Stopklodser på Kinas nye silkeveje

Meget mere end højhastighedstog og  nye lufthavne er på spil

BLANDT FLERE af Kinas nabolande vokser betænkelighederne ved at være partnere i det såkaldte silkevejsprojekt, officielt betegnet Belt and Road-initiativet, BRI, som er Beijings ambitiøse plan for med udbygning af infrastruktur at forbinde den kinesiske økonomi tættere med omverdenen.

Aktuelt er debatten særlig ophedet i Malaysia, hvor regeringen tilsyneladende er i færd med en kovending. Stridens kerne er et stort jernbanebyggeri langs landets østkyst, vurderet til at koste i omegnen af 20 milliarder dollars og dermed det næststørste af alle de projekter, som Kina har tilbudt at finansiere og opføre i sine naboregioner. Landets tidligere regeringschef Najib Razak lagde næsten bogstaveligt projektet i hænderne på kinesiske statsbanker og entreprenørselskaber, inden han blev fældet i en gigantisk korruptionsskandale, hvor han er anklaget for at have tilranet sig millioner af dollars fra en statslig malaysisk investeringsfond.

Hvorvidt den nuværende regering i Kuala Lumpur ender med at indstille samarbejdet med kineserne, er stadig uvist. Den ene dag blev jernbaneprojektet meldt lukket; den næste hed det, at det stadig er under overvejelse.

DILEMMAERNE er indlysende. Kinas forsøg på at knytte nabolandene nærmere til sig gennem investeringer i infrastruktur skaber en afhængighed, som også har politiske implikationer. Kina taler officielt om åbenhed og win-win, men repræsenterer reelt det modsatte, dvs. uigennemskuelig administration og ulige partnerskaber.

Kritikere peger på, at nok ser projekterne imponerende og ambitiøse ud, men afhængighed af Beijing er ikke en utilsigtet sideffekt af BRI, men selve dets formål. Kort sagt: en forandret verdensorden med Østasien i den centrale rolle og kinesiske beslutningstagere ved roret. Fraværet af amerikanske virksomheder i BRI’s partnerlande er indikator for hensigten.

Historisk er der ikke meget nyt under solen: Gennem århundreder bestræbte skiftende kejsere sig på at indordne de mindre naboer i et hierarki, der byggede på respekt for en central magt, hvis indretning ikke inviterede til ligeværdighed. Loyalitet blev belønnet, ulydighed straffet. Noget, der i moderne tid kan ligne en feudal orden, fordi juraen er uklar eller helt fraværende.

KINAS NYE silkeveje, der vil blive bygget af stål, cement og asfalt, får følgevirkninger, der rækker langt videre end kinesisk økonomi. Ideen er, at projekternes partnerlande skal supplere med regionale ’værdikæder’ (et teknokratisk ord for international arbejdsdeling), som dermed fremmer den transformation, der skal gøre Kina til fremtidens center for vækst og innovation.

Denne vision kan kun realiseres, hvis Kina udflytter det, der hidtil har været lavtlønsproduktion, og udvikler sig teknologisk så meget, at kinesiske virksomheder overhaler og udmanøvrer konkurrenter, primært japanske og amerikanske virksomheder. Antallet af godkendte patenter på verdensplan viser, at udviklingen går den vej. Balladen om Huawei vidner om, at USA og EU er forskrækkede over det, der er ved at ske.

I en ikke så fjern fremtid vil Kinas nye silkeveje handle om betydelig mere end højhastighedstog, lufthavne og skibsruter. Kunstig intelligens, genmanipulation og rumforskning er stationer længere ude på disse ruter.

SPØRGSMÅLET er, om de nye silkeveje vil nå længere ud end dertil, hvor de gamle nåede, dvs. til kanten af Europa, Mellemøsten og Sydasien, for kan et kinesisk ledet hierarki overhovedet realiseres i et kaotisk Mellemøsten, i et Europa, der fragmenteres, og et Afrika, hvor industrialiseringen endnu ikke har indfundet sig?

Prøv at sammenligne med den vestlige orden, som omkring 1991 lignede en triumferende vinder af koldkrigsrivaliseringen. De vestlige standarder – demokratiske værdisæt, retsstatsprincipper og markedsøkonomi – er aldrig blevet universelle andet end på hjemmefronten og i de vestlige politikeres selvforståelse. Den vellykkede kombination af demokrati og social markedsøkonomi er kun i begrænset omfang nået ud over sit oprindelsesområde, dvs. Europa og Nordamerika. Men modellens moderate succes betyder ikke, at Kina kan fylde ud der, hvor Vesten er på retræte.

(klumme i Politiken 11. februar 2019)

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Overvågningen af muslimer i Kina er total. Familier bliver slået i stykker af statens vold.

(Interview ved Tarek Omar og Flemming Ytzen)

Tidligere holdt jeg mig tilbage med at udtale mig om Kinas hårde fremfærd mod det muslimske mindretal i Xinjiang. Mest for at beskytte de uighurer, som jeg har boet og arbejdet med, mod repressalier fra staten. Og dernæst for at få lov til at overhovedet at komme ind i Xinjiang og berette derfra. Men alt er ændret nu. De fleste af dem, jeg kender, er enten i fængsel, smidt i genopdragelseslejre eller har helt forladt Kina. Situationen er blevet så skrækkelig, at jeg ikke bare kan se på og holde min mund. Det, vi ser i Kina lige nu, er en enorm overvågning af et mindretal. Det er familier, der bliver revet i stykker af statens vold. En undertrykkelse, som Kina begrunder i terrorbekæmpelse«.

Sådan siger antropolog og forsker Rune Steenberg fra Københavns Universitet. Han underskrev sammen med over 250 kina-forskere og -kendere fra hele verden for nylig en opfordring til både de kinesiske myndigheder og verdenssamfundet om at standse forfølgelserne af uighurerne, som er en af Kinas største muslimske befolkningsgrupper, bosat i den nordvestlige Xinjiang-region. På det seneste har aktivister, en række menneskerettighedsorganisationer og FN langet kraftigt ud efter Kina for landets internering og overgreb mod uighurerne samt andre mindretal i regionen.

Da Politiken møder ham, er han netop kommet hjem fra Tyrkiet, hvor han har mødt og talt med eksilerede uighurer, som har bosat sig i en bestemt bydel i Istanbul.

»Der er på det seneste sket en voldsom udvikling, hvor folk bliver arresteret og kommer i fængsel eller i lejre for det, vi ville opfatte som normale hverdagsting. De kan have sendt deres barn til udlandet for at studere eller have været i kontakt med deres børn i udlandet, der studerer. Mine uighur-venner plejede at have regelmæssig kontakt med deres familier i Xinjiang. Familien betyder meget for uighurer. Og nu har de pludselig nul kontakt. Eksempelvis undrede én af mine veninder, som bor uden for Kina, sig over, at hun ikke havde hørt fra sin mor og ringede til hende på moderens fødselsdag. Moderen sagde »tak, jeg har det godt, men du må undskylde, at jeg ikke har tid til at tale nu«, og så lagde hun på. Kort efter modtog hun en sms fra sin kusine, hvor der stod: »Hvis du elsker din mor, så lad være med at kontakte hende igen««.

Så det, der tidligere var tolereret af regeringen i Kina, er nu blevet forbudt?

»Ja. De kan også blive smidt i fængsel for at bede en bøn derhjemme i deres stue. Styret har lavet en regel om, at folk skal bede i moskeerne, hvor de kan holde øje med dem. Du kan også blive straffet, hvis du har skrevet ’As-salamu aleikum’, som er en hilsen på arabisk og betyder ’fred være med dig’ til én på mobiltelefonen. Eller hvis du modtager et foto på din telefon med Allahs navn. For blot fem år siden var det uproblematisk adfærd. Meget af det, der tidligere var accepteret, er nu røget over i den kategori, som styret automatisk kalder for ekstremisme, radikalisme eller terrorisme. Fra 2016 antog det former, som var helt absurde og ekstreme, da Chen Quoangou, der tidligere var partisekretær i Tibet, kom til magten i Xinjiang. Og i 2017 hørte jeg for første gang om de såkaldte genopdragelseslejre, hvor en voldsom interneringskampagne bliver sat i gang«.

Genopdragelseslejre

Flere rapporter – blandt andet fra Human Rights Watch – har peget på, at muslimer i Xinjiang bliver forfulgt og sendt i genopdragelseslejre, hvor der blandt andet bliver anvendt tortur. Der har været eksempler i den internationale presse på, at uighurerne har været tvunget til at frasige sig deres religion, spise svinekød, drikke alkohol og synge partiets kommunistiske slagsange. Et estimat lyder på, at omkring 1 million uighurer opholder sig i disse lejre og fængselskomplekser.

»Først benægtede de kinesiske myndigheder eksistensen af disse lejre. Siden bekræftede de, at der foregår en internering af uighurer. Der er tale om tre internerings-kategorier: Fængsel, forvaring og læringsophold, som vi vil kalde genopdragelse. Er de sigtet for noget, starter de i forvaringen. Hvis de findes skyldige – efter en retssag – kommer de i fængsel. Men selv hvis de bliver frikendt, ender de i genopdragelseslejre. Mange i genopdragelseslejrene har aldrig begået noget ulovligt. Det kan være nogen, som man mener, er kommet på ’politisk afveje’ eller ikke er gode nok til kinesisk«.

»Nogle lejre er åbne. Folk ankommer om morgenen, udsættes for politisk og antireligiøs propaganda og går igen om aften. Forvaringen, hører jeg, er den værste af dem alle. De sidder måske en halv snes personer i et lokale, der minder om en celle, og her må de ikke tale med sidemanden. Med mellemrum vises der propagandafilm på den mur, som reelt er det eneste, de får lov at se på. Al kommunikation foregår på rigskinesisk, som mange af dem ikke er særlig gode til. Jeg har hørt om folk, der er døde under afhøringerne her. I nogle dele af Xinjiang baseres bedømmelsen af, om nogen er ’på afveje’ eller af anden grund trænger til genopdragelse, på et pointsystem. Det er en slags socialt kreditsystem, hvor individer får point ud fra deres identitet, vaner og adfærd«.

Hvordan foregår det?

»I pointsystemet sker der en opdeling i tre kategorier – rød, gul og grøn – der viser risikograden for radikalisering og anti-statslig adfærd. Som uighurer og mand mellem 18 og 40 år begynder du med et lavt point-grundlag. Man taber point ved eksempelvis at bede, have skæg, for at afvise tobak og alkohol eller blandt kvinder for at gå med lange kjoler. Hører du til i risikogruppen, betyder det, at der skal ’tages sig’ af dig. Og det betyder genopdragelseslejre. Når forældrene kommer i genopdragelseslejre, bliver deres børn ofte sendt på børnehjem. Der er også eksempler på, at børn er blevet sendt til andre steder i Kina for at leve med han-kinesiske familier, som er majoritetsgruppen i Kina. En mor i Istanbul havde genkendt sin datter i Kina på et foto, der var blevet sendt rundt af propaganda-apparatet, for at vise hvor glade børnene var. Hun havde ikke set sin datter i to år og kunne ikke komme i kontakt med hende. Familier bliver skilt ad med tvang«.

Og uden for lejrene?

»Uden for lejrene fortsætter det. Her skal de til flaghejsning et par gange om ugen og til politiske møder. Så er der også en politik om, at en han-kineser flytter ind og bor hos dig for at skabe venskab mellem befolkningsgrupperne, men også for at undersøge, om du er radikaliseret. De kan udsætte deres værter for prøver for at tjekke, om de nu er ekstreme. For eksempel opfordres han-kineserne til at købe kød på markedet og komme hjem og sige de gerne vil lave maden. Hvis værten spørger ’er det svinekød?’ – ja, så er det tegn på ekstremisme. Dertil er overvågningen total uden for lejrene«.

Hvordan?

»Overvågningsteknologien i George Orwells ’1984’ er naiv ved siden af virkeligheden i Xinjiang. Winston fra ’1984’ havde en krog, hvor han kunne være i fred for Big Brothers panoptikon. Men i Xinjiang kan du ikke gå nogen steder hen uden at blive overvåget. Xinjiang er blevet til et stort laboratorium for big-data-analyser. Der er overvågningskameraer over det hele med ansigtsgenkendelses-software, så de kan genkende dig, hvor end du befinder dig. Så er der installeret GPS-detektorer i alle nye biler. Og så har jeg hørt om indsamlinger af dna fra uighurer, som var camoufleret som en sundhedsundersøgelse«.

Der synes at være usikkerhed om omfanget, men tallet én million er hyppigt citeret. Hvor sikkert er det tal?

»Det er udregnet på grundlag af mange forskellige kilder. En australsk forskergruppe har samlet relevante satellitfotos om lejrenes omfang. Antallet af fængslede og internerede er naturligvis behæftet med usikkerhed, men der findes indikationer bl.a. fra åbne kinesiske kilder, herunder myndighedernes hjemmesider. Forskere, der kan kinesisk, har her registreret, at der i 2016 blev slået 36.000 job op i Xinjiangs sikkerhedstjenester – året forinden var tallet ca. 2.000. I 2017 steg tallet til 100.000. Mange af dem, der bliver sikkerhedsfolk, er uighurer. De statskontrollerede medier leverer også dokumentation for lejrene, når de har billeder og beskrivelser om aktiviteter, der skal vise, hvor godt det går for lejrbefolkningen. Så tallet er mere eller mindre realistisk«.

Krigen mod terror

Ifølge Rune Steenberg begrunder Kina lejrene og den hårde kurs over for uighurer med henvisning til krigen mod terror.

Er der en sammenhæng mellem, at undertrykkelsen af uighurer intensiveres, og at der har været rapporter om angreb begået af uighurer mod politistationer, politifolk og han-kinesere?

»Uden tvivl. Krigen mod terror er dog et nyt sprog, som er opstået efter 11. september 2001. Tilbage i 1997, hvor man havde et af de største oprør inden for uighurerne, og hvor et ukendt antal af unge blev skudt af politiet, talte regeringen om uighurerne som ’separatister’ og ikke som ’terrorister’. Der var også separatistiske partier og grupper, der ønskede selvstændighed. Men ekstremistisk islamisme har aldrig haft stor medvind i Xinjiang. Det er derfor ikke primært religionen, der har drevet nogle uighurer til voldelige angreb rettet mod den kinesiske stat, men følelsen af at blive diskrimineret og ikke at kunne udleve deres traditioner, kultur og religion«.

»Tidligere forsøgte kineserne sig med en klassisk moderniseringspolitik. Man mente, at uighurernes livsform kunne forandres ved at sende flere penge til at udvikle regionen. Store investeringer i infrastruktur og produktionsvirksomheder skulle løfte uighurerne materielt og økonomisk. Nu hedder strategien: forandring gennem læring. Befolkningen skal ændres kulturelt og mentalt gennem det, vi vil kalde indoktrinering. Med den aktuelle interneringskampagne er den kinesiske regering gået bort fra integration. Målet er nu assimilation med vold og tvang. Uighurer skal fortrænge eller helt opgive deres kultur, traditioner og religion og blive som flertallet af kinesere. Dem, der ikke kan være med, bliver marginaliseret og vil i fremtiden opnå komplet paria-status«.

Den kinesiske politik har ikke altid været så vidtgående?

»Nej. Da reformpolitikken blev sat i gang i 1980’erne, var den nærmest det modsatte af det, vi ser i dag. Dengang blev der arrangeret statssponsorerede læsninger af Koranen. Myndighederne ville tydeligvis give Xinjiang en kulturel renæssance. Op til 2005 kunne en uighur uddanne sig gennem brug af sit eget sprog, hvilket var progressivt. Situationen er den modsatte i dag: hvis en uighurer bliver taget med Koranen, ryger han i en lejr. Uighurernes kulturliv er stærkt kontrolleret og censureret«.

Hvad bunder denne politik i, når kommunistpartiet i Kina betegner islam som ’en ideologisk sygdom’, som man ’må søge behandling for’?

»Det skyldes, at islam for dem er blevet et område, hvor de ikke kan trænge ind med deres propaganda og partiforestillinger. Samtidig er der den her globale islamofobi, som er skabt i kølvandet på Bushs ’krig mod terror’, som kineserne bruger til at retfærdiggøre deres hårde fremfærd mod uighurer og andre mindretal. Det drejer sig også om partiets ideologiske linje, og det med at kalde islam en sygdom er en måde, hvorpå alt, hvad der afviger fra partiets linje, bliver stemplet som patologisk. Alle former for religiøs adfærd, som ikke er sanktioneret af staten, er problematiske i statens blik«.

Så den kinesiske embedsmand vil bare sige, at de blot er i gang med at forebygge radikalisering?

»Netop. Og det er også det, som de siger i deres svar på kritikken af lejrene. De siger, de forebygger radikalisering, og mener, at de har haft succes med det«.

Sanktioner mod de ansvarlige

Sideløbende med eskaleringen af handelskrigen mellem Kina og USA forsøger amerikanske kongrespolitikere aktuelt at forstærke det internationale pres på den kinesiske regering med blandt andet kritik af masseinterneringen af uighurer.

»Jeg læste lige en artikel, hvor kineserne forholder sig til kritikken fra amerikanerne og svarer, at USA ikke er i en position til at optræde som den moralske overlegne over for kineserne på grund af deres egen krigs-historik.

Det har de vel også ret i?

»Bestemt. Når den amerikanske republikanske senator Marco Rubio fordømmer menneskerettighedsovertrædelser i Xinjiang, men samtidig nægter at bakke op om et stop for våbensalget til Saudi-Arabien, indtil de stopper deres overtrædelser i Yemen, så klinger det hult. Uighurerne bliver brugt som politisk spillebold af moralsk anløbne aktører. Når det er sagt, så støtter jeg sanktioner mod de ansvarlige i Xinjiang fuldt ud. Og jeg synes også, at Danmark skal gå med der. Anders Samuelsen (LA) mener nu tilsyneladende, at menneskerettigheder skal sættes over eksportinteresser, når han ikke længere vil tillade salg af våben til De Forenede Arabiske Emirater. Det kunne man jo holde ham op på«.

Hvad mener du, han konkret skal gøre?

»Tage et lignende standpunkt over for kineserne. Regeringen i Kina skal presses for at stoppe de her lejre, få folk ud og bremse overtrædelserne af menneskerettighederne. Stop hjemsendelsen af uighurer nu. Det har Sverige og Tyskland allerede lavet en lovgivning om. Det burde andre lande også. Det er også en god idé at sanktionere de firmaer, der leverer udstyr til den kinesiske regering i Xinjiang – især inden for sikkerhed og overvågning. Til sidst skal han bede den kinesiske regering om at give adgang til en undersøgelseskomité«.

Du er netop hjemvendt fra Istanbul, hvor du har talt med eksil-uighurer. Hvad efterspørger de af handling fra verdenssamfundet?

»Først og fremmest at der bliver lagt et pres på Kina. Der er også folk, der taler om at få etableret en selvstændig stat, selv om udsigterne ikke er gode. Overordnet vil de bare gerne have lov til at tale med deres familier igen – høre deres forældres, børns eller søskendes stemmer. De fremhæver altid, at de ikke er radikale eller ekstreme, men helt almindelige mennesker. Fra min seneste tur var der især en mand, som gjorde indtryk på mig. Han levede i Istanbul og havde mødt en tidligere nabo, der fortalte ham, at to af hans fire børn hjemme i Xinjiang var blevet kørt ned. Den ene var død, den anden var kvæstet og på hospitalet. Han kiggede på mig og sagde: Hvis bare jeg vidste, hvem af mine børn, der er i live, og hvem der er på hospitalet. Den slags historier er svære at slippe«.

BLÅ BOG
RUNE STEENBERG

Født 1982. Antropolog og forsker ved

Københavns Universitet med speciale i Xinjiang og uighurerne. Han er uddannet ved Freie Universität i Berlin og har

tidligere arbejdet ved flere universiteter, bl.a. Humboldt Universität, Universität Bonn og Columbia University.

Han har rejst og arbejdet i Kina og Centralasien siden 2002. Han taler uighurernes turkestanske sprog flydende. Steenbergs seneste besøg i Xinjiang foregik i 2016.

Udgivet i Interviews, Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Snowden advarede os ikke om Huawei

Fælles regler og standarder for techgiganter i øst og vest er eneste vej frem.

ER DER stadig folk, der husker Edward Snowden? Den amerikanske dataanalytiker, der i juni 2013 forlod en tilsyneladende lukrativ karriere i den amerikanske efterretningsverden for siden at blive USA’s mest eftersøgte individ?

Snowdens flugt fra USA, der gik via det kinesiske territorium Hongkong, har bragt ham til en ukendt destination i Rusland, hvor han er under myndighedernes beskyttelse. Lokaliteten kan undre, når man erindrer sig den i dag 35-årige afhopper og aktivists mission:

Han lækkede tusindvis af dokumenter til vestlige medier for at advare verdensoffentligheden om de magtmidler, som en uhellig alliance af techgiganter og efterretningstjenester har indgået for at kunne overvåge borgere, virksomheder og regeringsorganer over den ganske klode. Hvor kontroversiel hans usædvanlige platform er, fremgår af, at han på skift er blevet kaldt helt, whistleblower, dissident, patriot og forræder – alt efter hvem afsenderen af budskabet er.

Edward Snowden

AKTIVISTEN Snowden dokumenterede, hvad stormagters efterretningstjenester og myndigheder er i stand til, når de skal forsvare, hvad de anser for at være af betydning for nationale sikkerhedsinteresser. Han mener, at demokratiske regeringer bryder en række love. Gennemgribende overvågning af borgere skal inden for rammerne af et retssamfund kunne afprøves af kontrolinstanser, først dommerkendelser, efterfølgende søgsmål.

Hvad Snowden og Wikileaks-stifteren Julian Assange fortalte med deres lækager, var præcis dette: At anvendelsen af digital teknologi gør total overvågning og forfølgelse af individer og virksomheder til en mulighed, uden at der samtidig er knyttet de garantier, der kendetegner demokratiske retsstaters beskyttelse af borgerne. Med andre ord underminerer moderne teknologi i hænderne på instanser, der arbejder uden for demokratisk kontrol, selve fundamentet for den retsstat, de er sat i verden for at forsvare.

Vist er det nærliggende at hævde, at Snowden med sit eksil er gået Ruslands ærinde, men dette argumentet skal holdes op mod det synspunkt, at han har villet advare os om en trussel mod demokratiet indefra, ikke udefra.

TILBAGE I 2013 afslørede Snowden, at et spionagenetværk kaldet FiveEyes, bestående af USA, Canada, Storbritannien, Australien og New Zealand, havde spioneret mod borgere i de fem medlemslande og delt de relevante data med hinanden. Han beskrev netværket som en supranational efterretningsorganisation, der ikke baserer sig på nogen lovgivning i noget land overhovedet.

Perspektivet her er interessant i lyset af det massive pres, der i denne tid udgår fra USA mod allierede, Danmark inklusive, og andre lande, der har haft samarbejde med den kinesiske techgigant Huawei. I canadiske Vancouver sidder Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou, i husarrest, foranlediget af et amerikansk krav om udlevering til retsforfølgelse i en sag, der handler om virksomhedens påståede tyveri af teknologi og overtrædelse af amerikansk sanktionslovgivning mod Iran.

Meng Wanzhou er således ikke tiltalt for overtrædelse af canadisk lovgivning, men dette har ingen relevans i sammenhængen. USA har i årtier haft lovgivning, hvis rækkevidde udstrækker sig til lande, hvor USA ikke har formel jurisdiktion. Denne lovgivning har fundet anvendelse i bekæmpelse af ikke mindst terror, hvidvaskning af illegale formuer, narkotikakriminalitet og andre påskønnelsesværdige formål.

Men at Kinas største og vigtigste techfirma her er i centrum af det amerikanske kikkertsigte, viser, at juraen er blevet redskab for magtpolitik og økonomiske interessekonflikter i den allerstørste skala. Med Canada som amerikansk gidsel.

Beviset for denne påstand? Ingen ringere end Donald Trump har ladet forstå, at sagen mod Huawei-direktøren kan blive droppet, hvis Kinas regering giver ham tilstrækkelige indrømmelser i den verserende handelskrig.

UANSET udfaldet af denne sag er det i Europas interesse at sikre, at techgiganter i øst og vest bliver underlagt fælles internationale spilleregler om indsigt og kontrol. I en bedre verden end den nuværende kunne den slags blive overladt til den for tiden handlingslammede verdenshandelsorganisation, WTO.

Det er nok for meget at håbe på, at præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping som led i et nært forestående kompromis om samhandel også lægger grunden til et sæt globale spilleregler for, hvad deres respektive teknologiske uhyrer kan tillade sig over for borgere og forbrugere under internationalt opsyn.

(klumme i Politiken 7. februar 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Nordøstasiens kernevåben er fælde for Trump

Forsøgene på at afnuklearisere Nordkorea ligner en illusion.

I LYSET af den skærpede konfrontation mellem den amerikanske præsident og Kongressen om nationens og statsapparatets aktuelle tilstand har kredsen af rådgivere omkring Donald Trump – datteren Ivanka og svigersønnen Jared Kushner blandt de fremmeste – sandsynligvis fortalt familiens overhoved, at han vil være tjent med at høste en markant udenrigspolitisk sejr i løbet af 2019. Ikke mindst på baggrund af den massive usikkerhed hans ord, gøren og laden har efterladt blandt USA’s traditionelle og historiske allierede.

Her ligger udviklingen på den Koreanske Halvø lige for. For det var her, at klodens mest magtfulde leder satte en stor del af sin egen og sit embedes prestige ind, da han i fjor mødtes med overhovedet for det atombevæbnede, højmilitariserede klanstyre i Nordkorea, Kim Jong-un. Fine ord og hensigtserklæringer blev det til efter det møde i Singapore, som nok fortjener at blive kaldt historisk, men ikke nødvendigvis med den betydning, som Donald Trump tillægger ordet.

For mens mødet blev en triumf for den nordkoreanske diktator, efterlod det tvivl hos USA’s sydkoreanske alliancepartner.

BLANDT DE sydkoreanske politikere, der stadig sig til et halmstrå af optimisme, er det svært at slippe drømmen og visionerne om et positivt udfald af det første topmøde mellem supermagten og den krigsmodstander, der kæmpede sig til uafgjort i 1953 efter tre blodige år, der efterlod hundredtusinder af dræbte på den delte halvø. Afnuklearisering – og dermed en atomfri koreansk halvø – klinger smukt for dem, der vil en verden med mere forsoning end konfrontation.

Men afnuklearising af kun det nordkoreanske militær? Ikke hvis man går ind og tager Kim-regimet på ordet. Hvilket verden fik mulighed for, da det statslige nordkoreanske nyhedsbureau kort før jul udsendte en erklæring, der i klartekst pointerede regimets hensigter med at have dialog med både Seoul og Washington.

Citat fra erklæringen: ’USA må erkende den korrekte betydning af afnuklearisering og i den forbindelse se på geografien. Når man taler om den koreanske halvø, omfatter det både vor republiks territorium og den sydkoreanske region, hvor USA har placeret en invasionsstyrke, der råder over kernevåben. Når vi taler om den fuldstændige afnuklearisering, mener vi her fjernelse af alle atomare trusler, ikke kun fra Syd og Nord, men også fra de områder, der grænser op til Korea’.

ALTSÅ flere end de kernevåben, som Nordkorea ikke har gjort det ringeste for at skjule eksistensen af. Med testaffyringer og prøvesprængninger gennem et årti har styret demonstreret sine hensigter: det er syv årtiers amerikansk inddæmningspolitik (via Sydkorea og Japan især), man vil af med.

Hvilket er det samme som at forlange det umulige. Hverken i Seoul eller Tokyo er de politisk ansvarlige indstillet på at afgive deres forsikringspolicer, hvilket vil sige den amerikanske atomparaply i Østasien. Selv ikke Kina og Rusland, som er Nordkoreas historiske allierede, har på noget tidspunkt forestillet sig, at USA’s garantier over for Sydkorea og Japan skulle ophæves.

Forløbet siden sidste års topmøde mellem Trump og Kim har været begivenhedsrigt, hvis man alene betragter relationerne mellem Seoul og Pyongyang. Kim-regimet har meget at vinde ved at bejle til den langt mere velstående rival syd for den 38. breddegrad. Der er et udbredt ønske i Sydkorea om at hjælpe ’broderfjenden’ i nord økonomisk, især hvis et sådant velstandsløft kan føre til en reduktion af de militære spændinger. Præsident Moon Jae-in har sat hele sit embedes prestige ind på at skabe mere forsonlige tilstande.

Forsøget har været gjort tidligere med den såkaldte ’solskinspolitik’, der under daværende præsident Kim Dae-jung kastede en Nobelfredspris af sig tilbage for en lille snes år siden, men som kuldsejlede få efter at den sydkoreanske leder havde forladt den politiske scene.

Sydkoreanerne og resten af verden kan stadig nå at blive overraskede. Medier i Seoul nævner muligheden af, at diktatoren i Pyongyang kommer på besøg og sætter tilmed en dato på: 1. marts. En dato med stor symbolsk betydning: 100-året for en national opstand mod det japanske koloniherredømme.

Dilemmaet for Sydkorea mens vi venter på næste topmøde mellem Trump og Kim? Om en afspændingspolitik med omfattende økonomisk bistand til Nordkorea kan fortsætte uden at ændre på den forsikringspolice, som kun USA kan levere.

(klumme i Politiken 28. jan. 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Stakkels briter – Labour duer heller ikke

Kammerat Corbyn har intet alternativ til sammenbruddet i britisk EU-politik.

Da de sidste rester af det britiske imperium blev afviklet for omkring et halvt århundrede siden, hed det sig blandt meningsdannere, at nationens udenrigspolitik ville handle om at afvikle de oversøiske besiddelser med en vis elegance – going down with grace , som det blev udtrykt. At det britiske greb om verdenspolitikken (kernevåben og det faste medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd) blev suppleret med en indtræden i Europa fra 1973 (sammen med Danmark og Irland), var kun en logisk konsekvens af de forandringer, der ramte verden dengang.

Britisk politik med og mod Europa har siden da været hærget af et syndrom, der fundamentalt handler om selvforståelsen i den gamle stormagt. Denne blev udfordret, da ophøret af den kolde krig 1989-90 førte til en tysk genforening og den samling af Europa, som den længst siddende britiske regeringsleder siden 1837, Margaret Thatcher, modsatte sig. Hvilket ikke var årsagen til hendes dramatiske exit i november 1990, der skyldtes en personstrid, ikke politisk.

Siden forsøgte Labour-lederen Tony Blair sig med en britisk vision for Europa, men den kuldsejlede med hans fejltænkte opbakning til USA’s invasion af Irak i 2003.

Derefter blev britiske forsøg på at håndtere globale udfordringer i voksende omfang nødlidende. Konsekvenserne afspejler sig i det aktuelle kaos.

SELVFORSTÅELSE er et andet ord for identitetspolitik, som det er lykkedes det nationalkonservative UK Independence Party (Ukip) at definere bedre (’giv os vort land tilbage’) end de to gamle antagonister, Labour og Toryerne. Ved valget til EU-Parlamentet i 2014 fik Ukip 24 medlemmer og blev forsamlingens største britiske parti. Efter en stribe afhopninger er tallet nu reduceret til ydmygende 7.

I sidste måned bebudede den mangeårige leder Nigel Farage sin afsked med partiet, fordi han ikke længere kunne leve med dets højredrejning. Der er rigeligt med plads til et brexitparti i britisk politik, men det bliver ikke Ukip, der fylder dette rum ud, lød hans afskedssalut. Et nederlag af dimensioner.

Siden afstemningen i juni 2016 har de britiske vælgere haft god tid til at mærke konsekvenserne af den usikkerhed, som valgresultatet skabte, og dermed til at overveje en mere kompromisbetonet udvej. Selv vort eget euroskeptiske parti, Dansk Folkeparti, er begyndt at formulere sig mere forsigtigt: Kristian Thulesen Dahls listesko har afløst Morten Messerschmidts støvletramp. ’Dexit’ har forladt den danske debat.

ER LABOUR ved at tage tilløb til en kvalificeret og visionær om Storbritanniens rolle i Europa? Nej, Jeremy Corbyns indlæg i Underhuset både i sidste uge og i denne tilbyder intet i den retning.

Corbyn er mere optaget af at fremtvinge et regeringsskifte end at hjælpe sin nation ud af dens fortvivlende tilstand. I sidste måned forklarede han, at skulle et nyvalg blive en realitet og få Labour som vinder, ville han tage til Bruxelles og få en genforhandling af betingelserne for Storbritanniens udtræden, ikke en ny afstemning (en position, der muligvis revideres i disse dage), om end opinionsmålingerne afspejler, at et voksende antal britiske vælgere enten fortryder resultatet eller er kommet alvorligt i tvivl.

Meget lidt taler for, at Corbyn som regeringsleder ville gøre en forskel. Manden er en ureformeret socialist med et verdenssyn dybt forankret i sværmeriske utopier. For 20 år siden kaldte han de krigsforbrydelser, som den serbiske præsident Slobodan Milosevic hærgede Balkan med, for opspind.

I nutiden har han betegnet udstationeringen af 800 britiske soldater i Estland for en provokation. Mod hvem, tør man spørge.

I APRIL 2014 forfattede han en klumme i det socialistiske dagblad Morning Star, hvor han gjorde Nato ansvarlig for krigen i Ukraine. To år forinden lød overskriften på en klumme i samme avis skrevet af samme forfatter: ’På tide at afslutte Nato’, hvor han i teksten kaldte den vestlige forsvarsorganisation for et ’instrument for koldkrigsmanipulation’. Her er sandelig en demokratisk socialist med storslåede visioner for Europas fremtid. Putin og Trump er usynlige i mandens univers.

Corbyn har opnået en betydelig popularitet blandt centrum-venstre-vælgere i sit land ved at kritisere den voksende ulighed, som kombinationen af nyliberalisme og monetarisme har skabt. Men kritik giver kun mening, hvis den ledsages af et troværdigt politisk alternativ, hvilket er en mangelvare i Labour.

Den tidligere verdensmagt er i dag en parodi på en ansvarlig stormagt.

(klumme i Politiken 24. januar 2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Gidseltagning på højt niveau

Utraditionelle metoder tages i brug i Kina-USA-handelskrigen.

Omkring en håndfuld canadiske statsborgere tilbageholdes for tiden i Kina, mistænkt for at stå bag aktiviteter, der truer såkaldte nationale sikkerhedsinteresser. En af de implicerede, Michael Kolvig, er tidligere canadisk generalkonsul i Hongkong og har derfor indsigt i interne kinesiske anliggender. Kolvig arbejder i dag for organisationen International Crisis Group (ICG), der fra hovedkvarteret i Bruxelles arbejder for konfliktløsning på flere kontinenter.

Ingen betvivler, at der her er tale om en kinesisk gengældelsesaktion mod USA, efter at canadiske sikkerhedsfolk i sidste måned på amerikansk foranledning pågreb en topfigur i kinesisk erhvervsliv, Meng Wanzhou, i Vancouver. Hun er finansdirektør i telegiganten Huawei og datter af firmaets grundlægger. Arrestationen fandt sted samtidig med, at præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping i Buenos Aires enedes om en tre måneders frist til at løse den handelsstrid, der er ved at sætte klodens økonomi i bakgear.

KALD DET bare gidseltagning på højt niveau i det opgør, der fundamentalt handler om indretningen af fremtidens globale hightechøkonomi, hvor den kinesiske stat har designet en nøglerolle for netop Huawei.

Meng Wanzhou er løsladt mod kaution, mens kun få har kendskab til de forhold, der omgiver Michael Kolvig. Internationalt accepterede retslige standarder er for længst tilsidesat på begge sider, hvilket præsident Trump indrømmede, da han før jul meddelte, at han sandsynligvis griber ind og får løst sagen, såfremt han kan opnå indrømmelser fra Kina i handelskrigen. »Hvis det tjener nationens interesser, skal jeg nok få klaret den sag«, lød det fra bestyreren af Det Hvide Hus i Washington, da han kommenterede de vrede kinesiske reaktioner på arrestationen af Meng Wanzhou.

Titusinder af danskere og millioner af europæere har dagligt berøring med Huawei. Firmaet er en af de telegiganter, der er frontløber i kapløbet om overgangen fra 4G til 5G-generationen af bredbåndsteknologi.

Dermed spiller Huawei en nøglerolle i den udviklingsplan, som har overskriften ’Made in China 2025’. Planen skal på længere sigt gøre Kina uafhængigt af teknologiske løsninger, der er udarbejdet i USA.

ALTSÅ ER DET selve den amerikanske førerposition inden for fremtidens digitale netværk, som er i spil, og dermed supermagtens kerneinteresser. Formuleret i slagord: America First konfronterer Kinas win-win. Folk med tilstrækkelig langtidshukommelse vil her kunne se ligheder med det rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen, som datidens rivaler udkæmpede for omkring et halvt århundrede siden, men sammenligningen har klare begrænsninger.

Forskellen mellem dengang og nu er selvfølgelig, at Kina i dag har en styrkeposition og en indretning af sin stat, der gør sammenligninger med Sovjetunionen absurde. Sovjetstaten gik i langsom forrådnelse, mens Kina drives som et globalt orienteret virksomhedskonglomerat.

Koldkrigens antikommunisme anvendt i nutiden er stenaldertænkning. Hvilken stat af nutidens to supermagter er det lige, der er blevet irrationel i betydningen: uforudsigelig, upålidelig og utroværdig?

SAGEN HAR SAT Canada i en slem klemme. Hvis Huaweis finansdirektør skal udleveres til retsforfølgelse i USA, forudsætter det, at den formodede lovovertrædelse ikke kun kan henføres til amerikansk lovgivning, men også canadisk. Statsanklageren i Ottawa har tiltalt Meng Wanzhou for banksvindel, fordi Huawei har aktiviteter relateret til firmaet Skycom, som USA anklager for at have solgt følsomt udstyr til Iran og dermed har overtrådt amerikansk sanktionslovning.

Men Canada har ingen lovgivning, der gør det kriminelt for en tredjepart at handle med Iran. Både de canadiske og de amerikanske jurister har således indlysende forklaringsproblemer.

Kinas økonomiske og digitale ekspansion udfordrer den magtposition, USA har haft siden den kolde krigs ophør. Kinesiske virksomheder snyder på vægten med hacking, industrispionage og den slags, ganske som de fleste andre i økonomiens superliga.

Vejen frem er selvfølgelig at ændre de internationale spilleregler ved inddragelse af de relevante politiske institutioner og frem for alt sikre, at det højteknologiske erhvervsliv er med på vognen. Huawei og Silicon Valley skal bringes til forhandlingsbordet af Beijing, Washington og EU i fællesskab og sikre overholdelse af fælles standarder.

(klumme i Politiken 14.01.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Solid togdrift giver sammenhængskraft

Togulykken på Storebæltsbroen minder os om årtiers forsømmelser.

Længe inden vi kender konklusionerne fra den til formålet nedsatte havarikommission, kan man tage tragedien på Storebæltsbroen 2. januar som en påmindelse om den alenlange række af forsømmelser, der i årtier har præget dansk togpolitik.

Tiden er inde til at genstarte debatten om, hvordan vi her i landet får sikre tog til tiden og fremtidssikrede tog på den lange bane. Ingen transportform er mere miljø- og klimavenlig end elektrificerede tog.

Først en trosbekendelse: Nærværende linjer skrives af én, der er vokset op med tog og har et nærmest religiøst forhold til ordet lokomotiv. Min far brugte hele sit arbejdsliv på at reparere og vedligeholde tog på DSB’s Centralværksted i Aarhus. Så jeg er opdraget med et dogme: at solid togdrift er sammenhængskraft.

AL DISKUSSION om tog til tiden bliver lynhurtigt til politik og økonomi: Husk på Togfonden DK, som var navnet på den politiske aftale i marts 2013 iværksat af daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og vedtaget af et folketingsflertal bestående af regeringspartierne (S, R og SF) med støtte fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Togfonden var ikke nogen fond i traditionel forstand, men et smart udtryk for, at staten reserverede 28,5 mia. kr. til en række infrastrukturprojekter relateret til togtransport. Kort sagt: vogne, skinner, sveller, signaludstyr og alle de tilbygninger, der hører til. Transportpolitiske ambitioner, der kunne måles i hundredvis af kilometer skinnelegeme.

Finansieringen af aftalen var det virkelig interessante i et klima- og energipolitisk perspektiv: Det skete ved en såkaldt harmonisering af beskatningen af gas og olie fra Nordsøen.

Ikke overraskende var bilistpartierne Venstre og Konservative imod aftalen. Siden har togdriften været præget af en syndflod af forsinkelser, og hvor meget har den nuværende regering gjort for at afhjælpe problemerne? Meget taler for, at der skal tænkes helt forfra. I tre årtier har danske myndigheder bakset med elektrificering af tognettet, og det er som bekendt kun lykkedes delvist, meget delvist.

Ekspertisen fortæller os i dag, at hvis vi standser elektrificeringen af tognettet, kan der spares milliardbeløb. I stedet kan der investeres i nyt elektrisk materiel, så fremtidens tog kører på batterier. Altså en udvikling svarende til den, vi nu ser inden for privatbilismen.

DET ULYKKESRAMTE tog på Storebæltsbroen var af typen IC4; en betegnelse, vi forbinder med ordet skandale. Designmæssigt kender jeg ingen smukkere togstamme end IC4’eren, men driftsmæssigt er den som bekendt aldrig blevet den succes, som den var tænkt som, og bliver det næppe nogensinde. De stagnerende oliepriser betyder også, at Togfonden, der skulle have finansieret elektrificeringen af banerne, udhules.

Det realistiske scenarie er beklageligvis, at vi hverken får udrulningen af IC4 eller elektrificeringen fuldført. Trafikforskeren Uffe Palludan har peget på, at hvis elektrificeringen med ledninger standses, kan der i stedet elektrificeres med batterier. Dermed spares milliardinvesteringer i ledningsinfrastruktur, der kan investeres i elektrisk standardmateriel og batterier, hvilket vil kunne finansiere en udskiftning af alle vore nuværende tog med elektriske tog.

DE BRITISKE britiske victorianere var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830, har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på.

Det kan ikke mindst japanerne tale med om. De skabte for lidt over et halvt århundrede siden det helt mirakuløse transportmiddel Shinkansen. I sine første 50 år transporterede dette højhastighedstog omkring 10 milliarder passagerer. Uden kollisioner eller afsporinger.

Japans nabo Kina har naturligvis lært af eksemplet og satser massivt på at forbinde riget internt og med verden vestpå med højhastighedstog. For én, der som nærværende skribent for fire årtier siden tog den ugelange og langsommelige rejse med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva gennem Mongoliet til Beijing, er dette et kvantespring for menneskeheden.

Herhjemme kan vi nøjes med mindre: Lad os snarest få batteridrevne tog på kryds og tværs i landet.

(klumme i Politiken 10. jan. 2019)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar