Dalai Lama med en amerikansk fan i 2025, da han fyldte 90
Millioner af vesterlændinges søgen efter åndelig vækkelse og fornyet spiritualitet vil snart være hjemløs.
Der er blevet påfaldende stille om en af det seneste trekvarte århundredes markante religiøse og filosofiske profiler, den tibetanske befolknings åndelige overhoved, Dalai Lama, den 14. i rækken. Om få uger runder han 91, og det forlyder uofficielt fra eksilregeringens hovedkvarter i den nordindiske by Dharamsala, at Hans Hellighed er ophørt med at turnere.
Det tibetanske eksilsamfund afventer, hvorledes det kinesiske styre vil håndtere det ømtålelige spørgsmål om arvefølge, der traditionelt håndteres gennem reinkarnation. Traditionelt har processen været indhyllet i mystiske ritualer, der har ledsaget munkevæsenets udsagn og profetier. Men hen over den seneste snes år har de kommunistiske myndigheder i Beijing med tiltagende styrke understreget, at det kommende overhoved skal håndplukkes af centralregeringen.
Denne tilstand indebærer risikoen for, at tibetanerne kommer til at leve med to Lama-profiler; den ene bosat inden for det kinesiske riges grænser; mens den anden af indlysende grunde vil fortsætte sit virke med basis i Dharamsala.
Den 14. Dalai Lamas langvarige virke siden han som 24-årig måtte tage flugten fra ’Verdens tag’ til eksilet i Indien, betyder, at der påhviler afløseren et moralsk ansvar, som bliver urimelig svært at løfte. Når nr. 15 i rækken udpeges af eksilsamfundet, vil denne profil stå med det gigantiske handicap, at han aldrig har sat sine ben i Tibet. Udfordringen bliver også at finde en formel for at hjælpe tibetansk kultur i en verden, der i voksende omfang styres efter økonomiske nyttekriterier. Materialismen har definitivt besejret spiritualiteten.
Tenzin Gyatso (den 14. Dalai Lamas traditionelle navn) chokerede utvivlsomt mange af sine tilhængere, da han i et interview med den tyske avis Die Welt am Sonntag i 2014 meldte ud, at eksilsamfundet ikke nødvendigvis behøver en efterfølger.
”Lad os afslutte med en populær Dalai Lama. Dersom der dukker en svag Dalai Lama op, vil det bringe skam over os. Den tibetanske buddhisme er ikke afhængig af enkeltpersoner. Vi har en virkelig god organisatorisk struktur med veluddannede munke og skriftlærde”, lød hans forklaring dengang.
Eksilsamfundet demokratiserede
Nærværende skribent har mødt Dalai Lama flere gange, første gang i Thailand i 1994 og siden ved møder under besøg i København. Jeg har også opholdt mig en uge i den tibetanske hovedstad tilbage i 1998, naturligvis uden at deklarere min identitet som journalist, forfatter og underviser. Mange år senere lykkedes det mig at få et interview med eksilregeringens daværende regeringschef, Lobsang Sangay. Hans mest markante udsagn i vor samtale lød således:
”I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikke-voldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Vi i eksilsamfundet har udviklet et demokratisk styre, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i selve Kina. Vi tilbyder at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum.”
På mange års afstand af mine tibetanske oplevelser er der flere spørgsmål, der nager: Har rige, liberale, tolerante (og fortrinsvis kristne) vesterlændinge mere brug for Dalai Lama end den kinesiske befolkning med dennes ensidige fokus på materiel og økonomisk vækst og velstand? Jeg fristes til at svare bekræftende. Den kinesiske stats udviklingsprojekt på det store plateau består i at forvandle tibetanerne til lydige individer, der i det mindste lader som om, at de bliver, som kinesere er flest. Hvilket ikke ændrer på, at befolkningerne i Vesten har brug for et åndeligt symbol som Dalai Lama, der udtrykker en spirituel utopi i en tid hvor millioner føler sig truet og presset af materialistiske normer, herunder den voldsomme økonomiske kraft, som Kinas tilbagekomst på verdensscenen er udtryk for.
Så hvorfor er det, at så mange vesterlændinge har søgt inspiration i Dalai Lamas ikke altid klare og entydige udsagn?
Fordi vore nationale kulturer er trængte, behøver vi både fjendebilleder (Kina passer perfekt her) og alternative spirituelle og moralske forbilleder. Vi er slidt op af årtiers dyrkelse af økonomiske vækstkriterier og famler efter en genopstanden universalisme, der ligner et stykke fiktion fra en anden verden. Den finder mange af os i et tibetansk orakel, hvis ytringer er så sympatiske, generelle og ufarlige, at enhver kan identificere sig med dem.
Erstatningsguden blev nødvendig
Tenzin Gyatso lykkedes hen over små syv årtier at blive genstand for en søgen efter vor egen tabte spiritualitet. Brutalt og usentimentalt sagt blev han blevet den vestlige civilisations erstatningsgud og et åndelige og et globalt symbol på mange åndelige strømninger, som ellers ville have været hjemløse.
Dalai Lamas kolossale popularitet har betydet, at han er blevet brugt som symbol af politiske kræfter med brogede og ofte tvivlsomme dagsordener, herunder nyreligiøse spiritualister, bekymrede anti-globalister, uskyldsrene fromhedsdyrkere, fanatiske antikommunister, menneskeretsforkæmpere af alle kulører og ikke mindst sammenbidte nationalkonservative, der frygter, at et stærkt Kina vil dominere det 21. århundrede.
Tenzin Gyatso blev den åndelige leder for en kultur, hvor befolkningens livsform repræsenterer alt det, vi havde, inden vi blev et moderne samfund: opofrelse og medfølelse; den personlige og ubesmittede hengivenhed frem for den institutionelle og statslige; den, vi har sat i system med velfærdsstaten og høje skatter.
I det Tibet, som Dalai Lama flygtede fra i 1959, var der hverken velfærdsstat eller høje trækprocenter. Den tibetanske livsstil er af en sådan karakter, at den er uegnet til beskatning og dermed modernisering. I stedet har tibetanerne fået en frygtindgydende udviklingsmaskine, ledet af anonyme ateistiske bureaukrater, som er i færd med at udvikle det tibetanske plateau til Asiens vandreservoir.
En halv snes af klodens største og vigtigste floder har deres udspring i Tibet, og uden kinesernes og indernes effektive udnyttelse af disse vandressourcer ville det meste af Asien være lige så forarmet som bundkategorien af afrikanske og arabiske samfund.
Tiden må være inde til at formulere en tak til Tenzin Gyatso, fordi han lykkedes med så fint med sin mission. Ikke inden for Kinas grænser, men i store dele af det Vesten, der desperat søger efter åndelighed.
Infrastruktur og indvandring
Afslutningsvis en præcisering af nogle realiteter om ’Verdens tag’ :
Fra 1200-tallet havde Tibet varierende grader af tilknytning til først det mongolske og siden det kinesiske kejserdømme. Fra slutningen af 1800-tallet blev Tibet og Centralasien inddraget i stormagtsopgøret mellem Rusland, Kina og Storbritannien.
I 1907 indgik Storbritannien og Rusland en aftale, der anerkendte Kinas overhøjhed over Tibet. I 1911 brød det kinesiske kejserdømme sammen. Den 13. Dalai Lama udviste i 1913 alle kinesere fra hovedstaden Lhasa og forsøgte at opbygge selvstændige relationer til omverdenen.
I oktober 1949 afsluttedes den kinesiske borgerkrig med kommunistisk sejr. Et år senere invaderede kinesiske styrker Tibet. I 1951 fik det nye styre den 14. Dalai Lamas administration til at indgå en 17-punktsaftale, hvis formål var Tibets påståede fredelige indlemmelse. Centralmagtens tvangskollektiviseringer udløste et oprør, der i marts 1959 betød, at Dalai Lama flygtede til Indien og etablerede en eksilregering. Kina har investeret stort i infrastruktur i Tibet (især vandkraft og dæmninger), og der er sket en betydelig indvandring af etniske kinesere. Der er her påfaldende ligheder med de hvide nybyggeres kolonisering af Nordamerikas oprindelige befolkning i 1800-tallet.
I denne uge rejser præsident Donald Trump til Kina for at forhandle betingelserne for klodens vigtiste bilaterale magtrelation, den amerikansk-kinesiske. Som en slags optakt linker jeg her til et interviewklip med fhv. Kina-korrespondent for Financial Times, James Kynge:
Her nogle data om James Kynge:
Biography
James Kynge is Senior Research Fellow for China and the World with the Asia-Pacific Programme at Chatham House.
Prior to joining Chatham House in September 2025, he spent 28 years at the Financial Times, mostly as Global China editor and Beijing bureau chief. He worked in China, Hong Kong and Taiwan for almost 20 years.
His 2009 prize-winning book, China Shakes the World, was a bestseller translated into 19 languages. His latest publication – Global Tech Wars: China’s Race to Dominate – is based on podcasts that won a Publisher Podcast Award in 2025.
He studied Chinese and Japanese at Edinburgh University and has had postings during his journalism career in Japan, Russia, Singapore, Malaysia, Kazakhstan and Mongolia. He lives in southeast London.
Tidligere ministre og ambassadører kræver i et fælles opråb, at EU indfører handelsforbud og hårdere sanktioner mod Israel som svar på den israelske regerings eskalerende overgreb mod palæstinenserne. Fhv. minister Mogens Lykketoft er blandt de danske underskrivere.
Mens verdens opmærksomhed er rettet mod andre steder, har Israel under dække af ulovlige militæroperationer mod Iran og Libanon fortsat undertrykkelsen af palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden, herunder Østjerusalem, ved at forstærke sin ulovlige besættelsespolitik.
Over 73.000 palæstinensere er dræbt siden den 7. oktober 2023, herunder 700 i de sidste seks måneder siden den såkaldte våbenhvile i Gaza. IDF-beskyttede bosætterterroristers annektering af palæstinensisk land fortsætter i raskt tempo, og der er planlagt yderligere beslaglæggelser af jord. Dette omfatter den centrale E1-korridor, der deler Vestbredden i to, hvor udstedelsen af israelske regeringsudbud på 3.400 bygninger er nært forestående.
Israel handler fortsat med fuldstændig straffrihed og undergraver dermed tostats-løsningen og en fremtidig palæstinensisk stat, hvis eksistens anerkendes af 157 FN-medlemsstater.
Dette mønster af ulovlig adfærd gentages i Israels vilkårlige og uforholdsmæssige angreb på Libanon, som har ført til tabet af over 2.000 menneskeliv samt omfattende fordrivelse og ødelæggelse.
I mellemtiden er de hårdt prøvede palæstinensiske indbyggere i Gaza berøvet tilstrækkelig humanitær bistand på grund af vedvarende adgangsbegrænsninger, hvor UNRWA og internationale NGO’er hindres i at levere de presserende nødvendige forsyninger og tjenester i overensstemmelse med deres operative mandater. Samtidig vakler den meget kontroversielle, USA-ledede Board of Peace-plan for Gaza og formår ikke engang at dæmpe de israelske militære angreb på palæstinenserne i Gaza.
Apartheidprincipper lovfæstet
Som om alt dette ikke var slemt nok, har Israel for nylig vedtaget en lov, der indfører dødsstraf for palæstinensere, der anklages for terrorrelaterede forbrydelser, mens jødiske israelere ikke er omfattet af lovens bestemmelser. Denne afskyvækkende lovgivning minder om en apartheidstat, der handler uden juridiske begrænsninger.
Respekt for folkeretten er af afgørende betydning: Vores EU-traktater fastslår, at EU’s indsats på den internationale scene skal være styret af fremme af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for menneskets værdighed samt FN’s principper og folkeretten.
Den nuværende israelske regering krænker disse centrale EU-principper i forhold til palæstinenserne, for hvis velfærd den fortsat er juridisk og moralsk ansvarlig som besættelsesmagt. Vigtigst af alt udgør denne adfærd en overtrædelse af artikel 2 i associeringsaftalen mellem EU og Israel, som fastslår, at »forbindelserne mellem parterne (…) skal baseres på respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper (…)«. Denne bestemmelse er et væsentligt element i associeringsaftalen, og det påhviler begge parter at respektere den.
EU burde for længst have handlet: EU’s manglende evne til både i juli og september 2025 at vedtage selv en beskeden pakke af foranstaltninger mod Israels adfærd i Gaza – som i øjeblikket er genstand for en retssag ved Den Internationale Domstol med anklager om muligt folkemord – opfattes internationalt som et udtryk for dobbeltmoral fra EU’s side. Partnere har bemærket, at mens Rusland med rette er blevet pålagt sanktioner, iværksættes der ingen foranstaltninger som reaktion på den israelske regerings handlinger i Palæstina og andre steder.
I mellemtiden udsættes palæstinenserne fortsat for vedvarende angreb fra en israelsk regering, der er fast besluttet på at marginalisere dem og gøre deres liv uudholdeligt med det endelige mål at tvinge dem væk fra deres land. Det er uacceptabelt, at mens palæstinensernes menneskerettigheder og folkeretten systematisk krænkes, forbliver EU splittet på sidelinjen uden at udøve den indflydelse, det burde.
Dette bør EU gøre
Derfor opfordrer vi lederne af EU-27 og EU-institutionerne til:
1. At iværksætte foranstaltninger, der suspenderer associeringsaftalen mellem EU og Israel helt eller delvist; 2. At forbyde handel med ulovlige bosættelser; 3. At standse handelen med militære varer med Israel; 4. At suspendere Israels deltagelse i EU-programmer; 5. At udvide listen over sanktionerede personer og visumforbud til at omfatte alle, der er involveret i undertrykkelsen af palæstinenserne og overtrædelser af folkeretten; 6. At fastlægge en række menneskerettighedskriterier, som Israels fremtidige adfærd skal overvåges i forhold til. Manglende overholdelse af disse kriterier bør føre til indførelse af yderligere EU-sanktioner mod den israelske regering.
I en tid præget af uro i Mellemøsten og i lyset af Israels omfattende overtrædelser af folkeretten er det afgørende, at EU griber ind og stiller Israel til ansvar. Denne indsats bør udgøre en hjørnesten i EU’s nye strategi for regionen, der bygger på Unionens grundlæggende værdier. Erklæring underskrevet den 15. april 2026 af 390 tidligere europæiske ministre, ambassadører og højtstående embedsmænd. Følg link til liste over medunderskrivere i dette indlægs webudgave.
Denne måneds gæsteklumme er publiceret med tilladelse fra medieplatformen Eftertrykket.dk. Skribenten er kultursociolog Birgitte Rahbek, der i årtier har forsket i mellemøstlige emner med det primære fokus på Israels relationer til sine nabolande. Oprindelig publicering på Eftertrykket 9. april.
Israels fravær af en grundlov er ikke tilfældigt. Et land uden fastlagte grænser kan altid gøre krav på mere – og vores politikere forholder sig stadig ikke til konsekvensen.
Af Birgitte Rahbek
Den 5. marts 2026 skrev den tidligere formand for det israelske Knesset, Avrum Burg, mens han sad i beskyttelsesrum til lyden af sirener og eksplosioner: ”Jeg støtter de angivne mål for krigen imod Iran: Fjernelsen af en brutal autoritær leder, udskiftningen af et teokratisk regime, adskillelsen af religiøs fundamentalisme fra statsapparatet og at der åbnes mulighed for et demokratisk civilsamfund, der kan organisere og tage ansvar for landet.” Men, fortsatte Burg, han havde dog et ændringsforslag: ”I stedet for at begynde i Teheran, skulle vi måske begynde her, i Jerusalem. Hvis det kan fungere her, kan vi fortsætte der.”1
Avrum Burg er en af de få israelere, der har gennemskuet sit lands ledelse, og han mener, at der ville være god grund til at rydde op i Israels egne problemer – inklusive den religiøse fundamentalisme, der i dag præger den israelske regering – før man prøver at løse andre landes problemer. Burg er imidlertid oppe imod de 93 pct. jødiske israelere, som støtter krigen mod Iran.2 Det, der kan undre, er, at udlandet, inklusive udenlandske og danske politikere, ikke kan se det mønster, der har tegnet sig lige siden statens oprettelse, og som i de sidste par år er blevet bøjet i neon: Israel er en ekspansionistisk stat. Det er formentlig også en af grundene til, at Israel aldrig har fået en grundlov, for en sådan forudsætter, at landet har defineret sit område og sine grænser.
Siden den 7. oktober 2023 har Israel udvidet sine grænser og besættelser mod vest, øst og nord. I Gaza, som allerede før krigen var et af de tættest beboede områder i verden, er befolkningen blevet trængt sammen på 47 pct. af det tidligere område bag en såkaldt gul linje, markeret af betonblokke og jordvolde, som det israelske militær langsomt flytter hundrede af meter mod vest for at opsluge endnu flere af de sparsomme kvadratkilometer.3 Det er forbundet med dødsfare for palæstinenserne, hvis de uafvidende kommer til at bevæge sig ind over den gule linje, der ikke er lige tydeligt markeret overalt.
Store dele af Gazas landbrugsjord – og en betydelig del af vandinfrastrukturen – befinder sig i de områder tæt på grænsen, som i dag er utilgængelige for civile.
Mod øst sker den israelske ekspansion dels på Vestbredden og dels i Syrien. I 1993 indgik den palæstinensiske leder Yasser Arafat den skæbnesvangre Osloaftale med israelerne. I 1995 blev aftalen yderligere forringet med Oslo II aftalen, hvorved Vestbredden blev opdelt i områderne A, B og C. Område A dækker 18 pct. af Vestbredden og skulle være under fuld palæstinensisk kontrol. Men det skulle nu vise sig kun at være på papiret, for Israel har lige siden forbeholdt sig ret til når som helst at trænge ind i området og efter forgodtbefindende anholde palæstinensere. Når det sker, og det sker som regel hver dag – eller nat – adviserer det israelske militær den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA) om at holde deres sikkerhedsstyrker inden døre, så israelerne kan få arbejdsro.
Zone B udgør 22 pct. af Vestbredden og skulle være under palæstinensisk civil kontrol med fælles sikkerhed med israelerne. Zone C, som udgør 60 pct. af Vestbredden, er under fuld israelsk kontrol og rummer såvel bosættelserne som hovedparten af områdets ressourcer og landbrugsjord. Israelske restriktioner, som altid begrundes med sikkerhedshensyn, gør det yderst vanskeligt for palæstinenserne på Vestbredden at få adgang til ressourcer, herunder at dyrke deres jord, for slet ikke at tale om at få byggetilladelser på deres egen jord. Alt i alt indebærer restriktionerne, at befolkningen forarmes mere og mere.
Israels overordnede mål, som ledelsen sjældent har lagt skjul på, er at tilegne sig så meget palæstinensisk jord med så få palæstinensere som muligt.4 Det har man forsøgt at fremme ved konstante chikanerier og restriktioner, som alt sammen nåede nye højder efter Hamas’ angreb mod det sydlige Israel den 7. oktober 2023. Siden den dag har man overført en del administrative beføjelser fra det israelske militær til en civil myndighed, hvilket har til formål at fremme den højreekstreme regerings mål om endeligt at annektere hele Vestbredden, på samme måde som man efter Junikrigen gjorde det med Østjerusalem og Golanhøjderne.5
Selvom det lå i Osloaftalens ånd, at man ikke måtte ændre områdets karakter, har Israel konstant udvidet antallet af bosættelser fra 128 i 1993 til i dag omkring 210 bosættelser med i alt 737.000 bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem. Alene i 2025 annoncerede man 22 nye bosættelser, og i februar 2026 har regeringen vedtaget en plan, der skal gøre det lettere at erklære palæstinensisk jord, som palæstinenserne er blevet fordrevet fra, for ’statsjord’, som så senere kan gives videre til nye bosættelser. Mere end 2400 hektarer har opnået denne betegnelse.
Foruden inddragelsen af palæstinensisk jord har bosætterne i de sidste par år anlagt 116 km nye veje, der yderligere fragmenterer det palæstinensiske område.6
For at fremskynde fordrivelsen af palæstinenserne på Vestbredden har man siden 2023 udleveret 120.000 våben til bosættere, som ivrigt har benyttet dem til at chikanere og fordrive palæstinensere fra deres landsbyer og bopladser: Siden slutningen af 2023 er over 1.000 palæstinensere blevet dræbt og 39.843 fordrevet, i hvert fald midlertidigt, på Vestbredden.7 1.828 gange har bosætterne angrebet palæstinensere og deres ejendom, og det kan de gøre, uden at hæren griber ind. Ifølge grundlæggeren af den kritiske israelske veteranorganisation Breaking the Silence er forklaringen blandt andet, at militæret på Vestbredden i dag i vid udstrækning består af bosættere.
Mod nordøst kommer man til Golan-højderne, som Israel besatte under Junikrigen i 1967, for derefter i 1981 at annektere området, dvs. gøre det til en integreret del af staten Israel. Annekteringen strider imod folkeretten, og kun USA har i Trumps første regeringsperiode i 2019 anerkendt området som en del af Israel. Det betryggede israelerne så meget, at de i den efterfølgende periode har oprettet omkring 30 nye bosættelser i området.
Efter Bashar al-Assads fald den 8. december 2024 har Israel udnyttet det efterfølgende kaos med flere hundrede luftangreb på Syriens militære infrastruktur. Dertil kommer, at den israelske hær på landjorden er trængt langt ind over grænsen til Syrien og har besat i alt omkring 350 kvadratkilometer fra Deraa i syd via Hermonbjerget til Yarmuk uden for hovedstaden Damaskus. I dette område har Israel oprettet 9 militærposter, og intet tyder på, at der er planer om på noget tidspunkt at ville opgive de nye besatte områder.
Annekteringen foregår på den klassiske israelske facon: først fordriver man den lokale befolkning, siden afmilitariserer man området, dernæst oprettes stødpudezoner, og endelig overtages området af militæret, som giver det videre til oprettelse af bosættelser, som til sidst bliver juridisk legaliserede.
Det syriske område har endvidere den ressourcemæssige fordel, at det giver fuld kontrol over såvel Genesaretsøens som Jordanflodens vand. Dertil kommer, at Hermonbjerget er det ideelle sted at oprette militærbaser med udsigt over hele området op til Damaskus.
I begyndelsen begrundede Israel ekspansionen ind i Syrien med sikkerhed. Det skulle være et værn mod terrorgrupper. Senere, i juli 2025, hed det sig, at Israel ville beskytte druserne i området, som på det tidspunkt blev udsat for massakrer fra flere sider. Druserne har altid været brugt i israelernes del-og-hersk politik.
Israels mange bombardementer og efterfølgende overgreb på og besættelser af store syriske områder blev ligesom hovedparten af Israels andre krigsforbrydelser mødt med accepterende stilhed fra omverdenen. Den nye præsident i Syrien, den tidligere Jabhat al Nusra-leder, Ahmed al-Sharaa, gjorde heller ikke meget væsen af sig. Han var først og fremmest opsat på at blive anerkendt af USA og få penge og våben derfra.
Hvis vi bevæger os lidt mod vest, kommer vi til Libanon – et land der fra zionismens begyndelse har stået på Israels menukort. Chaim Weizmann, Israels første præsident og før det leder af Verdens Zionistorganisation og en af drivkræfterne bag Balfour-deklarationen, (hvor man fik englænderne med på at love jøderne et ’nationalt hjemsted’ i Palæstina) foreslog allerede i 1919 de to europæiske kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, at den kommende jødiske stat skulle gå helt op til Awali-floden nord for Saida i det sydlige Libanon. For, som han sagde, ville Awaliflodens vand ikke være til nogen nytte for dem, der boede nord for floden, men kun for dem syd for, dvs. indbyggerne i den påtænkte jødiske stat.8
Det var dog først efter Junikrigen i 1967, at Libanon blev det gentagne mål for israelsk aggression. Den foreløbige kulmination kom med den israelske invasion i 1982, efterfulgt af belejringen af det sydlige Libanon indtil år 2000. Senere fulgte den ene krig efter den anden, og Libanon nåede aldrig at komme på fode, før det næste angreb satte ind. Senest krigen i 2024 og nu de voldsomme bombardementer i såvel Sydlibanon som i Beirut, hvis sydlige forstæder, kendt som Dahiye, ifølge den israelske finansminister, Bezalel Smotrich, vil komme til at lide samme skæbne som Khan Younis i Gaza, dvs. blive forvandlet til en ruinhob. Over en million libanesere er blevet drevet på flugt, og imens bliver deres boliger og landsbyer sønderbombet.9
Selv om Libanon sidste år formåede at udnævne såvel en præsident som en premierminister, som nyder almindelig anseelse i befolkningen grundet deres kompetencer og ry for ikke at være korrupte, er det ikke lykkedes at afvæbne Hizbollah, hvilket er det krav, som alle internationale donorer har stillet for at ville yde landet hjælp. Alle ved, at den libanesiske hær ikke er stærk nok til en sådan manøvre. Til gengæld har Hizbollah overholdt den våbenhvile, som i november 2024 blev indgået med Israel, som havde dræbt mange af bevægelsens ledere, inklusive generalsekretæren Hassan Nasrallah samt i hundredvis af medlemmer eller blot civile libanesere. Selvom Israel så godt som dagligt havde brudt våbenhvilen – og i hele perioden havde forhindret sydlibaneserne i at vende tilbage til deres landsbyer og byer – holdt Hizbollah sig i ro indtil den 2. marts ved daggry, hvor de fyrede missiler af mod det nordlige Israel.10
Mange libanesere, inklusive medlemmer af Hizbollah, blev rasende over, at organisationen på denne måde gav Israel en undskyldning for endnu engang at tæppebombe dele af Libanon, velvidende at landets sociale og etniske sammenhængskraft er så skrøbelig, at mange frygter, at det kan føre til endnu en borgerkrig.11 Det kan være vanskeligt at forstå, at Hizbollah med sine missiler handlede så uforsvarligt og tåbeligt; den gængse opfattelse er vist, at organisationen ikke kunne sidde mordet på den iranske leder Ayatollah Ali Khamenei overhørigt. Men man skal ikke være i tvivl om, at Israel gerne så endnu en borgerkrig i Libanon, hvor de kan udnytte det medfølgende kaos til at styrke de kristne højrekræfter og til at befæste deres stillinger i den sydlige del af landet.
Et par uger inde i krigen har Israel meldt ud, at det vil etablere en bufferzone i det sydlige Libanon op til Litani-floden, dog har det israelske militær forlangt evakuering endnu længere nordpå. Samtidig fortsætter kampene i såvel det sydlige Libanon som i Beirut med tusinder af døde og kvæstede, mens al opmærksomhed er rettet mod krigen i Iran.
Ifølge Iran-ekspert og seniorforsker ved Tel Avivs Institut for Nationale Sikkerhedsstudier, Danny Citrinowicz, har Israel heller ikke noget imod, hvis krigen mod Iran resulterer i en borgerkrig, for, som han siger til Financial Times:“Hvis vi kan få et kup, fint. Hvis vi kan få folk på gaden, fint. Hvis vi kan få en borgerkrig, fint. Israel er fuldstændig ligeglad med Irans fremtid … [eller] Irans stabilitet”.12
Selvom Israel næppe har planer om at annektere dele af Iran, kan krigen ses som en del af landets plan om ikke at tillade andre stærke magter i Mellemøsten at spille en større rolle. Den anerkendte analytiker og tidligere israelske fredsforhandler, Daniel Levy, skriver den 6. marts 2026, at Israel i de sidste to år har indledt et hegemonisk projekt baseret på en overvældende regional militær dominans, hvor budskabet er, at ”med et USA, der er klar til at udføre Israels vanvittige krav, er Israels dominans uimodståelig og uovervindelig. Regionale stater har intet andet valg end acceptere dette udfald og underkaste sig. Dette er Abrahamaftalerne på atomsteroider”.13
Det er denne ekspansionistiske atommagt, som Danmark og de fleste andre vestlige lande bakker op om i forklædningen ”Israels ret til at forsvare sig”. Da den danske FN-ambassadør, Christina Markus Lassen, den 28. februar 2026 i Sikkerhedsrådet fremlagde den danske position i den netop indledte krig mod Iran, rettede hun udelukkende bebrejdelserne mod den angrebne part, hvilket fik den amerikanske professor Jeffrey Sachs til at undre sig:
”For man kunne jo have tænkt, at Danmark ville have et vist begreb om, at folkeretten kunne være vigtig, fordi en dag vil de komme til at klage til hele verden: ’Se hvor uretfærdig kejser Donald er over for os. Han tager noget af vores territorium fra os’”.14
Men dér sad den danske ambassadør og tordnede imod Iran – helt uden at nævne den krig, som Israel og USA havde indledt imod landet. Vi kan ikke længere hygge os i smug. Vores krigeriske og hykleriske udenrigspolitik bliver nu udstillet på verdens største platforme. Så tænk over det og forvent ingen medfølelse, når det bliver vores tur.
Birgitte Rahbek (f. 1944), mag. art. i kultursociologi og Phd. i pædagogik, mangeårig medarbejder på DR’s P1, forfatter og oversætter samt medlem af Mellemøstnetværket.
Opbrud i det vestlige sikkerhedsfællesskab bringer Europa nærmere en model, som allerede bruges af østasiatiske stater: adhoc-partnerskaber
Når millioner af europæere i denne tid oplever verden som faretruende kaotisk og krigerisk, ligger følgende spørgsmål lige for: hvem kan inspirere os og hjælpe til at konstruere en anderledes og mere bæredygtig verdensorden? Stikord: liberal pragmatisme.
Donald Trump 2.0 er er trådt ud af USA’s mangeårige rolle som Europas beskytter, en tendens der senest er forstærket af det amerikansk-israelske angreb på Iran. Mellemøsten står i flammer som aldrig tidligere, og europæernes tillid til Washington raser mod bunden.
Uanset udfaldet af kamphandlingerne på Ukraines slagmarker har Putin allerede vundet den vigtigste strategiske sejr nogen russisk revanchist kunne have drømt om: det atlantiske sikkerhedsbånd er knækket; europæerne er nu på en rejse, de selv ønsker at definere: den lange march mod strategisk autonomi.
Hvad er det så for en størrelse? Canadas regeringschef Mark Carney og Finlands præsident Alexander Stubb er de to vestlige ledere, der tydeligst har præsenteret realistiske fremstillinger af, hvorledes det politiske Vesten skal omdefinere sig. Uden at nævne Trump og USA direkte, taler disse to profiler for et geografisk opdelt Vesten omtrentligt efter disse strategiske linjer:
Et nordligt sikkerhedsfællesskab anført af Canada, de nordiske lande, Tyskland, Frankrig og et Storbritannien med den ene fod inden for og den anden plantet i Washington. Den til enhver tid siddende regering i London bliver forbindelsesofficer mellem den nordatlantiske ’klub’ og klodens mægtigste militærmagt. Klubbens vigtigste udfordringer: at bevare Grønland som en del af Rigsfællesskabet og sikre den fortsætte bevæbning af Ukraine. Et stikord mere: alt det med kernevåben gør udfordringen uhyggeligt svær.
Læg hertil et sydligt fællesskab bestående af den Iberiske halvø, Italien, Grækenland og Balkans EU-lande. Denne gruppes hovedbekymring er hverken Grønland eller Ukraine, men presset af migranter, der forlader det afrikanske kontinent og Mellemøsten.
Indtil andet besluttes er denne opdeling en teoretisk konstruktion: Atlantpagten (det vi plejer at kalde Nato) vil bestå, men alliancen skal fylde nyt brændstof på: de vigtigste udfordringer er fremover: klimaforandringer, at forhindre migration og at genindføre atomvåbenkontrol.
Fjernøsten har løsningerne
Ser europæiske beslutningstagere langt mod øst, vil de opdage at her er man længst med løsningerne:
Kina og kinesiske-ejede virksomheder tegner sig nu for mere end halvdelen af etableringen af grønne, dvs. ikke-fossile energikilder over alt på kloden, samtidig med at en tredjedel af de globale emissioner stammer fra Kina. Bundlinjen: klodens klimapolitiske fremtid tegnes i Beijing, og her er Bruxelles tvunget til at forhandle sig til et blivende partnerskab.
Forebyggelse af migration er ikke en udfordring i Østasien: hver eneste fjernøstlige stat vogter nidkært over retten til at holde udlændinge ude.
Atomvåbenkontrol? USA og Kina har en uformel forståelse om at inddæmme Nordkorea, alt imens Kina, Indien og Pakistan fortsætter med at holde hinanden i skak, ironisk nok hjulpet af den realitet, at det gennem 80 år delte Kashmir tjener som stødpude, der forhindrer en større krig, hvilket kunne blive en rollemodel for et fremtidigt Ukraine i Europa.
Er en ny kold krig på trapperne? I næste måned rejser Donald Trump på besøg hos Xi Jinping. Det sker efter at de to rivaliserende parter fra den kinesiske borgerkrig – Kommunistpartiet i Beijing og Nationalistpartiet i Taipei – er kommet markant nærmere en forståelse af, hvorledes man kan konsolidere den forståelse om sameksistens, som USA lagde grunden til så langt tilbage som i 1979, men som hverken borgerlige eller socialdemokratiske beslutningstagere i Europa har forstået dybden af.
Europa bør tage bestik af, at debatten blandt amerikanske beslutningstagere og intellektuelle om udfordringen fra Kina har skiftet karakter siden Donald Trump generobrede det Hvide Hus. Følger man erhvervsmedier som f.eks. Wall Street Journal, slår det tydeligt igennem, at supermagtens økonomiske eliter anser USA’s forsvarsforpligtelser over for Taiwan som et irritationsmoment. Der er intet, Facebook-chefen Mark Zuckerberg hellere vil end at få adgang til det milliardstore kinesiske marked – noget han utvivlsomt løbende drøfter med sin etnisk-kinesiske hustru!
Når Pentagon taber
Selvfølgelig har det været en ubehagelig erkendelse for strategerne i Pentagon at erfare, at samtlige de konflikt- og krigsspil, de har testet omkring Taiwan, har haft det kinesiske militær som vinder. De aktuelle erfaringer fra Mellemøsten peger i retning af samme paradoks: klodens på papiret stærkeste militærmagt har forlist evnen til at vinde på slagmarkerne.
Disse erkendelser er også bitre for os europæere. Forhandlingerne om nedrustning og kontrol med kernevåben er gået i stå, og de eneste stormagter med realistiske muligheder for at bringe de største a-våbenmagter, Rusland og USA, retur til forhandlingsbordet, er Kina og Indien.
Vel nok et af de klareste bud på en reformeret verdensorden blev fremlagt af før nævnte finske præsident Alexander Stubb på en sikkerhedskonference i New Delhi i marts. Her opfordrede han til at ’forlade illusionen om en utopisk verden, hvor et par hundrede stater lever i fredelig sameksistens’. I stedet må målet være, hvorledes et flertal af lande bedst kan samarbejde om at begrænse større staters magt. En løftet pegefinger til –
USA og Rusland, selvsagt. Her betonede Stubb ikke overraskende, at værtsnationen var og er det fineste eksempel til efterfølgelse, for Indien har fravalgt faste alliancefælleskaber.
Samme er tilfældet med flertallet af Indiens naboer, herunder klodens folkerigeste muslimske nation, Indonesien. Regeringen i Jakarta har tilsluttet sig Kinas Silkevejs-orden, men oppebærer tætte relationer til Washington. En både-og politik fremfor en enten-eller af slagsen.
Tidens store paradoks: Vesten er i krig og konflikt – både indbyrdes (tydeliggjort af striden om Grønland og det amerikanske angreb på Venezuela) og i naboregionerne (israelske og amerikanske offensiver mod Iran og Libanon).
Stol på vælgerne
Hvorfra skal bevægelserne i retning mod en fredeligere verden komme? Håbet finder vi hos de amerikanske vælgere, når de bestemmer sig ved efterårets midtvejsvalg. Scanner man de amerikanske opinionsmålinger over flere år, er der intet der viser vilje til en skærpet konfrontation mellem klodens to største økonomier. Familierne Jones, Smith og Johnson i det økonomisk udmagrede Midtvesten har gennem årtier set traditionelle industrier lukke ned, fordi produktionen blev eksporteret til Kina (foruden naboen Mexico), men deres børn og børnebørn er rykket til Californien, hvor virksomheder har stor gavn af samhandelen med de østasiatiske vækstmirakler.
Derudover er unge som gamle amerikanere svært trætte af evighedskrigene i Mellemøsten. Her er de som bekendt helt på linje med europæerne, regeringer så vel som befolkningerne.
Tiden er således inde til at tegne diagrammerne til en forandret verdensorden. Europa skal intensivere dialogerne med de alliancefri giganter i Fjernøsten og overbevise det liberale og pragmatiske Nordamerika (den canadiske regeringschef Mark Carney og den sandsynlige kommende præsidentkandidat for demokraterne og nuværende guvernør i Californien, Gavin Newsom) om, at det vestlige interessefællesskab kan genopfindes.
Europas eneste statsmand med intellektuel dybde holder her en tale, hvis budskab er at den vestligt dominerede verdensorden er ophørt og skal revideres
Flemming Ytzen 