Vesten behøver et buddhistisk ikon. Men det krakelerer lige nu.

Udgivet den 17. april 2023 af flemmingytzen

Debatten om Tibet og Dalai Lama er på vej ud i usikkert farvand. Ny bog går bag om overskrifterne.

Den 14. Dalai Lama, Tenzin Gyatso, fortjener vor sympati, og hvordan omsættes en sådan i praksis? Hans sag – at opnå mere åndsfrihed og tolerance, i et samfund der kontrolleres hårdt og kompromisløst af kinesiske sikkerhedsmyndigheder – behøver en anderledes støtte end den, han har oplevet under sine mange besøg i vestlige samfund og Kinas asiatiske nabolande. Forklaring følger.

Et for nylig offentliggjort videoklip, der viser Dalai Lama bede en mindreårig om at kysse tunger, kan blive et spirituelt og moralsk dødsstød for et religiøst ikon, der har haft gennemslagskraft for millioner, måske mere i Vesten end i Asien, hvor den tibetanske buddhisme har sit udspring.

Skaden, der er forvoldt den tibetanske bløde magt og indflydelse, kan vise sig at være uoprettelig i lang tid fremover. For hvordan overlever tibetansk kultur og spiritualitet i en verden, der mere og mere styres efter økonomiske nyttekriterier, og hvor fejltrin kan ødelægge karrierer og de positive fortællinger, som millioner hungrer efter?

Dalai Lama har boet i Dharamsala i det nordlige Indien i mere end seks årtier. Indien har været vært for den tibetanske eksilregering siden Dalai Lamas flugt i 1959, men støtten fra det internationale samfund i skikkelse af politisk opbakning i FN-systemet har været nærmest nul. Eksilregeringen overlever på indisk gæstfrihed tilsat vestlige og asiatiske donationer, herunder bidrag fra store virksomheder.

Mens vi som borgere udtrykker støtte til de undertrykte tibetaneres åndelige overhoved, står det ubehageligt klart, at hverken Danmark eller noget andet land i Vesten er indstillet på at ofre snævre nationale interesser i forhold til det Kina, som bestemmer Tibets nutid og fremtid.

Timeglasset rinder ud

Hans helligheds rejsevirksomhed er sandsynligvis ophørt, og hans globale betydning er faldende, kan man også konkludere efter læsning af den senest udgivne biografi om Dalai Lama, skrevet af den svenske forfatter og journalist Bertil Lintner og udgivet på forlaget Historiska Media i Lund. Lintner har dækket Asien for en stribe internationale medier siden begyndelsen af 1980’erne og har forfattet flere anmelderroste bøger om asiatisk politik og historie.

Dalai Lamas fødselsår er 1935, så hans timeglas er ved at rinde ud. Hvad sker der med det tibetanske folk og dets unikke kultur, når han ikke er her mere? Han chokerede utvivlsomt mange af sine tilhængere, da han i interviews med britiske BBC og den tyske avis Die Welt am Sonntag i 2014 meldte ud, at eksilsamfundet ikke nødvendigvis behøver en efterfølger.

”Lad os afslutte med en populær Dalai Lama. Dersom der dukker en svag Dalai Lama op, vil det bringe skam over os. Den tibetanske buddhisme er ikke afhængig af enkeltpersoner. Vi har en virkelig god organisatorisk struktur med veluddannede munke og skriftlærde”, lød hans forklaring dengang.

Nærværende skribent har mødt Dalai Lama flere gange, første gang i Thailand i 1994 og siden ved et par møder under hans besøg i København. Interviews er det ikke blevet til, som journalist henvises man til hans embedsværk. Efter at have rejst inkognito ind i Tibet i 1998 lykkedes det mig at træffe en af eksilregeringens tidligere udenrigsministre, da denne lagde vejen omkring København. Denne repræsentant havde et beskedent håb om, at Kina kunne udvikles i en mere tolerant retning. Men det er fortid.

Eksilregeringens daværende regeringschef, Lobsang Sangay, interviewede jeg i 2011, og hans mest markante udsagn i samtalen lød således:

”I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikke-voldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Senest har vi udviklet demokrati, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i Kina. Vi tilbyder også at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum.”

Sød musik, hvis det var sagt fra en FN-talerstol. Men et Kina under Xi Jinpings ledelse er ingenlunde på vej i den retning, tværtimod. Mine observationer under besøget i Lhasa for 25 år siden gav heller ikke anledning til opmuntring på tibetanernes vegne.

Tibet forbliver under kinesisk kontrol i al evighed – de er ikke en slags asiatiske inuitter, hvis voksende tilhørsforhold til USA en skønne dag stiller Danmark i et svært ubehageligt dilemma.

Et spørgsmål nager: Har liberale, tolerante og kristne vesterlændinge i realiteten mere brug for Dalai Lama end den kinesiske befolkning med dennes ensidige fokus på materiel og økonomisk vækst og velstand? Man fristes til at svare bekræftende. Den kinesiske stats projekt i Tibet består i at forvandle tibetanerne til lydige individer, der i det mindste lader som om, at de bliver, som kinesere er flest. Hvilket ikke ændrer på, at befolkningerne i Vesten har brug for et åndeligt symbol som Dalai Lama, der udtrykker en spirituel utopi, i en tid hvor befolkningerne føler sig truet og presset af den økonomiske globalisering, som især Kinas tilbagekomst på verdensscenen er udtryk for.

Ved Marienborg 2009

Erstatningsgud

Med de nationale kulturer på retræte søger vi efter både nye fjendebilleder (Kina) og nye forbilleder (Dalai Lama og hans eksilsamfund, et åndeligt Shangri-La). Vi famler efter en universalisme og finder den i et tibetansk orakel, hvis ytringer er så sympatiske, generelle og ufarlige, at enhver kan identificere sig med dem.

Dyrkelsen af myten om et humanistisk og menneskekærligt Shangri-La er udtryk for forsøg på at skabe en ny mytologi og en forestilling om et åndeligt rige, hvor vi aldrig kommer, men hvor mange af os har brug for at drømme os hen: Dalai Lama er udtryk for vor egen tabte spiritualitet. Brutalt og usentimentalt sagt er Tenzin Gyatso blevet den vestlige civilisations erstatningsgud.

Tibetanernes åndelige overhoved er blevet et globalt symbol på mange åndelige strømninger, som ellers ville have været hjemløse. Han har med stor dygtighed formået at skaffe sig venner i Vesten, siden han i 1989 blev tildelt Nobels fredspris.

Året forinden havde han i en tale til Europa-Parlamentet markeret, at Tibets sag fremover skulle internationaliseres. Det skete som en reaktion på, at flere års hemmelige forhandlinger med Beijing om hans mulige tilbagevenden til det hjemland, han flygtede fra i 1959, var slået fejl.

Dalai Lamas status som åndeligt overhoved blev formelt indledt i 1950, mens han endnu var teenager. Det var samme år, som Tibet blev invaderet af Kinas kommunistiske hær, der havde udråbt Folkerepublikken Kina året før.

I ni år forsøgte Dalai Lama at leve i en form for fredelig sameksistens med de nye kinesiske herskere, men eksperimentet faldt dårligt ud. I 1959 gjorde tibetanerne oprør mod Kinas overherredømme, og Dalai Lama måtte tage flugten til Indien, ledsaget af tusinder af landsmænd.

Alle os, der har haft den ære at træffe hans hellighed den 14. Dalai Lama, har oplevet, hvorledes han er i stand til med få ord at gøre kål på den indre kyniker hos både højre- og venstreorienterede. Han repræsenterer en universalisme, som er gået tabt i Vesten især på grund af vores fejlslagne krige i Mellemøsten, Afghanistan og andre steder, men også på grund af en altfortærende populisme, klarest symboliseret af Donald Trump, Viktor Orbán og andre.

Brogede dagsordener

Kan det forventes, at Danmark forsøger sig med et særligt tibetansk initiativ, når nu udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) forbereder at tage til Kina for at forny den dansk-kinesiske partnerskabsaftale?

Dalai Lamas kolossale popularitet betyder, at han bliver brugt som symbol af politiske kræfter med andre og mere brogede dagsordener. Her er der plads til nyreligiøse spiritualister, bekymrede antiglobalister, uskyldsrene fromhedsdyrkere, bissende og fanatiske antikommunister, menneskerets-forkæmpere af alle kulører og ikke mindst dem, der frygter, at et økonomisk og politisk stærkt Kina vil dominere det 21. århundrede.

Lintners bog er nøgternt og usentimentalt skrevet og derfor et godt sted at begynde, hvis debatten om Tibet på den lange bane skal handle om andet end danske embeds- og politifolks uelegante håndtering af demonstrationer mod besøgende kinesiske stats- og partirepræsentanter.

Om værket

Bertil Lintner: Dalai Lama. 175 sider. 185 svenske kroner. Historiska Media.

Dalai Lama nr. 14

Født som Tenzin Gyatso i 1935.

I perioden 1912-1950 var Tibet reelt selvstændigt – på grund af borgerkrigen i Kina – dog uden at være anerkendt af stormagterne.

Dalai betyder ”visdommens hav”, og Lama betyder ”åndelig lærer”.

Dalai Lama er overhoved for gelug-sekten og en genfødsel af den første Lama fra år 1381. Hans eksilregering har hovedsæde i Dharamsala i det nordlige Indien. Herfra har han forgæves forsøgt at føre forhandlinger om en tibetansk selvstyreordning med Kina.

Tibets tilhørsforhold

Fra 1200-tallet havde Tibet varierende grader af tilknytning til først det mongolske og siden det kinesiske kejserdømme. Fra slutningen af 1800-tallet blev Tibet og Centralasien inddraget i stormagtsopgøret mellem Rusland, Kina og Storbritannien.

I 1907 indgik Storbritannien og Rusland en aftale, der anerkendte Kinas overhøjhed over Tibet. I 1911 brød det kinesiske kejserdømme sammen. Den 13. Dalai Lama udviste i 1913 alle kinesere fra hovedstaden Lhasa og begyndte at opbygge en uafhængig stat med selvstændige relationer til omverdenen.

I oktober 1949 afsluttedes den kinesiske borgerkrig med kommunistisk sejr. Et år senere invaderede kinesiske styrker Tibet. I 1951 fik det den 14. Dalai Lama og hans administration til at indgå en 17-punktsaftale, hvis formål var Tibets ”fredelige indlemmelse”.

I marts 1959 indledtes en tibetansk opstand mod det kinesiske overherredømme. Dalai Lama flygtede til Indien og etablerede en eksilregering i Dharamsala, Indien.

(anmeldelse i Kristeligt Dagblad 17.04.23)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Mønsterstaten Taiwan afgør, om supermagterne kan finde en sameksistens

Udgivet den 3. april 2023 af flemmingytzen

Fanget mellem kinesiske og amerikanske interesser kan Taiwans fremtid tegne relationen mellem de to supermagter. Europa skal håbe på, at USA og Kina finder en fredelig løsning

Øen er lidt mindre end Danmark i areal, her bor cirka 23 millioner mennesker, og de taler næsten alle med forskellig kinesisk dialekt. Dens officielle navn er Republikken Kina, men vi kender stedet i daglig tale som Taiwan, og nærværende skribent har været en regelmæssig gæst på øen siden 1989.

Jeg vil ikke tøve med at kalde det taiwanske samfund for en mønsterstat, som er lykkedes med alt det, som Fastlandskina, der gør krav på øen, burde gøre, men som af politiske grunde er en umulighed. Er der så en løsning på en konflikt, der risikerer at kaste Kina og USA ud i en storkrig? Vist så, men debatten herom er ikkeeksisterende i Danmark.

Aktuelt har Taiwans præsident været i USA på et halvofficielt besøg, alt imens en af hendes forgængere i embedet har været i Kina. Denne interessante samtidighed fortæller os noget om de to hovedkræfter i taiwansk politik: den ene bevægelse, der vil, at det selvstyrende Taiwan opnår en tydeligere international anerkendelse; og en anden, der hellere ser, at der opbygges pragmatiske relationer til Kina, så Beijing-styrets trusler om krig og invasion bliver overflødige, og som ønsker en føderal statsdannelse, et indtil videre teoretisk Storkina.

Magtapparatet under Kinas leder, Xi Jinping, mobiliseres i disse år for at hente ”udbryderprovinsen” Taiwan hjem til moderlandet. Helst fredeligt, men alternativet bliver ikke udelukket. Der er god tid til dette projekt, og Beijings foretrukne metode er en vedholdende intimidering af den taiwanske befolkning og omringning af øen i det Sydkinesiske Hav.

En invasion, i lighed med hvad USA og venner har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan, har minimal sandsynlighed. Sporene skræmmer og noget af det eneste positive, man kan sige om Kina under Xi, er, at han magtpolitisk ikke efteraber USA.

Mere sandsynligt er en kinesisk flådeblokade, der vil lamme Taiwans forsyninger af mikrochip til resten af verden – virksomheden TSMC i Taiwan leverer klodens mest efterspurgte mikrochip.

Taiwan var en japansk koloni i et halvt århundrede (1895-1945) og er derfor en brik i et historisk asiatisk magtspil. Så hvorfor er det kinesiske flyvevåben regelmæssigt på vingerne omkring Taiwan her i nutiden?

Her foreligger et ironisk paradoks: Kina rasler med sablen for at fastholde en tilstand i konflikten, der er defineret af USA. Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med en invasion. Magthaverne i Beijing afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato i Europa.

Nøglen til Taiwans demokratiske overlevelse indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912. Det betyder, at øens indbyggere ikke kan eller bør underlægges et nutidigt udemokratisk centralstyre i Beijing.

Denne model bygger på amerikansk lovgivning fra 1979, Taiwan Relations Act (TRA) og har fungeret effektivt i mere end fire årtier – det kaldes strategisk tvetydighed: Taiwan er de facto selvstyrende på trods af en historisk betinget tilknytning til det kinesiske fastland.

Bundlinjen er, at Kinas erklærede mål om at få bragt Taiwan ”hjem” til moderlandet kun kan realiseres med accept fra USA, der med TRA garanterer, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. USA’s politiske beskyttende rolle over for Taiwan er således en succes, der er en Nobels fredspris værdig og en markant kontrast til supermagtens massive fiaskoer i Vietnam, Irak og Afghanistan.

Konflikten om Taiwan handler også om uafsluttede regnskaber fra det 20. århundredes konflikter, for landene i Østasien mangler helt at gennemføre den forsoning, vi oplevede i Europa mellem Frankrig og Tyskland i 1950’erne og siden mellem EU og de tidligere østblokstater i Centraleuropa i 1990’erne. Politisk og kulturelt er østasiaterne et helt andet sted.

Verden har brug for at blive mindet om, at Taiwan i 1987-88 blev klodens første kinesiske demokrati, realiseret uden at ét skud blev løsnet. Vil Kina påtvinge Taiwan et kommunistisk styre? Dette er et helt urealistisk scenario. Ikke en eneste politiker i Taiwan vil acceptere et Taiwan med status som provins under Beijing.

I 1992 nåede forhandlere fra Kina og Taiwan til en konsensus om, at Taiwan er en del af et samlet Kina, men at det er op til parterne selv at fortolke, hvilken statsdannelse der er dette samlede Kina.

Beijings tilbud til Taiwan er, at øen kan beholde sit eksisterende politiske og sociale system også efter en formel genforening eller tilknytning. Der er ikke mange i Taiwan, som tror på den model, men man skal ikke underkende betydningen og virkningerne af, at tusinder af kinesere i disse år besøger Taiwan og får indblik i de frihedsrettigheder, som indbyggerne i Taiwan nyder godt af.

Internt i det kinesiske kommunistparti er fristen for en løsning på Taiwan-spørgsmålet sat til 2049, som er 100-året for Folkerepublikken Kinas grundlæggelse. Til den tid er Xi Jinping fortid og forhåbentlig afløst af en pragmatiker.

Hvad har Danmark og resten af Europa på spil her? Vi kan vinde stort på, at relationerne mellem Kina, Taiwan og USA vender tilbage til den stabilitet, der eksisterede indtil for få år siden.

I spillet om Taiwans fremtid betyder mikrochip heldigvis mere end atombevæbnede missiler – den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet. Taiwans økonomiske mirakel i 1960’erne og 1970’erne er selve forbilledet på de resultater, der er opnået hos broderfjenden på den anden side af Taiwanstrædet de sidste fire årtier.

Krigen i Ukraine har givet anledning til spekulationer i retning af, om det russisk-kinesiske partnerskab kan føre til militære konfrontationer i Østasien. I fjor udtalte den japanske regeringschef Fumio Kishida, at nutidens Ukraine kan blive en realitet i Østasien i morgen. Udsagnet førte til en nationalistkinesisk storm på sociale medier, da det kom fra Taiwans koloniherre gennem et halvt århundrede

Nato-generalsekretær Jens Stoltenbergs nylige besøg i Japan og Sydkorea lagde sig i samme spor, men her er det påfaldende, at politiske ledere i Nato-medlemskredsen ikke er kommet med udsagn, der trækker i samme retning. Stoltenbergs besøg var en prøveballon uden politiske konsekvenser.

Mens krigen i Ukraine raser, vil det så give mening, at der sejler europæiske Nato-fartøjer ind i Taiwanstrædet? Østasien er naturligvis bedst tjent med, at Taiwan-spørgsmålet løses af konfliktens historiske parter, det kinesiske nationalistparti, KMT, og dets rival fra borgerkrigen, kommunistpartiet.

Her kunne USA gøre en forskel, som det skete for en snes år siden, hvor præsident George W. Bush forhindrede, at Taiwans daværende leder, Chen Shui-bian, gik i retning af en selvstændighedserklæring for Republikken Kina i Taiwan.

Er det hele dybt kompliceret? Vist så. Vestlig demonstrationspolitik er ingenlunde vejen frem. Taiwan-spørgsmålet afgør, om USA og Kina finder en sameksistens, som også vil gavne Europa.

Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning.

(klumme i Kristeligt Dagblad 04.04.23)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Katastrofen i Irak kortlagt i detaljer

Udgivet den 26. marts 2023 af flemmingytzen

Diplomaten Torben Gettermann har leveret en hudløst ærlig beskrivelse af en skæbnestund i dansk udenrigspolitik: Den forløjede invasion af Irak for 20 år siden og konsekvenserne af en fejlslagen genopbygningsindsats

Fire stjerner

Dansk sikkerhedspolitik blev afgørende ændret med beslutningen om at deltage i den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003. Kalenderen har netop passeret 20-året for denne skelsættende begivenhed, der stadig kaster skygger over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) regeringstid.

Historieinteresserede kunne have ønsket sig en offentlig høring, hvor der kunne samles op på erfaringerne. I fraværet af en sådan må det hilses velkomment, at en af datidens praktiske aktører i den danske udenrigstjeneste, diplomaten Torben Gettermann, har udgivet sine erindringer om, hvad Danmark som loyal USA-allieret gjorde i samarbejde med koalitionspartnerne. Gettermann tilbragte to år i Irak: Fra maj 2003 til juni 2004 var han Danmarks repræsentant ved CPA (Coalition Provisional Authority) og efterfølgende ambassadør i Bagdad frem til juli 2005.

Kort rekapituleret var situationen, at USA påstod, at det irakiske styre under diktatoren Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, hvilket som bekendt viste sig at være et falsum. FN’s våbeninspektører gennemførte stribevis af besøg uden at levere de nødvendige beviser. Alligevel stillede USA et ultimatum, der krævede Irak afvæbnet. Resultatet blev, at Danmark som medlem af en USA-ledet koalition invaderede Irak på et grundlag, der var i strid med folkeretten.

En umulig vej til demokrati

Undertitlen på Torben Gettermanns bog siger det hele: en insiderberetning om Iraks umulige vej til demokrati. Hans detaljemættede beretning undlader at dissekere den debat i Folketinget, der førte til den skæbnesvangre beslutning. I stedet tager han os med ned i det, man kan kalde det diplomatiske og sikkerhedspolitiske maskinrum: Hvordan genopbygger man et arabisk samfund på ruindyngerne efter en folkeretsstridig krig?

Læserne får indsigt i, hvor vanskeligt det er at indføre demokratiske mekanismer i en stat, der aldrig har haft demokrati. Hvordan samarbejdsrelationer med vore nærmeste allierede blev presset til det yderste. Hvordan Folketinget bevilgede 350 millioner kroner til at indføre god regeringsførelse herunder et anstændigt retssystem – forgæves, skulle det vise sig. Hvordan den amerikanske ledelse af koalitionen enerådigt tilsidesatte stort set alt, hvad de mindre koalitionspartnere forsøgte sig med.

Gettermann siger det ikke direkte, men konklusionen ligger lige for: Danmark deltog ikke for at hjælpe den irakiske befolkning til en bedre tilstand, men for at demonstrere solidaritet med amerikanerne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen pløjede dermed en vej direkte til chefstolen som generalsekretær i Nato. Daværende præsident George W. Bush belønnede den mest USA-loyale regeringschef i den vestlige alliance – men konsekvenserne for verdens indretning havde hverken Fogh eller hans udenrigsminister, Per Stig Møller, eller andre blik for: stort set hele det globale syd nærer i dag en afgrundsdyb skepsis over for USA.

Den uforudsete udfordring

Datidens udsendte embedsværk havde forventninger om, at irakerne ville omfavne koalitionen på samme måde som tyskere, italienere og japanere tog imod de allierede befriere i 1945. Men den arabiske del af Mellemøsten frembyder udfordringerne af en karakter, som ingen kunne forudse:

Sammenbruddet i den statsorden, som Irak havde haft, åbnede et rum for Islamisk Stat, hvorved den USA-ledede koalition ufrivilligt leverede en selvopfyldende profeti: De irakiske masseødelæggelsesvåben var ikke kemiske eller biologiske våben, men i stedet fundamentalistisk, militant islamisme, som kunne eksporteres via terrorgrupper, der opererede i Europa.

En af Gettermanns konklusioner er indlysende nedslående: ”Det danske bidrag var forsvindende lille i forhold til såvel det amerikanske som det britiske. Reelt blev Danmark og de øvrige koalitionspartnere udnyttet af USA. Vi var gode at have med, fordi det gav koalitionen en eller anden form for legitimitet, men når det kom til stykket, havde vi intet at skulle have sagt og ingen indflydelse på, hvad der foregik i Irak”.

Koalitionens indsats blev at ødelægge den stat, der var tilbage efter mange års sanktioner. Den statsdannelse, der er sat i stedet, består frem til i dag af mafiøse grupperinger og kleptokratiske oligarker. Krig mod besættelsesmagten førte til dannelsen af Islamisk Stat.

Ingen udsigt til demokrati

Irak er i dag en kampplads mellem primært iranske og amerikanske interesser, ikke en stabil stat for almindelige irakere. Den islamistiske milits ISIL tog kontrollen med store områder i Irak, herunder byen Mosul, og bredte sig derfra ind i Syrien. Derefter blev kalifatet udråbt. Missionen for en afvæbning af Saddam-styret var dermed forvandlet til en krig mellem civilisationer. I dag har Irak ikke den ringeste udsigt til hverken stabilitet, demokrati eller velstand.

Folketingets beslutning om at afsætte millionbeløb til genopbygning af Irak var baseret på et tyndt, amerikansk-defineret grundlag, lyder forfatterens hovedkonklusion. Den danske udsendelse af eksperter skete i tiltro til, at der lå en gennemarbejdet amerikansk plan for tiden efter krigen, hvilket ikke var tilfældet. Slingrekursen i Irak blev et kuriøst resultat af amerikansk indenrigspolitik, især kampagnen for at sikre genvalget af George W. Bush i 2004. Krigens konsekvens for irakerne blev den stik modsatte af det tilsigtede.

Torben Gettermann har skrevet en bog, der bør indgå som pligtlæsning for alle medlemmer af Folketinget, nuværende som kommende. Plus ansatte i udenrigs- og forsvarsministerierne. Men ingen skal forvente bodsgang fra datidens ansvarlige. Den kommission, der skulle undersøge grundlaget for krigen, blev nedlagt, og den regeringschef, der afviklede kommissionen, er i dag Mette Frederiksens (S) udenrigsminister.

Om værket

Torben Gettermann: Krigszone. En insiderberetning om Iraks umulige vej til demokrati 2003-2005. 336 sider. 349,95 kroner. Gyldendal.

(anmeldelse i Kristeligt Dagblad 27.03.23)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | 1 kommentar

Krigen i Ukraine får Danmark til at fokusere på Østasien

Udgivet den 10. marts 2023 af flemmingytzen

Det store flertal i det globale syd følger ikke slavisk den vestlige sanktionspolitik over for Rusland, og derfor er det afgørende for Danmark at udvikle tætte relationer til regionens toneangivende lande

Til læserne: Fremover skriver jeg om udenrigspolitik i Kristeligt Dagblad. Første bidrag til avisen i dens fredagsudgave 10. marts 2023:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/ukrainekrig-faar-danmark-til-fokusere-paa-oestasien

God læselyst.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Dan Jørgensen er mere afvikler end udvikler

Udgivet den 27. januar 2023 af flemmingytzen

Ministerrokaden viste, at en epoke i dansk idealisme er forbi.

Blev socialdemokraten Dan Jørgensen forfremmet eller det modsatte? Det sædvanlige ekkorum af speedsnakker-kommentatorer på tv-kanalerne har indtil videre tiet om dette spørgsmål.

Indtil regeringsomdannelsen blev Dan Jørgensen set som værende en del af Mette Frederiksens inderkreds. Den tid er nok forbi, og Jørgensen er havnet i et rum af cirkulation, hvor han i næste rokade kan blive placeret, hvor der må være brug for hans erfaringer; altså hvor som helst det passer regeringschefen.

Jørgensens afløser på klimafeltet, Lars Aagaard, er en håndplukket teknokrat, som skal sikre gennemførelsen af politikker, der allerede er skabt solide flertal for, og derfor er han ukontroversiel.

Med fusionen af klimapolitik og udviklingsbistand under Dan Jørgensen er der i realiteten tale om en begyndende afvikling af sidstnævnte i den form, vi har kendt den i mere end et halvt århundrede

For årtier siden var Danmark en idealist i international udviklingspolitik. Når danske indsatser i det, der engang blev kaldt den tredje verden, blev evalueret af vore partnerlande i de riges klub, OECD, fik vi førstekarakter. Det lille idealistiske land i nord blev en rollemodel.

Især amerikanske beslutningstagere fremhævede engang Danmark som et land, der viste vejen for andre i den velstående verdens relationer til det globale syd. Det var i udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens tid. Han behøvede ingen juniorminister til at tage sig af de varme lande, Venstre-formanden klarede det fint selv.

I dag er vore ambitioner i det globale syd overhalet af brutale erfaringer, læs Afghanistan og Irak, plus migrationspresset syd og øst for Middelhavet. Mange af Vestens tidligere partnerlande i Afrika og Mellemøsten ser nu mod Beijing, før de henvender sig til Washington og Bruxelles. Beklageligt, vil mange synes, men det er den fremvoksende realitet her i 2023.

På de indenrigspolitiske linjer er der også en ændret logik, der gør sig gældende. Alt underordnes klimapolitikken, både sikkerhed og udvikling, og her er Pakistan et foruroligende eksempel. Denne islamiske republik er et arnested for terror og et eksempel på kronisk underudvikling på grund af den ukontrollable udvikling i befolkningstallet og fraværet af sekularisering. Store dele af landet er i dag under vand.

I de seks årtier, hvor Danmark har ydet udviklingsbistand, har de primære formål været krystalklart defineret: at hjælpe de mest udsatte befolkningsgrupper i de fattigste lande. Denne målsætning er der principielt ikke ændret ved, heller ikke efter sidste måneds regeringsdannelse.

Men vi er ophørt med at have illusioner om, at bistanden kan levere det umulige. I mange år blev der skelet heftigt til danske erhvervsinteresser, samtidig med at vi viftede med de idealistiske faner.

Interessant nok er kommunistiske Vietnam blevet eksemplet på, at en modtager af dansk bistand og erhvervsinvesteringer kan bevæge sig ad to spor samtidig, både fattigdomsbekæmpelse og globalisering. Vietnameserne har fået en middelklasseøkonomi med muskler nok til fremover selv at kunne håndtere landets fattigdomsudfordringer. Derfor er Danmark i dag kun beskedent til stede i dette vigtige sydøstasiatiske land med tæt på 100 millioner flittige indbyggere. For tre årtier siden ankom vi derude med bistand i superstørrelse.

Anderledes med Tanzania, hvor dansk udviklingspolitik debuterede for seks årtier siden. Opgjort i 2019-priser har det østafrikanske land modtaget mere end 32 milliarder danske bistandskroner siden 1965, viser en opgørelse udarbejdet af Udenrigsministeriets egne folk.

Ganske mange tanzanianere har fået det bedre, men landets fundamentale udviklingsudfordring, som er befolkningstilvæksten, har international bistand ikke ændret det ringeste på. På kun et tiår er befolkningen vokset med 37 procent og har nu rundet de 62 millioner. I 2050 forventes tallet at nå 151 millioner.

Dansk politik i Afrika tegnes i dag af planerne om et flygtningecenter i Rwanda mere end af den idealisme, der engang udfoldede sig på savannen i Tanzania. Velkommen til virkeligheden, Dan Jørgensen.

Ved denne korsvej i dansk udviklingspolitik er der en ironisk pointe i, at vor statsminister har en kandidatgrad i – jo, den er god nok: Afrika-studier. Kan nogen mon komme i tanke om, hvornår hun sidst har sat foden på det afrikanske kontinent?

(klumme i Politiken 26.01.23)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Taiwan-illusioner på slap line

Udgivet den 12. januar 2023 af flemmingytzen

Fhv. statsminister Foghs raslebøsse gør ingen praktisk forskel for taiwanerne

Var det et indsamlings-stunt eller en demokrati-mission? Fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen tog sig lige en udflugt til Taiwan, og hvordan kunne det så give mening? Foghs tidligere højrehånd Lars Løkke Rasmussen kunne fra sjette sal i Udenrigsministeriet med beroligelse notere sig, at dansk Kina-politik forbliver uændret.

Foghs besøg i Taiwan rejser spørgsmålet, om den selvstyrende ørepublik har brug for en mere konkret europæisk solidaritet ud over EU’s hidtidige opfordringer til Kina om at vise tilbageholdenhed i sin militære ageren omkring Taiwan Strædet. Kinas luftvåben gennemfører som bekendt regelmæssigt overflyvninger tæt på taiwansk luftrum suppleret med missilaffyringer i sammenhæng med landgangsøvelser på den fastlandskinesiske kyst mindre end et par hundrede kilometer fra den selvstyrende ø. Er dette udtryk for regulære krigsforberedelser, kan man spørge.

Taiwan repræsenterer et politisk mirakel. De godt 23 millioner kinesisktalende indbyggere demokratiserede øen for fire årtier siden, uden at et eneste skud blev løsnet. Prøv at sammenligne med Jugoslaviens opløsning i 1990′ erne eller det arabiske forår.

En taiwansk oppositionspolitiker, Peng Ming-min, der døde i fjor i en alder af 98, forklarede en gang, at øen »er som den lille gibbonabe, der mærker det tunge åndedræt fra en 400 punds gorilla bag os hver dag«. Peng stillede op til øens første frie præsidentvalg i 1995, men tabte. Han blev nok den bedste leder, Republikken Kina på Taiwan aldrig fik.

Hentet fra Twitter

TAIWAN ER en brik i et asiatisk magtspil, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet. Så hvorfor er det kinesiske flyvevåben regelmæssigt på vingerne omkring Taiwan her i nutiden? Her foreligger et ironisk paradoks: Kina rasler med sablen for at fastholde en tilstand i konflikten, der er defineret af USA! For Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med en invasion.

Magthaverne i Beijing afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato’s rolle i Europa. Nøglen til Taiwans demokratiske overlevelse hedder strategisk tvetydighed.

Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, og betyder, at øens indbyggere hverken kan eller skal underlægges et nutidigt udemokratisk centralstyre i Beijing. Denne model bygger på amerikansk lovgivning og har fungeret fint i mere end fire årtier. Ingen vestlig stormagt har til dato kunnet pege på et alternativ.

Vigtig pointe: Ingen politiker på den demokratisk styrede ø taler i dag om at udråbe Republikken Taiwan. Altså har øen overlevet syv årtiers rivalisering med Kina med brug af sund fornuft og politisk pragmatisme. Så gjorde Anders Fogh Rasmussens besøg en forskel? Den er svær at få øje på.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forsøgte sig med en høflig formaning til sin tidligere chef om, at et-Kina-politikken ligger fast. Så jo, selvfølgelig var Fogh ude med raslebøssen. Mediedækningen har endnu ikke fortalt, hvor mange taiwanske dollars der er sendt til hans såkaldte demokratifond. Offentligheden venter spændt.

Tegning: Roald Als

GANSKE BEKVEMT begrundede Fogh sin mission med henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som indlysende nok har udløst hovedpine i Beijing. Forløbet i denne europæiske krig har vist, hvor hurtigt verdensopinionen kan mobiliseres, når en diktatorisk overmagt forsøger at undertvinge et militært svagere demokrati. Den positive sideeffekt er, at Taiwans livline er forlænget, sandsynligvis i flere årtier.

Bundlinjen i opgøret er, at Kinas erklærede mål om at få bragt Taiwan ‘ hjem’ til moderlandet kun kan realiseres med accept fra USA, der siden 1979 har garanteret, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. USA’s politiske beskyttende rolle over for Taiwan er derfor en succes, der er en Nobelfredspris værdig og en markant kontrast til supermagtens fiaskoer i Vietnam (1975), Kabul (2021) og Mellemøsten gennem den seneste snes år.

Europæiske beslutningstagere bør tænke langsigtet. Bruxelles bør starte med en erkendelse af, at en krig mellem USA og Kina kun vil have tabere. Taiwan bør se ind i de kommende årtier ved at opruste massivt, som Sydkorea har gjort det. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning. Det europæiske forbillede hedder Finland, mens naboen hed Sovjetunionen.

Fat det dog, Fogh og ligesindede. Lær af historien.

(klumme i Politiken 12.01.23)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

En oplagt opgave for Bertel Haarder

Udgivet den 29. december 2022 af flemmingytzen

Historien om Venstres ledere bør skrives om. Giv os den politisk ukorrekte version.

Hvad skal han nu få tiden til at gå med? Bertel Haarder, den evigt debatterende tidligere minister for undervisning, forskning, Europa, udviklingspolitik, kirken, sundheden, indvandrerne og Norden?

I sin imponerende karriere har en syndflod af denne dynamiske kulturkrigers publikationer fundet vej til boglader og bibliotekshylder over det ganske rige, og selvfølgelig har vi ikke hørt det sidste fra Haarders evigt roterende tankeunivers. Den opgave, der trænger sig på i 2023, må selvfølgelig gå ud på at få leveret en ny version af historien om Venstres partichefer gennem et halvt århundrede.

Tænk, hvis Bertel Haarder i en kommende udgivelse vil levere kritiske og gerne kærlige tilbageblik på sine tidligere chefer, Henning Christophersen, Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. Fordi de, som den nylige regeringsdannelse demonstrerer, ikke var eller er så liberale, at det har gjort noget.

Af mange grunde bliver det Haarders vurdering af Anders Fogh Rasmussen, der vil påkalde sig størst interesse. Fordi Fogh repræsenterer alt det, som nutidens partisoldater i Venstre mindst af alt ønsker at diskutere. Forklaringen på denne uvilje skal søges i en skandale omhandlende en bank i Letland, PNB Banka, som Fogh var næstformand for, indtil den krakkede i august 2019.

Siden er den blevet administreret af den lettiske kurator Vigo Krastins, der har sagsøgt bankens ledelse, inklusive Fogh Rasmussen, for 240 millioner kroner. Med til historien hører, at PNB Banka i 2017 fik en bøde for systematiske brud på hvidvaskreglerne, hvilket vakte vrede hos den russiske ejer, Grigorij Guselnikov.

Sagens kerne er et møde i bankens ledelse i juni 2019, hvor Fogh og de øvrige styrelsesmedlemmer stemte for transaktioner, som berigede Guselnikov med angiveligt 240 millioner kroner og drænede banken for et tilsvarende beløb. Som bankens næstformand modtog Fogh et årligt vederlag på ca. to millioner kroner. Han påtog sig opgaven i 2017, samme år som Berlingske begyndte afsløringerne af skandalen om Danske Banks hvidvask af russiske penge via Estland. Rettidig omhu?

Så historieskrivningen søger et svar på, hvorledes en tidligere statsminister og Nato-generalsekretær ikke gjorde sig sit ansvar klart som næstformand i en baltisk bank med russisk ejer.

Bertel Haarder, læs med her. Skriv gerne forordet til den bog, som de dygtige kolleger på dagbladet Børsen, der har forfulgt sagen, bør gå i gang med. De er tilmed lykkedes med at få hovedpersonen i tale. Hans reaktion: Der er ikke noget at komme efter – formuleret med et lidt andet ordvalg, end det vi erindrer fra hans statsministertid.

I en bredere offentlighed forsøger Fogh at profilere sig som forkæmper for demokratier, der konfronterer diktaturer og autokratier om verdens indretning. Det sker bl.a. i form af såkaldte demokratitopmøder, der nyder heftig sponsorering af især amerikanske megavirksomheder.

Den fhv. statsminister og Nato-generalsekretær har med sit konsulentfirma Rasmussen Global indlejret sig solidt i noget, der passende kan kaldes et militært-industrielt kompleks; et udtryk opfundet af den afgående amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i den afskedstale, han holdt til nationen 17. januar 1961. Eisenhowers hensigt var at advare mod den lobbyisme, som politikere og repræsentanter for våbenindustrien blev fedtet ind i ofte under fordækte omstændigheder.

DA FOGH I 2016 blev rådgiver for Ukraines daværende og dybt korrupte præsident Petro Porosjenko, kunne ingen selvfølgelig vide, at Rusland seks år senere ville indlede en russisk invasion i fuld skala. Porosjenko er i dag anklaget for højforræderi og risikerer op til 15 års fængsel. Så gjorde den danske rådgivning en forskel andet end at forøge omsætningen i Rasmussen Global?

»At få Fogh om bord var nok vigtigere, end hvad han egentlig skulle foretage sig. Det er ikke mit indtryk, at han har haft noget stort gennemslag«, udtalte Mykola Kapitonenko, direktør for tænketanken Center for Internationale Studier i Kyiv i april 2018. Så vi venter i spænding på den reviderede historie om den forhenværende toppolitiker i Venstre, som ingen i partiet for nuværende har spor lyst til at debattere. Skriv løs, Bertel Haarder.

(klumme i Politiken 29.12.22)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kampen om historien: Beijing 1989

Udgivet den 16. december 2022 af flemmingytzen

Her i december 2022 blev jeg inviteret inden for i programmet ‘Kampen om historien’ på DR’s P1 hos studievært Adam Holm. Emnet var Kina, og sammen med PhD Mai Corlin blev jeg bedt om at sammenligne den aktuelle tilstand i det kinesiske samfund med forsommeren 1989, hvor Beijings centrum blev scenen for hundredtusinder af aktivisters protester mod det daværende styre.

Link her:

https://www.dr.dk/lyd/p1/kampen-om-historien-3/kampen-om-historien-63

Sjældent viste fotos fra den amerikanske medieplatform NPR her.

A crowd gathers to view the unveiling of the Goddess of Democracy statue, built by the protesters, on Tiananmen Square at the end of May 1989. The statue was destroyed less than a week later as the violent crackdowns began.
Some protesting students vowed never to withdraw from Tiananmen Square even after martial law was declared in May 1989.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Evighedskrige i Europa, hvor længe?

Udgivet den 13. december 2022 af flemmingytzen

Ukrainekrigen vil ændre sig i intensitet. Diplomati taler kun få om.

Der er brug for, at konfliktforskningen på universiteterne opfinder en særlig kategori: evighedskrigene. Den ældste af disse er den koreanske, 75 år har den varet.

Lyspunktet er Sydkoreas forvandling fra et fattigt militærdiktatur til Østasiens mest velfungerende demokrati, velstående og teknologisk avanceret. Den mørke bagside: et isoleret atombevæbnet Nordkorea, som holdes i skak af USA og Kina.

Af næsten lige så lang varighed er konflikten om Palæstina. I relativ international ubemærkethed fortsætter her myrderierne på uskyldige civile. Ikke den ringeste udsigt til forsoning og dialog. Betegnelsen fredsproces er blevet en dårlig, ildelugtende vittighed. Ligeledes med trekvart århundrede bag sig: I Sydasien er det delte Kashmir et tankevækkende eksempel på nytteværdien af kernevåben som afskrækkelsesfaktor. Både Indien og Pakistan har denne bevæbning, og derfor har krigene siden 1948 været begrænsede og konventionelle.

Afghanistan er denne verdensdels store ulykkelige traume. Evakueringen af Kabul i fjor demonstrerede umuligheden af at indsætte selv den mest sofistikerede militære magtmaskine mod fanatiske stammekrigere, hvis fundamentalistiske orientering er en benægtelse af enhver form for civilisation.

EUROPÆERNE stirrer lige nu i en kold krigsvinter. Så her kommer det uundgåelige 100.000-dollar spørgsmål: Er opgøret om Ukraine på vej ind i denne ulykkelige kategori, evighedskrigene?

Der findes fortilfælde til inspiration. Et af dem er opgøret i Nordirland, der i et par årtier var slagmark for en lavintensiv borgerkrig mellem protestanter og katolikker. Det gunstige udgangspunkt for en afvikling af mange års terrormord var indlysende nok, at det var to demokratier, Storbritannien og Irland, der for et kvart århundrede siden forhandlede sig frem til løsninger.

Næsten tre årtier med nordirske blodsudgydelser blev prisen, inden britiske politikere nåede til erkendelsen af, at de måtte ophøre med at dæmonisere modparten. Hverken i Moskva eller Kiev er der for nuværende bevægelser i en tilsvarende retning. Den dag, Putin ikke sidder i det russiske førersæde, kommer der én, der ligner ham.

Præsident Biden eller hans efterfølger kan under gunstige omstændigheder indskrive sig i historien, som dem, der bruger den Nordirske model. Hvis han eller hun ikke følger forgængernes eksempler, og her taler vi om Bush, Obama og Trump: For i årevis afviste Washington mulighederne for at forhandle med talebanerne af frygt for, at eftergivenhed ville friste fjenderne til at angribe USA direkte. I fjor viste begivenhederne, at denne stædighed havde en høj pris.

Tilsvarende med det syriske regime og de irakiske terrorister. Hertil kan føjes islamistiske grupperinger i Afrika. Derfor trækkes der på skuldrene over alt i det globale syd, når USA og dets allierede taler om nødvendigheden af at udbrede demokrati og frihedsrettigheder med brug af droner og missiler.

ULYKKELIGVIS ser det aktuelt ud til, at krigen i Ukraine er på vej ind i en forandret fase med færre direkte kamphandlinger. I stedet bruges missil- og artilleribeskydninger med det formål at smadre infrastruktur. Konsekvensen bliver sultne, syge og døende ukrainere også på det længere sigt.

Krigen kan næppe vindes militært, men bliver en styrkeprøve på udholdenhed. Det samme er situationen i Korea og mellem Indien og Pakistan, her dog kun med et fåtal af dødsofre, hvor betingelsen er, at store territorier forbliver delte. Er Krim og Donbass værd at beholde for ukrainerne, må europæiske beslutningstagere spørge sig i disse uger.

Den ukrainske ledelse repræsenterer nutidens helteideal, og et sådant er der brug for i Vesten efter de militære fiaskoer i Mellemøsten og Afghanistan. Det relevante spørgsmål må herefter være: hvor mange ukrainere og russere må lade livet i opretholdelsen af denne tilstand. Hvem har evnen til at bryde gennem Kremls mure med et forhandlingsoplæg? Sandsynligvis kun Indiens Modi, Tyrkiets Erdogan og Kinas Xi.

Giver det så mening, når Nato-chef Jens Stoltenberg har gjort Moldova til observatørmedlem i alliancen med den tilføjelse, at Ukraine kan lukkes ind, når landet er parat? Inden Putins invasion gik diskussionen på, om Ukraine kunne blive ’Finlandiseret’, altså opnå den stabiliserende og balancerende rolle, Helsinki havde under den kolde krig. EU kommer næppe til at gå den vej, Stoltenberg antyder.

(klumme i Politiken 14.12.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, USA | 1 kommentar

Regeringens tjekliste for en ændret verden

Udgivet den 27. november 2022 af flemmingytzen

Arbejdsseddel for Mette Frederiksens næste udenrigsminister.

Muligvis læser Jeppe Kofod stillingsopslag lige om lidt. Indtil videre venter han nok på det telefonopkald, der vil vifte ham om næsen med et direktørjob et sted. Så hvad skal afløseren kunne?

Læseren bedes forestille sig, hvilke råd den kongelige undersøger i denne tid får hvisket i ørerne om krav og forventninger til nationens næste udenrigsminister.

Mellemøstlige ’fredsinitiativer’ a la Per Stig Møllers i sin tid? Parkeret på illusionernes holdeplads.

Velvilje over for Afrikas påståede snarlige storhedstid? Retorisk ja, men i praksis vil der blive efterspurgt flere patruljebåde i Middelhavet. Terrorovervågning har afløst udviklingsambitionerne. Mindesmærket over disse bliver ambassaden i Tanzania, der lukkes i 2024.

Latinamerika? Gerne mere samhandel kombineret med klimaindsatser i Amazonas, men finansieringen? Giver det mening, at Danmark har sit eget program her? Næppe.

Baltikum? En markant højere profil, hvor der skal konkurreres med Forsvarsministeriet om bevillinger plus mediers og offentlighedens opmærksomhed. Der er allerede landet kampvogne med dannebrogsflag i Letland. Forvent mere, også hos den litauiske nabo.

Det indiske subkontinent? Flere bevillinger til Islamabad er selvindlysende. Den hårdt plagede pakistanske nation har brug for nødhjælp, klimabistand og – igen igen – terrorbekæmpelse og -forebyggelse. Evakueringen fra Kabul i august 2021 kaster lange skygger.

Østasien? Mette Frederiksen havde utvivlsomt foretrukket, at vi i marchtakt fulgte amerikanerne i inddæmningen af kinesisk teknologisk og økonomisk ekspansion, men den vej ser ud til at blive forstyrret af ingen ringere end Olaf Scholz.

Kansleren blev overraskende retorisk bakket op af selveste Joe Biden, der ifølge eget udsagn på G20 i Bali angiveligt vil en håndterlig rivalisering, men ikke en destruktiv og udsigtsløs koldkrigstilstand med Kina. Kan blive anderledes, hvis republikanerne vinder i 2024.

Øst- og Sydasien tegner sig samlet for mere end halvdelen af den globale økonomiske vækst og udgør et knudepunkt på de fleste globale produktions- og værdikæder på tværs af industrier.

Asiaterne står derudover for to ud af tre af de globale patentansøgninger. Innovation er i dag lige så asiatisk, som den er vestlig. Så selvfølgelig skal Danmark være med her.

SKARPT FORMULERET og med et anstrøg af kætteri kan det konstateres, at Nato ikke længere kun har til formål at forsvare sine medlemslande, men også kan mobilisere europæisk støtte til amerikanskledede militære operationer langt fra Europa.

Historiske erfaringer kaster her skygger ind i alliancerelationerne. Med Sydkorea som den markante undtagelse har USA’s militære operationer i Asien og Mellemøsten ikke været til varig gavn for de samfund og befolkninger, amerikanerne har påstået at ville hjælpe gennem krigsførelse. Derfor den tiltagende understregning af, at der bør skabes en stærkere europæisk strategisk suverænitet. Den slags tale behager næppe Mette Frederiksen.

Geografiske og historiske realiteter gør, at USA og Europa ikke har sammenfaldende interesser i Asien. Betænkelighed ved kinesiske investeringer ændrer ikke på, at Europas tunge økonomier vil fortsætte engagementet i Kina og omegn.

At Kina er på vej ind i en slags beskytterrolle for både Rusland og Iran, har en stabiliserende virkning, der supplerer det globale syds åbenlyse modvilje mod at lade sig diktere af Washington

De presserende klimapolitiske udfordringer må indlysende nok få amerikanske, europæiske og kinesiske beslutningstagere til at finde de fælles veje fremad. De gode nyheder for starten af 2023 er, at både præsident Macron og Joe Bidens udenrigsminister, Antony Blinken, rejser til Beijing.

Hvilket kan få Mette Frederiksens kommende udenrigsminister til også at vælge vejen østpå. Ved at kombinere et besøg i Beijing med et tilsvarende i Seoul vil der blive signaleret den nødvendige balancegang.

Hvor en kommende fredskonference om Ukraine så skal holdes? Hos Tyrkiets leder Erdogan selvfølgelig. Han er Europas helt egen sultan og kontrollerer adgangsvejene til den geografi, hvor så meget er gået galt i så mange årtier.

Sker det ikke, står vi lige om lidt i det, som EU-forskeren Lykke Friis i sin seneste bogudgivelse kalder tårernes Europa. Eller frygtens kontinent, som en klog franskmand engang har beskrevet det. Frygt og tårer skal forvandles til optimisme og håb.

(klumme i Politiken 28.11.22)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar