1800-tallets orden hersker stadig i Asien

Ideen om humanitære interventioner er ikke udbredt blandt asiatiske regeringschefer.

HVIS NOGEN skulle have sendt både nødhjælp og militær til at hjælpe de flere end 600.000 fordrevne rohingyamuslimer, der lever under de forfærdeligste vilkår i lejre i Bangladesh, burde det selvindlysende nok have været subkontinentets demokratiske stormagt, Indien.

I en bedre verden end den nuværende ville Indien reagere på de vestlige landes pres for indgreb mod denne massive etniske udrensning af et muslimsk mindretal.

Men i New Delhi er der politisk tavshed, når det gælder verdensdelens største flygtningekrise i årtier.

Forklaringen er, at de asiatiske stormagtsledere langt bedre end deres europæiske kolleger forstår nødvendigheden af at lade national suverænitet overtrumfe humanitære hensyn.

Myanmars vestlige region Rakhine har en befolkning på godt 3 millioner, et areal lidt mindre end Danmarks og er nabo til et Bangladesh med 160 millioner mennesker. Kampen om jord og ressourcer i dette grænseland har stået på i generationer.

Når lederne i datidens Burma efter uafhængigheden i 1948 aldrig tog skridt til at give de muslimske rohingyaer de samme rettigheder i landets forfatninger som andre etniske og religiøse mindretal fik, var det, fordi man frygtede etniske konflikter af samme karakter som dem, Indien stadig er udfordret af i landets nordøstlige region, hvor en klynge af små delstater stadig er i konflikt med New Delhi.

Dette grænseland har været hjemsted for utallige oprør, mange finansieret af narkotikasmugling og anden illegal aktivitet. Sagen om Niels Holcks våbennedkastninger i denne del af verden mindede danskerne om denne myriade af oversete konflikter.

Når den indiske regering ikke er kommet rohingyaerne til undsætning, skyldes det også, at New Delhi anerkender nødvendigheden af, at Myanmar udrenser en potentiel kilde til islamistisk terrorisme.

I de tidligste år efter subkontinentets deling i et hindudomineret Indien og et muslimsk Vest-og Østpakistan (sidstnævnte fra 1971 Bangladesh) har muslimske mindretals oprør mod centralmagten været en kilde til konstant terror og ustabilitet i adskillige grænseregioner, herunder Kashmir, Assam og Nagaland.

Læg hertil et ustabilt Pakistan, hvis etniske og religiøse fragmentering har været kilde til endeløse oprør og terror på tværs af landegrænser og kontinenter. Et arnested for islamistisk radikalisering.

Derfor udebliver Indiens reaktion på den etniske udrensning, som Myanmars hær har udsat rohingyaerne for.

Pointen i dette brogede billede er, at de asiatiske stormagter har overtaget den forståelse af nationalstatens suverænitet og den brug af magtbalancer, som de europæiske stormagter etablerede efter sejren over Napoleon i 1815, og som gav Europa et århundredes relativ fred og stabilitet.

ASIATISKE REGERINGSCHEFER er således uforstående over for den vestlige offentligheds påberåbelse af menneskerettigheder, når denne bruges i konceptet responsibility to protect, som blev en konsekvens af krigene på Balkan i 1990′ erne og siden gjort til officiel FN-politik efter en resolutionsvedtagelse på FN-generalforsamlingen i 2005.

For i asiatisk logik ligger dette ansvar hos de nationale regeringer, ikke det internationale samfund i skikkelse af FN-systemet eller de humanitære organisationer.

Logikken i Myanmars politik over for dets fordrevne rohingyamindretal er derfor, at man eksporterer en kilde til jihadistisk terror tilbage til dets oprindelsesland, Bangladesh.

Rohingyakonflikten optræder allerede i 1950′ erne i forhandlinger mellem de dengang nyligt uafhængige stater Burma og Pakistan. Datidens demokratiske regering i Rangoon forlangte af Pakistan, at den undlod at støtte de jihadistiske grupper, som fik husly i Pakistan.

HAR EUROPA noget at belære de asiatiske regeringer i en tid, hvor den stærkeste politiske bevægelse i EU kræver kontrol med indvandring, stærkere grænsebevogtning og indsats mod transnational jihadisme? Den såkaldte humanitære orden, som fik et markant udtryk med Nato’s angreb på Serbien i 1999 for at hjælpe Kosovo-befolkningen, er for længst lagt i graven, ikke mindst som konsekvens af den forløjede invasion af Irak i 2003. I dag betales prisen af de hundredtusinder af dræbte i Syrien.

Velkommen tilbage til en ny tid med interessesfærer, en orden, der ligner noget, Europa havde i 1800-tallet.

Velkommen tilbage til en ny tid med interessesfærer, der ligner noget, Europa havde i 1800-tallet.

(klumme i Politiken 12. marts 2018)

 

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Stakkels Italien er Europas Thailand

De to kulinariske stormagter har udsøgt madkultur og politisk krise til fælles.

Søndagens italienske valg bringer næppe støvlelandet nærmere de løsninger, som politikere og vælgere har været bekendte med i årtier, uden at der er sket ret meget for at rette op på tilstande, der uden overdrivelse kan kaldes betændte.

Intet demokrati er som bekendt bedre end de personligheder, der bemander det, og her fremtræder Italien som et gigantisk paradoks: Landet er fyldt til randen med forfinet kunst og kultur, stærke intellektuelle og åndelige traditioner, samtidig med at det politiske system er gennemsyret af korruption, ineffektivitet og uansvarlighed.

Under et kortvarigt ophold i Rom for nogle år siden spurgte jeg min vært, en veltalende herre på omkring de 40, om han kunne give den kortest mulige forklaring på, hvorfor Italien så længe har været så vanskeligt at regere (landet har EU-rekord i regeringsskift i utide).

Hans forklaring lød nogenlunde således, citeret efter hukommelsen: Vi vælger blandt de opstillede politikere, og når de folkevalgte har indtaget deres pladser, gør de, hvad der passer dem. Uden skelen til alt det gode, de stillede befolkningen i udsigt under valgkampen.

Vist er det en forsimplet fremstilling, men der hører mere til historien. Sagkyndige har forklaret, at italienske parlamentarikere hører til Europas bedst lønnede – de får noget i retning af, hvad der svarer til 1 million kroner på årsbasis plus det løse, altså fryns af forskellig slags.

Hvis tilstanden er som beskrevet, bliver paradokset endnu større: De italienske sygdomme er tilsyneladende kroniske, den uændret høje gældsætning først og fremmest, men også en debatkultur, der forekommer at være dybt inficeret af den gigantiske underholdningsindustri, domineret af de tv-selskaber, der ejes af politikerfænomenet Silvio Berlusconi, der i en alder af 82 er tilbage i den politiske manege.

ALLIGEVEL ER Italien attraktivt som få andre steder på kontinentet. En nærliggende forklaring: Landet fungerer fint, ikke i kraft af dets politikere, men på trods af dem. Politik reduceret til et realityshow, men vælgerne lever fint med det.

Det er en beskrivelse, der passer til et land, danskerne kender særdeles godt: Thailand. Lighederne med Italien er slående: en gæstfri og livsglad befolkning, kulinariske traditioner i verdensklasse, glimrende feriesteder. Men også en dysfunktionel politisk kultur, hvor de folkevalgte fremtræder som magtesløse klovne.

Debatten er tilsyneladende fri, men så alligevel ikke. Folk taler uden om det væsentlige, for det er for følsomt, og flygter så ud i fest, mad og drikke, mens de intellektuelle dukker sig.

Ifølge en nylig opinionsundersøgelse er der blandt italienske vælgere en udbredt mistillid til staten. Hele 81 procent tror ikke på politikerne og deres bureaukrater. Kun 5 procent siger, at de har fuld tillid til de politiske partier og det, kandidaterne stiller folk i udsigt.

Heri ligger utvivlsomt en del af forklaringen på, at et voksende antal af landets højtuddannede forlader landet for at pleje karrieren i udlandet. På 10 år har en million yngre italienere forladt landet.

I kombination med en stor indvandring, 625.000 individer siden 2014, og 5 millioner italienere, der lever i, hvad statistikkerne kalder fattigdom, er der solid grobund for sociale spændinger.

Går Italien samme vej som Storbritannien? Ikke meget tyder på det. Både Bevægelsen 5 Stjerner og Lega har dæmpet kritikken af og modstanden mod euroen, der ikke længere får skyld for at være årsagen til den længst varende recession i landets nyere historie.

Men med en gæld svarende til 130 procent af nationalproduktet har Italien det næsthøjeste gældsniveau i Europa – kun overgået af Grækenland.

Men den slags er for abstrakt til at håndtere i en politisk kultur, hvor det meste handler om personligheder og deres evne til at trække medieopmærksomhed.

I Thailand førte en tilsvarende udvikling til et regulært politisk sammenbrud, som kulminerende med blodige sammenstød i Bangkoks gader i perioden 2006-11. Så galt kommer det ikke til at gå i Italien – den fascistiske ånd er for længst jaget tilbage i flasken.

Stagnation er en mere dækkende beskrivelse af tilstanden i mit foretrukne europæiske ferieland. Vi bliver igen mindet om, hvad den amerikanske stjernekommentator Thomas Friedman skrev under eurokrisen for en halv snes år siden: Tro ikke, at man kan forvandle festglade italienere og grækere til rationelle og nøgterne tyskere.

(klumme i Politiken 6. marts 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

De anonyme nomader i FN-systemet

Fhv. højskolelærer og narkotikaekspert giver et nyttigt indblik i det stærkt kritiserede FN-apparat.

DEN NYLIGE svada mod FN-bureaukratiet fra en forhenværende chef i samme system, nuværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, er næppe en overraskelse for folk, der har aftjent en del af ’karriereværnepligten’ i den multilaterale organisationsverden.

Ej heller kan kritikken have chokeret bureaukraterne i f.eks. det danske Udenrigsministerium. De ved, hvor svært og ofte ineffektivt internationalt samarbejde er. Måske vi her finder forklaringen på, at historier om FN’s verden er så sjældne i de store medier nu om stunder. Ellers skal der en spillefilm til (’Dobbeltspil’, instrueret af Per Fly) for at minde os om, hvor slemt det har været, men olie-mad-skandalen, som er filmens emne, har et par årtier på bagen.

Der findes dog en helt anden slags historier om FN’s gerninger, og en af disse, der for nylig er udkommet i bogform, er virkelig værd at læse. I en alder af af snart 88 har en for længst pensioneret FN-dansker skrevet sine erindringer om flere årtiers arbejdsliv i det multilaterale udviklingsapparat. Navnet er Jørgen Gammelgaard, og hans uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund for at komme indenfor i FN-systemet var højst usædvanlig. Han begyndte voksenlivet som kunsthåndværker i 1950’erne!

Gammelgaard bliver efterfølgende højskolelærer. Forunderlige omstændigheder gør, at han bliver generalsekretær i udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke i 1970, midt i ungdomsoprørets brydningsfulde tid. Posten bliver et springbræt til en karriere i FN-systemet, hvor han rykker til Genève for at opbygge FN-systemets frivilligprogram, UNV, administrativt siden placeret under paraplyforetagendet UNDP, FN’s udviklingsprogram.

MAN TROR, det er løgn: Den første store samlede gruppe FN-frivillige kommer i 1972 til – af alle steder – Iran. Shahens diktatoriske Iran. Hvilket kun kan forklares med landets daværende rolle som USA-allieret og bolværk mod kommunismen. Det afgørende skift og løft opad i karrieren kommer for Gammelgaard, da han i 1977 udsendes til Pakistan for en af de mindst kendte FN-organisationer, UNFDAC, der står for verdensorganisationens bekæmpelse af illegal narkotikaproduktion.

Den politiske situationen i landet er eksplosiv, og heroinmisbruget er i dramatisk vækst. Gammelgaard får uvurderlige erfaringer og et karrieremæssigt springbræt videre til et anden stor udfordring, Burma, nutidens Myanmar, der i 1980’erne var den største opiumproducent på kloden. Videre op ad karrierestigen til en tilsvarende funktion i Thailand i hele fem år, og selvfølgelig må karrieren rundes af i den indiske hovedstad New Delhi 1988-90.

Ud over forfatterens formidable sans for detaljer i beskrivelsen af møder med diplomater, lokale og nationale herskere og mere eller mindre brogede typer i det internationale bistandssamarbejde, så er det her, bogen bliver interessant for andre end de indforståede: Læseren får et overordentlig grundigt indblik i alt det praktiske besvær, der er forbundet med at udføre ambitiøse projekter, der har FN’s lyseblå anerkendelseskulør og dermed repræsenterer verdenssamfundets ’gode’ samvittighed.

DA Jørgen Gammelgaard vender hjem til Danmark i 1990, er han 60 og klar til pensionen, der typisk for miljøet af udviklingseksperter i seniorkategorien handler om at bruge sin viden på at udføre tidsbegrænsede konsulentopgaver. En af disse bringer ham til Vietnam, og dermed er vejen banet for et skifte. Han forlader narkotikabekæmpelsen og sættes i spidsen for et repatrieringsprogram for de såkaldte bådflygtninge, der i 1990’ernes mildnede politiske klima i Vietnam fik mulighed for at vende hjem og genbosætte sig. En af udviklingspolitikkens oversete succeser.

’Et nomadeliv’ er en alt for beskeden titel på en bog, der på sine 455 sider er et skatkammer af velfortalte udviklingserfaringer. Der er meget, der bør ændres i FN-systemet, men undervejs er der en hel del, der er lykkedes. Nøjagtigt at kvantificere hvor mange af FN’s indsatser der har givet langtidsnytte for pengene, ligner en umulig opgave, men Gammelgaards uhyre velskrevne og detaljerede bog leverer et nyttigt indblik i nogle af succeshistorierne.

I det store billede har der været for få af dem. Eller også mangler flere af de gode resultater at blive beskrevet.

(klumme i Politiken 26. februar 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Er USA parat til at blive verdens nr. 2?

Amerikanske forskere gør status over en global tilstand, hvor USA’s dominerende rolle er forbi. 

Størrelse gør en forskel, men afgør ikke alt i denne verden. Økonomiske analytikere, især i tænketanke og på universiteter i USA, har efterhånden i et par årtier diskuteret, hvornår det øjeblik indtræffer, hvor den kinesiske økonomi overhaler den amerikanske.

Der er bred enighed om, at hvis man måler på det, økonomer kalder købekraftspariteter, så har vi lagt den milepæl bag os. Det skete i 2016-17, og ingen protesterede mod denne nyhed, der kun perifert landede i medierne, f.eks. i overskrifter i finansaviserne Wall Street Journal og Financial Times.

Måler man derimod på valutakurser, indtræffer tidspunktet om få år, ifølge mange analyser omkring 2025. Det respekterede amerikanske finansmagasin Forbes, der udkommer to gange om måneden på papir og derudover har en meget omfattende hjemmeside, skrev i en omfattende analyse i april 2016, at ved tidspunktet for Kinas overhaling af USA i netop 2025 vil førstnævntes andel af verdensøkonomien udgøre 17,2 procent, mens den amerikanske vil være på 14,9 procent.

Et par årtiers debat blandt akademiske eksperter, politikere og mediefolk har handlet om, hvorvidt Kina med sin vækst og fremgang på den lange bane vil kunne leve op til egne løfter om, at dets opstigning bliver fredelig.

Peaceful rise har været Beijings hyppigt anvendte slogan, som dog giver mening, når det erindres, at Østasien ikke har oplevet en gammeldags territorial landkrig i 40 år, mens Europa og især Mellemøsten hen over tre årtier er blevet rystet af krige, kup, kaos og økonomisk deroute både med og uden Ruslands medvirken og påvirkning samt ikke mindst fremkomsten af en transnational totalitær jihadisme med afsæt i Mellemøsten.

MED VALGET af Donald Trump i november 2016 måtte selv de sidste rækker af skeptikere over for teorierne om Kinas overhaling af USA kapitulere. Præsidentens erklærede protektionisme og diffuse regeringsførelse har betydet, at ingen prominente intellektuelle i Vesten længere står på mål for det synspunkt, at USA er den uantastede globale leder.

Det særlig interessante er selvfølgelig, om Kina også viser politisk vilje til at overtage pladsen på toppen af verdenshierarkiet, mens Europa tydeligvis hverken vil eller kan. Brexit, indvandringspresset og Sydeuropas gældsætning gør europæisk lederskab i verden til en umulighed.

Kinas adfærd i sit nærområde har for længst vist, at det vil genindtage sin dominerende rolle som den centrale magt i Asien. Med Rusland, Japan og Indien som marginaliserede magter i mellemstørrelsen.

Malet med den brede pensel er dette nogle af de afgørende konklusioner i den seneste udgave af det anerkendte amerikanske magasin Foreign Affairs, som med en serie temaartikler gør status over USA som supermagten, der er midt i en global retræte. Læserne lades ikke i tvivl: Den amerikanske æra er definitivt forbi, fremtiden ser overhovedet ikke hverken demokratisk eller liberal ud, den bliver kold, blæsende og ubehagelig, for der kommer til at mangle lederskab.

Magasinets tema er nærmest et gravskrift, uden at dette siges direkte. Foreign Affairs har ry for at være en intellektuel ’bibel’ for først og fremmest amerikanske diplomater og forskere i udenrigspolitiske emner, men læses også vidt og bredt i beslutningsmiljøerne hos USA’s venner og allierede, så derfor gør konklusionerne indtryk.

Ikke en eneste af artiklerne ser optimistisk på klodens politiske fremtid, om end der lige på et enkelt område er tegn på amerikansk fremgang: i økonomien. Forklaringen er selvfølgelig, at globaliseringen fortsætter med at virke positivt også på amerikansk jobskabelse på trods af Trumps protektionisme.

I EN ANALYSE med overskriften ’Den post-amerikanske verdens økonomi’ konkluderer lederen af Peterson Institute for International Economics, Adam S. Posen, at nok er syv årtiers opbygning af internationale regelsæt for nationernes omgang med hinanden kommet under voldsomt pres, men i dag oplever verden den mindste andel af befolkningerne i fattigdom og en større andel end nogensinde i en middelklassetilværelse:

»Denne udvikling skyldes ikke alene Kinas formidable opstigning. Også i lande som Chile, Etiopien, Indien, Indonesien, Sydkorea, Vietnam og nogle af de tidligere sovjetrepublikker har økonomisk vækst flyttet hundredvis af millioner indbyggere ud af et liv på eksistensminimum til noget bedre«.

Trods den aktuelle pessimisme skyldtes denne udvikling en liberal orden opbygget og ledet af USA: »Et mirakel, der lykkedes uden erobringskrige eller mange konflikter«.

Adam Posens alarmerende konklusion lyder: »En verden, hvor USA ophører med at være ledende og i nogle tilfælde begynder at angribe meget af det, USA har skabt, vil blive fattigere, ondere, mindre retfærdig og mere farlig for enhver«.

ER DENNE pessimisme overdrevet? Manden, der opfandt begrebet blød magt (et lands evne til at gøre sig attraktivt for andre), Harvard-professoren Joseph S. Nye, der også er fhv. forsvarsminister og fhv. formand for efterretningsorganet US National Intelligence Council, bemærker i artikeltjenesten Project Syndicate, at Kina og USA nu er på niveau med hinanden med såkaldt global anerkendelse.

Dette massive tilbageskridt USA tilskriver han Donald Trumps lederskab, herunder beskæringen af bevillingerne til den amerikanske udenrigstjeneste og landets udviklingshjælp med næsten en tredjedel. Nye ser dog muligheden for en genskabelse af USA’s position som rollemodel efter Trumps embedsperiode. Men Nye nævner ikke skoleskyderierne og National Rifle Association.

I en artikel i seneste udgave af netmagasinet East Asia Forum blander en anden amerikansk akademiker, David M. Lampton, sig i debatten og minder om, at de første tre årtier mellem Kina og USA (1949-79) var præget af to »stedfortræderkrige« mellem de to, i Korea og Vietnam.

I de snart 40 år, der er gået siden normaliseringen i 1979, har samarbejdet og den gensidige afhængighed mellem de to giganter leveret en enestående fremgang. USA og Kina er partnere og rivaler på samme tid.

Spørgsmålet på sigt er naturligvis, hvem af de to der bliver juniorpartneren i dette forhold.

(klumme i Politiken 25. februar 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Et kæledyr som symbol på supermagtstatus

I sin anden bog om Kina tager arkitekten Holger Dahl os igen rundt på en helt forunderlig rejse i Kina og leverer på ny en mageløs og sanselig rejseskildring.

 Holger Dahl: Pandaeffekten – en rejse ind i Kinas hjerte. People’sPress. 265 s. 199,95 kr.

♥♥♥♥♥

Læseren skal nøjagtig halvvejs ind i arkitekten og designeren Holger Dahls bog ’Pandaeffekten’ for at fatte, hvad han dog mener med den besynderlige titel. En panda er som bekendt en særlig bjørneart, som er blevet Kinas nationaldyr, nærmest et rigsvåben med pels og på fire ben. Vor statsminister, Lars Løkke Rasmussen, blev på sit seneste besøg hos giganten i Øst foreviget med en panda på skødet og beseglede dermed det tætte samarbejdsforhold, vi har fået med klodens ældste kontinuerlige civilisation.

At lade et kæledyr være symbolet på en stormagt, der lige om lidt er en supermagt, lyder umiddelbart afsindigt. Kina repræsenterer både en masse rædselsfuldt – politisk undertrykkelse, ensretning, dødsstraffe, miljøkatastrofer m.v. – og en hel del positivt, som peger ind i en ny fremtid: effektiv bekæmpelse af fattigdom, skabelse af en gigantisk middelklasse med velstand og købekraft, innovation og fornyelse.

Mange kan ikke rumme den modsætning og forfalder derfor til stereotypierne. Erkendelsen af tingenes kompleksitet indfinder sig først, når man har været der og brugt sin nysgerrighed og videbegærlighed.

Lige her er der næppe nogen bedre rejsefører end Holger Dahl. Han falder langt uden for kategorien af de traditionelle Kina-eksperter. Dahl kom til Beijing på et studieophold 1981-1983 i reformernes tidligste år. Hans professionelle vej tog ham siden i andre retninger, men interessen blev hængende og udviklede sig til, hvad han selv kalder et livslangt kærlighedsforhold til Kina og alt kinesisk.

Engagementet har ført til talrige rejser tilbage til riget, og i 2013 samlede han sine indtryk i bogen ’Kina – engang for et øjeblik siden’, der på helt mageløs vis lukkede den kinesiske kultur op for alle læsere uden forudsætninger. Den logiske opfølger hedder ’Pandaeffekten – en rejse ind i Kinas hjerte’, og her er Dahl ikke mindre ambitiøs. Han går i fodsporene på den mytologi, som blev skabt af Mao Zedong og kommunisterne med 1930’ernes Lange March under borgerkrigen og dermed adgangen til revolutionen, sejren og magten.

Fysisk rejser han i de kommunistiske partisaners fodspor. Det kommer der nogle helt forrygende refleksioner ud af. De munder ud i konklusionen om den besynderlige pandaeffekt, der som ovenfor antydet defineres på bogens side 128 således: At noget er noget uden at være noget.

Som en taoistisk munk ville formulere det. Det er pandaeffektens kerne. Og den største pandamester af dem alle var formand Mao Zedong. Som Dahl forklarer det: Maos evne til at bringe sig selv i centrum og hans vilje til magt var helt på niveau med hans europæiske kollegers inden for diktatorfaget i det 20. århundrede.

Senere skriver han vidunderligt afvæbnende, at ledelsen af Kinas kommunistparti altid har opført sig som en gruppe teenagepiger over for hinanden. Vi nærmer os her noget metafysisk, om end det nok er en kategori, Dahl vil frabede sig.

Mao-kommunismen var jo noget uden at være noget. Den samlede et splittet Kina, og da denne samfundsmodel havde udlevet sit potentiale, gik Maos efterfølgere til dens modsætning, statskapitalismen. Resultatet kender vi: en supermagt, der er et mirakel og et mareridt på en og samme tid, og som lige om lidt overhaler USA.

Holger Dahl markerer sig som en førsteklasses rejseskribent med fortællemæssigt skønlitterære og essayistiske kvaliteter. Overvældende og medrivende i et sublimt elegant sprog.

(anmeldelse i Politiken 24.februar 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Hvad er der tilbage af de olympiske idealer?

Er IOC blevet sin egen og idrættens værste fjende? Der er snarere tale om et nødvendigt kompromis.

DER GÅR et spøgelse gennem den internationale sportsverden. Eller snarere to. Det ene hedder antidoping, det andet hedder Rusland.

Paradokserne skriger til himlen: Den Internationale Olympiske Komité ekskluderede i fjor Rusland på grund af det statsstøttede dopingsnyderi, der blev afsløret efter vinterlegene i Sotji i 2014. Beslutningen blev taget som et tegn på, at Den Internationale Olympiske Komite, IOC, langt om længe var begyndt at tage kampen mod doping seriøst.

Men hvad skete der så i dagene op til åbningen af de aktuelle lege i Sydkorea: Russiske atleter blev lempet ind ad bagdøren til legene. Ikke som officielle repræsentanter for Rusland, men som ’Olympic Athletes of Russia’, russiske sportsfolk i konkurrencerne på helt normal vis, men ikke Rusland som nation.

KAN NOGEN se forskellen? Her kunne det være interessant at få indsigt i, hvorledes de fremmødte russiske atleter præsenteres hjemme i Rusland, hvor medierne som bekendt følger den nationalistiske linje, som præsident Putin har lagt.

Vi må gå ud fra, at de russiske mediers præsentationer glider uden om den realitet, at Rusland er non grata ved OL, for billederne fra Sydkorea viser det modsatte.

Så hvordan har IOC kunnet sige både ja og nej til russisk deltagelse? Forklaringen er, at der er givet adgang for russiske atleter, der ikke var indblandet i dopingskandalen i Sotji for fire år siden. 169 er det blevet til. Et nødvendighedens kompromis, fordi Rusland får en lærestreg, men samtidig får uskyldige (må vi går ud fra) russiske atleter mulighed for at deltage.

Endnu et skrigende paradoks: 28 russiske atleter, som tidligere var blevet udelukket på livstid på grund af doping, blev frifundet af den internationale domstol CAS, men fik samtidig at vide, at de ikke kunne deltage i Korea. Altså en frifindelse og en sanktion på en og samme gang.

FOR IKKE så mange årtier siden var sportsverdenen og ikke mindst de nationale olympiske organisationer gidsler for deres regeringer. Vi så det især i 1980 og 1984 ved sommerlegene i henholdsvis Moskva og Los Angeles.

Anført af USA besluttede en stribe vestlige lande at boykotte sommerlegene i Moskva i protest mod, at Sovjetunionen året forinden havde invaderet Afghanistan. Ideen fik medvind, fordi flere sovjetiske dissidenter støttede den, hvilket fik den amerikanske præsident Jimmy Carter til at lancere en regulær kampagne for en boykot.

I den debat, der fulgte, blev især ét argument sjældent hørt: at de vestlige regeringer dermed indledte en praksis, de sædvanligvis kritiserede deres modparter (især de kommunistiske lande i Østblokken) for: at de spændte sportens organisationer for en politisk vogn.

Som olympisk turist på nogle af tribunerne i Moskva i sommeren 1980 husker jeg tydeligt debatten, herunder at det mest relevante argument imod den amerikanskledede boykot kom fra flere af IOC’s medlemsorganisationer: at man gjorde atleterne til ofre for en aktion, som de var uden lod og del i.

Hvorfor dog gøre de russiske (dengang sovjetiske) atleter ansvarlige for handlinger udført af en regering, som de ingen indflydelse havde på? Politisk gidseltagning, var vi nogle, der sagde dengang. Det var jo ikke den sovjetiske olympiske komite, der havde beordret en besættelse af Afghanistan.

NUTIDENS TILSTAND er en ganske anden. Ruslands olympiske organisationer er hovedansvarlige for den svindel med dopingkontrollen, der gjorde, at de russiske atleter klarede sig overordentligt og unaturligt godt i Sotji i 2014.

Den hovedansvarlige i skandalen, Grigorij Rodchenkov, gemmer sig i dag i USA, fordi han har forklaret, hvorledes han dengang manipulerede med dopingprøver. Rodchenkov frygter, at det vil gå ham som to kolleger, der tidligere sad på topposter i det russiske antidopingagentur. Begge er omkommet under uafklarede omstændigheder.

At IOC vælger at lade et anseligt antal russiske atleter deltage trods en skandaløs forhistorie hos de respektive myndigheder, ligner derfor et mudret kompromis, men et nødvendigt et af slagsen:

IOC vil redde, hvad reddes kan af det, der er tilbage af de olympiske idealer om at lade idrættens folk deltage, uanset hvor beskidt deres regeringer og myndigheder på hjemmefronten agerer. Hvornår starter underskriftsindsamlingerne blandt de øvrige deltagende organisationer? Med protester mod det officielle Rusland, men med støtte til de individuelle russiske sportsudøvere?

(klumme i Politiken 14. februar 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Dynastiet viser os et mildere ansigt

Nordkoreas klanstyre mødte op i fjendeland. Skal vi juble?

AT STORE internationale sportsbegivenheder rummer politiske aspekter og dimensioner, er en konstatering så triviel og banal, at selv børnehavebørn forstår den. Det interessante er selvfølgelig, om idræt på højt niveau kan bidrage til mellemfolkelige dialoger, hvor det traditionelle politiske og diplomatiske apparat er kommet til kort.

Her er det, at de aktuelle vinterlege i Sydkorea pådrager sig opmærksomhed. Værtsnationens krigsmodstander i små syv årtier deltager, men ingen forventer, at de nordkoreanske atleter leverer banebrydende præstationer, for det var stort set kun på dispensationer og politisk velvilje, at de kom med.

Den nordkoreanske diktator Kim Jong-uns yngre søster Kim Yo-jongs tilstedeværelse ved åbningsceremonien i fredags var en imidlertid en politisk sensation. Hendes invitation til den sydkoreanske præsident om at komme på besøg i Nordkorea ligeså.

I den sydkoreanske offentlighed blev der rejst forventninger om en genoptagelse af den såkaldte solskinspolitik, som var den gældende sydkoreanske politik over for modparten i nord i nogle få år lige efter årtusindskiftet.

TILBAGE i juni 2000 rejste den daværende sydkoreanske præsident, Kim Dae-jung, til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. Hans omfavnelse af Kim Jong-il, faderen til den nuværende diktator, blev set som så stor en bedrift, at den sydkoreanske præsident senere samme år blev tildelt Nobels Fredspris.

Forventningerne til den nord-sydkoreansk optøning dengang var kolossale, men urealistiske, skulle det vise sig. Optimisterne begyndte at se på de historiske erfaringer fra den proces mellem datidens øst- og vesttyske stater, der i 1970’erne førte til opblødning mellem to af den kolde krigs hovedmodstandere i Europa.

I de første måneder efter Berlinmurens fald i november 1989 var det en udbredt forventning, at det postkommunistiske Østtyskland ville overleve i en eller anden form, eventuelt i et neutraliseret statsforbund med den langt rigere og stærkere tyske forbundsrepublik.

Disse illusioner holdt kun kort tid ind i det afgørende år 1990, hvor de politiske arvtagere i Østberlin måtte erkende, at deres arbejder- og bondestat var gået fallit. Den eneste mulighed, der stod tilbage, var de østtyske delstaters stykvise optagelse i den demokratiske Forbundsrepublik. Et af de største mirakler i moderne europæisk politik blev realiseret, og det vigtigste kapitel i den fire årtier lange kolde krig kunne lukkes, uden at der blev løsnet et eneste skud.

POINTEN er her, at de tyske erfaringer fra dengang ikke lader sig transformere ind i nutiden, hvor det delte Korea repræsenterer en tilstand, der overfladisk minder om den situation, der var gældende for de to tyske stater for små tre årtier siden. Men forskellene er større end lighederne.

Sagt på en anden og mere brutal måde: Det nordkoreanske klanstyre har på enhver tænkelig måde sikret sig mod, at der overgår det en skæbne, der ligner den, der ramte deres ideologiske brødre og søstre i datidens Østtyskland.

Hele forskellen består i den atombevæbning, som verden nervøst og anspændt har diskuteret i årevis. Den er Nordkoreas livsforsikring og garanten for, at den genforening, som ellers er det erklærede politiske mål for både Nord- og Sydkorea, ikke kommer til at ske på sydkoreanske og dermed demokratiske betingelser.

Dengang i juni 2000 opstod der en forventning om, at den nordkoreanske diktator Kim Jong-il ville foretage en genvisit i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Hvilket forblev en illusion.

Et par år senere afslørede sydkoreanske medier, at nogle af landets store koncerner havde betalt millionsummer i bestikkelse til Kim-klanen i nord for overhovedet at levere værtskabet til historiens første nord-sydkoreanske topmøde. Intet medlem af Kim-klanen fik lejlighed til selv at opleve det friheds- og velstandsmirakel, som Sydkorea repræsenterer.

DEN LOGIK er nu med diktatorens søsters besøg hos den sydkoreanske ’broderfjende’ brudt. På den lange bane kan et fredeligt samarbejdende Korea med en sænket atomtærskel kunne være den afgørende brik i det store spil, der er ved at blive lagt i skabelsen af det asiatiske århundrede. Perspektiverne er svimlende, men risikoen for, at verden bliver vidne til et illusionsnummer, er stadig overvældende.

(klumme i Politiken 12. februar 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar