Genudgivelse: FN i Cambodja 1992

Udgivet den 17. marts 2026 af flemmingytzen

De Forenede Nationer blev skabt i 1945 for at forhindre konflikter og skabe løsninger, når de var brudt ud. Her i 2026 lever FN et liv i usynlighed, men aldrig har der været mere brug for verdensorganisationen end nu. Hen over tre årtier har verden forvandlet sig til det værre, krig og aggression breder sig, USA og Israel indleder uerklærede krige, alt imens Trump udsulter og udpiner den verdensorden, USA gennem årtier var hovedarkitekten bag.  Denne dystre tilstand giver mig anledning til en genudgivelse af en reportage, som jeg i februar 1992 leverede til min daværende arbejdsgiver Weekendavisen efter en reportagerejse i Cambodja. Det sydøstasiatiske land blev dengang skueplads for en ambitiøs og milliarddyr FN-indsats, der skulle afslutte årtiers diktatur, vold, folkemord og krigshandlinger. God læselyst!

Midt i en krigerkultur

Dæmonernes skov skabt af englenes konge. Sådan har khmerernes gudekonger beskrevet tempelkomplekset Angkor Wat. I dag er de 300 bygninger bevogtet af FN-soldater. Og ude i rismarkerne venter døden.

SIEM REAP – Silhuetterne er ikke til at tage fejl af. De tre rundbuer tegner sig karakteristisk i horisonten, da den svage, orangerøde morgenhimmel sniger sig op over stenmonumenterne. Landcruiseren slukker for motoren, det blå FN-flag hænger slapt ned. Stilhed.

Symbolet på et af Asiens mest magtfulde og sofistikerede imperier mødes med tavshed og respekt. Tempelarkitekturen skifter farve, da de første lysstråler spredes over sandstenssøjlerne. Langsomt oplyses detaljerne på Angkor Wat.

Bygningskomplekset opsluger den halve snes gæster, som denne morgen har fundet vej til dette Sydøstasiens største, og gennem et par årtier mest isolerede monument. Her står centeret i et imperium, der var højt avanceret i organisation og krig og magtudøvelse, mens europæiske nordboere endnu var vikinger. Angkor Wat er monument over en historie, præget af århundreders forfald, nederlag og undergang. Et storladent gravmæle, der helt op i moderne tid er blevet forbundet med den næsten totale ødelæggelse af et helt folk.

Tempelkomplekset uden for den søvnige provinsby Siem Reap var for et årtusinde siden centrum i den khmer-kultur, der dominerede områder, som i dag udgør dele af Thailand og Vietnam. Khmer-imperiet kom med hinduismen, men dets gudekonger konverterede til buddhisme, fordi selve gudekonge-begrebet blev et middel til magtens opretholdelse, et fænomen, der har gyldighed også i dagens Cambodia. Et paradoks og en blodig ironi, at denne imperiale konstruktion i dag placeret fjernt fra den opmærksomhed, som forskning og historieskrivning burde tilkende stedet. UNESCO kæmper for at redde tempelkomplekserne omkring Angkor Wat – i alt flere end 300 bygninger spredt over et par hundrede kvadratkilometer, men er oppe imod stærke økonomiske interesser.

Afskovningen nær Angkor Wat har nået et sådant omfang, at FN-folk taler om nødvendigheden af et erklære en økologisk våbenhvile i området. For en snes år siden var arkæologer i gang med at forberede de mest nødvendige renoveringsarbejder, men måtte stoppe, fordi den cambodianske borgerkrig i 1970erne inddrog Siem Reap som krigsskueplads. Khmer-monumentet blev afskåret af kamphandlinger. Mens amerikanske bombefly pulveriserede de cambodjanske landdistrikter, lod den sidste overlevende gudekonge sig fotografere sammen med sit lands bødler, ultramarxisterne i Khmer Rouge, nær ruinerne i en grotesk propagandafremstilling af khmerernes anti-imperialistiske kamp mod den imperialistiske fjende, USA.

Da Khmer Rouge i sommeren 1975 fejrede sejren over den vestlige imperialisme, foregik det i et orgie med spiritus på selve tempelområdet, som for at symbolisere den absurde hybrid mellem Pol Pot-marxismen og Angkor-imperiets imperiale stormagtsdrømme et årtusinde tilbage.

Hvad fik Khmer Rouge til at undlade at ødelægge Angkor, og istedet bruge imperiets kultur og historie som en del af bevægelsens legitimering? Rundgangen i de sirlige tempelgange afslører vægkunst, der fortæller om en både sofistikeret og aggressiv krigerkultur. Khmer-kongerne i de fire århundreder, hvor tempelkomplekserne blev opført, har vidst at skulle forsvare sig mod stærke nabomagter – thai-kongedømmet i Vest og de riger og kejserdømmer i øst, som siden blev til Vietnam. Krig og aggression blev overlevelse for at undgå, at khmererne led legendens skæbne – at blive »opslugt af enten tigeren eller krokodillen.«


Døden i rismarkerne
Siden er FN ankommet for at redde khmerernes land fra tigrene og krokodillerne. I Siem Reap begynder dagen for den lokale FN-styrke, som har til huse på det lokale Hotel Grand, en ruin, der næppe kan have haft besøg af flere end et par håndværkere siden opførelsen i 1928. Briter, newzealændere og australiere udgør her grundstammen i en multilateral forpostmission med en historisk opgave: At sikre den skrøbelige våbenhvile, som måske bringer Cambodja, efterkrigstidens mest ødelagte nation, fra våbenhvile til varig fred. At sikre Angkor-kulturens overlevelse under vestlig beskyttelse. Major David Delius er som taget ud af en britisk ugerevy anno 1940, veludstyret med en moustache, der kunne gøre ham til tegneseriehelt. Han er kort for hovedet, tilsyneladende helt upåvirket af, at han befinder sig kun et par kilometer fra et af Asiens største kulturmonumenter – og burde passe på det! Who cares?

Han og kollegerne med de blå FN-emblemer påsyet uniformerne er i Siem Reap for at bane vejen for FN’s største fredsbevarende operation nogensinde: Så bliv nu på de betrådte stier langs templerne, formaner majoren, området er mineret! Nej, vi er her ikke for at rydde miner. Vi vil træne cambodianerne i selv at rydde miner. Og de ved allerede en del om at omgås miner, de har prøvet det i en snes år. De kan selv lægge dem om aftenen og selv fjerne dem næste morgen, vidste du det?

På Grand Hotels balkon viser den britiske major og hans newzealandske kolleger den mest sofistikerede djævelskab i moderne krigsførelse frem: Kinesiske, russiske og vietnamesiske miner, som de cambodjanske rismarker er oversået med. Se her, denne model ligner et penalhus, fristende for et barn at samle den op fra jorden, og så, bang, slut. Og de lette plasticminer, som sejler rundt i markerne i regntiden. De vil aldrig finde alle fire millioner. Om ti eller tyve år, når alle har glemt borgerkrigen og FNs indsats, vil cambodianske børn stadig få sprængt benene af. Til den tid, who cares?

Dagen derpå, i Battambang, Cambodjas Wild West-town, møder vi det andet FN-hold. US Army major Jim Faust kaster et blik på sin spinkle russiske kollega Sergej, da en helikopter pludselig suser over taget. Faust ser på sit armbåndsur. On time! Majoren rejser sig i fuld højde og synger ud til den inkvisitoriske dansker. – Nej, jeg har ingen tidligere Indokina-erfaring. To af mine amerikanske kolleger i FN-styrken har. Vi har det fint med at være i Sydøstasien.

En halv snes nationaliteter i samme FN-enhed, og vi slås nu for et ædelt formål, fred i Cambodja. En russer og en amerikaner skulder ved skulder på de cambodianske slagmarker, hvem skulle have troet det for bare et par år siden? Den ny militære verdensorden, haha, jamen lad os da bare kalde det sådan, hvis du synes, smiler Faust. – Vi har forbindelsesofficerer placeret hos alle fire cambodianske fraktioner, regeringshæren og de tre partisangrupper. Ja, vi ved, hvor Khmer Rouge bor. De kontrollerer minebyen Pailin, og rubinerne derfra finansierer deres krigsomkostninger, forklarer Faust. Russiske kaptajn Sergej spørges om den sovjetiske støtte til regeringshæren og svarer kort: – Tja, det meste af isenkrammet er forældet og er ikke blevet ordentligt vedligeholdt. Jeg så en sovjetisk tank forleden, hjul og larvefødder var pillet af, hold kæft, hvis det havde været derhjemme, den havde stået på en hård straf. Faust: – Han er fin, min russiske kollega. Han taler khmer og har fortræffelig kontakt med cambodjanerne. Nej, Khmer Rouge er ikke noget væsentligt sikkerhedsproblem her. Der har ikke været incidenter i lang tid. Det er banditter, der står bag overfaldene. Soldater fra alle fraktioner, som er blevet arbejdsløse, fordi de ikke modtager løn mere. De slås ikke mere for en sag, men for at få nok at spise.

På FN-missionen i Battambang, der har til huse på et lokalt hotel, er stemningen afslappet, til tider lettere løssluppen. De australske radiofolk har peppet kommunikationsrummet op med storbarmede pinups, den vestlige civilisation er sandelig ankommet. Dåseøl og bare damer! Ved solnedgang er der et smukt syn over Battambangs huskareer, flot smykkede med blårøde cambodjanske flag. Stilheden og udgangsforbudet generes kun af rockballet på byens bedste spisested, hvem sagde krig og FN- fredsoperation?

Velgørenhed med livet som indsats
Knapt så opløftende er stemningen hos den britiske ex-officer Guy Willoughby. Han ligner mere end kontormus fra Whitehall end en veteran fra Falklandsøerne. Willoughby er en idealist af de håbløst naive, er trukket i civil og er nu lokal leder af Halo Trust, den eneste private, humanitære hjælpeorganisation, som tager Cambodias mest presserende humanitære sikkerhedsproblem alvorligt.

– Ingen vil give os penge. Giverne kan ikke begribe det. Minerydning er forebyggelse, men donorerne forbinder den slags med militær, og så kniber det med pengene. Nogle få beskedne bidrag drypper ind. Vi fik 200.000 dollar og brugte dem på en time, til indkøb af udstyr. Nu starter vi med 12 frivillige i Monkol Borei, og håber på, at pengene kommer efterfølgende. I er fra de nordiske lande, kan I ikke give noget?

Svenskerne har før givet, nu ansøger vi hos finnerne. Lad nu for Helvede være med at spørge, hvorfor vi gør det her. Har du nogensinde set et cambodiansk barn, der lige har fået sprængt det ene ben væk? Willoughby sukker. FN’s fredsplan koster en milliard dollar. Giv os seks millioner, og vi vil reducere antallet af cambodianske mineofre med en tredjedel på et år. Det gjorde vi i Afghanistan, vi ryddede hele dalstrøg for beskedne summer. Vi træner de lokale, de skal selv klare opgaven. Da vi havde uddannet 12.000 afghanske mineryddere, rejste vi hjem, et par måneder senere var der kun 25, der stadig ryddede miner. Vi er nødt til at have professionelle eksperter til at overvåge arbejdet. Hvad vi betaler folk for at sætte liv og lemmer på spil? En udenlandsk mine-ekspert får samme hyre som en junior-rådgiver i FN-systemet – døden som daglig makker.

Den franske general
Da minerydningen officielt indledes, sker det i overværelse af monarken selv, Norodom Sihanouk og fru Monique. Scenen er nu skiftet til Kompong Speu, en times kørsel sydvest for Phnom Penh. Den newzealandske officer forklarer, hvilke minetyper, Cambodja er oversået med. Se her, sådan ser døden i rismarkerne ud, små stykker plastic og metal. Og sådan virker det: Se fremefter, kommanderer newzealænderen. Et ildglimt og et hult drøn. Mine damer og herrer, det var en kinesisk anti-personelmine, vi her så blive sprængt. Eksplosionerne fortsætter, der går et sus gennem den lille tilhørerskare hver gang, men det royale par på balkonen er tavse. Først da det hele er ovre, begynder Sihanouk med den umiskendelige falsetstemme at fægte med armene. – Mine herrer, mine herrer! Tag venligst for jer af sagerne. Seven-Up soft drinks og kiks, bær over med, at det er noget, jeres lande har givet, Cambodia er jo fattigt. Her er en royalisme, der savner format, hvor er champagnen, for pokker?

General Michel Loridon, en gråsprængt, elegant fransk militærperson, kniber øjnene sammen, mens smilerynkerne trænger sig ud gennem det furede, milde ansigt. – Spørg løs, kommanderer han. Loridon er den militære chef for FN’s forpostmission (300 mand, udvides om kort tid med 1100) i Cambodja. Han har allerede sat sig i respekt hos de fire fjendtlige fraktioner, som er medlemmer af den cambodjanske overgangsregering.

Da Khmer Rouge mødte op med en civil person til at repræsentere sig i overgangsregeringens militærkomite, sendte Loridon ham retur med beskeden: Til helvede med civilister! Send en officer. Så nu er Pol Pots barbarer repræsenteret med Mao Savy, 40 år, en forsigtig mand udstyret med et dræbersmil. Han havde tydeligvis ikke lyst til at lade sig interviewe, da Weekendavisen forespurgte til muligheden.

General Loridon, der ikke synes at lide under noget Dien Bien Phu-syndrom, forklarer om sin opgave: – Når der forekommer brud på våbenhvilen, rapporteres det til overgangsregeringen. Hver episode behandles i militærkomiteen. Derudover kan vi ikke blande os i stridigheder mellem fraktionerne. Det afgørende i denne mission er at opbygge så megen tillid, at afvæbningsprocessen kan forløbe velordnet. Vi taler om at afvæbne et par hundreder tusinder mand eller mere. Hvor mange FN-observatører vi behøver? Umuligt at sige. Jeg siger i stedet: Lad os bygge den styrke gradvist op. Start med 4000 til at begynde med, det vil vi kunne styre. 15.000 på en gang, det vil aldrig gå, vi vil have svært ved at få dem placeret, kan du ikke se det? Ved du, jeg har et særligt temperament og en speciel karakter, og jeg forsøger at få Khmer Rouge, Sihanouk-folkene, Hun Sen og højrefløjen til at lytte til mig, samarbejde. Jeg ved ikke om det lykkes, men jeg forsøger. Hver dag.

Hos Sihanouk
Optimismen er dæmpet noget et par aftener senere i kongepaladset i Phnom Penh. Min finske kollega og jeg får overbevist den unge cambodjanske vagtpost om, at vore internationale pressekort er ægte nok, og han slipper os inden for i tusmørket på det royale område. Her mødes vi af et bistert medlem af Sihanouks nordkoreanske præsidentlivgarde. Sammen med et hold japanske, amerikanske og australske kolleger får vi lov at se med, da monarken modtager FNs særlige udsending i Cambodia, chefen for FN’s overgangsmyndighed UNTAC (United Nations Transitional Authority on Cambodia, historiens største og dyreste FN-operation) den japanske prestigediplomat Yasushi Akashi.

– Gentlemen, kom dog med indenfor, klukker den fedladne monark. Vi vrider os igennem den nordkoreanske livgarde og kaster vore båndoptagere på det sortlakerede bord foran den elegante japaner og den knap så elegante monark. Akashi er i Phnom Penh for at forberede tilstedeværelsen af mindst 15.000 FN- observatører fra sommeren 1992. Netop denne dag er der indløbet rapporter om det alvorligste brud på våbenhvilen fra i fjor.

Mindst 10.000 indbyggere i Kompong Som er blevet fordrevet efter et angreb med morterild og automatvåben. Sihanouk småklynker: – Det er demobiliserede soldater, det er banditvæsen, ikke nødvendigvis strid mellem fraktionerne. Men fredsprocessen kommer i fare, jeg frygter det. Trods de dystre meldinger kan prinsen overbringe FN-udsendingen en glædelig nyhed: – Et nyt regime er en realitet. Den cambodjanske regering har meddelt mig, at den accepterer principperne for et liberalt demokrati. Restriktionerne mod pressen er ophævet. Alle kan udtrykke sig frit. Den internationale presse kan komme og blive så længe den vil. Ministerpræsident Hun Sen har netop accepteret mit krav om frigivelse af alle politiske fanger, og jeg vil selv overvåge løsladelserne. Dette er et stort fremskridt for vort land. Efter en times tid med udveksling af høflig retorik, hvor Akashi også tager sig tid til på formfuldent fransk at oplæse et brev fra FN’s generalsekretær stilet til monarken, gennes den lille skare pressefolk ud i Phnom Penhs mørke af de nordkoreanske bodyguards. Udgangsforbuddet nærmer sig, kl. 22, men de bevæbnede vagter langs boulevarderne, let genkendelige med AK-47 silhouetterne ved hofterne, ser liberalt på udgangsbestemmelserne, når det er hvide mennesker, der føjter ude sent. Orientalske retter og kolde importerede dåseøl indtaget i lyset fra et Carlsberg-neonskilt på det berømte Hotel Le Royal. Langt fra Killing Fields, Angkor Wat og minesprængte børn. Måske får Cambodja en slags fred.

(publiceret i Weekendavisen 21. februar 1992)

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

En krig startet af en slyngelpræsident

Udgivet den 13. marts 2026 af flemmingytzen

‘Rogue president’ er den betegnelse, professor Robert Reich bruger om Donald Trump i en klumme i The Guardian. Reich var arbejdsminister under Bill Clinton i 1990’erne. En passende oversættelse til dansk må være ‘slyngelpræsident’. Lige på kornet.

https://www.theguardian.com/commentisfree/2026/mar/12/us-israel-iran-war-trump-american-values

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Krig i Taiwan? Se lige her

Udgivet den 10. marts 2026 af flemmingytzen

Magasinet The Diplomat har udvidet sin dækning af klodens mest dynamiske verdensdel med fyldige videoindslag. Her et eksempel, der omhandler Kinas pres på den autonome ø Taiwan.

https://thediplomat.com/2026/03/chinas-military-threats-against-taiwan-scare-the-world-but-not-taiwanese-people/

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Verden set fra Fjernøsten

Udgivet den 27. februar 2026 af flemmingytzen

Singapores fhv. udenrigsminister George Yeo har givet et interview til mediet ThinkChina, som varer en times tid men hvor ikke et eneste minut er overflødigt. God fornøjelse:

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Willkommen in der Neuen Weltordnung

Udgivet den 23. februar 2026 af flemmingytzen

https://www.theguardian.com/business/2026/feb/22/china-overtakes-us-as-germany-top-trading-partner

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Genudgivelse: Koreas kolde fred

Udgivet den 22. februar 2026 af flemmingytzen

Korea har været i mediernes overskrifter igen, efter at en tidligere sydkoreansk præsident er idømt en livstidsstraf for et kupforsøg begået i december 2024. Jeg har besøgt Korea regelmæssigt siden 1984, senest i 2023. Nedenfor en reportage fra 1994, hvor jeg var Weekendavisens udsendte.

Turist i Korea. Et besøg ved den sidste frontlinje, hvor den Frie Verden konfronterer resterne af Ondskabens Imperium. Weekendavisen 8. april 1994

PANMUNJOM – Et eneste sted i Verden lever Den Kolde Krig i bedste velgående. Enhver, der længes tilbage til tiden, da Verden var enkel, da konflikter var sort-hvide, ingen kendte til etnisk udrensning, og de Gode kæmpede retfærdige krige mod de Onde, kan stige på en chartret turistbus i den sydkoreanske hovedstad Seoul og køre mindre end et halvt hundrede kilometer nordpå. Turen er en fascinerende rejse tilbage i tiden.

Kort før bussen når den koreanske delingslinje langs den 38. breddegrad skifter landskabet karakter. De lyseblå bondehuse, der pynter op i det bakkede, brune og grønne landskab, veksler pludseligt med pigtrådshegn, vagttårne, sandsække og anti-tank-spærringer. Den orientalske, konfucianske idyl afløses af anspændt, militært beredskab og symboler på den logik, der vokser ud af kanonløb.

Her løber frontlinjen i historiens sidste delte nation fra den kolde krig. DMZ, Den De-militariserede Zone, er den officielle FN-betegnelse for det fire kilometer brede bælte, der skiller to stater i samme nation og kultur.

Mod Nord: Et isoleret, stalinistisk frilandsmuseum, 22 millioner forarmede, indoktrinerede koreanere ledet af den 82-årige patriark, Kim Il- Sung, Verdens længst overlevende diktator, våbenbroder til Stalin og Mao.

Mod Syd: Et land, der var dømt til undergang, da Korea-krigen brød ud, men som blev reddet af FN og (især) USA, og som på 30 år har overhalet de østeuropæiske økonomier i levestandard og hastigt nærmer sig et vesteuropæisk gennemsnit.

De to Korea-stater har fælles sprog, kultur og en næsten 5000 år gammel historie, men er adskilt af ideologi og magtpolitik. Halvanden millioner soldater i højt kampberedskab langs begge sider af delingslinjen vidner om det eneste uafsluttede regnskab fra Anden Verdenskrigs ophør og den eneste konflikt, hvor FN nogensinde har engageret sig som krigsførende part.

Træd varsomt

De brutale historiske realiteter gør Panmunjom til et enestående, omend skræmmende mål for en turistrejse. De besøgende kommer i stort tal. Udover sydkoreanerne mange japanere og amerikanere, der flokkes omkring foto- plancher, der lanceres med slogans som »In Front of Them All«. Denne Frihedens Frontlinje, der er en daglig påmindelse om, at kommunismen endnu ikke er helt aflivet, sælges med platheder som var det Himmelbjerget eller Rebild Bakker. Kulørte kasketter, pyntede spadserestokke, kitsch-vægplatter, som vor bedstemor fandt dem i Harzen og på Mallorca, t-shirts med Stars and Stripes og meget andet godt fra turistindustriens skrammelkasse.

Den 240 kilometer lange koreanske delingslinje er en af de sidste lokaliteter på kloden, hvor en storkonflikt kan bryde ud i næste uge. Alligevel lanceres den som et udflugtsmål for alverdens pensionistforeninger. Kun i selve Panmunjom forsvinder idyllen og afløses nervøs, iskold anspændthed, en atmosfære, der understreges af de frostklare vinde, der blæser ind nordfra. Træd varsomt!

Panmunjom er en klynge grå og blå træbarakker, der ligger på række. Tværs igennem alle bygninger er trukket en sort linje. Det er den nøjagtige delingslinje mellem kommunismen og kapitalismen, mellem det nordkoreanske Reagensglas-Gulag og den disciplinerede frihed og hårdhændet gennemførte velstand i Syd.

Turister har tilladelse til at træde inden for i den barak, som anvendes til de regelmæssige forhandlinger og konsultationer mellem nordkoreanske officerer og diplomater og de amerikanske officerer, der repræsenterer FN-kommandoen.

Men træd venligst varsomt. Gæster har tilladelse til at gå tre-fire skridt over linjen – så længe de holder sig inde i barakken. Teknisk er det muligt at stå på nordkoreansk jord i få sekunder uden visum, forklarer den unge amerikanske underofficer, der guider os rundt. Når turisterne derefter stiger op på den udsigtspavillon, sydkoreanerne har opført bag barakkerne, har de udsigt lige ind i et halvt århundredes fortid.

En betonbygning i klassisk Stalin-stil, et par vagttårne, hvorfra nordkoreanske soldater med kikkerter nøje følger alle bevægelser på sydsiden af delingslinjen. Fra en udsigtsplatform længere mod vest kan de besøgende se nogle kilometer ind i Nordkorea.

En klynge af bygninger giver indtryk af, at fronten ikke er rent militært område. Her bor også bor civile, tilsyneladende. – Vi kalder den Propaganda-Landsbyen, forklarer den amerikanske underofficer. – Den er ubeboet. Af og til dukker der nogle nordkoreanske arbejdere op for at vedligeholde og male husene, men ellers er den kun til pynt, siger han.

Tæt ved »Propaganda-Landsbyen« er rejst en gigantisk flagmast. Den hævdes at være Asiens højeste, omkring 300 meter. Herfra vajer det blå-røde nordkoreanske nationalflag. Masten er placeret umiddelbart over for en tilsvarende mast på syd-siden, hvorfra det sydkoreanske banner vajer. For år tilbage udviklede der sig en regulær flag-krig mellem Nord- og Sydkorea om, hvem der kunne bygge den højeste mast.

Hver gang den ene part forlængede sin mast, fulgte den anden efter – og overhalede. Til sidst opgav sydkoreanerne og lod fjenden i nord løbe af med denne symbolske sejr. Sydkoreanerne har naturligvis bygget et modstykke til »Propaganda- landsbyen«.

Det er en mindre bebyggelse af traditionelle koreanske bondehuse. Hver eneste kvadratmeter jord omkring »Friheds-Landsbyen«, som den kaldes, er opdyrket. Skattefritagelse og andre økonomiske incitamenter gør indbyggerne i Friheds-Landsbyen til Koreas mest velstående bønder. Der kræves specialtilladelse for at bosætte sig her, medmindre man er efterkommer af de koreanere, der boede her ved krigsudbruddet i 1950.

Med jævne mellemrum brydes stilheden langs denne verdens mest oprustede frontlinje. Det sker, når gigant-højttalerne på den nordkoreanske side sender budskaber ind over grænsen. Der lyder skrattende opfordringer til det koreanske folk om at lade sig forene under præsident Kim Il-Sungs ledelse og rituelle fordømmelser af den aggressive amerikanske imperialisme.

Mange timers uforsonlig retorik er i årenes løb bombet ned i de sydkoreanske skyttegrave. Tilbage i 1970erne forsøgte nordkoreanerne at formidle det nationale genforeningsbudskab til landsmændene i Syd ved at grave tre underjordiske tunneller under DMZ. Dem fik sydkoreanerne hurtigt stoppet. Talrige andre infiltrationsforsøg, bl.a. fra søsiden er blevet forhindret. Hundredvis af agenter, infiltratorer og specialtrænede elitesoldater nordfra er i årenes løb blevet standset af velrettede projektiler – sydfra.


En anderledes fred
En af bygningerne langs DMZ huser en våbenhvilekommission, nedsat efter Korea- krigens afslutning i 1953. Da kamphandlingerne ophørte, enedes parterne om at lade fire neutrale lande overvåge våbenhvilen, to på hver side. FN-kommandoen og dermed Sydkorea repræsenteres af Schweiz og Sverige. Nordkorea og Kina udpegede i sin tid Polen og Tjekkoslovakiet. I begyndelsen af 1993 trak den tjekkiske republik sit medlem hjem, og Nordkorea har ikke siden fundet en afløser. Medlemmerne af den neutrale våbenhvilekommission mødes næsten ugentligt for at drøfte indberetninger om incidenter og eventuelle brud på våbenhvilen. Frontlinje-landsbyen Panmunjom repræsenterer en »fred«, eller hvad man nu skal kalde det, som er anderledes end alle tidligere militære konflikters forløb i moderne tid.

Våbenhvilen er i snæver, bogstavelig forstand et rent militært dokument. Ikke en eneste nation har sat en underskrift på dette papir, så i teknisk forstand er Korea-krigen ikke afsluttet. Våbenhvilen forpligter kun Nordkoreas væbnede styrker, den Kinesiske Folkerepubliks »frivillige« og de styrker, der var undergivet FNs kommando. Sydkorea er ikke medunderskriver. Nok gælder FNs mandat fra 1950 stadig (det kunne vedtages, fordi Sovjetunionen boykottede Sikkerhedsrådet), men i praksis er det USAs og Sydkoreas regeringer, der lægger linjen over for den uberegnelige aktør nord for den 38. breddegrad. 


Historiens dyreste træfældning
En dramatisk episode fra august 1976 illustrerer, hvor sprængfarlig den koreanske situation er og kan blive påny. To amerikanske soldater forsøgte at fælde et træ ved Panmunjom, få hundrede meter fra barakkerne. Træet spærrede for udsigten ind i fjendeland. De to amerikanere blev angrebet af en nordkoreansk enhed, som slog begge ihjel med deres egne økser. Episoden, der førte til de tragiske drab, er illustreret med fotos i den kantine, hvor turisterne kan drikke kaffe og indkøbe souvenirs. Øksemordene blev taget op ved forhandlingsbordet, og parterne enedes om, at træfældningen kunne gennemføres teknisk forsvarligt med motorsave på et nærmere aftalt tidspunkt.

Da den FN-initierede, koreanske motorsavs-massakre skulle gennemføres mod det århundredgamle, smukke, uskyldige træ, turde hverken Pentagon eller overkommandoen i Seoul løbe den mindste risiko. Samtlige amerikanske militærenheder i Stillehavsområdet blev sat i højeste alarmberedskab, inclusive enhederne i Japan og Den Syvende Flåde i Filippinerne. Snesevis af jagerbombere og B-52 bombefly blev sendt på vingerne, og syd for DMZ demonstrerede både de sydkoreanske og amerikanske divisioner, at de var forberedt på det værste af det værste.

North Korean soldiers attack UNC (United Nations Command) personnel with axes near checkpoint No, 3 in the Joint Security Area of the Korean Demilitarized Zone, 18th August 1976.

Krigsudbruddet udeblev, det gamle træ faldt som det eneste offer, og den nordkoreanske patriark Kim Il-Sung blev mindet om, hvad det kan koste at udfordre Frihedens Forkæmpere. Sergent Lee Hincher, der ledsager Weekendavisens udsendte rundt i Panmunjom-området, og som har tjent i flere perioder i Korea, siger, at han i august 1976 gjorde tjeneste på en luftbase i det amerikanske Midtvesten.

– En morgen vågnede vi op og observerede en kampklar eskadrille jagerbomber, der var på vej østpå. Anledningen var Øksemordene og den efterfølgende Motorsavs- Massakre i Panmunjom, beretter Lee Hincher. I den populære militærhistorie kaldes operationen i dag for Historiens Dyreste Træfældning. 

Et par minder fra Nordkorea
Hvad er det da for et Uhyre, som Sydkorea og USA har rustet sig sig imod? Hvilken virkelighed gemmer sig bag den Propaganda-Landsby, som turisterne betragter på afstand fra Panmunjom?

Deres Udsendte er privilegeret ved at være en af de få vestlige journalister, der har haft lejlighed til at få lidt af Nordkorea ind under huden. Det var – ganske som Panmunjom – en fascinerende og skræmmende oplevelse. Vi skruer tiden tilbage til efteråret 1985. Ankomst i Pyongyangs lufthavn efter 14 timers flyvning med Aeroflot fra Moskva. Noget af en prøvelse, så lykkeligvis er modtagelsen overraskende uformel.

Turen ind til bycentrum foregår i en Volvo personbil anno ca. 1972, som interessant nok var det år, da nordkoreanerne købte 1000 biler hos svenskerne og kort efter meddelte, at de var ude af stand til at betale afdragene. Overvågningen under det ni dage lange besøg er sat effektivt i system. Vi fire danskere, der udgør denne besøgsdelegation mandsopdækkes af to venlige og til tider fanden-i-voldske nordkoreanske guider.

Begrænsningerne i gæstens bevægelsesfrihed markeres snart. Forsøg på at slentre lidt omkring på egen hånd i hovedstaden forhindres venligt, men bestemt. Nervøst smilende er mandsopdækkeren på pletten, hver gang turen går lidt på afveje. Hov, ikke derned, denne vej, please…

Besøgsprogrammet er sammensat på en måde, så glansbilledet poleres et par ekstra omgange. En børnehave og et hospital, som Den Store, Højtelskede Leder Kim Il-Sung har beæret med sit besøg, hvorfor der er opsat mindeplader, der markerer hvornår. En aften i det nordkoreanske statscirkus, så dygtigt så Benneweis ville blege af misundelse. Et to timer langt interview med en fhv. diplomat, som er bekendt med skandinaviske forhold og som leverer en udlægning af Nordkoreas udenrigspolitik, som er et par grader mere sofistikeret end de børnehaveudgaver, vi kender fra de officielle pamfletter.

Efterhånden som indtrykkene fra turene rundt i Pyongyang samler sig til et helhedsbillede, sniger en undren sig ind. Byen har store brede firespors boulevarder, kemisk renset for bybusser. En enkelt personbil eller lastvogn skramler forsigtigt afsted hver ca. tyvende minut. Brede åbne pladser og kolossale paladslignende bygninger af den type, vi har set i Moskva og Beijing, men det arbejdende folk, hvor er de henne?

Ikke alle bygninger er den rene stalinistiske hæslighed. Pyongyangs kulturpalads er faktisk elegant – og dyrt har det vel været, spørger vi guiden: Nej, ikke nødvendigvis, svarer han, for tusinder af bygningsarbejdere har med glæde doneret en stor del af deres fritid til opførelsen – som et udtryk for deres taknemlighed over for Den Store Leder, Kim Il-Sung og dennes søn, dynastiets kronprins, Kim Jong-Il. Et bevis for det koreanske folks ubrydelige loyalitet over for nationens højtelskede og højt respekterede ledere. Tvangsarbejde kalder vi det på vore breddegrader, men dette er jo en anden kultur, må vi ikke glemme. Ingen anden storby på kloden har en sådan overdådighed af ubenyttet plads – gaderne, torvene, boulevarderne, den koreanske Triumfbue (en kopi af den i Paris), som er placeret ad et strøg, hvor en særlig kørebane er markeret med gule striber – den er reserveret lederne og deres udenlandske gæster.

Jamen, jamen, spørger vi – hvor er befolkningen henne? Her er næsten mennesketomt, et underligt mix af Hollywood og Potemkin. Diskoteket på hotellet, hvor de kulørte lamper er tændt hver eneste aften, men antallet af gæster ikke overstiger en håndfuld. Ingen nordkoreanske teenagere føler sig åbenbart fristet til lidt rock-og-rul Korean-style.

Da Deres Udsendte en aften inviterede to embedsmænd på øl, løsnedes disciplinen en anelse. Talen faldt på kriminalitet og om, hvordan nordkoreanerne har fået has på det problem, som er en plage i næsten alle andre storbyer i verden? Joh, lød det uformelle svar fra det smilende unge menneske, vi har skam vore koncentrationslejre. Jeres hvaffor-noget, hørte vi rigtigt? Jo, lejre, hvis formål er genopdragelse af uheldige elementer til nyttige samfundsborgere. Denne lille slip-of-the-tongue slap siden ud i danske aviser, hvad den nordkoreanske ambassade i København tog ilde op. Oplysningen er siden bekræftet af talrige afhoppere, men ikke alt, hvad der fortælles udenlandske gæster, er beregnet på at blive refereret videre. Deres Udsendte fik efter hjemkomsten at vide, at han ikke kunne regne mere at blive gen-inviteret lige med det første. Det kan såmænd også vente til den dag til der er overgået Den Store Leder en jordisk skæbne, og et af Verdens mest hemmelighedsfulde regimer lukkes op og bereder sig på den uundgåelige genforening. Den kommer næppe til at ske på betingelser, som nordkoreanerne selv sætter.

Nordkorea er et isoleret, stalinistisk frilandsmuseum, der stadig ledes af den 82-årige patriark, Kim Il-Sung, Verdens længst overlevende diktator, våbenbroder til Stalin og Mao. Hans folkelige opbakning fortæller billedet om på sin egen måde. Freden mellem Nord- og Sydkorea er i virkeligheden slet ikke beseglet, men hviler på et spinkelt militærteknisk grundlag. Det er den kolde fred, der behersker den sidste store frontlinje.

Efterskrift: få måneder efter mit besøg, 8. juli 1994, døde Kim Il-sung i en alder af 82. Magten overgik til sønnen Kim Jong-il, som sad til sin død i december 2011. Arvefølgen fortsatte og i dag hedder diktatoren Kim Jong-un, der (sandsynligvis) er født i januar 1984.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Grønland, Trump og Danmark

Udgivet den 17. februar 2026 af flemmingytzen

Fremover kommer jeg til at linke ofte til artikler på videnskab.dk, som tilbyder masser af relevant stof. Her en god artikel om et presserende emne.

https://videnskab.dk/kultur-samfund/gav-usa-virkelig-groenland-tilbage-til-danmark-som-trump-paastaar/

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Geopolitisk puslespil: Hvis nu Trump får Grønland og så afleverer Taiwan …?

Udgivet den 16. februar 2026 af flemmingytzen

Tiden kalder på kreativt diplomati for at få løst de territoriale konflikter op. Derfor kunne det være fristende at fremsætte nogle provokerende profetier om to af nutidens vigtigste konflikter på verdenskortet.

I den ene verdensdel har USA været beskytter og garantmagt, i en anden gør supermagten krav på en allieret partners territorium. Hvordan kan det give mening i en verden, der har hårdt brug for demokratisk sammenhængskraft?

I det følgende nogle sammenligninger mellem tilstanden omkring den grønlandske del af rigsfællesskabet og den fjernøstlige ø-republik, der er en del af det historiske Kina, men (endnu) ikke regeres af Beijing.

I 1940-41 fik den tyske besættelse af Danmark som konsekvens, at USA overtog den militære kontrol med Grønland, hvilket blev normaliseret politisk fra 1945 og blev konsolideret med den dansk-amerikanske forsvarsaftale om Grønland i 1951.

I 1945 var både Republikken Kina og Kongeriget Danmark medstiftere af De Forenede Nationer. 50 års japansk kolonisering af Taiwan ophørte, og øen blev overdraget til Republikken Kina. Borgerkrigen mellem det kinesiske nationalistparti (KMT) og det kinesiske kommunistparti (KKP) blev genoptaget og førte i 1949 til, at nationalisthæren flygtede til Taiwan. Anslået to millioner fulgte med over Taiwanstrædet, som blev kontrolleret af amerikanske flådeenheder.

Det kinesiske kommunistparti udråbte den 1. oktober 1949 Folkerepublikken Kina. Danmark var blandt de første vestlige lande, der gav den nye statsdannelse diplomatisk anerkendelse, hvilket bragte os i et uvant selskab med Sovjetunionen og dets klientstater i Øst- og Centraleuropa, mens USA opretholdt i tre årtier diplomatisk anerkendelse af Republikken Kina på Taiwan.

I 1950 invaderede nordkoreanske styrker Sydkorea i et forsøg på en genforening med militære magtmidler. Med et FN-mandat i ryggen kom amerikanske styrker Sydkorea til undsætning. Tre års krigsførelse resulterede i en våbenstilstand, der har varet frem til nutiden.

Fra 1953 og flere årtier frem blev sikkerhedstilstanden i Fjernøsten præget af tre delte nationers opgør: den koreanske halvø, Taiwan og Kinas rivalisering foruden det delte Vietnams opgør med først fransk og siden amerikansk involvering.

I 1992 blev både Nordkorea og Sydkorea medlemmer af FN efter tidligere at have haft observatørpladser. Henover de seneste tre årtier er adskillige genforeningsforsøg kuldsejlet, og i begge hovedstæder er propagandaen om en nødvendig genforening stilnet af. Ingen tror længere på, at det velstående og demokratiske Sydkorea har viljen og evnen til at kunne integrere det ludfattige og xenofobiske Nordkorea på samme måde, som det i sin tid lykkedes den tyske Forbundsrepublik at opsluge det østtyske fallitbo DDR.

I Taiwan-strædet kan en ændring af mange års stilstand være undervejs i år. Der spekuleres i, om præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping på det topmøde, der er planlagt til april i Beijing, kan føre til en ny forståelse i form af en amerikansk imødekommelse af det, som de kommunistiske magthavere på det kinesiske fastland konsekvent kalder en historisk nødvendighed. En afslutning på Kinas borgerkrig og en deraf følgende logisk genforening.

Men meningsmålinger i Taiwan viser med stor konsekvens samme tendens: at status quo bør fastholdes, at en taiwansk selvstændighedserklæring er lige så uønsket som en genforening, der påtvinges det demokratisk styrede Taiwan af den efterhånden ganske velbevæbnede økonomiske stormagt på fastlandet.

Efter en vellykket liberalisering 1987-88 sagde taiwanerne farvel til fire årtiers hårdhændet og kompromisløst diktatur. Taiwan har i dag et af Østasiens mest solide demokratier, bygget på en af klodens mest højteknologiske økonomier.

Vellykket samhandel har integreret den kinesiske og taiwanske økonomi i både dybden og bredden, men fastlandets politiske overtagelse af ”udbryderprovinsen” med de 23 millioner indbyggere ligner ikke en realistisk option.

Sæt for en stund de politiske forskelle til side: et fremtidigt storkinesisk ”Commonwealth” (eventuelt en føderation) vil blive en af klodens mest dynamiske økonomier. Begge samfund ligger i førerfeltet for innovation. Taiwan producerer klodens bedste mikrochips og sælger disse til kinesiske, amerikanske og europæiske virksomheder. Strategiske beslutninger, der træffes i Beijing og Taipei, har betydning for global økonomi og dermed politisk stabilitet. Her kan Danmark og Grønland ikke være med, vor store nordatlantiske ø fylder mikroskopisk lidt i verdensøkonomien.

USA skiftede i 1979 diplomatisk anerkendelse fra Republikken Kina til Folkerepublikken. Otte år tidligere havde Beijing indtaget pladsen i FN’s generalforsamling som den retmæssige repræsentant for Kina. Alligevel behandler USA i dag Taiwan som en normal alliancepartner og har i alle årene solgt våben til skiftende regeringer i Taipei.

Dermed er parterne lykkedes med at etablere en magtbalance i Taiwan-strædet, der til tider har fremstået som skrøbelig, men er helt uden dødsofre (modsat tilstanden i Mellemøsten med hundredtusinder af dræbte og fordrevne hen over et kvart århundrede). Amerikanske konfliktscenarier når i et betænkeligt omfang frem til den konklusion, at vinderen af en militær konfrontation i Taiwanstrædet ikke per automatik bliver USA.

De mange kinesiske patruljeringer og overflyvninger omkring Taiwan er næppe en optakt til en forestående invasion. For naturligvis er de fastlandskinesiske strateger klar over, at en krig om Taiwan vil være ødelæggende for global økonomi. Paradokset er, at de kinesiske overflyvninger handler om at forsvare en status quo, som USA har etableret!

Beijing insisterer på, at genforeningen med øen skal ske forhandlet og på fredelige betingelser. Udfordringen er her, at det nuværende regeringsparti i Taiwan ikke er interesseret i en sådan udvikling, mens oppositionen har en mere rummelig holdning: Man kan acceptere den formelle udlægning af Taiwan som en del af det historiske Kina, men at denne fortolkes forskelligt på hver sin side af strædet.

Skulle det lykkes med en amerikansk-kinesisk forståelse om en anderledes verdensorden, når Xi og Trump mødes i april, vil Beijings syn på konflikten om Grønland utvivlsomt blive brugt som forsvar for de kinesiske ønsker om genforening med Taiwan. Ganske som Grønland i århundreder har tilhørt Danmark, således har Taiwan også været en del af det historiske Kina, lyder logikken.

Men lige her er netop historieskrivningen drilsk: Taiwan rummer sin egen statsdannelse fra grundlæggelsen af Republikken Kina i 1912 og repræsenterede det FN-anerkendte Kina 1945-71. Nationaliststyret under Chiang Kai-shek var medstifter af verdensorganisationen, da de allierede sejrsmagter skulle indrette verdens magtrelationer efter de tyske og japanske kapitulationer.

Er der en løsning på denne diplomatiske knude? I 1945 var to sovjetrepublikker Ukraine og Hviderusland medstiftere af FN, hvorefter Sovjetunionen fik tre medlemmer – med sovjetstaten som siddende i sikkerhedsrådet med den dertilhørende vetoret. Medlemskaberne ophørte med opløsningen af Sovjetunionen i slutningen af 1991.

En dristig tanke, som kunne løse en af sidste konflikter fra det 20. århundrede: at Republikken Kina får en plads i FN’s Generalforsamling, som Ukraine og Hviderusland havde det 1945-1991. En skønne dag skal Grønland have sit eget medlemskort til FN. Men først Republikken Kina. Lyder det vildt? Verden har brug for kreativt diplomati.

(kronik i Jyllands-Posten 15.02.2026)

Her en god klumme om samme emne:

https://fee.org/articles/taiwans-trump-trouble/

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

The End of The Western Alliance

Udgivet den 7. februar 2026 af flemmingytzen

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Trumps USA er kilden til global lovløshed og ustabilitet

Udgivet den 1. februar 2026 af flemmingytzen

Forfatteren til denne klumme er Chas Freeman, fhv. amerikansk ambassadør (f. 1943) med erfaringer fra Kina og Mellemøsten.

https://johnmenadue.com/post/2026/01/remarks-to-an-emergency-roundtable-the-strategic-implications-of-the-attack-on-venezuela/

We are here to avert a tragedy – the apparently inexorable unfolding of foreseeably terrible events. As German President Frank-Walter Steinmeier has just warned us, we are in the midst of a “breakdown of values” that is turning the world “into a den of robbers, where the most unscrupulous take whatever they want” and where entire regions or countries are treated as the property of a few great powers.

My country, the United States of America, is the most powerful in the world. It has now followed its Israeli protectorate into protracted war on the truth, repudiation of the rule of law, and shameless bullying and violations of the sovereignty of all who oppose it. The already wealthy once again feel free to rob the poor with impunity. We are back to the law of the jungle and aggressive imperialism. Ever more governments emulate the Mafia’s protection racket practices and intimidation techniques. If this is not stopped, we are headed for a second Dark Age.

The purpose of international law has always been to ensure that the strong could no longer victimise the weak. Insistence on this principle, even if imperfectly respected, is what has separated civilisation from barbarism. If the law is no protection, nations will be forced to rearm against potential attack by others. If they face the threat of nuclear, chemical, or biological attack, they will build their own weapons of mass destruction to deter this. If alliances are no longer reliable, nations will hedge or simply abandon them to combat or cut their own deals with adversaries. This is not speculation. It is the visible trend of our times.

As we have seen in the case of the Gaza genocide, words alone cannot halt atrocities. Nor can unenforced decisions of the United Nations or international courts. Intensifying citizen protests have failed to wean allegedly democratic governments from tolerance, complicity in, or support for increasingly blatant crimes against humanity and brutal efforts to subjugate or curtail the freedom of independent nations and peoples.

The collective West continues to profess that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, [and] that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness. But this now has no credibility. We support Israel’s ongoing genocide and ethnic cleansing of Palestinians, its efforts to dismember Syria, its depredations in Lebanon, and its preparations for renewed aggression against Iran and Yemen. To defend this hypocrisy, our democracies now emulate authoritarian regimes by suppressing freedom of speech, freedom of assembly, and academic freedom. We have abandoned due process to punish anyone who effectively refutes the official narrative. Evidently, we believe that it is necessary to betray Western values to save them. This is a disastrous misjudgment.

In the new world disorder, neither the norms of international law nor public opinion constrain the behaviour of great powers. They have learned how to manipulate their citizens’ perceptions of reality to assure public support and achieve impunity for their amoral abuses of power. Mass media faithfully echo official propaganda, journalists self-interestedly amplify it, while corporate media platforms treat anything that challenges it as seditious and ban it.

Western media refused to consider or report the strategic anxieties that prompted Russia’s illegal invasion of Ukraine. They portrayed the US effort to exploit Ukraine’s distress to requisition its rare earths as compassion, not greed.

Unconcealed vanity and hubris have now brought about US naval acts of piracy against Venezuela and murders of its citizens in its near seas, the decapitation of its government, the theft of its natural resources, and its proposed reduction to an economic colony of the United States. So much for the respect for national sovereignty that is the foundation of the United Nations Charter and international law!

The United States now unabashedly presents itself as an untrustworthy expansionist power that substitutes unilateral diktats, intimidation, and the use of force for diplomacy. This gangster logic is contemptuous of the interests and honour of other countries. It now menaces Greenland, a self-governing part of Denmark, a member of NATO and a loyal ally of the United States. The transformation of the US from protector to predator threatens not just to splinter the core of Western civilisation but to unravel the transatlantic alliance.

Washington seems to have decided to abandon Europe to its fate in order to impose a tyrannical monopoly on the political economy of the Western Hemisphere. It aims to expel the influence of competing great powers and keep them at bay, especially China, without regard to the interests of those the United States proposes to dominate. This brutal reinvention of the Monroe Doctrine seems less likely to bring the nations of South America to heel than to encourage them to seek Chinese and other foreign protection against North American control. The kickoff was military aggression against Venezuela, but Washington has made it clear that this was merely an opening move, with much more belligerence to come.

Meanwhile, Israel continues to defy international law and norms of human decency with impunity. It seeks to annihilate those Palestinians it cannot subject to apartheid. It treats the scheduling of negotiating sessions with its opponents as opportunities to murder them, not to make peace. It signs ceasefires only to violate them. Its armed forces and security services routinely invade the sovereignty of its neighbours. It has no plan for peaceful coexistence with them. It aims instead to consolidate a US-backed Israeli sphere of influence in West Asia within which it can continue to expand at will. This is a formula for the ongoing destabilisation of the region in endless, escalating warfare and resistance to maltreatment through terrorism. It promises even greater insecurity not just for Israelis but for their Western backers.

The world cannot permit a continued descent into a moral and legal abyss. If governments do not counter lawless behaviour with concrete actions, the precedents now being set in Europe, West Asia, and South America will be replicated elsewhere and life everywhere will be increasingly nasty, brutish, and short.

Rhetorical resistance to lawlessness is not enough. We have come to a tipping point. If we cannot now persuade our governments to take effective action to punish and deter further crimes against the Westphalian order of sovereign states, it and the rules-regulated international order it birthed will surely perish from the earth.

We must now acknowledge the reality that the structures we created to promote peace and progress after World War II have finally failed. Their failure is mirrored not only in the absence of effective statecraft to resolve conflicts, but in domestic constitutional crises and the erosion of democratic freedoms everywhere. It is past time for a fundamental reappraisal of institutions and policies that have manifestly failed by the governments responsible for their failure.

In this regard, Italy’s Giorgia Meloni is entirely right to make the commonsense argument that peace in Europe demands that Europeans talk to Russia, not just among themselves and to Ukraine. Like it or not, Russia is part of Europe. Without dialogue with Russia about the warfare that threatens Europe and is consuming Ukraine, Europeans cannot resolve the conflict or protect their long-term security interests. The United States is no longer able or willing to do this for them. It is surely anomalous that Europeans should entrust the crafting of a peace that is central to their subcontinent’s stability to amateur envoys of an American president who says he regards them as competitors and who seems to have little interest in them except as wealthy purchasers of American weaponry.

Recent US efforts to subjugate Venezuela underscore the dangerous unrealism of the argument that “every country [including Ukraine] has the right to choose its international alliances” without regard to the impact of their alignment on others. Unscrupulous predators now take what they can; their prey yield what they must. Might may not make right, but it is foolish to ignore it. Whatever Mexico may think about past US aggression, it is careful not to align itself against the United States. Vietnam prudently avoids military alliances aimed at China as Bangladesh does against India. There is no future for a less circumspect approach by Ukraine to its mightier Russian neighbour.

Russian statecraft is dominated by memories of foreign invasion from both the east and west. Moscow’s security anxieties are not irrational. Both France and Germany have invaded Russia. Any peace in Europe must address both Russian anxieties about another Western attack on it, especially as Germany rearms, and Western concerns about Russia. Europeans need to take charge of defining their own destiny. They – non-Russian and Russian alike – are the parties directly at interest in composing a mutually reassuring security architecture for their subcontinent. Prime Minister Meloni deserves the support of other European leaders in a joint effort to engage Russia in dialogue about how peace in Ukraine might help bring forth such an architecture.

Peace in Europe would benefit the entire world, but it alone would not cure the manifest infirmities of our legacy global institutions. If the United Nations Security Council cannot regulate world peace and development or enforce the decisions of the International Court of Justice, we must explore work-arounds and alternatives to it. There is nothing to prevent countries from gathering in ad hoc conferences to agree on the application of collective rules and actions that address common concerns. There is nothing to prevent members of the crippled World Trade Organization from recreating its functions at the regional level. There is no reason to allow the ideal of universality to preclude action at less than universal levels to address and resolve problems that most members of the international community regard as urgent. If the UN system, like that of the League of Nations, has failed, it is time to discuss how to repair or replace it.

The breakdown in values to which German President Steinmeier referred has engendered a disastrous collapse of international law and institutions. It took a devastating disintegration of global order in two world wars to give birth, respectively, to the League of Nations and the United Nations. The current world disorder could well produce another global war, this one nuclear and possibly fatal to our species. Surely, it is in our collective interest to forestall this by taking action to reconfigure the dying 20th century system to create something better.

I sense that our governments are beginning to understand that, in the newly anarchic circumstances, they cannot continue business as usual. We must demand that they meet the challenges of the day and no longer allow them to silence those who insist they do so.

https://en.wikipedia.org/wiki/Chas_W._Freeman_Jr.

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar