Socialkonservativ 2.0? Ja tak!

Partinavnet behøver en fornyelse. 1950’erne kan inspirere.

Stakkels Søren Pape Poulsen. Hos traditionelt konservative vælgere har tvivlen indfundet sig: Er nationen parat til en blå-grøn statsminister 40 år efter Poul Schlüters sensationelle tiltræden som leder for datidens firkløverregering? Det må mandatfordelingen afgøre. Valgkampen kommer dog næppe til at forklare, hvor gennemgribende forandringerne har været i dansk partikonservatisme hen over det seneste kvarte århundrede. Er Pape Poulsen en fornyer af det konservative projekt, eller bliver han en bekræftelse på, hvad partiet i tidligere faser af sin udvikling har stået for?

Hermed en omgang komprimeret partihistorie: I 1950’erne lød den korteste udgave således: ’Gud, konge og fædreland’ som de ideologiske pejlemærker. Tilsat en uforbeholden omfavnelse af Storbritannien og USA, en indlysende selvbekræftende nødvendighed efter perioden med nazistisk besættelse afløst af kommunistisk pres fra øst.

Da socialdemokraterne i de magre efterkrigsår søsatte velfærdsstaten, manede Det Konservative Folkeparti til mådehold, hvad angik offentligt pengeforbrug. ’Frem mod normale tider’, lød det på en af partiets plakater op til valget i september 1953. Under denne overskrift lovede partiet billigere gas og elektricitet, social tryghed, sunde hjem. Løfter, der er også er aktuelle i dag.

Året forinden havde en ungkonservativ jurastuderende skrevet følgende i partiets tidsskrift: »Vi ønsker ejendomsretten spredt ud til alle, fordi ejendomsretten er både historisk og etisk inspireret (…) etisk, fordi den mest muligt antastede ejendomsbesiddelse for ungkonservatismen er et af de bedste instrumenter til fri personlighedsudfoldelse, hvis ikke kun en minoritet nyder dens fordele«.

Ophavsmand til citatet var ingen ringere end Poul Schlüter (1929-2021), der som viceborgmester i mønsterkommunen Gladsaxe i 1960’erne bidrog til at realisere kernefamiliens drøm om at eje egen bolig med bil i carporten. Viceborgmesteren havde også tid til udenomsægteskabelig aktivitet, der fostrede en datter, hvis eksistens først er blevet afsløret i en bogudgivelse, der er kommet ud i denne uge. Ikke just udtryk for puritanske kernefamilieværdier udlevet af et dydsmønster.

NUTIDENS partileder vil utvivlsomt kunne tilslutte sig følgende historiske udsagn: »Som politisk bevægelse vil vi være med i en søgen efter nye menneskelige værdier og nye etiske normer for menneskers liv med hinanden. Vi må kunne skabe et varmere og kærligere samfund gennem mere medansvar (…) og vi må yde af vor velstand for at skabe et langt mere menneskeligt tilfredsstillende miljø«.

Grøn omstillingsaktivisme og accept af alternative livsformer her i 2022? Næh. Det blev sagt af Poul Schlüter på det konservative landsmøde – i 1973! Kun et par år efter aktivisters oprettelse af fristaden Christiania og etablering af nationens første Miljøministerium, men stadig relevant her et halvt århundrede efter.

Konservative er nemlig ikke så konservative, så det gør noget, som datidens statsminister fik sagt det i 1985 til stor foruroligelse for Gentoftes højere borgerskab, som brummede og hostede i kor i Berlingske Tidendes læserbrevsspalter. Tænk, hvis offentligheden dengang havde vidst besked om den uofficielle datter.

Tid til fornyelse? Jo da, et navneskifte kunne være på sin plads: Danmarks Socialkonservative Parti. Sagen er jo, at partiet har omsat sin historiske skepsis over for socialister og liberale ved at indarbejde det bedste fra disse modstanderes ideologiske gods og tilpasse det til en moderne socialt orienteret pragmatisme.

Læseren bedes erindre, at skattetrykket ikke faldt under legendariske Schlüter. Han omfordelte brutalt – vi husker kartoffelkuren, der især gjorde ondt på konservative kernevælgere i det nordsjællandske whiskybælte. Antallet af tvangsauktioner steg med rekordfart, ligeså arbejdsløsheden: 300.000, da Schlüter gik af i januar 1993.

Glem heller ikke den daværende konservative partileders opfattelser af sin samtidige britiske kollega, Margaret Thatcher. Han mente, at damen var langt ude. Og se så på den nutidige ynkelige tilstand i Storbritannien. En forfaldshistorie af dimensioner. Syd- og Østeuropas konservative var og er heller ikke noget at klappe ad.

Flertallet af de danske vælgere er socialkonservative 2.0, de er bare ikke klar over det. Pape Poulsen er ingen intellektuel sværvægter, til gengæld har han en dyb fornemmelse for, hvor danskernes bekymringer ligger. Han vil forandre, men bevare, som det hedder med et slidt, men stadig relevant slogan. God valgkamp, Søren.

(klumme i Politiken 21.09.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

En rovfugl mod Putins trolde

Litauens digitale elverhær er et forbillede for os alle.

En høg kæmper sammen med elverfolk i en digital krig mod trolde. Lyder det vildt?

Ifølge Den Danske Ordbog kan elver-betegnelsen have to betydninger: et overnaturligt væsen som ifølge dansk folketro bor i skove og moser og søger at lokke mennesker til sig for at skade dem. Eller: overnaturligt, intelligent og smukt væsen med potentielt evigt liv og en stærk forbindelse til naturen.

På de slagmarker, hvor de baltiske lande og deres allierede i en årrække har udkæmpet cyberslag mod de russiske trolde, har de øst- og centraleuropæiske elverfolk for længst fået status af veteraner. Digitale cyberkrigsveteraner.

Under et nyligt ophold i den litauiske hovedstad, Vilnius, lykkedes det mig ikke at få et regulært, fysisk møde med den stedlige elvertalsmand. Hans undskyldning for udeblivelse refererer til helbredet, men vi har siden kompenseret med flere digitale udvekslinger.

Vor hjemmelsmand har passeret det halve hundrede år og er far til to. Hans dæknavn er ’Høg’.

FOR DENNE digitale rovfugl begyndte modstanden mod de russiske cybertrolde, da Kremls kolonner invaderede og annekterede Krim for otte år siden. Et normalt arbejds- og familieliv ændrede sig for ham på den måde, at stort set alle ledige timer og minutter herefter er blevet brugt på at bekæmpe den russiske digitale invasion af Litauen.

De litauiske elvere blev inspiration for lignende grupperinger, der under forskellige dæknavne findes i en halv snes af de europæiske lande, der frygter eller direkte oplever presset fra de Kreml-finansierede cyberkrigere.

Høgen identificerer sider, han kalder giftige, når det kan dokumenteres, at de indeholder falske nyheder. Indgangen til disse er som oftest Facebook.

De litauiske elverfolk har stået for såkaldte DDoS-angreb på digital infrastruktur og institutioner i både Rusland og Belarus. DDoS står for Distributed Denial of Service, dvs. at angriberen helt eller delvis lammer it-funktionerne i bestemte statsorganer og statstilknyttede virksomheder.

Motiverne hos elverne rækker videre end blot til at forsvare litauisk meningsdannelse. Det handler om at hjælpe »vore brødre« i Ukraine, forklarer Høgen

DEN RUSSISKE invasion af det østlige Ukraine og annekteringen af Krim var et wakeupcall . Disse begivenheder viste, at alt er muligt på den dårligst tænkelige måde, især for et land som Litauen, der i det 20. århundrede oplevede et halvt århundredes sovjetrussisk besættelse.

De fleste familier i Litauen har haft medlemmer, der blev enten dræbt, torteret eller deporteret under sovjetperioden. Efter denne har vi levet i mere end 30 år med frihed, så vi kan meget nemt identificere os med ukrainernes situation, lyder Høgens argument.

Af Litauens befolkning på knap tre millioner mennesker har cirka 15 procent russisk som førstesprog. Det er betydeligt lavere end hos naboerne Letland og Estland. Men det er stort nok til, at de russiske cyberhære finder det værd at være digitalt offensive i litauisk cyberspace.

Årsagen er primært geografisk: Litauens 275 kilometer lange grænse til den russiske Østersø-enklave Kaliningrad.

Af indlysende grunde er Høgen tilbageholdende med konkrete oplysninger om organiseringen af de digitale elverkrigere. Lidt kommer der dog frem: Medlemstallet er i omegnen af de 4.000.

Andre kilder i Vilnius sætter tallet højere. Uklarheden kan ses som en strategisk fordel. Bevægelsen har en decentral organisering, som gør det til en umulighed at vurdere omfanget og slagkraften. En partisankrigens logik, der har århundreder bag sig. Selv bruger Høgen anslået 20 timer om ugen på sit virke.

HOVEDFORMÅLET med de russiske cyberangreb er at sprede mistillid til Nato-alliancen, pointerer han:

Nato er det primære mål for den russiske propagandaindsats. Dens narrativer er ensformige: at Nato har besat de baltiske lande, EU er et fejlslagent projekt, og Litauen en sammenbrudt stat. En hyppigt anvendt historie handler om en Nato-soldat, der voldtager en lokal ung kvinde.

Det kan lyde som en brutal banalitet fra hverdagen i et hvilket som helst samfund, men Høgen er ikke i tvivl: Litauen er i en krigstilstand og vil vinde disse slag.

Alle Litauens venner i Nato og omegn må ønske sig, at krigen en skønne dag kun udkæmpes digitalt og hører op konventionelt. Et computertastatur er mere humant end både en kampvogn og et missilbatteri.

(klumme i Politiken 08.09.22)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Prisen, som venter på Rushdie

Virkelighedsfornægtelsen har endnu ikke forladt årtiers debat om religiøs magtudøvelse.

I disse uger foregår der et veritabelt stormløb mod forfatteren Salman Rushdies litterære agent, Andrew Wylie. Alverdens publicister brænder for at kunne formidle de refleksioner, som den verdenskendte religionskritiker må gøre sig efter den særdeles uønskede nærdødsoplevelse i New York.

Kernespørgsmålet: Hvorfor er der stadig fanatiske individer, der ønsker at slå denne verdenskendte fortaler for sekularisme ihjel? Handlede gerningsmanden efter ordre fra højere sted? Hvem inspirerede ham? Hvilke bøger stod i hans reol?

Mere end 33 år er gået, siden det iranske præstestyre udstedte den såkaldte fatwa mod Rushdie på grund af mesterværket ’De sataniske vers’. Uhyggelig lang tid med tusinder af ofre for islamistisk inspireret vold og terror og de væbnede modforanstaltninger, som Vesten greb til for angiveligt at udrydde de rødder, der nærer terroren og tænkningen bag den.

Hvilke rødder? De mest overfladiske forklaringer på terror som fænomen har handlet om yngre muslimske mænd, der både myrdede andre og ofrede sig selv i en religiøs sags tjeneste, fordi de angiveligt var marginaliseret i de moderne vestlige samfund, der som bekendt sprudler af muligheder for folk, for hvem religion kun er en privatsag.

Mens vi glæder os over hovedpersonens tilbagevenden til et forhåbentlig aktivt skribentliv, kan vi passende genbesøge, hvad han tidligere har sagt og skrevet om sammenhængen mellem religionsudøvelsen og magtforholdene i de samfund, hvor de bruger tro som kontrolredskab. Her fire af de bedste citater fra Rushdie-samlingen:

Siden skabelsen har mennesker brugt Gud til at retfærdiggøre alt det, der ikke kan retfærdiggøres.

Indiens problem er blevet hele verdens problem (sagt efter et islamistisk terrorangreb på indisk jord). Det, der skete i Indien, skete i Guds navn. Problemet hedder Gud.

Fundamentalisme handler ikke om religion, men om magt (…).

At illusionerne altid vinder over virkeligheden, er den mest indlysende sandhed om menneskehedens historie.

Så langt, så godt – der er snesevis af andre udsagn. Tjek selv i bøger og på nettet.

I ALVERDENS lærebøger forbindes verdensreligionerne med intet mindre end begrebet civilisation. Oldtidens Persien var en af disse, og hvor meget af denne arv overlever i nutiden?

For det iranske præstestyres dødsdom over Rushdie var et sammenstød mellem civilisationer, fem år før den legendariske amerikanske politolog Samuel Huntington ændrede verdenshistorien ved at skrive en bog om de brudflader, der leverede en ny forklaringsmodel og sendte den kolde krigs ideologiske opgør mellem kommunistisk diktatur og kapitalistisk demokrati over i historiebøgerne.

Tidligere modtagere af Nobelprisen i Litteratur bør skrive til den i overmål skandaleramte priskomité og gøre opmærksom på den største forsømmelse, den har gjort sig skyldig i nyere tid (der skulle gå 27 år, inden Det Svenske Akademi tog sig sammen til at anerkende officielt, at ayatollahernes fatwa var udtryk for en alvorlig krænkelse af retten til at ytre sig frit).

Tilbageblik: Fra udstedelsen af fatwaen i februar 1989 og resten af året måtte Salman Rushdie og hustruen skifte adresse et halvt hundrede gange. Den uundgåelige skilsmisse fulgte. Ved udgangen af 1990 var forfatteren så nedbrudt, at han underskrev en erklæring, hvori han bekræftede sin muslimske tro og bad sit forlag om at droppe flere oversættelser af sit værk. Teheran fastholdt dødsdommen, Rushdie fortrød bodsgangen.

Det nylige overfald i New York på sekularismefortaleren over alle andre er en makaber demonstration af, hvor virkningsfuld religiøst betinget magtudøvelse stadig er. Er det frygt for mere voldsudøvelse i islams navn, at Det Svenske Akademi har holdt sig tilbage i så lang tid med at anerkende Rushdies værker?

Hverken Franz Kafka eller George Orwell blev mødt med respekt hos deres samtids litterært kyndige for at have dissekeret tyranniets væsen. Så her kommer lidt hjælp: Rushdie har en litterær ligemand fra en tidligere periode: Rudyard Kipling, den første brite, der modtog litteraturprisen. Kipling blev født på Rushdies kontinent og begyndte sin journalistiske karriere som en nølende tilhænger af de britiske imperiale drømme, indtil observationer af virkeligheden forvandlede ham til en kritiker.

Datidens Nobelkomité motiverede i 1907 indstillingen af den dengang 42-årige forfatter med dennes »kraftfulde observationsevne, originale forestillingsevne og enestående fortællertalent«. Værsgo, akademisvenskere. I kan bare copy-paste formuleringen.

(klumme i Politiken 31.08.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar

En hilsen til forårsrullernes diktator

En fiktiv konstruktion med respekt for den historiske virkelighed.

Taipei, i august.

Ærede ledere i Beijing, Xi Jinping og andre.

Her i Taiwan er vi dybt bekymrede over den aktuelle tilstand i det, som især ældre indbyggere på vores ø kalder Fastlands-Kina. De seneste provokationer havde vi gerne været foruden. I lagde vel mærke til, at de flyvninger og missilaffyringer, som I brugte i den seneste skræmmekampagne, ikke satte vort samfund i panik? Folk gik på arbejde, shoppede og tog til stranden eller i bjergene på fridagene. Vi har prøvet det hele før.

Besindige taiwanere ved, at I ikke agter at knuse det samfund, som har spillet en afgørende rolle i 40 års modernisering af Folkerepublikken. Respekt for meget af dette, også selv om I udelukkende trækker på erfaringen fra dengang, vores ø blev styret diktatorisk af en lille elite og alligevel lagde grunden til et af Asiens største økonomiske mirakler.

DER ER LØBET meget vand i Strædet mellem os, siden vi demokratiserede fredeligt, helt uden brug af vold og uden de følgevirkninger, som kendes fra, hvad vesterlændinge kalder farverevolutioner. Derfor mener vi ikke, at de nylige besøg af amerikanske politikere handler om at udvirke en kulørt samfundsomvæltning hos jer, og vi bestemmer selvfølgelig selv, hvem vi vil mødes med.

Vore amerikanske venner kommer til Taiwan, fordi de vil understrege de garantier for sikkerhed, som blev givet af en amerikansk præsident, som jeg ved, I sætter pris på, Jimmy Carter. Er I klar over, at han fylder 98, tilmed på jeres nationaldag, 1. oktober?

Carter og hans kloge folk normaliserede de amerikansk-kinesiske relationer efter mange års fjendtlighed, og selvfølgelig kunne amerikanerne ikke svigte Taiwan i den situation.

Vi anerkender, at den kinesiske borgerkrig savner en fredsslutning. Den kunne I passende bidrage med, hvis I ellers kunne opgive det ubehagelige, Donald Trump-agtige selvtilstrækkelige og hypernationalistiske såkaldte fornyelsesprojekt, som I har valgt som afløser for den destruktive formand Mao-tænkning, der kostede millioner af kinesere liv og førlighed.

Den dag Taiwan og Kina skal forsones, må det ske på en måde, hvor befolkningen her på øen er med på ideen. En form for normalisering mellem jer og lederne i Washington er en forudsætning for det, I vælger at kalde genforening, men som vi her i Taiwan synes bør kaldes sameksistens.

MEN MED JERES aktuelle kurs ser det mørkt ud. Jeres vækst er for nedadgående, og millioner af nyuddannede unge risikerer at gå jobløse rundt. Hertil skal lægges den omsiggribende ensretning af kultur og medier. Censuren styrer, og I er simpelthen på vej ind i en blindgyde. Succeshistorien er ved at blive afløst af stagnation. Bliver den langvarig, vil det også gøre ondt på Taiwan.

De få venner, I har tilbage i Europa, gyser. Det er et dårligt bytte, når I provokerer europæerne, samtidig med at I opbygger relationer til lande i Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Oceanien. Indrømmet, I har været mesterlige til at skille amerikanerne af med ofte tvivlsomme og korrupte allierede og træde ind i stedet. Utroligt så langt man kan komme med at bestikke diktatorer med forårsruller og andet godt.

Det bedste, I kan gøre her og nu, er at overtale Xi Jinpings bonkammerat Vladimir Putin til at stoppe myrderierne i Ukraine. Hvad med at foreslå en fredskonference om Ukraine, f.eks. i Shanghai. Præsident Zelenskyj har bedt jer om at gøre en positiv forskel for Ukraine, så hvad venter I på?

Til sidst et par ord om teknologi. Fremtidens magtrelationer afgøres ikke så meget af kampfly som af visse metaller og mikrochips. Især metallerne har I foruroligende godt styr på, mens de hurtigste mikrochips på kloden som bekendt produceres her hos os på en enkelt virksomhed, Taiwan Semiconductors.

Tillad mig at referere, hvad dens bestyrelsesformand, Mark Liu, har udtalt, nemlig: »En afbrydelse af produktionen vil skabe stor økonomisk uro på begge sider af Strædet. En mulig krig vil ikke give nogen vindere, kun tabere. Alle må tænke sig om en ekstra gang«.

Det gælder også jer.

Venlige hilsener,

Tsai Ing-wen, præsident for Republikken Kina

(klumme i Politiken 25.08.22)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Får Putin et Vietnam-syndrom?

Fri meningsdannelse er historiens eneste troværdige fredsbevægelse.

I løbet af sensommeren og efteråret vil de russiske tabstal på fronterne i Ukraine nærme sig en blodrød linje: Kyndige militærfaglige analytikere med gode forbindelser til efterretningstjenester vurderer, at omkring 50.000 russiske soldater vil være sendt hjem i ligposer og/eller kiste eller være så invaliderede, at de aldrig kommer til at nærme sig en slagmark igen.

Tallet er et skøn, der længe vil være omdiskuteret. Statskontrollen over det russiske medielandskab er nu så jernhård, at klassiske krigsreportager er en genre, man skal se i vejviseren efter. Alle tabstal er mørkelagt. Ingen mediefolk skriver fra lazaretterne, hvor de sårede modtages og behandles, og Kremls krigsretorik står uimodsagt. Antager vi, at de anslåede 50.000 er et troværdigt billede, skrives der verdenshistorie, perspektiveret af en sammenligning med den tilstand, der for et halvt århundrede siden ramte det russiskledede sovjetimperiums modpart i fire årtiers kold krig, USA.

Da USA i januar 1973 indgik en fredsaftale med sin nordvietnamesiske kommunistiske krigsmodstander, havde de amerikanske tabstal passeret de 50.000 efter otte års intensiv krig. Den helt afgørende faktor bag USA’s deltagelse i de langstrakte og længe hemmeligholdte fredsforhandlinger var presset i den hjemlige opinion på først præsident Lyndon B. Johnson og fra 1969 hans republikanske efterfølger, Richard M. Nixon.

Datidens reportager fra amerikanske storbyer viste os dramatiske billeder med vrede, sorg og oprør mod landets folkevalgte for at have løjet om krigen. Nixon var tvunget til at love vælgerkorpset en ’fred med ære’ i Vietnam.

VLADIMIR PUTIN er fuldstændig befriet for et tilsvarende pres fra sin befolkning. Russiske medier viser en konstant stigende popularitetskurve for præsidenten. De røster, der antyder kritik og modvilje mod kamphandlingerne i Ukraine, forfølges og stemples som landsforrædere, mens fortalere for felttoget i Ukraine kaldes for patrioter.

Enkelte russiske personligheder forsøgte at advare os i tide om, hvad der var på vej. Reformøkonomen Jegor Gajdar, der i 1992 nåede at være regeringschef et halvt års tid i et dengang formelt demokratisk Rusland, skrev i 2007, 2 år før sin død som kun 53-årig, følgende: »Rusland befinder sig i et farligt stadie. Tænk lige på, at der kun gik 15 år fra det tyske kejserdømmes sammenbrud til Hitlers magtovertagelse, og se så, hvor det russiske samfund er på vej hen kun 15 år efter Sovjetunionens sammenbrud«.

En af Gajdars meningsfæller og allierede, Boris Nemtsov, skrev i 2014, at »de russiske tv-kanaler fodrer befolkningen med aggressioner og grusomheder. Meldingerne udgår fra Kreml, som nærer de laveste instinkter i befolkningen og provokerer had og splid. Dette helvede ender ikke fredeligt«.

Snart fik Nemtsov stemplet ’national forræder’, og i 2015 blev han myrdet lige uden for Kremls mure. I et interview foretaget kun få timer før attentatet advarede han om, at Rusland var midt i en hurtig forvandling til en fascistisk stat båret frem af propaganda, som kunne have været udformet i Nazityskland.

At demokratier med fri om end lejlighedsvis manipuleret meningsdannelse er elendige til langvarig krigsførelse, er siden brutalt demonstreret i både Irak og Afghanistan. USA’s massive teknologiske overlegenhed viste sig nytteløs mod Talebans hellige islamistiske krigere. De makabre efterladenskaber i Irak afslørede en afgrundsdyb amerikansk uvidenhed om en kompleks arabisk statsdannelses mangel på politisk bæredygtighed.

PUTIN OG HANS LØJTNANTER har med deres falske fortællinger om at ville ’afnazificere’ Ukraine bragt sig i en situation, der har ubehagelige mindelser om et USA, der i de ellers fremgangsrige 1960’ere ville redde det sydvietnamesiske samfund fra det, man kaldte en verdenskommunistisk sammensværgelse. Amerikanerne var for længe om at opdage, at det var vietnamesisk nationalisme, de var oppe imod.

Krigsretorik rummer altid risici for indbyggede løgne og bedrag, både i diktaturer og demokratier, men sidstnævnte har muligheden for korrektioner, om end de tager tid.

Det ubehagelige svar på spørgsmålet, der stilles i overskriften, er et nej. Der er kun en minimal risiko for, at Putin rammes af Vietnam-syndromet, forstået som befolkningens lede ved og vrede over, at unge mænd tvinges til at ende som kanonføde i en forløjet sags tjeneste. Derfor vil opgøret om Ukraine vare årtier.

(klumme i Politiken 19.09.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized, USA | 2 kommentarer

Pelosi hjælper hverken Taiwan eller Biden

43 års status quo står uforandret, nu tilsat teatertorden og skræmmekampagner

Enhver strategisk tænker i Washington, Beijing og Taipei er klar over, at topdemokraten i det amerikanske politiske system, Nancy Pelosi, lige om lidt er fortid. Alligevel har hun med sit nylige Taiwan-besøg skrevet sig ind i det populistiske beslutningsmiljø, der blev skabt af Donald Trump: få mest mulig opmærksomhed uden skelen til de negative konsekvenser.

Skaderne kan blive langvarige – for stabiliteten i Østasien og for USA’s troværdighed. Genopretningen hedder diplomati, men hverken asiatiske naboer, EU eller FN-systemet kan levere det mindste af slagsen, desværre.

Reaktionerne blandt USA’s allierede i Asien sagde det hele: ingen jubel, ingen klapsalver, mens Pelosi var i Taiwan. I stedet høflig, tilbageholdende eftersnak. Det er USA’s fiaskoer i Vietnam (1975) og Mellemøsten den seneste snes år, der kaster lange skygger. Heller ikke Trumps ydmygende Korea-diplomati blev nogen amerikansk stjernestund.

Mens Biden lykkes med droner i krigen mod terror, er hans diplomati og den hjemlige politiske sammenhængskraft nødlidende. Der er hårdt brug for en nytænkende tilgang til både krigen i Ukraine og de østasiatiske udfordringer.

Også Bidens modpart i Beijing spiller højt spil. Men siden den sidste store Taiwan-krise i 1995-96 har titanernes konfrontation i det Sydkinesiske Hav kun kostet ét menneskeliv – en kinesisk jagerpilot efter en kollision i luften i april 2001.

Hold dette op mod de tilsvarende tab af menneskeliv i Mellemøsten og Sydasien gennem den seneste snes års USA-ledede krige og militære operationer. Over en halv million dræbte er det tal, som amerikanske forskere er nået frem til.

ER KRIGEN SÅ lige om hjørnet? Hvordan kan man meningsfuldt forklare den kinesiske adfærd?

Opgøret om Taiwan er af den slags, som kan koste Xi Jinping jobbet. Kinas ledelse opnår derfor mere ved at intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med noget så hasarderet som en invasion. For de fastlandskinesiske magthavere afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Natos rolle i Europa. Kina definerer dermed rammerne for Taiwans eksistens uden at skride til regulær krigsførelse.

Europæerne bør tænke langsigtet. Bruxelles bør starte med en erkendelse af, at en krig mellem USA og Kina kun vil have tabere. EU bør fortælle Washington, at der er brug for en mæglerrolle, der bidrager til en afslutning på den kinesiske borgerkrig.

De to dominerende partier i Taiwan bør løse den udfordring, de har forsømt indtil nu: at definere den formel, der gør fredelig sameksistens med Kina realistisk.

Den realitet, der konstant overses i debatten om Taiwans status, hedder strategisk tvetydighed. Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, men indebærer ikke, at øens befolkning skal underlægges et nutidigt centralstyre i Beijing.

Modellen bygger på amerikansk lovgivning fra 1979 og har fungeret fint i mere end fire årtier. Derfor er formel løsrivelse heller ikke en vej frem for Taiwan. Det ved de taiwanske parlamentarikere udmærket, men noget alternativ til den eksisterende ordning har de endnu ikke leveret (nærværende skribent har spurgt sig for i Taipei flere gange siden 1989).

Nancy Pelosi refererede inden sin ankomst til Taiwan Relations Act 1979 og betonede, at den forbliver uantastet. Resten var et mediestunt, som skabte neglebidende nervøsitet i både Udenrigs- og Forsvarsministeriet i Washington. Foruden vrede i Beijing. Fastlandskinesisk nationalisme er en tikkende vejsidebombe i den komplicerede ligning.

De seneste døgns militære reaktioner demonstrerer, at der er mange faser inden en regulær invasion. Flådeblokade og handelsboykot som de vigtigste – registeret er stort. Den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet.

Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning. Forbilledet hedder Finland, mens naboen hed Sovjetunionen. Hvor svært kan det være at lære af historien?

Fristen for en løsning på Taiwan-spørgsmålet er af ledelsen i Beijing sat til 2049, som er 100-året for Folkerepublikkens grundlæggelse. Til den tid er Xi Jinping fortid og forhåbentlig afløst af en pragmatiker.

(klumme i Politiken 06.08.22)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Sydøstasien, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Koreanske film er redningen for Netflix

Kvælningsdød eller bare forstoppelse? Filmkunstens fornyelse kommer ikke fra Californien.

Sig mig, hvilket streamingforbrug du har, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Selv i en tid med solskin og bølge-skvulp kan der være grunde til at glæde sig til den grå og for mange af os depressionsfremkaldende november måned. For til den tid vil der være premiere på den sidste sæson af tv-serien The Crown, og mon ikke virkelighedens 96-årige hovedperson holder sig i live også for at få netop den oplevelse med?

Prøv at surfe gensyn med nogle Crown-afsnit. Der er her tale om et af de fineste stykker dramadokumentarisme nogensinde produceret. Så selvfølgelig er streamingtjenester herligt nødvendige: Du vælger selv, hvornår du vil se og hvordan: et helt afsnit, måske to eller bare nogle udvalgte sekvenser.

Med sine tolkninger af nogle markante post-1945 begivenheder er The Crown unik historieskrivning, også når den ikke kun handler om monarkiets trængsler og udfordringer. Yngre generationer kan i serien få oplevelser af, hvorledes et imperium forvandles til en mellemstor europæisk statsdannelse. Atombevæbnet ganske vist, men den lader vi lige stå et øjeblik.

FOR EN HALV snes år siden blev det spået, at Netflix ville få en sprænghovedagtig effekt på det globale tv-forbrug og dermed vores drømme og idealbilleder om tilværelsens indretning.

Skeptikere advarede om, at traditionelt fjernsyn, baseret på flere generationer gamle public service-koncepter, ville blive lammet og se massedøden i øjnene. Men det modsatte sker: Netflix bløder abonnenter og økonomisk volumen.

Selskabets afvisning af at producere på danske betingelser bør vi vel så juble over? Nej, for serien ’Kastanjemanden’ viste os, at nordic noir er kvalitetsunderholdning, som amerikanske gigantproducenter har svært ved at matche.

Til nutidens unge dette: For et halvt århundrede siden var dansk radio og tv et statsmonopol, biografernes udbud domineret af Hollywood og en åndeligt nødlidende dansk filmindustri. Så her et kort genbesøg hos opbrudsårene 1968-1978, hvor vi var en generation af filmentusiaster, der fik kvalme af, hvad Hollywood dengang kunne tilbyde os. Lykkeligvis var der alternativer:

SVENSKE Ingmar Bergman og Bo Widerberg, tyske Volker Schlöndorff, Werner Herzog og Rainer Werner Fassbinder, franske Jean-Luc Godard, Francois Truffaut og Claude Chabrol, italienske Federico Fellini, Luchino Visconti, Bernardo Bertolucci og ikke mindst Sergio Leone

Ovennævnte alle store og nyskabende profiler, som inden for en relativt kort periode satte nye standarder for moderne filmkunst. Deres ligemænd og -kvinder er ikke at finde i nutiden. Hvorfor?

Fordi Netflix og andre streamingtjenester leverer standardiserede metervareproduktioner i en uendelighed. Fortælleskabelonerne i hundredvis af internationale filmproduktioner har en ensartethed og et indbygget indtjeningskrav, der vanskeligt giver plads til fornyende talenter.

Selvfølgelig er der undtagelser. Vi lader bekvemt være med at nævne David Lean, Francis Ford Coppola, Steven Spielberg og Martin Scorsese. Godfather-trilogien er selvfølgelig at finde på Netflix, men det er vist mest for et syns skyld.

Som et sikkert tegn på branchens forandringer skal det bemærkes, at Netflix i fjor udgav 15 koreanske film og serier. I år bliver tallet sandsynligvis 25, hvis vi skal tro rapporteringerne fra Hollywood. Satsningen kommer efter seersuccesen ’Squid Game’, som er blevet Netflix’ mest sete serie nogensinde med mere end 140 millioner seere. 95 procent af seerne kom fra lande uden for Korea.

Den globale streamingtid for tjenestens koreanske produktioner er vokset til det seksdobbelte siden 2019. Ingen anden filmproducent uden for USA har nogensinde præsteret noget lignende. I 2021 investerede Netflix over tre mia. kr. i koreansk indhold. Det beløb vil formentlig blive væsentligt højere her i 2022.

HVAD ER DET LIGE , der er sket her? Netflix har sejret sig halvt ihjel på forstoppelse med standardproduktioner, men selvfølgelig overlever tjenesten også på højkvalitetsfilm og -serier. Altså: med især ikke-amerikansk indhold.

Den cinematiske kulturimperialisme er blevet vendt om. Tak derfor til den største filmskaber af dem alle, japanske Akira Kurosawa (1910-1998), som var Spielbergs vigtigste inspirator. For Kurosawa har fået en værdig efterfølger i skaberen bag den aktuelle ’Drive My Car’, som hedder Ryusuke Hamaguchi (f. 1978). Hurra.

Ovre i øst kan de levere den fornyelse, vi savner i vest.

(klumme i Politiken 29.07.22)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Putin har indstillet sig på en evighedskrig uden klart definerede vindere og tabere

Krigsførelsens varighed og virkninger afgøres af de globale forsyningskæder.

Ukraines fremtid kan blive noget, der ligner, hvad der er overgået den koreanske halvø gennem trekvart århundrede, en fastfrossen tilstand uden udsigt til en politisk forhandlet løsning.

Krigen i Korea 1950-53 var en konsekvens af, at datidens supermagter, USA og Sovjetunionen, ikke lykkedes med at realisere nogle papirtynde aftaler om, at befolkningen i den tidligere japanske koloni skulle bestemme sin egen fremtid.

At Korea stadig er delt, skyldes primært, at krigens egentlige sejrherre blev den sovjetkommunistiske diktator Josef Stalin. Han ville, at USA’s krigsindsats skulle køre fast på de koreanske slagmarker, hvilket var nøjagtig, hvad der skete, efter at Kina i efteråret 1950 havde sendt troppestyrker ind for at redde den nordkoreanske hær fra sammenbrud.

En våbenstilstandsaftale indgået i sommeren 1953 få måneder efter Stalins død lagde en delingslinje, der har været gældende frem til dag. Fastfrysningen i Korea gav den sovjetiske ledelse friere hænder til at konsolidere sin magtbase i de lande i Øst- og Centraleuropa, som var besat sovjetisk territorium helt frem til 1991.

Konsekvensen var mere end Koreas deling, for også Kina forblev adskilt: Så længe Kinas kommunistiske ledere var engageret i at bekæmpe den imperialistiske hovedfjende USA i Korea, ville kineserne være afskåret fra at invadere sin broderfjende, det rivaliserende nationalistiske styre på Taiwan.

Tilstanden betød, at Stalin og hans folk ville være den uantastede leder af den kommunistiske verdensbevægelse, hvis lederskab den kinesiske diktator Mao Zedong havde ambitioner om efter rivalen Stalins død. En umulighed, så længe Kina ikke havde kernevåben.

Syv årtier senere tager rollefordelingen og styrkerelationerne sig markant anderledes ud. Rusland er i dag dybt afhængig af Kina som økonomisk kraftcenter. Det diskuteres for tiden i Moskva, hvornår hele den russiske udenrigshandel omlægges, så den baserer sig på kinesiske valutakurser.

Bliver de vestlige sanktioner mod Putins krigsmaskine langvarige, vil russisk eksport få Kina og dets partnerlande i Central- og Sydasien som mellemstationer.

Målt på alle militærstrategiske parametre taler alt for, at Putin og hans løjtnanter har gravet sig mentalt ned og indstiller sig på en krigsførelse, der vil vare årtier. Med andre ord en evighedskrig uden klart definerede vindere og tabere. Hvilket er, hvad Koreas deling har været længe.

Også de ledere, der med tiden efterfølger Putin og Xi Jinping, vil kunne høste fordele af at se Europa og USA langvarigt engageret i en lavintensitetskrig i Sydøsteuropa. Populært sagt vil Putin og hans arvinger bekæmpe både Nato og EU til den sidste ukrainer, alt imens kineserne køber sig tid til at befæste en status som klodens største vareproducent og handelsnation og dermed Eurasiens dominerende økonomiske magt.

Trods kamphandlingerne vil hele kloden fortsat være dybt afhængig af forsyningskæder inden for alt lige fra fossile brændsler, hvede, metaller og mikrochips. Overalt vil kinesiske og andre asiatiske leverancer være en forudsætning for, at verdensøkonomiens hjul holdes kørende.

Hvilket forklarer, hvorfor Indien, Japan, Sydkorea og andre store økonomier ikke har interesse i at deltage i amerikansk-ledede forsøg på at afkoble eller isolere store kinesiske aktører på den verdensøkonomiske markedsplads. Vidtrækkende sanktioner mod kinesiske produkter vil ramme økonomier overalt i både Vesten og Asien

Hjælper grøn omstilling verden ud af afhængigheden af russiske fossile leverancer, Putins vigtigste eksport? Se engang, hvad der sker med litium og kobolt, de vigtigste metaller til brug for de eldrevne køretøjer, snart overherrer på klodens asfalt.

Seks ud af verdens ti største producenter af batterier til biler er kinesiske. Også uden for rigets grænser dominerer kinesiske firmaer. To af de største er medejere af Latinamerikas vigtigste litium-mineselskaber. Ligeså med 70 procent af hele minesektoren i den Demokratiske Republik Congo, hvorfra næsten hele verdens kobolt-produktion kommer. Stort set hele den congolesiske kobolt-produktion sælges til et kinesisk firma, Huayou Cobalt, der efter bearbejdning sælger hovedparten videre til tre producenter af litiumbatterier, to kinesiske og en sydkoreansk.

Putin og Xi Jinping har et ubegrænset partnerskab, erklæret kort før invasionen i Ukraine. Putin har olie, og Kina kontrollerer fremstillingen af dens afløser, litium. Glem ikke disse realiteter, når du køber din eldrevne bil.

(klumme i Politiken 23.07.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Et japansk fyrtårn er faldet

Shinzo Abe gjorde en forskel for sit land. Blot ikke i indenrigspolitikken.

Uanset gerningsmandens motiver er mordet på Japans længstsiddende regeringschef, Shinzo Abe, en påmindelse om den forandrede orden, der er blevet tydelig i det, der i diplomatjargon kaldes Indo-Pacific. Uorden, kan man (alt efter synsvinkel) også vælge at kalde tilstanden i klodens primære økonomiske kraftcenter, Stillehavsregionen.

Fortolkningerne af Shinzo Abes betydning som regeringschef og leder af Japans dominerende politiske parti, LDP, lander et sted mellem to poler, der er hinandens modsætninger.

Den ene: Manden var en nationalkonservativ revisionist (revanchist vil hans skarpeste kritikere sige), der nægtede at undskylde for Japans aggressioner i Asien 1931-45, og ville forberede sit land på at tage del i militære engagementer langt fra Tokyobugten.

Den anden: Abe ville tage et forsigtigt medansvar for at gøre Stillehavsregionen sikker for verdens demokratier. Læs: modsætte sig Kinas voksende pres på sine asiatiske naboer.

SHINZO ABES mission handlede om at gøre op med en påstået neutralitet, som fejlagtigt er blevet udlagt som pacifisme. Japans forfatning, skrevet udelukkende af amerikanske jurister i 1946, pålægger landet ikke at bruge militær magt til at løse internationale konflikter.

Alligevel har Japan klodens ottendestørste militærbudget; paradokset er tydeligt for alle naboer til Den Opgående Sols Land.

Kernen i Japans forsvarspolitik er den syv årtier gamle sikkerhedstraktat med USA. Dengang i 1951 var den tænkt som et redskab til at forhindre en japansk genoprustning; i dag giver landet en nøglerolle i den amerikanske inddæmningspolitik over for et oprustende Kina.

Japans forandrede rolle tydeliggjorde Abe med egen pen i en kommentar i Los Angeles Times 12. april i år. Her sidestiller han Vladimir Putins aggressioner i Ukraine med Kinas krav om indlemmelse af Taiwan og konkluderer, at USA’s hidtidige politik om ’strategisk tvetydighed’ i relation til Taiwans status ikke længere kan opretholdes.

USA må derfor gøre det klart, at supermagten vil modsætte sig ethvert kinesisk forsøg på at invadere den selvstyrende østat i Det Sydkinesiske Hav, pointerede han.

DET POLITISKE SPØGELSE i denne ligning er, at Taiwan i et halvt århundrede var en japansk koloni frarøvet det kinesiske kejserdømme i 1895.

50 år senere stod Japan og Tyskland som nederlagsnationer, men hvor Tyskland undskyldte og gennem integration i multilaterale traktatsystemer, Nato og EF/EU blev normaliseret og accepteret af sine naboer, forblev Japan i dyb afhængighed af besættelses- og supermagten USA.

Japanerne taler kun minimalt om fortiden som aggressor og kolonimagt. De officerer, som blev hængt for krigsforbrydelser efter Tokyo-tribunalet i 1946, er i dag gjort til helgener i Tokyos berømte Yasukuni Tempel i Tokyos centrum.

Tilstanden er således, at Østasien trods intensiv samhandel mangler den politiske integration, som Europa har brugt trekvart århundrede på. Ingen fælles forsvarsforpligtelser som i Nato, ingen bindende traktater som i EU.

Hvilken arv efterlader Shinzo Abe sig så på de indre linjer?

Engang var Japan en succes, som alle misundte: En statskapitalistisk model, der med varierende tilpasninger har inspireret de lande i Østasien, der har dybe kulturelle ligheder med Japan: Sydkorea, Kina, Taiwan og Singapore.

Modellen kan selvfølgelig ikke kopieres af andre kulturer på andre kontinenter. Men Japans årtier lange økonomiske stagnation et også et udtryk for, at succesen har sin begrænsninger:

BEFOLKNINGSTALLET faldt i fjor med 618.000, en tredjedel (af 125,5 millioner) er i aldersgruppen over de 65. Flere end 80.000 japanere har passeret de 100 år. Den offentlige gæld er på hele 270 procent af nationalproduktet, det højeste i den udviklede verden og dobbelt så høj som det amerikanske gældsniveau.

Shinzo Abes samfund er i dag en markant modsætning til det USA, der lagde grunden til dets succes: Politisk og kulturel polarisering er minimal, voldskriminalitet ligeså, indvandringen forbliver beskeden og demokratiet er altovervejende en rituel øvelse, hvis vigtigste formål er at opretholde samfundets sociale harmoni og stabilitet.

Japans fyrtårn er faldet, men lyset blinker videre.

(klumme i Politiken 14.07.22)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Museum hiver folkemords-ofre ud af glemslen og ind i historien

Tortur, henrettelser og deportationer var indtil for få årtier siden hverdag i Litauens hovedstad. Museum for Folkemords- ofre fortæller historien fra Vilnius’ nære fortid.

Hvor mange danskere har hørt om den baltiske partisankrig i 1950’erne? Om litauiske kvinder og mænd, der brugte skovene som skjulesteder, primitive og forfaldne lader som våbendepoter, når ikke de byggede sig små hytter af de materialer, naturen kunne levere?

Fortæller danske historiebøger noget som helst om det litauiske ’forår’ i 1972, hvor den 19-årige studerende Romas Kalanta satte ild til selv i protest mod sovjetmagtens undertrykkelse?

Tusinder gik på gaden i sympati med Kalanta. Fængslinger og tortur fulgte. Inden året var omme, havde et dusin andre unge litauere på uhyggelig vis valgt samme skæbne, at dø i flammer. Det baltiske ungdomsoprør var knust, stort set uden at vi i Vesteuropa opdagede, at det havde været i gang.

Disse tragiske fortællinger og mange tilsvarende præsenteres sobert og nøgternt på Museet for Folkemordsofre, centralt beliggende i Litauens hovedstad, Vilnius. Byen, der sin lidenhed til trods fortjener at blive kaldt Europas centrum. Fordi øst og vest mødes her, og fordi byen har århundreders omtumlet nationalitets- og imperiehistorie bag sig.

De aktuelle krigshandlinger i Ukraine gør det ekstra relevant for især yngre generationer at få et indblik i, hvad det seneste århundredes europæiske historie har påført befolkninger, der lå i vejen for kyniske og brutale magtudøveres militaristiske ambitioner.

De fik historien tilbage

Beretningen om de litauiske skovbrødre er en heltefortælling om en nations og et folks overlevelse under mangeårig besættelse, vold, massedød og undertrykkelse, der ikke sluttede med nazisternes overgivelse for 77 år siden, men for de baltiske lande blev en fortsat tragedie, der først fandt en afslutning i de kritiske, men også magiske år 1990-91.

Litauerne fik i 1991 deres historie tilbage. Ikke på sølvfade, men i opgravede ligkister, hengemte trækasser og forrådnede hylder og sække på hølofter og fugtbefængte pulterkamre.

Meget af dette materiale er i dag samlet i en både pompøs og elegant bygning i det centrale Vilnius. Noget af et paradoks, at et sådant bygningsværk med næsten 125 års historie bag sig rummer nogle dybsorte og tragiske fortællinger om et af det 20. århundredes mørkeste kapitler. Her virkede først den nazistiske og siden den kommunistiske efterretningstjeneste med hele de dertil knyttede mord- og torturindustrier.

Huset blev designet af russiske arkitekter i 1888, og formålet var paradoksalt nok at fremme retfærdighedens sag. Men mere til gavn for den svulmende storrussiske statsdannelse end til støtte for dens forarmede og forfulgte undersåtter.

Under Første Verdenskrig anvendte tyske officerer bygningen til at tvangshverve rekrutter for derefter at sende dem i krig på datidens østfront. Så fulgte endeløse skæbnefortællinger med støvletramp til lyden af kanontorden og imperier i sammenbrud.

Da den litauiske uafhængighedskrig kom op i omdrejninger i Første Verdenskrigs sidste år, 1918, var bygningen kortvarigt hovedkvarter for Litauens nationale hær, men fra 1919 skubbede de revolutionære russiske invasionsstyrker grænsen vestpå. Vilnius kom kortvarigt under sovjetisk kontrol, inden det gendannede Polen genindlemmede byen.

Siden blev både Polen og Litauen ofret i den magt- og territoriedeling, som Hitler og Stalin aftalte i 1939. En historisk skiftedag indtraf i 1944, da sovjettidens berygtede hemmelige politi, KGB, med hele sit ekspertise udi afhøringer og tortur vendte tilbage til bygningen.

De blev hængende i et lille halvt århundrede, og det er fortrinsvis denne periodes gerninger, der udstilles og forklares i detaljer på Museet for Folkemordsofre.

Torturremedier a la skrækfilm

Lad det være sagt med det samme: Der er fotos og beskrivelser, der ikke er egnede for sarte sjæle. I glasmontrerne ligger ikke kun de håndvåben, som vagterne var udstyret med, men også nogle af de redskaber, der blev brugt til at tortere de indsatte for at tvinge ’tilståelser’ ud af dem. Vi ser ind i adgangen til Gulag: fællesbetegnelsen for det store system af fangelejre, der kendetegnede sovjetsystemets behandling af regimekritikere og anderledes tænkende. Alt sammen en konsekvens af et dekret vedtaget af det sovjetiske ministerråd 21. februar 1948, får vi at vide på en af de mange detaljespækkede plancher.

I 1952, mens den litauiske partisankrig stadig blev udkæmpet, var 12 sådanne lejre oprettet. Antallet af indsatte lå mellem 5.000 og 25.000 i hver forlægning. Dagene gik med hårdt tvangsarbejde, og madrationerne var så små, at mange fanger blev ramt af mangelsygdomme og ofte døde af disse.

Besøgende skal tage sig god tid til at læse de mange og udførlige plancher om besættelsesperioderne. Så har man en slags paratviden og et psykologisk beredskab, inden turen går ned i kælderetagen til noget, der kunne være en kulisse til en nutidig skrækfilm.

Som en fiktiv fangevogter passerer man et par snese celler og forhørsrum udstyret med stålsenge, små taburetter, vaskekummer af stål og primitive toiletter. Man tilgiver museets ledelse, at den har undladt digitalt komponerede lydbilledrekonstruktioner.

De tilfangetagne afvigere blev her anbragt i vinduesløse rum på størrelse med et par kosteskabe. Afhøringerne blev gentaget i månedsvis og ledsaget af fysisk tortur, udført med alt fra knojern og læderbælter til lænker og spændetrøjer. I en fængselsgård kunne der tilbydes frisk luft under cirkulære vandringer, der sjældent varede over en halv time. Nutidens kælderoplevelse slutter på passende vis i henrettelsesrummet, hvor den velkendte KGB-metode, nakkeskuddet, var sidste stop, inden det afsjælede legeme blev trukket ud gennem en vinduessliske og siden ekspederet videre til i en anonym massegrav. En video viser en rekonstruktion af henrettelsen.

Et Litauen uden litauere

Blandt litauiske faghistorikere er det en udbredt fortælling, at modstanden mod sovjetstyret var mere intensiv og kostede flere menneskeliv, end tilfældet var hos de ligeledes besatte lidelsesfæller i Letland og Estland.

Der skulle dog være ført bevis for, at KGB havde planer om at deportere trekvart million litauere til fjernere dele af sovjetimperiet. Altså på sigt skabe et Litauen uden litauere. Flere end 100.000 litauiske mænd og kvinder blev sendt med tog østpå, og på en serie plancher på et rækværk i bygningens baggård viser fotos og kort nogle af de steder, hvor de deporterede litauere blev fordelt hele vejen til Centralasien.

Navnene på nogle af de mest markante profiler i den årtier lange modstandskamp er indgraveret i de granitsten, der udgør bygningens nederste lag langs fortovet ud mod et af Vilnius’ hovedstrøg. Romas Kalanta står der på en af stenene.

(artikel i Politiken – sektionen Rejser – 03.07.22.)

Udgivet i Diverse, Set fra Danmark | Skriv en kommentar