Hvad vil de vrede hvide mænd sige til Harris?

Spiren til det aktuelle kaos blev lagt i 1964 af republikansk senator.

Den bølge af oprør fra diffuse og løst organiserede, men ofte bevæbnede grupper på USA’s militante højrefløj er ikke et fænomen, der kommer ud af et vildnis, hverken på prærien eller i de nedslidte amerikanske storbyghettoer. Der er lagt kim for årtier siden både i det etablerede politiske system, i Hollywood-produktioner og i den populærlitterære fiktion.

Glem venligst alt om, at konspirationsteoretikerne, anført af QAnon, udgår fra 1950’ernes antikommunisme, kendt som mccarthyismen efter den berygtede og korrumperede republikanske senator Joseph McCarthy, der døde af druk som 48-årig i 1957 efter at have brændt sig selv op i jagten på formodede kommunister og socialister i regeringsapparatet.

Frøet til den nuværende bølge af højreradikal frihedsekstremisme blev lagt af ingen ringere end den republikanske Arizona-senator og præsidentkandidat Barry Goldwater i en nu legendarisk tale, han holdt 16. juli 1964 i San Francisco Cow Palace. Her gik han på podiet foran et tusindtal af tilhørere for at takke for nomineringen som sit partis kandidat til præsidentvalget samme år.

Den republikanske partiledelse havde ifølge historikerne forventet en præsentation af moderate konservative synspunkter, men blev ramt af chok, da Goldwater ytrede følgende:

»Ekstremisme er ingen dårlig egenskab, når det handler om at forsvare friheden, og der er intet dydigt i at udvise forsigtighed, når man kæmper for retfærdighed«.

Goldwater led i november samme år et stort valgnederlag til demokraternes Lyndon B. Johnson. Herefter frygtede mange konservative en politisk ørkenvandring, hvor liberale ville dominere den politiske debat i landet. Hvilket varede, indtil republikaneren Richard Nixon kom til i 1968.

Nixon blev udfordret af den borgerrettighedsbevægelse, som voksede frem i hans tid som vicepræsident under Dwight D. Eisenhower 1953-60, og holdt diskret det republikanske yderste højre ud i strakt arm, også fordi de højreekstreme grupper blev overskygget af den radikalisering, der karakteriserede især de sorte rettighedsbevægelser.

I 1978 UDGAV William Luther Pierce romanen ’The Turner Diaries’, der er en dystopisk fortælling om et USA, der rammes af en voldelig revolution: Den føderale regering falder, og en systematisk racekrig fører til udryddelse af alle befolkningsgrupper, der ikke tilhører den hvide majoritet. Bogen har siden inspireret til flere hadforbrydelser og terrorlignende overgreb på etniske og religiøse mindretal, herunder det jødiske. Terrorbombningen af en regeringsbygning i Oklahoma City i 1995, der kostede 168 personer livet, var motiveret af Pierces bog, forklarede gerningsmanden Timothy McVeigh inden sin henrettelse i 2001.

En bestemt ’begivenhed’ i ’The Turner Diaries’ kaldes ’rebets dag’, hvor hvide nationalister sender deres fjender i galgen. Disse fjender beskriver Pierces hovedperson i bogen, Earl Turner, således: »juristerne, forretningsfolkene, tv-journalisterne, avisernes udsendte og deres redaktører, dommerne, lærerne, skolernes embedsværk, borgergruppernes repræsentanter, bureaukraterne, prædikanterne og politikerne«.

På intet tidspunkt i amerikansk historie har en præsident appelleret til voldsinstinkter, som det er blevet tilstanden under Donald Trump, men vi behøver blot kaste blikket på nyere europæisk historie for at finde en valgt leder med tilbøjeligheder som Trumps:

Italiens legendariske Silvio Berlusconi selvfølgelig. Lighederne med Trump er påfaldende: Et særligt forhold til den russiske autokrat Vladimir Putin. Legitimering af det yderste højre. Beskyldninger mod mediefolk og jurister for at bedrive heksejagt mod sig. Hetzagtige påstande om indvandrere.

Hvad det politiske USA har brug for her og nu? Moderation og forsoning som medicin mod fortsat fattiggørelse og radikalisering af den hvide arbejderklasse. Ellers er den amerikanske drøm død og ligger kulet ned i skyttegravene efter det amerikanske århundrede, der lukkede og slukkede med indsættelsen af Donald Trump i januar 2017.

Det blev et århundrede, der leverede lykkelige resultater under præsidenterne Truman, Eisenhower, Carter, Reagan og Bush den ældre. Hvem i landskabet derovre opfinder den værdige afløser for Joe Biden om fire år? Ja, hvad tror I, at de vrede hvide mænd vil sige til den multikulturelle og -etniske Kamala Harris?

Behold den skudsikre vest i skabet lidt endnu.

(klumme i Politiken 15.01.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Hellere vaccinediplomati end korstog, tak

Europas aftale med Kina er endnu en udfordring for Joe Biden.

INDGÅELSEN AF EN investeringsaftale mellem EU og Kina kort før årsskiftet er et markant signal om, at klodens magtrelationer rykker sig på ny.

Aftalen er et tilbageslag for den afkobling af kinesisk engagement i Europa, som USA har presset på for. Et centralt projekt i Trumps udenrigspolitik, som det tiltrædende hold under Joe Biden utvivlsomt havde til hensigt at videreføre, men som nu ligner et forlis. Præsidenten kan sende et takkekort til kansler Angela Merkel, for Europas håndslag til Kina er hendes værk.

Forståelsen mellem Beijing, Berlin og Bruxelles kommer mindre end to måneder efter en anden stor triumf for Kina: en handelsaftale med 14 asiatiske lande, heraf flere af USA’s traditionelle allierede, inklusive Japan, Sydkorea og Australien. Et euroasiatisk handelsnetværk uden amerikansk deltagelse tegner sig i horisonten.

(200914) — BEIJING, Sept. 14, 2020 (Xinhua) — Chinese President Xi Jinping co-hosts a China-Germany-EU leaders’ meeting in Beijing, capital of China, Sept. 14, 2020, via video link with German Chancellor Angela Merkel, whose country currently holds the EU’s rotating presidency, European Council President Charles Michel and European Commission President Ursula von der Leyen. (Xinhua/Pang Xinglei) – Pang Xinglei -//CHINENOUVELLE_16025/2009150927/Credit:CHINE NOUVELLE/SIPA/2009150931

Skal aftalen med Beijing give mening for det Europa-Parlament, der skal godkende den, er forudsætningen, at samhandelen ledsages af styrkede rettigheder for kinesiske arbejdere. Konkret vil EU kræve garantier for, at det tvangsarbejde, der udføres af Kinas muslimske uighur-minoritet, ophører.

Uighurerne er hjemmehørende i Kinas vestlige Xinjiang-provins, som er trædesten for de nye silkeveje: rigets transportkorridorer til Centralasien, Rusland, Iran og Europa, som forbinder de to handelszoner, Xi Jinping har fået underskrifter på.

Hvis de arbejdslejre i Xinjiang, som vestlige aktivister kalder ’Kinas GULag’, men som i Beijings terminologi betegnes ’træningscentre’, er på vej til at blive tømt som en konsekvens af aftalen med EU, kan Bruxelles vælge at kalde dette et fremskridt for både menneske- og arbejderrettigheder.

Men også hvis de ’omskolede’ uighurer fordeles med tvang ud til fabriksarbejde i andre dele af riget? Hongkongs endnu frie medier bedes tjekke, om tekstilfabrikkerne genopstår i Perleflodsdeltaet, bemandet med kinesiske muslimer.

EUROPAS DILEMMAER står i kø her. Kina er kommet styrket ud af coronakrisens monumentale udfordring med beskedne smittetal (og sandsynligvis omkring 4.000 coronadøde, en dramatisk forskel til USA’s 350.000), en økonomi i vækst og pragmatiske partnerskaber.

Læg hertil det kinesiske vaccinediplomati, som ramte europæiske og latinamerikanske modtagere, mens amerikanerne fumlede og vaklede.

Beijings propaganda taler om silkeveje for sundhed. Disse veje blev første gang synlige for europæerne, da et kinesisk godstog lastet med 110.000 mundbind og 776 beskyttelsesdragter i april ankom til Madrid efter en 13.000 kilometer og 17 døgn lang rejse.

Udfordringen for Ursula von der Leyen består nu i at overbevise Joe Biden om, at demokratierne er tjent med at acceptere samarbejde med kompetente autokratier på tværs af systemforskelle: ideologiske konfrontationer må vige for klimahensyn og folkesundhed.

Lykkes dette, vil eftertidens historieskrivere kunne kalde starten af 20’erne for perioden, hvor det lykkedes Europa at undgå, at Kina og USA snublede i det, der kendes som Thukydids fælde.

THUKYDID ER menneskehedens første historiker af betydning. Da han beskrev udbruddet af Den Peloponnesiske Krig i 400-tallet før vor tidsregning, lagde han grunden til en teori, der har relevans op til i dag: Spartas herskere frygtede opkomsten af et stærkt Athen og valgte derfor at slå udfordreren ned, inden denne blev for stærk. Konsekvensen blev en ødelæggende krig, der afsluttede oldtidens græske dominans.

Den fælde, som Thukydid har lagt navn til, handler om risiko for krig, når en etableret overherre presses af en rival. Læren fra mange eksempler siden oldtiden er, at krigen i en sådan overgangstilstand er en større risiko end muligheden for en ændret og fredeligere magtdeling.

Joe Biden og Xi Jinping skal se at få repeteret Thukydid. Oldtidshistorikerens vigtigste arvtager i det 20. århundrede, den amerikanske politolog Samuel Huntington, skrev følgende i sin klassiker om civilisationernes sammenstød:

»Vesten vandt verden, ikke i kraft af overlegenhed på ideer, værdier eller religion, men i kraft af sin overlegenhed i evnen til at anvende organiseret vold. Vesterlændinge har det med at fortrænge denne realitet; folk uden for Vesten glemmer den aldrig«. Derfor silkevejene som en bestræbelse på en ny orden.

Vacciner er et tiltrængt alternativ til korstog. Investeringsaftalen, der har til formål at forbinde Østasien med Europa, er et udfordrende bytte for den uorden, som Trumps kaosregime efterlader sig. Den bringer ikke demokratisk frigørelse med sig, men fredeligere tilstande via magtbalancer.

(klumme i Politiken 11.01.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Hey Joe, ryd op på kloden

Kan supermagten lære af sine fiaskoer? Eller andres? Tiden er inde til et regnskab om en række humanitære udfordringer.

Hej Joe B., kan du huske den legendariske sangtitel ’Hey Joe’ fra din ungdom? Ophavspersonen er folkesangeren Billy Roberts, der registrerede ophavsretten til den i 1962. Siden blev det til mange versioner, bl.a. af Tim Rose og The Byrds – musikere, der må have fyldt en del i din ungdom, længe inden du fik politiske ambitioner.

Sangen udødeliggøres af Jimi Hendrix i slutningen af 1960’erne, hvor det er én bestemt sætning, der sidder fast i erindringen: Hey Joe, hvor skal du hen med det våben, du holder i din hånd?

Præcis dette spørgsmål må amerikanske vælgere stille ved starten på et år, hvor den frie, demokratiske verden har kolossale forventninger til dig og dit hold efter den kaotiske og destruktive periode under USA’s 45. præsident.

Nr. 44 havde vi i Europa store forventninger til, men der skete jo ikke alverden. Ud over at en relativt usynlig krigsførelse med droner blev intensiveret.

Du har som nummer 46 i rækken muligheden for at gøre en forskel, skal jeg hilse og sige fra mine amerikanske slægtninge. Din indenrigspolitiske reformdagsorden forekommer at blive et arbejde, der ligner, hvad Sisyfos stod over for, men så vis os, at du bliver en Herkules for et nyt og bedre Amerika.

Begynd venligst med at bestille professor David Vines’ nyligt udgivne bog ’The United States of War. A Global History of America’s Endless Conflicts, from Columbus to the Islamic State’. Her forklares den dystre arv, som dine forgængere har overdraget til dig.

I DET FØLGENDE begrænser vi os til bogens gennemgang af nyere konflikter, hvor USA enten har været den initiativtagende part eller siden har involveret sig. Du ved selvfølgelig, at millioner er blevet dræbt, og endnu flere er blevet kvæstet, så lad os få sat tal på, hvem der stadig kan gøres noget for:

Ifølge David Vines befinder der sig i dag 37 millioner fordrevne individer i lande, hvor USA’s militær har været eller stadig er involveret: Afghanistan, Syrien, Irak, Pakistan, Yemen, Somalia, Libyen og Filippinerne.

De hjemvendtes traumatisering skyldes utvivlsomt også en tvivl om, hvorvidt USA stadig har evnen til at være klodens politibetjent. De 37 millioner fordrevne er vidnesbyrd om fraværet af positive resultater. Trods flere såkaldte ’villige koalitioner’.

Dette morads af elendighed og nød er i uhyggelig grad koncentreret i den muslimske verden, dvs. Stormellemøsten og den sydlige del af Centralasien, herunder USA’s allierede og våbenbroder Pakistan, et arnested for islamistisk inspirerede terrorbevægelser.

Ingen af disse samfund har lært af klodens folkerigeste muslimske og demokratiske nation, Indonesien, der både i forfatningen og i praksis ligestiller verdensreligionerne og er et sekulært samfund, der satser på social og civil udvikling.

SÅ LAD OS LIGE repetere spørgsmålet med en hengiven tanke til Jimi Hendrix ca. 1967: Hey Joe, hvor skal du hen med det våben, du holder i din hånd? Det var krigen i Vietnam, der fyldte meget dengang.

Du har en hær af analytikere sat i sving med at regne på, hvor hurtigt USA’s gæld vil fortsætte med at stige, når dine indenrigspolitiske reformer skal realiseres.

Ulykkeligvis kan du ikke gøre brug af den fredsdividende, som blev din forgænger Bill Clintons redningsplanke ud af det gældsbjerg, som han i 1993 var blevet overdraget af sine republikanske forgængere.

Clinton reducerede amerikanske baser overalt. Den luksus vil Kongressen nok ikke tillade dig her og nu. Men så bør du lige minde dem om den mest dystre del af omkostningerne: 9,2 millioner flygtninge og internt fordrevne fra Irak, svarende til 37 procent af befolkningen.

Okay, lad os vedtage, at Syrien hører under Putin.

Til sammenligning bør du og din stab kaste et blik på USA’s strategiske hovedmodstander Kina, som tegner sig for en enkelt krig i nyere tid, dvs. lidt over fire årtier: et tre uger langt og fejlslagent felttog ind i det nordlige Vietnam i februar 1979.

Kina lærte dengang af sin fiasko, har USA lært af sine? God arbejdslyst, Joe, hvor skal dit mandskab hen med USA’s gigantiske våbenarsenal?

Rydde op på kloden, velsagtens. Med hjælp fra Europa og FN-systemet.

(klumme i Politiken 1. januar 2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

På skinner ind i 2021

Det 21. århundrede tilhører den elektrificerede jernbanedrift.

DEN AMERIKANSKE forfatter Paul Theroux gennemførte for et lille halvt århundrede siden en togrejse med den transsibiriske jernbane gennem Rusland, Sibirien og flere af de sovjetiske delrepublikker. Inden sin ankomst til sovjetimperiet havde han været på skinner gennem en god del af Mellemøsten og Sydøstasien.

Rejsen resulterede i hans litterære gennembrud, ’The Great Railway Bazaar’, i 1975. Theroux skrev medrivende om et tilbagestående sovjetsamfund med f.eks. »Lenins svulmende hvide pande ved hvert eneste stop (…) og lugten af sardiner, sved, kål og gammel tobak, der var så stærk, at selv russerne sprang ud på perronen og risikerede at få lungebetændelse for at trække en mundfuld frisk luft, hver gang vi holdt fem minutter ved en station, den dårlige mad, den åndssvage økonomi«.

Fire årtier senere gjorde den norske forfatter Erika Fatland en tilsvarende færd. Hendes beretning i bestselleren ’Grænsen’ levner ikke megen plads til opmuntring. Hun oplever et samfund, hvor der hersker den fuldkomne apati:

»Der findes knap nok ventilation. Vi risikerer langsomt at blive forgiftet med kulos, hele banden, tænker jeg. Iltniveauet daler for hver kilometer. I tredjeklasseskupeen gisper 50 munde nærmest komatøst efter luft. For så vidt et træffende billede på dagens Rusland, hvor apati og ligegyldighed synes at have sænket sig over hele det vældige land«.

DE SIBIRISKE VIDDER er muligvis ikke det mest oplagte rejsemål for en europæisk gennemsnitsfamilie, der her under pandemiens tungsind forsøger at forestille sig, hvilken verden der venter på at blive opdaget, når vi når til livet efter covid-19. Men intet bliver som før.

Blandt de vidtgående økonomiske konsekvenser af pandemien er en total omkalfatring af hele rejse- og transportsektoren og den dertil knyttede infrastruktur. Bare spørg flyproducenterne Boeing og Airbus, hvordan deres ordrebøger ser ud lige nu.

Mens rejsebureauer over den ganske klode gisper efter luft, sejles en armada af krydstogtskibe til ophugning i tyrkiske, pakistanske og indiske havne. Den mest perverterede del af oplevelsesøkonomien dør en langsom død.

Lyspunkterne har vi oplevet på nært hold med ankomsten af det elektriske lokomotiv Vectron, som DSB får bygget 42 eksemplarer af hos Siemens. Denne fremtidens transportform er godkendt til drift i 20 europæiske lande.

Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830, har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på end jernbanerne.

MED 1800-TALLETS togdrift fulgte udviklingen af imperier og dermed handel, udbytning, kolonisering, udvikling, alt det, som siden blev kaldt globalisering. Victorianere og andre imperialister var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. En verden forbundet med skinner er i moderne tid en genfødt vision om fremskridt og udvikling.

I dag er højhastighedstog midlet til økonomisk erobring uden krig. Til forskel fra det vilde vestens jernhest, der udryddede indianere og bisoner i tusindtal.

Se på verdenskortet: Der, hvor der kun er små jernbanenet eller slet ingen, er der heller ingen udvikling. Den iøjnefaldende undtagelse fra denne regel er selvfølgelig Indien, som har klodens største jernbanenet af den gammeldags og forældede slags. Ingen af hinduismens mange guder beskytter togdriften, heller ikke efter at dette gigantiske, gådefulde samfund er kommet op i vækstøkonomiernes superliga.

Håbet må være, at Indien kommer derhen, hvor Japan stod i 1964, da højhastighedstoget Shinkansen blev taget i brug. I sine første 60 år har Shinkansen transporteret 12 milliarder passagerer uden ét eneste dødsoffer.

Ikke Indien, men Japan er det indlysende forbillede for Nord- og Sydkorea, Kina, Rusland, Mongoliet og de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien. For Shanghai bør en dag forbindes med Moskva, Warszawa, Helsinki, Berlin, Wien og Istanbul.

Vi kan starte herhjemme. Forbind venligst Aarhus og København med Hamburg, München, Rom, Madrid og Athen.

Udfordringen: Hvad vil fremtidens togpassagerer sige til at skulle rejse gennem autoritære regimer med deres hang til overvågning og kontrol? De vil få at vide, at kameraerne og politistatsmetoderne gavner sundhed og sikkerhed. Pandemier holdt ude og kriminalitet sendt i bund. Til gavn for turisme, samhandel og den mellemfolkelige forståelse. God rejse!

(klumme i Politiken 28.12.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Tre grunde til europæisk juleoptimisme

Der er lyspunkter at skimte trods coronadepressionen

Kong Frederik IX havde tradition for i sin nytårstale at sende en særlig hilsen til søens folk. Forståeligt og respektfuldt, eftersom monarken havde en baggrund som søofficer.

Søens folkeslag er i dag overvejende individer af udenlandsk herkomst. I stedet for havets daglejere kan vores tanker i stedet gå til de udeværende danskere, der virker i diplomatiet. Deres opgaver består ikke kun i at håndtere interessemodsætninger, men også at styrke de politiske og kulturelle fællesnævnere med allierede og partnerlande.

Hårdt arbejdende og dedikerede landsmænd på nære og fjerne repræsentationer har været igennem et svært år. Det er blevet langt mere udfordrende at skulle varetage danske interesser i en verden, hvor alt for meget er vendt på hovedet:

Folkelige strømninger på tværs af Europa og USA har spredt tvivl og frygt, alt imens en klynge af lande, som vi passende kan kalde Autokratiernes Internationale, optræder med stigende selvsikkerhed og udfordrer de værdier om fællesskaber og menneskeværd, som vi engang troede var universelle. Oven i denne ængstelse er så kommet en pandemi, der lige nu fremstår nærmest ustoppelig.

SÅ HVAD stiller danske diplomater op, når de i denne tid sender de sidste digitale jule- og nytårshilsener til kolleger og kontakter i deres værtslande? De bør minde modtagerne om, at ikke alt går den gale vej. Trods den værste recession siden 1945 og 300.000 europæere døde med covid-19 (og et tilsvarende tal i USA) har fællesskabet her på den gamle verdens kontinent fået det bedre.

Store indsatser for klimaforbedringer og indsatser mod spredning af coronapandemien er blevet vedtaget. Lige om lidt lander vaccinerne hos os. Kolossale menneskelige og økonomiske ressourcer er blevet mobiliseret. Nyt i ligningen er, at vores betagelse af sociale medier er ved at blive afløst af skepsis og kritisk distance.

Økonomisk ortodoksi er lagt til side: Den Europæiske Centralbank har skrottet de hidtil så restriktive regler om gæld og underskud for at opkøbe især sydeuropæisk statsgæld. Lånemarkederne har tydeligvis affundet sig med den ekstraordinære tilstand: Europa kan igen føre ekspansiv finanspolitik. Selv i Tyskland er en voksende statsgæld blevet den accepterede norm. Renterne holder sig i ro. Måske har vi her det ultimative bevis for, at europrojektet er en succes.

Der er tændt julelys for enden af tunellen. Nøgleordene for 2021 bliver sundhed, jobskabelse og klimahensyn. Fællesnævnere for medmenneskelighed og ansvar for fremtiden.

EN ANDEN god nyhed, der bør med i vores diplomaters digitale julehilsener: Konkurrencekommissær Margrethe Vestagers udfordring til techgiganterne, der kommer kun kort tid efter det amerikanske justitsvæsens bebudede søgsmål mod Facebook.

Vi skal lige bruge en stund til at vænne os til de nye redskaber, Vestager og hendes folk i Bruxelles har opfundet: Digital Markets Act og Digital Services Act. Måske den vigtigste julegave fra Europa til kontinentets borgere. Også en håndsrækning til folk på andre kontinenter, hvis de vælger at være med.

Demokratiske retsstater viser nu viljen til at konfrontere et digitalt imperium med et antal brugere svarende til Indiens befolkning gange to. En dramatisk forskel fra Rusland og Kina, hvor staternes magtapparater er nært forbundet med brugen af de digitale redskaber til overvågning af egne indbyggere og misinformation både indadtil og udadtil.

Da det arabiske forår rullede ud for ti år siden, troede vi naivt, at Facebook og andre sociale medier var redskaber til opnåelse af frihed. I dag ved vi, at giganten ikke har formået at stoppe udbredelsen af ekstremistiske synspunkter, hadkampagner, disinformation og konspirationsteorier. Kald det bare digital fascisme.

Mark Zuckerberg hævdede at kunne forbinde verden, i stedet har han splittet den ad. 2021 bør derfor blive året, hvor vi ser fælles fodslag over for tidens udfordringer fra Big Tech. Inspireret og ledet af Joe, Ursula og Margrethe.

Tag venligst dette budskab med, når du, Danmarks diplomat i nærområdet eller langt væk, skriver dine resterende jule- og nytårshilsener. Så er du godt rustet, når du logger ind på din Facebookside, din Messenger, din twitterkonto, din hvad-det-nu-er.

Og så lige en dyster tilføjelse: Udenrigsministeriet skal ifølge forslag til finanslov 2021 spare et par hundrede medarbejdere over de næste fire år. Hovedløst!

(klumme i Politiken 20.12.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En gratis omgang for Hongkong

Dansk aktivisme er reelt en håndsrækning til Kina.

DANMARK BLEV en trædesten for Ted Hui, aktivisten og dissidenten fra Hongkong, der nu slår sig ned i Storbritannien med sin familie. Hans eksilering til den tidligere kolonimagt vil gøre det sværere for hans allierede at opnå prøveløsladelse for at kunne forberede deres forsvar i det forestående retsopgør i fødebyen.

Fronterne er hårdt trukket op: Den mest velhavende aktivist i Hongkongs oppositionsbevægelse, mediemillionæren Jimmy Lai, der er arresteret for anklager om bl.a. bestikkelse, er blevet nægtet prøveløsladelse og risikerer at sidde inde til langt ind i det nye år.

DERMED ER oppositionen trængt, men interessant nok er der nye partidannelser på vej, som vil arbejde for reformer af lokalparlamentet, nødvendigvis uden at udfordre den kinesiske centralmagt på dens kerneinteresse: overhøjheden.

Når politisk aktivisme kolliderer med suverænitet, går sidstnævnte af med sejren.

En kollega på Hongkongs største dagblad, South China Morning Post, pointerer, at mens Ted Hui fremstilles som en demokratisk helteskikkelse af danske politikere, vil han for mange i Hongkong være en kujon, der er flygtet fra opgøret om Hongkongs fremtid og svigter dem af sine kampfæller, der sidder i fængsel.

Retsinstanserne i Hongkong forbereder mere end 2.000 sager ved domstolene. Anslået halvdelen af de tiltalte er ifølge BBC yngre end 18. Altså har vi et generationsoprør, og hvordan er holdningerne i den del af befolkningen, der aldersmæssigt er over 30, kan man spørge?

En del af svaret findes på myndighedernes tip line , hvor folk på mail kan indberette, hvad de ser som overtrædelser af den skærpede sikkerhedslovgivning, som Kina har indført, og som er hele omdrejningspunktet for konflikten. I løbet af den første uge modtog denne politienhed 10.000 anmeldelser.

En tilsvarende ’antivold’-hotline, der blev etableret af politiet i fjor, har over et års tid modtaget 1,2 millioner anmeldelser, svarende til 3.000 daglige mails og telefonopkald. Et udtryk for ønsker om stabilitet og opbakning til status quo.

Hongkong har således to adskilte virkeligheder. De fleste vestlige mediers som oftest overfladiske beskrivelser af tilstanden vil blive repeteret, når Folketinget 21. december har en forespørgselsdebat om tilstanden i Hongkong.

FORVENT ikke andet end retorisk og omkostningsfri varm luft fra forslagsstillerne. Kan man forestille sig, at Ted Huis danske værter, Uffe Elbæk fra Frie Grønne og den konservative Katarina Ammitzbøll, tager initiativ til en indsamling til betaling af de sagsomkostninger, der venter de fængslede Hongkong-aktivister? Næppe.

Vi kommer heller ikke til at høre om amerikanske organisationers mangeårige finansielle støtte til den fængslede Joshua Wongs nu opløste organisation, Demosisto, og andre grupperinger i den såkaldte prodemokratiske lejr.

Anderledes i Storbritannien, hvor premierminister Boris Johnson har slået portene op på vid gab med tildeling af særlige pas til folk i den tidligere britiske koloni. 216.398 er det ifølge Bloomberg News blevet til i løbet af årets første 10 måneder. Alene i oktober var tallet 59.798, det højeste niveau siden overdragelsen i 1997, svarende til 5 pas i minuttet.

KINA HAR reageret med fornærmelse, men har utvivlsomt haft en finger med i dannelsen af et nyt parti, hvis stiftende medlemmer er født på fastlandet og i dag repræsenterer finansielle institutioner i Hongkong. Deres kandidater vil arbejde for reformer af valgsystemet, men samtidig inddæmme, hvad man kalder ekstremistiske kræfter i den store finansmetropol.

Den tidligere chefredaktør for Hong Kong Economic Journal, økonomiprofessor Yi-Zheng Lian forklarer i New York Times, at de eksilerede og fængslede dissidenter har efterladt et tomrum, som er ved at blive udfyldt af nye aktivister. Disse er vokset ud af de seneste års demonstrationer, men er ukendte i Vesten.

De vil arbejde for reformer uden at udfordre Kina på spørgsmålet om suverænitet.

Tilstanden bringer mindelser om, hvad den socialistiske forfatter Bertolt Brecht i et satirisk digt, ’Die Lösung’, skrev efter de kommunistiske myndigheders undertrykkelse af en arbejderopstand i Østberlin i 1953: at hvis befolkningen har svigtet regeringens tillid, vil den oplagte løsning være, at regeringen opløser folket og vælger sig et nyt.

Kina marginaliserer oprørere mod centralmagten i rigets periferi og integrerer resten. En metode, der har et par årtusinder bag sig.

(klumme i Politiken 14.12.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Datamagt sætter Europa under pres

EU i svært dilemma, hvis verden deles op af et splinternet.

I en ikke så fjern fortid hed det sig, at stemmesedler og valghandlinger var nøgler til forandring af klodens politiske indretning. Trods vores massive optagethed af den nylige valgkamp i USA holder denne tilgang ikke længere. Kontrol med transport af data er det nye magtparameter.

På det tyske EU-formandskabs sidste topmøde, der holdes torsdag og fredag, vil kampen mod covid-19 figurere allerøverst på listen. I kølvandet på dette følger en diskussion af, hvorledes Europa får genskabt dynamikken i de nødlidende relationer til den gamle supermagt og allierede på den anden side af Atlanten.

Europas regeringschefer skal ydermere forholde sig til den strategiske udfordring, der udgår fra Beijing, men som også vedrører de amerikanske techgiganter. Risikoen består i, at et i forvejen fraktioneret Europa splittes yderligere i den geostrategiske rivalisering mellem Washington og Beijing.

Atlantisk loyalitet kører ikke længere på automatpilot. EU-Domstolen afviste i juni et aftaleudkast mellem EU og USA om beskyttelse af privatlivsdata med den begrundelse, at amerikanske myndigheder ikke vil afstå fra at overvåge udenlandske borgere som et led i forebyggelse og bekæmpelse af terror.

Den ironiske pointe er her, at et amerikansk efterretningsorgan som National Security Agency (NSA) kan blive genstand for samme type tiltag som den kinesiske techgigant Huawei.

Syv årtiers historisk fællesskab kan de europæiske ledere dog ikke løbe fra. EU-Kommissionen lægger i et aftaleudkast, som Financial Times har refereret indholdet af, op til et fornyet amerikansk-europæisk partnerskab gennem fælles reguleringer af både cyberspace og kapitalstrømme.

DER FORNEMMES en velkomsthilsen til Joe Biden tilsat et lettelsens suk over Donald Trumps snarlige exit. Men forestillingen om en blokdannelse, der kopierer tilstanden under den kolde krig, er et luftkastel, hvis man ser på udviklingen i den globale datatrafik.

Det japanske erhvervsmedie Nikkei har gjort op, at Kina i dag står for 23 procent af de globale datastrømme, hvilket er det dobbelte i volumen af, hvad USA repræsenterer – et pænt stykke nede på sin globale 2.-plads.

Kinas kolossale udbygning af datakapacitet forklares med de digitale silkeveje, Beijing har etableret med selv nære USA-allierede som Japan, USA, Sydkorea, Taiwan og det resterende Sydøstasien. Tag blot den mobile betalingsplatform Alipay, som nu anvendes af 1,3 milliarder mennesker i 55 lande. USA har ikke en konkurrent, der matcher her.

FORUDE TEGNER der sig et opgør om udbygning og anvendelse af kunstig intelligens, hvor adgang til og kontrol med datatrafik er helt afgørende. Kina er her forbundet med sine nabolande på en måde, hvor USA og Europa får svært ved at være med. Hvis den kommende Biden-administration vælger at fortsætte i samme spor som Trump, rykker risikoen for, at verden får et splinternet som afløser for internettet, tættere på. Splinternet betyder grænsedragninger og opdeling i interessesfærer, hvad der vil vanskeliggøre bekæmpelse af både islamistisk terror og pandemier.

Nemmere bliver udfordringen ikke af, at det er lykkedes Kina at etablere trojanske heste på det europæiske kontinent. Ikke kun den ungarske nationalpopulist Viktor Orbán tæller med her i Beijings vægtskål. Tilbage i foråret 2019 besøgte Kinas Xi Jinping Italien og fik her papir på, at støvlelandet bliver en del af kinesernes ambitiøse infrastrukturplaner.

Selv hvis det lykkes EU-lederne retorisk at finde en form for fodslag i en mere konfronterende linje over for Kina, er der store indbyggede modsætninger i bestræbelsen.Verdenshandelsorganisationen, WTO, blev reelt banket i jorden af Donald Trumps vægring ved at udpege dommere til organisationens mæglingsinstanser. Europas pris for et fornyet digitalt partnerskab med USA vil være enighed om både beskatning af techgiganterne og en stærkere regulering af datastrømmene.

Altså skal Joe Biden ud og armvride giganterne i Silicon Valley og omegn for at stille Margrethe Vestagers bureaukrater tilfredse. Hvordan kommer det til at spænde af med et hævngerrigt republikansk parti hele raden rundt i Washingtons politiske manege?

Tech, cyberspace, pandemier, terrorbekæmpelse og klimaforandringer presser sig på: Aldrig har de globale udfordringer i fredstid været så overvældende. Tilstanden kalder ikke på frontdannelser, der gentager mønsteret fra den kolde krig. Sjældent har behovet for kreativt og innovativt diplomati været større.

Kan vi snart komme til at tale om andet end minkavl?

(klumme i Politiken 06.12.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Østasiatisk handelsblok afkobler USA

Joe Bidens regeringshold mødes af en forandret og styrket modpart.

Del og hersk, lyder et diktum, der forbindes med kejsere, konger og fyrster gennem årtusinder. Divide et impera .

Når en hersker kan opdele sine potentielle og reelle modstandere i mindre enheder, der adskilles af uenigheder, vil han bestemme sin orden uden overvældende brug af direkte magt.

Det er essensen af den handelsblok, som for nylig er skabt på et virtuelt topmøde i den vietnamesiske hovedstad, Hanoi. Verden skal til at vænne sig til nyt akronym, RCEP, der direkte oversat står for Regionalt Omfattende Økonomisk Partnerskab.

Centeret er de ti sydøstasiatiske lande i Asean-sammenslutningen, men den brutale nyhed i konstruktionen er, at flere traditionelle USA-allierede i Østasien har tilsluttet sig en handelsblok, der de facto er under kinesisk overhøjhed.

RCEP ER den første multilaterale handelsaftale, som Kina gør sine naboer til en del af. Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand, alle gennem syv årtier trofaste støtter for Washington, bliver nu medlemmer af en blok, hvor taktstokken holdes i Beijing.

Rammerne er lagt for et asiatisk indre marked, der på sigt kan inkorporere både Rusland, Iran og udvalgte latinamerikanske og afrikanske lande.

Beijing har hurtigt og effektivt udfyldt det tomrum, som fire år under Donald Trump har efterladt verden i. Karakteristisk for klodens aktuelle tilstand dannes RCEP på et tidspunkt, hvor den abdicerende amerikanske supermagt er i vildrede om sin egen fremtid og er optaget af at håndtere interne spændinger.

RCEP, DER har været otte år undervejs, forbinder en tredjedel af klodens økonomi og 2,5 milliarder af klodens indbyggere. Hvis Joe Biden forsøger at genoplive den handelsorganisation (Trands-Pacific Partnership, TPP), som Donald Trump lagde i graven i januar 2017, kan han starte med at overveje, hvad Xi Jinping i Beijing mener med sit nylige udsagn om, at et genoplivet TPP på sigt bedes overveje at optage Kina som medlem. Det strategiske sigte fra Beijings side er at lokke de betydeligste amerikanske og andre vestlige multinationale virksomheder indenfor i den østasiatiske opbygning af fremtidig velstand.

Selvfølgelig er der usikkerheder i kanten til denne blok, for hvad gør Rusland og Indien?

På den anden side af Rusland står et tøvende Europa og skal nydefinere relationerne med Kina i form af en investeringsaftale, som Bruxelles og Beijing forsøger at få på plads inden årsskiftet.

Putins Rusland er delt i hensynet til sine to vigtigste handelspartnere, Tyskland og Kina. Strategerne i Moskva har utvivlsomt et ønske om at være en økonomi, der sammenkobler Østasien med EU og i næste række Iran.

KRITIKERE vil se RCEP som en camoufleret udgave af Kinas silkevejsprojekter, hvis formål er sammenbinde det euroasiatiske dobbeltkontinent gennem storstilede infrastrukturprojekter.

Indien er en vrangvillig stopklods, og de nylige militære konfrontationer i Himalaya har skabt usikkerhed om den sydasiatiske stabilitet. Men med basefaciliteter i Pakistan, infrastrukturopbygning i Sri Lanka og på Afrikas Horn (Djibouti) er Kina i gang med at indhegne Indien.

Hvad EU angår, bliver Tysklands holdning afgørende, fordi Europas største og vigtigste økonomi tegner sig for halvdelen af hele EU’s eksport til Kina. Til sammenligning udgør den tyske eksport til USA under en tredjedel af EU’s salg af varer vestover.

Klodens tektoniske plader er i bevægelse, men billedet er broget: Mens tyske virksomheder eksporterer næsten fem gange så meget til Kina som Frankrig, er det brexitramte Storbritannien, der er den største modtager af direkte kinesiske investeringer her på kontinentet.

Bundlinjen i dette komplicerede regneark er, at Europa ikke på sigt kan undvære en opkobling til den fremtidige østasiatiske frihandelszone.

Huaweis udrulning af 5G skal ses i dette perspektiv. Fremtidens sikkerhedspolitik bygger ikke på panserdivisioner, men på overvågningskameraer.

DEN gensidige afhængighed er ikke kun relateret til vareproduktion. Europæiske Airbus åbnede i 2019 et innovationscenter i Hongkongs tvillingeby, Shenzhen, og tyske Siemens har 20 forsknings- og udviklingscentre i Kina, herunder den afdeling, der står for udvikling af robotter.

Den tid er forbi, hvor vi europæere kan nøjes med at se tilbage på tiden, hvor USA leverede byggesten i form af Marshall-hjælp. Den europæiske bestræbelse må handle om at få Joe Bidens regeringshold til at tilpasse sig dynamikken i øst.

(Klumme i Politiken 30.11.2020)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Udviklingsministeren bør tænke forfra

Kan den nye udviklingminister give ministeriet status?

Tag ikke fejl: Landets nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, har hjertet på rette sted. Hans faglige baggrund som anæstesisygeplejerske og arbejdsophold i Indien for Spedalskhedsmissionen og i Grønland vidner om en profil, der er som støbt til et engagement i de udviklingsopgaver, som Danmark er en del af.

Helt ufortjent er der i de senere år blevet stille om Danmarks udviklingspolitiske profil. Der kan være grund til at minde den nyligt tiltrådte minister om den tid, der var engang, hvor Danmark høstede respekt og beundring blandt ligesindede nationer for den måde, vi tacklede nogle af de tungeste udfordringer i det, der blev kaldt den tredje verden.

Et kort tilbageblik: Under Poul Schlüters regeringer 1982-1993 fandtes der ingen udviklingsminister. Venstres udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, klarede sagerne i Afrika, Mellemøsten og Asien selv, tilmed uden brug af udenomssnakkende spindoktorer.

Et folketingsflertal skruede dengang op for udviklingsmilliarderne i takt med væksten i dansk økonomi, hvilket ikke altid behagede Ellemann-Jensen, men hans erindringsbøger bærer solide vidnesbyrd om et oprigtigt engagement for klodens fattige.

Da den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen kom til i 1993, fløj udviklingsbistandens volumen op i himmelhøjde. Ligeså ambitionerne. Landet fik en sværvægter på posten i skikkelse af superteknokraten Poul Nielson, der siden landede sig en post som EU’s udviklingskommissær. Her fik han ansvaret for anvendelsen af 37 milliarder kroner til humanitære og udviklingsmæssige formål.

Efter regeringsskiftet i 2001 prøvede tre V-ministre kræfter med udviklingspolitikken: Bertel Haarder, Ulla Tørnæs og Søren Pind. I Helle Thorning-Schmidts regering 2011-15 gik stafetten kortvarigt til to radikale: først Christian Friis Bach og siden Rasmus Helveg Petersen. Hvorefter forhenværende fødevareminister Mogens Jensen nåede en kort periode som kombineret handels- og udviklingsminister.

Under Ramus Prehn har vi fornemmet et oprigtigt forsøg på at give udviklingspolitikken en større status. Det skal blive interessant at se, om Flemming Møller Mortensen har råstyrke og mandshjerte til at fortsætte denne ambition. Han er oppe mod et kobbel spareivrige blodhunde i Finansministeriet, som tidligere har trukket brutale spor: Tilbage i 2015 besluttede regeringen under Lars Løkke Rasmussen at lukke tre ambassader (Bolivia, Nepal og Mozambique) og et repræsentationskontor (Zimbabwe).

Udlægningen blandt kritikere var, at der skulle findes et par milliarder til finansiering af flygtningerelaterede indsatser i nærområderne. 2015 var som bekendt året, hvor mellemøstlige flygtninge bevægede sig ud på Europas vejnet.

ET SÆRLIGT tungt lod i Danmarks udviklingspolitiske vægtskål har været indsatserne i det konfliktplagede Afghanistan, hvor bidragene har ligget på den hårde side af en årlig halv milliard. Det solide argument for en fortsættelse er selvfølgelig, at udviklingspolitik er blevet afløst af sikkerhedspolitik i form af terrorbekæmpelse.

Problemet i Kabul og omegn er, at udløbsdatoen fortaber sig i en kulsort og dyster horisont af evighedskrige. Ganske som med den voksende tilstedeværelse af Islamisk Stat og dette terrornetværks aflæggere på det afrikanske kontinent. Senest er islamistiske krigere rykket fra områder i det nordlige Mozambique ind i nabolandet Tanzania og har angrebet flere landsbyer.

Tanzania? Jo, dansk udviklingspolitiks kæledægge gennem snart seks årtier. Opgjort i nutidskroner har landet modtaget danske udviklingsmidler i et volumen på 19 milliarder kroner siden uafhængigheden i 1961 (tallet er beregnet i Udviklingsministeriet). Da landet slap af med den britiske kolonimagt, var befolkningstallet på omkring 10 millioner; i dag har det passeret 56 millioner.

Enhver kan se kompleksiteten i denne udfordring. I området syd for Sahara og nord for Sydafrika bor en milliard individer, og i løbet af de kommende tre årtier kommer der yderligere en milliard til. Afrika er stadig ikke industrialiseret i et omfang, der betyder noget.

Læg hertil, at kontinentet kun står for fire procent af klodens CO2-udslip, men er hårdest ramt af klimaforandringer. Læg yderligere til, at stort set alle afrikanske lande lider af ekstremt dårlig ledelse af den slags, som hverken vestlige udviklingsmidler eller kinesiske investeringer kan gøre nogen forskel på.

Der er derfor rigeligt at tage fat på for en idealistisk indstillet dansk udviklingsminister. Flemming Møller Mortensen må gerne tænke helt forfra: Udviklingspolitikken, som vi har kendt den, er det ved at være slut med.

(klumme i Politiken 26.11.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Joe Bidens Taiwan som brobygger

Ingen ønsker sig en krise som Cuba 1962 og slet ikke Belgien 1914.

For fire år siden ved denne tid indtraf der en sensation i relationerne mellem Kina, USA og Taiwan: Kun en måned efter valghandlingen i USA talte den nyvalgte præsident, dengang Donald Trump, telefonisk direkte med Taiwans præsident, Tsai-Ing Wen.

Det var første gang, den vestlige verdens leder var i direkte kontakt med Taiwans præsident, siden Washington skiftede diplomatisk anerkendelse fra Taipei til Beijing i 1979; dvs. fra Republikken Kina til Folkerepublikken Kina.

At Joe Biden midt i en vanskelig transition vil gøre noget tilsvarende, forekommer usandsynligt. Præsident nr. 46 kommer nok til at videreføre elementer af de sidste fire års amerikanske udfordringspolitik over for Kina, men prioriteringerne bliver der møbleret rundt på. Biden skal definere et dueligt alternativ til handelskrigen, der både tilgodeser Silicon Valleys og Wall Streets ønsker om konstruktive relationer med klodens største digitale marked in spe. Plus imødekomme de øst- og sydøstasiatiske partnerlandes forventninger om fungerende magtbalancer mellem klodens to største økonomier.

Forvent derfor ikke en gentagelse af de klovneagtige topmøder med den lille raketmand i Pyongyang. Den strategiske bundlinje i denne verdensdel er, at ingen ønsker at fravælge den ene supermagt til fordel for den anden, hvilket er vigtigt at erindre, når diskussionen om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav er oppe.

Præsident Tsai Ing-wen

MIDT i disse til tider oprørte vande ligger Republikken Kina. I areal lidt mindre end Danmark og hjemsted for godt 23 millioner indbyggere. Hvis nogen skulle være i tvivl: Det er i hovedsagen Taiwans 50 år lange fortid som japansk kolonibesiddelse, der forklarer Kinas krav på øen.

Hvilken sammenhæng er der så mellem det amerikansk-kinesiske opgør om telegiganten Huaweis udrulning af 5G-netværket og Kinas krav på Taiwan? Jo, en virksomhed ved navn TSMC, der står for Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, beliggende i Hsinchu, øens syvendestørste by. Vi taler om klodens største og mest værdifulde fabrik for halvledere.

En akilleshæl i Beijings udviklingsambitioner er, at Kina stadig er afhængig af at importere fra en lokalitet, som man betragter som en udbryderprovins, og som har levet under amerikansk militær beskyttelse siden 1949.

Barney Frank, demokratisk medlem af Repræsentanterne Hus 1981-2013, og nær ven af Biden, fortalte på et nyligt webinar arrangeret af Asia Times, hvorledes en Kina-politik under Joe Biden kommer til at se ud: Der bliver ikke tale om et 180 graders skift i forhold til Trump-perioden. Men hvis Kina kan dokumentere, at man ophører med teknologityveri og giver amerikanske virksomheder forbedret adgang til det kinesiske marked, er der åbnet op for indrømmelser.

Men, tilføjede Frank, Kina skal skifte kurs på tre områder: Presset på oppositionen i Hongkong skal lempes, forfølgelsen af de muslimske uighurer ligeså, og de territorielle krav på Det Sydkinesiske Hav skal der sættes nye og anderledes ord på.

Hvad Taiwan angår, bliver der ingen afgørende ændringer. Ørepublikkens status i verden hviler på et fundament, der blev formuleret af Kongressen i Washington i 1979, og som ikke har de ringeste udsigter til at blive ændret. Blå og røde amerikanske politikere er 100 procent enige her. Taiwan-relationerne defineres af Kongressen, ikke af udenrigsministeriet.

Hvis Trump, Pence og Pompeo havde ført handelskrigen med Kina til det yderste, ville konsekvensen have været, at TSMC’s leverancer til storkunden på den anden side af Taiwanstrædet ville være blevet blokeret, hvilket forklarer Beijings Made in China 2025-plan om højteknologisk selvforsyning om fem år.

Strateger og historikere i Washington har talt om, hvorledes Taiwan har potentialet til en konfrontation af samme dimensioner som Cubakrisen i oktober 1962. Enkelte dommedagsversioner bruger sammenligningen med det kejserlige Tysklands overfald på Belgien i 1914. At ingen af delene er realistiske, skal vi takke to tidligere amerikanske præsidenter for: Richard Nixon og Jimmy Carter.

Richard Nixon skrev i et nu legendarisk essay i magasinet Foreign Affairs i 1967 (året før han blev præsident), at verden ikke kan vide sig sikker, før den kinesiske befolkning bliver lukket ind i den verden, som USA har udformet arkitekturen til.

Spørgsmålet er nu, om lederskabet i Taipei kan tage et initiativ og blive en brobygger.

(klumme i Politiken 16.11.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar