Evighedskrige er kommet for at blive

Gør klar til retræte fra konflikterne i Europas nærhed.

DER ER ANDRE ofre for covid-19-plagen end de menneskeliv, arbejdspladser og forretningsaktiviteter, der ikke er hos os længere. For ikke at tale om de mange fritids-, sport- og kulturfornøjelser, som kun kommer igen i et reduceret omfang.

Flere kontinenter er blevet invaderet af en fjende, der er kommet for at blive hos os længe, uanset hvor langt myndigheder og internationale organisationer lykkes med at få den under kontrol her i 2020. Milliardsummer vil blive anvendt på at ruste os til næste virusangreb samt for at sikre beskæftigelse, sundhedsvæsener, socialt beredskab og uddannelser. I de lande, hvor sådanne systemer ellers fungerer.

Så af indlysende årsager må andre indsatsområder holde for. Amerika først-politikken kan snart få følgeskab af et Europa først-koncept: Se bare på de aktuelle vanskeligheder med at skaffe støttemidler til de nødlidende økonomier syd for Alperne. Gæld er møllestenen om den europæiske hals. Solidaritet, eller mangel på samme, er håndjernene på vores hænder.

Læg hertil alle de udfordringer, der tårner sig op i Europas naboregioner. Putin, Ukraine, Tyrkiets Erdogan samt et fravær af økonomisk, sekulær og civil udvikling i Afrika og Mellemøsten.

Områderne syd for Europas ’bløde bug’ (et udtryk anvendt af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tilbage i 1990) repræsenterer et uhyggelig langt katalog af udfordringer, som de fleste af os indtil nu har set som globale mere end regionale. Lad os tage dem fra en ende af, nærområdet først:

Kosovo: De facto-alliancen mellem Rusland og Serbien forhindrer bred international accept af Kosovos selvstændighed. Striden er nu i sit andet årti. Med Vladimir Putin ved roret i Moskva mange år endnu har verden en ubehagelig garanti for, at der ingen forhandlet løsning kommer i overskuelig fremtid.

Tyrkiet: Efterfølgerstaten til Det Osmanniske Rige er i sin 2020-udgave hverken demokratisk eller sekulær i en sådan grad, at Europas helt egen Sultan Erdogan kan regnes for en pålidelig alliancepartner. Tyrkiet har stadig medlemskort til Nato, det vestlige sikkerhedsfællesskab, men er en trojansk hest. Får sultanen ikke sin vilje, lukker han sine flygtningelejre op. EU-udvidelse med Tyrkiet en dag? Glem det.

Syrien: Samme Erdogan har et dybt og varigt medansvar for, at den syriske diktator, Assad, kan fortsætte med skånselsløse myrderier på sin sagesløse befolkning. Assads politiske Godfather hedder Vladimir Putin. Konsekvens: I årtier fremover vil det Syrien, der knapt nok kan kaldes en stat længere, være en krigsskueplads.

Irak: Som præcist udtrykt af Mellemøstforskeren Lars Erslev Andersen: I Irak er alle parametre negative, og det bliver en vild udfordring for de danske soldater, når de skal lede Natos træningsmission fra og med dette efterår.

Fik vi nogensinde placeret et ansvar for den danske delagtighed i krigen, der med den nu afdøde ministerveteran Niels Helveg Petersens ord ’startede med en løgn og sluttede med løgn’. Nej, vel?

Palæstina. I mange år var der politiske visioner om fredelig sameksistens med Israel og det palæstinensiske ’selvstyre’, i dag er konceptet et luftkastel. Europas rolle er stort set som hidtil reduceret til at være rengøringsholdet med gulvspande og fejekoste. Jo, vi taler om humanitære indsatser, og lad venligst disse fortsætte.

For et lille halvt århundrede siden formulerede den daværende amerikanske præsident, Jimmy Carter, en doktrin, der senere fik navn efter ham: At hele Mellemøsten var at betragte som national sikkerhedsinteresse, og at USA i konsekvens heraf altid skulle blande sig.

Verden er et helt andet sted i dag. USA er i dag storproducent og -eksportør af fossil energi, så når de saudiske diktatorer kan læne sig op ad Washington, skyldes det primært det amerikanske fjendskab med Iran.

Europa ville være bedst tjent med, at vi betragter dette opgør som en regional affære. I det omfang iranerne sponsorerer terrorhandlinger på europæisk jord, har vi en sikkerhedsinteresse. Men de fleste terroraktiviteter er hjemmegroede her i Europa, om end mange af dem næres af mellemøstligt tankegods.

Tiden er kommet til, at yngre europæiske ledere tænker forfra. Globaliseringen stopper ikke her, den får bare nye dynamikker, som ikke længere defineres af Washington. Tjek en ekstra gang hos Zuckerbergs Facebook, på Google og hos systemerne bag Huawei. Det er her, vi skal finde nøglerne til fremtiden.

(klumme i Politiken 01.06.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

USA risikerer at miste Europa

Historiebøgerne alene kan ikke sikre alliancefællesskabet.

I RÅ tal dør der nu omkring et tusind amerikanere i døgnet af covid-19. USA står stadig uden en national strategi, der bygger på opsporing og test. Mens konspirationsteorierne breder sig, tegner valgkampen frem til november til at blive betændt, hysterisk og forløjet. Demokrati i den amerikanske udgave er blevet en parodi, tilmed en farlig en af slagsen.

Afgørende for enhver stormagts status er evnen til sikre tilliden til vigtige og nære alliancepartnere, og her er tilstanden kommet i skred for USA.

En nylig opinionsundersøgelse gennemført af Körber Stiftung i Hamborg, viser, at tyskerne nu er delt på midten i holdningen til, om Washington eller Beijing er Forbundsrepublikkens vigtigste internationale partner. 37 procent foretrækker USA, 36 procent Kina. En tilsvarende måling i fjor gav USA et forspring på 26 procentpoint i forhold til Kina.

Dette skred gør ikke Kina til en forbundsfælle for Tyskland fra i morgen. 71 procent af de adspurgte mener, at større gennemskuelighed hos de kinesiske myndigheder ville have forhindret covid-19 i at sprede sig så hurtigt, som det skete. Men kun 36 procent siger, at deres syn på Kina efterfølgende er blevet mere negativt, mens det tilsvarende tal for USA er 73 procent. Blandt tyskere i aldersgruppen 18 til 34 er der 46 procent, der ønsker tættere forbindelser til Kina, mens 35 procent foretrækker USA.

LIGNENDE TENDENSER gør sig gældende i målinger foretaget i Storbritannien, Frankrig og Italien. Adspurgt af IFOP-instituttet mener kun 3 procent af de franske vælgere, at USA er den bedst egnede stormagt til at håndtere det 21. århundredes udfordringer. I Italien nåede instituttet SWG’s undersøgere frem til, at 36 procent af de voksne italienere mener, at deres land skal udvikle tættere forbindelser til Kina, mens 30 procent foretrækker USA.

Heraf kan ikke konkluderes, at europæerne går i retning af at se Kina som en forbundsfælle, ej heller, at man vil placere sig med lige stor afstand til Washington og Beijing. For der er voksende betænkeligheder over for Xi Jinpings tilbøjeligheder til mere centralisering, overvågning og intimidering af kritikere også uden for Kinas grænser, men det er samtidig tydeligt, at Europa frabeder sig at skulle blive trukket ind på USA’s side i en tiltagende konfrontationspolitik mod Kina. Bruxelles fortsætter med at søge aftaler med Beijing om især samhandel og klimapolitik, områder, hvor USA er blevet utilregnelig.

DETTE ÅRTIS største paradoks er, at Kina har fået økonomisk volumen ved brug af institutioner og redskaber skabt af USA og dets europæiske allierede, og nu må Europa se mod Kina og omegn for at få hjælp til at hindre skadevirkningerne af USA’s forsøg på at destruere selvsamme institutioner. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er det aktuelle eksempel, Verdenshandelsorganisationen (WTO) et andet.

Genopretningen af verdensøkonomien efter covid-19 er yderligere en markør, hvor Kina har vundet styrke, og USA er på knæene. Ingen regeringsleder i EU ser i dag mod Washington for at få inspiration, og London er på ingen måde mellemstationen her.

Men lederne i Beijing kan ikke tage for givet, at de har europæisk sympati. EU-familien er splittet på kryds og tværs i holdningerne til, hvorledes kolossen i øst skal mødes. Kina er for EU både partner, konkurrent og systemisk rival.

DEN KRITISKE FRONTLINJE er i cyberspace. Hvis Kina vil sit eget økonomiske bedste, må Xi Jinpings diplomater overbevise Europa om, at Huawei ikke krænker europæiske borgeres privatliv eller stjæler europæiske opfindelser frem for at betale for brugen af dem.

Europa er ikke ved at kapitulere i traditionel forstand. Atlantpagten af 1949 vil bestå, men risikoen er, at sammenhængskraften smuldrer, fordi Nato-medlemmerne er uenige om karakteren af truslen. Alliancens musketered (angreb på ét medlem er et angreb på alle) er undergravet af cyberwarfare. Vi har alle været udsat for overgreb i flere år – amerikanske techgiganter, russiske cybertrolde, kinesiske industrispioner. Læs eller lyt til Edward Snowden.

Kina og Europa kommer aldrig til at blive systemiske forbundsfæller, dertil er forskellene i værdier og etik for store. Men der kan blive brug for i fællesskab at fremme pragmatiske løsninger som modvægt mod det politiske amokløb i USA, bekæmpe den radikaliserede islamisme i Mellemøsten og ikke mindst opretholde den våbenkontrol og de dermed forbundne aftalesystemer, som Trump-administrationen enten forlader eller direkte saboterer.

(klumme i Politiken 28.05.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Europa vakler, USA fejler, Asien vinder

Overraskende meningsmåling om globale reaktioner på covid-19.

Enhver, der har besøgt Japan, kender til oplevelsen af et meget velorganiseret og sikkert samfund. Kriminaliteten er i bund, fattigdommen befinder sig kun i periferien, og sociale forskelle er ikke dramatisk synlige som i flere af Japans nabolande og den del af Asien, der ligger længere væk.

Det japanske samfunds høje økonomiske og teknologiske standarder burde bevirke, at en spredning af coronavirus meget hurtigt ville komme under kontrol.

Smittetallet nærmer sig i skrivende stund de 20.000, men kritikere taler om, at det reelle tal kan være ti gange så højt. De mener, at regeringen bevidst har tilstræbt at begrænse brugen af tests. Måske under pres fra den Internationale Olympiske Komite gik regeringen i Tokyo 24. marts med til at udskyde de olympiske sommerlege til næste år. Men enkelte eksperter taler nu om muligheden for, at turisme i Japan risikerer nedlukning i op til et par år.

Testniveauet er lavt. Japan gennemfører 1,68 tests per 1.000 indbyggere, langt under naboen Sydkoreas tal på 12,95 og Tysklands 39,47, viser tal fra Our World in Data, der drives af et forskerhold på universitetet i Oxford.

NÅR JAPAN ikke kan gennemføre nedlukninger i den skala, som er set i f.eks. Sydkorea, Spanien og Finland, skyldes det især nogle begrænsninger i lovgivningen, der ikke mindst har at gøre med Japans fortid med fascistiske militærregeringer op til og under Stillehavskrigen frem til 1945.

Den japanske forfatning, der blev skrevet af amerikanske jurister i 1947, lægger stor vægt på beskyttelsen af borgernes rettigheder. Derfor er regeringens tiltag under coronaepidemien mest handlingsanvisninger og vejledninger. Folk kan kun straffes, hvis de nægter at samarbejde om nødforsyninger og medicin.

Utilfredsheden med myndighedernes coronaindsats kan der nu sættes tal på. Et privat opinionsinstitut i Singapore, Blackbox Research, har målt befolkningsreaktioner på coronabekæmpende indsatser i 23 lande på flere kontinenter og når frem til overraskende resultater.

82 procent af de adspurgte japanere mente, at deres regering var for længe om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at begrænse covid-19.

Hvad der nok vil forbløffe mange vesterlændinge, er, at Blackbox-målingen gør de politiske ledere i Kina, Vietnam og New Zealand til vindere, når det gælder vurderingerne af, hvilke samfund, der har været bedst til at imødekomme befolkningernes forventninger i kampen mod covid-19. Her ligger Japan i bunden og har her selskab af USA og Frankrig.

David Black, grundlægger og ejer af Blackbox Research forklarer de positive tal for Kinas vedkommende med, at det gigantiske samfund hurtigere end forventet er nået til et stadie, hvor man normaliserer og genåbner.

SER MAN PÅ de produktionstal, der forklarer, hvor langt de respektive samfund er nået i en genåbningsproces, tegner der sig et billede af Østasien på vej mod det niveau, der var gældende før covid-19, mens Europa vakler, og amerikansk økonomi fortsat befinder sig i en nedadgående spiral.

Alene i april er 20 millioner job gået i tabt i USA. Ved indgangen til maj var den officielle ledighedsprocent 14,7. Fabrikslukningerne er fortsat her i første halvdel af maj. De føderale hjælpepakker er på vej til at skabe et underskud på et niveau ikke set siden 1945.

Uanset hvem der vinder valget til november, står det klart, at USA’s økonomi er midt i et historisk kursskifte. Det bliver ikke længere amerikansk forbrug, der bliver vækstmotor for verdensøkonomien. Hverken fra den republikanske eller den demokratiske lejr ser vi forslag til genopbygningsplaner for amerikansk industri. Tværtimod vokser det folkelige pres for subsidier, velfærdsgoder og omfordeling.

Skulle den amerikanske præsident lykkes med at afkoble sit lands økonomi fra den kinesiske, som der tales om i Washington, vil jobtabet i USA blive massivt, men kun marginalt i Kina.

ØKONOMIERNE i både Europa samt de nord- og sydamerikanske kontinenter vil i voksende omfang blive afhængig af produktion og forsyninger fra de østasiatiske vækstcentre, der i stigende grad integreres.

Fra New Delhi over Jakarta, Beijing, Seoul og Tokyo har man adgang til en stor, disciplineret og i voksende omfang veluddannet arbejdskraft. Læg hertil skabelsen af klodens største middelklasse.

Velkommen til en forandret international arbejdsdeling, hvor USA og EU-landene trykker pengesedler, mens de store vækst- og innovationscentre i Østasien leverer fremtidens velstandsløft i form af arbejdspladser og innovation.

(klumme i Politiken 18.05.2020)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Forfra med rejsebranchen

Fortvivl ikke, når krydstogtskibene går økonomisk til bunds. Tænk nyt i stedet.

At rejse er at leve, skrev eventyrdigteren.

Hvis han var til stede i dag, ville han utvivlsomt tilføje noget i retning af: – og et spørgsmål om at overleve! Pengene eller helbredet. Så kort kan man formulere dilemmaet, der også handler om, hvordan Danmark opleves og opfattes af omverdenen og om sikring af arbejdspladser og hård valutaindtjening.

Københavnerne har kigget langt efter krydstogtskibe de seneste par måneder, og sådan er tilstanden også fremover.

Oceankaj nær Nordhavn er lige så underbefolket som lufthavnen i Kastrup. Der var ellers lagt op til en rekordsæson for krydstogtskibe med forhåndstilmeldinger på 350 anløb.

Måske er lige netop denne gren af rejsebranchen ved at synke. Går den til bunds, skal vi så klappe eller græde? Vi taler ikke just om småskillinger i det nationale regnskab. Indtægterne fra udenlandske turister og forretningsrejsende passerede i 2018 for første gang 50 milliarder kroner. Seks ud af ti kroner kunne henføres til Tyskland, Sverige og Norge. Flertallet af krydstogtgæster kommer dog længere væk fra: amerikanere, australiere, briter, sydeuropæere.

Men rejselivet, både det indkommende og det udgående, og de dertil hørende brancher vil være dramatisk corona-forandrede i lang tid frem. Hele turismesektoren er sat på skrump, og hvordan får vi så vendt en ubehagelig nedgang til en fornyelse af branchen, der viser nye veje? Målt på bæredygtighedskriterier, herunder såkaldt øko-turisme, så vil jeg græde tørre tårer over de krydstogtskibe, der går økonomisk til bunds. Som rejseform er disse monsterfartøjer en pervers forestilling.

Hvori består fornøjelsen i at omgive sig med stålplader, buldrende dieselmotorer, billig popmusik og lavtlønnet arbejdskraft mellem hvert anløb? Udenfor er der kun hav, hav og atter hav, og det er den samme sol, der går ned hver aften, akkompagneret af mågeskrig.

Indtil begyndelsen af 2020 havde verden gennem et par årtier oplevet en dramatisk stigning i det globale rejseliv. Vi fik en øjenåbner eller to ved at opdage, hvorledes også ikke-vestlige folkeslag i stort tal begyndte at invadere Europa og Danmark, medbringende hård valuta og købekraft. Især kinesere og japanere fandt vejen til Langelinie for at lade sig forevige ved et af rejselivets danske ikoner, ‘ Den Lille Havfrue’.

Selvsamme havfrue har levet relativt ensomt de seneste uger, og spørgsmålet er, om hun kan opretholde den samme rolle og funktion som magnet for tilrejsende, der har lyst til at komme forbi og opleve lidt af den danske eventyrfortælling.

TIRSDAG BLEV En vigtig del af branchen reddet på målstregen af en stor og ambitiøs hjælpepakke forhandlet på plads af erhvervsminister Simon Kollerup. Det, der i dagene op til aftalen havde lignet en møllesten om virksomhedernes hals, blev med et snuptag forvandlet til en redningskrans.

Hjælpepakken er i første række en håndsrækning til pakkerejsebranchen, som beskæftiger næsten 5.000 medarbejdere.

Men vi hører nu fra aktører i forskellige dele af erhvervet, at der bliver brug for opfølgning. Det gælder den såkaldte incomingbranche, der bringer udenlandske gæster til landet.

Sommerhusene langs den jyske vestkyst behøver ingen bekymres for. Men der hersker stor usikkerhed om andre dele af ferie-Danmark: vore nationalparker, slotte og historiske bygninger f. eks.

En lære af coronaperioden kunne være at få statsministeren til at overveje, at turisterhvervet får sin egen minister. De fleste har nok glemt det, men vi havde en sådan i en af 80′ ernes Schlüter-regeringer.

Daværende centrumdemokrat Arne Melchior gjorde forsøget og høstede stor respekt i erhvervet, men fik ikke langvarig politisk bærekraft.

Melchior gjorde store indsatser for Danmarks Turistråd, i dag VisitDenmark, men havde for kort tid som turistminister til at få givet erhvervet den opmærksomhed, det fortjener. Tiden er inde til at få en ny af slagsen. Et godt råd til næste regeringsrokade: En minister for turismekultur og bæredygtige rejseformer.

På sigt kan vi undvære krydstogtskibene, men danskerne frasiger sig nødig muligheden for at komme ud og opleve verden udenfor. Som repræsentanter for et samfund, hele verden misunder, trækker vi også besøgende til Danmark, når vi står i Kyoto eller Kansas City og fortæller de lokale om, hvordan grøn omstilling gennemføres.

Vi må bede dem om at tage toget. Eller et passagerfly, hvor billetprisen forhåbentlig snart er pålagt en klimaskat, der kan mærkes. Eller et skib, der sejler på grøn strøm. God rejse og velkommen til!

(klumme i Politiken 14.05.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

De uduelige ambassadører

USA’s diplomater i Europa er på en umulig opgave.

INDRØMMET, overskriften er lidt af en provokation. Som udgangspunkt er ingen ambassadør uduelig, så længe han eller hun loyalt repræsenterer hjemlandets synspunkter og interesser. Men der kan selvsagt være himmelvid forskel på, hvor godt eller skidt en topdiplomat bestrider sit hverv alt afhængig af vedkommendes professionelle forudsætninger.

Den, der ligner en uduelig diplomat, kan i realiteten være en, der er sat på en umulig opgave. Der er ikke langt fra umuligheden til udueligheden, når det handler om de udfordringer, som amerikanske ambassadører i Europa har i denne tid.

Udfordringen består i at forklare og forsvare Donald Trump og at bagatellisere hans efterhånden besynderlige og ofte pinlige optrin. Så der er ikke grund til at misunde 59-årige Carla Sands, der for nuværende er USA’s politiske ’forstanderinde’ i den fornemme ambassadørresidens Rydhave i Skovshoved nord for København.

Carla Sands valgte Altinget.dk til at præsentere Trump-regeringens fremadrettede politik for USA’s nordlige nabolag – det danske rigsfællesskab. Den tekst lignede ikke en formel for gensidig respekt, snarere en advarsel, hvor budskabet på bundlinjen ikke var til at misforstå: Kina skal holde sig væk fra vor nordatlantiske interessesfære, og Rusland skal vi nok selv klare!

Forude venter flere års kompliceret, krævende diplomati med lejlighedsvise styrkeprøver og armlægning. Udfordringen her bliver ikke mindre af, at selv efter næste amerikanske præsidentperiode, 2021-24, vil Ruslands politiske tsar hedde Vladimir Putin.

Her bliver det vigtigt, at danske politikere kender de amerikanske synspunkter og interesser og kan skubbe til dem, hvis og når de går ud over kanten for, hvad der hidtil har været en fælles konsensus mellem USA og Danmark.

Hvilke erfaringer har Carla Sands bragt med sig til det vigtige embede i København? Hun er fhv. skuespiller og var i slut-80’erne med i ni afsnit af den tv-serie, der i Danmark gik under navnet ’Glamour’. Karrierens højdepunkt var den kvindelige hovedrolle i ’Deathstalker and the Warriors from Hell’.

Vejen til en diplomatkarriere er gået via posten som bestyrelsesformand i Carla Sands’ nu afdøde mands investeringsfirma. Efter valget af Donald Trump i november 2016 og inden tiltrædelsen var hun med på holdet af Trumps økonomiske rådgivere. Adgangsbilletten var en fundraisingevent i juli samme år, hvor Trump-donorer blev trakteret med stegt laks og figensalat som tak for at levere millionbeløb til byggematadorens valgkampagne.

De amerikanske baserettigheder i Grønland har i snart otte årtier udgjort et solidt fundament for Danmarks sikkerhedsfællesskab med USA, så hvad er der af nyt i tilstanden?

USA fratog for et par år siden de dansk-grønlandske entreprenører og hjemmestyret entreprenørkontrakterne for basefaciliteterne i Thule og Søndre Strømfjord og overdrog i stedet opgaverne til en amerikansk entreprenør.

Med andre ord anvender USA fortsat basefaciliteterne, men uden længere at betale den aftalte ’husleje’, der for Grønland er et trecifret millionbeløb. Ganske mange penge, som erhvervsmanden Jørgen Huno Rasmussen har gjort opmærksom på.

Trumps Amerika først-politik mærkes derfor i Grønland på en måde, der gør ondt økonomisk og bidrager til den øgede splittelse i rigsfællesskabet.

Om en professionel amerikansk karrierediplomat ville have gjort en større forskel her, er uklart. Siden Trumps tiltræden har USA’s udenrigstjeneste været hærget af hjerneflugt, vigtige chefposter har stået ubesatte, og afgørende beslutninger om supermagtens kurs er flyttet til præsidents inderkreds, herunder svigersønnen Jared Kushner.

VAR ALTING bedre før Trump? Carla Sands’ forgænger hed Rufus Gifford, var finansdirektør på Barack Obamas præsidentvalgkampe i 2012 og blev belønnet for indsatsen med udstationeringen i København. Gifford skal nu være ledende fundraiser for Joe Biden.

Giffords forudsætninger var ikke væsentlig anderledes end Carla Sands’: Han havde været filmproducent og fundraiser i Hollywood. Karakteristisk for niveauet i den amerikanske udenrigstjeneste spillede Gifford sig selv i den første tv-serie, der blev solgt af en dansk kanal, DR 3, til Netflix’ internationale udgaver.

USA’s udenrigstjeneste er proppet med penge- og underholdningsmagt og underforsynet med diplomatisk kapacitet.

Den britiske historiker Niall Ferguson, en af verdens mest citerede, bemærkede engang, at imperier er som biologiske organismer: De går til i indre råddenskab, hvis de ikke får næring af omgivelserne. Ved Trumps indsættelse i 2017 blev det af kritikere sagt, at det amerikanske århundred var ophørt. Dette mærkes nu i rigsfællesskabet, hvorfra vi nu bevidner, hvorledes en engang generøs supermagt krakelerer for øjnene af os.

(klumme i Politiken 04.04.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Svensk chok, finsk triumf, global lærdom

Når verden skal genstartes, bliver de nordiske lande en åben lærebog.

NÆPPE ÉN ENESTE dansk politiker eller embedsperson vil have behov for at se over Øresund for at lære noget som helst, når den igangværende coronakrises erfaringer skal opsummeres. Forskellene i tallene for døde og smittede taler deres eget sprog. Den svenske model er i mere end én forstand blevet nødlidende.

Noget kan forklares med en historisk betinget forskel i forvaltningskulturen: Det er noget nær en umulighed for en svensk minister at diktere bestemte procedurer og metoder, der henhører under de enkelte myndigheders ansvarsområder.

Faglige styrelser i Sverige har en høj grad af autonomi i forhold til ministerkontorerne, hvilket i den nuværende krisetilstand har medført stridigheder af professionel karakter. Disse kulminerede, da 22 af landets mest fremtrædende eksperter inden for infektionssygdomme publicerede en kommentar i avisen Dagens Nyheter med et krav om, at statsepidemiolog Anders Tegnell bliver sat fra bestillingen.

Debatten i Sverige bliver vanskelig fremover, til dels fordi den vil blive koblet til et begyndende opgør med den mangeårige indvandringspolitiske linje, som flere regeringer har ført. Sverige har tilladt en langt mere omfattende indvandring end naboerne, hvilket nu sætter sig foruroligende spor i sundhedsstatistikkerne.

Den såkaldte dødsrate som et resultat af covid-19 er 9 gange i højere i Sverige end hos naboen Finland og 5 gange større end i Norge. En vigtig faktor er her, at hver fjerde svensker har indvandrerbaggrund.

Tallet for Stockholm og nærmeste omegn er selvfølgelig større. Indvandrere fra Somalia, Syrien, Irak og Afghanistan er proportionelt overrepræsenterede i de i forvejen dystre statistikker. Lokale sagkyndige taler om, at smittespredningen her især kan forklares med, at netop disse etniske grupper bor og lever tæt og småt i ghettoagtige forstadskvarterer.

Svenskerne er også blevet chokerede over, hvor dårligt landet har været stillet med sine beredskabslagre af f.eks. beskyttelsesmasker, gummihandsker og vacciner. Lagrene er blevet udtyndet i årene efter den kolde krig, fordi de eksterne trusler forsvandt op i forestillingen om en ’evig’ fred, som centerleder ved Forsvarsakademiet i Stockholm Fredrik Bynander har forklaret.

Men også Sveriges indtræden i EU fra 1995 har spillet en rolle. Forestillingen om, at Europas indre marked med kort varsel kunne levere det nødvendige, gjorde, at hospitalsvæsenet kun opretholdt medicinforsyninger til relativt korte perioder. Samfundets sårbarhed blev yderligere forstærket af, at det statslige apoteksmonopol i 2009 blev udsat for privatisering.

Så var naboen Finland anderledes godt rustet, da covid-19 ramte. De tusind søers land faldt ikke hen i en tornerosesøvn, da den sovjetrussiske nabo faldt i stumper og stykker i 1991. Finnerne valgte efterfølgende at opretholde et højt beredskabsniveau, militært som forsyningsmæssigt og på mange andre niveauer.

De geografiske faktorer er skæbnetunge for en befolkning i en statsdannelse, der kun har lidt over et århundred bag sig. Hovedstadsregionen omkring Helsinki blev hurtigt afspærret fra resten af det tyndt befolkede land, mens de øvrige indgreb minder slående om, hvad vi har gjort i Danmark.

LANGT FRA NORDEN finder vi et samfund med nogenlunde sammen befolkningstyngde: New Zealand, øsamfundet, hvor smittetallet nu er blandt de laveste på kloden, og hvor politikerne nu diskuterer de ændrede vilkår for samfundets genåbning. Den internationale turisme er gået i nul og har gjort 100.000 newzealændere arbejdsløse. Passager- og fragtflyvning er reduceret til et minimum, ligeså med import og eksport. Kiwierne diskuterer nu seriøst mulighederne for økonomisk selvforsyning.

De her nævnte lande er små samfund, kendte og respekterede for relativt høj indflydelse i FN-systemet og andre internationale fora. De har mange venner og beundrere og næsten ingen fjender eller modstandere. De kan passende finde sammen i en koalition af villige, der i første fase af en global genopretning kan tale med de mellemstore magter som f.eks. Tyskland, Canada og Sydkorea om at få genstartet den nedfrosne tilstand mellem de tre aktører i verden, der vejer tungest: USA, Kina og EU.

Sydkoreanerne er ideelt placerede til at tale med både Washington og Beijing, Tyskland kan komme igennem til Putin, og canadierne har lydhørhed hos adskillige guvernører og kongrespolitikere hos den store nabo i syd. Mens Norden som region kan blive den åbne lærebog, som hele verden kan gøre brug af med Sverige og Finland som henholdsvis skræmmeeksempel og forbillede.

(klumme i Politiken 30.04.2020)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Skal smartphones bekæmpe virus?

Europa må sikre sig mod overvågning fra techgiganterne. 

HVOR LÆNGE skal vi europæere forblive i en gidseltagning mellem klodens to rivaliserende supermagter? Befinder vi os som Odysseus mellem Skylla og Charybdis, den amerikanske overvågningskapitalisme og den kinesiske overvågningsstat?

Covid-19-angrebet bør mobilisere europæiske beslutningstagere til at finde en vej ud af en tilstand, der savner historisk fortilfælde og kræver kyndige valg.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er af Donald Trump gjort til en, der angiveligt er imod alt amerikansk. ’Jeres skattedame, hun hader virkelig USA’, som præsidenten smagfuldt sagde til daværende kommissionschef Jean-Claude Juncker på et G7-møde forgangne sommer.

Bagtæppet for denne udmelding var, at EU-Kommissionen havde idømt Google en bøde på 4,3 milliarder euro for at have overtrådt EU’s konkurrencebestemmelser. Et tilbageslag for techgiganternes digitale imperialisme måske?

NÆH, NEJ , for den mest fremgangsrige aktør på dette marked er – gæt engang: kinesiske Huawei. Firmaet, som befinder sig i frontlinjen for den amerikansk-kinesiske rivalisering, bruger – gæt engang: det Google-kontrollerede styresystem Android.

Som et led i handels- og techkrigen mellem USA og Kina beordrede Trump i fjor Google til at suspendere opdateringer til Huaweis smartphones. Vi venter stadig på det kinesiske alternativ til Android. Men er Europa ikke bedre tjent med, at techgiganterne samarbejder?

De kinesiske myndigheder har bremset spredningen af covid-19 ved at bringe historiens største system af kunstig intelligens og persondatakontrol i anvendelse. Til opsporing af smittebærere og efterfølgende overvågning under karantæne. De primære redskaber har været smartphone-apps. Leverandør? Gæt hvem.

Huawei realiserede dermed den våde drøm, som Google havde næret i årevis: at kontrollere digitaliserede sundhedsregistre over alle sine brugere.

Det lykkedes Google ikke med, for amerikansk lovgivning om beskyttelse af privatlivets fred satte en bom ned, mens kineserne rykkede. 15. januar instruerede centralregeringen Kinas og verdens største e-handelsfirma Alibaba med betalingsplatformen Alipay til at udrulle et kontrolsystem, hvis formål er at hindre epidemier. Digital sygdomsforebyggelse for 1,4 milliarder kinesere er nu lige om hjørnet. Europæiske medicinalfirmaer står selvfølgelig på spring for at komme ind ad porten til fremtidens forebyggelsestiltag. På direktionsgangene i denne branche er Trumps USA ikke den naturlige allierede.

SELVFØLGELIG skal Bruxelles være på vagt. Det er derfor, Margrethe Vestagers nylige advarsel i Financial Times giver mening: Hvis europæiske virksomheder er nødlidende lige nu, er tiden ikke inde til at sælge til kineserne.

Som kommissionen slår fast i sit strategipapir for Kina-politikken fra marts i fjor, skal Beijing levere jævnbyrdige konkurrencevilkår, før partnerskabet bliver langtidsholdbart. Europas indre marked og den kinesiske statskapitalisme er langtfra et perfekt match.

Det interessante bliver herefter, om det bliver de europæiske stater frem for den private sektor, der følger Vestagers opfordring. Læs lige her, hvad hun siger i interviewet med Financial Times:

»Vi har ikke problemer med, at stater bliver markedsdeltagere, hvis dette bliver nødvendigt; hvis de kontrollerer aktieposter i et selskab, og formålet er at forhindre en overtagelse udefra«.

Altså en begyndende re-nationalisering af strategiske sektorer i europæisk økonomi. Fint nok, må vi som forbrugere sige. Kunne man tænke sig, at EU går samme vej i it-sektoren, om end den ikke er nødlidende lige nu?

Statslige ejerskaber er ikke nødvendigvis mirakelkuren i hverken medicinal- eller techsektoren. Men fordi disse omhandler både liv, sundhed, velfærd og privatlivets ukrænkelighed, må der tænkes nyt: borgerindsigt og brugerkontrol. Ikke discipliner, som USA eller Kina excellerer i.

USA’S DEMOKRATI er degenereret til et de facto plutokrati, dvs. et samfund, der kontrolleres af nogle få rigmandseliter.

Ironisk nok ikke uden visse ligheder med det teknokratstyre i Beijing, der har udtænkt historiens største infrastrukturprojekt, Belt and Road Initiative.

Trump improviserer sig frem, mens Kina forfølger en langsigtet plan. Europas strategiske sektorer har allerede valgt side. Den tyske medicinalgigant Boehringer-Ingelheim med flere end 50.000 ansatte i 146 lande og et salgsvolumen på årlige 20 milliarder dollars åbnede 30. marts sit andet digitale laboratorium – i Shanghai.

Firmaet fandt en vej ud af de oprørte vande mellem Scylla og Charybdis og får næppe brug for anvisninger fra vores hårdtarbejdende Margrethe Vestager.

(klumme i Politiken 20.04.20)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar