Australien brænder, fordi…

Landets politikere er finansieret af kulindustriens oligarker.

Naturkatastrofe er for mild en betegnelse for de fænomener, der har ramt det store vidtstrakte land på den modsatte side af kloden. Der er erklæret nødretstilstand i flere delstater, militære reservister indkaldes, flåden evakuerer indbyggere fra søsiden. Arealer på størrelse med Danmark er totalt raserede. Australien befinder sig klimapolitisk i et ground zero .

Røgskyerne har sværtet gletsjerne i det sydlige New Zealand brune – de ligger mere end 1.600 kilometer fra de største brandområder. Luftforureningen i hovedstaden, Canberra, er nu så intensiv, at byen har overhalet New Delhi som klodens mest sundhedsfarlige.

I den delvist ødelagte landsby Cobargo i delstaten New South Wales har ejeren af en overlevende boghandel sat et skilt op i vinduet med påskriften: ’Postapokalyptisk fiktion er flyttet hen på reolen for aktuel politik og samfundsdebat’.

TV-KLIP VISER en presset regeringschef, Scott Morrison, der besøger redningscentre, hvor slukningspersonale og ambulancefolk nægter at give ham hånden. Hans exit fra en af de byer, der var blevet flammernes bytte, lignede en regulær flugt fra vrede hjemløse. Hvis vi ikke tidligere vidste, at klimarelaterede udfordringer er gjort af det stof, der kan vælte regeringer, står dette nu klart som en buldrende røgsky.

Den uomtvistelige synder er landets energipolitik. Australien er klodens største eksportør af kul og har været en af de vigtigste forklaringer på, at landets politikere har kunnet bryste sig af at leve i en samfundsøkonomi fri for de recessioner, som kendes fra andre højtudviklede samfund. Den krisefri kapitalisme havde i mange år adresse i landet down under .

Den liberal-konservative regeringskoalition, der kom til magten i fjor, sidder på et ultratyndt flertal, der klimapolitisk står for en linje, der bedst kan karakteriseres som minimalistisk. Den er ikke i trit med vælgerundersøgelser, der viser, at seks ud af ti australiere kræver en mere proaktiv klimapolitik.

I november formulerede Morrison sin energi- og klimapolitiske kurs med, at »en vækst i råstofsektoren er et centralt element i regeringens plan for Australiens økonomiske fremtid og for de australiere, der er afhængige af denne«. Under en nylig debat holdt Morrison et stort stykke kul op for at understrege sin pointe. Det var landets fortid, han var stolt over. Ikke en optagethed af den fremtid, der venter det store indvandrerland.

MORRISONS VALGSEJR i fjor skyldes ikke mindst milliardæren Clive Palmer, der genoplivede sit politiske parti, som han tidligere har repræsenteret i parlamentet, med det formål at forhindre det australske arbejderparti i at genvinde magten. Palmers kampagnebudget viste sig at være dobbelt så stort som de største partiers tilsammen. Palmer har siden meddelt, at han har aktuelle planer om at etablere den største kulmine i landets historie.

Efter magtovertagelsen i fjor skrottede regeringen den CO2-skat, som den tidligere arbejderpartiregering havde indført. Kulproducenter og andre råvareeksportører jublede over, at industriens økonomiske bidrag til landets to største partier havde båret frugt.

Da brandene begyndte at brede sig eksplosivt midt i december, tog Labours leder på besøg i kulminedistrikterne og talte om berettigelsen af at opretholde landets store kuleeksport.

Kort tid efter tog premierminister Scott Morrison på juleferie i Hawaii med sin familie uden at meddele dette til offentligheden.

Burde medierne ikke have alarmeret den australske offentlighed for længst? Utænkeligt i et samfund, hvor seks ud af ti aviser udgives af selskaber ejet af den ultrakonservative Rupert Murdoch. Det er på lederplads i disse dagblade, at der lyder applaus til kontroversielle forslag om, at klimaaktivister skal kunne idømmes årelange fængselsstraffe for at demonstrere.

Kritikere sammenligner regeringsførelsen i Australien med tilstanden i Sovjetunionen i 1980’erne, hvor magtfulde bureaukrater mistede den sidste rest af legitimitet, da de benægtede eller fortiede den miljømæssige ødelæggelse, der kulminerede med katastrofen på atomreaktorerne i Tjernobyl i april 1986. Australien ledes nu af handlingslammede magthavere, der overlever på syge fantasier om egne evner, selv når de stirrer direkte ind i en katastrofetilstand, som de hverken har vilje eller evner til at håndtere, skriver den prisbelønnede australske romanforfatter Richard Flanagan i en kommentar i The New York Times.

Her i Europa kan vi i vintermånederne misunde australierne deres solskinstimer, men ikke deres redningstjenester. New Zealand har vist godt naboskab ved at sende et par hundrede brandfolk. Flot, at den danske beredskabsstyrelse nu følger trop.

(klumme i Politiken 09.01.2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Er pandabure dødsensfarlige?

Så prøv at sammenligne med koranskoler. 

2019 VIL GÅ OVER i historieskrivningen som et år, hvor sociale protestbevægelser rystede også højt udviklede samfund. Frankrigs Gule Veste demonstrerer vedholdenhed også langt fra Paris, og i Hongkong vil politiets hårdhændede metoder være en kilde til mobilisering blandt byens ungdom i lang tid fremover.

Internationale medier har for sædvane at måle konflikters alvorlighed på omfanget af voldsanvendelse, dvs. på antallet af dræbte og sårede. Ingen vil betvivle, at sammenstødene i Hongkong har domineret både globale og danske mediers prioritering siden i sommer, så hvordan ser tabslisten ud?

To døde: en 70-årig sanitetsmand, der blev ramt af en brosten, og en 22-årig studenteraktivist, der faldt ned fra en bygning.Under demonstrationernes klimaks var flere end en million på gaden. Hongkongs politistyrke tæller 31.000, så styrkeforholdet var mildt sagt ulige.

Med demonstranternes udbredte anvendelse af brandbomber – dokumenteret af talrige videoklip, der kan ses på South China Morning Posts hjemmeside – er det intet mindre end et mirakel, at dødstallet er så beskedent. Ligeså antallet af sårede, der angives at være mellem 2.500 og 3.000, mens omkring 6.000 meldes arresteret.

Til sammenligning: I oktober eksploderede Chiles hovedstad Santiago i et voldsorgie, da folk gik på gaden for at protestere mod forhøjede priser på offentlig transport. Resultat: 26 omkomne, 11.564 sårede og 7.259 arresterede. Disse hændelser fik kun beskeden og sporadisk omtale i de globale medier.

Den mediekritiske organisation Fair (Fairness and Accuracy in Reporting) når i en sammenligning frem til, at CNN og The New York Times havde sammenlagt 737 nyhedshistorier om Hongkong og 36 om Chile. En forklaring på forskellen er selvfølgelig tilstedeværelsen af internationale virksomheder, hvor Hongkong langt overgår Santiago. En anden er, at konfrontationerne i Hongkong udspiller sig på en spillebane, hvor præsident Trump forsøger at presse indrømmelser ud af Kina i den igangværende handelskrig.

MENS PRÆSIDENTEN tilsyneladende har svært ved at tage ordet menneskerettigheder i sin mund (Trump er tavs om arbejdslejrene i Xinjiang), er hans udenrigsministerium ude i en offensiv mod Kinas mest højprofilerede virksomhed, Huawei, hvor end ikke stakkels mikroskopiske Færøerne kan blive fri for at komme i skudlinjen.

Mediernes overdrevne optagethed af Frankrigs Gule Veste og Hongkongs maskerede demonstranter bidrager til at fjerne offentlighedens opmærksomhed fra langt mere dødelige konflikter, som efterhånden er forvist til bittesmå referater i nyhedsresumeer sidst på døgnet, når kun få seere og lyttere er med, og som politiske beslutningstagere i Vesten enten fornægter eller fortrænger konsekvenserne af.Den massive tragedie i Irak går nu ind i sit 17. år; hundredvis af irakere dør eller bliver lemlæstet hver måned, og hvor er den frie verdens korrespondenter henne lige her?

Mediernes fravær i Bagdad kan selvfølgelig forklares med, at der i denne industri tages hensyn til de udsendte medarbejderes personlige sikkerhed. Hongkong er et samfund, der hurtigt kan finde en vej tilbage til normaliteten for det store flertal af indbyggerne. Hvilket ingenlunde er tilfældet med Irak.Selv om brandbomberne i Hongkong begyndte at ligne det, som byguerillaer har gjort brug af andre steder på kloden, er det for tidligt at tale om en mere kronisk terrortrussel i stil med, hvad vi kendte gennem flere årtier i Nordirland med systematiske snigmord og likvideringer. Men risikoen vil vokse, hvis det ikke lykkes for lokalregeringen at sikre især regionens yngre indbyggere bedre økonomisk eksistensgrundlag.

Måske er det til trøst for nogle, at antallet af dræbte for terrorhandlinger på globalt plan er faldende. De nyligt offentliggjorte tal fra Global Terrorism Index fra det australske institut IEP viser, at 15.952 af klodens indbyggere blev terrorens ofre i 2018, hvilket er fald på godt 15 procent i forhold til året før. Trods alt et fald siden rædselsårene 2014-15.

Global Peace Index, der ligeledes udarbejdes af IEP, viser følgende lande blandt klodens farligste at opholde sig i: Tyrkiet, Pakistan, Rusland, Congo, Libyen, Somalia, Irak, Yemen, Syrien og Afghanistan. Alle er i bundkategorien, hvad sikkerhed angår.

Alligevel er der alarmister på højrefløjen, der mener, at pandabure som det, vi har i Københavns Zoologiske Have udgør en større trussel mod os end koranskolerne i Islamabad, Jeddah, Bagdad, Damaskus og Kabul. Kan vi snart få at vide, hvem der finansierer denne misliebige kampagnevirksomhed?

(klumme i Politiken 30.12.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

USA-hjælp til Kinas overvågning

Handelskrig har bremset, men ikke stoppet teknologioverførsel fra USA til Kina. 

Både konkurrence og symbiose? Den handelskrig mellem Kina og USA, som nu er på vej ind i en afsluttende fase, har bremset, men ikke forhindret amerikanske techfirmaer i at levere vigtige komponenter til Kinas gigantiske overvågningsindustri. Med køb af teknologi fra firmaer som Intel, Hewlett-Packard og Western Digital er de kinesiske myndigheder blevet bedre i stand til at kontrollere og forfølge etniske mindretal, herunder også de muslimske uighurer i Xinjiang.

Det er i denne region i det vestlige Kina, at mere end en million er blevet anbragt i lejre, som myndighederne hævder er genoptræningscentre, mens internationale organisationer siger, at der er tale om faciliteter med mindelser om Gulag-systemet i datidens Sovjetunionen.

De kommercielle amerikanske forbindelser til Kinas omfattende kontrolsystem kom frem i lyset, da Trump-administrationen i oktober sortlistede otte kinesiske overvågningsvirksomheder med det formål at hindre yderligere eksport af amerikansk teknologi til Kina.

De amerikanske virksomheder forsvarer sig med, at de ikke har kontrol over, om deres teknologi anvendes til formål af menneskeretskrænkende karakter. Men kritikere siger, at de samme techfirmaer af kommercielle hensyn nødigt vil holdes ude af en industri, der tegner til at blive klodens største af slagsen.

KINAS brancheorganisation på området, China Security and Protection Industry Association, fremhævede i sidste måned 37 nationale virksomheder inden for kategorien sikkerhed og overvågning, hvoraf de 17 oplyste at have både kommercielle og forsyningsmæssige relationer til amerikanske techleverandører.

H3C, der er en del af Hewlett Packard-koncernen, har over for avisen Wall Street Journal indrømmet at have solgt flere typer udstyr til myndighederne i Xinjiang, men pointerer, at man som leverandør ikke har noget medansvar for hverken anvendelse eller udbredelse. Tilsvarende siger andre amerikanske it-leverandører, at de sælger til Kina gennem tredjepart og derfor ikke har indsigt i, hvorledes deres produkter bruges.

Handelskrigen mellem USA og Kina har medført, at amerikanske producenter skal have særlig tilladelse for at kunne levere til Kinas førende it-gigant, Huawei. Alligevel er der smutveje: Siden Huawei i maj blev sortlistet af USA, har det stadig været muligt for amerikanske leverandører at sælge komponenter til Huawei. Hvis blot de er samlet i tredjelande, og så længe de dele, der har oprindelse i USA, ikke udgør hovedparten af produktets værdi.

Med andre ord: De særlige forsyningskæder, der indgår i alle avancererede it-produkter, betyder, at Huawei og andre i samme branche ikke har vanskelighed ved at skaffe sig de komponenter, de skal bruge.

Et eksempel: Hangzhou Hikvision Digital Technology er angiveligt klodens største producent af overvågningskameraer. Virksomheden har på tre år solgt overvågningsudstyr til brug for lejrene (eller ’træningscentrene’) i Xinjiang til en samlet værdi af, hvad der svarer til 256 millioner dollars. En talsperson for virksomheden bekræfter over for The Wall Street Journal, at lejrsystemet i Xinjiang er blandt virksomhedens ’projekter’. En anonym branchekilde citeres af avisen for, at det kan koste amerikanske leverandører op mod 1 milliard dollars, at Trump-regeringen har sat Hikvision på handelskrigens sortliste.

HELE POSTYRET om Huawei afspejler derudover en anden for USA ubehagelig realitet: fraværet af en amerikansk modspiller til den kinesiske it-gigant. Hvad er der blevet af Silicon Valley i 5G-kapløbet?

USA er i løbet af et årti kommet afgørende bagud på hele mobilteknologiområdet. En forklaring er, at de dominerende virksomheder som Apple og Facebook har koncentreret sig om brugen mere end om udformningen, mens den amerikanske stat hele tiden har set det som en udfordring, der skulle forsvares mod uønsket brug og anvendelse. Kina har som bekendt en afgørende konkurrencefordel: et gigantisk hjemmemarked, hvor der kan hentes vigtige erfaringer.

For europæerne er et fravalg af Huawei i 5G-sammenhæng blevet ensbetydende med et tilvalg af svenske Ericsson og ikke en amerikansk leverandør. Men komponenter ’made in USA’ tæller med i det, der tegner til at blive det kommende årtis hurtigst voksende industri: overvågning af individer over den ganske klode og mere i Kina end i noget andet land.

(klumme i Politiken 26.12.2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Omfavnet til døde af generaler

 

Demokratiforkæmperen Suu Kyi forvandlet til nationalpopulist.

FORKÆMPER for demokrati og frihedsrettigheder i to årtier, apologet for et undertrykkende militærstyre i et andet. Hvordan kan det rationelt forklares, at den uden sammenligning mest populære politiker i Myanmar, det tidligere Burma, Aung San Suu Kyi, har gennemgået denne forvandling?

Ingen med bare et minimum af indsigt i tilstanden i Myanmar kan være i tvivl om, at den folkelige opbakning bag den gådefulde 74-årige kvinde er massiv hos landets buddhistiske befolkningsflertal. Uden at kunne bruge titlen er hun landets præsident, men forfatningen lægger så store begrænsninger på hende og det parti, hun repræsenterer, at kun prædikatet kransekagefigur giver mening.

Alligevel valgte hun at tage hele vejen fra Yangon til Haag for at forsvare sit land og dermed de generaler, der gennem et halvt århundrede kørte Myanmar økonomisk i sænk.

Mere end 15 år i husarrest og tildelingen af Nobels Fredspris i 1991 har givet hende en ikonstatus, som hun tabte, da militæret for et par år siden gennemførte en massiv etnisk udrensning af det muslimske mindretal, der kendes under betegnelsen rohingyaer. Tusinder omkom, andre tusinder blev lemlæstet. Tre kvart million rohingyaer sidder i dag i primitive lejre i Bangladesh, mens Myanmars myndigheder enten benægter eller bortforklarer.

Nærlæser man de forklaringer, som Suu Kyi gav under høringen ved Den Internationale Domstol i Haag i sidste uge, står indtrykket tilbage af en stålsat nationalpopulist, der kæmper for sin nations buddhistiske identitet.

TALEN ER på ca. 3400 ord. Det fremgår tidligt i teksten, at Myanmars regering – berømt dame omgivet og kontrolleret af generaler – har skaffet sig den nødvendige folkeretsjuridiske ekspertise, da teksten skulle forfattes.

Der indledes med en konstatering af, at datidens Burma underskrev FN’s folkedrabskonvention i 1949 og ratificerede dokumentet i 1956. Herefter pointeres, at selvsamme konvention ikke fandt anvendelse, da både tribunalet for det tidligere Jugoslavien og Haag-domstolen tog stilling til fordrivelsen af den serbiske befolkning fra Kroatien i 1995, angiveligt fordi der i denne konkrete konflikt på Balkan ikke var tale om en påvist hensigt om at ’fysisk ødelægge’ en bestemt befolkningsgruppe.

Myanmar-regeringen forsøger hermed at finde et eksempel på præcedens, der kan tjene til at underbygge den sag, som er blevet rejst af det vestafrikanske land Gambia på vegne af 57 muslimske lande.

Det centrale argument i forsvarstalen refererer til en langvarig væbnet konflikt mellem Arakan-hæren, en buddhistisk partisangruppe, som angiveligt tæller flere end 5.000 medlemmer, og regeringshæren (Arakan er det gamle navn for Rakhine). »Denne konflikt har ført til fordrivelse af tusinder af civile i Rakhine«, lød Suu Kyis udsagn herefter.

Hvorledes en sagesløs og ludfattig muslimsk befolkningsgruppe kan være blevet klemt i et opgør mellem buddhistiske partisaner og regeringsstyrker står hen i det uvisse.

Defensoratet nævner herefter en hændelse, der fandt sted 9. oktober 2016, hvor ca. 400 partisaner fra gruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb tre grænseposter langs Rakhines grænse til Bangladesh. Ni grænsebetjente blev dræbt, og Arsa tog ansvaret.

ARSA HAR tidligere kaldt sig Harakah al-Yaqin, der betyder ’bevægelsen for tro’. Gruppens åndelige vejleder er ifølge efterretningskilder Abdus Quadoos Burmi, en af de tusinder af rohingyaer, der bor i Karachi, Pakistan. Bursi har optrådt på videoklip på sociale medier med opfordringer til at indlede en hellig krig i Myanmar.

Suu Kyi og hendes generaler har derfor en pointe, men kun en lille en. Den overskygges totalt af den massive dokumentation, der demonstrerer overgrebene. Hendes henvisninger til undersøgelser foretaget af en uafhængig kommission (ledet af fhv. generalsekretær Kofi Annan) og til, at Myanmar har sit eget militære retssystem, klinger hult.

I knap to årtier var Aung San Suu Kyi generalernes fysiske gidsel. I dag er hun deres politiske gidsel, mens det engang så lovende land i dag er indlejret i Kinas interessesfære. Det kludetæppe af etniske spændinger, der har hærget samfundet siden uafhængigheden, er uløst.

Tilstanden er et resultat af, at den militære elite gik fra at isolere hende til at omfavne hende. Danmark og EU, der har satte store forhåbninger til det, der engang lignede en demokratisering, står nu med en uhyggelig svær udfordring: Kan man hjælpe en lille million rohingyaer, de fleste af dem i Bangladesh, og samtidig gøre en positiv forskel for millioner af andre fattige individer i Myanmar?

(klumme i Politiken 16.12.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Corbyns socialisme er en umulighed

Som valgkampen har demonstreret, forsøger hans parti at opnå det umulige: at forlade Den Europæiske Union, men samtidig bevare de fordele, der knytter sig til et fælles marked og en toldunion. Ifølge eget udsagn stemte han i sin tid for forbliven, men tvetydigheden i hans valgkampretorik peger i retning af, at han som den mulige kommende premierminister vil forsøge sig med en anderledes aftale om tilknytning til Bruxelles; en, der på samme gang vil imødekomme brexiteers, skeptikere og proeuropæere. Vil man bedre forstå, hvilken slags venstreorienteret partileder Corbyn er, hjælper det at se på hans helt store forbillede i årtier, den legendariske Tony Benn, der var en prominent skikkelse i Labour gennem 1970’erne og 80’erne.

Tony Benn, der døde som 88-årig i 2014, blev et sjældent politisk fænomen: Jo flere ministerposter han prøvede at have, jo mere drejede han ideologisk til venstre. Som industriminister i 1970’erne formåede han både at gennemføre lønstigninger i den offentlige sektor og bane vejen for arbejderkooperationer i lukningstruede virksomheder, indtil han som energiminister i 1975 stillede sig i spidsen for den nejkampagne, der tabte ved afstemningen om Storbritanniens forbliven i EU. Af hans offentliggjorte dagbøger fremgår (oktober 1977), at han afskyede datidens Europæiske Fællesmarked, som han beskrev som bureaukratisk, centraliseret og domineret af Tyskland. En karakteristik, som også huskes anvendt af politikere på den danske venstrefløj i samme periode.

I nutiden er Jeremy Corbyns retorik mere forsigtig; tydeligvis fordi han er klar over, at mange yngre Labour-vælgere ser flere muligheder end forhindringer i Storbritanniens fortsatte relation til EU.

BRITISKE historikere er over en bred front enige om de betydelige ligheder mellem Corbyn og Benn, ikke mindst når det gælder synet på statens rolle. Dens politik kan indrettes så tilpas sofistikeret, at man får, hvad ortodokse marxister anser for en umulighed: at en liberal demokratisk samfundsindretning kan gøres socialistisk, hvis vælgerne er tilstrækkelig mobiliserede til at kunne modstå de negative virkninger af den liberale kapitalistiske markedsøkonomi, herunder privatiseringer, som har præget britisk og europæisk politik siden Margaret Thatchers borgerlige revolution i 1980’erne.

Corbyns EU-tvetydighed skal forstås i netop dette perspektiv: at selve EU-institutionerne stiller sig i vejen for, at en fremtidig Labour-regering kan rulle årtiers konservative økonomiske politik tilbage i historiebøgerne, uagtet at Tony Blairs linje langt hen ad vejen gik i samme retning. Med andre ord kan vi med en sejr til Labour forvente et program for renationalisering af betydelige sektorer i den britiske økonomi: jernbanenettet, energisektoren, postvæsnet og vandforsyningen.

Målt på danske standarder kan Corbyn derfor karakteriseres som en politiker, der forsøger at fusionere synspunkter fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Vi skal en tur tilbage til de gode gamle dage under Fællesmarkedet, kan man sige: Markedet har vi alle gavn af, men politisk kontrol og ansvar hører en helt anden verden til.

Her vil den britiske befolkning blive stillet over for uhåndterlige dilemmaer, fordi nutidens EU er en ganske anden størrelse end datidens EF. Levede Storbritannien måske i et lykkeland, før unionen blev en realitet?

HVIS MAN ønsker en indsigt i tilstanden dengang, anbefales her udvalgte afsnit af den formidable Netflix-serie ’The Crown’. Beskrivelserne af Storbritanniens samfundsøkonomiske tilstand under Labour-lederen Harold Wilson og hans konservative efterfølger Edward Heath minder os om, hvor nødlidende den britiske økonomi var dengang: fra opturen under de brølende 1960’ere med beatlemania til krisedevaluering og hyperinflation i midt-1970’erne inklusive destruktive strejkebølger og en drænet statskasse.

Ej at forglemme udenrigspolitikken: Her skal lige mindes om, at Jeremy Corbyn i 2012 forfattede en aviskronik med overskriften ’På tide at afvikle Nato’, en organisation, han beskrev som et »instrument for koldkrigsmanipulation«. Dette udsyn på verdens sikkerhedspolitiske tilstand fulgte han i 2014 op med en tale, hvor Nato blev betegnet som et redskab til at sikre olieforsyning til energiselskaberne. Og krigen i Ukraine? Jo, den skyldtes jo Nato’s udvidelser østover, lød det fra den mangeårige støtte af Cuba Solidarity Campaign.

Hverken Storbritannien eller det øvrige Europa har råd til, at et af de største og vigtigste Nato-medlemmer ledes af denne verdensfjerne socialist.

(klumme i Politiken 12.12.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trumps vrede er USA’s nødråb

Amerika vinder ikke giganternes økonomiske opgør.

OPGØRET om Hongkongs politiske fremtid udspiller sig på et bagtæppe af en langt mere skelsættende konflikt om verdens indretning: den amerikansk-kinesiske handelskrig.

Det mest paradoksale ved dramatikken i dette hjørne af verden er den stabilitet, der karakteriserer udviklingen omkring de to globalt mest højprofilerede kinesiske virksomheder: Alibaba og Huawei.

Huawei er udset til at udgøre en strategisk risiko af amerikanske myndigheder, der har afskåret den kinesiske it-gigant fra adgang til vigtige teknologileverancer fra USA. Alligevel sejler Huawei fortsat i smult vande: Firmaets aktie handles som forventet, og alle tal peger den rigtige vej. Indtjeningen i tredje kvartal steg med hele 27 procent, rapporterer finansmedier. Tidligere på måneden meldte Huaweis ledelse sine ansatte, at den uddeler en bonus på to milliarder yuan (ca. 1,92 mia. kr.) til sine anslået 190.000 ansatte, angiveligt som belønning for, at det er lykkedes virksomheden at afvikle afhængigheden af amerikanske leverancer ved at vinde adgang andre steder på kloden.

TILSYNELADENDE uantastet opretholder Huawei sin status som klodens største producent af telekommunikationsudstyr og næststørste leverandør af smartphones. I realiteten har de amerikanske boykotbestræbelser været en velsignelse i forklædning.

Huaweis hovedkvarter er placeret i Hongkongs tvillingeby Shenzhen; for 40 år siden et provinsielt fiskeri- og landbrugssamfund med få tusinde indbyggere, i dag en dynamisk metropol med 14 millioner indbyggere. Kinas planer om at lade Shenzhen opsluge Hongkong i løbet af få årtier giver derfor mening, hvis man alene anlægger økonomiske kriterier.

Spørgsmålet er herefter, om præsident Trump vil gøre brug af de sanktionsmuligheder, som den nylige vedtagelse i Kongressen giver ham mulighed for: at straffe den del af Hongkongs embedsværk, der angiveligt overtræder menneskerettighederne. Med en person som Trump i sadlen forekommer det ikke sandsynligt. Selv hvis hans efterfølger skulle forsøge at gøre brug af loven, vil den kun have symbolsk effekt. For USA taber i disse måneder magt og indflydelse i et hidtil uset tempo.

Trumps opsigelse af multilaterale aftaler inden for både handel og våbenkontrol har betydet, at vigtige alliancepartnere nu begynder at vende blikket mod øst. Det har allerede fået ret dramatiske konsekvenser i et af Kinas nærområder, hvor USA historisk har spillet en hovedrolle.

På en regional sikkerhedskonference i Thailand midt i sidste måned enedes forsvarsministrene fra Sydkorea og Kina om at udbygge forbindelserne for at fremme stabiliteten på den koreanske halvø. Læs: Trump er ingen vegne kommet i sine forsøg på at håndtere Østasiens altoverskyggende sikkerhedsudfordring: Nordkoreas atompotentiale.

SYDKOREAS SYV årtier lange allianceforhold til USA har aldrig været så anstrengt som lige nu: Trump har krævet en kraftig forøgelse af det beløb, som regeringen i Seoul skal betale USA for stationeringen af 28.500 soldater på baser i Sydkorea. Washingtons ’faktura’ for 2019 lød på 923 millioner dollars; Trump vil for 2020 kræve 5 milliarder dollars.

Sydkoreanske parlamentarikere er i oprør og taler nu i direkte vendinger om, at alliancen er på vej til at falde fra hinanden. Korea Times skriver på lederplads, at præsident Trump betragter den amerikansk-sydkoreanske alliance som et forretningsforehavende, han skal tjene penge på. Det er derfor af bitter nødvendighed, at regeringen i Seoul udbygger relationerne til Beijing.

Advarsel: USA’s allierede i Europa risikerer snart at skulle forholde sig til dilemmaer svarende til Sydkoreas. Trump-regeringens foragt for de multilaterale styringsredskaber for international orden har sendt USA ud i en global retræte., hvor handelsaftalerne med Østasien og nedrustningsaftalerne for Europa er de største ofre for Trumps impulsive og uovervejede regeringsførelse. Mexico har indtil nu ikke betalt en eneste dollar for det hegn, der opføres langs den amerikanske sydgrænse. Putin har fået frie hænder til at gøre, hvad der passer ham, i Syrien, Nordkoreas Kim har fået en de facto-status som atomar magt.

USA’s allierede i Europa er derfor bedst tjent med, at USA og Kina lander en handelspolitisk aftale, der kan stabilisere den globale økonomi og helst på denne side af den amerikanske valgkamp.

Den store usikkerhedsfaktor består i, at selv hvis Trump taber valget om et år, risikerer verden en afløser, der mener stort set det samme som ham. Trump-isme også uden Donald vil være afslutningen på det USA, vi kendte.

(klumme i Politiken 2.12.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Kinas stålnæver i arbejdshandsker

Surprise. Kinesisk militær gjorde en forskel i Hongkong.

Pludselig indtraf der en overraskende drejning i Hongkong. På et tidspunkt, da tilstanden så allermest dramatisk ud. Mange havde forventet, at det kinesiske militær ville rulle ind og gøre kort proces over for de aktivister, der med benzinbomber og brosten havde bragt sig i en selvmorderisk position.

Hvor blev det store blodbad lige af?

Fem til seks snese kinesiske soldater indfandt sig på Hongkongs gader, iført arbejdshandsker, sorte shorts, T-shirts og udrustet med koste, spande og skovle. De begyndte at rydde op, så trafikken kunne normaliseres.

Videoklip afslørede tilhørsforholdet, da de viste, hvad der stod med småt på holdets beklædningsstykker: specialstyrker. Tilmed af den særlige kaliber, som er trænede i at identificere terrorister og fjerne dem. Men ingen indtrængende regeringssoldater i kamuflagefarvede uniformer og udstyret med automatvåben skød løs i metropolen Hongkong. Regionens miniforfatning giver Kinas væbnede styrker retten til en udstationering, men soldaterne i Folkets Befrielseshærs Hongkong-garrison kan kun tilkaldes på foranledning af lokalregeringen. Det er tidligere sket, når regionen har været ramt af oversvømmelser.

ARBEJDSTØJ eller kampuniformer repræsenterer forskellen på blød og hård magt. Denne gang gik den bløde forrest med den underforståede trussel om at sætte ind med skarpe redskaber, hvis de sidste hårde aktivister modsatte sig anholdelse.

Hvis demokratibevægelsen for flere uger siden havde organiseret oprydningshold af den slags, som i stedet blev stillet til rådighed af Folkets Befrielseshær, havde billedet været et andet. Nu vil konfliktens tilstand blive målt på politiets og domstolenes håndtering af de individer, der er arresteret for at have forulempet embedsmænd i funktion og vandaliseret regeringsbygninger og anden offentlig ejendom.

Kinesisk strategisk tænkning opererer med krigsførelse på tre niveauer: bearbejdelse af den offentlige opinion, psykologisk krigsførelse mod modstanderne og juridiske redskaber for at normalisere samfundstilstanden.

Indsættelsen af elitesoldater i shorts og T-shirts repræsenterer en raffineret kombination af alle tre.

MANGE har følt sig fristet til at drage sammenligninger til konfrontationerne i Beijing i de tidlige junidage i 1989: den blodige nedkæmpelse af en studenterledet bevægelse, der krævede bedre og friere livsmuligheder og en mere ansvarlig regeringsførelse.

Har den nye generation af kinesiske ledere taget ved lære af de bitre og dystre erfaringer fra dengang? Svarene må afhænge af graden af indsigt i kinesisk magtudøvelse. 30 år efter den største tragedie i nyere kinesisk historie er landet i dag langt mere sofistikeret. Skarp ammunition er afløst af tåregas, og overvågningsteknologi er nu kommunistpartiets vigtigste redskab for at opnå lovlydighed blandt borgerne, der er forudsætningen for stabilitet og udvikling.

Kongresvedtagelsen i Washington om en årlig evaluering af den demokratiske tilstand i Hongkong kan komplicere Beijings og Washingtons bestræbelser på at opnå et kompromis i de to giganters handelskrig. Bekymringen blandt Hongkongs prodemokrater er indlysende nok, at præsident Trump ofrer dem for at kunne lande et forlig med Xi Jinping.

For selvfølgelig er aktivisternes kamp retfærdig, men den hårde kernes voldelige metoder har foræret Beijing argumentet for yderligere pres.

BESINDIGHEDEN bør nu indfinde sig hos både Beijing-loyale kræfter og demokratibevægelsen og dens støtter i lokalparlamentet. Der er brug for møder med dialogkaffe for at definere den fælles platform for krav og lovinitiativer til styrkelse af de frihedsrettigheder, der gør Hongkong forskellig fra resten af Kina.

Indtil det sker, vil det være gavnligt med en erkendelse i omverdenen af, at uden Kinas økonomi reduceres Hongkong til det, byen var engang: en handelsstation. Lad os lige minde om, at Hongkong aldrig var et demokrati under det britiske styre. Men meningsdannelsen var relativt fri, civilsamfundet rummeligt og juraen anstændig.

Første lakmusprøve herfra kommer til at stå i retssystemet. Ingen skal forvente, at aktivistbevægelsens krav om straffrihed imødekommes. Hvis verden udenfor vil hjælpe, kan der startes indsamlinger til dækning af de advokatudgifter, som de tiltalte får brug for.

Hellere retshjælp til Hongkong end nødhjælp.

(klumme i Politiken 28.11.2019)

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar