt i Sydøstasien, mens USA helt er spillet af banen i en verdensdel, som Washington engang udkæmpede blodige krige for at fastholde. Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyis, deltagelse i en konference i Beijing i sidste uge for politiske partier fra adskillige lande sendte ydermere det tydeligst tænkelige signal om, at Kina har fået frie hænder i dette hjørne af Asien.

Beijings penge og diplomater er også til stede i andre hjørner af Myanmars fragmenterede politiske landskab. Det gælder især landets nordlige regioner, hvor flere partisanhære har udkæmpet langvarige lavintensitetskrige mod skiftende centralregeringer og juntaer i Myanmar.

Siden forsoningsprocessen tog fart i Myanmar for fem år siden og siden bragte Aung San Suu Kyis parti, NLD, til magten, har de vestlige donorsamfund kastet betydelige summer ind i forsøgene på at konsolidere et moderne civilsamfund i landet. Hensigterne har været nok så ædle, men intet af det, USA og Europa har forsøgt sig med, har kunnet matche Kinas evne til at levere både penge og effektivt diplomati til flest mulige aktører i det tidligere Burma.

Dermed er Østasien på få år forandret afgørende.

(klumme i Politiken 4. december 2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar