Hongkong er et tryggere sted efter dommen over Joshua Wong

Udgivet den 8. november 2026 af flemmingytzen

Kommentar af juraprofessor og fhv chef for Hongkongs anklagemyndighed

Af Grenville Cross

Det er altid sørgeligt, når en ungdomskriminel udvikler sig til en forhærdet vaneforbryder, og Joshua Wong er ingen undtagelse. Allerede i en tidlig alder udviste han kriminelle tilbøjeligheder, og de tog til med tiden. Han var den fødte opmærksomhedsjæger og nød den opmærksomhed, hans optrin vakte, navnlig i Kinafjendtlige kredse i udlandet.

Før sin seneste dom for »samarbejde med udenlandske kræfter« den 5. november var han, som dommer William Tam Yiu-ho forklarede ved strafudmålingen, »ikke ukendt ved domstolene«. I en alder af 30 år havde han allerede seks tidligere domme for i alt otte lovovertrædelser.

Allerede i skoletiden, hvor han gennem sin bevægelse Scholarism søgte at dæmonisere patriotiske værdier og nedgøre sit land, var Wongs optrin udformet med henblik på at destabilisere Hongkongs særlige administrative region. Som et villigt redskab for udenlandske kræfter blev han indoktrineret til at tro, at en underminering af politikken »ét land, to systemer« på en eller anden måde ville gavne regionen — den ville i hvert fald gavne Kinas modstandere.

Når det passede ham, veg Wong ikke tilbage for vold. Det gjorde det så meget desto mere besynderligt, at en gruppe amerikanske lovgivere fra begge partier i 2018 indstillede ham til Nobels fredspris. Hans hærgen var alt andet end fredelig, hvilket priskomitéen, som afviste hans kandidatur, indså.

Den 26. september 2014 deltog Wong sammen med Nathan Law og Alex Chow i en ulovlig forsamling på Civic Square uden for regeringshovedkvarteret i Central. For at udløse en besættelse af det omkringliggende område tiltvang de sig adgang til pladsen, hvortil adgangen var begrænset, og opfordrede andre til at gøre det samme. Under tumulten blev ti sikkerhedsvagter såret, én af dem alvorligt.

Appeldomstolen betegnede Wongs adfærd som »en omfattende ulovlig forsamling, der involverede vold«. Selv om hans skyld var åbenlys, var hans udenlandske støtter rasende. Paddy Ashdown, som var protektor for Hong Kong Watch og medlem af det britiske parlament, var eksempelvis medunderskriver på et brev til The Guardian, hvori det hed, at de tre lovovertrædere burde hædres, og hvori dommerne blev beskyldt for »et skandaløst justitsmord«.

Det var derfor ikke overraskende, at Wong blev modtaget med den røde løber af den ultrakonservative elite, da han i november 2016 besøgte Washington D.C. som generalsekretær for Demosisto, der siden er blevet opløst. De førte ham ind til møder med demokraten Nancy Pelosi, der dengang var formand for Repræsentanternes Hus, og de republikanske senatorer Tom Cotton og Marco Rubio, som dengang var senator. Dermed fulgte han i fodsporene på to andre Beijing-fjendtlige politikere fra regionen, Anson Chan Fang og Martin Lee, som i stigende grad blev betragtet som den gamle garde. Alle kunne se, at Wong nu var Washingtons ’gulddreng’, og man håbede utvivlsomt, at han ville bidrage til at gennemføre USA’s dagsorden for Hongkong.

Under hans besøg bragte The Wall Street Journal ikke blot et debatindlæg skrevet af Wong, som talte for Hongkongs uafhængighed, men også en leder med overskriften »USA’s solidaritet med Hongkong«. Den opfordrede den amerikanske Kongres til at indføre sanktioner mod kinesiske embedsmænd, fordi de angiveligt undertrykte Hongkongs rettigheder og friheder. USA investerede tydeligvis meget i Wong, og efterhånden som begivenhederne udviklede sig, gav det afkast.

Wong spillede en central rolle i den vold, der greb Hongkong i 2019-2020. Mens volden rasede, blev han og Law opdaget under et møde på et lokalt hotel med den daværende amerikanske politiske konsulatsrådgiver Julie Eadeh. Selv om de instrukser, hun gav dem, aldrig blev offentliggjort, lagde USA ikke skjul på sin støtte til dem, der forsøgte at ødelægge politikken »ét land, to systemer«. Den amerikanske senator Ted Cruz ankom endda til Hongkong klædt i sort for at vise sin solidaritet med uromagerne. Da opstanden var overstået, blev Wong igen stillet til ansvar for retten. I december 2020 blev han eksempelvis idømt 13 måneds fængsel for sin rolle i belejringen af politihovedkvarteret i Wan Chai året før.

Efter at den nationale sikkerhedslov for Hongkong (NSL) var blevet vedtaget den 30. juni 2020, ændrede alt sig. Mens Law flygtede til Storbritannien, hvor de britiske myndigheder tog imod ham med åbne arme, valgte Wong at blive. Han fortalte Financial Times, at han var en af dem, der understøttede denne bevægelse. Siden har han skrevet historie som den første tiltalte, der er blevet dømt i to særskilte retssager efter sikkerhedsloven.

Den 5. november idømte dommer Tam Wong ti års fængsel for at have samarbejdet med fremmede lande eller eksterne aktører om at bringe den nationale sikkerhed i fare. Bortset fra to måneder og to dage skal straffen afsones i forlængelse af den fængselsstraf på fire år og otte måneder, som han tidligere blev idømt for Hongkong 47-gruppens forsøg på at lamme den lovgivende forsamling og undergrave statsmagten. Efter den tidligere dom stod han til løsladelse den 7. januar 2027. I begge retssager fik han strafnedsættelse, fordi han erklærede sig skyldig. I den seneste blev udgangspunktet på 13 års fængsel nedsat til ti år.

Anklagemyndigheden gjorde gældende, at Wong var en del af en global kampagne for at fremkalde sanktioner og andre fjendtlige tiltag mod embedsmænd på det kinesiske fastland og i Hongkong med det formål at underminere den nationale sikkerhed. Dommer Tam beskrev Wong og Law som »fortalere i forreste række i samarbejdet med udenlandske kræfter«. De og deres medsammensvorne havde tilskyndet til udenlandsk indblanding på et tidspunkt, hvor Hongkong efter opstanden stod over for »meget store risici for den nationale sikkerhed og retsstaten«.

Tam erkendte, at han idømte »en meget streng straf«. Men han sagde, at det var nødvendigt for at »udtrykke samfundets afsky for tiltaltes plan og handlinger sammen med andre med henblik på at samarbejde med udenlandske kræfter eller eksterne aktører om at bringe den nationale sikkerhed i fare og for at opfylde det ufravigelige krav om almenpræventiv afskrækkelse«. Når nationens overlevelse står på spil, er sådanne synspunkter fuldt ud berettigede.

Selv om straffen på ti års fængsel kan forekomme hård, var det den lavest mulige straf for en person, der dømmes for en lovovertrædelse vedrørende samarbejde med udenlandske kræfter »af alvorlig karakter«. Strafferammen er fra ti års fængsel til livstid.

Sikkerhedsloven har ikke tilbagevirkende kraft, og Wongs skylderkendelser viste præcis, hvorfor han ikke var fulgt med Law i eksil. Han var dybt involveret lokalt i to adskilte kriminelle foretagender, det ene indadrettet og det andet udadrettet. Det er ufatteligt, hvis han troede, at han kunne slippe af sted med dem, og han må have undervurderet myndighedernes vilje til at beskytte rammerne for »ét land, to systemer«.

Som tidligere begræd Wongs udenlandske støtter hans skæbne. Elaine Pearson, Human Rights Watchs Asien-direktør, fordømte eksempelvis en ’grusom og uretfærdig’ straf. Francis Hui, der er baseret i USA og ansvarlig for politisk interessevaretagelse i Committee for Freedom in Hong Kong Foundation, hævdede at være ’knust’ og ’rasende’. Organisationen ledes af Mark Clifford, en tro tilhænger af Jimmy Lai, og Hui har selv argumenteret for sanktioner mod Hongkong i den amerikanske kongres. Men der var tale om krokodilletårer fra mennesker, som er blevet tvunget til at acceptere, at udenlandske sammensværgelser er dømt til at mislykkes, og at regionen med Beijings urokkelige støtte går fra styrke til styrke.

Nu hvor Wong har fået sin straf, og mange af hans medsammensvorne enten sidder fængslet eller er i eksil, kan regionen drage et lettelsens suk. Selv om der ikke er plads til selvtilfredshed, står rammerne for »ét land, to systemer« nu langt sikrere end tidligere. Hvis Wong desuden bruger tiden i fængslet konstruktivt, sådan som hans advokater forsikrede dommer Tam om, at han allerede gjorde, er der ingen grund til at tro andet, end at han med tiden vil komme ud som en mønsterborger.

Forfatteren er senioradvokat med titlen Senior Counsel og juraprofessor og var tidligere chef for anklagemyndigheden i Hongkongs særlige administrative region (SAR)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Derfor vandt demokraterne midtvejsvalget

Udgivet den 7. november 2026 af flemmingytzen

Med tak til Jeppe Christiansen, direktør i Maj Invest

Det amerikanske midtvejsvalg har sendt et tydeligt signal. Hvis man glemmer de store befolkningsgrupper i gennemførelsen af sin politik, så mister man sit flertal og sin demokratiske legitimitet. USA er forhåbentlig i gang med et politisk retningsskifte.

Nederlaget ved midtvejsvalget var ikke i sig selv historisk – men det var et markant nederlag for den siddende præsident, og specielt tabet af guvernørposten i Texas og valget af en demokratisk senator i Kansas var signaler, man ikke kan tage fejl af.

For langsigtede investorer som Maj Invest underbygger valgresultatet den tese, vi har bygget vores investeringsstrategi på: ”De økonomiske markedskræfter er stærkere end præsidenter og regeringer”.

Dette er også årsagen til, at man som langsigtet investor skal fastholde en solid aktieandel i sin portefølje. Den økonomiske vækst i EU og USA er understøttet af massive investeringer i forsvar, energi og teknologi. Global økonomi vokser derfor med mere end 3 pct. så langt øjet rækker. Vi er ikke på vej mod økonomisk recession eller aktiecrash, men er derimod lige nu vidne til en sund korrektion i tech-markedet.

Investeringstemaer

Når det gælder AI-teknologi, kommer aktiemarkedet periodevis foran udviklingen. Vi har set, at en række datacentre med svag finansiering – de såkaldte neoclouds – er blevet ramt af mistillid i aktiemarkedet. Vi har også spekulative AI-teknologiaktier, som vil få problemer. Men der er efter min opfattelse ikke tale om en systemrisiko. De store amerikanske teknologigiganter har så solid indtjening og værdi, at de alene kan gennemføre deres datacenterinvesteringer uden hjælp fra de finansielle markeder. Men undervejs får vi perioder med kursuro. Det er et sundhedstegn og udtryk for markedskræfternes korrektion af de investeringsbeslutninger, som ikke har et tilstrækkeligt forretningsgrundlag.

Den danske AI-teknologidebat er også sund, men på nogle punkter kan den tilsyneladende køre af sporet. AI-teknologien er en realitet. Det kan Danmark ikke ændre på. Der findes ikke en on/off-knap, vi kan trykke på. Vi må indrette os efter den verden, vi lever i. Og AI-modellerne er ikke udtryk for tyveri. Vi skal selvfølgelig værne om ophavsret. Og vi skal selvfølgelig sikre os mod ”fake news” og misbrug af denne teknologi, ligesom vi gør i alle andre sammenhænge.

Men AI-modellerne stjæler ikke viden fra mennesker. Det er muligt, at nogle AI-modeller laver fejl, og nogle AI-modeller bruger viden, der tilhører andre. Men undskyld, vi har jo også hugget både alfabetet og 10-tals-systemet fra andre, hvis man skal blive i denne terminologi. Det er en diskussion, som ingen mening giver. Faktum er, at AI-teknologien stormer frem – og hvis vi boykotter den, er der kun én taber: Danmark.

De enorme investeringer i kunstig intelligens fortsætter, og nye datacentre opføres. De store teknologigiganter, såkaldte hyperscalere, står bag hovedparten af datacentrene. Amazon, Alphabet, Microsoft, Meta og Oracle har solid indtjening og finansierer hovedsageligt investeringerne med egen indtjening. Det begrænser finansieringsrisikoen.

Trump er svækket

Ved tirsdagens midtvejsvalg mistede republikanerne flertallet i Kongressen, og Trump står svækket efter valgnederlaget. Valget blev afgjort af økonomien. Nye tal fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, viser, at formuerne har udviklet sig meget forskelligt siden 2022.

  • De 10 pct. med højest indkomst har øget deres formue med 31 pct.
  • De næste 50 pct. har oplevet en fremgang på mellem 0 og 8 pct.
  • De 40 pct. med lavest indkomst har derimod oplevet et formuetab.

Formuetabet er størst blandt de 20 pct. med lavest indkomst, som har mistet 6 pct. af deres formue.

De stigende leveomkostninger rammer især familier med lave indkomster, fordi mad og energi fylder mere i deres budgetter.

  • De lavest lønnede 20 pct. bruger ca. 50 pct. af deres indkomst på mad og energi.
  • De 20 pct. med højest indkomst bruger blot 9 pct. af deres indkomst på mad og energi.

Det har svækket Trumps opbakning blandt de vælgere, som han var afhængig af i 2024, da han gik til valg på at gøre amerikanerne rigere.

Trump vandt i 2024 blandt vælgere uden en universitetsuddannelse og tiltrak også flere unge vælgere. Netop disse grupper har ikke fået del i de store formuestigninger.

  • Familier under 35 år har måttet forbruge 23 pct. af deres formue siden 2022.
  • Familier over 75 år har derimod øget deres formue med 37 pct.
Forskellen skyldes bl.a., at ældre amerikanere har større opsparinger og pensionsformuer. De har haft glæde af stigende aktiekurser, mens mange yngre familier har langt mindre opsparing og er presset af høje boligpriser. Den økonomiske utilfredshed, der hjalp Trump til magten i 2024, har nu bidraget til republikanernes valgnederlag.

Ingen tegn på recession

Amerikansk økonomi vokser, og investorerne ser ikke ud til at være bekymrede for recession. Når økonomien er på vej mod en recession, bliver investorerne nervøse for, om virksomhederne kan betale deres gæld. Derfor kræver de en højere rente for at låne penge til virksomheder med høj risiko. Renten er typisk steget kraftigt under økonomiske kriser: Under finanskrisen steg renten til over 20 pct.Under coronakrisen steg renten til over 10 pct.I dag er renten omkring 7–8 pct. Dermed forventer finansmarkederne, at langt de fleste virksomheder kan betale deres gæld. De seneste tal for amerikansk økonomi understøtter det positive billede: I tredje kvartal steg væksten til 3,4 pct. opgjort i årsrate.Privatforbruget voksede med 3,8 pct. i tredje kvartal.Virksomhedernes investeringer steg med 12,7 pct. i tredje kvartal. Amerikanerne bruger penge, og virksomhederne investerer i nyt udstyr og teknologi. Det skaber arbejdspladser og er med til at holde gang i økonomien.
Tysk bilindustri er kørt fast Volkswagens regnskab viser tydeligt, hvor presset den tyske bilindustri er. Indtjeningen er næsten forsvundet efter store nedskrivninger, og ledelsen advarer om, at overskuddet er for lavt til at finansiere fremtidens investeringer. Volkswagens driftsunderskud steg til 6 mia. euro i tredje kvartal.Koncernens bilproduktion er faldet 10 pct. i årets første ni måneder.Tyskland producerede 4 mio. biler i 2025 mod 6 mio. i 2015.Kina producerede 30 mio. biler i 2025 mod 21 mio. i 2015.

Krisen er ikke begrænset til Volkswagen. Hele den tyske bilindustri kæmper med svagere konkurrenceevne. Kinesiske producenter vinder frem med billigere biler, mens Europas høje energiomkostninger presser producenter og underleverandører.

Ifølge en undersøgelse fra det tyske energiforskningsinstitut Forschungsstelle für Energiewirtschaft (FfE) er både strøm og naturgas dyrere for tysk energiintensiv industri end for kinesisk:

  • Strøm til industrien i Tyskland kostede 130 euro pr. MWh i 2024.
  • I Kina kostede industriens strøm 80 euro pr. MWh i 2024.
  • Tilsvarende kostede tysk naturgas 60 euro pr. MWh i 2024.
  • I Kina kostede naturgas 50 euro pr. MWh i 2024.

EU’s krav om grønne brændsler risikerer at forværre situationen. Fra 2030 skal vedvarende brint som udgangspunkt dække 42 pct. af industriens omfattede brintforbrug. Ifølge EU’s energimyndighed ACER koster det omkring 8 euro at producere et kg grøn brint mod blot 2 euro pr. kg traditionel brint fra naturgas.

Når europæiske virksomheder allerede betaler mere for energien end deres kinesiske konkurrenter, vil et krav om dyrere grønne alternativer kun accelerere industriens tilbagegang.

Hvis ikke Europas politikere sikrer adgangen til stabil og billig energi, risikerer vi at miste endnu mere industri.

Kina har knækket koden

Kina har opbygget et markant forspring i den globale batteriindustri. Kinesiske producenter fremstiller ikke blot batterier billigere end deres vestlige konkurrenter. De kan også bygge nye fabrikker langt hurtigere og til en brøkdel af prisen.

  • Battericeller produceret i Kina er over 30 pct. billigere end i Europa.
  • En batterifabrik i Kina kan bygges for omkring en tredjedel af prisen i Europa.
  • En batterifabrik kan etableres omkring tre gange hurtigere i Kina end i Europa.

En væsentlig forklaring er, at Kina gennem mange år har opbygget en stor og effektiv batteriindustri. Det giver producenterne flere fordele:

  • Billige komponenter fra et omfattende netværk af leverandører.
  • Erfarne medarbejdere med stor viden om batteriproduktion.
  • Standardiserede fabrikker, hvor teknologi og produktionslinjer genbruges.

Det reducerer både omkostninger og byggetid.

Fordelen ved standardisering understøttes af forskning fra den danske professor Bent Flyvbjerg. Hans analyser viser, at projekter, som kan bygges i gentagne moduler, generelt er lettere at gennemføre uden store budgetoverskridelser. Det gælder eksempelvis sol- og vindkraft, mens store atomkraftværker langt oftere overskrider deres budgetter.

Kinas batteriproducenter udnytter nu deres forspring til at udvide internationalt. Højere toldsatser og krav om lokal produktion får dem til at etablere fabrikker tættere på deres kunder. 90 mia. dollar i annoncerede batteriprojekter i udlandet siden 2023.Heraf 32 mia. dollar i Europa og 35 mia. dollar i Syd- og Østasien.Kina har allerede 80 pct. af kapaciteten i fire centrale batterikomponenter. Europa kan dermed få flere batterifabrikker og arbejdspladser, men det er fortsat kinesiske virksomheder, der sidder på en stor del af teknologien og leverandørkæderne. Kinas industrielle forspring er næsten umuligt at indhente.

(ovenstående er en redigeret udgave af nyhedsbrevet i uge 45 fra direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Vi må tale fordomsfrit om fred i Ukraine

Udgivet den 24. oktober 2026 af flemmingytzen

Uddrag af leder i forsvarsmagasinet Olfi, skrevet af chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen

Det nytter ikke noget at kalde alle, der prøver at nuancere debatten om Ukraine, for putinister. To tredjedele af den ukrainske befolkning ønsker at forhandle en afslutning på krigen med Rusland så hurtigt som muligt. Det vil gøre ondt, men alternativet er værre, fordi det risikerer at udløse Tredje Verdenskrig og potentielt tage livet af Ukraine som en selvstændig nation.

Vi mangler nuancer i debatten om krigen i Ukraine. Alt for mange politikere og analytikere lader sig styre af følelser i den grusomme krig, som rettelig begyndte i 2014 med Ruslands annektering af Donetsk, Luhansk og Krim. Dengang reagerede vi på Putins overgreb med et skuldertræk – og fortsatte destruktionen af det danske forsvar med besparelser på 15 pct., som førte til, at vi i dag ikke kan forsvare os mod noget som helst, skulle en seriøs fjende finde på at angribe.

Sikkerhed var noget, som hverken Venstre- eller socialdemokratisk ledede regeringer tog alvorligt. Det handlede om at slippe så billigt som muligt ved nærmest at nedlægge Forsvaret, mens vi bildte amerikanerne ind, at vi skam var et kerne-land i alliancen. Min bare! På Nato-topmødet i Wales i 2014 pralede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) af at have fået ændret aftaleteksten i slutdokumentet til, at Nato-landene ikke skulle nå forsvarsudgifter på 2 pct. af bnp i 2024, men i stedet have det som hensigtserklæring formuleret i slutteksten som ”aim towards 2 percent”.

Hvorfor dog betale for vores egen sikkerhed, når USA gjorde det og i øvrigt havde gjort det siden slutningen af Anden Verdenskrig? Lad os lige huske på det, inden vi lader vores galde vælte ud over den nuværende amerikanske præsident, som vi selv har været med til at føre til magten netop på grund af vores vanvittige sikkerhedspolitik, som har sået et had mod Europa blandt MAGA og hardcore republikanere.

Persongalleriet fra regeringskontorerne i de år er de samme, som i dag leder vores land og fortæller os, hvad vi må mene og udtrykke af skepsis og kritik mod myndighederne. Ministrene i de år hed bl.a. Nicolai Wammen (S), Mette Frederiksen (S), Martin Lidegaard (R), Lars Løkke Rasmussen (dengang V) og Troels Lund Poulsen (V).

Krigen i Ukraine varede otte år, før nogen dansk politiker langsomt begyndte at vågne fra tornerosesøvnen. Anledningen var Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine i februar 2022, som til vores store overraskelse mødte imponerende og hård modstand. Da den ukrainske præsident Zelensky afviste et lift til USA og i stedet tog kampen op, så Vesten en europæisk leder, som stod fast og udviste alt det mod og den opofrelse, som de ikke selv besad.

Ved at kaste deres kærlighed på Zelensky havde de fundet svaret på deres egen dårlige samvittighed og imponerende inkompetence med det resultat, at enhver, som stillede sig en smule skeptisk og tillod sig at stille spørgsmål ved regeringens strategi og udenrigspolitik, blev udskammet som putinister, talerør for Kreml, landsforrædere og femte kolonne kollaboratører.

Den slags debatklima er gift – ikke mindst når de landsdækkende medier følger trop. Opbakningen til regeringens kurs i spørgsmålet om Ukraine har været så massiv, at hele Folketinget bakkede op om den, og hvis nogen ikke gjorde – så var fordømmelsen total. Hvis man derfor vil forstå, hvorfor Dansk Folkeparti har så meget medvind og i dag står til at blive landets næststørste parti, handler det nok ikke kun om en indvandrerkritisk linje.

Politikerne har slet ikke forstået alvoren

Siden invasionen har vi i Danmark stået last og brast med Ukraine, og vi er målt per indbygger det land, som har doneret mest. Ifølge Udenrigsministeriet er Danmarks støtte til Ukraine i dag oppe på 88,2 mia. kr. Støtten har – sammen med resten af Vestens donationer – betydet, at Ukraine har kunnet holde stand mod den russiske overmagt i snart fem år.

Vi har doneret militært isenkram i form af artilleri, kampvogne og F16-kampfly foruden en lang række mindre militære bidrag. Vi har doneret penge og ydet civil støtte i form af humanitær hjælp og økonomi til genopbygning, reformindsatser, sundhedsdonationer samt freds- og stabiliseringsindsatser.

Snart fem år inde i krigen har vi endnu ikke har løst Forsvarets massive fastholdelsesudfordringer. Vi mangler soldater i alarmerende grad, men regeringen og politikerne på Christiansborg lader til at være flintrende ligeglade. Soldaterne siger stadig op, fordi de bliver behandlet elendigt med en ussel løn for at sætte livet på spil for din og min sikkerhed. Lige om lidt står vi med det mest moderne materiel og avancerede våben uden uddannet personel til at betjene det.

Vi kan endnu ikke finde ud af at få sat gang i genopbygningen af Søværnet, fordi der er gået lokalpolitik og danske arbejdspladser i den politiske proces. Vi har endnu ikke en strategi for det danske forsvar, men køber ind i blinde uden nogen samlet eller overordnet plan. Landets politikere har slet ikke forstået, hvilken alvorlig situation, vi står i, og de har tydeligvis ikke travlt med at få styr på det danske forsvar.

Ukraine-skepsis

Når vi i Danmark har kunnet støtte Ukraine så massivt, uden at vi har oplevet den samme modstand, som vi ser i mange andre lande, skyldes det den helt utroligt stærke økonomi i dette land. Det økonomiske råderum har på mirakuløs vis gjort det muligt at øge forsvarsudgifterne med 365 mia. kr. og samtidig yde støtte til Ukraine, uden at det har været nødvendigt at skære i velfærden. Det er i virkeligheden helt vildt, at det har kunnet lade sig gøre. Så heldige er andre lande ikke.

I september vandt Alternative für Deutschland (AfD) 43,8 pct. af stemmerne ved valget i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Det skete bl.a. på et budskab om at stoppe støtten til Ukraine. I det gamle Østtyskland er borgerne trætte af at se regeringen donere penge til Ukraine, mens de ikke selv har råd til at købe helt basale fornødenheder i deres lokale supermarked.

I Frankrig vokser modstanden mod støtten til Ukraine også. Landet har en statsgæld på 118 pct. af bnp, og hvis man er i tvivl om, hvordan borgerne – og særligt de unge – ser på deres fremtidsudsigter, skal man bare studere de vanvittige og voldelige optøjer gennem de seneste dage i Marseille og Paris. Lige nu peger alle meningsmålinger på, at Marine Le Pen og partiet Rassemblement National står til at vinde præsidentvalget, som finder sted over to valgrunder i april og maj 2027 – bl.a. med et budskab om at stoppe støtten til Ukraine.

Økonomisk har vi ikke længere råd til det. Det har vi simpelthen ikke, siger Marine Le Pen.

Samme tendenser finder man i Italien, og overalt i Europa daler opbakningen til at støtte Ukraine. Hvorfor? Fordi krigen har udviklet sig til en udmattelseskrig uden nogen som helst udsigt til fred, så langt øjet rækker. I det scenarie har økonomisk trængte europæere svært ved at forstå, hvorfor vi skal fortsætte med at finansiere en krig, som bare bliver ved og koster tusindvis af soldater livet hver eneste dag.

Når Europas siddende regeringer møder den voksende skepsis med vat i ørerne og et budskab om at skrue op for støtten, reagerer folk i trods. Og de begynder at opfatte advarslerne om den voksende trussel fra Rusland som en selvopfyldende profeti, hvor politikerne kun taler temperaturen op. Når udokumenterede ”beviser” for Ruslands aggressive adfærd viser sig at være fatamorganaer, skal befolkningen ikke forvente hverken korrektioner eller undskyldninger fra den danske regering.

Tag bare sagen om sprængningerne af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen i september 2022. Sabotagen passede perfekt ind i regeringens retorik om russiske hybridangreb. Men da efterforskningen pegede på ukrainske dykkere, nægtede Danmark at udlevere materialet til Tyskland, som nu retsforfølger de formodede gerningsmænd – og lukkede i øvrigt ned for al kommunikation om sagen.

Da dronerne over Københavns Lufthavn i september i fjor viste sig at være et skolefly fra Roskilde, blev medierne gjort til problemet, fordi vi tillod os at stille os kritiske over for myndighederne. Den slags adfærd opfatter borgerne som arrogant magtfuldkommenhed, der kun øger mistilliden og modstanden i befolkningen.

Mangler både soldater og penge

Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation gør ikke tingene nemmere. Ukraine mangler soldater i alarmerende grad, og selv om det på ganske imponerende vis er lykkedes Ukraine at fremstille langtrækkende krydsermissiler, som nu rammer Ruslands infrastruktur i dybden, ser udsigterne dystre ud. Rusland fortsætter angrebene med uformindsket styrke, og lige om lidt sætter vinteren ind i Ukraine, som kan se frem til endnu et halvt år i et isnende helvede. Rusland angriber igen mål i Kyiv, som efter flere års forholdsvis fredelig eksistens nu oplever angreb på daglig basis.

USA og præsident Donald Trump har for længst lagt Ukraine på is og nu også slukket for Elon Musks satellitsystem Starlink og stoppet med at advare Ukraine om russiske missilangreb. Hjemme i USA er Trump presset og vil med al sandsynlighed tabe stort ved midtvejsvalget om to uger, selv om han slet ikke er på valg. Det skyldes først og fremmest hans krig i Iran og lukningen af Hormuz-strædet, som har resulteret i tårnhøje benzin- og dieselpriser på det globale marked.

I et sidste desperat forsøg på at sænke priserne indgik Trump lige før efterårsferien en dieselaftale med Rusland og fulgte den op med at lette flere sanktioner mod Rusland, som ellers var en del af den meget omtalte Lindsay Graham Act. Konsekvensen er, at Rusland griner og roser Trump, mens Ukraine og Europa står tilbage som de helt store tabere.

Så hvad skal vi gøre, når rovdyrene handler hen over hovederne på os? Det korte svar er, at vi er nødt til at forholde os til virkeligheden, som desværre ikke efterlader nogen positiv afslutning på krigen i Ukraine.

Ukraine kæmper vores krig

Statsminister Mette Frederiksen har sammen med sine politiske støtter på Christiansborg igen og igen sagt, at der kun er én udgang på krigen i Ukraine: at Ukraine vinder. Men hvad mener hun egentlig med det? Er det at vinde grænsen fra 2014 tilbage, eller er det grænsen fra 1991? Eller ønsker statsministeren i virkeligheden et regimeskifte i Kreml?

Uanset hvad er målet i min optik helt urealistisk og udtryk for en kynisk naivitet, som i virkeligheden risikerer at splitte Europa og EU, præcis som Rusland ønsker det. I samme spor har det lydt fra den danske statsminister, at kun Ukraine kan afgøre, hvornår krigen skal slutte.

Set i det lys bør de europæiske regeringer lytte til det overvældende flertal af ukrainere, som ønsker en afslutning på krigen, jo før, jo bedre. Således svarede 66 pct. af ukrainerne i juni ifølge Gallup, at de ønskede en forhandlet afslutning på krigen så hurtigt som muligt. Det er helt præcist to ud af tre ukrainere. Til sammenligning svarede 24 pct. svarende til hver fjerde ukrainer, at Ukraine skulle fortsætte kampene, til krigen er vundet. Kun 11 pct. var uafklarede.

Vi kan fra dansk og europæisk side selvfølgelig vælge at skrue op for støtten til Ukraine og fortsætte mantraet om, at Ukraine kæmper vores krig. Men intet tyder på, at det vil give Ukraine overtaget. Og i virkeligheden er den politik også både kynisk og en smule hyklerisk. Vi betaler gerne for jeres krig, så ukrainske soldater kan dø, uden at vi selv skal have beskidte fingre.

Hvis Ukraines overlevelse er så vigtig for Europa, hvorfor sender vi så ikke europæiske tropper til Ukraine? Svaret er selvfølgelig, at det de facto vil kaste Nato ud i en krig med Rusland, og så er Tredje Verdenskrig en realitet. Og det er præcis det scenarium, vi skal overveje, når vi vejer for og imod. Vi kan være nok så enige om, at Rusland bærer det fulde ansvar for at have angrebet et frit land og et spirende demokrati med død, terror og lemlæstelser.

Ukraine har vundet stort

Det er helt forkert at kalde en eventuel afgivelse af ukrainsk territorium for en “kapitulation” og et “nederlag”. Ukraine har allerede vundet stort og kan se frem til at overleve som en fri nation med demokrati og tætte bånd til Vesten. Det er en gigantisk sejr, som vi kan være stolte af i Europa at have været med til at sikre.

Rusland derimod står – selv med en mulig grænse ved Donbas – som den helt store taber. Op mod en million russere er døde i en krig mod et langt mindre land, som det kun er lykkedes at erobre 20 pct. af. Krigen har kastet Rusland ud i en monumental deroute økonomisk og moralsk som en global paria, der i afmagt må klynge sig til venner som Kina, Iran og Nordkorea for at overleve. En vej tilbage i det gode selskab kunne være den handel med USA, som Trump ønsker og lægger op til for at bringe Europa fremad igen.

Fortsætter vi krigen, risikerer vi, at Rusland til sidst bryder gennem det ukrainske forsvar, og så kan det gå uhyggeligt hurtigt med Ukraine som et frit land. Går Europa skridtet videre og sender tropper til Ukraine, som der er seriøse overvejelser omkring i bl.a. Storbritannien, risikerer vi at indlede Tredje Verdenskrig. Vi risikerer, at Putin føler sig så presset, at han gør alvor af at bruge sine atomvåben, og så har vi det ragnarok, som vi alle burde arbejde intenst på at undgå.

Tiden er inde til, at Europa lægger kursen om og fortæller Zelensky, at en dårlig våbenhvile og fred set i lyset af de rædselsfulde omstændigheder er bedre end ingen fred. Dernæst skal vi i Vesten selvfølgelig stille troværdige sikkerhedsgarantier og hjælpe med at genopbygge Ukraine, mens vi skruer op for tempoet i den europæiske oprustning. Fremover skal Europa ikke tigge om at få lov til at sidde med ved bordet, når rovdyrene forhandler. Europa skal være en selvskrevet part, fordi vi med overvældende militærmagt ikke kan ignoreres i den nye globale magtkamp.

(24. oktober 2026)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Endnu et Kina-chok har ramt Vesten

Udgivet den 18. oktober 2026 af flemmingytzen
Udgivet i Globalt, Kina, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Formand Mao i flere udgaver

Udgivet den 7. oktober 2026 af flemmingytzen

Et halvt århundrede efter Folkerepublikkens første leder forlod denne verden, er han stadig kilde til overraskelser.  Kinabladet Nummer 102, oktober 2026

Snart otte årtier Folkerepublikkens etablering og et halvt århundrede efter at dens første leder Mao Zedong forlod denne verden 9. september 1976, er han stadig en del af hverdagens magtsymbolik som et revolutionært ikon. Men for nutidens kinesere har Mao på flere måder fået en anderledes betydning end den, som deres forældre- og bedsteforældregenerationer både frygtede og hyldede. 

Kapitalisme og kommunisme er smeltet sammen i en særlig kinesisk aftapning, USA bider negle og Europa ryster på hænderne. 

Virkeligheden har ændret sig, og den evigt kontroversielle Mao er blevet rekonstrueret, så han passer ind i nutidens samfund, men han er ikke den, der har fusioneret Lenin med den globale kapitalisme. Denne hæder tilfalder en af hans kampfæller fra borgerkrigen og revolutionen, efterfølgeren fra 1978, Deng Xiaoping (1904-1997).

Den ’Store Rorgænger’ optræder stadig på nationens pengesedler, men Mao og hans ligesindede revolutionære marxist-leninister kunne aldrig have fantaseret sig til, at kinesisk økonomi en skønne dag ville spille en hovedrolle i det, vi i dag kalder globaliseringen og som med Donald Trump er landet i en kapitalismeversion 2.0. Nutidens integrerede verdensøkonomi har Kina som en hovedaktør, og hvis en moderne Mao kunne genrejses fra de hedengangnes verden, mon så han ville have slået syv kors for sig? Eller? 

Forskellige versioner?

Som gæst i Beijing i nutiden er det muligt at opleve mindst to versioner af Mao, som kun vanskeligt lader sig forene. Den ene lever diskret, men fuldt tilgængeligt på det spraglede Panjiayuan Marked, et kvarters taxakørsel fra Den Himmelske Freds Plads. Panjiayuan er sprængfyldt med både ’antikviteter’ og gamle sager, der bringer mindelser frem om en tid, hvor tilværelsen for flertallet af kinesere var fattigt, brutalt, ydmygende, uforudsigeligt og tyrannisk. 

På denne markedsplads får turisterne en version af Mao, som er alt andet end så poleret som ’voksdukken’ (måske?) i sarkofagen inde i det bastante mausoleum i byens centrum: den officielt helgengjorte lederskikkelse er på markedet reduceret til falmede souvenirs og pseudoantikvarisk kitsch. Der er propagandabilleder af formanden stående mellem naivistiske fremstillinger af heroiske soldater og bønder, smilende skoleungdom i idylliske landsbyer, omgivet af solbeskinnede rismarker og rigeligt fra Folkets Befrielseshærs overskudslagre. Hvad blev der lige af den revolution, som Mao og hans kampfæller prædikede i 1950’erne og 60’erne? 

Mao i nutidens historiebøger

For en del år siden tog jeg under diskrete former emnet op med en historieprofessor i Beijing. Han svarede nogenlunde således: ’I nyere udgaver af historiebøger til folkeskoler og gymnasier er introduceret en klar fordømmelse af Maos værste kampagner – dem, der satte Det Store Spring Fremad i 50’erne og Kulturrevolutionen i 60’erne i gang, og som kostede millioner af liv. Bøgerne kommer ind på, at personkult og autokratisk ledelse førte til disse kampagner, mens de tidligere formuleringer var mere vage og teoretiske og talte om, at Mao blot havde misforstået marxismen’. 

Trods den forsigtige kritik er, pointerede professoren, de officielt godkendte historiebøger stadig spækket med Maos indflydelse. Hvert eneste kapitel starter med et citat af Formanden. ’Historiebøger er statens fortolkning af en nations politiske vilje. Det betyder, at bøgernes forfattere er som fugle, der danser i et bur’, forklarede han. 

Med indfasningen af en prokapitalistisk politik i stor skala siden starten af 1990’erne, er det kinesiske samfund vel blevet afmaoiseret. Hvordan så med beundrerne i lille Danmark?

I de sidste par år frem til Maos død eksisterede et lille parti, Kommunistisk Arbejderparti (KAP), der holdt medlemstallet hemmeligt, men som ifølge PET nåede et medlemstal på ca. 1400 netop i tiden omkring 1976. Derefter gik det heftigt ned ad bakke i takt med reformbølgen østpå. 

Formanden på den tid var en historielektor ved navn Benito Scocozza (1935-2020), der mange år senere forklarede følgende (i Jyllands-Posten, november 2005) om sin og partiets dyrkelse af Mao-figuren: 

’Jeg vil ikke levere et lysende forsvar for manden. Jeg har ingen forestilling om, at han var en dæmon eller en engel. Men jeg giver ikke meget for de psykologiske forklaringer. Når man analyserer den kinesiske revolution, kan man ikke se bort fra, at der var sociale og politiske betingelser for at slippe af med det forbandede styre, som de havde før. Og der foregik både fornuftige og idiotiske ting under Mao. 

 Hartlings nekrolog

På den modsatte politiske fløj var beundringen ikke mindre udtalt. Daværende statsminister for Venstre, Poul Hartling (1914-2000), mødte Mao under sit officielle besøg i oktober 1974. Ved Maos død to år senere skrev Hartling følgende i en nekrolog til Venstrepressens Bureau: 

»Hvad han sagde, blev fremført med stor autoritet. Ikke brysk eller højtideligt. Han havde tid til at spørge og lytte, han havde også et glimt i øjet, men frem for alt var der stor ro og myndighed over ham. Når man talte med ham, kunne man mærke, at han i så mange år havde været i krig. Den lange march, de primitive og krævende livsvilkår, en tilværelse under krigens betingelser havde igennem mange år sat sit præg på hans tankesæt og hele indstilling. Man kunne også mærke hans respekt for bondesamfundet. Det nøjsomme liv, sliddet for det daglige brød, alt det der kendetegner bondens tilværelse og livsform, har også påvirket det samfundssyn, som Mao stod for. For hundrede millioner af mennesker har Formand Mao været og vil vedblive at være det store forbillede, den store leder, en næsten forgudet politisk skikkelse. Hans tanker om den fortsatte revolution, hans særlige udformning af kommunistiske tanker, vil præge også kommende tiders ideologiske debatter. Navnet Mao var allerede, mens han levede, blevet et begreb. Ingen som mødte Mao kunne undgå at fornemme, at her stod man over for en statsmand af stort format, men statsmanden var også et klogt og levende menneske«. 

Marxister forfølges

Et dramatisk begivenhedsforløb i den sydlige by Huizhou i sensommeren 2018 blev vidnesbyrd om de modsætninger, der som konsekvens af årtiers økonomisk modernisering præger Kina. Huizhou blev scene for omfattende protestaktioner mod den voksende ulighed og den manglende retslige beskyttelse af individer på talløse virksomheder. Ledet af unge universitetsuddannede socialister med afsæt i Karl Marx’ teorier om udbytning af et rettighedsløst proletariat gik tusinder af arbejdere på gaden for at skabe opmærksomhed om det, de opfatter som dybe uretfærdigheder og udbytning. 

Hvor svært det er at trænge igennem med fundamentale ændringer i opfattelsen af Mao Zedong,  blev tydeligt ved en af markeringerne for Maos fødsel for få år siden. En forfattergruppe offentliggjorde et dristigt brev under overskriften ‘Opfordring til at fjerne Mao Zedongs legeme fra Beijing’. I brevet skrev forfatterne, at »Mao påførte befolkningen en grusom tænkning, der byggede på brutal kamp og revolutionær overtro. I stedet for medfølelse og tolerance fik vi had. Forholdet mellem mennesker blev som den måde, ulve omgås hinanden«. 

Brevet sluttede af med en opfordring til at flytte Maos afsjælede legeme fra Den Himmelske Freds Plads til hans fødeby Shaoshan. Men dette dristige initiativ fik en krank skæbne. Efter at det havde cirkuleret i kort tid på internettet, blokerede myndighederne for adgangen til den hjemmeside, der publicerede brevet. 

Nutidens yngre kinesere har ikke på egen krop mærket virkningerne af Formandens lunefulde og brutale kampagner. Men som politisk symbol tjener Mao en betydelig funktion: Ved at afvise kritiske revisioner af historien om lederen af Folkerepublikken i dens trekvarte århundrede har partiet sendt et kraftfuldt signal til befolkningen: Politiske reformer kommer først, når ledelsen fortæller jer, at partiet er parat til det.

Partiet, som havde tålt mange hug og skrammer under Maos lunefulde og vilkårlige misregimente, udsendte i 1981 en vurdering, der fastslog, at Maos positive resultater overgik hans fejl i forholdet syv til tre. (Mao havde for øvrigt selv vurderet sin egen indsats med netop disse tal). 

Den bedste biografi om Mao er efter min mening denne: 

Philip Short: Mao. A Life. 798 sider. 2000. Henry Holt & co. Udgivet første gang i 2000, side genudgivet i flere udgaver. Set på Amazon til 149 kr. 

Artikel fra Kinabladet, der udgives af Dansk-Kinesisk Forening. (forfatteren – ham selv – var Kinabladets redaktør 2009-2014)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Årets vigtigste tal (nogle udvalgte) er ude nu

Udgivet den 4. oktober 2026 af flemmingytzen

Ikke et ord om finansloven! Nedenstående alarmerende oplysninger vil ikke fremgå af statsministerens åbningstale.

Tak til Frihedsbrevets chefredaktør Flemming Rose og direktør for Maj Invest, Jeppe Christiansen, for at levere tekstens vigtigste data.

Året før den russiske invasion, altså i 2021, udgjorde det ukrainske statsbudget hvad der svarede til omkring 50 milliarder dollar. I 2025 var det beløb næsten fordoblet, selv om Ukraines bruttonationalprodukt i 2025 var en femtedel mindre end før den russiske invasion. Økonomien er således skrumpet med en femtedel, men der er dobbelt så mange penge i statsbudgettet. Med andre ord: uden den vestlige bistand ville den ukrainske økonomi være kollapset for længst. 

To tredjedele af det ukrainske statsbudget dækkes af primært EU, og en væsentlig del af støtten går indlysende nok direkte til krigen. Ukraines tidligere centralbankchef Kyrylo Sjevtjenko kalder denne unikke økonomi for en donorøkonomi, donornormics. Det indebærer, at når Ukraine skal udarbejde sit budget for det kommende år, ser landets ledelse ikke så meget på, hvad de har til rådighed af egne ressourcer, men først og fremmest på, hvad landet har brug for af penge til at finansiere statens forpligtelser, som man derpå går til de udenlandske donorer og forhandler om. 

Det hører med til historien, at Transparency International (international privat organisation for korruptionsbekæmpelse) nu rangerer Ukraine højere end Rusland på sit indeks. Ukraine indtager en plads som nummer 104 af 182 lande, mens Rusland befinder sig på plads nummer 157, den laveste nogensinde.

Ukraine har for nuværende et hul i næste års budget på 78 milliarder dollar, 32,6 milliarder til offentlige udgifter og 45 milliarder til forsvaret, hvilket svarer til over en tredjedel af Ukraines nuværende bruttonationalprodukt.

Ifølge formanden for det ukrainske parlaments finansudvalg er de daglige udgifter vokset fra 116 millioner dollar om dagen i 2022 til 190 millioner dollar om dagen i 2026, og til næste år vil omkostningerne vokse yderligere. 

Præsident Zelensky har til sine EU-allierede erklæret, at Ukraine har et hul i budgettet for andet halvår af 2026 på hele 27 milliarder dollar. Ifølge EU-kommissionen ligger der 37 milliarder dollar i en pulje til Ukraine for resten af 2026. Men betingelserne for at anvende dem er sat: reformer, der skal styrke både korruptionsbekæmpelse og styrkelse af retsstaten. 

Realistisk at den trængte ukrainske leder kan levere? Det ser svært ud. 

Imens, i robotland…

Robotter med AI-teknologi kan snart hjælpe med fysiske opgaver, som tidligere blev udført af mennesker, de såkaldte humanoide robotter. Fra primært at være digitalt bliver AI-teknologi i stigende grad en del af den fysiske verden. Når der er tale om højavanceret teknologi, er USA og Kina (som sædvanlig) i front:  

Kina installerede 15.000 humanoide robotter i 2025 og stod dermed for 85 pct. af alle robotter af denne type i 2025. USA har også teknologien, men er bagud i forhold til Kina, og EU er slet ikke med i dette kapløb. Før de humanoide kom de industrielle: Kina installerede 295.000 traditionelle industrirobotter i 2024. For EU var tallet for industrirobotter 67.800 i samme periode. USA installerede 34.200 industrirobotter. Kina har mere end to millioner robotter i industrien, fire gange så mange som Japan med næstflest. Med andre ord: Tiderne, hvor asiaterne kopierede vestlige produkter er forbi.

Den kinesiske førerposition er baseret på en langsigtet strategi, skriver Maj Invest i sit nyhedsbrev. Over det seneste årti har kineserne investeret massivt i området og afprøvet humanoide robotter over alt i industrien, der i forvejen er klodens største målt på produktionsvolumen. 

Kapløbet intensiveres

USA dominerer fortsat områder som avancerede chips, cloudtjenester og de største AI-selskaber. Men Kina har et stort forspring i at omsætte teknologien til produktion. Kina demonstrerer, hvordan teknologi bliver til industriel magt. Forskning, kapital og produktion skal være samlet ét sted. Europa har lidt af det første, men Kina har det hele. Det asiatiske århundrede har været her længe. 

EU har bedt Kina om frivilligt at begrænse eksporten af hybridbiler, men det har ingen realistiske udsigter.  Hybridbiler er undtaget fra den ekstra told på kinesiske elbiler, som EU indførte i oktober 2024. EU importerede 50.000 kinesiske plug-in-hybridbiler i juli 2026. For knapt to år siden var tallet 3.800.

Ikke så underligt at der på direktionsgangene hos franske, tyske og italienske bilproducenter skides grønne grise. Fiat, Renault og Peugeot navigerer i et i industrielt frilandsmuseum. Sandsynligvis overlever veteranen VW, men det bliver i en stærkt reduceret størrelse. Folkevognen, selve symbolet på det vesttyske efterkrigstids-industrimirakel er på vej mod en skæbne i bilindustrien, der kan sammenlignes hvad der for mobiltelefonerne skete for finske Nokia efter at Apples Iphones og Samsungs frontløbere landede i butikkerne. 

Inden du skifter din desktop ud eller skal forhandle med sin pensionsrådgiver: Taiwanske TSMC, sydkoreanske Samsung Electronics og SK Hynix (ligeledes koreansk) fylder nu næsten tre gange så meget som de indiske aktier i MSCI Emerging Market, som er aktieindekset for nye markeder. De tre selskaber er vokset markant i værdi, fordi de alle leverer kritiske komponenter til AI-teknologi. 

I 2016 fyldte teknologiaktier 22 pct. i Emerging Markets, i 2026 er tallet 44 pct. Udviklingen er velbegrundet, da teknologivirksomhederne er vokset hurtigt. TSMC øgede f.eks. sit overskud med 77 pct. i andet kvartal sammenlignet med året før. 

Afslutningsvis refereres her fra denne uges udgave af The Economist, som dækker stormagternes teknologiske kapløb intensivt. Ugemagasinet har sat luppen hen over Global Innovation Index, der offentliggøres hvert år af WIPO, World Intellectual Property Organisation.

WIPO kategoriserer 139 lande baseret på 79 indikatorer, især omfanget og anvendelsen af forskningsmidler, men også læringstests fra folkeskoleniveau og opefter. Bladet noterer, at USA er rutsjet ned af stigerne, helt eller delvist som følge af Donald Trumps angreb på sit eget lands højere læreanstalter. I WIPOs opgørelse over ikke-digitale teknologiske nye virksomheder er USA stadig førende, men bides i haserne af et Kina, der på fem år har præsteret en fordobling i denne kategori på fem år.  

Konkluderende: Danmark og Europa står et nyt sted sammenlignet med for ti år siden. Ingen af partierne i vor hjemlige regeringskoalition har fattet konsekvenserne og mindst af alt statsministerens parti, mens koalitionspartnerne har taget skyklapperne på. Nationens såkaldte blå opposition er for svækket og splittet til at kunne håndtere udfordringerne og fokuserer i stedet proportionsløst på udlændingepolitikken. Folketinget er forvandlet til et åndeligt ingenmandsland og nationens højere læreanstalter er gået i skyttegravene for at værne sig mod AI-invasionen, der bygger på amerikansk teknologi, som kineserne har forstået at udnytte maksimalt. 

Vi europæere går et vanskeligt tiår i møde. 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Kina breder sig i hele verden

Udgivet den 18. september 2026 af flemmingytzen

Citatuddrag fra nyhedsbrevet Maj Invest v/ Jeppe Christiansen

Vestlige lande forsøger at mindske afhængigheden af varer fra Kina. Kina reagerer ved at bygge fabrikker på den anden side af toldmurene. De seneste tre år har de investeret mere end 200 mia. dollar i udenlandsk produktion.

  • Kina har investeret i 132 udenlandske havne.
  • Investeringer i fabrikker i udlandet er steget 10x siden 2010.
  • Kinas eksport af produktionsudstyr steg 14 pct. i 1. halvår 2026.

Når Kina øger sin produktion uden for landets grænser, har det flere fordele:

  • Kinesiske virksomheder kan undgå toldmure.
  • Kina øger sin økonomiske indflydelse globalt.
  • Investeringerne kan også give politisk indflydelse.

Kina har generelt været fremsynet i sine relationer til lande i det globale syd. Det betyder f.eks., at Kina i dag sidder tungt på alle kritiske mineraler til elektrificering og militærteknologi. IEA vurderer, at

  • Kina er den førende forarbejder af 19 ud af de 20 vigtigste mineraler.
  • Kina sidder på 75 pct. af forarbejdningen af disse.

Samtidig betyder den kinesiske model, at alle fabrikker bliver udstyret med maskiner produceret i Kina. Dermed sikrer de både kvalitet, og at investeringerne også gavner kinesiske virksomheder.

Udviklingen er vigtig, fordi vestlige økonomier forsøger at mindske afhængigheden af “Made in China”. Resultatet kan i stedet blive flere varer, der er produceret uden for Kina, men fortsat er “Made by China”.

Kina indhenter USA på AI-teknologi

Kinesiske AI-aktier har leveret markant højere afkast end de amerikanske AI-aktier siden begyndelsen af 2025.

  • 32 kinesiske AI-aktier er steget ca. 70 pct. siden 2025 målt i dollar.
  • 42 amerikanske AI-aktier er steget ca. 40 pct.
  • Kursudsvingene har været større blandt de kinesiske AI-aktier.

Udviklingen afspejler, at Kina er ved at opbygge en mere selvstændig AI-industri.

  • Kinesiske modeller vinder frem på pris og kvalitet.
  • Kina investerer massivt i chips, datacentre og cloud.
  • Egen chipproduktion mindsker afhængigheden af USA.

De 32 selskaber spænder fra computerchips og software til datacentre, elektronik og internetplatforme. Fremgangen bæres dermed ikke kun af enkelte store teknologiselskaber, men af en bredere kinesisk AI-værdikæde.

Udviklingen gør Kina til en stadig vigtigere del af AI-temaet på aktiemarkederne. Samtidig viser det, at Kina kommer tættere på USA rent teknologisk.

Hvis Kina fortsætter med at lukke det teknologiske gab til USA, kan en større del af værdiskabelsen fra AI-teknologien fremover ende på de asiatiske aktiemarkeder.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Moskvas isglatte cykelsti

Udgivet den 17. september 2026 af flemmingytzen

Anbefalet læsning: publiceret på diis.dk

https://www.diis.dk/publikationer/moskva-droemmer-arktisk-motorvej-virkeligheden-tale-isglat-cykelsti

Supplerende læsning fra The Guardian:

https://www.theguardian.com/world/2026/aug/17/strait-hormuz-alternative-china-ships-north-sea-route-arctic-ice-silk-road

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Sinolytica: De fortroligste arvefjender

Udgivet den 14. september 2026 af flemmingytzen

Nærværende skribent er i dag debuteret på platformen Sinolytica, der har Kinas udvikling og betydning for verden som focus. Emnet er de komplekse historiske relationer mellem Kina og Vietnam.

Sinolytica Perspektiv – Kina og Vietnam: de fortroligste arvefjender
Udgivet i Diverse, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Verdensordenen: Tilstanden i Ukraine

Udgivet den 13. september 2026 af flemmingytzen

Med tak til Informations journalist Niels Ivar Larsen, der går i detaljen med bl.a. den fødevaresituation, krigen har skabt. (redigeret uddrag)

I 2022 forsøgte Rusland at kvæle Ukraines korneksport gennem Sortehavet. Fire år senere rammer krigen også den russiske eksport. Russiske missiler og droner angriber ukrainske havne og handelsskibe, mens ukrainske angreb har gjort sejladsen gennem Azovhavet og ud fra russiske sortehavshavne langt farligere.

Dermed har to af verdens vigtigste korneksportører på samme tid fået beskadiget deres vigtigste vej til verdensmarkedet. 

Det gør ikke parterne moralsk ligestillede. Rusland har indledt krigen og forsøger målrettet at kvæle Ukraines eksport. Ukraine angriber russiske havne og skibe i sit forsvar mod aggressoren. Men for verdensmarkedet bliver virkningen, at kornet fra begge lande får vanskeligere ved at komme ud.

Det ville nok være for tidligt at konkludere på den baggrund, at verden dermed allerede står foran en gentagelse af fødevarechokket fra 2022, men frygtscenariet kan skimtes. De globale kornlagre er ganske vist større end dengang, og fødevarepriserne ligger fortsat under toppunktet fra krigens første måneder. Men som FAO konstaterer, rammer blokaden på et tidspunkt, hvor tørke, dyrere gødning og energi i forvejen har gjort den globale fødevareforsyning mere skrøbelig, samtidig med at de humanitære budgetter er historisk lave.

Selv en moderat prisstigning kan godt befrygtes at blive katastrofal i lande, hvor krig, gæld og valutakrise allerede har gjort brød og andre basisfornødenheder dyre.

Kornet hober sig op

På den ukrainske side har russiske droner og missiler siden juli ramt havneanlæg og civile skibe så omfattende, at store dele af eksporten ad søvejen er gået i stå. I de første to uger af august faldt Ukraines korneksport med 75 procentsammenlignet med samme periode året før.

Landbrugsminister Taras Vysotskyi har nedjustereteksportprognosen for sæsonen 2026/27 fra 43 millioner ton til 38-40 millioner. Det rapporterer Reuters. 

Den russiske blokade af de ukrainske havne rammer midt i høsten. Både Ukraine og Rusland har fået store og tidlige høster, men har vanskeligt ved at få kornet ud gennem det stadig farligere Sortehav. Ukraine kunne ifølge landets fødevareminister i august kun eksportere omkring 1,4 millioner ton – en tredjedel af det mulige. Kornet findes altså. Problemet er at få det ud, som The Guardian bemærker.

Det nye er, at også Rusland er blevet hårdt ramt. Ukrainske droner har angrebet skibe og havneanlæg i og omkring Novorossijsk og gjort passagen gennem Kertjstrædet usikker. Omkring 70 procent af Ruslands søbårne korneksport går normalt gennem sortehavshavnene og yderligere 20 procent gennem Azovhavet. Tatiana Orlova, ledende økonom i Oxford Economics, henviser til skøn, hvorefter den russiske eksport i august var nede på omkring 40 procent af den normale kapacitet.

Krigens logistiske flaskehals er med andre ord også blevet en dødsfælde for civil skibsfart.

En søkrig næsten uden krigsskibe

Det er værd, at bemærke, at det ikke er den til østlige havne fordrevne russiske sortehavsflåde, der har gjort comeback. Ukrainske sødroner og missiler tvang tidligere en stor del af den væk fra Krim og østpå til Novorossijsk. Rusland presser nu især Ukraine med luftbårne droner og missiler mod havne og handelsskibe, mens Ukraine angriber russiske krigsskibe, havne og fartøjer, der betjener krigsøkonomien.

Ukraine har ramt klart flest fartøjer i den seneste optrapning: Alene fra den 6. til den 14. juli meldte Kyiv om 116 ramte skibe i Azovhavet. De fleste blev dog beskadiget, ikke sænket. Rusland har ramt færre skibe, men dræbt flere søfolk og ved systematiske angreb på havnene haft størst virkning på Ukraines korneksport. Det er en søkrig, hvor droner og landbaserede missiler har erstattet de store flådeslag.

Samme hav, ny krise

Krisen har en direkte forløber. I juli 2022 forhandlede FN og Tyrkiet sortehavsaftalen på plads. I næsten et år sikrede den handelsskibe passage til og fra tre ukrainske havne, indtil Rusland trak sig med henvisning til, at hindringerne for russisk eksport af fødevarer og gødning ikke var blevet fjernet. Ukraine oprettede siden sin egen maritime korridor, som trods russiske angreb fik eksporten i gang igen.

Ukraine har angiveligt via en mellemmand tilbudt Rusland en gensidig indstilling af angrebene på civile mål i Sortehavet. Kyiv venter fortsat på svar, mens Moskva hævder ikke at have modtaget noget formelt forslag. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har samtidig efterlyst en permanent mekanisme, der kan beskytte handelsskibene og forhindre en ny kornkrise. Ankara kan tale med begge sider og har før skabt resultater, men erfaringen fra den sammenbrudte aftale viser, hvor skrøbelig en ny ordning vil være.

Priserne stiger – men søkrigen i Sortehavet er ikke hele forklaringen

Markedet er for længst begyndt at reagere på den truende knaphed. 

FN’s fødevareprisindeks steg med 1,9 procent i august til 133,3 point. Hvede blev 2,6 procent dyrere på en måned og kostede 15 procent mere end året før. Men det kommer oven i, at globale hvedepriser allerede i begyndelsen af august lå næsten 25 procent over niveauet ved årets begyndelse og på højeste niveau i to år.

Hvedeprisen ligger dog stadig under det toppunkt, den nåede efter invasionen i 2022, og stigningen skyldes ikke alene kampene i Sortehavet. Tørke og hede har forringet høstudsigterne i USA, Canada og store dele af Europa. Samtidig er et El Niño under udvikling – en opvarmning af det tropiske Stillehav, som forskyder klodens nedbørsmønstre – og kan ramme høsten på den sydlige halvkugle. World Meteorological Organization forventer netop, at El Niño tiltager frem mod november-december.

Dertil kommer blokeringen af Hormuzstrædet, som normalt fører omkring en tredjedel af verdens gødningshandel ud fra Golfen. Verdensbanken registrerede allerede i marts en månedlig prisstigning på næsten 46 procent for urinstof, og FAO advarer om lavere høstudbytter i anden halvdel af 2026 og ind i 2027. Hormuzkrisen fordyrer altså ikke kun transporten af dette års korn; den kan også gøre de næste høstudbytter mindre.

Sortehavet er en vigtig del af forklaringen, men den optrækkende krises farlighed ligger netop i, at flere problemer optræder samtidig, som det fremgår af en gennemgang fra det internationale fødevarepolitiske forskningsinstitut IFPRI af samspillet mellem tørke, krig og eksportforstyrrelser.

Brødet i Egypten

Det er vigtigt at skelne mellem prisen på hvede på verdensmarkedet og prisen på et brød i Kairo, Lagos eller Maputo. Verdensmarkedsprisen er kun ét led blandt mange. Svage valutaer, mangel på dollar, dyr energi, transportproblemer og strømafbrydelser kan holde detailprisen oppe, selv når kornet bliver billigere. Når verdensmarkedsprisen så igen stiger, rammer det ikke et velfungerende marked, men en forsyningskæde, der allerede er nær bristepunktet.

Samtidig er sikkerhedsnettet blevet tyndere. Finansieringen af fødevarehjælp, akut landbrugsstøtte og ernæringsprogrammer i kriseområder faldt med anslået 59 procent fra 2022 til 2025 og er dermed nede på et niveau, man ikke har set så lavt i næsten ti år.

FAO og Verdensfødevareprogrammet (WFP) har udpeget 13 lande og områder, hvor den akutte fødevareusikkerhed ventes at blive værre mellem juni og november. Sudan, Sydsudan, Yemen og Palæstina befinder sig i den alvorligste kategori, mens Nigeria og Somalia er rykket op blandt områderne med størst risiko – FAO og WFP’s vurdering omfatter omkring 266 millioner akut fødevareusikre mennesker.

Væbnet konflikt er den vigtigste årsag i 12 af de 13 områder. Et dyrere ton hvede skaber ikke i sig selv hungersnød, men kan meget vel blive den forstærkende faktor, der skubber en udsat familie eller et gældsplaget land ud over kanten.

Den lange vej uden om Sortehavet

Ukraine er i dag noget bedre forberedt end i 2022. Sammen med EU og Moldova har
landet udbygget de såkaldte solidaritetskorridorer via Donau, jernbaner og landeveje. Siden maj 2022 har de ført omkring 95 millioner ton korn, oliefrø og beslægtede varer ud af Ukraine.

Men tallene viser også en begrænsning. I juli gik omtrent 80 procent af Ukraines landbrugseksport stadig gennem Sortehavet og blot 20 procent gennem de alternative ruter – det fremgår af EU-Kommissionens seneste opgørelse af fordelingen mellem søvejen og solidaritetskorridorerne.

En større del kan flyttes over på jernbane og pramme på Donau, men det er for det første fordyrende og kan for det andet ikke bare ske fra den ene dag til den anden. Sporvidden skifter ved EU’s grænse, godset skal omlades, grænsekontroller tager tid, og østeuropæiske havne og jernbaner har begrænset kapacitet. Desuden kan en stor tilstrømning af ukrainsk korn presse priserne i nabolandene og på ny fremkalde politiske konflikter med landmænd i Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien.

Ruslands alternativer er endnu vanskeligere. Landets vigtigste dyrkningsområder 
ligger langt fra Østersøen, Arktis og Stillehavet, og havnene dér kan ikke uden videre overtage Sortehavets volumener. Derfor kan begge lande få kornet ud ad andre veje – men ikke hurtigt nok eller billigt nok til fuldt at erstatte den maritime hovedvej.

Hvem kan så åbne havet?

Der findes umiddelbart tre udveje, men ingen af dem kan stå alene. Det første er en aftale, der beskytter civile skibe og havneanlæg. Igen kan Tyrkiet her blive den oplagte mægler, muligvis med FN som garant, men en aftale kræver kontrol og konsekvenser ved brud. Her viste erfaringerne fra 2023, at en korridor kun består, så længe begge parter mener, at de har mere at vinde ved at holde den åben end ved at lukke den.

Det andet er en hurtigere udbygning af Donau-havne, jernbaner og grænseovergange. De kan ikke erstatte Sortehavet, men de kan stadig dæmpe chokket og gøre Ukraine mindre sårbart over for næste blokade.

Det tredje er flere penge til de lande og organisationer, der skal afbøde konsekvenserne. Når finansieringen af fødevarehjælpen er faldet med 59 procent, er nødhjælpssystemet i sagens natur dårligere rustet netop i det øjeblik, hvor priserne igen kan begynde at stige.

Rusland gjorde i 2022 kornet til et våben mod Ukraine. Fire år senere rammer krigen også den russiske eksport, og Sortehavet er blevet så farligt, at rederier og forsikringsselskaber holder sig væk. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at verden styrer direkte imod en gentagelse af fødevarechokket fra 2022. Men for de lande, hvor krig, gæld og valutakrise allerede har gjort brødet dyrt, behøver prisstigningen heller ikke være historisk stor for at blive katastrofal. Derfor er det nu – før transportkrisen bliver til en sultkrise – at alternative ruter skal udbygges, handelsskibene beskyttes, og den beskårne fødevarehjælp finansieres. Der er med andre ord brug for rettidig omhu. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar