Pelosi hjælper hverken Taiwan eller Biden

43 års status quo står uforandret, nu tilsat teatertorden og skræmmekampagner

Enhver strategisk tænker i Washington, Beijing og Taipei er klar over, at topdemokraten i det amerikanske politiske system, Nancy Pelosi, lige om lidt er fortid. Alligevel har hun med sit nylige Taiwan-besøg skrevet sig ind i det populistiske beslutningsmiljø, der blev skabt af Donald Trump: få mest mulig opmærksomhed uden skelen til de negative konsekvenser.

Skaderne kan blive langvarige – for stabiliteten i Østasien og for USA’s troværdighed. Genopretningen hedder diplomati, men hverken asiatiske naboer, EU eller FN-systemet kan levere det mindste af slagsen, desværre.

Reaktionerne blandt USA’s allierede i Asien sagde det hele: ingen jubel, ingen klapsalver, mens Pelosi var i Taiwan. I stedet høflig, tilbageholdende eftersnak. Det er USA’s fiaskoer i Vietnam (1975) og Mellemøsten den seneste snes år, der kaster lange skygger. Heller ikke Trumps ydmygende Korea-diplomati blev nogen amerikansk stjernestund.

Mens Biden lykkes med droner i krigen mod terror, er hans diplomati og den hjemlige politiske sammenhængskraft nødlidende. Der er hårdt brug for en nytænkende tilgang til både krigen i Ukraine og de østasiatiske udfordringer.

Også Bidens modpart i Beijing spiller højt spil. Men siden den sidste store Taiwan-krise i 1995-96 har titanernes konfrontation i det Sydkinesiske Hav kun kostet ét menneskeliv – en kinesisk jagerpilot efter en kollision i luften i april 2001.

Hold dette op mod de tilsvarende tab af menneskeliv i Mellemøsten og Sydasien gennem den seneste snes års USA-ledede krige og militære operationer. Over en halv million dræbte er det tal, som amerikanske forskere er nået frem til.

ER KRIGEN SÅ lige om hjørnet? Hvordan kan man meningsfuldt forklare den kinesiske adfærd?

Opgøret om Taiwan er af den slags, som kan koste Xi Jinping jobbet. Kinas ledelse opnår derfor mere ved at intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med noget så hasarderet som en invasion. For de fastlandskinesiske magthavere afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Natos rolle i Europa. Kina definerer dermed rammerne for Taiwans eksistens uden at skride til regulær krigsførelse.

Europæerne bør tænke langsigtet. Bruxelles bør starte med en erkendelse af, at en krig mellem USA og Kina kun vil have tabere. EU bør fortælle Washington, at der er brug for en mæglerrolle, der bidrager til en afslutning på den kinesiske borgerkrig.

De to dominerende partier i Taiwan bør løse den udfordring, de har forsømt indtil nu: at definere den formel, der gør fredelig sameksistens med Kina realistisk.

Den realitet, der konstant overses i debatten om Taiwans status, hedder strategisk tvetydighed. Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, men indebærer ikke, at øens befolkning skal underlægges et nutidigt centralstyre i Beijing.

Modellen bygger på amerikansk lovgivning fra 1979 og har fungeret fint i mere end fire årtier. Derfor er formel løsrivelse heller ikke en vej frem for Taiwan. Det ved de taiwanske parlamentarikere udmærket, men noget alternativ til den eksisterende ordning har de endnu ikke leveret (nærværende skribent har spurgt sig for i Taipei flere gange siden 1989).

Nancy Pelosi refererede inden sin ankomst til Taiwan Relations Act 1979 og betonede, at den forbliver uantastet. Resten var et mediestunt, som skabte neglebidende nervøsitet i både Udenrigs- og Forsvarsministeriet i Washington. Foruden vrede i Beijing. Fastlandskinesisk nationalisme er en tikkende vejsidebombe i den komplicerede ligning.

De seneste døgns militære reaktioner demonstrerer, at der er mange faser inden en regulær invasion. Flådeblokade og handelsboykot som de vigtigste – registeret er stort. Den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet.

Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning. Forbilledet hedder Finland, mens naboen hed Sovjetunionen. Hvor svært kan det være at lære af historien?

Fristen for en løsning på Taiwan-spørgsmålet er af ledelsen i Beijing sat til 2049, som er 100-året for Folkerepublikkens grundlæggelse. Til den tid er Xi Jinping fortid og forhåbentlig afløst af en pragmatiker.

(klumme i Politiken 06.08.22)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Sydøstasien, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Koreanske film er redningen for Netflix

Kvælningsdød eller bare forstoppelse? Filmkunstens fornyelse kommer ikke fra Californien.

Sig mig, hvilket streamingforbrug du har, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Selv i en tid med solskin og bølge-skvulp kan der være grunde til at glæde sig til den grå og for mange af os depressionsfremkaldende november måned. For til den tid vil der være premiere på den sidste sæson af tv-serien The Crown, og mon ikke virkelighedens 96-årige hovedperson holder sig i live også for at få netop den oplevelse med?

Prøv at surfe gensyn med nogle Crown-afsnit. Der er her tale om et af de fineste stykker dramadokumentarisme nogensinde produceret. Så selvfølgelig er streamingtjenester herligt nødvendige: Du vælger selv, hvornår du vil se og hvordan: et helt afsnit, måske to eller bare nogle udvalgte sekvenser.

Med sine tolkninger af nogle markante post-1945 begivenheder er The Crown unik historieskrivning, også når den ikke kun handler om monarkiets trængsler og udfordringer. Yngre generationer kan i serien få oplevelser af, hvorledes et imperium forvandles til en mellemstor europæisk statsdannelse. Atombevæbnet ganske vist, men den lader vi lige stå et øjeblik.

FOR EN HALV snes år siden blev det spået, at Netflix ville få en sprænghovedagtig effekt på det globale tv-forbrug og dermed vores drømme og idealbilleder om tilværelsens indretning.

Skeptikere advarede om, at traditionelt fjernsyn, baseret på flere generationer gamle public service-koncepter, ville blive lammet og se massedøden i øjnene. Men det modsatte sker: Netflix bløder abonnenter og økonomisk volumen.

Selskabets afvisning af at producere på danske betingelser bør vi vel så juble over? Nej, for serien ’Kastanjemanden’ viste os, at nordic noir er kvalitetsunderholdning, som amerikanske gigantproducenter har svært ved at matche.

Til nutidens unge dette: For et halvt århundrede siden var dansk radio og tv et statsmonopol, biografernes udbud domineret af Hollywood og en åndeligt nødlidende dansk filmindustri. Så her et kort genbesøg hos opbrudsårene 1968-1978, hvor vi var en generation af filmentusiaster, der fik kvalme af, hvad Hollywood dengang kunne tilbyde os. Lykkeligvis var der alternativer:

SVENSKE Ingmar Bergman og Bo Widerberg, tyske Volker Schlöndorff, Werner Herzog og Rainer Werner Fassbinder, franske Jean-Luc Godard, Francois Truffaut og Claude Chabrol, italienske Federico Fellini, Luchino Visconti, Bernardo Bertolucci og ikke mindst Sergio Leone

Ovennævnte alle store og nyskabende profiler, som inden for en relativt kort periode satte nye standarder for moderne filmkunst. Deres ligemænd og -kvinder er ikke at finde i nutiden. Hvorfor?

Fordi Netflix og andre streamingtjenester leverer standardiserede metervareproduktioner i en uendelighed. Fortælleskabelonerne i hundredvis af internationale filmproduktioner har en ensartethed og et indbygget indtjeningskrav, der vanskeligt giver plads til fornyende talenter.

Selvfølgelig er der undtagelser. Vi lader bekvemt være med at nævne David Lean, Francis Ford Coppola, Steven Spielberg og Martin Scorsese. Godfather-trilogien er selvfølgelig at finde på Netflix, men det er vist mest for et syns skyld.

Som et sikkert tegn på branchens forandringer skal det bemærkes, at Netflix i fjor udgav 15 koreanske film og serier. I år bliver tallet sandsynligvis 25, hvis vi skal tro rapporteringerne fra Hollywood. Satsningen kommer efter seersuccesen ’Squid Game’, som er blevet Netflix’ mest sete serie nogensinde med mere end 140 millioner seere. 95 procent af seerne kom fra lande uden for Korea.

Den globale streamingtid for tjenestens koreanske produktioner er vokset til det seksdobbelte siden 2019. Ingen anden filmproducent uden for USA har nogensinde præsteret noget lignende. I 2021 investerede Netflix over tre mia. kr. i koreansk indhold. Det beløb vil formentlig blive væsentligt højere her i 2022.

HVAD ER DET LIGE , der er sket her? Netflix har sejret sig halvt ihjel på forstoppelse med standardproduktioner, men selvfølgelig overlever tjenesten også på højkvalitetsfilm og -serier. Altså: med især ikke-amerikansk indhold.

Den cinematiske kulturimperialisme er blevet vendt om. Tak derfor til den største filmskaber af dem alle, japanske Akira Kurosawa (1910-1998), som var Spielbergs vigtigste inspirator. For Kurosawa har fået en værdig efterfølger i skaberen bag den aktuelle ’Drive My Car’, som hedder Ryusuke Hamaguchi (f. 1978). Hurra.

Ovre i øst kan de levere den fornyelse, vi savner i vest.

(klumme i Politiken 29.07.22)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Putin har indstillet sig på en evighedskrig uden klart definerede vindere og tabere

Krigsførelsens varighed og virkninger afgøres af de globale forsyningskæder.

Ukraines fremtid kan blive noget, der ligner, hvad der er overgået den koreanske halvø gennem trekvart århundrede, en fastfrossen tilstand uden udsigt til en politisk forhandlet løsning.

Krigen i Korea 1950-53 var en konsekvens af, at datidens supermagter, USA og Sovjetunionen, ikke lykkedes med at realisere nogle papirtynde aftaler om, at befolkningen i den tidligere japanske koloni skulle bestemme sin egen fremtid.

At Korea stadig er delt, skyldes primært, at krigens egentlige sejrherre blev den sovjetkommunistiske diktator Josef Stalin. Han ville, at USA’s krigsindsats skulle køre fast på de koreanske slagmarker, hvilket var nøjagtig, hvad der skete, efter at Kina i efteråret 1950 havde sendt troppestyrker ind for at redde den nordkoreanske hær fra sammenbrud.

En våbenstilstandsaftale indgået i sommeren 1953 få måneder efter Stalins død lagde en delingslinje, der har været gældende frem til dag. Fastfrysningen i Korea gav den sovjetiske ledelse friere hænder til at konsolidere sin magtbase i de lande i Øst- og Centraleuropa, som var besat sovjetisk territorium helt frem til 1991.

Konsekvensen var mere end Koreas deling, for også Kina forblev adskilt: Så længe Kinas kommunistiske ledere var engageret i at bekæmpe den imperialistiske hovedfjende USA i Korea, ville kineserne være afskåret fra at invadere sin broderfjende, det rivaliserende nationalistiske styre på Taiwan.

Tilstanden betød, at Stalin og hans folk ville være den uantastede leder af den kommunistiske verdensbevægelse, hvis lederskab den kinesiske diktator Mao Zedong havde ambitioner om efter rivalen Stalins død. En umulighed, så længe Kina ikke havde kernevåben.

Syv årtier senere tager rollefordelingen og styrkerelationerne sig markant anderledes ud. Rusland er i dag dybt afhængig af Kina som økonomisk kraftcenter. Det diskuteres for tiden i Moskva, hvornår hele den russiske udenrigshandel omlægges, så den baserer sig på kinesiske valutakurser.

Bliver de vestlige sanktioner mod Putins krigsmaskine langvarige, vil russisk eksport få Kina og dets partnerlande i Central- og Sydasien som mellemstationer.

Målt på alle militærstrategiske parametre taler alt for, at Putin og hans løjtnanter har gravet sig mentalt ned og indstiller sig på en krigsførelse, der vil vare årtier. Med andre ord en evighedskrig uden klart definerede vindere og tabere. Hvilket er, hvad Koreas deling har været længe.

Også de ledere, der med tiden efterfølger Putin og Xi Jinping, vil kunne høste fordele af at se Europa og USA langvarigt engageret i en lavintensitetskrig i Sydøsteuropa. Populært sagt vil Putin og hans arvinger bekæmpe både Nato og EU til den sidste ukrainer, alt imens kineserne køber sig tid til at befæste en status som klodens største vareproducent og handelsnation og dermed Eurasiens dominerende økonomiske magt.

Trods kamphandlingerne vil hele kloden fortsat være dybt afhængig af forsyningskæder inden for alt lige fra fossile brændsler, hvede, metaller og mikrochips. Overalt vil kinesiske og andre asiatiske leverancer være en forudsætning for, at verdensøkonomiens hjul holdes kørende.

Hvilket forklarer, hvorfor Indien, Japan, Sydkorea og andre store økonomier ikke har interesse i at deltage i amerikansk-ledede forsøg på at afkoble eller isolere store kinesiske aktører på den verdensøkonomiske markedsplads. Vidtrækkende sanktioner mod kinesiske produkter vil ramme økonomier overalt i både Vesten og Asien

Hjælper grøn omstilling verden ud af afhængigheden af russiske fossile leverancer, Putins vigtigste eksport? Se engang, hvad der sker med litium og kobolt, de vigtigste metaller til brug for de eldrevne køretøjer, snart overherrer på klodens asfalt.

Seks ud af verdens ti største producenter af batterier til biler er kinesiske. Også uden for rigets grænser dominerer kinesiske firmaer. To af de største er medejere af Latinamerikas vigtigste litium-mineselskaber. Ligeså med 70 procent af hele minesektoren i den Demokratiske Republik Congo, hvorfra næsten hele verdens kobolt-produktion kommer. Stort set hele den congolesiske kobolt-produktion sælges til et kinesisk firma, Huayou Cobalt, der efter bearbejdning sælger hovedparten videre til tre producenter af litiumbatterier, to kinesiske og en sydkoreansk.

Putin og Xi Jinping har et ubegrænset partnerskab, erklæret kort før invasionen i Ukraine. Putin har olie, og Kina kontrollerer fremstillingen af dens afløser, litium. Glem ikke disse realiteter, når du køber din eldrevne bil.

(klumme i Politiken 23.07.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Et japansk fyrtårn er faldet

Shinzo Abe gjorde en forskel for sit land. Blot ikke i indenrigspolitikken.

Uanset gerningsmandens motiver er mordet på Japans længstsiddende regeringschef, Shinzo Abe, en påmindelse om den forandrede orden, der er blevet tydelig i det, der i diplomatjargon kaldes Indo-Pacific. Uorden, kan man (alt efter synsvinkel) også vælge at kalde tilstanden i klodens primære økonomiske kraftcenter, Stillehavsregionen.

Fortolkningerne af Shinzo Abes betydning som regeringschef og leder af Japans dominerende politiske parti, LDP, lander et sted mellem to poler, der er hinandens modsætninger.

Den ene: Manden var en nationalkonservativ revisionist (revanchist vil hans skarpeste kritikere sige), der nægtede at undskylde for Japans aggressioner i Asien 1931-45, og ville forberede sit land på at tage del i militære engagementer langt fra Tokyobugten.

Den anden: Abe ville tage et forsigtigt medansvar for at gøre Stillehavsregionen sikker for verdens demokratier. Læs: modsætte sig Kinas voksende pres på sine asiatiske naboer.

SHINZO ABES mission handlede om at gøre op med en påstået neutralitet, som fejlagtigt er blevet udlagt som pacifisme. Japans forfatning, skrevet udelukkende af amerikanske jurister i 1946, pålægger landet ikke at bruge militær magt til at løse internationale konflikter.

Alligevel har Japan klodens ottendestørste militærbudget; paradokset er tydeligt for alle naboer til Den Opgående Sols Land.

Kernen i Japans forsvarspolitik er den syv årtier gamle sikkerhedstraktat med USA. Dengang i 1951 var den tænkt som et redskab til at forhindre en japansk genoprustning; i dag giver landet en nøglerolle i den amerikanske inddæmningspolitik over for et oprustende Kina.

Japans forandrede rolle tydeliggjorde Abe med egen pen i en kommentar i Los Angeles Times 12. april i år. Her sidestiller han Vladimir Putins aggressioner i Ukraine med Kinas krav om indlemmelse af Taiwan og konkluderer, at USA’s hidtidige politik om ’strategisk tvetydighed’ i relation til Taiwans status ikke længere kan opretholdes.

USA må derfor gøre det klart, at supermagten vil modsætte sig ethvert kinesisk forsøg på at invadere den selvstyrende østat i Det Sydkinesiske Hav, pointerede han.

DET POLITISKE SPØGELSE i denne ligning er, at Taiwan i et halvt århundrede var en japansk koloni frarøvet det kinesiske kejserdømme i 1895.

50 år senere stod Japan og Tyskland som nederlagsnationer, men hvor Tyskland undskyldte og gennem integration i multilaterale traktatsystemer, Nato og EF/EU blev normaliseret og accepteret af sine naboer, forblev Japan i dyb afhængighed af besættelses- og supermagten USA.

Japanerne taler kun minimalt om fortiden som aggressor og kolonimagt. De officerer, som blev hængt for krigsforbrydelser efter Tokyo-tribunalet i 1946, er i dag gjort til helgener i Tokyos berømte Yasukuni Tempel i Tokyos centrum.

Tilstanden er således, at Østasien trods intensiv samhandel mangler den politiske integration, som Europa har brugt trekvart århundrede på. Ingen fælles forsvarsforpligtelser som i Nato, ingen bindende traktater som i EU.

Hvilken arv efterlader Shinzo Abe sig så på de indre linjer?

Engang var Japan en succes, som alle misundte: En statskapitalistisk model, der med varierende tilpasninger har inspireret de lande i Østasien, der har dybe kulturelle ligheder med Japan: Sydkorea, Kina, Taiwan og Singapore.

Modellen kan selvfølgelig ikke kopieres af andre kulturer på andre kontinenter. Men Japans årtier lange økonomiske stagnation et også et udtryk for, at succesen har sin begrænsninger:

BEFOLKNINGSTALLET faldt i fjor med 618.000, en tredjedel (af 125,5 millioner) er i aldersgruppen over de 65. Flere end 80.000 japanere har passeret de 100 år. Den offentlige gæld er på hele 270 procent af nationalproduktet, det højeste i den udviklede verden og dobbelt så høj som det amerikanske gældsniveau.

Shinzo Abes samfund er i dag en markant modsætning til det USA, der lagde grunden til dets succes: Politisk og kulturel polarisering er minimal, voldskriminalitet ligeså, indvandringen forbliver beskeden og demokratiet er altovervejende en rituel øvelse, hvis vigtigste formål er at opretholde samfundets sociale harmoni og stabilitet.

Japans fyrtårn er faldet, men lyset blinker videre.

(klumme i Politiken 14.07.22)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Museum hiver folkemords-ofre ud af glemslen og ind i historien

Tortur, henrettelser og deportationer var indtil for få årtier siden hverdag i Litauens hovedstad. Museum for Folkemords- ofre fortæller historien fra Vilnius’ nære fortid.

Hvor mange danskere har hørt om den baltiske partisankrig i 1950’erne? Om litauiske kvinder og mænd, der brugte skovene som skjulesteder, primitive og forfaldne lader som våbendepoter, når ikke de byggede sig små hytter af de materialer, naturen kunne levere?

Fortæller danske historiebøger noget som helst om det litauiske ’forår’ i 1972, hvor den 19-årige studerende Romas Kalanta satte ild til selv i protest mod sovjetmagtens undertrykkelse?

Tusinder gik på gaden i sympati med Kalanta. Fængslinger og tortur fulgte. Inden året var omme, havde et dusin andre unge litauere på uhyggelig vis valgt samme skæbne, at dø i flammer. Det baltiske ungdomsoprør var knust, stort set uden at vi i Vesteuropa opdagede, at det havde været i gang.

Disse tragiske fortællinger og mange tilsvarende præsenteres sobert og nøgternt på Museet for Folkemordsofre, centralt beliggende i Litauens hovedstad, Vilnius. Byen, der sin lidenhed til trods fortjener at blive kaldt Europas centrum. Fordi øst og vest mødes her, og fordi byen har århundreders omtumlet nationalitets- og imperiehistorie bag sig.

De aktuelle krigshandlinger i Ukraine gør det ekstra relevant for især yngre generationer at få et indblik i, hvad det seneste århundredes europæiske historie har påført befolkninger, der lå i vejen for kyniske og brutale magtudøveres militaristiske ambitioner.

De fik historien tilbage

Beretningen om de litauiske skovbrødre er en heltefortælling om en nations og et folks overlevelse under mangeårig besættelse, vold, massedød og undertrykkelse, der ikke sluttede med nazisternes overgivelse for 77 år siden, men for de baltiske lande blev en fortsat tragedie, der først fandt en afslutning i de kritiske, men også magiske år 1990-91.

Litauerne fik i 1991 deres historie tilbage. Ikke på sølvfade, men i opgravede ligkister, hengemte trækasser og forrådnede hylder og sække på hølofter og fugtbefængte pulterkamre.

Meget af dette materiale er i dag samlet i en både pompøs og elegant bygning i det centrale Vilnius. Noget af et paradoks, at et sådant bygningsværk med næsten 125 års historie bag sig rummer nogle dybsorte og tragiske fortællinger om et af det 20. århundredes mørkeste kapitler. Her virkede først den nazistiske og siden den kommunistiske efterretningstjeneste med hele de dertil knyttede mord- og torturindustrier.

Huset blev designet af russiske arkitekter i 1888, og formålet var paradoksalt nok at fremme retfærdighedens sag. Men mere til gavn for den svulmende storrussiske statsdannelse end til støtte for dens forarmede og forfulgte undersåtter.

Under Første Verdenskrig anvendte tyske officerer bygningen til at tvangshverve rekrutter for derefter at sende dem i krig på datidens østfront. Så fulgte endeløse skæbnefortællinger med støvletramp til lyden af kanontorden og imperier i sammenbrud.

Da den litauiske uafhængighedskrig kom op i omdrejninger i Første Verdenskrigs sidste år, 1918, var bygningen kortvarigt hovedkvarter for Litauens nationale hær, men fra 1919 skubbede de revolutionære russiske invasionsstyrker grænsen vestpå. Vilnius kom kortvarigt under sovjetisk kontrol, inden det gendannede Polen genindlemmede byen.

Siden blev både Polen og Litauen ofret i den magt- og territoriedeling, som Hitler og Stalin aftalte i 1939. En historisk skiftedag indtraf i 1944, da sovjettidens berygtede hemmelige politi, KGB, med hele sit ekspertise udi afhøringer og tortur vendte tilbage til bygningen.

De blev hængende i et lille halvt århundrede, og det er fortrinsvis denne periodes gerninger, der udstilles og forklares i detaljer på Museet for Folkemordsofre.

Torturremedier a la skrækfilm

Lad det være sagt med det samme: Der er fotos og beskrivelser, der ikke er egnede for sarte sjæle. I glasmontrerne ligger ikke kun de håndvåben, som vagterne var udstyret med, men også nogle af de redskaber, der blev brugt til at tortere de indsatte for at tvinge ’tilståelser’ ud af dem. Vi ser ind i adgangen til Gulag: fællesbetegnelsen for det store system af fangelejre, der kendetegnede sovjetsystemets behandling af regimekritikere og anderledes tænkende. Alt sammen en konsekvens af et dekret vedtaget af det sovjetiske ministerråd 21. februar 1948, får vi at vide på en af de mange detaljespækkede plancher.

I 1952, mens den litauiske partisankrig stadig blev udkæmpet, var 12 sådanne lejre oprettet. Antallet af indsatte lå mellem 5.000 og 25.000 i hver forlægning. Dagene gik med hårdt tvangsarbejde, og madrationerne var så små, at mange fanger blev ramt af mangelsygdomme og ofte døde af disse.

Besøgende skal tage sig god tid til at læse de mange og udførlige plancher om besættelsesperioderne. Så har man en slags paratviden og et psykologisk beredskab, inden turen går ned i kælderetagen til noget, der kunne være en kulisse til en nutidig skrækfilm.

Som en fiktiv fangevogter passerer man et par snese celler og forhørsrum udstyret med stålsenge, små taburetter, vaskekummer af stål og primitive toiletter. Man tilgiver museets ledelse, at den har undladt digitalt komponerede lydbilledrekonstruktioner.

De tilfangetagne afvigere blev her anbragt i vinduesløse rum på størrelse med et par kosteskabe. Afhøringerne blev gentaget i månedsvis og ledsaget af fysisk tortur, udført med alt fra knojern og læderbælter til lænker og spændetrøjer. I en fængselsgård kunne der tilbydes frisk luft under cirkulære vandringer, der sjældent varede over en halv time. Nutidens kælderoplevelse slutter på passende vis i henrettelsesrummet, hvor den velkendte KGB-metode, nakkeskuddet, var sidste stop, inden det afsjælede legeme blev trukket ud gennem en vinduessliske og siden ekspederet videre til i en anonym massegrav. En video viser en rekonstruktion af henrettelsen.

Et Litauen uden litauere

Blandt litauiske faghistorikere er det en udbredt fortælling, at modstanden mod sovjetstyret var mere intensiv og kostede flere menneskeliv, end tilfældet var hos de ligeledes besatte lidelsesfæller i Letland og Estland.

Der skulle dog være ført bevis for, at KGB havde planer om at deportere trekvart million litauere til fjernere dele af sovjetimperiet. Altså på sigt skabe et Litauen uden litauere. Flere end 100.000 litauiske mænd og kvinder blev sendt med tog østpå, og på en serie plancher på et rækværk i bygningens baggård viser fotos og kort nogle af de steder, hvor de deporterede litauere blev fordelt hele vejen til Centralasien.

Navnene på nogle af de mest markante profiler i den årtier lange modstandskamp er indgraveret i de granitsten, der udgør bygningens nederste lag langs fortovet ud mod et af Vilnius’ hovedstrøg. Romas Kalanta står der på en af stenene.

(artikel i Politiken – sektionen Rejser – 03.07.22.)

Udgivet i Diverse, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Uffes udsyn rakte ud over Europa

Socialister landede med tiden i fanklubben, nationalkonservative i hadeklubben.

Mit første møde med Uffe Ellemann-Jensen foregik over en analog telefonlinje for 42 år siden. Han var Venstres politiske ordfører, og emnet var noget så indenrigspolitisk som beskatning af afkastet fra danskernes dengang beskedne pensionsopsparing.

Fem år senere, i april 1985, stod jeg med den energiske udenrigsminister på et af Shanghais hovedstrøg og skulle af sted til et virksomhedsbesøg. »Hop med ind i limousinen«, kommanderede han: »Så får du en udtalelse, du kan sende hjem til din redaktør«. Anledningen var, at USA havde iværksat en blokade af Nicaraguas havne begrundet i formodninger om våbenleverancer fra Cuba. Uffe kaldte det amerikanske skridt for uklogt.

Året efter var vi i Zimbabwe, hvor han morede sig kosteligt over, at landets stærke mand, Robert Mugabe, havde taget imod heltemonumenter af granit fra Nordkorea. De figurer, der skulle forestille heroiske partisaner i kamp mod vestlig kolonialisme, havde derfor østasiatiske ansigtstræk. Ha!

UFFE FNYSTE AD undertrykkelse, hvor han mødte den. Da endnu en voldsbølge eksploderede i det apartheidstyrede Sydafrika i sommeren 1985, beordrede han lukning af det danske generalkonsulat i Johannesburg – solonyheden landede han med et kikkertsigtes præcision på mit tastatur.

Siden bad han sine kolleger i EU om at støtte den sanktionspolitik, som venstrefløjen hidtil havde været alene om at kræve. Folketingets alternative udenrigspolitiske flertal fik så gennemtrumfet vedtagelsen af lov om forbud mod handel med det hvide mindretalsstyre. Få år senere fulgte USA efter, hvorefter apartheid smuldrede.

Den altid debatlystne Ellemann var usentimental i alle verdenshjørner. Da den nytiltrådte præsident Barack Obama i 2009 blev tildelt Nobels Fredspris, kommenterede Uffe (i tv-programmet ’Ellemann-Lykketoft’) nyheden med, at Obama fik prisen »for ikke at være George W. Bush«.

En elegant pointe med indbygget kritik af efterfølgeren Anders Fogh Rasmussens beslutning om at deltage i Bush-administrationens hasarderede forsøg på at demokratisere Irak med granatregn og dertil hørende varianter af konventionel krigsførelse.

VENSTRES OMFAVNELSE af det nationalkonservative og selvtilstrækkelige Danmark i skikkelse af Dansk Folkeparti var ikke Uffes kop te, men så lænede han sig tilbage og skød til højre og venstre mod alle, der ikke ville de europæiske ambitioner det godt.

Anført af Holger K. Nielsen (SF) landede et voksende antal danske socialister i fanklubben, mens de nationalkonservative dannede en hadeklub.

Sidstnævnte især foranlediget af den tegningekrise, der sendte billeder af brændende dannebrogsflag ud over kloden. I den situation manede Uffe til forsigtighed i omgangen med kultur og religion. Han tabte årelange personlige venskaber på den konto.

Som globalist emeritus havde han et periskop, der rakte længere, end nutidens twitterpolitikere er i stand til. I sin tale på Dansk Industris årsmøde i 2011 plæderede han for, at Danmark bør vise større åbenhed og tolerance over for samfund, hvis værdier vi ikke deler.

Supereuropæeren mindede sine tilhørere om, at verden var på vej tilbage til en tilstand, der lignede de foregående mange århundreder, altså tiden før kolonimagternes overgreb på Indien, Kina og andre samfund i det globale syd.

»Nogle vil kalde det, vi oplever nu, for en revolution. Andre vil kalde det en restoration. Fordi vi vender tilbage til den magtfordeling, der var normal i årtusinder, indtil verden gik af lave for et par hundrede år siden. (…) For os i Vesten betyder ændringerne i de globale magtstrukturer en kolossal udfordring for vores tænkning«, lød advarslen.

Det var Kinas og Indiens fremmarch, han satte på dagsordenen. Som en maskulin udgave af Kassandra kunne han se fremtiden, men ikke få mange til at tro på sine spådomme.

Uffes krystalkugle bør være fast pensum hos samtlige Folketingets udenrigspolitiske ordførere i årtier fremover, fordi hans gamle ministerium af skiftende stats- og finansministre er reduceret til en skyttegrav bemandet med trængte og neglebidende forsvarere.

Hvor skal Uffe-statuen stå? Foran hans gamle ministerium, hvis personaleforeninger bør finansiere en evigt brændende flamme ved dens fod.

(klumme i Politiken 27.06.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Tak til Nepotistisk Folkeparti

Holger kan noget med tonen, for han har lært det af både konen og unionen.

Er der stadig nogen, der husker skandalen med de såkaldte eksportambassadører? Den har mere end en halv snes år på bagen og handlede i korthed om, at fem velanskrevne emerituspolitikere skulle fare kloden rundt for at fremme danske erhvervsinteresser.

Ideen udgik fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der dermed selv forsøgte at skære sig en lukrativ vej ind i junglen af statsbetalte overflødighedsgøremål. Lønsedlen for hver ’ambassadør’ ville lande omkring millionen plus det løse, mens det hårde ledsagende praktiske arbejde ville falde tilbage på et også dengang nødlidende udenrigsministerium.

Historien har for nylig fået et ironisk efterspil: Det var daværende handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, der sendte de fem ’ambassadører’ – Uffe Ellemann-Jensen (V), Ritt Bjerregaard (S), Henning Dyremose (K), Anne Birgitte Lundholt (K) og Mariann Fischer Boel (V) – ned i kompostkværnen med følgende afskedssalut: Vi vil gerne bruge pengene på en mere begavet måde.

November 2011 sagde kalenderen dengang. Her i juni 2022 er Pia Olsen Dyhrs partifælle Holger K. Nielsen landet i en helt sammenlignelig situation. Han skal som særlig dansk udsending forsøge at få nationen ind i FN’s Sikkerhedsråd 2025-26.

Forgængeren i denne nepotismebefængte proces hedder Kristian Jensen (V), og han indledte sin karrieres opadgående kurve som skatteminister i 2004. Det blev til seks år som politisk chefhåndværker i velfærdsstatens fordelingspolitiske nervecenter, og tjek så lige samme ministeriums tilstand i dag?

MED TIL DRAMAET hører, at 643 ansatte i Udenrigsministeriet skrev under på et protestbrev til udenrigsminister Jeppe Kofod. Et nødråb fra veteraner udi diplomatisk arbejde, sekunderet af juniormedarbejdere, der har brugt flere års universitetsstudier og endnu flere arbejdsår i tjenesten for at kvalificere sig til den eftertragtelsesværdige titel som diplomat. Diplomater er håndværkere på samme måde som piloter, som skal lande deres passagerfly sikkert; man overlader det ikke til ikkeprofessionelle. I sin kerne handler det om at sikre Danmark den status som internationalt forbillede, som møjsommeligt er bygget op gennem hårdt slid, flid og respekt for klodens ofte ubehagelige realiteter.

Så hvad kan Holger Kirkholm Nielsen lige her, som den vestjyske bankassistent emeritus Jensen ikke kunne?

Holger K. har slidt og knoklet for sine folkesocialistiske fodslæbere, udførligt og i detaljer beskrevet i erindringsværkerne ’I venstre side’ (2005) og ’Det var det værd’ (2021). Sidstnævnte udnævnelse fortjener trods sin intetsigende titel en anbefaling med på vejen, fordi vi her får mandens egen udlægning af det nationale kompromis, som han for tre årtier tømrede sammen, og dermed sikrede han nationens forbliven i den europæiske familie.

AL ÆRE OG RESPEKT for denne bedrift, men hvordan gør det manden, der nåede at være udenrigsminister i sølle seks uger, til den forhandler, der kan skaffe os ind i FN-systemets helligste haller?

Et tip til dem, der leverer manuskripter til satireprogrammer i radio og tv – her inspireret af Monty Python: Skriv en scene, hvor en slipseklædt og velpoleret Holger taler ved en middag i New York til ære for f.eks. storfyrsten af Kakkerlakistan. Han vil lovprise Danmarks ubrydelige venskabsbånd med alle undertrykte folkeslag øst for Ural, Suez, Kap Det Gode Håb og vest for Den Kiribatiske Ørepublik.

Spøg til side; alvoren i sagen er, at i realdiplomatiets verden er det stemmeafgivningen fra lande, vi stort set kun hører om i forbindelse med enten terror eller naturkatastrofer, der afgør, om vi lander øverst i FN-pyramiden.

SÅLEDES TEGNER karrierefremtiden lys for den nu 72-årige, der i sin ungdom nærstuderede den jugoslaviske autokrat Josip Broz Titos politiske filosofi. I nogle måneder sad Holger med næsen begravet i bøger om Marx og Lenin på et kollegieværelse i Beograd »i lort til op over skosålerne i toiletrummene og et gigantisk svineri af cigaretskod og spytklatter på gulvet på dagligstuen«, som SF-ikonet selv beskriver det.

Slut med cigaretskod og spytklatter – nu venter de bonede gulve her i 20-året for veteranens udnævnelse til årets europæer. Mon ikke Holgers budget giver plads til nogle businessclassbilletter hos SAS, så han kan hjælpe flyselskabet med at overleve den aktuelle storm?

(klumme i Politiken 16.06.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Russiske eksiljournalister fører spøgelseskrig mod Putin fra Letland

Letlands hovedstad er base for uafhængig russisk Putin-kritisk journalistik. Men en fysisk redaktion har journalisterne ikke. Det er et spøgelsesmedie.

Den lettiske hovedstad, Riga, er hjemby for det største og mest betydende eksilmedie for russiske oppositionskræfter. Meduza er navnet på denne meget alternative nyhedsorganisation, hvis nyhedsside byder på et professionelt design og leverer stærke, troværdige afsløringer om den russiske stats magtmaskine. På russisk og engelsk.

Men hvis man forestiller sig, at Meduza har en fysisk redaktion med en fast adresse, tager man fejl. Meduza er et spøgelsesmedie. Det er overalt og ingen steder.

»Vi har intet redaktionslokale og arbejder alle hjemmefra«, forklarer 30-årige Katarina Abramova over telefonen.

Hun er talsperson for mediet.

Riga er blevet et eksilhovedkvarter for de kræfter, der håber på et friere og mere tolerant Rusland efter Putin.

»Vores ambition er den enkle at fortælle russerne og resten af verden alt det, som regimet lukker af for. Hvor dårligt landet regeres. Fortælle om korruptionen og magtmisbruget«, siger hun.

Og jo, selvfølgelig også ucensurerede beretninger fra og om krigen i Ukraine.

Vejen fra Rusland til Letland har været brolagt med udfordringer. Meduza blev grundlagt for otte år siden af en gruppe journalister, der blev tvunget til at forlade nyhedsmediet lenta.ru, efter at det blev opkøbt af en Putin-venlig oligark.

På få år opbyggede Meduza en solid skare af abonnenter og donorer, der hurtigt passerede de 30.000, og som dermed trak annonceindtægter med sig. Men succesen fik en brat ende i april i fjor, da Moskvas censurmyndigheder satte prædikatet ’udenlandsk agent’ på det uafhængige medie. En sådan størrelse er en statsfjende og jaget vildt i det russiske samfund.

Konsekvenserne var omgående mærkbare. Pludselig nægtede myndighederne at besvare henvendelser fra Meduzas journalister. Store russiske virksomheder bad mediet om at fjerne omtale af dem i for længst publicerede nyhedshistorier.

Under konstant pres

Kulminationen i konflikten med myndighederne var, da en gruppe af journalisterne delagtiggjorde læserne i, hvordan regimet konstant pressede dem.

Chefredaktør Ivan Kolpakov forklarede, at Kreml længe henviste til Meduza som et eksempel på, at en fri presse blev tolereret under Putin, men bag kulisserne udsultede man de regeringskritiske medier økonomisk.

At annonceindtægterne forsvandt, udraderede det meste af Meduzas forretningsgrundlag. Myndighedernes intimidering af journalisterne gjorde, at de gik i eksil i det postsovjetiske rum.

Fra sin bolig i Riga forklarer Katarina Abramova, at de vestlige landes sanktionsregime mod Rusland og Putins respons gør, at donationer ikke kan overføres fra Rusland til Meduzas konto i en lettisk bank. Strategien for overlevelse handler derfor om at skaffe bidrag fra vestlige lande.

Selv efter tre års ophold i Riga er Katarina Abramova ikke meget for at kalde sig politisk flygtning, men vedgår, at hun og hendes cirka 25 kolleger har lov til at blive i Letland med tilladelser, der skal fornys hvert år. Det er noget af en overlevelseskamp, de befinder sig i, erkender hun. Tre fjerdedele af de midler, der tilgår Meduza, går til at dække medarbejdernes løn.

Meduza har for nylig rapporteret om, hvordan der på statslige russiske radio- og tv-kanaler foregår en regulær kamp om at indhente oplysninger om krigen i Ukraine fra udenlandske og eksterne private medier, og at deres journalistkolleger hyppigt forsøger at omskrive begivenhederne, så de undgår ordet krig, men alligevel ikke lader lyttere og seere i tvivl om brutaliteten i, hvad der foregår.

»Alle i medierne er klar over, at krigen er gået dårligt for Putin. Det viser sig i fraværet af hyldester til soldaterne i reportagerne fra Ukraine«, siger Katarina Abramova.

Evakueringen af Meduzas redaktion fandt sted i dagene umiddelbart efter den russiske invasion af Ukraine, og i dag opholder de eksilerede journalister sig i fire byer tæt på Rusland foruden Riga.

De er alle kvalt

En af de mere profilerede skribenter på Meduza er Aleksej Kovaljov, der i en mail fra Riga forklarer, at der ikke længere er et eneste uafhængigt privat medie tilbage i det russiske medielandskab, kun de statskontrollerede medier.

Kovaljov fortæller, at forfølgelsen af frie medier i Rusland tog sin begyndelse for omkring et tiår siden. Han skønner, at mellem 150 og 200 journalister og andre mediefolk har forladt landet over relativt kort tid.

Da krigen i Ukraine havde været i gang en uges tid, begyndte Kovaljov at lægge planer for familiens eksilering. Flugten kom til at foregå i lejet bil og tog et halvt døgns tid på landevejene.

En anden af de russiske spøgelsesjournalister, der har valgt at have eksildomicil i Riga, er Leonid Ragozin. Han har en dyster advarsel om mediernes fremtid i hjemlandet. Når Vladimir Putin ser ukrainere som individer, der ikke er forskellige fra russere, bliver den officielle udlægning af kamphandlingerne reelt til en borgerkrig. I en sådan er statens modstandere i realiteten landsforrædere og dermed skyldige i noget, der fører dødsstraf med sig.

»Se på, hvad Kreml-tro kommentatorer skriver om russiske oppositionsfolk. De bliver kaldt interne ukrainere. Med andre ord skal de have den samme hårde behandling som de ukrainere, der beskydes i det invaderede hjemland«, siger han.

Selvfølgelig har Abramova, Kovaljov og Ragozin et vist fællesskab og kendskab til hinanden, men de lever i relativ anonymitet her i Riga. Myndighederne har udvist tolerance over for deres eksistens og tilstedeværelse, men vil ikke ud med, om der tilflyder økonomisk støtte til dette frie russiske medielandskab, som indtil videre lever i et postsovjetisk rum.

(Reportage i Politiken 15.06.22)

Udgivet i Diverse, Interviews, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Interview: Litauen er i front mod Rusland og Kina

Vi kan handle løs med Kina og Rusland, men det er på tide, at vi skruer op for vores kritik af deres farlige løgne

Vestens demokratier kan sagtens fortsætte med at handle med autokratier, men vi kan ikke længere lade kommercielle interesser stå i vejen for nødvendig politisk kritik, mener Litauens viceudenrigsminister, Mantas Adomenas, hvis regering har lagt sig ud med både Rusland og Kina.

Sværvægterne i EU, primært Tyskland og Frankrig, blev overrasket, da den baltiske lilleput Litauen med lidt under 3 millioner indbyggere i fjor tog tilløb til et diplomatisk stormløb mod den asiatiske stormagt i øst, Kina.

Det skete i første omgang ved, at litauerne lod den taiwanske repræsentation i hovedstaden Vilnius bruge navnet Taiwan og dermed antydede en kurs i retning af større diplomatisk anerkendelse af den ø-republik, som Kina gør krav på at få genindlemmet i riget – om nødvendigt med magt. I alle andre EU-lande kaldes Taiwan-kontoret en handelsrepræsentation; en neutral og formel betegnelse, der ikke smager af statsdannelse.

Davids kamp mod Goliat, lød det dengang fra naboerne Estland og Letland, som imidlertid valgte ikke at følge det litauiske eksempel. Her er holdningen stadig, at EU-familien opnår mest ved at gå i takt, når europæisk Kina-politik skal defineres.

Konsekvensen af den litauiske enegang over for Kina har været, at landet ikke længere er med i det særlige forum kaldet 17 plus 1 (den ene er Kina, resten er europæiske stater både inden for og uden for EU). Det er viceudenrigsminister Mantas Adomenas stolt af.

Men han har måttet acceptere at blive undsagt af sin egen præsident, der har betegnet beslutningen om at give Taiwan-repræsentationen i Vilnius et navn, som fornærmer kineserne, som en fejltagelse.

Den slags modvind ændrer ikke på beslutsomheden hos Adomenas i at fortsætte en verbal konfrontation med begge stormagter i øst, Rusland og Kina, som han mener politisk og ideologisk er gjort af samme stof.

»Europa kan ikke lade disse to store autokratier fylde mere og mere på den globale scene. Fundamentalt er de ens – på den måde, at de aldrig fortæller sandheden om deres regeringsform til deres befolkninger. De baserer deres politiske kontrol og legitimitet på systematiske løgne og falske narrativer. Vi skal som europæere gøre alt, hvad der er os muligt, for at afsløre disse løgne«. Litauens parlament har for nylig vedtaget at sætte prædikatet terrorstat på Rusland.

Hvad forventer I at opnå med så dramatisk et ordvalg?

»Vi har såmænd bare talt rent ud om det, som alle andre europæere tænker. Litauen er det lille barn, der fortæller de voksne, at kejseren ikke har fået nye klæder, selv om han påstår det. Alle de overgreb, som Rusland har begået siden invasionen i februar, er en bekræftelse på, at der sker en terrorisering og en ødelæggelse af det ukrainske samfund«, forklarer Adomenas.

Hvordan giver det mening for din regering at konfrontere Rusland og Kina samtidig?

»Putin begrunder sin krigsførelse med, at ukrainerne ikke har ret til deres egen stat. Tilsvarende nægter det kinesiske styre de 24 millioner indbyggere i Taiwan retten til deres egen stat. Disse to regimer er drevet af at bedrage og afpresse verden, hvilket for os er uacceptabelt«.

Men I har jo ikke EU’s støtte til at gå videre ad det spor? Tyskland vil ikke ændre på EU’s hidtidige anerkendelsespolitik

»Jeg mener, at der blandt EU-medlemmerne, Tyskland inklusive, langsomt er ved at komme en bevægelse i tilgangen til Kina. Fundamentalt bør vi ikke lade hensynet til kommercielle interesser, altså samhandelen med Kina, stille sig i vejen for, at Taiwan får en større respekt fra demokratiernes side«.

I er uden sammenligning det land i EU, der verbalt set er skarpest i kritikken af styret i Kina. Men midt i Vilnius er telekommunikationsgiganten Huaweis logo et af de mest synlige. Det er placeret på en af byens højeste bygninger. Hvordan hænger det sammen?

Jamen, vi er et normalt land, der selvfølgelig handler med Kina, som alle andre gør. Men vi lader ikke kineserne stå for vores digitale infrastruktur«.

Anerkender du det synspunkt, at både Kina, Taiwan, USA og EU har været godt tjent med, at man i 43 år har kunnet have velfungerende forbindelser til begge sider i Taiwanstrædet?

»Jeg mener ikke, at der i alle årene har været fuldstændig stilstand. Der er et opbrud, og demokratierne må indstille sig på, at den dag kan komme, hvor de må forsvare Taiwan, ganske som det er sket med hjælpen til Ukraine«.

En litauisk patruljebåd til Taiwanstrædet, hvor den kan gøre amerikanske skibe selskab?

»Vores skibe er nok kun egnet til at forsvare den baltiske kyst«.


Stol ikke på Kina

Mantas Adomenas mener, at EU og dets allierede har brug for at revidere den et-Kina-politik, som har været gældende for både USA og Europa i årtier. Den passer ikke til den realitet, at hele verden samarbejder med Taiwan på alle niveauer. Fordi Taiwan aldrig har været styret af Folkerepublikken Kina, men var under japansk kolonistyre i 50 år.

Samtidig erkender han, at den statsdannelse, der hedder ‘ Republikken Kina’ (Taiwans officielle navn), ikke appellerer til nutidens verdensoffentlighed. Plus at krigen i Ukraine overskygger alt andet.

Hvad siger du til formodningerne om, at vejen til en forhandlet løsning på konflikten i Ukraine går via Kina i en mæglende rolle?

»Jeg tror ikke det fjerneste på den mulighed«.

Efter en våbenhvile skal ukrainerne have hjælp. Inden krigen indgik Kinas leder, Xi Jinping, og den ukrainske leder, Volodymyr Zelenskyj, en aftale, der gjorde det muligt at lade kinesiske eksportvarer til Europa rulle ind gennem Ukraine. Får kinesiske transportfirmaer også adgang til litauiske landeveje?

»Selvfølgelig. Vi har en samhandel på normale, gensidigt accepterede vilkår. Det ændrer vores kritik af Kina ikke på«.

Alligevel har du sagt, at der er den samme logik bag den russiske invasion af Ukraine, som der er bag Kinas covid-19-politik. Hvad mener du med det?

»Der bruges løgn i massivt omfang i begge tilfælde! Kina nægtede at forklare sig, da coronasmitten bredte sig, og nægter åbenhed, nu hvor pandemien er inde i en ny fase. Løgnagtighed skaber uansvarlighed, og Kina bør drages til ansvar for sin håndtering af covid«.

Så prøv at se på forskellen på amerikansk og kinesisk håndtering af pandemien. USA har passeret en million dødsofre for covid-19. Antallet af dødsofre i Kina skal tælles i nogle snese tusinder. Hvad siger det dig?

»Vi bør ikke stole på de tal, Kina offentliggør.«

Selv hvis Kinas tal er i nogle hundredtusinder, så er vi langt fra den million amerikanere, der ikke har overlevet. Hvad siger den million dig om USA’s pandemipolitik?

Mantas Adomenas tøver lidt, inden svaret kommer: »At det amerikanske samfund mangler et ordentligt og velfungerende sundhedssystem«.

(interview i Politiken 12.06.22)

Udgivet i Globalt, Interviews, Kina, USA | Skriv en kommentar

Løgnekampagne viser, hvad Nato’s digitale våbendepot er oppe imod

Nato’s digitale eliteenhed består af to snese skrivebordssoldater på et travlt gadehjørne i Riga. Her leveres ammunitionen i alliancens krig mod russisk manipulation.

Overvågningskameraer overvåger den anonyme, men moderne, hvidkalkede bygning, og havens lidt over et dusin nationalflag tilføjet en enkelt mast med Nato’s velkendte banner med hvidt logo på blå baggrund er vidnesbyrd om, at dette er en forpost blandt mange i den vestlige alliances bolværk mod russiske offensiver.

Inden for i den hvide bygning modtages Politikens udsendte af stedets chef, Janis Sarts, fhv. statssekretær i det lettiske forsvarsministerium og i dag direktør for StratCom, Nato’s strategiske kommunikationscenter.

Med to snese medarbejdere, heraf halvdelen med militær baggrund, er det centerets opgave at overvåge det grænseløse digitale rum, hvor den knap så synlige krig mellem Vesten og Rusland udkæmpes. Den, der handler om russisk misinformation og digitale manipulationer, og som er en ubehagelig realitet, overalt hvor den russiske stat føler sine interesser og magtudøvelse udfordret.

»Vi indsamler data og analyserer, hvad Rusland foretager sig i de digitale rum, og hvor disse handlinger kolliderer med Nato-medlemmernes interesser«, som Janis Sarts udtrykker det.

StratCom i Riga er ikke en enhed i Nato’s kommandostruktur, men finansieres særskilt af medlemslandene. Organisationens analyser er tilgængelige på dens hjemmeside, så offentligheden kan få indblik i de digitale kriges realiteter.

Den slags hverken lyder eller smager af maskingeværild og granatnedslag, men appellerer snarere til de digitale nørder på nettet. Men en del af krigen i omkring Ukraine og Ruslands nære udland er det alligevel.

»Kognitiv krigsførelse«, kalder Janis Sarts fænomenet. Altså opgøret om de oplevede virkeligheder, fordomme og opfattelser af, hvem der er ven og fjende i den konfrontation, der også handler om Europas fremtidige indretning.

Globalt opgør

Janis Sarts ser centerets berettigelse i, at Nato-landene i større eller mindre omfang er deltagere i det store globale opgør om, hvorledes verden skal regeres.

Vladimir Putin og hans cyberhære er lige nu de oplagte modstandere i det, nogle kalder det postsovjetiske rum, først og fremmest Ukraine og dets naboer, Baltikum især. Men bag Putin er der også en Xi Jinping i Kina.

»Stærke ledere, der koncentrerer magten omkring deres person og vil bestemme, hvilken virkelighed deres befolkninger skal indrette sig på. Over for dem de liberale demokratier i Vesten, hvor folk og individer har indflydelse på, hvem der sidder på regeringskontorerne. Det er i dette narrativ, at vi ser os selv som havende en vigtig rolle. Vi er ikke en myndighed med administrativ magt, men et videnscenter, som Nato’s beslutningstagere har gavn af«, som han forklarer det.

Var det Ruslands overtagelse af Krim i 2014, der gjorde, at Nato fandt det nødvendigt med et sådant videnscenter?

»Der er et tidsmæssigt sammenfald mellem begivenhederne på Krim og centerets etablering. Men de lettiske myndigheder havde set udviklingen komme. Se på vores geografisk udsatte position og på vores nyere historie. For lidt over 30 år siden var vi stadig en sovjetisk delrepublik. Titusinder af lettiske sovjetborgere var russere, der ikke rejste østpå, da imperiet brød sammen, men blev her«.

Er det en overdrivelse at sige, at den lettiske regering startede en kulturkrig mod alt russisk, da man kort tid efter Putins invasion af Ukraine lukkede for russiske statslige tv-kanaler, der blev distribueret her i Letland?

»Kald det et selvforsvar. Husk på, at vi står over for en autokratisk, autoritær og militaristisk stormagt, der udnytter de friheder for informationsudveksling, som karakteriserer liberale samfund. Som så mange andre aktører i blogosfæren bruger russerne algoritmer til at sprede tvivl og usikkerhed om bestemte aktører i samfundet«.

Hvilke redskaber gør I brug af?

»Vi køber digital adgang på kommercielle platforme. I et tilfælde opnåede vi 100.000 visninger for 300 euro. Når vi observerer tvivlsom og utroværdig russisk aktivitet på digitale platforme, kontakter vi udbyderen og anbefaler, at man renser ud på sin platform«.

Janis Sarts med artiklens forfatter.

Det perverse Norden

Janis Sarts minder om et tilfælde for nogle år siden, hvor Letlands skandinaviske nabolande blev genstand for digitale løgnekampagner, der tog afsæt i udbredte fordomme om seksuel frigjorthed og løsagtighed. Nordboerne oplærte deres børn til masturbation, tillod pædofili og instruerede deres afkom i, hvorledes man bliver en bedre homoseksuel, fremgik det af en undersøgelse foretaget af det lettiske center for undersøgende journalistik, Rebaltica.

Oprindelsen til de mange fantasifulde historier om skandinavisk seksuel praksis var russiske statsmedier, hvorfra de sivede ind i den baltiske mediesfære. »Den slags falske nyheder er primært rettet mod det russiske hjemmepublikum. Der er et billede af Skandinavien som velstående, liberale samfund, og her forsøgte man at tilføje opfattelse af disse som depraverede og afvigende fra en traditionel konservativ familiekultur«, forklarer Janis Sarts.

Norge var mere udsat end Danmark dengang, tilføjer han. Afsæt for en dengang meget dramatisk historie var en sag om de norske myndigheders tvangsfjernelse af et barn fra en litauisk mor med bopæl i Norge. Det førte til, at en litauisk tv-udsendelse beskyldte Norge for at stjæle litauiske børn for at få et højere befolkningstal, forklaret med, at i Norge var indavl og incest udbredt.

Konsekvensen blev, at litauiske aktivister arrangerede demonstrationer foran den norske ambassade, som efterfølgende måtte invitere litauiske journalister til Norge for at forsøge at dæmme op for denne fake news-kampagne.

Janis Sarts og hans stab har kikkerterne rettet mod de store digitale opbrud og forandringer, der banker på i den umiddelbare fremtid. 5G er kodeordet for en virkelighed, hvor cyberkrigsførelse kommer op i hastighed og intensitet, mener han.

Nato-centeret skal forsøge at håndtere den tveæggede virkelighed, at 5G og andre digitale redskaber har demokratiserende effekter. Det bliver nemmere, hurtigere og billigere at inddrage de dele af samfundet, der tidligere har været marginaliserede. Omvendt gør digitaliseringen samfundet mere sårbart.

Digital undertrykkelse

Digital undertrykkelse er et udtryk, der går igen i StratComs analyser. Hermed menes, at brugen af digital kommunikationsteknologi kan bruges til at overvåge individer og påtvinge dem en bestemt adfærd, herunder at afskrække dem fra at deltage i gøremål, der udfordrer staten.

Den mest avancerede udformning af digital undertrykkelse er en realitet i Xi Jinpings Kina med de sociale kreditsystemer, der belønner og straffer individer ud fra konkrete handlinger. En genopførelse af, hvad George Orwell forud så i sine bøger ’1984’ og ’Animal Farm’ for mere end syv årtier siden:

»Fundamentalt handler det om at udforme opfattelserne af, hvem vi er, og hvilke samfund, vi vil indgå i«, siger den 50-årige centerleder, der oven i en lang militær og politisk karriere også er akademisk faghistoriker.

(Interview i Politiken 07.06.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar