Kniv i ryggen, skud i foden

Kernekraft og kul. Australien har meldt sig ind i fortiden.

En kniv ryggen på os. Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, gjorde brug af et ordvalg, der er sjældent i den diplomatiske jargon mellem ligesindede, da han kommenterede den australske beslutning om at skrotte en aftale om at lade Paris være den vigtigste partner i et milliardprogram for bygning af en ny flåde af undervandsbåde.

I stedet bliver det Storbritannien og USA, som ikke kun skal bygge de nye ubåde, men også levere den teknologi, der skal gøre atomkraft til en del af Australiens energiforsyning. Premierminister Scott Morrison kalder båndene til supermagten på den anden side af Stillehavet et »evighedspartnerskab«, et udsagn, der fremstår ufrivilligt komisk, i lyset af at USA’s såkaldte evighedskrige i Afghanistan og Irak ’kun’ varede en snes år.

Naturligvis handler det om at inddæmme den voksende magt og indflydelse, som Kina har tiltaget sig i Australiens nærområde. Derfor er den nye tremagtsalliance, kaldet Aukus, også interessant, i kraft af hvem den udelukker: Japan er ikke med, ej heller de lande i Sydøstasien, som dagligt oplever kinesiske magtdemonstrationer i form af gennemsejlinger og overflyvninger.

I DISSE MÅNEDER diskuterer europæiske parlamentarikere, hvorledes Europa senere i århundredet skal opnå strategisk autonomi: Fremover er det hensigten at blive en stærkere sikkerhedspolitisk og militær aktør uden den traditionelle afhængighed af USA.

Den australske beslutning om ensidigt at forankre sig hos sin oprindelige kolonimagt og hos USA demonstrerer, at det ikke bliver europæerne, der inspirerer beslutningstagerne i Canberra til at tænke nyt. Det er en anglo-amerikansk orden, som søges genoplivet. Realiteterne i denne er i kort form følgende:

Australsk forsvarskapacitet vil operationelt blive dybere integreret i det langt større militære establishment, der ledes fra Pentagon. Læs: USA vil i al overskuelig fremtid have en de facto-vetoret over, hvor australske undervandsbåde, skibe og fly vil blive indsat. Den slags kaldes afgivelse af suverænitet. I en tilspidset konfliktsituation i Østasien vil USA kunne udstationere kernevåben på australsk jord.

Regeringschefen Scott Morrison forklarede sig efter præsentationen af Aukus-partnerskabet på følgende vis: »Australien er ikke i gang med at etablere sin egen atomindustri, og vi vil fortsætte med at overholde vore forpligtelser, hvad angår ikkespredning (af kernevåben)«.

Sidste del af udsagnet var en gratis omgang: Den traktat om forbud mod besiddelse af kernevåben, som trådte i kraft i januar i år, støttes indlysende nok ikke af de ni stater på kloden, der har kernevåben, men ej heller af Australien.

I løbet af en lille halv snes år har Australien foretaget en 180-graders vending i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. I foråret 2013 indgik den daværende arbejderpartiregering en strategisk partnerskabsaftale med Beijing, ikke ulig den, Danmark havde opnået fem år forinden. For begge landes vedkommende er en videreførelse lagt i mølposen på ubestemt tid, men volumen i samhandlen med Kina fortsætter med at vokse.

Er Australien på vej ind i et koldkrigslignende partnerskab med USA vendt mod Beijing? Ikke, hvis vi alene ser på de økonomiske realiteter: Australiens største samhandelspartner er Kina, 39 procent af alle varer, der forlader det store land, havner hos kinesiske importører, mens 27 procent af al import kommer fra Kina.

Etableringen af Aukus er et fravalg af de traditionelle redskaber for håndteringen af internationale relationer: klassisk diplomati, multilaterale organisationer, etablering af brede koalitioner. Et skud i foden, lyder det fra kritikere, især på venstrefløjen, om det, Morrison kalder »det største strategiske skridt, Australien har taget i generationer«.

AUSTRALIEN blev aldrig en betydningsfuld partner for Vesten i krigen mod terror og forsøgene på at stabilisere det kronisk konfliktplagede Mellemøsten. Klimapolitisk er det også svært: Australien har stadig den tvivlsomme rolle som klodens største eksportør af kul. Vækst i råstofsektoren forbliver et centralt element i regeringens plan for landets økonomiske fremtid, erklærede Scott Morrison i november 2019.

Både sikkerhedspolitisk og klimastrategisk ligner virkeligheden down under således en overlevering fra en verden, hvor den hvide mand, efterkommer af britiske straffefanger, lever i en indbildning om at bestemme det meste, men har udliciteret strategiske kompetencer til sine to større anglo-amerikanske brødre.

(klumme i Politiken 21.09.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Kinesisk kur mod Kabul-syndromet

Joe Biden har mulighed for at genstarte forhandlinger med Beijing.

Folk lidt oppe i årene kan huske tiden med Vietnam-syndromet: betegnelsen for den tilstand, der ramte amerikanske politikere i årene efter den skæbnesvangre april i 1975, hvor klodens også dengang stærkeste militærmagt måtte foretage en ydmygende retræte fra først den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, og siden Saigon i datidens Sydvietnam.

Kønt var det ingenlunde, men Hollywoods manuskriptforfattere kom hurtigt i omdrejninger. Syndrom eller ej, vi er mange, der nu venter i spænding på fortællingerne om retræten fra Afghanistan.

Robert Gates, tidligere CIA-chef og forsvarsminister under både George W. Bush og Barack Obama, når i sin nyligt udkomne bog om amerikansk magtudøvelse til den konklusion, at supermagtens globale indflydelse og tilstedeværelse fortsat vil være på retur, så længe opbygningen på hjemmefronten svigtes. Med andre ord: Når Joe Biden insisterer på, at USA ikke kan stå i spidsen for nationsopbygning på fjerne kontinenter, skyldes det den polarisering og de indenrigspolitiske forsømmelser, der blev dramatisk synlige i de fire dysfunktionelle år under Donald Trump.

En anden analytisk sværvægter, Graham Allison, der har skolet snesevis af kongrespolitikere og præsidentaspiranter, formulerer det på følgende vis: I en tid, hvor den amerikanske befolkning er mere splittet, end den har været siden borgerkrigen, vil det, som supermagten undlader at gøre i eget samfund, have større globale konsekvenser end en hvilken som helst begivenhed uden for USA’s grænser.

Med i ligningen hører, at USA’s økonomi fylder relativt mindre globalt. Ved starten på den kolde krig ca. 1950 stod amerikansk økonomi for omtrent halvdelen af den globale produktion. Da den kolde krig blev afviklet i 1991, var andelen bragt ned til en fjerdedel. I dag er den på en syvendedel og skrumpende.

Her trænger situationen i Kabul og omegn sig på igen. For USA bør selvfølgelig løfte sin del af det internationale ansvar for de millioner af civile afghanere, der her og nu risikerer undertrykkelse, smerte, sygdom og død.

Interessant nok har Kina allerede budt sig til med en håndsrækning og konkrete forslag. Det er sket 20. august i en opsigtsvækkende såkaldt gæsteklumme i New York Times. Forfatteren er Zhou Bo, der i avisen præsenteres som tidligere oberst og nuværende strategisk analytiker på vegne af Folkets Befrielseshær, Kinas væbnede styrker.

Zhou Bo inviterer til etablering af en fredsbevarende FN-styrke i Afghanistan, hvortil Kina kan tilbyde broderparten af soldaterne. Eftersom disse vil være udsendt af et venligsindet naboland, vil Taleban acceptere en sådan styrke, lyder argumentet. Af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har Kina længe været den største bidragyder til FN’s fredsbevarende operationer, så Beijing har et solidt udgangspunkt for en særlig og forhåbentlig snarlig humanitær indsats i Afghanistan.

USA og Kina har gjort noget lignende før. Glemt af de fleste er FN’s ambitiøse fredsbevarende mission i Cambodja 1991-94. Den omfattede en international civil og militær indsats, der talte 23.000 mand, hvoraf de 16.000 var soldater hentet fra en snes lande. Det hører med til historien, at USA havde sønderbombet Cambodja i 1969 og igen 1973, og at Kina havde været den eneste allierede og økonomiske sponsor for Røde Khmer-regimet, der kontrollerede Cambodja 1975-79 og kostede anslået halvanden million af landets indbyggere livet.

Asiens geopolitiske landkort har adskillige uafgjorte opgør, hvor USA og Kina har store aktier i spil: Den Koreanske Halvø er stadig delt, og det er amerikansk militær, der holder den nordkoreanske broderfjende i skak. Onkel Sams udsendte er her en nødvendighed.

Sværere bliver det med Taiwan. Her har USA i nu syv årtier sikret, at Taiwan ikke rammes af en skæbne, som øens indbyggere ikke selv har inviteret til. Det foruroligende er, at Kabuls nylige fald har foranlediget spekulationer om, hvorvidt de amerikanske sikkerhedsgarantier for øen stadig er gældende. Her behøves diplomati. Og jo, Joe Bidens ’klimakommissær’, John Kerry, har netop besøgt Kina, og han talte ikke kun om vejret.

Med sit kolossale silkevejsprojekt har Kina en stærk interesse i, at Afghanistan og Pakistan stabiliseres. Her kan veje, broer og telemaster vise sig mere nyttige end droner og missiler. Tilstanden kalder på, at Kina og USA i fællesskab forsøger at forvandle de afghanske slagmarker til markedspladser.

(klumme i Politiken 9. sept. 2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Beskyttelsesmure? Ja tak

Moderne samfund må værne sig mod talebanisering.

Mure, hegn og pigtråd, hvad betyder den slags for mennesker og deres samfund? Hvilken lære kan vi drage af det store drama i Kabul, når vi sammenholder med begivenheder, der fandt sted i Europas hjerte for seks årtier siden nøjagtig i denne augustmåned?

Vi taler om det ultimative symbol på Europas deling, manifesteret ved det østtyske kommuniststyres beslutning i august 1961 om at rejse en mur, der skulle forhindre indbyggere i DDR i at søge tilflugt hos deres frie landsmænd i datidens vesttyske forbundsrepublik.

Berlinmuren blev skillelinjen mellem frihed og tyranni. De østtyskere, der slap igennem, landede i en velfungerende, tolerant stat. Med nutidens mure i flere verdensdele er denne logik vendt på hovedet. Moderne stater vil værne sig mod folkestrømme, der opleves som trusler mod stabilitet og velstand.

Den østtyske ledelse kaldte Berlinmuren ’den antifascistiske beskyttelsesmur’, den faldt efter 28 år som konsekvens af folkeligt pres og et heldigt sammenfald af politiske omstændigheder.

Beskyttelsesmur? Et heftigt udtryk, opfundet af fæle kommunister, uha. Men vi kan lige så godt vænne os til dette begreb, for der er allerede mange af dem. Mindst 65, har forskere ved Québecs universitet i Montreal opgjort.

Murene er ikke kun rejst i de varme lande, EU-familien gør det også. Østrig vil værne sig mod migranter og flygtninge, der ankommer fra nabolandet Ungarn, Slovenien vil forhindre indvandring fra Rusland via Kroatien. Spanien har rejst et 12 kilometer langt stålhegn for at forhindre afrikanske menneskestrømme fra Marokko. Senest har Litauen besluttet at bygge en mur mod Belarus for at stoppe migrantstrømmen over grænsen. Både Egypten og Israel har sat stål- og betonbarrikader op mod Gaza.

Hvem af nutidens beslutningstagere her i Europa tør kalde nutidens barrierer antiislamistiske beskyttelsesmure? Den lader vi stå et øjeblik.

Ville Joe Biden gøre op med forgængeren Donald Trumps beslutning om at sætte barrierer op langs USA’s sydlige grænse mod Mexico? Næh, de amerikanske grænsemyndigheder er i gang med at teste hele otte forskellige prototyper på grænsehegn.

TIDENS GIGANTISKE paradoks er umuligt at undslippe: Varer, tjenesteydelser og kommunikation flyder tværs over landegrænser og mellem kontinenter i et tempo og i mængder, ingen kunne have forestillet sig for få årtier siden. Men i stigende omfang bremses transport af almindelige mennesker, potentiel arbejdskraft eller ej.

Kabuls fald har lært os den virkelighed at kende, som beslutningstagere også op til invasionen af Irak i 2003 forsøgte at bortforklare: Ingen stormagtsalliance kan indføre demokrati og frihedsrettigheder med brug af missiler, bomber, panservåben og droner. Pigeskolerne tjente som humanitært alibi for terrorbekæmpelsen.

For når Afghanistan tilhører et forrykt kludetæppe af stammekrigere, hvis strid, vold og undertrykkelse er klanfejdernes vilkår, må vi andre bare se til og lade dem ødelægge det, der kunne have været en nation.

I årtier levede vi med forestillingen om, at den mest afgørende frontlinje på kloden går mellem frihedsdyrkende demokratier på den ene side og brutale autokratier og diktaturer på den anden. Gid det var så enkelt.

Nej, nederlaget i Hindu Kush fortæller os, at verden fordeler sig i to hovedkategorier: stater, der fremmer velstand og stabilitet, på den ene side af murene og kaotiske og dysfunktionelle ’samfund’ på den anden.

Kultur, religion og etnicitet er her afgørende faktorer, og nej, Egyptens herskere kommer aldrig til at træffe så kloge valg, som det sker i politbureauet i Vietnam, Uganda bliver aldrig så vellykket en udviklingsstat som Malaysia, og hverken Ghana, Nigeria eller Irak kan kopiere de kloge erfaringer fra Sydkorea.

ISIS Terrorists Launch New Attacks in Eastern Afghanistan

Hør lige efter, konfliktforskere i diverse tænketanke: Ingen frihed eller rettighed på denne klode er universel bortset fra i FN-vedtagelsernes papirdynger, medmindre et samfunds ledere vil befolkningen det godt. Lakmusprøven lyder: Kan bedsteforældregenerationen sidde tilbage og se, at deres børn fik det dobbelt så godt, som de selv har haft det, og at børnebørnene har udsigt til at få det tredobbelt så godt?

Og murene? De er nødvendige, lige så langt kikkertsigtet rækker ud i fremtiden; lige så længe der i civilisationernes udkant er udsigt til kaos, vold, ekstremisme, jihad, klanfejder og terror. Ikke den verden, vi drømte om, da Muren i Berlin faldt en novemberaften i 1989.

(klumme i Politiken 26.08.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Augustkuppet i frygtens bakspejl

Ingen jubilæumsfejring i 30-året for sovjetimiperiets opløsning

Hvert eneste år er der højtideligheder 4. maj for at markere ophøret af den nazityske besættelse af Danmark – en tradition, som forhåbentlig vil fortsætte i adskillige af vore efterkommeres generationer.

Der er andre store begivenheder, der fortjener fejring. Nøjagtig i disse dage er det 30 år siden, at et dramatisk begivenhedsforløb i Moskva blev et afgørende kapitel i det, der få måneder senere resulterede i opløsningen af det største landbaserede imperium i menneskehedens historie, det, som i 1917-22 blev grundlagt af Vladimir Lenin, og som havde hentet sit teoretiske fundament hos den tyske filosof Karl Marx.

Opløsningen, der forløb i ryk fra august hen over de sidste måneder af 1991, var en proces, der to år tidligere var indledt med Berlinmurens fald, og som på mirakuløs vis forløb fredeligt, indtil en opstand i Rumænien i december 1989 førte til diktatorparret Ceausescus henrettelse. Men selv her, i Europas kolde kælder, som landet blev kaldt dengang, var dødsofrene få.

Bevæbningen i øst taget i betragtning slap Europa billigt.

I nogle hektiske sensommerdøgn for tre årtier siden var vi nogle millioner, der nervøst fulgte, hvorledes et uhyggeligt militært-industrielt kompleks slog revner, så det bragede. Vi var vidner til det såkaldte augustkup, hvor modstandere af datidens sovjetiske generalsekretær og præsident, Mikhail Gorbatjov, forsøgte at afsætte deres øverste leder. Lykkeligvis fejlede de.

24. august trådte Gorbatjov tilbage som kommunistpartiets generalsekretær. Hans afløser holdt i fem døgn. Gorbatjovs rival Boris Jeltsin nationaliserede herefter alle partiets ejendomme i hele unionen, inklusive hospitaler, læreanstalter, boliger og andet. 6. november udstedte Jeltsin et dekret, der forbød al partikommunistisk aktivitet i den russiske delrepublik, reelt centret i det døende imperium.

Så spoler vi filmen frem til 8. december, hvor datidens ledere af Rusland, Ukraine og Belarus underskrev en aftale, der opløste den union, der blev skabt i 1922. Holdt op mod nutidens realiteter er det ironisk, at imperiets opløsning blev formaliseret i Belarus’ hovedstad, Minsk, i dag magtcentret for en klike, der med jernhård stædighed praktiserer de sovjetiske metoder.

ALEKSANDR LUKASJENKO har hersket i Belarus i 27 år. Han er født i 1954, så mon ikke han forestiller sig at kunne blive siddende en halv snes år mere? Det rigtige sted at rette spørgsmålet hen er nok ikke præsidentpaladset i Minsk, men magtcentret i Moskva.

Ingen kan være i tvivl om, hvem der spiller henholdsvis storebror og lillebror her. Europæiske beslutningstagere bør have et større fokus på, at russiske og belarussiske militærstyrker i over et år nu har holdt regelmæssige militærøvelser. I næste måned er planlagt en stor én af slagsen, der benævnes sapad , der på russisk betyder vest.

I kulisserne foregår der en integration af de to landes efterretningstjenester: Det russiske FSB er tilsyneladende ved langsomt at opsluge sin belarussiske søsterorganisation. Ruslands ambassadør i Minsk har ikke overraskende gjort karriere i fortidens sovjetiske KGB, og måske han dengang traf den i Østtyskland udstationerede kollega Vladimir Putin?

Mens Sovjetunionen eksisterede, rustede det frie Europa sig mod konventionelle og atomare våbentrusler fra øst. Selv om nutidens nedrustningsbestræbelser lader en del tilbage at ønske, er der ikke umiddelbart megen realisme i at forberede sig på en klassisk invasion med kampvogne ind over grænserne til EU.

For det nyeste værktøj i den postsovjetiske værktøjskasse er: migrantvåbnet. Det består af tusinder af især mellemøstlige, centralasiatiske og afrikanske flygtninge, der har forladt deres sammenbrudte hjemlande. Her kan Putin, Lukasjenko og Nato’s tyrkiske ven Erdogan lukke op og i for sluserne.

Lige nu er det lille skrøbelige Litauen, der kæmper med, hvad myndighederne kalder hybrid krigsførelse. Den er som bekendt asymmetrisk og fleksibel og kan gennemføres med lave omkostninger.

Virkningerne er i første omgang psykologiske. Hen over det frie Europa skyller bølger af angst og tvivl om, hvad vi skal stille op. Skubber vi migranterne tilbage over grænsen, kritiseres vi i første række af vore egne. Lukasjenko og Putin ved, hvad de gør. De har allerede ramt os i det bløde mellemgulv.

(klumme i Politiken 23.08.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar

Lukasjenko har kun én strategi for overlevelse og ét land at støtte sig til

Engang kontrollerede sovjetsystemet et imperium. I dag sender systemets efterfølgere frihedsaktivister på flugt. Eksilbelarussisk kvindesagsforkæmper fortæller.

Historieskrivningen nærmer sig 30-året for et mirakel: sovjetsystemets sammenbrud i de sidste dramatiske måneder af det magiske år 1991. Millioner af individer i Øst- og Centraleuropa blev sat fri efter i trekvart århundrede at have levet under tvang og overvågning og i armod.

I dag er visionen om at leve i et frit, åbent og tolerant samfund i de tidligere sovjetstater trængt. Kort flyvetid fra dansk luftrum står vi med en slags nutid sovjetmagt: I Belarus, landet som vi i årtier har kendt som Hviderusland, lever en halv snes millioner indbyggere stadig under sovjetlignende forhold, akkurat som dengang landet var en relativt anonym sovjetrepublik. For et år siden stjal landets lunefulde og ryggesløse diktator, Aleksandr Lukasjenko, et valg og dermed sin nations fremtid. Siden har titusinder forladt landet.

En af dem er Lyudmila Putina fra organisationen Women’s Initiative for Democracy.

»Jeg var vicepræsident i det kristendemokratiske parti, som klarede sig fint ved valgene i 1995. Umiddelbart eftergennemførte Lukasjenko en manipuleret folkeafstemning, der reducerede parlamentspladserne fra 260 til 110. Mit mandat blev udraderet. Fire år senere blev partiet opløst via et præsidentdekret«, fortæller hun.

Siden blev Lyudmila Putina opfordret til at stille op for et andet oppositionsparti, men det er mest som kvindesagsaktivist, hun har gjort sig gældende i det hårdt trængte oppositionsmiljø.

»Jeg blev tvunget til at forlade mit land efter at have holdt en tale, hvor vi krævede bedre vilkår for kvindelige fængselsfanger. Kort efter bankede det hemmelige politi på min dør, og så begyndte min flugt«.

Lyudmila Putinas vej ud af Belarus blev gjort ekstra vanskelig af covid-19, der blokerede de sædvanlige flugtveje. Der viste sig en åbning til Tyrkiet, hvor hun i en kortere periode kunne bo hos venner.

»Selvfølgelig ville jeg helst videre til den frie del af Europa for at få politisk asyl, og vejen hertil gik via Brasilien«, tilføjer hun.

Den eksotiske destination kan forklares med, at hun her havde gode venner fra sin baggrund i det kristendemokratiske partiarbejde. Fra dette midlertidige eksil henvendte hun sig til syv EU-landes ambassader med ønsket om politisk asyl. Alle på nær et enkelt henviste til covid-19 som begrundelse for ikke at tage imod hende. Prøv igen, når pandemien er overstået, lød beskeden. Tyske diplomater var den eneste undtagelse. De inviterede til samtale og bad hende forklare sin politiske løbebane. I dag er hun bosat i Dresden som politisk flygtning.

Kvinder er i front i den belarussiske opposition. Hvordan kan det forklares?

»Lukasjenko repræsenterer det traditionelle, det patriarkalske og det sovjetiske i Belarus. De kvinder, han har fået børn med først i ægteskab og siden uden for, har levet bag høje porte og hegn. Han betragter kvinder som brugsgenstande. Ministerier og myndigheder beordres til at skaffe ham yngre kvinders selskab«.

Det lyder som en historie om en fyrste fra fortiden …

»Belarus er et moderne samfund! Vi har god infrastruktur og gode uddannelser. Trods ufriheden har kvinder kæmpet sig op til højere status og respekt. Hvis du ser på billeder fra demonstrationerne mod præsidenten, vil de vise dårligt uddannede mænd med gode lønninger, der tæver løs på bedre uddannede kvinder med lavere lønninger«.

Belarus beskrives som landet, hvor sovjetsystemet har overlevet, selv om Sovjetunionen lukkede og slukkede ved udgangen af 1991. Hvordan kan en belarussisk nationalfølelse overleve under disse betingelser?

»Identiteten er vokset ud af modstanden mod undertrykkerne. Min bedstefar var i Sovjetunionens tidlige periode en velhavende bonde, der blev frataget alt og sendt til Sibirien, hvor han døde. Min mor var derfor datter af en klassefjende. Jeg blev som ung aldrig indrulleret i sovjetsystemet. Der eksisterede et skjult netværk af folk, som drømte om en fremtid i frihed«.

Europa er i dag præget af diskussioner om nationalisme. Er det i belarussernes sprog, vi skal finde rødderne til en særlig kulturel og national identitet, som I kæmper for at frisætte?

»Russisk var hovedsproget i hele den sovjetiske tid. Da vi i 1992 opnåede frihed og selvstændighed, skulle vi starte forfra med at opbygge sprogstudier i belarussisk på alle højere læreanstalter. For embedssproget var russisk i årtier, mens belarussisk blev forsømt og undertrykt. Lukasjenko har fortsat denne politik. Regeringsdokumenter skrives stadig på russisk, ikke på vort oprindelige sprog, hvilket er et stort kultur- og identitetstab. Det hemmelige politi har opretholdt navnet fra sovjettiden, KGB«.

Skal forandringen komme indefra, eventuelt i form af et kup foranstaltet af Lukasjenkos egne, der en dag får nok af sovjetiseringen?

»I hele sovjettiden var magtapparatet i Belarus underlagt beslutninger i Moskva. Folk udefra blev indsat for at styre vort land. I det sikkerhedsapparat, der den dag i dag holder Lukasjenko ved magten – politi, militær, specialstyrker – sidder der folk, han har hentet i de tidligere sovjetrepublikker. Sovjetunionen blev holdt sammen af et anonymt netværk, nomenklaturaen, som efterretningsvæsenet sikrede var renset for folk med nationalistiske tilbøjeligheder. Det er også situationen i dag. Det er stadig sovjetlogikken, der gælder«.

Men kommunismen som ideologi er borte, både i Belarus og i Putins Rusland. Hvad har Lukasjenko gjort her, noget i stil med Putins omfavnelse af den ortodokse kirke?

»Det er for begge en måde at opnå popularitet på. Lukasjenko kalder sig en ortodoks ateist, hvilket er meningsløst«.

Belarus har en svær fortid og en fremtid, der her og nu ser umulig ud. Vi bør vel minde om, at fortidens Belarus i starten af det 20. århundrede aldrig nåede at udvikle en nation, fordi sovjetmagten tog kontrollen?

»Vi har en slavisk kultur og identitet nært forbundet med fortidens polsk-litauiske storfyrstendømme. Vi har levet med grænser, der flyttede sig, og systemer, der blev påtvunget os udefra af andre. I dag er det modstanden mod undertrykkelsen, der definerer os som folk«.

Angiveligt har et par hundrede tusinde belarussere forladt landet siden sidste års valg, der blev stjålet af Lukasjenko. Han regerer videre på Vladimir Putins betingelser. Hvor længe holder det?

»Lukasjenko har kun én strategi for overlevelse: terror, og kun et eneste land at støtte sig til: Rusland. Hvilket bliver hans skæbne. Putin støtter ham af opportunistiske grunde. At være nær allieret med Moskva indebærer også en risiko for at være kontrolleret uden at være direkte besat. På den måde lever vi stadig i skyggen af den sejr, som bolsjevikkerne opnåede ved den russiske revolution i 1917. Det er tragisk med de mange, der har forladt landet. En flygtning vil aldrig opnå ligeværd med værtslandets borgere, man vil altid være andenrangs«.

(interview i Politiken 21.08.21)

Udgivet i Interviews, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Bare rolig, EU har styr på Kina

Europa og Østasien fortsætter den økonomiske integration.

Her er en af de mest monumentale udfordringer for europæiske beslutningstagere de kommende par årtier: Hvordan kan den gamle verden få størst mulig gavn af Kinas globale ambitioner? Til mest mulig nytte for klimaforbedringer, terrorforebyggelse og -bekæmpelse, samhandel og beskæftigelse ?

Bruxelles har konstrueret prædikatet ’systemisk rival’ om giganten i øst. I Washington er den foretrukne betegnelse ’strategisk rival’. Beijing vil helst håndtere Europa som strategisk partner ikke ulig en række nabolande i Asien, men overalt kniber det med tilliden til Kinas hensigter.

Forskellen på systemisk og strategisk? Kinesisk logik tilsiger, at strategiske partnere ikke påfører hinanden sanktioner. Alligevel er sådanne tiltag realiseret, om end de er så beskedne, at de falder i kategorien symbolpolitik. Den har som oftest til formål at berolige indignerede politikere og aktivister, der dagdrømmer om en anden verden end den eksisterende.

FORHISTORIE: I 2019 vedtog Bruxelles et forhandlingsmandat, der som mål havde at fuldende en investeringsaftale med Kina senest ved udgangen af 2020. Beijings forhandlere var angiveligt forbløffede; for man opfattede meldingen som et ultimatum.

For EU handlede dette skridt om at få markeret forskellen på den strategiske og den systemiske rivalisering med Kina. Altså at Bruxelles høfligt kunne lægge distance til den sikkerhedspolitiske partner i Washington og samtidig fortælle Beijing, at det økonomiske samkvem fortsættes og udbygges, men i højere grad på betingelser, som europæerne definerer.

Logikken kendes fra relationerne inden for EU’s medlemskreds: Man kritiserer højlydt de nationalpopulistiske ledere i Ungarn og Polen, uden at disse uenigheder får lov til at bremse udviklingen i den fælles kilde til velstand, det indre marked.

Kinas økonomiske volumen og landets politiske system gør det selvfølgelig langt sværere, end når der er tale om medlemslande. Men EU har gennem det seneste par år haft travlt med at regulere rammerne og reglerne for fortsat økonomisk samkvem med den systemiske rival i øst.

Der er bl.a. kommet procedurer for kontrol med investeringer i kritisk infrastruktur og regler over for konkurrenceforvridende subsidier. Beijing reagerede i EU’s optik positivt ved at acceptere de fleste tiltag og derudover stille udvidet adgang til det store kinesiske hjemmemarked i udsigt.

Forskellen i perspektivet: For EU var investeringsaftalen en økonomisk aftale, renset for politik og ideologi. For Kina var samme aftale et politisk partnerskabspapir.

Da så Bruxelles i marts tilsluttede sig britiske og amerikanske sanktioner mod udvalgte kinesiske embedspersoner på grund af disses ansvar for menneskeretsovergreb på muslimer i Xinjiang-regionen, valgte Beijing det hårde greb: en opsigelse af den dengang kun tre måneder gamle investeringsaftale.

Udgangen på dette lidt snublende forløb er, at Europas Kina-politik kører på to spor: Bruxelles kan til enhver tid sanktionere udvalgte kinesiske embedsfolk, samtidig med at europæiske virksomheder fortsætter med at handle med kinesiske virksomheder upåvirket af presset fra Washington.

Ikke et eneste af de sanktionstiltag, Beijing og Bruxelles har rettet mod hinanden, har til hensigt at bremse det økonomiske samkvem. Tværtimod mener EU’s diplomater, at de er godt på vej til at berede vejen for en langsigtet økonomisk integration østover blot uden brug af betegnelsen ’partnerskab’.

Den mest sandsynlige næste kansler i Tyskland, Armin Laschet, har for længst gjort linjen klar for præsident Joe Biden: Europa har ikke brug for hverken en ny fjende eller en ny kold krig – og slet ikke mod Kina.

MEN WASHINGTON sveder. Amerikanske kommentatorer på højrefløjen kom op i det røde felt, da de læste den kinesiske ledelses positive udlægning af den telefoniske dialog mellem afgående kansler Merkel og blivende præsident Xi Jinping i april. Merkel betonede, at EU arbejder for strategisk autonomi i sine handels- og udenrigsrelationer. Oversat til dansk: politik og økonomi holdt adskilt. Bundlinjen på den lange bane: Kinas silkevejsprojekter er et godt match til den europæiske markedslogik.

At EU er undervejs med infrastrukturprogrammer i øst- og centraleuropæiske lande, er blot et udtryk for sund konkurrence. Silkevejene diversificeres. At europæiske krigsskibe i denne uge gennemsejler Det Sydkinesiske Hav, er blot en bekræftelse på, at politik og økonomi kører i hver sit spor.

Dansk Erhverv er tilfreds, Human Rights Watch skumler, og karavanen ruller videre.

(klumme i Politiken 12.08.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Hård jura på politiknipler i Hongkong

Metropolen er slagmark for stedfortræderkrig mellem Kina og USA.

Et yngre individ i Hongkong, 24-årige Tong Ying-kit, har indskrevet sig i international retshistorie. Tong blev den første, der blev dømt efter den særlige sikkerhedslov, som Kinas centralregering har indført for at forebygge nye protestaktioner mod lokalstyret efter flere års gentagne demonstrationer i den tidligere britiske koloni.

Aktivistens forsyndelse bestod i, at han 1. juli i fjor kørte rundt i byens centrum på sin motorcykel, holdende på et flag med påskriften ’Befri Hongkong, revolution i vore tider’ i protest mod den sikkerhedslovgivning, der var blevet vedtaget et døgn forinden. Tong påkørte en gruppe politibetjente og kvæstede tre af dem.

Under vore himmelstrøg ville en sådan adfærd havde udløst en færdselsbøde, frakendelse af kørekort og en mild fængselsstraf. Men Tong kan se frem til sammenlagt ni år bag tremmer for to politiske forseelser: løsrivelse og terror.

Regionens lokale justitsminister sikrede, at sagen blev ført uden jury, og at de tre dommere ikke skelede til hidtidig retspraksis. Hongkongs indbyggere og verden udenfor blev dermed mindet om, at den retsorden, der hidtil har været præget af britisk lovgivning, er annulleret, i hvert fald i sager, der henviser til noget så vidtgående som national sikkerhed.

Dræb kyllingen for at skræmme aberne, lyder et urgammelt kinesisk mundheld. Tong Ying-kit var kyllingen, der mistede hovedet.

Næste gang, folk i Hongkong går på gaden i protest, kan myndighederne skride ind, med henvisning til at deres adfærd truer sikkerhed og stabilitet og implicit national suverænitet.

Den manglende proportionalitet mellem forseelsen og straffen er selvindlysende, men på kinesisk territorium gælder særlige regler. Her beskytter domstolene myndighedernes magt til at administrere ud fra, hvad centralregeringen finder gavner samfundets politiske og sociale stabilitet.

Altså det modsatte af vestlige samfunds retsfilosofi om, at alle er lige for loven. Intet nyt under Solen her, men det afgørende er den afskrækkelseseffekt, som dommen over Tong Ying-kit afstedkommer.

FÆNOMENET kendes som lawfare . Der selvsagt rimer på warfare. I USA er førstnævnte ikke nyt; her har det længe været kendt og anvendt af især forsvarsministeriets jurister.

I kort form handlerlawfare om at bruge lovgivning og domsafsigelser til at fremme en regerings strategiske interesser. I tilfældet med sikkerhedsloven i Hongkong er målet for Kina at få regionen ud af amerikansk interessehåndhævelses kikkertsigte.

For trods forskelligheden i politiske systemer benytter både Kina og USA lawfare rettet mod den respektive strategiske modstander. Hong Kong Autonomy Act, vedtaget af Kongressen i Washington i juli i fjor, er den lovpakke, som gør, at USA påberåber sig retten til at intervenere i den formelt selvstyrende kinesiske region.

Med Washingtons lovgivning følger millioner af dollars til selvbestaltede og autonome aktivistmiljøer. Europæiske politikere og medier, danske inklusive, har helt fortiet denne realitet, som er, at USA har finansieret en stor del af de regeringskritiske miljøer i Hongkong.

Enhver kan ubesværet google sig frem til amerikanske politikere og diplomaters møder med de maskerede demonstrationsledere fra 2014 og frem. Washington har hæmningsløst og utilsløret brugt Hongkong til at skærpe kappestriden med Kina, fordi et forhandlet kompromis i lokalparlamentet om en ny sikkerhedslov ikke kunne realiseres.

Den største formidler af kongresbevilgede støttemillioner til aktivistmiljøet hedder National Endowment for Democracy (NED), der har været aktiv i Hongkong siden overdragelsen i 1997. Bevillingerne fremgår af NED’s hjemmeside: 27,3 millioner dollars for perioden 2014-19, officielt til fremme af ’demokratiske’ aktiviteter, reelt til at finansiere den regeringskritiske mobilisering, der har hærget metropolen regelmæssigt indtil i fjor.

Fængslede og dømte aktivister som mediemanden Jimmy Lai og den hyppigt medieprofilerede Joshua Wong, der blev modtaget på Washingtons røde løbere i 2019 og 2016, gjorde sig dermed til redskaber i den intensiverede amerikansk-kinesiske rivalisering.

Næppe klogt, for disse såkaldte demokratifortaleres sponsorerede besøg i USA inviterede til en hård reaktion fra det kinesiske sikkerhedsapparat.

På det seneste har politifolk renset ud i studiemiljøerne på Hongkongs universiteter, mens folkeskolen indfører obligatorisk pensum i patriotisme.

Hongkong regeres stadig forskelligt fra resten af Kina, men med hård jura på politiets knipler, når stabiliteten er på spil. USA bliver ikke vinder her, dertil er supermagten for svækket både indadtil og på oversøiske frontlinjer.

(klumme i Politiken 9. august 2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Pagodelandet bløder. Hvem hjælper?

Myanmar risikerer glemsel midt i rivaliseringen mellem stormagterne.

Risikerer Myanmar, det tidligere Burma, at blive glemt, forsømt og bragt ud af syne på den vestlige horisont?

Ulykkeligvis er svaret ja, eftersom der er kaos, vold og elendighed i Europas nærområder, hele vejen fra Libyen over Libanon, Palæstina og videre til Syrien, Irak, Yemen og Afghanistan.

Sydøstasien bliver ikke en region, hvor vestlige alliancer eller asiatiske stormagter blander sig militært, således som det skete i 1990’erne i det tidligere Jugoslavien. Måske er erfaringerne fra Balkan typiske for perioden, men ikke retvisende for den verdensuorden, vi siden er kommet ind i.

På den anden side af voldens mellemøstlige og sydasiatiske geografi ligger et samfund, som for få år siden repræsenterede et håb efter et halvt århundredes konflikt og undertrykkelse. Reformforsøg stillede demokratisk deltagelse i udsigt for millioner, der aldrig havde oplevet andet end militære jernhæle. Den nobelprisbelønnede oppositionsleder Aung San Suu Kyi symboliserede forventninger om fornyelse og forandring.

Obama lagde vejen forbi, ligeså Hillary Clinton, vores egen Helle Thorning-Schmidt plus horder af diplomater med løfter om udviklingsbistand og investeringer.

I DAG holder de sig væk. EU-landenes ambassadører forlader Myanmar. Kina, Indien og de øvrige naboer falder tilbage på rutinemæssige forklaringer om hensynet til regional stabilitet. Den brutale realitet er, at Myanmar aldrig har været stabilt siden uafhængigheden i 1948.

Kort efter militærkuppet i februar, hvor juntaen opløste parlamentet og fængslede landets civile ledere, meldte landets FN-ambassadør, Kyaw Moe Win, at han modsatte sig militærstyret.

Siden knyttede han sig til den skyggeregering, der blev dannet af folk fra Suu Kyis parti og repræsentanter for flere af landets etniske grupper. Overraskende har FN ladet ambassadøren beholde sin plads og afvist den afløser, som juntaen udpegede. Hvilket næppe overlever FN-systemets særlige akkrediteringskomite, hvor Kina og Rusland har vetoret.

Både før og efter kuppet har russiske generaler på markant vis demonstreret tilstedeværelse i Myanmar, som nu er blevet en stor våbenkunde i Moskva. Kina har fået selskab i pagodelandet.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og det internationale Røde Kors inviterer ikke juntastyrets folk til deres møder, tydeligvis i en forventning om at kunne give plads til folk fra skyggeregeringen i stedet. Dette vil kræve, at også vestlige og asiatiske regeringer åbner op for diplomatiske kanaler for eksilfolk, der bekæmper juntastyret.

Ikke nogen sandsynlig vej frem, desværre. Biden-regeringen bruger ikke kræfter på Myanmar. Kina træder vande og håber på en stabilisering, der kan sikre landets store investeringer i nabolandet. Hvor er Europa i dette deprimerende billede?

MYANMAR er blevet et af mange ofre for Brexit. Storbritannien, pagodelandets tidligere kolonimagt, huser et stort og aktivt miljø af eksilburmesere og dermed også de mest aktive lobbygrupper, der tidligere pressede på i EU-systemet for politisk og finansiel støtte til burmesiske civilsamfundsgrupper. De får ikke længere noget ud af at tage til Bruxelles.

Imens fortsætter militærregimets krig mod egen befolkning. Anslået 6.000 er blevet dræbt siden kuppet, mindst lige så mange er arresteret, og 170.000 menes at være fordrevet. Kan enkelte europæiske lande gøre en forskel? Danmark leverede i 1990’erne finansiel og politisk støtte til en anden skyggeregering end den nuværende: Dens medlemmer blev tilmed inviteret til eksilkonferencer hertillands med alt betalt fra en udenrigsministeriel kasse.

Sammen med Storbritannien, Norge og Sverige var vi helt fremme i skoene i støtten til Suu Kyi, der dengang sad i husarrest, og til de eksilgrupper, der fik husly langs den thai-burmesiske grænse. Men det militærstyrede Thailand er ikke interesseret i at repetere den historie.

På vej ud i glemslen er også den trekvarte million muslimske rohingyaer, som er fordrevet ind i primitive lejre i Bangladesh. Dette massive overgreb fik opbakning af Myanmars civile politikere, inklusive Aung San Suu Kyi. Derfor blev hun udskammet også af EU-landene og internationalt isoleret. Men derfor, lyder argumentet blandt asiatiske diplomater i dag, blev det nemmere for generalerne at slå ned på hende og hendes partifæller.

’Vejen til Mandalay’, som Kiplings legendariske digt hed, er i dag et tragisk mareridt. Den danske opdagelsesrejsende Aage Krarup Nielsen beskrev for et lille århundrede siden Burma som landet med de lykkelige smil. I dag dominerer smerterne. Idyllen bag den grå Moulmein Pagode var en illusion.

(klumme i Politiken 27.07.21)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, Uncategorized | Skriv en kommentar

Vindere og tabere i Afghanistan

Er det mon for tidligt at kalde USA’s ambassade i Kabul for gravmonument over endnu et faldent imperium?

HVIS LEDERNE af Djenghis Khans mongolske invasionshære i Syd- og Centralasien havde efterladt erindringer, som nutidens planlæggere i Pentagon, det amerikanske militære kompleks, kunne drage nytte af, havde de måske lært af mongolerhærens belejring af byen Bamyan i år 1221.

Sandsynligvis fordi Djenghis Khans barnebarn Mutukan blev dræbt af en pil fra den belejrede fæstning i Bamyan, gik de mongolske soldater så hårdt løs på byen, at de massakrerede alle indbyggere og siden refererede til Bamyan som sorgens og skrigenes by. Derefter fortrak mongolerne til områder, vi i dag kender som Pakistan og Indien.

De afghanske bjergområder er gennem århundreder blevet kaldt imperiernes kirkegård. Briterne lærte det i 1800-tallet, sovjetrusserne i årene 1979-89 med en million dræbte afghanere til følge, og nu er turen kommet til den amerikanske supermagt og dens allierede, herunder Danmark.

Ca. 12.000 danske soldater deltog i indsatser, der skulle skabe det umulige: et fungerende civilt afghansk samfund. 37 faldt på slagmarken, 7 døde efterfølgende, og hundredvis bærer i dag rundt på dybe krigstraumer.

Joe Biden og hans folk vil insistere på, at der ikke er tale om et nederlag i stil med krigen i Vietnam for et lille halvt århundrede siden. Præsidenten begrænser sig til at konkludere, at efter 20 års krigsførelse på de afghanske slagmarker har USA ikke længere en mission på de kanter. Afghanerne skal selv bekæmpe og efterfølgende kontrollere hinanden. Kontrol betyder her blodig underkuelse gennem ultraortodoks islam.

USA vil fortsat være brutalt nærværende: usynlig krig med droner kan udrette det utroligste. En logik, som Bidens forgænger Barack Obama greb fra første dag i embedet. Vigtig tilføjelse: Droner kan ikke bruges til at bygge imperier; derimod kan de genere rivalers forsøg på samme.

USA’S TILSTEDEVÆRELSE i Afghanistan har i slutfasen ikke været overvældende: 10.000 mand suppleret med et tilsvarende antal fra andre Nato-lande. Til sammenligning kulminerede Pentagons styrker i Sydvietnam i 1968 med en halv million. Under Obama var tallet i Afghanistan på 98.000, da det var højest.

Kabul har ikke udsigt til at blive en variant af Ho Chi Minh Byen: Vietnam er, om end formelt kommunistisk, i dag en pragmatisk udviklingsstat, der hele tiden og igen inviterer amerikansk know-how indenfor som del af mange partnerskaber. I modsætning hertil er modstanderen i Kabuls omegn et xenofobisk islamistisk og velbevæbnet teokrati med en langsigtet vision om at slavebinde det afghanske samfunds knap 40 millioner indbyggere.

At forhindre en afghansk katastrofe – det skrøbelige Kabul-regimes fald – ligner en umulighed. Tro heller ikke, at andre aktører i regionen – Iran, Kina, Indien, Rusland – kan gøre en positiv forskel.

MODSTANDEREN er nemlig ikke kun det irrationelle og fanatiske Taleban. Men også dette pashtunske voldsregimes vigtigste allierede gennem årtier: den pakistanske efterretningstjeneste. Som militærhistoriker og tidligere brigadegeneral Michael H. Clemmesen herhjemme (på netmediet pov.international) har leveret detaljerede analyser af, har den pakistanske militære indsats mod Kabul stået på i fire årtier.

Midlet har været våbenforsyninger til og træning af den islamistiske del af de afghanske oppositionsgrupperinger. Pakistanske efterretningsfolk var sandsynligvis også bindeled til den saudiarabiske rigmand Osama Bin Laden og hans Al-Qaeda-netværk. Hverken CIA eller den civile pakistanske ledelse kunne forhindre udbredelsen af det største og mest fanatiske terrorregime i nyere tid.

Ironisk pointe: De afghanske muhajedeen-guerillaer, der med amerikanske og pakistanske våbenforsyninger drev den sovjetiske besættelsesmagt ud i 1980’erne, muterede siden til at blive nutidens Taleban. Blev denne risiko mon nævnt i Pentagons manualer?

For fem år siden åbnede en fæstningslignende amerikansk ambassade i Kabul udstyret med 1.500 skriveborde og 800 senge og blev dermed en tredjedel større end den tilsvarende i Bagdad. To markante og dystre vidnesbyrd om supermagtens indsatser.

Danske soldater spillede med her, og rationalet kender vi: Vi gjorde det ikke for at hjælpe afghanerne til et bedre samfund, men for at bekræfte vort amerikanske partnerskab.

Er det mon for tidligt at kalde ambassadekomplekset i Kabul for gravmonument over endnu et faldent imperium?

(klumme i Politiken 26.07.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Når vielsesattesten er et minefelt

Formidabel ny bog om et interkulturelt ægteskab venter på et dansk publikum.

En advarsel er på sin plads her: Skriver man om ægteskab, vanker der øretæver. Hvis skribenten forsøger at kloge sig på noget så kompliceret som kærlighed og sociale normer på tværs af kulturer og landegrænser, vanker der endnu flere. Så vi starter i den nemme ende:

Danskere som flest har ikke de store vanskeligheder ved at finde sig en livspartner med rødder i andre af kontinentets lande: fra det nordligste Finland til det sydligste Spanien deler vi nogle fællestræk, som i allerkorteste form kan beskrives som følger:

Grundlæggende er vi sekulære, velfærds-materialistiske pragmatikere, der hylder individets ukrænkelighed. Vi insisterer på, at loven stiller alle lige, at omfordeling af samfundets værdier er retfærdigt, at religion er en privatsag, og politiske friheder et demokratisk fællesanliggende.

Derfor er vores valg af europæiske livsledsagere som oftest de rene selvfølgeligheder. Men tag så at gøre nogle tankeeksperimenter:

Hvor mange danskere har giftet sig med en ortodoks russer, ukrainer eller serber? Hvor mange blonde jydepiger har fundet sig en rettroende iraner, ditto pakistaner, kongetro saudiaraber, en shia eller en sunni fra Libanon, Syrien eller Irak?

Nærværende skribent kender til ét par, hvor en dansk kvinde har valgt en muslimsk mand. Den heldige er fra sekulære, multireligiøse og tolerante Indonesien.

ALLE kender til tilfælde med vesterlandske herrer og knægte, der falder i armene hos en kvinde fra Thailand, Vietnam eller Filippinerne. Mange har præsteret længerevarende relationer med vielsesattester og børn.

Disse pardannelser kan tælles i titusinder. En nem forklaring: at der er tale om sociale kontrakter, tilsat romantiseret sex og kærlighed, men fremfor alt: det er individernes eget valg, hvad der står i ’kontrakten’. De fleste af livets forhold er baseret på en noget-for-noget-logik: mænd og kvinder, der giver fra sig og tager imod. Sådan er kærlighedens store regnskab.

Historierne om de fraskilte, frustrerede danske mand, der især i Sydøstasien finder de kvaliteter, som de har ment, at deres kernedanske første ægtefælle snød dem for, er trivielle. Den midlertidigt landflygtige mand besøger sin nye kærestes landsby på en filippinsk ø og opdager, hvor deres fælles opsparing er havnet og anvendt fornuftigt, dvs. socialt ansvarligt: på forældrenes improviserede folkepension eller til lillesøsterens skolegang.

Og nej, jydepigerne finder sig ikke en kæreste fra Kampala eller Khartoum, ej heller Islamabad, Baku eller i Hindustan. Men deres brødre eller fædre tager gerne flyet til Bangkok eller Manila i jagten på skørter, læbestift, høje hæle og lykken.

ANLEDNINGEN til foranstående er en nyudgiven bog, som snarest bør finde en dansk forlægger:

Gymnasielærer i kinesisk Simon Rom Gjerø har aflagt fuld følelsesmæssig, social og kulturel tilståelse i sin formidable bog ’Made in China. A Memoir of Marriage and Mixed Babies in the Middle Kingdom’. En stærkt underholdende fortælling om at tage til Kina for at studere, blive forelsket og siden forælder til tre etnisk blandede børn, de to første bragt til verden i Kina, den tredje på dansk grund.

Simon Rom Gjerø kom til Kina for at lære det komplicerede sprog – og valgte den hurtige metode: gift dig med lærerinden og få eneundervisning!

Denne bog har stof til mange brutale svigermor-anekdoter. Bag de mange løjerlige og til tider groteske situationer afdækkes en virkelighed, hvis sociale parametre ligger langt fra de vanebestemte forestillinger, der driver flertalsdanskernes opfattelser af kinesisk kultur og levevis.

Gjerø mødte selvfølgelig det mest kendte fænomen: tigermor-syndromet. Middelklassemødrene, der pisker deres sønner og døtre frem til præstationer, som lighedsorienterede danskere opfatter som grusomheder.

Fænomenet kommer af den årtusindgamle østasiatiske læringstradition: Børn skal ære deres forældre og forfædre ved at uddanne sig så højt op ad den sociale rangstige som muligt. Vi ved fra årtiers statistik på især amerikanske universiteter, at kinesiske, koreanske og japanske studerende systematisk overhaler deres medstuderende fra latinamerikanske, arabiske og afrikanske samfund.

Ikke spor overraskende, at oversøiske kinesere i nabolandene og nyder betegnelsen ’Asiens jøder’. Læring, pligtetik, karriereræs, hierarkier og transnationale netværk er formlen.

Til den rigtige forlagschef: Simon Rom Gjerøs bog er en piskende nødvendig udgivelse og venter på oversættelse og markedsføring.

PS: Familien ville gerne være blevet i Kina, men luftforureningen drev dem til Næstveds mere sikre himmelstrøg.

(klumme i Politiken 15.07.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar