Pandemiaden skriver olympisk historie


Økonomiske interesser overtrumfer sundhedshensyn ved Japans OL, lyder det fra kritikere.

Næppe nogen anden olympisk begivenhed i historien har været omgivet af så stor nervøsitet som den, Japan om kort tid er vært for. To meningsmålinger i maj viste, at mellem 60 og 80 procent af japanerne ønsker sommerlegene enten udskudt eller helt aflyst. Kunne denne manøvre gøres i fjor, hvorfor ikke i år, spørger kritikere.

Men hvis nogen kan mestre udfordringen, så er det Japan. Der forventes 15.000 atleter og 90.000 publikummer; trods alt ikke uoverkommeligt at håndtere i et storbykompleks (Tokyo-Yokohama) med et indbyggertal tæt på de 38 millioner. 600.000 daglige vaccinationer skal forhindre en aflysning, der ville afstedkomme et tab på anslået 17 milliarder dollars. Men risikoen for en bølge af nye covid-19-udbrud er indlysende nok stor.

At Japan insisterer på en gennemførelse, skal også forklares med, at 2021 er et valgår, og at den konservative regering har brug for en velafviklet sportsbegivenhed for at skaffe sig øget popularitet.

Hvad angår indsatsen mod covid-19, har Japan målt på smittetal klaret sig bedre end andre lande i den rige verden; det har bare ikke rokket ved de voksende bekymringer i befolkningen. Kritikere taler om, at vaccineudrulningen har været unødvendigt langsom.

Underliggende handler det også om, at befolkningens holdninger ikke tæller, når det kommer til stykket. Regeringen i Tokyo ville juridisk ikke kunne aflyse legene, hvis den ville, fordi det er Den Internationale Olympiske Komite, IOC, der ejer begivenheden, mens Japan er kontraktligt forpligtet til at være værtsnation.

NATURLIGVIS er der umålelige mængder af national prestige i spil her, ganske som det var tilfældet ved legene i 1964, der bidrog til at bringe et genopbygget og moderniseret Japan tilbage til den globale scene kun en snes år efter landets nederlag i Stillehavskrigen.

Der er stormagtsambitioner i spil. Tilsvarende var det sommerlegene i Beijing i 2008, der bidrog til at give Kina den status som stormagt, som tre årtiers reformpolitik havde banet vejen for. Forude venter vinterlegene i Beijing i 2022, som markedsføres som de første ’grønne’ lege. Til den tid vil det være første gang, at samme hovedstad har været værtsby for både sommer- og vinter-OL.

IMELLEM DE to begivenheder går japanerne til valg, hvor den konservative regerings popularitet skal testes på et tidspunkt, hvor rivaliseringen mellem de to stormagter, der betyder mest for Japans placering i verden, er på et højdepunkt.

Kan Japan blive en brobygger mellem sin tidligere besættelsesmagt og sin kulturelle rival gennem årtusinder? Man bør erindre sig det interessante fortilfælde, hvor global magtpolitik spillede med ved et OL-arrangement:

Ved vinterlegene i den sydkoreanske by Pyeongchang i februar 2018 befandt den daværende amerikanske vicepræsident Mike Pence sig pludselig i påfaldende nærhed af både søsteren til den nordkoreanske diktator, Kim Jong-Un, og Nordkoreas nominelle statsoverhoved, Kim Yong-nam. Anledningen var, at Syd- og Nordkorea for første gang deltog under et fælles flag og dermed symbolsk markerede drømmen om en genforening af den delte nation.

Amerikanske og nordkoreanske diplomater havde aftalt et uformelt møde mellem Pence og de to gæster fra den nordkoreanske magtelite, hvilket ville have været en sensation, hvis det var lykkedes. Siden kom det frem, at nordkoreanerne i klassisk vi-går-lige-til-kanten-stil aflyste arrangementet, to timer før det skulle have været holdt. I stedet fandt Mike Pence tid til at mødes med afhoppere fra Kim-regimet.

Siden tog Kim-dynastiet USA ved næsen ved at lokke Donald Trump til at deltage i indholdsløse topmøder i Singapore og Hanoi og demonstrerede dermed fraværet af en sammenhængende amerikansk politik i Østasien.

I det nationale japanske perspektiv er det ikke hensynet til USA og naboerne, der vejer mest. Kritikere siger, at de kommercielle interesser overtrumfer de sundhedspolitiske hensyn. Her skal det pointeres, at det var IOC og ikke regeringen i Tokyo, der indgik en aftale med Pfizer om at donere vacciner til de deltagende atleter.

Altså lever den olympiske bevægelse sit eget liv, som værtsnationen efter bedste evne må hægte sig på. Prestige og kommercielle interesser vejer tungere end sundhed ved det første OL i historien uden international publikumsdeltagelse: pandemiaden i 2021.

Må de bedste deltagere vinde og alle de øvrige få det maksimale ud af begivenheden.

(klumme i Politiken 01.07.2021)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar

100-års fejring med pomp og tavshed

Mao og Marx ville løbe skrigende bort, hvis de oplevede Kina i dag.

I det centrale Shanghai, i en bygning i det kvarter, der engang blev kaldt Den Franske Koncession, findes et museum, der er præsentabelt på den beskedne måde. Udenlandske turister blander sig ubesværet med kinesere for at studere de montrer, der rummer samlinger af gulnede, sort-hvide fotos fra en turbulent fortid, de første par årtier af det 20. århundrede. På et stort vægmaleri ses Sovjetunionens grundlægger Vladimir Lenin.

Besøgende kan lejlighedsvist opleve, hvorledes repræsentanter for nutidens kinesiske magthaverborgerskab stiller op i grupper, hæver højre næve og sværger en troskabsed.

Museet i Shanghai er den kinesiske kommunismes Betlehem. Her samledes i juli 1921 nogle håndfulde revolutionære med ambitionen om at definere en fremtid for et rige, der en lille halv snes år tidligere havde oplevet et århundredgammelt dynasti falde sammen.

En nøgtern status her ved 100-års jubilæet frembyder billedet af en magtorganisation, der kun har få ligheder med de leninistisk inspirerede visioner, der dengang drev kommunistpartiets leder og fra 1949 Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong.

En elitær statskapitalisme har afløst datidens revolutionære ambitioner. Leninismen har holdt flyttedag, og hvem havde dengang kunnet forudse, at denne omstridte russiske revolutionsleder også kunne bruges til at udvikle denne særlige variant af kapitalismen? Hvis Marx og Mao kunne opleve nutidens Kina, ville de blive skræmt over dette dynamiske klassesamfund.

Dette til trods oplever den statistiske gennemsnitskineser hvert tiende år en fordobling af sin levestandard.

I spidsen for nutidens Kina står i dag det, Mao advarede imod, da han i 1966 iværksatte sin destruktive ‘ kulturrevolution’: et teknokratisk, højtuddannet borgerskab (flere end 90 millioner veluddannede embedsfolk) har taget over der, hvor der tidligere sad hardcore marxister, og har sendt proletariatets og bøndernes revolution på museum.

KINAS udviklingsmodel siden 1979 ligner, hvad dets naboer i samme kulturkreds præsterede op gennem det 20. århundrede. Merkantilisme hedder det. Så stakkels Marx tog grueligt fejl: Han kunne ikke forudse, hvorledes nutidens kinesiske ledere ville inkorporere en globalt orienteret udviklingsmodel i et årtusindgammelt embedssystem: Konfucius (551-479 f. Kr.) og Vladimir (1870-1924) fusioneret! Under Xi Jinping har Kina fået en ledelse, der med sine fortællinger om at gøre Kina stort igen dyrker en nationalkonservativ fortælling og dermed ligner århundredgamle dynastier langt mere end de revolutionære ambitioner, som Mao og Lenin repræsenterede.

Ingen i Beijings magtcirkler ønsker i dag at minde nutidens chef for det hele, Xi Jinping, om tilstanden i 1981, da man skulle fejre partiets 60-års dag.

I en leder i Folkets Dagblad 1. juli det år advarede den daværende partileder, Hu Yaobang, om, at Mao (død 1976) havde ødelagt partiets kollektive lederskab. Forspildte vi 20 år, spurgte partiets daværende cheføkonom Chen Yun polemisk, da en forsigtig og gradvis af-maoisering blev sat i værk.

Et opgør med Mao trængte sig på, efter at ca. 36 millioner mistede livet af sygdom, sult og vold under det såkaldte Store Spring Fremad 1958-61. Omhyggeligt dokumenteret af Kinas modigste journalist og forfatter, den nu 80-årige Yang Jisheng, der i dag lever et stilfærdigt og anonymt pensionistliv i Beijing.

Yang, der arbejdede for partiets nyhedsbureau i et halvt århundrede og har opretholdt sit partimedlemskab, vil være omgivet af tavshed, mens der udfoldes pomp og pragt i stor skala uden for hans vinduer.

Ingen skåltaler for ham, der dokumenterede alle uhyrlighederne.

Det nutidige kinesiske borgerskab og partieliten kan naturligvis være stolte over, at landets økonomiske volumen nu svarer til USA’s. Med en fortsættelse af de nuværende vækstrater vil den kinesiske økonomi i 2050 være mindst dobbelt så stor som den amerikanske, har nogle af USA’s topøkonomer beregnet.

Man forstår, hvorfor Nato-chef Jens Stoltenberg sveder og bider negle.

Største udfordring for den stærkeste og rigeste politiske organisation i Kinas årtusindlange historie? At få afsluttet borgerkrigen og hente ‘ udbryderne’ i Taiwan hjem til moderlandet. Hvem fortæller så Xi Jinping, at en sådan kinesisk genforening er noget, hans styre skal gøre sig fortjent til, og at kun forsonlighed, tolerance over for etniske mindretal og fredelig, blød magtanvendelse kan forhindre, at Stoltenbergs Natoskibe en dag sejler hele vejen til Det Sydkinesiske Hav?.

(klumme i Politiken 28.06.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | 1 kommentar

Vælgersvigt er blevet en forretningsmodel

Folketingets udbrydere og løsgængere er professionelle fribyttere.

Af lutter pænhed (vi er overdrevent høflige her på avisen) undlades i det følgende navne på denne fortællings synder. Personen er medlem af Folketinget og har som de 178 øvrige via en valghandling gjort sig fortjent til befolkningens tillid. Han/hun hæver, hvad der svarer til en solid chefløn i andre områder af arbejdsmarkedet. Men personen har af egen vilje fravalgt det politiske fællesskab og passer ikke de forpligtelser, der indlysende følger af at være folkevalgt.

Nul ordførerskaber, ingen mødevirksomhed, ikke et eneste lovforslag bærer denne politikers fingeraftryk. Havde det været en offentlig institution eller en privat virksomhed, vi havde med at gøre her, ville fyresedlen for længst være skrevet.

Ved udløbet af indeværende valgperiode (forsommeren 2023, antager vi) har dette folketingsmedlem i sin periode hævet ca. 2,8 millioner kroner. Hertil kommer det skattefrie omkostningstillæg, der for en fuld valgperiode passerer den kvarte million kroner. Eftervederlag ser vi af overkommelighedsgrunde lige bort fra.

POLITIKERE, der forlader det parti, de oprindeligt er valgt ind for, for at danne et nyt (oftest efter en periode som løsgængere), er et tiltagende fænomen. Siden grundlovsrevisionen i 1953 er det sket i 72 tilfælde, har forskere på Aarhus Universitet regnet sig frem til.

Vores folkevalgte arbejder på lånt tid, medmindre vi taler om politikerdynastierne Ellemann, Hækkerup og Auken, hvor familienavnet alene er en slags jobgaranti. Kan usikkerheden på jobbet berettige løn- og arbejdsbetingelser, der stikker af fra resten af samfundet, kan man spørge. Den ideelle situation for en politiker må være at få et uopfordret tilbud udefra. Hvem i den nuværende blå blok er ikke grøn af misundelse på Brian Mikkelsen, der i dag er direktør i Dansk Erhverv? Her ville Simon Emil Ammitzbøll-Bille eller Uffe Elbæk næppe have haft store chancer, og så er det jo oplagt at starte et nye parti.

DER BESTÅR et paradoks i, at grundloven slet ikke opererer med partier. Salig Niels Helveg Petersen forsøgte i sin karrieres sidste år at tage tilløb til en grundlovsrevision, men hans ideer blev tiet ihjel. Helt urimeligt. Partierne skal vi være lykkelige for, for det tiltagende løsgængeri kan på sigt skabe tilstande med mindelser om de ustabile 1970’ere, hvor nye partier brutalt udfordrede de gamle. Vi taler om Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti.

Hvem husker i dag Centrum-Demokraterne? Opfundet i 1973 af dansk politiks mest markante populist, Erhard Jakobsen (mangeårigt socialdemokratisk folketingsmedlem og borgmester i velfærdskommunen Gladsaxe). Efter et par år med kaos i ledelsen valgte partiet at opløse sig selv i februar 2008.

Hen over to årtier nåede CD at deltage i både blå (Schlüter) og røde (Nyrup Rasmussen) regeringer, men blev efter få år kasseret af begge regeringschefer.

Nutidens mest fiaskobefængte partidannelse, Alternativet, kan karakteriseres som en centrum-venstre-pendant til, hvad Centrum-Demokraterne i sin tid var i centrum-højre-feltet. Med stor sandsynlighed går Alternativet samme vej som Centrum-Demokraterne: læsser sig selv af på historiens mødding uden at have sat sig spor i lovgivningsarbejdet, men med en masse varm luft i medierne undervejs.

Den eneste succes, som Alternativet kan tage en pæn del af æren for, er, at borgerforslag kan ende som folketingsvedtagelser. Men det er for tidligt at vurdere, om dette prisværdige forsøg kommer til at sætte sig betydningsfulde spor i lovgivningsarbejdet.

Hovedforklaringen på dette parlamentariske fribytteri, som blev startet af Erhard Jakobsen i 1973, er Folketingets generøse tilskuds- og vederlagsordninger. Hver folketingsgruppe modtager et tilskud kaldet gruppestøtte, som går især til gruppernes lønudgifter til medlemssekretærer, rådgivere, pressemedarbejdere og den slags.

Staten sender således solide summer til folk, der har repræsenteret deres vælgere i en periode for siden at gå nye veje. Vælgersvigt er sat i system som forretningsmodel. Der er frit slag for opportunister og levebrødspolitikere. Har danskerne ikke fortjent bedre?

Moderaterne, fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussens partiprojekt, har med en avanceret form for kassetænkning kombineret Folketingets tilskudsordninger med ekstern finansiering, dvs. sponsorater og dubiøse klubmedlemskaber. Socialdemokraternes omstridte erhvervsklub trækker i samme retning.

Begrebet pengepolitik får dermed en helt ny betydning. Levebrødspolitikerne, populisterne og opportunisterne er kommet for at blive.

(klumme i Politiken 18.06.21)

Udgivet i Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Håndtryk til en evig gåde

Stabilitet i Europa vil stadig afhænge af fossile leverancer fra øst.

EN MÅNEDS tid efter udbruddet af Anden Verdenskrig udtalte Winston Churchill i en radiotale følgende: »Ruslands handlinger kan jeg ikke forudsige. Landet er uforståeligt, pakket ind i et mysterium og lukket ind i gådefuldhed. Men måske er der en nøgle et sted. Den nøgle handler om russiske nationale interesser«.

Naturligvis er de globale magtrelationer anderledes i dag end dengang i det tidlige efterår af skæbneåret 1939. Alligevel er der i enhver russisk magthavers optik på verden nogle fællesnævnere, der er gældende hen over århundreder. Fremfor alt den opfattelse, at Ruslands naboer mod vest kun har dårlige hensigter.

Få dage før præsident Joe Biden rækker hånden frem til den mand, han for ikke så længe betegnede som en morder, giver det mening at definere nogle bud på, hvordan Vladimir Putin forsvarer sin nations nationale interesser.

Russisk indflydelse strækker sig over ni tidszoner; fra Europa til Beringstrædet, hvor mindre end 100 kilometer adskiller amerikanske og russiske kystlinjer. Rusland er nærområde til det kronisk ustabile Mellemøsten, har dyb indflydelse i de tidligere sovjetstater i Centralasien og deler en lang grænse med Kina.

Det gigantiske lands arktiske kystlinje besejles af isbrydere, som i antal langt overgår, hvad USA og Canada kan stille med. U.S. Geological Survey anslår, at Arktis rummer en tredjedel af klodens olie- og gasreserver.

Alene den geografiske udstrækning og bestykningen med atommissiler burde tilsige, at Vesten ikke gør klogt i at udfordre den euroasiatiske landmasses største stat på spørgsmålet om, hvor Krim hører til. Formodninger om, at Georgien og Ukraine kunne kobles ind i den vestlige forsvarsalliance Nato lignede en maskinpistolsalve i fødderne på topfolk i Bruxelles og Washington.

Eftersom en permanent deling af Ukraine synes at være en umulighed, vil eneste vej frem være en erkendelse af, at Rusland behøver stødpudestater. Ugunstig geografisk beliggenhed er opskriften på reduceret suverænitet. Bare spørg i de baltiske lande.

UNDER PUTINS forgænger Boris Jeltsin var der positive strømninger i de russisk-amerikanske relationer. Det ændrede sig dramatisk med Nato’s luftbombardementer mod serbiske mål i det tidligere Jugoslavien fra marts til juni i 1999, halvandet år før Putins magtovertagelse i Moskva.

Russisk vrede og modvilje mod Nato’s udvidelse i først 1999 og siden 2004 opfattes som hovedårsagerne til, at Putin i dag fører varierende former for hybridkrig mod Vesten. Historiske analyser henviser ofte til, at præsident Bush (den ældre), den tyske forbundskansler Kohl og andre vestlige ledere skal have lovet den sidste sovjetleder Mikhail Gorbatjov, at Nato ikke ville blive udvidet østover, såfremt Moskva accepterede et genforenet Tysklands forbliven i alliancen.

Det blev ved snakken og formodningerne. Uden et tilsagn på skrift voksede mistilliden hos russerne.

Helt afgørende blev et Nato-topmøde i Bukarest i 2008, hvor USA foreslog optagelse af Georgien og Ukraine. Amerikansk støtte til de såkaldte farve-revolutioner i Kijev og Tblisi, i kombination med krigene i Afghanistan, Irak og Libyen leverede yderligere ammunition til den russiske lederelites skepsis; nogen vil sige paranoia.

I vort nærområde er den 1200 kilometer lange Nord Stream-2 rørledning, der ejes af den russiske gasgigant Gazprom blevet et politisk barometer for temperaturen i de russiske forbindelser til EU.

Nord Stream-2 er tæt på færdiggørelse, og i sidste fase har Joe Biden overraskende valgt at ignorere de sanktioner mod virksomheder, der arbejder på gasledningen. Dette sker af hensyn til USA’s hovedallierede i Europa, Tyskland.

Europas politik over for Rusland vil derfor i lang tid fremover afhænge af, hvorledes det tyske valg i efteråret falder ud. De Grønne vil få brug for at skrue ned for modstanden mod det 70 milliarder kroner dyre Nord Stream-2, der i øvrigt er så tæt på at være færdigt, at dens leverancer allerede er tænkt ind i tysk energipolitik.

Mens der overalt tales om nødvendigheden af grøn omstilling, står og falder stabilitet i Europa stadig med fossile leverancer fra giganten i øst i årtier fremover.

Hvis ikke Joe Biden synes, at tilstanden rækker til et håndtryk, går del vel an at bruge albuen over for den russiske leder.

(klumme i Politiken 14.06.20221)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 2 kommentarer

Humor og kynisme – så det gjorde noget

Poul Schlüters lethed i omgangen med modstandere og koalitionspartnere havde en brutal bagside.

Som 79-årig holdt Poul Schlüter hovedtalen ved Konservativ Ungdoms landsråd i 2008 i Gladsaxe, den kommune, hvor han fire årtier tidligere havde været viceborgmester.

Talen, skrevet på hans legendariske, tysk-producerede skrivemaskine af mærket Torpedo, var spækket med anekdoter, der tog salen med storm.

Her en af dem:

Monarken Frederik d. 6 inspicerede et regiment og bemærkede, at der i rækken af soldater var en enkelt fra de dansk-vestindiske besiddelser. Kongen bad obersten om at kalde den unge mand over, så ham stift i øjnene og sagde, så alle kunne høre det:

»De er neger!«.

»Javel, Deres Majestæt«, lød det forskræmte svar.

»Bliv ved med det!«, tordnede majestæten i Schlüters udlægning.

Til de særligt interesserede: Gå ind på YouTube og skriv: Poul Schlüters tale til KU’s landsråd 2008 i Gladsaxe. Optagelsen fylder ti underholdende minutter.

Tal og skriv meget mere om, hvad det vil sige at være konservativ, lød opfordringen til KU’erne i 2008 fra manden, der huskes for udsagnet om, at ideologier er noget bras. Betyder det, at Schlüter var blottet for idépolitik? Overhovedet ikke.

I 1952, DA SCHLÜTER var en 23-årig jurastuderende formand for Konservativ Ungdom, publicerede han en tekst med titlen ’Ungkonservatismens ide’.

Den er inspirerende læsning også i dag og leverer mange forklaringer på hans senere succes som partichef og statsminister.

Nogle uddrag i let forkortet form:

Konservatismen er en idé om evolution. Dens væsen er troskab og kontinuitet. Den ønsker at bygge på det, som består med livets og erfaringens ret. Konservatismens tro på mennesket som selve målet for politisk stræben fører den til at lade alt samfundslivs første funktion være at give de rigeste muligheder for personlighedsudvikling (….) konservatisme er aldrig epokebundet. Dens princip er altid i pagt med tiden, så sandt som det er rigtigt, at konservatisme dør med hvert slægtsled og fødes med hvert nyt.

Sidste sætning skal nok have provokeret nogle af Schlüters ældre partifæller dengang. Men fortsættelsen leverer forklaringen:

En idé, som er grundlagt på en afsluttet filosofi, er uvægerligt knyttet til den epoke, hvis forhold var dens inspiration. Men en bevægelse, som skabes af en holdning, der er rede til at lære af historiens ånd og erfaring, er tidløs. Citat slut.

Læsere, der kun forbinder det konservative ikon med hans tid som regeringschef, kan undres over, at en ung jurastuderende, der tillagde sig et ry som skørtejæger og festabe i et parti kendt for at hylde Gud, konge og fædreland, også havde intellektuelt overskud til at tænke i filosofiske baner.

Tegning. Roald Als

Der var mange lag i den schlüterske sjæl. For syv årtier siden demonstrerede han profetiske evner:

Det er ikke længere de økonomisk velstillede, som er samfundets overklasse, det har bourgoisiets mange nytteløse individer hindret, skrev han i ’Ungkonservatismens ide’: Eliten bliver i stigende grad afløst af en ledergruppe, som skabes ved udvælgelse af de dygtigste til at lede samfundslivet, forklarede han.

Hvilken frækhed at kalde kernevælgergruppen for nytteløse.

LIGE SÅ ELEGANT Poul Schlüter charmerede medierne med sin sproglige finesse, lige så kynisk kunne han være i omgangen med de ministre, han sjakrede med. Berygtet er hans brutale afsked med de to mindre partier, der var koalitionspartnere frem til 1988: Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. De blev efter seks års tro tjeneste vraget til fordel for de radikale. Mimi og Erhard Jakobsen plus de øvrige CD-ministre fik ikke et eneste ord som tak for indsatsen. Ud af vagten uden så meget som en blomsterbuket eller en flaske Gammel Dansk. Bitterheden var voldsom.

Vi lader humoristen Schlüter få det sidste ord. Da Hardy Hansen, forbundsformand for datidens specialarbejderforbund meldte ud, at han ville lade fagbevægelsen bruge mange snese millioner til en kampagne for at vælte Schlüters firkløverregering, lød statsministerens lakoniske kommentar: »Hvad stiller jeg dog op mod den rå kapitalmagt?«.

Schlüter afskaffede klassekampen ved at reducere den til fodbold mellem skolens 7. og 8. klasser.

Vælgere og medier så ikke kynismen, fordi den blev overskygget af humor. Tak til denne muntre sønderjyde. Vi kedede os aldrig.

(klumme i Politiken 03.06.21)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Rigsfællesskab med kernevåben og Mr. Monroe

Alliancehistorie sætter nordatlantiske forbindelser under pres.

SOMMEREN 1995 var anderledes. Mens landet var ramt af en mild hedebølge, blev der vendt nye blade i rigsfællesskabets historie. 14. juli samledes Udenrigspolitisk Nævn, og uden for mødelokalet på Christiansborg havde journalisterne sved på tindingerne. Temperaturen steg yderligere et par grader, da udenrigsminister Niels Helveg Petersen kom ud og meddelte følgende:

»Efter fornyet kontakt med USA er det nu klargjort, at amerikanerne i to tilfælde har haft oplagret et begrænset antal atomvåben på Grønland. I ét tilfælde i otte måneder i 1958 og i perioden fra 1959 til 65«, lød ministerens budskab.

En sensationel melding i lyset af, at Helveg en halv snes dage tidligere havde fortalt det modsatte budskab: Amerikanerne havde tjekket i arkiverne, »og der var ikke atomvåben på Grønland«, lød det.

Ups! Nu kunne ministeren forklare, at der i 1958 var placeret fire atomvåben og i årene 1959-65 hele 48 af slagsen, sidstnævnte som led i et luftforsvarssystem omkring basen i Thule.

Emnet er sprængfyldigt med dobbelttydigheder. Siden 1957 har det været et fundament for dansk sikkerhedspolitik ikke at tillade atomvåben på dansk jord, men ’under de foreliggende omstændigheder’, hvilket vil sige i fredstid, som det blev formuleret af datidens politikere.

Samtidig fastholdt Danmark sin støtte til Nato’s forsvarsstrategi, som var baseret på afskrækkelse med kernevåben. Dansk forsvar modtog fra slutningen af 1950’erne fly, missiler og artilleri, som ville kunne fremføre atomvåben. Hertil accepterede regeringen stiltiende, at USA placerede atomvåben ved de grønlandske basefaciliteter i Thule.

Denne vanskelige balancegang kan forklares med, at USA ville styrke forsvaret af Danmark ved hjælp af atomvåbenafskrækkelse, men samtidig havde forståelse for den udtalte danske skepsis over for disse våben.

Så tidligt som i 1953 havde Danmark sagt nej til stationering af allierede fly på dansk jord med Grønland som den markante undtagelse, uden at dette blev formuleret explicit.

Efter at et folketingsflertal i 1960 bekræftede afvisningen af atomvåben på dansk grund i fredstid, påbegyndtes i hemmelighed opførelsen af et amerikansk depot for atomvåben i Meyn umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, 13 kilometer vest for Flensburg. Var krigen kommet, kunne disse fragtes ind på dansk jord (flyvestation Skrydstrup) på få timer.

DET ER IMIDLERTID de lange linjer i amerikansk strategisk tænkning, der bedst kan forklare USA’s fornyede og forstærkede interesse for Grønland: den såkaldte Monroe-doktrin fra 1823, der handler om, at USA afviser, at europæiske magter helt eller delvist kan kolonisere områder eller etablere baser på den vestlige halvkugle.

En mere moderne brug af doktrinen blev tydelig i den amerikanske udenrigsministers Cordell Hulls udtalelse til den britiske ambassadør i Washington i 1940 efter Storbritanniens fredelige besættelse af Island. Washington gjorde det her klart, at USA ikke ville tolerere en britisk besættelse af Grønland.

Doktrinen, der har navn efter datidens amerikanske præsident James Monroe, er altovervejende blevet brugt til at forklare amerikansk politik i Latinamerika. Nu gælder en tilsvarende logik i Nordatlanten.

Nyt i ligningen er en aktuel udvikling i det nordligste Norge: Washington og Oslo har her i april underskrevet en aftale, der giver det amerikanske militær adgang til at bygge og udstyre anlæg til fly og skibe på fire norske baser, herunder på flådestationen i Ramsund og flyvestationen i Evenes, begge i umiddelbar nærhed af Narvik. Initiativet begrundes med, at Rusland har genåbnet og moderniseret baser langs sin arktiske kyst.

Evenes er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan amerikanske fly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kola-halvøen, hvor den russiske nordflåde har base.

Med i billedet hører, at et russisk tankskib tidligere i år for første gang sejlede gennem den nordlige sørute. En forandret transportgeografi, der også forklarer Kinas voksende interesse for regionen.

Enhver tale om at lade Grønland bevæge sig mod selvstændighed må indregne de norske og amerikanske overvejelser. Den ubehagelige realitet for rigsfællesskabet er, at Joe Bidens USA satser på at kunne udnytte grønlandske selvstændighedsbestræbelser til at opnå en dominerende kontrol. Fortsætter denne udvikling, vil selve begrebet rigsfællesskab på sigt blive meningsløst.

Men bevares, der er selvfølgelig stadig plads i historiebøgerne.

(klumme i Politiken 31.05.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Jeppes alternative velkomstord

En spøgefugl lyttede med på ministerbilens bagsæde, da mr. Blinken kom til byen.

Hi Tony! Velkommen til Danmark. Jeg er overvældet og glad over, at du har lagt vejen forbi København. Vi har rigtig meget at tale om, inden vi blander vore medarbejdere ind i den mere formelle dagsorden.

For kun et lille års tid siden tog jeg imod din forgænger, og pyh ha, jeg skal love for, at jeg og mit system kom på en prøve. Efterfølgende måtte jeg sende mit jakkesæt på renseri, hvor personalet spurgte, om jeg havde været ude for en særlig variant af kemisk krigsførelse.

Jeg og min regering håber inderligt, at vi denne uge kan få styr på den ballade, der er undervejs i det danske rigsfællesskab. Alene dette begreb er en besynderlighed og må vel minde jer amerikanere om, hvorledes I bestemmer over Puerto Rico, Jomfruøerne og de mange øgrupper i Stillehavet, som nok har formel selvstændighed, men reelt er amerikanske protektorater.

Vi skal nok ikke henvise til disse lokaliteter, når talen falder på fremtidig selvstændighed for Grønland. Den forandrede virkelighed må camoufleres. Protektorat er jo bare en andet ord for en moderne form for kolonisering.

Det bliver ikke nemt, Tony. Vi taler om, at inuitbefolkningen i Grønland per individ er den mest subsidierede på den ganske klode. Hvert år sender København 5 milliarder kroner op til vor nordatlantiske besiddelse. Prøv at regne ud, hvad det bliver på bundlinjen hos hver af de 56.000, der bor der. Man bliver svimmel ved tanken.

Jeg skal nok lade være med at sige højt til din stab, at vort årlige tilskud er 62 gange større end det engangstilskud på beskedne 80 millioner kroner, som grønlænderne i fjor fik fra Washington. Peanuts, I tell you.

FLERTALLET AF danskere vil helst ikke tænke for længe over det absurde i, at et lille indskrumpet, men trods alt velstående demokratisk kongedømme skal have den formelle overhøjhed over den gigantiske land- og ismasse, der ligger i jeres nabolag. Hvis det var geografi alene, der satte kriterierne, ville Grønland være blevet en amerikansk koloni allerede i 1917, da vi solgte Jomfruøerne til jer. Vore politikere dengang troede naivt, at når I fik de små øer, kunne vi beholde den store isklods i nord for os selv. Vi blev klogere.

En ny virkelighed meldte sig i 1940, da en oversmart diplomat forærede jer retten til at gøre i Grønland, hvad der passer jer. Siden har vi sagt nej til at sælge butikken, men har så måttet betale for alt det, der ikke har med det militære at gøre.

Med indførelse af selvstyre har de grønlandske politikere med deres uansvarlige og sværmeriske selvstændighedssnak sat noget i gang hos jer amerikanere, som vi troede, vi kunne forskånes for. Indtil Donald Trump leverede os en forskrækkelse af dimensioner med sit købstilskud.

Det virkelig ubehagelige består jo i denne kuriøse cocktail af klimapolitik og myterne om de udbyttende og undertrykkende danskere, som stortrives deroppe i fiskersamfundet. For de unge generationer af grønlændere er al denne snak om klimaforandringer kulsort. Hvorfor skal de til at betale klimaskatter, bare fordi vindmølleproducenterne har fået mere gehør hos politikerne end Dansk Olie- og Naturgas? Grønlænderne vil jo leve af deres fiskeri, og der bliver jo mere vand at fange fisk i, når isen smelter.

Jo mere der blive talt om grønlandsk selvstændighed, jo tættere rykker den store ø på at blive en lokalitet, der helt ud til den yderste isflage vil være underlagt amerikansk overhøjhed. Den slags kan man bare ikke sige højt her i lille Danmark. Jeg siger det bare: Det er sprængfarligt at diskutere selvstændighed med folk, der aldrig har kendt til andet end at leve flot og højt på statstilskud.

MENS JEG HUSKER det: Når nu du mødes med din russiske udenrigsministerkollega i Reykjavik, håber jeg ikke, der går for meget Ukraine og cyberkrig i den samtale. Husk, at du vil stå over for klodens fossile supermagt par excellence. Når først den sibiriske tundra er smeltet, kan russerne ubesværet hente så megen olie og gas op, at det vil spolere alle de klimapolitiske tiltag, vi europæere skal finansiere for at stille vore hjemlige økologer tilfredse.

ANYWAY, fik du bemærket de flotte vindmøller der snurrer ud for Københavns Havn?

(klumme i Politiken 20.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | 2 kommentarer

Alt det, Foghs publikum ikke fik at vide

Big business i USA sender milliardsummer ind i kinesisk økonomi.

TO TIDLIGERE statsministre har stillet sig selv nogle udfordringer af dimensioner. Mens Lars Løkke Rasmussen tager tilløb til en partidannelse, der vil kannibalisere en stor del af Venstres traditionelle vælgerkorps, forsøger hans tidligere chef Anders Fogh Rasmussen med sine såkaldte demokratitopmøder at mobilisere opinionsdannere til en fælles front mod nutidens autokratier, anført af Kina.

På overfladen lignede det en stor gevinst for arrangøren af sidste uges to dage lange virtuelle konference, at udenrigsminister Jeppe Kofod stod på talerlisten i selskab med ingen ringere end Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, lederen af klodens eneste demokratiske kinesiske samfund, Republikken Kina, grundlagt i Beijing for 110 år siden.

Fornemt så det ud, men Kofod sad til møder i Bruxelles, mens et videobånd med hans enetale på imponerende 110 sekunder lagde den obligatoriske afstand til Kinas sanktioner mod EU. Hermed lykkedes det for udenrigsministeren at holde en tidligere statsminister og Nato-generalsekretær ud i strakt arm med to fingre stramt om næseborene.

Bundlinjen i dette spil om sanktioner er, at økonomierne i EU og Kina går fri. Realomkostningerne er minimale for begge parter.

Ikke ét ord til Foghs publikum om, hvorledes Vesten kan påvirke Kina og Taiwan til en mere fornuftsbetonet sameksistens – de to økonomier er intensivt integrerede. For kompliceret, for uoverskueligt, derfor kun retorik og symbolik, der ikke koster noget.

På den måde kan politikere etablere virtuelle parallelle virkeligheder. I Foghs tilfælde finansielt supporteret af sværvægtere i dansk, amerikansk og multinationalt erhvervsliv.

Først Trump og siden Biden-regeringen har opfordret amerikanske firmaer til at forlade Kina, og er det så sket? Det er der ingen dokumentation for, konkluderer Brookings Institution og britiske The Economist i fællesskab: tværtimod, USA’s kapitalistiske giganter ekspanderer heftigt på det kinesiske marked.

Pengesummer i monsterstørrelse holder flyttedag fra vest til øst, anført af amerikanske banker. 163 milliarder dollars i »friske multinationale investeringer« gik i fjor ind i det kinesiske fastland, som The Economist-analytikerne kækt formulerer det. Året, hvor bommen gik ned for Hongkongs demonstranter, blev også milepælen, hvor Kina overhalede USA som klodens største modtager af multinationale investeringer. Wall Street omfavner politbureauet. Kapitalisme er godt, statskapitalisme dobbelt så godt. Forklaringen: Beijings strateger har liberaliseret nationens kapitalmarkeder – med Hongkong som den primære gateway.

STRATEGERNE I Zhongnanhai (Kinas pendant til Det Hvide Hus) synes at have hvisket dette urgamle diktum i kor: Hold dine venner tæt til dig, men hold dine fjender endnu tættere. Citatet tilskrives både Sun Tzu (544-496 f.Kr.) og Machiavelli (1469-1527), begge åndelige fædre for nutidens politiske videnskab og filosofi.

Under den kolde krig handlede magtrelationer om antallet af missiler, hangarskibe og panserdivisioner; i nutiden betyder techkapaciteter og investeringsbanker mindst lige så meget, sandsynligvis mere på sigt. Husker vi stadig den amerikanske kampagne for at bremse Huawei? Den teknologiske gigant bruges i 170 lande, mens kun omkring et dusin har blokeret techmonsteret. Her det relevante spørgsmål: Hvorfor har USA ikke et firma, der matcher Huawei?

Lidt flere tal til at forklare de aktuelle krigsomkostninger: Amerikanske farmere har vinket farvel til deres 24 milliarder dollars store kinesiske marked, Washingtons protektionisme har kostet 245.000 arbejdspladser, og det kinesiske handelsoverskud steg i 2020 op til et nyt højdepunkt: 535 milliarder dollars (kilde: Chas W. Freeman, Brown University. Freeman er tidligere amerikansk viceforsvarsminister og diplomat).

Måske skal man være en usentimental europæer for at kunne se det ufrivilligt komiske ved Fogh Rasmussens håndsrækning til et trængt USA: Mens donorer afleverer håndører til hans digitale konferencevirksomhed, sender det samme miljø gigantinvesteringer ind i den økonomi, som han forsøger at mobilisere imod.

Den samme Fogh, som i 2008 underskrev Danmarks strategiske partnerskabsaftale med Kina, og som på Venstres landsmøde fire år tidligere havde lovprist de kinesiske reformer i uforbeholdne vendinger som noget, »resten af verden kunne lære af«.

Nye tider, nye erkendelser. Mummespillet kan fortsætte, ligeså den tidligere statsministers symbolpolitiske værksted. Mon andre forhenværende vil byde ind? Per Stig, Holger K., Søvndal, Lidegaard, Samuelsen? Vi venter spændt.

PS: Kinas økonomi er nu en sjettedel større end USA’s. (Kilde: IMF World Economic Outlook, oktober 2020. Målemetoden er godkendt af den amerikanske efterretningstjeneste CIA). Velkommen til en anderledes verdensorden.

(klumme i Politiken 17.05.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Frelserfigur med EU-sokker

Jens Rohde og Isabella Arendt kan levere regeringens nye støtteparti. Tilsat politisk fornyelse.

Et partihop, der vil placere sig ind i vores politiske historie. Anderledes kan man ikke beskrive den parlamentariske veteran Jens Rohdes indmarch i et parti, han dermed redder fra en skæbne i marginalerne. Den EU-positive fritænker og deltidstyske Rohde befinder sig qua sin lange erfaring i både Folketinget og EU-Parlamentet i en sværvægtskategori og i det stik modsatte ringhjørne af, hvor en anden eksradikal, levebrødspolitikeren og gruppeterapeuten Uffe Elbæk, har anbragt sig.

Yngre læsere kan begynde her: Forløberen for Kristendemokraterne hed Kristeligt Folkeparti og blev grundlagt i 1970 på en moralpolitik med et tordnende nej til fri abort, et af den tids største debatemner, der kløvede opinionen i det, vi upassende har kaldt Udkantsdanmark.

Med dannelsen af en borgerlig firkløverregering i september 1982 fik daværende konservative statsminister Poul Schlüter sikret det kristelige parti regeringsmedansvar, først med den markante miljøminister Christian Christensen, siden Flemming Kofod-Svendsen som boligminister. Sidstnævnte blev sammen med partiets formand, Jann Sjursen, medlemmer af den første socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen i 1993, hvorved den politiske midte blev defineret på en ny måde.

SIDEN FULGTE mange år med beskeden eller minimal indflydelse. Med Jens Rohde om bord har man sikret sig alt det, partiet har savnet i årtier: forstand på Europa og verden, dristighed, vilje til nytænkning og retorisk skarphed. Men okay, der var heller ikke plads til det løsgående missil Rohde andre steder.

Han er kommet indenfor på ryggen af et solidt kompromis. Abortdiskussionen er reduceret til sloganet: Tallet skal ned til færrest mulige. Dermed forvandles KD-leder Isabella Arendt en stemmesluger, der kan trække yngre folk fra det sarte, pænhedsdyrkende, overfølsomme småborgerskab til sig. Rohde og Arendt kan have skelet til erfaringerne fra det norske søsterparti, der periodisk leverede en statsminister, teologen Kjell Magne Bondevik, for hvem kristen værdipolitik (abortspørgsmålet) med rødder i det stenrige Udkantsnorge bød på mange udfordringer, når der skulle leveres parlamentarisk håndværk i Stortinget.

DE GENFØDTE danske Kristendemokrater kommer til at følge en tyskinspireret kurs, når de med stor sandsynlighed sidder med en folketingsgruppe på mindst fire senest i 2023. De kan komme til at stå for en linje med mindelser om Schlüter-perioden 1982-88, hvor europæisk integration rykkede tættere på. Jens Rohde vil fra sin nye platform kunne fortsætte opgøret med den slingrende lunkenhed i EU-politikken, som han mener har plaget hans tidligere parti Venstre.

Han vil også kunne få plads til at udfolde den medie- og kulturpolitik, som han oplevede, at hans andet parti, Radikale Venstre, ikke gav ham plads til (lokale medieentreprenører langt fra universitetsbyerne kan godt begynde at finde regnearkene frem, der er statslige millioner på vej i næste finanslovsforlig).

Forvent også fuld skrue på kravene om mere regulering af techgiganter og distributionsuhyrer som Facebook og Amazon. Her er Rohde uddannet godt og grundigt i det, vi passende kan kalde Vestagers Skole.

LANGT VÆRRE tendenser ses hos naboen Ungarn, hvor Viktor Orbán er blevet eksponent for, hvad han selv kalder et nyt europæisk kristent demokrati, der legitimerer diskrimination mod muslimer, jøder, socialister, liberale, kosmopolitter og seksuelle mindretal. Hvordan vil Rohde og Arendt finde de passende grimasser, når den nye Kristne Internationale (eller hvad den nu kommer til at hedde) skal mødes og diskutere værdipolitik med delegationerne fra Ungarn og Polen?

Skulle der være plads til endnu en mærkesag i Rohdes og Arendts partiprojekt, må det være passende at foreslå: kunstig intelligens. Vi har Vladimir Putins ord for, at den, der bliver førende på dette felt, kommer til at herske over verden. Det ved de også i indercirklerne omkring Mark Zuckerberg, Jeff Bezos, Jack Ma og Xi Jinping.

Dansk og europæisk politik har brug for at definere det etiske grundlag, der kan forhindre, at kunstig intelligens-udviklingen overlades til anonyme gudløse kontrolfreaks med baser i Shanghai og San Francisco. De danske kristendemokrater er med Jens Rohde på Christiansborg ved at tænke ud af den boks, der hidtil har handlet om familie-, social-, bolig- og miljøpolitik. Idépolitisk genfødsel? Tjek, når valgkampen indfinder sig. Indtil da: Find plads til partiet i andet og mere end aftenbønnen.

(klumme i Politiken 06.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Velkommen til Ukraines evighedskrig

Hvem har modet til at forslå en permanent løsning: landets deling?

HVER GANG talen falder på Ukraines tilstand og fremtid, er der med sikkerhed en mulighed, der udelukkes: Et forslag om, at den ukrainske nation kan blive delt permanent med forbillede i det, der skete med en anden postsovjetkommunistisk stat, Tjekkoslovakiet, ved årsskiftet 1992-93.

Modsat den opløsning, der på samme tid var i gang i det tidligere Jugoslavien, foregik adskillelsen af den tjekkiske og den slovakiske statsdannelse frivilligt og fredeligt. Tjekker og slovakker klager ikke nævneværdigt i dag. Er det vildt utopisk at forestille sig, at en lignende udvikling en skønne dag kan blive Ukraines skæbne? Tankeeksperimenter koster hverken krigsofre eller flygtningestrømme.

Hvad indebærer status quo? Den ubehagelige realitet er, at så længe kaptajnen på broen i Moskva hedder Vladimir Putin, vil en kontinuerlig destabilisering af det ukrainske samfund være en særdeles effektiv, nationalistisk russisk måde at ødelægge det eksisterende Ukraine på og holde det resterende Europa i en tilstand af lammelse – svækket, desorienteret og i konstant frygt for, hvor længe Moskva fortsætter sin asymmetriske krigsførelse mod Vesten.

Svaret er altså: Destabilisering, lige så langt kikkerten rækker. I hvert fald så længe USA og EU ikke formår at indgå et stort, mudret kompromis med Putin og hans folk. Lad os bare kalde opgøret i Ukraine en stedfortræderkrig og en hævn for de ydmygelser, der fulgte som en reaktion på sovjetimperiets opløsning 1989-91. Husk, at Putin blev opdraget og uddannet i den sovjetiske efterretningstjeneste. Fra denne magtbase kaster historien lange skygger hele vejen til Washington, D.C., og Bruxelles også i dag.

Mens vestlige ledere i 1990’erne smilte anstrengt over det demokratiske Ruslands alkoholiserede leder, Boris Jeltins, misregimente, trak Kremls skyggeeliter det russiske samfund hjem til dets autoritært ortodokse civilisatoriske rødder, godt hjulpet af oligarker, der var spækket med petrodollars. Den tyske ekskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder blev som rådgiver for fossilgiganten Gazprom en af den tids nyttige idioter. Så snart Putin havde taget over efter Jeltsin i det sidste døgn af 1999, begyndte den tidligere KGB-agent at appellere til det russiske folkehavs nationalfølelse, der havde slumret i årevis i kirkerne. Udadtil blev kampen om det faldne imperiums sjæle ført først i Georgien i 2008, siden på de ukrainske slagmarker fra 2014.

Som statsdannelse har Ukraine det dårligst tænkelige udgangspunkt. I de tumultariske år efter verdenskrigen og det russiske kejserdømmes sammenbrud (1918) nåede den Ukrainske Folkerepublik kun en kort levetid, inden sovjetiseringen fulgte med sult, massedød og folkeflytninger til følge. Dengang som nu er en overlevelsesdygtig ukrainsk nationalkultur en størrelse, der overlever på Moskvas nåde. Putins lavintensive krigsførelse ført af ’små grønne mænd’ og bakket op af panserenheder forstærker en splittelse, der går århundreder tilbage. Den vestlige del af det ukrainske territorium har en kulturel forbundethed med Øst- og Centraleuropa, mens store befolkningsgrupper i Østukraine har genfundet de rødder, der udgår fra russiskortodoks kernekultur. En civilisatorisk brudlinje.

UKRAINE-KONFLIKTENS største lighedspunkter er med Eksjugoslavien, der efter 1990’ernes krige resulterede i opsplitninger med kun få politiske forsoningsprocesser. Begge statskonstruktioner var kunstige, skåret ud af den Versailles-traktat i 1919, der ifølge sin snedkermester, den amerikanske præsident Woodrow Wilson, skulle gøre verden »sikker for demokratiet«. Wilson havde ikke identitetspolitik, kultur og religion med i sin værktøjskasse. Derfor virkede hans formler ikke på Balkan, i de russiske randregioner eller i de arabiske statsdannelser, der groede ud af Det Osmanniske Riges opløsning.

Konsekvenser i nutiden? Et nervøst Balkan, et delt Ukraine, et selvbevidst Tyrkiet og krigsødelagte arabiske samfund i Irak og Syrien. Over dette landskab falder Kremls lange skygger.

Vestlig hjælp til Ukraine forbliver en illusion. Når USA er tilbageholdende og europæerne tavse, kan det forklares med de bitre erfaringer fra Irak. Den skabelon for demokrati og frihed, som den USA-ledede ’koalition af villige’ forsøgte sig med, viste sig uegnet til det kludetæppe af etnicitet, identitet og religion, som udgør det irakiske samfund. Den lære drog Putin tidligere end George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen, og derfor er der ingen, der hjælper ukrainerne fra en skæbne, hvor Ruslands interesser vejer tungest. Katastrofen fortsætter, og ingen vestlige ledere drages til ansvar.

(klumme i Politiken 03.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 10 kommentarer