Mens statsministeren stødte på grund i Afrika, valgte hendes sandsynlige afløser at forberede et besøg i Kina.
Navnet er Hummelgaard. Peter Hummelgaard.
Amagerknægten og juristen med den drengede fremtoning har ambitioner om statsministerjobbet. Rivaliseringen med Nikolaj Wammen er stillet fuldt til skue. Begge har utvivlsomt gjort den bitre erkendelse, at med Mette Frederiksens Rwanda-aftale er den sidste rest af socialdemokratisk internationalisering parkeret i en milliarddyr afrikansk blindgyde.
På hjemmefronten fortsætter vælgerflugten og gæt engang hvorhen? Statsministerens udlændingepolitik er kalkeret fra Messerschmidts DF-populister, som kun kan smile og grine hele vejen til stemmeurnerne.
Presset mod den socialdemokratiske top udgår især fra den tungere del af dansk erhvervsliv. Det stod klart, da Dansk Industri 9. november brugte en mandag formiddag på en konference om de økonomiske, klima- og erhvervspolitiske udfordringer, der udgår fra giganten i øst, Kina. Her var Peter Hummelgaard inviteret som keynote-speaker, og han formulerede sig naturligt nok med stor omhu og forsigtighed. Men bundlinjen var ikke til at misforstå: Danmark er på vej til at revurdere sin Kina-politik, hvilket er en regulær øretæve til Mette Frederiksens perspektivløse anti-kinesiske linje.
Mens Hummelgaard stod på podiet i Industriens Hus, tumlede erhvervsminister Martin Lidegaard rundt i Beijing og Shanghai og kæmpede med at begribe de forandringer, der har løftet kineserne til det niveau, hvor de står i dag: klodens største økonomi målt på købekraftspariteter. Nu også den mest innovative. På diverse direktionsgange i Silicon Valley og i europæiske hovedstæder skides der grønne grise, spørg bare hos Novo i Bagsværd.
Sandsynligvis var der kun to mediefolk til stede den mandag i Dansk Industris tætpakkede mødesal: den redaktør emeritus, der skriver disse linjer og dagbladet Informations kyndige og velskrivende Villads Andersen, som i en 1800 ord stor tematisering i weekendsektionen Moderne Tider 20.11. udlægger konferencens vigtigste budskaber.

Villads tog efterfølgende fat i Peter Hummelgaard og fik præciseret, at ministeren planlægger et snarligt besøg ovre hos giganten østpå. En forunderlig vej til statsministerkontoret, som kan forklares med, at den tungere del af dansk erhvervsliv gerne ser en snarlig skiftedag på øverste niveau i regeringspyramiden.
Jeg tillader mig at låne nogle bidder af Villads’ artikel i det følgende, hvori indgår journalistens interview med regeringens næst-vigtigste minister:
Hummelgaard fortæller sin udgave af en stor historie, vi efterhånden kender så godt. Om hvordan verden forlod en bane, som Vesten for længe blev ved med at tro, den stadig var på. Om et Kina, der gik fra at være et fattigt landbrugssamfund til hele verdens fabrik til »en økonomisk, politisk og teknologisk supermagt«. Og et Europa, som insisterede på, at samhandel var sameksistens, og hævdede sin frihed, mens det langsomt blev bundet.
»I disse år bliver nogle af de vigtigste spilleregler for global handel omskrevet,« siger Peter Hummelgaard.
»Jeg er ikke optaget af Kina, men vores forhold til Kina blotlægger og udstiller nogle af de problemer, vi har i Europa.«
»Hvis Europa ikke bare skal bruges til at tørre gulv med i den internationale konkurrence, så er vi nødt til at forstå, hvad de gør, og hvad vi kan lære af dem.«
(…)
Dagligt handelsunderskud: en milliard
Handelsunderskuddet vokser med én milliard kroner om dagen. Kina står for 93 procent af verdens patentansøgninger inden for vedvarende energi. På ti år er Europas solcelleindustri blevet totalt udkonkurreret. Det er ved at gentage sig med vindmøller. Nogle mener, det allerede er sket med elbiler. I 2020 eksporterede Kina en million elbiler om året, nu er det ti millioner.
Maskiner, medicin, robotter, bioteknologi, batterier, skibe. Samme historie alle steder. Og når vi selv skal producere, er vi dybt afhængige af kinesiske råstoffer og sjældne jordarter. Vi kan ikke slå Kina uden Kina.
Ifølge den franske regerings strategi- og planlægningskontor er over halvdelen af EU’s industriproduktion i fare for at knække under kinesisk konkurrence.
Tyskland er blandt de hårdest ramte. De mister allerede over 10.000 industriarbejdspladser om måneden. Volkswagen lukker fire tyske fabrikker og nedlægger i alt 100.000 stillinger over de næste tre år. »En fremtidsplan,« kalder virksomheden det.
»Kina blev optaget i WTO uden nogen former for sikkerhed for, at de ville overholde WTO’s spilleregler. Vores marked er åbent for dem. Deres er lukket for os. De bruger ulovlig og aggressiv statsstøtte. Vi forbyder den. De spiller unfair,« siger Hummelgaard.
Løsningen er en blanding af hårdere handelspolitik, importforbud, told, aftaler om at begrænse kinesisk eksport som den, EU’s handelskommissær kom hjem med for nogle uger siden. Alle de klassiske værktøjer.
Europa skal forbedre sig
Men egentlig er Hummelgaard mere optaget af, at Europa bliver bedre, end at Kina bliver begrænset. Det er ikke nok at forhindre, at fabrikkerne lukker, der skal bygges nye fabrikker. Der er brug for en offensiv politik.
Han støtter, at EU får »større muskler« i form af et større EU-budget, så længe pengene bliver brugt rigtigt: på at opbygge nye industrier og teknologier.
Statsstøtte har aldrig været »kosher i det europæiske vokabularium, men EU må vågne op og begynde at investere i strategiske sektorer og morgendagens løsninger«, siger Hummelgaard.
Som Kina gør, og USA gør. Vi skal turde miste noget, turde fejle, mener han.
Det er også en del af Kinas metode. At støtte en masse forskellige virksomheder, der udvikler samme produkter og teknologier på forskellige måder, og så lade dem konkurrere hinanden ihjel. Ti ligger som aske på jorden, én står tilbage, og det er den, som har det bedste og billigste produkt. Succes ud af andres nederlag.
(….)
»Jeg er enig i, at Kina skal stilles til ansvar for sin rolle i krigen,« siger Hummelgaard og kalder landet en »geopolitisk modstander«.
»Men i nogle sammenhænge giver det mening at alliere os med dem,« siger han også:
»Under forhandlingerne om den nye skibsfartsaftale IMO stod vi fra begyndelsen på samme side og arbejdede begge for større krav til den marinebårne godstransport.«
Modsat statsministeren planlægger Peter Hummelgaard at besøge landet. Et både-og, som man kender både-og’erne. Peter Hummelgaard siger da også »dilemmafyldt« rigtig mange gange, mens vi taler.
»Kina er ved at blive en elektrostat, og deres produkter hjælper andre med at blive elektrostater. Det er godt for den grønne omstilling. Det er bare supertræls for de europæiske virksomheder, som før var de bedste og før sad på markedet, og som nu må skære ned.«
Tak til Villads og Information for lån af citater.
Nedenfor et udvalg af slides, der på DI-konferencen blev præsenteret af direktøren for den tyske tænketank Merics, Mikko Houtari.


































