Retfærdighedens test i Hongkong

Ved at kræve straffrihed er Hongkongs aktivister nået til en risikabel afgrund.

Karakteristisk for både USA’s og EU’s udmeldinger om tilstanden i Hongkong er, at den er tilbageholdende. Ingen vinder på en optrapning, hedder det. Læs: Konflikten i Hongkong bør klares lokalt.

De kinesiske myndigheders magtopvisninger i tvillingebyen Shenzhen, der er dobbelt så stor som Hongkong i befolkningstal, viser sig i form af tv-optagelser med pansrede mandskabsvogne i hurtig kolonnekørsel. Flere medier i Hongkong taler om, at kinesisk civilklædt politi allerede er til stede. Kun få vil kunne skelne disse fra lokale urobetjente. Sandsynligvis er undercover-agenter sendt af Beijing i fuld gang med at infiltrere aktivistgrupperne. Når en chefredaktør på Global Times, Kinas ledende nationalistiske tabloidmedie, i en video på sociale medier sammenligner demonstrationerne med de såkaldte farverevolutioner (Georgien i 2003 og Ukraine i 2004) er det ment som en advarsel til Hongkongs demonstranter og en formaning til lokalregering, civilsamfund og protesterende grupper om, at den kinesiske centralregerings tålmodighed er ved at være brugt op.

End ikke Donald Trump har midt i en buldrende handelskrig med Kina brugt anledningen til at udtrykke sympati for aktivisterne: Det er en svær situation, som bør finde sin løsning, forhåbentlig fredeligt, lød hans tweet i forgangne uge. Læs: I USA er vi mere optaget af opgøret med Kina om handel og teknologi end af utilfredshed i et kinesisk lokalsamfund.

Kulørt oprør eller anarki; der er langt til en forhandlet løsning på den nu mere end to måneder lange konflikt i den dynamiske velstandsenklave for enden af Perleflodens delta. For befolkningen i Hongkong og verden uden for kender nu kravene fra demonstranterne: De forlanger straffrihed, når det retslige efterspil går i gang.

For et sådant efterspil kommer der, og det bliver ikke nødvendigvis kønt. Havde Hongkong været en fuldt integreret region i det større Kina, ville udfaldet af retssagerne mod aktivisterne været givet på forhånd: Det kinesiske retssystem er modsat tilstanden i Vesten indrettet på at forsvare statens interesser og sikre dens magtudøvelse. Det er den velkendte forskel mellem autokratiernes styre per lov og dekret i forhold til demokratiernes lighed for loven-princip.

Spørgsmålet er nu, om Hongkongs domstole vil yde de aktivister, der om kort tid vil blive præsenteret for anklager om brud på den offentlige orden, en højere grad af retfærdighed, end hvis de var landet i en retssal i Shenzhen. Indtil nu kan de finde en slags trøst i, at de ikke er blevet bortført af Beijings hemmelige håndlangere i den tidligere britiske koloni.

Hongkongs mini-forfatning, der trådte i kraft ved overdragelsen i 1997, var et usædvanligt forsøg på at betræde en middelvej mellem disse to retslige yderpoler, lovdiktaturet og retsstaten. Middelvejen så ud til at fungere i 2003, da hundredtusinder gik på gaden i protest mod et lovforslag om kriminalisering af ’landsskadelig’ virksomhed. Protesterne virkede, og forslaget blev taget af bordet.

Nye protester i 2014 vedrørende valgprocedurer fik Kina til at indskærpe, at myndigheden til at godkende al lovgivning og kandidater i Hongkong ultimativt ligger i Beijing. I 2018 forbød lokalregeringen for første gang et nyt politisk parti, fordi det vil arbejde for løsrivelse.

Det er ikke troskab over for en kommunistisk ideologi, Beijing forlanger af Hongkong, men respekt for Kinas årtusinder gamle civilisation. En moderne variant af kinesisk nationalkonservatisme har taget over dér, hvor Marx og Mao engang fyldte mest. Det er uretfærdigheden i det, kinesisk historieskrivning kalder ydmygelsens århundrede – koloniseringen påført af Vesten og Japan – der skal rettes op på.

KINA NÆRMER sig et 70-års jubilæum for oprettelsen af Folkerepublikken. Lokalregeringen i Hongkong har utvivlsomt fået at vide, at Folkets Befrielseshær gerne sender et hornkorkester med tilhørende æresgarde, og at man på selve dagen gerne ser demonstrationslederne sat i forvaring, mens sagerne forberedes.

Retfærdigheden må vente til efter, at det ’harmoniske samfund’ har fejret sig selv. I Kinas årtusindlange historie har der altid været folk, der betaler prisen for statens påtvungne harmoni, mens magthaverne påberåber sig at være dem, som bedst beskytter befolkningens, statsmagtens og civilisationens videreførelse.

Den logik har et par årtusinder bag sig og vil overleve det liberale demokrati, der kun er et par århundreder gammelt og i disse år viser stadig større skrøbelighed.

(klumme i Politiken 18. august 2019)

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Retfærdighed i slowmotion

Rettergange for folkemord savner retfærdighed og tid.

I EN tid med Brexit, forandringer i EU, Donald Trumps tweets og dramatiske demonstrationer i Moskva og Hongkong er der hjørner af det internationale nyhedslandskab, der bliver usynlige. Hvem bemærkede f.eks. forsommerens udmelding fra Kosova på Balkan, hvor parlamentsformanden rejste krav om retfærdig rettergang efter massakrer, der blev begået for mere end en snes år siden?

Vi kræver et tribunal, udtalte Kadri Veseli. Hans parlamentariske forsamling havde vedtaget en resolution, der kræver retfærdig retslig behandling af 186 dokumenterede sager, hvor serbiske styrker gjorde sig skyld i, hvad der i Kosova kaldes folkemord, mens andre nøjes med betegnelsen massakrer.

Kadri Veseli argumenterede for, at 20 år efter disse forbrydelser er der intet sket for at yde oprejsning til ofrene for den blodige udløber af krigene på Balkan, der op gennem 1990’erne var en del af det internationale medielandskab.

Så hvem, mener han, burde have gjort noget her for længst? Tribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY), FN’s Kosovo-mission UNMIK, EU’s særlige retsinstitution i Kosovo (Eulex), eller måske serbiske juridiske institutioner? Det var jo trods alt serbiske myndigheder, der i 2001 anholdt den tidligere præsident Slobodan Milosevic og udleverede ham til retsmyndigheden i Haag. Han døde i fængslet fem år senere, inden dommen kunne afsiges.

Men nej, mulighederne for at skabe en form for retfærdighed forekommer aldeles urealistiske, og forklaringerne er ikke overraskende politiske. Ifølge Veseli står den serbiske regering bag en kampagne, der går ud på at benægte overgrebene. Da EU har en interesse i at fremme, hvad der kaldes en normalisering eller en fredsproces på Balkan, er reaktionen fra Bruxelles tavshed.

MASSAKRERNE på etniske albanere i Kosova i 1998-99 falder ind i et trist mønster for sager omhandlende folkemord, i juridisk jargon: forbrydelser mod menneskeheden. Første dom af slagsen vedrørte massemordene i Rwanda i 1994 og blev afsagt i 2003. I november 2017 blev Ratko Mladic, den tidligere leder af de bosniske serberes hærstyrker, idømt fængsel på livstid. FN-tribunalet afgjorde, at Mladic havde medansvar for massakren på flere end 7.000 drenge og mænd i Srebrenica i 1995, den værste forbrydelse af sin art i Europa siden 1945.

Der skulle altså gå mere end 22 år, inden der juridisk blev ydet retfærdighed efter de ødelæggende konflikter i Europas sydøstlige hjørne.

I HVOR stor udtrækning dommen over Mladic fortjener betegnelsen retsopgør, afhænger af politisk temperament. Nødråbet fra Kadri Veseli er en indikation af opgavens uoverkommelighed. Professionelle retshistorikere bør måske minde Kadri Veseli om, hvordan det er gået i et tribunal langt fra Kosova og med implikationer, som tegner alt andet end opmuntrende.

I den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, blev det for en uge siden meddelt, at den af de hovedanklagede i maratonsagen mod de overlevende ledere fra Røde Khmer-regimet i datidens Kampuchea 1975-78, Nuon Chea, var død i en alder af 92. Han modtog i november i fjor den seneste dom i en række og fik livstidsfængsel. Ligeså hans medskyldige, den fransk-uddannede kommunistiske chefideolog Khieu Samphan på 87, der i en periode var det formelle statsoverhoved i Røde Khmer-styret. De to dømtes forsvarere har appelleret.

Den første dom mod Røde Khmer-ledelsen faldt tilbage i 2012 mod Kang Kek Iew, kendt som ’Deuch’, der var leder af regimets berygtede torturcenter S-21, hvor tusinder blev torteret til døde. Den i dag 76-årige kristent ’genfødte’ fik fængsel på livstid knapt fire årtier efter de forbrydelser, han blev dømt som hovedansvarlig for (Røde Khmer-regimets højst placerede, Pol Pot, døde i 1998, muligvis forgiftet af sine fangevogtere på et tidspunkt, hvor bevægelsen var i opløsning). Vi taler om 1,7 millioner dødsofre. Det cambodjanske tribunal har været i gang siden 2006. Regningen for dette tribunal har passeret 320 millioner dollars. Tribunalets hjemmeside udspecificerer ikke de enkelte poster i regnskabet, og der er ingen slutdato angivet.

Forbrydelser mod menneskeheden har ingen forældelsesfrist, men derimod en sagsbehandling så lang, at man kan diskutere, om forløbet har karakter af en farce eller en tragedie. Francois Ponchaud, en fransk præst og tidligere missionær i Cambodja, der for fire årtier siden var blandt de første til at dokumentere Røde Khmer-styrets forbrydelser, mener, at tribunalet i Phnom Penh er en monumental fejltagelse og spild af penge.

Kan vi gøre det bedre i Europa? Måske er det nationalpopulisternes støj og uro, der gør, at Balkan-konflikterne ikke længere får opmærksomhed. Der er i hvert fald ingen trøst at hente for de kosovarer, der denne sommer har forsøgt at råbe omverdenen op for at skabe opmærksomhed om en af de mange tragedier i Europas nyere historie.

(klumme i Politiken 12.08.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Har vi solgt Grønland for billigt?

Trump bør betale en større del af bloktilskuddet til Grønland. Det er jo hans baggård.

I alt for lang tid har debatten om Grønlands fremtid haft karakter af et skyggespil: Hvad vil USA, Rusland og Kina i Arktis, og hvad stiller en dansk regering op med et rigsfællesskab, hvor varetagelsen af lokale grønlandske interesser ikke nødvendigvis trækker i samme retning som det, regeringen i København foretrækker, man skal gøre?

Spørgsmålene står i kø, nu hvor en landsstyreformand forbereder sig på at trykke en besøgende amerikansk præsident i hånden. Vi kan med sindsro gå ud fra, at Kim Kielsen i god tid får et talepapir i hånden af embedsværket bag statsminister Mette Frederiksen. Men den medfølgende drejebog tager ikke nødvendigvis højde for, hvad der måtte ske, hvis gæsten fra Washington giver den gas i diskussionen om den fremtidige nordatlantiske sikkerhedspolitik. Med Trump kan man aldrig vide sig sikker.

Hen over små tre årtier har debatten om Grønland haft fokus på en god del sikkerhedspolitisk historie, især omhandlende de amerikanske baserettigheder, samt det grønlandske samfunds muligheder for i højere grad end hidtil at blive økonomisk selvbærende og politisk selvbestemmende.

Siden hjemmestyret i 2004 fejrede 25-års jubilæum, har det lydt fra højre og venstre, at Grønland er ved at bevæge sig mod regulært selvstyre. Næppe fuld uafhængighed, men et samfund, der tager mere kontrol og ansvar over sin økonomiske indretning og løsningen af flest mulige opgaver og forpligtelser over for sine indbyggere.

Læs: en reduceret afhængighed af det danske bloktilskud, der siden 2009 har ligget fast på omkring 3,4 milliarder kroner. I årtier har tommelfingerreglen for grønlandsk økonomi været, at hver eneste grønlandske husstand årligt modtager et beløb i bloktilskud svarende til en kvart million kroner, hvilket gør de grønlandske familier til klodens mest subsidierede.

PARADOKSET skriger til nordlyset: Tilskuddene gør det grønlandske samfund rigt, men rigdommen er ikke et resultat af grønlandsk produktion. Priserne på varer og tjenesteydelser er urealistisk høje, hvilket hæmmer konkurrenceevnen, erhvervslivet er domineret af statsvirksomheder eller virksomheder, der kun løber rundt med massive tilskud. Dermed udviskes grænserne mellem administration, politikere og erhvervsliv – en strukturel syge, der kendes fra talrige udviklingslande.

Så grønlandske politikere kan tale op og ned ad gletsjerne om selvstændighed på sigt, men den bliver der ikke noget af, så længe samfundet ikke er mere selvbærende. Den anden grund til, at selvstændighedsdrømmen forbliver et luftkastel, er sikkerhedspolitisk: Den tyndt befolkede kolos er i geopolitisk forstand en del af Nordamerika. Hvilket betyder, at USA har overhøjheden.

Sådan har det været siden 1940’erne og udbruddet af den kolde krig. Denne er for længst afblæst, men logikken består, fordi Rusland atter er i spil i Nordatlanten, denne gang i selskab med en anden autoritær stormagt, Kina.

Dilemmaet for grønlandske politikere er selvindlysende: Mindre økonomisk afhængighed af bloktilskud kan hjælpes på vej af kinesiske og russiske investeringer. Men her har Statsministeriet sat foden ned. Med ført amerikansk hånd. Det skete i fjor i forbindelse med et planlagt lufthavnsbyggeri. Daværende rigsfælleskabschef Lars Løkke Rasmussen satte i fjor 700 millioner kroner i projektet, tilsat en lånegaranti på 450 millioner. Så var kineserne ikke længere med i det spil, og i Washington blev der klappet af den allieredes villighed og lydighed.

SÅ NÅR landstyreformanden og statsministeren om få uger skal tale om de historiske forbindelser, nutiden og fremtiden, er tiden vel moden til at formulere sig i brutal klartekst, sådan som Donald Trump har for vane?

Meldingen fra chefen for det hele i Nordatlanten kunne lyde noget i retning af følgende:

Vi gider ikke længere mere udenomssnak. Grønland ligger i vores baggård. Se i øjnene, at de lokale aldrig kommer til at klare sig selv. Hjemme i Amerika har vi haft lignende problemer med de indianerstammer, der engang stillede sig i vejen for udviklingen og fremskridtet. Vi sendte dem ind i reservater, om end det ikke så pænt ud. Nogle døde undervejs, hvilket selvfølgelig var trist. Siden kaldte de sig for nationer, selv om alle ved, at det er der slet ikke tale om. Men det lyder selvfølgelig pænere. Så kald I bare Grønland for en nation, så længe ingen er i tvivl om, at det er Washington, det bestemmer, hvem der må bruge penge på det, der betyder noget.

Og fortsæt endelig med at sende flere penge. Enhver dansk politiker kan vel se, hvordan en forsikringspolice ser ud?

(klumme i Politiken 7. august 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Interneringslejre er kommet for at blive

Præsident Trump vil på afgørende områder ændre det samfund, han leder.

OVERDRIVELSER fremmer måske visse politisk motiverede budskaber, men er ikke altid tro mod realiteterne.

Så giver det mening at kategorisere de migrantcentre i det sydvestlige USA, som på kort tid har taget imod tusinder af individer fra især Mellemamerika, som noget så voldsomt som ‘ koncentrationslejre’?

Waitman Wade Beorn, der er historiker ved University of Virginia med speciale i holocausthistorie og folkemordsstudier, forklarer til magasinet Esquire, at der kan findes koncentrationslejre, uden at de minder om de nazityske Dachau og Auschwitz. Lejre, hvor bestemte befolkningsgrupper er blevet isoleret fra det omgivende samfund, har været kendt i mere end 100 år. Selve betegnelsen koncentrationslejr er sandsynligvis første gang brugt af de britiske militære myndigheder under Boerkrigen i Sydafrika 1900-02.

Andrea Pitzer, forfatter til bogen ‘ One Long Night. A Global History of Concentration Camps’, er gennem sin forskning nået til den nok bredest mulige definition af begrebet koncentrationslejr: masseindespærring af civile uden rettergang. Brugen af disse lejre har derfor været en historisk realitet i både demokratier og diktaturer: Ud over Tyskland og Japan har sådanne lejrsystemer været kendt og anvendt i bl. a. Sovjetunionen, Kina, Frankrig, Sydafrika, Cuba og USA.

Når USA optræder i denne ubehagelige kategori, skyldes det den periode i 1940′ erne, hvor mere end 110.000 etniske japanere, to tredjedele af disse med amerikansk statsborgerskab, blev interneret i lejre fortrinsvis i det sydlige og sydvestlige USA. Beslutningen om dette dramatiske indgreb kom i form af et dekret fra præsident Franklin D. Roosevelt kort tid efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941 og blev begrundet med sikkerhedshensyn.

Interneringspolitikken ramte også børn og individer, der kun havde et delvis japansk ophav. Til trods for at de fleste var efterkommere af indvandrere, der kom til USA i 1800-tallet, blev beslutningen begrundet med formodninger om manglende loyalitet over for USA i en krigstilstand med et åbenlyst imperialistisk og aggressivt Japan.

FRA DATIDENS krigsførende USA er der unægtelig langt til den aktuelle tilstand langs den amerikanskmexicanske grænse, som temmelig konsekvent kaldes ‘ grænsekrisen’ af både Trump-administrationen og mange amerikanske medier. Alene i maj blev 144.000 individer interneret af amerikanske grænsevagter, det højeste i nyere tid. Det samlede antal asylsøgere i det amerikanske system nåede i fjor op på 120.000, langt de fleste var folk, der ankom sydfra til USA’s grænse i sydvest.

At præsident Trump betegner disse ankomst som en ‘ invasion’, der bringer grænseregionen på kanten af en regulær undtagelsestilstand, ligger i logisk forlængelse af præsidentens måde at føre politiske kampagner på. Hele hans start på en regulær valgkamp tilbage i 2016 var præget af beskrivelser af spansktalende som ikke bare illegale, men kriminelle, narkohandlere og voldtægtsforbrydere.

Den aktuelle tilstand er ikke bare et udslag af Trumps omgang med økonomisk nødstedte, der ser Amerika som det eneste oplagte tilflugtssted med muligheder for en mere human tilværelse. Den skærpede asylpraksis vil også på sigt ændre afgørende på USA og på omverdenens opfattelse af landet som et unikt samfund på kloden.

Tidligere på måneden meddelte Det Hvide Hus, at asylsøgere kun vil få deres sager behandlet, hvis de kan bevise, at de har forsøgt sig med tilsvarende ansøgninger i de lande, de er rejst igennem på deres vej til USA, og her fik afslag. Den nye praksis vil få konsekvenser for et allerede presset lejrsystem.

Antallet af internerede fra grænseområdet siden oktober i fjor har nu passeret de 688.000. Konsekvensen af de skærpede regler bliver, at migranterne fra størstedelen af det latinamerikanske kontinent nu må forsøge at få asyl i det forvejen stærkt kriminalitetsbefængte mexicanske samfund.

ADSKILLIGE TUSINDER af Latinamerikas mest udsatte individer er nu politisk ammunition i Donald Trumps kampagne for genvalg næste år. Kort før de administrative asylstramninger blev udmeldt, truede præsidenten med at pålægge mexicanske produkter særtold, som straf for at myndighederne syd for Rio Grande ikke har gjort tilstrækkeligt for at hindre strømmen af migranter.

Hvor langt rækker republikanernes hukommelse? I sin sidste tale i embedet, holdt i januar 1989, forklarede præsident Ronald Reagan, at hvis den dag skulle komme, hvor USA ikke længere vil kunne tage anstændigt imod de folk, der ønsker at prøve lykken i landet, vil det være slut på det Amerika, verden har kendt. Trump sad næppe ved skærmen den dag.

(klumme i Politiken 29.07.2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nu får ligusterfascisten sin vej

Den største populist i nyere politisk historie hædres i sin hjemkommune.

Vor hovedstad har en række gader opkaldt efter markante politiske skikkelser. Pladsen i Sydhavnen, hvor Borgbjergsvej møder Gustav Bangs Gade, fik i efteråret 2017 navnet Anker Jørgensens Plads. Flere andre veje i samme kvarter er opkaldt efter politiske personligheder af samme partikulør, for eksempel Borgbjergsvej, Gustav Bangs Gade, Louis Pios Gade og Peter Sabroes Gade.

Tæt på byens hovedfærdselsåre H.C. Andersens Boulevard har vi Staunings Plads opkaldt efter det 20. århundreds første socialdemokratiske statsminister.

Blå blok har også sine koryfæer i bybilledet. Aksel Møller var en konservativ politiker og borgmester på Frederiksberg og onkel til tidligere udenrigs- og kulturminister Per Stig Møller. Aksel Møllers Have Station er navnet på en kommende metrostation på den københavnske Metros cityring på Frederiksberg.

I forstadskommunerne har denne tradition været længe om at slå igennem, men nu rykker det i Gladsaxe. Kommunens legendariske borgmester Erhard Jakobsen (1917-2002) får en vej i Bagsværd opkaldt efter sig, har byrådet for nylig besluttet. Jakobsen var en farverig og kontroversiel bykonge 1958-74, en enestående periode med velstandsfremgang for Danmark. Han skaffede virksomheder og arbejdspladser til kommunen i stor stil, herunder TV-Byen i Gyngemosen. Velfærden fulgte med i slipstrømmen, men da han forlod borgmestergerningen til fordel for landspolitik, havde kommunen gældsproblemer.

Lokalt i Gladsaxe er der rynket nogle bryn i processen omkring navngivningen, men selvfølgelig skal denne temperamentsfulde demagog, der i november 1973 bidrog til at vælte en socialdemokratisk regering, stiftede partiet Centrum-Demokraterne og siden blev fødselshjælper for ti års borgerligt styre under den konservative statsminister Poul Schlüter, have sin egen vej.

HISTORIESKRIVNINGEN kan i uendelighed diskutere, om Erhard Jakobsen fortjener prædikatet som den største populist i nyere danmarkshistorie. Det er i så fald en titel, han må konkurrere med en anden partistifter, Mogens Glistrup (1926-2008), om. Begge stormede som bekendt ind i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg i december 1973.

Der skal nok være nogle overvintrede venstrefløjsaktivister, der mener, at Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige er en slags åndelige arvtagere for henholdsvis Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, men den holder ikke. Sidstnævnte opløste sig i 2008, og Glistrups oprindelige parti er så lille, at det nærmer sig usynlighed.

Hvorfor så hædre en politiker som Erhard Jakobsen, der bl.a. var berygtet som forsvarer for det sydafrikanske apartheidstyre, og som gennem sin forening Aktive Lyttere og Seere førte kartotek over, hvad han opfattede som venstreorienterede journalister i datidens mediemonopol, DR? Erhard Jakobsen kaldte de DR-journalister, der rapporterede i sympatiske vendinger om Sovjetunionen, Cuba og andre kommunistiske diktaturstater, for socialistiske og kommunistiske propagandister. Han skød med spredehagl, men ramte punktvis rigtigt.

Erhard mente, at lykken lå i en ligusterhæk, har teaterinstruktøren Peter Langdal sagt i relation til sin opsætning af teaterkomedien om Gladsaxe-bykongen og kommunistjægeren ’Erhard mod monopolet’, der blev en ubetinget anmelder- og publikumssucces her i foråret.

Ligusterhækken blev i datiden set som selve symbolet på småborgerlig lykke og affødte blandt Erhards kritikere den lidet flatterende betegnelse ligusterfascist om borgmesteren og hans ligesindede. I dag vil prædikatet være meningsløst i enhver politisk sammenhæng.

EFTER FOLKETINGSVALGET grundlovsdag må resten af denne sommer uundgåeligt blive en selvransagelsens tid for det borgerlige Danmark. For hvad er borgerlighed i nutidens Danmark? Næppe værdier, som de blev eksponeret af datidens partiledere som f.eks. Erhard Jakobsen.

I dag er der intet overraskende i at møde tilhængere af f.eks. Enhedslisten leve trygt bag ligusterhækken, hvor de lever fint med alt det, Gladsaxes bykonge skabte. For Erhard sejrede jo med sine angreb på DR. Han nedlagde Aktive Lyttere og Seere som konsekvens af det monopolbrud, der blev en af de blivende virkninger af Schlüter-perioden.

Men er der alligevel nogle rester af den højrefløjspopulisme, som gav Erhard Jakobsen fremdrift i de politisk turbulente 70’ere og 80’ere? Jo, Rasmus Paludans retorik havde tydelige mindelser om Glistrups især i 1980’erne, da udlændingepolitikken kom til at fylde mere end skattepolitikken.

Hvad Erhard Jakobsens nutidige betydning angår, har Peter Langdal nok leveret den mest præcise karakteristik: Kritik skal man helst kunne tage uden at pege fingre ad sine kritikere. Det havde både Erhard og hans modspillere svært ved at leve op til. De venstreorienterede var for meget, og Erhard var alt for meget. Men det satte gang i noget.

(klumme i Politiken 25. juli 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Uro i Hongkong får betydning for Taiwan

Kinas genforeningsplaner skubbes ud i en fjern fremtid.

HVILKEN lære vil Kinas ledere, nutidige som fremtidige, uddrage af den konfrontation, som har udspillet sig i Hongkong i denne sommer? Besvarelsen af dette spørgsmål forudsætter et historisk tilbageblik.

Fra anden halvdel af det 20. århundrede stod tre territorier uden for det kinesiske kommunistpartis kontrol: Taiwan, Hongkong og Macau. En ambitiøs drøm om at samle de områder, der blev anset for historisk at tilhøre riget, blev det meste af århundredet delt af kommunister og nationalister i Kina. Derfor blev Tibet, som reelt stod uden for den kinesiske centralregerings kontrol fra det sidste kejserstyres fald i 1911 frem til 1950, aldrig internationalt (dvs. i FN) set som en region, der kunne gøre krav på selvstændighed.

Hong Kong & Taiwan -political outliers-

Republikken Kina, grundlagt i Beijing i 1911, havde fra eksilet i Taiwan efter 1949 gjort krav på at repræsentere hele Kina (og havde Kinas plads i FN frem til 1971), men efter Taiwans demokratisering i slutningen af 80’erne blev dette af indlysende grunde opgivet. Med britiske Hongkong og portugisiske Macau var det anderledes. Få år efter den britisk-kinesiske aftale i 1984 om tilbagelevering i 1997 accepterede Portugal, at logikken i aftalen også skulle gælde naboterritoriet Macau. Det fik virkning fra 1999.

I 1981 erklærede den kinesiske ledelse, at den vil sikre Taiwans genforening med Kina om nødvendigt med brug af militær magt. Beskeden til ’udbryderprovinsen’ Taiwan var, at øen ville kunne bevare sit kapitalistiske system og tilmed sine væbnede styrker, hvis man ellers anerkendte Beijings overhøjhed. Modellen kendes som ’et land, to systemer’.

Men det er højst tvivlsomt, om den 24 millioner store befolkning i Taiwan vil acceptere den logik, som blev gældende for Hongkong. Jo længere den aktuelle konfrontation i Hongkong fortsætter, jo mere umulig tager en frivillig og fredelig kinesisk genforening med Taiwan sig ud. Seneste melding fra Beijing er, at ’Taiwan-spørgsmålet’ skal være ’løst’ senest i 2049, når Folkerepublikken fejrer sine første 100 år. Det falder nogenlunde sammen med udløbet af den ordning om lokalt selvstyre, Hongkong fik ved overdragelsen i 1997.

Taiwan blev i 1683 indlemmet i Qing-dynastiets Kina. Men en krig mod Japan betød, at Kina i 1895 måtte afgive øen, hvorefter Formosa, som var øens portugisiske navn, fik en central rolle i opbygningen af det japanske imperium i Østasien i første halvdel af det 20. århundrede. De japanske bombefly, der angreb Filippinerne og Indonesien i december 1941, udgik fra baser i Taiwan.

Japans krigsnederlag i 1945 betød, at Taiwan blev tilbageleveret til det Kina, som dengang blev ledet af Nationalistpartiet KMT; det parti, som i dag udgør den politiske opposition i Taiwan.

DER ER allerede nu valgkamp i Taiwan. Til januar stilles stemmeboksene frem i et af Østasiens frieste samfund. Præsident Tsai Ing-wen stod indtil for få måneder siden sløjt i sit uafhængighedsorienterede partis interne opstillingskampagne. Hun vandt imidlertid nomineringen sikkert i det samme døgn, hvor hundredtusinder af aktivister omringede parlamentsbygningen i Hongkong.

Mere opsigtsvækkende er det, at de fem kandidater fra det traditionelt Kina-venlige parti KMT pludselig har fået travlt med at lægge afstand til Kinas forslag om at lade øen blive en del af modellen ’et land, to systemer’.

Kinas muligvis største aktiv i Taiwan, grundlæggeren og ejeren af megavirksomheden Foxconn, Guo ’Terry’ Tai-ming, erklærede rent ud, at ’et land, to systemer’-modellen har slået fejl i Hongkong. Hans udmelding må have chokeret Beijing. Foxconn er klodens største producent af elektronikkomponenter og beskæftiger anslået 1,2 millioner industriarbejdere i Kina.

Kinas erklærede mål med at få bragt Taiwan tilbage til Kina kan kun realiseres med accept fra USA, der siden 1979 har garanteret, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. I sidste uge satte Kongressen streg under sine forpligtelser ved at godkende det største våbensalg til regeringen i Taipei i årtier. I Washingtons pakke til Taipei gemmer der sig 108 Abrams-kampvogne og 250 Stinger-jord-til-luft-missiler til en anslået værdi af 2,2 milliarder dollars. Tilbage i april godkendte USA et særligt træningsprogram for Taiwans aldrende F-16-fly. Taiwan har i årevis presset på for at købe de mest avancerede fly af typen F-35, men her vil Kongressen ikke være med. Tag dette som et amerikansk hensyn til Beijings modstand.

Aktivisterne i Hongkong har givet Taiwan en forstærket livline. Beijing må tænke nyt. Xi Jinping har utvivlsomt fået hovedpine.

(klumme i Politiken 15.07.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Achtung, babies! Ursula er en rollemodel

Den kommende EU-chef har allerede gjort en forskel i Europa. Hurra.

Længe inden Ursula von der Leyen kom i spil som chef for EU-Kommissionen, havde hun gjort en markant forskel for Europas fremtid.

Det skete i hendes tid som tysk minister for familieanliggender, ældre borgere, kvinder og unge i den regering, som Angela Merkel stillede sig i spidsen for i 2005.

Under betydelig modstand fra konservative kredse i hendes eget CDU-parti fremlagde hun en lovpakke kendt som Kinderförderungsgesetz , som øremærkede et milliardstort beløb til oprettelse af børnepasningsfaciliteter over hele forbundsrepublikken.

Med klar inspiration fra de skandinaviske nabolande tog von der Leyen også initiativ til en fædreorlov, et udspil, der vakte forargelse hos CDU’s bayerske søsterparti, CSU. Den højprofilerede professor i gynækologi gødede dermed den tyske politiske jordbund for en fremtid, der tegner lovende ikke kun for Tyskland, men også for de medlemmer af EU-familien, der stadig har til gode at give børnefamilier værdige betingelser, når familiehensyn og karriereinteresser skal kombineres.

Der skulle med andre ord en fast tysk hånd til at eksportere en central del af den nordiske velfærdsmodel sydover.

SOM MOR til syv har den højt begavede politikerveteran for længst vist vejen for andre tyske kvinder. Hendes initiativer for snart 15 år siden sætter sig nu spor i de demografiske udviklingstal for Tyskland. Læs: et mere fremtidssikret og lighedsorienteret arbejdsmarked.

Glemt af de fleste er, at for små fire årtier siden stod den daværende vesttyske forbundsrepublik på en delt bundplacering med Danmark i opgørelsen over fertilitetsrater i Europa.

Fertilitetsraten er det antal børn, en kvinde forventes i få i sin levetid: i Tyskland er tallet hen over ti år steget fra 1,33 til 1,57 og er nu tæt på et europæisk gennemsnit, tilmed langt over bundskraberne, som forbløffende nok er katolske Italien og Spanien.

Tallene ser små ud, men holder tendensen, er det starten på en lille revolution, vi ser her. Fertilitetsraten skal holdes op mod et samfunds alderskurver. Ifølge FN-prognoser vil Tyskland i midten af dette århundrede have 58 personer i aldersgruppen 65+ for hver 100 i den arbejdsduelige alder, som er kategorien mellem 20 og 64. Til sammenligning er de tilsvarende tal i Italien 74 til 100.

Bundlinjen i denne ligning er, hvad i nogle sammenhænge skamløst benævnes samfunds ældrebyrde. Hvor mange arbejdsdygtige er der til at betale for de ikke-arbejdsdygtige og pensionister.

Med i billedet hører, at halvdelen af stigningen i den tyske fertilitetsrate skyldes indvandringen. Thomas Sobotka, der forsker i befolkningsudvikling ved Institut for Demografi i Wien, har beregnet, at syriske mødre i Tyskland i 2017 fik 20.100 børn.

HØJTUDVIKLEDE lande i Europa og Østasien står over for en identisk udfordring: En højere fertilitetsrate er forudsætning for opretholdelse af velstandsniveauet. Japan, Sydkorea og Kina kan passende følge det tyske eksempel: Forbundsregeringen vedtog i 2013, at alle børn over etårsalderen har ret til en daginstitutionsplads.

Politikerne bekræftede dermed en tendens, der længe havde været undervejs. Fra 2006 og ti år frem steg antallet af tyske børn i vuggestuealderen fra 286.000 til 762.000. Lidt af en revolution, vil mange med kendskab til tysk politik sige.

Måske bliver det en kende for flabet at konkludere, at der skulle en liberal lutheraner til at forandre de konservative, katolskfunderede traditioner i tysk samfundsliv og familiemønstre. I så fald er logikken til at få øje på. I 2009 skiftede Ursula von der Leyen fra familieministeriet til arbejdsministeriet og fik dermed hovedansvar for implementeringen af Schröder-regeringens omstridte arbejdsmarkedsreformer. Læs: tilpasningen af prisen på arbejdskraft under presset fra østasiatisk industriproduktion. Ikke en udfordring for de sarte.

Så indlysende nok måtte hun videre til den mest maskuline af alle offentlige bastioner: militæret. Lige her er revolutioner ikke noget, der klares ved te- eller kaffeselskaber. Mine militærsagkyndige venner fortæller, at Bundeswehr er i en pinlig forfatning. Undervandsbådene kan knapt nok dykke, kampvognene ruster, og flyhjul punkterer.

Måske er der noget om snakken, men lad os minde om, at Ursula Von Der Leyen lod den tyske forsvarsmaskine investere i både cyberkrigskapacitet og ubemandede droner, ligesom hun gav grønt lys for våbenleverancer til de irakiske militser, der bekæmpede Islamisk Stat. Men det var også hende, der i 2015 forsvarede den tyske beslutning om ikke at sende våben til Ukraines forsvar mod prorussiske militser. En balanceret og forsigtig tilgang til Europas sikkerhedspolitiske udfordringer.

PS: Overskriften til denne Signatur er inspireret af den irske rockgruppe U2’s syvende album, der blev udgivet i 1991.

(klumme i Politiken 11.07.2019)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar