Fredsprisen er nutidens ligegyldighed

Nobelkomiteen ramte forbi målskiven. Igen.

I DANMARK er diskussionen ikke-eksisterende, mens den i Norge og Sverige er en tilbagevendende kilde til irritation: At Nobels fredspris er blevet genstand for opportunistiske tilbøjeligheder til letbenet populisme og er kommet alt for langt væk fra de kriterier, som Alfred Nobel formulerede for tildelingen.

Hvor mange har i dag en erindring om, at daværende præsident Barack Obama i 2009 – i starten af sin embedsperiode – modtog Nobels fredspris? Dengang spøgte kritikere med, at Obama havde lovet ikke at gentage de fadæser, forgængeren George W. Bush havde bedrevet i Mellemøsten. Siden slog ’fredspræsidenten’ Obama verdensrekord i krig med brug af droner.

Nobelkomiteen er en slangehule. Verden fik dybere indsigt i dette rum af giftigheder, da den tidligere direktør for Det Norske Nobelinstitut og sekretær for Nobelpriskomiteen Geir Lundestad i 2015 udgav sine erindringer, der har titlen ’Fredens sekretær. 25 år med Nobelprisen’.

Geir Lundestad (tv) og Thorbjørn Jagland.

Lundestad kalder i bogen tildelingen af fredsprisen til Obama for en regulær fejltagelse og forklarer, at Obama selv havde overvejet at udeblive fra overrækkelsesceremonien. Staben i Det Hvide Hus havde forhørt sig i Oslo om tidligere prismodtagere, der havde valgt at blive væk, og var nået til den erkendelse, at Obama gjorde bedst i at møde frem for i det mindste ikke at fornærme nordmændene.

Komiteens formand gennem seks år, fhv. statsminister Thorbjørn Jagland, får i Lundestads bog det glatte lag: hans ledelse kaldes for sjusket og præget af uvidenhed. Kun få i det norske mediehav protesterede, da Jagland blev afsat som formand på et stormfuldt komitemøde i marts 2015, hvor kritikerne hæftede sig ved hans håndtering af pristildelingen i 2010, hvor modtageren var den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.

Med til historien hører, at Norges daværende udenrigsminister Jonas Gahr Støre forgæves havde forsøgt at overtale Nobelkomiteen til at droppe Liu Xiaobo.

KRITIKKEN er ikke ophørt. Få dage før tildelingen af dette års fredspris udsendte juristen og forfatteren Fredrik Heffermehl en bog med titlen ’Medaljens bakside’, hvor han igen kritiserer Nobelkomiteen for at have svigtet Alfred Nobels intentioner med fredsprisen. Heffermehl er den mest kendte og vedholdende kritiker af fredspristildelingerne.

Lad os for god ordens skyld repetere, hvad Alfred Nobel skrev i sit testamente i 1895. Han stillede tre krav til prisvindere: De skal arbejde for reduktion af militærstyrker, gennemførelse af fredskongresser og fremme nationernes forbrødring.

På nutidsdansk: Nobelprisen bør gives for nedrustningstiltag.

Alfred Nobel

Kun et beskedent mindretal af prismodtagerne gennem 120 år har levet op til det strengt formelle i kriterierne. Fra tid til anden har flere af Nobels efterkommere fundet det nødvendigt at advare mod praksis. Således skrev Michael Nobel, barnebarn til en af Alfred Nobels brødre, i avisen Aftenposten 9. december 2011:

»Nobelkomiteen har gennem de seneste år bevidst set bort fra sin opgave og valgt prisvindere ud fra egne præferencer. Menneskeretsforkæmpere, miljøaktivister og en lang række andre har fået prisen til trods for, at deres indsats på ingen måde ligger inden for Nobels specifikke fredsvision, som den fremgår af testamentet. Jeg ønsker ikke at undervurdere deres indsats – de fleste af disse prisvindere har gjort ganske meget godt for menneskeheden. Men Nobels Fredspris skulle de aldrig have haft«.

Lige på kornet! Systemkritikere skal havde frihedspriser, og klimaaktivister skal have miljøpriser eller noget, der ligner. Hvor svært kan det være at forstå, at der stadig er behov for at afmilitarisere de internationale magtrelationer?

Kære nordmænd og -kvinder, kast lige et blik på Syrien, Libyen, Afghanistan og diverse kludetæppelande på det afrikanske kontinent, og find så de personer, institutioner og organisationer, der her fremmer dialog frem for våbenbrug.

Skiftende komiteer har følt sig frie til at anvende fredsprisen til formål, som de måtte finde passende uden respekt for de historiske realiteter. Men når alle formål er lige gyldige, bliver prisen ligegyldig.

Ingen tvivl om at årets modtager, Verdensfødevareprogrammet, har brug for de penge, der følger med. Hvilket tjener til at pointere, at FN’s særorganisationer er kronisk underfinansierede.

Om ikke andet betyder årets tildeling, at to andre nominerede, Greta Thunberg og Donald Trump, ikke fik prisen. Lad dem blive belønnet af deres respektive menigheder.

(klumme i Politiken 19.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Pakistansk a-bombe hjalp Nordkorea

Islamabad var fødselshjælper for Kim-dynastiets atomvåbenprogram.

At kalde dokumentaristen Mads Brüggers tv-serie om Nordkorea for en rygende pistol er en underdrivelse i beskrivelsen af de sensationelle afsløringer om klodens mest militariserede regime.

Seriens hovedperson, den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen, har udrettet, hvad efterretningstjenester i den vestlige verden har drømt om i årtier: At komme indenfor i maskinrummet på et surrealistisk regimes systematiske bestræbelser på at sprede død, vold og destabilisering.

Det internationale samfund har i skikkelse af FN-systemet forsøgt sig med et skærpet sanktionspres på det dynastiske diktatur i Pyongyang. Forgæves. Donald Trump har gjort spektakulære bestræbelser på at få en atomnedrustningsaftale med Kim Jong-un, »raketmanden på en selvmordsmission«, som Trump forklarede sig i et ophidset øjeblik. Ligeledes forgæves. Konsekvensen er blevet, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er blevet ’stor igen’, men skrumper ubønhørligt.

HJÆLP FRA anden side? Siden 2003, da Nordkorea trak sig ud af FN’s ikkespredningsaftale om kernevåben, har Beijing i perioder været vært for forhandlinger med det formål at få Nordkorea til at acceptere inspektion af landets atomfaciliteter. Også forgæves.

Sydkorea har forsøgt sig med hele kataloget af tilnærmelser: nødhjælp, udviklingsbistand, dialoger. Alt sammen mødt med bedrag og afvisninger.

FORHISTORIEN til det drama, som Mads Brüggers dokumentarserie har leveret nye vinkler på, er glemt af de fleste. Nogle af de ubehagelige detaljer kommer derfor her:

Der er en nær sammenhæng mellem det nordkoreanske atomprogram og opbygningen af en tilsvarende aktivitet i Pakistan. Ophavsmanden til den islamiske verdens første atombombe hedder Abdul Qadeer Khan. Han er i dag 84 år og anmodede i maj i år den pakistanske højesteret om at frigive ham fra en tilstand, der mest af alt ligner en langvarig husarrest. Efter at Khan i 2004 indrømmede at have hjulpet Iran, Libyen og Nordkorea med at skaffe atomteknologi, blev han sat under overvågning. Alligevel hyldes han regelmæssigt i pakistanske medier som en helteskikkelse, fordi han har gjort landet i stand til at stå op imod ærkerivalen Indien, der ligeledes er bevæbnet med kernevåben.

Khans bidrag handler om det program, som i særlige centrifuger beriger uran, så det kan anvendes i atombomber. Anklagerne mod ham gik på, at han i 1976, mens han arbejdede for konsortiet Urenco, skal have stjålet uran i Holland og have fået det transporteret hjem til Islamabad.

Khan

I årene 1978-84 udviklede pakistansk militær et kernevåbenprogram, forklarede Khan senere i et avisinterview. Da landet i 1998 gennemførte en atomprøvesprængning, indførte FN sanktioner. Pres fra USA førte i 2001 til, at Khan blev forflyttet fra aktiviteter relateret til kernevåbenudvikling, men han kunne stadig kalde sig forsker.

I 2008, da Khan igen sad i husarrest, udtalte han i et interview med det franske nyhedsbureau følgende: »Første gang, jeg reddede mit land, var, da jeg forvandlede det til en kernevåbenmagt. Anden gang, jeg reddede det, var, da jeg påtog mig al skylden og ansvar«.

Skoler, universiteter og hospitaler overalt i landet er opkaldt efter Khan. Som klodens nok mest omstridte atomfysiker skriver han jævnligt avisklummer og fremhæver her betydningen af uddannelse, videnskab og forskning – samtidig med at han hævder at have handlet på ordre fra skiftende regeringschefer gennem 40 år.

Så jo, Iran, Libyen og Nordkorea fik en hjælpende pakistansk hånd. Det har Khan aldrig benægtet direkte, han har kun talt udenom. Og Pakistans to vigtigste allierede, hvem er det lige, det er? Magtesløse USA og Kina.

NORDKOREAS vigtigste eksportvarer er våben – fra automatrifler til missilsystemer. Sådan har det været siden 1980’erne, da Pyongyang sendte artilleri, missiler og andre grimme sager til Teheran, der i næsten ti år lå i krig med naboen Irak. Vi kan ikke automatisk gå ud fra, at nordkoreanernes motiver var at hjælpe ayatollaherne til sejr, eftersom de også forsøgte at få Iraks Saddam Hussein som våbenkunde, og at det muligvis lykkedes dem.

Nordkoreanernes motiv var og er at skaffe hård valuta til Kim-dynastiet. Vil man forstå Nordkorea, så start her: Alle stater har et militær. Undtagen Nordkorea, som er et militær, der har en stat. Sværtbevæbnet med kemiske, biologiske og atomare våben.

Mads Brügger har leveret dramatiserende detaljer til et billede, hvor vi kun kendte den rå skitse. Vel en Cavlingpris værdig?

(klumme i Politiken 15.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, Uncategorized | Skriv en kommentar

USA’s sundhed er på niveau med Albaniens

USA rasler ned i landeindeks, der måler livskvalitet.

De amerikanske vælgere, som om en lille måneds tid får afgørende indflydelse på supermagtens næste fire år, bør gøre følgende tankeeksperiment: Prøv at se bort fra de traditionelle emner som beskæftigelse og skat og spørg jer selv, hvor mange af jeres medborgere der ville have overlevet covid-19-pandemien, hvis den øverstkommanderende i Det Hvide Hus havde været en normal præsident. Normal i betydningen gennemsnitlig.

Under den tv-debat, som på skræmmende vis demonstrerede forfaldet i landets politiske kultur, blev vi mindet om den milepæl, USA netop har passeret: 200.000 dødsofre for covid-19. Hvis en Joe Biden havde stået i spidsen for nationen, ville tallet have været flere millioner, lød det hidsigt fra Donald Trump. Den må vælgerne så fordøje.

Den brutale realitet er, at USA har fire procent af klodens samlede befolkning, men også 25 procent af det samlede antal bekræftede antal covid-19-døde.

Lad os sammenligne tilstanden i USA med de folkerigeste lande i Europa. Her skiller Tyskland sig ud med et antal døde på omtrentlig en femtedel af niveauet i USA. Af de øvrige ligger Spanien, Italien og Frankrig tæt på, hvor USA befinder sig.

Kilden til det følgende er Our World in Data, som præsenterede følgende tal på den sidste dag i september på hjemmesiden ourworldindata.org. Tallene er først det daglige nye antal smittede per én million indbyggere:

USA: 130. Frankrig: 123. Spanien: 241. Sverige: 31. Danmark: 68.

Opgørelse af antal døde per en million indbyggere stiller USA (med 622) og Europas to hårdest ramte lande, Spanien (676) og Italien (593), nogenlunde ens, mens der er langt ned til Danmark og Tyskland med henholdsvis 113 og 122. Sydkorea og Kina står pænt i Østasien med henholdsvis 8 og 3 døde per en million indbyggere. For Kinas vedkommende knytter der sig en del usikkerhed til tallet.

Joe Bidens strateger kan i forberedelserne til de kommende debatter overveje, om ikke de svenske og danske tal skal bringes frem, siden de repræsenterer en succeshistorie i Europa trods forskelligheden i tilgangen til at bekæmpe covid-19.

FOR MILLIONER af amerikanere vil det være relevant at se mod syd og sammenligne med Latinamerika. Her er Argentina den eneste succes af betydning, mens Mexico og Brasilien er i samme ubehagelige kategori som den store nabo i nord. Tilstanden i USA afspejler fraværet af en national strategi og en uhyggelig benægtelse af realiteterne hos forbundsregeringen og i det Hvide Hus.

De 200.000 døde er en milepæl, som bør gå over i historieskrivningen. Tallet svarer til det tab af soldater og andet militært personale, som USA har mistet i samtlige landets krige de seneste syv årtier, Korea (1950-53) og Vietnam (1965-75) inklusive.

Enhver, der har besøgt Arlington begravelsespladsen i udkanten af Washington eller har deltaget i Memorial Day, kender til den alvor, hvormed USA minder sine krigsofre, men ingen i Washington holder i disse uger ceremonier for de coronadøde.

De amerikanske vælgere bør mindes om, hvor langt ned nationen er faldet i sin evne til at skabe sund og stabil livstilstand for befolkningen. De nyligt offentliggjorte tal på livskvalitetsindekset Global Social Progress Index sender USA ned på en 28.-plads.

Siden disse målinger blev påbegyndt i 2011, er USA rykket seks pladser ned på skalaen og deler nu skæbne med Brasilien og Ungarn som de samfund, hvor forværringen blandt udviklede samfund har været mest markant. USA begynder at have samme karakteristika som et udviklingsland, konstaterer professor på Harvard Business School Michael Porter, der leder et rådgivningspanel for Global Social Progress.

Til opmuntring for os andre ligger Norge på en klar førsteplads, efterfulgt af Danmark, Finland og New Zealand, mens USA er blevet overhalet af lande med langt mindre velstandsniveau som Estland, Tjekkiet, Cypern og Grækenland.

Det ændrer ikke på, at USA er et mønsterland for eliten: Nr. 1, når det gælder universiteter, men nr. 91, hvad angår børns adgang til basal skolegang. Endnu et paradoks: USA har de mest sofistikerede medicinalvirksomheder, men er nr. 97, når det gælder adgang til elementære ydelser på sundhedsområdet. Sundhedsmæssigt er supermagten dermed på niveau med Chile, Jordan og Albanien.

Valgkampen har vist, at millioner af vælgere, der traditionelt stemmer republikansk, har opdaget de goder, som Obamacare har givet dem, men denne erkendelse er ikke nået frem til det Hvide Hus.

Der er rigeligt med udfordringer for USA’s 46. præsident.

(klumme i Politiken 6.oktober 2020)

Udgivet i Globalt, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Trumps største fiasko: Kims atomvåben

Præsidentens koreanske shownummer er både farce og tragedie.

Enhver verdensleder med bopæl i Det Hvide Hus ville i en valgkamps slutspurt også være optaget af sit eftermæle uanset mulighederne for genvalg. For selv taberen af et amerikansk præsidentvalg kan gøre en forskel.

Tydeligste eksempel er Al Gore, der tabte til George Bush under tvivlsomme omstændigheder for snart 20 år siden og siden fandt en vej frem i karrieren ved at sætte kursen for supermagtens klimapolitik.

En amerikansk præsidents plads i historieskrivningen har betydning for venner og allierede over den ganske klode og for USA’s evne til at fastholde sine partnerskaber.

Trumps forgænger Ronald Reagan skræmte i sin første embedsperiode 1981-84 mange europæere med sin tale om det, der i folkelig jargon blev kaldt stjernekrigsprojektet. Efter hans genvalg vendte stemningen, og Reagan høstede megen europæisk sympati for sin mestring af dialogen med datidens sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, i en proces, der som bekendt endte med den kommunistiske supermagts opløsning i 1991.

Reagans efterfølger George H.W. Bush kunne ikke hente politisk gevinst af sin chefs forarbejde og tabte til Bill Clinton i 1992. Men disse tre præsidenter står for en forbilledlig kontinuitet i USA’s regeringsførelse i landets enestående fremgangsperiode 1981-2000.

Her i nutiden er USA på knæene i et ringhjørne, der drypper af blod og sved. Splittet og forslået på kryds og tværs indadtil og med dybe revner i de historiske alliancer med traditionelle venner udadtil. Hvis vi antager, at Donald Trump taber i november og accepterer nederlaget, hvilke udenrigspolitiske gevinster og fiaskoer vil han så blive husket for? Præsidentens danske apologeter taler og skriver henført om de nylige aftaler mellem Israel og nogle betydningsløse arabiske småstater. Men spørg lige palæstinenserne, om de mærker en forskel.

ER DER STADIG nogen, der husker Trumps tre topmøder med den »lille raketmand« i Nordkorea, Kim Jong-un, der ville blive mødt med »ild og vrede«, hvis han ikke ophørte med at foretage missilaffyringer og atomprøvesprængninger?

Møderne begyndte i Singapore i 2018, fortsatte siden i Hanoi og blev forsøgt videreført i Korea i sommeren 2019, hvor Trump blev den første amerikanske præsident, der satte foden på nordkoreansk jord – nogle få skridt ind over delingslinjen langs den 38. breddegrad i den sidste frontlinje fra den kolde krig.

Formålet var angiveligt at fremme bestræbelserne på at afnuklearisere Den Koreanske Halvø, og hvad er der sket? Nul og niks, absolut intet.

Den legendariske Watergate-journalist Bob Woodward har i sin nyligt udgivne bog ’Rage’ (’Vrede’) løftet sløret for en del af den korrespondance, som Trump har ført med den nordkoreanske diktatur Kim Jong-un. Det er medrivende og underholdende læsning, der især siger en del om Trumps forfængelighed.

Trump skriver f.eks. til Kim således: »Er du optaget af andet end at sende raketter op? Vi kunne jo gå i biografen sammen og tage et spil golf bagefter«.

Efter det første møde med Kim er det Trumps indtryk, at hans nordkoreanske modpart er »langt mere end almindeligt klog«, præsidenten fascineres af, at Kim i detaljer fortæller, hvorledes han slog sin onkel ihjel som et led i en udrensning i styrets top. Trump forklarer Bob Woodward, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA ikke ved det ringeste om, hvorledes USA bedst håndterer et atombevæbnet diktatur.

Hans forklaring på, hvorfor Kim-diktaturet ikke vil opgive sit kernevåbenarsenal, lyder således: »at det er som at møde en husejer, der holder så meget af sin ejendom, at han ikke nænner at sælge den«.

Og så er der alle de hyldestord, som Kim Jong-un hælder ud over manden med de gyldne lokker. F.eks. at mødet mellem de to er ’som en scene fra en eventyrfilm’, og at ’vort venskab vil være som en magisk kraft’.

Fra den bog, som Trumps niece Mary har skrevet om sin onkel, ved vi, at hans primære karakteregenskaber er en personlighedsforstyrrelse præget af narcissisme og forfængelighed. Disse udpensles i detaljer over 240 sider.

Mary Trump er uddannet klinisk psykolog. Bogens undertitel er: ’Sådan skabte min familie verdens farligste mand’. Så kan de amerikanske vælgere da ikke hævde, at de ikke var advaret.

Politiske systemer kan blive sygeliggjort af de individer, der befolker dem. Verden har to slags pandemier at bekæmpe lige nu, covid-19 og undermineringen af demokratier indefra.

(klumme i Politiken 1.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, USA | 1 kommentar

Ikke et ord om religion

Se også på de amerikanske aspekter af omskæringsdebatten.

INGEN KAN længere være i tvivl om, hvor ubehageligt betændt og sprængfarlig diskussionen om omskæring af hanlige spædbørn er. Så det følgende er et forsøg på at kaste lys over de aspekter af problematikken, som ikke er knyttet til religiøse befolkningsgruppers rituelle praksis.

Altså: Ikke et ord om religion i denne specifikke sammenhæng.

Den besynderlige og oversete realitet er, at USA er det eneste land på kloden, hvor et flertal af den mandlige befolkning rutinemæssigt omskæres kort efter fødslen, og at dette sker af ikkereligiøse årsager. Giver dette mening ud fra videnskabsetiske, hygiejniske eller helt andre kriterier?

Skal vi tro verdenssundhedsorganisationen WHO, er tæt på en tredjedel af alle mænd på kloden omskåret. Et markant flertal af disse er muslimske individer bosiddende i Syd- og Sydøstasien, Mellemøsten og Nordafrika. Mindre end 1 procent er jødiske mænd, og hen ved 13 procent er amerikanske mænd, der hverken tilhører den jødiske eller de muslimske minoritetsgrupper.

Fjernelse af forhuden på penis er det mest udbredte kirurgiske indgreb, der foretages i USA. Hermed kan der være grund til at antage, at der er solide videnskabelige begrundelser for at foretage det. Trods alt taler vi om et samfund, der i generationer har været globalt førende inden for videnskaberne.

Men dette har ikke hold i virkeligheden. For et halvt århundrede siden konkluderede sammenslutningen af amerikanske børnelæger, at der ikke er valide lægefaglige grunde til at foretage omskæring af drengebørn. Debatten i USA har derfor ofte handlet om, hvorledes en udbredt kulturbetinget praksis også kunne understøttes af sundhedsfaglige argumenter. Talrige af de publicerede debatindlæg på amerikanske netmedier refererer til et enkelt bogværk om emnet: David Gollahers ’Circumcisison: A History of the World’s Most Controversial Surgery’, der udkom i 2001.

GOLLAHER TAGER afsæt i historien om dr. Lewis Sayre, der i 1870’erne udviklede en teori om, at omskæring ville være et virkningsfuldt indgreb til behandling af lammelser i muskelapparatet. Sayre mente, at fjernelse af forhuden på penis ville afhjælpe den ’irritation’, som var en del af årsagerne til visse muskelsygdomme. Videnskaben var på tynd grund dengang. Dr. Sayre blev siden formand for den amerikanske lægeforening. Flere af hans kolleger overtog den forklaring, han havde udviklet, og anvendte den i andre sammenhænge: I de følgende årtier blev omskæring anvendt til ’behandling’ af så forskellige lidelser som astma og epilepsi.

David Gollaher forklarer i skræmmende detaljer, hvorledes amerikanske læger i starten af det 20. århundrede var optaget af begreber om renhed. Dengang mente den amerikanske lægestand seriøst, at mandlig omskæring var et middel til at skille rene fra urene. Forstået således, at de mange indvandrere fra især det sydlige og østlige Europa, der i starten af det 20. århundrede ankom til USA, blev betragtet som sygdomsbefængte og i bredeste forstand urene.

En af flere kilder til denne mangel på renhed, mente man dengang, var penis. Omskæring var derfor et redskab til at skille den rene del af europæisk civilisation (læs: Nord- og Vesteuropa, overvejende protestanter) fra de urene og smittebefængte kulturer i Sydeuropa og Lilleasien/Mellemøsten (læs: katolikker, muslimer og jøder).

Gollaher pointerer, at omskæring kun var en mulighed, fordi der ikke var tale om at overbevise større drenge eller unge mænd om indgrebets nødvendighed, men fordi målgruppen var individer, der ikke kunne protestere.

Begge fløje i den aktuelle debat har brug for at lære Gollahers forskning at kende. Hvad mener forfatteren selv? Han leverer sit svar med et tænkt eksempel: Man bedes forestille sig den nationale sammenslutning af amerikanske børnelæger på en konference tage stilling til et forslag om, at alle mandlige spædbørn skal omskæres for at forebygge f.eks. urinvejsinfektioner, mens børnene er små, og også for at forebygge spredning af kønssygdomme, når de er blevet voksne.

Svaret giver sig selv. Hvis ikke den udbredte omskæring af amerikanske drengebørn allerede eksisterede per tradition, ville ingen i dag foreslå indgrebet indført.

Hvor er det danske forlag, der binder an med en oversættelse og snarlig udgivelse af Gollahers bog? Debatten har brug for argumenter fra virkeligheden. USA er lærerigt på mange måder, ikke mindst når det handler om forholdet mellem religion, tradition og videnskab.

(klumme i Politiken 21.09.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

Kofods brandslukning er et nødråb

Udenrigsminister Jeppe Kofod havde valgt tirsdag 8. september i to landsdækkende medier at lancere en ny udenrigs- og politisk strategi baseret på socialdemokratiske værdier som ’ret og pligt, rimelighed og lighed, tillid og forpligtende fællesskab’, som det blev formuleret i Berlingskes version.

Samme dags formiddag gav Jeppe Kofod den gas med samme doseringer i P1-programmet ’Verden ifølge Gram’. At dømme efter de fine prædikater er det de socialdemokratiske idealer om velfærdsstaten, der nu indtager udenrigspolitikken og dermed det rum, der i generationer var forbeholdt embedskorpset.

Udrulningen af den nye strategi kommer til at ske hen over det næste halve år, hvis vi skal tro udenrigsministeren. Dog oversælger han sit projekt ved at betone de socialdemokratiske værdigrundlag, eftersom hele pakken skal en tur i Udenrigspolitisk Nævn, for her er der næppe vanskeligheder med at etablere konsensus.

Traditionelt er udenrigspolitikken et samspil mellem værdier og interesser, hvor Folketinget definerer førstnævnte og embedskorpset håndterer sidstnævnte. Balancen mellem de to blev udsat for et pres under 1980’ernes fodnoteperiode og EU-forbeholdenes svære fødsel 1992-93, således som veterandiplomaten Ulrik Federspiel pointerer det med stor analytisk klarhed i sine nyligt udgivne erindringer.

Dagen forinden lanceringen i Berlingske og DR havde en af Udenrigsministeriets allertungeste og nu forhenværende drenge, den tidligere ambassadør i Washington, Beijing og Berlin, Friis Arne Petersen, udtalt følgende til Information:

»Skæbnens største drama i mine 15 år som ambassadør er, at det er USA, en amerikansk præsident, der har mindst respekt for fortsættelsen af den liberale internationale orden. Det er ikke kineserne, der har sagt, at jeres vestlige liberale orden og værdier med Paris-aftalen, WTO, FN-systemet, Nato og nedrustningsaftaler kyler vi altså væk. Det kommer fra Washington«.

Det er dette udsagn, der gør, at udmeldingerne fra Jeppe Kofod kan kaldes brandslukning.

Udenrigsministerens ord kan tolkes derhen, at Danmark står sammen med USA, uanset om Donald Trump til november tildeles fire år mere i Det Hvide Hus, uanset usikkerheden om Grønlands fremtid, de nationalpopulistiske splittelser i Europa, Ruslands destruktive cybertrolde og Kinas voksende strategiske styrke.

Kofod sagde således: »Jeg vil have USA tilbage og på banen som en stormagt (…) Først når USA er tilbage, kan vi skabe en retning på en helt anden måde, som vi gjorde det lige efter 1945«.

Heri ligger erkendelsen af USA’s deroute under Trump. For ingen af USA’s europæiske allierede ser længere Washington som en ledestjerne for de vestlige samfund.

Udenrigsministeren kunne også have sagt noget i retning af følgende: Kære amerikanere, vil I ikke nok være så venlige at vælge Joe Biden til november. Ganske vist er han ingen Harry Truman, Bill Clinton eller Barack Obama, men vi europæere vil være taknemlige over at få minimeret skaderne efter Trump.

Det ubehagelige ved Jeppe Kofods udmelding er, at han indirekte undsiger visionen om et stærkt Europa. Kombinationen af Brexit, franske Gule Veste, tyske alternative, ungarske og polske højrepopulister er en giftig cocktail for alle os, der har drømt om en friheds- og rettighedsbaseret orden, hvor Europa kunne være et forbillede for andre verdensdele.

Nedturen begyndte i Georgien, fortsatte i Ukraine og Syrien og bekræftes af den aktuelle tilstand i Hviderusland. Så hvilken medicin vil udenrigsministeren ordinere her og nu?

Han foreslår en demokratifond, der skal sende penge til demokratiske kræfter i første omgang i Hviderusland, Ukraine og Armenien. Fonden skal skabe et engagement til demokrati og folkenes selvbestemmelse, lyder det.

Folk med god hukommelse vil her se mindelser om noget tilsvarende, der blev undfanget af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i tæt samarbejde med den daværende socialdemokratiske udviklingsordfører, Christian Kelm-Hansen, i 1991. De fleste af datidens demokratikroner gik til foreningslivet i de tre baltiske lande, der dengang netop havde genvundet deres uafhængighed.

Få år senere kneb det med penge til de ny-uafhængige samfund i Eksjugoslavien. De fik i stedet Operation Bøllebank. I dag har vi soldater i Estland. Jeppe Kofod skal have ros for viljen til at opretholde optimismen på fortidens vegne, mens han kæmper med at dulme panikken. For det er de tvivlende og nølende amerikanske vælgere, vi nu overlader vores fremtid til.

(klumme i Politiken 17.09.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Ramt af olympisk usynlighed

Verden har brug for Tokyo som global brobygger.

VERDENS OPMÆRKSOMHED skulle i denne coronaplagede sommer have været rettet mod Tokyo, som var tildelt værtsskabet for de olympiske sommerlege. En udskydelse blev uundgåelig, men et sommer-OL i 2021 begynder allerede nu at tage sig vanskeligt ud.

Da Tokyo fik æren første gang i 1964, kom det til at stå klart for enhver, hvor hurtigt ø-nationen havde rejst sig fra krigsruinerne og de to atombomber i august 1945. Kulturelt og økonomisk repræsenterer Japan noget helt unikt også i dag, og vi europæere har godt af at blive klogere på dette samfund.

Fra midten af 1960’erne blev vi herhjemme fortrolige med navne som Toyota, Kawasaki, Nikon og Suzuki i dagligdagen. Den vellykkede japanske udviklingsmodel blev siden i varierende udformninger brugt som inspiration af naboerne, anført af de såkaldte tigerøkonomier. Resten er historie, og den er alt overvejende positiv. I ingen anden region på kloden er velstanden hen over et halvt århundrede løftet hurtigere for så mange.

Landets længst siddende regeringschef, Shinzo Abe, bebudede i sidste uge sin afgang, Det skete uden foruroligelse. Den opgående sols land ser ud til at forblive i rollen som en økonomisk succeshistorie, men risikerer at visne hen i usynlighed. Mens strategerne i regeringspartiets mange fraktioner forhandler et kompromis, der kan levere Shinzo Abes afløser, vokser spekulationerne om, hvorvidt Japan overhovedet får lov at afholde olympiske sommerlege i 2021.

En nylig opinionsundersøgelse foretaget af Shoko Research i Tokyo giver anledning til bekymring: 27,8 procent af 12.857 adspurgte virksomheder foretrækker, at sommerlegene i 2021 helt aflyses, mens andre 25,8 procent går ind for endnu en udskydelse.

Pessimismen afspejler den realitet, at der kun vil være et begrænset antal gæster og tilskuere, og at afholdelsen derfor vil resultere i et gigantisk underskud i en forvejen gældstynget økonomi.

For årtier siden lærte dansk skoleungdom, at de japanske industrigiganter tilbød deres ansatte livslang beskæftigelse med tilhørende sociale goder. Sådan er virkeligheden ikke længere: Mere end en tredjedel af landets arbejdsstyrke tilhører i dag et prækariat, dvs. de har usikre tidsbegrænsede ansættelsesvilkår.

Samtidig skifter arbejdsstyrken sammensætning: det er Shinzo Abes fortjeneste, at landet har fordoblet antallet af udenlandske gæstearbejdere i løbet af hans regeringsperiode. Porten åbnes for folk fra nabolandene, men ikke for nødstedte fra Mellemøsten og Afrika.

I FORHOLDET til omverdenen står den kommende regeringschef over for samme udfordringer som den afgående: Japan har brug for at placere sig realistisk i en verdensorden, hvor Kina får flere muskler og USA, Japans beskytter siden 1945, færre af slagsen.

Den logiske konsekvens ville være at reformere Japans pacifistiske forfatning, ikke mindst i lyset af risikoen for yderligere fire år under Trump og dennes Amerika først-politik. Den nordkoreanske nabos atompotentiale kaster skygger hele vejen til Tokyo. Abe forsøgte at reformere landets pacifistiske forfatning men uden resultat.

Aktuelt vokser spændingerne omkring den tidligere japanske koloni Taiwan. Amerikanske militærsagkyndige spekulerer i realistiske vendinger i en militær konfrontation om det Taiwan, som Kina kræver genindlemmet i riget, uagtet at denne demokratisk styrede ø-republik er omfattet af amerikanske sikkerhedsgarantier.

Et scenario lyder, at der opstår i et politisk kaos i USA efter en uafklaret valghandling i november, og at politbureauet i Beijing benytter sig af den usikre tilstand til at gennemføre en landgang i Taiwan. En serie af cyberangreb lammer Taiwans infrastruktur, øens befolkning lægger sig fladt ned, og USA gør intet, fordi hjemmefronten er lammet af kaos.

Forhåbentlig kommer det aldrig så vidt, og hvorledes ser en forebyggelse så ud?

Her kunne Japan gøre en forskel. Landets bitre historiske erfaring som krigsførende i perioden 1931-45 burde kunne få den næste generation af ledere til at fortælle USA og Kina: Vi har i Østasien oplevet snart syv årtiers stabilitet, fred og velstand, og vi ønsker at fortsætte ad det spor.

Meget ville se anderledes ud, hvis Japan kunne følge Tysklands eksempel i Europa og fremme integrationsbestræbelserne i Østasien, men her har Tokyo aldrig siddet i førerkabinen.

Ønskescenariet, mens vi venter på OL: At Xi Jinping og Donald Trump samt Sydkoreas præsident Moon inviteres til Tokyo og forhandler en ny indretning af Østasiens regionale magtbalancer. Japans næste leder bør gøre en forskel for resten af verden.

(klumme i Politiken 7.sept. 2020)

 

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Du kan få Langtbortistan, Thomas …

Både ministre og topembedsmænd snublede, da ambassaden i Berlin skulle have ny chef.

Den kortest mulige fortælling om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik kan skæres ned til følgende budskab: Få styr på Tyskland.

Vore beslutningstagere på højeste niveau har stået med de tyske udfordringer især i 1848, 1864, 1914, 1940, 1949, 1972 og 1990. Vi har med varierende succes forsøgt os med krigsførelse, afgivelse af land, væbnet neutralitet, passivitet, at være ofre for en besættelsesmagt og at samarbejde i et forpligtende, demokratisk alliancefællesskab.

En afgørende milepæl blev passeret i 1949, hvor underskrivelsen af Atlantpagten primært handlede om at etablere et bolværk vendt mod Sovjetunionen og denne stormagts vasaller i Øst- og Centraleuropa. Også dengang bestod udfordringen i at håndtere vor store nabo mod syd.

Som Nato’s første generalsekretær Hastings Ismay udtrykte det i forbindelse med sin tiltrædelse i 1952: Denne alliance har tre hovedformål – at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede. Vor ambassade i Berlin er en af de tre vigtigste i det udenrigsministerielle repræsentative hierarki – de to andre er selvfølgelig Bruxelles og Washington. Den bør derfor bemandes og ledes af folk med de ypperste kompetencer. Chefen på stedet bør være flydende i tysk og kunne både Forbundsrepublikkens forfatning og historie, Goethe i udvalg, Luther og Max Weber til fingerspidserne, Günther Grass og lidt til.

SÅ HVAD skete der lige, da posten senest skulle besættes? Den gik til en klassisk bureaukrat med store ambitioner og visse forklaringsproblemer. En embedsmand, der har siddet på tunge poster i forsvars- og sikkerhedshierarkiet, men burde have ledet mindst en mellemstor ambassade i Europa, inden han blev tildelt Tyskland.

Ambassadørudnævnelser hører til de tungere poster i centraladministrationen og skal omkring regeringens ansættelsesudvalg, hvor statsministeren sidder for bordenden. Vi taler her om diplomater i sværvægtskategorien. Med kors og bånd og stjerner på, men ikke nødvendigvis en sovsekande som hovedbeklædning.En af disse sværvægtere var manden, der i forgangne uge forlod netop den vigtige adresse i Berlin.

Han havde været udenrigsministeriets direktør 1997-2005, ambassadør i Washington 2005-2010, ambassadør i Beijing 2010-2015 for så at afslutte karrieren i Berlin 2015-2020.En indlysende logisk indre sammenhæng i placeringerne: Samme person i rap i verdens tre vigtigste hovedstæder. En af flere uskønne brikker i spillet omkring personerne i skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) handler om, at den ene af sagens hovedpersoner, departementschef Thomas Ahrenkiel, blev tildelt posten som ambassadør i Berlin.

OFFENTLIGHEDEN har ikke adgang til den ledelsesmanual, der tages i brug, når tunge ambassadørposter skal besættes. Men vi ved lidt om, hvordan der tænkes hos departementschefen på Asiatisk Plads, der er ophavsmand til følgende udsagn:

»Vi har behov for en højere grad af fleksibilitet blandt vores chefer. De skal ligesom medarbejderne kunne glide ind og ud af stillinger og bidrage der, hvor behovet er størst, og deres kompetencer kommer bedst i spil. Skal det fungere i praksis, skal de høje lønrammer være knyttet til stillingen og ikke personen. Derfor har vi indført åremåsansættelse for chefer, så lønrammen følger med, når chefen går op, ned eller til siden«. (kilde: temanummer af tidsskriftet Økonomi og Politik udgivet i anledning af Udenrigsministeriets 250-års jubilæum). Departementschefen burde have præciseret, at den fleksibilitet, han taler så henført om, åbenbart skal til at gælde på tværs af hele centraladministrationen, altså i princippet alle ministerier.

Forude venter en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, og den kommer til at vare flere år og koste millioner. Også på dette felt kan danske beslutningstagere lære meget af tysk embedskultur. I Tyskland kan en fjerdedel af Forbundsdagens medlemmer kræve, at der nedsættes et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, som er det, vi herhjemme kalder en kommission. I Danmark skal der et flertal til.

En Irak-kommission ville ikke kunne lukkes i Tyskland, således som det skete herhjemme, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen dannede regering efter folketingsvalget i 2015 og ikke ville genere den mand, der i 2009 havde sat ham i chefstolen.

Den kommende undersøgelseskommission ville kunne spare en del af papirarbejdet, hvis den ene departementschef havde ringet den anden op og leveret denne besked: ’Du, Thomas, vi åbner en repræsentation i Centralasien, cirka halvvejs mellem Moskva og Beijing. Du får alle stan-landene helt for dig selv. Glæd dig!’

(klumme i Politiken 03.09.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Højreideolog på kinesisk sejrsmarch

Tyske Carl Schmitt har fået en renæssance i Beijing.

DEN MEST konsekvent antiliberale af de store tænkere i det 20. århundrede er uden sammenligning den tyske retsfilosof Carl Schmitt (1888-1985). Den ekstreme højrefløjs mest geniale og farligste teoretiker er han blevet kaldt.

’Adolf Hitlers hofjurist’ blev tilnavnet, efter at Schmitt i maj 1933 havde meldt sig ind i nazistpartiet. Her faldt han få år senere i unåde, men forblev i en professorstilling på Humboldt-Universität zu Berlin indtil verdenskrigens afslutning.

Da den amerikanske besættelsesmagt ville indskrive Schmitt til et afnazificeringsprogram, nægtede den velformulerede jurist at deltage med begrundelsen, at han aldrig havde været nazificeret.

Schmitt var afskåret fra akademisk beskæftigelse i efterkrigstidens Vesttyskland, men hans teoretiske udredninger om statens indretning tiltrak sig i årtier opmærksomhed både blandt intellektuelle konservative og ditto socialister. Han var regelmæssigt gæsteforelæser i 1960’ernes fascistiske Spanien under general Franco og betegnede den spanske borgerkrig som en national befrielseskamp mod international kommunisme.

Kernen i Schmitts filosofi er det fuldstændige sammenfald i identitet og livsopfattelse mellem herskeren og dennes undersåtter. I konsekvens heraf ser han ingen modsætning mellem demokrati og diktatur, så længe herskeren gennem et effektivt statsapparat er i stand til at indfri befolkningens forventninger. Enhver autokrats våde drøm.

ER CARL SCHMITT relevant i nutiden? Den norske filosofiprofessor og historiker Rune Slagstad skrev på kronikplads her i avisen 2. april 2017, at hvis man vil have en klarere forståelse af Donald Trumps embedsførelse, skal man omkring Schmitts teser om undtagelsestilstanden: Suveræn er den, der bestemmer over netop undtagelsestilstanden – ikke rettens, men magtens orden.

Selv om denne mest kommer til udtryk i absurde tweets, er disse udmeldinger Trumps forsøg på at neutralisere den klassiske magtdeling, der karakteriserer de liberale retsstater, hvis grundpille er skellet mellem stat og samfund, forklarede Slagstad.

Verden burde ikke overraskes over det følgende, men Schmitts evne til at forklare og berettige statens ret over og kontrol med samfundets individer har nu også fundet vej ind i inderkredsen af toprådgivere i det kinesiske kommunistparti. Dette bekræftes med fyldige referencer i en opsigtsvækkende artikel i The New York Times 2. august skrevet af avisens erfarne korrespondent Chris Buckley.

Pointen er her, at nutidens akademiske topfolk i Kinas magtapparat er ophørt med at referere til kommunismens grundlag i Marx’ og Lenins værker, fordi Schmitt har erstattet dem. Statsmagten har kvalt de revolutionære visioner, der dominerede i perioden under Mao Zedong, der grundlagde Folkerepublikken og var dens ubestridte leder 1949-76.

Enkelte af de citerede i artiklen erkender, at de i deres studietid var tiltrukket af liberale tankesæt, og at de engang nød godt af, at censuren af medierne var mere behersket. Men de nugældende globale magtforhold, hvor USA og Europa er politisk nødlidende og handlingslammede, berettiger Kinas autoritære model, hedder det.

Fu Hualing, der er juraprofessor ved et universitet i Hongkong, forklarer, at mange af de teoretiske værker, som Carl Schmitt skrev i 1930’erne, er blevet til inspirationskilder for en yngre generation af kinesiske partifolk.

Xi Jinpings kompromisløse embedsførelse har således fundet en form for teoretisk retfærdiggørelse hos den tyske retsfilosof. Men der kan også argumenteres for, at kinesisk historie har leveret en forløber for Schmitt; filosoffen Han Fei, der levede 280-233 f.Kr. og betragtes som den fremmeste repræsentant for den såkaldte legalistiske skole, en regulær magtfilosofi på linje med, hvad Europas Machiavelli udtænkte mange århundreder senere.

Han Fei skrev om det nødvendige i lovens diktatur. Orden over alt andet.

KENDERE AF kinesisk historie burde ikke overraskes. De kinesiske kommunisters modstander i borgerkrigen, nationalistlederen Chiang Kai-shek, udsendte i midten af 1940’erne på et amerikansk forlag to bøger om Kinas skæbne og fremtid. Begge passer perfekt på Schmitts autoritære filosofi og Kinas nutidige regeringsførelse.

Den ironiske pointe er, at Chiang Kai-shek, taberen i den kinesiske borgerkrig i 1949, blev den, der leverede den økonomiske og politiske model, som de sejrende kommunister kopierede årtier senere.

Hvis man i et tankeeksperiment kunne genopfinde Chiang og vise ham nutidens Kina, ville han kunne konkludere noget i retning af følgende: Dette samfund er blevet, hvad jeg ville fra starten. Så hvorfor spildte Kina årtier på denne tåbelige kommunisme, der kostede millioner livet?

(klumme i Politiken 24.08.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Hallo, Pentagon, behold bare Grønland

Lad os tone rent flag om den store ø i nord.

Kære officerer og andre medarbejdere i Pentagon, det amerikanske forsvarsministeriums hovedkvarter.

Allerførst en stærk forsinket tak for den gæstfrihed, I viste under mit Washington-besøg i 2018. Rundvisningen i jeres gigantiske kontorkompleks står absolut som et positivt højdepunkt i erindringen.

I bagklogskabens skærende klare lys kunne jeg selvfølgelig have ønsket mig en grundig orientering om USA’s hensigter på den del af kloden, hvor det sikkerhedspolitiske partnerskab mellem Danmark og USA er et regulært naboskab: nemlig Grønland.

Men i lyset af det købstilbud på den store ø, som jeres øverste chef fremsatte for nøjagtig et år siden i disse dage, forstår jeg naturligvis, at jeg aldrig ville være kommet nogen vegne med at stille spørgsmål til dette overordentligt ømtålelige emne.

ANLEDNINGEN TIL denne skrivelse er en aktuel film, som må have jeres allerstørste interesse: ’Vor mand i Amerika’, instrueret af Christina Rosendahl. Den kommer i sin internationale udgave til at hedde ’The Good Traitor’.

Bliv ikke forvirret over titlen; for den er så tvetydig, at I skal forestille jer en diplomat, der pludselig ligner en landsforræder, men i realiteten gør det rigtige i en umulig situation: forærer en del af den nation, han repræsenterer, til en fremmed magt.

I bør arrangere en særforevisning for alle officerer fra mellemniveau og opefter og allerhelst med oplæg af instruktøren plus historikeren Bo Lidegaard, der tidligere i år udsendte en bog om filmens hovedperson, Danmarks ambassadør i USA i perioden 1939-58, Henrik Kauffmann.

Filmen er en lovlig kulørt omgang, men flere steder ganske medrivende, om end den manipulerer heftigt med de historiske realiteter. Bogen er til gengæld fremragende og leverer de mest relevante forklaringer på skæbnefællesskabet mellem USA og Danmark. Forhåbentlig er der en engelsksproget udgave på vej.

2020 BLIVER et skæbneår for Amerikas politiske indretning, og jeg er fuld af forståelse for, at mange engagerede og patriotiske medarbejdere i Pentagon efterhånden må være frustrerede for ikke at sige traumatiserede på grund af de udmeldinger fra Det Hvide Hus, som I hver eneste uge siden januar 2017 har måttet døje med.

Mine amerikanske slægtninge er fortvivlede; enkelte har helt opgivet håbet om, at det troværdige Amerika, som vi voksede op med, nogensinde kommer tilbage. Joe Biden lover godt, men nogen Harry S. Truman eller Franklin D. Roosevelt bliver han næppe.

Der kan ikke være megen tvivl om, at amerikanske beslutningstagere vil have gavn af en større indsigt i de historiske begivenheder, der har ført frem til den betydning, som Grønland har haft siden 1940’erne.

Formuleret på den kortest tænkelige måde handler det om national suverænitet og om, at USA har forsvarsretten over Grønland, mens Danmark har ansvaret for resten, dvs. alt det civile. Spørgsmålet er dog, om denne adskillelse også giver mening om 50 eller 100 år, når flertallet af den amerikanske befolkning sandsynligvis har spansk som førstesprog og derfor mest vil være optaget af, hvad der sker syd for Rio Grande.

Anyway , ’Vor mand i Amerika’ er en øjenåbner for den kæde af begivenheder og tilfældigheder, der i 1940’erne gjorde, at den reelle overherre i Grønland blev USA i langt højere grad end Danmark.

I MIN OPTIK kan relationerne mellem USA og rigsfællesskabet bedst karakteriseres som strategisk tvetydighed – med plads til flere tolkninger af magt- og ansvarsfordelingen. Den logiske konsekvens vil være, at vi fremover toner rent flag overalt i Grønland og lader Dannebrog og Stars and Stripes vaje side som side – fra Nuuk til Thulebasen.

Stod det til mig, skal I bare beholde Grønland, men det ville pynte, hvis I lægger flere dollars i fælleskassen deroppe – og så lader være med at repetere alle de tåbelige fejl, som vi har gjort. Socialt og udviklingsmæssigt er det grønlandske samfund en sørgelig fiasko.

Mange bekymringer må plage jer i denne tid. Sidst på året vil det vise sig, om jeres topgeneraler skal fjerne Trump med fysisk magt, hvis han obstruerer valghandlingen så meget, at ingen kan være helt sikre på, hvem der vandt, og hvem der tabte, da stemmerne blev talt op.

Jeg krydser fingre, håber det bedste, men frygter det værste.

(klumme i Politiken 20.08.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar