Tidligere ministre og ambassadører kræver i et fælles opråb, at EU indfører handelsforbud og hårdere sanktioner mod Israel som svar på den israelske regerings eskalerende overgreb mod palæstinenserne. Fhv. minister Mogens Lykketoft er blandt de danske underskrivere.
ulovlige militæroperationer mod Iran og Libanon fortsat undertrykkelsen af palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden, herunder Østjerusalem, ved at forstærke sin ulovlige besættelsespolitik.
Over 73.000 palæstinensere er dræbt siden den 7. oktober 2023, herunder 700 i de sidste seks måneder siden den såkaldte våbenhvile i Gaza. IDF-beskyttede bosætterterroristers annektering af palæstinensisk land fortsætter i raskt tempo, og der er planlagt yderligere beslaglæggelser af jord. Dette omfatter den centrale E1-korridor, der deler Vestbredden i to, hvor udstedelsen af israelske regeringsudbud på 3.400 bygninger er nært forestående.
Israel handler fortsat med fuldstændig straffrihed og undergraver dermed tostats-løsningen og en fremtidig palæstinensisk stat, hvis eksistens anerkendes af 157 FN-medlemsstater.
Dette mønster af ulovlig adfærd gentages i Israels vilkårlige og uforholdsmæssige angreb på Libanon, som har ført til tabet af over 2.000 menneskeliv samt omfattende fordrivelse og ødelæggelse.
I mellemtiden er de hårdt prøvede palæstinensiske indbyggere i Gaza berøvet tilstrækkelig humanitær bistand på grund af vedvarende adgangsbegrænsninger, hvor UNRWA og internationale NGO’er hindres i at levere de presserende nødvendige forsyninger og tjenester i overensstemmelse med deres operative mandater. Samtidig vakler den meget kontroversielle, USA-ledede Board of Peace-plan for Gaza og formår ikke engang at dæmpe de israelske militære angreb på palæstinenserne i Gaza.
Apartheidprincipper lovfæstet
Som om alt dette ikke var slemt nok, har Israel for nylig vedtaget en lov, der indfører dødsstraf for palæstinensere, der anklages for terrorrelaterede forbrydelser, mens jødiske israelere ikke er omfattet af lovens bestemmelser. Denne afskyvækkende lovgivning minder om en apartheidstat, der handler uden juridiske begrænsninger.
Respekt for folkeretten er af afgørende betydning: Vores EU-traktater fastslår, at EU’s indsats på den internationale scene skal være styret af fremme af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for menneskets værdighed samt FN’s principper og folkeretten.
Den nuværende israelske regering krænker disse centrale EU-principper i forhold til palæstinenserne, for hvis velfærd den fortsat er juridisk og moralsk ansvarlig som besættelsesmagt. Vigtigst af alt udgør denne adfærd en overtrædelse af artikel 2 i associeringsaftalen mellem EU og Israel, som fastslår, at »forbindelserne mellem parterne (…) skal baseres på respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper (…)«. Denne bestemmelse er et væsentligt element i associeringsaftalen, og det påhviler begge parter at respektere den.
EU burde for længst have handlet: EU’s manglende evne til både i juli og september 2025 at vedtage selv en beskeden pakke af foranstaltninger mod Israels adfærd i Gaza – som i øjeblikket er genstand for en retssag ved Den Internationale Domstol med anklager om muligt folkemord – opfattes internationalt som et udtryk for dobbeltmoral fra EU’s side. Partnere har bemærket, at mens Rusland med rette er blevet pålagt sanktioner, iværksættes der ingen foranstaltninger som reaktion på den israelske regerings handlinger i Palæstina og andre steder.
I mellemtiden udsættes palæstinenserne fortsat for vedvarende angreb fra en israelsk regering, der er fast besluttet på at marginalisere dem og gøre deres liv uudholdeligt med det endelige mål at tvinge dem væk fra deres land. Det er uacceptabelt, at mens palæstinensernes menneskerettigheder og folkeretten systematisk krænkes, forbliver EU splittet på sidelinjen uden at udøve den indflydelse, det burde.
Dette bør EU gøre
Derfor opfordrer vi lederne af EU-27 og EU-institutionerne til:
1. At iværksætte foranstaltninger, der suspenderer associeringsaftalen mellem EU og Israel helt eller delvist; 2. At forbyde handel med ulovlige bosættelser; 3. At standse handelen med militære varer med Israel; 4. At suspendere Israels deltagelse i EU-programmer; 5. At udvide listen over sanktionerede personer og visumforbud til at omfatte alle, der er involveret i undertrykkelsen af palæstinenserne og overtrædelser af folkeretten; 6. At fastlægge en række menneskerettighedskriterier, som Israels fremtidige adfærd skal overvåges i forhold til. Manglende overholdelse af disse kriterier bør føre til indførelse af yderligere EU-sanktioner mod den israelske regering.
I en tid præget af uro i Mellemøsten og i lyset af Israels omfattende overtrædelser af folkeretten er det afgørende, at EU griber ind og stiller Israel til ansvar. Denne indsats bør udgøre en hjørnesten i EU’s nye strategi for regionen, der bygger på Unionens grundlæggende værdier. Erklæring underskrevet den 15. april 2026 af 390 tidligere europæiske ministre, ambassadører og højtstående embedsmænd. Følg link til liste over medunderskrivere i dette indlægs webudgave.
Denne måneds gæsteklumme er publiceret med tilladelse fra medieplatformen Eftertrykket.dk. Skribenten er kultursociolog Birgitte Rahbek, der i årtier har forsket i mellemøstlige emner med det primære fokus på Israels relationer til sine nabolande. Oprindelig publicering på Eftertrykket 9. april.
Israels fravær af en grundlov er ikke tilfældigt. Et land uden fastlagte grænser kan altid gøre krav på mere – og vores politikere forholder sig stadig ikke til konsekvensen.
Af Birgitte Rahbek
Den 5. marts 2026 skrev den tidligere formand for det israelske Knesset, Avrum Burg, mens han sad i beskyttelsesrum til lyden af sirener og eksplosioner: ”Jeg støtter de angivne mål for krigen imod Iran: Fjernelsen af en brutal autoritær leder, udskiftningen af et teokratisk regime, adskillelsen af religiøs fundamentalisme fra statsapparatet og at der åbnes mulighed for et demokratisk civilsamfund, der kan organisere og tage ansvar for landet.” Men, fortsatte Burg, han havde dog et ændringsforslag: ”I stedet for at begynde i Teheran, skulle vi måske begynde her, i Jerusalem. Hvis det kan fungere her, kan vi fortsætte der.”1
Avrum Burg er en af de få israelere, der har gennemskuet sit lands ledelse, og han mener, at der ville være god grund til at rydde op i Israels egne problemer – inklusive den religiøse fundamentalisme, der i dag præger den israelske regering – før man prøver at løse andre landes problemer. Burg er imidlertid oppe imod de 93 pct. jødiske israelere, som støtter krigen mod Iran.2 Det, der kan undre, er, at udlandet, inklusive udenlandske og danske politikere, ikke kan se det mønster, der har tegnet sig lige siden statens oprettelse, og som i de sidste par år er blevet bøjet i neon: Israel er en ekspansionistisk stat. Det er formentlig også en af grundene til, at Israel aldrig har fået en grundlov, for en sådan forudsætter, at landet har defineret sit område og sine grænser.
Siden den 7. oktober 2023 har Israel udvidet sine grænser og besættelser mod vest, øst og nord. I Gaza, som allerede før krigen var et af de tættest beboede områder i verden, er befolkningen blevet trængt sammen på 47 pct. af det tidligere område bag en såkaldt gul linje, markeret af betonblokke og jordvolde, som det israelske militær langsomt flytter hundrede af meter mod vest for at opsluge endnu flere af de sparsomme kvadratkilometer.3 Det er forbundet med dødsfare for palæstinenserne, hvis de uafvidende kommer til at bevæge sig ind over den gule linje, der ikke er lige tydeligt markeret overalt.
Store dele af Gazas landbrugsjord – og en betydelig del af vandinfrastrukturen – befinder sig i de områder tæt på grænsen, som i dag er utilgængelige for civile.
Mod øst sker den israelske ekspansion dels på Vestbredden og dels i Syrien. I 1993 indgik den palæstinensiske leder Yasser Arafat den skæbnesvangre Osloaftale med israelerne. I 1995 blev aftalen yderligere forringet med Oslo II aftalen, hvorved Vestbredden blev opdelt i områderne A, B og C. Område A dækker 18 pct. af Vestbredden og skulle være under fuld palæstinensisk kontrol. Men det skulle nu vise sig kun at være på papiret, for Israel har lige siden forbeholdt sig ret til når som helst at trænge ind i området og efter forgodtbefindende anholde palæstinensere. Når det sker, og det sker som regel hver dag – eller nat – adviserer det israelske militær den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA) om at holde deres sikkerhedsstyrker inden døre, så israelerne kan få arbejdsro.
Zone B udgør 22 pct. af Vestbredden og skulle være under palæstinensisk civil kontrol med fælles sikkerhed med israelerne. Zone C, som udgør 60 pct. af Vestbredden, er under fuld israelsk kontrol og rummer såvel bosættelserne som hovedparten af områdets ressourcer og landbrugsjord. Israelske restriktioner, som altid begrundes med sikkerhedshensyn, gør det yderst vanskeligt for palæstinenserne på Vestbredden at få adgang til ressourcer, herunder at dyrke deres jord, for slet ikke at tale om at få byggetilladelser på deres egen jord. Alt i alt indebærer restriktionerne, at befolkningen forarmes mere og mere.
Israels overordnede mål, som ledelsen sjældent har lagt skjul på, er at tilegne sig så meget palæstinensisk jord med så få palæstinensere som muligt.4 Det har man forsøgt at fremme ved konstante chikanerier og restriktioner, som alt sammen nåede nye højder efter Hamas’ angreb mod det sydlige Israel den 7. oktober 2023. Siden den dag har man overført en del administrative beføjelser fra det israelske militær til en civil myndighed, hvilket har til formål at fremme den højreekstreme regerings mål om endeligt at annektere hele Vestbredden, på samme måde som man efter Junikrigen gjorde det med Østjerusalem og Golanhøjderne.5
Selvom det lå i Osloaftalens ånd, at man ikke måtte ændre områdets karakter, har Israel konstant udvidet antallet af bosættelser fra 128 i 1993 til i dag omkring 210 bosættelser med i alt 737.000 bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem. Alene i 2025 annoncerede man 22 nye bosættelser, og i februar 2026 har regeringen vedtaget en plan, der skal gøre det lettere at erklære palæstinensisk jord, som palæstinenserne er blevet fordrevet fra, for ’statsjord’, som så senere kan gives videre til nye bosættelser. Mere end 2400 hektarer har opnået denne betegnelse.
Foruden inddragelsen af palæstinensisk jord har bosætterne i de sidste par år anlagt 116 km nye veje, der yderligere fragmenterer det palæstinensiske område.6
For at fremskynde fordrivelsen af palæstinenserne på Vestbredden har man siden 2023 udleveret 120.000 våben til bosættere, som ivrigt har benyttet dem til at chikanere og fordrive palæstinensere fra deres landsbyer og bopladser: Siden slutningen af 2023 er over 1.000 palæstinensere blevet dræbt og 39.843 fordrevet, i hvert fald midlertidigt, på Vestbredden.7 1.828 gange har bosætterne angrebet palæstinensere og deres ejendom, og det kan de gøre, uden at hæren griber ind. Ifølge grundlæggeren af den kritiske israelske veteranorganisation Breaking the Silence er forklaringen blandt andet, at militæret på Vestbredden i dag i vid udstrækning består af bosættere.
Mod nordøst kommer man til Golan-højderne, som Israel besatte under Junikrigen i 1967, for derefter i 1981 at annektere området, dvs. gøre det til en integreret del af staten Israel. Annekteringen strider imod folkeretten, og kun USA har i Trumps første regeringsperiode i 2019 anerkendt området som en del af Israel. Det betryggede israelerne så meget, at de i den efterfølgende periode har oprettet omkring 30 nye bosættelser i området.
Efter Bashar al-Assads fald den 8. december 2024 har Israel udnyttet det efterfølgende kaos med flere hundrede luftangreb på Syriens militære infrastruktur. Dertil kommer, at den israelske hær på landjorden er trængt langt ind over grænsen til Syrien og har besat i alt omkring 350 kvadratkilometer fra Deraa i syd via Hermonbjerget til Yarmuk uden for hovedstaden Damaskus. I dette område har Israel oprettet 9 militærposter, og intet tyder på, at der er planer om på noget tidspunkt at ville opgive de nye besatte områder.
Annekteringen foregår på den klassiske israelske facon: først fordriver man den lokale befolkning, siden afmilitariserer man området, dernæst oprettes stødpudezoner, og endelig overtages området af militæret, som giver det videre til oprettelse af bosættelser, som til sidst bliver juridisk legaliserede.
Det syriske område har endvidere den ressourcemæssige fordel, at det giver fuld kontrol over såvel Genesaretsøens som Jordanflodens vand. Dertil kommer, at Hermonbjerget er det ideelle sted at oprette militærbaser med udsigt over hele området op til Damaskus.
I begyndelsen begrundede Israel ekspansionen ind i Syrien med sikkerhed. Det skulle være et værn mod terrorgrupper. Senere, i juli 2025, hed det sig, at Israel ville beskytte druserne i området, som på det tidspunkt blev udsat for massakrer fra flere sider. Druserne har altid været brugt i israelernes del-og-hersk politik.
Israels mange bombardementer og efterfølgende overgreb på og besættelser af store syriske områder blev ligesom hovedparten af Israels andre krigsforbrydelser mødt med accepterende stilhed fra omverdenen. Den nye præsident i Syrien, den tidligere Jabhat al Nusra-leder, Ahmed al-Sharaa, gjorde heller ikke meget væsen af sig. Han var først og fremmest opsat på at blive anerkendt af USA og få penge og våben derfra.
Hvis vi bevæger os lidt mod vest, kommer vi til Libanon – et land der fra zionismens begyndelse har stået på Israels menukort. Chaim Weizmann, Israels første præsident og før det leder af Verdens Zionistorganisation og en af drivkræfterne bag Balfour-deklarationen, (hvor man fik englænderne med på at love jøderne et ’nationalt hjemsted’ i Palæstina) foreslog allerede i 1919 de to europæiske kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, at den kommende jødiske stat skulle gå helt op til Awali-floden nord for Saida i det sydlige Libanon. For, som han sagde, ville Awaliflodens vand ikke være til nogen nytte for dem, der boede nord for floden, men kun for dem syd for, dvs. indbyggerne i den påtænkte jødiske stat.8
Det var dog først efter Junikrigen i 1967, at Libanon blev det gentagne mål for israelsk aggression. Den foreløbige kulmination kom med den israelske invasion i 1982, efterfulgt af belejringen af det sydlige Libanon indtil år 2000. Senere fulgte den ene krig efter den anden, og Libanon nåede aldrig at komme på fode, før det næste angreb satte ind. Senest krigen i 2024 og nu de voldsomme bombardementer i såvel Sydlibanon som i Beirut, hvis sydlige forstæder, kendt som Dahiye, ifølge den israelske finansminister, Bezalel Smotrich, vil komme til at lide samme skæbne som Khan Younis i Gaza, dvs. blive forvandlet til en ruinhob. Over en million libanesere er blevet drevet på flugt, og imens bliver deres boliger og landsbyer sønderbombet.9
Selv om Libanon sidste år formåede at udnævne såvel en præsident som en premierminister, som nyder almindelig anseelse i befolkningen grundet deres kompetencer og ry for ikke at være korrupte, er det ikke lykkedes at afvæbne Hizbollah, hvilket er det krav, som alle internationale donorer har stillet for at ville yde landet hjælp. Alle ved, at den libanesiske hær ikke er stærk nok til en sådan manøvre. Til gengæld har Hizbollah overholdt den våbenhvile, som i november 2024 blev indgået med Israel, som havde dræbt mange af bevægelsens ledere, inklusive generalsekretæren Hassan Nasrallah samt i hundredvis af medlemmer eller blot civile libanesere. Selvom Israel så godt som dagligt havde brudt våbenhvilen – og i hele perioden havde forhindret sydlibaneserne i at vende tilbage til deres landsbyer og byer – holdt Hizbollah sig i ro indtil den 2. marts ved daggry, hvor de fyrede missiler af mod det nordlige Israel.10
Mange libanesere, inklusive medlemmer af Hizbollah, blev rasende over, at organisationen på denne måde gav Israel en undskyldning for endnu engang at tæppebombe dele af Libanon, velvidende at landets sociale og etniske sammenhængskraft er så skrøbelig, at mange frygter, at det kan føre til endnu en borgerkrig.11 Det kan være vanskeligt at forstå, at Hizbollah med sine missiler handlede så uforsvarligt og tåbeligt; den gængse opfattelse er vist, at organisationen ikke kunne sidde mordet på den iranske leder Ayatollah Ali Khamenei overhørigt. Men man skal ikke være i tvivl om, at Israel gerne så endnu en borgerkrig i Libanon, hvor de kan udnytte det medfølgende kaos til at styrke de kristne højrekræfter og til at befæste deres stillinger i den sydlige del af landet.
Et par uger inde i krigen har Israel meldt ud, at det vil etablere en bufferzone i det sydlige Libanon op til Litani-floden, dog har det israelske militær forlangt evakuering endnu længere nordpå. Samtidig fortsætter kampene i såvel det sydlige Libanon som i Beirut med tusinder af døde og kvæstede, mens al opmærksomhed er rettet mod krigen i Iran.
Ifølge Iran-ekspert og seniorforsker ved Tel Avivs Institut for Nationale Sikkerhedsstudier, Danny Citrinowicz, har Israel heller ikke noget imod, hvis krigen mod Iran resulterer i en borgerkrig, for, som han siger til Financial Times:“Hvis vi kan få et kup, fint. Hvis vi kan få folk på gaden, fint. Hvis vi kan få en borgerkrig, fint. Israel er fuldstændig ligeglad med Irans fremtid … [eller] Irans stabilitet”.12
Selvom Israel næppe har planer om at annektere dele af Iran, kan krigen ses som en del af landets plan om ikke at tillade andre stærke magter i Mellemøsten at spille en større rolle. Den anerkendte analytiker og tidligere israelske fredsforhandler, Daniel Levy, skriver den 6. marts 2026, at Israel i de sidste to år har indledt et hegemonisk projekt baseret på en overvældende regional militær dominans, hvor budskabet er, at ”med et USA, der er klar til at udføre Israels vanvittige krav, er Israels dominans uimodståelig og uovervindelig. Regionale stater har intet andet valg end acceptere dette udfald og underkaste sig. Dette er Abrahamaftalerne på atomsteroider”.13
Det er denne ekspansionistiske atommagt, som Danmark og de fleste andre vestlige lande bakker op om i forklædningen ”Israels ret til at forsvare sig”. Da den danske FN-ambassadør, Christina Markus Lassen, den 28. februar 2026 i Sikkerhedsrådet fremlagde den danske position i den netop indledte krig mod Iran, rettede hun udelukkende bebrejdelserne mod den angrebne part, hvilket fik den amerikanske professor Jeffrey Sachs til at undre sig:
”For man kunne jo have tænkt, at Danmark ville have et vist begreb om, at folkeretten kunne være vigtig, fordi en dag vil de komme til at klage til hele verden: ’Se hvor uretfærdig kejser Donald er over for os. Han tager noget af vores territorium fra os’”.14
Men dér sad den danske ambassadør og tordnede imod Iran – helt uden at nævne den krig, som Israel og USA havde indledt imod landet. Vi kan ikke længere hygge os i smug. Vores krigeriske og hykleriske udenrigspolitik bliver nu udstillet på verdens største platforme. Så tænk over det og forvent ingen medfølelse, når det bliver vores tur.
Birgitte Rahbek (f. 1944), mag. art. i kultursociologi og Phd. i pædagogik, mangeårig medarbejder på DR’s P1, forfatter og oversætter samt medlem af Mellemøstnetværket.
Opbrud i det vestlige sikkerhedsfællesskab bringer Europa nærmere en model, som allerede bruges af østasiatiske stater: adhoc-partnerskaber
Når millioner af europæere i denne tid oplever verden som faretruende kaotisk og krigerisk, ligger følgende spørgsmål lige for: hvem kan inspirere os og hjælpe til at konstruere en anderledes og mere bæredygtig verdensorden? Stikord: liberal pragmatisme.
Donald Trump 2.0 er er trådt ud af USA’s mangeårige rolle som Europas beskytter, en tendens der senest er forstærket af det amerikansk-israelske angreb på Iran. Mellemøsten står i flammer som aldrig tidligere, og europæernes tillid til Washington raser mod bunden.
Uanset udfaldet af kamphandlingerne på Ukraines slagmarker har Putin allerede vundet den vigtigste strategiske sejr nogen russisk revanchist kunne have drømt om: det atlantiske sikkerhedsbånd er knækket; europæerne er nu på en rejse, de selv ønsker at definere: den lange march mod strategisk autonomi.
Hvad er det så for en størrelse? Canadas regeringschef Mark Carney og Finlands præsident Alexander Stubb er de to vestlige ledere, der tydeligst har præsenteret realistiske fremstillinger af, hvorledes det politiske Vesten skal omdefinere sig. Uden at nævne Trump og USA direkte, taler disse to profiler for et geografisk opdelt Vesten omtrentligt efter disse strategiske linjer:
Et nordligt sikkerhedsfællesskab anført af Canada, de nordiske lande, Tyskland, Frankrig og et Storbritannien med den ene fod inden for og den anden plantet i Washington. Den til enhver tid siddende regering i London bliver forbindelsesofficer mellem den nordatlantiske ’klub’ og klodens mægtigste militærmagt. Klubbens vigtigste udfordringer: at bevare Grønland som en del af Rigsfællesskabet og sikre den fortsætte bevæbning af Ukraine. Et stikord mere: alt det med kernevåben gør udfordringen uhyggeligt svær.
Læg hertil et sydligt fællesskab bestående af den Iberiske halvø, Italien, Grækenland og Balkans EU-lande. Denne gruppes hovedbekymring er hverken Grønland eller Ukraine, men presset af migranter, der forlader det afrikanske kontinent og Mellemøsten.
Indtil andet besluttes er denne opdeling en teoretisk konstruktion: Atlantpagten (det vi plejer at kalde Nato) vil bestå, men alliancen skal fylde nyt brændstof på: de vigtigste udfordringer er fremover: klimaforandringer, at forhindre migration og at genindføre atomvåbenkontrol.
Fjernøsten har løsningerne
Ser europæiske beslutningstagere langt mod øst, vil de opdage at her er man længst med løsningerne:
Kina og kinesiske-ejede virksomheder tegner sig nu for mere end halvdelen af etableringen af grønne, dvs. ikke-fossile energikilder over alt på kloden, samtidig med at en tredjedel af de globale emissioner stammer fra Kina. Bundlinjen: klodens klimapolitiske fremtid tegnes i Beijing, og her er Bruxelles tvunget til at forhandle sig til et blivende partnerskab.
Forebyggelse af migration er ikke en udfordring i Østasien: hver eneste fjernøstlige stat vogter nidkært over retten til at holde udlændinge ude.
Atomvåbenkontrol? USA og Kina har en uformel forståelse om at inddæmme Nordkorea, alt imens Kina, Indien og Pakistan fortsætter med at holde hinanden i skak, ironisk nok hjulpet af den realitet, at det gennem 80 år delte Kashmir tjener som stødpude, der forhindrer en større krig, hvilket kunne blive en rollemodel for et fremtidigt Ukraine i Europa.
Er en ny kold krig på trapperne? I næste måned rejser Donald Trump på besøg hos Xi Jinping. Det sker efter at de to rivaliserende parter fra den kinesiske borgerkrig – Kommunistpartiet i Beijing og Nationalistpartiet i Taipei – er kommet markant nærmere en forståelse af, hvorledes man kan konsolidere den forståelse om sameksistens, som USA lagde grunden til så langt tilbage som i 1979, men som hverken borgerlige eller socialdemokratiske beslutningstagere i Europa har forstået dybden af.
Europa bør tage bestik af, at debatten blandt amerikanske beslutningstagere og intellektuelle om udfordringen fra Kina har skiftet karakter siden Donald Trump generobrede det Hvide Hus. Følger man erhvervsmedier som f.eks. Wall Street Journal, slår det tydeligt igennem, at supermagtens økonomiske eliter anser USA’s forsvarsforpligtelser over for Taiwan som et irritationsmoment. Der er intet, Facebook-chefen Mark Zuckerberg hellere vil end at få adgang til det milliardstore kinesiske marked – noget han utvivlsomt løbende drøfter med sin etnisk-kinesiske hustru!
Når Pentagon taber
Selvfølgelig har det været en ubehagelig erkendelse for strategerne i Pentagon at erfare, at samtlige de konflikt- og krigsspil, de har testet omkring Taiwan, har haft det kinesiske militær som vinder. De aktuelle erfaringer fra Mellemøsten peger i retning af samme paradoks: klodens på papiret stærkeste militærmagt har forlist evnen til at vinde på slagmarkerne.
Disse erkendelser er også bitre for os europæere. Forhandlingerne om nedrustning og kontrol med kernevåben er gået i stå, og de eneste stormagter med realistiske muligheder for at bringe de største a-våbenmagter, Rusland og USA, retur til forhandlingsbordet, er Kina og Indien.
Vel nok et af de klareste bud på en reformeret verdensorden blev fremlagt af før nævnte finske præsident Alexander Stubb på en sikkerhedskonference i New Delhi i marts. Her opfordrede han til at ’forlade illusionen om en utopisk verden, hvor et par hundrede stater lever i fredelig sameksistens’. I stedet må målet være, hvorledes et flertal af lande bedst kan samarbejde om at begrænse større staters magt. En løftet pegefinger til –
USA og Rusland, selvsagt. Her betonede Stubb ikke overraskende, at værtsnationen var og er det fineste eksempel til efterfølgelse, for Indien har fravalgt faste alliancefælleskaber.
Samme er tilfældet med flertallet af Indiens naboer, herunder klodens folkerigeste muslimske nation, Indonesien. Regeringen i Jakarta har tilsluttet sig Kinas Silkevejs-orden, men oppebærer tætte relationer til Washington. En både-og politik fremfor en enten-eller af slagsen.
Tidens store paradoks: Vesten er i krig og konflikt – både indbyrdes (tydeliggjort af striden om Grønland og det amerikanske angreb på Venezuela) og i naboregionerne (israelske og amerikanske offensiver mod Iran og Libanon).
Stol på vælgerne
Hvorfra skal bevægelserne i retning mod en fredeligere verden komme? Håbet finder vi hos de amerikanske vælgere, når de bestemmer sig ved efterårets midtvejsvalg. Scanner man de amerikanske opinionsmålinger over flere år, er der intet der viser vilje til en skærpet konfrontation mellem klodens to største økonomier. Familierne Jones, Smith og Johnson i det økonomisk udmagrede Midtvesten har gennem årtier set traditionelle industrier lukke ned, fordi produktionen blev eksporteret til Kina (foruden naboen Mexico), men deres børn og børnebørn er rykket til Californien, hvor virksomheder har stor gavn af samhandelen med de østasiatiske vækstmirakler.
Derudover er unge som gamle amerikanere svært trætte af evighedskrigene i Mellemøsten. Her er de som bekendt helt på linje med europæerne, regeringer så vel som befolkningerne.
Tiden er således inde til at tegne diagrammerne til en forandret verdensorden. Europa skal intensivere dialogerne med de alliancefri giganter i Fjernøsten og overbevise det liberale og pragmatiske Nordamerika (den canadiske regeringschef Mark Carney og den sandsynlige kommende præsidentkandidat for demokraterne og nuværende guvernør i Californien, Gavin Newsom) om, at det vestlige interessefællesskab kan genopfindes.
Europas eneste statsmand med intellektuel dybde holder her en tale, hvis budskab er at den vestligt dominerede verdensorden er ophørt og skal revideres
De Forenede Nationer blev skabt i 1945 for at forhindre konflikter og skabe løsninger, når de var brudt ud. Her i 2026 lever FN et liv i usynlighed, men aldrig har der været mere brug for verdensorganisationen end nu. Hen over tre årtier har verden forvandlet sig til det værre, krig og aggression breder sig, USA og Israel indleder uerklærede krige, alt imens Trump udsulter og udpiner den verdensorden, USA gennem årtier var hovedarkitekten bag. Denne dystre tilstand giver mig anledning til en genudgivelse af en reportage, som jeg i februar 1992 leverede til min daværende arbejdsgiver Weekendavisen efter en reportagerejse i Cambodja. Det sydøstasiatiske land blev dengang skueplads for en ambitiøs og milliarddyr FN-indsats, der skulle afslutte årtiers diktatur, vold, folkemord og krigshandlinger. God læselyst!
Midt i en krigerkultur
Dæmonernes skov skabt af englenes konge. Sådan har khmerernes gudekonger beskrevet tempelkomplekset Angkor Wat. I dag er de 300 bygninger bevogtet af FN-soldater. Og ude i rismarkerne venter døden.
SIEM REAP – Silhuetterne er ikke til at tage fejl af. De tre rundbuer tegner sig karakteristisk i horisonten, da den svage, orangerøde morgenhimmel sniger sig op over stenmonumenterne. Landcruiseren slukker for motoren, det blå FN-flag hænger slapt ned. Stilhed.
Symbolet på et af Asiens mest magtfulde og sofistikerede imperier mødes med tavshed og respekt. Tempelarkitekturen skifter farve, da de første lysstråler spredes over sandstenssøjlerne. Langsomt oplyses detaljerne på Angkor Wat.
Bygningskomplekset opsluger den halve snes gæster, som denne morgen har fundet vej til dette Sydøstasiens største, og gennem et par årtier mest isolerede monument. Her står centeret i et imperium, der var højt avanceret i organisation og krig og magtudøvelse, mens europæiske nordboere endnu var vikinger. Angkor Wat er monument over en historie, præget af århundreders forfald, nederlag og undergang. Et storladent gravmæle, der helt op i moderne tid er blevet forbundet med den næsten totale ødelæggelse af et helt folk.
Tempelkomplekset uden for den søvnige provinsby Siem Reap var for et årtusinde siden centrum i den khmer-kultur, der dominerede områder, som i dag udgør dele af Thailand og Vietnam. Khmer-imperiet kom med hinduismen, men dets gudekonger konverterede til buddhisme, fordi selve gudekonge-begrebet blev et middel til magtens opretholdelse, et fænomen, der har gyldighed også i dagens Cambodia. Et paradoks og en blodig ironi, at denne imperiale konstruktion i dag placeret fjernt fra den opmærksomhed, som forskning og historieskrivning burde tilkende stedet. UNESCO kæmper for at redde tempelkomplekserne omkring Angkor Wat – i alt flere end 300 bygninger spredt over et par hundrede kvadratkilometer, men er oppe imod stærke økonomiske interesser.
Afskovningen nær Angkor Wat har nået et sådant omfang, at FN-folk taler om nødvendigheden af et erklære en økologisk våbenhvile i området. For en snes år siden var arkæologer i gang med at forberede de mest nødvendige renoveringsarbejder, men måtte stoppe, fordi den cambodianske borgerkrig i 1970erne inddrog Siem Reap som krigsskueplads. Khmer-monumentet blev afskåret af kamphandlinger. Mens amerikanske bombefly pulveriserede de cambodjanske landdistrikter, lod den sidste overlevende gudekonge sig fotografere sammen med sit lands bødler, ultramarxisterne i Khmer Rouge, nær ruinerne i en grotesk propagandafremstilling af khmerernes anti-imperialistiske kamp mod den imperialistiske fjende, USA.
Da Khmer Rouge i sommeren 1975 fejrede sejren over den vestlige imperialisme, foregik det i et orgie med spiritus på selve tempelområdet, som for at symbolisere den absurde hybrid mellem Pol Pot-marxismen og Angkor-imperiets imperiale stormagtsdrømme et årtusinde tilbage.
Hvad fik Khmer Rouge til at undlade at ødelægge Angkor, og istedet bruge imperiets kultur og historie som en del af bevægelsens legitimering? Rundgangen i de sirlige tempelgange afslører vægkunst, der fortæller om en både sofistikeret og aggressiv krigerkultur. Khmer-kongerne i de fire århundreder, hvor tempelkomplekserne blev opført, har vidst at skulle forsvare sig mod stærke nabomagter – thai-kongedømmet i Vest og de riger og kejserdømmer i øst, som siden blev til Vietnam. Krig og aggression blev overlevelse for at undgå, at khmererne led legendens skæbne – at blive »opslugt af enten tigeren eller krokodillen.«
Døden i rismarkerne Siden er FN ankommet for at redde khmerernes land fra tigrene og krokodillerne. I Siem Reap begynder dagen for den lokale FN-styrke, som har til huse på det lokale Hotel Grand, en ruin, der næppe kan have haft besøg af flere end et par håndværkere siden opførelsen i 1928. Briter, newzealændere og australiere udgør her grundstammen i en multilateral forpostmission med en historisk opgave: At sikre den skrøbelige våbenhvile, som måske bringer Cambodja, efterkrigstidens mest ødelagte nation, fra våbenhvile til varig fred. At sikre Angkor-kulturens overlevelse under vestlig beskyttelse. Major David Delius er som taget ud af en britisk ugerevy anno 1940, veludstyret med en moustache, der kunne gøre ham til tegneseriehelt. Han er kort for hovedet, tilsyneladende helt upåvirket af, at han befinder sig kun et par kilometer fra et af Asiens største kulturmonumenter – og burde passe på det! Who cares?
Han og kollegerne med de blå FN-emblemer påsyet uniformerne er i Siem Reap for at bane vejen for FN’s største fredsbevarende operation nogensinde: Så bliv nu på de betrådte stier langs templerne, formaner majoren, området er mineret! Nej, vi er her ikke for at rydde miner. Vi vil træne cambodianerne i selv at rydde miner. Og de ved allerede en del om at omgås miner, de har prøvet det i en snes år. De kan selv lægge dem om aftenen og selv fjerne dem næste morgen, vidste du det?
På Grand Hotels balkon viser den britiske major og hans newzealandske kolleger den mest sofistikerede djævelskab i moderne krigsførelse frem: Kinesiske, russiske og vietnamesiske miner, som de cambodjanske rismarker er oversået med. Se her, denne model ligner et penalhus, fristende for et barn at samle den op fra jorden, og så, bang, slut. Og de lette plasticminer, som sejler rundt i markerne i regntiden. De vil aldrig finde alle fire millioner. Om ti eller tyve år, når alle har glemt borgerkrigen og FNs indsats, vil cambodianske børn stadig få sprængt benene af. Til den tid, who cares?
Dagen derpå, i Battambang, Cambodjas Wild West-town, møder vi det andet FN-hold. US Army major Jim Faust kaster et blik på sin spinkle russiske kollega Sergej, da en helikopter pludselig suser over taget. Faust ser på sit armbåndsur. On time! Majoren rejser sig i fuld højde og synger ud til den inkvisitoriske dansker. – Nej, jeg har ingen tidligere Indokina-erfaring. To af mine amerikanske kolleger i FN-styrken har. Vi har det fint med at være i Sydøstasien.
En halv snes nationaliteter i samme FN-enhed, og vi slås nu for et ædelt formål, fred i Cambodja. En russer og en amerikaner skulder ved skulder på de cambodianske slagmarker, hvem skulle have troet det for bare et par år siden? Den ny militære verdensorden, haha, jamen lad os da bare kalde det sådan, hvis du synes, smiler Faust. – Vi har forbindelsesofficerer placeret hos alle fire cambodianske fraktioner, regeringshæren og de tre partisangrupper. Ja, vi ved, hvor Khmer Rouge bor. De kontrollerer minebyen Pailin, og rubinerne derfra finansierer deres krigsomkostninger, forklarer Faust. Russiske kaptajn Sergej spørges om den sovjetiske støtte til regeringshæren og svarer kort: – Tja, det meste af isenkrammet er forældet og er ikke blevet ordentligt vedligeholdt. Jeg så en sovjetisk tank forleden, hjul og larvefødder var pillet af, hold kæft, hvis det havde været derhjemme, den havde stået på en hård straf. Faust: – Han er fin, min russiske kollega. Han taler khmer og har fortræffelig kontakt med cambodjanerne. Nej, Khmer Rouge er ikke noget væsentligt sikkerhedsproblem her. Der har ikke været incidenter i lang tid. Det er banditter, der står bag overfaldene. Soldater fra alle fraktioner, som er blevet arbejdsløse, fordi de ikke modtager løn mere. De slås ikke mere for en sag, men for at få nok at spise.
På FN-missionen i Battambang, der har til huse på et lokalt hotel, er stemningen afslappet, til tider lettere løssluppen. De australske radiofolk har peppet kommunikationsrummet op med storbarmede pinups, den vestlige civilisation er sandelig ankommet. Dåseøl og bare damer! Ved solnedgang er der et smukt syn over Battambangs huskareer, flot smykkede med blårøde cambodjanske flag. Stilheden og udgangsforbudet generes kun af rockballet på byens bedste spisested, hvem sagde krig og FN- fredsoperation?
Velgørenhed medlivet som indsats Knapt så opløftende er stemningen hos den britiske ex-officer Guy Willoughby. Han ligner mere end kontormus fra Whitehall end en veteran fra Falklandsøerne. Willoughby er en idealist af de håbløst naive, er trukket i civil og er nu lokal leder af Halo Trust, den eneste private, humanitære hjælpeorganisation, som tager Cambodias mest presserende humanitære sikkerhedsproblem alvorligt.
– Ingen vil give os penge. Giverne kan ikke begribe det. Minerydning er forebyggelse, men donorerne forbinder den slags med militær, og så kniber det med pengene. Nogle få beskedne bidrag drypper ind. Vi fik 200.000 dollar og brugte dem på en time, til indkøb af udstyr. Nu starter vi med 12 frivillige i Monkol Borei, og håber på, at pengene kommer efterfølgende. I er fra de nordiske lande, kan I ikke give noget?
Svenskerne har før givet, nu ansøger vi hos finnerne. Lad nu for Helvede være med at spørge, hvorfor vi gør det her. Har du nogensinde set et cambodiansk barn, der lige har fået sprængt det ene ben væk? Willoughby sukker. FN’s fredsplan koster en milliard dollar. Giv os seks millioner, og vi vil reducere antallet af cambodianske mineofre med en tredjedel på et år. Det gjorde vi i Afghanistan, vi ryddede hele dalstrøg for beskedne summer. Vi træner de lokale, de skal selv klare opgaven. Da vi havde uddannet 12.000 afghanske mineryddere, rejste vi hjem, et par måneder senere var der kun 25, der stadig ryddede miner. Vi er nødt til at have professionelle eksperter til at overvåge arbejdet. Hvad vi betaler folk for at sætte liv og lemmer på spil? En udenlandsk mine-ekspert får samme hyre som en junior-rådgiver i FN-systemet – døden som daglig makker.
Den franske general Da minerydningen officielt indledes, sker det i overværelse af monarken selv, Norodom Sihanouk og fru Monique. Scenen er nu skiftet til Kompong Speu, en times kørsel sydvest for Phnom Penh. Den newzealandske officer forklarer, hvilke minetyper, Cambodja er oversået med. Se her, sådan ser døden i rismarkerne ud, små stykker plastic og metal. Og sådan virker det: Se fremefter, kommanderer newzealænderen. Et ildglimt og et hult drøn. Mine damer og herrer, det var en kinesisk anti-personelmine, vi her så blive sprængt. Eksplosionerne fortsætter, der går et sus gennem den lille tilhørerskare hver gang, men det royale par på balkonen er tavse. Først da det hele er ovre, begynder Sihanouk med den umiskendelige falsetstemme at fægte med armene. – Mine herrer, mine herrer! Tag venligst for jer af sagerne. Seven-Up soft drinks og kiks, bær over med, at det er noget, jeres lande har givet, Cambodia er jo fattigt. Her er en royalisme, der savner format, hvor er champagnen, for pokker?
General Michel Loridon, en gråsprængt, elegant fransk militærperson, kniber øjnene sammen, mens smilerynkerne trænger sig ud gennem det furede, milde ansigt. – Spørg løs, kommanderer han. Loridon er den militære chef for FN’s forpostmission (300 mand, udvides om kort tid med 1100) i Cambodja. Han har allerede sat sig i respekt hos de fire fjendtlige fraktioner, som er medlemmer af den cambodjanske overgangsregering.
Da Khmer Rouge mødte op med en civil person til at repræsentere sig i overgangsregeringens militærkomite, sendte Loridon ham retur med beskeden: Til helvede med civilister! Send en officer. Så nu er Pol Pots barbarer repræsenteret med Mao Savy, 40 år, en forsigtig mand udstyret med et dræbersmil. Han havde tydeligvis ikke lyst til at lade sig interviewe, da Weekendavisen forespurgte til muligheden.
General Loridon, der ikke synes at lide under noget Dien Bien Phu-syndrom, forklarer om sin opgave: – Når der forekommer brud på våbenhvilen, rapporteres det til overgangsregeringen. Hver episode behandles i militærkomiteen. Derudover kan vi ikke blande os i stridigheder mellem fraktionerne. Det afgørende i denne mission er at opbygge så megen tillid, at afvæbningsprocessen kan forløbe velordnet. Vi taler om at afvæbne et par hundreder tusinder mand eller mere. Hvor mange FN-observatører vi behøver? Umuligt at sige. Jeg siger i stedet: Lad os bygge den styrke gradvist op. Start med 4000 til at begynde med, det vil vi kunne styre. 15.000 på en gang, det vil aldrig gå, vi vil have svært ved at få dem placeret, kan du ikke se det? Ved du, jeg har et særligt temperament og en speciel karakter, og jeg forsøger at få Khmer Rouge, Sihanouk-folkene, Hun Sen og højrefløjen til at lytte til mig, samarbejde. Jeg ved ikke om det lykkes, men jeg forsøger. Hver dag.
Hos Sihanouk Optimismen er dæmpet noget et par aftener senere i kongepaladset i Phnom Penh. Min finske kollega og jeg får overbevist den unge cambodjanske vagtpost om, at vore internationale pressekort er ægte nok, og han slipper os inden for i tusmørket på det royale område. Her mødes vi af et bistert medlem af Sihanouks nordkoreanske præsidentlivgarde. Sammen med et hold japanske, amerikanske og australske kolleger får vi lov at se med, da monarken modtager FNs særlige udsending i Cambodia, chefen for FN’s overgangsmyndighed UNTAC (United Nations Transitional Authority on Cambodia, historiens største og dyreste FN-operation) den japanske prestigediplomat Yasushi Akashi.
– Gentlemen, kom dog med indenfor, klukker den fedladne monark. Vi vrider os igennem den nordkoreanske livgarde og kaster vore båndoptagere på det sortlakerede bord foran den elegante japaner og den knap så elegante monark. Akashi er i Phnom Penh for at forberede tilstedeværelsen af mindst 15.000 FN- observatører fra sommeren 1992. Netop denne dag er der indløbet rapporter om det alvorligste brud på våbenhvilen fra i fjor.
Mindst 10.000 indbyggere i Kompong Som er blevet fordrevet efter et angreb med morterild og automatvåben. Sihanouk småklynker: – Det er demobiliserede soldater, det er banditvæsen, ikke nødvendigvis strid mellem fraktionerne. Men fredsprocessen kommer i fare, jeg frygter det. Trods de dystre meldinger kan prinsen overbringe FN-udsendingen en glædelig nyhed: – Et nyt regime er en realitet. Den cambodjanske regering har meddelt mig, at den accepterer principperne for et liberalt demokrati. Restriktionerne mod pressen er ophævet. Alle kan udtrykke sig frit. Den internationale presse kan komme og blive så længe den vil. Ministerpræsident Hun Sen har netop accepteret mit krav om frigivelse af alle politiske fanger, og jeg vil selv overvåge løsladelserne. Dette er et stort fremskridt for vort land. Efter en times tid med udveksling af høflig retorik, hvor Akashi også tager sig tid til på formfuldent fransk at oplæse et brev fra FN’s generalsekretær stilet til monarken, gennes den lille skare pressefolk ud i Phnom Penhs mørke af de nordkoreanske bodyguards. Udgangsforbuddet nærmer sig, kl. 22, men de bevæbnede vagter langs boulevarderne, let genkendelige med AK-47 silhouetterne ved hofterne, ser liberalt på udgangsbestemmelserne, når det er hvide mennesker, der føjter ude sent. Orientalske retter og kolde importerede dåseøl indtaget i lyset fra et Carlsberg-neonskilt på det berømte Hotel Le Royal. Langt fra Killing Fields, Angkor Wat og minesprængte børn. Måske får Cambodja en slags fred.
‘Rogue president’ er den betegnelse, professor Robert Reich bruger om Donald Trump i en klumme i The Guardian. Reich var arbejdsminister under Bill Clinton i 1990’erne. En passende oversættelse til dansk må være ‘slyngelpræsident’. Lige på kornet.
Magasinet The Diplomat har udvidet sin dækning af klodens mest dynamiske verdensdel med fyldige videoindslag. Her et eksempel, der omhandler Kinas pres på den autonome ø Taiwan.
Singapores fhv. udenrigsminister George Yeo har givet et interview til mediet ThinkChina, som varer en times tid men hvor ikke et eneste minut er overflødigt. God fornøjelse:
Flemming Ytzen 