En modig Jeppe på bjerget

Udenrigstjenestens ønskeminister er en ’Elletoft’.

Der har været tale om kortvarige ansættelser på toppen af betonfortet Asiatisk Plads, nationens udenrigsministerium, hen over det seneste tiår. Så meget desto mere er der grund til at ønske, at dets nuværende chef får en fuld periode på posten, muligvis to. Dansk udenrigspolitik har brug for at balancere kløgtigt mellem kontinuitet og den løbende tilpasning, som til enhver tid er småstatens vilkår.

Jeppe Kofod ankom til ’bjerget’ med det bedst tænkelige afsæt: solid erfaring fra Europaparlamentet. Hans største handikap er den brigade af besparelsesivrige bureaukrater i Finansministeriet, der over et par årtier har beskåret Udenrigstjenestens mandskab så hårdt, at det tangerer landsskadelig virksomhed. Regnedrenge styres af regneark, ikke af internationalt udsyn, for et sådant kan ikke prissættes.

Danmarks aktuelle udfordringer presser sig hårdt på. Vi kan ikke forvente, at Donald Trump forbliver på den historiens mødding, hvor han hører hjemme. Juniorudgaverne er i fuld gang med at mobilisere de 70 millioner, der stemte på fænomenet i november.

Østpå spænder Vladimir Putin musklerne. Nok er den russiske økonomi ikke meget større end Spaniens, men EU-familien henter 40 procent af sin naturgas og en tredjedel af sit olieforbrug fra de fossile konglomerater i Moskva og omegn. Tolstojs land er i økonomisk forstand Nigeria med sne og kernevåben. Men bare vent, til klimaforandringerne forvandler Sibirien til fantastisk landbrugsjord!

I Europas politisk dysfunktionelle naboregioner, den arabiske verden og store dele af Afrika, gør en russisk tilstedeværelse i form af petrodollars, lejesoldater, våben og indflydelsesagenter dramatisk skade og reducerer EU’s bistandsindsats til ikke meget andet end nødværge. For hvis vi ikke opfører os, som Putin ønsker sig det, overtaler han sin bedste ven i Ankara til at åbne for forstærket migrationspres på Europas grænser.

Kan Jeppe Kofod tage til Berlin og Paris og bede om hjælp, nu hvor London er ude af den europæiske ligning?

Kanslerkontoret skal afveje hensynet til de energislugende tyske eksportindustrier. Macrons folk har længe forsøgt at få forståelser i stand med Moskva om håndteringen af de afrikanske og mellemøstlige udfordringer. Flere af de centraleuropæiske lande er begyndt at se russisk handlekraft som et nødvendigt supplement til det altid nervøse og famlende EU.

SKÅRET IND til benet er det Den Europæiske Unions fundamentale udfordring, at den ikke har en samlet politik over for de to gigantiske autokratier i øst, Rusland og Kina. Alt var simplere, dengang de to var monolitiske kommunistregimer frem for de nationalkonservative statskapitalistiske autokratier, de i nyere tid har forvandlet sig til. De fik strategisk styrke, mens vi jagtede den terrorisme, der er vokset ud af naive forestillinger om tolerant multikultur i Europas arbejdsløshedsplagede storbyer.

Alligevel må vi med interesse for udenrigske forhold løfte på hatten for energiske og realistiske Jeppe Kofod. I et interview med dagbladet Information erkender han med brutal ærlighed, at den vestlige verdensorden bryder sammen, hvis ikke USA får orden i eget hus. Han kalder den afgåede præsident modbydelig og betegner ham som en, der snigløb det amerikanske demokrati. Ikke set eller hørt før. Historikere, skriv dette ned.

Detaljerne i diagnosen kan diskuteres, men der er tænkt dristigt i Kofods embedsværk: Joe Biden har brug for lang tid til det omfattende politiske blikkenslagerarbejde, mens Moskva og Beijing skal holdes i ro.

Vi med lang hukommelse kan drømme os til en udenrigschef, der er en ’Elletoft’; dvs. en kombination af den viden, indsigt og beslutningskraft, der eksisterede hos de to eneste statsmandsprofiler, vi har haft på Asiatisk Plads i moderne tid: Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft.

Selvfølgelig har modige Jeppe på bjerget sin Lykketoft at hente inspiration fra. I blå stue er det svært at se, hvem der er i stand til at lære af den ældre Ellemann, andre end selvfølgelig sønnen, som har rigeligt at se til på de indre linjer. Naser Khaders temperament udelukker ham som minister, mens Venstres Michael Aastrup-Jensen efter sin skatteyderbetalte efteruddannelse i Dubai næppe står til en ministerpost.

I denne del af det blå segment er der kun Mads Fuglede tilbage. En politiker med forstand på et USA i vanskeligheder. Held og lykke, Mads; det er op ad bakke med mange forhindringer.

(klumme i Politiken 26.02.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Råddenskab i kolossen

Begrebet imperium skal nytænkes. Joe Biden, tag ved lære.

Der blev skrevet global økonomisk historie i sidste uge, da Kina for første gang overhalede USA som Europas største samhandelspartner. Den hurtige kinesiske fremrykning kommer i forlængelse af den investeringsaftale, som Bruxelles og Beijing indgik kort før årsskiftet.

Læg hertil, at Kinas kapitalmarkeder nu er kommet blandt de største modtagere af investeringer fra selskaber med adresse i USA. Dette til trods for, at Trump-administrationen i 2020 havde travlt med at forhindre amerikanske aktieopkøb i en række kinesiske selskaber. En af mange konsekvenser er, at jo flere internationale virksomheder der placerer penge i det kinesiske væksteventyr, jo stærkere bliver Kinas valuta.

Disse megatrends stiller spørgsmålstegn ved supermagtsbegrebet: Hvornår bliver en ubestridelig økonomisk udviklingshistorie forvandlet til et sikkerhedspolitisk mareridt?

Under årtiers kold krig blev Sovjetunionen uden for Europa inddæmmet af frontlinjestaterne Tyrkiet, Pakistan og shahens Iran, alle tre med solid amerikansk militær støtte. Hvordan er den nutidige tilstand?

Jokerne er Tyrkiet og Pakistan, begge traditionelle USA-allierede, som gradvist rykker ind i et anderledes partnerskabslignende forhold, lokket og skubbet af kinesiske bestræbelser på at integrere rigets vestlige naboer i det 21. århundredes silkeveje.

I en region hærget af terror, spændinger og myriader af konflikter er en Pax Sinica på vej til at afløse Pax Americana. Beijing har med en 25-årig investeringsaftale bundet ayatollaherne i Teheran ind i en tilstand, hvor Islamabad og Ankara er oplagte partnere.

Lykkes de kinesiske bestræbelser, vil Indien, subkontinentets storebror, på sigt være inddæmmet. New Delhi lænede sig i koldkrigsæraen op ad Sovjetunionen og har siden forsøgt sig som partner med USA. Uden nævneværdige resultater, hvad status quo i det delte Kashmir er vidnesbyrd om.

I Mellemøsten er den amerikanske indflydelse efterhånden begrænset til de muligheder og begrænsninger, som primært Israel og Saudi-Arabien tilbyder. Israels normalisering med de mindre arabiske sheikdømmer tjener kun til at illustrere en fase i den globale retræte, som USA befinder sig i. Amerikanerne har ikke længere behov for at importere den mellemøstlige fossile energi, som Kina og det øvrige Østasien tørster efter og gør alt for at sikre.

NØGLESTATEN i hele dette geostrategiske dominospil er Tyrkiet. Præsident Erdogans beslutning om at anskaffe sig russiske luftforsvarssystemer har gjort Ankaras medlemskab af Nato til en farce. Der er gået råd i kolossen. Her hjælper ingen vacciner.

Der spørges i Washington, om den tyrkiske alliancepartner har fundet sin egen islamiske variant af Don ’Godfather’ Corleones doktrin: at man skal holde sig tæt til sine venner, men endnu tættere til sine fjender. Erdogan bekræftede i oktober, at de russiske missilsystemer testes, og tilføjede syleskarpt, at han ikke spørger om lov i Pentagon først.

I denne ligning skal tilføjes oliestaten Aserbajdsjan, en stor fossil producent med en gunstig beliggenhed som transitland for kinesisk kapital og arbejdskraft til tyrkiske og iranske infrastrukturprojekter. Silkevejenes forgreninger i denne del af verden vil medføre, at en kvart milliard individer inddrages i Kinas eurasiatiske udviklingsprogrammer. Perspektivet er ikke en formel alliance, men et netværk af relativt venligtsindede lande, der hellere sender diplomater og virksomhedsledere til Beijing end til Washington.

Balanceforskydningen indebærer, at risikoen for krig i golfregionen vil falde markant. Amerikansk mellemøstpolitik er ved at blive reduceret til et sideshow, en lokal konflikt, hvor især Palæstina står stille, mens den syriske tragedie fortsætter.

Europas rolle i formuleringen af, hvad der kaldes en politik for ’Indo-Pacific’, afgøres primært af den tyske ledelse. Berlins politikformulerende dokument fra september i fjor er helt bevidst ikke en strategi, men kun ’retningslinjer’, men alligevel et budskab til Joe Biden om, at en videreførelse af Trumps antikinesiske linje ikke bliver europæisk politik. For EU vil ganske som den sydøstasiatiske Asean-gruppe give plads til begge supermagter. Dramaet i Washington 6. januar styrkede europæisk tvivl om alliancepartnerens langtidsholdbarhed. Derfor en diskret afvisning af en fælles euro-amerikansk kurs mod giganten i øst, der på sigt vil kunne dominere Det Sydkinesiske Hav.

Set fra Bruxelles og Berlin er Mellemøsten eksportør af terror og ustabilitet, mens Fjernøsten er velstandsproducent, hvis handelsrelationerne bliver mere jævnbyrdige. Der tegner sig et Eurasien med reduceret amerikansk indflydelse. Læser du skriften på væggen, Joe Biden?

(klumme i Politiken 22.02.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Tilbage til normalen i Myanmar

Demokratisk eksperiment var dømt til at fejle.

HVILKEN fremtid venter der nu det Myanmar, hvor en dyster historie har meldt sin tilbagekomst? Tilstanden minder mest om forholdene for tre årtier siden, da Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vandt en jordskredssejr, hvorefter datidens junta nægtede at anerkende resultatet.

Denne gang beskylder de militære oligarker Suu Kyi og hendes allierede for valgsvindel: »Myanmars militær har gjort det, som Donald Trump forsøgte sig med«, tweetede Kenneth Roth, direktør i Human Rights Watch.

Blandt de lande, der opnåede selvstændighed efter 1945, er det tidligere Burma den nation, der længst har været under militærstyre. Naboen Thailand har stadig verdensrekorden i militærkup med 22 af slagsen siden 1946, hvoraf de 13 lykkedes. I denne del af verden er liberale værdier fortrængt til fordel for hårdhændet etnocentrisk nationalisme.

1950’ernes Rangoon (nutidens Yangon) duftede stadig af imperialismens hofdigter Rudyard Kipling og var et yndet rejsemål for datidens fåtal af turister og velhavere. Burma lignede dengang et lovende demokratisk eksperiment, trods de mange etniske spændinger, som i 1962 blev militærets påskud for en magtovertagelse.

Årtiers selvvalgt isolation og et fejlslagent socialistisk samfundseksperiment betød, at FN-systemet i slutningen af 80’erne kategoriserede Myanmar som hørende til klodens fattigste. I 1988 kom det til en social eksplosion, som blev efterfulgt af demokratisk håb med Suu Kyis lederskab af et politisk parti, der stadig nyder massiv opbakning fra nationens buddhistiske flertal.

Buddhisternes antimuslimske etnonationalisme blev den faktor, der for en tid forenede landets militære oligarki med det svagt organiserede civile demokrati. Trekvart million fordrevne rohingyaer betalte prisen for denne skrøbelige bekvemmelighedsalliance, som kollapsede med kuppet for en uge siden.

OM BETEGNELSEN kup giver mening, er diskutabelt. Militær magtovertagelse er indskrevet i forfatningen. Som 75-årig leder af et parti uden penge eller andre ressourcer er Suu Kyi definitivt på vej over i historiebøgerne.

Alligevel er der markante forskelle på nutidens Myanmar og det samfund, der overlevede under militærets jernhæle for både 10, 20 og 30 år siden. Civilsamfundet er blevet hjulpet på vej af en hastig udbredelse af internettet, både trykte medier og radiostationer har haft en blomstringstid. Virkningen af små ti års demokratisk eksperiment går ikke under fra den ene måned til den anden.

Men den demokratiske verden, anført af USA, EU og Japan, har kun få virkemidler. Et ambitiøst dansk bistandsprogram sættes på hold, og fremover vil en beskeden støtte gå til aktiviteter i civilsamfundet, mens vestlige sanktioner som tidligere vil være rettet mod individer i det militære oligarki. Hvilket svarer til tilstanden indtil 2010.

MYANMAR ER ingen undtagelse fra doktrinen om, at geografi definerer et lands skæbne. Kina har kolossale interesser på spil hos sin sydvestlige nabo. Kinesisk diplomati pressede sammen med naboerne i Sydøstasien diskret på for dannelsen af den hybridregering, der bukkede under for en uge siden. I dag er kinesiske selskaber involveret i alle energi- og infrastrukturprojekter af betydning.

Men generalerne er ikke garanten for, at Kinas ambitioner bliver indfriet. Hæren er afhængig af Beijings våbenleverancer, men frygter omklamring. Kinesisk ekspansion reducerer Myanmar til rollen som råstofleverandør og transitland for olie og gas fra havnebyen Kyaukpyu, som har modtaget kinesiske investeringer i milliardklassen.

Fra Kyaukpyu løber de rørledninger, der transporterer mellemøstlig olie til den kinesiske Yunnan-provins. Ruten befrier dermed Kina for det såkaldte Malacca-dilemma: at fossil energi tidligere skulle forbi Malaysia og Singapore; det såkaldte choke point, hvor amerikansk militær ville kunne blokere for energileverancer til Kina.

I sammenhæng med Kinas gigantiske silkevejsprojekter spiller Myanmar en nøglerolle, der matcher med de kinesiske trædesten i Sri Lanka, Pakistan og Djibouti. Iran og Østafrika er lige om hjørnet. Imperiebygning hedder den slags i nogle lærebøger.

Meget lidt taler for, at USA ville kunne bremse silkevejene. Joe Bidens udenrigspolitiske manifest i sidste uge demonstrerede, at supermagten fortsætter sin globale retræte. For kun et årti siden var det en udbredt opfattelse i Vesten, at Kinas oversøiske indflydelse ville høre op på grund af indbygget ustabilitet og spændinger. Denne karakteristik passer i dag lige så godt eller måske bedre på Joe Bidens USA. Udenrigsminister Antony Blinken kommer til at skrive slutkapitlet om USA’s rolle i landet med de ulykkelige smil. Europa kan stadig gøre en forskel, men den bliver beskeden.

(klumme i Politiken 08.02.2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized | Skriv en kommentar

En hurtig lille Nato-krig mod Kina?

Begrebet kanonbådsdiplomati leder efter nye betydninger.

Hvornår får vi den storladne Hollywood-produktion om krigen mellem Kina og USA? Med missiler mod kinesiske skibe, der eksploderer og synker, og en heltinde, der reddes ud af en skummel fængselskælder i Hongkong af en blond, hurtigtskydende helt, der i slutscenen lover at nedkæmpe den gule fare hele vejen op til den Store Kinesiske Mur?

Måske var det ikke tilfældigt, at netmediet Eurasia Review valgte at publicere en konfliktanalyse om den vestlige forsvarsalliance Nato’s trusselsbillede af det fremvoksende Kina samme dag, som USA’s 46. præsident blev indsat i embedet. Analysen slutter med den indlysende konklusion, at verdens nuværende tilstand er tilbagekomsten af geopolitisk rivalisering med anvendelse af hybride angreb, som betegnes således: »En gråzone, som har udraderet traditionelle konfliktmønstre, og hvor indenlandsk og international sikkerhed bløder mod hinanden«.

Truslerne fra Kina har fået en global karakter, hedder det, og derfor må historiens mest succesrige og magtfulde forsvarsalliance Nato træde i karakter. Vi bliver mindet om, at Afghanistan hører til i Kinas nærområde: På imperiernes gravplads har Nato været involveret i et par årtier, og det er stadig vanskeligt at få øje på en succes. Den atlantiske forsvarsorganisations opfattelsen af Kina-truslerne er specificeret ud af Nato’s eksperter i detaljer i et 60-siders dokument fra november i fjor, hvor optagetheden af covid-19-pandemien er den realistiske forklaring på, at de store overskrifter og debatter dengang udeblev.

Spørgsmålet, der indlysende presser sig på er: Er Nato på jagt efter en ny mission og udvidet eksistensberettigelse?

At Kina har fået stærkere relevans for Nato, forklares i dokumentet med, at Beijing har intensiveret sit militære samarbejde med Putins Rusland, samtidig med at forfatterne erkender, at Kina ikke repræsenterer en trussel mod det euro-atlantiske område i samme skala, som det er situationen med Rusland. Selvfølgelig er den vestlige alliances planlæggere bekymret over Kinas stadig mere markante strategiske fodaftryk, som det kommer til udtryk på alle niveauer, inklusive det ydre rum og ikke mindst cyberwarfare.

Derudover fremhæves den sårbarhed, som er opstået på Nato’s sydflanke, dvs. Middelhavsregionen, fordi Kinas silkevejsprojekter er kommet indenfor i svage europæiske økonomier som Grækenland og Italien. ’Geopolitisk indtrængen’, kaldes det.

DEN MEST markante anbefaling i Nato-dokumentet omhandler Indien, fordi denne folkegigant er klodens største demokrati og deler frihedsværdier med Nato’s medlemmer. I samme åndedrag anbefales et tættere samarbejde med de såkaldte Quad-lande, som er et dialogforum omfattende USA, Australien, Indien og Japan.

Quad kunne i teorien blive begyndelsen på et asiatisk Nato, men historien byder ikke på vellykkede fortilfælde: Seato-alliancen, oprettet 1954 som et instrument i den kolde krig, blev stilfærdigt aflivet i 1977 i kølvandet på USA’s katastrofale to årtier lange og fejlslagne engagement i Vietnam og omegn.

Så hvorfor kan Nato’s erfaringer som en sejrende alliance i Europa frem til opløsningen af Sovjetunionen 1991 ikke gentages i nutidens Østasien? Fordi Kinas naboer ikke vil det sådan. Nok er USA midlertidigt blevet politisk dysfunktionelt efter fire år med Donald Trump. Men vigtigere er det, at Kinas naboer, som tæller vigtige historiske USA-allierede, helst ser, at deres verdensdel har plads til begge supermagter.

Læg hertil følgende: Østasiens største udfordring, Nordkoreas atompotentiale, kan ikke løses, uden at USA og Kina finder en forståelse. Ligeså med fremtiden for Taiwan/Republikken Kina, der overlever på en fire årtier gammel amerikansk sikkerhedsgaranti. Ligeså med de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav.

Endelig er rivaliseringen i Østasien mere økonomisk, end den er militær. USA’s ældste partner i regionen er Australien, så hvorfor har Washington ikke for længst udliciteret flere forsvarsopgaver til vennerne down under ?

Vel nok, fordi de økonomiske realiteter taler imod: En tredjedel af Australiens eksport går til Kina, mens kun 5 procent går til USA. Japan og Sydkorea er ligeledes i voksende afhængighedsforhold til Beijing. Money talks. Spørg bare Wall Street.

Et stykke tid endnu vil vi blive vidner til et fortsat kanonbådsdiplomati i farvandene omkring Kina, også med deltagelse af australske, franske og britiske fartøjer. Symbolpolitiske fantomer, der lever på lånt tid. Først når Joe Biden mødes med Xi Jinping, kan der flyttes på skakbrikkerne. Tyskland definerer den europæiske kurs og dermed dansk Kina-politik.

(klumme i Politiken 1.02.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Når sekter tager magt

Biden bør se kritisk på de mekanismer, der kortslutter demokratiet.

KALD DET BARE skæbnens ironi: En halv snes dage efter at kongresbygningen i Washington blev udsat for en pøbelstorm drevet af løst organiserede aktivister, indgav våbenlobbyen National Rifle Association konkursbegæring. NRA’s ledelse meddeler, at organisationen flygter fra sagsanlæg for korruptionsanklager i New York for at sætte et nyt hovedkvarter op i Dallas, Texas.

Mens amerikanske folkevalgte diskuterer, hvorledes myndighederne får kontrol med de højreekstreme grupper, der også har infiltreret både politiet og hæren, kan verden forvente, at NRA forbereder en kampagne, hvis budskab er, at retten til at bære våben er en menneskeret.

Ifølge den amerikanske sundhedsstyrelse blev 13.958 af landets borgere dræbt af håndvåben ved drab i 2018. Tallet for selvmord er ca. dobbelt så højt.

Ifølge samfundsvidenskabelig teori er en moderne statsdannelse karakteriseret ved, at staten har et voldsmonopol, ikke stammer, bander, militser eller mafiøse grupperinger. Våbenlobbyen falder i en grå mellemkategori, fordi den er drevet af velorganiserede civile. Skyggerne fra 1800-tallets vilde vesten falder langt.

Når presset for våbenkontrol øges, henviser NRA’s repræsentanter til USA’s anden forfatningstilføjelse, der siden ratificeringen i Kongressen i 1791 har haft denne ordlyd: »En velreguleret milits som en nødvendighed for en fri stats sikkerhed giver befolkningen den ukrænkelige ret til at bære våben«.

En formulering, der rummer en indre selvmodsigelse i tilfælde, hvor militslignende grupper truer statslige institutioner. Ganske som det skete i Washington 6. januar. Forfatningstilføjelsen har været genstand for talløse diskussioner, men her står udviklingen stille.

Kombinationen af adgang til våben og forekomsten af konspirationsteorier, der formidles ufiltreret via såkaldte sociale medier, har bragt det politiske USA ud i noget, der begynder at ligne en eksistenskrise. Bestræbelserne for at sikre frie borgere i et frit samfund har vist sig at have destruktive aspekter, når demokratiets institutioner forgiftes indefra.

DONALD TRUMP ødelagde millioner af amerikaneres tro på landets system ved at nægte at anerkende sit valgnederlag i november og ved efterfølgende at opildne til et regulært fysisk overgreb mod systemets fornemste institution.

Den respekt for USA, der blev opbygget af embedets forgængere gennem generationer, kuldkastede Trump ved brug af løgne og tweets. Der skal nok være Trump-tilhængere herhjemme, der tager de forgangne fire år med et skuldertræk. ’The Donald’ blev en beklagelig parentes, og demokratier er ofte rodebutikker, vil argumentet lyde.

Bidens fire år skal måles på, hvor langt han tør gribe ned i de mørkeste sider af det amerikanske folkedyb. Dernede, hvor konspirationsteorierne stortrives, hvor liberale amerikanere sammenlignes med socialister eller det, der er værre. Sekternes Amerika.

Flere af disse har en kristen, protestantisk fundamentalisme som fællesnævner. Nutidens højreekstreme gruppers tankegods er tydeligvis lånt hos John Birch Society, oprettet i 1958 og navngivet efter en efterretningsofficer, der blev dræbt i Kina i 1945 og blev kaldt for den kolde krigs første dødsoffer. John Birch Society eksisterer stadig og arbejder bl.a. for at få USA udmeldt af FN.

Protestantisk fundamentalisme er set med europæiske øjne en selvmodsigelse, men ikke i sekternes USA, og nej, Trump var ingen Hitler, men måske en halv Mussolini.

Det er en trivialitet at konstatere, at de to mest dødbringende sekter i det 20. århundrede blev ledet af henholdsvis Vladimir Lenin og Adolf Hitler. Mens det tog en verdenskrig at få knust nazismen, viste det sig til mange liberales overraskelse, at marxismen-leninismen kunne reformeres til mere fredeligere varianter, som det blev demonstreret med de socialdemokratiske partidannelser i slutningen af 1800-tallet og siden 1970’ernes eurokommunisme.

Vi skal lede ved eksemplets magt, pointerede Joe Biden i indsættelsestalen. Nutidens gigantiske paradoks er, at et USA, der er grundlagt på idealer om frihed og menneskelig værdighed, har demonstreret dybe autoritære og anarkistiske tilbøjeligheder. Held og lykke med oprydningen, Joe.

Og Bidens udenrigspolitik? Den ubehagelige realitet er, at Rusland, Kina, Centralasien og det muslimske Mellemøsten ikke bliver en del af klodens demokratiske fællesskaber. USA og Europa må finde veje til pragmatisk og resultatorienteret sameksistens med Moskva og Beijing. Start med bekæmpelse af pandemier og islamistisk fundamentalisme, og fortsæt med regulering af cyberspace og techgiganterne, både de amerikanske og kinesiske.

(klumme i Politiken 25.01.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | 1 kommentar

Hvad vil de vrede hvide mænd sige til Harris?

Spiren til det aktuelle kaos blev lagt i 1964 af republikansk senator.

Den bølge af oprør fra diffuse og løst organiserede, men ofte bevæbnede grupper på USA’s militante højrefløj er ikke et fænomen, der kommer ud af et vildnis, hverken på prærien eller i de nedslidte amerikanske storbyghettoer. Der er lagt kim for årtier siden både i det etablerede politiske system, i Hollywood-produktioner og i den populærlitterære fiktion.

Glem venligst alt om, at konspirationsteoretikerne, anført af QAnon, udgår fra 1950’ernes antikommunisme, kendt som mccarthyismen efter den berygtede og korrumperede republikanske senator Joseph McCarthy, der døde af druk som 48-årig i 1957 efter at have brændt sig selv op i jagten på formodede kommunister og socialister i regeringsapparatet.

Frøet til den nuværende bølge af højreradikal frihedsekstremisme blev lagt af ingen ringere end den republikanske Arizona-senator og præsidentkandidat Barry Goldwater i en nu legendarisk tale, han holdt 16. juli 1964 i San Francisco Cow Palace. Her gik han på podiet foran et tusindtal af tilhørere for at takke for nomineringen som sit partis kandidat til præsidentvalget samme år.

Den republikanske partiledelse havde ifølge historikerne forventet en præsentation af moderate konservative synspunkter, men blev ramt af chok, da Goldwater ytrede følgende:

»Ekstremisme er ingen dårlig egenskab, når det handler om at forsvare friheden, og der er intet dydigt i at udvise forsigtighed, når man kæmper for retfærdighed«.

Goldwater led i november samme år et stort valgnederlag til demokraternes Lyndon B. Johnson. Herefter frygtede mange konservative en politisk ørkenvandring, hvor liberale ville dominere den politiske debat i landet. Hvilket varede, indtil republikaneren Richard Nixon kom til i 1968.

Nixon blev udfordret af den borgerrettighedsbevægelse, som voksede frem i hans tid som vicepræsident under Dwight D. Eisenhower 1953-60, og holdt diskret det republikanske yderste højre ud i strakt arm, også fordi de højreekstreme grupper blev overskygget af den radikalisering, der karakteriserede især de sorte rettighedsbevægelser.

I 1978 UDGAV William Luther Pierce romanen ’The Turner Diaries’, der er en dystopisk fortælling om et USA, der rammes af en voldelig revolution: Den føderale regering falder, og en systematisk racekrig fører til udryddelse af alle befolkningsgrupper, der ikke tilhører den hvide majoritet. Bogen har siden inspireret til flere hadforbrydelser og terrorlignende overgreb på etniske og religiøse mindretal, herunder det jødiske. Terrorbombningen af en regeringsbygning i Oklahoma City i 1995, der kostede 168 personer livet, var motiveret af Pierces bog, forklarede gerningsmanden Timothy McVeigh inden sin henrettelse i 2001.

En bestemt ’begivenhed’ i ’The Turner Diaries’ kaldes ’rebets dag’, hvor hvide nationalister sender deres fjender i galgen. Disse fjender beskriver Pierces hovedperson i bogen, Earl Turner, således: »juristerne, forretningsfolkene, tv-journalisterne, avisernes udsendte og deres redaktører, dommerne, lærerne, skolernes embedsværk, borgergruppernes repræsentanter, bureaukraterne, prædikanterne og politikerne«.

På intet tidspunkt i amerikansk historie har en præsident appelleret til voldsinstinkter, som det er blevet tilstanden under Donald Trump, men vi behøver blot kaste blikket på nyere europæisk historie for at finde en valgt leder med tilbøjeligheder som Trumps:

Italiens legendariske Silvio Berlusconi selvfølgelig. Lighederne med Trump er påfaldende: Et særligt forhold til den russiske autokrat Vladimir Putin. Legitimering af det yderste højre. Beskyldninger mod mediefolk og jurister for at bedrive heksejagt mod sig. Hetzagtige påstande om indvandrere.

Hvad det politiske USA har brug for her og nu? Moderation og forsoning som medicin mod fortsat fattiggørelse og radikalisering af den hvide arbejderklasse. Ellers er den amerikanske drøm død og ligger kulet ned i skyttegravene efter det amerikanske århundrede, der lukkede og slukkede med indsættelsen af Donald Trump i januar 2017.

Det blev et århundrede, der leverede lykkelige resultater under præsidenterne Truman, Eisenhower, Carter, Reagan og Bush den ældre. Hvem i landskabet derovre opfinder den værdige afløser for Joe Biden om fire år? Ja, hvad tror I, at de vrede hvide mænd vil sige til den multikulturelle og -etniske Kamala Harris?

Behold den skudsikre vest i skabet lidt endnu.

(klumme i Politiken 15.01.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Hellere vaccinediplomati end korstog, tak

Europas aftale med Kina er endnu en udfordring for Joe Biden.

INDGÅELSEN AF EN investeringsaftale mellem EU og Kina kort før årsskiftet er et markant signal om, at klodens magtrelationer rykker sig på ny.

Aftalen er et tilbageslag for den afkobling af kinesisk engagement i Europa, som USA har presset på for. Et centralt projekt i Trumps udenrigspolitik, som det tiltrædende hold under Joe Biden utvivlsomt havde til hensigt at videreføre, men som nu ligner et forlis. Præsidenten kan sende et takkekort til kansler Angela Merkel, for Europas håndslag til Kina er hendes værk.

Forståelsen mellem Beijing, Berlin og Bruxelles kommer mindre end to måneder efter en anden stor triumf for Kina: en handelsaftale med 14 asiatiske lande, heraf flere af USA’s traditionelle allierede, inklusive Japan, Sydkorea og Australien. Et euroasiatisk handelsnetværk uden amerikansk deltagelse tegner sig i horisonten.

(200914) — BEIJING, Sept. 14, 2020 (Xinhua) — Chinese President Xi Jinping co-hosts a China-Germany-EU leaders’ meeting in Beijing, capital of China, Sept. 14, 2020, via video link with German Chancellor Angela Merkel, whose country currently holds the EU’s rotating presidency, European Council President Charles Michel and European Commission President Ursula von der Leyen. (Xinhua/Pang Xinglei) – Pang Xinglei -//CHINENOUVELLE_16025/2009150927/Credit:CHINE NOUVELLE/SIPA/2009150931

Skal aftalen med Beijing give mening for det Europa-Parlament, der skal godkende den, er forudsætningen, at samhandelen ledsages af styrkede rettigheder for kinesiske arbejdere. Konkret vil EU kræve garantier for, at det tvangsarbejde, der udføres af Kinas muslimske uighur-minoritet, ophører.

Uighurerne er hjemmehørende i Kinas vestlige Xinjiang-provins, som er trædesten for de nye silkeveje: rigets transportkorridorer til Centralasien, Rusland, Iran og Europa, som forbinder de to handelszoner, Xi Jinping har fået underskrifter på.

Hvis de arbejdslejre i Xinjiang, som vestlige aktivister kalder ’Kinas GULag’, men som i Beijings terminologi betegnes ’træningscentre’, er på vej til at blive tømt som en konsekvens af aftalen med EU, kan Bruxelles vælge at kalde dette et fremskridt for både menneske- og arbejderrettigheder.

Men også hvis de ’omskolede’ uighurer fordeles med tvang ud til fabriksarbejde i andre dele af riget? Hongkongs endnu frie medier bedes tjekke, om tekstilfabrikkerne genopstår i Perleflodsdeltaet, bemandet med kinesiske muslimer.

EUROPAS DILEMMAER står i kø her. Kina er kommet styrket ud af coronakrisens monumentale udfordring med beskedne smittetal (og sandsynligvis omkring 4.000 coronadøde, en dramatisk forskel til USA’s 350.000), en økonomi i vækst og pragmatiske partnerskaber.

Læg hertil det kinesiske vaccinediplomati, som ramte europæiske og latinamerikanske modtagere, mens amerikanerne fumlede og vaklede.

Beijings propaganda taler om silkeveje for sundhed. Disse veje blev første gang synlige for europæerne, da et kinesisk godstog lastet med 110.000 mundbind og 776 beskyttelsesdragter i april ankom til Madrid efter en 13.000 kilometer og 17 døgn lang rejse.

Udfordringen for Ursula von der Leyen består nu i at overbevise Joe Biden om, at demokratierne er tjent med at acceptere samarbejde med kompetente autokratier på tværs af systemforskelle: ideologiske konfrontationer må vige for klimahensyn og folkesundhed.

Lykkes dette, vil eftertidens historieskrivere kunne kalde starten af 20’erne for perioden, hvor det lykkedes Europa at undgå, at Kina og USA snublede i det, der kendes som Thukydids fælde.

THUKYDID ER menneskehedens første historiker af betydning. Da han beskrev udbruddet af Den Peloponnesiske Krig i 400-tallet før vor tidsregning, lagde han grunden til en teori, der har relevans op til i dag: Spartas herskere frygtede opkomsten af et stærkt Athen og valgte derfor at slå udfordreren ned, inden denne blev for stærk. Konsekvensen blev en ødelæggende krig, der afsluttede oldtidens græske dominans.

Den fælde, som Thukydid har lagt navn til, handler om risiko for krig, når en etableret overherre presses af en rival. Læren fra mange eksempler siden oldtiden er, at krigen i en sådan overgangstilstand er en større risiko end muligheden for en ændret og fredeligere magtdeling.

Joe Biden og Xi Jinping skal se at få repeteret Thukydid. Oldtidshistorikerens vigtigste arvtager i det 20. århundrede, den amerikanske politolog Samuel Huntington, skrev følgende i sin klassiker om civilisationernes sammenstød:

»Vesten vandt verden, ikke i kraft af overlegenhed på ideer, værdier eller religion, men i kraft af sin overlegenhed i evnen til at anvende organiseret vold. Vesterlændinge har det med at fortrænge denne realitet; folk uden for Vesten glemmer den aldrig«. Derfor silkevejene som en bestræbelse på en ny orden.

Vacciner er et tiltrængt alternativ til korstog. Investeringsaftalen, der har til formål at forbinde Østasien med Europa, er et udfordrende bytte for den uorden, som Trumps kaosregime efterlader sig. Den bringer ikke demokratisk frigørelse med sig, men fredeligere tilstande via magtbalancer.

(klumme i Politiken 11.01.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Hey Joe, ryd op på kloden

Kan supermagten lære af sine fiaskoer? Eller andres? Tiden er inde til et regnskab om en række humanitære udfordringer.

Hej Joe B., kan du huske den legendariske sangtitel ’Hey Joe’ fra din ungdom? Ophavspersonen er folkesangeren Billy Roberts, der registrerede ophavsretten til den i 1962. Siden blev det til mange versioner, bl.a. af Tim Rose og The Byrds – musikere, der må have fyldt en del i din ungdom, længe inden du fik politiske ambitioner.

Sangen udødeliggøres af Jimi Hendrix i slutningen af 1960’erne, hvor det er én bestemt sætning, der sidder fast i erindringen: Hey Joe, hvor skal du hen med det våben, du holder i din hånd?

Præcis dette spørgsmål må amerikanske vælgere stille ved starten på et år, hvor den frie, demokratiske verden har kolossale forventninger til dig og dit hold efter den kaotiske og destruktive periode under USA’s 45. præsident.

Nr. 44 havde vi i Europa store forventninger til, men der skete jo ikke alverden. Ud over at en relativt usynlig krigsførelse med droner blev intensiveret.

Du har som nummer 46 i rækken muligheden for at gøre en forskel, skal jeg hilse og sige fra mine amerikanske slægtninge. Din indenrigspolitiske reformdagsorden forekommer at blive et arbejde, der ligner, hvad Sisyfos stod over for, men så vis os, at du bliver en Herkules for et nyt og bedre Amerika.

Begynd venligst med at bestille professor David Vines’ nyligt udgivne bog ’The United States of War. A Global History of America’s Endless Conflicts, from Columbus to the Islamic State’. Her forklares den dystre arv, som dine forgængere har overdraget til dig.

I DET FØLGENDE begrænser vi os til bogens gennemgang af nyere konflikter, hvor USA enten har været den initiativtagende part eller siden har involveret sig. Du ved selvfølgelig, at millioner er blevet dræbt, og endnu flere er blevet kvæstet, så lad os få sat tal på, hvem der stadig kan gøres noget for:

Ifølge David Vines befinder der sig i dag 37 millioner fordrevne individer i lande, hvor USA’s militær har været eller stadig er involveret: Afghanistan, Syrien, Irak, Pakistan, Yemen, Somalia, Libyen og Filippinerne.

De hjemvendtes traumatisering skyldes utvivlsomt også en tvivl om, hvorvidt USA stadig har evnen til at være klodens politibetjent. De 37 millioner fordrevne er vidnesbyrd om fraværet af positive resultater. Trods flere såkaldte ’villige koalitioner’.

Dette morads af elendighed og nød er i uhyggelig grad koncentreret i den muslimske verden, dvs. Stormellemøsten og den sydlige del af Centralasien, herunder USA’s allierede og våbenbroder Pakistan, et arnested for islamistisk inspirerede terrorbevægelser.

Ingen af disse samfund har lært af klodens folkerigeste muslimske og demokratiske nation, Indonesien, der både i forfatningen og i praksis ligestiller verdensreligionerne og er et sekulært samfund, der satser på social og civil udvikling.

SÅ LAD OS LIGE repetere spørgsmålet med en hengiven tanke til Jimi Hendrix ca. 1967: Hey Joe, hvor skal du hen med det våben, du holder i din hånd? Det var krigen i Vietnam, der fyldte meget dengang.

Du har en hær af analytikere sat i sving med at regne på, hvor hurtigt USA’s gæld vil fortsætte med at stige, når dine indenrigspolitiske reformer skal realiseres.

Ulykkeligvis kan du ikke gøre brug af den fredsdividende, som blev din forgænger Bill Clintons redningsplanke ud af det gældsbjerg, som han i 1993 var blevet overdraget af sine republikanske forgængere.

Clinton reducerede amerikanske baser overalt. Den luksus vil Kongressen nok ikke tillade dig her og nu. Men så bør du lige minde dem om den mest dystre del af omkostningerne: 9,2 millioner flygtninge og internt fordrevne fra Irak, svarende til 37 procent af befolkningen.

Okay, lad os vedtage, at Syrien hører under Putin.

Til sammenligning bør du og din stab kaste et blik på USA’s strategiske hovedmodstander Kina, som tegner sig for en enkelt krig i nyere tid, dvs. lidt over fire årtier: et tre uger langt og fejlslagent felttog ind i det nordlige Vietnam i februar 1979.

Kina lærte dengang af sin fiasko, har USA lært af sine? God arbejdslyst, Joe, hvor skal dit mandskab hen med USA’s gigantiske våbenarsenal?

Rydde op på kloden, velsagtens. Med hjælp fra Europa og FN-systemet.

(klumme i Politiken 1. januar 2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

På skinner ind i 2021

Det 21. århundrede tilhører den elektrificerede jernbanedrift.

DEN AMERIKANSKE forfatter Paul Theroux gennemførte for et lille halvt århundrede siden en togrejse med den transsibiriske jernbane gennem Rusland, Sibirien og flere af de sovjetiske delrepublikker. Inden sin ankomst til sovjetimperiet havde han været på skinner gennem en god del af Mellemøsten og Sydøstasien.

Rejsen resulterede i hans litterære gennembrud, ’The Great Railway Bazaar’, i 1975. Theroux skrev medrivende om et tilbagestående sovjetsamfund med f.eks. »Lenins svulmende hvide pande ved hvert eneste stop (…) og lugten af sardiner, sved, kål og gammel tobak, der var så stærk, at selv russerne sprang ud på perronen og risikerede at få lungebetændelse for at trække en mundfuld frisk luft, hver gang vi holdt fem minutter ved en station, den dårlige mad, den åndssvage økonomi«.

Fire årtier senere gjorde den norske forfatter Erika Fatland en tilsvarende færd. Hendes beretning i bestselleren ’Grænsen’ levner ikke megen plads til opmuntring. Hun oplever et samfund, hvor der hersker den fuldkomne apati:

»Der findes knap nok ventilation. Vi risikerer langsomt at blive forgiftet med kulos, hele banden, tænker jeg. Iltniveauet daler for hver kilometer. I tredjeklasseskupeen gisper 50 munde nærmest komatøst efter luft. For så vidt et træffende billede på dagens Rusland, hvor apati og ligegyldighed synes at have sænket sig over hele det vældige land«.

DE SIBIRISKE VIDDER er muligvis ikke det mest oplagte rejsemål for en europæisk gennemsnitsfamilie, der her under pandemiens tungsind forsøger at forestille sig, hvilken verden der venter på at blive opdaget, når vi når til livet efter covid-19. Men intet bliver som før.

Blandt de vidtgående økonomiske konsekvenser af pandemien er en total omkalfatring af hele rejse- og transportsektoren og den dertil knyttede infrastruktur. Bare spørg flyproducenterne Boeing og Airbus, hvordan deres ordrebøger ser ud lige nu.

Mens rejsebureauer over den ganske klode gisper efter luft, sejles en armada af krydstogtskibe til ophugning i tyrkiske, pakistanske og indiske havne. Den mest perverterede del af oplevelsesøkonomien dør en langsom død.

Lyspunkterne har vi oplevet på nært hold med ankomsten af det elektriske lokomotiv Vectron, som DSB får bygget 42 eksemplarer af hos Siemens. Denne fremtidens transportform er godkendt til drift i 20 europæiske lande.

Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830, har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på end jernbanerne.

MED 1800-TALLETS togdrift fulgte udviklingen af imperier og dermed handel, udbytning, kolonisering, udvikling, alt det, som siden blev kaldt globalisering. Victorianere og andre imperialister var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. En verden forbundet med skinner er i moderne tid en genfødt vision om fremskridt og udvikling.

I dag er højhastighedstog midlet til økonomisk erobring uden krig. Til forskel fra det vilde vestens jernhest, der udryddede indianere og bisoner i tusindtal.

Se på verdenskortet: Der, hvor der kun er små jernbanenet eller slet ingen, er der heller ingen udvikling. Den iøjnefaldende undtagelse fra denne regel er selvfølgelig Indien, som har klodens største jernbanenet af den gammeldags og forældede slags. Ingen af hinduismens mange guder beskytter togdriften, heller ikke efter at dette gigantiske, gådefulde samfund er kommet op i vækstøkonomiernes superliga.

Håbet må være, at Indien kommer derhen, hvor Japan stod i 1964, da højhastighedstoget Shinkansen blev taget i brug. I sine første 60 år har Shinkansen transporteret 12 milliarder passagerer uden ét eneste dødsoffer.

Ikke Indien, men Japan er det indlysende forbillede for Nord- og Sydkorea, Kina, Rusland, Mongoliet og de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien. For Shanghai bør en dag forbindes med Moskva, Warszawa, Helsinki, Berlin, Wien og Istanbul.

Vi kan starte herhjemme. Forbind venligst Aarhus og København med Hamburg, München, Rom, Madrid og Athen.

Udfordringen: Hvad vil fremtidens togpassagerer sige til at skulle rejse gennem autoritære regimer med deres hang til overvågning og kontrol? De vil få at vide, at kameraerne og politistatsmetoderne gavner sundhed og sikkerhed. Pandemier holdt ude og kriminalitet sendt i bund. Til gavn for turisme, samhandel og den mellemfolkelige forståelse. God rejse!

(klumme i Politiken 28.12.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Tre grunde til europæisk juleoptimisme

Der er lyspunkter at skimte trods coronadepressionen

Kong Frederik IX havde tradition for i sin nytårstale at sende en særlig hilsen til søens folk. Forståeligt og respektfuldt, eftersom monarken havde en baggrund som søofficer.

Søens folkeslag er i dag overvejende individer af udenlandsk herkomst. I stedet for havets daglejere kan vores tanker i stedet gå til de udeværende danskere, der virker i diplomatiet. Deres opgaver består ikke kun i at håndtere interessemodsætninger, men også at styrke de politiske og kulturelle fællesnævnere med allierede og partnerlande.

Hårdt arbejdende og dedikerede landsmænd på nære og fjerne repræsentationer har været igennem et svært år. Det er blevet langt mere udfordrende at skulle varetage danske interesser i en verden, hvor alt for meget er vendt på hovedet:

Folkelige strømninger på tværs af Europa og USA har spredt tvivl og frygt, alt imens en klynge af lande, som vi passende kan kalde Autokratiernes Internationale, optræder med stigende selvsikkerhed og udfordrer de værdier om fællesskaber og menneskeværd, som vi engang troede var universelle. Oven i denne ængstelse er så kommet en pandemi, der lige nu fremstår nærmest ustoppelig.

SÅ HVAD stiller danske diplomater op, når de i denne tid sender de sidste digitale jule- og nytårshilsener til kolleger og kontakter i deres værtslande? De bør minde modtagerne om, at ikke alt går den gale vej. Trods den værste recession siden 1945 og 300.000 europæere døde med covid-19 (og et tilsvarende tal i USA) har fællesskabet her på den gamle verdens kontinent fået det bedre.

Store indsatser for klimaforbedringer og indsatser mod spredning af coronapandemien er blevet vedtaget. Lige om lidt lander vaccinerne hos os. Kolossale menneskelige og økonomiske ressourcer er blevet mobiliseret. Nyt i ligningen er, at vores betagelse af sociale medier er ved at blive afløst af skepsis og kritisk distance.

Økonomisk ortodoksi er lagt til side: Den Europæiske Centralbank har skrottet de hidtil så restriktive regler om gæld og underskud for at opkøbe især sydeuropæisk statsgæld. Lånemarkederne har tydeligvis affundet sig med den ekstraordinære tilstand: Europa kan igen føre ekspansiv finanspolitik. Selv i Tyskland er en voksende statsgæld blevet den accepterede norm. Renterne holder sig i ro. Måske har vi her det ultimative bevis for, at europrojektet er en succes.

Der er tændt julelys for enden af tunellen. Nøgleordene for 2021 bliver sundhed, jobskabelse og klimahensyn. Fællesnævnere for medmenneskelighed og ansvar for fremtiden.

EN ANDEN god nyhed, der bør med i vores diplomaters digitale julehilsener: Konkurrencekommissær Margrethe Vestagers udfordring til techgiganterne, der kommer kun kort tid efter det amerikanske justitsvæsens bebudede søgsmål mod Facebook.

Vi skal lige bruge en stund til at vænne os til de nye redskaber, Vestager og hendes folk i Bruxelles har opfundet: Digital Markets Act og Digital Services Act. Måske den vigtigste julegave fra Europa til kontinentets borgere. Også en håndsrækning til folk på andre kontinenter, hvis de vælger at være med.

Demokratiske retsstater viser nu viljen til at konfrontere et digitalt imperium med et antal brugere svarende til Indiens befolkning gange to. En dramatisk forskel fra Rusland og Kina, hvor staternes magtapparater er nært forbundet med brugen af de digitale redskaber til overvågning af egne indbyggere og misinformation både indadtil og udadtil.

Da det arabiske forår rullede ud for ti år siden, troede vi naivt, at Facebook og andre sociale medier var redskaber til opnåelse af frihed. I dag ved vi, at giganten ikke har formået at stoppe udbredelsen af ekstremistiske synspunkter, hadkampagner, disinformation og konspirationsteorier. Kald det bare digital fascisme.

Mark Zuckerberg hævdede at kunne forbinde verden, i stedet har han splittet den ad. 2021 bør derfor blive året, hvor vi ser fælles fodslag over for tidens udfordringer fra Big Tech. Inspireret og ledet af Joe, Ursula og Margrethe.

Tag venligst dette budskab med, når du, Danmarks diplomat i nærområdet eller langt væk, skriver dine resterende jule- og nytårshilsener. Så er du godt rustet, når du logger ind på din Facebookside, din Messenger, din twitterkonto, din hvad-det-nu-er.

Og så lige en dyster tilføjelse: Udenrigsministeriet skal ifølge forslag til finanslov 2021 spare et par hundrede medarbejdere over de næste fire år. Hovedløst!

(klumme i Politiken 20.12.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar