Sputnik-chok på Den Evige Freds Boulevard

Nordkorea deltog ikke i Kinas 70-års fejring. Påfaldende?

FIK NOGLE amerikanske beslutningstagere oplevelsen af et Sputnik-øjeblik, da den kinesiske stat på nationaldagen, 1. oktober, paraderede 15.000 tropper og kolonner af tonstunge militære køretøjer ned ad Den Evige Freds Boulevard forbi indgangen til Den Forbudte By?

Begrebet Sputnik-øjeblik refererer til den situation i 1957, da den sovjetiske opsendelse af en satellit i rummet skabte en frygtlignende tilstand i Washington. Så blev der talt om, at datidens kommunistiske supermagt var ved at overhale USA teknologisk. Sputnik-øjeblikket førte til oprettelsen af det amerikanske rumprogram Nasa året efter. Resten er historie.

Har Kina nu indtaget den plads i stormagtsrivaliseringen, som Sovjetunionen havde for seks årtier siden? Admiral William McRaven, chef for den amerikanske Joint Special Operations Command 2011-14, har nærstuderet Kinas militærteknologiske udvikling. Han bruger ikke Sputnik-analogien, men kalder alligevel kinesernes fremdrift på området for etholy shit -øjeblik for USA.

Tallene kan være skræmmende nok: Hen over de seneste 20 år er Kinas militære budgetter ifølge uafhængige analytikere steget med 620 procent. Center for a New American Security advarer om, at USA’s teknologiske forspring i forhold til Kina på kort tid er blevet stærkt reduceret, og at de to giganter måske er tæt på jævnbyrdighed.

Hvis jævnbyrdigheden er den nye realitet, vil Kina kunne dominere sit eget nærområde og dermed presse USA’s historiske allierede som Japan, Taiwan og Sydkorea til indrømmelser, som aldrig har været set før, lyder advarslerne.

MEN DER VAR EN ny og overraskende form for tilstedeværelse i Beijing 1. oktober, som burde vække lige så megen opsigt som de våbentyper, som blev vist frem: For første gang nogensinde var der udenlandske militære enheder, der strækmarcherede med på Den Evige Freds Boulevard.

I et knap otte minutter langt videoklip fra den kinesiske statskanal CCCTV ses de fleste af de udenlandske militærkolonner (kan ses på YouTube), de fleste af er dem små, men i denne sammenhæng betyder tilstedeværelse mere end størrelse. De var der med nationalflag og marcherede i alfabetisk orden til lyden af heftig kinesisk militærmusik.

Blandt de udenlandske deltagere ved den meget kulørte parade var der kontingenter fra Kinas naboer i Centralasien, frem for alt Afghanistan, Pakistan, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Lande, der alle befinder sig i et tæt økonomisk og politisk afhængighedsforhold til Riget i Midten.

Den mest betydningsfulde af Kinas naboer var der naturligvis også, omhyggeligt observeret af den øverstkommanderende for de russiske styrker, Vladimir Putin. Hvis ikke han skulle være på podiet i Den Himmelske Freds Port, hvem så?

Den eneste europæiske deltager var Serbien. Måske lidt overraskende, men så skal man erindre sig, at Nato-fly i foråret 1999 bombede den kinesiske ambassade i Beograd, dengang hovedstad i det, vi kaldte ’Restjugoslavien’.

Siden har Beograd og Beijing udviklet et tæt strategisk partnerskab. Serbien bliver utvivlsomt en del af det netværk af silkeveje, der skal forbinde Kina infrastrukturelt med det sydøstlige Europa.

Den arabiske verdens folkerigeste land, Egypten, var der også, for selvfølgelig skal Suezkanalen kobles på fremtidens nye silkevejsruter. Men de udsendte soldater fra Kairo har ikke nødvendigvis været den største overraskelse for de observerende amerikanske militærattacher. De har fået sig et mindre chok, da de opdagede den deltagende kolonne af soldater fra … Mexico.

Og mens vi er ved denne verdensdel: Gælds- og konfliktplagede Venezuela var også til stede. Kina har tidligere i år sendt nødhjælpsfly til det venezuelanske militær.

Alligevel må den største overraskelse for iagttagerne have været fraværet af Kinas historiske allierede fra 1950’erne og flere årtier frem: Nordkorea. Kim Jong-un har ikke fundet det ulejligheden værd at levere støvletramp den oktoberdag i Beijing.

Den alternative fortolkning: Den ’lille raketmand’ Kim er faldet i unåde hos sin nabo og traditionelle beskytter, eftersom Nordkorea ikke er en del af de kinesiske silkevejsplaner. Hvor økonomisk integration i det øvrige Østasien beviseligt har været stabiliserende og en regulær fredsfaktor, står Pyongyang ikke klar til at åbne portene for Beijings infrastrukturimperialisme.

For syv årtier siden var det kinesiske soldater, der reddede Nordkorea fra at blive løbet over ende af amerikanske FN-tropper. I dag frygter generalerne i Pyongyang kinesiske ingeniører. Der er ingen silkeveje, der leder til Kinas baggård på Den Koreanske Halvø.

(klumme i Politiken 21.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Sådan bliver et folk usynligt

Mens kurderne nedkæmpes, udviskes uighurernes identitet.

Hvordan formes en befolknings identitet? Af tilhørsforholdet til en bestemt geografi? I så fald er kurderne ualmindelig uheldigt stillet på historiens kompas.

En af det 20. århundreds helt store uretfærdigheder er, at kurderne aldrig har fået retten til en nation. I omegnen af 30 millioner kurdere hører hjemme i de bjergrige regioner, hvor Tyrkiet, Irak, Syrien, Iran og Armenien grænser op til hinanden. Så alene de geografiske betingelser får alle forestillinger om en selvstændig kurdisk statsdannelse til at ligne noget af en utopi.

En anden befolkningsgruppe, hvis skæbne i betydelig grad minder om kurdernes, er de centralasiatiske uighurer. Begge folk er overvejende sunnimuslimer, og begge er med forskellige midler presset og truet på deres overlevelse – kurderne aktuelt af vore Nato-allierede Tyrkiet og USA, uighurerne af den kinesiske stats hårdhændede assimileringspolitik.

Men mens kurdernes skæbne dominerer i mediedækningen, er der tavshed om uighurerne. Endnu en indikation af, hvor gennemgribende de globale magtrelationer har forskubbet sig. Støj i Syrien og Tyrkiet, stilhed i det vestlige Kina.

DE ANSLÅET 12 til 14 millioner uighurer er næsten alle hjemmehørende i Kinas Xinjiang-provins, der dækker en sjettedel af Folkerepublikkens areal. Siden 2017 har anslået en million uighurer, muligvis langt flere, befundet sig i interneringscentre, der har uhyggelige ligheder med koncentrationslejre. I officiel kinesisk terminologi beskrives disse faciliteter om trænings- og efteruddannelsescentre, der skal forebygge islamistisk radikalisering.

Tyrkiet, der er vært for muligvis et halvt hundred tusind eksilerede uighurer, var tidligt ude med fordømmelser, men er siden blevet bestukket til tavshed, forklarer Rushan Abbas under et besøg i København. Hun repræsenterer en transnational organisation kaldet Campaign for Uyghurs, der er forbundet med uighurernes eksilbevægelse World Uyghur Congress. WUC betragter Xinjiang som besat område siden Folkerepublikkens oprettelse i 1949 og kalder Xinjiang for Østturkestan. Sprogligt og kulturelt ligger uighurerne tæt på befolkningerne i de centralasiatiske såkaldte stan-lande.

Selv har hun haft bopæl i USA siden 1989, men har kunnet holde kontakten til sine slægtninge gennem mailkorrespondance og enkelte besøg – lige indtil interneringerne begyndte for halvandet år siden. Al kontakt er blokeret – internetforbindelser og indrejsemuligheder for uighurer, der ønsker at opspore deres forsvundne slægtninge, er blevet umulig.

Interneringscentrene i Xinjiang er dokumenteret gennem satellitfotos og beretninger fra eksilerede uighurer. De kinesiske myndigheder har reageret på den voksende vestlige kritik ved at invitere udenlandske diplomater og enkelte medier, overvejende fra lande med ufrie medier.

Myndighederne i Beijing og Xinjiang har altså ikke benægtet eksistensen af interneringscentrene, men forklaret, at foranstaltningerne er ’midlertidige’. Hvilket meget vel kan være korrekt, men hvad er så alternativet til interneringerne?

Oplysninger i statskontrollerede kinesiske medier samt efterretningerne fra uighurer i nabolandet Kazakhstan lader forstå, at adskillige uighurer går fra omskolingscentrene direkte til domstole, hvor de tildeles langvarige fængselsstraffe: 23 ud af 32 nyligt dømte var imamer og folk, der studerede religion på universiteter.

Organisationen Earthrise Alliance, der specialiserer sig i at analysere satellitfotos, har dokumenteret, at snesevis af begravelsessteder i Xinjiang er blevet forvandlet til ruindynger. Den officielle forklaring på rydningerne er, at gravsteder skal ’standardiseres’. For uighurerne er dette indlysende et indgreb, der skal skabe frygt og udradere deres familieidentitet.

NÅR ET FOLK forhindres i at forsamle sig fredeligt for udtrykke respekt for den forfædrene slægt, vil fællesskabsånden sygne hen. Tomrummet, der efterlades, vil bliver fyldt med had og hævntørst. Identiteten formes af modstanden mod undertrykkerne. Den kinesiske politik i Xinjiang forebygger derfor ikke terrorisme, men lægger kimen til den.

Rushan Abbas mistede kontakten til sine slægtninge i april 2017. Hendes svigerforældre på 69 og 71, deres tre døtre og en svigerdatter og de respektive ægtefæller har hun ikke haft kontakt med siden april 2017.

Da Rushan Abbas fik oplysninger om, at en svoger, Abdurahim Idris, havde fået en fængselsdom på 20 år, besluttede hun sig for at lægge oplysningerne frem på en konference i Washington. Seks dage senere forsvandt Rushans søster fra det hospital, hvor hun arbejdede som læge.

Hvordan kan det give mening at sætte en person, der er uddannet læge, i et omskolingscenter, spørger Rushan. Kun som straf mod den søster, der har valgt at tale uighurernes sag internationalt. Slægtsforbindelsen er anledning til repressalier fra den kinesiske stats side.

Det spektakulære rabalder i Hongkong overskygger en tragedie, der er langt større.

(klumme i Politiken 13.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Jeppe Kofod leder os ud i glemsel

Manipulerede oplysninger er den sikre vej til historieløshed.

Med et pennestrøg har udenrigsminister Jeppe Kofod ført befolkningen ud i noget, som eftertidens krønikeskrivere passende kan kalde glemsel og fortrængning.

Stik imod hvad hans eget parti meldte ud, mens det var i opposition, har udenrigsministeren valgt ikke at genåbne den kommission, der skulle undersøge grundlaget for dansk deltagelse i den krig i Irak, der blev indledt med en amerikanskledet invasion i 2003, dengang landets diktator hed Saddam Hussein.

En skelsættende beslutning, som kløvede både befolkning og Folketing, og som trækker dystre spor frem til i dag. Udenrigsministeren forklarer kovendingen med, at den krigsudredning, som en gruppe faghistorikere udsendte i februar i år, leverer et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere grundlaget for krigen, også hvad angår det folkeretlige.

Kommissionen så dagens lys under den regering, der blev ledet af Helle Thorning-Schmidt, men blev lukket ned i 2015 af den dengang nyvalgte regering under Lars Løkke Rasmussen. Det skete under protester fra Socialdemokratiet.

HUKOMMELSEN I MEDIERNE er kort, ikke mindst når emnerne er politisk følsomme og historisk og juridisk komplicerede. Der er derfor god grund til kort både at repetere og revurdere nogle af konklusionerne fra krigsudredningen:

Regeringen under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen undlod at videregive vigtige oplysninger til Folketinget og strammede informationsgrundlaget, så Folketinget fik et ufuldstændigt billede af situationen.

Forløbet med FN-inspektioner af Iraks formodede masseødelæggelsesvåben var en politisk fælde, der skulle lokke Irak ud i en reaktion, der kunne lovliggøre et angreb på landet.

Udredningen afklarer ikke, om Irak-krigen var lovlig eller ej, men retfærdigvis skal det siges, at det ikke var en del af udredningens kommissorium at undersøge dette forhold.

Den forklarer heller ikke, om danske styrkers udlevering af fanger i Afghanistan og Irak var i overensstemmelse med folkeretten. Udredningen ser kun på forløbet op til Folketingets beslutning om krigsdeltagelse.

I et konkret eksempel beskriver udredningen, hvordan udenrigsminister Per Stig Møller under en debat i Folketinget fjernede flere forbehold og fastslog, at britiske og amerikanske efterretningsrapporter angiveligt dokumenterede, at Irak havde fortsat sine programmer for masseødelæggelsesvåben, til trods for at udenrigsministeren selv under et møde i Udenrigspolitisk Nævn havde karakteriseret de samme rapporter som ubekræftede. Udredningen konkluderer, at udenrigsministeren på den måde bidrog til at konstruere en overhængende irakisk trussel fra masseødelæggelsesvåben.

Bundlinjen i dette regnskab over dansk krigsdeltagelse er , at vore folkevalgte gjorde Danmark til det, der under andre omstændigheder og med andre aktører ville være benævnt en aggressor. Det lyder hårdt, men er kendt folkeretlig jargon i beskrivelser af krigsførelse.

HVORDAN HAR DEN hovedansvarlige for Irak-beslutningen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, efterfølgende forsvaret og forklaret det, han gjorde? I en serie om fire statsministre sendt på DR i august 2017 kogte han sin efterrationalisering ned til følgende: At når Danmark gik med USA ind i Irak, ville vi kunne regne med, at USA kommer os til undsætning den dag, vi beder om det.

Med andre ord: Invasionen handlede mere om Danmarks forhold til USA end om situationen i Irak.

Og irakerne og deres samfund i dag, 16 år efter invasionen? Interesserede bør gå ind på databasehjemmesiden iraqbodycount. Den er baseret i London som et civilt nonprofitprojekt, der overvejende finansieres af frivillige individuelle bidrag og donationer fra tænketanke.

Hjemmesiden registrerer løbende udbredelsen af vold i det Irak, som ifølge fortalerne for krigsdeltagelse for længst skulle være blevet fredeligt, demokratisk og sekulært. Seneste opdatering fra den forgangne uge fortæller, at her i august er 93 civile irakere blevet ofre for voldsanvendelse, drab og nedskydninger. Det samlede regnskab siden foråret 2003 kommer her: Antallet af dræbte, inklusive ’kombattanter’: 288.000.

Antallet af dræbte civile er knap så præcist opgjort, men ligger et sted mellem 183. 967 og 206.642. Det må antages, at forskellen skyldes formodet dræbte, dvs. savnede.

Vi lader tallene stå et øjeblik. Som en påmindelse til ikke mindst Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Jeppe Kofod om, at konsekvenserne af invasionen i 2003 stadig mærkes på den mest brutale vis af nutidens irakiske samfund.

Den diskussion er i dag ikkeeksisterende i det politiske Danmark. En Irak-kommission kunne have gjort en forskel her. Nu har glemslen taget over.

(klumme i Politiken 07.10.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Vietnam har fået sin første kvindelige dollarmilliardær

Hun er 49 år, ejer af Vietnams største lavprisflyselskab og Sydøstasiens eneste kvindelige milliardær i dollars.

Den vietnamesiske hovedstad, Hanoi, har længe været en af Asiens vækstmetropoler med højhusbyggerier og industriparker, der på få år er skudt op som paddehatte, og som har tiltrukket international opmærksomhed.

Især fra Vietnams nabolande ankommer der hver uge tusinder af besøgende. Lufthavnen i forstaden Noi Bai var i et ydmygende forfald, da jeg ankom første gang for 31 år siden. Dengang lignede stedet en flykirkegård med klynger af gamle sovjetiskbyggede skrammelkasser, der landede og startede med flere timer lange intervaller. Medmindre de var aflyst på grund af tekniske vanskeligheder.

I dag er Noi Bai et hypermoderne luftfartskompleks, der betjener talrige internationale flyselskaber til og fra destinationer i resten af Østasien, Europa, Oceanien og Nordamerika. I mange år var det nationale flyselskab Vietnam Airlines et monopol, men ser nu ud til snart at blive overhalet af en opkomling, der har overrasket alle på markedet for flytransport.

Den unge, dynamiske spiller hedder VietJet og ledes og ejes af Nguyen Thi Phuong Thao, en 49-årig forretningskvinde, der beskrives som en komet i vietnamesisk erhvervsliv.

Da VietJet efter fem års eksistens blev børsnoteret i 2017, stod selskabet for 40 procent af alle flyruter i landet og havde leveret overskud på 1,2 milliarder dollars.

Tidligere i år skrev det amerikanske finansmagasin Forbes, at Nguyen Thi Phuong Thaos samlede aktiver anslås til 2,5 mia. dollars, hvilket placerer hende blandt de 1.000 rigeste personer på kloden. I sydøstasiatiske medier beskrives hun som ikke bare Vietnams første kvindelige dollarmilliardær, men den første i regionen.

På alle måder er det en forunderlig historie om en kvinde, der lærte sig erhvervsøkonomi på sovjetrussiske universiteter i 1990’erne. En doktorgrad i finansiel styring på Mendelev Universitetet for Kemisk Teknologi i Rusland lyder ikke just som en lovende vej ind i moderne luftfart, men det var her, hun lærte sig grundreglerne for handel og investeringer.

Da hun vendte hjem til et Vietnam, der gennem 1990’erne var begyndt at eksperimentere med markedsøkonomi, kastede hun sig ud i bankverdenen og ejendomsmarkedet, vel at mærke i et land, hvor al jord er offentlig ejendom, og hvor det reelt er brugsretten, der kan handles med.

Men det blev luftfarten, der bragte hende til en eliteplacering i vietnamesisk erhvervsliv. Markedsføringen af VietJet udløste ikke så lidt af en chokbølge: Stewardesser iført bikini fik brynene til at rejse sig i det traditionelt puritanske Vietnam, men hos kunderne gav det gevinst. Efter fire år på markedet var selskabet med øgenavnet Bikini Airlines oppe på 300 daglige flyvninger; ved udgangen af 2015 solgte man billet til passager nr. 25 millioner.

Vel nok det mest markante erhvervseventyr i det formelt kommunistiske land og en budbringer for, at Vietnam efter tre årtiers reformpolitik stadig formår at overraske. Hvem havde ved afslutningen på årtiers krig i Vietnam i foråret 1975 troet, at Ho Chi Minhs sønner og døtre ville blive en af den moderne asiatiske kapitalismes kæledægger i det 21. århundrede?

FORRETNINGSMIRAKLET i det engang så tilbagestående risbondeland er også blevet bemærket på en af Europas mest elitære og konservative uddannelsesinstitutioner, Harrow School i London.

Harrow en af de mest elitære britiske drengekostskoler, grundlagt i 1572 i henhold til et såkaldt royalt charter udstedt af Elisabeth I. Adskillige prominente politikere, herunder flere premierministre, har gået på skolen, blandt dem Winston Churchill, Stanley Baldwin og lord Palmerston. Snesevis af kongelige har også gået der.

Her i august vakte det opsigt, da en gruppe på 21 professorer og studerende fra Harrow School fik et møde med Nguyen Thi Phuong Thao for at høre hende fortælle om, hvorledes man skaber en erhvervsøkonomisk succes i Vietnam.

Men skygger historien om VietJet for nogle mere ubehagelige realiteter, der handler om voksende ulighed i det socialistiske samfund? Ikke hvis man tjekker med de data, der stilles til rådighed af Verdensbanken. Heraf fremgår, at Vietnam forsætter med at have fremgang med fattigdomsbekæmpelsen – til trods for at i de godt 30 år, den økonomiske reformpolitik har varet, er landets befolkning vokset fra 60 til 97 millioner.

Udviklingsorganisationen Oxfam, der har en afdeling i Hanoi, drypper malurt i bægeret: Vietnams rigeste indbyggere kan tjene 5.000 gange så meget i timen, som de fattigste vietnamesere tjener på en dag, hedder det i en redegørelse over de voksende indkomstforskelle i landets befolkning.

Eller formuleret på en anden måde: Den rigeste person i Vietnam kan tjene mere på en dag, end de fattigste landsmænd kan hente hjem i en periode på ti år.

Så der er selvfølgelig langt igen, inden Vietnam nærmer sig nogle af sine mere velstående – og mindre socialistiske – udviklingsøkonomier i Sydøstasien.

I databasen World Fact Book, der publiceres af den amerikanske efterretningstjeneste CIA har Vietnam en 159.-plads på den globale skala over velstand med en nationalindkomst per indbygger på ca. 7.000 dollars. Det stiller Vietnam på niveau med Indien, Burma, Usbekistan og Angola.

Filippinerne, der for et halvt århundrede siden havde det næsthøjeste nationalprodukt per indbygger i regionen (dengang kun overgået af Japan), er i dag kun moderat mere velstående end Vietnam med plads nr. 148 i World Fact Book. Langt oppe på listen ligger Vietnams mere pro-kapitalistiske naboer, Thailand og Malaysia, på henholdsvis nr. 98 og 71.

Hvilket selvfølgelig ikke ændrer på, at Vietnam er kommet i kategorien af mellemindkomstlande og dermed står til at tage et af de økonomiske tigerspring, som Østasien er blevet kendt for hen over et halvt århundrede.

(klumme i Politiken 6.10.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ho Chi Minh består historiens prøvelse

30-året for Berlinmurens fald er tid til eftertanke om postkommunismen. 
30-året for Berlinmurens fald er tid til eftertanke om postkommunismen.

Da vi nærmer os 30-året for Berlinmurens fald, må tiden være inde til refleksioner over alt det, der fulgte i kølvandet på sovjetsystemets og verdenskommunismens sammenbrud i det magiske år 1989. Det skete på Schlüter-regeringens og dermed daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens vagt, og herfra skal der lyde en anbefaling af samtlige af de bøger, han har skrevet om perioden – og tiden, der fulgte.

Men Danmarks eneste bud på en international statsmand har heller ikke lagt skjul på sin skuffelse over den nutidige tilstand i flere af de øst-og centraleuropæiske lande, der engang befandt sig bag det såkaldte Jerntæppe. Det kan med bedrøvelse konstateres, at de demokratier, der rejste sig fra ruinerne af kommunismen, kom i flere udgaver, heraf nogle ikke særligt kønne af slagsen. Demokratiet og dets frihedsrettigheder stod i et klarere lys, dengang det kunne holdes op mod sin modsætning i øst.

Den postkommunistiske verdensorden er blevet en uorden fostret af nationalisme og identitetspolitik, der har fået Europa til at fragmentere, alt imens USA’s rolle som leder af det, vi engang kaldte den frie verden, er alvorligt draget i tvivl, også af Amerikas traditionelle venner.

Spørgsmålet, der anes i horisonten, er, om den vestlige forsvarsalliance vil bestå i den form, vi har kendt den. Præsident Trump insisterer på, at Europa skal betale mere for sit forsvar, og det kan være, at det lykkes ham i en sådan grad, at hans efterfølgere en skønne dag siger, at USA ikke længere behøver at være med i Europas militære infrastruktur. Den mulighed kan ikke længere afskrives som hverken teori eller utopi.

LÆNGERE VÆK fra Europa er billedet af postkommunismen mere broget. Kina har forvandlet sig til en statskapitalistisk koncern, som det multinationale erhvervsliv dyrker, og som venstrefløjen afskyr.

Nordkorea har pillet alle referencer til Marx og Lenin ud af forfatningen: Det er ikke et land med et militær som alle andre, men et militær, der har en stat, dødsensfarlig for omgivelserne.

proxy.duckduckgo-1

Men der er et land, der skiller sig ud fra resten af de postkommunistiske samfund: den socialistiske republik Vietnam.

Hen over tre årtier er det for nærværende skribent blevet til omkring et dusin besøg i det fascinerende land, og mit seneste af slagsen her i september var som ofte før en god oplevelse. Man skal være en slem puritaner for ikke lade sig charmere af hovedstaden, Hanoi, velnok det fineste levende museum over fransk kolonialisme, der tænkes kan, prinsgemal Henrik in memoriam, for han tilbragte vigtige barn-og ungdomsår herude.

Hver gang jeg er i Hanoi, lægger jeg vejen forbi museet for det moderne Vietnams fader, nationalkommunisten Ho Chi Minh. Netop i år markeres 50-året for landsfaderens død. Et lille teaktræshus på pæle ved søen tæt på er angiveligt stedet, han tilbragte sine sidste leveår, mens amerikanske bombefly sendte en regn af død og ødelæggelse ned over den ludfattige risbondenation.

Indretningen af museet med dens mange fotos og tekstplancher er en arkitektonisk skandale. Landsfaderens balsamerede legeme i granitmausolæet ved siden af ville rotere et par gange, hvis det havde øjne at se med og ben at gå på, men det fungerer med de mange sorthvide kornede fotos og filmruller med optagelser af onkel Ho, der krammer flagviftende skolebørn.

proxy.duckduckgo-2

HO CHI MINH var en skolet marxist-leninist, der havde et sigte for øje: sin nations befrielse fra den franske koloniserings åg og siden den amerikanske krigsførelse.

Hvad der med nutidens øjne adskiller Ho Chi Minh fra de stats-og partiledere i den kommunistiske blok, som ydede våben, penge og politisk støtte, er, at han i dag hyldes som netop en samfundsopbygger, der ville sine landsmænds velfærd, og ikke som en revolutionær kommunist, der ville eksportere sin ideologi til andre lande.

Nutidens Vietnam er ikke en trussel mod nogen overhovedet, men et samfund, der er dybt optaget af at skabe bedre levevilkår for sin befolkning. Ho Chi Minhs efterkommere er blevet småborgerlige entreprenører med højrødt på læberne, skønhedsklinikker og popkultur.

Apple, Facebook og Google fylder dér, hvor der engang kun var Marx og Lenin.

Ho Chi Minhs ideologiske våbenbrødre i Moskva, Beijing, Cuba og Østeuropa var en flok forbrydere; selv består han historiens prøvelse.

(klumme i Politiken 03.10.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized | Skriv en kommentar

EU-Kina-USA: Størrelse gør en forskel

Brexit flytter klodens tyngdepunkt længere østpå.

DEN tyske kansler Angela Merkel afsluttede for nylig sit 12. besøg i Kina. I sig selv et vidnesbyrd om forskydningerne i de globale magtrelationer, at lederen for Europas største økonomi så systematisk dyrker forbindelseslinjerne til Riget i Midten, alt imens den næststørste økonomi i det europæiske fællesskab balancerer nervøst på den afgrund, vi kender som Brexit.

Hidtil har det været god latin i EU-medlemmernes hovedstæder at betragte de tysk-kinesiske relationer som både definerende og stabiliserende for Europas relationer til giganten i øst.

Berlin-Beijing var en akse, som især i handelspolitikken kunne skabe en form for stabilitet mellem Vladimir Putins asymmetriske pres på kontinentet og Trumps kuriøse falanks af protektionister og isolationister. En nødvendighed, fordi verdenshandelsorganisationen WTO reelt er sat ud af kraft.

Læg hertil diskussionen om, at Kina med opkøb af infrastruktur i svage økonomier langs Europas bløde bug ved Middelhavet – fra havneterminaler i Piræus og Trieste til energiselskaber i Portugal og Spanien – driver en del og hersk-politik over for de tidligere kolonimagter og reelt splitter EU.

Denne vinkel på emnet overser, at den største modtager af kinesiske investeringer i løbet af få år er blevet Storbritannien. EN AF konsekvenserne af Brexit er en yderligere forskydning af den globale magtbalance mellem de økonomiske blokke. EU har hidtil udgjort verdens største økonomi med et bruttonationalprodukt, der er større end både USA’s og Kinas, når man opgør det i nominelle termer. Men EU mister med Brexit sin næststørste økonomi, i størrelse en sjettedel af EU’s samlede økonomi.

Resultatet bliver, at Kina ubetinget vil udgøre verdens største økonomi. Hvilket måske ikke burde overraske. Finansgiganten Goldman Sachs spåede i en prognose i 2007 baseret på tal indsamlet før finanskrisen, at Kinas økonomi fra at være klodens nr. 3 i 2008 (med Japan på nr. 2 og USA i spidsen) i 2050 vil have et økonomisk volumen tæt på det dobbelte af det amerikanske.

Hvis forudsigelsen fra Goldman Sachs holder, er billedet for de gamle sværvægtere i Europa dystert. Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien ryger i løbet af de kommende årtier ud af den globaløkonomiske top-8, Indien kommer til at matche USA, mens Japan ryger ned under Brasilien, Rusland og Indonesien.

Tallene og de vurderinger, de bruges til, har mere end ti år bag sig og skal selvfølgelig tages med store forbehold. Ruslands økonomiske fremdrift er stadig baseret på råstoffer, mens hverken Brasilien eller Indonesien viser tegn til at kunne tage et tigerspring svarende til det kinesiske. Men tendensen i prognosen bekræftes af andre og nyere analyser.

En prognose fra det australske finansministerium fra i fjor præsenterede en række scenarier for verdensøkonomiens udvikling frem til 205o og viste også, at Kinas økonomi fra at være klodens nr. 3 i 2008 vil have et økonomisk volumen tæt på det dobbelte af det amerikanske i 2050. Helt svarende til, hvad Goldman Sachs konkluderede.

Den kinesiske udenrigshandel har for flere år siden overhalet både den japanske og amerikanske, og resultatet er, at 80 af klodens lande har Kina som deres største handelspartner.

Den amerikanske nobelmodpristager i økonomi Robert Fogel konkluderede i en artikel i 2010, at Kinas økonomi om blot 30 år vil stå for 40 pct. af verdensøkonomien, USA for 14 pct. og EU for kun fem pct. Samlet vil USA og Europa kun stå for en tredjedel af den globale økonomi mod over halvdelen i 1995. USA er med andre ord ved at miste sin lederstatus i verdensøkonomien. Vil Trump og hans efterfølgere finde sig i det?I EN globaliseret verden er det ingen naturlov, at to stormagtsrivaler ender i krig, som det skete for Storbritannien og Tyskland i 1914. Forskellen på dengang og nu er, at den gensidige økonomiske afhængighed i en krigssituation gør vindere til tabere og omvendt, Mellemøsten naturligvis undtaget. Frihandel er den vigtigste formel for fred, der findes.

I dag har Kina overtaget mange af de dynamikker, som verden troede var enten amerikanske eller made in Japan . Økonomer og historikere har længe talt om et tektonisk skifte i global magt og indflydelse. Det naturlige spørgsmål må herefter være: Hvilken af EU’s nye kommissærer kommer til at rejse til Beijing lige så ofte, som Angela Merkel har gjort det i sin nu snart afsluttede regeringstid?

(klumme i Politiken 22.09.2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kina fylder rundt. Mirakel eller mareridt?

Pluralismen og tolerancen har tabt til Xi Jinpings leninisme.

Engang tilbage i 1980’erne, da Kinas reformer var i en tidlig fase, kom den tyske ekskansler Helmut Schmidt til Beijing og fik en samtale med reformernes arkitekt, Deng Xiaoping. På et tidspunkt spørger Schmidt sin vært, om ikke Kina var ved at forvandle det kommunistiske parti til et konfutsiansk. Deng svarede retorisk tilbage, at han ikke mente, det gjorde nogen forskel.

Konfutsianismen er en 2.500 år gammel moralfilosofi, der bygger på læring, ritualer, meritokrati og hierarkisk politisk orden. Foruden Kina har denne systemtænkning præget især Japan, Korea og Vietnam. Den lille østat Singapore er det 20. århundredes skoleeksempel på fusionen af konfutsianismen og en moderne statskapitalisme og blev inspirationsmodellen for Deng, da han begyndte sin lange reformmarch i 1978-79.

Når Folkerepublikken Kina på den første dag i oktober fejrer sine første 70 år, sker det i en tilstand, hvor landets økonomi aldrig har været større og mere global. Årtiers vestlige spådomme om et kinesisk sammenbrud er for længst gjort til skamme.

Den kinesiske udviklingsmodel blev opfundet af Chiang Kai-shek, den kinesiske nationalistleder, der i 1949 blev slået af kommunisterne og måtte flygte til Taiwan. Chiang tabte militært til Mao Zedong, men vandt økonomisk på den lange bane, alt imens folkerepublikken udviklingspolitisk forspildte et par årtier og millioner af menneskeliv, inden man fandt ud af at lade leninismen styre kapitalismen i stedet for at kvæle den.

AKTUELT spørges der, om Beijing går ud af den aktuelle handelskonflikt med USA som vinder eller taber. I Washington diskuteres det, om der kommer en aftale før eller efter valgdagen i 2020. Udfaldet ændrer ikke på den realitet, at Kina gennem sine ambitiøse silkevejsprojekter knytter sig til stadig flere lande og verdensdele i takt med USA’s globale retræte.

Nutidens kinesiske magthavere kan ved det aktuelle jubilæum fortælle både venner (som Beijing kun har få af), partnere (mange) og rivaler (kun en enkelt), at Kinas økonomiske opstigning er blevet ledsaget af et påfaldende fravær af dødelige konflikter i Kinas nærområder. Østasiens fred fungerer i kraft af den type magtbalancer, som ikke længere kan bruges i Europa på grund af Putins opdeling af Ukraine.

Mange i Vesten frygter et ekspanderende Kina. Beijings opbygning af infrastruktur i Det Sydkinesiske Hav er en variant af 1800-tallets amerikanske Monroe-doktrin, hvor europæiske kolonimagter fik besked om at holde sig væk fra stormagtens baggård. De amerikanske baser i Japan og Sydkorea forhindrer, at Monroe-logikken kan bruges af Beijing i dette århundrede.

VEJEN til Kinas nuværende stormagtsstatus har været brolagt med millioner af dødsofre. Mao Zedongs forsøg på via ideologiske kampagner at centralisere magten – det katastrofale Store Spring Fremad 1958-61 (mindst 20 millioner dødsofre, måske det dobbelte) og kulturrevolutionen 1966-76 – endte i sammenbrud: Staten og militæret måtte gribe ind for at genetablere en vis normalitet efter det fejlslagne kupforsøg mod Mao i september 1971.

Herefter kunne præsident Richard Nixon og hans sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger indlede den åbning mod Vesten, der har givet Kina en velstand uden fortilfælde og en økonomisk dynamik, ingen dengang havde fantasi til at forestille sig.

Da reformerne begyndte, var Kina med Kissingers ord et »ludfattigt, stalinistisk land«; i dag har Kinas økonomi overhalet den amerikanske, målt på købekraftsvolumen. Mirakel eller mareridt?

Begge dele. Den halve milliard kinesere, der har fået middelklassestatus, og som flokkes som turister på vestlige destinationer i hundredtusindvis, ønsker sig næppe tilstande som i amerikanske kriminalitetsbefængte storbyer. Kinas orwellianske overvågningsstat – med socialkreditter og borgere, der belønnes eller straffes – indfører et klassesamfund, som Maos kommunister hævdede, de ville afskaffe fra 1949.

Bagsiden af miraklet er mareridtet, som har en adresse: Xinjiang-regionen, hvor flere end en million muslimer har været igennem det, de kinesiske myndigheder kalder genoptrænings- og efteruddannelsescentre. En langt større tragedie end den aktuelle ballade i Hongkong, som er et storbyfænomen, der kan inddæmmes.

Under Kinas tidligere ’kejser’ Hu Jintao gik Kina på tolerancens vej. Under Xi Jinping er retningen blevet totalitær. Vesten har brug for at diskutere, om der er mulighed for, at Kina tager et politisk (men ikke et økonomisk) U-turn på den gigantiske silkevej.

For realiteten er uomgængelig: Kinas fremtid er også verdens fremtid. EU’s ledere forstår dette, Donald Trump gør ikke. Endnu.

(klumme i Politiken 19.09.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar