Når vielsesattesten er et minefelt

Formidabel ny bog om et interkulturelt ægteskab venter på et dansk publikum.

En advarsel er på sin plads her: Skriver man om ægteskab, vanker der øretæver. Hvis skribenten forsøger at kloge sig på noget så kompliceret som kærlighed og sociale normer på tværs af kulturer og landegrænser, vanker der endnu flere. Så vi starter i den nemme ende:

Danskere som flest har ikke de store vanskeligheder ved at finde sig en livspartner med rødder i andre af kontinentets lande: fra det nordligste Finland til det sydligste Spanien deler vi nogle fællestræk, som i allerkorteste form kan beskrives som følger:

Grundlæggende er vi sekulære, velfærds-materialistiske pragmatikere, der hylder individets ukrænkelighed. Vi insisterer på, at loven stiller alle lige, at omfordeling af samfundets værdier er retfærdigt, at religion er en privatsag, og politiske friheder et demokratisk fællesanliggende.

Derfor er vores valg af europæiske livsledsagere som oftest de rene selvfølgeligheder. Men tag så at gøre nogle tankeeksperimenter:

Hvor mange danskere har giftet sig med en ortodoks russer, ukrainer eller serber? Hvor mange blonde jydepiger har fundet sig en rettroende iraner, ditto pakistaner, kongetro saudiaraber, en shia eller en sunni fra Libanon, Syrien eller Irak?

Nærværende skribent kender til ét par, hvor en dansk kvinde har valgt en muslimsk mand. Den heldige er fra sekulære, multireligiøse og tolerante Indonesien.

ALLE kender til tilfælde med vesterlandske herrer og knægte, der falder i armene hos en kvinde fra Thailand, Vietnam eller Filippinerne. Mange har præsteret længerevarende relationer med vielsesattester og børn.

Disse pardannelser kan tælles i titusinder. En nem forklaring: at der er tale om sociale kontrakter, tilsat romantiseret sex og kærlighed, men fremfor alt: det er individernes eget valg, hvad der står i ’kontrakten’. De fleste af livets forhold er baseret på en noget-for-noget-logik: mænd og kvinder, der giver fra sig og tager imod. Sådan er kærlighedens store regnskab.

Historierne om de fraskilte, frustrerede danske mand, der især i Sydøstasien finder de kvaliteter, som de har ment, at deres kernedanske første ægtefælle snød dem for, er trivielle. Den midlertidigt landflygtige mand besøger sin nye kærestes landsby på en filippinsk ø og opdager, hvor deres fælles opsparing er havnet og anvendt fornuftigt, dvs. socialt ansvarligt: på forældrenes improviserede folkepension eller til lillesøsterens skolegang.

Og nej, jydepigerne finder sig ikke en kæreste fra Kampala eller Khartoum, ej heller Islamabad, Baku eller i Hindustan. Men deres brødre eller fædre tager gerne flyet til Bangkok eller Manila i jagten på skørter, læbestift, høje hæle og lykken.

ANLEDNINGEN til foranstående er en nyudgiven bog, som snarest bør finde en dansk forlægger:

Gymnasielærer i kinesisk Simon Rom Gjerø har aflagt fuld følelsesmæssig, social og kulturel tilståelse i sin formidable bog ’Made in China. A Memoir of Marriage and Mixed Babies in the Middle Kingdom’. En stærkt underholdende fortælling om at tage til Kina for at studere, blive forelsket og siden forælder til tre etnisk blandede børn, de to første bragt til verden i Kina, den tredje på dansk grund.

Simon Rom Gjerø kom til Kina for at lære det komplicerede sprog – og valgte den hurtige metode: gift dig med lærerinden og få eneundervisning!

Denne bog har stof til mange brutale svigermor-anekdoter. Bag de mange løjerlige og til tider groteske situationer afdækkes en virkelighed, hvis sociale parametre ligger langt fra de vanebestemte forestillinger, der driver flertalsdanskernes opfattelser af kinesisk kultur og levevis.

Gjerø mødte selvfølgelig det mest kendte fænomen: tigermor-syndromet. Middelklassemødrene, der pisker deres sønner og døtre frem til præstationer, som lighedsorienterede danskere opfatter som grusomheder.

Fænomenet kommer af den årtusindgamle østasiatiske læringstradition: Børn skal ære deres forældre og forfædre ved at uddanne sig så højt op ad den sociale rangstige som muligt. Vi ved fra årtiers statistik på især amerikanske universiteter, at kinesiske, koreanske og japanske studerende systematisk overhaler deres medstuderende fra latinamerikanske, arabiske og afrikanske samfund.

Ikke spor overraskende, at oversøiske kinesere i nabolandene og nyder betegnelsen ’Asiens jøder’. Læring, pligtetik, karriereræs, hierarkier og transnationale netværk er formlen.

Til den rigtige forlagschef: Simon Rom Gjerøs bog er en piskende nødvendig udgivelse og venter på oversættelse og markedsføring.

PS: Familien ville gerne være blevet i Kina, men luftforureningen drev dem til Næstveds mere sikre himmelstrøg.

(klumme i Politiken 15.07.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Gæt, hvem der investerer stort i Xinjiang?

Amerikanske selskaber naturligvis. Trods Bidens og Kongressens sanktioner.

DEN FØLGENDE fortælling er en regulær gyser for enhver, der finder Kinas hårdhændede tvangsassimilering af sit muslimske uighurmindretal for afskyelig, og som mener, at investeringsfirmaer, herunder selskaber med ansvar for lønmodtageres opsparing, bør placere pensionsmilliarderne ud fra etiske og sociale kriterier. Så her kommer historien, som er en virkelig humørødelægger:

USA’s tre dominerende investeringsfirmaer, Vanguard, State Street og BlackRock, har sat milliardbeløb i firmaer, der opererer i Kinas Xinjiangs-provins, som er berygtet for sine interneringslejre og såkaldte genoptræningscentre rettet mod den 11 millioner store muslimske uighurbefolkning. En praksis, der er skarpt kritiseret af menneskeretsgrupper og dermed en central faktor i USA’s og EU’s voksende kritik af Kinas undertrykkelse af mindretal.

I sidste måned udvidede Biden-administrationen et forbud mod amerikanske investeringer i Kinas omfattende sikkerheds- og kontrolapparat. Af vedtagelsen fremgik det, at USA ikke vil tøve med at hindre amerikanske investeringsmidler i at nå Kina, når dette ses som en trussel mod amerikanske sikkerhedsinteresser, indbefattet menneskeretskrænkelser.

Disse sanktionstiltag begyndte under Trump, men ifølge en ny undersøgelse foranlediget af Hongkong-avisen South China Morning Post har amerikanske investeringsmilliarders vej til Xinjiang været tiltagende i de seneste par år.

Dokumenter fra tilsynsmyndigheden Securities and Exchange Commission (SEC) viser, at alene investeringsselskabet Vanguard siden 2018 har præsteret af tredoble værdien af sine Kina-investeringer. Ved udgangen af første kvartal i år stod disse i 150 milliarder dollars.

Ironisk er det, at Vanguards investeringer i Xinjiang-firmaer markedsføres over for etisk beviste investorer som værende særlig ansvarlige i relation til sociale hensyn, herunder beskæftigelse af mindretalsgrupper, som det udtrykkes.

Vestlige forskere, der følger Xinjiang, peger på, at centrene er under hel eller delvis afvikling, når de omskolede uighurer overføres til fabrikker over hele Kina via brug af det, der i kinesiske statsmedier kaldes programmer for fattigdomsbekæmpelse.

Billedet er broget. Marco Rubio, republikansk senator fra Florida, skrev i et indlæg i American Prospect 26. maj, at Wall Street, hjemsted for den amerikanske finanssektor og børsnoterede firmaer, systematisk fremmer investeringer i Kina i direkte modstrid med stribevis af kongresvedtagelser om en skærpet Kina-politik.

I 2019 blev USA for første gang i historien nettoinvestor i Kina; altså sender USA flere penge til Kina end omvendt, pointerede Rubio og placerede ansvaret hos Wall Streets investeringsrådgivere: Kina behøver amerikansk kapital for at fortsætte væksten, og Wall Street er dermed en villig partner for det kinesiske kommunistparti, advarede senatoren.

Vanguard, State Street og BlackRock, i børsjargon kaldet ’The Big Three’, har ikke kun opkøbt aktier i Xinjiang-virksomheder, men bruger også deres stemmeret som aktionærer til at støtte virksomhedernes strategiske planer, som officielt markedsføres som sociale tiltag og fattigdomsbekæmpelse.

Disse aktiviteter omfatter bl.a., at etniske flertalskinesere flytter ind hos fattige familier i de mest udsatte områder, herunder i byen Kashgar i Xinjiang som et led i den assimileringspolitik, som rutinemæssigt kritiseres af menneskeretsgrupper.

EU-diplomater har forsøgt at få adgang til interneringscentrene i Xinjiang, men er hidtil blevet afvist af de kinesiske myndigheder.

Amerikanske kongrespolitikere og lobbyister har kaldt den kinesiske politik i Xinjiang for folkemord, uden at et eneste dødsfald er blevet dokumenteret. Allerede under præsidentvalgkampen i 2020 blev folkemordsjargonen bragt i spil, Biden-administrationen er begyndt at repetere terminologien, mens EU og USA’s allierede i Asien ikke bruger den.

En undersøgelse fra konsulentfirmaet Dezan Shira viser, at amerikansk samhandel med Xinjiang steg med 56 procent fra 2019 til 2020 og dermed nåede et volumen på 961 millioner dollars. Tallet er dog beskedent, sammenlignet med hvor stort Xinjiangs økonomiske samkvem er med nabolandene i Centralasien plus Rusland.

Xinjiangs betydning for Kinas vækst vil fremover være stigende. Regionen har kolossale forekomster af olie, naturgas, mineraler og kul. Den petrokemiske industri er Xinjiangs største erhvervssektor, hvilket forklarer, hvorfor provinsen, der har et areal svarende til Iran, er af afgørende betydning for Kinas økonomiske ekspansion i retning af Europa, der som bekendt er markedsført som de nye silkeveje.

Man kan alt efter temperament grine eller græde over dette, men Wall Street og de dertil knyttede pengetanke er partnere i dette væksteventyr, pandemi eller ej. Bidens Kina-sanktioner er derfor ikke meget andet end symbolpolitiske spøgelser.

(klumme i Politiken 12.07.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Pandemiaden skriver olympisk historie


Økonomiske interesser overtrumfer sundhedshensyn ved Japans OL, lyder det fra kritikere.

Næppe nogen anden olympisk begivenhed i historien har været omgivet af så stor nervøsitet som den, Japan om kort tid er vært for. To meningsmålinger i maj viste, at mellem 60 og 80 procent af japanerne ønsker sommerlegene enten udskudt eller helt aflyst. Kunne denne manøvre gøres i fjor, hvorfor ikke i år, spørger kritikere.

Men hvis nogen kan mestre udfordringen, så er det Japan. Der forventes 15.000 atleter og 90.000 publikummer; trods alt ikke uoverkommeligt at håndtere i et storbykompleks (Tokyo-Yokohama) med et indbyggertal tæt på de 38 millioner. 600.000 daglige vaccinationer skal forhindre en aflysning, der ville afstedkomme et tab på anslået 17 milliarder dollars. Men risikoen for en bølge af nye covid-19-udbrud er indlysende nok stor.

At Japan insisterer på en gennemførelse, skal også forklares med, at 2021 er et valgår, og at den konservative regering har brug for en velafviklet sportsbegivenhed for at skaffe sig øget popularitet.

Hvad angår indsatsen mod covid-19, har Japan målt på smittetal klaret sig bedre end andre lande i den rige verden; det har bare ikke rokket ved de voksende bekymringer i befolkningen. Kritikere taler om, at vaccineudrulningen har været unødvendigt langsom.

Underliggende handler det også om, at befolkningens holdninger ikke tæller, når det kommer til stykket. Regeringen i Tokyo ville juridisk ikke kunne aflyse legene, hvis den ville, fordi det er Den Internationale Olympiske Komite, IOC, der ejer begivenheden, mens Japan er kontraktligt forpligtet til at være værtsnation.

NATURLIGVIS er der umålelige mængder af national prestige i spil her, ganske som det var tilfældet ved legene i 1964, der bidrog til at bringe et genopbygget og moderniseret Japan tilbage til den globale scene kun en snes år efter landets nederlag i Stillehavskrigen.

Der er stormagtsambitioner i spil. Tilsvarende var det sommerlegene i Beijing i 2008, der bidrog til at give Kina den status som stormagt, som tre årtiers reformpolitik havde banet vejen for. Forude venter vinterlegene i Beijing i 2022, som markedsføres som de første ’grønne’ lege. Til den tid vil det være første gang, at samme hovedstad har været værtsby for både sommer- og vinter-OL.

IMELLEM DE to begivenheder går japanerne til valg, hvor den konservative regerings popularitet skal testes på et tidspunkt, hvor rivaliseringen mellem de to stormagter, der betyder mest for Japans placering i verden, er på et højdepunkt.

Kan Japan blive en brobygger mellem sin tidligere besættelsesmagt og sin kulturelle rival gennem årtusinder? Man bør erindre sig det interessante fortilfælde, hvor global magtpolitik spillede med ved et OL-arrangement:

Ved vinterlegene i den sydkoreanske by Pyeongchang i februar 2018 befandt den daværende amerikanske vicepræsident Mike Pence sig pludselig i påfaldende nærhed af både søsteren til den nordkoreanske diktator, Kim Jong-Un, og Nordkoreas nominelle statsoverhoved, Kim Yong-nam. Anledningen var, at Syd- og Nordkorea for første gang deltog under et fælles flag og dermed symbolsk markerede drømmen om en genforening af den delte nation.

Amerikanske og nordkoreanske diplomater havde aftalt et uformelt møde mellem Pence og de to gæster fra den nordkoreanske magtelite, hvilket ville have været en sensation, hvis det var lykkedes. Siden kom det frem, at nordkoreanerne i klassisk vi-går-lige-til-kanten-stil aflyste arrangementet, to timer før det skulle have været holdt. I stedet fandt Mike Pence tid til at mødes med afhoppere fra Kim-regimet.

Siden tog Kim-dynastiet USA ved næsen ved at lokke Donald Trump til at deltage i indholdsløse topmøder i Singapore og Hanoi og demonstrerede dermed fraværet af en sammenhængende amerikansk politik i Østasien.

I det nationale japanske perspektiv er det ikke hensynet til USA og naboerne, der vejer mest. Kritikere siger, at de kommercielle interesser overtrumfer de sundhedspolitiske hensyn. Her skal det pointeres, at det var IOC og ikke regeringen i Tokyo, der indgik en aftale med Pfizer om at donere vacciner til de deltagende atleter.

Altså lever den olympiske bevægelse sit eget liv, som værtsnationen efter bedste evne må hægte sig på. Prestige og kommercielle interesser vejer tungere end sundhed ved det første OL i historien uden international publikumsdeltagelse: pandemiaden i 2021.

Må de bedste deltagere vinde og alle de øvrige få det maksimale ud af begivenheden.

(klumme i Politiken 01.07.2021)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar

100-års fejring med pomp og tavshed

Mao og Marx ville løbe skrigende bort, hvis de oplevede Kina i dag.

I det centrale Shanghai, i en bygning i det kvarter, der engang blev kaldt Den Franske Koncession, findes et museum, der er præsentabelt på den beskedne måde. Udenlandske turister blander sig ubesværet med kinesere for at studere de montrer, der rummer samlinger af gulnede, sort-hvide fotos fra en turbulent fortid, de første par årtier af det 20. århundrede. På et stort vægmaleri ses Sovjetunionens grundlægger Vladimir Lenin.

Besøgende kan lejlighedsvist opleve, hvorledes repræsentanter for nutidens kinesiske magthaverborgerskab stiller op i grupper, hæver højre næve og sværger en troskabsed.

Museet i Shanghai er den kinesiske kommunismes Betlehem. Her samledes i juli 1921 nogle håndfulde revolutionære med ambitionen om at definere en fremtid for et rige, der en lille halv snes år tidligere havde oplevet et århundredgammelt dynasti falde sammen.

En nøgtern status her ved 100-års jubilæet frembyder billedet af en magtorganisation, der kun har få ligheder med de leninistisk inspirerede visioner, der dengang drev kommunistpartiets leder og fra 1949 Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong.

En elitær statskapitalisme har afløst datidens revolutionære ambitioner. Leninismen har holdt flyttedag, og hvem havde dengang kunnet forudse, at denne omstridte russiske revolutionsleder også kunne bruges til at udvikle denne særlige variant af kapitalismen? Hvis Marx og Mao kunne opleve nutidens Kina, ville de blive skræmt over dette dynamiske klassesamfund.

Dette til trods oplever den statistiske gennemsnitskineser hvert tiende år en fordobling af sin levestandard.

I spidsen for nutidens Kina står i dag det, Mao advarede imod, da han i 1966 iværksatte sin destruktive ‘ kulturrevolution’: et teknokratisk, højtuddannet borgerskab (flere end 90 millioner veluddannede embedsfolk) har taget over der, hvor der tidligere sad hardcore marxister, og har sendt proletariatets og bøndernes revolution på museum.

KINAS udviklingsmodel siden 1979 ligner, hvad dets naboer i samme kulturkreds præsterede op gennem det 20. århundrede. Merkantilisme hedder det. Så stakkels Marx tog grueligt fejl: Han kunne ikke forudse, hvorledes nutidens kinesiske ledere ville inkorporere en globalt orienteret udviklingsmodel i et årtusindgammelt embedssystem: Konfucius (551-479 f. Kr.) og Vladimir (1870-1924) fusioneret! Under Xi Jinping har Kina fået en ledelse, der med sine fortællinger om at gøre Kina stort igen dyrker en nationalkonservativ fortælling og dermed ligner århundredgamle dynastier langt mere end de revolutionære ambitioner, som Mao og Lenin repræsenterede.

Ingen i Beijings magtcirkler ønsker i dag at minde nutidens chef for det hele, Xi Jinping, om tilstanden i 1981, da man skulle fejre partiets 60-års dag.

I en leder i Folkets Dagblad 1. juli det år advarede den daværende partileder, Hu Yaobang, om, at Mao (død 1976) havde ødelagt partiets kollektive lederskab. Forspildte vi 20 år, spurgte partiets daværende cheføkonom Chen Yun polemisk, da en forsigtig og gradvis af-maoisering blev sat i værk.

Et opgør med Mao trængte sig på, efter at ca. 36 millioner mistede livet af sygdom, sult og vold under det såkaldte Store Spring Fremad 1958-61. Omhyggeligt dokumenteret af Kinas modigste journalist og forfatter, den nu 80-årige Yang Jisheng, der i dag lever et stilfærdigt og anonymt pensionistliv i Beijing.

Yang, der arbejdede for partiets nyhedsbureau i et halvt århundrede og har opretholdt sit partimedlemskab, vil være omgivet af tavshed, mens der udfoldes pomp og pragt i stor skala uden for hans vinduer.

Ingen skåltaler for ham, der dokumenterede alle uhyrlighederne.

Det nutidige kinesiske borgerskab og partieliten kan naturligvis være stolte over, at landets økonomiske volumen nu svarer til USA’s. Med en fortsættelse af de nuværende vækstrater vil den kinesiske økonomi i 2050 være mindst dobbelt så stor som den amerikanske, har nogle af USA’s topøkonomer beregnet.

Man forstår, hvorfor Nato-chef Jens Stoltenberg sveder og bider negle.

Største udfordring for den stærkeste og rigeste politiske organisation i Kinas årtusindlange historie? At få afsluttet borgerkrigen og hente ‘ udbryderne’ i Taiwan hjem til moderlandet. Hvem fortæller så Xi Jinping, at en sådan kinesisk genforening er noget, hans styre skal gøre sig fortjent til, og at kun forsonlighed, tolerance over for etniske mindretal og fredelig, blød magtanvendelse kan forhindre, at Stoltenbergs Natoskibe en dag sejler hele vejen til Det Sydkinesiske Hav?.

(klumme i Politiken 28.06.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | 1 kommentar

Vælgersvigt er blevet en forretningsmodel

Folketingets udbrydere og løsgængere er professionelle fribyttere.

Af lutter pænhed (vi er overdrevent høflige her på avisen) undlades i det følgende navne på denne fortællings synder. Personen er medlem af Folketinget og har som de 178 øvrige via en valghandling gjort sig fortjent til befolkningens tillid. Han/hun hæver, hvad der svarer til en solid chefløn i andre områder af arbejdsmarkedet. Men personen har af egen vilje fravalgt det politiske fællesskab og passer ikke de forpligtelser, der indlysende følger af at være folkevalgt.

Nul ordførerskaber, ingen mødevirksomhed, ikke et eneste lovforslag bærer denne politikers fingeraftryk. Havde det været en offentlig institution eller en privat virksomhed, vi havde med at gøre her, ville fyresedlen for længst være skrevet.

Ved udløbet af indeværende valgperiode (forsommeren 2023, antager vi) har dette folketingsmedlem i sin periode hævet ca. 2,8 millioner kroner. Hertil kommer det skattefrie omkostningstillæg, der for en fuld valgperiode passerer den kvarte million kroner. Eftervederlag ser vi af overkommelighedsgrunde lige bort fra.

POLITIKERE, der forlader det parti, de oprindeligt er valgt ind for, for at danne et nyt (oftest efter en periode som løsgængere), er et tiltagende fænomen. Siden grundlovsrevisionen i 1953 er det sket i 72 tilfælde, har forskere på Aarhus Universitet regnet sig frem til.

Vores folkevalgte arbejder på lånt tid, medmindre vi taler om politikerdynastierne Ellemann, Hækkerup og Auken, hvor familienavnet alene er en slags jobgaranti. Kan usikkerheden på jobbet berettige løn- og arbejdsbetingelser, der stikker af fra resten af samfundet, kan man spørge. Den ideelle situation for en politiker må være at få et uopfordret tilbud udefra. Hvem i den nuværende blå blok er ikke grøn af misundelse på Brian Mikkelsen, der i dag er direktør i Dansk Erhverv? Her ville Simon Emil Ammitzbøll-Bille eller Uffe Elbæk næppe have haft store chancer, og så er det jo oplagt at starte et nye parti.

DER BESTÅR et paradoks i, at grundloven slet ikke opererer med partier. Salig Niels Helveg Petersen forsøgte i sin karrieres sidste år at tage tilløb til en grundlovsrevision, men hans ideer blev tiet ihjel. Helt urimeligt. Partierne skal vi være lykkelige for, for det tiltagende løsgængeri kan på sigt skabe tilstande med mindelser om de ustabile 1970’ere, hvor nye partier brutalt udfordrede de gamle. Vi taler om Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti.

Hvem husker i dag Centrum-Demokraterne? Opfundet i 1973 af dansk politiks mest markante populist, Erhard Jakobsen (mangeårigt socialdemokratisk folketingsmedlem og borgmester i velfærdskommunen Gladsaxe). Efter et par år med kaos i ledelsen valgte partiet at opløse sig selv i februar 2008.

Hen over to årtier nåede CD at deltage i både blå (Schlüter) og røde (Nyrup Rasmussen) regeringer, men blev efter få år kasseret af begge regeringschefer.

Nutidens mest fiaskobefængte partidannelse, Alternativet, kan karakteriseres som en centrum-venstre-pendant til, hvad Centrum-Demokraterne i sin tid var i centrum-højre-feltet. Med stor sandsynlighed går Alternativet samme vej som Centrum-Demokraterne: læsser sig selv af på historiens mødding uden at have sat sig spor i lovgivningsarbejdet, men med en masse varm luft i medierne undervejs.

Den eneste succes, som Alternativet kan tage en pæn del af æren for, er, at borgerforslag kan ende som folketingsvedtagelser. Men det er for tidligt at vurdere, om dette prisværdige forsøg kommer til at sætte sig betydningsfulde spor i lovgivningsarbejdet.

Hovedforklaringen på dette parlamentariske fribytteri, som blev startet af Erhard Jakobsen i 1973, er Folketingets generøse tilskuds- og vederlagsordninger. Hver folketingsgruppe modtager et tilskud kaldet gruppestøtte, som går især til gruppernes lønudgifter til medlemssekretærer, rådgivere, pressemedarbejdere og den slags.

Staten sender således solide summer til folk, der har repræsenteret deres vælgere i en periode for siden at gå nye veje. Vælgersvigt er sat i system som forretningsmodel. Der er frit slag for opportunister og levebrødspolitikere. Har danskerne ikke fortjent bedre?

Moderaterne, fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussens partiprojekt, har med en avanceret form for kassetænkning kombineret Folketingets tilskudsordninger med ekstern finansiering, dvs. sponsorater og dubiøse klubmedlemskaber. Socialdemokraternes omstridte erhvervsklub trækker i samme retning.

Begrebet pengepolitik får dermed en helt ny betydning. Levebrødspolitikerne, populisterne og opportunisterne er kommet for at blive.

(klumme i Politiken 18.06.21)

Udgivet i Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Håndtryk til en evig gåde

Stabilitet i Europa vil stadig afhænge af fossile leverancer fra øst.

EN MÅNEDS tid efter udbruddet af Anden Verdenskrig udtalte Winston Churchill i en radiotale følgende: »Ruslands handlinger kan jeg ikke forudsige. Landet er uforståeligt, pakket ind i et mysterium og lukket ind i gådefuldhed. Men måske er der en nøgle et sted. Den nøgle handler om russiske nationale interesser«.

Naturligvis er de globale magtrelationer anderledes i dag end dengang i det tidlige efterår af skæbneåret 1939. Alligevel er der i enhver russisk magthavers optik på verden nogle fællesnævnere, der er gældende hen over århundreder. Fremfor alt den opfattelse, at Ruslands naboer mod vest kun har dårlige hensigter.

Få dage før præsident Joe Biden rækker hånden frem til den mand, han for ikke så længe betegnede som en morder, giver det mening at definere nogle bud på, hvordan Vladimir Putin forsvarer sin nations nationale interesser.

Russisk indflydelse strækker sig over ni tidszoner; fra Europa til Beringstrædet, hvor mindre end 100 kilometer adskiller amerikanske og russiske kystlinjer. Rusland er nærområde til det kronisk ustabile Mellemøsten, har dyb indflydelse i de tidligere sovjetstater i Centralasien og deler en lang grænse med Kina.

Det gigantiske lands arktiske kystlinje besejles af isbrydere, som i antal langt overgår, hvad USA og Canada kan stille med. U.S. Geological Survey anslår, at Arktis rummer en tredjedel af klodens olie- og gasreserver.

Alene den geografiske udstrækning og bestykningen med atommissiler burde tilsige, at Vesten ikke gør klogt i at udfordre den euroasiatiske landmasses største stat på spørgsmålet om, hvor Krim hører til. Formodninger om, at Georgien og Ukraine kunne kobles ind i den vestlige forsvarsalliance Nato lignede en maskinpistolsalve i fødderne på topfolk i Bruxelles og Washington.

Eftersom en permanent deling af Ukraine synes at være en umulighed, vil eneste vej frem være en erkendelse af, at Rusland behøver stødpudestater. Ugunstig geografisk beliggenhed er opskriften på reduceret suverænitet. Bare spørg i de baltiske lande.

UNDER PUTINS forgænger Boris Jeltsin var der positive strømninger i de russisk-amerikanske relationer. Det ændrede sig dramatisk med Nato’s luftbombardementer mod serbiske mål i det tidligere Jugoslavien fra marts til juni i 1999, halvandet år før Putins magtovertagelse i Moskva.

Russisk vrede og modvilje mod Nato’s udvidelse i først 1999 og siden 2004 opfattes som hovedårsagerne til, at Putin i dag fører varierende former for hybridkrig mod Vesten. Historiske analyser henviser ofte til, at præsident Bush (den ældre), den tyske forbundskansler Kohl og andre vestlige ledere skal have lovet den sidste sovjetleder Mikhail Gorbatjov, at Nato ikke ville blive udvidet østover, såfremt Moskva accepterede et genforenet Tysklands forbliven i alliancen.

Det blev ved snakken og formodningerne. Uden et tilsagn på skrift voksede mistilliden hos russerne.

Helt afgørende blev et Nato-topmøde i Bukarest i 2008, hvor USA foreslog optagelse af Georgien og Ukraine. Amerikansk støtte til de såkaldte farve-revolutioner i Kijev og Tblisi, i kombination med krigene i Afghanistan, Irak og Libyen leverede yderligere ammunition til den russiske lederelites skepsis; nogen vil sige paranoia.

I vort nærområde er den 1200 kilometer lange Nord Stream-2 rørledning, der ejes af den russiske gasgigant Gazprom blevet et politisk barometer for temperaturen i de russiske forbindelser til EU.

Nord Stream-2 er tæt på færdiggørelse, og i sidste fase har Joe Biden overraskende valgt at ignorere de sanktioner mod virksomheder, der arbejder på gasledningen. Dette sker af hensyn til USA’s hovedallierede i Europa, Tyskland.

Europas politik over for Rusland vil derfor i lang tid fremover afhænge af, hvorledes det tyske valg i efteråret falder ud. De Grønne vil få brug for at skrue ned for modstanden mod det 70 milliarder kroner dyre Nord Stream-2, der i øvrigt er så tæt på at være færdigt, at dens leverancer allerede er tænkt ind i tysk energipolitik.

Mens der overalt tales om nødvendigheden af grøn omstilling, står og falder stabilitet i Europa stadig med fossile leverancer fra giganten i øst i årtier fremover.

Hvis ikke Joe Biden synes, at tilstanden rækker til et håndtryk, går del vel an at bruge albuen over for den russiske leder.

(klumme i Politiken 14.06.20221)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 2 kommentarer

Humor og kynisme – så det gjorde noget

Poul Schlüters lethed i omgangen med modstandere og koalitionspartnere havde en brutal bagside.

Som 79-årig holdt Poul Schlüter hovedtalen ved Konservativ Ungdoms landsråd i 2008 i Gladsaxe, den kommune, hvor han fire årtier tidligere havde været viceborgmester.

Talen, skrevet på hans legendariske, tysk-producerede skrivemaskine af mærket Torpedo, var spækket med anekdoter, der tog salen med storm.

Her en af dem:

Monarken Frederik d. 6 inspicerede et regiment og bemærkede, at der i rækken af soldater var en enkelt fra de dansk-vestindiske besiddelser. Kongen bad obersten om at kalde den unge mand over, så ham stift i øjnene og sagde, så alle kunne høre det:

»De er neger!«.

»Javel, Deres Majestæt«, lød det forskræmte svar.

»Bliv ved med det!«, tordnede majestæten i Schlüters udlægning.

Til de særligt interesserede: Gå ind på YouTube og skriv: Poul Schlüters tale til KU’s landsråd 2008 i Gladsaxe. Optagelsen fylder ti underholdende minutter.

Tal og skriv meget mere om, hvad det vil sige at være konservativ, lød opfordringen til KU’erne i 2008 fra manden, der huskes for udsagnet om, at ideologier er noget bras. Betyder det, at Schlüter var blottet for idépolitik? Overhovedet ikke.

I 1952, DA SCHLÜTER var en 23-årig jurastuderende formand for Konservativ Ungdom, publicerede han en tekst med titlen ’Ungkonservatismens ide’.

Den er inspirerende læsning også i dag og leverer mange forklaringer på hans senere succes som partichef og statsminister.

Nogle uddrag i let forkortet form:

Konservatismen er en idé om evolution. Dens væsen er troskab og kontinuitet. Den ønsker at bygge på det, som består med livets og erfaringens ret. Konservatismens tro på mennesket som selve målet for politisk stræben fører den til at lade alt samfundslivs første funktion være at give de rigeste muligheder for personlighedsudvikling (….) konservatisme er aldrig epokebundet. Dens princip er altid i pagt med tiden, så sandt som det er rigtigt, at konservatisme dør med hvert slægtsled og fødes med hvert nyt.

Sidste sætning skal nok have provokeret nogle af Schlüters ældre partifæller dengang. Men fortsættelsen leverer forklaringen:

En idé, som er grundlagt på en afsluttet filosofi, er uvægerligt knyttet til den epoke, hvis forhold var dens inspiration. Men en bevægelse, som skabes af en holdning, der er rede til at lære af historiens ånd og erfaring, er tidløs. Citat slut.

Læsere, der kun forbinder det konservative ikon med hans tid som regeringschef, kan undres over, at en ung jurastuderende, der tillagde sig et ry som skørtejæger og festabe i et parti kendt for at hylde Gud, konge og fædreland, også havde intellektuelt overskud til at tænke i filosofiske baner.

Tegning. Roald Als

Der var mange lag i den schlüterske sjæl. For syv årtier siden demonstrerede han profetiske evner:

Det er ikke længere de økonomisk velstillede, som er samfundets overklasse, det har bourgoisiets mange nytteløse individer hindret, skrev han i ’Ungkonservatismens ide’: Eliten bliver i stigende grad afløst af en ledergruppe, som skabes ved udvælgelse af de dygtigste til at lede samfundslivet, forklarede han.

Hvilken frækhed at kalde kernevælgergruppen for nytteløse.

LIGE SÅ ELEGANT Poul Schlüter charmerede medierne med sin sproglige finesse, lige så kynisk kunne han være i omgangen med de ministre, han sjakrede med. Berygtet er hans brutale afsked med de to mindre partier, der var koalitionspartnere frem til 1988: Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. De blev efter seks års tro tjeneste vraget til fordel for de radikale. Mimi og Erhard Jakobsen plus de øvrige CD-ministre fik ikke et eneste ord som tak for indsatsen. Ud af vagten uden så meget som en blomsterbuket eller en flaske Gammel Dansk. Bitterheden var voldsom.

Vi lader humoristen Schlüter få det sidste ord. Da Hardy Hansen, forbundsformand for datidens specialarbejderforbund meldte ud, at han ville lade fagbevægelsen bruge mange snese millioner til en kampagne for at vælte Schlüters firkløverregering, lød statsministerens lakoniske kommentar: »Hvad stiller jeg dog op mod den rå kapitalmagt?«.

Schlüter afskaffede klassekampen ved at reducere den til fodbold mellem skolens 7. og 8. klasser.

Vælgere og medier så ikke kynismen, fordi den blev overskygget af humor. Tak til denne muntre sønderjyde. Vi kedede os aldrig.

(klumme i Politiken 03.06.21)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Rigsfællesskab med kernevåben og Mr. Monroe

Alliancehistorie sætter nordatlantiske forbindelser under pres.

SOMMEREN 1995 var anderledes. Mens landet var ramt af en mild hedebølge, blev der vendt nye blade i rigsfællesskabets historie. 14. juli samledes Udenrigspolitisk Nævn, og uden for mødelokalet på Christiansborg havde journalisterne sved på tindingerne. Temperaturen steg yderligere et par grader, da udenrigsminister Niels Helveg Petersen kom ud og meddelte følgende:

»Efter fornyet kontakt med USA er det nu klargjort, at amerikanerne i to tilfælde har haft oplagret et begrænset antal atomvåben på Grønland. I ét tilfælde i otte måneder i 1958 og i perioden fra 1959 til 65«, lød ministerens budskab.

En sensationel melding i lyset af, at Helveg en halv snes dage tidligere havde fortalt det modsatte budskab: Amerikanerne havde tjekket i arkiverne, »og der var ikke atomvåben på Grønland«, lød det.

Ups! Nu kunne ministeren forklare, at der i 1958 var placeret fire atomvåben og i årene 1959-65 hele 48 af slagsen, sidstnævnte som led i et luftforsvarssystem omkring basen i Thule.

Emnet er sprængfyldigt med dobbelttydigheder. Siden 1957 har det været et fundament for dansk sikkerhedspolitik ikke at tillade atomvåben på dansk jord, men ’under de foreliggende omstændigheder’, hvilket vil sige i fredstid, som det blev formuleret af datidens politikere.

Samtidig fastholdt Danmark sin støtte til Nato’s forsvarsstrategi, som var baseret på afskrækkelse med kernevåben. Dansk forsvar modtog fra slutningen af 1950’erne fly, missiler og artilleri, som ville kunne fremføre atomvåben. Hertil accepterede regeringen stiltiende, at USA placerede atomvåben ved de grønlandske basefaciliteter i Thule.

Denne vanskelige balancegang kan forklares med, at USA ville styrke forsvaret af Danmark ved hjælp af atomvåbenafskrækkelse, men samtidig havde forståelse for den udtalte danske skepsis over for disse våben.

Så tidligt som i 1953 havde Danmark sagt nej til stationering af allierede fly på dansk jord med Grønland som den markante undtagelse, uden at dette blev formuleret explicit.

Efter at et folketingsflertal i 1960 bekræftede afvisningen af atomvåben på dansk grund i fredstid, påbegyndtes i hemmelighed opførelsen af et amerikansk depot for atomvåben i Meyn umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, 13 kilometer vest for Flensburg. Var krigen kommet, kunne disse fragtes ind på dansk jord (flyvestation Skrydstrup) på få timer.

DET ER IMIDLERTID de lange linjer i amerikansk strategisk tænkning, der bedst kan forklare USA’s fornyede og forstærkede interesse for Grønland: den såkaldte Monroe-doktrin fra 1823, der handler om, at USA afviser, at europæiske magter helt eller delvist kan kolonisere områder eller etablere baser på den vestlige halvkugle.

En mere moderne brug af doktrinen blev tydelig i den amerikanske udenrigsministers Cordell Hulls udtalelse til den britiske ambassadør i Washington i 1940 efter Storbritanniens fredelige besættelse af Island. Washington gjorde det her klart, at USA ikke ville tolerere en britisk besættelse af Grønland.

Doktrinen, der har navn efter datidens amerikanske præsident James Monroe, er altovervejende blevet brugt til at forklare amerikansk politik i Latinamerika. Nu gælder en tilsvarende logik i Nordatlanten.

Nyt i ligningen er en aktuel udvikling i det nordligste Norge: Washington og Oslo har her i april underskrevet en aftale, der giver det amerikanske militær adgang til at bygge og udstyre anlæg til fly og skibe på fire norske baser, herunder på flådestationen i Ramsund og flyvestationen i Evenes, begge i umiddelbar nærhed af Narvik. Initiativet begrundes med, at Rusland har genåbnet og moderniseret baser langs sin arktiske kyst.

Evenes er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan amerikanske fly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kola-halvøen, hvor den russiske nordflåde har base.

Med i billedet hører, at et russisk tankskib tidligere i år for første gang sejlede gennem den nordlige sørute. En forandret transportgeografi, der også forklarer Kinas voksende interesse for regionen.

Enhver tale om at lade Grønland bevæge sig mod selvstændighed må indregne de norske og amerikanske overvejelser. Den ubehagelige realitet for rigsfællesskabet er, at Joe Bidens USA satser på at kunne udnytte grønlandske selvstændighedsbestræbelser til at opnå en dominerende kontrol. Fortsætter denne udvikling, vil selve begrebet rigsfællesskab på sigt blive meningsløst.

Men bevares, der er selvfølgelig stadig plads i historiebøgerne.

(klumme i Politiken 31.05.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Jeppes alternative velkomstord

En spøgefugl lyttede med på ministerbilens bagsæde, da mr. Blinken kom til byen.

Hi Tony! Velkommen til Danmark. Jeg er overvældet og glad over, at du har lagt vejen forbi København. Vi har rigtig meget at tale om, inden vi blander vore medarbejdere ind i den mere formelle dagsorden.

For kun et lille års tid siden tog jeg imod din forgænger, og pyh ha, jeg skal love for, at jeg og mit system kom på en prøve. Efterfølgende måtte jeg sende mit jakkesæt på renseri, hvor personalet spurgte, om jeg havde været ude for en særlig variant af kemisk krigsførelse.

Jeg og min regering håber inderligt, at vi denne uge kan få styr på den ballade, der er undervejs i det danske rigsfællesskab. Alene dette begreb er en besynderlighed og må vel minde jer amerikanere om, hvorledes I bestemmer over Puerto Rico, Jomfruøerne og de mange øgrupper i Stillehavet, som nok har formel selvstændighed, men reelt er amerikanske protektorater.

Vi skal nok ikke henvise til disse lokaliteter, når talen falder på fremtidig selvstændighed for Grønland. Den forandrede virkelighed må camoufleres. Protektorat er jo bare en andet ord for en moderne form for kolonisering.

Det bliver ikke nemt, Tony. Vi taler om, at inuitbefolkningen i Grønland per individ er den mest subsidierede på den ganske klode. Hvert år sender København 5 milliarder kroner op til vor nordatlantiske besiddelse. Prøv at regne ud, hvad det bliver på bundlinjen hos hver af de 56.000, der bor der. Man bliver svimmel ved tanken.

Jeg skal nok lade være med at sige højt til din stab, at vort årlige tilskud er 62 gange større end det engangstilskud på beskedne 80 millioner kroner, som grønlænderne i fjor fik fra Washington. Peanuts, I tell you.

FLERTALLET AF danskere vil helst ikke tænke for længe over det absurde i, at et lille indskrumpet, men trods alt velstående demokratisk kongedømme skal have den formelle overhøjhed over den gigantiske land- og ismasse, der ligger i jeres nabolag. Hvis det var geografi alene, der satte kriterierne, ville Grønland være blevet en amerikansk koloni allerede i 1917, da vi solgte Jomfruøerne til jer. Vore politikere dengang troede naivt, at når I fik de små øer, kunne vi beholde den store isklods i nord for os selv. Vi blev klogere.

En ny virkelighed meldte sig i 1940, da en oversmart diplomat forærede jer retten til at gøre i Grønland, hvad der passer jer. Siden har vi sagt nej til at sælge butikken, men har så måttet betale for alt det, der ikke har med det militære at gøre.

Med indførelse af selvstyre har de grønlandske politikere med deres uansvarlige og sværmeriske selvstændighedssnak sat noget i gang hos jer amerikanere, som vi troede, vi kunne forskånes for. Indtil Donald Trump leverede os en forskrækkelse af dimensioner med sit købstilskud.

Det virkelig ubehagelige består jo i denne kuriøse cocktail af klimapolitik og myterne om de udbyttende og undertrykkende danskere, som stortrives deroppe i fiskersamfundet. For de unge generationer af grønlændere er al denne snak om klimaforandringer kulsort. Hvorfor skal de til at betale klimaskatter, bare fordi vindmølleproducenterne har fået mere gehør hos politikerne end Dansk Olie- og Naturgas? Grønlænderne vil jo leve af deres fiskeri, og der bliver jo mere vand at fange fisk i, når isen smelter.

Jo mere der blive talt om grønlandsk selvstændighed, jo tættere rykker den store ø på at blive en lokalitet, der helt ud til den yderste isflage vil være underlagt amerikansk overhøjhed. Den slags kan man bare ikke sige højt her i lille Danmark. Jeg siger det bare: Det er sprængfarligt at diskutere selvstændighed med folk, der aldrig har kendt til andet end at leve flot og højt på statstilskud.

MENS JEG HUSKER det: Når nu du mødes med din russiske udenrigsministerkollega i Reykjavik, håber jeg ikke, der går for meget Ukraine og cyberkrig i den samtale. Husk, at du vil stå over for klodens fossile supermagt par excellence. Når først den sibiriske tundra er smeltet, kan russerne ubesværet hente så megen olie og gas op, at det vil spolere alle de klimapolitiske tiltag, vi europæere skal finansiere for at stille vore hjemlige økologer tilfredse.

ANYWAY, fik du bemærket de flotte vindmøller der snurrer ud for Københavns Havn?

(klumme i Politiken 20.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | 2 kommentarer

Alt det, Foghs publikum ikke fik at vide

Big business i USA sender milliardsummer ind i kinesisk økonomi.

TO TIDLIGERE statsministre har stillet sig selv nogle udfordringer af dimensioner. Mens Lars Løkke Rasmussen tager tilløb til en partidannelse, der vil kannibalisere en stor del af Venstres traditionelle vælgerkorps, forsøger hans tidligere chef Anders Fogh Rasmussen med sine såkaldte demokratitopmøder at mobilisere opinionsdannere til en fælles front mod nutidens autokratier, anført af Kina.

På overfladen lignede det en stor gevinst for arrangøren af sidste uges to dage lange virtuelle konference, at udenrigsminister Jeppe Kofod stod på talerlisten i selskab med ingen ringere end Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, lederen af klodens eneste demokratiske kinesiske samfund, Republikken Kina, grundlagt i Beijing for 110 år siden.

Fornemt så det ud, men Kofod sad til møder i Bruxelles, mens et videobånd med hans enetale på imponerende 110 sekunder lagde den obligatoriske afstand til Kinas sanktioner mod EU. Hermed lykkedes det for udenrigsministeren at holde en tidligere statsminister og Nato-generalsekretær ud i strakt arm med to fingre stramt om næseborene.

Bundlinjen i dette spil om sanktioner er, at økonomierne i EU og Kina går fri. Realomkostningerne er minimale for begge parter.

Ikke ét ord til Foghs publikum om, hvorledes Vesten kan påvirke Kina og Taiwan til en mere fornuftsbetonet sameksistens – de to økonomier er intensivt integrerede. For kompliceret, for uoverskueligt, derfor kun retorik og symbolik, der ikke koster noget.

På den måde kan politikere etablere virtuelle parallelle virkeligheder. I Foghs tilfælde finansielt supporteret af sværvægtere i dansk, amerikansk og multinationalt erhvervsliv.

Først Trump og siden Biden-regeringen har opfordret amerikanske firmaer til at forlade Kina, og er det så sket? Det er der ingen dokumentation for, konkluderer Brookings Institution og britiske The Economist i fællesskab: tværtimod, USA’s kapitalistiske giganter ekspanderer heftigt på det kinesiske marked.

Pengesummer i monsterstørrelse holder flyttedag fra vest til øst, anført af amerikanske banker. 163 milliarder dollars i »friske multinationale investeringer« gik i fjor ind i det kinesiske fastland, som The Economist-analytikerne kækt formulerer det. Året, hvor bommen gik ned for Hongkongs demonstranter, blev også milepælen, hvor Kina overhalede USA som klodens største modtager af multinationale investeringer. Wall Street omfavner politbureauet. Kapitalisme er godt, statskapitalisme dobbelt så godt. Forklaringen: Beijings strateger har liberaliseret nationens kapitalmarkeder – med Hongkong som den primære gateway.

STRATEGERNE I Zhongnanhai (Kinas pendant til Det Hvide Hus) synes at have hvisket dette urgamle diktum i kor: Hold dine venner tæt til dig, men hold dine fjender endnu tættere. Citatet tilskrives både Sun Tzu (544-496 f.Kr.) og Machiavelli (1469-1527), begge åndelige fædre for nutidens politiske videnskab og filosofi.

Under den kolde krig handlede magtrelationer om antallet af missiler, hangarskibe og panserdivisioner; i nutiden betyder techkapaciteter og investeringsbanker mindst lige så meget, sandsynligvis mere på sigt. Husker vi stadig den amerikanske kampagne for at bremse Huawei? Den teknologiske gigant bruges i 170 lande, mens kun omkring et dusin har blokeret techmonsteret. Her det relevante spørgsmål: Hvorfor har USA ikke et firma, der matcher Huawei?

Lidt flere tal til at forklare de aktuelle krigsomkostninger: Amerikanske farmere har vinket farvel til deres 24 milliarder dollars store kinesiske marked, Washingtons protektionisme har kostet 245.000 arbejdspladser, og det kinesiske handelsoverskud steg i 2020 op til et nyt højdepunkt: 535 milliarder dollars (kilde: Chas W. Freeman, Brown University. Freeman er tidligere amerikansk viceforsvarsminister og diplomat).

Måske skal man være en usentimental europæer for at kunne se det ufrivilligt komiske ved Fogh Rasmussens håndsrækning til et trængt USA: Mens donorer afleverer håndører til hans digitale konferencevirksomhed, sender det samme miljø gigantinvesteringer ind i den økonomi, som han forsøger at mobilisere imod.

Den samme Fogh, som i 2008 underskrev Danmarks strategiske partnerskabsaftale med Kina, og som på Venstres landsmøde fire år tidligere havde lovprist de kinesiske reformer i uforbeholdne vendinger som noget, »resten af verden kunne lære af«.

Nye tider, nye erkendelser. Mummespillet kan fortsætte, ligeså den tidligere statsministers symbolpolitiske værksted. Mon andre forhenværende vil byde ind? Per Stig, Holger K., Søvndal, Lidegaard, Samuelsen? Vi venter spændt.

PS: Kinas økonomi er nu en sjettedel større end USA’s. (Kilde: IMF World Economic Outlook, oktober 2020. Målemetoden er godkendt af den amerikanske efterretningstjeneste CIA). Velkommen til en anderledes verdensorden.

(klumme i Politiken 17.05.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar