Partikongres vil bekræfte strammerkurs

Partichef Xi Jinping vil i næste uge få bekræftet en ny femårsperiode ved magten. Kinas variant af østasiatisk statskapitalisme fortsætter.

Som så ofte før er kinesisk magtpolitik sprængfyldt med paradokser, og opløbet frem til åbningen af kommunistpartiets 19. kongres i den kommende uge er ingen undtagelse.

Vidste man ikke bedre, kunne kongressen ligne en generalforsamling af aktionærer i et multinationalt selskab, for bag den floromvundne retorik handler meget om, hvordan nutidens og fremtidens Kina vil anvende de enorme pengebeholdninger, som kinesiske stats- og udviklingsbanker kontrollerer. Vil andre samfund end det kinesiske få gavn af disse penge?

En stribe koreograferede ritualer omkring udnævnelser til topposter i partiapparatet vil blive gennemført for åbent tæppe. Chefen for det hele, generalsekretær Xi Jinping, vil levere den nødvendige selvros og bekræfte nogle velkendte politiske målsætninger.

Meget vil ligne og lyde som det Kina, verden har kendt siden årtusindeskiftet. Så er der noget, der bør bekymre verden udenfor? Og hvilke paradokser taler vi om? Her følger nogle af dem.

For fire-fem årtier siden var Kina ombejlet af socialistiske og prokommunistiske intellektuelle sværmere i bittesmå miljøer i Vesten, overvejende i universitetsverdenen. Da Kina fra 1978-79 indledte reformprogrammer, der trak landet i retning af mere markedsøkonomi og mere plads til civilsamfundet (dvs. organisationer uden for partistaten), blev ’fanskaren’ gradvis skiftet ud.

De venstreorienterede blev ideologisk hjemløse, og Kinas nye venner har i voksende omfang været at finde i erhvervslivet, investor- og finansverdenen. For stort set alle nutidens venstreorienterede og enkelte overlevende antikommunister er ’Kina’ i dag et skældsord.

VI TALER om et af de største paradigmeskifter i nyere historie, hvilket f.eks. afspejlede sig i en udtalelse af den fhv. danske topdiplomat Jørgen Ørstrøm Møller, der til Ugebrevet Mandag Morgen i maj sagde, at den økonomiske verdensorden, der blev grundlagt af USA i slutningen af 1940’erne, nu havde fået Kina som sin vigtigste forsvarer og fortaler.

Det er nu seks år siden, at Kinas udlån til udviklingsformål til tredjeverdenslande i volumen overhalede Verdensbanken, der som bekendt er en amerikansk opfindelse. Kinas forspring på dette felt kommer til at vokse med opbygningen af den Asiatiske Infrastruktur- og Investeringsbank, AIIB, der har alle betydende økonomier som medlem minus (selvfølgelig) USA og Japan.

I talrige hovedstæder verden rundt ses USA under Trump ikke længere som den magt, der vil håndhæve de principper, som selv USA var arkitekten bag for syv årtier siden. Kina behøver således ikke at gøre ret meget for at befæste sin globale økonomiske position: Det rækker at fylde det tomrum ud, som en enten inaktiv eller diffus amerikansk udenrigspolitik efterlader. Hertil behøves ingen doktriner, kun investeringsvillig kapital og et system til at bakke denne op.

Et eksempel: Da Trump tidligere i år bebudede, at han ville udtræde af den nordamerikanske frihandelsaftale Nafta, tog han til alle overraskelse en af USA’s allierede Sydkorea med i købet og undsagde den ti år gamle amerikansk-sydkoreanske frihandelsaftale Korus med i købet og forskrækkede en af sine vigtigste allierede midt i striden om de nordkoreanske kernevåben.

Siden har han trukket i land og vil i stedet genforhandle aftalen. Men alene truslen har gjort, at Kina har vundet denne runde om indflydelse i Nordøstasien på point. Tilsvarende med striden om grænsedragninger i det Sydkinesiske Hav. Straks efter sin udnævnelse meldte Trumps udenrigsminister Rex Tillerson ud med advarsler til Kina om, at dets opbygning af forskellige basefaciliteter i dette store havområde ’ikke ville blive tolereret’. Men intet er sket, og regeringen i Manilla, der i fjor fik medhold i territorialstriden ved havretsdomstolen, danser nu efter Beijings pibe.

HELE Beijings korps af analytikere vil komme til at holde øje med, om kongressen udnævner en potentiel kommende generalsekretær, populært sagt: en kronprins. Det er næppe sandsynligt, at det sker, eftersom Xi Jinping i så fald vil blive opfattet som én, der snart er forhenværende.

I stedet vil der blive spekuleret i muligheden af, at Xi bereder vejen for en tredje embedsperiode fra 2022 og frem. Dette vil være et brud på de regler for varigheden af lederposter (højst to femårsperioder), som blev etableret for et par årtier siden.

BEGRUNDELSEN for et sådant skridt er også et paradoks: For at forstærke reformtempoet må magten i Kina centraliseres yderligere. Det handler især om den omfattende kampagne for korruptionsbekæmpelse, som er blevet Xi Jinpings varemærke under de første fem år, men som har ubehagelige bivirkninger for den civile sfære i det kinesiske samfund.

Xi har strammet op for kontrollen med civilsamfundet, internettet og de sociale medier, og især har rettighedsaktivister og uafhængige advokater fået partistatens hårde hånd at mærke. Sammenlignet med Xi Jinpings forgænger Hu Jintao, der var generalsekretær i perioden 2002-2012, er der ikke megen tolerance tilbage over det allerede stærkt kontrollerede kinesiske civilsamfund.

Sådan kommer Xi ikke selv til at formulere sig i den kommende uge. I stedet får de 2.300 delegerede rigeligt at høre om ’opfyldelsen af den kinesiske drøm’.

George Orwell ville have frydet sig.

(klumme i Politiken 15.10.17)

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Langsomt siver fornyelsen ind i Japan

Japans befolkning skrumper. Indvandring kan blive redningen.

PARLAMENTSVALGET i Japan om små to uger forventes ikke at byde på overraskelser, eftersom premierminister Shinzo Abe og hans Liberal-Demokratiske Parti (LDP) forventes at fortsætte ved magten. Alligevel kan der være grund til at hæfte sig ved, om den for tiden mest interessante politiker, en 65-årig kvinde, begynder at gøre en forskel i vælgerhavet i Solens Rige.

Yuriko Koike var i en kortvarig periode forsvarsminister i en af Shinzo Abes tidligere regeringer. I fjor blev hun valgt til overborgmester i Tokyo, og derfor vakte det opsigt, da hun dannede et nyt parti, Håbets Parti, 25. september, samme dag, som Abe udskrev valg til underhuset.

Kort tid efter kastede det hidtil største oppositionsparti, Japans Demokratiske Parti, håndklædet i ringen og gav sine kandidater frit løb til at kunne stille op for Håbets Parti. De, der bliver valgt ind senere på måneden, kommer dog til at mangle partistifteren. Koike har nemlig meddelt, at hun vil være guvernør (overborgmester) nogle år endnu. Alle forventer, at den sociologiuddannede, arabisktalende tidligere nyhedsvært satser på at vinde det næstfølgende valg.

Valgkampen lige nu er derfor et kulørt spil for galleriet, eftersom den som så mange gange tidligere vil handle mere om personligheder end om politisk substans.

Koike kalder sit nye parti for reform-konservativt, men hvad denne indbyggede selvmodsigelse står for, er indtil videre uklart. Hvis partidannelsen er en begyndelse på at håndtere Japans langsigtede udfordringer, nationens skrumpende befolkning og tilsvarende reducerede økonomi, kan det være, at omverdenen skærper interessen for klodens tredjestørste økonomi.

ØSTASIENS mest langtidsholdbare demokrati er ikke kun kendt for at have givet sine 127 millioner borgere verdensdelens højeste levestandard, det rummer også det besynderlige paradoks, at alt for få kvinder ønsker at levere de næste generationer, der skal videreføre det japanske samfund.

Seneste tal fra den centrale statistikmyndighed kom i april og bekræftede det velkendte dystre billede: At i løbet af de kommende 50 år reduceres Japans befolkning med en tredjedel.

I 2065 vil befolkningstallet være på 88 millioner, og medmindre der sker noget helt uforudset, vil tallet i 2115 være helt nede på 51 millioner.

Alarmsignalerne er blevet læst i regeringskontorerne. For to år siden udnævntes en minister, der fik besked på at levere tiltag, som forhindrer, at befolkningen kommer under de 100 millioner, når kalenderen siger 2060. En umulighed, siger eksperterne, medmindre der lukkes massivt op for indvandring. Et tabuiseret emne i et samfund, der er kendt for sin kulturelle indadvendthed.

MEN MÅSKE er der nu forandringer på vej. Tal fra samme myndigheder viser, at der blev 300.000 færre japanere i 2016 – det højeste årlige fald nogensinde. Men faldet kompenseres delvist af, at antallet af udenlandske borgere, der ankommer til Japan for at tage beskæftigelse, i samme år steg med hele 150.000.

Det samlede antal fastboende udlændinge i Japan er nu på 2,3 millioner. I Tokyo er tallet oppe på 486.346, svarende til 4 procent af hovedstadens befolkning.

Særlig interessant er aldersprofilen, for mens Japan er klodens hurtigst aldrende samfund, korrigeres situationen med de indvandrede. Hvor 73 procent af den japanske befolkning er under 65 år, er tallet for de fastboende udlændinge på hele 93 procent.

Også sammensætningen af udlændingebefolkningen begynder at forandre sig. I årtier var det eneste mindretal af betydning i Japan det koreanske, hvilket havde den indlysende forklaring, at Korea var en japansk koloni i perioden 1910-45. Mindretalskoreanerne, kendt som zainichi, har været et følsomt emne, især på grund af rivaliseringen mellem organisationer, der var støttet af henholdsvis Nord-og Sydkorea.

Men zainichierne er nu under gradvis assimilation i et tempo på ca. 10.000 individer årligt, som får japansk statsborgerskab.

Den seneste statistikoversigt afslører imidlertid en lille sensation: Den største gruppe af udenlandske borgere er ikke længere koreanere, men kommer fra Japans ærkerival gennem årtusinder, Kina. De fastboende kinesere i Japan tæller nu 700.000, mens den næststørste gruppe, sydkoreanerne, omfatter 453.000. Hvordan Japan behandler sit voksende kinesiske mindretal, kan blive afgørende for, om Nordøstasien får endnu en sikkerhedspolitisk udfordring oven i den, som Nordkorea repræsenterer.

(klumme i Politiken 9. oktober 2017)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Playboy, et journalistisk forbillede

Hugh Hefner kunne andet end at skaffe smukke kvinder til huse. Playboy var i årtier førende med portrætinterview af højeste klasse.

Millioner af mænd i alle aldre har utvivlsomt drømt om at komme i samme sko som grundlæggeren af Playboy Magazine, nyligt afdøde Hugh Hefner. Medie- og underholdningsentreprenøren Hefner realiserede den del af den amerikanske drøm, som rummede et tiltrængt modspil til den puritanisme, som selve nationen blev grundlagt på i 1776. Men hans bidrag til amerikansk kulturhistorie rækker videre end kødelige lyster.

At kalde ham frontløberen i den seksuelle revolution i den vestlige verden er nok lidt af en overdrivelse. Hollywood og den mere seriøse del af skønlitteraturen var store aktører i samme bevægelse, som bar i retning af menneskets ret til selv at vælge sin seksualitet. Selv var Hefner forholdsvis beskeden i udlægningen af sin betydning. Da han i 1992 blev spurgt af The New York Times, hvad han i karrieren var mest stolt af, lød svaret:

»Jeg forandrede holdningerne til sex. Det blev acceptabelt, at almindelige mennesker kunne leve sammen, fordi sex før ægteskabet ikke længere blev betragtet som noget, der lagde gift for et lykkeligt liv«.

At det var datidens sexsymbol Marilyn Monroe, der prydede bladets første udgave i 1953, vidnede om Hefners evne til at se udviklingstendenser længe før konkurrenterne.

Men midt i optagetheden af og debatten om, hvad Playboy har betydet for mænds syn på unge kvinder, er det overset, at bladet tidligt blev førende inden for den genre, vi kalder interview- og portrætjournalistikken. Få publikationer har som Playboy kunnet levere grundige, omfangsrige og righoldige interviewsamtaler med kendte og begavede personligheder, retorisk elegante i udformningen og ofte med litterære kvaliteter indbygget.

Denne succeshistorie tog sin begyndelse i 1962, da jazzlegenden Miles Davis lagde sin karrieres historie ud i bladets spalter. Intervieweren var Alex Haley, der i 1970’erne opnåede berømmelse med sin bog ’Rødder’ om de slaver, der lagde grunden til det afroamerikanske USA.

Få år efter gennembruddet med Miles Davis fik Haley borgerretsforkæmperen Martin Luther King i tale. Samtalen mellem de to blev publiceret i januar 1965 og er en milepæl i amerikansk journalistik. Omfanget er på den anden side af 16.000 ord (svarende til syv kronikker i Politiken) og blev det længste interview, King nogensinde gav.

I september 1968 lykkedes det Playboy at få den ellers så sky og tilknappede filmkunstner Stanley Kubrick til at give interview, og her begyndte Hefners journalister at få konkurrence fra magasinet Rolling Stone, hvis grundlægger, Jann Wenner, ikke lagde skjul på, at han havde ladet sig inspirere af Playboy til at give god plads til lange og dybe portrætsamtaler.

Min egen favorit i denne perlerække er Playboys møde med westernhelten John Wayne i bladets udgave fra maj 1971. Jeg var som barn og teenager stor fan af Wayne, men blev først opmærksom på interviewet længe efter filmlegendens død i 1979, og selvfølgelig har jeg via eBay skaffet mig et eksemplar af netop denne udgave.

Intervieweren Richard Warren Lewis kommer vidunderligt søgende grundigt rundt i filmheltens univers. Der er detaljerede diskussioner om konkrete oplevelser og begivenheder fra en karriere, der omfattede flere end 200 spillefilm. Bladet leverer her på fornemste vis et stykke amerikansk kulturhistorie.

For læseren får en indsigt i den amerikanske højrefløjs selvforståelse gennem westernikonets særlige optik og temperament. Læsningen gør det klart, at John Wayne var en hel del mere end en stor skikkelse i amerikansk underholdningsindustri.

Han var også på sin egen unikke facon en intellektuel begavelse, der vidste, hvorledes marxisten Herbert Marcuse inspirerede amerikanske universitetsmiljøer, og hvordan børnelægen dr. Benjamin Spock forsøgte at introducere progressiv børneopdragelse i det traditionelle og konservative USA.

Pointen er, at selv uden Playmate of the Month var rigtig mange udgaver af Hefners mandeblad noget af en skatkiste for læsere, der søgte førsteklasses interview- og portrætjournalistik. Selvfølgelig var det interessen for de kvindelige former, der sendte oplaget op i millionhøjderne, men der blev så sandelig også leveret åndelig føde. Hugh Hefner havde meget mere end sex på tallerkenen.

(klumme i Politiken 4.10.2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Jihadistisk pres på Myanmar

Konflikten om rohingyaerne har længe været internationaliseret.

AF SELVINDLYSENDE grunde skal FN-systemet og det øvrige internationale samfund vedblivende kræve af den militære ledelse i Myanmar, at den indstiller sine udrensningskampagner i Rakhine, ligesom den formelle civile leder af landet, Aung San Suu Kyi, skal have at vide, at hendes udenomssnak og bortforklaringer ikke duer. Men det ændrer ikke på, at den årtier gamle konflikt længe har været internationaliseret. Dens forgreninger går til Pakistan, Saudi-Arabien og muslimske grupperinger i andre dele af Syd- og Sydøstasien.

Blandt de mange lokale oprør, der fulgte umiddelbart efter det selvstændige Burmas fødsel i januar 1948, var der også et muslimsk. Datidens hellige krigere greb til våben for at blive integreret med nabostaten Østpakistan, der havde fået selvstændighed året forinden, og der gik en lille halv snes år, inden den burmesiske hær havde nedkæmpet og neutraliseret disse separatister. De nye generationer af islamistiske krigere har hentet inspiration flere steder fra, ikke mindst fra de mujahediner, der bragte den sovjetiske supermagt på knæene i Afghanistan i slutningen af 1980’erne.

Der eksisterer en geografisk platform, som deles af datidens oprørere og nutidens rohingyaer: Pakistan, som er hjemsted for anslået en halv million medlemmer af dette muslimske mindretal. Omkring halvdelen bor i slumkvarterer i millionbyen Karachi. Den største af disse bydele har taget navn efter Rakhines gamle navn og hedder derfor Arkanabad. Rohingyaerne i Karachi er efterkommere af de familier, der blev fordrevet allerede i 1950’erne. Ganske som i Myanmar står de uden rettigheder, fordi de pakistanske myndigheder aldrig har villet give dem de identitetskort, der er adgangsbillet til sundhedsydelser, skolegang og andre offentlige goder.

Når mange af dem alligevel tolereres og klarer sig, skyldes det, at de dominerer fiskerierhvervet, idet den pakistanske fiskeeksport til Kina indbringer store summer hård valuta. Men deres retslige status er ikke anderledes end i oprindelseslandet, hvor de officielt betegnes ’bengalier’ i stedet for rohingyaer. Til den pakistanske avis Dawn siger Nur Hussain Arakani, leder af den Burmesiske Muslimske Velfærdsorganisation, at Karachis rohingyaer ikke selv bruger denne betegnelse:

»Det vil de aldrig skrive på et papir. De foretrækker at blive kaldt bengalier«.

TERRORBEVÆGELSEN Al-Qaeda begyndte at referere til rohingyaernes situation, da Ayman al-Zawahiru, Osama bin Ladens afløser, nævner dem i 2013, året før han etablerer AQIS (Al-Qaeda på det Indiske Subkontinent), hvortil også Myanmar hører som terrorbevægelsens operationsområde.

Siden fulgte sympatierklæringer fra Islamisk Stat, som i sit magasin Dabiq (fra april 2016) lader en erklæret jihadist i Bangladesh, Abu Ibrahim, opfordre trosfæller til at komme rohingyaerne i Myanmar til undsætning. Det er derfor logisk, at den muslimske guerillagruppe i Rakhine, Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa), gik ud med en officiel benægtelse 14. september: Gruppen afviste at have forbindelser til al-Qaeda, Islamisk Stat i Irak og Syrien eller nogen anden transnational terrorgruppe. Udmeldingen er selvfølgelig en afværgemanøvre, eftersom det er velkendt blandt terroreksperter, at Arsa’s operationelle leder, Ataullah Abu Amar Junjuni (alias Hafiz Tomar og Ata Ullah), er født og opvokset i Karachi og er blevet islamistisk skolet i Saudi-Arabien.

ARSA blev tidligere kendt som Harakah al-Yaqin, der betyder ’bevægelsen for tro’. Ifølge efterretningskilder, der refereres af netavisen Asia Times, er Arsa’s ledende organisatoriske kraft, eller åndelige vejleder om man vil, Abdus Quadoos Burmi, en anden af Karachis mange pakistanske rohingyaer. Han optræder på videoklip distribueret på sociale medier med opfordringer til at indlede en ’hellig krig’ i Myanmar. Han sættes i forbindelse med Lashkar-e-Taiba, ’De Retfærdiges Hær’, som længe har været aktiv i Sydasien.

BEVÆGELSEN Harakah al-Yaqin blev grundlagt i 2012 efter en fordrivelse, der ligner den aktuelle. Ifølge en rapport fra International Crisis Group blev træningen af militser påbegyndt af rohingyaer, der havde deltaget i andre terrorangreb samt pakistanere og afghanske krigere.

Rohingyaernes kamp er derfor mere end blot et oprør for at sikre et trængt og forfulgt mindretals overlevelse og rettigheder. Den har også rødder i den transnationale jihadisme.

(klumme i Politiken 25. sept. 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Suu Kyi får skylden for militærets hærgen

Myanmars militære aristokrati har fået de tilstande, de ønsker sig. Med hjælp fra den humanitære verden.

For lidt, for sent, for svagt. Sådan vil fællesnævneren lyde for de internationale reaktioner på den tale, som Myanmars formelle leder, Aung San Suu Kyi, holdt tirsdag morgen dansk tid. Forventeligt nok havde talen ingen kritik af den etniske udrensning, som landets militær står bag i den vestlige Rakhine-region, og som har sendt anslået 400.000 muslimske rohingya-flygtninge ind over grænsen til Bangladesh. Kun en meget forsigtig erklæring om, at sikkerhedsstyrkerne er blevet pålagt at »udvise den nødvendige forsigtighed for at undgå at ramme civile«.

Formuleringen er utvivlsomt forhåndsgodkendt i den officerselite, som har stået for årtiers udrensningsoperationer i det hærgede land, og som har ramt også andre end muslimske mindretal. Suu Kyis fordømmelse af »alle slags menneskeretskrænkelser og ulovlig vold« er lige akkurat indrettet på at friholde de generaler, som hendes politiske parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), sidder sammen med i en skrøbelig samarbejdsregering, der kun med meget god vilje kan kaldes en koalition. For de interne magtforhold i regeringen er højst ulige.

LIGAEN OG dens berømte lederfigur har siden valget i 2015 været reduceret til noget, der ligner moralsk staffage. Med det formål at give det militære aristokrati den politiske legitimitet, som det har savnet og manglet efter et halvt århundreds overgreb og ustraffede krige mod egen befolkning.

Officerselitens accept af at demokratisere Myanmar ved at frigive Suu Kyi og andre politiske fanger og legalisere NLD skete under den forudsætning, at Tatmadaw, landets militær, opretholder sin politiske immunitet og autonomi. Det er skrevet ind i den forfatning, som NLD ikke har sat så meget som et komma i.

Militæret kan derfor ubesværet tilrane sig de milliardsummer, det skal bruge til fortsat opretholdelse af de væbnede styrker, som er tæt på en halv million mand og af samme omfang som det buddhistiske munkevæsen. Penge, der kunne været gået til sundhed og uddannelse, bruges derfor uden civil kontrol til våbenkøb og offentlige goder, der er forbeholdt officerselitens familier.

NÅR INTERNATIONALE hjælpeorganisationer nærmest i kor fordømmer landets ledende civile politiker, passer dette kun alt for godt ind i den militære elites veltilrettelagte strategi. Suu Kyi er det internationale samfunds skydeskive for en kritik, der for længst burde have være rettet mod Myanmars ’seniorgeneral’, 61-årige Min Aung Hlaing.

Det er ham, der har blokeret for de lovreformer, der blev forsøgt vedtaget for at hjælpe landets brogede kludetæppe af etniske minoriteter. Og det er ham, der har beordret de etniske udrensningskampagner i Rakhine. Det er også ham, der 29. januar i år stod bag lejemordet på U Ko Ni, den juridiske toprådgiver i NLD, der bistod Suu Kyi med at udarbejde de lovforslag, der var i støbeskeen for at justere forfatningen.

U Ko Ni var muslim og blev skudt ned på trappen foran hovedbygningen i Yangons internationale lufthavn. Snarlig opklaring? Glem alt om det. Militæreliten kontrollerer politiet, de særlige sikkerhedsstyrker og grænsebevogtningen. Desuden også store dele af den offentlige sektor og mange af de virksomheder, der kontrollerer landets største rigdomme, herunder råstoffer.

Når ’seniorgeneralen’ har fri, slapper han af i luksusvillaen i hovedstaden, Naypyidaw, der strækker sig over et areal, der er fire gange Londons, men kun skal finde plads til 900.000 indbyggere. Tidligere i år aflagde Min Aung Hlaing besøg i både Tyskland og Østrig, hvor han fik fremvist de faciliteter, der leverer avancerede våben til Tatmadaw. I november i fjor tog ’seniorgeneralen’ på goodwilltur i Bruxelles, hvor han forelæste for EU’s sikkerhedspolitiske arbejdsgruppe om sit lands store fremskridt. Herefter gik turen til Italien, hvor der ud over sightseeing i Venedig var møder med landets forsvarschef. For at gøre denne farce til en fuldstændig tragedie er det tilmed lykkedes Myanmars officerskorps at sende nogle af sine yngre talenter på særlige kurser i Storbritannien, landets kolonimagt indtil 1948.

Så i realiteten er det militæret, et af de mest blodbesudlede og berygtede i Sydøstasien, der har fået mest gavn af Myanmars demokratisering – eller rettere normalisering. For den hærgede nation begynder i uhyggelig grad at ligne det, den var engang.

(klumme i Politiken 20. september 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Folket støtter den etniske udrensning

Muslimer betaler prisen for demokratiseringen i Myanmar.

Efterhånden begynder det at give mening at sammenligne den blodige og brutale fordrivelse af det muslimske rohingya-mindretal fra Myanmars vestlige Rakhine-region med det, der karakteriserede opløsningen af Jugoslavien i 1990’erne.

’Balkanisering’ var en betegnelse, der blev anvendt hyppigt i historieskrivningen om opdelingen af det sydøstlige Europa efter Første Verdenskrig, og udtrykket blev på kort tid synonymt med etnisk udrensning af den værste slags.

Men trods lighederne mellem datidens kommunistiske Jugoslavien og det militært styrede Myanmar er der også afgørende forskelle. Den jugoslaviske føderation gik under, ikke mindst fordi formodningen om en nydemokratisk, post-kommunistisk identitet for den etnisk fragmenterede befolkning viste sig at være en luftspejling. Fraværet af en strategi for demokratisering og decentralisering af magten fik lokale ledere til at gribe til laveste politiske fællesnævner: identitet og religion. Historiens ældste beskidte trick.

I tilbageblik på Balkan-konflikterne overses det ofte, at de kom ud af noget, der udadtil lignede en demokratisering. Med opløsningen i 1990 af det kommunistparti, der siden Anden Verdenskrig havde holdt sammen på en etnisk og kulturelt skrøbelig føderation, var vejen banet for at lade stridende former for nationalisme udarte i etnisk udrensning.

NUTIDENS MYANMAR , det tidligere Burma, har under de seneste års demokratisering lukket op for militant nationalistisk buddhisme, som bruger landets nye åbenhed til at definere, hvad de mener er det unikke ved at være borger i Myanmar. Landets etniske hovedgruppe, burmanerne, er domineret af buddhister og tæller mere end to tredjedele af befolkningen.

Der findes talrige eksempler på, at en burmaner finder sig en kristen ægtefælle, ligesom der er rigeligt med blandede landsbysamfund, hvor forskellige etniske grupper lever fredeligt sammen. Men der går en hårdt optrukket grænse i den region, der kendes under navnet Rakhine eller den ældre betegnelse Arakan.

Hvis man forestiller sig, at regeringen i Myanmar satte den aktuelle fordrivelsespolitik mod rohingyaerne til folkeafstemning, ville udfaldet blive en massiv opbakning til den aktuelle politik. De oplever, at de forsvarer identitet og nation på samme tid.

Både regeringsrepræsentanter og buddhistiske talsmænd hævder, at rohingyaerne er indvandret i nyere tid, hvilket ikke er korrekt. Fra midten af 1600-tallet og et par århundreder frem eksisterede der i denne region et fyrstedømme, Mrauk-U, som havde en betydelig muslimsk befolkningsandel, muligvis et flertal. Altså længe før den britiske kolonisering blev en realitet.

Det forties af myndighederne, at den demokratiske regering, der kom til magten efter uafhængigheden i 1948, i praksis anerkendte rohingyaerne som borgere i datidens Burma. De fik identitetskort og nød samme rettigheder som de øvrige indbyggere. Centralregeringen tillod f.eks. ugentlige radioprogrammer på rohingya-sproget.

Det hele hørte op med den militære magtovertagelse i 1962, hvorefter etnisk udrensning blev årtiers gængse politik. Normaltilstanden så at sige. Datidens juntastyre fordrev ikke bare muslimer, men også kristne, indiske og kinesiske mindretal indtil vedtagelsen af en statsborgerskabslov i 1982, hvor rohingyaerne ikke var inkluderet.

MYANMARS NUVÆRENDE styre er en hybridregering sammensat af officerskorpset og et folkevalgt flertal fra Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), ledet af Aung San Suu Kyi. Militæret er reelt et aristokrati med alle dertilhørende økonomiske privilegier, og det får politisk legitimitet ved at tillade Suu Kyi at være landets formelle leder. I praksis er hendes og partiets magt og indflydelse stærkt begrænset.

Der er ingen realistisk mulighed for, at Suu Kyi og hendes parlamentsgruppe åbent siger fra over for fordrivelsespolitikken i Rakhine. Den har opbakning i landets stærkeste institution, munkevæsnet, og ikke mindst fra de aktivister, der engang stod i spidsen for årtiers kamp mod militærstyret.

Myanmar er derfor ikke ’balkaniseret’ i en grad, der truer nationens sammenhængskraft, fordi modstanden mod muslimerne er den faktor, der bringer militær, munke og demokrater sammen. Vi står således med det i Asien velkendte fænomen, at blodig undertrykkelse af et mindretal nyder opbakning i et flertal af befolkningen.

(klumme i Politiken 13.09.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydasien, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Tænk efter, inden krigen startes i Korea

Læs Robert McNamara inden missilerne rammer Nordøstasien.

HISTORIENØRDER, der er optaget af de store politiske opbrud, der prægede USA’s udvikling både på hjemmefronten og ude på den ganske klode i 1960’erne, vil have en naturlig interesse for Robert S. McNamara. ’En IBM-computer på to ben’ blev han kaldt, da han i slutningen af 1960 blev bedt om at indtræde som forsvarsminister i John F. Kennedys administration efter dennes valgsejr i november samme år.

McNamara er stadig den forsvarsminister, der har siddet længst som Pentagons øverstkommanderende. Da han i 1968 forlod forsvarsministerposten i en tårevædet og stilfærdig protest mod USA’s udsigtsløse krig i Vietnam, rykkede han over og blev chef for Verdensbanken, hvor han sad indtil 1981.

Danske ungdomsoprørere vil huske ham som hadeobjektet i de demonstrationer, der rystede København i september 1970, da politiet serverede ’knippelsuppe’ til de såkaldte ’antiimperialistiske’ aktivister, som muntrede sig med at sætte ild til ordensmagtens køretøjer i centrum af København.

McNamaras verdenssyn og erfaringer er værd at genkalde sig i denne tid, hvor amerikanske militære planlæggere er langt inde i analyserne af, hvorledes et væbnet opgør i og omkring Korea vil udfolde sig. Vi taler om både en vidtrækkende konventionel krigsførelse mod både civile og militære mål i Nord- og Sydkorea. At kernevåben ultimativt kan blive bragt i spil er ulykkeligvis en realitet, der er med i spillet om en af klodens farligste aktører: det xenofobiske klanstyre i Pyongyang.

GEOGRAFISK skal vi ikke langt fra den koreanske halvø for at finde erfaringer, der er relevante i denne sammenhæng. I foråret 1945 var Japan, der 35 år tidligere havde koloniseret Korea, blevet den eneste tilbageværende af de såkaldte aksemagter, der holdt ud mod den amerikansk-ledede indsats for at afslutte Anden Verdenskrig.

Med i den stab, der planlagde den afsluttende krigsindsats mod den kejserlige japanske hær, var Robert McNamara. I en enestående dokumentarfilm ’The Fog of War’ instrueret af Errol Morris i 2003, erkender McNamara i lange og grundige samtaler at have spillet en nøglerolle, da Tokyo natten mellem den 9. og 10. marts 1945 blev udsat for massive luftbombardementer, der kostede mindst 100.000 civile livet (nogle historikere sætter antallet af ofre betydeligt højere). Angrebet var uden militær betydning, eftersom det amerikanske luftvåben afsluttede krigen ved i august 1945 at kaste atombomber mod to japanske provinsbyer, ikke hovedstaden.

McNamara fortæller med en overvældende åbenhed i ’The Fog of War’, hvorledes en af hans medarbejdere, Curtis LeMay, var ’fuldstændig besat’ af at ramme mål i Japan uanset om disse var civile eller militære. Samme LeMay blev siden arkitekten bag de massive bombardementer, der i slutningen af 1960’erne og igen i 1973 ramte Nordvietnam, Laos og Cambodja i såkaldte ’kampagner’ der skulle sende disse ludfattige risbondelande ’tilbage til stenalderen’, som den flamboyante general så smagfuldt udtrykte det.

Inden LeMay forlod denne verden i 1990, var han blevet den højst dekorerede general i luftkrigens historie med medaljer, hædersbevisninger og ordener fra ikke bare sit hjemland, men også Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Sverige og – forstå det, hvem kan – Japan.

I 1995 udgav McNamara sine erindringer om tiden som forsvarsminister ’In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam’, som danner grundlag for dokumentarfilmen. Begge udgivelser er regulære mesterstykker, der også i dag er helt afgørende for forståelsen af de risici, der er forbundet med at føre krig i Østasien, som ikke siden 1979 har oplevet en krig af den konventionelle slags (Kinas tre uger lange invasion af Vietnam).

I SIN bog om tragedierne og erfaringerne fra Vietnam drager McNamara en stribe konklusioner. Pladsen tillader kun at referere de vigtigste her, men de er vigtige i sammenhæng med Korea:

USA undervurderede den nationalistiske kraft, der motiverer et folk til at kæmpe og dø for deres overbevisning og værdier, demonstrerede en gennemgribende uvidenhed om disse landes historie, kultur og politik, og fejlede, fordi regeringen i Washington ikke involverede hverken Kongressen eller befolkningen i en åben og ærlig debat om fordele og ulemper ved et omfattende militært engagement, inden konflikten blev konkret.

(klumme i Politiken 11.september 2017)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar