Flemming Ytzen

Millioner af vesterlændinges søgen efter åndelig vækkelse og fornyet spiritualitet vil snart være hjemløs.

Der er blevet påfaldende stille om en af det seneste trekvarte århundredes markante religiøse og filosofiske profiler, den tibetanske befolknings åndelige overhoved, Dalai Lama, den 14. i rækken. Om få uger runder han 91, og det forlyder uofficielt fra eksilregeringens hovedkvarter i den nordindiske by Dharamsala, at Hans Hellighed er ophørt med at turnere.

Det tibetanske eksilsamfund afventer, hvorledes det kinesiske styre vil håndtere det ømtålelige spørgsmål om arvefølge, der traditionelt håndteres gennem reinkarnation. Traditionelt har processen været indhyllet i mystiske ritualer, der har ledsaget munkevæsenets udsagn og profetier. Men hen over den seneste snes år har de kommunistiske myndigheder i Beijing med tiltagende styrke understreget, at det kommende overhoved skal håndplukkes af centralregeringen.

Denne tilstand indebærer risikoen for, at tibetanerne kommer til at leve med to Lama-profiler; den ene bosat inden for det kinesiske riges grænser; mens den anden af indlysende grunde vil fortsætte sit virke med basis i Dharamsala. 

Den 14. Dalai Lamas langvarige virke siden han som 24-årig måtte tage flugten fra ’Verdens tag’ til eksilet i Indien, betyder, at der påhviler afløseren et moralsk ansvar, som bliver urimelig svært at løfte. Når nr. 15 i rækken udpeges af eksilsamfundet, vil denne profil stå med det gigantiske handicap, at han aldrig har sat sine ben i Tibet. Udfordringen bliver også at finde en formel for at hjælpe tibetansk kultur i en verden, der i voksende omfang styres efter økonomiske nyttekriterier. Materialismen har definitivt besejret spiritualiteten.

Tenzin Gyatso (den 14. Dalai Lamas traditionelle navn) chokerede utvivlsomt mange af sine tilhængere, da han i et interview med den tyske avis Die Welt am Sonntag i 2014 meldte ud, at eksilsamfundet ikke nødvendigvis behøver en efterfølger.

”Lad os afslutte med en populær Dalai Lama. Dersom der dukker en svag Dalai Lama op, vil det bringe skam over os. Den tibetanske buddhisme er ikke afhængig af enkeltpersoner. Vi har en virkelig god organisatorisk struktur med veluddannede munke og skriftlærde”, lød hans forklaring dengang.

Eksilsamfundet demokratiserede

Nærværende skribent har mødt Dalai Lama flere gange, første gang i Thailand i 1994 og siden ved møder under besøg i København. Jeg har også opholdt mig en uge i den tibetanske hovedstad tilbage i 1998, naturligvis uden at deklarere min identitet som journalist, forfatter og underviser. Mange år senere lykkedes det mig at få et interview med eksilregeringens daværende regeringschef, Lobsang Sangay. Hans mest markante udsagn i vor samtale lød således:

”I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikke-voldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Vi i eksilsamfundet har udviklet et demokratisk styre, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i selve Kina. Vi tilbyder at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum.”

På mange års afstand af mine tibetanske oplevelser er der flere spørgsmål, der nager: Har rige, liberale, tolerante (og fortrinsvis kristne) vesterlændinge mere brug for Dalai Lama end den kinesiske befolkning med dennes ensidige fokus på materiel og økonomisk vækst og velstand? Jeg fristes til at svare bekræftende. Den kinesiske stats udviklingsprojekt på det store plateau består i at forvandle tibetanerne til lydige individer, der i det mindste lader som om, at de bliver, som kinesere er flest. Hvilket ikke ændrer på, at befolkningerne i Vesten har brug for et åndeligt symbol som Dalai Lama, der udtrykker en spirituel utopi i en tid hvor millioner føler sig truet og presset af materialistiske normer, herunder den voldsomme økonomiske kraft, som Kinas tilbagekomst på verdensscenen er udtryk for.

Så hvorfor er det, at så mange vesterlændinge har søgt inspiration i Dalai Lamas ikke altid klare og entydige udsagn?

Fordi vore nationale kulturer er trængte, behøver vi både fjendebilleder (Kina passer perfekt her) og alternative spirituelle og moralske forbilleder. Vi er slidt op af årtiers dyrkelse af økonomiske vækstkriterier og famler efter en genopstanden universalisme, der ligner et stykke fiktion fra en anden verden. Den finder mange af os i et tibetansk orakel, hvis ytringer er så sympatiske, generelle og ufarlige, at enhver kan identificere sig med dem.

Erstatningsguden blev nødvendig

Tenzin Gyatso lykkedes hen over små syv årtier at blive genstand for en søgen efter vor egen tabte spiritualitet. Brutalt og usentimentalt sagt blev han blevet den vestlige civilisations erstatningsgud og et åndelige og et globalt symbol på mange åndelige strømninger, som ellers ville have været hjemløse.

Dalai Lamas kolossale popularitet har betydet, at han er blevet brugt som symbol af politiske kræfter med brogede og ofte tvivlsomme dagsordener, herunder nyreligiøse spiritualister, bekymrede anti-globalister, uskyldsrene fromhedsdyrkere, fanatiske antikommunister, menneskeretsforkæmpere af alle kulører og ikke mindst sammenbidte nationalkonservative, der frygter, at et stærkt Kina vil dominere det 21. århundrede.

Tenzin Gyatso blev den åndelige leder for en kultur, hvor befolkningens livsform repræsenterer alt det, vi havde, inden vi blev et moderne samfund: opofrelse og medfølelse; den personlige og ubesmittede hengivenhed frem for den institutionelle og statslige; den, vi har sat i system med velfærdsstaten og høje skatter.

I det Tibet, som Dalai Lama flygtede fra i 1959, var der hverken velfærdsstat eller høje trækprocenter. Den tibetanske livsstil er af en sådan karakter, at den er uegnet til beskatning og dermed modernisering. I stedet har tibetanerne fået en frygtindgydende udviklingsmaskine, ledet af anonyme ateistiske bureaukrater, som er i færd med at udvikle det tibetanske plateau til Asiens vandreservoir. 

En halv snes af klodens største og vigtigste floder har deres udspring i Tibet, og uden kinesernes og indernes effektive udnyttelse af disse vandressourcer ville det meste af Asien være lige så forarmet som bundkategorien af afrikanske og arabiske samfund.

Tiden må være inde til at formulere en tak til Tenzin Gyatso, fordi han lykkedes med så fint med sin mission. Ikke inden for Kinas grænser, men i store dele af det Vesten, der desperat søger efter åndelighed.

Infrastruktur og indvandring

Afslutningsvis en præcisering af nogle realiteter om ’Verdens tag’ :

Fra 1200-tallet havde Tibet varierende grader af tilknytning til først det mongolske og siden det kinesiske kejserdømme. Fra slutningen af 1800-tallet blev Tibet og Centralasien inddraget i stormagtsopgøret mellem Rusland, Kina og Storbritannien.

I 1907 indgik Storbritannien og Rusland en aftale, der anerkendte Kinas overhøjhed over Tibet. I 1911 brød det kinesiske kejserdømme sammen. Den 13. Dalai Lama udviste i 1913 alle kinesere fra hovedstaden Lhasa og forsøgte at opbygge selvstændige relationer til omverdenen.

I oktober 1949 afsluttedes den kinesiske borgerkrig med kommunistisk sejr. Et år senere invaderede kinesiske styrker Tibet. I 1951 fik det nye styre den 14. Dalai Lamas administration til at indgå en 17-punktsaftale, hvis formål var Tibets påståede fredelige indlemmelse. Centralmagtens tvangskollektiviseringer udløste et oprør, der i marts 1959 betød, at Dalai Lama flygtede til Indien og etablerede en eksilregering. Kina har investeret stort i infrastruktur i Tibet (især vandkraft og dæmninger), og der er sket en betydelig indvandring af etniske kinesere. Der er her påfaldende ligheder med de hvide nybyggeres kolonisering af Nordamerikas oprindelige befolkning i 1800-tallet.