Tiden kalder på kreativt diplomati for at få løst de territoriale konflikter op. Derfor kunne det være fristende at fremsætte nogle provokerende profetier om to af nutidens vigtigste konflikter på verdenskortet.
I den ene verdensdel har USA været beskytter og garantmagt, i en anden gør supermagten krav på en allieret partners territorium. Hvordan kan det give mening i en verden, der har hårdt brug for demokratisk sammenhængskraft?
I det følgende nogle sammenligninger mellem tilstanden omkring den grønlandske del af rigsfællesskabet og den fjernøstlige ø-republik, der er en del af det historiske Kina, men (endnu) ikke regeres af Beijing.
I 1940-41 fik den tyske besættelse af Danmark som konsekvens, at USA overtog den militære kontrol med Grønland, hvilket blev normaliseret politisk fra 1945 og blev konsolideret med den dansk-amerikanske forsvarsaftale om Grønland i 1951.
I 1945 var både Republikken Kina og Kongeriget Danmark medstiftere af De Forenede Nationer. 50 års japansk kolonisering af Taiwan ophørte, og øen blev overdraget til Republikken Kina. Borgerkrigen mellem det kinesiske nationalistparti (KMT) og det kinesiske kommunistparti (KKP) blev genoptaget og førte i 1949 til, at nationalisthæren flygtede til Taiwan. Anslået to millioner fulgte med over Taiwanstrædet, som blev kontrolleret af amerikanske flådeenheder.
Det kinesiske kommunistparti udråbte den 1. oktober 1949 Folkerepublikken Kina. Danmark var blandt de første vestlige lande, der gav den nye statsdannelse diplomatisk anerkendelse, hvilket bragte os i et uvant selskab med Sovjetunionen og dets klientstater i Øst- og Centraleuropa, mens USA opretholdt i tre årtier diplomatisk anerkendelse af Republikken Kina på Taiwan.
I 1950 invaderede nordkoreanske styrker Sydkorea i et forsøg på en genforening med militære magtmidler. Med et FN-mandat i ryggen kom amerikanske styrker Sydkorea til undsætning. Tre års krigsførelse resulterede i en våbenstilstand, der har varet frem til nutiden.
Fra 1953 og flere årtier frem blev sikkerhedstilstanden i Fjernøsten præget af tre delte nationers opgør: den koreanske halvø, Taiwan og Kinas rivalisering foruden det delte Vietnams opgør med først fransk og siden amerikansk involvering.
I 1992 blev både Nordkorea og Sydkorea medlemmer af FN efter tidligere at have haft observatørpladser. Henover de seneste tre årtier er adskillige genforeningsforsøg kuldsejlet, og i begge hovedstæder er propagandaen om en nødvendig genforening stilnet af. Ingen tror længere på, at det velstående og demokratiske Sydkorea har viljen og evnen til at kunne integrere det ludfattige og xenofobiske Nordkorea på samme måde, som det i sin tid lykkedes den tyske Forbundsrepublik at opsluge det østtyske fallitbo DDR.
I Taiwan-strædet kan en ændring af mange års stilstand være undervejs i år. Der spekuleres i, om præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping på det topmøde, der er planlagt til april i Beijing, kan føre til en ny forståelse i form af en amerikansk imødekommelse af det, som de kommunistiske magthavere på det kinesiske fastland konsekvent kalder en historisk nødvendighed. En afslutning på Kinas borgerkrig og en deraf følgende logisk genforening.
Men meningsmålinger i Taiwan viser med stor konsekvens samme tendens: at status quo bør fastholdes, at en taiwansk selvstændighedserklæring er lige så uønsket som en genforening, der påtvinges det demokratisk styrede Taiwan af den efterhånden ganske velbevæbnede økonomiske stormagt på fastlandet.
Efter en vellykket liberalisering 1987-88 sagde taiwanerne farvel til fire årtiers hårdhændet og kompromisløst diktatur. Taiwan har i dag et af Østasiens mest solide demokratier, bygget på en af klodens mest højteknologiske økonomier.
Vellykket samhandel har integreret den kinesiske og taiwanske økonomi i både dybden og bredden, men fastlandets politiske overtagelse af ”udbryderprovinsen” med de 23 millioner indbyggere ligner ikke en realistisk option.
Sæt for en stund de politiske forskelle til side: et fremtidigt storkinesisk ”Commonwealth” (eventuelt en føderation) vil blive en af klodens mest dynamiske økonomier. Begge samfund ligger i førerfeltet for innovation. Taiwan producerer klodens bedste mikrochips og sælger disse til kinesiske, amerikanske og europæiske virksomheder. Strategiske beslutninger, der træffes i Beijing og Taipei, har betydning for global økonomi og dermed politisk stabilitet. Her kan Danmark og Grønland ikke være med, vor store nordatlantiske ø fylder mikroskopisk lidt i verdensøkonomien.
USA skiftede i 1979 diplomatisk anerkendelse fra Republikken Kina til Folkerepublikken. Otte år tidligere havde Beijing indtaget pladsen i FN’s generalforsamling som den retmæssige repræsentant for Kina. Alligevel behandler USA i dag Taiwan som en normal alliancepartner og har i alle årene solgt våben til skiftende regeringer i Taipei.
Dermed er parterne lykkedes med at etablere en magtbalance i Taiwan-strædet, der til tider har fremstået som skrøbelig, men er helt uden dødsofre (modsat tilstanden i Mellemøsten med hundredtusinder af dræbte og fordrevne hen over et kvart århundrede). Amerikanske konfliktscenarier når i et betænkeligt omfang frem til den konklusion, at vinderen af en militær konfrontation i Taiwanstrædet ikke per automatik bliver USA.
De mange kinesiske patruljeringer og overflyvninger omkring Taiwan er næppe en optakt til en forestående invasion. For naturligvis er de fastlandskinesiske strateger klar over, at en krig om Taiwan vil være ødelæggende for global økonomi. Paradokset er, at de kinesiske overflyvninger handler om at forsvare en status quo, som USA har etableret!
Beijing insisterer på, at genforeningen med øen skal ske forhandlet og på fredelige betingelser. Udfordringen er her, at det nuværende regeringsparti i Taiwan ikke er interesseret i en sådan udvikling, mens oppositionen har en mere rummelig holdning: Man kan acceptere den formelle udlægning af Taiwan som en del af det historiske Kina, men at denne fortolkes forskelligt på hver sin side af strædet.
Skulle det lykkes med en amerikansk-kinesisk forståelse om en anderledes verdensorden, når Xi og Trump mødes i april, vil Beijings syn på konflikten om Grønland utvivlsomt blive brugt som forsvar for de kinesiske ønsker om genforening med Taiwan. Ganske som Grønland i århundreder har tilhørt Danmark, således har Taiwan også været en del af det historiske Kina, lyder logikken.
Men lige her er netop historieskrivningen drilsk: Taiwan rummer sin egen statsdannelse fra grundlæggelsen af Republikken Kina i 1912 og repræsenterede det FN-anerkendte Kina 1945-71. Nationaliststyret under Chiang Kai-shek var medstifter af verdensorganisationen, da de allierede sejrsmagter skulle indrette verdens magtrelationer efter de tyske og japanske kapitulationer.
Er der en løsning på denne diplomatiske knude? I 1945 var to sovjetrepublikker Ukraine og Hviderusland medstiftere af FN, hvorefter Sovjetunionen fik tre medlemmer – med sovjetstaten som siddende i sikkerhedsrådet med den dertilhørende vetoret. Medlemskaberne ophørte med opløsningen af Sovjetunionen i slutningen af 1991.
En dristig tanke, som kunne løse en af sidste konflikter fra det 20. århundrede: at Republikken Kina får en plads i FN’s Generalforsamling, som Ukraine og Hviderusland havde det 1945-1991. En skønne dag skal Grønland have sit eget medlemskort til FN. Men først Republikken Kina. Lyder det vildt? Verden har brug for kreativt diplomati.
We are here to avert a tragedy – the apparently inexorable unfolding of foreseeably terrible events. As German President Frank-Walter Steinmeier has just warned us, we are in the midst of a “breakdown of values” that is turning the world “into a den of robbers, where the most unscrupulous take whatever they want” and where entire regions or countries are treated as the property of a few great powers.
My country, the United States of America, is the most powerful in the world. It has now followed its Israeli protectorate into protracted war on the truth, repudiation of the rule of law, and shameless bullying and violations of the sovereignty of all who oppose it. The already wealthy once again feel free to rob the poor with impunity. We are back to the law of the jungle and aggressive imperialism. Ever more governments emulate the Mafia’s protection racket practices and intimidation techniques. If this is not stopped, we are headed for a second Dark Age.
The purpose of international law has always been to ensure that the strong could no longer victimise the weak. Insistence on this principle, even if imperfectly respected, is what has separated civilisation from barbarism. If the law is no protection, nations will be forced to rearm against potential attack by others. If they face the threat of nuclear, chemical, or biological attack, they will build their own weapons of mass destruction to deter this. If alliances are no longer reliable, nations will hedge or simply abandon them to combat or cut their own deals with adversaries. This is not speculation. It is the visible trend of our times.
As we have seen in the case of the Gaza genocide, words alone cannot halt atrocities. Nor can unenforced decisions of the United Nations or international courts. Intensifying citizen protests have failed to wean allegedly democratic governments from tolerance, complicity in, or support for increasingly blatant crimes against humanity and brutal efforts to subjugate or curtail the freedom of independent nations and peoples.
The collective West continues to profess that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, [and] that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness. But this now has no credibility. We support Israel’s ongoing genocide and ethnic cleansing of Palestinians, its efforts to dismember Syria, its depredations in Lebanon, and its preparations for renewed aggression against Iran and Yemen. To defend this hypocrisy, our democracies now emulate authoritarian regimes by suppressing freedom of speech, freedom of assembly, and academic freedom. We have abandoned due process to punish anyone who effectively refutes the official narrative. Evidently, we believe that it is necessary to betray Western values to save them. This is a disastrous misjudgment.
In the new world disorder, neither the norms of international law nor public opinion constrain the behaviour of great powers. They have learned how to manipulate their citizens’ perceptions of reality to assure public support and achieve impunity for their amoral abuses of power. Mass media faithfully echo official propaganda, journalists self-interestedly amplify it, while corporate media platforms treat anything that challenges it as seditious and ban it.
Western media refused to consider or report the strategic anxieties that prompted Russia’s illegal invasion of Ukraine. They portrayed the US effort to exploit Ukraine’s distress to requisition its rare earths as compassion, not greed.
Unconcealed vanity and hubris have now brought about US naval acts of piracy against Venezuela and murders of its citizens in its near seas, the decapitation of its government, the theft of its natural resources, and its proposed reduction to an economic colony of the United States. So much for the respect for national sovereignty that is the foundation of the United Nations Charter and international law!
The United States now unabashedly presents itself as an untrustworthy expansionist power that substitutes unilateral diktats, intimidation, and the use of force for diplomacy. This gangster logic is contemptuous of the interests and honour of other countries. It now menaces Greenland, a self-governing part of Denmark, a member of NATO and a loyal ally of the United States. The transformation of the US from protector to predator threatens not just to splinter the core of Western civilisation but to unravel the transatlantic alliance.
Washington seems to have decided to abandon Europe to its fate in order to impose a tyrannical monopoly on the political economy of the Western Hemisphere. It aims to expel the influence of competing great powers and keep them at bay, especially China, without regard to the interests of those the United States proposes to dominate. This brutal reinvention of the Monroe Doctrine seems less likely to bring the nations of South America to heel than to encourage them to seek Chinese and other foreign protection against North American control. The kickoff was military aggression against Venezuela, but Washington has made it clear that this was merely an opening move, with much more belligerence to come.
Meanwhile, Israel continues to defy international law and norms of human decency with impunity. It seeks to annihilate those Palestinians it cannot subject to apartheid. It treats the scheduling of negotiating sessions with its opponents as opportunities to murder them, not to make peace. It signs ceasefires only to violate them. Its armed forces and security services routinely invade the sovereignty of its neighbours. It has no plan for peaceful coexistence with them. It aims instead to consolidate a US-backed Israeli sphere of influence in West Asia within which it can continue to expand at will. This is a formula for the ongoing destabilisation of the region in endless, escalating warfare and resistance to maltreatment through terrorism. It promises even greater insecurity not just for Israelis but for their Western backers.
The world cannot permit a continued descent into a moral and legal abyss. If governments do not counter lawless behaviour with concrete actions, the precedents now being set in Europe, West Asia, and South America will be replicated elsewhere and life everywhere will be increasingly nasty, brutish, and short.
Rhetorical resistance to lawlessness is not enough. We have come to a tipping point. If we cannot now persuade our governments to take effective action to punish and deter further crimes against the Westphalian order of sovereign states, it and the rules-regulated international order it birthed will surely perish from the earth.
We must now acknowledge the reality that the structures we created to promote peace and progress after World War II have finally failed. Their failure is mirrored not only in the absence of effective statecraft to resolve conflicts, but in domestic constitutional crises and the erosion of democratic freedoms everywhere. It is past time for a fundamental reappraisal of institutions and policies that have manifestly failed by the governments responsible for their failure.
In this regard, Italy’s Giorgia Meloni is entirely right to make the commonsense argument that peace in Europe demands that Europeans talk to Russia, not just among themselves and to Ukraine. Like it or not, Russia is part of Europe. Without dialogue with Russia about the warfare that threatens Europe and is consuming Ukraine, Europeans cannot resolve the conflict or protect their long-term security interests. The United States is no longer able or willing to do this for them. It is surely anomalous that Europeans should entrust the crafting of a peace that is central to their subcontinent’s stability to amateur envoys of an American president who says he regards them as competitors and who seems to have little interest in them except as wealthy purchasers of American weaponry.
Recent US efforts to subjugate Venezuela underscore the dangerous unrealism of the argument that “every country [including Ukraine] has the right to choose its international alliances” without regard to the impact of their alignment on others. Unscrupulous predators now take what they can; their prey yield what they must. Might may not make right, but it is foolish to ignore it. Whatever Mexico may think about past US aggression, it is careful not to align itself against the United States. Vietnam prudently avoids military alliances aimed at China as Bangladesh does against India. There is no future for a less circumspect approach by Ukraine to its mightier Russian neighbour.
Russian statecraft is dominated by memories of foreign invasion from both the east and west. Moscow’s security anxieties are not irrational. Both France and Germany have invaded Russia. Any peace in Europe must address both Russian anxieties about another Western attack on it, especially as Germany rearms, and Western concerns about Russia. Europeans need to take charge of defining their own destiny. They – non-Russian and Russian alike – are the parties directly at interest in composing a mutually reassuring security architecture for their subcontinent. Prime Minister Meloni deserves the support of other European leaders in a joint effort to engage Russia in dialogue about how peace in Ukraine might help bring forth such an architecture.
Peace in Europe would benefit the entire world, but it alone would not cure the manifest infirmities of our legacy global institutions. If the United Nations Security Council cannot regulate world peace and development or enforce the decisions of the International Court of Justice, we must explore work-arounds and alternatives to it. There is nothing to prevent countries from gathering in ad hoc conferences to agree on the application of collective rules and actions that address common concerns. There is nothing to prevent members of the crippled World Trade Organization from recreating its functions at the regional level. There is no reason to allow the ideal of universality to preclude action at less than universal levels to address and resolve problems that most members of the international community regard as urgent. If the UN system, like that of the League of Nations, has failed, it is time to discuss how to repair or replace it.
The breakdown in values to which German President Steinmeier referred has engendered a disastrous collapse of international law and institutions. It took a devastating disintegration of global order in two world wars to give birth, respectively, to the League of Nations and the United Nations. The current world disorder could well produce another global war, this one nuclear and possibly fatal to our species. Surely, it is in our collective interest to forestall this by taking action to reconfigure the dying 20th century system to create something better.
I sense that our governments are beginning to understand that, in the newly anarchic circumstances, they cannot continue business as usual. We must demand that they meet the challenges of the day and no longer allow them to silence those who insist they do so.
GENUDGIVELSE. Denne artikel blev publiceret i Weekendavisen 13. august 1993 og er således fra den periode (1991-94) jeg var bosiddende i Thailands hovedstad.
Americasia. Englenes By er stedet, hvor Østen suger Vesten til sig. Bangkokianerens sjæl? Den er sat ind på hendes bankkonto.
BANGKOK – Som bosiddende i en by, der regnes for at være en af Verdens mest forurenede og støjplagede, må man lære at værdsætte de få privilegier, livet byder en. Som nu dette at have bopæl få sekunders jogging fra Kong Rama 9, Thailands højt respekterede monark siden 1946.
Paladset, som hedder Chitralada, ligner alt andet end et royalt domicil. Snarere en mellemting mellem en kaserne og en naturpark. Bygningerne på området camoufleres godt af træer, og der er forbud mod højhuse i området, for ingen skal kunne stå på 16. etage og iagttage kongefamiliens gøremål.
Chitralada har yderligere et attraktiv, som også Deres Korrespondent forstår at gøre brug af: Fortovet rundt om det kvadratiske kompleks er en af Bangkoks bedste jogging-ruter. Den, der trodser osen fra bilerne og tager ruten i dagtimerne, har måske held til at øjne et eller to eksemplarer af den sort-hvid brogede malkerace, efterkommere af præmiedyr, som Kong Frederik 9. bragte med til Thailand engang i 1960’erne.
Halvvejs rundt på jogging-ruten, skråt over for paladsets sydvestlige hjørne, ligger en af byens mest betagende seværdigheder, Wat Benjamabophit, bedre kendt som Marmortemplet. Måske en af de få lokaliteter, hvor Bangkoks sjæl, eller det, der måtte være tilbage af den, opleves mest intenst og intakt.
Ved halvsyvtiden, når solen er brudt igennem den sodfyldte morgendis, ruller en mindre karavane af Toyota’er og Nissan’er op foran templet. Ud stiger storbyens middelklasse med mad i plasticpose, blikgryder og porcelænskrukker. Templets munke står på række for at modtage dagens kulinariske almisse. Tradition og modernisering i en harmonisk symbiose. Øjeblikke som disse kan få en ellers nok så distanceret, halvkynisk iagttager til for en stund at glemme det infernalske kaos, der er under opbygning på gaderne omkring tempelkomplekset.
Byen er vågen Bangkok er for længst vågnet. På Petchburi Road hober de osende bybusser sig op i utålmodige kødannelser. Pladsmanglen på den overbelastede asfalt gør, at det mest effektive transportmiddel er motorcyklerne. De smyger sig en for en op mellem bilkolonnerne og kommer derfor først over vejkrydsene.
I myldretiderne er der så mange af dem, at man forledes til at tro, at byens hundredtusinder af motorcyklister har organiseret sig i bander for at trodse den terror, som bilisterne udfolder.
Et blik ind i en af de mange motorcykelbander åbner et helt mikro-kosmos. Bagsædepassagererne tæller alle typer: Munken, der sidder sidelæns og mediterer (eller måske er han bare bedøvet af forureningen), den fikst makeup’ede kontorpige, der med et enkelt numsevrik kan udkonkurrere enhver Miss Danmark-kandidat i elegance, den halvsovende barpige undervejs hjemover til betonslummen efter en hård dags nat i forlystelseskvarteret. Eller en gadehandler med favnen fuld af frisk-skårne ananas og håbet om en bedre omsætning end dagen før.
Et forvirrende og fascinerende træk ved Englenes By er dens præg af tilfældighed og kaos. Thaiernes hovedstad savner den systematik og opdeling, som kendes fra flere af dens fjernøstlige søsterbyer. Der er intet klart defineret centrum, snarere en fire-fem stykker, som man kan orientere sig efter alt efter interesser og lyst. For novice-turisterne, der søger lindring efter et par timers trafikchok, vil Grand Palace og Wat Prakheo, byens største tempelkompleks, være den centrale destination.
For de mere kommercielt orienterede hoveder vil det være forretningskvarteret op til Silom Road, der bugner med de velkendte kopi-produkter – Rolex og Calvin Klein for en nævefuld dollars, værsgo’ – og næsten uundgåeligt slutter med en tour-de-force i hore- og drukgaderne Patpong I og II.
Endelig kan de puritanske og livsfornægtende individer forfalde til amatøristisk meditation i de mange hotel-paladser, der frembyder sig som arkitektoniske oaser med overskuelige intervaller i den fræsende metaljungle. Bangkoks bedste hoteller, anført af det legandariske Oriental, får som bekendt Amagers Hotel Scandinavia til at tage sig ud som et blikskur for femteklasses rygsæksturister.
Hæslighed og elegance Bangkok er mødestedet, hvor Østen suger Vesten til sig og skiftevis får hæslighed og elegance ud af det. I denne metropol med flere end otte millioner sjæle kan Himmel og Helvede ligge et par husblokke fra hinanden. Enklaver af bølgeblik-slum og fortidig teaktræsidyl er naboer til sidste skrig i femstjernet hotelluksus og funklende stålsiloer, hvor asiatisk forretningsliv har forskanset sig for at slippe for stanken fra de klongs (kanaler), som flyder med så meget lort og møg, at end ikke moskito’erne kan overleve.
Præcis derfor kan vi glæde sig over, at malaria-risikoen er udryddet i Bangkok. Byens kaos, dynamik og elendighed er thaiernes eget værk. Ikke skabt af et de vestlige imperier, for Thailand blev aldrig velsignet med vestlig kolonisering. Nogle kynikere hævder, at Thailands frivillige åbning for vestlig indflydelse og udnyttelse for et århundrede siden gjorde en direkte kolonisering overflødig. Briterne tog for sig, hvad de behøvede i Burma og Malaya, franskmændene civiliserede Indokina, mens alle vesterlændinge, danskere inclusive, fik en bid af kagen i Siam. ØK-faderen H.N. Andersen in memoriam, for han grundlagde som bekendt sit imperium i Englenes By, så herude starter en vigtig del af Danmarkshistorien.
Stadig ifølge kynikernes udlægning er Thailands uafhængighed af kolonimagternes greb relativ. Siden Anden Verdenskrig har Onkel Sams indflydelse været allersteds nærværende og dyb. I dag som for 40 år siden har Bangkoks elite gået i skolesko på amerikanske universiteter eller lært anti- kommunismens ABC på militærakademiet West Point.
Alliancen blev cementeret i 1960’erne, da thaierne lod amerikanerne bygge baser for de bombefly, der skulle på togt over Indokina, og Bangkok blev rest &recreation-hovedstad for de karseklippede læderhalse fra Guds Eget Land. Forbindelserne har blomstret lige siden.
Hvad enten det gælder Kentucky Fried Chickens, bærbare Motorola-telefoner, Harley Davidson-klubber eller sidste skrig i Nike-sportssko, så har det altsammen rødder i den hybrid-kultur, som en skarpsindig sjæl engang døbte Americasia. Så er det kun på overfladen, at Hollywood, Buddha og Chinatown går op i en højere enhed, for enhver forretningsmand herude ved, at uden japanske penge kunne denne maskine ikke holdes i gang. Thailands forvandling siden 1945 fra et oksekærre-trukket bondesamfund til et, der er drevet af Toshiba-PC’ere og Toyota’er blev nok startet af amerikanerne, men i dag er det Japan, der har den økonomiske førertrøje på.
To samfund I en vis forstand er Thailand to ganske forskellige samfund: Bangkok og resten af landet. De forbindes af buddhismen, militæret og monarkiet, men overfladisk set har Bangkokianeren umådelig lidt tilfælles med risbonden i det udpinte, nordøstlige Isan. Thailands og Bangkoks problem er, at Isan-bondens sønner og døtre vil væk fra det tørkeramte, udsigtsløse liv i rismarkerne og derfor griber de chancer, hovedstaden frister med.
Typisk bliver sønnen chauffør på en tuk-tuk, de berømte trehjulere, som enhver besøgende vesterlænding har forsøgt sig i. Med lidt flid og held kan tuk-tuk- chaufføren en skønne dag avancere til at blive bellboy eller tallerkenvasker på et af turisthotellerne. Så langt rækker millioner af thai-bondedrenges drømme om et andet liv end forældrenes. For døtrene er adgangen til hurtige penge nemmere, den hedder typisk Patpong, hvor en måneds indkomst er ti-tyve gange større end forældrenes hjemme i teakhuset i Isan. På den måde er Bangkoks kommercielle sex med til at opholde Thailands status som verdens største riseksportør, for naturligvis går en betydelig del af pigernes indkomst hjem på familiens bankkonto.
Inden forargelsen stiger til skyskraberhøjde kan det være værd at erindre om, at den sexindustri, som Bangkok er så berømt og berygtet for, ikke er hverken Vietnam-krigens eller turistbranchens opfindelse. Den har rødder i buddhismens tolerante syn på sexualitet og i thaiernes traditionelle machokultur. De skræmmende AIDS-tal er for thaierne blevet en påmindelse om, at de heller ikke på dette område undgår virkningerne af den internationalisering, som landet på godt og ondt er blevet offer for.
Service-kvinderne på massageklinikkerne og barpigerne i Patpong er ikke et sekund i tvivl om, at de har det hundrede gange bedre end de af deres medsøstre, som slider sig livet itu på de tusinder af sweatshops, som gemmer sig overalt i betonjungelen. En af disse sweatshops, en legetøjsfabrik, gik op i flammer og røg for nylig og kostede flere end 200 lavtlønskvinder, og nogle få mænd, livet.
Virksomhedens chef erkendte sit ansvar for historiens største fabriksulykke siden Bhopal-tragedien ved at lade sig indrullere i en lokal munkeorden. Fabriksbranden har tjent til at kaste lys på den brutale kendsgerning, at Bangkok-regionen tegner sig for mere end halvdelen af Thailands totale nationalprodukt, selvom hovedstadsområdet kun rummer 15 procent af den samlede befolkning. Tre fjerdedele af nationens fremstillingsindustri er koncentreret i og omkring Bangkok. Trods rekordvækstrater siden midten af 1980’erne er det ikke lykkedes for Englenes By at blive den dynamo, der kan rydde op og skabe lidt velstand blandt de fattigdomshærgede regioner i nord og nordøst. I denne sammenhæng bliver thaiernes legendariske tolerance til ligegyldighed og uansvarlighed.
Middelklassens revolte For et års tid siden (1992, F.Y.) fik Verden det indtryk, at forandringens time var kommet til Thailand. Især til Bangkok, som blev scene for de blodigste uroligheder i tyve år. Et opgør mellem landets autokratiske militær og en alliance mellem hovedstadens middelklasse og studenterbevægelse førte til generalernes retræte og dannelse af et demokratisk alternativ, der smagte lidt af en bedre fremtid. I dag, mange skuffede forventninger senere, ligner alt for meget det gamle. Den demokratisk valgte regering er handlingslammet. Militæret kontrollerer fortsat infrastruktur og gigantformuer. Studenterne er tilbage på universiteterne og passer, hvad de skal passe. Middelklassen fornøjer sig med sine Corolla’er og Motorola’er. Den velkendte, charmerende sanuk-mentalitet blomstrer igen (sanuk = ubekymrethed, afslappet sjov) og kun få taler åbent om det, som aldrig bliver gjort.
For trods revolten i fjor, kravet om forandringer og den forrygende økonomiske fremdrift er Bangkok stadig et dybt traditionelt samfund. Formen er identisk med indholdet i thaiernes adfærd. Ritualer tæller mere end substans. Vesterlændinge kan lede længe og forgæves efter dybden i bangkokianernes sjæl. Med kynikerens ord igen: Sjæl? Den står på hendes bankkonto! Alligevel har denne by, som det gigantiske kulturmix, den er, så meget mere at byde på end dens mere konforme søsterbyer Hongkong og Singapore. Der er også ligheder med disse, der ikke skal overses: Bangkok har kinesiske træk, som rækker langt videre end byens Chinatown-kvarter.
Nogle skøn vil vide, at 65 procent af bangkokianerne har kinesisk blod i sig. Andre vil vide, at mens 15 procent er rent kinesiske (taler cantonesisk og læser kinesiske aviser) er i hvert fald en tredjedel blandede thai-kinesere. I intet andet asiatisk land er de oversøiske kinesere blevet assimileret så vellykket – en kendsgerning, der tjener til at illustrere Bangkok-thaiernes rummelighed og tolerance.
Noget af det første, en besøgende lærer at sige på thai er »mai pen rai«, som betyder noget i retning af: No Problem. Never Mind. Et uofficielt slogan for en bykultur, hvor en glat facade tjener til at skjule alle slags kontroverser. Mai pen rai, siger bangkokianeren, jeg har jo mit åndehus, mine amuletter og mit Visa-kreditkort. Med Buddhas hjælp sikrer de mig en god og lykkelig fremtid. Og for ham er Bangkok slet ikke Bangkok. Byen hedder nemlig ikke sådan, navnet er en vestlig opfindelse. Thaierne kender den som Krung Thep, Englenes By. Men det er kun en forkortelse.
Er De med endnu, kære læser? Så tag endnu en dyb indånding, for her følger et forsøg på en oversættelse: Englenes Storslåede By, De Guddommelige Juvelers Fornemste Gemmested, Det Store Uerobrede Land, Det Strålende Rige, Den Royale, glædesfyldte Hovedstad, De Ni Ædle Juvelers Hjemsted, Den Højeste Royale Bolig, Det Storslåede Palads, De Genfødte Ånders Bolig og Guddommelige Beskyttelse.
Elementært, ikke? Vi lader den stå et øjeblik, mens Gibbonaben skriger i baghaven og endnu en motorcykelbande snerrer forbi ude på asfalten.
Flemming Ytzen, Weekendavisens korrespondent, besøgte Bangkok for første gang som 23-årig journalistelev i 1975 og blev lettere chokeret. Regelmæssige besøg siden da gav mulighed for en gradvis fordøjelse af de påvirkninger, som Englenes By lokker til. I efteråret 1991 tog han et afgørende skridt ud i en længerevarende udlændighed og flyttede sig selv, hustru og tre børn til det fascinerende kaos, som byen er.
Flemming Ytzen 