Flemming Ytzen

Ikke et ord om finansloven! Nedenstående alarmerende oplysninger vil ikke fremgå af statsministerens åbningstale.

Tak til Frihedsbrevets chefredaktør Flemming Rose og direktør for Maj Invest, Jeppe Christiansen, for at levere tekstens vigtigste data.

Året før den russiske invasion, altså i 2021, udgjorde det ukrainske statsbudget hvad der svarede til omkring 50 milliarder dollar. I 2025 var det beløb næsten fordoblet, selv om Ukraines bruttonationalprodukt i 2025 var en femtedel mindre end før den russiske invasion. Økonomien er således skrumpet med en femtedel, men der er dobbelt så mange penge i statsbudgettet. Med andre ord: uden den vestlige bistand ville den ukrainske økonomi være kollapset for længst. 

To tredjedele af det ukrainske statsbudget dækkes af primært EU, og en væsentlig del af støtten går indlysende nok direkte til krigen. Ukraines tidligere centralbankchef Kyrylo Sjevtjenko kalder denne unikke økonomi for en donorøkonomi, donornormics. Det indebærer, at når Ukraine skal udarbejde sit budget for det kommende år, ser landets ledelse ikke så meget på, hvad de har til rådighed af egne ressourcer, men først og fremmest på, hvad landet har brug for af penge til at finansiere statens forpligtelser, som man derpå går til de udenlandske donorer og forhandler om. 

Det hører med til historien, at Transparency International (international privat organisation for korruptionsbekæmpelse) nu rangerer Ukraine højere end Rusland på sit indeks. Ukraine indtager en plads som nummer 104 af 182 lande, mens Rusland befinder sig på plads nummer 157, den laveste nogensinde.

Ukraine har for nuværende et hul i næste års budget på 78 milliarder dollar, 32,6 milliarder til offentlige udgifter og 45 milliarder til forsvaret, hvilket svarer til over en tredjedel af Ukraines nuværende bruttonationalprodukt.

Ifølge formanden for det ukrainske parlaments finansudvalg er de daglige udgifter vokset fra 116 millioner dollar om dagen i 2022 til 190 millioner dollar om dagen i 2026, og til næste år vil omkostningerne vokse yderligere. 

Præsident Zelensky har til sine EU-allierede erklæret, at Ukraine har et hul i budgettet for andet halvår af 2026 på hele 27 milliarder dollar. Ifølge EU-kommissionen ligger der 37 milliarder dollar i en pulje til Ukraine for resten af 2026. Men betingelserne for at anvende dem er sat: reformer, der skal styrke både korruptionsbekæmpelse og styrkelse af retsstaten. 

Realistisk at den trængte ukrainske leder kan levere? Det ser svært ud. 

Imens, i robotland…

Robotter med AI-teknologi kan snart hjælpe med fysiske opgaver, som tidligere blev udført af mennesker, de såkaldte humanoide robotter. Fra primært at være digitalt bliver AI-teknologi i stigende grad en del af den fysiske verden. Når der er tale om højavanceret teknologi, er USA og Kina (som sædvanlig) i front:  

Kina installerede 15.000 humanoide robotter i 2025 og stod dermed for 85 pct. af alle robotter af denne type i 2025. USA har også teknologien, men er bagud i forhold til Kina, og EU er slet ikke med i dette kapløb. Før de humanoide kom de industrielle: Kina installerede 295.000 traditionelle industrirobotter i 2024. For EU var tallet for industrirobotter 67.800 i samme periode. USA installerede 34.200 industrirobotter. Kina har mere end to millioner robotter i industrien, fire gange så mange som Japan med næstflest. Med andre ord: Tiderne, hvor asiaterne kopierede vestlige produkter er forbi.

Den kinesiske førerposition er baseret på en langsigtet strategi, skriver Maj Invest i sit nyhedsbrev. Over det seneste årti har kineserne investeret massivt i området og afprøvet humanoide robotter over alt i industrien, der i forvejen er klodens største målt på produktionsvolumen. 

Kapløbet intensiveres

USA dominerer fortsat områder som avancerede chips, cloudtjenester og de største AI-selskaber. Men Kina har et stort forspring i at omsætte teknologien til produktion. Kina demonstrerer, hvordan teknologi bliver til industriel magt. Forskning, kapital og produktion skal være samlet ét sted. Europa har lidt af det første, men Kina har det hele. Det asiatiske århundrede har været her længe. 

EU har bedt Kina om frivilligt at begrænse eksporten af hybridbiler, men det har ingen realistiske udsigter.  Hybridbiler er undtaget fra den ekstra told på kinesiske elbiler, som EU indførte i oktober 2024. EU importerede 50.000 kinesiske plug-in-hybridbiler i juli 2026. For knapt to år siden var tallet 3.800.

Ikke så underligt at der på direktionsgangene hos franske, tyske og italienske bilproducenter skides grønne grise. Fiat, Renault og Peugeot navigerer i et i industrielt frilandsmuseum. Sandsynligvis overlever veteranen VW, men det bliver i en stærkt reduceret størrelse. Folkevognen, selve symbolet på det vesttyske efterkrigstids-industrimirakel er på vej mod en skæbne i bilindustrien, der kan sammenlignes hvad der for mobiltelefonerne skete for finske Nokia efter at Apples Iphones og Samsungs frontløbere landede i butikkerne. 

Inden du skifter din desktop ud eller skal forhandle med sin pensionsrådgiver: Taiwanske TSMC, sydkoreanske Samsung Electronics og SK Hynix (ligeledes koreansk) fylder nu næsten tre gange så meget som de indiske aktier i MSCI Emerging Market, som er aktieindekset for nye markeder. De tre selskaber er vokset markant i værdi, fordi de alle leverer kritiske komponenter til AI-teknologi. 

I 2016 fyldte teknologiaktier 22 pct. i Emerging Markets, i 2026 er tallet 44 pct. Udviklingen er velbegrundet, da teknologivirksomhederne er vokset hurtigt. TSMC øgede f.eks. sit overskud med 77 pct. i andet kvartal sammenlignet med året før. 

Afslutningsvis refereres her fra denne uges udgave af The Economist, som dækker stormagternes teknologiske kapløb intensivt. Ugemagasinet har sat luppen hen over Global Innovation Index, der offentliggøres hvert år af WIPO, World Intellectual Property Organisation.

WIPO kategoriserer 139 lande baseret på 79 indikatorer, især omfanget og anvendelsen af forskningsmidler, men også læringstests fra folkeskoleniveau og opefter. Bladet noterer, at USA er rutsjet ned af stigerne, helt eller delvist som følge af Donald Trumps angreb på sit eget lands højere læreanstalter. I WIPOs opgørelse over ikke-digitale teknologiske nye virksomheder er USA stadig førende, men bides i haserne af et Kina, der på fem år har præsteret en fordobling i denne kategori på fem år.  

Konkluderende: Danmark og Europa står et nyt sted sammenlignet med for ti år siden. Ingen af partierne i vor hjemlige regeringskoalition har fattet konsekvenserne og mindst af alt statsministerens parti, mens koalitionspartnerne har taget skyklapperne på. Nationens såkaldte blå opposition er for svækket og splittet til at kunne håndtere udfordringerne og fokuserer i stedet proportionsløst på udlændingepolitikken. Folketinget er forvandlet til et åndeligt ingenmandsland og nationens højere læreanstalter er gået i skyttegravene for at værne sig mod AI-invasionen, der bygger på amerikansk teknologi, som kineserne har forstået at udnytte maksimalt. 

Vi europæere går et vanskeligt tiår i møde. 

Anbefalet læsning: publiceret på diis.dk

https://www.diis.dk/publikationer/moskva-droemmer-arktisk-motorvej-virkeligheden-tale-isglat-cykelsti

Supplerende læsning fra The Guardian:

https://www.theguardian.com/world/2026/aug/17/strait-hormuz-alternative-china-ships-north-sea-route-arctic-ice-silk-road

Af Jack Matlock, (fhv. ambassadør ) f. 1929

Det følgende er en citatsamling. Ophavspersonen er en 97-årig (!) pensioneret amerikansk topdiplomat, Jack Matlock, som det er lykkedes min kollega og navnefælle Flemming Rose at få et interview med og som bringes i Frihedsbrevet (29. august 2026), hvor Rose er chefredaktør. Med tilladelse herfra har jeg samlet nogle af de mest centrale Matlock-citater fra den helt igennem enestående tekst.

Først lidt introduktion til Matlock, som man uden overdrivelse kan betegne som den vigtigste diplomat fra den sidste og afgørende fase af den kolde krig:

Matlock var USA’s ambassadør i Moskva fra 1987 til 1991. Han sad med ved bordet, da præsident Bush og partichef Gorbatjov mødtes på Malta i december 1989 kort efter Berlinmurens fald. Han deltog i forhandlingerne mellem Moskva og Washington om præmisserne for Tysklands genforening, hvor hans daværende chef, udenrigsminister James Baker, udstedte et løfte til Gorbatjov: Hvis Sovjetunionen accepterede et genforenet Tyskland i NATO, ville alliancen ikke ekspandere videre mod øst. Matlock var udstationeret i Moskva i fire omgange. Første gang i begyndelsen af 1960’erne, derpå som næstkommanderende på den amerikanske ambassade fra 1974 til 1978 og et enkelt år i 1981 og endelig som ambassadør fra 1987 til Sovjetunionens opløsning i 1991. (officielt foto nedenfor er fra 1986).

Herefter citaterne.

“I 1991 havde vi fået ‘et helt og frit Europa’, som præsident Bush formulerede det, og den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov forestillede sig Sovjetunionen som del af et fælles europæisk hjem. Det havde vi i 1990’erne, og det var netop dette samlede og hele Europa, som NATO begyndte at rulle tilbage med ekspansionen mod øst, og det er tragisk, at vi nu bare forstærker uenigheden og konflikten mellem os. Det vil få tragiske konsekvenser for os alle.”

“Så godt som alle de aftaler om atomnedrustning, vi havde indgået med Sovjetunionen og Rusland, ligger i ruiner. Vi har opgivet stort set alt det, vi gjorde for at slutte Den Kolde Krig, og vi fører nu både en propagandakrig og en reel krig mod en atomvåbenmagt. Det mener jeg er ekstraordinært farligt, og det er blevet forværret af angrebet på Iran.”

“Jeg tror, at vi efter USA’s og Israels seneste angreb på Iran kan regne med, at Iran vil udvikle atomvåben, eftersom både Israel og USA har dem. Og hvis de ikke udvikler dem, vil de få dem af en allieret, for eksempel Pakistan, der har dem, og hvis det sker, så vil Saudi-Arabien også få atomvåben. Det er ikke verdens undergang, for alle disse lande vil først og fremmest anskaffe sig atomvåben som en forsikringspolitik, så de ikke bliver angrebet.”

“Den største fare er, hvis atomvåben spredes sådan, at de slipper ud af ansvarlige hænder. Og her er det værd at minde om, at netop Vladimir Putin har sikret, at de russiske atomvåben er under kontrol. Hvis han bliver fjernet, er der ingen garanti for, at hans efterfølger vil agere på samme måde. De, der følger med i den russiske debat, ved, at der er kræfter, der presser på for at få Putin til at bruge atomvåben som svar på, at NATO-lande leverer offensive våben til Ukraine. Igen: Jeg fatter ikke, at vores ledere ikke forstår, hvilken enorm risiko de løber, og at det slet ikke er i deres interesse at isolere Rusland. De skader sig selv.”

“Jeg mener, at NATO er blevet en offensiv alliance. Den blev brugt offensivt første gang i 1999 mod Serbien – og flere gange senere.” (….) “NATO var tænkt som en forsvarsalliance med henblik på at beskytte det atlantiske fællesskab mod den sovjetiske trussel, men da Sovjetunionen gik i opløsning, og det nye Rusland med halvdelen af Sovjetunionens befolkning ikke var en trussel mod nogen, begyndte vi at ekspandere NATO, og vi begyndte at bruge NATO offensivt mod lande, der hverken havde truet eller angrebet alliancen, og lad os være ærlige og sige, at alt det, vi nu beskylder Putin for, skabte USA og dets allierede fortilfælde for i 1990’erne og senere. Putins invasion af Ukraine er illegal og i strid med folkeretten, men det var os, der skabte præcedens for det.” (…)

“Baker (Ronald Reagans udenrigsminister James Baker, red.) havde fået ideen om et løfte til Gorbatjov om ikke at udvide NATO fra den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher. Det var ham, der foreslog, at vi skulle give Sovjetunionen den garanti, og Genscher gentog det flere gange mundtligt i de forhandlinger, der fulgte om betingelserne for den tyske genforening.”

“Da Baker kom tilbage til Washington, sagde folkeretsjurister, at man ikke kunne have en del af et genforenet Tyskland i NATO og en anden del, der stod udenfor, så derfor blev man i den endelige traktat om den tyske genforening mellem Øst- og Vesttyskland og Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig enige om, at Østtyskland som en del af forbundsrepublikken også ville blive en del af NATO, men at der hverken ville blive deployeret udenlandske tropper eller atomvåben i det tidligere Østtyskland, så implikationen var, at hvis Østtyskland blev en del af NATO, så stoppede det her, men Østeuropa blev ikke nævnt.”

“Lad mig tilføje en ting mere om baggrunden. Da Gorbatjov og Bush mødtes på Malta i december 1989 til et topmøde, påtog de sig hver især en forpligtelse. For det første forpligtede Sovjetunionen sig til ikke at gribe ind og bruge magt i forbindelse med de geopolitiske forandringer i Østeuropa, og for det andet lovede USA ikke at udnytte og drage fordel af den nye situation. Det aftalte man på mødet, og bagefter sendte Bush et brev til Gorbatjov, som bekræftede den aftale. Det var mig, der personligt overbragte brevet til Gorbatjov. Det aftalte blev altså skrevet ned, og det var blevet forhandlet, selvom det ikke var en traktat.” (nedenfor foto fra mødet i 1986 i den islandske hovedstad mellem Mikhail Gorbatjov og Ronald Reagan).

“Hvad vi måske er vidne til, er ikke bare enden på Den Kolde Krig, enden på en bestemt periode i efterkrigstidens historie, men afslutningen på historien som sådan, altså slutpunktet for menneskets ideologiske udvikling og universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den endelige form for menneskelig regeringsførelse.”  (….)

“Fukuyama (Francis Fukuyama, fhv. amerikansk embedsmand og anerkendt politolog med stort forfatterskab bag sig, red.) mente, at historien om enden på Den Kolde Krig havde vist, at demokrati og kapitalisme var hele verdens fremtid, og derfor skulle det støttes og spredes. USA og dets vestlige allierede begyndte så ved hjælp af både militær og økonomisk tvang at sprede demokrati.” (…)

“Men hvordan kan man udefra skabe demokrati i et andet land? Hvis man griber ind i et andet land, får man normalt en modreaktion mod dem, man udefra støtter. Ingen ønsker, at outsidere skal diktere deres politik. Så ideen om etablering af en liberal orden ved hjælp af økonomiske sanktioner og militær magt var lige så fejlagtig som den marxistisk-leninistiske ide om, at verden per definition var på vej mod en socialistisk revolution.”

“USA’s politik ude i verden har også svækket vores demokrati hjemme, og det er absurd at opdele verden i demokratier og ikke-demokratier. Demokrati er en proces, ikke et system med en universel definition. Og når man påtvinger et andet land en ‘demokratisk’ revolution udefra, så fører det ikke til demokrati. Det fører til noget ganske andet, så vores politik har bare skabt flere problemer.”

“Ordet ‘demokrati’ forekommer hverken i vores uafhængighedserklæring, i vores forfatning eller i vores troskabsed. Vi erklærer troskab over for USA’s flag, nationen og den republik, nationen repræsenterer. Vi er en republik, ikke et demokrati. Og i praksis er vores republik kontrolleret af et oligarki. Det er svært at forene mange af de ting, der i dag sker i USA, med demokrati. Så at klassificere lande som demokratiske eller ej og gå ud i verden og ændre dem, der ikke er det, er for mig nøjagtig den samme ide som, at verden en dag ville blive kommunistisk via proletariatets revolution.”

“I løbet af sådan cirka tre år skete tre vigtige ting. For det første gjorde vi en ende på Den Kolde Krig, ikke som følge af den ene parts sejr, men som et resultat af forhandlinger. Det betød en ende på våbenkapløbet og på delingen af Europa. Det var i både USA’s, Sovjetunionens og den øvrige verdens interesse, og det blev muligt, fordi Gorbatjov opgav den marxistisk-leninistiske ideologi, som indtil da havde tjent som motivation for kommunistpartiets verdensbillede og udenrigspolitik.”

“Gorbatjov forstod, at han måtte bryde kommunistpartiets monopol på magten. Det skete på hans initiativ, så det er den første ting at huske på: Der var ikke tale om Vestens sejr over Sovjetunionen.”

“Det andet var, at Sovjetunionen kollapsede som følge af interne faktorer, ikke som resultatet af et ydre pres. Hvis Den Kolde Krig og våbenkapløbet var fortsat, ville det have været umuligt for Gorbatjov at liberalisere. Det var han nødt til for at kunne gennemføre sine reformer.” 

“For det tredje ønskede USA ikke, at Sovjetunionen skulle kollapse. Vi støttede de baltiske landes uafhængighed, fordi vi aldrig havde anerkendt deres indlemmelse i Sovjetunionen, men det gjaldt ikke de øvrige tolv republikker. Det var ikke amerikansk politik at arbejde for en opløsning af den sovjetiske stat.”

“Det var Ruslands præsident Boris Jeltsin, der ledte opløsningen af Sovjetunionen og forsvarede de baltiske republikker, og allerede Gorbatjov anerkendte som leder af Sovjetunionen de baltiske landes uafhængighed, altså at de ikke var en del af Sovjetunionen, så den beslutning hang ikke sammen med Sovjetunionens opløsning, men var godkendt af den daværende sovjetiske leder. Det er vigtigt at gøre sig klart.”

“Fordi man bagefter sagde, at alt dette skete, fordi Rusland havde tabt, men det passer ikke. Rusland, altså Den Russiske Føderation, var slet ikke en part i Den Kolde Krig, det var en del af et kommunistisk ledet imperium. I 1991 var både den russiske leder stærkt pro-vestlig og ønskede at erstatte kommunistiske værdier med demokratiske, så det er en af flere udbredte misforståelser og myter, at USA vandt Den Kolde Krig, besejrede kommunismen og forårsagede Sovjetunionens kollaps. Det var resultatet af forhandlinger styret af fælles interesser og en konsekvens af interne processer og beslutninger i Sovjetunionen.”

Med tak til Flemming Rose og Frihedsbrevet.