Greta Thunberg er chanceløs i Californien

Amerikansk energipolitik er ved at blive kvalt i sin egen succes. 

 

EN RIGESTE og mest innovative delstat i USA, Californien, er en krystalkugle, der fortæller verden, hvad fremtiden vil byde os. Ikke mindst på det område, der mere end meget andet kommer til at definere vores fremtid: klima, energi og miljø.

Mange timers bilrejse på de store brede landeveje, der forbinder Californien og Arizona, er regulære åbenbaringer: Når vi havde passeret vindmølleparkerne omkring velhaverenklaven Palm Springs, ventede der efterfølgende gigantiske solpaneler på de flade arealer mellem Tucson og Yuma i Arizonas knastørre ørkenlignende landskaber.

Et eldorado, vil mange klimaaktivister konkludere. Men glem venligst alt om at give den svenske teenager Greta Thunberg en nobelpris eller at invitere hende til Californien: Læren fra energipolitikken i det sydvestlige USA tegner et uhyre kompliceret billede, som bør få klimabevægelsen til at tænke efter og lære af de erfaringer, der er gjort her i USA.

Californien har på få år øget sin produktion af solenergi så massivt, at delstaten i perioder enten forærer eller direkte betaler nabostater som Arizona og Nevada for at aftage den strøm, som den ellers så befolkningstunge delstat ikke selv kan forbruge.

PARADOKSET er opstået som konsekvens af en succeshistorie. For 10 år siden kom kun 15 producent af Californiens elproduktion fra vedvarende energikilder, størsteparten fra vindmølleparker og geotermiske anlæg. Solanlæg stod dengang for mindre end 1 procent.

Energirevolutionen tog kun få år: I dag leverer grønne energikilder mere end en tredjedel af delstatens samlede elforbrug, og solpanelerne er den enkeltkilde, der er i kraftigst stigning.

Hovedforklaringen er det dramatiske fald i omkostningerne ved etablering af anlæg. Mellem 2010 og 2016 er det gennemsnitligt blevet 73 procent billigere for californiere at bygge et solfangeranlæg, og produktionsprisen per kilowatt-time er nu det halve af, hvad strømmen koster fra et atomkraftværk eller et anlæg drevet af naturgas, viser tal fra U.S. Energy Information Administration.

DER ER andre paradokser: Trods overskudsstrømmen er elpriserne steget hurtigere end i resten af USA. Prisniveauet for strøm i Californien er 50 procent højere end det nationale gennemsnit.

Forklaringerne er flere: Delstaten har ingen central energimyndighed, der kan regulere elpriserne, så hvert energiselskab må klare sig på de vilkår, som markedet sætter. Eftersom mange af selskaberne har investeret i bygninger og udstyr for ret nylig, skal disse satsninger forrentes i et energimarked med overskudsproduktion og stagnerende priser.

Udviklingen i udgifter til etablering og drift af solfangeranlæg er kommet bag på alle planlæggere. Den californiske sektor for vedvarende energi har med andre ord leveret noget, der ligner et drømmescenario for klodens klimaaktivister, men er et mareridt for delstatens egne forbrugere og producenter.

Så det er ikke her blandt Californiens knap 40 millioner indbyggere, at klimaaktivister som Greta Thunberg skal gøre sig håb om at omvende forbrugere til at støtte den folkesag, som europæerne har gjort hende til frontfigur for.

BILLEDET er ikke mindre kompliceret, når vi ser på transportsektoren og det for amerikanerne allerhelligste: deres biler. Køerne på indfaldsvejene til en megaby som Los Angeles, hvorfra disse linjer skrives, demonstrerer dagligt amerikanernes ubekymrede holdning til deres fortsatte massive forbrug af fossile brændsler.

Ordet oliekrise er for længst forsvundet fra mediedækningen, og også her er der tale om en succeshistorie: USA er tæt på at have status som klodens største olie- og gasproducent. En udvikling, der har fundet sted i rekordtempo:

Siden præsidentembedet skiftede fra Barack Obama til Donald Trump, er den amerikanske produktion af råolie steget med svimlende 1 million tønder dagligt. Alene i Texas var stigningen i fjor på fra 5 til 10 millioner tønder dagligt, den største vækst i olieudvinding uden for Mellemøsten nogensinde. Stigningen betyder, at produktionen er næsten fordoblet på knap 10 år. Fortsætter tendensen, kan USA i løbet af 2019 blive verdens største olieproducent foran både Rusland og Saudi-Arabien. Det betyder også, at USA er tæt på at være selvforsynende. Det Internationale Energiagentur IEA forudser endda, at supermagten kan blive nettoeksportør af olie i slutningen af 2020’erne.

Ifølge tal fra forskningscenteret ZSW i Baden-Württemberg var antallet af elbiler på verdensplan ved indgangen til 2018 nået op på 3,2 millioner. 1,2 millioner af disse kører i Kina, mens bilglade USA tegner sig for beskedne 750.000 med Tyskland på en tredjeplads med 93.000.Altså mindre end 1 million elbiler i bilismens oprindelsesland. Af et samlet tal på anslået 270 millioner biler. Greta Thunberg kan godt glemme alt om at komme på kampagnetur i USA.

(klumme i Politiken 17. juni 2019)

Reklamer
Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Genbrug af Lenin men uden Karl Marx

Statskapitalisme og historiefortielse er formlen for Kinas fremgang.

I LØBET af de kommende døgn passeres 30-året for en af de mest dramatiske og monumentale begivenheder i det moderne Kinas historie: kommunistpartiets indsættelse af militæret for at rydde Beijings centrum og Den Himmelske Freds Plads for hundredvis af civile aktivister, der havde demonstreret i ugevis for mindre korruption og større åbenhed i regeringsførelsen.

Massakrerne natten mellem 3. og 4. juni 1989 rystede verden og udløste fordømmelser fra alle hjørner af kloden. Forudsigelserne om Kinas tilstand og fremtid dengang var, at landet atter ville lukke sig for samkvem med omverdenen.

De dystre profetier blev dog gjort til skamme: Kina valgte en udviklingsvej med et vidtgående økonomisk engagement i verden samtidig med en fastholdelse af sit politiske system med kontrol, censur og forfølgelse af dem, der aktivt modsætter sig regimets logik.

Landet har i dag en middelklasse, der tæller en lille halv milliard. Hundredtusinder af kinesere rejser hvert år udenlands som turister og vender hjem igen for at nyde frugterne af udviklingsmiraklets goder trods fraværet af de friheder og rettigheder, vi andre anser for at være universelle. Det store kinesiske paradoks er kommet for at blive.

Konsekvenserne af paradokset bliver fremover mere mærkbare for os europæere, således som den til tider hysteriske debat om udleje af pandaer til zoologiske haver viser. Danske og europæiske politikere, nationalkonservative som liberale, bedes besvare følgende spørgsmål: Hvad kan vi bedst finde ud af at leve med, koranskoler eller pandabure?

DET ER EN indlysende tragedie, at den kinesiske befolkning fortsat nægtes retten til en sandfærdig historieskrivning. Mens vi her i 100-året for Versailles-traktaten fortsætter med at reflektere over, hvorledes europæiske ledere kunne sende millioner af unge mænd i døden i skyttegrave for siden at skabe menneskehedens mest destruktive ideologiske systemer, nazisme og kommunisme, har nutidens kinesiske elite ført sin befolkning ud på fortielsernes vej, men langtfra en økonomisk blindgyde.

Ledelsen i Beijing har en samfundskontrakt med befolkningen: Lad os regere jer, så leverer vi historiens største velstandsfremgang. Meritokratisk statskapitalisme har afløst Mao-tidens destruktive massehysteri; marxistisk klassekamp er sendt ud på historiens mødding, mens de leninistiske kontrolmekanismer er blevet mere raffinerede.

Den digitale overvågningsstat skal ikke længere fremme en socialistisk verdensrevolution, men udvikle mønsterborgere, der scorer sociale point, alt efter hvor meget de tjener som forbilleder og gavner samfundets harmoni og sociale balance.

Den igangværende handelskrig mellem Kina og USA kan føre til, at kineserne får et digitalt jerntæppe, som de amerikanske techgiganter formenes adgang gennem. Trumps modsvar kan blive, at kinesiske giganter som Alibaba ikke længere vil få mulighed for at rejse kapital på Wall Street. Mon så ikke at City of London vil hjælpe til her? Brexitramte Storbritannien er Europas største modtager af kinesiske investeringer.

HER FØLGER EN anbefaling til den kommende danske regering og især dens udenrigsminister: Læs professor Kjeld Erik Brødsgaards bog ’Kina i moderne tid. Samfund, økonomi og politik’, der udkom i sidste uge (Hans Reitzels Forlag). Bogen er nok den hidtil mest omfattende fremstilling på dansk af Kinas udvikling, gennemanalytisk og robust faktabaseret. I bogen minder Brødsgaard os om en artikel af den amerikanske nobelpristager Robert Fogel, der for få år siden konkluderede, at i 2040 vil den kinesiske økonomi være tre gange større end den amerikanske.

Holder Fogels forudsigelse, vil Kina om en snes år stå for 40 procent af verdens økonomi, mens USA og eurozonen vil stå for halvdelen, altså 20 procent. Med eller uden pandabure er dette en tendens, som ingen ansvarlig dansk regering kan negligere.

I DAGENE OP til 30-året for massakrerne i Beijings centrum har The New York Times interviewet 66-årige Jiang Lin, der var en ung og nyuddannet journalist for det kinesiske militærs propagandamedier, da hun i det skæbnesvangre junidøgn i 1989 var vidne til militærets overgreb på nærmeste hold.

Jiang Lin konkluderer, at Kinas velstand og stabilitet forbliver skrøbelig, så længe kommunistpartiet ikke vedkender sig skylden for blodsudgydelserne dengang. »Så længe man benægter, at der blev slået folk ihjel, er enhver løgn mulig«, siger hun.

Efter interviewet med The New York Times har Jiang Lin valgt at forlade Kina. Der er ikke plads til skæbner som hendes i Kinas nye univers af velstandsfremgang, overvågning, belønning og straf, mønsterborgere, sociale kreditsystemer og rå forbrugerisme. Ingen profeterede denne udvikling i skæbneåret 1989.

(klumme i Politiken 3. juni 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Farvel til blå folketingssocialister

Thyra Frank er den største skandale i blå bloks forsøg på at føre velfærdspolitik.

PÅ EN AF mine cykelruter i indre by er jeg stødt på en enkelt valgplakat, der skiller sig ud i den alt andet end kønne skov af smilende politikeransigter, som forstyrrer bybilledet. Den plakat, der springer i øjnene, viser en ret ung kandidat for Socialistisk Folkeparti, som markedsfører sig med sloganet ’Mere socialisme, mindre snak’.

Endnu en ungdomspolitiker, der vil gøre en forskel – også for os halvgamle, må man forstå. Tilmed en socialistisk forskel, og hvori kunne en sådan bestå? Mere udjævning mellem den politiske og økonomiske elite på den ene side og den jævne dansker på den anden? Mere social balance og færre privilegier for nogle få udvalgte?

Sætter man politikernes egne økonomiske forhold under lup, kunne alle 179 folkevalgte rubriceres under et kampagneslogan i stil med: Socialisme for de velbeslåede og rå kapitalisme for lønmodtagere, folk på overførselsindkomster og mindre erhvervsdrivende.

Den velbjærgede ’socialisme’ består i, at de folketingsmedlemmer, vi tager afsked med efter valghandlingen 5. juni, kan se frem til to års såkaldt eftervederlag efter politikerkarrierens afslutning. Et folketingsmedlems årsløn er på robuste 678.00 kroner. Hertil et særligt skattefrit omkostningstillæg på 63.000 kr.

Efter kun et år som medlem af Folketinget er en politiker, doven eller flittig, hankøn eller hunkøn, sikret retten til en særlig pension, som er en livslang ydelse. Højeste sats opnås efter 20 år på tinge og er på 30.500 kr. om måneden resten af livet. Socialisme for de velbjærgede!

DET ER DA påfaldende, hvor fraværende dette emne har været i valgkampen. Godt, at vi har Ekstra Bladet, der aldrig forsømmer en valgkamp til at minde læserne om, hvilken form for velfærdsmodel, de folkevalgte har indført for dem, der får adgang til nationens fornemste sal.

Både folketingsmedlemmer og ministre skal bestå en dueligheds- og troværdighedsprøve, når de bestrider deres ædle hverv. Men i den valgkamp, der nu er på vej ind i slutspurten, har jeg ikke set eller hørt en eneste Christiansborg-journalist fra public service-medierne, altså DR og TV 2, spørge partilederne, om de mener, at deres kolleger på tinge eller i regeringskontorerne har været deres aflønning værd. Den debat er igen-igen overladt til de trykte medier.

Har vi fået tilstrækkelig politikervaluta for pengene? Det eksempel, som skriger til himlen, er regeringens afgående ældreminister. Thyra Frank, den tidligere plejehjemsleder, der røg ud af Folketinget ved valget i 2015, men som i november 2016 blev hentet ind i regeringen af Liberal Alliances partichef, Anders Samuelsen, i forbindelse med at partiet indtrådte i regeringen.

Thyra Frank er den minister, der har fået gennemført færrest regler og love, og hun holder af samme grund aldrig pressemøder. Hendes reaktion på den konstatering: »Det er jo faktisk i mine øjne et succeskriterie, at jeg ikke har fået indført alle de nye regler og love, som nogle åbenbart efterlyser. Jeg står jo for det stik modsatte. Nemlig, at vi skal regulere mindst muligt på ældreområdet, så der bliver langt mere plads og frihed til den enkelte«. Citatet er fra Magasinet Helse 10. oktober 2017.

FOLKETINGSVALGET 5. juni vil gå over i historien som afslutningen på en epoke, hvor de blå partier forsøgte at iføre sig en velfærds- og socialpolitik af den slags, som traditionelt karakteriserer rød blok. Hvis der er noget, som statsminister Lars Løkke Rasmussen må have grund til at fortryde, er det utvivlsomt optagelsen af Liberal Alliance i regeringen tilbage i november 2016.

Statsministeren har siden lanceringen af regeringens sundhedsreform gjort det klart, at de kommende års største udfordring er det stigende antal ældre. At snart over 10 procent af befolkningen vil være fyldt 80, stiller nogle krav til det kommende folketing, som ikke ligner tilsvarende social- og sundhedspolitiske udfordringer siden årtusindeskiftet.

Man forstår derfor den sandsynlige kommende statsminister Mette Frederiksens ønske om at danne en soloregering, der vedtager love med skiftende flertal. At partierne til venstre for midten vil være med til at finansiere de kommende års velfærds- og sundhedspolitiske forlig, giver sig selv.

Men hvem vil være med fra blå blok, hvor skattestop eller skattenedsættelse stadig er et mantra?

Liberal Alliance er ude af denne ligning. Thyra Frank kostede dyrt i lærepenge: Blå bloks velfærdssocialisme for de velbjærgede.

(klumme i Politiken 30. maj 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Martyrier har kostet os dyrt

Men religion alene kan ikke forklare selvmordsattentater.

Påskens terrorangreb i Sri Lanka kommer i historiebøgerne til at få en status, der kommer tæt på nogle af de hidtil mest spektakulære af slagsen, herunder angrebene i New York og Washington, D.C., 11. september 2001 og dermed starten på det, der siden blev kaldt den globale krig mod terror.

Andre angreb af slagsen fortoner sig i hukommelsen og historiebøgerne. I perioden mellem 1987 og 2001 stod De Tamilske Tigre i Sri Lanka for mellem en tredjedel og halvdelen af alle udførte terrorangreb på kloden. Islamisk fundamentalisme kunne det ikke kaldes, for tamilerne er overvejende hinduer. En dramatisk kontrast til den realitet, at vore herboende tamiler er blandt de bedst integrerede mindretal, vi har.

En detalje mere fra historieskrivningen, som nutiden har glemt: 23. oktober 1983 dræbte en bombe i en lastbil i Beirut 305 personer, herunder 241 amerikanske militærfolk i en fredsbevarende enhed, 58 tilsvarende franske og 6 civile. Angrebet blev efterfølgende kaldt den største enkelte ikkenukleare eksplosion nogensinde.

I perioden 1980-2017 blev omkring halvdelen af samtlige gennemførte selvmordsattentater i verden, et tal på ca. 3.000, udført i Mellemøsten: 32.000 dødsofre og 76.000 sårede har været konsekvensen. Som fænomen opstår selvmordsmartyrier i denne del af verden i 1980, hvor anslået 52.000 unge iranske mænd tilslutter sig såkaldte martyrieenheder. Vi er i år 2 efter Ayatollah Khomeinis magtovertagelse, hvilket sætter sig spor i flere nabolande. Halvdelen af alle terrorangreb i 1980’erne udføres på libanesisk jord, mange af dem iransk sponsorerede. 40 bombninger med 934 dræbte og 891 sårede til følge.

Hvor disse tal er hentet? I sikkerhedsorganisationen Nato? Pentagon, hovedkvarteret for klodens største militærmaskine? Overhovedet ikke. De her refererede data er systematisk indsamlet af en flittig og idealistisk britisk journalist, Iain Overton. I en alder af kun 45 år er han leder af aktivistorganisationen Action on Armed Violence.

I SIDSTE måned udgav Overton bogen ’The Price of Paradise’. Bogen er både et journalistisk mesterstykke og et sandt rædselskabinet af uhyggelige gerninger, indledt med historiens første kendte af slagsen, mordet på den russiske tsar Alexander II i Sankt Petersborg marts 1881.

Overton minder os om, at selvmordsmartyrierne også er forekommet i regulære krige. Stillehavskrigens sidste år 1944-45 fik den japanske militære ledelse til at ombygge 12.700 fly til brug for de såkaldte kamikazeangreb – kamikaze betyder guddommelig vind. I samme krigs mest spektakulære slag om øen Okinawa udførte 1.465 selvmordspiloter angreb, der ødelagde 157 allierede skibe med hundredvis af omkomne til følge.

Den deprimerende konklusion i bogen er, at flere end 72.000 er blevet dræbt i selvmordsattentater, siden det russiske statsoverhoved i 1881. Hvad motiverede gerningsmændene? Religiøs fanatisme? I allerhøjeste grad, og denne findes til overmål i Mellemøsten og Afrika. Men både de tamilske hinduer og de japanske kamikazepiloter falder uden for denne kategori. De var drevet af en højere sag, som ikke i udgangspunktet kunne defineres som religiøse doktriner.

Har gerningspersonerne været drevet ud i desperation grundet fattigdom og social isolation? Ikke hvis vi bruger påskens attentater i Sri Lanka som et eksempel, vi skal forsøge at drage konklusioner af.

Hvordan det er lykkedes den formodede planlægger af angrebene, Zaharan Hashim, at overtale rigmandsbrødrene Inshaf, 35, og Ilham, 31, til at ofre sig selv og tage snesevis af uskyldige med i døden, kan kun vanskeligt udredes. Et uhyggeligt efterspil er en del af dramaet:

Få timer efter eksplosionerne på de to luksushoteller Shangri-la og Cinnamon Grand mødte sværtbevæbnede politisoldater op i den luksusbolig, hvor familierne boede sammen med overhovedet, brødrenes far, Mohamed Ibrahim, en af Sri Lankas rigeste mænd, leder af et erhvervsimperium bygget på dyrkning og salg af krydderier. Antiterrorenheden blev mødt i døren af Ilhams hustru. Hun var uhyggeligt velforberedt, udløste en detonator, der dræbte hende selv, parrets tre børn på henholdsvis 5, 4 år og 9 måneder og sandsynligvis det ufødte barn, hun bar på. 3 af politisoldaterne blev dræbt.

Srilankanerne kommer som resten af den civiliserede verden til at lede længe efter rationelle svar på disse horrible ugerninger. Er det for meget at ønske sig, at nogle af den islamiske verdens religiøse og intellektuelle ledere gør selvmordsmartyrier til genstand for undersøgende og afklarende debatter, der kan hjælpe verden videre?

(klumme i Politiken 20.05. 2019)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar

Er Indien ved at svigte landets muslimer?

Indiens enestående eksperiment lever ikke op til alles forventninger. 

Der er rigeligt med gode grunde til at beundre og respektere Indien. En stolt urgammel civilisation, der er hjemsted for årtusindgamle sprog, mangfoldige kulturer og religiøs sameksistens.

Syv årtiers selvstændighed har været noget af en storpolitisk rutsjetur, hvor forholdet til især den vanskelige nabo Pakistan har været definerende for gigantens placering i verden. Men Indien fascinerer alle, der har besøgt dette enestående demokratiske og multikulturelle eksperiment.

I over en måned har inderne nu deltaget i den mest fundamentale af demokratiets discipliner: valghandlingen. Op mod 900 millioner stemmeberettigede har haft muligheden for at benytte sig af denne ret; ikke alle har gjort det, mens andre er blevet ekskluderet. Ja, holdt ude, men af hvem? Bureaukratiet, såmænd. Regler, der ikke altid giver mening. Men måske også noget, der handler om identitet og religiøst tilhørsforhold.

Indiske aktivister og uafhængige borgergrupper har ikke forsømt lejligheden til at gøre opmærksom på, at landets demokratiske system har både revner og huller. En valgforsker siger, at 28 millioner kvinder ikke har figureret på valglisterne. En aktivistgruppe, der kalder sig Missing Voters, går så langt som til at sige, at 120 millioner indiske borgere, der formelt opfylder kriterierne for at være stemmeberettigede, ikke har været at finde på valglisterne.

Besynderligt kan man sige, og lige om lidt er det for sent at gøre noget ved det. Med udgangen af denne uge er klodens største demokratiske handling overstået.

Resten af Asien, især de lande, der ledes med større og mindre legitimitet af autokrater, har brug for at nærstudere de indiske erfaringer. Siden sin start som uafhængig nation i 1947 har Indien skullet demonstrere muligheden for tolerant og demokratisk sameksistens mellem et hinduistisk flertal og landets største mindretal, muslimerne. Men er det lykkedes?

De rå officielle tal fortæller os, at ud af den knap 1,4 milliarder store befolkning er de 14 procent muslimer. Men i det afgåede parlament var kun 22 ud af 543 folkevalgte muslimer, svarende til 4 procent. Reelt den laveste andel i et halvt århundred og langt under det højeste nogensinde, 9,6 procent, tilbage i 1980.

Kritikere lægger skylden for denne udvikling på det hindunationalistiske regeringsparti, Bharatiya Janata (BJP), og premierminister Narendra Modi. Regeringschefen beskyldes for at have polariseret det politiske landskab i en sådan grad, at stort set alle vælgergrupper er bange for at gå glip af de fordele, der følger med at have lod og del i de hindu-ledede delstatsparlamenter.

Et eksempel fra det virkelige liv er valgene for to år siden i Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat og hjemland for 40 millioner muslimer, hvor BJP ikke opstillede en eneste muslimsk kandidat, som de stemmeberettigede i samme trosretning kunne bakke op om.

En tilsvarende tendens spores også i Indiens ældste og mest sekulære partier, først og fremmest Kongrespartiet, der påberåber sig at have stået fadder til Indiens sekularisme og multikulturalisme. Men partiets leder, Rahul Gandhi, er fuldt bevidst om, at hvis han skal have en rimelig chance hos vælgerne for at matche et stærkt og selvbevidst BJP, kommer han ikke langt ved appellere særskilt til de muslimske vælgergrupper.

Andre mindretal følger sig trængt i valgprocessen. I den nordøstlige delstat Assam blev valgdeltagelsen imponerende 80 procent, men omfattede ikke de anslået 125.000, der blev stemplet som tvivlsomme, fordi de ikke kunne fremvise tilstrækkelig dokumentation for, at de er indiske statsborgere.

I andre delstater er der fremkommet beskyldninger om, at bureaukratiet manipulerer med vælgerregistreringen. Igennem tre år er dette angiveligt fundet sted i den sydlige delstat Telangana, hvor antallet af vælgere på besynderligste vis faldt med tre millioner.

Indien har brug for en politisk administrativ opstramning, hvis landet skal fortsætte med at være et demokratisk forbillede. Derudover har Indien brug for mere økonomisk modernisering og en mere gennemgribende urbanisering. Alt for mange indere lever stadig på landet, og forskellene i levestandard de forskellige delstater imellem er stigende. Der er stadig et stykke vej opad for den gennemsnitlige inder, hvis levestandard målt i købekraft kun er det halve af den tilsvarende kinesers.

Men Indien har en styrkeposition, Kina ikke har: en meget ung befolkning. Både demokratisk og demografisk er Indien Asiens store vinder. Det er tilladt at både juble og klappe.

(klumme i Politiken 15. maj 2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Kejsere af en ny verden

Rollebytte blandt klodens giganter sætter Europa i vildrede.

Mens det politiske Europa har startet nedtællingen til de valghandlinger, der risikerer at afstedkomme en endnu dybere fragmentering af kontinentet, har Østasien taget både symbolske og praktiske skridt i en retning, der får konsekvenser for indretningen af hele kloden.

Ved månedsskiftet var Tokyo scenen for en kejsers abdikation og tiltrædelsen af en ny; et ceremonielt forløb, der sidst blev indskrevet i historien for et par hundrede år siden. Begivenheden var selvfølgelig velforberedt i det ritualdyrkende Japan, men blev kun sporadisk bemærket i den vestlige medieoffentlighed.

For europæere repræsenterer Japan på samme tid urgammel civilisation og vestligt inspireret modernitet. Men også stagnation, tilpasningsevne og uforanderlighed. Japans kolossale succes som udviklingsmodel i de første fire årtier efter Stillehavskrigen førte til samme models afvikling, eftersom den i tilpasset form er fortsat hos Japans naboer, først og fremmest hovedrivalen Kina.

De sidste dage i april var Beijing vært for ministre og diplomater fra godt og vel 150 lande, der var inviteret til et statusmøde i det såkaldte ’Belt and Road’-program, Kinas ambitiøse silkevejsprojekter, der udstrækker sig i varierende former på flere kontinenter.

I et asiatisk perspektiv et monumentalt rolleskifte: Da kejser Hirohito døde i 1989, stod den Opgående Sols Land på højden af sin formåen; alle beundrede japanerne, mens rivalen Kina var lammet af frygt, kaos og isolation. Japans nyligt tiltrådte kejser Naruhito kan muligvis inspirere sine undersåtter til at finde en vej ud af den identitetsforvirring, som 75 års amerikansk administration og påvirkning har påført den urgamle asiatiske højkultur. Men Japans fundamentale udfordring er at finde sig en forandret rolle med et Amerika på global retræte.

Kina kan ikke gøre som Japan: ’Belt and Road’ er Beijings alternativ til formelle alliancer. Infrastruktur-imperialisme er projektet spydigt blevet kaldt – et kinesisk ledet hierarki i Asien. Fredeligere end fortidens japanske, det såkaldte ’Store Øst-Asiatiske Velstandsområde’, udråbt i august 1940, mens Tokyos generaler forberedte invasionen af de europæiske og amerikanske kolonier i Sydøstasien.

Sceneskift til nutiden: Fire årtier uden væbnet konflikt i Østasien. Velkommen til en verden opdelt i interessesfærer.

Blandt de mest prominente gæster ved topmødet i Beijing var den britiske finansminister Philip Hammond, for en stund befriet fra det kaos- og Brexit-ramte Westminster. Han burde nok have haft følgeskab af en fransk eller tysk finansminister, da disse har været kritiske over for det Italien, der nu sammen med Grækenland er europæisk partnerland i ’Belt and Road’.

Men kritikerne i Berlin og Paris holder lav cigarføring. På 10 år er de kinesiske investeringer i Tyskland blevet otte gange større end de tilsvarende i Italien, og den tyske eksport til Kina er syv gange den italienske. Hver uge ankommer 30 kinesiske godstog til terminalen i Duisburg. Den moderne udgave af silkevejene er for længst nået til Nordeuropa.

Kan Kina og Europa finde fællesnævnere i en tid, hvor Europa fragmenterer og Amerika ledes impulsivt, visionsløst og uforudsigeligt?

Europa er under pres sydfra med migrationsbølger af migration fra et Afrika, hvor befolkningsudviklingen er uden for kontrol, og en reel industrialisering har lange udsigter. Kinas kapacitet bør finde anvendelse både syd og nord for Sahara, mens vestlige donorinstitutioner kan koncentrere sig om de blødere komponenter i udviklingen, først og fremmest sundhed og uddannelse.

Er der noget tilbage, som USA kan tage sig af? Krigene i Mellemøsten, våbeneksporten og terrorbekæmpelsen, når mutationerne af Islamisk Stat begynder at sprede sig? Er det Donald Trump, der sikrer, at Tyrkiet ikke falder helt ud af Nato i den omfavnelse, som Erdogan og Putin stadig befinder sig i? Hvad med presset fra latino-migranter på USA’s sydgrænse?

Der er rigeligt at bekymres over, mens vi venter på lyset for enden af tunnelen. Hvis forlydenderne holder stik, rejser generalsekretær og præsident Xi Jinping til Washington i næste måned for at afrunde den opslidende handelskrig mellem klodens to vigtigste økonomier. Striden har allerede kostet millioner af jobmuligheder på flere kontinenter, og på den lange bane vil der kun være vindere, hvis Xi og Trump finder melodien, de kan gå i takt efter, og de dertil hørende grimasser, der kan passe.

Går aftalen i mål, vil Trump kunne fortælle sit vælgerkorps, at han har gjort både Amerika og Kina store igen. Mens Europa vrider sig i frygt, forvirring og fragmentering. Nationalpopulisterne er den store joker ved stemmeurnerne.

(klumme i Politiken 6. maj 2019)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Både pandastat og Huawei-provins?

Cyberspace-risici er ikke kun knyttet til statslige aktører.

Prøv lige dette tankeeksperiment: En dansk familie planlægger en forårsfridag og sætter Københavns Zoologiske Have på programmet. Børnene bliver spurgt: Kunne I tænke jer at se de to pandabjørne?

Undervejs kommunikerer familien med forældre til børnenes kusiner og fætre og sikkert bedsteforældregenerationen. Det foregår i form af samtaler mellem mobiltelefoner af mærket Huawei, firmaet, som danske TDC har fravalgt som partner i den kommende udrulning af 5G-netværket.

Kina præger i stigende grad danskernes hverdag. Tidligere var det mest madkulturen, siden kom der forbrugsgoder, pandabjørne og mobiltelefoni. Danmark har netop fået status som pandastat, men følger der noget med, som vi skal vogte os for?

Huawei er kommet for at blive. Med eller uden TDC. Nok er firmaet et mål i bevægelse i den igangværende amerikansk-kinesiske handelskrig, men telebranchen er ikke en hovedfaktor i den ubalance mellem de to giganters samhandel, som Donald Trump har lovet sine vælgere at gøre op med. Snarere er der tale om, at Huawei er det mest synlige udtryk for Kinas forvandling fra en udviklingsøkonomi til en højteknologisk supermagt og dermed det eneste land, der på sigt kan udfordre USA.

Kinesiske hackerangreb er globalt udbredt, og derfor er det indlysende for kritikere og rivaler at knytte dem til et firma, som alle kan forbinde med giganten i øst. Men hvordan skal vi så kategorisere de mange russiske cyberangreb på digitale mål i både USA og Europa, når verden ikke kender til et globalt favnende russisk teleselskab?

SLAGMARKEN er udrulningen af det 5G-netværk, som kommer til at forandre den økonomiske dynamik inden for stort set alle sektorer i global økonomi. Når det er lykkedes USA at få en af sine allierede, Australien, til helt at formene Huawei adgang til landets 5G-netværk, er det et vidnesbyrd om en amerikansk offensiv på et område, der også handler om økonomisk udvikling, markedsadgang og fremtidig magtanvendelse.

For adgang til data er nu og i fremtiden lige så afgørende for de globale magtbalancer og konfliktforløb som missiler, velbevæbnede skibe og avancerede kampfly var det under den kolde krig. Forskellen på dengang og nu er, at de stridende parter er økonomisk forbundet som aldrig tidligere set. Hvilket indebærer, at der ingen nemme løsninger er.

Den digitale frontlinje er ved at forrykke sig i Europa. Storbritannien besluttede i sidste uge at give Huawei mulighed for at byde på nogle af de opgaver, der skal udføres i udbygningen af 5G i Storbritannien, dog ikke på kerneområder. Alarmklokkerne lød omgående i Washington, som angiveligt vil forsøge at presse London til at omgøre beslutningen, så snart Theresa May har forladt Downing Street 10.

Med til billedet hører, at en britisk efterretningsmyndighed i otte år har drevet en kontrolenhed, som har screenet Huaweis teknologi, inden den blev sluppet ud til brugere og myndigheder. Huawei har betalt for denne enhed, men ikke ledet den. Ingen rygende pistol er fundet.

Tyskland har for længst meldt ud, at man ikke vil rette ind efter Washingtons pres. Men vi har stadig til gode at se en samlet europæisk linje i forhold til de digitale udfordringer, der udgår fra Beijing.

Hackere og cyberpirater findes i mange nationaliteter, og de kan sælge deres tyvekoster til både private og statsforetagender, herunder terrornetværk. Derfor handler techopgøret om meget mere end handelskrig og toldsatser mellem klodens to største og vigtigste økonomier. Borgere og forbrugeres sikkerhed må veje tungere end hensynet til en alliance, uanset hvor stor historisk gæld vore politikere mener, vi måtte have til USA. Europa må finde sin egen linje.

Selvfølgelig skal danske myndigheder og forbrugere ikke gøre sig illusioner om, hvad Huawei måtte være i stand til. Vi taler om en gigant i mammutstørrelse med et globalt salg på mere end 100 milliarder dollars, en tilstedeværelse i 170 lande og 80.000 medarbejdere afsat til forskning og udvikling.

Huawei har en hovedrolle i, at kineserne er på vej til at vinde kapløbet om globale patenter. Kina indgav i fjor 53.345 patentansøgninger og ligger nu lige i hælene på USA med 56.142. Hver tiende af de kinesiske ansøgninger udgik fra Huawei. Om lidt mærker Washington og Silicon Valley suset fra den røde gigant i overhalingsbanen.

Huaweis nærmeste konkurrenter i opgøret om 5G er svenske Ericsson og finske Nokia. Mon ikke ledelsen i Microsoft fortryder, at de ikke beholdt Nokia?

(Klumme i Politiken 2. maj 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar