Kønspolitik skaber turbulens i Taiwan

Debat om identitet vender op og ned på politik i et af Østasiens mest dynamiske demokratier.

Gader og veje i Taiwan er i denne tid plastret til med kulørte bannere og plakater, der signalerer valgkamp. 24. november skal den demokratiske østat med lidt over 23 millioner indbyggere vælge deres politiske repræsentanter på lokalniveau.

Overalt i landskabet – fra det urbaniserede nordlige Taiwan omkring hovedstaden Taipei til det mere landlige landbrugsdominerede Sydtaiwan – står der spraglede bannere med billeder af kandidaterne i vejkanten og langs rismarkerne. Taiwan demonstrerer endnu en gang, at øen lever et demokratisk liv trods den skræmmende nærhed til sin kulturelle og historiske fastlandskinesiske storebror kun 150 kilometer væk.

Byråds- og regionspolitik i Republikken Kina, som er statsdannelsens navn, bliver også til en uformel folkeafstemning om politik på nationalt niveau og vil afgive signaler om, hvorvidt øens 62-årige præsident Tsai Ing-wen stadig er populær, og om det giver mening for hende at genopstille i 2020, når hendes første embedsperiode udløber.

En valgkamp, der ligner alle tidligere af slagsen, skulle man tro. Men nej, denne gang er der gået køns- og identitetspolitik i taiwansk politik, og øens politiske landskab slår revner og bryder gamle mønstre op. Forklaring følger.

I DE GODT tre årtier, Taiwan har haft demokratisk styre (ikke bare én mand-én stemme og mindst to partier, men også uafhængige domstole, forsamlingsfrihed og private medier med udstrakt ytringsfrihed), har øens politiske liv været præget af blokpolitik: Hvor ’blå blok’, repræsenteret ved det gamle kinesiske nationalistparti Kuomintang, stod over for den ’grønne lejr’ med det Demokratiske Fremskridtsparti, DPP, der er det nuværende regeringsparti.

I mange år stod den blå blok for fortid, mens den grønne blok blev set som det bedste bud på en fremtid, hvor Taiwan på sigt ville kunne gå formel uafhængighed og FN-anerkendelse i møde. Den hidtidige tilstand er, at Taiwan er et territorium, som Kina kræver genindlemmet, men som USA har som sikkerhedspolitisk protektorat.

USA modsætter sig ikke, at Taiwan en dag bliver en del af Kina, men i så fald skal det ske ad frivillighedens vej, dvs. med opbakning fra et flertal af befolkningen i Taiwan, hvilket der ikke er spor udsigt til. Taiwans eksistens bygger derfor på såkaldt strategisk tvetydighed – hverken tvungen genforening med Kina eller formel FN-anerkendt uafhængighed.

Store komplicerede spørgsmål, som indtil nu ikke har givet meget plads til diskussion om livsformer og mindretalsrettigheder.

MEN DET HAR den aktuelle valgkamp vendt op og ned på. Det opmuntrende er, at taiwansk politik er befriet for den vold, manipulation og demagogi, vi kender fra f.eks. Filippinerne og Indien, to af regionens ældste, men på lange stræk dysfunktionelle demokratier. Taiwanerne debatterer fredeligt og civilt; valgkampen er på mange måder atypisk i en asiatisk kontekst.

Det nye element er identitets- og kønspolitikken: Taiwan blev en ledestjerne, da landets højesteret for to år siden afgjorde, at ægteskab mellem to individer af samme køn skal ligestilles med det traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde.

Herefter var det forventningen, at parlamentet i hovedstaden Taipei ville følge op med den nødvendige lovgivning, men noget andet er sket: Konservative aktivister er gået i gang med at modarbejde, at de folkevalgte gør, som landets højesteret har afgjort.

Den aktuelle valgkamp er præget af, at der holdes folkeafstemninger om lokale emner, i lighed med hvad der kendes fra amerikanske delstater. Så når vælgerne går i stemmeboksene den 24. i denne måned, skal de også tage stilling til en halv snes såkaldte borgerforslag rejst af vælgere uden forhåndsgodkendelse fra partiledere og regering.

Aktivister, der modsætter sig højesterets afgørelse om ligestilling af vielser mellem to personer af samme køn med traditionelle ægteskaber, har sikret, at tre borgerforslag vedrørende dette emne kommer til afstemning, om end i en indirekte form.

Det første forslag går ud på at forbyde diskussion i folkeskolens klasser om ligestilling for seksuelle minoriteter. Det andet handler om selve definitionen på et ægteskab – om det overhovedet kan være andet end det klassiske mellem mand og kvinde. Og det tredje tema stiller spørgsmålet, hvorvidt et parforhold mellem to personer af samme køn kan sikres på andre måder end i form af en vielsesattest.

Alt sammen drevet af konservative kræfter, herunder mange i regeringspartiet, DPP, ledet af præsident Tsai Ing-wen. Kendere af taiwansk politik har ikke været sene til at pointere, at præsidenten aldrig er blevet set med en partner af hverken det ene eller det andet køn. Hun har i de seneste år levet sammen med … to katte.

SAMMENLIGNET MED f.eks. Thailand er Taiwan et dybt konservativt samfund, hvad angår den almindelige befolknings holdning til ægteskab, seksualitet og folks valg af samlivsformer. Mange homoseksuelle par er diskrete og holder lav profil i spørgsmål om seksuel orientering, hvis denne afviger fra flertalsbefolkningen.

Aktivisterne repræsenterende mindretallene har svaret igen med at stille to forslag: Det ene handler om, hvorvidt undervisningspensum i folkeskolen skal forpligtes til at orientere eleverne om seksuelle mindretal, det andet handler om, hvorvidt rettigheder for disse mindretal skal integreres i den civilretlige lovgivning.

Vejen til juridisk ligestilling mellem forskellige familie- og samlivsformer har været bugtet i Taiwan. Da regeringen i 2003 første gang foreslog juridisk anerkendelse af ægteskaber mellem to personer af samme køn, blev dette mødt med massiv modstand i parlamentet. Men allerede året efter blev diskrimination på arbejdsmarkedet på basis af køn forbudt ved lov. I en asiatisk sammenhæng er østaten et forbillede, men præsidenten har fået det svært.

(klumme i Politiken 11.11.2018)

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Ayatollahernes fornemmelser for Danmark

Hvor mange illusioner om militant politisk islam får lov at overleve den forgangne uge?

DA DEN dengang 76-årige Sayyid Ruhollah Musavi Khomeini landede i Teherans lufthavn 1. februar 1979 efter 14 års eksil, blev han af en af de journalister, der havde fulgt ham i flyet fra Paris, spurgt om, hvad han følte ved sin tilbagevenden til sit iranske fædreland.

»Intet«, lød svaret.

Det meningsløse svar skulle vise sig at dække over en virkelighed, der fik konsekvenser også langt fra Iran. Den islamistiske skriftlærde havde en plan om at tage kontrollen med millioner af sjæle i sit hjemland og dermed fundamentalt ændre de politiske grundvilkår i Mellemøsten.

Kort forinden havde verden været vidne til de sidste dødskramper i det 2.500 år gamle persiske monarki med shah Mohammad Reza Pahlavis flugt i eget præsidentfly. Siden fulgte shahens korte og ydmygende eksil i Egypten, Marokko, Bahamas og Mexico, inden en langvarig kræftsygdom afsluttede den engang enevældige despots 60-årige liv på et hospital i Kairo i juli 1980 (forløbet er mesterligt beskrevet i den britiske forfatter William Shawcross’ bog ’The Shah’s Last Ride’ fra 1989).

Sayyid Ruhollah Musavi Khomeini kom verden siden til at kende som Ayatollah Khomeini, den øverste åndelige leder af Den Islamiske Republik Iran. Khomeini forandrede denne urgamle civilisation til et populistisk og aggressivt teokrati, der i løbet af få år skulle lægge den iranske elites forsigtige ansatser til muslimsk sekularisme i graven.

KORT FORINDEN sin spektakulære overtagelse af Iran havde Khomeini givet et interview til det franske dagblad Le Monde. Til avisens udgave 9. januar udtalte han følgende: »Efter at shahen har forladt Iran, vil jeg ikke gøre krav på præsidentposten eller tage nogen form for politisk lederskab. Jeg vil begrænse mine aktiviteter til at vejlede mit folk«.

Siden skiftede Khomeini tone. Som han selv skrev i bogen ’Tahrir al-Wasilah’, bind 1, udgivet i Teheran i 1986:

»Hvis nogen studerer reglerne for den islamiske regering, for islamisk politik, for det islamiske samfund og den islamiske økonomi, vil han erkende, at islam er en meget politisk religion. Enhver, som siger, at religion er adskilt fra politik, er et fjols; han ved intet om hverken politik eller islam«.

Khomeinis vrede ramte siden forfatteren Salman Rushdie på grund af dennes bog ’De sataniske vers’, som af de skriftkloge i Teheran blev opfattet som gudsbespottende. En dødsdom, en såkaldt fatwa, fulgte. Konsekvensen er for Rushdie blevet et liv under politibeskyttelse. 7. februar 2015, da det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev udsat for et islamistisk terrorangreb, der kostede 12 dræbte og 11 sårede, udtalte Rushdie følgende:

»Religion, der er en middelalderlig form for ufornuft, bliver i kombination med moderne våben en virkelig trussel mod vore friheder. Denne religiøse totalitarisme har udløst en dødelig mutation i hjertet af islam. (…) Respekt for religion er hos os blevet til kodesprog for frygt for religion«.

Khomeini døde i juni 1989 kort efter udstedelsen af fatwa’en, men eftervirkningerne af Irans islamiske revolution mærkes helt frem til i dag også langt fra Teheran. I forgangne uge blev det dokumenteret, at den teologi, der fortsat tyranniserer en af klodens ældste civilisationer og mange andre samfund uden for sit eget domæne, har gjort Danmark til en af sine slagmarker.

IRANERNE i hjemlandet fortjener at blive befriet for deres egen kulturelle og religiøse byrde; en tung arv, der undertrykker et stort menneskeligt potentiale, som vi kender fra de mange velintegrerede etniske iranere, der her i landet dagligt bidrager værdifuldt til de fælles samfundsgoder.

Det fundamentale spørgsmål, som trænger sig på, er, om Khomeinis fire årtier gamle revolution vil tillade en frisættelse af denne civilisations store potentiale. Nemt bliver det ikke: Herhjemme har den iranskfødte professor emeritus Mehdi Mozaffari med bogen ‘Islamisme – en orientalsk totalitarisme’ dokumenteret, at islamismen, også den iranske, ligger i samme spor som det 20. århundredes fascisme, kommunisme og nazisme.

Som en, der flygtede fra Ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979, har han på egen krop følt, hvori truslen bestod. Debatten om islamistisk revolutionseksport må skelne mellem islam som en verdensreligion og islamisme som politisk ideologi. Men tiden må være inde til at begrave alle de virkelighedsfornægtende bortforklaringer om, at voldelig islamisme bare er enkeltindividers værk uafhængigt af religiøs påvirkning.

(klumme i Politiken 5. 11.2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Afspænding i nukleart mørkeland

Trumps politik rammer både allierede og rivaler, men lykkeligvis kan de tænke selv.

HVAD VIL han nu opnå, den koleriske og uforudsigelige indehaver af klodens mest magtfulde embede, når han midt i den amerikanske midtvejsvalgkamp udmelder, at han vil trække USA ud af en mere end 30 år gammel nedrustningstraktat om kernevåben?

Den kreds af lande, der hører til blandt amerikanernes historiske allierede og nære venner, kan denne gang ikke nøjes med at undre sig, lukke øjnene og bare håbe på, at det er et anfald, der snart går over.

Men uha for et billede, der i denne tid tegner sig af den vestlige verdens demokratiske supermagt og angivelige forbillede: internt plaget af terrorforsøg og en ukontrollabel våbenkultur midt i en skinger og polariserende valgkamp, hvor nationen har mere brug for at stå sammen om sine oprindelige idealer.

OVEN I AL denne støj kommer meldingen fra Det Hvide Hus om, at USA vil forlade den nok vigtigste nedrustningsaftale i nyere tid.

Yngre læsere kan begynde her: Den såkaldte INF-traktat, som USA’s daværende præsident Ronald Reagan i december 1987 underskrev sammen med sin modpart, Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, fik en betydning, der rakte langt videre end blot de rent militære og teknologiske områder, der definerede datidens våbenkapløb mellem de rivaliserende supermagtsblokke.

Forud for aftalen var gået nogle nervepirrende år, hvor generationer af vesteuropæere oplevede regulær frygt og bæven, forstærket af en hård retorik, der udgik fra Det Hvide Hus, hvor præsident Reagan kaldte sin hovedmodstander for ’Ondskabens Imperium’. Mindre kunne ikke gøre det.

Teknisk indebar traktaten, at et antal kortrækkende missiler og mellemdistanceraketter, der kunne udstyres med kernevåbensprænghoveder, skulle tages ned på begge sider af den linje, der delte Europa. Et indlysende nødvendigt initiativ efter en periode i de tidlige 80’ere, hvor relationerne mellem Moskva og Washington havde været bundfrosne og nervepirrende.

Med nedrustningsaftalen blev datidens psykologiske og politiske klima fundamentalt forandret. Resten er historie: To år efter faldt Muren i Berlin. Politiske tøbrud ændrede hele Central- og Østeuropa; yderligere to år efter ophørte Sovjetunionen med at eksistere, og med Reagans efterfølger George Bushs ord kunne en ny verdensorden indfinde sig.

INGEN AFTALER om nedrustning fortjener derfor prædikatet ’historisk’ bedre end INF-traktaten. Nu er aftalen på vej over i historiebøgerne, fejet af banen af Donald Trump. Manden, der har støbt kuglerne til dette dramatiske skridt, er John Bolton, Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, berygtet for sit indædte had mod FN-systemet og andre af de multilaterale arrangementer, der har sikret en relativt stabil verden siden 1945.

I kombination med Donald Trumps beslutning fra maj i år om at trække USA ud af atomaftalen med Iran er der lagt gift for bestræbelserne på at skabe stabilitet i en situation, hvor de globale magtforhold er under gennemgribende forandringer.

I Moskva sidder en Vladimir Putin, som under bedre omstændigheder kunne gøre en positiv forskel over for det iranske præstestyre i retning af at få genforhandlet den aftale, som Trump er utilfreds med. Men Putin må se sig konfronteret frem for motiveret til forhandling og dialog.

Konsekvenser andre steder i verden? Glemt er alt om en fremtidig amerikansk-russisk forståelse for en løsning i Syrien. Der er muligheder for at få afmonteret det nordkoreanske atompotentiale, men det vil i så fald ikke være Trumps fortjeneste. Tøbruddet lige nu på den koreanske halvø skyldes nord- og sydkoreanske diplomater.

I SAMME verdensdel er Sydkorea og Japan, begge nære USA-allierede gennem syv årtier, ikke blevet skræmt af Trumps aktuelle konfrontationskurs med Kina med både handelskrig og territorialstrid i Det Sydkinesiske Hav. Asiens regionale sværvægtere søger dialog, mens Trump skærper konfrontationen i vest. USA taber magt igen.

Forgangne uge bød på et initiativ, der tænder lys for enden af tunellen: Den japanske regeringschef Shinzo Abe aflagde besøg i Beijing og underskrev en stribe samarbejdsaftaler. Japan, USA’s vigtigste allierede i Østasien, demonstrerer, at det kan agere med fornuft i en tilstand, hvor dets hovedallierede handler med det modsatte.

(klumme i Politiken 31.10.2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Giganterne er nået til korsvejen

Trump har vendt forgængernes politik over for Kina på hovedet.

HVIS MAN endelig skal forsøge at sige noget positivt om den optrappede handelskrig mellem USA og Kina, må det være, at kombattanterne hellere må udfordre hinanden med toldsatser end med blokader, endsige regulære våben. Historien har ingen eksempler i nyere tid på handelskrige, der er forblevet langvarige. Der findes diplomatiske instrumenter, der kan forlige og på sigt løse dem. Det særlige i den aktuelle situation er dog, at USA har sin mest uforudsigelige præsident i mands minde og den mest protektionistisk indstillede Kongres siden mellemkrigstiden.

Læg hertil et Kina, hvis økonomiske styrke og ambitioner indtil for ganske nylig er blevet undervurderet af landets konkurrenter. Den amerikanske frygt og bekymring er, at giganten i øst stadig kun er i en tidlig fase i realiseringen af sine potentialer, økonomiske som militære. Vicepræsident Mike Pence leverede 4. oktober en tale på det konservative Hudson Institute, der definerer Kina som strategisk rival og opregner alle de områder, hvor USA mener, at Kina gør alt det forkerte.

Tilstanden mellem klodens to største økonomier og vigtigste strategiske spillere er dermed vendt totalt på hovedet, i forhold til hvad der gjaldt under forgængerne Obama, Bush og Clinton. Under Obama og Bush var Kina stort set fraværende i debatterne i Kongressen, mens Clinton mente at have givet Kina en lærestreg under den såkaldte missilkrise i Taiwan Strædet i 1996, hvorefter der var ro på med USA som overherre.

Kinas optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO i 2001 havde USA’s uforbeholdne opbakning. Datidens amerikanske politikere så dette skridt som Kinas indlysende nødvendige integration i verdensordenen. Forventningen var, at kineserne ville overholde de fælles spilleregler vedtaget i internationale fora. Problemet i dag er, at det gør de langtfra, og at Trump-administrationen i stigende omfang vender ryggen til selvsamme regler.

DONALD TRUMPS seneste skaktræk påkalder sig interesse: USA’s reviderede handelsaftale med sine to naboer, Canada og Mexico, (med det umulige akronym USMCA) indeholder en interessant klausul (artikel 32.10), der giver Washington, D.C., mulighed for at nedlægge veto mod enhver frihandelsaftale, som de to partnere måtte indgå med ’ikkemarkedsøkonomier’, som det udtrykkes. Læs: Kina. I en situation, hvor f.eks. Canada forsøger at udarbejde en frihandelsaftale med Kina, kan USA ekskludere den store nordlige nabo fra USMCA.

At det nogensinde kommer så vidt, er ikke sandsynligt, men USA har andre redskaber i værktøjskassen. Hvad vil konsekvenserne være, hvis Donald Trump forsætter sin protektionistiske kurs med forhøjede toldsatser på varer fra Kina? Så vil kineserne forøge sin eksport til stort set hele resten af verden; på den lange bane vil Kina blive styrket, og USA’s centrale position i verdensøkonomien vil gå endnu mere på skrump.

Kina er største handelspartner for 120 af verdens lande, og kun 20 procent af den kinesiske eksport går til USA. Eftersom kategorien af mellemindkomstøkonomier, der for kun få årtier siden var udviklingslande, er voksende, vil tiden arbejde for, at Kina forstærker sin status som klodens største handelsnation og eksportøkonomi, lige så langt øjet rækker.

For USA’s kroniske handelsunderskud vil vare ved. Anderledes kan det ikke være for et land, der aftager 30 procent af klodens industriproduktion, men selv leverer beskedne 13 procent i samme kategori. Så Kina har ret i, at Trump og Pence urimeligt beskylder Kina for problemer, især handelsunderskud og gæld, som er interne amerikanske udfordringer.

HVIS TRUMP mener det alvorligt med at få Kina til at rette ind, skal han ud at finde flere allierede, og her rækker det langtfra med Canada og Mexico. Han kan begynde med at etablere en erstatning for den store partnerskabsaftale for Asien og stillehavsområdet, kendt som TPP, som han skrottede umiddelbart efter sin tiltrædelse.

For Europa og for Asiens demokratier er den største udfordring her og nu Trumps uberegnelighed og hans foragt for de regler og rammer, som alle præsidentens forgængere har brugt politisk vilje og kræfter på siden 1945.

Pointen er også, at Kina er bedst hjulpet med at blive en troværdig spiller frem for en regelbryder. Fremtidens globale velstand er på spil.

(klumme i Politiken 22.10.2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Postkort fra Wien: Læs Freud på ny

Et besøg i Berggasse 19 inspirerer til tackling af nutidens identitetspolitik og krænkelseskultur.

SIKKE EN dannelsesrejse: Wien skuffer ikke. Klædt i de smukkeste efterårsfarver og med dagtemperaturer på omkring en snes grader er der lagt de fornemste rammer for oplevelser med historisk indsigt.

Den østrigske hovedstad burde benævnes Europas kulturelle hovedstad. Hvis EU-tilhængere vil drille med lidt politisk kætteri, kan de passende starte en transnational bevægelse for flytning af de fælleseuropæiske institutioner ud af Bruxelles de godt 1.100 kilometer i sydøstlig retning; argumentet kunne være, at dermed ville kontinentets politiske centre være kommet hjem til de kulturelle.

Ved indgangen til det 20. århundrede var ingen centraleuropæisk hovedstad mere kosmopolitisk end Wien. Datidens 2 millioner indbyggere gjorde byen til klodens 6.-største med en etnisk sammensætning, der i sin variation nok kun blev overgået af New Yorks befolkning. Her levede germanske folkeslag side om side med tjekker, slovakker, ungarere, rumænere, bulgarere, jøder, ukrainere, russere og ikke mindst en myriade af folk med rødder på Balkan.

EN AF WIENS mest berømte personligheder, psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, kan i midten af sine 50’ere have passeret både Adolf Hitler og Josef Stalin i byens gader på vej til og fra sin bolig og klinik på den berømte adresse Berggasse 19. Uden anelser om, at den kunstinteresserede fanatikers politisk formative år i det ellers multikulturelle Wien 1907-13 lagde grunden til den antisemitisme, som i 1938 sendte Freud-familien til London i landflygtighed og Europa ud i ragnarok og massedrab.

Freuds hus er i dag museum og et beskedent af slagsen, helt ude af proportion med mandens kolossale betydning for eftertiden. Møblementet mangler den berømte samtalebriks, som fulgte med i eksilet og er blevet der. Kornede filmruller, portrætter og situationsbilleder med forklarende tekstplancher leverer levnedsbeskrivelsen. De besøgende får et tidsbillede på psykoanalysens etablering leveret på selve arnestedet, men selvfølgelig kun et billede af fortiden.

I DET DANSKE medielandskab er der ingen debat af betydning om psykoanalyse, til trods for at Freuds teorier bekræftes hele tiden og igen – aktuelt i den eksplosive cocktail af identitetspolitik og krænkelseskultur, anført af #MeToo.

Fraværet kan forklares med, at psykoanalysen står i modsætning til nutidens effektivitetskrav og dens altfortærende identitets- og sundhedsideologi. En moderne udgave af Freud ville i 2018 ikke kunne levere en målbeskrivelse, der hedder helbredelse eller normalitet. Han eller hun ville ikke trøste eller opmuntre, men anbefale, at vi ser modsigelser og konflikt i øjnene uden illusionen om, at de kan harmoniseres. Tyg lige på den, alle jer i #MeToo.

Sagt på en anden måde er den oprindelige Freud blevet nedkæmpet af både de tusindtallige amatører i den milliardstore terapeutiske spekulationsindustri og de bevægelser, der har gjort identitet og krænkelse af samme til deres kernesag. Nutidens krænkere og krænkede har ikke tid eller råd til at gå i psykoanalyse flere gange om måneden. I stedet er fænomenet gået viralt, og hvordan ville Freud forklare dette, hvis han levede i dag?

I et af hans hovedværker, ’Kulturens byrde’ (’Das Unbehagen in der Kultur’, 1930), lyder et af de mest centrale udsagn: »Hvor vældig må aggressionen ikke være som kulturhindring, når afværgelsen af den kan gøre lige så ulykkelig som aggressionen selv«. Stof til eftertanke for nutiden!

LIGE SÅ PURITANSK og spartansk museet i Berggasse 19 er, lige så monumental og permanent er Sigmunds Freuds betydning i nutiden, om end stærkt underkendt, især af alle de pseudovidenskabelige amatører og aktivister, der plagierer ham og gør en profession ud af det.

Hvis Freud kunne hentes frem fra de døde, ville han henvise til ’Kulturens byrde’ og sige: Læs mine tekster en gang til, og tænk efter. Men psykoanalysens samtalesofa og den dermed forbundne intimitet er blevet afløst af skrig, hyl og afsløringer i det offentlige rum. Ingen medieplatform går fri for fænomenet; fortrængning er blevet en umulighed.

Så psykoanalysens fader er lige så aktuel i dag, som han altid har været. Måden, han tænker mennesket på, i al dets kompleksitet med drifter og hæmninger, er på højde med store filosofiske tankesystemer. Freuds skæbne minder om det, der i økonomien er overgået Karl Marx: at også de, der undsiger ham, inderst inde ved, at han har ret i det meste. I analyserne, om end ikke i løsningerne.

(klumme i Politiken 18.10.2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Grøn bilisme skaber globale tabere

Fremtidens transport- revolution vil gøre verden mere opdelt.

Hvem jublede højest, da statsministeren i sin åbningstale satte årstal på transportsektorens overgang til den grønne bilisme – forbrugerne eller producenterne?

Alene ordet elbil har fået en vis magi over sig, mens ordet hybridbil var et ret nyt ord i mit vokabularium, da jeg for halvandet års tid siden skiftede en kun tre år gammel benzinmotorbil ud med en hybridbil. Et besøg i Hyundai-fabrikkernes hovedkvarter i Seoul nogle måneder forinden gjorde udslaget: Ud med den kun lidt brugte 2014-model og ind med en hybrid fra samme producent, for jeg ville jo med på den grønne bilbølge (forbrugeroplysning: Nok er Hyundai et koreansk mærke, men har en fabrik i Tjekkiet).

Oplevelsen af at bevæge sig i den rigtige retning ved (delvist) at køre på elektricitet er siden blevet dæmpet ved læsning af beregninger, der viser, at selve produktionen af elbiler udleder så meget CO2, at en elbil forurener mere end en benzinbil i køretøjets levetid. Det nåede norske forskere frem til helt tilbage i 2012, så måske har vi levet i en stor indbildning?

Regnestykkerne er komplicerede, for klimabelastning afhænger af fremstillingsformen. De norske forskere nåede dengang frem til, at elbiler, der kører på strøm fremstillet af naturgas, forurener lige så meget som de dieselbiler, vi herhjemme hurtigst muligt skal have helt ud af markedet.

NÆSTE GENERATIONS teknologi presser sig på: Alle ved, at fremtidens biler skal køre på strøm, men skal den komme fra brint eller fra batterier? Den faktor, der kan knække kurven, er naturligvis at bruge den elektricitet, der er mest grøn.

I dag bliver brint til bilbrug fremstillet af naturgas. Via elektrolyse splittes naturgassen op i mindre bestanddele ved hjælp af damp; en proces, der udleder halvt så meget CO2 som fremstillingen af benzin eller diesel, men stadig er meget energikrævende. Hvis elektriciteten fremstilles med vand- eller vindenergi, vil man kunne reducere CO2-udslippet med op til 60 procent.

Brintbiler kører på strøm skabt i en brændselscelle. Eneste udledning herfra er vand. Slut med bekymringer over klimabelastning og ustabile benzinpriser på grund af svindende fossile reserver, for en brintbil kører på universets mest udbredte stof. Anderledes venligt ved klimaet vil det være, når metoderne til at lagre overskydende solenergi som brint bliver bedre udviklet.

Ifølge hjemmesiden brintbiler.dk er der for tiden 86 indregistrerede brintbiler i Danmark og 10 brinttankstationer, så der er et stykke vej endnu, inden brintbilerne får et folkeligt gennembrud.

En anden stor forhindring for en udbygning af brintbiler som transportform er naturligvis den forsyningsmæssige infrastruktur. Tallene fra verdens tredjestørste bilproducent, Tyskland, siger det meste: Tyskerne nåede i fjor op på (kun) et halvt hundrede brinttankstationer; salget af brintbiler går dog pænt med en fordobling fra 2016 til 2017.

Japan planlægger at have 20.000 brintbiler på vejene i 2020, hvor der ved Tokyos værtskab for de olympiske lege alene skal anvendes brintbiler.

DANMARKS geografi gør, at vi relativt hurtigt kan plastre landskabet til med brintbilstationer. Men tag så lige at se på Sverige, Tyskland, Polen og Frankrig; her kommer en tilsvarende omstilling til at tage væsentlig længere tid. For ikke at tale om bilismens kerneland, USA. Man ser for sig nogle meget opdelte samfund, hvor storbyerne og områderne omkring dem vil være præget af grønne transportformer, mens landevejene fortsat vil være præget af dieselosende lastvogne.

UANSET TEMPOET i forandringerne er den forbrændingsmotor, der mere end nogen anden teknologi dominerede det 20. århundrede, på vej ud af bilens motorrum, hvilket vil få dramatiske konsekvenser for store samfund over den ganske klode. Men det er næppe noget, der holder vore politikere vågne. Hvad vil der ske i de olieproducerende lande, når de skal indstille sig på, at deres fossile indtjening vil være konstant faldende?

Olierigdom er et pseudonym for forbandelse, således som vi længe har kunnet iagttage det i Venezuela. Hvor mange Venezuela’er skal det koste, at flere og flere højt udviklede lande omstiller sig til grønne transportformer?

Se frem til at ride med på den grønne bølge på landeveje, i byer og motorveje, men gør også klar til de sociale katastrofer, der vil blive udløst i olieproducerende lande, når deres økonomi kollapser. Bliver Vladimir Putin manden, der kan redde Rusland fra venezuelanske tilstande?

(klumme i Politiken 9. oktober 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Bliv klogere på verdens forandring

To danske bøger om verdens fremtid inspirerer og provokerer.

Et godt råd til især de uddannelsessøgende unge, der er usikre på verdens fremtidige indretning: find litteratur, der ikke er en del af studiepensum, men som på kvalificeret grundlag giver relevante pejlinger om klodens kurs. Og nej, det handler ikke om klimaforandringer og nødvendigheden af elbiler, men om forholdet mellem kultur, økonomi og teknologi i bredeste forstand.

De to titler, der skal omtales her, er blevet læst af nærværende skribent i umiddelbar forlængelse af hverandre. Deres emner kan umiddelbart tage sig forskellige ud, men de supplerer hinanden. I kombination har de to bøger nøgler til forståelse af, hvorfor den aktuelle verdensorden er blevet til en uorden, hvor mange indgroede forestillinger skal enten forkastes eller revideres: Vor fremtid defineres af teknologiske nyskabelser, men deres nytteværdi vil afhænge af kultur i betydningen: samfundenes sammenhængskraft.

BEGGE BØGER er velskrevne, medrivende og leverer tiltrængt provokation og inspiration. Journalist og forfatter Christina Boutrup fortsætter med ’Den store techrevolution. Sådan former Kina vores fremtid’ (People’sPress) i det videbegærlighedens spor, hun i en årrække har bevæget sig på. Med afsæt i reportagerejser i Kina fulgt op af kursus- og forelæsningsvirksomhed har hun taget danske publikummer med ind i et univers, der for mange forbliver skræmmende og mystisk.

I 2006, da Boutrup var bosat i Kina som korrespondent, mødte hun Jack Ma, grundlæggeren af Alibaba, der i dag har et volumen, der overgår eBay og Amazon tilsammen. Alibabas hovedforretning var en handelsplatform, som gjorde det muligt for vestlige virksomheder at finde billige kinesiske produkter ved at linke direkte med kinesiske leverandører. Kina havde dengang anslået 110 millioner internetbrugere, i dag er tallet sandsynligvis det seksdobbelte. Klodens største digitale økonomi har udviklet sig lige uden for vores gadedør, uden at ret mange har opdaget det.

Boutrup har besøgt mange af Kinas mest succesrige virksomheder og er konstant blevet overrasket over den nysgerrighed og kreativitet, som driver landets mest visionære entreprenører, til trods for at hverken det politiske system eller uddannelsessystemet lægger op til selvstændige og frie tanker. Det store kinesiske paradoks, kan man kalde det: befolkningen får velstand og udvikling, men uden de friheder og rettigheder, som vi i Vesten mener bør følge med. Forklaringen på forskellen? Den er kulturel og civilisatorisk.

NETOP DET civilisatoriske er en slags grundforklaring på den anden vigtige udgivelse: ’Gensyn med fremtiden. Et essay om den nye verdensorden’ (Munch & Lorenzen), forfattet af Kasper Støvring, en engageret litteraturforsker og debattør, der ikke protesterer over at blive kaldt nationalkonservativ (bogen blev anmeldt her i avisen 29. september).

Støvrings ærinde er at gøre op med den liberale universalisme, der voksede ud af Berlinmurens fald og skabte opfattelsen af, at vestlige normer og værdier havde forrang for alt andet og derfor skulle indføres over den ganske klode om nødvendigt med militær magt; en verdensopfattelse, der i dag tydeligvis har lidt skibbrud, hvad tilstandene i Mellemøsten leverer uafviselige vidnesbyrd om. Alt imens den russiske befolkning lever fint med Vladimir Putin, og den kinesiske lige så fint med Xi Jinping, fordi disse to autokrater har formået at skabe nationale vækkelser, der genbekræfter nogle kulturelle kerneværdier: autoritetstro og en hierarkisk samfundsorden.

For Kinas vedkommende kombineret med en tro på, at statskapitalisme og en højteknologisk politistat skaber noget, der er ved at blive en mangelvare i vestlige samfund: at kunne gå trygt på gaderne uden at blive konfronteret med en multikulturalisme, der truer med at opløse alt, hvad den kommer i nærheden af.

Det er nærliggende at kalde Kasper Støvring for en elev af den amerikanske politolog Samuel Huntington, der opnåede verdensberømmelse med sin bog ’Civilisationernes sammenstød’ (og som i Danmark blev afvist af argumentresistente fnysende liberale, der nægtede at forstå hans advarsler).

Christina Boutrup er tydeligvis fascineret af Kina og minder om den legendariske amerikanske journalist Lincoln Steffens, der efter et besøg i Sovjetunionen i 1921 vendte hjem til New York og udtalte: ’Jeg har set fremtiden, og den virker’. (Steffens blev en af sin samtids mest respekterede undersøgende journalister).

Læs, og bliv klogere på verdens forandring. Lev med uenighederne, for dem bliver man stærk af.

(klumme i Politiken 8. oktober 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar