Importeret terrorisme? Dokumentation mangler

Der gik kun få år efter afslutningen på et kvart århundredes borgerkrig mellem buddhistiske singalesere og hinduistiske tamiler i Sri Lanka, før spændingerne i landets brogede kludetæppe af etniske og religiøse minoriteter begyndte at tage til på ny.

Men påskens voldsomme terrorangreb ligner kun i begrænset omfang mønsteret fra borgerkrigen, hvor tamilerne kæmpede for løsrivelse og oprettelse af en selvstændig stat i den nordlige del af Sri Lanka.

Blandt den langvarige konflikts mange eftervirkninger var en voksende national selvbevidsthed blandt de buddhistiske singalesere, der udgør tre fjerdedele af østatens befolkning. På kort tid har den traditionelt tolerante buddhisme fået militante karakteristika, som ligner det, der i andre verdensdele kaldes identitetspolitik og religionskrig.

Formodningerne om internationale forbindelser er af relativ ny dato. I november 2016 gik landets justitsminister på parlamentets talerstol og advarede om, at 32 srilankanske muslimer havde sluttet sig til terrorbevægelsen Islamisk Stat. Tilsyneladende var der tale om en gentagelse af, hvad landets forsvarsminister havde sagt, da han tidligere samme år havde meldt ud, at et tilsvarende antal srilankanske krigere var rejst til Syrien.

De buddhistiske organisationer i Sri Lanka har utvivlsomt også fundet inspiration i nabolandet Myanmar, hvor hæren i 2015 indledte etniske udrensningskampagner mod det store rohingya-mindretal i landets vestlige Rakhine-region. Fordrivelsen af rohingyanerne blev af Myanmars regering begrundet med et terrorangreb foranstaltet af en islamistisk gruppe, der angiveligt modtager finansiel og anden støtte fra både Bangladesh, Pakistan og flere arabiske stater.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at Thowheed Jamath, den srilankanske organisation, der beskyldes for at stå bag det aktuelle terrorangreb, hurtigt reagerede på justitsministerens udmelding med en skarp afvisning og tilmed opfordrede myndighederne til at arrestere ethvert individ, der menes at have forbindelse til internationale terrornetværk.

Nogle regionale analytikere peger samtidig på, at det singalesisk-buddhistiske samfund efter nedkæmpelsen af terrorbevægelsen De Tamilske Tigre i foråret 2009 begyndte at søge efter nye fjendebilleder, og at systematisk antimuslimsk retorik er blevet mere udbredt i srilankanske medier siden 2012, hvor en militant buddhistisk organisation kaldet Bodu Bala Sena, BBS, holdt sit første årsmøde.

Retorikken i BBS får især næring med henvisninger til udviklingen i befolkningstallene: at de muslimske minoritetsgrupper vokser hurtigere end det singalesisk-buddhistiske flertal. Bevægelsens tilhængere har foranstaltet voldelige angreb på skoler og institutioner, som menes at favorisere både muslimer og kristne, og har været flittige brugere af sociale medier, hvor propagandistisk indhold er blevet udbredt.

Et brutalt eksempel er en videooptagelse i fjor, der påstås at vise en muslimsk kok, der tilsyneladende ’tilstår’ at have tilsat medikamenter til maden, der skulle have en sterilisationseffekt på de singalesere, der indtog den.

Straks efter offentliggørelsen gik bevæbnede singalesiske aktivister løs på muslimske boligområder, forretninger og moskeer.

Analytikere i Sri Lankas brogede medielandskab ser derfor nok visse ligheder med den langvarige borgerkrig mellem singalesere og tamiler. Men de internationale aspekter er markant forskellige: De srilankanske tamiler havde nok støtte fra enkelte tamilske organisationer i den indiske delstat Tamil Nadu, men ikke fra den indiske centralregering.

Tværtimod forsøgte New Delhi sig med både mægling og indsættelse af en fredsbevarende styrke; en indsats, der førte til, at daværende premierminister Rajiv Gandhi blev myrdet af en tamilsk kvinde i et selvmordsattentat i maj 1991.

Indtil nu har det været en udbredt opfattelse, at Sri Lankas muslimske samfund har eksisteret i relativ afsondring fra trosfæller i oversøiske ekstremistiske miljøer. Men alle har samtidig undervurderet styrken i den form for militant buddhisme, der i voksende omfang definerer islam som en hovedfjende.

(Nyhedsanalyse i Politiken 23. april 2019)

Hertil et kort landeportræt bragt 22. april:

Sri Lanka, en multireligiøs slagmark

Sri Lanka er et multietnisk og multireligiøst samfund, hvor den singaleserne udgør et flertal på hen ved 75 procent, der altovervejende er buddhistisk. Tamilerne med knap 10 procent er hinduistisk, mens malajerne og andre mindretal fortrinsvis er muslimske.

Inden for både singalesere og tamiler findes der kristne grupper, de fleste af disse er katolikker. Landets forfatning, der senest blev revideret i 1978, indeholder bestemmelser om religionsfrihed, men giver samtidig buddhismen forrang.

Ifølge buddhistisk teologi (Mahavamsa-skriftet fra det 6. århundrede) er singaleserne en særlig race, der nedstammer fra prins Vijaya, som var et drengebarn, der var frugten af et kærlighedsforhold mellem en sagnomspunden løve og en prinsesse. Den oprindelige Buddha, Siddharta Gautama, skal have besøgt øen, inden prins Vijaya ankom.

Legenderne bruges af de singalesiske buddhister til at retfærdiggøre, at øen tilhører dem frem for de indvandrede.

Den kristne påvirkning skyldes især ankomsten af portugisere og siden briter. I slutningen af 1800-tallet anmodede en singalesisk konge Nederlandene om militær støtte til at bekæmpe en voksende portugisisk tilstedeværelse. Siden modsatte det buddhistiske kongedømme Kandy sig den britiske kolonisering.

Under navnet Ceylon fik øen selvstændighed fra briterne i 1948. Navneskiftet fra Ceylon til Sri Lanka skete i 1972.

En 27 år lang borgerkrig mellem buddhistiske singalesere og hinduistiske tamiler sluttede i foråret 2009, og Sri Lanka har fået fredelige, civile og i hvert fald på overfladen demokratiske tilstande.

Østaten med den ideelle beliggenhed mellem Syd-og Østasien fremstår i mange besøgendes opfattelse som et ferieparadis med forudsætninger, der ville kunne give dets næsten 22 millioner indbyggere bedre livsvilkår, end de har fået hidtil.

Men først i den seneste halve snes år har økonomien fået et mærkbart løft. Over et kvart århundredes borgerkrig kostede mellem 80.000 og 100.000 livet, hvoraf de 40.000 blev dræbt eller forsvandt i de sidste måneder af konflikten, som blev afsluttet, efter at regeringen i Colombo havde sagt ja til omfattende kinesisk militær bistand.

Sri Lanka er halvanden gang Danmark i størrelse og er fra naturens hånd overmåde begunstiget med dyrkningsmuligheder overalt og en infrastruktur, der er godt på vej til at skabe en af verdensdelens store turistmagneter. En stor del af befolkningen taler engelsk. Men de pittoreske plantager og fiskerbådene langs kysterne overskygger, at en egentlig industrialisering ikke for alvor er kommet i gang.

Ønationen huskes også som et af ofrene for den tsunami, der ramte verdensdelen 2. juledag 2004 og kostede flere end en kvart million livet.

Dødstallet alene i Sri Lanka blev opgjort til 38.000. Takket være en hurtig og effektiv hjælpeindsats kunne øens ødelagte kystområder hurtigt genopbygges, og i dag er de ramte områder markeret af monumenter til minde om de mange dødsofre – lokale som udlændinge – placeret langs en velfungerende infrastruktur.

Økonomisk og socialt er der kun sket få forandringer siden borgerkrigens afslutning for 10 år siden. I den nordlige og østlige del af landet, hvor tamilerne er i flertal, er fattigdommen lige så udbredt, som da det væbnede oprør blev indledt i begyndelsen af 1980′ erne. Tusinder af familier er her afhængige af de pengestrømme, der sendes fra slægtninge, der flygtede til Europa, Australien og USA.

Reklamer
Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar

Slutspil for Dalai Lama?

For det meste er tibetanernes åndelige leder, den 14. Dalai Lama, kun i verdenspressens overskrifter i en indirekte forstand, når aktivister bruger hans navn i forbindelse med demonstrationer vendt mod Kinas undertrykkende politik over for urbefolkningen på det tibetanske plateau.

Hvorvidt disse sympatiaktioner er en reel hjælp for det 6 millioner store tibetanske mindretal, får indtil videre stå hen i det uvisse. Men en udmelding i sidste måned fra selveste hans hellighed burde interessere en bredere international offentlighed.

I sit domicil i den nordindiske by Dharamsala gav det 83-årige religiøse overhoved et af sine sjældne interviews, denne gang til nyhedsgiganten Reuters. Han forklarede, at den inkarnation, der skal findes efter hans død, kan komme fra Indien:

Kina betragter Dalai Lamas reinkarnation for yderst vigtig. De er mere optaget af den næste Dalai Lama, end jeg selv er. Så i fremtiden kan der blive tale om to Dalai Lamaer. Den ene fra et frit land, og en anden fra Kina, og ham vil ingen have tillid til. Så får kineserne endnu et problem! Det kommer nok til at gå sådan, citeres han for.

Den brutale realitet er, at den eksilregering, som i 70 år har hørt hjemme i Dharamsala som et symbol på undertrykkelsen af den særlige tibetanske variant af buddhisme, aldrig har været mere trængt. Ikke fordi det formelt ateistiske Kina forsøger at udrydde lamaismen, men fordi myndighederne manipulerer det allervigtigste af tibetanernes teologiske ritualer: reinkarnationen.

I 1995 BORTFØRTE kinesiske embedsfolk det drengebarn, der var udset til at blive den næste Panchen Lama, nummer 2 i den lamaistiske rangorden. I stedet indsatte Kina et barn, som, hævdede man, var et resultat af en udvælgelsesprocedure oprindelig konstrueret af det kejserdømme, der gik under i 1911.

Lamaismen kan altså leve videre, men kun på betingelser, der er defineret af Beijing. Som det er tilfældet med andre religioner, skal de underordnes den kinesiske statsmagt.

Kort efter Dalai Lamas overraskende udmelding udsendte Kina en hvidbog, der på et afgørende punkt er forskellig fra tidligere politiske erklæringer om landets politik i Tibet: Muligheden for direkte forhandlinger med den nuværende Dalai Lama nævnes ikke længere.

I en tilsvarende hvidbog fra 2009 hed det, at Kinas regering altid vil holde døren åben for, at den 14. Dalai Lama kan vende tilbage til sit ’patriotiske standpunkt’ – en reference til en aftale med det kommunistiske styre, som en meget ung Dalai Lama blev påtvunget i 1951. Beijing har tydeligvis taget bestik af både forandringerne i de internationale styrkeforhold og Dalai Lamas høje alder.

PANDABJØRNE eller ej, Kina vil utvivlsomt fortsætte med at kritisere vestlige lederes møder med Tibets åndelige leder, så længe han er i stand til at rejse. Men en nyhed i sidste uge om, at den aldrende leder var blevet indlagt på et hospital, kan være et tegn på, at den legendariske figur har trykket sin sidste vestlige regeringsleder i hånden.

Kinas behandling af landets religiøse mindretal påkalder sig i voksende omfang den internationale offentligheds interesse. Interneringen af mere end 1 million muslimske uighurer i Tibets naboregion Xinjiang har vakt vrede i den vestlige verden.

Men i en tilsyneladende paradoksal udvikling er Kina begyndt at bruge især buddhisme i internationale kampagner for at fremme såkaldt blød magt. Kinesiske publikationer kalder nu buddhismen for en traditionel kinesisk religion og har investeret store summer i at renovere den oprindelige Buddhas fødested, byen Lumpini i Nepal.

Derudover finansierer Kina et nyt buddhistisk center i Myanmars regeringsby, Naypyidaw, og forskellige andre aktiviteter relateret til buddhismen i geografisk nærhed af dets store infrastrukturprogram, Belt and Road.

Med andre ord bruger det officielle Kina sin gigantiske pengemagt til at reformulere en international buddhistisk vision: Se, vi er fredelige, og vi har penge med hjemmefra.

Særlig kritisk i denne sammenhæng bliver Indiens håndtering af berømtheden, og det ser ikke for godt ud. Indiens udenrigsminister, Vijay Gokhale, der har gode muligheder for at fortsætte på posten, når de igangværende valghandlinger er overstået, har tidligere i karrieren været sit lands ambassadør i Beijing og er stærkt optaget at at forbedre forholdet mellem de to giganter. Premierminister Modi har heller ikke trykket hænder med hans hellighed. Konsekvens: Tibetanerne marginaliseres yderligere. Kina er ved at vinde også på denne bane.

Efter den nylige medievirak om de to nye pandaer i Københavns Zoologiske Have må det være relevant at spørge: Kan tibetanerne hjælpes med andet end symbolpolitik i Københavns gader? Hvis den slags overhovedet er en hjælp.

(klumme i Politiken 22. april 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Kina deler Europa op i nord og syd

15 ud af 28 EU-lande er allerede med i Beijings infrastrukturplan.

Blød magt med eller uden pels og bambus, Europa er delt i holdningen til Kinas økonomiske opstigning og tilbagevenden til en rolle som verdensmagt. I forvejen er der rigeligt med andre emner, der splitter de europæiske regeringer, så hvordan håndterer fællesskabet de forandrede globale realiteter? Inden for ganske få døgn blev de gamle magters afmagt udstillet, så alle kunne forstå det: Mens EU’s ledere diskuterede, hvorledes de kan fremstå mere samlede over for Beijings udsendte repræsentanter, tog den kinesiske generalsekretær og præsident Xi Jinping til Rom, hvor støvlelandet som det første G7-land har sagt ja til at blive partner i den gigantiske kinesiske infrastrukturplan, kendt som Belt and Road, og desuden har tilsluttet sig Kinas særlige forhandlingsforum for Sydog Østeuropa.

Når Trumps forhandlere forsøger at få europæernes opbakning til en mere konfrontatorisk linje over for Kina, minder Beijings udsendte os om de fælles interesser, Kina og Europa har i at forsvare et multilateralt system for samhandel, bestræbelserne for at bekæmpe klimaforandringerne og – på en sidelinje – Kinas støtte til atomaftalen med Iran.

EUROPÆISKE regeringers holdning til Kina ligger et sted mellem det ambivalente og det skizofrene, alt efter politisk ståsted og temperament. De vanskeligheder, som europæiske virksomheder har med at få adgang til det kinesiske marked, burde logisk føre Bruxelles til et bedre fodslag med Washington, men dette kommer ikke til at ske, så længe den amerikanske præsident er så stærkt fokuseret på at få handelspolitiske indrømmelser af Bruxelles.

Samtidig er det klart, at kineserne er dygtige til at udnytte de forskellige holdninger, medlemslandenes regeringer har i relationerne østover. Bare spørg i Trieste, den historiske italienske havneby, der engang gav adgang til havet for det østrig-ungarske rige og siden blev genstand for en territorial strid mellem efterkrigstidens Italien og den kommunistiske jugoslaviske republik, der så dagens lys efter 1945.

Sandsynligvis kommer det til at gå med havnefaciliteterne i Trieste som i sin tid med græske Piræus: helt eller delvist bliver ejerskabet kinesisk.

I varierende omfang er 15 ud af EU’s 28 medlemslande allerede partnere i Belt and Road. I ingen af de 15 er der politiske ledere eller partier, der profilerer sig på synspunkter om, at man ønsker bremsekloderne sat i.

Der er her interessante ligheder med den amerikanske Marshallplan, det økonomiske og diplomatiske mesterstykke iværksat for 70 år siden af præsident Harry S. Truman. Dengang blev Europa trukket ind i den amerikanske indflydelsessfære.

Nu er kontinentet langsomt på vej ind i den kinesiske.

For Sydeuropa har hungret efter investeringer, vækst og udvikling siden fi-nanskrisen for en halv snes år siden. Men ingen kinesisk leder kommer til at blive en Nobelpris-kandidat, eftersom Europa nu definerer giganten i øst som en systemisk rival.

Kina har en alternativ forhandlingsplatform i Europa kendt som 16+ 1, der omfatter EU’s 12 medlemslande i Øst-og Centraleuropa suppleret med en håndfuld ansøgerlande på Balkan. I sidste uge valgte Italien at tilslutte sig gruppen, der herefter kan kalde sig 17+ 1. Vejen frem er herefter at få skabt enighed om en fælles investeringsaftale mellem Beijing og Bruxelles inden næste års Kina-EU-topmøde.

FRANKRIG OG Tyskland har foreslået en fælleseuropæisk industripolitik, der skal skabe højteknologiske giganter, der kan matche de tilsvarende kinesiske og amerikanske af slagsen. Portugals regeringschef, Antonio Costa, skød omgående ideen ned, ligesom han afviste forslag om at indføre skrappere godkendelsesregler for kinesiske investorer i Europa.

Set i et havørne-perspektiv er det et stort geopolitisk opgør, der udspiller sig i Europa, men lykkeligvis er vi uendelig langt fra tilstanden under den kolde krig.

Europa gør ret i at presse Kina til at tilbyde mere jævnbyrdige konkurrencevilkår – med eller uden højhastighedstog og pandabjørne.

Intet taler for, at EU kommer til at vælge side i den altoverskyggende rivalisering mellem Washington og Beijing: USA forbliver den militære beskytter en rum tid endnu, mens Kina og andre aktører på det euroasiatiske kontinent, først og fremmest Indien, i stigende grad bliver kilder til vækst og velstand for europæiske virksomheder.

Huawei er kommet for at blive.

(klumme i Politiken 18. april 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Pandahysteri? Prøv med kamæleoner

ER KINA EN truende drage eller en mild, hyggelig og klovneagtig pandabjørn?

Uanset om man begejstres eller det modsatte, viser den aktuelle debat, at danskerne nok engang har fået det svært med at håndtere opfattelsen af, hvad verdens ældste kontinuerlige civilisation er for en størrelse.

Behovet for eftertanke trænger sig på i en tid, hvor Kina er det eneste land, der ligner en ny supermagt, som kan udfordre det generøse, amerikanske hegemoni, hvis beskyttelse Danmark har hygget sig under siden 1945.

Der er rigeligt med paradokser at tage fat på i beskrivelsen af de placeringer i verden, som Kina har indtaget hen over de snart 70 år som Folkerepublik.

Danskernes opfattelse af Kina har svinget mellem to poler, der groft sagt kan karakteriseres som jordnær realisme og romantisk sværmeri. Det var realismen, der sejrede, da Danmark i 1950 var blandt de første vestlige lande til at anerkende det nyetablerede, kommunistiske styre i Beijing.

SOM SAMFUNDSMODEL var Kina i mange år kun beundret af små grupper af glødende kommunister og kulturradikale, sværmeriske idealister. Da den ideologiske strid mellem Kina og Sovjetunionen skærpedes markant i 1960’erne og 70’erne, åbnedes op for en tilnærmelse mellem USA og Kina og skaffede Kina en diffus sympati også blandt ikke-socialister og traditionelle antikommunister. Blandt dem vor egen statsminister Poul Hartling (V), der efter sit historiske møde med Kinas formand Mao Zedong i oktober 1974 stolt hævdede at have ført ’samtaler på højt intellektuelt niveau med en statsmand af stort format og et klogt og levende menneske’, som Hartling, den senere FN-højkommisær for flygtninge, siden skrev i sin nekrolog over Mao i september 1976.

Det såkaldte pandadiplomati, der nu har ramt Danmark, fik for alvor vind i sejlene med præsident Richard Nixons åbning over for Kina i 1972 og den efterfølgende tilnærmelse til Vesten, som siden skulle blive af langt mere vidtrækkende karakter, end nogen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.

Hvor de aktivister, der for et lille halvt århundrede udtrykte politisk sympati for Kina, var venstreintellektuelle, kulturradikale og aktivistiske studerende, er Folkerepublikkens bedste venner i dag at finde i det blå, højborgerlige Danmark.

Det er direktører, erhvervsledere med milliongager, bestyrelsesposter, biler og andet af samme skuffe. Kina-haderne findes i dag på venstrefløjen, som i denne sammenhæng har givet plads til det nationalkonservative Dansk Folkeparti.

DANSKERNES HOLDNINGER til Kina har således forandret sig som kamæleonen, der skifter farve: ikke for at camouflere sig, som mange tror, men for at sende signaler, der passer til omstændighederne, for at udtrykke aggression, kamplyst, tilfredshed, utryghed eller velbehag.

Kamæleoners forskellighed i temperament viser sig f.eks., når en hun er klar til parring og går fra grøn til rød. Eller når en han kommer ind i en andens territorium, hvor den skifter til gul for at signalere, at den er klar til kamp.

Pandabjørnen er i virkeligheden ikke i stand til at signalere ret meget, der har med Kina at gøre. Den er charmerende på sin egen kluntede facon, dens kost er ensformig (i modsætning til den rigt varierede kinesiske madkultur); det er svært at se den som aggressiv, som det er tilfældet med den mere udbredte brune bjørn, som lever i både Euroasien (Kina inklusive) og Nordamerika, og som endnu ikke er truet.

Men okay, pandaen er trængt, og derfor kan det godt give mening at leje et par eksemplarer til Københavns Zoo.

Den politiserede debat, der er fulgt i kølvandet, har både underholdende og mindre kønne aspekter. I forgangne uge lagde Christiansborg lokaler til en høring om Kinas rolle i verden og de dansk-kinesiske relationer.

En af de annoncerede talere var Wei Jingsheng, manden, der er blevet kaldt den kinesiske demokratibevægelses fader. Wei, der sad 18 år i kinesisk fængsel for sine prodemokratiske holdninger, kunne ikke få indrejsetilladelse til Danmark, angiveligt af grunde, der har med hans personlige sikkerhed at gøre.

Herhjemme sørger vore protibetanske aktivister for, at pandaerne ikke får lov til at stå alene som symbol på nutidens fremstormende Kina. Mon ikke vi kan gå ud fra, at dyrepasserne i Københavns Zoo er blevet screenet af politiets efterretningstjeneste for, om de har for mange tibetanske sympatier?

(klumme i Politiken 10. april 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Så er Kina nået til Venezuela

Det amerikanske hegemoni i Latinamerika er under afvikling.

TALLET ER beskedent, men signalværdien enorm: 120 kinesiske soldaters nylige ankomst til Venezuela rykker afgørende på brikkerne i det globale magtspil og kan få konsekvenser langt fra det latinamerikanske kontinent. Det lille militærkontingent fra Kina ankom til ferieøen Margarita en af de sidste dage i marts, og deres opgaver blev beskrevet således, at de skulle stå for leverancer af både humanitær bistand og militært udstyr til regeringen. Siden er personalet fra Folkets Befrielseshær blevet overført til en lokal kaserne.

Udstationeringen kommer i umiddelbar forlængelse af, at Rusland sendte to militærfly medbringende et personale på ca. 100. En begivenhed, der udløste politisk alarm i Washington. Russerne skal installere en træningsfacilitet for helikoptere, mens kinesernes opgave ikke er beskrevet mere nøjagtigt.

Rusland og Kina har omfattende investeringer i det katastroferamte Venezuela. Ifølge amerikanske kilder har Beijing over en tiårs periode bevilget lån for 62 milliarder dollars til Caracas, som skal tilbagebetales i form af olieleverancer. Moskva er lillebror i denne formelle alliance med lån og investeringer for 17 milliarder dollars.

Konklusionen ligger lige for: Kina og Rusland er Venezuelas to største kreditorer og dermed de magter, der holder den trængte Maduro-regering ved magten. Ifølge en gennemgang i Los Angeles Times er der en kvalitativ forskel på den russiske og kinesiske tilgang: Moskva skal angiveligt være undervejs med et egentligt militært brohoved.

Venezuela er dermed ved at blive et modsvar til det, USA var undervejs med, da de daværende præsidenter Bush og Obama legede med ideer om at få bragt Georgien og Ukraine ind i det vestlige forsvarssamarbejde. Ledelsen i Kreml forsøger at kopiere en politik, den har opfattet som Washingtons indtrængen i Ruslands interessesfære. Værsågod, Washington, smag på jeres egen medicin.

HVILKEN INTERESSE har Kina i at træde i russernes fodspor i et område, der er mildest talt sensitivt for USA? Venezuelas tilstand er så dramatisk og katastrofal, at indsættelse af militære enheder ikke kan udelukkes, i en tidlig fase i form af evakueringer af civile. Skulle det komme så vidt, vil et sandsynligt scenarie indlysende være, at den venezuelanske regering vælger russisk og kinesisk hjælp. Større amerikanske indsatser er udelukket, sålænge Nicolas Maduro læner sig op ad Moskva og Beijing.

I dette spil er Europa for længst placeret på en sidelinje. USA, Canada og de betydende EU-lande ønsker oppositionslederen Juan Guaidó som midlertidig præsident. Men selv om et halvt hundrede lande har tilkendegivet, at de støtter et regimeskifte i Caracas, har dette ingen gang på jorden. Selv om et militært personale på samlet et par hundrede fremstår beskedent i et internationalt magtspil, rækker det som en regulær livsforsikring for Nicolas Maduros trængte regering.

Hvilke midler har USA til rådighed som situationen står? Meget få. Moskva og Beijing har med tilfredshed noteret sig Donald Trumps udtalelser om, at han vil drøfte Venezuela med både Vladimir Putin og Xi Jinping. Hvilket er det samme som at sige, at en amerikansk militær intervention til støtte for Guaidó overhovedet ikke er på bordet.

HISTORISK STÅR vi ved en korsvej. USA er langsomt men sikkert ved at tage afsked med en æra: Tilbage i 1823 definerede den amerikanske udenrigsminister John Quincy Adams den såkaldte Monroe-doktrin, opkaldt efter den præsident, som Adams tjente under.

Doktrinen var Amerikas svar på de europæiske kolonimagters forsøg på at gøre indhug i de latinamerikanske besiddelser, som Spanien og Portugal enten havde forladt eller var ved at miste. Også i nyere tid har udefra kommende parter fået at vide af Washington, at de skulle holde sig fra den amerikanske ’baggård’ i Latinamerika. Den tydeligste konsekvens af doktrinen blev USA’s årtier lange isolation af Cuba.

Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton var ganske vist ude og advare Kreml imod »at udstationere militære kapaciteter i Venezuela eller andre steder på den vestlige halvkugle (….) vi vil betragte sådanne handlinger som en direkte trussel mod international fred og sikkerhed i regionen«, som han udtrykte det.

Moskva reagerede med en konstatering af, at de amerikanske planer for et hurtigt regimeskifte i Caracas er slået fejl. Både latinamerikanske og europæiske magter forsøgte at støtte en ’politisk bedrager’ (Guaidó), som ikke var valgt af folket, og dermed har de fraskrevet sig enhver mulighed for diplomatiske løsninger. Inden USA kunne nå at tage nye skridt, havde Kina meldt sig på den latinamerikanske bane, samtidig med at kinesiske og amerikanske forhandlere angiveligt er rykket nærmere et stort kompromis i handelskrigen. Lige præcis derfor foretager Trump sig ikke mere over for Venezuela. Farvel til Monroe-doktrinen. Den holdt knap et par hundrede år.

(klumme i Politiken 8. april 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Trump-effekten: EU omfavner Kina

Er Italien blevet Kinas trojanske hest i Europa?

Næste uges topmøde mellem EU og Kina vil forhåbentlig give os mange flere detaljer, men det store billede står klart: Huawei-software eller ej, de betydende europæiske økonomier er parat til at blive partnere i Kinas gigantiske kompleks af silkevejsprojekter, kendt som Belt and Road. Alt imens Donald Trumps protektionisme i stigende grad risikerer at gøre USA til det, som vi troede, at globalisering og multilateralisme gjorde op med: en stormagt, der har nok i sig selv.

I stedet er verden på vej mod regionalisering. Ikke alles kamp mod alle på tværs af civilisationer og kulturer, men små og mellemstore landes kamp for at undgå giganternes dominans. Danmarks fremtidige udfordringer kommer til at ligne de dilemmaer, som Thailand og Sydkorea står i: sikkerhedspolitisk består alliancen med USA, men vor økonomiske forbundethed går i voksende grad i retning af Beijing. Bare spørg hos Mærsk.

Det afgørende øjeblik under sidste uges møder mellem den kinesiske parti- og statschef Xi Jinping og Frankrigs præsident Macron, Tysklands Merkel og EU-chef Jean-Claude Juncker kom, da Macron udtalte følgende:

»Ved fælles vilje kan vi undgå nye handelskonflikter og isolationistisk politik«. Fulgt op af Merkels beskrivelse af silkevejskonceptet som udtryk for ’samspil, forbundethed og gensidig afhængighed’, men med den nødvendige tilføjelse, at Kina skal give flere indrømmelser i form af europæisk adgang til det kinesiske marked.

I UMIDDELBAR forlængelse af topmødet blev det Italien, som blev det første G7-land til at indgå en aftale om partnerskab i silkevejskonceptet. Men lignende rammeaftaler med Kina er allerede indgået af 12 andre EU-lande. Italien kommer til at gøre en forskel, fordi Trieste i bunden af Adriaterhavet er udset til at blive, hvad økonomer allerede nu kalder Sydeuropas Hongkong eller Singapore.

Skeptikere spørger naturligvis om, hvorvidt Paris og Berlin er blevet fedtet ind i Beijings økonomiske drejebog, eftersom præsidenterne Macron og Xi underskrev handels- og investeringsaftaler til en samlet værdi af 40 milliarder euro. Herunder salg af 300 Airbus-fly til det hastigt ekspanderede kinesiske luftfartsmarked. Den europæiske omfavnelse af Kina kommer efter gentagne advarsler fra Donald Trump, leveret af hans faste budbringer Mike Pence: at hvis Europa kommer for tæt på Kina, vil USA overveje, om man fortsat skal dele efterretninger med sine europæiske partnerlande. Her blev vi atter mindet om det skandaløse i, at Nato ikke har sin egen efterretningstjeneste.

Til beroligelse for den kinesiske delegation fik EU-chef Juncker understreget, at nok bryder Kina sig ikke om, at Bruxelles i sit nyeste strategipapir kalder Kina for en ’systemisk rival’, men dette bør Beijing tage som en kompliment, der beskriver ’fælles ambitioner’.

Og ligger telegiganten Huawei ned nu? Nixen. Samtidig med Xi Jinpings besøg i europæiske hovedstæder passerede koncernen en omsætningsrekord på 107 milliarder dollars, og gæt engang, hvilken lokalitet den valgte som platform for at søsætte sin nyeste serie af mobiltelefoner, P30? Paris.

DET POLITISKE bagtæppe for Europas tilnærmelse til Kina er naturligvis både Brexit og den finanskrise i 2008, som satte især de sydeuropæiske økonomier i knæ. Det er en udbredt opfattelse, at Kina har sendt flere penge til de økonomisk nødlidende EU-partnere Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, men den holder ikke i virkelighedens verden.

For gæt engang, hvilken økonomi der er blevet den største modtager af Beijings investeringer hen over de seneste fem år? Den britiske. En realitet, som hverken Theresa May eller David Cameron har været ivrige med at fortælle partnerne i EU.

De aktuelle udfordringer i Europa gør, at EU-Kina-topmødet 9. april kan blive en helt afgørende markør for, hvor verdensøkonomien og de dertil knyttede samarbejdsrelationer er på vej hen. Aldrig tidligere i historien er det sket, at de europæiske demokratier har strakt hånden ud til en ikkedemokratisk stormagt og dermed har trodset ønskerne hos den vestlige alliances største og vigtigste aktør, USA.

DEN MEST præcise betegnelse for den fremtidige tilstand vil være forbundethed på tværs af historiske alliancer og værdifællesskaber. Marco Polos eventyrlige opdagelse i 1200-tallet af den store østlige civilisation er vendt om.

Set med militærhistoriske briller kan verden være på vej mod fredeligere tilstande: Det forekommer ikke sandsynligt, at et stærkere Kina end det nuværende vil påtage sig en rolle lig den, USA har haft siden 1950’erne: som klodens politibetjent. Snarere bliver der tale om, at det går med krigene, som det er gået med økonomierne: De bliver regionale fremfor globale, og Europa vil trække sig ind bag beskyttelsesmure.

(klumme i Politiken 4. april 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Drop bare drømmen om et alternativ til The Donald

Trumpismen er et blivende fænomen. Lær at leve med det. 

DER ER MILLIONER af europæere, der dagligt sukker over Donald Trump og den nærmest ufordøjelige strøm af tweets og ubehageligheder, der vælter ud af udstødningsrørene i Washington og omegn. Hvor længe skal dette politiske mareridt vare?

Amerikas traditionelle venner bør snarest finde panser og plade frem. Trumpismen er kommet for at blive, også selv om der i 2020 skulle ske det, at ’The Donald’ taber valgkampen. Men hvorfor skulle det være sandsynligt? Verden mangler endnu at se kandidater, der genopfinder og gerne fornyer den retorik, som vi husker Barack Obama og Bill Clinton for. De havde deres tid med optimisme og håb, Clinton-perioden begunstiget af international medvind, mens Obama for det meste blæste varm luft på verden. Det lunede, men kun for en tid.

Men jo, det indenlandske pres på præsident Trump vokser i form af generende undersøgelser og tidligere medarbejdere, der skal ind og ruske tremmer. Men lad være med at se på meningsmålingerne. De viste forkert stort set hele vejen i valgkampen i 2016, og som bekendt slog han sin modstander Hillary Clinton med kun 26,8 procent af det mulige antal stemmer.

En gentagelse er ingenlunde en umulighed. Trump har fået større opbakning i de republikanske partirækker, siden denne type målinger begyndte, hvis vi skal tro partiets egne popularitetsanalytikere.

EUROPÆERNE HAR stadig svært ved at forstå trumpismen som politisk fænomen. Den er meget mere end den såkaldte populisme, der har hjulpet Trump og ligesindede i Europa ud af magtens korridorer og ind i dens fornemste haller. Det trick, der gjorde en stor forskel under Trumps kampagne i 2016, var, at han satte en etiket på de såkaldt udokumenterede indvandrere ved at kalde dem for trusler mod national sikkerhed og balancen i samfundet.

I 2020 kommer vi med stor sandsynlighed til at opleve Trump bruge en anden slags etiket mod Bernie Sanders og alle, der ligner ham: De vil blive kaldt socialister og liberale – og dermed upålidelige amerikanere, der vil beskatte det amerikanske samfunds økonomiske dynamik, til den er skindød. Dette vil utvivlsomt have effekt på nogle af de vælgere på den politiske midte, der traditionelt stemmer på demokraterne, men som vakler, fordi deres tiltro til det offentlige er lav.

Demokraterne – med frontløbere som Bernie Sanders (77) og Alexandria Ocasio-Cortez (29) – har allerede foræret Trump-lejren et brugbart våben ved at erklære sig som demokratiske socialister. Dette varemærke har bare nul chancer i et Amerika, hvor socialisme er ensbetydende med statsligt formynderi, ligemageri og bureaukratisk ineffektivitet. En dødssejler med andre ord.

Kun én gang tidligere i Amerikas nyere politisk historie har en toppolitiker turdet taget ordet socialisme i sin mund. Manden var Harry S. Truman, USA’s fineste og vigtigste præsident siden 1945, men han brugte ikke venstreorienteret jargon for at vinde et valg. Datoen var 10. oktober 1952, Truman genopstillede ikke, men førte kampagne for demokraternes kandidat, Illinois-guvernøren Adlai Stevenson. Truman tog til genmæle mod den republikanske senator Robert Taft, der havde advaret om, at en »snigende socialisme« var ved at indtage Amerika.

Fra bagperronen på en togvogn gav Truman sine republikanske modstandere denne ideologiske bredside:

»Socialisme er et skræmmeord, som republikanerne har brugt om ethvert fremskridt, som befolkningen har oplevet den seneste snes år. Socialisme er for dem, når magten ligger i offentligheden. Socialisme er også social sikkerhed. Socialisme er også subsidier til landbruget. Socialisme er også sikkerhed for folks opsparing i bankerne. Socialisme er også fremkomsten af frie og uafhængige fagforeninger. Socialisme er dermed republikanernes betegnelse for alt det, der hjælper det store flertal af befolkningen«.

REPUBLIKANERNES præsidentkandidat i valgkampen i 1952 var eksgeneral Dwight D. Eisenhower, manden, der i 1944-45 førte de allierede til sejr over Nazityskland og derfor en ualmindelig stærk kandidat, som da også vandt stort over demokraternes Stevenson.Når Eisenhower-perioden (1953-60) blev økonomisk vellykket, skyldtes det naturligvis, at det nødvendige forarbejde var gjort af Harry Truman.

Lige nu soler Trump og hans tilhængere sig i hjemlig økonomisk fremgang, men den politiske svækkelse af USA over den ganske klode er de blinde over for. Derfor kan vi lige så godt vænne os til tilstanden og udsigterne: Donald Trump er den sandsynlige vinder af præsidentvalget i 2020.

(klumme i Politiken 25. marts 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar