Sydkorea vinder Asiens kulturkamp

Gode gamle SAS fløj ind i modvind, da en reklamefilm fremstillede skandinaviske produkter og fænomener som noget, vi har hentet uden for vores del af Europa. Det budskab passede ikke nationalpopulistiske kredse, og se så, om ikke flyselskabets reklamefolk bøjede af.

Så langt, så godt for de rummelige tolkninger af, hvad der er branding af det nordiske. SAS blev skræmt, om ikke til tavshed, så til konformitet.

For kun få år siden turde vi hævde, at den mest dynamiske form for kultur opstår i samspillet mellem udtryksformer fra forskellige verdensdele. Derfor burde det ikke være en sensation, at det sydkoreanske filmdrama ’Parasite’ vender op og ned på årtier gamle traditioner i Hollywood.

Denne fremragende film er et produkt af vor hyperglobaliserede verden tilsat noget unikt koreansk. Også i en regional asiatisk kontekst er filmens vinderstatus et fænomen, som fortjener at blive forstået bedre og påskønnet af os europæere.

Filmen er et eksempel på et kulturprodukt fra et samfund, der for kun en generations tid siden løftede sig selv ud af mange års lukkethed, ensretning og undertrykkelse. Sydkorea demokratiserede og liberaliserede i slutningen af 1980’erne, til dels som et resultat af, at hovedstaden, Seoul, var vært for de olympiske sommerlege og derfor centrum for opmærksomhed i alle verdensdele.

Internationaliseringen kom sent: Først fra 1990’erne blev det muligt for almindelige koreanere at rejse udenlands; et forbud mod import af japanske kulturprodukter blev delvis ophævet omkring årtusindskiftet, sammenfaldende med at den sydkoreanske regering satte økonomiske muskler ind bag et massivt oversøisk kulturfremstød.

Pludselig kunne millioner af kinesere, japanere, sydøstasiater og indere opleve den koreanske bølge i form af populærmusik, tv-serier, biografblockbusters og computerspil. Båret frem af Samsung og LG (er der stadig nogen blandt vore læsere der husker det Philips-tv, der stod i barndomshjemmet?).

Udbredelsen af K-pop og andre koreanske kulturprodukter har givet ophavslandet en anerkendelse i den globale underholdningsindustri, som langt større regionale spillere – Japan, Kina, Indien – må misunde kunstnerne i Seoul og omegn. En vigtig pointe er her, at sætter man de koreanske kulturprodukter under lup, rummer de masser af lånte elementer og inspiration fra vestlig popkultur.

KOREAS HISTORISKE arvefjende Japan gjorde for mere end et halvt århundred siden et forsøg på at forene det unikt japanske med vestlige værdier og koncepter. Mesterinstruktøren Akira Kurosawa (1910-98) fortolkede i en serie fænomenalt velfortalte fortællinger sit lands middelalderhistorie og hentede hertil inspiration i Vesten hos så forskellige kunstnere som William Shakespeare og den amerikanske instruktør John Ford.

Men Kurosawas forsøg løb ind i vanskeligheder, da han sent i karrieren forsøgte sig med nye ambitiøse projekter, kulminerende med filmene ’Kagemusha’ (1980) og ’Ran’ (1985). I Vesten kunne kritikere nok anerkende Kurosawas betydning, men hos hjemmepublikummet var opbakningen lunken. Der skulle sværvægtere som George Lucas og Steven Spielberg til at sikre, at instruktøren som 80-årig blev hædret med en Æresoscar.

Ingen af Kurosawas yngre efterkommere i branchen har siden kunnet præstere noget lignende. Hvem kan husk, sidst en japansk filmkunstner fik et bragende gennembrud i Vesten?

Også Koreas andet store naboland har langt igen: Tidligt i sin karriere lignede kinesiske Zhang Yimou et talent, der kunne have nået kurosawaske højder, men med hans mammutproduktion ’The Great Wall’ fra 2016 stod det klart, at her var det billetsalget og ikke de kunstneriske kvaliteter, der talte. Matt Damon og Willem Dafoe kunne nok sikre omsætningen (også i USA), men ikke redde filmen fra de internationale anmelderes skrotbunke.

Heller ikke Asiens – og verdens – største filmproducerende land, Indien, kan lege med her. Hvad Bollywood leverer, er imponerende i volumen, men ikke i global gennemslagskraft. Af de mere end 50 titler, Indien har forsøgt at bringe i spil i Hollywood gennem seks årtier, er kun tre blevet nomineret.

’Parasite’ placerer sig uendelig langt fra både tårepersende Bollywood-dramaer og opsvulmede kinesiske mammutproduktioner. Den er unikt koreansk og samtidig et spejlbillede af verden uden for Korea: fragmenteret, uretfærdig og brutal.

Godt gået af et land, der i trekvart århundred har været skåret over på midten, at det nu også har lagt sig i den kulturelle overhalingsbane og giver giganterne baghjul.

(klumme i Politiken 20.02.2020)

 

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Frygten for Chinatowns ‘gule jøder’

Racemæssige og kulturelle stereotyper har lang overlevelseskraft.

DEN BRITISKE regering udgav i 1911 en pamflet med titlen ’Kineserne i England: Et voksende nationalt problem’. Året efter udsendte en kendt forfatter af populærfiktion, Sax Rohmer (Arthur Henry Ward var hans rigtige navn), den første gyser i en siden storsælgende serie under titlen ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’.

Titelpersonen var en diabolsk kinesisk mafiosotype med hårpisk, der konspirerede mod civiliserede borgere og bortførte deres kvinder. Begrebet ’den gule fare’ var en realitet og genopstod i forgangne uge i flere europæiske nyhedsmedier.

Mindre kendt er en anden betegnelse for etniske mindretalskinesere: Østens jøder. Den opstod ligeledes i perioden omkring Første Verdenskrig; ophavsmanden var den thailandske monark Rama VI. Som kronprins havde han været på rundrejse i Europa efter et studieophold i Storbritannien og nåede i 1902 til både Berlin og København.

I England havde han studeret jura og historie. Et af resultaterne af opholdet blev en tidsskriftsartikel, hvori han betegnede det kinesiske mindretal i sit eget land for Østens jøder. Det var ikke ment flatterende.

Den thailandske monarks synspunkt var, at de lokale kinesere i hans hjemland kontrollerede en uforholdsmæssig andel af velstand ude af proportion med deres faktiske antal. Ganske som europæiske regeringer indførte diskriminerende lovgivning, der gjorde det svært eller umuligt for jøder at overtage ejendom, blev de sydøstasiatiske kinesere i Kinas nabolande udsat for forskelsbehandling.

De mange Chinatowns i talrige storbyer uden for Kina er isoleret set vellykkede økonomier, men ofte lukkede kredsløb, som andre etniske grupper aldrig bliver en del af og ofte ser skævt til. Organiseret kriminalitet er en del af billedet, uforglemmeligt beskrevet i Roman Polanskis mesterværk ’Chinatown’ fra 1974, hvor Los Angeles’ kinesiske bydel er selve symbolet på uigennemtrængelige mafiøse netværkssamfund.

Under den store indvandringsbølge i slutningen af 1800-tallet fandt den amerikanske regering det nødvendigt at indføre en lov, der satte bommen ned for folk af kinesisk afstamning. Chinese Exclusion Act blev vedtaget i 1882 og ophævet i 1943. Først i 2012 tog Kongressen sig sammen til en resolution, der undskyldte og beklagede udelukkelsesloven.

SPREDNINGEN AF coronavirus har allerede bragt politiske følgesygdomme med sig. Etniske kinesere på flere kontinenter oplever i denne tid, hvorledes de udsættes for tilråb og mishagsytringer. Det er tydeligst i Kinas nabolande, hvor antallet af kinesiske turister er højt. 600.000 sydkoreanere har skrevet under på et krav om indførelse af et indrejseforbud mod kinesere.

I Australien, som har en intensiv debat om kinesiske investeringer og opkøb, udkom en af landets største aviser forleden med en overskrift, der hed ’Kinesiske børn, bliv hjemme’. Den udløste underskriftsindsamlinger online med støtte fra flere end 51.000 med krav om en undskyldning.

At vi her i landet anser os selv for oplyste og tolerante, er ingen garant mod racemæssige stereotyper rettet mod befolkningsgrupper, hvis levemåde og normer selv veluddannede danskere ikke har den ringeste indsigt i. Kinas økonomiske opstigning får en følgesvend: sinofobien, næret af den altfortærende nationalpopulisme på både højre og venstre fløj.

POLITIKENS åndelige fader Henrik Cavling skrev i en bogudgivelse i 1902 efter en rejse til det store rige i øst: »Den gule race er en uhyre, uadskillelig masse stærkt forenet i en civilfølelse, en races følelse af solidaritet, et etnografisk broderskab, egentlig summen af alle religiøse og filosofiske dogmer, der fylder en kinesers sjæl. Traditionen og troen på forfædrenes milde ånder har i enhver kineser skabt en dyb følelse af race-enhed, følelsesfællesskab, livsindhold og mål«.

Cavlings formuleringer er præget af datidens normer, men alligevel fordomsfri og umådelig langt fra nutidens dæmonisering. Forklaringen: Kinas kejserdømme var i starten af 1900-tallet præget af opløsning, mens nutidens leninistiske magtapparat står i spidsen for en moderne statskapitalisme, ingen havde set komme, og som i den nuværende fase af en turbulent globalisering ser ud til at have førertrøjen på.

Derfor frygten, som slår over i sinofobi og fordømmelser. Trumps ’State of The Union’-tale demonstrerede skrøbeligheden og de indre modsætninger i det liberale værdifællesskab. Når vestlige beslutningstagere leder efter nye pejlemærker, ser de et politisk Chinatown, hvis logik og dynamik de stadig har svært ved at håndtere.

Europa er klemt mellem amerikansk spin og løgne på den ene side og kinesisk beslutningskraft på den anden. Det er også et valg mellem fortid og fremtid.

(klumme i Politiken 10.02.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Blå blok sikrer Kina-politikken

Debat om flagkarikatur skaber splid i den danske opinion. Hvilket er Kinas hensigt.

Måske er tiden inde til en underskriftsindsamling til støtte for, at Jyllands-Postens chefredaktør Jakob Nybroe udnævnes til ridder af Dannebrog. I døgnet efter publiceringen af den noget pudsige version af Den Kinesiske Folkerepubliks nationalflag formulerede denne besindighedens repræsentant sig med en sådan takt og tone, at Emma Gad måtte sidde i sin himmel og juble.

Nybroe kom centimetertæt på en beklagelse af de eventuelle krænkelser, som nogle kinesiske individer – embedspersoner eller jævne folk – måtte føle ved at se symbolerne på befolkningsgrupper og partistaten i Kina fremstillet som noget smitsomt og skadeligt.

Flagkarikaturen var kun relevant i en dansk kontekst, lød Nybroes pointe. Derfor ingen undskyldning. For Jyllands-Posten havde ikke belæg for at hævde, at det kinesiske system ikke gjorde sit yderste for at reducere smittespredningen.

På Kinas ambassade i Hellerup har de noteret alle JP-chefens ord og sendt dem hjemover. Her har Nybroe fået pæne skudsmål.

Ambassadens rapportører har også noteret sig, hvorledes andre debatindlæg har gjort brug af voldsomme adjektiver, og at disse beskrivelser har udløst ubehag hos herboende kinesere, dog kun hovedrystende, overbærende og neddæmpede af slagsen. Enhver kineser er opdraget med læresætningen, at når du befinder dig under fremmed tag, bøjer du nakken.

DEN URGAMLE kinesiske filosof Sun Tzu (544-496 f.Kr.), hvis hovedværk ’Krigens kunst’ netop er genudgivet på engelsk, har som en af sine vigtigste strategiske målsætninger at besejre modstanderen uden kamp. Midlet hertil er at skabe forvirring i modstanderens rækker, så han bliver usikker i sin håndtering af konfrontationen.

I den europæiske offentlighed er opfattelserne af Kina og kineserne blevet mere og mere divergerende; noget entydigt fjendebillede som med Sovjetunionen under den kolde krig er der langtfra tale om. Vesten diskuterer Kina, så det fløjter, og billedet er fyldt af modsætninger. Der er ingen fodslag mellem USA, Europa og vore traditionelle allierede blandt Kinas naboer. Altså ingen samlet vestlig Kina-strategi, men mange forsøg, der stritter i alle retninger.

Dansk erhvervsliv er Kinas mest stabile allierede og partner i dette spil om fremtiden. Derfor bliver der ikke ændret så meget som en millimeter på Danmarks nu 12 år gamle strategiske partnerskabsaftale med Beijing.

Lad os minde om, at det ikke er venstrefløjen, men blå blok, der mest konsekvent har bidraget til at forankre dansk forståelse for Kina:

Begyndende med Venstre-statsminister Poul Hartling, der i sin nekrolog over folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong, i 1976 kaldte denne for »en statsmand af stort format, et klogt og levende menneske«. Hartling havde mødt en sygdomssvækket Mao to år forinden som den første vesteuropæiske regeringschef nogensinde. Siden har Danmark haft særstatus i Beijing.

Videre over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i september 2004 – netop hjemvendt fra et besøg derovre – i en tale på Venstres landsmøde betegnede Kinas erfaringer med økonomisk udvikling som noget, resten af verden kunne lære af.

Kinas strateger har også i dag det borgerlige Danmark, hvor de vil have det. Tjek med Amalienborg og Københavns Zoologiske Have, der har sikret os status som pandastat.

Når der hos de mest rablende og fanatiske debattører i det danske debatlandskab aktuelt drages sammenligninger mellem Auschwitz og Beijing – i en situation, hvor millioner af kinesere og andre frygter for smittespredning – bliver effekten, at der blandt jævne danskere generes endnu mere empati for Kinas folk. De rabiat Kina-forskrækkede er et krympende mindretal, der ikke rammer folkedybet.

Billedet er det samme i resten af Europa. Konsekvenserne af den forvirrede tilstand i Vestens opfattelse er, at der er komplet mangel på sammenhæng i politikken over for Kina.

Det Storbritannien, der netop har sagt farvel til seks årtiers møjsommeligt opbygget europæisk integration, har siden David Camerons regeringsperiode været den største modtager af kinesiske investeringer. Den kinesiske kapital i de forfaldne containerterminaler i Piræus er håndører i sammenligning med de store summer, der er placeret i britiske energiselskaber, infrastruktur, kapitalforvaltningsfirmaer og ejendomsselskaber.

Sun Tzu skrev, at i enhver strid skal man erkende sine egne begrænsninger og svagheder, lige så godt som man kender modstanderens. Når den antikinesiske bølge med dens smædeord og selvbekræftelse rammer ind i snusfornuften hos jævne folk, er det sidstnævnte, der vinder. Det vidste Jakob Nybroe, da han formulerede sig, som han gjorde.

(klumme i Politiken 06.02.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Vennefjender: Vestager, Xi og Merkel

Bruxelles, Berlin og Beijing vil blive forbundet i et pragmatisk interessefælleskab. 

I SAMME UGE som præsident Trump underskrev den såkaldte fase 1-aftale med Kinas viceministerpræsident, Liu He, og dermed signalerer lys for enden af tunnelen i den handels- og geopolitiske strid mellem klodens to største økonomier, blev EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, her i avisen citeret for følgende: »Jeg synes, vi skal overlade det til kineserne at være kinesere. Det er de meget bedre til, end vi andre er«.

I vort store naboland mod syd, Europas vigtigste og største økonomi, har spørgsmålet om den kinesiske telegigant Huaweis rolle i udrulningen af den banebrydende 5G-teknologi givet kansler Angela Merkel hovedpine. Sagen er landet på et kompromis, der indebærer, at Huawei ikke holdes ude af det tyske telemarked, men skal overholde veldefinerede sikkerhedsforskrifter. Hvilket i praksis vil betyde, at efterretningsfølsomme systemer forlods overlades til Huaweis europæiske konkurrenter.

Sagt med den tyske efterretningschef Bruno Kahls ord: Huawei er for tæt på det kinesiske kommunistparti til, at man fuldt ud kan stole på virksomheden, men der er andre dele af markedet, hvor det ikke giver mening at udelukke kineserne.

Merkel og Vestager er på samme linje. I afdæmpede vendinger har den europæiske politiske top hermed sagt nej til at følge de amerikanske høge i Washingtons langstrakte kampagne mod Beijings økonomiske fremmarch på det europæiske kontinent. Bundlinjen er, at USA mangler virksomheder, der kan matche Huawei i konkurrencekraft.

Som et af sine træk i handelskrigen har Trump forhindret 28 amerikanske techvirksomheder i at sælge komponenter til Kina, men samme branche klager nu over det tab af indtjeningsmuligheder, som udelukkelsen fra det kinesiske marked betyder. Flere af dem sælger angiveligt til Kina via tredjelande.

DET FØRSTE handelskompromis mellem USA og Kina skubber giganternes teknologiske opgør videre til en fase 2. Her kommer der tidligst en aftale i 2021, når navnet på USA’s præsident i næste valgperiode kendes. At toldsatserne nu er sat på pause, kan derfor betegnes som en våbenhvile, som har den positive effekt, at den giver verdensøkonomien et pusterum. På den lange bane er perspektivet, at det historiske alliancefællesskab mellem Europa og USA er krakeleret, hjulpet godt på vej af Brexit, Trumps temperament og den voksende syd- og centraleuropæiske nationalpopulisme.

Når Margrethe Vestager taler om, at Kinas brug af kunstig intelligens er ’stærkt inspirerende’, men at Europa skal bruge den anderledes, afspejler det en global tilstand, der er fundamentalt forskellig fra den, vi kendte under den kolde krig:

Bruxelles, Berlin og Beijing vil i det årti, vi lige er gået ind, i stigende grad blive forbundet i et pragmatisk interessefællesskab, der handler om at opretholde en regelbaseret verdensorden, som USA ikke længere gør noget aktivt for at sikre. Kald det bare Silkevejen 3.0.

KURSEN ER blevet sat af Vesten selv med fejlslagne interventioner i den islamiserede verden og de deraf afledte terrorangreb i det, der uden overdrivelse kan kaldes frygtens kontinent.

Vi taler om Afghanistan, Irak og Syrien. Hvad sidstnævnte angår, går Nato-medlemmet Tyrkiet Ruslands ærinde, mens Europas helt egen sultan, Erdogan, definerer en postosmannisk islamisering af Nato’s sydøstlige flanke.

Magtpolitisk er kloden gået i stykker, og det kræver science fiction-forfattere at kunne se, hvorledes Bruxelles og Washington skal kunne redde de islamiserede dele af Mellemøsten og Afrika fra det civilisationstab, der har ramt disse regioner.

Mellem 2000 og 2018 har Kina støttet 182 ud af samlet 190 FN-resolutioner, der har pådømt sanktioner mod lande, der har været anklaget for at overtræde internationale regler og normer.

Men Kina tager ikke over der, hvor USA og Europa er på retræte. Kina og Vesten er blevet frenemies : Parterne fremstår at være på venskabelig fod; de er systemiske rivaler og ideologiske modstandere, men fælles om at inddæmme truslerne fra afrikansk og arabisk befolkningspres, terror og ekstremisme.

Men den globale økonomiske integration og den deraf afledte gensidige afhængighed har udtyndet ideologiske modsætninger af den slags, vi kendte fra den kolde krig. Vesten har ofret rettighedsuniversalismen på økonomiens alter.

Der er ingen referencer til Karl Marx i Huaweis manualer. I det kommende år bliver Kina klodens største økonomi og bringer os til en korsvej. For første gang siden den tysktalende kong George I regerede over Storbritannien og Irland (1698-1727), vil verdens udvikling blive domineret af et samfund, hvor engelsk ikke er hovedsproget.

(klumme i Politiken 26.01.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Thunberg kan blive flybranchens ulykkesfugl

Tænk venligst forfra i debatten om flyskam.

Hvem har ikke lyst til at skifte det grå danske vintervejr ud med lune middelhavsvinde eller sydøstasiatisk palmesus? For dem, der har både tid og råd, burde valget være ligetil, hvis ikke det var for den nye faktor i forbrugerbevidstheden kaldet flyskam: Hvordan har din samvittighed det med, at du skal flyve de godt 10 timer til Bangkok?

Vi er nogle flyrejsende, der (muligvis naivt) håber på, at teknologiske landvindinger løser dette ubehagelige dilemma. Men der vil gå årtier, inden de store producenter af passagerfly, Boeing og Airbus, er leveringsdygtige i modeller, der kan præstere klimaneutral transport mellem kontinenterne. Helt aktuelt er denne branche presset af alvorlige udfordringer, herunder også, at antallet af rejsende, der vælger luftfarten, tilsyneladende falder.

Selv om vort eget SAS ser ud til at have klaret sig igennem nogle faser i en hård omstilling, der har kostet mange arbejdspladser undervejs, er der truende skyer i horisonten: En halv snes flyselskaber har drejet nøglen om hen over de seneste tre år, og utvivlsomt kommer der flere til, når de kommende klimaafgifter rammer branchen. Tjek lige, hvor svært det er for Norwegian at navigere for tiden.

Klimapolitikkens beslutningstagere vil utvivlsomt vælge at sende flere penge til fondslignende konstruktioner, der vil hjælpe forskningsverdenen på vej i rejsen mod det grønne flybrændstof. Men der er ingen garanti for hurtige løsninger her.

Lad mig minde om nogle af realiteterne. Luftfartens andel af den globale CO2-udledning ligger på mellem 2 og 3 procent – selv efter tre årtiers dramatisk vækst i kommerciel passagerflyvning. Indkøb af flybrændstof udgør omkring en fjerdedel af det gennemsnitlige flyselskabs omkostninger. Såkaldt klimavenligt brændstof koster dobbelt så meget som det konventionelle af slagsen. På sigt vil dette prisforhold ændre sig, men det tager tid.

Oven i alt dette er der sikkerhedsfaktorer i spil, som klimaaktivisterne har overset. Alle voksne danskere har på de kortere distancer i Europa fløjet med en Boeing 737, en af de mest udholdende arbejdsheste i luftfarten. Boeings seneste variant af modellen med tilnavnet Max har kastet giganten ud i heftig økonomisk turbulens. På fem år er der fremstillet godt 400 af typen, og efter to styrt i 2018 med samlet 346 dødsofre er alle eksemplarer af denne flytype tvunget til at holde sig på jorden med milliontab for de involverede selskaber til følge.

Forklaringerne venter vi stadig på. Boeings ledelse holder af konkurrencehensyn kortene tæt til kroppen, mens konkurrenten Airbus selvsagt lader medvinden bære sig til nye højder.

MENS VI ALLE venter på, at Boeing rykker ud med tilfredsstillende forklaringer, cirkulerer der blandt amerikanske flynørder en forklaring, der på alle måder er ubehagelig: Flyproducenten med hovedkvarter i Everett nord for Seattle var i sin udvikling af Max-modellen så forhippet på at efterleve grønne målsætninger om udledningsreduktion, at man forhastet gennemførte en så gennemgribende ændring af motoren i 737-modellen, at resultatet blev et fly, der i selve sin konstruktion repræsenterer en risiko.

Nuvel, der er kun tale om en hypotese, men hvis den skal aflives, må Boeing-ledelsen indstille sin månedlange tavshed med tilhørende hemmelighedskræmmeri. Ellers risikerer selskabet at miste ikke bare passagerer, men også investorer.

Boeing havde de bedste intentioner, da selskabet besluttede sig for at satse massivt på den mere brændstoføkonomiske 737-Max; både forbrugere og investorer ville det sådan, at selskabet skulle levere på kravene om en mere klimavenlig flytype. For konkurrenterne havde opdaget, at hovedrivalen Airbus med sin banebrydende A320neo havde overhalet amerikanerne. Sådan virker konkurrence også.

I den Paris-aftale fra 2015, som præsident Trump har trukket USA ud af, kom flytrafikken ikke med, men FN’s luftfartsagentur, Icao, tog året efter den indlysende konsekvens at pålægge sine medlemmer at reducere CO2-udledningen med 50 procent senest i 2050. Både Airbus og Boeing så skriften på væggen, men førstnævnte havde førertrøjen på.

Dilemmaet står tilbage. Hvis alle, der har ladet sig inspirere af Greta Thunberg, presser branchen til at forsøge at gøre det umulige på kort tid, risikerer producenterne at løbe uacceptable risici. Og de tusinder af feriegæster, der vil væk fra det kølige Nordeuropa, kan jo ikke gøre som svenskeren og krydse Atlanten til havs.

Hos folk, der arbejder for Boeing i Everett, Seattle, er vurderingen, at for flybranchen er Thunberg lige nu en ulykkesfugl.

(klumme i Politiken 23.01.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Taiwan vælger modstanden mod Kina

Men hvor længe har USA vilje til at forpurre Kinas ønske om at underlægge sig øen?

PRÆSIDENTVALGET I TAIWAN , der blev afholdt forgangne lørdag, blev afgjort af sociale medier og udviklingen i Hongkong.

19 millioner af øens knap 24 millioner indbyggere er på Facebook, 8 millioner er på Instagram og hundredtusindvis af især unge taiwanere bruger den fastlandskinesiske multiapp WeChat.

Beijing har spillet med i valgkampen. Misinformationskampagnerne om præsident Tsai Ing-wens person har næret den udbredte opfattelse blandt vælgerne om, at Kina bruger alle tænkelige digitale midler til at påvirke valgets udfald, og derfor har de i stort tal valgt at slutte om hendes parti, DPP.

Læg hertil de seneste måneders uro i Hongkong, som til fulde har demonstreret, at et-land-to-systemer-modellen, som sikrede den tidligere britiske kolonis genforening med fastlandet i 1997, på ingen måde er gangbar, hvis Kina forsøger at bruge samme model på Taiwan.

Syv årtiers kinesisk historie har på den mest ubarmhjertige vis villet det sådan, at Folkerepublikken insisterer på en genforening med øen, dvs. at reducere den til en status som provins, hvilket afvises af mere end ni ud af ti vælgere i Taiwan.

Derfor er Kinas gigantiske propagandamaskine gearet til at manipulere eller skræmme vælgerbefolkningen til ikke at bakke op om det politiske parti, der mest vedholdende har virket for en status for øen i retning af øget selvstændighed og på sigt uafhængighed.

SIDSTNÆVNTE OPTION er uspiselig for Kina, som er drevet af både stormagtsambitioner og en nationalisme, som vil kunne eksplodere, hvis Taiwan en dag lykkes med at gå helt sine egne veje i form af fuld FN-anerkendt selvstændighed.

Taiwan er derfor en selvstyrende østat, som ikke anerkendes formelt diplomatisk af hverken EU, USA eller andre lande af betydning. Men øen er også et højt udviklet samfund, der er fuldt integreret i verdensøkonomien, herunder både den kinesiske og den amerikanske del af denne.

Taiwan er reelt et amerikansk protektorat og har været det både i koldkrigsperioden, 1949-89, og i den efterfølgende tid som demokratisk styret republik. En amerikansk lovpakke, Taiwan Relations Act fra 1979, garanterer, at øens politiske indretning ikke kan påtvinges udefra, dvs. i form af en invasion fra det kinesiske fastland.

Det er ellers Kinas ultimative model for genforening, om end ingen tør tænke tanken til ende, fordi konsekvensen vil være en krig mellem Kina og USA i stor skala.

DET FORKLARER , hvorfor der aldrig har vist sig et politisk flertal i Taiwan for fuld og formel uafhængighed. Den strategiske tvetydighed, som er konsekvensen af Taiwan Relations Act, har ingen realistiske alternativer: Ingen genforening med Beijing, men heller ikke fuld uafhængighed.

Republikken Kina (Taiwans formelle navn) repræsenterer således den skrøbelige magtdeling mellem klodens to største økonomier, USA og Kina: ingen amerikanske militærbaser på øen, men et kontinuerligt våbensalg, orkestreret af Pentagon og Capitol Hill i Washington og tilstrækkeligt i omfang til at kunne afskrække Kina fra militære dumdristigheder. En opskrift på 40 års relativ stabilitet, som ikke nødvendigvis holder de næste 40 år.

Da Kina i 1996 affyrede missiler i Taiwanstrædet for at skræmme vælgerne på øen fra at stemme på en uafhængighedsorienteret kandidat, som Beijing ikke brød sig om, sørgede præsident Bill Clinton at sende et par hangarskibsgrupper op langs den sydkinesiske kyst.

Skulle et sådant scenario gentage sig, er Kina i dag betydelig stærkere end for 25 år siden. Planlæggerne i Pentagon er indlysende bekymrede, også fordi ingen af USA’s traditionelle allierede i regionen er interesserede i en eskalering. De ønsker et Østasien, der giver plads til både Kina og USA i en fungerende magtbalance.

Men Donald Trump kan ikke ’sælge’ Taiwan for at få ro på konflikten med Kina; dertil er der for stor opbakning i Kongressen bag Taiwan. Enhver amerikansk præsident har en interesse i at beholde Taiwan som en strategisk trædesten i Det Sydkinesiske Hav, hvis en konflikt spidser til.

De to store territoriale stridigheder i Kinas ’baggård’ – opdelingen af Det Sydkinesiske Hav og Taiwans tilhørsforhold – handler på bundlinjen om en forandret opdeling af verden i interessesfærer. Spørgsmålet kan formuleres således: Hvor længe har et USA, der globalt er på retræte, tilstrækkelig vilje til at modvirke Kinas voksende styrke?

Status quo omkring Taiwan er for nuværende at foretrække frem for et hvilket som helst alternativ.

(klumme i Politiken 13.01.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | 1 kommentar

Australien brænder, fordi…

Landets politikere er finansieret af kulindustriens oligarker.

Naturkatastrofe er for mild en betegnelse for de fænomener, der har ramt det store vidtstrakte land på den modsatte side af kloden. Der er erklæret nødretstilstand i flere delstater, militære reservister indkaldes, flåden evakuerer indbyggere fra søsiden. Arealer på størrelse med Danmark er totalt raserede. Australien befinder sig klimapolitisk i et ground zero .

Røgskyerne har sværtet gletsjerne i det sydlige New Zealand brune – de ligger mere end 1.600 kilometer fra de største brandområder. Luftforureningen i hovedstaden, Canberra, er nu så intensiv, at byen har overhalet New Delhi som klodens mest sundhedsfarlige.

I den delvist ødelagte landsby Cobargo i delstaten New South Wales har ejeren af en overlevende boghandel sat et skilt op i vinduet med påskriften: ’Postapokalyptisk fiktion er flyttet hen på reolen for aktuel politik og samfundsdebat’.

TV-KLIP VISER en presset regeringschef, Scott Morrison, der besøger redningscentre, hvor slukningspersonale og ambulancefolk nægter at give ham hånden. Hans exit fra en af de byer, der var blevet flammernes bytte, lignede en regulær flugt fra vrede hjemløse. Hvis vi ikke tidligere vidste, at klimarelaterede udfordringer er gjort af det stof, der kan vælte regeringer, står dette nu klart som en buldrende røgsky.

Den uomtvistelige synder er landets energipolitik. Australien er klodens største eksportør af kul og har været en af de vigtigste forklaringer på, at landets politikere har kunnet bryste sig af at leve i en samfundsøkonomi fri for de recessioner, som kendes fra andre højtudviklede samfund. Den krisefri kapitalisme havde i mange år adresse i landet down under .

Den liberal-konservative regeringskoalition, der kom til magten i fjor, sidder på et ultratyndt flertal, der klimapolitisk står for en linje, der bedst kan karakteriseres som minimalistisk. Den er ikke i trit med vælgerundersøgelser, der viser, at seks ud af ti australiere kræver en mere proaktiv klimapolitik.

I november formulerede Morrison sin energi- og klimapolitiske kurs med, at »en vækst i råstofsektoren er et centralt element i regeringens plan for Australiens økonomiske fremtid og for de australiere, der er afhængige af denne«. Under en nylig debat holdt Morrison et stort stykke kul op for at understrege sin pointe. Det var landets fortid, han var stolt over. Ikke en optagethed af den fremtid, der venter det store indvandrerland.

MORRISONS VALGSEJR i fjor skyldes ikke mindst milliardæren Clive Palmer, der genoplivede sit politiske parti, som han tidligere har repræsenteret i parlamentet, med det formål at forhindre det australske arbejderparti i at genvinde magten. Palmers kampagnebudget viste sig at være dobbelt så stort som de største partiers tilsammen. Palmer har siden meddelt, at han har aktuelle planer om at etablere den største kulmine i landets historie.

Efter magtovertagelsen i fjor skrottede regeringen den CO2-skat, som den tidligere arbejderpartiregering havde indført. Kulproducenter og andre råvareeksportører jublede over, at industriens økonomiske bidrag til landets to største partier havde båret frugt.

Da brandene begyndte at brede sig eksplosivt midt i december, tog Labours leder på besøg i kulminedistrikterne og talte om berettigelsen af at opretholde landets store kuleeksport.

Kort tid efter tog premierminister Scott Morrison på juleferie i Hawaii med sin familie uden at meddele dette til offentligheden.

Burde medierne ikke have alarmeret den australske offentlighed for længst? Utænkeligt i et samfund, hvor seks ud af ti aviser udgives af selskaber ejet af den ultrakonservative Rupert Murdoch. Det er på lederplads i disse dagblade, at der lyder applaus til kontroversielle forslag om, at klimaaktivister skal kunne idømmes årelange fængselsstraffe for at demonstrere.

Kritikere sammenligner regeringsførelsen i Australien med tilstanden i Sovjetunionen i 1980’erne, hvor magtfulde bureaukrater mistede den sidste rest af legitimitet, da de benægtede eller fortiede den miljømæssige ødelæggelse, der kulminerede med katastrofen på atomreaktorerne i Tjernobyl i april 1986. Australien ledes nu af handlingslammede magthavere, der overlever på syge fantasier om egne evner, selv når de stirrer direkte ind i en katastrofetilstand, som de hverken har vilje eller evner til at håndtere, skriver den prisbelønnede australske romanforfatter Richard Flanagan i en kommentar i The New York Times.

Her i Europa kan vi i vintermånederne misunde australierne deres solskinstimer, men ikke deres redningstjenester. New Zealand har vist godt naboskab ved at sende et par hundrede brandfolk. Flot, at den danske beredskabsstyrelse nu følger trop.

(klumme i Politiken 09.01.2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar