Globalisering som ideologi har vist sig at være en brøler

Den populisme, som mange taler negativt om, er i realiteten en helt forståelig reaktion på globalismen som ideologi, mener den bogaktuelle journalist og debattør Anna Libak.

Populisternes oprør er slået bredt igennem, og globaliseringen som ideologi – også kaldet globalisme – er stendød. Sådan lyder samfundsdiagnosen anno 2018 fra journalist, debattør og Ruslandskender Anna Libak, der er aktuel med bogen ’Forstå populismen!’.

»Globalismen som en ideologi, der blindt tror på værdien af en grænseløs verden, er efter manges opfattelse gået for vidt. Det er derfor, at amerikanerne har fået Trump, og briterne har fået Brexit. I Danmark taler stort set alle politiske partier nu om, hvordan vi kan modvirke de negative virkninger af globaliseringen. Det handler især om indvandring, miljø, klima. Og om ulighed, selv om det er et mindre problem i Danmark end i andre vestlige lande. Vi skal være glade for den økonomiske globalisering, fordi den har hjulpet flere ud af fattigdom end årtiers udviklingsbistand. Men som en ideologi, vi skal indrette verden efter, er den færdig«, siger Anna Libak.

I sin nye bog forklarer hun over 200 sider populismen uden at forsvare den. Et væsentligt kendetegn er, at populister hævder at tale på vegne af et folk, der bliver trynet af eliten. Populismens essens er krænkelsen – man har trampet på os – og den findes på både højre- og venstrefløjen.

Når netop globaliseringens kritikere har gjort særlig brug af populismen, skyldes det, at de ved at give den som et ’krænket folk’ har kunnet vise, at forestillingen om den globale landsby var en illusion. For et ’folk’ med særlige kulturelle, historiske og religiøse kendetegn lader sig ikke uden videre blande op med andre. På den måde har de, der synes, at globaliseringen er gået for vidt, brugt populismen som rambuk mod den uforbeholdne lovprisning af globalisering, lyder Libaks analyse.

Er der reelt nogen i dansk politik, der omfavner globaliseringen i dag – måske lige bortset fra Radikale Venstre?

»Nej, og interessant nok kan det vise sig, at de radikale går frem, næste gang vi skal til stemmeurnerne. For så markant er dagsordenen skiftet i dansk politik, at de radikale er det eneste parti, man kan stemme på, hvis man vil holde fast i, at globaliseringen primært er et gode. Og nej, jeg har ikke glemt Alternativet. Det parti er ét stort oprør mod konkurrencestaten, der jo er et produkt af globaliseringen: De vil have karaktersystemet væk og mener, at økonomisk vækst smadrer verden«.

Er det i virkeligheden konkurrencestaten – altså en manifestation af globalismen – som flertallet vender sig imod?

»Ja, konkurrencestaten er lagt for had i disse år, fordi den reducerer borgere til produktionsfaktorer. Men samtidig skal vi gøre os klart, at borgerne forventer sig en moderne og veldrevet stat. De forventer digitalisering – det er utænkeligt at klare sig uden i et moderne samfund, hvor kravene til hastighed og selvbetjening er høje. De forventer også sund økonomistyring og kontrol med de fælles skattekroner. Vi omfavner altså stadig visse aspekter af konkurrencestaten«.

Hvad EU bør være

Ifølge Anna Libak er EU-systemet langsomt begyndt at forstå, hvad det er, borgerne på tværs af medlemslandene ønsker sig af unionen. Nemlig at den får kontrol med indvandringen og skaber rammerne for sunde økonomier uden store skel mellem rige og fattige.

»Med en verdensorden under forandring kan vi ikke klare os uden et tæt samarbejde i Europa. Man må huske på, at det, der gør vores verdensdel særlig, er, at vores magthavere faktisk også er underlagt loven. De kan ikke skalte og valte, som det passer dem. Sådan er det ikke i alle dele af verden, og de andre vil forsøge at få indflydelse hos os i EU og splitte os, efterhånden som de bliver relativt stærkere«.

»Det sker jo allerede: Kina, Rusland og Tyrkiet har allerede på forskellig vis påvirket os negativt. Tænk på Erdogans stikkerlinje og Ruslands og Kinas cyberangreb her i Danmark. Globaliseringen har ikke ført til, at de andre lande kommer til at ligne os mere. Nej, de bliver bare stærkere, og den magt vil de vide at udnytte. Kinas Silkevejsprojekt kræver, at EU står sammen, så det ikke ender med, at kineserne får alt for stor politisk indflydelse i EU. Vi ser allerede, hvordan de påvirker Grækenland til at boykotte Kina-kritiske resolutioner, efter de har investeret i havnen i Piræus«.

Det Europæiske Grænseagentur, Frontex, der bevogter Europas ydre grænser, har fået markant flere ressourcer, så det går vel i den rigtige retning?

»Om Frontex får flere ressourcer eller ej, er ikke afgørende for, om EU-borgerne føler, at deres bekymringer bliver taget alvorligt. For hvis det betyder, at Frontex blot bjærger flere migranter fra at drukne, jamen så betyder det jo også, at Frontex skaber et yderligere incitament for folk fra Afrika til at søge mod EU. Nej, hvis Frontex skal gøre en forskel, så skal de vende bådene eller sejle bådflygtningene helt tilbage til den nordafrikanske kyst. Og det kræver aftaler med disse lande. Så EU’s primære fortjeneste er, at man er gået i gang med at forhandle hjemtagelsesaftaler med de nordafrikanske lande, og at man betaler Libyen for at standse bådene ud for kysten. Det er brutalt, og det er jeg heller ikke glad for; men samtidig viser det jo andre, som ellers ville forsøge sig, at EU ikke tager imod migranter. Og det bliver altså nødt til at være EU, der bestemmer, hvem der kommer ind i EU – ikke migranterne«.

Og forudsætningen for de åbne indre grænsers Europa er, at de ydre grænser holder stand mod presset udefra?

»Så absolut ja«.

Deleøkonomi, ja tak

Næste fase i globaliseringen kommer til at handle om at lægge fornuftige rammer for deleøkonomien og at få globaliseringens helt store vinder, Kina, til at respektere de regler, vi i Vesten gør alt for at overholde, mener Libak.

Hvordan kan flere danskere få fordel af globaliseringen uden et højere skattetryk eller markant dyrere overenskomster på arbejdsmarkedet?

»Vi har allerede kæmpe fordel af globaliseringen – ikke kun økonomisk, også kulturelt. Der er stor bekymring over det kommende medieforlig, der skærer ned på DR, fordi ’uha, så ser folk ikke danskproduceret indhold’. Men sagen er, at folk i dag kun ser det gode danskproducerede indhold. For de har adgang til så meget andet indhold på Netflix og HBO, så de tillader sig kun at se det bedste af alting. Er det et krisetegn? Vel er det da ej«.

»Med hensyn til økonomiske fordele så synes jeg jo, at deleøkonomien er en gave til den brede befolkning. Tag Airbnb: Det er jo ikke den øvre middelklasse, der gider at servicere turister. Eller tag Uber: Det er ikke den højere middelklasse, der kører folk rundt i deres fritid. Deleøkonomien gør det muligt for den almindelige dansker få en indkomst, der ikke kommer fra enten lønarbejde eller fra velfærdsydelser«

Det er ofte blevet sagt, at Kina og flere andre asiatiske lande er globaliseringens store vindere. Har vi bare været for dårlige til at udnytte mulighederne i vores del af verden?

»Det er klart, at kineserne er entydigt begejstrede for globaliseringen. Den har gjort dem så meget rigere, og lige om lidt bliver de denne verdens herskere. Men derfor er det også vigtigt at holde dem fast på, at globalisering skal foregå på fair betingelser; og det gør den ikke nu. USA og EU er sådan set helt enige om, at Kina ikke spiller efter de regler, som de forpligtede sig til, da de fik medlemskab af verdenshandelsorganisationen, WTO«.

»Der er ingen tvivl om, at hvis globaliseringen foregik efter forskrifterne, så ville det være rent win-win. Markedet er den mest effektive måde at skabe værdi for alle på. Men hvis nogen bruger markedet til at skaffe sig politisk magt over os, så er det jo ikke i vores interesse«.

Lær at leve med Trump

Anna Libak deler den i Europa udbredte bekymring over Donald Trump, men forklarer det med hans uortodokse stil:

»Han har en plan, og han ved, hvad han gør. Hans måde at styre på er det tydeligste bevis på, at verdensordenen er skiftet, og at Vesten er presset. USA er ikke længere stærkt nok til at give den som verdens politibetjent og moralske overdommer. Til sidst var Obama blot til grin i Mellemøsten«.

»Muligvis kan Trumps ukonventionelle tilnærmelse til skøre autokrater og diktatorer vise sig at være begyndelsen til en forbedring, ikke mindst for befolkningerne i de lande, der styres af eneherskere«, lyder hendes argument, som fører til denne for mange danskere utvivlsomt provokerende pointe:

»Jeg er ikke bange for Trump«.

(Interview i Politiken 16. juni 2018)

Anna Libak

Reklamer
Udgivet i Globalt, Interviews, Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

1-0 til Kim. På den lange bane vinder Kina

Singapore-mødet skrev historie om en supermagts retræte og starten på en mere balanceret verden. 

NÅR DEN sidste rengøringsmedarbejder er færdig med at feje op efter topmødet i Singapore mellem den amerikanske præsident og Nordkoreas diktator, vil der uundgåeligt være tømmermænd, der indfinder sig. Ikke kun i kredsen omkring Donald Trump og i Kongressen i Washington (forhåbentlig!), men så sandelig også blandt USA’s traditionelle allierede i Østasien. Spørgsmålet er, om disse allierede er ved at blive forhenværende og har indstillet sig på, at de nu må lytte mere til Beijing end til Det Hvide Hus.

Trumps håndtryk med repræsentanten for tredje generation i den klan, der leder det koreanske militærregime (ikke en stat, der har et militær, men et militær, der har en stat), er så tæt på en politisk anerkendelse, som det er muligt under de givne omstændigheder. For Kim-regimet og dets officerselite er det opfyldelsen af en ønskedrøm, de har næret i mere end et halvt århundrede. En lille, men brutal og hensynsløs forbryderstat, der får en demokratisk supermagts skulderklap og håndtryk.

Nu begynder alt det svære. Udfordringerne med at gennemført en afnuklearisering af Den Koreanske Halvø, dvs. at sikre inspektion af de faciliteter, nordkoreanerne har brugt til at gennemføre en serie af prøvesprængninger og affyringer af fremføringsmidler.

For et land af Nordkoreas størrelse og med den politiske indretning, der gælder i Pyongyang, ligner det en opgave, der nærmer sig det uoverkommelige og urealistiske. Se blot på, hvor lidt der er kommet ud af den nedrustning, som USA blev enig med datidens Sovjetunionen om i sidste fase af den kolde krig for tre årtier siden.

I EN vis forstand er verden kastet tilbage til de såkaldte sekspartsforhandlinger, der fandt sted i begyndelsen af 00’erne med Beijing som vært, og hvor også Japan og Rusland deltog. De foregik inden for rammer, som næppe bliver gentaget under de betingelser, der nu foreligger, og de førte ikke til noget som helst.

Forestillingen om, at amerikanske militærfolk skal afsøge de afsidesliggende koreanske bjergegne med digitalkameraer, pandelamper og geigertællere, forekommer ikke realistisk. Hvis nordkoreanerne vil gemme nogle af deres faciliteter af vejen, har de rigtig gode muligheder for det.

Bundlinjen i den aftale, som flertallet af internationale medier kalder ’historisk’, er derfor, at præsident Trump endnu en gang har bekræftet den svækkelse, som USA og dermed Vesten som magtblok befinder sig i, og som tager sig mere og mere uafvendelig ud.

Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at Nordkorea slipper for at blive forandret. Alle tegn går i retning af, at den højmilitariserede nordkoreanske stat er på vej i en anden retning, forårsaget af direkte og indirekte pres fra naboen Kina. Direkte pres, fordi Kinas efterlevelse af de seneste FN-sanktioner utvivlsomt har gjort ondt også på den nordkoreanske magtelite. Indirekte, fordi Kina med sin økonomiske udviklingsmodel viser, at også et klanstyret totalitært Nordkorea kan blive et mere velstående samfund.

LYT TIL Thae Yong-ho, der var udstationeret på den nordkoreanske ambassade i London indtil sin afhopning i 2016. Han beskriver i sine nyligt udkomne erindringer, hvorledes der i Pyongyang er opstået en ny klasse af oligarker, der har opbygget rigdomme ved at gøre forretninger i nabolandene Kina og Rusland. Flere af disse oligarker befinder sig nu i Kim Jong-uns inderkreds og presser på for at få udviklet en politik, der kan give dem endnu bedre indtjeningsmuligheder. Med andre ord er det pengenes magt, der begynder at presse det traditionelle militære hierarki i Pyongyang.

Kim-klanen i Pyongyang har for længst demonstreret, at den giver efter for internationalt pres, men kun hvis det er den historiske allierede Kina, der læner sig ind over halvøen. Her er tilstanden nu, at begge koreanske stater er kommet i et stadig dybere afhængighedsforhold til magthaverne i Beijing, mens USA fortsætter sin retræte, både i Østasien og på den globale scene.

DONALD TRUMP er gået med til at indstille de amerikansk-sydkoreanske militærøvelser. Næste skridt bliver en nedlukning af det sydkoreanske missilforsvar, der har affyringsramperne rettet mod nord og nordvest. Med realismens briller på næsen skal man gøre sig klart, at Donald Trump igen igen har ydet et vigtigt bidrag til at gøre Kina stort igen. For både Nord- og Sydkorea er nu dybt forankrede i den kinesiske interessesfære. 1-0 til Kim, snart 2-0 til Kina.

(klumme i Politiken 14. juni 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Den digitale fascisme har erobret os

Cyberspace er på vej til at blive demokratiets modsætning. 

DER kan være blikstille ved computeren, mens bevidstheden mærker et sus: Vi kender følelsen af at blive revet med af turene ude i cyberspace. Hvem i Danmark undtagen generationerne på den tunge side af pensionsalderen har behov for at opleve forsamlingshuse indefra, når hele kloden og halvdelen af menneskeheden kun er få klik væk?

Da internettet endnu befandt sig i puberteten, kunne man høre politikere synge i kor med it-giganterne på et omkvæd, der lød, at adgangen til nettet flyttede ytringsfrihed og demokratisk organisering fra de lokale og nationale rum til det globale. Facebooks Mark Zuckerberg taler hyppigt om connectivity , forbundethed, som en fundamental menneskeret, samtidig med at han bejler til den kinesiske lederelite om adgang til den asiatiske gigants lukrative, censurindhegnede marked. Russiske cyberkrigere gør, hvad de kan for at kortslutte demokratiske debatter i Europa og USA i noget, der næppe kan kaldes andet end asymmetrisk digital krigsførelse.

Hvor internettet i den bedste af alle verdener burde være en ny vej til åbenhed og frihed, er den ubehagelige realitet blevet, at cyberspace er på vej til at blive demokratiets modsætning. Hadkampagner, falske nyheder og algoritmestyrede informationsstrømme er den ny verdensuorden; lad os i mangel af bedre kalde den for techno-fascismen.

INDTIL 1991, som ligger meget langt væk i erindringen selv for nutidens midaldrende, stod der en fundamental værdikamp mellem frihed og tvang; mellem demokratiske markedsøkonomier, retsstat og menneskerettigheder på den ene side og ideologisk totalitarisme og religiøs fundamentalisme på den anden. En enkel verdensorden, der takket være tilstedeværelsen af kernevåben viste sig at være forbløffende stabil.

1989 er det magiske år, hvor alting blev forandret. Der er en historisk ironi i, at det er i samme måned dette år, at den britiske it-ingeniør Timothy Berners-Lee opfinder world wide web , og at muren i Berlin falder og markerer afslutningen på verdenskommunismen.

Forventningen om en grænseløs verden, hvor nyvundne friheder ville brede sig fra højt udviklede og oplyste samfund til kontinenter, der befandt sig i både åndeligt mørke, undertrykkelse og økonomisk armod, led et skibbrud med terrorangrebet 11. september 2001.

Efter snart to årtier med krige mod terror, hvor slagmarkerne periodisk flytter fra mellemøstlige og afrikanske samfund til europæiske storbyer, er frontlinjerne nu i foruroligende grad digitale, hvilket har gjort det sværere at skelne mellem fjender og allierede.

NUTIDENS techno-fascister er ikke interesserede i at erobre land, men begrænser sig til at tage kontrollen med folks tankesæt og følelser. Eftersom det sker indefra, i samfund med tilsyneladende normalt fungerende demokratiske institutioner, der sikrer retsstaten og de friheder, vi forbinder med dem, er risikoen for vor fælles fremtid blevet usikker, hvis ikke uhyggelig.

Fascisterne i det 20. århundrede appellerede til det, de hævdede var en dybere folkesjæl, baseret på race eller ideologi. Nutidens fascister er i overvejende grad religiøse fundamentalister og hardcore etnocentriske nationalister. Islamisk Stat forsvinder ikke, fordi bevægelsens sidste tilholdssteder er blevet pulveriseret af amerikanske bomber, for der er rigeligt plads på nettet til, at cyber-fundamentalisterne kan fortsætte kampen.

Selv i demokratiske og tolerante samfund har en form for techno-populisme drevet politikere ud i kryptofascistisk adfærd. Trumps tweets kortslutter, hvad brigader af amerikanske diplomater har brugt årtier og millioner af dollars på at realisere. Tilhængere af Ruslands Putin, Tyrkiets Erdogan og Ungarns Orban appellerer til den udbredte angst blandt vælgerbefolkningerne, som ikke tiltror EU den tillid, der er en forudsætning for at håndtere vore fælles udfordringer, herunder presset på Europas ydre grænser. Autokrater og demagoger har et fælles træk i deres kamp mod Europas oplysningstradition: De opflammer kollektiv frygt og maner til national og etnocentrisk fællesskabsfølelse.

Fortidens diktatorer brugte køller og andre håndvåben for at tyrannisere befolkninger, i nutidens højt udviklede samfund rækker det med nettets algoritmer. Den kolde krigs primitive propaganda er afløst af digitale kampagner, hvor klik via computerens tastatur er mere mobiliserende end fortidens støvletramp.

(klumme i Politiken 4. juni 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kina giver lande på Balkan lommesmerter

Infrastrukturprojekter lander Europas svageste økonomier i store gældsproblemer. 

Advarslen var ikke til at tage fejl af, da Den Internationale Valutafond (IMF) i forrige uge løftede en pegefinger over for Montenegro, et af de lande på Balkan, der stræber efter at blive medlem af EU. IMF pointerede, at den unge statsdannelse risikerer at gå i knæ økonomisk under vægten af en voksende statslig gældsbyrde.

Valutafondens rapport handler om et af de største infrastrukturprojekter i den konfliktplagede region, den stort anlagte motorvej mellem den serbiske hovedstad, Beograd, og den montenegrinske havneby Bar. Korridoren er af afgørende betydning for Serbiens økonomi, da landet ingen kystlinje har. Den del af transportkorridoren, der går fra den serbiske grænseby Boljare til Bar i Montenegro, er 164 kilometer lang og bliver den dyreste at opføre på strækningen med en anslået samlet omkostning på 2 milliarder euro. Det, der især driver prisen op er, at vejen kommer til at gå gennem et bjergområde, hvor der skal bygges 50 tunneller og næsten 100 broer og viadukter.

Denne kolossale logistiske udfordring har regeringen i Podgorica valgt at få håndteret ved at koble sig på Kinas gigantiske euroasiatiske transportnetværk, kendt som Belt and Road Initiative (BRI), markedsført som vor tids ’silkevej’. I Montenegro er projektets første fase 2015-17 finansieret gennem lån fra en af Kinas store statsbanker, China Export-Import Bank. Når det hele engang står klar, har Kina en korridor for sine industriprodukter hele vejen fra Shanghai til Adriaterhavet.

HAVDE DET alene handlet om ingeniørers effektivitet, kunne det sagtens give mening at lade kineserne være kreditgiver, men valutafondens advarsler går på, at Montenegros spinkle økonomi mangler den volumen, der skal til for at betale hurtigt af på finansieringen. Allerede i fjor mærkede landets befolkning på ca. 645.000 konsekvenserne af regeringens låntagning i form af store offentlige besparelser og øget beskatning på forbrugsgoder. Montenegros offentlige gæld er vokset fra tidligere 59 procent af nationalproduktet til nu 78 procent alene på grund af forpligtelserne til China Export-Import Bank.

I Bruxelles, Berlin og andre europæiske hovedstæder er der voksende bekymring over, om Kina vil bruge sin kolossale finansielle og industrielle vægt til at etablere sig politisk i et svagt hjørne af Europa for at fremme kinesisk økonomisk ekspansion.

Montenegro er ikke alene om at mærke den hede ånde fra dragen i øst. Lufthavnen i den albanske hovedstad, Tirana, ejes nu af det kinesiske statsselskab China Everbright Group. Et opkøb, der ligger i logisk forlængelse af det kinesiske ejerskab af den græske havneby Piræus. I Makedonien er kinesiske selskaber involveret i bygning af motorveje.

Blandt de tidligere jugoslaviske stater er det ikke overraskende i den befolkningsmæssigt største, Serbien, at Kina har kastet flest lodder i vægtskålen. For 2 år siden blev Serbiens eneste stålværk, beliggende i byen Smederevo, solgt til kinesiske HBIS for en pris på 46 millioner euro. 4 år tidligere havde amerikanske U.S. Steel solgt virksomheden tilbage til den serbiske stat for den symbolske pris på en enkelt dollar. Den serbiske minister for byggeri, transport og infrastruktur, Zorana Mihajlovic, tøver ikke med at kalde Serbien for Kinas vigtigste partner i Europa. Men det handler om betydelig mere, end at kineserne sikrede 5.200 jobs med opkøbet af stålværket i Smederevo. For hvor EU fortæller ansøgerne på Balkan, at de skal anerkende Kosovos selvstændighed for at komme med i den europæiske familie, er Beijing en sikker støtte bag Beograds afvisning af dette.

PÅ TVÆRS af politiske skillelinjer er der enighed om, at de berørte lande, Albanien, Bosnien, Kosovo, Makedonien, Montenegro og Serbien, vil kunne løfte sig økonomisk, hvis de snart får større adgang til det velstående Europa. Men der er som bekendt meget langt igen, inden egentlige medlemskaber af Den Europæiske Union begynder at tage sig realistisk ud.

Behovet for at udbygge netværket af transportkorridorer er indlysende, og her er det, at Kinas voksende magt og indflydelse ligner et tveægget sværd. Kinesiske selskaber er kendt for at have kort afstand mellem beslutning og gennemførelse – i modsætning til det fodslæbende bureaukrati i Bruxelles. Dilemmaet er derfor særdeles håndgribeligt, hvis de gamle slagmarker på Balkan hurtigt skal forvandles til markedspladser for regionens 20 millioner indbyggere.

(klumme i Politiken 31. maj 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Handelskrigen mellem Kina og USA er afblæst – næsten

Trump skaber forvirring om de anstrengte relationer med Kina. 

Netop som USA stod til at vinde et afgørende slag i de tidlige faser af en handelskrig med Kina, tweetede præsident Trump en udmelding, som var den bedste foræring, supermagten kunne give sin vigtigste og stærkeste rival.

Stridens emne er den kinesiske elektronikgigant ZTE, landets næststørste med 75.000 ansatte og aktiviteter i 160 lande. Dog betydeligt mindre end dominerende Huawei, der vil være kendt af tusinder af danske og europæiske forbrugere.

I fjor scorede det amerikanske handelsministerium en regulær triumf, da det idømte ZTE en bøde på 1,2 milliarder dollars for at have solgt produkter og komponenter til fem sanktionsramte lande: Iran, Nordkorea, Sudan, Syrien og Cuba. Amerikanerne lod det ikke blive ved bøden, men fik skrevet ind i et forlig med ZTE, at de ansvarlige ledere i firmaet, der havde tilladt eller direkte tilskyndet sanktionsovertrædelserne, skulle retsforfølges. Hvilket ikke skete. ZTE betalte de pågældende chefer bonusser og løj om det.

Det fik konsekvenser: Som et næste skridt i optrapningen nedlagde USA forbud mod, at amerikanske techfirmaer sælger komponenter til ZTE i syv år frem. Smartphones fra ZTE kører med styresystemet Android, udviklet og ejet af Google. Når ZTE har solgt smartphones til Iran, har de indeholdt chips fra Qualcomm. Ingen har været i tvivl om, at de amerikanske myndigheders håndtering af ZTE også ville få konsekvenser for arbejdspladser i USA.

ZTE meldte herefter ud, at den begyndte lukningen af store produktionsenheder. Så blev striden løftet til det allerhøjeste niveau: Den kinesiske leder Xi Jinping benyttede sig af den varme telefonlinje til Trump, som en søndag chokerede amerikansk erhvervsliv med et tweet om, at sanktionerne mod ZTE vil blive genovervejet:

»Kina og USA samarbejder udmærket om handel. Slap af, vi finder ud af det«, lød præsidentens forklaring.

FRUSTRATIONERNE må være dybe og smertelige i den del af det amerikanske regeringsbureaukrati, der omhyggeligt har brugt erhvervsjuridiske instrumenter for at få de kinesiske konkurrenter til at makke ret.

Men hvis amerikanske sanktioner begynder at sende titusinder af kinesiske industriarbejdere på gaden, skal der ikke megen fantasi til forestille sig reaktionerne: vrede kinesiske forbrugere og aktivister vil begynde at smadre deres iPhones ned i asfalten i Kinas storbyer.

Alligevel spørges der på tværs af USA om, hvilke motiver der driver Trump i ZTE-sagen. En af de mest interessante forklaringer kom ud onsdag: Et kinesisk investeringsfirma har kastet et lån på 500 millioner dollars ud til et indonesisk konsortium, der planlægger et feriested, Lido City, hvor Trump-koncernen har store økonomiske interesser.

Diskussionen handler nu om, hvorvidt denne kinesiske investering, som offentligheden ikke har mange detaljer om, er en regulær bestikkelse af den amerikanske præsident. På pressemødet i Det Hvide Hus for en uge siden afviste vicepressetalsmand Raj Shah spørgsmål om det indonesiske investeringsprojekt med følgende bemærkning: Vi besvarer ikke spørgsmål, der handler om et privatforetagendes aktiviteter.

Mere end én gang har talspersoner for Det Hvide Hus forsøgt at forsikre offentligheden om, at Trump ikke vil lade sit forretningsimperium indgå aftaler om større projekter med udenlandske partnere, så længe han bestrider nationens øverste embede. I forvejen bevæger ’The Donald’ sig rundt i juridiske minefelter, der især handler om Rusland. Nu er også den kinesiske stat ved at involvere sig økonomisk i den mest kommercielt orienterede præsident, USA nogensinde har haft.

Gæt så lige, hvem der er den største indonesiske partner i Kinas storstilede infrastrukturprojekt, Obor (One Belt, One Road)? Ja, selvfølgelig er det firmaet bag netop Lido City. Navnest er MNC Land Tbk, hvis ejer er milliardæren Hary Tanoesoedibjo, Trump-konsortiets partner. En global entreprenørklasse kontrollerer beslutningsmiljøerne både hos den store vestlige supermagt og klodens folkerigeste muslimske demokrati. Med Kina som partner. Hvem havde lige set en sådan alliance komme, og mon eksemplet med ZTE, Lido City og MNC Land Tbk er en indikator for, hvordan USA og Kina vil undgå en global handelskrig? Verden må konkludere, at Trump gør Kina stort igen.

(klumme i Politiken 21.05.2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

92-årig sikrer magtskifte i Malaysia

Valgsensation er et opgør med en årtier gammel korruptionskultur. 

En politisk dinosaur i Asien er faldet. Det dominerende regeringsparti, der har stået i spidsen for den multietniske føderation Malaysia siden uafhængigheden i 1957, er blevet sendt på porten af et massivt vælgerflertal. En regeringschef, der i sine ti år ved magten har svindlet og bedraget sig til en milliardformue, befinder sig sandsynligvis i en form for usynlig husarrest: Najib Razak og hustruen forsøgte at flygte til Indonesien, men blev forhindret. Torsdag ransagede malaysisk politi familiens ejendomme for relevante dokumenter og værdigenstande.

Ny, men midlertidig mand i embedet er en veteran om nogen: 92-årige Dr. Mahatir Mohamad, der i årtier var selve personificeringen af malaysisk magtudøvelse. En uomtvistelig politisk begavelse, ferm til at manipulere både modstandere og medspillere og retorisk så skarp, at han kunne gøre sin nation respekteret også uden for Østasien.

Veteranens overtagelse af landets øverste politiske embede bliver kortvarig. Han er en overgangsleder, mens den oppositionskoalition, der sejrede ved valget 9. maj kommer på benene og får omsat den massive valgsejr i en fordeling af ministerposter og et politisk program, der ud over et nødvendigt retsopgør med forgængerne og en korruptionskultur, der er lige så gammel som nationen selv, skal udstikke en kurs for det etnisk brogede malaysiske samfund.

OPMÆRKSOMHEDEN samler sig aktuelt om en anden gammel kending i landskabet, 70-årige Anwar Ibrahim, der for tre årtier siden havde en profil som kronprins i regeringspartiet UMNO, United Malays National Organisation. Ibrahim var en tidlig lærling under Mahatir Mohamad og nåede i 1990’erne til tops i regeringshierarkiet som både finansminister og vicepremierminister.

Anwar Ibrahims tydelige ambitioner i retning af at overtage landets lederskab resulterede i et dramatisk opgør med mentoren Mahatir, der gennem effektiv manipulation med medier og landets belastede og utroværdige retssystem i april 1999 fik sendt sin forhenværende protegé i fængsel med en skandaleombrust dom for homoseksuel adfærd (Anwar Ibrahim har et langt ægteskab bag sig og fem børn med samme hustru). Alle vidste, at Malaysias retsvæsen var en parodi på et sådant. Sagen rejste en storm af international kritik uden effekt.

Efter sin frigivelse i 2004 dannede Anwar Ibrahim et politisk parti, der stillede op ved valgene i både 2008 og 2013. Da en højere retsinstans stadfæstede hans tidligere dom, måtte han tilbage i fængselscellen i 2015. En såkaldt kongelig benådning udstedt af Malaysias øverste sultan førte til en fornyet frigivelse i onsdags, og nu er det en udbredt forventning, at han er ved at blive kørt i stilling til posten som regeringschef, ironisk nok hjulpet af sin tidligere beskytter, senere rival og nu aktuelle forbundsfælle, Mahatir Mohamad.

INTET AF dette havde været muligt uden vælgernes brug af sociale medier. Den slagne regeringschef Najib Razaks berigelse af sig selv og sine nærmeste har været kendt stof i den malaysiske offentlighed i årevis. Men regeringspartiets og statsapparatets kontrol med de traditionelt partistyrede medier, det kontrollerede civilsamfund og tvivlsomme retsinstanser har gjort, at mandens kleptokratiske tilbøjeligheder indtil nu er forblevet ustraffede.

Centralt i det kommende retsopgør står Razaks personlige berigelse via hans adgang til den statslige udviklings- og investeringsfond, 1MDB. Landets justitsministerium har længe været i gang med at opspore de forsvundne milliardsummer fra fonden: der angives et samlet beløb på 7,5 milliarder dollars, der er gået til uretmæssige formål, heraf alene 27 millioner dollars til køb af en diamanthalskæde til regeringschefens hustru. Parret har angiveligt anskaffet sig dyr kunst af Monet, van Gogh og Andy Warhol foruden køb af en stor lystyacht og luksusboliger i USA.

Yachten var ikke af ordinær slags. Anslået pris: 250 millioner dollars og udstyret med biograf og landingsplads for helikoptere.

Mahatir Mohamad, der engang var en forbunds- og partifælle til Najib Razak, trådte tidligere i år ud af sit pensionistliv med bemærkninger om, at Malaysia måtte vende tilbage til en mere acceptabel retstilstand. For en uge siden kaldte han Razak for en tyv og tilføjede lakonisk: »Høj eller lav, loven gælder for alle«.

Denne tilstand blev dog langtfra konsekvent overholdt i de mange år, Mahatir Mohamad selv sad i regeringschefkontoret, hvilket den nu uformelt genudpegede ’kronprins’ Anwar Ibrahim kunne levere interessante vidnesbyrd om. Det kommer næppe til at ske.

Donald Greenlees, der forsker i sydøstasiatisk politik ved Australia National University kommenterer udviklingen således i The New York Times:

»Magteliterne i Sydøstasien har været præget af en kultur, hvor grådighed, ansvarsløshed og straffrihed var fremherskende. Årtier med regeringer, der lignede etpartisystemer, gav toppolitikere mulighed for at udsuge statslige institutioner og misbruge retsvæsenet. Når hertil kom regeringens kontrol med medierne, fik vi i Malaysia en tilstand, hvor Najib Razak troede, at han var urørlig«.

DEN STØRSTE af de økonomiske skandaler eksploderede i 2015, da medlemmer af oppositionen i samarbejde med undersøgende journalister begyndte at stille spørgsmål om, hvad der var sket med de milliarder, der på mystisk vis var sivet ud af 1MDB.

Året efter fik sagen en udløber i USA, da justitsministeriet i Washington fortalte, at en person, der var identificeret som »Malaysian Official 1« havde overført 731 millioner dollars fra 1MDB til amerikanske banker. Undersøgelser i det amerikanske bankvæsen viste siden, at beløbet var langt større: i omegnen af 4,5 milliarder dollars, hvoraf hovedparten af midlerne har beriget Razak-familien og dens nære forbundsfæller i malaysisk erhvervsliv.

Nogle af midlerne gik til gaveformål: Den amerikanske stjerneskuespiller Leonardo DiCaprio modtog et Picasso-maleri i fødselsdagsgave af Razak-familien. Værdi: 3,2 mia. dollars. Skuespilleren returnerede gaven.

Den største økonomiske skandale i Sydøstasien siden den filippinske præsident Ferdinand Marcos’ udplyndring af sit land er kun lige begyndt at blive rullet ud. Dramaet fortsætter.

(klumme i Politiken 20. maj 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Trump åbner endnu en bane for Kina

Beijings netværk af infrastruktur ekspanderer fra Centralasien til Mellemøsten.

Med præsident Trumps opgivelse af atomaftalen med Iran er der sket endnu en forskydning i de globale magtbalancer, og det må vække undren blandt USA’s traditionelle allierede, at den frie verdens selverklærede leder lader hånt om mange års møjsommeligt opbygget amerikansk indflydelse i klodens mest konflikthærgede region.

Gør klar til næste kapitel i sagaen ’Sådan ophører en supermagt’. Mon ikke den kommer som serie på Netflix.

Det indlysende spørgsmål er selvfølgelig, om det tomrum for indflydelse og magt, som Trump lader stå åbent, vil blive udfyldt af andre. Der er kun ét troværdigt svar på det spørgsmål, eftersom Europas handlemuligheder er henvist til småtingsafdelingen. Kort og brutalt: Hvad er Kinas hensigter i Mellemøsten?

GENNEM årtier holdt Kina sig langt fra konflikterne i denne del af verden. Men Beijings storstilede plan for udbygning af transportsystemer hen over Centralasien, kendt som Obor (One Belt, One Road), er ved at blive strakt ud til både Iran og de arabiske golfstater.

I de globale opinionsmiljøer er Obor præsenteret som en renæssance for den årtusindgamle Silkevej, der med et net af handelsruter knyttede kinesiske dynastier sammen med riger i Centralasien og videre til Middelhavsområdet. Nogle af endestationerne i forne tider lå, hvor Syrien og Libanon i dag forsøger at overleve som nationalstater.

En mellemøstlig aflægger af Obor kommer til at placere Iran i en nøglerolle. Kina er allerede den største aftager af iransk råolie og har investeret massivt i landets energisektor.

Det statslige kinesiske olieselskab China National Petroleum Corporation er i samarbejde med franske Total gået ind i udviklingen af det iranske gasfelt South Pars, der rummer klodens største kendte forekomster af naturgas.

Hvis konsekvensen af det amerikanske pres på Iran bliver, at Total opgiver sit iranske engagement, er det en indlysende konsekvens, at Kina overtager Totals andel. Der er ingen realistiske konkurrenter, eftersom de kinesiske selskaber har en stærk stat i ryggen.

En gammel togforbindelse fra Kasakhstan til Iran beskrives i kinesiske medier som redskabet, der skal fremme økonomisk integration mellem Centralasien og Mellemøsten. Hverken USA eller EU har en tilstedeværelse af betydning lige her. Kig venligst i historiebøgerne efter begrebet ’vestlig indflydelse’.

Kineserne har ikke kun pengene og ekspertisen med hjemmefra til denne ekspansion. De er også fri for den ulykkelige historiske bagage, som især briter og amerikanere har efterladt i den iranske og arabiske bevidsthed. De mange silkeveje blev opretholdt i århundreder, mens en myriade af fyrstendømmer, sultanater og kongeriger kom og gik, men kejseren i øst var der altid.

BEIJING lader sig ikke nøjes med Iran som trædesten for indflydelse. Kinesiske læreanstalter er i gang med at oprette tænketanke, hvis fokus er den arabiske verden: Der udbydes sproguddannelser for kinesere, der skal lære sig arabisk i skrift og tale, og tilsvarende for arabere, der skal lære sig kinesisk.

Kinas primære økonomiske partner blandt golfstaterne er det oversete sultanat Oman. Duqm er navnet på en omansk landsby, oprindeligt domineret af fiskerierhvervet, men i dag på vej til at blive et vigtigt transport- og industriknudepunkt, hvor kinesiske statsvirksomheder har stillet investeringer for 10,7 milliarder dollars i udsigt.

Duqm kaldes nu ’den kinesiske by’ på den Arabiske Halvø og bliver hjemsted for andet og mere end kun raffinaderier. Der skal også bygges fabrikker for solpaneler og biler. Oman har en strategi for udvikling af en fremtidig økonomi, der gør landet mindre afhængig af olie og gas og har tildelt Kina en nøglerolle i denne proces.

Kinesiske flådefartøjer har gennem flere år regelmæssigt lagt til i havnebyen Salalah som et led i bekæmpelsen af pirateri i farvandene ud for Afrikas Horn.

Oman har ikke lukket Kina indenfor i den hensigt at svække sine relationer med andre stormagter. Tværtimod forsøger sultanatet sig med en flerstrenget strategi med alle relevante geopolitiske aktører. Det stod klart, da Muscat i fjor var en diskret vært for forhandlinger med Taleban. Her deltog afghanske, pakistanske, amerikanske og kinesiske diplomater.

Hvor tager Beijings udsendinge hen næste gang med de store moneybags ?

Palæstina og Syrien, når det er praktisk muligt. Ja, tak.

(klumme i Politiken 17. maj 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar