Bag den lille krig lurer et større opgør

Opgøret mellem Kina og USA handler også om skabelsen af verdens fremtidige velstand.

DER FINDES en enkel metode til at sænke temperaturen i den aktuelle fase af den amerikansk-kinesiske handelskrig, men den giver kun mening, hvis parterne erkender, at de har brug for at vinde tid til at forhandle sig til mere varige løsninger.

Metoden består i, at de virksomheder, der har lagt fremstillingen af deres fysiske varer ud i produktionskæder på fabrikker i flere asiatiske lande, omlægger disse, så det sidste led flyttes ud af Kina til en destination, hvor omkostninger til arbejdsløn og logistik er lavere, f.eks. Cambodja, Bangladesh eller Vietnam. Det er allerede ved at ske inden for visse brancher.

For de varer, der har USA som destination, vil en sådan omlægning betyde, at de ikke kommer til at figurere i statistikken som ’Made in China’. For flere varekategoriers vedkommende vil en del af produktionen stadig finde sted i Kina eller i sydøstasiatiske virksomheder, der er under kinesisk ejerskab eller kontrol. Altså bliver værditabet for Kina overkommeligt, men i opgørelserne over samhandelen mellem Kina og USA vil effekten være, at balancen vil rykke i amerikansk favør. Et bogholdertrick vil nogle kalde det, men nok til, at Trump-administrationen vil kunne fortælle offentligheden, at offensiven mod Kina er ved at give pote. På denne måde vil f.eks. forbrugerelektronik eller dele til biler, der tidligere blev produceret i Sydkina, statistisk komme et af Kinas nabolande til gode og sende de amerikanske straftoldsatser ud ad vinduet.

PÅ DEN lange bane skal der dog mere radikale midler til, hvis der skal komme ro på mellem klodens to største økonomier og dermed indiskutabelt vigtigste bilaterale forhold. Bliver opgøret i handelskrigen langvarigt, bliver der mange tabere, europæiske virksomheder og forbrugere ikke mindst, og kun få symbolske vindere. Verden er bedst tjent med, at pragmatismen tager over i både Washington og Beijing.

Men ubalancen i samhandelen er en konflikt, der skygger for et større og vigtigere opgør, hvor det ikke rækker med prokuratorkneb og statistisk manipulation. Stridens kerne er Kinas ambition om at blive klodens førende teknologiudvikler, hvilket er en kendt og erklæret målsætning markedsført under overskriften ’Made in China 2025’. Beijing ønsker at skabe teknologier, der er så avancerede, at det gigantiske marked, som det kinesiske samfund repræsenterer, vil kunne operere uafhængigt af software og teknologi, der for hovedpartens vedkommende er udviklet i Silicon Valley og omegn.

Vi taler her om brancher, der repræsenterer kernesektorer i amerikansk økonomi: it og hightech, civil luftfart, lægemiddelindustrien og hele den militære sektor. Logikken i Trumps inderkreds er, at hvis Kina en dag overhaler USA på disse baner, er det slut med Amerika, som vi har kendt det.

Men fat håb, der kan være lys for enden af tunnelen: de kinesiske forhandlere har ifølge The New York Times meddelt deres amerikanske modparter, at Beijing er parat til at justere på ’Made in China 2025’, så længe det sker på en måde, der ikke hæmmer Kinas overordnede udvikling. Fundamentalt er det USA’s insisteren på ’national sikkerhed’ vis-a-vis Kinas ’ret til udvikling’, der støder sammen. Kan de to hensyn forliges? Det bliver det store spørgsmål her i 2018 og flere år fremover. Forskellen i styrkepositionerne er, at Kina kan kaste hele sin statskontrollerede industrisektor i bestemte retninger og bakke satsningerne op med fordelagtige og efter amerikansk opfattelse konkurrenceforvridende betingelser fra ligeledes statsejede banker. En mulighed, som det gældstyngede USA ikke har i samme grad. Det kinesiske systems beslutningskraft giver fordele, som amerikanerne mangler.

MODSÆTNINGSFORHOLDET er reelt, men dilemmaet ikke uløseligt. En indikator på, hvor tilstanden er på vej hen, kom i forgangne uge, da Google meddelte, at firmaet er ved at udvikle en version af styresystemet Android, der er tilpasset det kinesiske marked og dets censur. Lykkes satsningen, vil Google få hug af den vestlige forbrugeroffentlighed, men der venter guld for enden af regnbuen, og kineserne vil vide at tage sig godt betalt.

USA og Kina befinder sig i globalt skæbnefællesskab, hvis videre kurs bestemmer, om vi andre kan se fremtiden i møde med rimelig sindsro. Der er ikke råd til hasarderet eventyrpolitik, når det handler om kilderne til fremtidens globale velstand.

(klumme i Politiken 13. august 2018)

 

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Silkevej i overvågningens jerngreb

Kinas centralasiatiske handelsrute er i den moderne udgave to fortællinger: en om udvikling, en anden om undertrykkelse.

Kontrasten kan næppe være større: Silkevejen, der gennem et par årtusinder knyttede civilisationer og kulturer fra de øst- og centralasiatiske til de europæiske kejserriger sammen, gennemlever en renæssance i disse år. Men de aktuelle fortællinger om samhandel og fredelig kulturudveksling iblandes beretninger om forfølgelse, overvågning og forsvindinger på den historiske rutes mest centrale stræk, i gammel tid Kinesisk Turkestan, i nutiden kendt som Xinjiang.

En søndag aften i august har vi siddet i en fyldt biografsal i Cinemateket i København og overværet premieren på en spillefilm om Kinas legendariske munk Xuangzang, der i 600-tallet forlod Tang-dynastiets hof og drog gennem Centralasien til Indien for at lære om buddhismen og tage den med sig med hjem. Efter en snes år til fods, på kamelryg og til hest vender Xuangzang retur til det kinesiske kejserrige, hvor han lægger kimen til, at buddhismen spredes i Kinas traditionelt introverte kultur.

Xuangzang har i dag ikonisk status og fremhæves som en af de religiøse personligheder, der har gjort Kina mere pluralistisk. Filmen er smuk og dvælende; med et meditativt billedsprog i skildringen af de strabadser, den rejsende munk gennemgår på sin færd. Der er tale om en co-produktion mellem kinesiske og indiske filmselskaber, den første af sin slags, om end publikum ikke lades i tvivl om, at der er kinesiske statsmidler og den deraf følgende indholdskontrol involveret.

Filmen er selvfølgelig en romantiseret fortolkning af den fortælling om Silkevejen, som det officielle Kina er ivrigt efter at promovere i disse år. En skare af velklædte kinesiske diplomater er mødt op til premieren, der indledes med en reception, hvor der blandt gæsterne er adskillige danske sagkyndige udi kinesisk sprog, historie og kultur. Den mest prominente af gæsterne er instruktøren Bille August, hvis første kinesiske film, krigs- og kærlighedsdramaet ’The Chinese Widow’, har dansk premiere senere i denne festivals forløb.

LIDT PÅ AFSTAND af begivenheden sender jeg tankerne tilbage til min egen rejse på det stræk af Silkevejen, der fylder mest i filmen, Xinjiang, der betyder ’Nyt grænseland’. På europæisk fremstillede kort helt op til begyndelsen af det 20. århundrede blev regionen kaldt ’Østturkestan’, et navn, der afslører, at urbefolkningen er centralasiatiske sunnimuslimer tilhørende den tyrkisktalende sprogfamilie.

Provinsen er på størrelse med Iran eller fire gange Tyskland og har grænser til otte lande, blandt dem Pakistan, Afghanistan, Tadsjikistan og Kasakhstan.

Min rundrejse i dette grænseland ligger 8 år tilbage og foregik i relativ anonymitet, dog selvfølgelig ledsaget af den nødvendige tolk. Han tilhørte den muslimske uighur-gruppe, som har befolket regionen længe før munken Xuanzangs ankomst i 600-tallet.

Oplevelsen passede fint med tilnavnet ’Kinas Vilde Vesten’. Jeg fik forevist nybyggerier i den historiske by Kashgar, hvis udvikling var koblet op til finansiering fra ’tvillingebyer’, dvs. investorer, i det dynamiske vækstfikserede Øst- og Sydkina. I provinshovedstaden Urumchi blev et nyindviet bryggeri vist frem af direktøren, der var hentet ind fra Hongkong (og jo, Carlsberg er med her og nævnt i en inskription sat op i hovedbygningen).

Fra togvinduet var det muligt at observere de betonbuer, der skal bære skinnelegemerne til de højhastighedstog, der i en ikke så fjern fremtid kommer til at forbinde Shanghai med indtil flere europæiske hovedstæder. Hvis det går, som de strategiske planlæggere i Beijing vil.

Men Urumchi var også en delt by. Med slumlignende kvarterer, hvor moderniteten lænede sig ind over uighurerne i form af skygger fra de højhuse, som kinesiske entreprenører sætter op. Jeg så et mini-Manhattan plantet i noget, der kunne have været Islamabad eller Kabul.

FOR DET Xinjiang, der i historiebøgerne er et centralasiatisk grænseland, er også en nybyggerregion, hvis skæbne tåler sammenligning med de 1800-tals nordamerikanske kulturer, vi kender fra Hollywoods westernlegender. Uighurerne er i Centralasien, hvad f.eks. sioux- og navajo-stammerne var, da general og siden præsident Ulysses S. Grant efter borgerkrigen 1861-65 gjorde den vestlige del af Amerikas Forenede Stater til det moderne USA, vi kender i dag, domineret og udviklet af hvide nybyggere.

Majoritetskineserne, der kendes under den etniske betegnelse han , har den samme rolle i Centralasien som i sin tid Grants soldater og entreprenører med rødder i Europa, herunder en håndfuld af mine sønderjyske forfædre, fik i Amerika. Navajoernes land har jeg også besøgt.

Ganske som de nordamerikanske indianerstammer førte krig mod nybyggerne, har uighurerne modsat sig det, de opfatter som den han-kinesiske kolonisering, det, Kina kalder udvikling. Ingen, ej heller vestlige menneskeretsaktivister, tør bruge betegnelsen ’befrielseskamp’ om uighurernes kamp, der i et enkelt års terrorhandlinger (2009) kostede mindst 200 civile livet, langt de fleste han-kinesere.

Terroreksperter har for længst dokumenteret forbindelserne mellem al-Qaeda og uighurernes løsrivelsesbevægelser. De handlinger, uighurerne er kendt for i verden, befinder sig derfor på den forkerte side af historien, og derfor slipper den kinesiske centralregering af sted med at føre en hård politik i Kinas geografisk største provins.

Ifølge Europas nok førende forsker i Xinjiang-konflikterne, Adrian Zenz, har provinsmyndighederne rekrutteret mere end 90.000 politifolk på bare to år, hvilket indebærer, at der nu er 500 betjente for hver 100.000 indbyggere, svarende til niveauet i Tibet. Centralregeringen har opført hundredvis af genopdragelseslejre, som i resten af Kina ellers hævdes at være under afvikling.

Ugemagasinet Der Spiegels korrespondent beretter fra et nyligt besøg om intensiv politiovervågning overalt. Når han spurgte forbipasserende, hvorfor så mange butikker og markedspladser i byen Hotan var nærmest forladt, lød forklaringen, at folk var sendt på ’uddannelsesophold’. Pensum i disse lejrskoler er kinesisk sprog og patriotisk indlæring, forklarer han.

Banegården i Kashgar er bevogtet, som var det en militær base, hvor rejsende skal vise identitetspapirer, inden de går om bord i toget. Der er overvågning overalt på den nye Silkevej, der nok bringer Asien tættere på Europa, men moderniseringen har en høj pris; Vestens kritik er forstummet, fordi der er tale om terrorforebyggelse.

(klumme i Politiken 12. august 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Et opråb til vore historielærere

Skoleelever og studerende har brug for at vide, at imperialismen er vendt tilbage til nutiden.

Enhver forælder kender til oplevelsen af, at børnenes skolebøger enten er for slidte eller indholdsmæssigt forældede. Ofte begge dele, og her er der næppe meget nyt under det danske undervisningssystems brændende sol. Lærere kender også til den situation, at eleverne dropper bøgerne og søger kilder på det altfortærende internet. Hånden på hjertet: Der er også meget af det gamle pensum, der holder, uanset om det findes på papir eller er rykket over på nettet. Historisk viden forældes ikke, men der er selvfølgelig brug for nye fortolkninger og sammenligninger med aktuelle forhold.

Så her er et historisk begreb, der utvivlsomt er blevet fortrængt i mange års historieundervisning og som fortjener genovervejelse i nutidens pensum: imperialisme. Uha! For nogle et fælt ord, der lyder som noget, der er kommet ud af munden på marxistisk orienterede skolelærere.

Jamen hør, var imperialismen ikke en periode, der sluttede med afkoloniseringen af lande især i Afrika og Asien med lukning af de sidste sørgelige og brutale kapitler af den vestlige civilisations historie ca. 1975 (USA i Vietnam og omegn, Portugal i Mozambique og Angola, og i øvrigt var Sovjetunionen 1917-91 også et imperium)?

Tænk om igen: Imperialismen er ikke død. Den er her igen i en anderledes forklædning.

FØRST definitionen: Gyldendals Store Danske forklarer imperialismen således: »ekspansionspolitik, som indebærer dominans og udbytning fra én magts side over andre magter, folkeslag eller områder. Resultatet kan være dannelsen af formelt organiserede imperier, hvilket der historisk findes mange eksempler på. I nyere sprogbrug bruges ordet imperialisme ofte om politiske og økonomiske dominans- og udbytningsrelationer, der ikke hviler på et formaliseret grundlag. Centralt står således økonomisk imperialisme, som kan udøves, uden at den udnyttede parts suverænitet antastes«.

Hjemlige erhvervshistorikere vil vide, at danske Østasiatisk Kompagni, grundlagt 1897 i Thailand, på højden af sin eksistens (ca.1970) beskæftigede mere end 40.000 individer på verdensplan og var større end Mærsk. ØK forblev dog en dværg sammenlignet med britiske East India Company, der i sin storhedstid, ca. år 1800, kontrollerede en privat hær på mere end 260.000 mand, svarende til det dobbelte af datidens nationale britiske væbnede styrker.

Hvor mange elever har i historietimerne lært, at den britiske kolonisering af det indiske subkontinent i sin første fase ikke var noget, staten stod for, men resultatet af en privat virksomheds handlinger? Det britiske selskabs hårdhændede forvaltning af subkontinentet varede til 1858, da beslutningstagerne i London fandt det private koloniseringsprojekt i Sydasien uholdbart. Løsningen? Nationalisering af klodens dengang største virksomhed.

HVORFOR MINDE nutiden om denne brutale del af den vestlige civilisations udvikling? Ikke fordi historien gentager sig, men fordi, som Mark Twain yndede at sige, den rimer. Datidens kolonisering handlede om udnyttelse af råstoffer og billig arbejdskraft og kontrol med handelsruter, kort sagt økonomisk vinding og udbredelse af magt. Briterne rivaliserede med hollændere, franskmænd og portugisere og benyttede sig af lokale magthavere i magtspillet.

Nutidens imperialister er mere udspekulerede; de går ikke efter ædelmetaller eller krydderier. Nej, de vil have greb om nutidens mest eftertragtede ressource: folks opmærksomhed. Derfor er det størrelser som Google, Facebook og Instagram, der spiller de roller, som engang tilfaldt East India Company, Østasiatisk Kompagni og Vereenigde Oostindische Compagnie. Når EU-kommissær Margrethe Vestager idømmer Google en kæmpebøde er det således ikke kolonialismens afløser, globaliseringen, hun vil straffe. Hun vil sikre det globale projekt på vilkår, der er mere retfærdige for borgerne.

POLITIKERES og myndigheders kritik og skepsis over for techgiganterne er i vækst i denne tid; fascinationen af Google og Facebook er tydeligvis aftagende blandt brugerne. Samtidig bør vi huske på, at giganterne fra Silicon Valley ikke længere dominerer den globale kamplads. De har fået konkurrence fra opkomlinge i den verden, der dengang var fattig og udbyttet: kinesiske Tencent, WeChat, Huawei og andre. Nutidens opgør mellem imperier begynder at ligne noget, der kan blive mere jævnbyrdigt.

(klumme i Politiken 9, august 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Bliver Japan snart som Europa?

Identitetspolitik og kultur vil forhindre, at Tokyo går samme vej som Frankrig eller Tyskland.

JAPAN er både kulturelt og etnisk et af klodens mest homogene samfund og derfor vanskeligt at blive integreret ind i. På overfladen et idealsamfund: Hvem vil ikke gerne bo i et land, der har rekordlave kriminalitetsrater, hvor der er styr på de fleste miljørelaterede udfordringer (vi glemmer lige de mange kernekraftværker og Fukushima-katastrofen i 2011 for en stund), og hvor niveauet for service og transport er forbilledligt højt, hvilket vel kompenserer for boligernes beskedne størrelser?

Europa har god grund til at misunde Japan dets gunstige situation på landets arbejdsmarked. En officiel arbejdsløshedsprocent på 2,2 er, hvad vi på vore breddegrader vil kalde fuld beskæftigelse. Der er 60 procent flere ubesatte jobs, end der er folk, der søger stillinger, så den helt indlysende løsning for japanerne vil vel være at importere udenlandsk arbejdskraft?

DET OFFICIELLE Japans vrangvillighed i holdningen til gæstearbejdere har været et velkendt fænomen i årtier, men nu viser tallene, at et kursskifte er ved at få konsekvenser.

Der bor nu 1,27 millioner udenlandske statsborgere i Japan, svarende til 2 procent af arbejdsstyrken; næsten en fordobling på fem år. Da 2,5 millioner japanere er kommet ind i arbejdsstyrken i løbet af denne periode, svarer det til, at hver fjerde nyankommen på arbejdsmarkedet er individer med en udenlandsk fødselsattest.

Målt med tilstandene i f.eks. Tyskland og Frankrig er dette beskedent, men alligevel nok til, at økonomer peger på, at en hovedkilde til vækst i japansk økonomi vil blive udlændinge.

En opgørelse fra samarbejdsorganisationen OECD viser, at arbejdsrelateret migration i medlemslandene i 2016 udgjorde 4,2 millioner individer. Tyskland og Frankrig ligger i toppen, men Japan kommer nu ind lige efter USA, Australien og Polen, og tendensen er opadgående. Lidt af en sensation i et land, hvor indvandring indtil har været et politisk tabu.

 

De japanske beslutningstagere er nået til den erkendelse, at flere robotter ikke længere er den eneste acceptable løsning på arbejdsmarkedets udfordringer. Derfor vedtog parlamentet i Tokyo først på sommeren en ny udlændingelovgivning, der giver særlige opholdstilladelser til udlændinge i industrisektorer, der hidtil har været lukket land for sådanne.

Regeringen har understreget, at tilladelserne til de nye arbejdstagere vil være midlertidige. Men som et halvt århundredes erfaringer fra Danmark og andre OECD-lande viser, vil mange af dem, der er inviteret til midlertidige arbejdsophold, før eller siden ansøge om at få gjort tilladelserne gjort permanente.

 

JAPAN ER er i endnu højere grad end EU-landene ramt af en hurtigt fremadskridende aldring. Som folk udgør japanerne den kategori på kloden, der lever længst og sundest; i sig selv et enestående kvalitetsstempel.

Regeringen i Tokyo vil derfor gøre det muligt at importere en halv million flere til arbejdsstyrken frem til 2025. Men hvor man tidligere har søgt højt uddannet arbejdskraft til f.eks. it-virksomheder og banker, er det nu traditionelle sektorer som landbrug, byggeri og hotelbranchen, der står for tur. Her er der allerede et voksende antal udlændinge beskæftiget på uformelle vilkår.

Konsekvensen bliver som i Europa: Japan er ved at få et udlændingeproletariat. Udfordringen bliver ikke mindre af, at befolkningstunge naboer som Kina og Sydkorea tumler med samme udfordring: at befolkningerne aldres uden at reproducere og forynge sig selv i tilstrækkeligt omfang.

 

Meget ville være nemmere, hvis østasiaterne kunne gøre som skandinaver: at de i voksende omfang stifter blandede familier i hinandens samfund. Men det kommer ikke til at ske i Østasien, og forklaringen ligger lige for: identitetspolitik. At en sydkoreaner eller en fastlandskineser skulle gifte sig med en japaner, vil være lige så opsigtsvækkende, som hvis en dansk ungmø havde drømt om en ung tysk mand i befrielsessommeren 1945.

De unge japanere vil i alt overvejende grad vælge hinanden. Men måske slipper der nogle få vietnamesiske eller filippinske skønhedsdronninger indenfor og skaber overskrifter i Tokyos kulørte ugepresse.

(klumme i Politiken 30.07.2018)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Arven efter Trump bliver langvarig usikkerhed

I først Singapore og siden Helsinki lignede Trump en forretningsmand, der er nem at snyde.

Den mest betydningsfulde amerikanske præsident efter 1945 blev den 33. i rækken, Harry S. Truman. Denne beskedne mand fra Missouri var som kongresmedlem og vicepræsident under Franklin D. Roosevelt mest optaget af lokalpolitik og balance i statsbudgettet, indtil Roosevelts død i april 1945 satte ham i spidsen for den mest monumentale udfordring i det 20. århundrede: at få afsluttet verdenskrigen og genrejst Europa og Østasien efter de tyske og japanske erobringskrige.

Inden Truman gik af i januar 1953, havde han lagt grundstenene til en sikkerhedspolitisk og økonomisk arkitektur, der sikrede frihed og velstand til dem, der var heldige nok til at kunne leve i dens rammer: Med Nato-alliancen og FN-systemet blev kommunistisk ekspansion bremset i Centraleuropa og Nordøstasien; siden fulgte Marshall-hjælp, multilaterale institutioner, aftalesystemer, afkolonisering i Afrika og Asien, øget samhandel og udviklingsbistand. Alt, hvad de efterfølgende amerikanske præsidenter, fra Eisenhower til Obama, har administreret på grundlag af, bygger på beslutninger truffet under Trumans år ved magten.

Hele denne møjsommeligt opbyggede konstruktion risikerer at blive væltet af den byggematador, der siden januar 2017 har resideret i Det Hvide Hus.

Det er ikke kun Donald J. Trump som person, der er udfordringen her og nu, men manden som politisk, kulturelt og socialt fænomen, der er ved at bevæge kloden mod usikre tider. De bevægelser, han har sat i gang under sloganet ’Amerika først’, er reelt begyndelsen på USA’s afkobling fra forpligtende ansvar over for historiske allierede i først og fremmest Europa og Østasien. Hvor hurtigt den proces vil gå, får vi en strømpil om ved midtvejsvalgene til november.

Præsidentens imødekommenhed over for Ruslands Putin kombineret med kravet om, at Nato’s europæiske medlemslande skal hæve forsvarsbudgetterne, mere end antyder, at den sikkerhedspolitiske konsensus i Kongressen er ved at smuldre. Hvad hjælper det, at USA’s udenrigspolitiske ekspertise fortæller byggematadoren, at amerikansk indflydelse og magt er bedst sikret gennem de eksisterende alliancer og partnerskaber, hvis folkedybet mener, at USA skal gå andre veje og lader dette kursskifte komme til udtryk ved stemmeurnerne?

Det bedste bevis på Nato’s succes under fire årtiers kold krig blev, at alliancens medlemmer aldrig kom i krig mod modstanderne i Warszawapagten. Men i dag er flere af EU’s medlemslande præget af helt andre politiske kræfter, hvor mange spiller alt for godt sammen med den populistiske nationalisme, der driver Putins Rusland.

Trump er primært drevet af en økonomisk logik. At forestille sig, at præsidenten skal udkommandere soldater og kampfly for at redde Ukraine (som det skete i sin tid med noget af rest-Jugoslavien), de baltiske lande eller Taiwan eller føre krig om øerne i Det Sydkinesiske Hav, forekommer meget lidt realistisk

Syv årtier senere er den politiske orden vendt til usikkerhed: Russerne er på vej ind (via energieksport), Tyskland sidder solidt i Europas styrehus, og den amerikanske ledelse er blevet et omrejsende cirkus.

(klumme i Politiken 26. juli 2018)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Tysk hjælp til kinesisk dissident

Tilnærmelse mellem Beijing og Berlin giver frihed til Liu Xia.

LIU XIA, den 57-årige enke efter Kinas kendteste dissident i nyere tid, var aldrig dømt for nogen forbrydelse. Hun sad 8 år i husarrest, indtil hun i forgangne uge blev eskorteret af politifolk til Beijings lufthavn og sat på et fly til Helsinki, hvorfra hun fortsatte videre til Berlin og her blev modtaget af venner. Frigivelsen skete næsten på årsdagen for hendes ægtefælle, Liu Xiaobos, tragiske død og inden for samme døgn, hvor den kinesiske regeringschef, Li Keqiang, mødtes med sin tyske kollega Angela Merkel, et sammenfald, der naturligvis ikke er spor tilfældigt.

Li og Merkel underskrev økonomiske aftaler om en samlet volumen på 20 milliarder euro, et håndgribeligt bevis på begge landes opbakning til den eksisterende multilaterale verdensorden. De to store eksportgiganter er nu de facto-allierede i opgøret mod den protektionisme, der udgår fra Trump-administrationen.

I dagene op til nobelpristageren Liu Xiaobos død på en kræftafdeling på et kinesisk hospital i juli i fjor, var det også det tyske udenrigsministerium, der til det sidste forsøgte at hjælpe den dødsmærkede systemkritiker. Hans enkes frigivelse kan tages som en signalgiver om den kinesiske ledelses respekt for Tyskland. Liu Xias bror, Liu Hui, sidder tilbage i sit hjem med en 11 års fængselsdom hængende over hovedet for påstået økonomisk svindel, en dom, der har lige så lidt hold i virkeligheden som den dom for statsundergravende virksomhed, der sendte hans nobelprisbelønnede svoger i mange års husarrest, fængsel og arbejdslejr.

DE KINESISKE myndigheders behandling af disse tre individer er vidnesbyrd om absurditeterne i det kinesiske retssystem, der netop er det modsatte af et sådant: ulighed for loven baseret på statens kontrol med borgerne. At Kina i kraft af årtiers økonomiske og sociale liberalisering skulle bevæge sig i retning af en samfundsorden med større retfærdighed, har for længst vist sig at være en illusion. Verden er ved at blive postliberal.

Som efterhånden det eneste europæiske land af betydning har Tyskland vedholdende bestræbt sig på at hjælpe kinesiske systemkritikere ud til et liv i frihed og værdighed. Forbundskansler Angela Merkel tog Liu Xias sag op i direkte dialog med præsident og generalsekretær Xi Jinping tidligere i år, angiveligt fordi hun vidste besked med kvindens ønske om at få eksil i Berlin. Merkel har gjort det til et fast indslag under sine besøg i Kina at mødes med kinesiske systemkritikere. Utvivlsomt er det også efter tysk pres, at der i sidste uge også kunne holdes et møde i Beijing i det forum for dialog om menneskerettigheder, som er etableret mellem EU og Kina.

Den begyndende handelskrig mellem Kina og USA betyder, at Beijing i endnu større grad end tidligere tiltænker Tyskland rollen som økonomisk anker i Europa, hvilket ugeavisen Die Zeit ikke var sen til at gøre opmærksom på med dette spørgsmål: »Er Liu Xias frigivelse udtryk for, at Kina vil bløde den tyske kansler op, så hun bliver en del af en fælles front mod Trump? En ubehagelig tanke, som ikke kan afvises«. Men dette er nøjagtig realiteten i tilstanden.

TYSKLAND kan, hvad USA ikke længere er i stand til. For et år siden anmodede kongresmedlem Marco Rubio den amerikanske ambassadør i Beijing om at søge at få et møde i stand med Liu Xia i hendes husarrest, men det er der intet kommet ud af.

Man kan kun ønske sig, at det lykkes Berlin at hjælpe flere i samme situation som Liu Xia. Men risikoen er, at frigivelser som disse ender med at blive netop kun det: enkeltsager. Bag disse tragedier gemmer der sig i den kinesiske partistat politiske anakronismer af monstrøse dimensioner, som europæiske ledere har brug for at kende og diskutere.

Den amerikanske menneskeretsorganisation Dui Hua, der som den eneste af sin slags har mulighed for at tage konkrete sager op i det kinesiske domstolssystem, gør i sit seneste nyhedsbrev opmærksom på en af de største absurditeter i Kina: At myndighederne fortsætter med at dømme individer for ’kontrarevolution’ og ’hooliganisme’, uanset at disse to lovovertrædelseskategorier blev taget ud af kinesisk lovgivning helt tilbage i 1997.

De tyske bestræbelser er al ære værd, men Europas dialog med den økonomiske gigant i øst må flytte sig fra det individuelle til det principielle niveau. Angela Merkel kan starte med at fortælle sin kollega, Xi Jinping, at Kina overhovedet ikke er truet af ’kontrarevolutionære kræfter’ indefra. Den nuværende kontrarevolution, som er ved at blive global, udgår fra Washington.

(klumme i Politiken 16. juli 2018)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Titanernes strid ryster ikke verden. Endnu.

Handelskrigen mellem USA og Kina foregår indtil videre mest på ord. Den økonomiske turbulens lader vente på sig.

Der er noget, der ikke stemmer: Klodens to økonomiske titaner befinder sig i første fase af en handelskrig, og alligevel er der relativ ro på den globale finansielle horisont. Ifølge ortodoksien i de traditionelle økonomiske lærebøger burde nervøsiteten blandt investorer for længst have udløst turbulente kursudsving, ustabile valutakurser og kapitalflugt hist og her.

Det amerikanske finansnyhedsbureau Bloomberg begyndte forudsigelserne om et amerikansk-kinesisk opgør i handelspolitikken allerede samme måned, som Donald Trump blev indsat i Det Hvide Hus. Ingen har kunnet få øje på valuta- eller aktiekursamok siden.

Washington har de seneste par uger meldt ud om højere importtold på kinesiske varer, og Beijing har nærmest rituelt svaret igen. Alligevel tager Wall Street tilstanden afslappet: De tre dominerende aktieindekser har været for opadgående siden månedsskiftet. Aktiemarkerne i Østasien er gået samme vej. Priserne på guld og sølv (hvor pengene traditionelt flytter hen i usikre tider) er for nedadgående. Så hvad er de underliggende realiteter bag den højspændte retorik?

EN UDBREDT fortolkning i de internationale investormiljøer er, at Trumps udmeldinger mod Kina er et spil for galleriet, således forstået at præsidenten psykologisk gør sig klar til at møde kineserne i det store, forkromede handelspolitiske kompromis, der nødvendigvis må forhandles på plads. Men kalenderen kan nå at skrive 2019, inden det sker.

Historisk har USA i årtier kunnet acceptere store handelsunderskud, men disse var politisk velbegrundede, så længe de gavnede USA’s allierede: Det var gennem eksport til det amerikanske marked, at Japan, Sydkorea, Taiwan og andre byggede deres velstand op i kritiske stadier i disse staters udvikling.

Anderledes med Kina, som er en geostrategisk rival og udfordrer USA’s dominans. Trumps forgængere Bill Clinton og George W. Bush bifaldt, at Kina blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. Denne adgang har på rekordtid gjort Kina til klodens største handelsnation, med den konsekvens at det amerikanske handelsunderskud i forhold til Kina næsten er blevet femdoblet siden da.

Præsident Clinton forudså en win-win-situation for Kina og USA, når den asiatiske gigant blev medlem af WTO. Donald Trump har derfor ret, når han kalder denne forudsigelse for et bedrag, hvilket giver ham anledning til trusler om at trække USA ud af WTO.

HVEM AF DE to titaner vil det gøre mest ondt på, hvis handelskrigen trækker ud?

Kina befinder sig midt i et økonomisk strategiskift, hvor de kinesiske eksportørers afhængighed af det amerikanske marked skal reduceres. Midlet er 40 innovationscentre senest i 2025 som en trædesten på vejen til at gøre Kina ledende inden for kunstig intelligens. Læg hertil de store satsninger på infrastruktur, kendt som BRI (Belt and Road Initiative), hvor USA er helt og aldeles afkoblet.

Hvad angår innovation, er Kina allerede til stede i USA: Zhongguangcun Development Centre, ZDG, har placeret sig i – ja, gæt hvor? – Santa Clara, Californien, tæt på Stanford Universitet og de to hovedkvarterer for henholdsvis Google og Apple. Er det noget, der optager Donald Trump? Næppe. Han er vred over, at USA i perioden 2001-2015 mistede 3,4 millioner arbejdspladser i traditionelle industrisektorer, typisk i de stater i Midtvesten, hvor vælgerflertallet var i Trumps favør.

NOGLE amerikanske nationaløkonomer er begyndt at tale om faresignaler i økonomien. USA’s samlede gældsforpligtelser fylder mere og mere på statsbudgettet; om få år vil de overstige udgifterne til militæret. Hvilket måske tjener til at forklare, hvorfor Trump på Nato-topmødet i denne uge lagde så meget vægt på at få de europæiske alliancemedlemmer til at betale mere til det fælles forsvar.

Der advares også om andre udgiftsstigninger, især på sundhedsområdet. Altså bør Trumps strateger begynde at forberede vælgerkorpset på skattestigninger. Ikke en økonomisk medicin, der vil styrke amerikansk konkurrenceevne.

I midten af kaosset vil der altid opstå muligheder, profeterede den kinesiske filosof og general Sun Tzu ca. 500 år f.Kr. Citatet kan ses som en ledestjerne for Kinas måde at håndtere Donald Trump på.

(klumme i Politiken 15. juli 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar