Flemming Ytzen

Denne måneds gæsteklumme er publiceret med tilladelse fra medieplatformen Eftertrykket.dk. Skribenten er kultursociolog Birgitte Rahbek, der i årtier har forsket i mellemøstlige emner med det primære fokus på Israels relationer til sine nabolande. Oprindelig publicering på Eftertrykket 9. april.

Når Israel udvider sig, ser vores politikere den anden vej

Israels fravær af en grundlov er ikke tilfældigt. Et land uden fastlagte grænser kan altid gøre krav på mere – og vores politikere forholder sig stadig ikke til konsekvensen.

Af Birgitte Rahbek

Den 5. marts 2026 skrev den tidligere formand for det israelske Knesset, Avrum Burg, mens han sad i beskyttelsesrum til lyden af sirener og eksplosioner: ”Jeg støtter de angivne mål for krigen imod Iran: Fjernelsen af en brutal autoritær leder, udskiftningen af et teokratisk regime, adskillelsen af religiøs fundamentalisme fra statsapparatet og at der åbnes mulighed for et demokratisk civilsamfund, der kan organisere og tage ansvar for landet.” Men, fortsatte Burg, han havde dog et ændringsforslag: ”I stedet for at begynde i Teheran, skulle vi måske begynde her, i Jerusalem. Hvis det kan fungere her, kan vi fortsætte der.”¹

Avrum Burg er en af de få israelere, der har gennemskuet sit lands ledelse, og han mener, at der ville være god grund til at rydde op i Israels egne problemer – inklusive den religiøse fundamentalisme, der i dag præger den israelske regering – før man prøver at løse andre landes problemer. Burg er imidlertid oppe imod de 93 pct. jødiske israelere, som støtter krigen mod Iran.² Det, der kan undre, er, at udlandet, inklusive udenlandske og danske politikere, ikke kan se det mønster, der har tegnet sig lige siden statens oprettelse, og som i de sidste par år er blevet bøjet i neon: Israel er en ekspansionistisk stat. Det er formentlig også en af grundene til, at Israel aldrig har fået en grundlov, for en sådan forudsætter, at landet har defineret sit område og sine grænser.

Siden den 7. oktober 2023 har Israel udvidet sine grænser og besættelser mod vest, øst og nord. I Gaza, som allerede før krigen var et af de tættest beboede områder i verden, er befolkningen blevet trængt sammen på 47 pct. af det tidligere område bag en såkaldt gul linje, markeret af betonblokke og jordvolde, som det israelske militær langsomt flytter hundrede af meter mod vest for at opsluge endnu flere af de sparsomme kvadratkilometer.³ Det er forbundet med dødsfare for palæstinenserne, hvis de uafvidende kommer til at bevæge sig ind over den gule linje, der ikke er lige tydeligt markeret overalt.

Store dele af Gazas landbrugsjord – og en betydelig del af vandinfrastrukturen – befinder sig i de områder tæt på grænsen, som i dag er utilgængelige for civile.

Mod øst sker den israelske ekspansion dels på Vestbredden og dels i Syrien. I 1993 indgik den palæstinensiske leder Yasser Arafat den skæbnesvangre Osloaftale med israelerne. I 1995 blev aftalen yderligere forringet med Oslo II aftalen, hvorved Vestbredden blev opdelt i områderne A, B og C. Område A dækker 18 pct. af Vestbredden og skulle være under fuld palæstinensisk kontrol. Men det skulle nu vise sig kun at være på papiret, for Israel har lige siden forbeholdt sig ret til når som helst at trænge ind i området og efter forgodtbefindende anholde palæstinensere. Når det sker, og det sker som regel hver dag – eller nat – adviserer det israelske militær den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA) om at holde deres sikkerhedsstyrker inden døre, så israelerne kan få arbejdsro.

Zone B udgør 22 pct. af Vestbredden og skulle være under palæstinensisk civil kontrol med fælles sikkerhed med israelerne. Zone C, som udgør 60 pct. af Vestbredden, er under fuld israelsk kontrol og rummer såvel bosættelserne som hovedparten af områdets ressourcer og landbrugsjord. Israelske restriktioner, som altid begrundes med sikkerhedshensyn, gør det yderst vanskeligt for palæstinenserne på Vestbredden at få adgang til ressourcer, herunder at dyrke deres jord, for slet ikke at tale om at få byggetilladelser på deres egen jord. Alt i alt indebærer restriktionerne, at befolkningen forarmes mere og mere.

Israels overordnede mål, som ledelsen sjældent har lagt skjul på, er at tilegne sig så meget palæstinensisk jord med så få palæstinensere som muligt.⁴ Det har man forsøgt at fremme ved konstante chikanerier og restriktioner, som alt sammen nåede nye højder efter Hamas’ angreb mod det sydlige Israel den 7. oktober 2023. Siden den dag har man overført en del administrative beføjelser fra det israelske militær til en civil myndighed, hvilket har til formål at fremme den højreekstreme regerings mål om endeligt at annektere hele Vestbredden, på samme måde som man efter Junikrigen gjorde det med Østjerusalem og Golanhøjderne.⁵

Selvom det lå i Osloaftalens ånd, at man ikke måtte ændre områdets karakter, har Israel konstant udvidet antallet af bosættelser fra 128 i 1993 til i dag omkring 210 bosættelser med i alt 737.000 bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem. Alene i 2025 annoncerede man 22 nye bosættelser, og i februar 2026 har regeringen vedtaget en plan, der skal gøre det lettere at erklære palæstinensisk jord, som palæstinenserne er blevet fordrevet fra, for ’statsjord’, som så senere kan gives videre til nye bosættelser. Mere end 2400 hektarer har opnået denne betegnelse.

Foruden inddragelsen af palæstinensisk jord har bosætterne i de sidste par år anlagt 116 km nye veje, der yderligere fragmenterer det palæstinensiske område.⁶

For at fremskynde fordrivelsen af palæstinenserne på Vestbredden har man siden 2023 udleveret 120.000 våben til bosættere, som ivrigt har benyttet dem til at chikanere og fordrive palæstinensere fra deres landsbyer og bopladser: Siden slutningen af 2023 er over 1.000 palæstinensere blevet dræbt og 39.843 fordrevet, i hvert fald midlertidigt, på Vestbredden.⁷ 1.828 gange har bosætterne angrebet palæstinensere og deres ejendom, og det kan de gøre, uden at hæren griber ind. Ifølge grundlæggeren af den kritiske israelske veteranorganisation Breaking the Silence er forklaringen blandt andet, at militæret på Vestbredden i dag i vid udstrækning består af bosættere.

Mod nordøst kommer man til Golan-højderne, som Israel besatte under Junikrigen i 1967, for derefter i 1981 at annektere området, dvs. gøre det til en integreret del af staten Israel. Annekteringen strider imod folkeretten, og kun USA har i Trumps første regeringsperiode i 2019 anerkendt området som en del af Israel. Det betryggede israelerne så meget, at de i den efterfølgende periode har oprettet omkring 30 nye bosættelser i området.

Efter Bashar al-Assads fald den 8. december 2024 har Israel udnyttet det efterfølgende kaos med flere hundrede luftangreb på Syriens militære infrastruktur. Dertil kommer, at den israelske hær på landjorden er trængt langt ind over grænsen til Syrien og har besat i alt omkring 350 kvadratkilometer fra Deraa i syd via Hermonbjerget til Yarmuk uden for hovedstaden Damaskus. I dette område har Israel oprettet 9 militærposter, og intet tyder på, at der er planer om på noget tidspunkt at ville opgive de nye besatte områder.

Annekteringen foregår på den klassiske israelske facon: først fordriver man den lokale befolkning, siden afmilitariserer man området, dernæst oprettes stødpudezoner, og endelig overtages området af militæret, som giver det videre til oprettelse af bosættelser, som til sidst bliver juridisk legaliserede.

Det syriske område har endvidere den ressourcemæssige fordel, at det giver fuld kontrol over såvel Genesaretsøens som Jordanflodens vand. Dertil kommer, at Hermonbjerget er det ideelle sted at oprette militærbaser med udsigt over hele området op til Damaskus.

I begyndelsen begrundede Israel ekspansionen ind i Syrien med sikkerhed. Det skulle være et værn mod terrorgrupper. Senere, i juli 2025, hed det sig, at Israel ville beskytte druserne i området, som på det tidspunkt blev udsat for massakrer fra flere sider. Druserne har altid været brugt i israelernes del-og-hersk politik.

Israels mange bombardementer og efterfølgende overgreb på og besættelser af store syriske områder blev ligesom hovedparten af Israels andre krigsforbrydelser mødt med accepterende stilhed fra omverdenen. Den nye præsident i Syrien, den tidligere Jabhat al Nusra-leder, Ahmed al-Sharaa, gjorde heller ikke meget væsen af sig. Han var først og fremmest opsat på at blive anerkendt af USA og få penge og våben derfra.

Hvis vi bevæger os lidt mod vest, kommer vi til Libanon – et land der fra zionismens begyndelse har stået på Israels menukort. Chaim Weizmann, Israels første præsident og før det leder af Verdens Zionistorganisation og en af drivkræfterne bag Balfour-deklarationen, (hvor man fik englænderne med på at love jøderne et ’nationalt hjemsted’ i Palæstina) foreslog allerede i 1919 de to europæiske kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, at den kommende jødiske stat skulle gå helt op til Awali-floden nord for Saida i det sydlige Libanon. For, som han sagde, ville Awaliflodens vand ikke være til nogen nytte for dem, der boede nord for floden, men kun for dem syd for, dvs. indbyggerne i den påtænkte jødiske stat.⁸

Det var dog først efter Junikrigen i 1967, at Libanon blev det gentagne mål for israelsk aggression. Den foreløbige kulmination kom med den israelske invasion i 1982, efterfulgt af belejringen af det sydlige Libanon indtil år 2000. Senere fulgte den ene krig efter den anden, og Libanon nåede aldrig at komme på fode, før det næste angreb satte ind. Senest krigen i 2024 og nu de voldsomme bombardementer i såvel Sydlibanon som i Beirut, hvis sydlige forstæder, kendt som Dahiye, ifølge den israelske finansminister, Bezalel Smotrich, vil komme til at lide samme skæbne som Khan Younis i Gaza, dvs. blive forvandlet til en ruinhob. Over en million libanesere er blevet drevet på flugt, og imens bliver deres boliger og landsbyer sønderbombet.⁹

Selv om Libanon sidste år formåede at udnævne såvel en præsident som en premierminister, som nyder almindelig anseelse i befolkningen grundet deres kompetencer og ry for ikke at være korrupte, er det ikke lykkedes at afvæbne Hizbollah, hvilket er det krav, som alle internationale donorer har stillet for at ville yde landet hjælp. Alle ved, at den libanesiske hær ikke er stærk nok til en sådan manøvre. Til gengæld har Hizbollah overholdt den våbenhvile, som i november 2024 blev indgået med Israel, som havde dræbt mange af bevægelsens ledere, inklusive generalsekretæren Hassan Nasrallah samt i hundredvis af medlemmer eller blot civile libanesere. Selvom Israel så godt som dagligt havde brudt våbenhvilen – og i hele perioden havde forhindret sydlibaneserne i at vende tilbage til deres landsbyer og byer – holdt Hizbollah sig i ro indtil den 2. marts ved daggry, hvor de fyrede missiler af mod det nordlige Israel.¹⁰

Mange libanesere, inklusive medlemmer af Hizbollah, blev rasende over, at organisationen på denne måde gav Israel en undskyldning for endnu engang at tæppebombe dele af Libanon, velvidende at landets sociale og etniske sammenhængskraft er så skrøbelig, at mange frygter, at det kan føre til endnu en borgerkrig.¹¹ Det kan være vanskeligt at forstå, at Hizbollah med sine missiler handlede så uforsvarligt og tåbeligt; den gængse opfattelse er vist, at organisationen ikke kunne sidde mordet på den iranske leder Ayatollah Ali Khamenei overhørigt. Men man skal ikke være i tvivl om, at Israel gerne så endnu en borgerkrig i Libanon, hvor de kan udnytte det medfølgende kaos til at styrke de kristne højrekræfter og til at befæste deres stillinger i den sydlige del af landet.

Et par uger inde i krigen har Israel meldt ud, at det vil etablere en bufferzone i det sydlige Libanon op til Litani-floden, dog har det israelske militær forlangt evakuering endnu længere nordpå. Samtidig fortsætter kampene i såvel det sydlige Libanon som i Beirut med tusinder af døde og kvæstede, mens al opmærksomhed er rettet mod krigen i Iran.

Ifølge Iran-ekspert og seniorforsker ved Tel Avivs Institut for Nationale Sikkerhedsstudier, Danny Citrinowicz, har Israel heller ikke noget imod, hvis krigen mod Iran resulterer i en borgerkrig, for, som han siger til Financial Times:“Hvis vi kan få et kup, fint. Hvis vi kan få folk på gaden, fint. Hvis vi kan få en borgerkrig, fint. Israel er fuldstændig ligeglad med Irans fremtid … [eller] Irans stabilitet”.¹²

Selvom Israel næppe har planer om at annektere dele af Iran, kan krigen ses som en del af landets plan om ikke at tillade andre stærke magter i Mellemøsten at spille en større rolle. Den anerkendte analytiker og tidligere israelske fredsforhandler, Daniel Levy, skriver den 6. marts 2026, at Israel i de sidste to år har indledt et hegemonisk projekt baseret på en overvældende regional militær dominans, hvor budskabet er, at ”med et USA, der er klar til at udføre Israels vanvittige krav, er Israels dominans uimodståelig og uovervindelig. Regionale stater har intet andet valg end acceptere dette udfald og underkaste sig. Dette er Abrahamaftalerne på atomsteroider”.¹³

Det er denne ekspansionistiske atommagt, som Danmark og de fleste andre vestlige lande bakker op om i forklædningen ”Israels ret til at forsvare sig”. Da den danske FN-ambassadør, Christina Markus Lassen, den 28. februar 2026 i Sikkerhedsrådet fremlagde den danske position i den netop indledte krig mod Iran, rettede hun udelukkende bebrejdelserne mod den angrebne part, hvilket fik den amerikanske professor Jeffrey Sachs til at undre sig:

”For man kunne jo have tænkt, at Danmark ville have et vist begreb om, at folkeretten kunne være vigtig, fordi en dag vil de komme til at klage til hele verden: ’Se hvor uretfærdig kejser Donald er over for os. Han tager noget af vores territorium fra os’”.¹⁴

Men dér sad den danske ambassadør og tordnede imod Iran – helt uden at nævne den krig, som Israel og USA havde indledt imod landet. Vi kan ikke længere hygge os i smug. Vores krigeriske og hykleriske udenrigspolitik bliver nu udstillet på verdens største platforme. Så tænk over det og forvent ingen medfølelse, når det bliver vores tur.

Birgitte Rahbek (f. 1944), mag. art. i kultursociologi og Phd. i pædagogik, mangeårig medarbejder på DR’s P1, forfatter og oversætter samt medlem af Mellemøstnetværket.