Mød blikkenslagerpræsidenten

Magtforskydninger på ’Verdensøen’ presser sig på for Biden/Harris.

Hvilken metafor passer bedst på præsident Biden? Er han helbreder for et nødlidende Amerika eller en blikkenslager for en verden i uorden?

I den uge, hvor USA gennemførte valghandlinger, var det daglige gennemsnit for landets covid-19-dødsofre på 890, svarende til et tal på årsbasis på 325.000. Fremskrivning: Lykkes det ikke for Biden/Harris at gennemføre en effektiv bekæmpelse af pandemien, risikerer dødstallet i 2024 at være oppe på 1,3 millioner.

Hermed er den nye administrations højeste prioritet defineret. Modstanden er skræmmende stærk: Den vil udgå fra de 70+ millioner, der stemte på Trump, og som vil kæmpe indædt for trumpismens forbliven i amerikansk politik.

Kast et blik på landkortets mønster: Biden tabte massivt i det amerikanske hjerteland. Når han i januar humper ind i Det Hvide Hus, vil der blæse iskolde vinde fra Midtvesten.

Lad os starte med at se på de valgløfter, som den 46. præsident får meget svært ved at opfylde: Obstruktion i delstaterne vil betyde, at den grønne omstilling risikerer at forblive et papirprojekt. Skattereformer uden sundheds-ditto får ingen nævneværdig effekt på omfordelingen. Uligheden vil stagnere på et efter europæiske standarder uhyggeligt højt niveau. Ikke siden 1930’erne har Kongressens to lejre været så fjendtligt stemt over for hinanden.

Skævhederne i valgsystemet har taget karakter af noget kronisk: Hvad hjælper det, at Maine og Nebraska har taget forsigtige skridt i retning af en mere proportional fordeling af mandaterne i valgmandskollegiet, når alle befolkningstunge stater ikke vil rokke sig en millimeter?

OVERSØISK venter der et omfattende genopretningsarbejde. Atlantpagten forbliver selvfølgelig, men dens ånd er ramt af råddenskab, der dels udgår fra re-islamiseringen af den sydøstlige flanke, der holdes af Erdogans Tyrkiet, dels den nationalpopulisme, der har konsolideret sig i Budapest og Warszawa.

I Mellemøsten skal de trængte palæstinensere ikke regne med at kunne øjne lys for enden af tunnelen: Israel forbliver halen, der logrer med overhunden. Hovedfjenden Iran er forankret som frontlinjestat i den kinesiske interessesfære. Ligeså med Myanmar i Sydøstasien, der med valghandlingen i søndags bekræftede Aung San Suu Kyis anti-muslimske fordrivelsespolitik. Myanmars rohingyaer og Xinjiangs uighurer er blevet Central- og Sydasiens palæstinensere.

Råstofforbandelsen er et foruroligende fællestræk ved Rusland og Afrika; den betyder, at samfund med righoldige depoter af fossile energikilder forbliver underudviklede. Trumps favorisering af skifergas var ved at bringe USA på samme kurs. Det er tvivlsomt, om Biden tør lukke det fossile spor i sin energipolitik: USA er ikke kun selvforsynende, men snart eksportør af olie.

Europas topprioritet i 2021-24 vil være at opsætte flere barrierer, der kan afværge indvandring fra Stormellemøsten. Islamistiske forgreninger vil fortsætte destabiliseringen i flere afrikanske, arabiske og sydasiatiske samfund.

Globaliseringen, som vi har kendt den, er det slut med, og den vil blive afløst af regionalisering. Gør klar til splinternettet med to poler: Silicon Valley og Shenzhen, Hongkongs tvillingeby, hvor Huawei har hovedkvarter. Biden/Harris vil præsidere over en indretning af verden, der bekræfter genkomsten af ’Verdensøen’, dækkende det europæisk-asiatiske område mellem Atlanterhavet og Stillehavet med Afrika og Mellemøsten på slæb.

Forklaring for nye læsere: Ophavspersonen til teorien om ’verdensøen’ er skotten Halford Mackinder, der på London School of Economics i 1904 formulerede denne tese: Den, der styrer Østeuropa, hersker over Hjertelandet; den, der regerer Hjertelandet, styrer også Verdensøen; den, der regerer Verdensøen, regerer Verden. Kinas silkevejsprojekter er nutidens udtryk for denne ambition.

De tre jokere i denne uorden er: Nordkorea og terrorarnestederne Pakistan og Iran, alle tre med nukleart potentiale. Men Trumps største udenrigspolitiske fiaskoer kan ikke vendes til triumfer for Biden/Harris. Den amerikanske økonom og nobelpristager Robert Vogel vurderede i 2010, at den kinesiske økonomi vil nå en volumen på det tredobbelte af USA’s i 2040. Covid-19 og Beijings silkevejsprojekter vil accelerere denne proces. Vil Biden/Harris presse Bruxelles til at blive en brik i en ny inddæmningspolitik?

I så fald har de nye strateger i Washington endnu ikke set, at store dele af Europa og Mellemøsten allerede er indlejret i Mackinders filosofi. Der skal derfor tænkes forfra i Bidens inderkreds.

(klumme i Politiken 12.11.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Prisen for at blive præsident når nye højder

Valghandlingens sikre vinder er finansieringslobbyismen.

Tirsdagens valghandlinger på den anden side af Atlanten kommer til at sætte en rekord af dimensioner: Amerikanerne vil deltage i den dyreste politiske kampagne nogensinde. Kritikere vil gentage den velkendte advarsel om, at vælgerne med en garanti så troværdig som den, der kan leveres af en investeringsfond, får den bedste præsident, der kan købes for penge.

Det uafhængige Center for Responsive Politics (CRP) anslog for nøjagtig en måned siden, at det samlede volumen i valgkampagnebidrag vil passere de 11 milliarder dollars. Hvilket vil være en 50 procents forøgelse i forhold til valgene for fire år siden.

Midtvejsvalgene i 2018 slog alle hidtidige rekorder. Det store ubesvarede spørgsmål er herefter, om 2020-valget vil være den nye normal for fremtidige valghandlinger.

Nyhedssiden OpenSecrets.org, der udgives af CRP, rapporterede ved indgangen til valgkampens sidste uge om de to præsidentkandidaters resterende kampagnefonde og forklarede, at Joe Biden havde mere end tre og en halv gang så meget til sin rådighed som rivalen Trump: 162,1 mod 43,6 millioner.

Fænomenet kaldes cash advantage . Til sammenligning var Hillary Clintons kontantfordel i 2016 fire gange større end Trumps. Senest en republikansk kandidat havde et forspring på dette felt var i 2000, hvor striden stod mellem Al Gore og George W. Bush.

At Trump er erhvervsmand, fører ikke automatisk til, at han er Wall Streets foretrukne. Demokraterne har været effektive pengeindsamlere:

I februar, altså før udbruddet af covid-19 blev stort, var Trumps valgkampagnebudget syv gange større end Bidens. I midten af oktober var de samlede bidrag til Bidens kampagne løbet op i svimlende 937,7 millioner – med en afstand på 342,1 millioner ned til Trumps niveau.

Forsideillustration fra Der Spiegel i uge 44

Et forskerhold på Harvard Universitetet har beregnet, at kongresmedlemmer gennemsnitligt anvender mellem 30 og 70 procent af deres tid på at samle penge ind til deres eget genvalg. Således er det blevet evnen til at skaffe penge, der siden 1990’ erne er blevet den dominerende målestok for en politikers indflydelse i sit parti.

Politik er blevet et lukrativt erhverv for tusinder af andre individer end politikerne selv. Lokale partiorganisationer er for længst overhalet af professionelle nationale organisationer som FreedomWorks og Americans for Prosperity, hvor direktørerne henter milliongager.

De to her nævnte er prorepublikanske, men opererer ikke væsensforskelligt fra de fagforeninger, der traditionelt sender penge til demokraternes kandidater.

Pengemagtens skævvridning af amerikansk politik kan til dels tilskrives de enorme indtægter i finanssektoren, som trods finanskriser og dot com-bobler er fortsat med at vokse.

Hvis der stadig er folk, der tror, at en præsident fra demokraterne er bedre som bolværk mod denne tendens end en tilsvarende republikansk, bør de mindes om, at den finansielle sektor samlet tjente mere under Barack Obamas første fire år end de sammenlagt otte år, George W. Bush var præsident. Deraf udtrykket Wall Street Democrats.

Forhistorien er, at da Højesteret i 2010 afsagde dom i sagen Citizens United vs. Federal Election Commission, ændredes vilkårene for valgfinansiering radikalt. Herefter kunne både virksomheder og fagforeninger som privatpersoner bruge ubegrænsede beløb på valgkampe, så længe brugen af disse beløb ikke direkte koordineres med de enkelte kandidater eller deres medarbejdere i partiapparatet.

Pengemængden i amerikansk politik er siden årtusindeskiftet vokset til mere end det tidobbelte af niveauet dengang, hvilket betyder, at kampagnefinansiering er blevet den afgørende faktor for alle indehavere af offentlige embeder.

DEFINITIONEN PÅ demokratisk forfald er, når lobbygrupper bøjer systemet efter egne interesser på bekostning af fællesskabets og tjener styrtende på øvelsen. Forfaldet viser sig ved, at evnen til selvkorrektion er sat ud af kraft med Højesteret som garanten for, at der ikke pilles ved særinteresserne.

Brigader af amerikanske regnedrenge og ditto kvinder vil fremover bruge tusinder af arbejdstimer på, hvad prisen for dysten om adgangen til nøglerne til Det Hvide Hus blev her i 2020.

Lyder 11 milliarder dollar af meget? Tallet er lavt sat. Til sammenligning blev der i årets første seks måneder brugt et tilsvarende beløb på entréer til sportsbegivenheder i USA.

Nu handler det om den rent tekniske og praktiske afvikling af valget. Er der styr på Putins hackere? Kryds fingre!

(Klumme i Politiken 2. nov. 2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | 1 kommentar

Trumps villige hjælpere: taleradioer

Supermagtens sjælekvaler kan høres i radioen.

Mediebegrebet taleradio forbinder vi herhjemme med DR’s oplysnings- og debatkanal P1 og hedengangne Radio24syv. Sidstnævntes afløsere på den danske mediefront er Radio4 og RadioLoud, som stadig har til gode at overbevise lytterne og de bevilgende myndigheder, dvs. Folketinget og Kulturministeriet, om, at de kan nå samme publikumsvolumen som i sin tid Radio24syv. Vi venter tålmodigt.

Radiolytning er for konservative sjæle i mere end én betydning af ordet. Se til USA, hvor taleradiostationer i årtier har været afgørende for den værdikonservative revolution, der for fire år siden bragte Donald Trump til magten, og hvis frontsoldater vil gå i kampberedskab i skyttegravene, hvis vinderen af næste uges valg hedder Joe Biden.

Sædvanligvis forbindes Donald Trumps politiske medvind med tv-kanalen Fox News, ejet af den australskfødte mediemogul Rupert Murdoch, der grundlagde stationen for 24 år siden. Anslået 87 millioner amerikanske husstande har adgang til Fox News.

Murdoch har aldrig lagt skjul på sine intentioner om at bruge tv til at dreje USA i en mere konservativ retning og må have set sine vildeste fantasier realiseret, da den flamboyante byggematador fra New York indtog Det Hvide Hus i januar 2017. Alle, der i koblingen mellem Trump og Murdoch ser en diabolsk værdikonservativ konspiration vendt mod USA’s socialliberale og moderate kræfter, overser imidlertid den del af det amerikanske medielandskab, der domineres af taleradioer.

DE RADIOKANALER, der voksede ud af 1940’ernes og 1950’ernes medievirkelighed, var ikke kun præget af politisk neutrale sportskommentatorer som f.eks. datidens formand for skuespillerforbundet, Ronald Reagan, dengang organiseret demokrat og aktiv tilhænger af præsident Harry Truman inden sin konvertering til den republikanske side i 1962.

Politiseringen er sket gradvis, og det yderste højre har vundet stort på denne front. Af de 15 mest lyttede radiostationer i USA er de 12 ledet af værter med værdikonservativ og minimalstatsliberal overbevisning.

Modvægten er National Public Radio (NPR), den eneste medieorganisation af betydning med en kultur og journalistik, der ligner public service-traditionen i Danmark. Stationens forløber i 1960’erne var interessant nok en offentlig nonprofitinstitution, hvis formål var at uddanne amerikanerne.

Ingen danskere husker i dag Carl McIntire, grundlægger af en særlig bibelstærk presbyteriansk kirkeretning og 1950’ernes dominerende værdikonservative radiovært. McIntire kaldte med stolthed sig selv for fundamentalist. Præsident Kennedy var i 1963 så foruroliget over McIntires svovlprædikener og ideologiske ensretning, at han fik Kongressens opbakning til gennemførelsen af en særlig fairnessdoktrin.

Carl McIntire

I 1987 lykkedes det for det religiøse højre at overtale præsident Reagan til at fjerne fairnessdoktrinen. Herefter var der åbnet for ubehersket envejskommunikation i døgndrift. Tilsat den særlige etnocentriske patriotisme, som vi her i Europa kalder for nationalpopulisme, blev vejen banet for den første præsident i nyere tid, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus uden forudgående opbygning af en politisk magtbase i det etablerede topartisystem.

FINANSIERINGEN gør en forskel på højre og venstre i det radiofoniske landskab. Hvor public service-stationen NPR er afhængig af medlemmernes donationer og indsamlinger, er den mest populære radiovært på højrefløjen Rush Limbaugh i dag milliardær med en årlig hyre på angiveligt 84 millioner dollars. En ikke ringe præstation for en mediepersonlighed, der ifølge eget udsagn er totalt døv og kun kan orientere sig ved brug af et implanteret høreapparat.

Ronald Reagan, der selv blev landskendt via radiomediet, takkede i 1992 Limbaugh for alt, hvad han havde gjort for at fremme republikanske og konservative principper. To år senere blev Limbaugh af den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus gjort til æresmedlem af partiet. Vel at mærke den samme Limbaugh, som i alle årene har fortalt sine lyttere, at afroamerikanske borgere opdrages til at hade Amerika, som konsekvens af at så mange af dem er på overførselsindkomst.

Radiolytning er en påmindelse om et gigantisk amerikansk paradoks: at tilstræbt pluralisme i medierne fremmer falske nyheder, løgn og uvidenskabelighed. I kombination med ufiltrerede informationsstrømme på de sociale medier en giftig cocktail, som for fire år siden sendte et dengang ubeskrevet politisk blad på kurs mod magtens korridorer i Washington.

Præsidenter kommer og går, men den bibelske fundamentalisme består. Ikke mindst takket være taleradio. Clinton og Obama havde ikke kuren, og hvis Joe Biden har en sådan, har han ikke vist planen til vælgerne endnu.

(klumme i Politiken 29.09.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 2 kommentarer

Fredsprisen er nutidens ligegyldighed

Nobelkomiteen ramte forbi målskiven. Igen.

I DANMARK er diskussionen ikke-eksisterende, mens den i Norge og Sverige er en tilbagevendende kilde til irritation: At Nobels fredspris er blevet genstand for opportunistiske tilbøjeligheder til letbenet populisme og er kommet alt for langt væk fra de kriterier, som Alfred Nobel formulerede for tildelingen.

Hvor mange har i dag en erindring om, at daværende præsident Barack Obama i 2009 – i starten af sin embedsperiode – modtog Nobels fredspris? Dengang spøgte kritikere med, at Obama havde lovet ikke at gentage de fadæser, forgængeren George W. Bush havde bedrevet i Mellemøsten. Siden slog ’fredspræsidenten’ Obama verdensrekord i krig med brug af droner.

Nobelkomiteen er en slangehule. Verden fik dybere indsigt i dette rum af giftigheder, da den tidligere direktør for Det Norske Nobelinstitut og sekretær for Nobelpriskomiteen Geir Lundestad i 2015 udgav sine erindringer, der har titlen ’Fredens sekretær. 25 år med Nobelprisen’.

Geir Lundestad (tv) og Thorbjørn Jagland.

Lundestad kalder i bogen tildelingen af fredsprisen til Obama for en regulær fejltagelse og forklarer, at Obama selv havde overvejet at udeblive fra overrækkelsesceremonien. Staben i Det Hvide Hus havde forhørt sig i Oslo om tidligere prismodtagere, der havde valgt at blive væk, og var nået til den erkendelse, at Obama gjorde bedst i at møde frem for i det mindste ikke at fornærme nordmændene.

Komiteens formand gennem seks år, fhv. statsminister Thorbjørn Jagland, får i Lundestads bog det glatte lag: hans ledelse kaldes for sjusket og præget af uvidenhed. Kun få i det norske mediehav protesterede, da Jagland blev afsat som formand på et stormfuldt komitemøde i marts 2015, hvor kritikerne hæftede sig ved hans håndtering af pristildelingen i 2010, hvor modtageren var den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.

Med til historien hører, at Norges daværende udenrigsminister Jonas Gahr Støre forgæves havde forsøgt at overtale Nobelkomiteen til at droppe Liu Xiaobo.

KRITIKKEN er ikke ophørt. Få dage før tildelingen af dette års fredspris udsendte juristen og forfatteren Fredrik Heffermehl en bog med titlen ’Medaljens bakside’, hvor han igen kritiserer Nobelkomiteen for at have svigtet Alfred Nobels intentioner med fredsprisen. Heffermehl er den mest kendte og vedholdende kritiker af fredspristildelingerne.

Lad os for god ordens skyld repetere, hvad Alfred Nobel skrev i sit testamente i 1895. Han stillede tre krav til prisvindere: De skal arbejde for reduktion af militærstyrker, gennemførelse af fredskongresser og fremme nationernes forbrødring.

På nutidsdansk: Nobelprisen bør gives for nedrustningstiltag.

Alfred Nobel

Kun et beskedent mindretal af prismodtagerne gennem 120 år har levet op til det strengt formelle i kriterierne. Fra tid til anden har flere af Nobels efterkommere fundet det nødvendigt at advare mod praksis. Således skrev Michael Nobel, barnebarn til en af Alfred Nobels brødre, i avisen Aftenposten 9. december 2011:

»Nobelkomiteen har gennem de seneste år bevidst set bort fra sin opgave og valgt prisvindere ud fra egne præferencer. Menneskeretsforkæmpere, miljøaktivister og en lang række andre har fået prisen til trods for, at deres indsats på ingen måde ligger inden for Nobels specifikke fredsvision, som den fremgår af testamentet. Jeg ønsker ikke at undervurdere deres indsats – de fleste af disse prisvindere har gjort ganske meget godt for menneskeheden. Men Nobels Fredspris skulle de aldrig have haft«.

Lige på kornet! Systemkritikere skal havde frihedspriser, og klimaaktivister skal have miljøpriser eller noget, der ligner. Hvor svært kan det være at forstå, at der stadig er behov for at afmilitarisere de internationale magtrelationer?

Kære nordmænd og -kvinder, kast lige et blik på Syrien, Libyen, Afghanistan og diverse kludetæppelande på det afrikanske kontinent, og find så de personer, institutioner og organisationer, der her fremmer dialog frem for våbenbrug.

Skiftende komiteer har følt sig frie til at anvende fredsprisen til formål, som de måtte finde passende uden respekt for de historiske realiteter. Men når alle formål er lige gyldige, bliver prisen ligegyldig.

Ingen tvivl om at årets modtager, Verdensfødevareprogrammet, har brug for de penge, der følger med. Hvilket tjener til at pointere, at FN’s særorganisationer er kronisk underfinansierede.

Om ikke andet betyder årets tildeling, at to andre nominerede, Greta Thunberg og Donald Trump, ikke fik prisen. Lad dem blive belønnet af deres respektive menigheder.

(klumme i Politiken 19.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Pakistansk a-bombe hjalp Nordkorea

Islamabad var fødselshjælper for Kim-dynastiets atomvåbenprogram.

At kalde dokumentaristen Mads Brüggers tv-serie om Nordkorea for en rygende pistol er en underdrivelse i beskrivelsen af de sensationelle afsløringer om klodens mest militariserede regime.

Seriens hovedperson, den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen, har udrettet, hvad efterretningstjenester i den vestlige verden har drømt om i årtier: At komme indenfor i maskinrummet på et surrealistisk regimes systematiske bestræbelser på at sprede død, vold og destabilisering.

Det internationale samfund har i skikkelse af FN-systemet forsøgt sig med et skærpet sanktionspres på det dynastiske diktatur i Pyongyang. Forgæves. Donald Trump har gjort spektakulære bestræbelser på at få en atomnedrustningsaftale med Kim Jong-un, »raketmanden på en selvmordsmission«, som Trump forklarede sig i et ophidset øjeblik. Ligeledes forgæves. Konsekvensen er blevet, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er blevet ’stor igen’, men skrumper ubønhørligt.

HJÆLP FRA anden side? Siden 2003, da Nordkorea trak sig ud af FN’s ikkespredningsaftale om kernevåben, har Beijing i perioder været vært for forhandlinger med det formål at få Nordkorea til at acceptere inspektion af landets atomfaciliteter. Også forgæves.

Sydkorea har forsøgt sig med hele kataloget af tilnærmelser: nødhjælp, udviklingsbistand, dialoger. Alt sammen mødt med bedrag og afvisninger.

FORHISTORIEN til det drama, som Mads Brüggers dokumentarserie har leveret nye vinkler på, er glemt af de fleste. Nogle af de ubehagelige detaljer kommer derfor her:

Der er en nær sammenhæng mellem det nordkoreanske atomprogram og opbygningen af en tilsvarende aktivitet i Pakistan. Ophavsmanden til den islamiske verdens første atombombe hedder Abdul Qadeer Khan. Han er i dag 84 år og anmodede i maj i år den pakistanske højesteret om at frigive ham fra en tilstand, der mest af alt ligner en langvarig husarrest. Efter at Khan i 2004 indrømmede at have hjulpet Iran, Libyen og Nordkorea med at skaffe atomteknologi, blev han sat under overvågning. Alligevel hyldes han regelmæssigt i pakistanske medier som en helteskikkelse, fordi han har gjort landet i stand til at stå op imod ærkerivalen Indien, der ligeledes er bevæbnet med kernevåben.

Khans bidrag handler om det program, som i særlige centrifuger beriger uran, så det kan anvendes i atombomber. Anklagerne mod ham gik på, at han i 1976, mens han arbejdede for konsortiet Urenco, skal have stjålet uran i Holland og have fået det transporteret hjem til Islamabad.

Khan

I årene 1978-84 udviklede pakistansk militær et kernevåbenprogram, forklarede Khan senere i et avisinterview. Da landet i 1998 gennemførte en atomprøvesprængning, indførte FN sanktioner. Pres fra USA førte i 2001 til, at Khan blev forflyttet fra aktiviteter relateret til kernevåbenudvikling, men han kunne stadig kalde sig forsker.

I 2008, da Khan igen sad i husarrest, udtalte han i et interview med det franske nyhedsbureau følgende: »Første gang, jeg reddede mit land, var, da jeg forvandlede det til en kernevåbenmagt. Anden gang, jeg reddede det, var, da jeg påtog mig al skylden og ansvar«.

Skoler, universiteter og hospitaler overalt i landet er opkaldt efter Khan. Som klodens nok mest omstridte atomfysiker skriver han jævnligt avisklummer og fremhæver her betydningen af uddannelse, videnskab og forskning – samtidig med at han hævder at have handlet på ordre fra skiftende regeringschefer gennem 40 år.

Så jo, Iran, Libyen og Nordkorea fik en hjælpende pakistansk hånd. Det har Khan aldrig benægtet direkte, han har kun talt udenom. Og Pakistans to vigtigste allierede, hvem er det lige, det er? Magtesløse USA og Kina.

NORDKOREAS vigtigste eksportvarer er våben – fra automatrifler til missilsystemer. Sådan har det været siden 1980’erne, da Pyongyang sendte artilleri, missiler og andre grimme sager til Teheran, der i næsten ti år lå i krig med naboen Irak. Vi kan ikke automatisk gå ud fra, at nordkoreanernes motiver var at hjælpe ayatollaherne til sejr, eftersom de også forsøgte at få Iraks Saddam Hussein som våbenkunde, og at det muligvis lykkedes dem.

Nordkoreanernes motiv var og er at skaffe hård valuta til Kim-dynastiet. Vil man forstå Nordkorea, så start her: Alle stater har et militær. Undtagen Nordkorea, som er et militær, der har en stat. Sværtbevæbnet med kemiske, biologiske og atomare våben.

Mads Brügger har leveret dramatiserende detaljer til et billede, hvor vi kun kendte den rå skitse. Vel en Cavlingpris værdig?

(klumme i Politiken 15.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, Uncategorized | Skriv en kommentar

USA’s sundhed er på niveau med Albaniens

USA rasler ned i landeindeks, der måler livskvalitet.

De amerikanske vælgere, som om en lille måneds tid får afgørende indflydelse på supermagtens næste fire år, bør gøre følgende tankeeksperiment: Prøv at se bort fra de traditionelle emner som beskæftigelse og skat og spørg jer selv, hvor mange af jeres medborgere der ville have overlevet covid-19-pandemien, hvis den øverstkommanderende i Det Hvide Hus havde været en normal præsident. Normal i betydningen gennemsnitlig.

Under den tv-debat, som på skræmmende vis demonstrerede forfaldet i landets politiske kultur, blev vi mindet om den milepæl, USA netop har passeret: 200.000 dødsofre for covid-19. Hvis en Joe Biden havde stået i spidsen for nationen, ville tallet have været flere millioner, lød det hidsigt fra Donald Trump. Den må vælgerne så fordøje.

Den brutale realitet er, at USA har fire procent af klodens samlede befolkning, men også 25 procent af det samlede antal bekræftede antal covid-19-døde.

Lad os sammenligne tilstanden i USA med de folkerigeste lande i Europa. Her skiller Tyskland sig ud med et antal døde på omtrentlig en femtedel af niveauet i USA. Af de øvrige ligger Spanien, Italien og Frankrig tæt på, hvor USA befinder sig.

Kilden til det følgende er Our World in Data, som præsenterede følgende tal på den sidste dag i september på hjemmesiden ourworldindata.org. Tallene er først det daglige nye antal smittede per én million indbyggere:

USA: 130. Frankrig: 123. Spanien: 241. Sverige: 31. Danmark: 68.

Opgørelse af antal døde per en million indbyggere stiller USA (med 622) og Europas to hårdest ramte lande, Spanien (676) og Italien (593), nogenlunde ens, mens der er langt ned til Danmark og Tyskland med henholdsvis 113 og 122. Sydkorea og Kina står pænt i Østasien med henholdsvis 8 og 3 døde per en million indbyggere. For Kinas vedkommende knytter der sig en del usikkerhed til tallet.

Joe Bidens strateger kan i forberedelserne til de kommende debatter overveje, om ikke de svenske og danske tal skal bringes frem, siden de repræsenterer en succeshistorie i Europa trods forskelligheden i tilgangen til at bekæmpe covid-19.

FOR MILLIONER af amerikanere vil det være relevant at se mod syd og sammenligne med Latinamerika. Her er Argentina den eneste succes af betydning, mens Mexico og Brasilien er i samme ubehagelige kategori som den store nabo i nord. Tilstanden i USA afspejler fraværet af en national strategi og en uhyggelig benægtelse af realiteterne hos forbundsregeringen og i det Hvide Hus.

De 200.000 døde er en milepæl, som bør gå over i historieskrivningen. Tallet svarer til det tab af soldater og andet militært personale, som USA har mistet i samtlige landets krige de seneste syv årtier, Korea (1950-53) og Vietnam (1965-75) inklusive.

Enhver, der har besøgt Arlington begravelsespladsen i udkanten af Washington eller har deltaget i Memorial Day, kender til den alvor, hvormed USA minder sine krigsofre, men ingen i Washington holder i disse uger ceremonier for de coronadøde.

De amerikanske vælgere bør mindes om, hvor langt ned nationen er faldet i sin evne til at skabe sund og stabil livstilstand for befolkningen. De nyligt offentliggjorte tal på livskvalitetsindekset Global Social Progress Index sender USA ned på en 28.-plads.

Siden disse målinger blev påbegyndt i 2011, er USA rykket seks pladser ned på skalaen og deler nu skæbne med Brasilien og Ungarn som de samfund, hvor forværringen blandt udviklede samfund har været mest markant. USA begynder at have samme karakteristika som et udviklingsland, konstaterer professor på Harvard Business School Michael Porter, der leder et rådgivningspanel for Global Social Progress.

Til opmuntring for os andre ligger Norge på en klar førsteplads, efterfulgt af Danmark, Finland og New Zealand, mens USA er blevet overhalet af lande med langt mindre velstandsniveau som Estland, Tjekkiet, Cypern og Grækenland.

Det ændrer ikke på, at USA er et mønsterland for eliten: Nr. 1, når det gælder universiteter, men nr. 91, hvad angår børns adgang til basal skolegang. Endnu et paradoks: USA har de mest sofistikerede medicinalvirksomheder, men er nr. 97, når det gælder adgang til elementære ydelser på sundhedsområdet. Sundhedsmæssigt er supermagten dermed på niveau med Chile, Jordan og Albanien.

Valgkampen har vist, at millioner af vælgere, der traditionelt stemmer republikansk, har opdaget de goder, som Obamacare har givet dem, men denne erkendelse er ikke nået frem til det Hvide Hus.

Der er rigeligt med udfordringer for USA’s 46. præsident.

(klumme i Politiken 6.oktober 2020)

Udgivet i Globalt, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Trumps største fiasko: Kims atomvåben

Præsidentens koreanske shownummer er både farce og tragedie.

Enhver verdensleder med bopæl i Det Hvide Hus ville i en valgkamps slutspurt også være optaget af sit eftermæle uanset mulighederne for genvalg. For selv taberen af et amerikansk præsidentvalg kan gøre en forskel.

Tydeligste eksempel er Al Gore, der tabte til George Bush under tvivlsomme omstændigheder for snart 20 år siden og siden fandt en vej frem i karrieren ved at sætte kursen for supermagtens klimapolitik.

En amerikansk præsidents plads i historieskrivningen har betydning for venner og allierede over den ganske klode og for USA’s evne til at fastholde sine partnerskaber.

Trumps forgænger Ronald Reagan skræmte i sin første embedsperiode 1981-84 mange europæere med sin tale om det, der i folkelig jargon blev kaldt stjernekrigsprojektet. Efter hans genvalg vendte stemningen, og Reagan høstede megen europæisk sympati for sin mestring af dialogen med datidens sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, i en proces, der som bekendt endte med den kommunistiske supermagts opløsning i 1991.

Reagans efterfølger George H.W. Bush kunne ikke hente politisk gevinst af sin chefs forarbejde og tabte til Bill Clinton i 1992. Men disse tre præsidenter står for en forbilledlig kontinuitet i USA’s regeringsførelse i landets enestående fremgangsperiode 1981-2000.

Her i nutiden er USA på knæene i et ringhjørne, der drypper af blod og sved. Splittet og forslået på kryds og tværs indadtil og med dybe revner i de historiske alliancer med traditionelle venner udadtil. Hvis vi antager, at Donald Trump taber i november og accepterer nederlaget, hvilke udenrigspolitiske gevinster og fiaskoer vil han så blive husket for? Præsidentens danske apologeter taler og skriver henført om de nylige aftaler mellem Israel og nogle betydningsløse arabiske småstater. Men spørg lige palæstinenserne, om de mærker en forskel.

ER DER STADIG nogen, der husker Trumps tre topmøder med den »lille raketmand« i Nordkorea, Kim Jong-un, der ville blive mødt med »ild og vrede«, hvis han ikke ophørte med at foretage missilaffyringer og atomprøvesprængninger?

Møderne begyndte i Singapore i 2018, fortsatte siden i Hanoi og blev forsøgt videreført i Korea i sommeren 2019, hvor Trump blev den første amerikanske præsident, der satte foden på nordkoreansk jord – nogle få skridt ind over delingslinjen langs den 38. breddegrad i den sidste frontlinje fra den kolde krig.

Formålet var angiveligt at fremme bestræbelserne på at afnuklearisere Den Koreanske Halvø, og hvad er der sket? Nul og niks, absolut intet.

Den legendariske Watergate-journalist Bob Woodward har i sin nyligt udgivne bog ’Rage’ (’Vrede’) løftet sløret for en del af den korrespondance, som Trump har ført med den nordkoreanske diktatur Kim Jong-un. Det er medrivende og underholdende læsning, der især siger en del om Trumps forfængelighed.

Trump skriver f.eks. til Kim således: »Er du optaget af andet end at sende raketter op? Vi kunne jo gå i biografen sammen og tage et spil golf bagefter«.

Efter det første møde med Kim er det Trumps indtryk, at hans nordkoreanske modpart er »langt mere end almindeligt klog«, præsidenten fascineres af, at Kim i detaljer fortæller, hvorledes han slog sin onkel ihjel som et led i en udrensning i styrets top. Trump forklarer Bob Woodward, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA ikke ved det ringeste om, hvorledes USA bedst håndterer et atombevæbnet diktatur.

Hans forklaring på, hvorfor Kim-diktaturet ikke vil opgive sit kernevåbenarsenal, lyder således: »at det er som at møde en husejer, der holder så meget af sin ejendom, at han ikke nænner at sælge den«.

Og så er der alle de hyldestord, som Kim Jong-un hælder ud over manden med de gyldne lokker. F.eks. at mødet mellem de to er ’som en scene fra en eventyrfilm’, og at ’vort venskab vil være som en magisk kraft’.

Fra den bog, som Trumps niece Mary har skrevet om sin onkel, ved vi, at hans primære karakteregenskaber er en personlighedsforstyrrelse præget af narcissisme og forfængelighed. Disse udpensles i detaljer over 240 sider.

Mary Trump er uddannet klinisk psykolog. Bogens undertitel er: ’Sådan skabte min familie verdens farligste mand’. Så kan de amerikanske vælgere da ikke hævde, at de ikke var advaret.

Politiske systemer kan blive sygeliggjort af de individer, der befolker dem. Verden har to slags pandemier at bekæmpe lige nu, covid-19 og undermineringen af demokratier indefra.

(klumme i Politiken 1.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, USA | 1 kommentar

Ikke et ord om religion

Se også på de amerikanske aspekter af omskæringsdebatten.

INGEN KAN længere være i tvivl om, hvor ubehageligt betændt og sprængfarlig diskussionen om omskæring af hanlige spædbørn er. Så det følgende er et forsøg på at kaste lys over de aspekter af problematikken, som ikke er knyttet til religiøse befolkningsgruppers rituelle praksis.

Altså: Ikke et ord om religion i denne specifikke sammenhæng.

Den besynderlige og oversete realitet er, at USA er det eneste land på kloden, hvor et flertal af den mandlige befolkning rutinemæssigt omskæres kort efter fødslen, og at dette sker af ikkereligiøse årsager. Giver dette mening ud fra videnskabsetiske, hygiejniske eller helt andre kriterier?

Skal vi tro verdenssundhedsorganisationen WHO, er tæt på en tredjedel af alle mænd på kloden omskåret. Et markant flertal af disse er muslimske individer bosiddende i Syd- og Sydøstasien, Mellemøsten og Nordafrika. Mindre end 1 procent er jødiske mænd, og hen ved 13 procent er amerikanske mænd, der hverken tilhører den jødiske eller de muslimske minoritetsgrupper.

Fjernelse af forhuden på penis er det mest udbredte kirurgiske indgreb, der foretages i USA. Hermed kan der være grund til at antage, at der er solide videnskabelige begrundelser for at foretage det. Trods alt taler vi om et samfund, der i generationer har været globalt førende inden for videnskaberne.

Men dette har ikke hold i virkeligheden. For et halvt århundrede siden konkluderede sammenslutningen af amerikanske børnelæger, at der ikke er valide lægefaglige grunde til at foretage omskæring af drengebørn. Debatten i USA har derfor ofte handlet om, hvorledes en udbredt kulturbetinget praksis også kunne understøttes af sundhedsfaglige argumenter. Talrige af de publicerede debatindlæg på amerikanske netmedier refererer til et enkelt bogværk om emnet: David Gollahers ’Circumcisison: A History of the World’s Most Controversial Surgery’, der udkom i 2001.

GOLLAHER TAGER afsæt i historien om dr. Lewis Sayre, der i 1870’erne udviklede en teori om, at omskæring ville være et virkningsfuldt indgreb til behandling af lammelser i muskelapparatet. Sayre mente, at fjernelse af forhuden på penis ville afhjælpe den ’irritation’, som var en del af årsagerne til visse muskelsygdomme. Videnskaben var på tynd grund dengang. Dr. Sayre blev siden formand for den amerikanske lægeforening. Flere af hans kolleger overtog den forklaring, han havde udviklet, og anvendte den i andre sammenhænge: I de følgende årtier blev omskæring anvendt til ’behandling’ af så forskellige lidelser som astma og epilepsi.

David Gollaher forklarer i skræmmende detaljer, hvorledes amerikanske læger i starten af det 20. århundrede var optaget af begreber om renhed. Dengang mente den amerikanske lægestand seriøst, at mandlig omskæring var et middel til at skille rene fra urene. Forstået således, at de mange indvandrere fra især det sydlige og østlige Europa, der i starten af det 20. århundrede ankom til USA, blev betragtet som sygdomsbefængte og i bredeste forstand urene.

En af flere kilder til denne mangel på renhed, mente man dengang, var penis. Omskæring var derfor et redskab til at skille den rene del af europæisk civilisation (læs: Nord- og Vesteuropa, overvejende protestanter) fra de urene og smittebefængte kulturer i Sydeuropa og Lilleasien/Mellemøsten (læs: katolikker, muslimer og jøder).

Gollaher pointerer, at omskæring kun var en mulighed, fordi der ikke var tale om at overbevise større drenge eller unge mænd om indgrebets nødvendighed, men fordi målgruppen var individer, der ikke kunne protestere.

Begge fløje i den aktuelle debat har brug for at lære Gollahers forskning at kende. Hvad mener forfatteren selv? Han leverer sit svar med et tænkt eksempel: Man bedes forestille sig den nationale sammenslutning af amerikanske børnelæger på en konference tage stilling til et forslag om, at alle mandlige spædbørn skal omskæres for at forebygge f.eks. urinvejsinfektioner, mens børnene er små, og også for at forebygge spredning af kønssygdomme, når de er blevet voksne.

Svaret giver sig selv. Hvis ikke den udbredte omskæring af amerikanske drengebørn allerede eksisterede per tradition, ville ingen i dag foreslå indgrebet indført.

Hvor er det danske forlag, der binder an med en oversættelse og snarlig udgivelse af Gollahers bog? Debatten har brug for argumenter fra virkeligheden. USA er lærerigt på mange måder, ikke mindst når det handler om forholdet mellem religion, tradition og videnskab.

(klumme i Politiken 21.09.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

Kofods brandslukning er et nødråb

Udenrigsminister Jeppe Kofod havde valgt tirsdag 8. september i to landsdækkende medier at lancere en ny udenrigs- og politisk strategi baseret på socialdemokratiske værdier som ’ret og pligt, rimelighed og lighed, tillid og forpligtende fællesskab’, som det blev formuleret i Berlingskes version.

Samme dags formiddag gav Jeppe Kofod den gas med samme doseringer i P1-programmet ’Verden ifølge Gram’. At dømme efter de fine prædikater er det de socialdemokratiske idealer om velfærdsstaten, der nu indtager udenrigspolitikken og dermed det rum, der i generationer var forbeholdt embedskorpset.

Udrulningen af den nye strategi kommer til at ske hen over det næste halve år, hvis vi skal tro udenrigsministeren. Dog oversælger han sit projekt ved at betone de socialdemokratiske værdigrundlag, eftersom hele pakken skal en tur i Udenrigspolitisk Nævn, for her er der næppe vanskeligheder med at etablere konsensus.

Traditionelt er udenrigspolitikken et samspil mellem værdier og interesser, hvor Folketinget definerer førstnævnte og embedskorpset håndterer sidstnævnte. Balancen mellem de to blev udsat for et pres under 1980’ernes fodnoteperiode og EU-forbeholdenes svære fødsel 1992-93, således som veterandiplomaten Ulrik Federspiel pointerer det med stor analytisk klarhed i sine nyligt udgivne erindringer.

Dagen forinden lanceringen i Berlingske og DR havde en af Udenrigsministeriets allertungeste og nu forhenværende drenge, den tidligere ambassadør i Washington, Beijing og Berlin, Friis Arne Petersen, udtalt følgende til Information:

»Skæbnens største drama i mine 15 år som ambassadør er, at det er USA, en amerikansk præsident, der har mindst respekt for fortsættelsen af den liberale internationale orden. Det er ikke kineserne, der har sagt, at jeres vestlige liberale orden og værdier med Paris-aftalen, WTO, FN-systemet, Nato og nedrustningsaftaler kyler vi altså væk. Det kommer fra Washington«.

Det er dette udsagn, der gør, at udmeldingerne fra Jeppe Kofod kan kaldes brandslukning.

Udenrigsministerens ord kan tolkes derhen, at Danmark står sammen med USA, uanset om Donald Trump til november tildeles fire år mere i Det Hvide Hus, uanset usikkerheden om Grønlands fremtid, de nationalpopulistiske splittelser i Europa, Ruslands destruktive cybertrolde og Kinas voksende strategiske styrke.

Kofod sagde således: »Jeg vil have USA tilbage og på banen som en stormagt (…) Først når USA er tilbage, kan vi skabe en retning på en helt anden måde, som vi gjorde det lige efter 1945«.

Heri ligger erkendelsen af USA’s deroute under Trump. For ingen af USA’s europæiske allierede ser længere Washington som en ledestjerne for de vestlige samfund.

Udenrigsministeren kunne også have sagt noget i retning af følgende: Kære amerikanere, vil I ikke nok være så venlige at vælge Joe Biden til november. Ganske vist er han ingen Harry Truman, Bill Clinton eller Barack Obama, men vi europæere vil være taknemlige over at få minimeret skaderne efter Trump.

Det ubehagelige ved Jeppe Kofods udmelding er, at han indirekte undsiger visionen om et stærkt Europa. Kombinationen af Brexit, franske Gule Veste, tyske alternative, ungarske og polske højrepopulister er en giftig cocktail for alle os, der har drømt om en friheds- og rettighedsbaseret orden, hvor Europa kunne være et forbillede for andre verdensdele.

Nedturen begyndte i Georgien, fortsatte i Ukraine og Syrien og bekræftes af den aktuelle tilstand i Hviderusland. Så hvilken medicin vil udenrigsministeren ordinere her og nu?

Han foreslår en demokratifond, der skal sende penge til demokratiske kræfter i første omgang i Hviderusland, Ukraine og Armenien. Fonden skal skabe et engagement til demokrati og folkenes selvbestemmelse, lyder det.

Folk med god hukommelse vil her se mindelser om noget tilsvarende, der blev undfanget af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i tæt samarbejde med den daværende socialdemokratiske udviklingsordfører, Christian Kelm-Hansen, i 1991. De fleste af datidens demokratikroner gik til foreningslivet i de tre baltiske lande, der dengang netop havde genvundet deres uafhængighed.

Få år senere kneb det med penge til de ny-uafhængige samfund i Eksjugoslavien. De fik i stedet Operation Bøllebank. I dag har vi soldater i Estland. Jeppe Kofod skal have ros for viljen til at opretholde optimismen på fortidens vegne, mens han kæmper med at dulme panikken. For det er de tvivlende og nølende amerikanske vælgere, vi nu overlader vores fremtid til.

(klumme i Politiken 17.09.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Ramt af olympisk usynlighed

Verden har brug for Tokyo som global brobygger.

VERDENS OPMÆRKSOMHED skulle i denne coronaplagede sommer have været rettet mod Tokyo, som var tildelt værtsskabet for de olympiske sommerlege. En udskydelse blev uundgåelig, men et sommer-OL i 2021 begynder allerede nu at tage sig vanskeligt ud.

Da Tokyo fik æren første gang i 1964, kom det til at stå klart for enhver, hvor hurtigt ø-nationen havde rejst sig fra krigsruinerne og de to atombomber i august 1945. Kulturelt og økonomisk repræsenterer Japan noget helt unikt også i dag, og vi europæere har godt af at blive klogere på dette samfund.

Fra midten af 1960’erne blev vi herhjemme fortrolige med navne som Toyota, Kawasaki, Nikon og Suzuki i dagligdagen. Den vellykkede japanske udviklingsmodel blev siden i varierende udformninger brugt som inspiration af naboerne, anført af de såkaldte tigerøkonomier. Resten er historie, og den er alt overvejende positiv. I ingen anden region på kloden er velstanden hen over et halvt århundrede løftet hurtigere for så mange.

Landets længst siddende regeringschef, Shinzo Abe, bebudede i sidste uge sin afgang, Det skete uden foruroligelse. Den opgående sols land ser ud til at forblive i rollen som en økonomisk succeshistorie, men risikerer at visne hen i usynlighed. Mens strategerne i regeringspartiets mange fraktioner forhandler et kompromis, der kan levere Shinzo Abes afløser, vokser spekulationerne om, hvorvidt Japan overhovedet får lov at afholde olympiske sommerlege i 2021.

En nylig opinionsundersøgelse foretaget af Shoko Research i Tokyo giver anledning til bekymring: 27,8 procent af 12.857 adspurgte virksomheder foretrækker, at sommerlegene i 2021 helt aflyses, mens andre 25,8 procent går ind for endnu en udskydelse.

Pessimismen afspejler den realitet, at der kun vil være et begrænset antal gæster og tilskuere, og at afholdelsen derfor vil resultere i et gigantisk underskud i en forvejen gældstynget økonomi.

For årtier siden lærte dansk skoleungdom, at de japanske industrigiganter tilbød deres ansatte livslang beskæftigelse med tilhørende sociale goder. Sådan er virkeligheden ikke længere: Mere end en tredjedel af landets arbejdsstyrke tilhører i dag et prækariat, dvs. de har usikre tidsbegrænsede ansættelsesvilkår.

Samtidig skifter arbejdsstyrken sammensætning: det er Shinzo Abes fortjeneste, at landet har fordoblet antallet af udenlandske gæstearbejdere i løbet af hans regeringsperiode. Porten åbnes for folk fra nabolandene, men ikke for nødstedte fra Mellemøsten og Afrika.

I FORHOLDET til omverdenen står den kommende regeringschef over for samme udfordringer som den afgående: Japan har brug for at placere sig realistisk i en verdensorden, hvor Kina får flere muskler og USA, Japans beskytter siden 1945, færre af slagsen.

Den logiske konsekvens ville være at reformere Japans pacifistiske forfatning, ikke mindst i lyset af risikoen for yderligere fire år under Trump og dennes Amerika først-politik. Den nordkoreanske nabos atompotentiale kaster skygger hele vejen til Tokyo. Abe forsøgte at reformere landets pacifistiske forfatning men uden resultat.

Aktuelt vokser spændingerne omkring den tidligere japanske koloni Taiwan. Amerikanske militærsagkyndige spekulerer i realistiske vendinger i en militær konfrontation om det Taiwan, som Kina kræver genindlemmet i riget, uagtet at denne demokratisk styrede ø-republik er omfattet af amerikanske sikkerhedsgarantier.

Et scenario lyder, at der opstår i et politisk kaos i USA efter en uafklaret valghandling i november, og at politbureauet i Beijing benytter sig af den usikre tilstand til at gennemføre en landgang i Taiwan. En serie af cyberangreb lammer Taiwans infrastruktur, øens befolkning lægger sig fladt ned, og USA gør intet, fordi hjemmefronten er lammet af kaos.

Forhåbentlig kommer det aldrig så vidt, og hvorledes ser en forebyggelse så ud?

Her kunne Japan gøre en forskel. Landets bitre historiske erfaring som krigsførende i perioden 1931-45 burde kunne få den næste generation af ledere til at fortælle USA og Kina: Vi har i Østasien oplevet snart syv årtiers stabilitet, fred og velstand, og vi ønsker at fortsætte ad det spor.

Meget ville se anderledes ud, hvis Japan kunne følge Tysklands eksempel i Europa og fremme integrationsbestræbelserne i Østasien, men her har Tokyo aldrig siddet i førerkabinen.

Ønskescenariet, mens vi venter på OL: At Xi Jinping og Donald Trump samt Sydkoreas præsident Moon inviteres til Tokyo og forhandler en ny indretning af Østasiens regionale magtbalancer. Japans næste leder bør gøre en forskel for resten af verden.

(klumme i Politiken 7.sept. 2020)

 

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar