Gidseltagning på højt niveau

Utraditionelle metoder tages i brug i Kina-USA-handelskrigen.

Omkring en håndfuld canadiske statsborgere tilbageholdes for tiden i Kina, mistænkt for at stå bag aktiviteter, der truer såkaldte nationale sikkerhedsinteresser. En af de implicerede, Michael Kolvig, er tidligere canadisk generalkonsul i Hongkong og har derfor indsigt i interne kinesiske anliggender. Kolvig arbejder i dag for organisationen International Crisis Group (ICG), der fra hovedkvarteret i Bruxelles arbejder for konfliktløsning på flere kontinenter.

Ingen betvivler, at der her er tale om en kinesisk gengældelsesaktion mod USA, efter at canadiske sikkerhedsfolk i sidste måned på amerikansk foranledning pågreb en topfigur i kinesisk erhvervsliv, Meng Wanzhou, i Vancouver. Hun er finansdirektør i telegiganten Huawei og datter af firmaets grundlægger. Arrestationen fandt sted samtidig med, at præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping i Buenos Aires enedes om en tre måneders frist til at løse den handelsstrid, der er ved at sætte klodens økonomi i bakgear.

KALD DET bare gidseltagning på højt niveau i det opgør, der fundamentalt handler om indretningen af fremtidens globale hightechøkonomi, hvor den kinesiske stat har designet en nøglerolle for netop Huawei.

Meng Wanzhou er løsladt mod kaution, mens kun få har kendskab til de forhold, der omgiver Michael Kolvig. Internationalt accepterede retslige standarder er for længst tilsidesat på begge sider, hvilket præsident Trump indrømmede, da han før jul meddelte, at han sandsynligvis griber ind og får løst sagen, såfremt han kan opnå indrømmelser fra Kina i handelskrigen. »Hvis det tjener nationens interesser, skal jeg nok få klaret den sag«, lød det fra bestyreren af Det Hvide Hus i Washington, da han kommenterede de vrede kinesiske reaktioner på arrestationen af Meng Wanzhou.

Titusinder af danskere og millioner af europæere har dagligt berøring med Huawei. Firmaet er en af de telegiganter, der er frontløber i kapløbet om overgangen fra 4G til 5G-generationen af bredbåndsteknologi.

Dermed spiller Huawei en nøglerolle i den udviklingsplan, som har overskriften ’Made in China 2025’. Planen skal på længere sigt gøre Kina uafhængigt af teknologiske løsninger, der er udarbejdet i USA.

ALTSÅ ER DET selve den amerikanske førerposition inden for fremtidens digitale netværk, som er i spil, og dermed supermagtens kerneinteresser. Formuleret i slagord: America First konfronterer Kinas win-win. Folk med tilstrækkelig langtidshukommelse vil her kunne se ligheder med det rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen, som datidens rivaler udkæmpede for omkring et halvt århundrede siden, men sammenligningen har klare begrænsninger.

Forskellen mellem dengang og nu er selvfølgelig, at Kina i dag har en styrkeposition og en indretning af sin stat, der gør sammenligninger med Sovjetunionen absurde. Sovjetstaten gik i langsom forrådnelse, mens Kina drives som et globalt orienteret virksomhedskonglomerat.

Koldkrigens antikommunisme anvendt i nutiden er stenaldertænkning. Hvilken stat af nutidens to supermagter er det lige, der er blevet irrationel i betydningen: uforudsigelig, upålidelig og utroværdig?

SAGEN HAR SAT Canada i en slem klemme. Hvis Huaweis finansdirektør skal udleveres til retsforfølgelse i USA, forudsætter det, at den formodede lovovertrædelse ikke kun kan henføres til amerikansk lovgivning, men også canadisk. Statsanklageren i Ottawa har tiltalt Meng Wanzhou for banksvindel, fordi Huawei har aktiviteter relateret til firmaet Skycom, som USA anklager for at have solgt følsomt udstyr til Iran og dermed har overtrådt amerikansk sanktionslovning.

Men Canada har ingen lovgivning, der gør det kriminelt for en tredjepart at handle med Iran. Både de canadiske og de amerikanske jurister har således indlysende forklaringsproblemer.

Kinas økonomiske og digitale ekspansion udfordrer den magtposition, USA har haft siden den kolde krigs ophør. Kinesiske virksomheder snyder på vægten med hacking, industrispionage og den slags, ganske som de fleste andre i økonomiens superliga.

Vejen frem er selvfølgelig at ændre de internationale spilleregler ved inddragelse af de relevante politiske institutioner og frem for alt sikre, at det højteknologiske erhvervsliv er med på vognen. Huawei og Silicon Valley skal bringes til forhandlingsbordet af Beijing, Washington og EU i fællesskab og sikre overholdelse af fælles standarder.

(klumme i Politiken 14.01.2019)

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Solid togdrift giver sammenhængskraft

Togulykken på Storebæltsbroen minder os om årtiers forsømmelser.

Længe inden vi kender konklusionerne fra den til formålet nedsatte havarikommission, kan man tage tragedien på Storebæltsbroen 2. januar som en påmindelse om den alenlange række af forsømmelser, der i årtier har præget dansk togpolitik.

Tiden er inde til at genstarte debatten om, hvordan vi her i landet får sikre tog til tiden og fremtidssikrede tog på den lange bane. Ingen transportform er mere miljø- og klimavenlig end elektrificerede tog.

Først en trosbekendelse: Nærværende linjer skrives af én, der er vokset op med tog og har et nærmest religiøst forhold til ordet lokomotiv. Min far brugte hele sit arbejdsliv på at reparere og vedligeholde tog på DSB’s Centralværksted i Aarhus. Så jeg er opdraget med et dogme: at solid togdrift er sammenhængskraft.

AL DISKUSSION om tog til tiden bliver lynhurtigt til politik og økonomi: Husk på Togfonden DK, som var navnet på den politiske aftale i marts 2013 iværksat af daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og vedtaget af et folketingsflertal bestående af regeringspartierne (S, R og SF) med støtte fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Togfonden var ikke nogen fond i traditionel forstand, men et smart udtryk for, at staten reserverede 28,5 mia. kr. til en række infrastrukturprojekter relateret til togtransport. Kort sagt: vogne, skinner, sveller, signaludstyr og alle de tilbygninger, der hører til. Transportpolitiske ambitioner, der kunne måles i hundredvis af kilometer skinnelegeme.

Finansieringen af aftalen var det virkelig interessante i et klima- og energipolitisk perspektiv: Det skete ved en såkaldt harmonisering af beskatningen af gas og olie fra Nordsøen.

Ikke overraskende var bilistpartierne Venstre og Konservative imod aftalen. Siden har togdriften været præget af en syndflod af forsinkelser, og hvor meget har den nuværende regering gjort for at afhjælpe problemerne? Meget taler for, at der skal tænkes helt forfra. I tre årtier har danske myndigheder bakset med elektrificering af tognettet, og det er som bekendt kun lykkedes delvist, meget delvist.

Ekspertisen fortæller os i dag, at hvis vi standser elektrificeringen af tognettet, kan der spares milliardbeløb. I stedet kan der investeres i nyt elektrisk materiel, så fremtidens tog kører på batterier. Altså en udvikling svarende til den, vi nu ser inden for privatbilismen.

DET ULYKKESRAMTE tog på Storebæltsbroen var af typen IC4; en betegnelse, vi forbinder med ordet skandale. Designmæssigt kender jeg ingen smukkere togstamme end IC4’eren, men driftsmæssigt er den som bekendt aldrig blevet den succes, som den var tænkt som, og bliver det næppe nogensinde. De stagnerende oliepriser betyder også, at Togfonden, der skulle have finansieret elektrificeringen af banerne, udhules.

Det realistiske scenarie er beklageligvis, at vi hverken får udrulningen af IC4 eller elektrificeringen fuldført. Trafikforskeren Uffe Palludan har peget på, at hvis elektrificeringen med ledninger standses, kan der i stedet elektrificeres med batterier. Dermed spares milliardinvesteringer i ledningsinfrastruktur, der kan investeres i elektrisk standardmateriel og batterier, hvilket vil kunne finansiere en udskiftning af alle vore nuværende tog med elektriske tog.

DE BRITISKE britiske victorianere var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830, har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på.

Det kan ikke mindst japanerne tale med om. De skabte for lidt over et halvt århundrede siden det helt mirakuløse transportmiddel Shinkansen. I sine første 50 år transporterede dette højhastighedstog omkring 10 milliarder passagerer. Uden kollisioner eller afsporinger.

Japans nabo Kina har naturligvis lært af eksemplet og satser massivt på at forbinde riget internt og med verden vestpå med højhastighedstog. For én, der som nærværende skribent for fire årtier siden tog den ugelange og langsommelige rejse med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva gennem Mongoliet til Beijing, er dette et kvantespring for menneskeheden.

Herhjemme kan vi nøjes med mindre: Lad os snarest få batteridrevne tog på kryds og tværs i landet.

(klumme i Politiken 10. jan. 2019)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Amerikansk hjælp til Kinas ’Gulag’

Markedsleninisme og McKinsey har perfektioneret Kinas ledelse.

VED DETTE årsskifte passeres 40-året for en begivenhed, hvis nutidige konsekvenser har vist sig at være mere overrumplende end eftervirkningerne fra den kolde krig: Ved indgangen til 1979 normaliseredes de diplomatiske relationer mellem den amerikanske supermagt og klodens ældste kontinuerlige civilisation, den kinesiske.

Ingen kunne dengang have forudset konsekvenserne: at USA ville åbne porten for Kina til det globale system, som supermagten selv havde været hovedarkitekt på, og at det nye medlem derigennem ville opnå den styrkeposition, det har i dag. Det unikke og paradoksale økonomiske partnerskab, som er den indlysende konsekvens af globaliseringen, er også blevet en rivalisering om magtpositioner på flere kontinenter.

Hvad der i Beijing fremstilles som win-win, er i Donald Trumps virkelighed blevet til ’Amerika først’. USA’s europæiske venner ser dette som en selvtilstrækkelighedens politik, hvor den atlantiske alliance slår revner, et frygtsomt Europa fragmenteres, presset af et revisionistisk Rusland og et krigshærget og imploderende Mellemøsten. Alt imens Kina gør sig parat til det store kompromis med Trump.

Datidens hovedaktører i januar 1979 hed Jimmy Carter, USA’s 39. præsident, og Deng Xiaoping, politbureaumedlem i Kinas Kommunistparti. Førstnævnte havde en vision, der byggede på kristne missionærers idealer fra 1800-tallet: at Kina skulle gøres både friere og fredeligere. Sidstnævnte ville et kursskifte, som via samkvem med omverdenen og markedsøkonomiske eksperimenter skulle gøre Kina stærkere og rigere. Status i dag må være, at Dengs vision lykkedes bedre end Carters.

 

HISTORISK og aktuelt er det amerikansk-kinesiske forhold modsætningsfyldt. Republikaneren Richard Nixon, der tog initiativet til afviklingen af to årtiers fjendskab og krig (i Korea og om Taiwan) med sit besøg i Beijing i februar 1972, skrev i magasinet Foreign Affairs i oktober 1967, at ’Kina skulle gøres fredeligere for at blive i stand til at klare sine egne indre udfordringer’.

Deng Xiaoping tog ham på ordet og leverede formlen for den verden, vi står med her i 2019: et Kina, der i voksende omfang dominerer sin omverden uden at være gået i krig med den. Kinas nuværende ledelse har bedre end de amerikanske beslutningstagere, der har taget flugten fra Trumps indercirkel (senest forsvarsminister Jim Mattis), forstået betydningen og nødvendigheden af magtbalancer. Hvilket forklarer, hvorfor USA’s vigtigste allierede i Kinas nabolag, Japan, aktuelt har travlt med at forbedre relationerne med Beijing.

MEN JO, selvfølgelig betales der en pris for dette monumentale skred i verdens magtrelationer. Kinas store muslimske uighur-befolkning i rigets ’Vilde Vesten’, Xinjiang, mærker det på den hårde måde: en million sendt i genopdragelseslejre.

I denne tragedie spiller et ærkeamerikansk firma en rolle på sidelinjen: The New York Times kunne 16. december underholde sine læsere med, at medarbejdere i konsulentfirmaet McKinseys kinesiske afdeling havde været på en festlig juleudflugt i netop Xinjiang. Med juleglimmer, Jingle Bells og Santa Claus lige op og ned ad en af genopdragelseslejrene for tusinder af internerede uighurer! Grotesk? Ironisk? Nej, logikken er håndgribelig. Moderne managementfilosofi, der indeholder betydelige doser af hjernevask (i Vesten kaldet resultatstyret ledelse) blev først opfundet i USA og siden perfektioneret i Kina.

McKinsey er et af verdens største konsulentfirmaer med næsten 28.000 ansatte og en tilstedeværelse i 127 lande. Gigantens speciale er ledelsesværktøjer, som blev introduceret i Kina, da firmaet åbnede et kontor i Beijing i 1995. Siden har firmaet haft mindst 22 af Beijings statsejede eller -kontrollerede konglomerater i kundekartoteket, herunder også de institutioner og virksomheder, der er spydspidserne i Kinas globale ekspansion.

McKinsey-tænkningen og Kinas ledelsesfilosofi er teknokratiske tvillinger: effektivitet og ekspansion gennem kopiering af konkurrenternes stærkeste redskaber og/eller aktiviteter.

Huawei og Alibaba har Apple og Amazon som forbilleder. Fænomenet kaldes markedsleninisme og kan ved passende brug af moderne ledelsesværktøjer tilpasses demokratier (reelle som indbildte), oligarkiske autokratier, parlamentariske eller elitære kleptokratier.

For yderligere oplysninger: skriv til fhv. McKinsey-chefkonsulent Bjarne Corydon.

(klumme i Politiken 31.12.2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Kinas ’Silkevej’ starter i en politistat

På få år er Xinjiang forvandlet til et brutalt eksperiment i overvågning, internering og ’omskoling’ af op imod en million muslimer.

Frygten er blevet hendes faste ledsager, også under eksilet i Almaty, den største by i Kasakhstan. 37-årige Guly Omarkan flygtede hertil fra naboregionen Xinjiang, Kinas største provins. Hun taler samme sprog som majoritetsbefolkningen, eftersom hun selv er kasakher.

I hendes oprindelige hjemmeregion tilhørte hun den myriade af minoriteter, der i århundreder har befolket det traditionelle Østturkestan eller Kinesisk Turkestan, som regionen blev benævnt på kort fra 1800-tallet frem til 1949, hvor den blev inkorporeret i Folkerepublikken Kina som et nyt ’grænseland’.

Guly Omarkan beskriver sine ungdomsår som dramatisk forskellige fra de nuværende tilstande. I skolen legede hun ubesværet både med kinesiske jævnaldrende og med uighurer, den befolkningsgruppe, der før Kinas overtagelse udgjorde 80 procent af indbyggerne og i dag er reduceret til 45 procent.

Første sprog i hendes skoletid var uighur, der tilhører den tyrkisk-altaiske sprogfamilie, som tales i det meste af Centralasien og er beslægtet med tyrkisk. Rigskinesisk lærte hun som andet sprog. Den statslige sprogpolitik blev dengang formuleret med følgende slogan: ’I Kina må 56 forskellige etniske grupper lære at leve sammen’.

For to år siden begyndte et fundamentalt politisk skifte i Xinjiang. Guly Omarkans gamle skole blev uden varsel lukket og erstattet af en, hvor eneste undervisningssprog var rigskinesisk. Lige om hjørnet åbnede et nyt ’læringscenter’, og kinesiske embedsfolk gik gennem kvarteret med ’invitationer’ til at deltage i ’åbne lejre for uddannelse’. I lejrens pensum hedder det, at islam er en form for narkotika, der har forurenet sindet.

Omarkan blev tvangsindlagt til at se kommunistiske propagandafilm, suppleret med fællessang, hvor temaerne var, at Kina vinder hver krig, det deltager i.

Lejrskolen blev ledet af inspektører, som insisterede på, at deltagelse var frivillig, men Omkarkan erfarede, at deltagerne blev opdelt i tre kategorier: pålidelig, midt-imellem og upålidelig.

Efter nogen tid blev det klart, at de af kvarterets indbyggere, som udeblev fra ’kurserne’, forsvandt fra byen. Hele landsbyer i regionen blev tømt for voksne. Børn, hvis forældre var enten arresteret eller sendt i lejre, blev anbragt på statslige børnehjem.

OVERVÅGNINGEN af de muslimske befolkningsgrupper i Xinjiang tåler ifølge vestlige menneskeretsorganisationer sammenligning med tilstandene i Nordkorea. Xinjiang er på størrelse med Iran og har en befolkning på omkring en snes millioner, hvoraf uighurerne udgør lidt over 40 procent.

Læg hertil kasakhere, usbekere, mongoler og andre centralasiater i et ukendt antal, men kinesere fra Folkerepublikkens han-majoritet er hen over syv årtier tilflyttet i stort tal og nærmer sig halvdelen.

Siden de centralasiatiske stater fik selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning i 1991, er religiøst inspireret terror blevet en del af den politiske virkelighed i Xinjiang, kulminerende med en opstand i provinshovedstaden Urumchi i 2009, hvor hen ved 200 mistede livet.

Nærværende skribent besøgte både Urumchi og den historiske silkevejsby Kashgar i 2011. Begge byer var præget af en betydelig byggeaktivitet, i Urumchi med moderne højhuse og kontorpaladser og i Kashgar, hvor den gamle bydel var under renovering. Tilstedeværelsen af sikkerhedsstyrker forekom dengang behersket.

Vi besøgte et udviklingsområde i Kashgars udkant, hvor entreprenørvirksomheder fra den velstående Guangdong-region i Sydkina forberedte byggeri af store boligkvarterer. Moderniseringen var undervejs, fik man at vide af den lokale guide, der var etnisk uighur.

I dag vil et tilsvarende besøg være en umulighed. Det kinesiske sikkerhedsapparat har lukket for besøgende, men inden den seneste runde af kontrol og stramninger var det lykkedes tyske forskere og journalister fra Der Spiegel at komme tæt på den forandrede politiske virkelighed i det tidligere ’Kinesisk Turkestan’. Guly Omarkan har fortalt sin historie til Der Spiegel.

Der kan sættes navn på den ansvarlige for Xinjiangs forandrede virkelighed: partichef Chen Quanguo, udnævnt til den øverste ansvarlige for regionen i 2016, hvor han blev overflyttet fra Tibet. Efter Chens ankomst skiftede bybillederne og landskaber karakter: Checkpoints og politistationer skød op overalt under banneret ’terrorbekæmpelse’.

Selve navnet Xinjiang betyder ’Nyt grænseland’ på rigskinesisk, og beliggenheden med grænser til Rusland, Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan og Pakistan giver regionen en nøglerolle i Kinas ambitiøse udviklingsprojekt Obor (One Belt, One Road) populært betegnet som den nye Silkevej.

Den skal forbinde den kinesiske økonomi med de tidligere sovjetstaters og på sigt en række mindre og mellemstore økonomier i Syd-, Øst- og Centraleuropa foruden Rusland. Indvandringen af han-kinesere (den etniske majoritet i Folkerepublikken) begyndte i 1955 med etableringen af Xinjiangs Produktions- og Udviklingskorps, en paramilitær enhed kendt under betegnelsen Bingtuan.

I 1990’erne formulerede Beijing sin såkaldte ’Gå Vest’-politik, der har slående ligheder med USA’s kolonisering af det nordamerikanske kontinent i anden halvdel af 1800-tallet. Uighurer og tibetanere er regionens tilbagestående urbefolkning, der skal bringes ind i det moderne liv efter en hård tur i ghettoer og boligkvarterer, der ligner reservater.

Forskellen på Xi Jingpings Kina i dag og nybyggernes Amerika dengang er selvfølgelig digitaliseringen. Rigid sikkerhedskontrol med formodede og påståede oprørsmotiverede muslimske mindretalsgrupper er i den kinesiske optik forudsætningen for, at Beijing kan realisere ambitionerne om gøre det euroasiatiske kontinent til det nye center i verdensøkonomien.

Kinas modstandere? De hedder henholdsvis Østturkestans Befrielsesbevægelse, grundlagt i Tyrkiet i 1998-99, og Uighur Verdenskongressen med hovedkvarter i Tyskland siden 2004. Hverken USA, EU eller FN lytter til dem.

Kinas vigtigste allierede? De amerikanske techgiganter, der har gjort overvågningen teknologisk mulig.

(klumme i Politiken 30.12.2018)

Mere om lejrene i dette link:

https://www.abc.net.au/news/2018-11-01/satellite-images-expose-chinas-network-of-re-education-camps/10432924

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tømmermænd i højtiden? Lær at tvivle!

Den effektive medicin mod religion og krænkelse af identitet findes.

Som en meteoreksplosion i Debatdanmark har identitetspolitik gjort denne december anderledes. Tilmed lige op til juledagene, hvad er meningen; er julen ikke hjerternes fest længere? Jo bevares, men højtiden er nu også blevet de krænkede hjerters fest.

Identitet er uløseligt forbundet med tro. Jævnligt høres det argument, at postmodernismen er den nye trosretning, der passer ind i en mere mangfoldig verden. Især for alle dem, der ikke vil vide af de ortodokse og traditionelle udlægninger af især kristendom, jødedom og islam, de monoteistiske verdensreligioner. Men for dem, der ser monoteismen som en kilde til megen uforsonlighed, elendighed og strid især i dens oprindelsesområde, er ateismen snarere end postmodernismen den indlysende forklaringsmodel.

I ateistiske stater som f.eks. Kina går religionen under jorden, men forsvinder aldrig. I religionsneutrale stater som f.eks. USA finder prædikanter, både de oprigtige og de mere spekulative, egne veje til at ramme folkesjælen.

Så her følger lidt hjælp til dem, der i disse dage kæmper med religiøse tømmermænd efter højtiden: Se at få genopfrisket, hvad begrebet agnosticisme står for, her med hjælp fra Den Store Danske:

»Betegnelse for den opfattelse, at der ikke kan opnås egentlig viden om emner, der er genstand for religiøse og filosofiske spekulationer, og at tavshed derfor er den eneste visdom i denne sammenhæng. I snæver forstand angiver agnosticisme det synspunkt, at det ikke er muligt at få vished om Guds eksistens. I modsætning til ateismen, der afviser, at Gud eksisterer, hævder agnosticismen, at spørgsmålet herom ikke lader sig besvare. I en bredere betydning udtrykker agnosticismen det erkendelsesteoretiske standpunkt, at virkeligheden, dvs. sandheden, ikke kan erkendes«.

ULYKKELIGVIS ER agnosticisme stort set fraværende i den ofte hysteriske danske debat om religion og identitet, så værsgo, kære læsere, her er mirakelkuren!

En stor del af mit professionelle arbejdsliv har jeg tilbragt i dele af verden, hvor der bliver set med kritik og skepsis på monoteismen, især når den bliver gjort til et politisk redskab.

I debatten om politisk islam overses det alt for ofte, at i klodens folkerigeste muslimske samfund, Indonesien, hvor 85 procent af en befolkning på en kvart milliard er muslimer, slår myndighederne hårdt ned på alle tilløb til islamistisk ekstremisme. Det store ørige er demokratisk velkonsolideret; forfatningen ligestiller verdensreligionerne. Hvornår tager arabere, iranere og pakistanere ved lære af dette fortræffelige eksempel?

I BUDDHISTISKE samfund som Thailand, Sri Lanka, Cambodja og Bhutan er der rigelig plads til kristne mindretal, mens muslimske grupper er under større eller mindre pres. Den dystre og kulsorte tragedie i dette billede er Myanmar, det tidligere Burma, hvor mine (buddhistiske) venner insisterer på, at rohingyaerne ikke har plads. Interessant nok ikke på grund af deres tro, men på grund af deres adfærd og ikke mindst antal, er jeg blevet belært om.

Anderledes opmuntrende er både politik og religion i de oprindeligt kungfutsianske samfund som Sydkorea og Taiwan. Her er det muligt for borgerne at konstruere deres helt egen religiøst-etiske identitet: Intet er til hinder for, at en kristen møder op til en ceremoni i eller omkring et buddhistisk tempelkompleks. Eller omvendt. Her er religiøs overbevisning en privat sag, et spirituelt helle, som man ikke belemrer sine omgivelser med. Allerhøjst kan man inspirere gennem det gode eksempel.

BEVÆGELSEN TIL og fra en religiøs identitet kan gå begge veje. Psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, der havde jødisk baggrund, kaldte i 1927 troen på kun én gud en mytisk reproduktion af en universel tilstand af infantil hjælpeløshed. ’Gud’ var ifølge den tolkning barnets ønske om en altdominerende beskytter.

I sin sidste bog, ’Manden Moses og den monoteistiske religion’, udgivet i 1939, står Freud ved sin erklærede ateisme, men anerkender, at de individer, der tager Gud til sig, forbedrer deres evne til at tænke abstrakt.

Argumentet er, at hvis folk kan tilbede et ideal, hvis oprindelige skikkelse de ikke kan se, er de også i stand til at reflektere over så meget andet, der ikke er synligt andet end i form af små og store symboler. Herunder også drømmen om et mere udviklet og humant samfund.

Prøv lige den af på de herskende strømninger i nutidens monoteistiske samfund.

(klumme i Politiken 27.12.2018)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Udgrænsning af muslimer foregår i hele verden

Lindholm kan blive en mikro-version af et verdensfænomen.

DET ØJEBLIK er ikke langt borte, hvor en kommentator på en af vore tv-stationer vil kalde øen Lindholm i Stege Bugt for et dansk ’Guantanamo light’ eller ’Alcatraz med integrationsydelser’. Noget i den retning; mediefolkets evner til at begå kreative sammenligninger kan være hæmningsløst fantasifuld, når den skarpe pointe skal trækkes frem.

Dansk og europæisk flygtningepolitik har for længst introduceret begrebet nærområder. I forrige uge fik vi sat tal på, hvad denne indsats betyder i konkret praksis. Det skete i form af en pressemeddelelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der oplyste, at det fortsat faldende asyltal ’frigør’ 476 millioner kroner, der skal finde anvendelse i nærområder.

Lindholm tilhører naturligvis ikke denne kategori, for det er flygtningenes nærområder, der menes. Den lille halve milliard kroner skal især gå til projekter i områder omkring Syrien, Sydsudan, Myanmar, Somalia, Mali samt i Yemen, Afghanistan og Tchad. Så langt væk ligger de relevante nærområder og så langt, så godt med den engang så idealistisk formulerede danske udviklingsbistand.

Lejre, zoner, centre i nærområder – befolkningstallene i sådanne vokser med uhyggelig hast. For bare et par år siden blev to lejre i det nordlige Kenya, Kakuma og Dadaab kaldt for verdens største flygtningesamfund; størsteparten af indbyggerne her er sydsudanesere. De er i dag usynlige på de globale mediers radarskærme.

Siden er disse bosættelser i størrelse blevet overhalet af rohingyaernes lejre i Bangladesh, der huser trekvart million fordrevne muslimer med oprindelse i Myanmar, det tidligere Burma.

LEDER MAN efter et fællestræk hos samtlige flygtningesamfund på kloden, ender man med den deprimerende konklusion, at disse nødlidende befolkninger domineres af, ja, gæt engang – muslimer. På tværs af kontinenter, stater og kulturer sker der i disse år en massiv udgrænsning af muslimske befolkningsgrupper. Arabere, afrikanske muslimer, rohingyaer og uighurer dominerer billedet.

Ej at forglemme, at halvdelen af klodens næsten 11 millioner palæstinensere kan henføres under kategorien statsløse. Blandt eksilerede uighurer i bl.a. Tyrkiet tales der nu om fremkomsten af et centralasiatisk ’Palæstina’, efter at de kinesiske myndigheder har interneret omtrent 1 million individer tilhørende den 10 millioner store uighurbefolkning i Kinas geografisk største region, Xinjiang, der har en udstrækning svarende til Iran.

At sammenligne genopdragelsesanstalterne i Xinjiang med tilstanden i Gaza vil dog være en absurditet; lad os lige minde om, at de israelske sikkerhedsstyrkers indsats mod Gaza i sommeren 2014 kostede næsten 2.300 gazapalæstinensere livet og sårede knap 11.000.

Denne krig falder som flere tidligere af slagsen ind i samme mønster: En muslimsk domineret befolkning, der udgrænses af en verden, hvor modparten og overmagten definerer eksistensbetingelserne. Med jura og/eller våbenmagt.

I Bangladesh får de første hundreder rohingyafamilier i denne tid besked om, at de skal vende tilbage til de områder i Myanmar, hvor militæret nedbrændte deres landsbyer, dræbte deres sønner og voldtog deres kvinder. Der høres ikke protester fra politiske ledere i hverken Bruxelles eller Washington, D.C., hvor opmærksomheden er fuldt rettet mod det kaotiske brexitdrama og handelsstridighederne med Beijing.

MØNSTERET i udgrænsningspolitikken går igen på tværs af kontinenter og statsgrænser. 2018 blev året, hvor USA indførte et indrejseforbud rettet mod statsborgere fra 8 lande med muslimsk befolkningsflertal begrundet i sikkerhedshensyn. Højesteret afsagde i sommer en kendelse, der slog fast, at Trump-administrationens indrejseforbud er i overensstemmelse med forfatningen.

Kina bruger samme begrundelse: Uighurerne er en sikkerhedstrussel, derfor forsvindingerne og omskolingen, men så vidt vides ingen henrettelser. Centralmagten nøjes med at kalde islam i det tidligere Kinesisk Turkestan for ’usund’. Et mentalt helbredsproblem, der kan klares med passende doser statslig hjernevask.

Uighurerne er dog endnu ikke begyndt den praksis, der for få år siden hærgede Tibet: selvafbrændinger. Kinesiske myndigheder reagerede dengang ved at lade flertalskinesere flytte ind og dele bolig med tibetanere i uger og måneder. Siden blev der stille.

Der er blevet alt for stille også hos os. Europa har ikke overskud, for brexit tager på kræfterne, så ikke bare May, men også Macron og Merkel snart giver op. Velkommen til en brutalt forandret verden, hvor udgrænsning har afløst inklusion.

(klumme i Politiken 17. december 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Tavshed om fire årtiers største paradoks

Trekvart milliard kinesere blev løftet socialt uden brug af den vestlige manual. Er gåden løst?

Er der en politisk og social indretning i verden, vi stadig mangler at forstå her i kølvandet på 70-års fejringen af de universelle menneskerettigheder? Vist så, hvis vi forstår at se ud over Vesten, dvs. de amerikanske kontinenter, Europa og de fleste af Vestens venner og allierede i Øst- og Sydasien. I disse samfund er der en indre logik mellem økonomisk velstandsfremgang og respekt for menneskerettigheder og demokratiske institutioner.

I de lande i Afrika og Mellemøsten, hvor en demokratisk udvikling sporadisk er undervejs med større eller mindre kraft, trues de beskedne fremskridt af en demografisk byrde: Befolkningerne vokser med en sådan hast, at de sociale forbedringer fortrænges eller helt fordufter.

I en kategori for sig finder vi autokratiske og autoritære Rusland og Kina, hvor magtfulde politiske eliter målbevidst har fravalgt den liberale vestlige model, samtidig med at de har opbygget middelklassebefolkninger med betydelig købekraft og visse, men langtfra alle de friheder og rettigheder, vi forbinder med en meningsfyldt tilværelse.

De politisk ukorrekte spørgsmål, der bør stilles på denne baggrund, kan formuleres således: Hvorfor er de engang dynamiske demokratier som Argentina og Brasilien kørt af sporet (gældsætning, korruption, højrepopulisme)? Og hvorfor er der ingen af de provestlige lande med flerpartivalg, uafhængige domstole og demokratiske institutioner, der kan matche Kina i den økonomiske kappestrid, der handler om velstandsløft, fattigdomsbekæmpelse og grøn omstilling?

SVARENE BLIVER LIGE så komplekse, som de spørgsmål, de forsøger at adressere. I næste uge kommer anledningen til at tage diskussionen, når der hejses flag, åbnes udstillinger og holdes taler i Beijing. Den kinesiske partistat vil markere 40-året for det plenummøde i kommunistpartiet, som lagde grunden til den reformpolitik, hvis konsekvenser i dag er markante i danskernes (og alle andres) hverdag: de nye silkeveje på flere kontinenter, panda-diplomatiet, handelskrigen med Trumps USA, osv.

Og jo, bundlinjen er, hvad økonomer fra Verdensbanken i Washington over alle europæiske og asiatiske universiteter af betydning er enige om: Diktaturet Kina har den ubetingede verdensrekord i den globale disciplin, der hedder fattigdomsbekæmpelse. Paradokset: at staten har bestemt det meste og driver samfund og økonomi, som var det en multinational koncern, jf. den aktuelle ballade om techgiganten Huawei.

Og jo, alle vore egne menneskerettighedsaktivister bør erkende, at i et land, hvor den statistiske gennemsnitsborger har fået sin levestandard fordoblet hvert tiende år, er der ingen tilskyndelse til oprør mod magthaverne. Ikke stemmesedler, men velstandsforøgelse er regimets nøgle til legitimitet.

Jo da, svært nok at fatte, når vi i vor del af verden nægter at opgive den universelle drøm om, at alle individer er født lige, og at en kineser bør have samme rettigheder og beskyttelse som en dansker, en amerikaner, en afrikaner og en araber.

Men vi mangler at erkende, at vores universalisme er imperialisme for dem derude.

Kommunistpartiets top kommer i næste uge til at løfte glasset og sige bevingede ord om rigets ’fredelige opstigning’. Næppe en eneste vestlig ambassadør vil være til stede i Folkets Store Hal, men mindre kan også gøre det. Hvad med en kronik i China Daily skrevet kollektivt af samtlige EU-landes ambassadører?

En sådan kronik skal ikke lykønske Kinas nuværende hersker, Xi Jinping, med så meget som en eneste anerkendende sætning. Ikke så længe han holder en million muslimske uighurer i genopdragelseslejre med gratis vodka, svinekoteletter, afsyngelse af patriotiske sange og lovprisning af generalsekretæren.

I stedet kan man anerkende Deng Xiaoping, manden, der aldrig fik de titler, som Xi Jinping har i dag. Deng blev forandringernes arkitekt, begyndende med de forsigtige forsøg, dengang kaldet ’reformer og åbning’. Nøgleordet var: Vi prøver os frem, klarest formuleret i den nu legendariske doktrin: ’at afprøve trædestenene, når man krydser floden’.

Kina løftede sig i kraft af udogmatiske eksperimenter. Ingen slavisk kopiering af hverken Marx eller den vestlige liberale manual. Resultatet i dag: meritokratisk statskapitalisme, der har seksdoblet økonomiens volumen siden årtusindeskiftet. Her er stof til lærebøger og historiens visdom og vingesus.

(klumme i Politiken 12. december 2018)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar