Ikke et ord om religion

Se også på de amerikanske aspekter af omskæringsdebatten.

INGEN KAN længere være i tvivl om, hvor ubehageligt betændt og sprængfarlig diskussionen om omskæring af hanlige spædbørn er. Så det følgende er et forsøg på at kaste lys over de aspekter af problematikken, som ikke er knyttet til religiøse befolkningsgruppers rituelle praksis.

Altså: Ikke et ord om religion i denne specifikke sammenhæng.

Den besynderlige og oversete realitet er, at USA er det eneste land på kloden, hvor et flertal af den mandlige befolkning rutinemæssigt omskæres kort efter fødslen, og at dette sker af ikkereligiøse årsager. Giver dette mening ud fra videnskabsetiske, hygiejniske eller helt andre kriterier?

Skal vi tro verdenssundhedsorganisationen WHO, er tæt på en tredjedel af alle mænd på kloden omskåret. Et markant flertal af disse er muslimske individer bosiddende i Syd- og Sydøstasien, Mellemøsten og Nordafrika. Mindre end 1 procent er jødiske mænd, og hen ved 13 procent er amerikanske mænd, der hverken tilhører den jødiske eller de muslimske minoritetsgrupper.

Fjernelse af forhuden på penis er det mest udbredte kirurgiske indgreb, der foretages i USA. Hermed kan der være grund til at antage, at der er solide videnskabelige begrundelser for at foretage det. Trods alt taler vi om et samfund, der i generationer har været globalt førende inden for videnskaberne.

Men dette har ikke hold i virkeligheden. For et halvt århundrede siden konkluderede sammenslutningen af amerikanske børnelæger, at der ikke er valide lægefaglige grunde til at foretage omskæring af drengebørn. Debatten i USA har derfor ofte handlet om, hvorledes en udbredt kulturbetinget praksis også kunne understøttes af sundhedsfaglige argumenter. Talrige af de publicerede debatindlæg på amerikanske netmedier refererer til et enkelt bogværk om emnet: David Gollahers ’Circumcisison: A History of the World’s Most Controversial Surgery’, der udkom i 2001.

GOLLAHER TAGER afsæt i historien om dr. Lewis Sayre, der i 1870’erne udviklede en teori om, at omskæring ville være et virkningsfuldt indgreb til behandling af lammelser i muskelapparatet. Sayre mente, at fjernelse af forhuden på penis ville afhjælpe den ’irritation’, som var en del af årsagerne til visse muskelsygdomme. Videnskaben var på tynd grund dengang. Dr. Sayre blev siden formand for den amerikanske lægeforening. Flere af hans kolleger overtog den forklaring, han havde udviklet, og anvendte den i andre sammenhænge: I de følgende årtier blev omskæring anvendt til ’behandling’ af så forskellige lidelser som astma og epilepsi.

David Gollaher forklarer i skræmmende detaljer, hvorledes amerikanske læger i starten af det 20. århundrede var optaget af begreber om renhed. Dengang mente den amerikanske lægestand seriøst, at mandlig omskæring var et middel til at skille rene fra urene. Forstået således, at de mange indvandrere fra især det sydlige og østlige Europa, der i starten af det 20. århundrede ankom til USA, blev betragtet som sygdomsbefængte og i bredeste forstand urene.

En af flere kilder til denne mangel på renhed, mente man dengang, var penis. Omskæring var derfor et redskab til at skille den rene del af europæisk civilisation (læs: Nord- og Vesteuropa, overvejende protestanter) fra de urene og smittebefængte kulturer i Sydeuropa og Lilleasien/Mellemøsten (læs: katolikker, muslimer og jøder).

Gollaher pointerer, at omskæring kun var en mulighed, fordi der ikke var tale om at overbevise større drenge eller unge mænd om indgrebets nødvendighed, men fordi målgruppen var individer, der ikke kunne protestere.

Begge fløje i den aktuelle debat har brug for at lære Gollahers forskning at kende. Hvad mener forfatteren selv? Han leverer sit svar med et tænkt eksempel: Man bedes forestille sig den nationale sammenslutning af amerikanske børnelæger på en konference tage stilling til et forslag om, at alle mandlige spædbørn skal omskæres for at forebygge f.eks. urinvejsinfektioner, mens børnene er små, og også for at forebygge spredning af kønssygdomme, når de er blevet voksne.

Svaret giver sig selv. Hvis ikke den udbredte omskæring af amerikanske drengebørn allerede eksisterede per tradition, ville ingen i dag foreslå indgrebet indført.

Hvor er det danske forlag, der binder an med en oversættelse og snarlig udgivelse af Gollahers bog? Debatten har brug for argumenter fra virkeligheden. USA er lærerigt på mange måder, ikke mindst når det handler om forholdet mellem religion, tradition og videnskab.

(klumme i Politiken 21.09.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

Kofods brandslukning er et nødråb

Udenrigsminister Jeppe Kofod havde valgt tirsdag 8. september i to landsdækkende medier at lancere en ny udenrigs- og politisk strategi baseret på socialdemokratiske værdier som ’ret og pligt, rimelighed og lighed, tillid og forpligtende fællesskab’, som det blev formuleret i Berlingskes version.

Samme dags formiddag gav Jeppe Kofod den gas med samme doseringer i P1-programmet ’Verden ifølge Gram’. At dømme efter de fine prædikater er det de socialdemokratiske idealer om velfærdsstaten, der nu indtager udenrigspolitikken og dermed det rum, der i generationer var forbeholdt embedskorpset.

Udrulningen af den nye strategi kommer til at ske hen over det næste halve år, hvis vi skal tro udenrigsministeren. Dog oversælger han sit projekt ved at betone de socialdemokratiske værdigrundlag, eftersom hele pakken skal en tur i Udenrigspolitisk Nævn, for her er der næppe vanskeligheder med at etablere konsensus.

Traditionelt er udenrigspolitikken et samspil mellem værdier og interesser, hvor Folketinget definerer førstnævnte og embedskorpset håndterer sidstnævnte. Balancen mellem de to blev udsat for et pres under 1980’ernes fodnoteperiode og EU-forbeholdenes svære fødsel 1992-93, således som veterandiplomaten Ulrik Federspiel pointerer det med stor analytisk klarhed i sine nyligt udgivne erindringer.

Dagen forinden lanceringen i Berlingske og DR havde en af Udenrigsministeriets allertungeste og nu forhenværende drenge, den tidligere ambassadør i Washington, Beijing og Berlin, Friis Arne Petersen, udtalt følgende til Information:

»Skæbnens største drama i mine 15 år som ambassadør er, at det er USA, en amerikansk præsident, der har mindst respekt for fortsættelsen af den liberale internationale orden. Det er ikke kineserne, der har sagt, at jeres vestlige liberale orden og værdier med Paris-aftalen, WTO, FN-systemet, Nato og nedrustningsaftaler kyler vi altså væk. Det kommer fra Washington«.

Det er dette udsagn, der gør, at udmeldingerne fra Jeppe Kofod kan kaldes brandslukning.

Udenrigsministerens ord kan tolkes derhen, at Danmark står sammen med USA, uanset om Donald Trump til november tildeles fire år mere i Det Hvide Hus, uanset usikkerheden om Grønlands fremtid, de nationalpopulistiske splittelser i Europa, Ruslands destruktive cybertrolde og Kinas voksende strategiske styrke.

Kofod sagde således: »Jeg vil have USA tilbage og på banen som en stormagt (…) Først når USA er tilbage, kan vi skabe en retning på en helt anden måde, som vi gjorde det lige efter 1945«.

Heri ligger erkendelsen af USA’s deroute under Trump. For ingen af USA’s europæiske allierede ser længere Washington som en ledestjerne for de vestlige samfund.

Udenrigsministeren kunne også have sagt noget i retning af følgende: Kære amerikanere, vil I ikke nok være så venlige at vælge Joe Biden til november. Ganske vist er han ingen Harry Truman, Bill Clinton eller Barack Obama, men vi europæere vil være taknemlige over at få minimeret skaderne efter Trump.

Det ubehagelige ved Jeppe Kofods udmelding er, at han indirekte undsiger visionen om et stærkt Europa. Kombinationen af Brexit, franske Gule Veste, tyske alternative, ungarske og polske højrepopulister er en giftig cocktail for alle os, der har drømt om en friheds- og rettighedsbaseret orden, hvor Europa kunne være et forbillede for andre verdensdele.

Nedturen begyndte i Georgien, fortsatte i Ukraine og Syrien og bekræftes af den aktuelle tilstand i Hviderusland. Så hvilken medicin vil udenrigsministeren ordinere her og nu?

Han foreslår en demokratifond, der skal sende penge til demokratiske kræfter i første omgang i Hviderusland, Ukraine og Armenien. Fonden skal skabe et engagement til demokrati og folkenes selvbestemmelse, lyder det.

Folk med god hukommelse vil her se mindelser om noget tilsvarende, der blev undfanget af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i tæt samarbejde med den daværende socialdemokratiske udviklingsordfører, Christian Kelm-Hansen, i 1991. De fleste af datidens demokratikroner gik til foreningslivet i de tre baltiske lande, der dengang netop havde genvundet deres uafhængighed.

Få år senere kneb det med penge til de ny-uafhængige samfund i Eksjugoslavien. De fik i stedet Operation Bøllebank. I dag har vi soldater i Estland. Jeppe Kofod skal have ros for viljen til at opretholde optimismen på fortidens vegne, mens han kæmper med at dulme panikken. For det er de tvivlende og nølende amerikanske vælgere, vi nu overlader vores fremtid til.

(klumme i Politiken 17.09.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Ramt af olympisk usynlighed

Verden har brug for Tokyo som global brobygger.

VERDENS OPMÆRKSOMHED skulle i denne coronaplagede sommer have været rettet mod Tokyo, som var tildelt værtsskabet for de olympiske sommerlege. En udskydelse blev uundgåelig, men et sommer-OL i 2021 begynder allerede nu at tage sig vanskeligt ud.

Da Tokyo fik æren første gang i 1964, kom det til at stå klart for enhver, hvor hurtigt ø-nationen havde rejst sig fra krigsruinerne og de to atombomber i august 1945. Kulturelt og økonomisk repræsenterer Japan noget helt unikt også i dag, og vi europæere har godt af at blive klogere på dette samfund.

Fra midten af 1960’erne blev vi herhjemme fortrolige med navne som Toyota, Kawasaki, Nikon og Suzuki i dagligdagen. Den vellykkede japanske udviklingsmodel blev siden i varierende udformninger brugt som inspiration af naboerne, anført af de såkaldte tigerøkonomier. Resten er historie, og den er alt overvejende positiv. I ingen anden region på kloden er velstanden hen over et halvt århundrede løftet hurtigere for så mange.

Landets længst siddende regeringschef, Shinzo Abe, bebudede i sidste uge sin afgang, Det skete uden foruroligelse. Den opgående sols land ser ud til at forblive i rollen som en økonomisk succeshistorie, men risikerer at visne hen i usynlighed. Mens strategerne i regeringspartiets mange fraktioner forhandler et kompromis, der kan levere Shinzo Abes afløser, vokser spekulationerne om, hvorvidt Japan overhovedet får lov at afholde olympiske sommerlege i 2021.

En nylig opinionsundersøgelse foretaget af Shoko Research i Tokyo giver anledning til bekymring: 27,8 procent af 12.857 adspurgte virksomheder foretrækker, at sommerlegene i 2021 helt aflyses, mens andre 25,8 procent går ind for endnu en udskydelse.

Pessimismen afspejler den realitet, at der kun vil være et begrænset antal gæster og tilskuere, og at afholdelsen derfor vil resultere i et gigantisk underskud i en forvejen gældstynget økonomi.

For årtier siden lærte dansk skoleungdom, at de japanske industrigiganter tilbød deres ansatte livslang beskæftigelse med tilhørende sociale goder. Sådan er virkeligheden ikke længere: Mere end en tredjedel af landets arbejdsstyrke tilhører i dag et prækariat, dvs. de har usikre tidsbegrænsede ansættelsesvilkår.

Samtidig skifter arbejdsstyrken sammensætning: det er Shinzo Abes fortjeneste, at landet har fordoblet antallet af udenlandske gæstearbejdere i løbet af hans regeringsperiode. Porten åbnes for folk fra nabolandene, men ikke for nødstedte fra Mellemøsten og Afrika.

I FORHOLDET til omverdenen står den kommende regeringschef over for samme udfordringer som den afgående: Japan har brug for at placere sig realistisk i en verdensorden, hvor Kina får flere muskler og USA, Japans beskytter siden 1945, færre af slagsen.

Den logiske konsekvens ville være at reformere Japans pacifistiske forfatning, ikke mindst i lyset af risikoen for yderligere fire år under Trump og dennes Amerika først-politik. Den nordkoreanske nabos atompotentiale kaster skygger hele vejen til Tokyo. Abe forsøgte at reformere landets pacifistiske forfatning men uden resultat.

Aktuelt vokser spændingerne omkring den tidligere japanske koloni Taiwan. Amerikanske militærsagkyndige spekulerer i realistiske vendinger i en militær konfrontation om det Taiwan, som Kina kræver genindlemmet i riget, uagtet at denne demokratisk styrede ø-republik er omfattet af amerikanske sikkerhedsgarantier.

Et scenario lyder, at der opstår i et politisk kaos i USA efter en uafklaret valghandling i november, og at politbureauet i Beijing benytter sig af den usikre tilstand til at gennemføre en landgang i Taiwan. En serie af cyberangreb lammer Taiwans infrastruktur, øens befolkning lægger sig fladt ned, og USA gør intet, fordi hjemmefronten er lammet af kaos.

Forhåbentlig kommer det aldrig så vidt, og hvorledes ser en forebyggelse så ud?

Her kunne Japan gøre en forskel. Landets bitre historiske erfaring som krigsførende i perioden 1931-45 burde kunne få den næste generation af ledere til at fortælle USA og Kina: Vi har i Østasien oplevet snart syv årtiers stabilitet, fred og velstand, og vi ønsker at fortsætte ad det spor.

Meget ville se anderledes ud, hvis Japan kunne følge Tysklands eksempel i Europa og fremme integrationsbestræbelserne i Østasien, men her har Tokyo aldrig siddet i førerkabinen.

Ønskescenariet, mens vi venter på OL: At Xi Jinping og Donald Trump samt Sydkoreas præsident Moon inviteres til Tokyo og forhandler en ny indretning af Østasiens regionale magtbalancer. Japans næste leder bør gøre en forskel for resten af verden.

(klumme i Politiken 7.sept. 2020)

 

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Du kan få Langtbortistan, Thomas …

Både ministre og topembedsmænd snublede, da ambassaden i Berlin skulle have ny chef.

Den kortest mulige fortælling om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik kan skæres ned til følgende budskab: Få styr på Tyskland.

Vore beslutningstagere på højeste niveau har stået med de tyske udfordringer især i 1848, 1864, 1914, 1940, 1949, 1972 og 1990. Vi har med varierende succes forsøgt os med krigsførelse, afgivelse af land, væbnet neutralitet, passivitet, at være ofre for en besættelsesmagt og at samarbejde i et forpligtende, demokratisk alliancefællesskab.

En afgørende milepæl blev passeret i 1949, hvor underskrivelsen af Atlantpagten primært handlede om at etablere et bolværk vendt mod Sovjetunionen og denne stormagts vasaller i Øst- og Centraleuropa. Også dengang bestod udfordringen i at håndtere vor store nabo mod syd.

Som Nato’s første generalsekretær Hastings Ismay udtrykte det i forbindelse med sin tiltrædelse i 1952: Denne alliance har tre hovedformål – at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede. Vor ambassade i Berlin er en af de tre vigtigste i det udenrigsministerielle repræsentative hierarki – de to andre er selvfølgelig Bruxelles og Washington. Den bør derfor bemandes og ledes af folk med de ypperste kompetencer. Chefen på stedet bør være flydende i tysk og kunne både Forbundsrepublikkens forfatning og historie, Goethe i udvalg, Luther og Max Weber til fingerspidserne, Günther Grass og lidt til.

SÅ HVAD skete der lige, da posten senest skulle besættes? Den gik til en klassisk bureaukrat med store ambitioner og visse forklaringsproblemer. En embedsmand, der har siddet på tunge poster i forsvars- og sikkerhedshierarkiet, men burde have ledet mindst en mellemstor ambassade i Europa, inden han blev tildelt Tyskland.

Ambassadørudnævnelser hører til de tungere poster i centraladministrationen og skal omkring regeringens ansættelsesudvalg, hvor statsministeren sidder for bordenden. Vi taler her om diplomater i sværvægtskategorien. Med kors og bånd og stjerner på, men ikke nødvendigvis en sovsekande som hovedbeklædning.En af disse sværvægtere var manden, der i forgangne uge forlod netop den vigtige adresse i Berlin.

Han havde været udenrigsministeriets direktør 1997-2005, ambassadør i Washington 2005-2010, ambassadør i Beijing 2010-2015 for så at afslutte karrieren i Berlin 2015-2020.En indlysende logisk indre sammenhæng i placeringerne: Samme person i rap i verdens tre vigtigste hovedstæder. En af flere uskønne brikker i spillet omkring personerne i skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) handler om, at den ene af sagens hovedpersoner, departementschef Thomas Ahrenkiel, blev tildelt posten som ambassadør i Berlin.

OFFENTLIGHEDEN har ikke adgang til den ledelsesmanual, der tages i brug, når tunge ambassadørposter skal besættes. Men vi ved lidt om, hvordan der tænkes hos departementschefen på Asiatisk Plads, der er ophavsmand til følgende udsagn:

»Vi har behov for en højere grad af fleksibilitet blandt vores chefer. De skal ligesom medarbejderne kunne glide ind og ud af stillinger og bidrage der, hvor behovet er størst, og deres kompetencer kommer bedst i spil. Skal det fungere i praksis, skal de høje lønrammer være knyttet til stillingen og ikke personen. Derfor har vi indført åremåsansættelse for chefer, så lønrammen følger med, når chefen går op, ned eller til siden«. (kilde: temanummer af tidsskriftet Økonomi og Politik udgivet i anledning af Udenrigsministeriets 250-års jubilæum). Departementschefen burde have præciseret, at den fleksibilitet, han taler så henført om, åbenbart skal til at gælde på tværs af hele centraladministrationen, altså i princippet alle ministerier.

Forude venter en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, og den kommer til at vare flere år og koste millioner. Også på dette felt kan danske beslutningstagere lære meget af tysk embedskultur. I Tyskland kan en fjerdedel af Forbundsdagens medlemmer kræve, at der nedsættes et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, som er det, vi herhjemme kalder en kommission. I Danmark skal der et flertal til.

En Irak-kommission ville ikke kunne lukkes i Tyskland, således som det skete herhjemme, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen dannede regering efter folketingsvalget i 2015 og ikke ville genere den mand, der i 2009 havde sat ham i chefstolen.

Den kommende undersøgelseskommission ville kunne spare en del af papirarbejdet, hvis den ene departementschef havde ringet den anden op og leveret denne besked: ’Du, Thomas, vi åbner en repræsentation i Centralasien, cirka halvvejs mellem Moskva og Beijing. Du får alle stan-landene helt for dig selv. Glæd dig!’

(klumme i Politiken 03.09.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Højreideolog på kinesisk sejrsmarch

Tyske Carl Schmitt har fået en renæssance i Beijing.

DEN MEST konsekvent antiliberale af de store tænkere i det 20. århundrede er uden sammenligning den tyske retsfilosof Carl Schmitt (1888-1985). Den ekstreme højrefløjs mest geniale og farligste teoretiker er han blevet kaldt.

’Adolf Hitlers hofjurist’ blev tilnavnet, efter at Schmitt i maj 1933 havde meldt sig ind i nazistpartiet. Her faldt han få år senere i unåde, men forblev i en professorstilling på Humboldt-Universität zu Berlin indtil verdenskrigens afslutning.

Da den amerikanske besættelsesmagt ville indskrive Schmitt til et afnazificeringsprogram, nægtede den velformulerede jurist at deltage med begrundelsen, at han aldrig havde været nazificeret.

Schmitt var afskåret fra akademisk beskæftigelse i efterkrigstidens Vesttyskland, men hans teoretiske udredninger om statens indretning tiltrak sig i årtier opmærksomhed både blandt intellektuelle konservative og ditto socialister. Han var regelmæssigt gæsteforelæser i 1960’ernes fascistiske Spanien under general Franco og betegnede den spanske borgerkrig som en national befrielseskamp mod international kommunisme.

Kernen i Schmitts filosofi er det fuldstændige sammenfald i identitet og livsopfattelse mellem herskeren og dennes undersåtter. I konsekvens heraf ser han ingen modsætning mellem demokrati og diktatur, så længe herskeren gennem et effektivt statsapparat er i stand til at indfri befolkningens forventninger. Enhver autokrats våde drøm.

ER CARL SCHMITT relevant i nutiden? Den norske filosofiprofessor og historiker Rune Slagstad skrev på kronikplads her i avisen 2. april 2017, at hvis man vil have en klarere forståelse af Donald Trumps embedsførelse, skal man omkring Schmitts teser om undtagelsestilstanden: Suveræn er den, der bestemmer over netop undtagelsestilstanden – ikke rettens, men magtens orden.

Selv om denne mest kommer til udtryk i absurde tweets, er disse udmeldinger Trumps forsøg på at neutralisere den klassiske magtdeling, der karakteriserer de liberale retsstater, hvis grundpille er skellet mellem stat og samfund, forklarede Slagstad.

Verden burde ikke overraskes over det følgende, men Schmitts evne til at forklare og berettige statens ret over og kontrol med samfundets individer har nu også fundet vej ind i inderkredsen af toprådgivere i det kinesiske kommunistparti. Dette bekræftes med fyldige referencer i en opsigtsvækkende artikel i The New York Times 2. august skrevet af avisens erfarne korrespondent Chris Buckley.

Pointen er her, at nutidens akademiske topfolk i Kinas magtapparat er ophørt med at referere til kommunismens grundlag i Marx’ og Lenins værker, fordi Schmitt har erstattet dem. Statsmagten har kvalt de revolutionære visioner, der dominerede i perioden under Mao Zedong, der grundlagde Folkerepublikken og var dens ubestridte leder 1949-76.

Enkelte af de citerede i artiklen erkender, at de i deres studietid var tiltrukket af liberale tankesæt, og at de engang nød godt af, at censuren af medierne var mere behersket. Men de nugældende globale magtforhold, hvor USA og Europa er politisk nødlidende og handlingslammede, berettiger Kinas autoritære model, hedder det.

Fu Hualing, der er juraprofessor ved et universitet i Hongkong, forklarer, at mange af de teoretiske værker, som Carl Schmitt skrev i 1930’erne, er blevet til inspirationskilder for en yngre generation af kinesiske partifolk.

Xi Jinpings kompromisløse embedsførelse har således fundet en form for teoretisk retfærdiggørelse hos den tyske retsfilosof. Men der kan også argumenteres for, at kinesisk historie har leveret en forløber for Schmitt; filosoffen Han Fei, der levede 280-233 f.Kr. og betragtes som den fremmeste repræsentant for den såkaldte legalistiske skole, en regulær magtfilosofi på linje med, hvad Europas Machiavelli udtænkte mange århundreder senere.

Han Fei skrev om det nødvendige i lovens diktatur. Orden over alt andet.

KENDERE AF kinesisk historie burde ikke overraskes. De kinesiske kommunisters modstander i borgerkrigen, nationalistlederen Chiang Kai-shek, udsendte i midten af 1940’erne på et amerikansk forlag to bøger om Kinas skæbne og fremtid. Begge passer perfekt på Schmitts autoritære filosofi og Kinas nutidige regeringsførelse.

Den ironiske pointe er, at Chiang Kai-shek, taberen i den kinesiske borgerkrig i 1949, blev den, der leverede den økonomiske og politiske model, som de sejrende kommunister kopierede årtier senere.

Hvis man i et tankeeksperiment kunne genopfinde Chiang og vise ham nutidens Kina, ville han kunne konkludere noget i retning af følgende: Dette samfund er blevet, hvad jeg ville fra starten. Så hvorfor spildte Kina årtier på denne tåbelige kommunisme, der kostede millioner livet?

(klumme i Politiken 24.08.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 1 kommentar

Hallo, Pentagon, behold bare Grønland

Lad os tone rent flag om den store ø i nord.

Kære officerer og andre medarbejdere i Pentagon, det amerikanske forsvarsministeriums hovedkvarter.

Allerførst en stærk forsinket tak for den gæstfrihed, I viste under mit Washington-besøg i 2018. Rundvisningen i jeres gigantiske kontorkompleks står absolut som et positivt højdepunkt i erindringen.

I bagklogskabens skærende klare lys kunne jeg selvfølgelig have ønsket mig en grundig orientering om USA’s hensigter på den del af kloden, hvor det sikkerhedspolitiske partnerskab mellem Danmark og USA er et regulært naboskab: nemlig Grønland.

Men i lyset af det købstilbud på den store ø, som jeres øverste chef fremsatte for nøjagtig et år siden i disse dage, forstår jeg naturligvis, at jeg aldrig ville være kommet nogen vegne med at stille spørgsmål til dette overordentligt ømtålelige emne.

ANLEDNINGEN TIL denne skrivelse er en aktuel film, som må have jeres allerstørste interesse: ’Vor mand i Amerika’, instrueret af Christina Rosendahl. Den kommer i sin internationale udgave til at hedde ’The Good Traitor’.

Bliv ikke forvirret over titlen; for den er så tvetydig, at I skal forestille jer en diplomat, der pludselig ligner en landsforræder, men i realiteten gør det rigtige i en umulig situation: forærer en del af den nation, han repræsenterer, til en fremmed magt.

I bør arrangere en særforevisning for alle officerer fra mellemniveau og opefter og allerhelst med oplæg af instruktøren plus historikeren Bo Lidegaard, der tidligere i år udsendte en bog om filmens hovedperson, Danmarks ambassadør i USA i perioden 1939-58, Henrik Kauffmann.

Filmen er en lovlig kulørt omgang, men flere steder ganske medrivende, om end den manipulerer heftigt med de historiske realiteter. Bogen er til gengæld fremragende og leverer de mest relevante forklaringer på skæbnefællesskabet mellem USA og Danmark. Forhåbentlig er der en engelsksproget udgave på vej.

2020 BLIVER et skæbneår for Amerikas politiske indretning, og jeg er fuld af forståelse for, at mange engagerede og patriotiske medarbejdere i Pentagon efterhånden må være frustrerede for ikke at sige traumatiserede på grund af de udmeldinger fra Det Hvide Hus, som I hver eneste uge siden januar 2017 har måttet døje med.

Mine amerikanske slægtninge er fortvivlede; enkelte har helt opgivet håbet om, at det troværdige Amerika, som vi voksede op med, nogensinde kommer tilbage. Joe Biden lover godt, men nogen Harry S. Truman eller Franklin D. Roosevelt bliver han næppe.

Der kan ikke være megen tvivl om, at amerikanske beslutningstagere vil have gavn af en større indsigt i de historiske begivenheder, der har ført frem til den betydning, som Grønland har haft siden 1940’erne.

Formuleret på den kortest tænkelige måde handler det om national suverænitet og om, at USA har forsvarsretten over Grønland, mens Danmark har ansvaret for resten, dvs. alt det civile. Spørgsmålet er dog, om denne adskillelse også giver mening om 50 eller 100 år, når flertallet af den amerikanske befolkning sandsynligvis har spansk som førstesprog og derfor mest vil være optaget af, hvad der sker syd for Rio Grande.

Anyway , ’Vor mand i Amerika’ er en øjenåbner for den kæde af begivenheder og tilfældigheder, der i 1940’erne gjorde, at den reelle overherre i Grønland blev USA i langt højere grad end Danmark.

I MIN OPTIK kan relationerne mellem USA og rigsfællesskabet bedst karakteriseres som strategisk tvetydighed – med plads til flere tolkninger af magt- og ansvarsfordelingen. Den logiske konsekvens vil være, at vi fremover toner rent flag overalt i Grønland og lader Dannebrog og Stars and Stripes vaje side som side – fra Nuuk til Thulebasen.

Stod det til mig, skal I bare beholde Grønland, men det ville pynte, hvis I lægger flere dollars i fælleskassen deroppe – og så lader være med at repetere alle de tåbelige fejl, som vi har gjort. Socialt og udviklingsmæssigt er det grønlandske samfund en sørgelig fiasko.

Mange bekymringer må plage jer i denne tid. Sidst på året vil det vise sig, om jeres topgeneraler skal fjerne Trump med fysisk magt, hvis han obstruerer valghandlingen så meget, at ingen kan være helt sikre på, hvem der vandt, og hvem der tabte, da stemmerne blev talt op.

Jeg krydser fingre, håber det bedste, men frygter det værste.

(klumme i Politiken 20.08.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Monty Python mere end Solsjenitsyn

Kinas omskolede muslimer frigives til bomuldsmarker og fabriksarbejde.

MON DER stadig er læsere, der husker den russiske forfatter Aleksander Solsjenitsyns banebrydende værker om de sovjetiske tvangsarbejdslejre, kendt under samlebetegnelsen ’Gulag Øhavet’?

Offentliggørelsen af forfatterens erfaringer fra otte års ophold i en arbejdslejr i det nuværende Kasakhstan fjernede i 1970’erne de sidste rester af illusioner om karakteren af datidens sovjetstyre og medførte, at talløse selverklærede socialister og kommunister i Vesten vendte på den ideologiske tallerken og tog afstand fra alt, hvad marxismen-leninismens moderimperium stod for.

Resten er historie og ender i nyere tid med nationalkonservative gamlinge, der nødigt taler i detaljer om ungdommens kommunistiske sympatier. Solsjenitsyn selv blev landsforvist i 1974, men returnerede en snes år senere til Boris Jeltsins Rusland og blev på sine gamle dage en klassisk russisk nationalist, der ikke sparede på sympatierklæringer til Vladimir Putin.

Sådan forvandles koldkrigsæraens menneskeretsforkæmpere til apologeter for nutidens nationalpopulisme. Tilbage står ’Gulag Øhavet’ som et begreb på en ekstrem umenneskelighed: arbejdslejre, hvor millioner sled sig ihjel i en højere sags tjeneste, sovjetkommunismens. Jeltsin løslod øhavets sidste fanger i 1992.

ANLEDNINGEN til dette tilbageblik er, at især amerikanske menneskeretsorganisationer har fundet det nødvendigt at genbruge gulag-betegnelsen for de genopdragelses- og omskolingscentre i Kinas nordvestlige Xinjiang-region, som styret i Beijing får stadig hårdere kritik for.

Men amerikanerne overser helt den virkelighed, som den kinesiske statskapitalisme har placeret en af klodens største arbejdskraftreserver i. Vi taler om en for de fleste ubegribelig fusion af Lenin, Marx og Adam Smith, og hvem havde lige set den komme?

Nye læsere kan begynde her: Brug gerne 12 minutter på BBC’s dokumentarprogram ’Inside China’s thought transformation camps’. Kan ses her:

hhtp://www.youtube.com/watch?v=WmId2ZP3h0c.

BBC-reportagen er en enestående og flere steder indirekte komisk fremstilling af, hvorledes den kinesiske stat i terrorforebyggelsens navn forsøger at forvandle en stor del af regionens muslimske befolkning til en pligtopfyldende arbejdskraft, hvor bevidstheden er mere fokuseret på symaskiner, samlebånd og bomuldsplukning end på doktrinerne i Koranen.

’Efteruddannelseskurserne’ suppleres med patriotiske hyldestsange fremført af voksne i skoleuniformer. Hertil åndelig føde i form af studier af nationens, statens og partiets forfatning. Målt på enhver alen er der tale om en praksis, der burde være en umulighed i det 21. århundrede undtagen i Nordkorea.

Men muligvis er der ved at være et lille lys for enden af et kulsort tunnelmørke: Centrene, der er omhegnet af høje pigtrådsbeklædte mure og vagttårn, er sandsynligvis ved at have udtjent deres potentiale.

Tusinder af omskolede uighurer, angiveligt befriede for islamistisk påvirkning og terrorsympatier, forbliver ikke i lejrene. De bliver sluset ud i civile funktioner som fabriks-, landbrugs- og servicearbejdere i den del af den globale værdikæde, vi plejer at kalde for lavtlønsindustrier.

Antropologen Rune Steenberg, den eneste danske forsker med indsigt i forfølgelsen af uighurerne, skrev allerede i fjor om, at de fleste af centrene reelt er gennemgangslejre. Men overgrebene er massive nok: Hen over et par år skal mellem en og tre millioner uighurer have været på tvangsomskolingsophold på disse centre.

I det Gulag-øhav, som Solsjenitsyn beskrev, døde ofrene i milliontal af kulde, sult og overanstrengelse, når ikke de blev likvideret af nakkeskud. Xinjiangs muslimer dør ikke i bunker, men kommer ud af centrene som en hjernevasket arbejdsstyrke, der kan levere bomulden til den beklædning, vi andre går de skiftende årstider i møde med.

Råvaren til din skjorte eller dimserne i din nye smartphone kan hidrøre fra en bomuldsmark eller et samlebånd i Xinjiang. For den kinesiske statskapitalisme har indgået en djævelsk pagt med den multinationale kapitalisme, som vi i Vesten engang troede, vi havde monopol på. Tjek dine t-shirts!

De 12 minutter i BBC’s reportage, hvor uighurer repeterer regimets slagord, synger og spiller folklore, demonstrerer på den mest groteske vis, hvorledes Kina har transformeret et koncept, skabt af Vladimir Lenin i 1920, til faciliteter, som til perfektion passer ind i en global økonomis værdikæde og arbejdsdeling.

Komikken og ironien er brutal: Aleksander Solsjenitsyns øhav med doser af Monty Python-udgaver af kinesisk nationalpopulisme.

(klumme i Politiken 10.08.2020)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Læren af Japan 75 år efter atombomben

Dyb stat i overstørrelse: Kina repeterer den japanske succes.

Hej, alle jer unge, der forleden fik besked om, at I har fået adgangsbillet til det univers af muligheder, som vort uddannelsessystem byder på. Der venter mange af jer nogle berigende år, men I bør tilpasse jeres forventninger: Covid-19 er ved at gøre kål på jeres drømme om stabile og velbetalte job i komfortable, arkitekttegnede kontorer og sekretærbistand. I bliver i stedet proletariserede, hjemmearbejdende daglejere med Apple-computere!

Derfor handler de følgende linjer om Japan. Den opgående sols land er ulykkeligvis ved at forsvinde helt ud af danskernes horisont bortset fra som et eksotisk turistmål. Japan er også skandaløst fraværende fra læreanstalters pensum og licensmediers opmærksomhed. Vidensmæssigt er denne udvikling en katastrofe for nutidens og fremtidens årgange, eftersom de store, befolkningstunge asiatiske samfund får stadig større global betydning inden for forskning, uddannelser, opsparing og velstand, nyetablering af virksomheder, jobskabelse, it og tech – kort sagt: alt det, der definerer fremtidens gode liv.

SKRUER VI tiden 30-40 år tilbage, kunne vi i Vesten dengang se, hvad der var på vej: Japan var den rollemodel, som europæiske beslutningstagere skulle lære af. Siden gik landet i stå, men befinder sig fortsat på et velstandsniveau, som alle andre må misunde.

Gældsat til op over skorstenene, men til sig selv, ikke omverdenen. Udfordring nr. 1: de japanske kvinders fødselsstrejke, deraf et katastrofalt lavt fødselstal, som kun beskedent kompenseres af indvandring fra de asiatiske naboer.

Hvad angår demokrati, retsbeskyttelse og frihedsrettigheder, befinder japanerne sig stadig i en global superliga, men det er nødvendigt at minde om forklaringerne på den japanske succes netop i dag – på 75-årsdagen for den amerikanske atombombe, der blev kastet over Hiroshima.

I august 1945 skulle der to atombomber til for at få Japan til at underkaste sig USA’s overhøjhed. Den første var en militær nødvendighed, nummer to var en krigsforbrydelse.

I de følgende år blev Japan sat under amerikansk administration, og denne er endnu ikke bragt til ophør, om end vi i Vesten lever fint med forestillingen om, at Japan er et liberalt demokrati lig de fleste lande i Europa. Japans forfatning blev skrevet udelukkende af amerikanere i løbet af en uges tid i 1946.

Men den succes, som Japan har imponeret verden med, er ikke en konsekvens af befolkningens brug af stemmesedler, ej heller politiske partiers magtdeling. Japanernes høje materielle, videnskabelige og sociale standard skyldes primært det, vi på vore breddegrader kalder den dybe stat. I kort form handler denne om et nærmest incestuøst forhold mellem regeringsbureaukrater og erhvervsliv, hvor strategiske økonomiske planer er udformet uden om de folkevalgte.

Når japanske politikere, fortrinsvis de venstreorienterede, har forsøgt at skabe større gennemskuelighed af forretningsgangene i denne dybe stat, er de blevet politisk sat udenfor. Magten er forblevet der, hvor den har været i mere end syv årtier: i lukkede kredsløb i den højkompetente udviklingsstat.

Denne forklaringsmodel kan bruges på andre samfund i samme kulturkreds som Japans: Kina, Sydkorea, Taiwan, Vietnam og Singapore. En modsætningsfyldt blanding af autokratier og demokratier, men med dybe fællestræk i måden at drive stat på: videnskab og lærdom først og religionen marginaliseret. Østasien er fri for den monoteistiske forbandelse, der især er ødelæggende for Mellemøsten.

JAPAN SKABTE mere beundring end foruroligelse i alle de år, hvor ønationen overhalede alle os andre: De var jo en del af den demokratiske familie. Når så Japans nabo Kina ikke bare repeterer fremgangen, men udvikler den i skræmmende overstørrelse, lyder alarmklokkerne: Dette skriggule mirakel ledes af brutale autokrater, som vi og vore allierede ikke har styr på.

Panikken er mest udtalt i Washington, hvor der i disse uger udspiller sig et kontroltab uden fortilfælde siden 1930’erne. Se blot, hvad der i denne tid sker omkring TikTok, ByteDance, Huawei og udrulningen af 5G. Hvilke våben har USA i baghånden for at tvinge den nye rival til underkastelse?

Lige nu forsøges en såkaldt økonomisk afkobling mellem de to. Her er USA mere sårbar end Kina især på grund af covid-19. Når Trump udfordrer Huawei, ser han ind i et tech-uhyre med 50.000 ansatte udlændinge (ikke-kinesere). Hver anden programmør og it-udvikler i Huawai er hentet udefra.

Europas vej frem i denne dyst? Dialogens. Til begge sider.

(klumme i Politiken 6.august 2020)

 

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

Silkevejene går nu via Teheran

Iransk-kinesisk alliance forandrer de globale styrkeforhold.

MENS EUROPÆISKE beslutningstagere har været optaget af den teknologiske frontlinje, hvor kinesiske Huawei aktuelt presses i defensiven, er der i Mellemøsten ved at ske en ny konfiguration af styrkeforhold og magtrelationer, som får vidtrækkende globale konsekvenser.

I kombination med de langtrækkende samfundsøkonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien bliver konsekvensen af udviklingen i Iran en fortsat dramatisk svækkelse af den amerikanske supermagts troværdighed over for landets alliancepartnere på flere kontinenter. Her tænkes på skadevirkninger, der rækker videre end den midlertidige dysfunktionalitet, der skyldes Donald Trumps embedsførelse, og som forhåbentlig ophører fra januar 2021.

Antager vi, at USA’s næste præsident hedder Joe Biden, bliver hans altoverskyggende prioritet ikke kun at skaffe milliardsummer til pandemibekæmpelse og jobskabelse. Den massive mangel på tillid mellem offentlige institutioner, føderale som lokale, og magtapparatets relationer til skattebetalerne, ligner en sisyfosopgave, hvis løsning kræver en vilje og beslutningskraft på kongresniveau, som har været svindende siden præsidenterne Bush og Obama.

Til de økonomiske skadevirkninger skal lægges både politiske og psykologiske faktorer, som knapt kan måles endnu: USA’s traditionelle venner i Europa, Asien og Latinamerika ser ikke længere mod Washington for at få vejledning i at håndtere en usikker global fremtid.

I STEDET forsøger alliancepartnerne at afbøde de værste virkninger af amerikansk embedsførelse. Herhjemme illustreret i sidste uge af det pres på rigsfællesskabet, som Mike Pompeo ikke gjorde noget elegant forsøg på at skjule. Dansk tvivl om den reelle suverænitet over Grønland forsvinder ikke med Trumps pensionering.

MEN den mest dramatiske globale magtforskydning og deraf afledte svækkelse af USA udspiller sig i Mellemøsten, efter at Iran og Kina har gjort omverdenen bekendt med en 25-årig strategisk alliance, der med en ramme på 400 milliarder dollar skal bringe iransk økonomi ud af det amerikanskledede sanktionspres.

De kinesiske silkeveje vil få en hovedrute, der går direkte til Teheran: Beijing bliver aktionær i iransk militær, landets energisektor, infrastruktur, teknologiudvikling, uddannelse – hele paletten. Se frem til kinesiske lytteposter, virksomheder og basefaciliteter langs Den Persiske Golf.

Den geografiske nærhed til kinesiske infrastrukturfaciliteter på Afrikas Horn, i Sri Lanka, Pakistan og Myanmar giver Beijing et udviklingspolitisk og strategisk økosystem, som dets ærkerivaler Indien og Japan kunne forsøge at inddæmme – om muligt med amerikansk og indisk hjælp, men der er vi ikke endnu.

SPØRGSMÅLET ER , om forståelsen mellem Teheran og Beijing er langtidsholdbar, og om Europa drager konsekvenser af det, der ligner en ny magtakse for et fremtidigt Mellemøsten.

Her er det nærliggende at se til Irans nabo Irak og tjekke, hvem der har snor i oliepolitikken her. Det har Kinas partner Rusland, når det handler om de fossile ressourcer i det delvist selvstyrende kurdiske Nordirak. I den sydlige del af Irak er olieudvindingen direkte eller indirekte på kinesiske hænder som en del af en 20-årig forsyningsaftale, der siden oktober i fjor dagligt har sendt 100.000 tønder råolie til Kina.

Læg hertil, at Kina siden 2016 har haft partnerskabsaftaler med regimerne i både Kairo og Riyadh.

Set med europæiske briller handler det om, hvorvidt Kinas strategiske fremrykning til Den Persiske Golf stabiliserer regionen eller opnår det modsatte, altså om krigsrisikoen mindskes.

Utvivlsomt er der nogle af ayatollaherne i Teheran, der har været dybt betænkelige ved at skulle omfavnes af det gudløse og materialistiske Kina. Men da et amerikansk droneangreb i januar bombedræbte den iranske general Qasem Soleimani, fik ledelsen i Teheran anledning til at fjerne den sidste rest af tvivl om nødvendigheden af at trække kineserne ind. De seneste måneders attentater og angreb på iranske militære anlæg har kun yderligere fremmet processen.

Donald Trumps sabotage af atomaftalen med Iran får sandsynligvis den bivirkning, at Europa ikke vil gøre indsigelser mod Kinas håndsrækning til Iran. Værdipolitisk går vi her ikke i takt med USA, for det er ikke demokrati og frihedsrettigheder, der skal eksporteres til de konfliktende parter i Mellemøsten. Alt handler om strategisk styrke. Det spil magter både Beijing og Teheran bedre end Washington.

Og covid-19-faktoren, hvordan ser den ud her? Sundhed er blevet en sikkerhedspolitisk faktor. Iran registrerer 17 dødsfald per 100.000 indbyggere, mens tallet for USA er 43. Mens den iranske smittekurve falder, stiger den amerikanske. Sådan visner en supermagt.

(klumme i Politiken 27. juli 2020)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Kan den europæiske loyalitet overleve?

Yngre europæere kan begynde her – med en fortælling af Siegfried Lenz.

Et halvt års tid med coronatilstande har påtvunget danskerne nye betingelser for rejselivet, så lad os bare kalde den hurtigst voksende ferieaktivitet for nærområdeturismen. Den er de blevet glade for i Norge, Sverige og Tyskland. Fuld bekendelse, som det hedder i disse tider: Sverige er mine børns andet fædre-/mødreland, og på fædrene side har jeg slægtsrødder ned i det, vi populært kalder grænselandet.

Så her i 100-året for den genforening, som af andre mere nøgternt kaldes Slesvigs permanente deling, gik turen til Flensborg, Husum, Vadehavet og Friedrichstadt; lokaliteter, der er solide påmindelser om, at folkeafstemningen i foråret 1920 fik et for både danskere og tyskere vellykket udfald og den dag i dag tjener til at fortælle resten af Europa om måden, hvormed andre territorialkonflikter kan løses.

Besøg i Nordtyskland bør ledsages af litterære oplevelser, og her kommer en helt uomgængelig en af slagsen: Siegfried Lenz’ lille mesterværk ’Overløberen’.

Lenz gjorde tjeneste i den nazityske flåde og flygtede i 1945 til Danmark. Han bevarede hele sit liv en nær tilknytning til den lille nabo i nord, havde gennem et kvart århundrede sommerhus på Als, og i sine sidste leveår var han dansk gift.

Historien i ’Overløberen’ udspiller sig i krigens slutning i det tidligere Østpreussen, som i dag er polsk, og hvor Lenz selv blev født i 1926. Hovedpersonen, Walther Proska, er soldat i en tysk enhed, der skal bevogte en jernbanelinje, da han møder en polsk partisankvinde, Wanda, og forelsker sig i hende.

Midt i den kaotiske tyske tilbagetrækning bliver han først krigsfange, siden overløber i den sovjetiske besættelsesmagts tjeneste og oplever chokeret, hvorledes hans elskede Wanda forvandles fra polsk frihedskæmper til kommunistisk medløber.

Et tilsvarende hamskifte undergår han selv, da han bliver funktionær i den unge østtyske statsdannelse og som civil bureaukrat skal afgøre andre menneskers liv og død.

I Berlins sovjetiske besættelseszone møder han en kvinde, som siden bliver hans hustru. Det lykkes parret at komme til Vesttyskland, og i fortællingens slutning i 1956 er Walther en tilsyneladende lykkeligt gift familiefar med to børn solidt etableret i et rækkehus i Hamburg.

Men så viser det sig, at Proska ikke kan slippe sin ungdoms krigsoplevelser på den østprøjsiske front. Mere skal ikke røbes her, andet, end at lidenskaber, loyalitet og identitet kommer i spil.

Siegfried Lenz havde bogens manuskript klar i 1951, men fik nej til publicering af sit forlag, Hoffmann und Campe. Det skete med en påtegning om, at forfatteren havde demonstreret manglende loyalitet over for sin hjemstavn. Bogen udkom først i 2016, to år efter forfatterens død. Så turde selvsamme forlag dog binde an med et førsteoplag på 50.000.

YNGRE DANSKERE, der både kørte træt i historietimerne og af ’Hitler-kanalen’ (øgenavnet for hedengangne DR K), kan passende begynde med dette unikke drama om individer i et Europa i en usikker støbeske med stank af død og krigsruiner. Lenz’ fortælling handler om kærlighedens og passionens overlevelse i tider med usikre og uklare loyaliteter.

Nutidens Europa er lykkeligvis ikke opdelt af militære og ideologiske frontlinjer, men af økonomiske, sociale og kulturelle. En svært håndterlig tilstand, som vi mindes om ved hvert eneste topmøde i Bruxelles. Hvorledes skal millioner af yngre europæere forstå forudgående generationers bestræbelser på at samle et kontinent, der havde været splittet af krige og ideologiske skillelinjer?

Maratondiskussioner om budgetter, hjælpepakker og lånebetingelser ligner ikke det stof, som mellemfolkelig forsoning er gjort af, hvad især ungarere og polakker løbende minder os om.

I det masuriske skov- og sumpområde hvor første del af ’Overløberen’ udspiller sig, traf jeg for snart fire årtier siden et jævnaldrende polsk par, der forklarede den undertrykkelsens logik, der var deres hverdag i et land under kommunistisk kontrol. Ved et gensyn over tre årtier senere talte parret om, at den store nabo mod øst stadig kontrollerede det frie demokratiske Polen, om end i en mere indirekte forstand.

I digitaliseringens tidsalder er besættelse af og kontrol med samfund nemlig ikke længere fysisk og militær. Det er mere effektivt med fake news, vildledning, propaganda og algoritmer. Vi må derfor kæmpe ekstra hårdt for at bevare lidenskaben for et helt Europa til glæde og gavn for kommende generationer.

(klumme i Politiken 23.07.209)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar