Vil Vesten blive overhalet af resten?

Udgivet den 9. juli 2026 af flemmingytzen

I 1990 stod EU-landene for omkring en fjerdedel af verdens BNP og havde en relativ stor del af verdens udviklingsbistand, investeringer og handel. I dag vokser især Asien langt hurtigere.

Et flertal af klodens indbyggere er bosat i en geografisk landekreds af lande, der indrammes af Beijing, Seoul, Tokyo, Islamabad, Jakarta og Bombay, mens resten – lidt mindre en halvdelen – er bosat i Europa, Nord- og Sydamerika, i Afrika og Mellemøsten. Denne opdeling kendes som ”Valeriepieris cirkel”, opkaldt efter en amerikansk forsker. I den fjernøstlige debat kendes samme begreb som ”Yuxi Cirklen”, fordi den rækker ud i en radius af 4.000 km fra lokaliteten Yuxi i det sydlige Kina.

Danmark og EU står i denne kontekst over for en grundlæggende udfordring. Hvordan vi kan bevare indflydelse i en verden, hvor Europas relative økonomiske og politiske vægt er faldende, mens Asien, Afrika og dele af Latinamerika får større betydning, fordi de alle orienterer sig mod Valeriepieris og Yuxis cirkel frem for Washington eller Bruxelles?

Kina er den største udfordrer til EU’s traditionelle rolle. Det sker i en situation, hvor USA er på retræte fra især Afrika, delvis fra Sydøstasien og er helt ude af Centralasien. Programmer som Belt and Road Initiative  (BRI) har potentialet til at blive for Det Globale Syd, hvad Marshallhjælpen var for Europa i 1950’erne.

I 1990 stod EU-landene for omkring en fjerdedel af verdens BNP og havde en relativt stor del af verdens udviklingsbistand, investeringer og handel. I dag vokser især Asien langt hurtigere. Konsekvenserne er bl.a., at Afrika, Syd- og Østasien og Mellemøsten har langt flere valgmuligheder. At Kina, Indien (og i mindre omfang Tyrkiet og Golfstaterne) tilbyder investeringer og handel uden de samme politiske krav som EU, og at europæiske beslutningstagere ikke længere kan regne med automatisk indflydelse.

Det betyder, at udviklings- og handelspolitik i stigende grad bliver geopolitiske valg. Mange lande i Det Globale Syd ønsker begge dele og frabeder sig at blive belært af tidligere kolonimagter. EU’s udfordring er derfor ikke blot at kritisere Kina, men at levere attraktive alternativer. Hvilket ser svært ud: EU fremstår splittet og svagt, tynget af uenigheder om Ukraine og relationerne til USA og Rusland. I modsætning hertil fremstår især Øst- og Sydasien dynamisk og komplekst, fordi disse regioner er lykkedes at forebygge potentielle krige og konflikter gennem fungerende magtbalancer.

Især asiatiske beslutningstagere er med varierende tyngde enige om at give plads til både USA og Kina. USA forbliver den afgørende sikkerhedspartner for Japan, Sydkorea og Filippinerne, mens Kina bliver samhandels- og investeringspartner med stigende betydning. Et flertal af befolkninger og regeringer i Øst- og Sydasien ønsker en inkluderende både-og politik frem for en enten-eller politik. Bagvedliggende er ønsket om at reducere den amerikanske indflydelse, som historisk har været enten destruktiv, dysfunktionel eller begge dele.

På det afrikanske kontinent vokser præferencen for Kina frem for EU eller USA. De mest omfattende undersøgelser kommer fra det uafhængige afrikanske analyseinstitut Afrobarometer.

Nylige tværgående undersøgelser viser, at 60 pct. vurderer Kinas økonomiske og politiske indflydelse positivt, 53 pct. vurderer USA’s indflydelse positivt, mens 49 pct. vurderer EU’s indflydelse positivt. Det betyder, at Kina i gennemsnit ligger foran både USA og EU i den offentlige opinion. Et interessant resultat fra Afrobarometer er, at personer med et positivt syn på Kina ofte også har et positivt syn på USA. Mange afrikanere ser ikke relationerne som et nulsumsspil, men ønsker samarbejde med flere stormagter samtidig. Det afspejles også i mange afrikanske regeringers udenrigspolitik:

De samarbejder med Kina om infrastruktur, med EU om handel, klima og udvikling, med USA om sikkerhed og investeringer, og med BRIKS (et løst organiseret samarbejde mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) eller Den Afrikanske Union om regionale spørgsmål.

For asiaterne har Rusland stort set kun betydning som leverandør af våben, energi og råvarer, mens Kina tilbyder infrastruktur og samhandel. Hverken EU eller USA kan matche kombinationen af det kinesiske silkevejsprogram Belt and Road Initiative (om økonomi) og sikkerhed (Shanghai Corporation Organisation) som alternativ til de amerikanske alliancer, der ofte har været destruktive og kostbare, som i Vietnam, Afghanistan og Irak.

Danmark og EU ønsker at reducere migrationspresset, mens mange afrikanske regeringer først og fremmest ønsker investeringer, markedsadgang, teknologi og arbejdspladser. Vi og vore nordeuropæiske partnerlande har traditionelt været blandt verdens største bistandsydere målt som andel af nationalindkomsten. Men bistand udgør kun en lille del af de samlede kapitalstrømme. Udviklingspolitik bliver derfor i stigende grad erhvervs- og migrationspolitik.

Migration er blevet en af de mest politisk følsomme udfordringer. EU forsøger både at begrænse irregulær migration og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Mange partnerlande ønsker samtidig større muligheder for lovlig migration og mobilitet.

Den største udfordring er måske en mental omstilling. I årtier har Europa i høj grad betragtet udviklingslande som modtagere af bistand. I dag er mange af dem blevet strategiske partnere med egne prioriteter og flere valgmuligheder.

Det Globale Syd organiserer sig i nye fora, som de også kan bruge til at øge presset for at få deres egne mål igennem i eksisterende internationale organisationer som FN, Verdensbanken og IMF. Det er nok helt rigtigt, at de ikke kan enes indbyrdes om alt. Til gengæld kan de blive enige om at være i opposition til USA og Vestens verdensorden – og enes om, at det for længst er deres tur til at få del i verdens rigdomme. Den eksisterende verdensorden er i hastig forandring, og forandringen udgår fra Det Globale Syd.

Det politiske Vesten som en sammenhængende enhed hører fortiden til. Der er næppe grund til at være nostalgisk over det som i historiebøgerne fremstilles som den frie verden under Den Kolde Krig (1945-1991). For nok blev den ideologiske kommunisme smidt på historiens mødding, men Donald Trump, Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos er vestlige skabninger, alle med uhyggelig rigdom og magt. Disse individer vandt på den vestlige verdens præmisser og gjorde alle os andre til sagesløse biprodukter.

Danske engagementer i det, vi engang kaldte ”den tredje verden”, blev begrundet med, at udviklingslandene skulle opnå ligeberettigelse med de moderne, industrialiserede samfund. Dette mål er tættere på sin opfyldelse end nogensinde tidligere – men her gjorde udviklingsbistanden kun beskedne forskelle og nu vil disse lande selv sætte betingelserne, hvilket skaber foruroligelse og bekymring i den ”gamle” verden. Det værste, vi kan gøre, er at blive ved med at jamre over det forsvundne såkaldte regelbaserede internationale system og påberåbe os folkeretten selektivt (den skal gælde for Ukraine, men ikke Gaza), mens vi fortsætter forsøgene på at stille Trump tilfreds. Europa behøver derfor en ny internationalisme. Ikke fikseret på eksisterende strukturer og alliancer, men med plads til at rumme en bredere vifte af partnere, pragmatisk og fra sag til sag. Mindre fokuseret på regler og mere på resultater. Det er særligt en udfordring for det institutionelle EU, der om noget er den ultimative inkarnation af en for langsom og procestung liberal international orden, som vi husker den fra 1990’erne.

(kronik i Jyllands-Posten 9. juli 2026)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

USA fylder 250 og fejrer det med en forfatningskrise

Udgivet den 4. juli 2026 af flemmingytzen

Tak til kollega Niels Ivar Larsen, dagbladet Information

4. juli fejrer USA 250 år som republik. Some country built on laws, not of men. Det burde være en frydefuld fest for verdens ældste demokrati. I stedet falder jubilæet sammen med en periode, hvor det amerikanske eksperiment med en demokratisk republik bygget på checks and balances, tredeling af magten og love fremfor tyranni ser ud til at have spillet fallit og måske at være kommet til vejs ende. 

Systemet er ved at blive overmandet af en afskyelig, men folkevalgt præsident, der regerer imod demokratiets ånd og hen over dets lovfæstede procedurer, uden at de institutioner, der skulle stoppe ham, magter det. De amerikanske forfatningsfædres værste frygt – som de netop prøvede at tage højde for – er på vej til at gå i opfyldelse, trods deres forholdsregler, som viste sig ikke at kunne modstå stormløbet på dem. 

Det er ikke kun en persons fejl. Det er hele det fossilerede politiske systems. Den amerikanske forfatning var et af menneskehedens mest geniale politiske dokumenter, men var også et produkt af sin tid — skrevet af mænd, der frygtede pøbelvælde mere end de frygtede tyranner. I 250 år har dette system holdt, fordi politisk kultur, normer og en vis grad af god vilje udfyldte de tomrum, forfatningen ikke selv kunne lovgive sig ud af. 

De gode viljer er nu væk og opbrugt. Når normerne forvitrer, viser det sig, at forfatningen alene ikke kan bære en demokratisk kultur — den kan kun ramme den ind og nu kun som en tom skal og nogle udlevede rutiner. 

Roden til forfaldet er ikke kun en mands magtbegær. Det et politisk system, som stivnede og aldrig formåede at forny sig til nye former for demokratisk deltagelse i en tid, hvor sociale medier, kulturel fragmentering og økonomisk usikkerhed krævede det. Resultatet er et land, der er bogstaveligt delt — i to offentligheder, der ikke længere deler fakta, endsige værdier. 

Kulturkrigen er ikke en biting ved den politiske krise, men dens altfortærende brændstof. Når borgerne ikke længere kan tale med hinanden om virkeligheden, kan de heller ikke i fællesskab forsvare de institutioner, der skal holde virkeligheden fælles.

Bag kulturkrigen ligger noget mere materielt: en ulighed, der er vokset sig grasserende og oligarkisk. Den amerikanske drøm — at enhver gennem hårdt arbejde kan stige i samfundet — er for de fleste amerikanere blevet en abstraktion uden rod i de faktiske livschancer. Når den økonomiske magt koncentreres så voldsomt, følger den politiske magt med, og demokratiet er for længst blevet udhulet indefra af pengeinteresser, længe inden nogen ’gal konge’ behøver bryde en eneste lov.


USA’s selvforståelse har altid bygget på et sæt frihedsidealer: at loven gælder for alle, at magten er begrænset, at pressen er fri, at minoriteter er beskyttet mod majoritetens vilkårlighed. Det tragiske ved nutidens Amerika er ikke blot, at landet er kommet på afstand af disse idealer — det er, at det har opgivet selv bare at lade som om, det står for dem. Hykleriet, der i årtier var det mindste, man kunne forlange af amerikansk politik, er forsvundet. Det er en monumental omvæltning i samme størrelsesorden som Murens Fald. 

Tilbage står en magtudøvelse, der ikke længere bekymrer sig om at klæde sig i frihedens sprog. Nu er alt utilslørede transaktioner og benhård interesseforfølgelse uden hensyntagen til gamle allierede. 

Med den kurs, Amerika nu er slået ind på, er landet ved at koble sig fra resten af Vesten — fra de alliancer, normer og fælles institutioner, der i 80 år definerede den transatlantiske orden. 

Det er ikke kun et tab for Europa. Det er et tab for verden, fordi det var USA, mere end nogen anden magt, der — trods alle sine fejltrin og hykleriske krige — ’holdt verden sikker for demokrati’, som Woodrow Wilson engang formulerede det. Noget ved Pax Americana fungerede. Noget ved prætentionen om at være ledestjernen med den manifeste skæbne fungerede. Se bare, hvor mange titusinder af menneskeliv, det har kostet, at USAID er væk. 

Som europæere må vi nu prøve at må holde fast i mindet om, hvad USA indtil for nylig var midt i vores mismod, vrede og sorg over USA’s deroute: vi må ikke lade den nuværende krise overskygge 250 år af en historie, vi har meget at være taknemmelige for. Det er det samme Amerika, der besejrede tysk nazisme og japansk fascisme, genopbyggede Europa efter krigen, stod last og brast med os under den kolde krig, og hvis kultur — fra jazz til Hollywood, fra Silicon Valley til universiteterne — har formet det meste af den moderne verden i en eller anden grad. Det er en produktiv, opfindsom, selvkritisk kultur, der gentagne gange har vist evne til at korrigere sig selv, fra borgerrettighedsbevægelsen til Watergate.

Det er dette Amerika, vi skylder at huske, mens vi ser det nuværende Amerika blegne og falde. Ikke af nostalgi, men fordi håbet om en vej tilbage hviler på, at den oprindelige demokratiske ånd stadig findes et eller andet sted i landets dna — i dets domstole, dets civilsamfund, dets delstater, dets vælgere — og at den kan mobiliseres igen, hvis krisen bliver dyb og smertelig nok.

Hvis det sker — hvis Amerika finder vejen tilbage til sig selv — må vi i Europa være rede til at tage landet, der jo på en måde er vores egen udspaltning, i vores favn igen. Men det bliver aldrig som før. Den nuværende krise har vist, hvor skrøbeligt selv det stærkeste demokrati kan være, og hvor lidt vi kan tillade os at tage den transatlantiske grundsten for givet. 

Et fornyet partnerskab må bygges på en mere klarøjet forståelse af, at Europa selv må kunne stå last og brast for sin egen sikkerhed og sine egne værdier — uafhængigt af, hvem der sidder i Det Hvide Hus, og uafhængigt af, om Amerika denne gang formår at redde sig selv.

250 år er en alder, hvor man burde kan tillade sig både stolthed og selvransagelse. Spørgsmålet er, om det amerikanske demokrati magter nogen af delene. Alt hvad vi får er et grotesk Trump-realityshow. 

Den 4. juli 1776 brød tretten kolonier med en krone, de anklagede for vilkårlighed og tyranni. Forfatningsfædrene kendte faren for, at den magt, de befriede sig fra, kunne gro frem igen indefra — det var derfor, de byggede deres republik på adskillelse, begrænsning og kontrol. Nu, 250 år senere, lukker ringen sig på den mest bitre måde: Det er deres eget system, der har leveret den magt, de frygtede, til en mand, de ville have genkendt med rædsel. Uafhængighedsdagen fejres stadig. Men hvad der skal fejres 4. juli, svæver nu i vinden. 

(04.07.2026)

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

De værste trusler mod ytringsfriheden kommer fra vores egen verden

Udgivet den 30. juni 2026 af flemmingytzen

Propalæstinensiske protester i Europa er blevet mødt med uforholdsmæssige indgreb i forsamlings- og ytringsfriheden.

Gæsteklumme af Poya Pakzad, seniorkonsulent i FN-forbundet

I årevis er Israel‑kritiske forskere, journalister, kunstnere, lærere og studerende blevet fyret, nægtet ansættelse, udsat for hetzkampagner eller presset ud af deres institutioner alene på grund af deres kritik af Israel eller støtte til palæstinenserne.

Human Rights Watch‑direktør Kenneth Roth blev nægtet et fellowship på Harvard efter pres fra pro‑israelske grupper. Juristen Valentina Azarova fik annulleret en ellers aftalt ansættelse ved University of Toronto. Steven Salaita mistede sin stilling på University of Illinois efter tweets om Gaza. Norman G. Finkelstein blev skubbet ud fra DePaul University efter et længere politisk motiveret felttog. Og folk som Marc Lamont Hill, Cornel West, Angela Davis, Michael Eisen, Emily Wilder, Hosam Salem og mange andre har betalt en høj professionel pris for at udtrykke deres kritiske holdning.

Efter oktober 2023 er listen, intensiteten og omfanget af angrebet på det frie ord eksploderet.

Den største og mest systematiske trussel mod ytringsfriheden i Vesten i dag er forsøget på at kriminalisere og institutionelt kvæle politisk aktivisme mod Israels undertrykkelse af palæstinenserne.

Truslen udgår fra højeste steder i samfundet: stater, lovgivere, universitetsledelser og kulturinstitutioner i Europa og USA, som vha. forbud, sanktioner, trusler om fyring, fratagelse af priser, cancelling og disciplinærsager gør den type aktivisme, der hjalp med at vælte apartheid i Sydafrika, til noget juridisk betændt, politisk suspekt og i stigende grad strafbart.

Propalæstinensiske protester i Europa er blevet mødt med uforholdsmæssige indgreb i forsamlings- og ytringsfriheden. I Tyskland og Frankrig har myndigheder i vidt omfang forbudt eller opløst demonstrationer, og flere steder er fredelige protester blevet mødt med masseanholdelser, politivold og et de facto særregime for Palæstina‑solidaritet.

Under radaren er der samtidig sket et skred i den digitale sfære, hvor terrorlovgivning og ’antisemitismepakker’ bruges og misbruges til at få fjernet propalæstinensisk indhold uden domstolskontrol, med definitioner af antisemitisme, der bekvemt folder kritik af staten Israel ind i forbudszonen.

Platforme som Facebook/Meta har siden oktober 2023 systematisk fjernet eller straffet opslag fra palæstinensiske og propalæstinensiske brugere via moderationsregler, der i praksis rammer politisk tale om Gaza og besættelsen. Meta har ifølge lækkede oplysninger efter 7. oktober fjernet titusinder af opslag og imødekommet omkring 90‑94 procent af Israels anmodninger om at få indhold taget ned, og flere undersøgelser taler om et tocifret millionantal opslag, der er blevet undertrykt eller nedprioriteret.

Hvor er gårsdagens ytringsfriheds­forkæmpere i alt det her?  De, der med en næsten liturgisk iver citerede Voltaire-apokryffer og gjorde det til en moralsk pligt at forsvare retten til at håne, er forstummet. De, der advarede mod glidebaner og principielle overtrædelser, løfter knap nok et øjenbryn i dag.

Man kan naturligvis tolke det som en tilfældighed. Eller man kan konstatere, at hvis princippet kun gjaldt, når det var nødvendigt at sparke nedad, så var det aldrig et princip. Det var blot udlændingepolitik.

Selv om ytringsfriheden er under et voldsomt pres i store dele af den vestlige verden, ser vi denne gang ikke den samme begejstring, som prægede forsvaret for Salman Rushdies Sataniske vers , Muhammedtegningerne eller Charlie Hebdo. Hvorfor ikke?

Tale om andres fejl

Dengang føltes det nærmest som en solidarisk pligt at videregive sadistisk satire om outgroups , vi allerede kuer, udskælder og lejlighedsvis bomber – naturligvis altid med deres eget bedste for øje. Derved forsvarede man retten til det pågældende indhold, uanset om man var enig i det eller ej, mens man gerne lænede sig op ad en oplysningstænker, typisk et citat tilskrevet Voltaire, som han i virkeligheden aldrig har sagt eller skrevet.

Jeg nærer stadig en mistanke om, at kampen for mange af datidens forkæmpere fungerede som dækmanøvre for fremmedhad og indvandringsmodstand. Under etiketten ’islamkritik’ kom det i praksis til at handle om retten til at udstille og overdimensionere en uønsket gruppes dårligdomme og om at kunne afvise enhver indvending som ’berøringsangst’ eller anløben fortielse.

Vi skal ’turde’ tale om andres fejl og fortrædeligheder – en genre af mod, som sjældent har haft vanskeligt ved at finde tilhængere. Modet til at rette blikket indad har til gengæld sjældent været forbundet med nogen tilsvarende etisk fordring om at demonstrere sin principfasthed.

Mine forbehold til trods var der meget i den modsatte lejr, jeg efterhånden måtte erkende, at jeg principielt delte. Ytringsfrihed gælder først og fremmest de ytringer og udtryk, vi bryder os mindst om. Ellers er det ikke ytringsfrihed. Min egen bestræbelse har, når den har været på højde med sine idealer, handlet om at nærme sig sandhed og insistere på retfærdighed – vel vidende, at sandheden ofte er ubehagelig, og at retfærdighed ophører med at være retfærdig, hvor den hviler på usandheder.

Ytringsfriheden er en principiel forudsætning for begge. Og modparten havde – trods alt – ret i, at retten til at kritisere religionen islam var truet af voldsparate fanatikere.

Vi skal ikke skændes med fakta. Historien har imidlertid været så imødekommende at stille et kontrolforsøg til rådighed, der gør det muligt at revidere gårsdagens ytringsfrihedsidealisme.

De flittige forkæmpere

Spørgsmålet er, om det dengang virkelig var princippet, der stod i centrum, eller om udlændingepolitikken altid var den tavse hovedperson. Hvor mange af datidens flittige forkæmpere har i dag fundet det nødvendigt at gå i brechen for de propalæstinensiske stemmer, hvis rettigheder begrænses, også når de er uenige i indholdet?

Svaret synes at være foruroligende få, og i hvert fald ingen med den samme gejst.

Eksemplerne på overgreb mod ytringsfriheden i dag er ellers så omfattende og chokerende, at vi velsagtens står over for den mest gennemgribende trussel mod politisk ytringsfrihed i den vestlige verden i årtier.

Kriminalisering af propalæstinensisk solidaritet og organisering er nu en udbredt praksis, der går på tværs af retsområder og institutioner og opererer på alle niveauer. Fra den rå statsmagt i form af generelle demonstrationsforbud, politivold og sikkerhedsretlige detentioner for politiske holdninger til en administrativ disciplinering, hvor gamle paroler og fredelige boykot gøres strafbare, og politiske talere udelukkes.

Den samme udrensningslogik trækker dybe spor i det akademiske og kulturelle liv, hvor universiteter, medier og kunstinstitutioner i stigende grad aflyser forelæsninger, fyrer journalister og fratager kunstnere priser og udstillinger, hvis de ikke kan levere den rette loyalitetserklæring.

Gårsdagens forkæmpere var dengang gode til at advare om glidebanen: At et forbud mod blasfemisk satire i dag vil hjemsøge retten til at ytre sig på andre områder i morgen. Men også glidebaneargumentet er gledet ud af arsenalet, fordi det i dag er Palæstina, der er på spil.

Principper ophører med at være principper, når de håndhæves selektivt. Da forvandles de til dobbeltstandarder. Og ytringsfriheden viste sig at forsvinde netop dér, hvor den krævede et mod, der rakte ud over det bekvemme.

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Anbefalet podcast: Verdenstraumer om Kinas historie

Udgivet den 25. juni 2026 af flemmingytzen

Denne især for historienørder. DIIS har sjældent imponeret mig med sine publiceringer om nutidens Kina – de har været politisk farvede. Heldigvis leverer institutionen fint med denne podcast om kinesisk historie. God fornøjelse med at blive klogere!

Kina – Tilbage til Riget i midten
Verdenstraumer

Kinas tusinder år lange historie er præget af de mægtige kejserdynastier, hvor kunst, videnskab og stat var på sit højeste. Men også briternes 100 års besættelse – det, som mange kinesere med kuldegysninger i dag refererer til som ‘de 100 års ydmygelse – spiller en stor rolle i Kina. Hvordan former de to yderpoler Kinas selvforståelse og ambitioner i verden i dag? Gæst: Mette Thunø, Lektor på Institut for Kultur og Samfund, Kinastudier, på Aarhus Universitet. Verdenstraumer er støttet af Carlsbergfondet. Serien er lavet i samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet og Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. 

Lyt i Apple Podcasts: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/verdenstraumer/id1896927432?l=da&i=1000772728410

Se også denne:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Snart verdens førende turistdestination?

Udgivet den 8. juni 2026 af flemmingytzen

Mens der igen-igen bombes og kriges i Mellemøsten dukker den her op:

https://www.independent.co.uk/travel/news-and-advice/china-tourism-economy-overtake-united-states-b2990253.html

Udgivet i Globalt, Kina | Skriv en kommentar

Multispirituelt ikon rider ud i solnedgangen

Udgivet den 7. juni 2026 af flemmingytzen
Dalai Lama med en amerikansk fan i 2025, da han fyldte 90

Millioner af vesterlændinges søgen efter åndelig vækkelse og fornyet spiritualitet vil snart være hjemløs.

Der er blevet påfaldende stille om en af det seneste trekvarte århundredes markante religiøse og filosofiske profiler, den tibetanske befolknings åndelige overhoved, Dalai Lama, den 14. i rækken. Om få uger runder han 91, og det forlyder uofficielt fra eksilregeringens hovedkvarter i den nordindiske by Dharamsala, at Hans Hellighed er ophørt med at turnere.

Det tibetanske eksilsamfund afventer, hvorledes det kinesiske styre vil håndtere det ømtålelige spørgsmål om arvefølge, der traditionelt håndteres gennem reinkarnation. Traditionelt har processen været indhyllet i mystiske ritualer, der har ledsaget munkevæsenets udsagn og profetier. Men hen over den seneste snes år har de kommunistiske myndigheder i Beijing med tiltagende styrke understreget, at det kommende overhoved skal håndplukkes af centralregeringen.

Denne tilstand indebærer risikoen for, at tibetanerne kommer til at leve med to Lama-profiler; den ene bosat inden for det kinesiske riges grænser; mens den anden af indlysende grunde vil fortsætte sit virke med basis i Dharamsala. 

Den 14. Dalai Lamas langvarige virke siden han som 24-årig måtte tage flugten fra ’Verdens tag’ til eksilet i Indien, betyder, at der påhviler afløseren et moralsk ansvar, som bliver urimelig svært at løfte. Når nr. 15 i rækken udpeges af eksilsamfundet, vil denne profil stå med det gigantiske handicap, at han aldrig har sat sine ben i Tibet. Udfordringen bliver også at finde en formel for at hjælpe tibetansk kultur i en verden, der i voksende omfang styres efter økonomiske nyttekriterier. Materialismen har definitivt besejret spiritualiteten.

Tenzin Gyatso (den 14. Dalai Lamas traditionelle navn) chokerede utvivlsomt mange af sine tilhængere, da han i et interview med den tyske avis Die Welt am Sonntag i 2014 meldte ud, at eksilsamfundet ikke nødvendigvis behøver en efterfølger.

”Lad os afslutte med en populær Dalai Lama. Dersom der dukker en svag Dalai Lama op, vil det bringe skam over os. Den tibetanske buddhisme er ikke afhængig af enkeltpersoner. Vi har en virkelig god organisatorisk struktur med veluddannede munke og skriftlærde”, lød hans forklaring dengang.

Eksilsamfundet demokratiserede

Nærværende skribent har mødt Dalai Lama flere gange, første gang i Thailand i 1994 og siden ved møder under besøg i København. Jeg har også opholdt mig en uge i den tibetanske hovedstad tilbage i 1998, naturligvis uden at deklarere min identitet som journalist, forfatter og underviser. Mange år senere lykkedes det mig at få et interview med eksilregeringens daværende regeringschef, Lobsang Sangay. Hans mest markante udsagn i vor samtale lød således:

”I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikke-voldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Vi i eksilsamfundet har udviklet et demokratisk styre, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i selve Kina. Vi tilbyder at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum.”

På mange års afstand af mine tibetanske oplevelser er der flere spørgsmål, der nager: Har rige, liberale, tolerante (og fortrinsvis kristne) vesterlændinge mere brug for Dalai Lama end den kinesiske befolkning med dennes ensidige fokus på materiel og økonomisk vækst og velstand? Jeg fristes til at svare bekræftende. Den kinesiske stats udviklingsprojekt på det store plateau består i at forvandle tibetanerne til lydige individer, der i det mindste lader som om, at de bliver, som kinesere er flest. Hvilket ikke ændrer på, at befolkningerne i Vesten har brug for et åndeligt symbol som Dalai Lama, der udtrykker en spirituel utopi i en tid hvor millioner føler sig truet og presset af materialistiske normer, herunder den voldsomme økonomiske kraft, som Kinas tilbagekomst på verdensscenen er udtryk for.

Så hvorfor er det, at så mange vesterlændinge har søgt inspiration i Dalai Lamas ikke altid klare og entydige udsagn?

Fordi vore nationale kulturer er trængte, behøver vi både fjendebilleder (Kina passer perfekt her) og alternative spirituelle og moralske forbilleder. Vi er slidt op af årtiers dyrkelse af økonomiske vækstkriterier og famler efter en genopstanden universalisme, der ligner et stykke fiktion fra en anden verden. Den finder mange af os i et tibetansk orakel, hvis ytringer er så sympatiske, generelle og ufarlige, at enhver kan identificere sig med dem.

Erstatningsguden blev nødvendig

Tenzin Gyatso lykkedes hen over små syv årtier at blive genstand for en søgen efter vor egen tabte spiritualitet. Brutalt og usentimentalt sagt blev han blevet den vestlige civilisations erstatningsgud og et åndelige og et globalt symbol på mange åndelige strømninger, som ellers ville have været hjemløse.

Dalai Lamas kolossale popularitet har betydet, at han er blevet brugt som symbol af politiske kræfter med brogede og ofte tvivlsomme dagsordener, herunder nyreligiøse spiritualister, bekymrede anti-globalister, uskyldsrene fromhedsdyrkere, fanatiske antikommunister, menneskeretsforkæmpere af alle kulører og ikke mindst sammenbidte nationalkonservative, der frygter, at et stærkt Kina vil dominere det 21. århundrede.

Tenzin Gyatso blev den åndelige leder for en kultur, hvor befolkningens livsform repræsenterer alt det, vi havde, inden vi blev et moderne samfund: opofrelse og medfølelse; den personlige og ubesmittede hengivenhed frem for den institutionelle og statslige; den, vi har sat i system med velfærdsstaten og høje skatter.

I det Tibet, som Dalai Lama flygtede fra i 1959, var der hverken velfærdsstat eller høje trækprocenter. Den tibetanske livsstil er af en sådan karakter, at den er uegnet til beskatning og dermed modernisering. I stedet har tibetanerne fået en frygtindgydende udviklingsmaskine, ledet af anonyme ateistiske bureaukrater, som er i færd med at udvikle det tibetanske plateau til Asiens vandreservoir. 

En halv snes af klodens største og vigtigste floder har deres udspring i Tibet, og uden kinesernes og indernes effektive udnyttelse af disse vandressourcer ville det meste af Asien være lige så forarmet som bundkategorien af afrikanske og arabiske samfund.

Tiden må være inde til at formulere en tak til Tenzin Gyatso, fordi han lykkedes med så fint med sin mission. Ikke inden for Kinas grænser, men i store dele af det Vesten, der desperat søger efter åndelighed.

Infrastruktur og indvandring

Afslutningsvis en præcisering af nogle realiteter om ’Verdens tag’ :

Fra 1200-tallet havde Tibet varierende grader af tilknytning til først det mongolske og siden det kinesiske kejserdømme. Fra slutningen af 1800-tallet blev Tibet og Centralasien inddraget i stormagtsopgøret mellem Rusland, Kina og Storbritannien.

I 1907 indgik Storbritannien og Rusland en aftale, der anerkendte Kinas overhøjhed over Tibet. I 1911 brød det kinesiske kejserdømme sammen. Den 13. Dalai Lama udviste i 1913 alle kinesere fra hovedstaden Lhasa og forsøgte at opbygge selvstændige relationer til omverdenen.

I oktober 1949 afsluttedes den kinesiske borgerkrig med kommunistisk sejr. Et år senere invaderede kinesiske styrker Tibet. I 1951 fik det nye styre den 14. Dalai Lamas administration til at indgå en 17-punktsaftale, hvis formål var Tibets påståede fredelige indlemmelse. Centralmagtens tvangskollektiviseringer udløste et oprør, der i marts 1959 betød, at Dalai Lama flygtede til Indien og etablerede en eksilregering. Kina har investeret stort i infrastruktur i Tibet (især vandkraft og dæmninger), og der er sket en betydelig indvandring af etniske kinesere. Der er her påfaldende ligheder med de hvide nybyggeres kolonisering af Nordamerikas oprindelige befolkning i 1800-tallet.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar

Lenin og Konfucius vandt (premiere)

Udgivet den 25. maj 2026 af flemmingytzen

Med denne artikel debuterer jeg på publiceringsplatformen Eftertrykket.dk. Der er ingen betalingslås.

https://www.eftertrykket.dk/2026/05/25/lenin-og-konfucius-vandt-da-kineserne-omfavnede-kapitalismen/

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

The Guardian: Europa må gøre som Kina for at overleve tidens kaos

Udgivet den 11. maj 2026 af flemmingytzen

https://www.theguardian.com/commentisfree/2026/may/11/europe-should-behave-more-like-china-does-if-it-wants-to-survive-this-age-of-chaos

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Tech-kapløbet er overstået. Gæt hvem der vandt!

Udgivet den 10. maj 2026 af flemmingytzen

I denne uge rejser præsident Donald Trump til Kina for at forhandle betingelserne for klodens vigtiste bilaterale magtrelation, den amerikansk-kinesiske. Som en slags optakt linker jeg her til et interviewklip med fhv. Kina-korrespondent for Financial Times, James Kynge:

Her nogle data om James Kynge:

Biography

James Kynge is Senior Research Fellow for China and the World with the Asia-Pacific Programme at Chatham House.

Prior to joining Chatham House in September 2025, he spent 28 years at the Financial Times, mostly as Global China editor and Beijing bureau chief. He worked in China, Hong Kong and Taiwan for almost 20 years.

His 2009 prize-winning book, China Shakes the World, was a bestseller translated into 19 languages. His latest publication – Global Tech Wars: China’s Race to Dominate – is based on podcasts that won a Publisher Podcast Award in 2025.

He studied Chinese and Japanese at Edinburgh University and has had postings during his journalism career in Japan, Russia, Singapore, Malaysia, Kazakhstan and Mongolia. He lives in southeast London. 

Udgivet i Interviews, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Europæiske sværvægere har fået nok af Israels adfærd og EU’s dobbeltmoral

Udgivet den 21. april 2026 af flemmingytzen

Tidligere ministre og ambassadører kræver i et fælles opråb, at EU indfører handelsforbud og hårdere sanktioner mod Israel som svar på den israelske regerings eskalerende overgreb mod palæstinenserne. Fhv. minister Mogens Lykketoft er blandt de danske underskrivere.

Mens verdens opmærksomhed er rettet mod andre steder, har Israel under dække af ulovlige militæroperationer mod Iran og Libanon fortsat undertrykkelsen af palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden, herunder Østjerusalem, ved at forstærke sin ulovlige besættelsespolitik. 

Over 73.000 palæstinensere er dræbt siden den 7. oktober 2023, herunder 700 i de sidste seks måneder siden den såkaldte våbenhvile i Gaza. IDF-beskyttede bosætterterroristers annektering af palæstinensisk land fortsætter i raskt tempo, og der er planlagt yderligere beslaglæggelser af jord. Dette omfatter den centrale E1-korridor, der deler Vestbredden i to, hvor udstedelsen af israelske regeringsudbud på 3.400 bygninger er nært forestående. 

Israel handler fortsat med fuldstændig straffrihed og undergraver dermed tostats-løsningen og en fremtidig palæstinensisk stat, hvis eksistens anerkendes af 157 FN-medlemsstater. 

Dette mønster af ulovlig adfærd gentages i Israels vilkårlige og uforholdsmæssige
angreb på Libanon, som har ført til tabet af over 2.000 menneskeliv samt omfattende fordrivelse og ødelæggelse.

I mellemtiden er de hårdt prøvede palæstinensiske indbyggere i Gaza berøvet tilstrækkelig humanitær bistand på grund af vedvarende adgangsbegrænsninger, hvor UNRWA og internationale NGO’er hindres i at levere de presserende nødvendige forsyninger og tjenester i overensstemmelse med deres operative mandater. Samtidig vakler den meget kontroversielle, USA-ledede Board of Peace-plan for Gaza og formår ikke engang at
dæmpe de israelske militære angreb på palæstinenserne i Gaza. 

Apartheidprincipper lovfæstet

Som om alt dette ikke var slemt nok, har Israel for nylig vedtaget en lov, der indfører dødsstraf for palæstinensere, der anklages for terrorrelaterede forbrydelser, mens jødiske israelere ikke er omfattet af lovens bestemmelser. Denne afskyvækkende lovgivning minder om en apartheidstat, der handler uden juridiske begrænsninger.

Respekt for folkeretten er af afgørende betydning: Vores EU-traktater fastslår, at EU’s indsats på den internationale scene skal være styret af fremme af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for menneskets værdighed samt
FN’s principper og folkeretten. 

Den nuværende israelske regering krænker disse centrale EU-principper i forhold til palæstinenserne, for hvis velfærd den fortsat er juridisk og moralsk ansvarlig som besættelsesmagt. Vigtigst af alt udgør denne adfærd en overtrædelse af artikel 2 i associeringsaftalen mellem EU og Israel, som fastslår, at »forbindelserne mellem parterne (…) skal baseres på respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper (…)«. Denne bestemmelse er et væsentligt element i associeringsaftalen, og det påhviler begge parter at respektere den.

EU burde for længst have handlet: EU’s manglende evne til både i juli og september 2025 at vedtage selv en beskeden pakke af foranstaltninger mod Israels adfærd i Gaza – som i øjeblikket er genstand for en retssag ved Den Internationale Domstol med anklager om muligt folkemord – opfattes internationalt som et udtryk for dobbeltmoral fra EU’s side. Partnere har bemærket, at mens Rusland med rette er blevet pålagt sanktioner, iværksættes der ingen foranstaltninger som reaktion på den israelske regerings handlinger i Palæstina og andre steder. 

I mellemtiden udsættes palæstinenserne fortsat for vedvarende angreb fra en
israelsk regering, der er fast besluttet på at marginalisere dem og gøre deres liv uudholdeligt med det endelige mål at tvinge dem væk fra deres land. Det er uacceptabelt, at mens palæstinensernes menneskerettigheder og folkeretten systematisk krænkes, forbliver EU splittet på sidelinjen uden at udøve den indflydelse, det burde. 

Dette bør EU gøre

Derfor opfordrer vi lederne af EU-27 og EU-institutionerne til: 

1.  At iværksætte foranstaltninger, der suspenderer associeringsaftalen mellem EU og Israel helt eller delvist;
2. At forbyde handel med ulovlige bosættelser; 
3. At standse handelen med militære varer med Israel;
4. At suspendere Israels deltagelse i EU-programmer; 
5. At udvide listen over sanktionerede personer og visumforbud til at omfatte alle, der er involveret i undertrykkelsen af palæstinenserne og overtrædelser af folkeretten;
6. At fastlægge en række menneskerettighedskriterier, som Israels fremtidige adfærd skal overvåges i forhold til. Manglende overholdelse af disse kriterier bør føre til
indførelse af yderligere EU-sanktioner mod den israelske regering.

I en tid præget af uro i Mellemøsten og i lyset af Israels omfattende overtrædelser af folkeretten er det afgørende, at EU griber ind og stiller Israel til ansvar. Denne indsats bør udgøre en hjørnesten i EU’s nye strategi for regionen, der bygger på Unionens grundlæggende værdier. Erklæring underskrevet den 15. april 2026 af 390 tidligere europæiske ministre, ambassadører og højtstående embedsmænd. Følg link til liste over medunderskrivere i dette indlægs webudgave.

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar