Hele verden taber, hvis Kina og USA kommer på militær kollisionskurs

Udgivet den 17. november 2022 af flemmingytzen

Kinas reformperiode er forbi, men diplomati kan gøre en forskel for ukrainerne.

Hvis der var nogen, der troede, at Marx og Lenin for længst var fortid, må disse stakler, inklusive en kuriøs, bedaget og irrelevant falanks af overvintrede antikommunister, til at tænke om.

Hvor ubehageligt det end er for verden udenfor, demonstrerede Kinas nylige partikongres, at den ’demokratiske centralisme’, Vladimir Lenins organisationsprincip for kommunistiske partier, under Xi Jinping har fået sin reinkarnation i Kinas næsten 100 millioner medlemmer store regeringsorganisation, der uden sammenligning er klodens stærkeste og rigeste af slagsen.

Forestillingerne om, at USA kan undertvinge sin hovedrival, som det skete i sin tid med Sovjetunionen, må overlades til illusionister. For hele verden taber, hvis USA og Kina kommer på skærpet, militær kollisionskurs. Kinas model, statskapitalisme 2.0, kan holde et årti eller to endnu.

Det har Olaf Scholz, Ursula von der Leyen og Emmanuel Macron forstået fuldt ud, og derfor opretholder de dialogen med Beijing. Joe Biden og hans efterfølger skal nok få det lært. Første lektion har vi netop set på Bali.

Udfordringen vokser, fordi den kinesiske ledelse definitivt har opgivet den eksperimenterende og pragmatiske reformkurs, der gennem små fire årtier leverede et flertal af landets befolkning økonomiske og sociale forbedringer i stor skala.

Kursskiftet blev understreget af livstidspartichefens afrapportering til kongressen, hvor anvendelsen af ordene ’national sikkerhed’ druknede referencerne til ’udvikling’ og ’reformer’. Kinas sikkerhedsbegreb er gået globalt, og på selv de fjerneste eksildestinationer kan dissidenter ikke vide sig sikre

Propagandaplakat fra 1952

Prisen betales også på Kinas hjemmefront af en dynamisk middelstand, som længe har mærket en skærpet overvågning og kontrol i alle hjørner af samfundslivet. Et stort potentiale for kreativitet risikerer kvælningsdøden. Gennem årtier blev dette vækstmirakel fremmet i årtiers samspil med vestlige virksomheder og samfund i det, vi vænnede os til at kalde globaliseringen, og som nu befinder sig på afgrundens rand.

Xi fokuserer nødvendigvis på interne udfordringer som miljø- og klimabelastningen, ulighederne og den voksende arbejdsløshed blandt veluddannede i byerne. Verden udenfor kunne have ønsket sig, at han kunne have åbnet for en større grad af tolerance over for de tvangsassimilerede uighurer eller have givet amnesti til fængslede dissidenter.

Men nej, befolkningen disciplineres, og magtapparatet mobiliseres på at hente ’udbryderprovinsen’ Taiwan hjem til moderlandet senest i Folkerepublikkens jubilæumsår, 2049. Helst fredeligt, men alternativet udelukkes ikke.

Der er god tid til dette projekt, og Beijings foretrukne metode bliver vedholdende intimidering af den taiwanske befolkning og omringning af øen via infrastruktur i det Sydkinesiske Hav. En invasion (i lighed med, hvad USA plus venner har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan) har minimal sandsynlighed: Sporene skræmmer, og noget af det eneste positive, man kan sige om Kina under Xi, er, at han magtpolitisk ikke efteraber USA.

Hvad Taiwan angår, er der intet alternativ til den status quo-orden, USA definerede i 1979, den strategiske tvetydighed, som Joe Biden fik understreget på Bali-topmødet. Den seneste stribe af højprofilerede amerikanske besøg på øen er derfor teatertorden

Ulykkeligvis er der ikke den ringeste udsigt til, at Beijing kan gøre den forskel i sine nærområder, som hele verdensdelen kunne få gavn af. Nordkorea har genoptaget sine missil-slyngelstreger, og Myanmar er faldet tilbage i sin gammelkendte rolle som sydøstasiatisk vaneforbryder, mens Beijing ser passivt til.

EU bør interessere sig seriøst for silkevejsprojekterne, fordi de rummer et stort potentiale for økonomisk at forbinde Øst- og Centralasien med Europa. Jokeren i dette store strategiske spil er indlysende nok Rusland, som Kina ikke har en alliance med, men har positioneret sig til på en sådan måde, at kinesisk pres kan blive den faktor, der bringer Putin til forhandlingsbordet, når en ukrainsk våbenstilstand skal på plads.

Xi Jinpings design for verdens fremtidige indretning kendes som tianxia; en orden, hvor hvert land selv vælger styreform uden indblanding, respekterer Kina som det asiatiske centrum og belønnes med samhandel og dialoger. Skal verden tro bare lidt på denne vision, må det komme an på en første prøve i Kyiv og siden Moskva.

Kina har en unik position, som venter på at blive anvendt. Udebliver dette, forlænges ukrainernes lidelser.

(klumme publiceret på politiken.dk 17.11.22)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Et el(bil)dorado er over os. Heldigvis

Udgivet den 3. november 2022 af flemmingytzen

Automobilverdensordenen er i skred. Er vi overraskede?

Toyota var der ikke. Er japanerne, engang asiatisk bilindustris ubestridte førerdyr, faldet i søvn? Men okay, Nissan var med, men Mazda kunne jeg ikke finde. Ej heller Citroën eller Fiat. Renault? Jeg spottede ingen. VW, jo da, dog en påfaldende beskeden tilstedeværelse. Okay, gode gamle Volvo var med, men er de ikke overtaget af de fæle kinesere?

Forgangne weekends store messe for elbiler, eCarExpo, i Bella Center på Amager blev en øjenåbner på det bilende Danmarks omstilling til elektrificeret vejtransport.

Efter en valgkampsmåned, hvor det samlede landskab af politiske partier har talt om kap med fartstriber om nødvendigheden af at hjælpe danske bilister til en grønnere fremtid, måtte det være passende at tage elbilbranchens realiteter i nærmere øjesyn. Vi er vilde med biler og vil gerne vide, hvad vores børn og børnebørn skal køre i, når de arver og siden formøbler vores friværdier og andre formuer.

Fremtiden er landet i nutiden, og her nogle bud på de eksotiske varebetegnelser: XPeng, Build Your Dreams, Nio, Great Wall Motors, Brilliance Auto, Aiways. Læseren gætter rigtigt, hvis han allerede her tænker, at Renault, Citroën, Opel og Fiat ikke har kinamandens chance. Er der stadig nogen, der husker den urklassiske mekanikerjoke om det engang store italienske bilfirma? Vi repeterer: FIAT står for Fix It Again, Tony!

FOR SEKS ÅRTIER siden ankom de første Toyota-personbiler til det europæiske marked. Jeg husker, hvorledes ældre slægtninge fnyste hånligt ad de billige asiatiske ’riskogere’, mens de talte henført om Peugeot, Simca, Vauxhall og Opel.

Siden ville automobilindustriens historieskrivning det anderledes. Selv har jeg kørt i koreanske modeller i 15 år. Hybridt i de seneste.

Ligeså da de første koreanske bilmærker landede på dansk grund i 1980’erne. Ikke noget, der fik motorskribenterne til at juble. Discountudgaver af Toyota, lød det dengang.

I dag er Hyundai og Kia buldrende globale succeshistorier. Så selvfølgelig er de kinesiske mærker på vej ind i de kørebaner, hvor japanerne og koreanerne tidligere har været.

UGEN FORINDEN udstillingen i Bella Center var en kollega taget til den klassiske biludstilling i den franske hovedstad, Paris Motorshow.

Den synger på sidste vers, konkluderede han og forklarede, at de kinesiske mærker har trængt de europæiske så meget i defensiven, at det stort set kun er franske Renault og multinationale hollandskbaserede Stellantis, der forsvarer europæerne. Stellantis omfatter bl.a. Citroën, Peugeot og Opel.

Kollegaen kiggede forgæves efter Audi, Mazda, Seat, Citroën, Cupra, Opel, Skoda, BMW, Mercedes-Benz, Toyota, Ford, Nissan og Honda. Ingen af disse store mærker havde fundet det nødvendigt at vise deres nye modeller fysisk frem for publikum. Der er dømt nye tider.

Salget af elbiler (hybriderne tæller ikke med her) har netop rundet de 100.000, og branchen vurderer, at tallet runder millionen i 2030. Alligevel vil der til den tid være 1,8 millioner benzin- og dieselbiler på danske veje.

Dermed er vi fremme ved en paradoksal pointe i udviklingen: Elektrificeringen af bilparken vil komme op i gear, men alligevel skal der også investeres i fossil energi. Den aktuelle forsyningskrise handler ikke kun om Ukraine og Putins gas. Den skyldes også, at fordi kapitalstrømmene er omdirigeret fra fossil til grøn energi, mangler der i dag fossil kapacitet.

På få år er investeringer i udforskning og udvinding af nye olie- og gaskilder faldet til det halve. Hvilket forbrugerne lige nu betaler dyrt for.

Tre fjerdedele af verdens energi kommer i dag stadig fra fossile brændsler, og efterspørgslen på olie og naturgas vil blive ved med at stige de næste tyve år. Hvis verden ikke tager højde for dette, men fortsat undlader at investere i den fossile energi, vil den nuværende energikrise blive et tilbagevendende mønster.

Så naturgasfyret bliver hos os en rum tid endnu, og selvfølgelig skal vi forbrugere planlægge efter at skifte benzinbilen ud med en strømkørende. Lige så langt vi kan se ud i fremtiden, vil dansk energi- og trafikpolitik være en både-og-model.

En hybrid, med andre ord.

(klumme i Politiken 03.11.22)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Valgkampen fortier Grønland

Udgivet den 20. oktober 2022 af flemmingytzen

Rigsfællesskabets fremtid presser sig på, men negligeres i valgkampen.

Sikke en nedtur. Men hvem ved – kan Søren Pape Poulsen forvandle sig til et comeback kid?

Blandt konservative aktivister og hos kampagnestaben i partihovedkvarteret har der angiveligt indfundet sig en vis træthed over de vittige opslag på facebook, der refererer til statsministerkandidat Søren Pape Poulsens sammenligning af Grønlands tilstand med afrikanske forhold. Med manipulerede billeder, hvor slædehunde er erstattet af – zebraer.

Om ikke Poulsen burde have konsulteret landshøvdingen deroppe nordpå? Sådan har en og anden konservativ spøgefugl nok tænkt. Jo, den er god nok: Landshøvding var titlen på den øverste danske embedsmand i Grønland i Rigsfællesskabets nordlige territorium fra 1951 til hjemmestyrets indførelse i 1979.

Lidt forhistorie: Frem til 1951 blev Grønland administreret af to landsfogeder. Disse blev derefter fusioneret til embedet som landshøvding. Hvad har datidens embedsværk dog tænkt, da de valgte noget, der smagte af noget eksotisk fra det vilde vesten, den latinamerikanske jungle eller den afrikanske savanne?

Som ordnet.dk forklarer det, forbindes ordet høvding med stammefolk, herunder indianere og tilmed kannibaler, uha.

Datidens landshøvding var mere end et kuriosum i Rigsfællesskabets historie. Denne chefpost blev aldrig udfyldt af en inuit. Med indførelsen af hjemmestyret var det slut med høvdingebegrebet. Tilsvarende er medierne for længst holdt op med betegnelsen eskimoer om lokalbefolkningen. Eskimo kan virke stødende, hedder det. Det nutidige grønlandske ord inuit (flertalsform af inuk, der betyder menneske) blev vedtaget for 45 år siden af inuitternes transnationale organisation Inuit Circumpolar Conference.

I DEN IGANGVÆRENDE valgkamp er Rigsfællesskabets fremtid og dermed Grønlands tilhørsforhold beklageligvis ikkeeksisterende. For emnet er stadig sprængfyldt med dilemmaer: En kommende amerikansk præsidentadministration kan tænkes at ville repetere, hvad Donald Trump i sommeren 2019 fremførte på den mest kluntede og ubegavede facon: At USA har en interesse i på sigt at købe Grønland.

Der er grund til at minde om, hvorledes landsstyrets daværende udenrigsansvarlige, Pele Broberg, formulerede sig i kølvandet på købstilbuddet fra Trump. Broberg skrev i en kronik i Berlingske, at Grønland fortsatte som en de facto-koloni trods grundlovsændringen i 1953, der gav Grønland status som amt.

»Vi bør se på den amerikanske interesse i et større perspektiv«, skrev Broberg dengang. Hvorefter han fremhævede de ordninger, der er gældende for nogle af de østater i Stillehavet, som formelt har selvstændighed, men i såkaldt ’free association’ med USA.

Altså et opgør med Rigsfællesskabet i den form, vi har kendt det.

Kort tid efter var Pele Broberg ikke længere ansvarlig for de grønlandske udenrigsanliggender. Anledningen var, at han havde erklæret, at kun folk med inuit-baggrund skulle have mulighed for at deltage i en kommende folkeafstemning om uafhængighed. Etnicitet knyttet til politiske rettigheder; det er et minefelt!

Vi blev således mindet om, hvor vanskelig og betændt tilstanden er. At Grønlands fremtid handler dels om amerikanske sikkerhedsinteresser, dels om den grønlandske befolknings opfattelse af identitet. Lad os en stund blive i 2019 og springe frem til Folketingets åbningsdebat i oktober, hvor det dengang nyvalgte, kun 22-årige medlem for Siumut, Aki-Matilda Høgh-Dam, udtalte følgende fra rigets fornemste talerstol:

»Vi ønsker ikke at bekrige hinanden, men at styrke hinanden (…) Uanset hvad, er det blodets bånd, der knytter os til Danmark, og derfor vil den fremtidige grønlandske stat i højere grad have stærkere relationer til den danske stat uanset selvstændighed«.

Udsagnet hænger ikke sammen med den virkelighed, der tegner sig forude. Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har sagt det tydeligere end alle andre: Grønland har to veje frem: enten at forblive som en del af Danmark eller i praksis blive indlemmet i USA. Glem alt om en både-og-model.

GRØNLANDSK kulturlivs grand old mand, Aqqaluk Lynge, der forleden rundede de 75, var i sine yngre dage fortaler for grønlandsk frigørelse. Hans synspunkt i nutiden er, at hvis grønlænderne skal overleve som folk, skal de blive sammen med Danmark. Søren Pape Poulsen kvajede sig eftertrykkeligt. Med den konsekvens, at den igangværende valgkamp ikke giver plads til diskussionen om Rigsfællesskabets fremtid.

Vi gav i 1951 amerikanerne papir på at kunne kolonisere Thule. Skal noget tilsvarende ske for resten af øen?

(klumme iPolitiken 20.10.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Østersøvåbenet tabte vi i 2004

Udgivet den 6. oktober 2022 af flemmingytzen

Skandalen bag sabotagen til havs ligger 18 år tilbage

Søfartsnationen Danmark burde kende sin historie bedre. Kilden til dansk sikkerhed, velstand og international respekt bygger i vid udstrækning på vores evner til at være søfarende. Både militært og merkantilt.

Lige præcis denne realitet undlod vore politikere at se i øjnene, da de indgik et tvivlsomt og uigennemtænkt forsvarsforlig tilbage i juni 2004. Forligspartnerne var et usædvanligt sammenrend: Regeringspartierne Venstre og Konservative suppleret med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne.

Et af forligets ingredienser var nedlæggelse af ubådsvåbenet. En konsekvens blev, at et fælles nordisk udviklingsprojekt for undervandsbåde blev skrottet. Havde politikerne opretholdt dette, ville dansk forsvar i dag have rådet over tre moderne ubåde.

Efter forliget stod nationen med en tilstand, hvor vi skulle udfase fire eksisterende ubåde. En af disse var kun fire år gammel. Militærhistorikere vil erindre, at Søværnet i gode tider rådede over ti operative ubåde. Jo, den er god nok, en halv snes.

SIDEN har tilstanden været miserabel: Søværnets fregatter og deres støtteskibe har haft moderne sonarudstyr, men de har kun i begrænset omfang været udrustede til at jage fremmede ubåde eller droner i Østersøen.

Droner? Jo, der er med stor sandsynlighed brugt undervandsdroner til at sabotere gasrørledningerne.

Forud for forliget for 18 år siden advarede sagkyndige om, at hvis først de danske ubåde og dermed den tilhørende uddannelsesekspertise blev nedlagt, ville kapaciteten tage tre årtier at genopbygge. I dag betaler hele nationen for datidens illusioner om Østersøen som et fredeligt hav.

Bundlinjen er her, at uden egne ubåde til at øve sig på har Søværnets sonar-operationer måttet nøjes med at træne, når de har deltaget i internationale øvelser, hvor ubåde har været inddraget.

Ser man ned i detaljerne i datidens langstrakte forhandlinger, springer det i øjnene, at Dansk Folkeparti dengang foreslog at lease ubåde. Dette udspil var ment som en mere økonomisk realistisk Plan B i stedet for at finde de fire milliarder kroner, som det nordiske projekt stod til at koste.

Meget tovtrækkeri blev det til dengang, men det danske ubådsvåben stod ikke til at redde.

Hvorfor mon? Datidens forklaringer kan der tærskes langhalm på, men det overordnede billede dengang var, at vi brugte vore militære muskler på operationer i fjerne lande og regioner. Med dårlig forberedelse og uhyggelig beskeden indsigt i de samfund, vore udsendte skulle agere i.

INDSATSEN i Afghanistan gav af indlysende årsager mening, dog mere politisk end militært, mens deltagelsen i den USA-ledede invasion i Irak fra 2003 blev et politisk banesår for bestræbelserne på at skabe en ansvarlig dansk internationalisme. Denne tragiske fejltagelse betaler vi stadig af på.

Skåret groft til kan man konkludere, at dansk deltagelse i et fejltænkt og forløjet felttog i Mellemøsten fjernede vor politiske opmærksomhed fra det, der burde ligge nærmest nationens hjerterødder: forsvaret af dansk territorium og vore farvande.

De ansvarlige for ulykkerne dengang fremstår i dag som – jovist: uansvarlige. Idioti og opportunisme på højeste politiske niveau var, hvad det var. Hvor er de henne i dag, datidens beslutningstagere? Enten tier de. Eller også bortforklarer de.

Hvis dansk forsvar stadig havde kystubåde i dag, ville vi møde voksende respekt hos vore nordiske nabolande og stå stærkere ved nutidens vigtigste frontlinje for dansk sikkerhed. Det fatale forsvarsforlig fra 2004 gjorde overordnet op med mobiliseringsforsvaret som grundpille

POLITIKERNE forventede dengang et relativt fredeligt forhold til et Rusland, som man forestillede sig ville demokratisere og liberalisere. Hvorfor gjorde man sig ikke ulejligheden og spurgte til vore baltiske venners indsigt? De havde prøvet et halvt århundrede under jernhæle fra øst.

De historiske tåbeligheder står stadig i kø.

Tænk sig at de stakler, der nu sidder tilbage i ruinerne af Dansk Folkeparti, kan se tilbage på en tilstand, hvor de havde ret i deres advarsler om, at Rusland ikke kunne ændre hverken sindelag eller adfærd.

Der er folk i især datidens regeringspartier V og K, der må dukke sig i dag, når de ser tilbage. Daværende forsvarsminister Søren Gade, over årene siden da en kompetent og kvalificeret politiker, bedes tage dette dystre kapitel med i sine erindringer.

(klumme i Politiken 06.10.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Socialkonservativ 2.0? Ja tak!

Udgivet den 21. september 2022 af flemmingytzen

Partinavnet behøver en fornyelse. 1950’erne kan inspirere.

Stakkels Søren Pape Poulsen. Hos traditionelt konservative vælgere har tvivlen indfundet sig: Er nationen parat til en blå-grøn statsminister 40 år efter Poul Schlüters sensationelle tiltræden som leder for datidens firkløverregering? Det må mandatfordelingen afgøre. Valgkampen kommer dog næppe til at forklare, hvor gennemgribende forandringerne har været i dansk partikonservatisme hen over det seneste kvarte århundrede. Er Pape Poulsen en fornyer af det konservative projekt, eller bliver han en bekræftelse på, hvad partiet i tidligere faser af sin udvikling har stået for?

Hermed en omgang komprimeret partihistorie: I 1950’erne lød den korteste udgave således: ’Gud, konge og fædreland’ som de ideologiske pejlemærker. Tilsat en uforbeholden omfavnelse af Storbritannien og USA, en indlysende selvbekræftende nødvendighed efter perioden med nazistisk besættelse afløst af kommunistisk pres fra øst.

Da socialdemokraterne i de magre efterkrigsår søsatte velfærdsstaten, manede Det Konservative Folkeparti til mådehold, hvad angik offentligt pengeforbrug. ’Frem mod normale tider’, lød det på en af partiets plakater op til valget i september 1953. Under denne overskrift lovede partiet billigere gas og elektricitet, social tryghed, sunde hjem. Løfter, der er også er aktuelle i dag.

Året forinden havde en ungkonservativ jurastuderende skrevet følgende i partiets tidsskrift: »Vi ønsker ejendomsretten spredt ud til alle, fordi ejendomsretten er både historisk og etisk inspireret (…) etisk, fordi den mest muligt antastede ejendomsbesiddelse for ungkonservatismen er et af de bedste instrumenter til fri personlighedsudfoldelse, hvis ikke kun en minoritet nyder dens fordele«.

Ophavsmand til citatet var ingen ringere end Poul Schlüter (1929-2021), der som viceborgmester i mønsterkommunen Gladsaxe i 1960’erne bidrog til at realisere kernefamiliens drøm om at eje egen bolig med bil i carporten. Viceborgmesteren havde også tid til udenomsægteskabelig aktivitet, der fostrede en datter, hvis eksistens først er blevet afsløret i en bogudgivelse, der er kommet ud i denne uge. Ikke just udtryk for puritanske kernefamilieværdier udlevet af et dydsmønster.

NUTIDENS partileder vil utvivlsomt kunne tilslutte sig følgende historiske udsagn: »Som politisk bevægelse vil vi være med i en søgen efter nye menneskelige værdier og nye etiske normer for menneskers liv med hinanden. Vi må kunne skabe et varmere og kærligere samfund gennem mere medansvar (…) og vi må yde af vor velstand for at skabe et langt mere menneskeligt tilfredsstillende miljø«.

Grøn omstillingsaktivisme og accept af alternative livsformer her i 2022? Næh. Det blev sagt af Poul Schlüter på det konservative landsmøde – i 1973! Kun et par år efter aktivisters oprettelse af fristaden Christiania og etablering af nationens første Miljøministerium, men stadig relevant her et halvt århundrede efter.

Konservative er nemlig ikke så konservative, så det gør noget, som datidens statsminister fik sagt det i 1985 til stor foruroligelse for Gentoftes højere borgerskab, som brummede og hostede i kor i Berlingske Tidendes læserbrevsspalter. Tænk, hvis offentligheden dengang havde vidst besked om den uofficielle datter.

Tid til fornyelse? Jo da, et navneskifte kunne være på sin plads: Danmarks Socialkonservative Parti. Sagen er jo, at partiet har omsat sin historiske skepsis over for socialister og liberale ved at indarbejde det bedste fra disse modstanderes ideologiske gods og tilpasse det til en moderne socialt orienteret pragmatisme.

Læseren bedes erindre, at skattetrykket ikke faldt under legendariske Schlüter. Han omfordelte brutalt – vi husker kartoffelkuren, der især gjorde ondt på konservative kernevælgere i det nordsjællandske whiskybælte. Antallet af tvangsauktioner steg med rekordfart, ligeså arbejdsløsheden: 300.000, da Schlüter gik af i januar 1993.

Glem heller ikke den daværende konservative partileders opfattelser af sin samtidige britiske kollega, Margaret Thatcher. Han mente, at damen var langt ude. Og se så på den nutidige ynkelige tilstand i Storbritannien. En forfaldshistorie af dimensioner. Syd- og Østeuropas konservative var og er heller ikke noget at klappe ad.

Flertallet af de danske vælgere er socialkonservative 2.0, de er bare ikke klar over det. Pape Poulsen er ingen intellektuel sværvægter, til gengæld har han en dyb fornemmelse for, hvor danskernes bekymringer ligger. Han vil forandre, men bevare, som det hedder med et slidt, men stadig relevant slogan. God valgkamp, Søren.

(klumme i Politiken 21.09.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

En rovfugl mod Putins trolde

Udgivet den 7. september 2022 af flemmingytzen

Litauens digitale elverhær er et forbillede for os alle.

En høg kæmper sammen med elverfolk i en digital krig mod trolde. Lyder det vildt?

Ifølge Den Danske Ordbog kan elver-betegnelsen have to betydninger: et overnaturligt væsen som ifølge dansk folketro bor i skove og moser og søger at lokke mennesker til sig for at skade dem. Eller: overnaturligt, intelligent og smukt væsen med potentielt evigt liv og en stærk forbindelse til naturen.

På de slagmarker, hvor de baltiske lande og deres allierede i en årrække har udkæmpet cyberslag mod de russiske trolde, har de øst- og centraleuropæiske elverfolk for længst fået status af veteraner. Digitale cyberkrigsveteraner.

Under et nyligt ophold i den litauiske hovedstad, Vilnius, lykkedes det mig ikke at få et regulært, fysisk møde med den stedlige elvertalsmand. Hans undskyldning for udeblivelse refererer til helbredet, men vi har siden kompenseret med flere digitale udvekslinger.

Vor hjemmelsmand har passeret det halve hundrede år og er far til to. Hans dæknavn er ’Høg’.

FOR DENNE digitale rovfugl begyndte modstanden mod de russiske cybertrolde, da Kremls kolonner invaderede og annekterede Krim for otte år siden. Et normalt arbejds- og familieliv ændrede sig for ham på den måde, at stort set alle ledige timer og minutter herefter er blevet brugt på at bekæmpe den russiske digitale invasion af Litauen.

De litauiske elvere blev inspiration for lignende grupperinger, der under forskellige dæknavne findes i en halv snes af de europæiske lande, der frygter eller direkte oplever presset fra de Kreml-finansierede cyberkrigere.

Høgen identificerer sider, han kalder giftige, når det kan dokumenteres, at de indeholder falske nyheder. Indgangen til disse er som oftest Facebook.

De litauiske elverfolk har stået for såkaldte DDoS-angreb på digital infrastruktur og institutioner i både Rusland og Belarus. DDoS står for Distributed Denial of Service, dvs. at angriberen helt eller delvis lammer it-funktionerne i bestemte statsorganer og statstilknyttede virksomheder.

Motiverne hos elverne rækker videre end blot til at forsvare litauisk meningsdannelse. Det handler om at hjælpe »vore brødre« i Ukraine, forklarer Høgen

DEN RUSSISKE invasion af det østlige Ukraine og annekteringen af Krim var et wakeupcall . Disse begivenheder viste, at alt er muligt på den dårligst tænkelige måde, især for et land som Litauen, der i det 20. århundrede oplevede et halvt århundredes sovjetrussisk besættelse.

De fleste familier i Litauen har haft medlemmer, der blev enten dræbt, torteret eller deporteret under sovjetperioden. Efter denne har vi levet i mere end 30 år med frihed, så vi kan meget nemt identificere os med ukrainernes situation, lyder Høgens argument.

Af Litauens befolkning på knap tre millioner mennesker har cirka 15 procent russisk som førstesprog. Det er betydeligt lavere end hos naboerne Letland og Estland. Men det er stort nok til, at de russiske cyberhære finder det værd at være digitalt offensive i litauisk cyberspace.

Årsagen er primært geografisk: Litauens 275 kilometer lange grænse til den russiske Østersø-enklave Kaliningrad.

Af indlysende grunde er Høgen tilbageholdende med konkrete oplysninger om organiseringen af de digitale elverkrigere. Lidt kommer der dog frem: Medlemstallet er i omegnen af de 4.000.

Andre kilder i Vilnius sætter tallet højere. Uklarheden kan ses som en strategisk fordel. Bevægelsen har en decentral organisering, som gør det til en umulighed at vurdere omfanget og slagkraften. En partisankrigens logik, der har århundreder bag sig. Selv bruger Høgen anslået 20 timer om ugen på sit virke.

HOVEDFORMÅLET med de russiske cyberangreb er at sprede mistillid til Nato-alliancen, pointerer han:

Nato er det primære mål for den russiske propagandaindsats. Dens narrativer er ensformige: at Nato har besat de baltiske lande, EU er et fejlslagent projekt, og Litauen en sammenbrudt stat. En hyppigt anvendt historie handler om en Nato-soldat, der voldtager en lokal ung kvinde.

Det kan lyde som en brutal banalitet fra hverdagen i et hvilket som helst samfund, men Høgen er ikke i tvivl: Litauen er i en krigstilstand og vil vinde disse slag.

Alle Litauens venner i Nato og omegn må ønske sig, at krigen en skønne dag kun udkæmpes digitalt og hører op konventionelt. Et computertastatur er mere humant end både en kampvogn og et missilbatteri.

(klumme i Politiken 08.09.22)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Prisen, som venter på Rushdie

Udgivet den 31. august 2022 af flemmingytzen

Virkelighedsfornægtelsen har endnu ikke forladt årtiers debat om religiøs magtudøvelse.

I disse uger foregår der et veritabelt stormløb mod forfatteren Salman Rushdies litterære agent, Andrew Wylie. Alverdens publicister brænder for at kunne formidle de refleksioner, som den verdenskendte religionskritiker må gøre sig efter den særdeles uønskede nærdødsoplevelse i New York.

Kernespørgsmålet: Hvorfor er der stadig fanatiske individer, der ønsker at slå denne verdenskendte fortaler for sekularisme ihjel? Handlede gerningsmanden efter ordre fra højere sted? Hvem inspirerede ham? Hvilke bøger stod i hans reol?

Mere end 33 år er gået, siden det iranske præstestyre udstedte den såkaldte fatwa mod Rushdie på grund af mesterværket ’De sataniske vers’. Uhyggelig lang tid med tusinder af ofre for islamistisk inspireret vold og terror og de væbnede modforanstaltninger, som Vesten greb til for angiveligt at udrydde de rødder, der nærer terroren og tænkningen bag den.

Hvilke rødder? De mest overfladiske forklaringer på terror som fænomen har handlet om yngre muslimske mænd, der både myrdede andre og ofrede sig selv i en religiøs sags tjeneste, fordi de angiveligt var marginaliseret i de moderne vestlige samfund, der som bekendt sprudler af muligheder for folk, for hvem religion kun er en privatsag.

Mens vi glæder os over hovedpersonens tilbagevenden til et forhåbentlig aktivt skribentliv, kan vi passende genbesøge, hvad han tidligere har sagt og skrevet om sammenhængen mellem religionsudøvelsen og magtforholdene i de samfund, hvor de bruger tro som kontrolredskab. Her fire af de bedste citater fra Rushdie-samlingen:

Siden skabelsen har mennesker brugt Gud til at retfærdiggøre alt det, der ikke kan retfærdiggøres.

Indiens problem er blevet hele verdens problem (sagt efter et islamistisk terrorangreb på indisk jord). Det, der skete i Indien, skete i Guds navn. Problemet hedder Gud.

Fundamentalisme handler ikke om religion, men om magt (…).

At illusionerne altid vinder over virkeligheden, er den mest indlysende sandhed om menneskehedens historie.

Så langt, så godt – der er snesevis af andre udsagn. Tjek selv i bøger og på nettet.

I ALVERDENS lærebøger forbindes verdensreligionerne med intet mindre end begrebet civilisation. Oldtidens Persien var en af disse, og hvor meget af denne arv overlever i nutiden?

For det iranske præstestyres dødsdom over Rushdie var et sammenstød mellem civilisationer, fem år før den legendariske amerikanske politolog Samuel Huntington ændrede verdenshistorien ved at skrive en bog om de brudflader, der leverede en ny forklaringsmodel og sendte den kolde krigs ideologiske opgør mellem kommunistisk diktatur og kapitalistisk demokrati over i historiebøgerne.

Tidligere modtagere af Nobelprisen i Litteratur bør skrive til den i overmål skandaleramte priskomité og gøre opmærksom på den største forsømmelse, den har gjort sig skyldig i nyere tid (der skulle gå 27 år, inden Det Svenske Akademi tog sig sammen til at anerkende officielt, at ayatollahernes fatwa var udtryk for en alvorlig krænkelse af retten til at ytre sig frit).

Tilbageblik: Fra udstedelsen af fatwaen i februar 1989 og resten af året måtte Salman Rushdie og hustruen skifte adresse et halvt hundrede gange. Den uundgåelige skilsmisse fulgte. Ved udgangen af 1990 var forfatteren så nedbrudt, at han underskrev en erklæring, hvori han bekræftede sin muslimske tro og bad sit forlag om at droppe flere oversættelser af sit værk. Teheran fastholdt dødsdommen, Rushdie fortrød bodsgangen.

Det nylige overfald i New York på sekularismefortaleren over alle andre er en makaber demonstration af, hvor virkningsfuld religiøst betinget magtudøvelse stadig er. Er det frygt for mere voldsudøvelse i islams navn, at Det Svenske Akademi har holdt sig tilbage i så lang tid med at anerkende Rushdies værker?

Hverken Franz Kafka eller George Orwell blev mødt med respekt hos deres samtids litterært kyndige for at have dissekeret tyranniets væsen. Så her kommer lidt hjælp: Rushdie har en litterær ligemand fra en tidligere periode: Rudyard Kipling, den første brite, der modtog litteraturprisen. Kipling blev født på Rushdies kontinent og begyndte sin journalistiske karriere som en nølende tilhænger af de britiske imperiale drømme, indtil observationer af virkeligheden forvandlede ham til en kritiker.

Datidens Nobelkomité motiverede i 1907 indstillingen af den dengang 42-årige forfatter med dennes »kraftfulde observationsevne, originale forestillingsevne og enestående fortællertalent«. Værsgo, akademisvenskere. I kan bare copy-paste formuleringen.

(klumme i Politiken 31.08.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar

En hilsen til forårsrullernes diktator

Udgivet den 25. august 2022 af flemmingytzen

En fiktiv konstruktion med respekt for den historiske virkelighed.

Taipei, i august.

Ærede ledere i Beijing, Xi Jinping og andre.

Her i Taiwan er vi dybt bekymrede over den aktuelle tilstand i det, som især ældre indbyggere på vores ø kalder Fastlands-Kina. De seneste provokationer havde vi gerne været foruden. I lagde vel mærke til, at de flyvninger og missilaffyringer, som I brugte i den seneste skræmmekampagne, ikke satte vort samfund i panik? Folk gik på arbejde, shoppede og tog til stranden eller i bjergene på fridagene. Vi har prøvet det hele før.

Besindige taiwanere ved, at I ikke agter at knuse det samfund, som har spillet en afgørende rolle i 40 års modernisering af Folkerepublikken. Respekt for meget af dette, også selv om I udelukkende trækker på erfaringen fra dengang, vores ø blev styret diktatorisk af en lille elite og alligevel lagde grunden til et af Asiens største økonomiske mirakler.

DER ER LØBET meget vand i Strædet mellem os, siden vi demokratiserede fredeligt, helt uden brug af vold og uden de følgevirkninger, som kendes fra, hvad vesterlændinge kalder farverevolutioner. Derfor mener vi ikke, at de nylige besøg af amerikanske politikere handler om at udvirke en kulørt samfundsomvæltning hos jer, og vi bestemmer selvfølgelig selv, hvem vi vil mødes med.

Vore amerikanske venner kommer til Taiwan, fordi de vil understrege de garantier for sikkerhed, som blev givet af en amerikansk præsident, som jeg ved, I sætter pris på, Jimmy Carter. Er I klar over, at han fylder 98, tilmed på jeres nationaldag, 1. oktober?

Carter og hans kloge folk normaliserede de amerikansk-kinesiske relationer efter mange års fjendtlighed, og selvfølgelig kunne amerikanerne ikke svigte Taiwan i den situation.

Vi anerkender, at den kinesiske borgerkrig savner en fredsslutning. Den kunne I passende bidrage med, hvis I ellers kunne opgive det ubehagelige, Donald Trump-agtige selvtilstrækkelige og hypernationalistiske såkaldte fornyelsesprojekt, som I har valgt som afløser for den destruktive formand Mao-tænkning, der kostede millioner af kinesere liv og førlighed.

Den dag Taiwan og Kina skal forsones, må det ske på en måde, hvor befolkningen her på øen er med på ideen. En form for normalisering mellem jer og lederne i Washington er en forudsætning for det, I vælger at kalde genforening, men som vi her i Taiwan synes bør kaldes sameksistens.

MEN MED JERES aktuelle kurs ser det mørkt ud. Jeres vækst er for nedadgående, og millioner af nyuddannede unge risikerer at gå jobløse rundt. Hertil skal lægges den omsiggribende ensretning af kultur og medier. Censuren styrer, og I er simpelthen på vej ind i en blindgyde. Succeshistorien er ved at blive afløst af stagnation. Bliver den langvarig, vil det også gøre ondt på Taiwan.

De få venner, I har tilbage i Europa, gyser. Det er et dårligt bytte, når I provokerer europæerne, samtidig med at I opbygger relationer til lande i Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Oceanien. Indrømmet, I har været mesterlige til at skille amerikanerne af med ofte tvivlsomme og korrupte allierede og træde ind i stedet. Utroligt så langt man kan komme med at bestikke diktatorer med forårsruller og andet godt.

Det bedste, I kan gøre her og nu, er at overtale Xi Jinpings bonkammerat Vladimir Putin til at stoppe myrderierne i Ukraine. Hvad med at foreslå en fredskonference om Ukraine, f.eks. i Shanghai. Præsident Zelenskyj har bedt jer om at gøre en positiv forskel for Ukraine, så hvad venter I på?

Til sidst et par ord om teknologi. Fremtidens magtrelationer afgøres ikke så meget af kampfly som af visse metaller og mikrochips. Især metallerne har I foruroligende godt styr på, mens de hurtigste mikrochips på kloden som bekendt produceres her hos os på en enkelt virksomhed, Taiwan Semiconductors.

Tillad mig at referere, hvad dens bestyrelsesformand, Mark Liu, har udtalt, nemlig: »En afbrydelse af produktionen vil skabe stor økonomisk uro på begge sider af Strædet. En mulig krig vil ikke give nogen vindere, kun tabere. Alle må tænke sig om en ekstra gang«.

Det gælder også jer.

Venlige hilsener,

Tsai Ing-wen, præsident for Republikken Kina

(klumme i Politiken 25.08.22)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Får Putin et Vietnam-syndrom?

Udgivet den 19. august 2022 af flemmingytzen

Fri meningsdannelse er historiens eneste troværdige fredsbevægelse.

I løbet af sensommeren og efteråret vil de russiske tabstal på fronterne i Ukraine nærme sig en blodrød linje: Kyndige militærfaglige analytikere med gode forbindelser til efterretningstjenester vurderer, at omkring 50.000 russiske soldater vil være sendt hjem i ligposer og/eller kiste eller være så invaliderede, at de aldrig kommer til at nærme sig en slagmark igen.

Tallet er et skøn, der længe vil være omdiskuteret. Statskontrollen over det russiske medielandskab er nu så jernhård, at klassiske krigsreportager er en genre, man skal se i vejviseren efter. Alle tabstal er mørkelagt. Ingen mediefolk skriver fra lazaretterne, hvor de sårede modtages og behandles, og Kremls krigsretorik står uimodsagt. Antager vi, at de anslåede 50.000 er et troværdigt billede, skrives der verdenshistorie, perspektiveret af en sammenligning med den tilstand, der for et halvt århundrede siden ramte det russiskledede sovjetimperiums modpart i fire årtiers kold krig, USA.

Da USA i januar 1973 indgik en fredsaftale med sin nordvietnamesiske kommunistiske krigsmodstander, havde de amerikanske tabstal passeret de 50.000 efter otte års intensiv krig. Den helt afgørende faktor bag USA’s deltagelse i de langstrakte og længe hemmeligholdte fredsforhandlinger var presset i den hjemlige opinion på først præsident Lyndon B. Johnson og fra 1969 hans republikanske efterfølger, Richard M. Nixon.

Datidens reportager fra amerikanske storbyer viste os dramatiske billeder med vrede, sorg og oprør mod landets folkevalgte for at have løjet om krigen. Nixon var tvunget til at love vælgerkorpset en ’fred med ære’ i Vietnam.

VLADIMIR PUTIN er fuldstændig befriet for et tilsvarende pres fra sin befolkning. Russiske medier viser en konstant stigende popularitetskurve for præsidenten. De røster, der antyder kritik og modvilje mod kamphandlingerne i Ukraine, forfølges og stemples som landsforrædere, mens fortalere for felttoget i Ukraine kaldes for patrioter.

Enkelte russiske personligheder forsøgte at advare os i tide om, hvad der var på vej. Reformøkonomen Jegor Gajdar, der i 1992 nåede at være regeringschef et halvt års tid i et dengang formelt demokratisk Rusland, skrev i 2007, 2 år før sin død som kun 53-årig, følgende: »Rusland befinder sig i et farligt stadie. Tænk lige på, at der kun gik 15 år fra det tyske kejserdømmes sammenbrud til Hitlers magtovertagelse, og se så, hvor det russiske samfund er på vej hen kun 15 år efter Sovjetunionens sammenbrud«.

En af Gajdars meningsfæller og allierede, Boris Nemtsov, skrev i 2014, at »de russiske tv-kanaler fodrer befolkningen med aggressioner og grusomheder. Meldingerne udgår fra Kreml, som nærer de laveste instinkter i befolkningen og provokerer had og splid. Dette helvede ender ikke fredeligt«.

Snart fik Nemtsov stemplet ’national forræder’, og i 2015 blev han myrdet lige uden for Kremls mure. I et interview foretaget kun få timer før attentatet advarede han om, at Rusland var midt i en hurtig forvandling til en fascistisk stat båret frem af propaganda, som kunne have været udformet i Nazityskland.

At demokratier med fri om end lejlighedsvis manipuleret meningsdannelse er elendige til langvarig krigsførelse, er siden brutalt demonstreret i både Irak og Afghanistan. USA’s massive teknologiske overlegenhed viste sig nytteløs mod Talebans hellige islamistiske krigere. De makabre efterladenskaber i Irak afslørede en afgrundsdyb amerikansk uvidenhed om en kompleks arabisk statsdannelses mangel på politisk bæredygtighed.

PUTIN OG HANS LØJTNANTER har med deres falske fortællinger om at ville ’afnazificere’ Ukraine bragt sig i en situation, der har ubehagelige mindelser om et USA, der i de ellers fremgangsrige 1960’ere ville redde det sydvietnamesiske samfund fra det, man kaldte en verdenskommunistisk sammensværgelse. Amerikanerne var for længe om at opdage, at det var vietnamesisk nationalisme, de var oppe imod.

Krigsretorik rummer altid risici for indbyggede løgne og bedrag, både i diktaturer og demokratier, men sidstnævnte har muligheden for korrektioner, om end de tager tid.

Det ubehagelige svar på spørgsmålet, der stilles i overskriften, er et nej. Der er kun en minimal risiko for, at Putin rammes af Vietnam-syndromet, forstået som befolkningens lede ved og vrede over, at unge mænd tvinges til at ende som kanonføde i en forløjet sags tjeneste. Derfor vil opgøret om Ukraine vare årtier.

(klumme i Politiken 19.09.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized, USA | 2 kommentarer

Pelosi hjælper hverken Taiwan eller Biden

Udgivet den 5. august 2022 af flemmingytzen

43 års status quo står uforandret, nu tilsat teatertorden og skræmmekampagner

Enhver strategisk tænker i Washington, Beijing og Taipei er klar over, at topdemokraten i det amerikanske politiske system, Nancy Pelosi, lige om lidt er fortid. Alligevel har hun med sit nylige Taiwan-besøg skrevet sig ind i det populistiske beslutningsmiljø, der blev skabt af Donald Trump: få mest mulig opmærksomhed uden skelen til de negative konsekvenser.

Skaderne kan blive langvarige – for stabiliteten i Østasien og for USA’s troværdighed. Genopretningen hedder diplomati, men hverken asiatiske naboer, EU eller FN-systemet kan levere det mindste af slagsen, desværre.

Reaktionerne blandt USA’s allierede i Asien sagde det hele: ingen jubel, ingen klapsalver, mens Pelosi var i Taiwan. I stedet høflig, tilbageholdende eftersnak. Det er USA’s fiaskoer i Vietnam (1975) og Mellemøsten den seneste snes år, der kaster lange skygger. Heller ikke Trumps ydmygende Korea-diplomati blev nogen amerikansk stjernestund.

Mens Biden lykkes med droner i krigen mod terror, er hans diplomati og den hjemlige politiske sammenhængskraft nødlidende. Der er hårdt brug for en nytænkende tilgang til både krigen i Ukraine og de østasiatiske udfordringer.

Også Bidens modpart i Beijing spiller højt spil. Men siden den sidste store Taiwan-krise i 1995-96 har titanernes konfrontation i det Sydkinesiske Hav kun kostet ét menneskeliv – en kinesisk jagerpilot efter en kollision i luften i april 2001.

Hold dette op mod de tilsvarende tab af menneskeliv i Mellemøsten og Sydasien gennem den seneste snes års USA-ledede krige og militære operationer. Over en halv million dræbte er det tal, som amerikanske forskere er nået frem til.

ER KRIGEN SÅ lige om hjørnet? Hvordan kan man meningsfuldt forklare den kinesiske adfærd?

Opgøret om Taiwan er af den slags, som kan koste Xi Jinping jobbet. Kinas ledelse opnår derfor mere ved at intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med noget så hasarderet som en invasion. For de fastlandskinesiske magthavere afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Natos rolle i Europa. Kina definerer dermed rammerne for Taiwans eksistens uden at skride til regulær krigsførelse.

Europæerne bør tænke langsigtet. Bruxelles bør starte med en erkendelse af, at en krig mellem USA og Kina kun vil have tabere. EU bør fortælle Washington, at der er brug for en mæglerrolle, der bidrager til en afslutning på den kinesiske borgerkrig.

De to dominerende partier i Taiwan bør løse den udfordring, de har forsømt indtil nu: at definere den formel, der gør fredelig sameksistens med Kina realistisk.

Den realitet, der konstant overses i debatten om Taiwans status, hedder strategisk tvetydighed. Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, men indebærer ikke, at øens befolkning skal underlægges et nutidigt centralstyre i Beijing.

Modellen bygger på amerikansk lovgivning fra 1979 og har fungeret fint i mere end fire årtier. Derfor er formel løsrivelse heller ikke en vej frem for Taiwan. Det ved de taiwanske parlamentarikere udmærket, men noget alternativ til den eksisterende ordning har de endnu ikke leveret (nærværende skribent har spurgt sig for i Taipei flere gange siden 1989).

Nancy Pelosi refererede inden sin ankomst til Taiwan Relations Act 1979 og betonede, at den forbliver uantastet. Resten var et mediestunt, som skabte neglebidende nervøsitet i både Udenrigs- og Forsvarsministeriet i Washington. Foruden vrede i Beijing. Fastlandskinesisk nationalisme er en tikkende vejsidebombe i den komplicerede ligning.

De seneste døgns militære reaktioner demonstrerer, at der er mange faser inden en regulær invasion. Flådeblokade og handelsboykot som de vigtigste – registeret er stort. Den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet.

Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning. Forbilledet hedder Finland, mens naboen hed Sovjetunionen. Hvor svært kan det være at lære af historien?

Fristen for en løsning på Taiwan-spørgsmålet er af ledelsen i Beijing sat til 2049, som er 100-året for Folkerepublikkens grundlæggelse. Til den tid er Xi Jinping fortid og forhåbentlig afløst af en pragmatiker.

(klumme i Politiken 06.08.22)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Sydøstasien, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar