Det store flertal i det globale syd følger ikke slavisk den vestlige sanktionspolitik over for Rusland, og derfor er det afgørende for Danmark at udvikle tætte relationer til regionens toneangivende lande
Til læserne: Fremover skriver jeg om udenrigspolitik i Kristeligt Dagblad. Første bidrag til avisen i dens fredagsudgave 10. marts 2023:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/ukrainekrig-faar-danmark-til-fokusere-paa-oestasien
God læselyst.
Ministerrokaden viste, at en epoke i dansk idealisme er forbi.
Blev socialdemokraten Dan Jørgensen forfremmet eller det modsatte? Det sædvanlige ekkorum af speedsnakker-kommentatorer på tv-kanalerne har indtil videre tiet om dette spørgsmål.
Indtil regeringsomdannelsen blev Dan Jørgensen set som værende en del af Mette Frederiksens inderkreds. Den tid er nok forbi, og Jørgensen er havnet i et rum af cirkulation, hvor han i næste rokade kan blive placeret, hvor der må være brug for hans erfaringer; altså hvor som helst det passer regeringschefen.
Jørgensens afløser på klimafeltet, Lars Aagaard, er en håndplukket teknokrat, som skal sikre gennemførelsen af politikker, der allerede er skabt solide flertal for, og derfor er han ukontroversiel.
Med fusionen af klimapolitik og udviklingsbistand under Dan Jørgensen er der i realiteten tale om en begyndende afvikling af sidstnævnte i den form, vi har kendt den i mere end et halvt århundrede
For årtier siden var Danmark en idealist i international udviklingspolitik. Når danske indsatser i det, der engang blev kaldt den tredje verden, blev evalueret af vore partnerlande i de riges klub, OECD, fik vi førstekarakter. Det lille idealistiske land i nord blev en rollemodel.
Især amerikanske beslutningstagere fremhævede engang Danmark som et land, der viste vejen for andre i den velstående verdens relationer til det globale syd. Det var i udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens tid. Han behøvede ingen juniorminister til at tage sig af de varme lande, Venstre-formanden klarede det fint selv.
I dag er vore ambitioner i det globale syd overhalet af brutale erfaringer, læs Afghanistan og Irak, plus migrationspresset syd og øst for Middelhavet. Mange af Vestens tidligere partnerlande i Afrika og Mellemøsten ser nu mod Beijing, før de henvender sig til Washington og Bruxelles. Beklageligt, vil mange synes, men det er den fremvoksende realitet her i 2023.
På de indenrigspolitiske linjer er der også en ændret logik, der gør sig gældende. Alt underordnes klimapolitikken, både sikkerhed og udvikling, og her er Pakistan et foruroligende eksempel. Denne islamiske republik er et arnested for terror og et eksempel på kronisk underudvikling på grund af den ukontrollable udvikling i befolkningstallet og fraværet af sekularisering. Store dele af landet er i dag under vand.
I de seks årtier, hvor Danmark har ydet udviklingsbistand, har de primære formål været krystalklart defineret: at hjælpe de mest udsatte befolkningsgrupper i de fattigste lande. Denne målsætning er der principielt ikke ændret ved, heller ikke efter sidste måneds regeringsdannelse.
Men vi er ophørt med at have illusioner om, at bistanden kan levere det umulige. I mange år blev der skelet heftigt til danske erhvervsinteresser, samtidig med at vi viftede med de idealistiske faner.
Interessant nok er kommunistiske Vietnam blevet eksemplet på, at en modtager af dansk bistand og erhvervsinvesteringer kan bevæge sig ad to spor samtidig, både fattigdomsbekæmpelse og globalisering. Vietnameserne har fået en middelklasseøkonomi med muskler nok til fremover selv at kunne håndtere landets fattigdomsudfordringer. Derfor er Danmark i dag kun beskedent til stede i dette vigtige sydøstasiatiske land med tæt på 100 millioner flittige indbyggere. For tre årtier siden ankom vi derude med bistand i superstørrelse.
Anderledes med Tanzania, hvor dansk udviklingspolitik debuterede for seks årtier siden. Opgjort i 2019-priser har det østafrikanske land modtaget mere end 32 milliarder danske bistandskroner siden 1965, viser en opgørelse udarbejdet af Udenrigsministeriets egne folk.
Ganske mange tanzanianere har fået det bedre, men landets fundamentale udviklingsudfordring, som er befolkningstilvæksten, har international bistand ikke ændret det ringeste på. På kun et tiår er befolkningen vokset med 37 procent og har nu rundet de 62 millioner. I 2050 forventes tallet at nå 151 millioner.
Dansk politik i Afrika tegnes i dag af planerne om et flygtningecenter i Rwanda mere end af den idealisme, der engang udfoldede sig på savannen i Tanzania. Velkommen til virkeligheden, Dan Jørgensen.
Ved denne korsvej i dansk udviklingspolitik er der en ironisk pointe i, at vor statsminister har en kandidatgrad i – jo, den er god nok: Afrika-studier. Kan nogen mon komme i tanke om, hvornår hun sidst har sat foden på det afrikanske kontinent?
(klumme i Politiken 26.01.23)
Fhv. statsminister Foghs raslebøsse gør ingen praktisk forskel for taiwanerne
Var det et indsamlings-stunt eller en demokrati-mission? Fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen tog sig lige en udflugt til Taiwan, og hvordan kunne det så give mening? Foghs tidligere højrehånd Lars Løkke Rasmussen kunne fra sjette sal i Udenrigsministeriet med beroligelse notere sig, at dansk Kina-politik forbliver uændret.
Foghs besøg i Taiwan rejser spørgsmålet, om den selvstyrende ørepublik har brug for en mere konkret europæisk solidaritet ud over EU’s hidtidige opfordringer til Kina om at vise tilbageholdenhed i sin militære ageren omkring Taiwan Strædet. Kinas luftvåben gennemfører som bekendt regelmæssigt overflyvninger tæt på taiwansk luftrum suppleret med missilaffyringer i sammenhæng med landgangsøvelser på den fastlandskinesiske kyst mindre end et par hundrede kilometer fra den selvstyrende ø. Er dette udtryk for regulære krigsforberedelser, kan man spørge.
Taiwan repræsenterer et politisk mirakel. De godt 23 millioner kinesisktalende indbyggere demokratiserede øen for fire årtier siden, uden at et eneste skud blev løsnet. Prøv at sammenligne med Jugoslaviens opløsning i 1990′ erne eller det arabiske forår.
En taiwansk oppositionspolitiker, Peng Ming-min, der døde i fjor i en alder af 98, forklarede en gang, at øen »er som den lille gibbonabe, der mærker det tunge åndedræt fra en 400 punds gorilla bag os hver dag«. Peng stillede op til øens første frie præsidentvalg i 1995, men tabte. Han blev nok den bedste leder, Republikken Kina på Taiwan aldrig fik.
Hentet fra Twitter
TAIWAN ER en brik i et asiatisk magtspil, der går tilbage til slutningen af 1800-tallet. Så hvorfor er det kinesiske flyvevåben regelmæssigt på vingerne omkring Taiwan her i nutiden? Her foreligger et ironisk paradoks: Kina rasler med sablen for at fastholde en tilstand i konflikten, der er defineret af USA! For Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med en invasion.
Magthaverne i Beijing afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato’s rolle i Europa. Nøglen til Taiwans demokratiske overlevelse hedder strategisk tvetydighed.
Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, og betyder, at øens indbyggere hverken kan eller skal underlægges et nutidigt udemokratisk centralstyre i Beijing. Denne model bygger på amerikansk lovgivning og har fungeret fint i mere end fire årtier. Ingen vestlig stormagt har til dato kunnet pege på et alternativ.
Vigtig pointe: Ingen politiker på den demokratisk styrede ø taler i dag om at udråbe Republikken Taiwan. Altså har øen overlevet syv årtiers rivalisering med Kina med brug af sund fornuft og politisk pragmatisme. Så gjorde Anders Fogh Rasmussens besøg en forskel? Den er svær at få øje på.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forsøgte sig med en høflig formaning til sin tidligere chef om, at et-Kina-politikken ligger fast. Så jo, selvfølgelig var Fogh ude med raslebøssen. Mediedækningen har endnu ikke fortalt, hvor mange taiwanske dollars der er sendt til hans såkaldte demokratifond. Offentligheden venter spændt.
Tegning: Roald Als
GANSKE BEKVEMT begrundede Fogh sin mission med henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som indlysende nok har udløst hovedpine i Beijing. Forløbet i denne europæiske krig har vist, hvor hurtigt verdensopinionen kan mobiliseres, når en diktatorisk overmagt forsøger at undertvinge et militært svagere demokrati. Den positive sideeffekt er, at Taiwans livline er forlænget, sandsynligvis i flere årtier.
Bundlinjen i opgøret er, at Kinas erklærede mål om at få bragt Taiwan ‘ hjem’ til moderlandet kun kan realiseres med accept fra USA, der siden 1979 har garanteret, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. USA’s politiske beskyttende rolle over for Taiwan er derfor en succes, der er en Nobelfredspris værdig og en markant kontrast til supermagtens fiaskoer i Vietnam (1975), Kabul (2021) og Mellemøsten gennem den seneste snes år.
Europæiske beslutningstagere bør tænke langsigtet. Bruxelles bør starte med en erkendelse af, at en krig mellem USA og Kina kun vil have tabere. Taiwan bør se ind i de kommende årtier ved at opruste massivt, som Sydkorea har gjort det. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning. Det europæiske forbillede hedder Finland, mens naboen hed Sovjetunionen.
Fat det dog, Fogh og ligesindede. Lær af historien.
(klumme i Politiken 12.01.23)
Historien om Venstres ledere bør skrives om. Giv os den politisk ukorrekte version.
Hvad skal han nu få tiden til at gå med? Bertel Haarder, den evigt debatterende tidligere minister for undervisning, forskning, Europa, udviklingspolitik, kirken, sundheden, indvandrerne og Norden?
I sin imponerende karriere har en syndflod af denne dynamiske kulturkrigers publikationer fundet vej til boglader og bibliotekshylder over det ganske rige, og selvfølgelig har vi ikke hørt det sidste fra Haarders evigt roterende tankeunivers. Den opgave, der trænger sig på i 2023, må selvfølgelig gå ud på at få leveret en ny version af historien om Venstres partichefer gennem et halvt århundrede.
Tænk, hvis Bertel Haarder i en kommende udgivelse vil levere kritiske og gerne kærlige tilbageblik på sine tidligere chefer, Henning Christophersen, Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. Fordi de, som den nylige regeringsdannelse demonstrerer, ikke var eller er så liberale, at det har gjort noget.
Af mange grunde bliver det Haarders vurdering af Anders Fogh Rasmussen, der vil påkalde sig størst interesse. Fordi Fogh repræsenterer alt det, som nutidens partisoldater i Venstre mindst af alt ønsker at diskutere. Forklaringen på denne uvilje skal søges i en skandale omhandlende en bank i Letland, PNB Banka, som Fogh var næstformand for, indtil den krakkede i august 2019.
Siden er den blevet administreret af den lettiske kurator Vigo Krastins, der har sagsøgt bankens ledelse, inklusive Fogh Rasmussen, for 240 millioner kroner. Med til historien hører, at PNB Banka i 2017 fik en bøde for systematiske brud på hvidvaskreglerne, hvilket vakte vrede hos den russiske ejer, Grigorij Guselnikov.
Sagens kerne er et møde i bankens ledelse i juni 2019, hvor Fogh og de øvrige styrelsesmedlemmer stemte for transaktioner, som berigede Guselnikov med angiveligt 240 millioner kroner og drænede banken for et tilsvarende beløb. Som bankens næstformand modtog Fogh et årligt vederlag på ca. to millioner kroner. Han påtog sig opgaven i 2017, samme år som Berlingske begyndte afsløringerne af skandalen om Danske Banks hvidvask af russiske penge via Estland. Rettidig omhu?
Så historieskrivningen søger et svar på, hvorledes en tidligere statsminister og Nato-generalsekretær ikke gjorde sig sit ansvar klart som næstformand i en baltisk bank med russisk ejer.
Bertel Haarder, læs med her. Skriv gerne forordet til den bog, som de dygtige kolleger på dagbladet Børsen, der har forfulgt sagen, bør gå i gang med. De er tilmed lykkedes med at få hovedpersonen i tale. Hans reaktion: Der er ikke noget at komme efter – formuleret med et lidt andet ordvalg, end det vi erindrer fra hans statsministertid.
I en bredere offentlighed forsøger Fogh at profilere sig som forkæmper for demokratier, der konfronterer diktaturer og autokratier om verdens indretning. Det sker bl.a. i form af såkaldte demokratitopmøder, der nyder heftig sponsorering af især amerikanske megavirksomheder.
Den fhv. statsminister og Nato-generalsekretær har med sit konsulentfirma Rasmussen Global indlejret sig solidt i noget, der passende kan kaldes et militært-industrielt kompleks; et udtryk opfundet af den afgående amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i den afskedstale, han holdt til nationen 17. januar 1961. Eisenhowers hensigt var at advare mod den lobbyisme, som politikere og repræsentanter for våbenindustrien blev fedtet ind i ofte under fordækte omstændigheder.
DA FOGH I 2016 blev rådgiver for Ukraines daværende og dybt korrupte præsident Petro Porosjenko, kunne ingen selvfølgelig vide, at Rusland seks år senere ville indlede en russisk invasion i fuld skala. Porosjenko er i dag anklaget for højforræderi og risikerer op til 15 års fængsel. Så gjorde den danske rådgivning en forskel andet end at forøge omsætningen i Rasmussen Global?
»At få Fogh om bord var nok vigtigere, end hvad han egentlig skulle foretage sig. Det er ikke mit indtryk, at han har haft noget stort gennemslag«, udtalte Mykola Kapitonenko, direktør for tænketanken Center for Internationale Studier i Kyiv i april 2018. Så vi venter i spænding på den reviderede historie om den forhenværende toppolitiker i Venstre, som ingen i partiet for nuværende har spor lyst til at debattere. Skriv løs, Bertel Haarder.
(klumme i Politiken 29.12.22)
Her i december 2022 blev jeg inviteret inden for i programmet ‘Kampen om historien’ på DR’s P1 hos studievært Adam Holm. Emnet var Kina, og sammen med PhD Mai Corlin blev jeg bedt om at sammenligne den aktuelle tilstand i det kinesiske samfund med forsommeren 1989, hvor Beijings centrum blev scenen for hundredtusinder af aktivisters protester mod det daværende styre.
Link her:
https://www.dr.dk/lyd/p1/kampen-om-historien-3/kampen-om-historien-63
Sjældent viste fotos fra den amerikanske medieplatform NPR her.
Ukrainekrigen vil ændre sig i intensitet. Diplomati taler kun få om.
Der er brug for, at konfliktforskningen på universiteterne opfinder en særlig kategori: evighedskrigene. Den ældste af disse er den koreanske, 75 år har den varet.
Lyspunktet er Sydkoreas forvandling fra et fattigt militærdiktatur til Østasiens mest velfungerende demokrati, velstående og teknologisk avanceret. Den mørke bagside: et isoleret atombevæbnet Nordkorea, som holdes i skak af USA og Kina.
Af næsten lige så lang varighed er konflikten om Palæstina. I relativ international ubemærkethed fortsætter her myrderierne på uskyldige civile. Ikke den ringeste udsigt til forsoning og dialog. Betegnelsen fredsproces er blevet en dårlig, ildelugtende vittighed. Ligeledes med trekvart århundrede bag sig: I Sydasien er det delte Kashmir et tankevækkende eksempel på nytteværdien af kernevåben som afskrækkelsesfaktor. Både Indien og Pakistan har denne bevæbning, og derfor har krigene siden 1948 været begrænsede og konventionelle.
Afghanistan er denne verdensdels store ulykkelige traume. Evakueringen af Kabul i fjor demonstrerede umuligheden af at indsætte selv den mest sofistikerede militære magtmaskine mod fanatiske stammekrigere, hvis fundamentalistiske orientering er en benægtelse af enhver form for civilisation.
EUROPÆERNE stirrer lige nu i en kold krigsvinter. Så her kommer det uundgåelige 100.000-dollar spørgsmål: Er opgøret om Ukraine på vej ind i denne ulykkelige kategori, evighedskrigene?
Der findes fortilfælde til inspiration. Et af dem er opgøret i Nordirland, der i et par årtier var slagmark for en lavintensiv borgerkrig mellem protestanter og katolikker. Det gunstige udgangspunkt for en afvikling af mange års terrormord var indlysende nok, at det var to demokratier, Storbritannien og Irland, der for et kvart århundrede siden forhandlede sig frem til løsninger.
Næsten tre årtier med nordirske blodsudgydelser blev prisen, inden britiske politikere nåede til erkendelsen af, at de måtte ophøre med at dæmonisere modparten. Hverken i Moskva eller Kiev er der for nuværende bevægelser i en tilsvarende retning. Den dag, Putin ikke sidder i det russiske førersæde, kommer der én, der ligner ham.
Præsident Biden eller hans efterfølger kan under gunstige omstændigheder indskrive sig i historien, som dem, der bruger den Nordirske model. Hvis han eller hun ikke følger forgængernes eksempler, og her taler vi om Bush, Obama og Trump: For i årevis afviste Washington mulighederne for at forhandle med talebanerne af frygt for, at eftergivenhed ville friste fjenderne til at angribe USA direkte. I fjor viste begivenhederne, at denne stædighed havde en høj pris.
Tilsvarende med det syriske regime og de irakiske terrorister. Hertil kan føjes islamistiske grupperinger i Afrika. Derfor trækkes der på skuldrene over alt i det globale syd, når USA og dets allierede taler om nødvendigheden af at udbrede demokrati og frihedsrettigheder med brug af droner og missiler.
ULYKKELIGVIS ser det aktuelt ud til, at krigen i Ukraine er på vej ind i en forandret fase med færre direkte kamphandlinger. I stedet bruges missil- og artilleribeskydninger med det formål at smadre infrastruktur. Konsekvensen bliver sultne, syge og døende ukrainere også på det længere sigt.
Krigen kan næppe vindes militært, men bliver en styrkeprøve på udholdenhed. Det samme er situationen i Korea og mellem Indien og Pakistan, her dog kun med et fåtal af dødsofre, hvor betingelsen er, at store territorier forbliver delte. Er Krim og Donbass værd at beholde for ukrainerne, må europæiske beslutningstagere spørge sig i disse uger.
Den ukrainske ledelse repræsenterer nutidens helteideal, og et sådant er der brug for i Vesten efter de militære fiaskoer i Mellemøsten og Afghanistan. Det relevante spørgsmål må herefter være: hvor mange ukrainere og russere må lade livet i opretholdelsen af denne tilstand. Hvem har evnen til at bryde gennem Kremls mure med et forhandlingsoplæg? Sandsynligvis kun Indiens Modi, Tyrkiets Erdogan og Kinas Xi.
Giver det så mening, når Nato-chef Jens Stoltenberg har gjort Moldova til observatørmedlem i alliancen med den tilføjelse, at Ukraine kan lukkes ind, når landet er parat? Inden Putins invasion gik diskussionen på, om Ukraine kunne blive ’Finlandiseret’, altså opnå den stabiliserende og balancerende rolle, Helsinki havde under den kolde krig. EU kommer næppe til at gå den vej, Stoltenberg antyder.
(klumme i Politiken 14.12.22)
Arbejdsseddel for Mette Frederiksens næste udenrigsminister.
Muligvis læser Jeppe Kofod stillingsopslag lige om lidt. Indtil videre venter han nok på det telefonopkald, der vil vifte ham om næsen med et direktørjob et sted. Så hvad skal afløseren kunne?
Læseren bedes forestille sig, hvilke råd den kongelige undersøger i denne tid får hvisket i ørerne om krav og forventninger til nationens næste udenrigsminister.
Mellemøstlige ’fredsinitiativer’ a la Per Stig Møllers i sin tid? Parkeret på illusionernes holdeplads.
Velvilje over for Afrikas påståede snarlige storhedstid? Retorisk ja, men i praksis vil der blive efterspurgt flere patruljebåde i Middelhavet. Terrorovervågning har afløst udviklingsambitionerne. Mindesmærket over disse bliver ambassaden i Tanzania, der lukkes i 2024.
Latinamerika? Gerne mere samhandel kombineret med klimaindsatser i Amazonas, men finansieringen? Giver det mening, at Danmark har sit eget program her? Næppe.
Baltikum? En markant højere profil, hvor der skal konkurreres med Forsvarsministeriet om bevillinger plus mediers og offentlighedens opmærksomhed. Der er allerede landet kampvogne med dannebrogsflag i Letland. Forvent mere, også hos den litauiske nabo.
Det indiske subkontinent? Flere bevillinger til Islamabad er selvindlysende. Den hårdt plagede pakistanske nation har brug for nødhjælp, klimabistand og – igen igen – terrorbekæmpelse og -forebyggelse. Evakueringen fra Kabul i august 2021 kaster lange skygger.
Østasien? Mette Frederiksen havde utvivlsomt foretrukket, at vi i marchtakt fulgte amerikanerne i inddæmningen af kinesisk teknologisk og økonomisk ekspansion, men den vej ser ud til at blive forstyrret af ingen ringere end Olaf Scholz.
Kansleren blev overraskende retorisk bakket op af selveste Joe Biden, der ifølge eget udsagn på G20 i Bali angiveligt vil en håndterlig rivalisering, men ikke en destruktiv og udsigtsløs koldkrigstilstand med Kina. Kan blive anderledes, hvis republikanerne vinder i 2024.
Øst- og Sydasien tegner sig samlet for mere end halvdelen af den globale økonomiske vækst og udgør et knudepunkt på de fleste globale produktions- og værdikæder på tværs af industrier.
Asiaterne står derudover for to ud af tre af de globale patentansøgninger. Innovation er i dag lige så asiatisk, som den er vestlig. Så selvfølgelig skal Danmark være med her.
SKARPT FORMULERET og med et anstrøg af kætteri kan det konstateres, at Nato ikke længere kun har til formål at forsvare sine medlemslande, men også kan mobilisere europæisk støtte til amerikanskledede militære operationer langt fra Europa.
Historiske erfaringer kaster her skygger ind i alliancerelationerne. Med Sydkorea som den markante undtagelse har USA’s militære operationer i Asien og Mellemøsten ikke været til varig gavn for de samfund og befolkninger, amerikanerne har påstået at ville hjælpe gennem krigsførelse. Derfor den tiltagende understregning af, at der bør skabes en stærkere europæisk strategisk suverænitet. Den slags tale behager næppe Mette Frederiksen.
Geografiske og historiske realiteter gør, at USA og Europa ikke har sammenfaldende interesser i Asien. Betænkelighed ved kinesiske investeringer ændrer ikke på, at Europas tunge økonomier vil fortsætte engagementet i Kina og omegn.
At Kina er på vej ind i en slags beskytterrolle for både Rusland og Iran, har en stabiliserende virkning, der supplerer det globale syds åbenlyse modvilje mod at lade sig diktere af Washington
De presserende klimapolitiske udfordringer må indlysende nok få amerikanske, europæiske og kinesiske beslutningstagere til at finde de fælles veje fremad. De gode nyheder for starten af 2023 er, at både præsident Macron og Joe Bidens udenrigsminister, Antony Blinken, rejser til Beijing.
Hvilket kan få Mette Frederiksens kommende udenrigsminister til også at vælge vejen østpå. Ved at kombinere et besøg i Beijing med et tilsvarende i Seoul vil der blive signaleret den nødvendige balancegang.
Hvor en kommende fredskonference om Ukraine så skal holdes? Hos Tyrkiets leder Erdogan selvfølgelig. Han er Europas helt egen sultan og kontrollerer adgangsvejene til den geografi, hvor så meget er gået galt i så mange årtier.
Sker det ikke, står vi lige om lidt i det, som EU-forskeren Lykke Friis i sin seneste bogudgivelse kalder tårernes Europa. Eller frygtens kontinent, som en klog franskmand engang har beskrevet det. Frygt og tårer skal forvandles til optimisme og håb.
(klumme i Politiken 28.11.22)
Kinas reformperiode er forbi, men diplomati kan gøre en forskel for ukrainerne.
Hvis der var nogen, der troede, at Marx og Lenin for længst var fortid, må disse stakler, inklusive en kuriøs, bedaget og irrelevant falanks af overvintrede antikommunister, til at tænke om.
Hvor ubehageligt det end er for verden udenfor, demonstrerede Kinas nylige partikongres, at den ’demokratiske centralisme’, Vladimir Lenins organisationsprincip for kommunistiske partier, under Xi Jinping har fået sin reinkarnation i Kinas næsten 100 millioner medlemmer store regeringsorganisation, der uden sammenligning er klodens stærkeste og rigeste af slagsen.
Forestillingerne om, at USA kan undertvinge sin hovedrival, som det skete i sin tid med Sovjetunionen, må overlades til illusionister. For hele verden taber, hvis USA og Kina kommer på skærpet, militær kollisionskurs. Kinas model, statskapitalisme 2.0, kan holde et årti eller to endnu.
Det har Olaf Scholz, Ursula von der Leyen og Emmanuel Macron forstået fuldt ud, og derfor opretholder de dialogen med Beijing. Joe Biden og hans efterfølger skal nok få det lært. Første lektion har vi netop set på Bali.
Udfordringen vokser, fordi den kinesiske ledelse definitivt har opgivet den eksperimenterende og pragmatiske reformkurs, der gennem små fire årtier leverede et flertal af landets befolkning økonomiske og sociale forbedringer i stor skala.
Kursskiftet blev understreget af livstidspartichefens afrapportering til kongressen, hvor anvendelsen af ordene ’national sikkerhed’ druknede referencerne til ’udvikling’ og ’reformer’. Kinas sikkerhedsbegreb er gået globalt, og på selv de fjerneste eksildestinationer kan dissidenter ikke vide sig sikre
Propagandaplakat fra 1952
Prisen betales også på Kinas hjemmefront af en dynamisk middelstand, som længe har mærket en skærpet overvågning og kontrol i alle hjørner af samfundslivet. Et stort potentiale for kreativitet risikerer kvælningsdøden. Gennem årtier blev dette vækstmirakel fremmet i årtiers samspil med vestlige virksomheder og samfund i det, vi vænnede os til at kalde globaliseringen, og som nu befinder sig på afgrundens rand.
Xi fokuserer nødvendigvis på interne udfordringer som miljø- og klimabelastningen, ulighederne og den voksende arbejdsløshed blandt veluddannede i byerne. Verden udenfor kunne have ønsket sig, at han kunne have åbnet for en større grad af tolerance over for de tvangsassimilerede uighurer eller have givet amnesti til fængslede dissidenter.
Men nej, befolkningen disciplineres, og magtapparatet mobiliseres på at hente ’udbryderprovinsen’ Taiwan hjem til moderlandet senest i Folkerepublikkens jubilæumsår, 2049. Helst fredeligt, men alternativet udelukkes ikke.
Der er god tid til dette projekt, og Beijings foretrukne metode bliver vedholdende intimidering af den taiwanske befolkning og omringning af øen via infrastruktur i det Sydkinesiske Hav. En invasion (i lighed med, hvad USA plus venner har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan) har minimal sandsynlighed: Sporene skræmmer, og noget af det eneste positive, man kan sige om Kina under Xi, er, at han magtpolitisk ikke efteraber USA.
Hvad Taiwan angår, er der intet alternativ til den status quo-orden, USA definerede i 1979, den strategiske tvetydighed, som Joe Biden fik understreget på Bali-topmødet. Den seneste stribe af højprofilerede amerikanske besøg på øen er derfor teatertorden
Ulykkeligvis er der ikke den ringeste udsigt til, at Beijing kan gøre den forskel i sine nærområder, som hele verdensdelen kunne få gavn af. Nordkorea har genoptaget sine missil-slyngelstreger, og Myanmar er faldet tilbage i sin gammelkendte rolle som sydøstasiatisk vaneforbryder, mens Beijing ser passivt til.
EU bør interessere sig seriøst for silkevejsprojekterne, fordi de rummer et stort potentiale for økonomisk at forbinde Øst- og Centralasien med Europa. Jokeren i dette store strategiske spil er indlysende nok Rusland, som Kina ikke har en alliance med, men har positioneret sig til på en sådan måde, at kinesisk pres kan blive den faktor, der bringer Putin til forhandlingsbordet, når en ukrainsk våbenstilstand skal på plads.
Xi Jinpings design for verdens fremtidige indretning kendes som tianxia; en orden, hvor hvert land selv vælger styreform uden indblanding, respekterer Kina som det asiatiske centrum og belønnes med samhandel og dialoger. Skal verden tro bare lidt på denne vision, må det komme an på en første prøve i Kyiv og siden Moskva.
Kina har en unik position, som venter på at blive anvendt. Udebliver dette, forlænges ukrainernes lidelser.
(klumme publiceret på politiken.dk 17.11.22)
Automobilverdensordenen er i skred. Er vi overraskede?
Toyota var der ikke. Er japanerne, engang asiatisk bilindustris ubestridte førerdyr, faldet i søvn? Men okay, Nissan var med, men Mazda kunne jeg ikke finde. Ej heller Citroën eller Fiat. Renault? Jeg spottede ingen. VW, jo da, dog en påfaldende beskeden tilstedeværelse. Okay, gode gamle Volvo var med, men er de ikke overtaget af de fæle kinesere?
Forgangne weekends store messe for elbiler, eCarExpo, i Bella Center på Amager blev en øjenåbner på det bilende Danmarks omstilling til elektrificeret vejtransport.
Efter en valgkampsmåned, hvor det samlede landskab af politiske partier har talt om kap med fartstriber om nødvendigheden af at hjælpe danske bilister til en grønnere fremtid, måtte det være passende at tage elbilbranchens realiteter i nærmere øjesyn. Vi er vilde med biler og vil gerne vide, hvad vores børn og børnebørn skal køre i, når de arver og siden formøbler vores friværdier og andre formuer.
Fremtiden er landet i nutiden, og her nogle bud på de eksotiske varebetegnelser: XPeng, Build Your Dreams, Nio, Great Wall Motors, Brilliance Auto, Aiways. Læseren gætter rigtigt, hvis han allerede her tænker, at Renault, Citroën, Opel og Fiat ikke har kinamandens chance. Er der stadig nogen, der husker den urklassiske mekanikerjoke om det engang store italienske bilfirma? Vi repeterer: FIAT står for Fix It Again, Tony!
FOR SEKS ÅRTIER siden ankom de første Toyota-personbiler til det europæiske marked. Jeg husker, hvorledes ældre slægtninge fnyste hånligt ad de billige asiatiske ’riskogere’, mens de talte henført om Peugeot, Simca, Vauxhall og Opel.
Siden ville automobilindustriens historieskrivning det anderledes. Selv har jeg kørt i koreanske modeller i 15 år. Hybridt i de seneste.
Ligeså da de første koreanske bilmærker landede på dansk grund i 1980’erne. Ikke noget, der fik motorskribenterne til at juble. Discountudgaver af Toyota, lød det dengang.
I dag er Hyundai og Kia buldrende globale succeshistorier. Så selvfølgelig er de kinesiske mærker på vej ind i de kørebaner, hvor japanerne og koreanerne tidligere har været.
UGEN FORINDEN udstillingen i Bella Center var en kollega taget til den klassiske biludstilling i den franske hovedstad, Paris Motorshow.
Den synger på sidste vers, konkluderede han og forklarede, at de kinesiske mærker har trængt de europæiske så meget i defensiven, at det stort set kun er franske Renault og multinationale hollandskbaserede Stellantis, der forsvarer europæerne. Stellantis omfatter bl.a. Citroën, Peugeot og Opel.
Kollegaen kiggede forgæves efter Audi, Mazda, Seat, Citroën, Cupra, Opel, Skoda, BMW, Mercedes-Benz, Toyota, Ford, Nissan og Honda. Ingen af disse store mærker havde fundet det nødvendigt at vise deres nye modeller fysisk frem for publikum. Der er dømt nye tider.
Salget af elbiler (hybriderne tæller ikke med her) har netop rundet de 100.000, og branchen vurderer, at tallet runder millionen i 2030. Alligevel vil der til den tid være 1,8 millioner benzin- og dieselbiler på danske veje.
Dermed er vi fremme ved en paradoksal pointe i udviklingen: Elektrificeringen af bilparken vil komme op i gear, men alligevel skal der også investeres i fossil energi. Den aktuelle forsyningskrise handler ikke kun om Ukraine og Putins gas. Den skyldes også, at fordi kapitalstrømmene er omdirigeret fra fossil til grøn energi, mangler der i dag fossil kapacitet.
På få år er investeringer i udforskning og udvinding af nye olie- og gaskilder faldet til det halve. Hvilket forbrugerne lige nu betaler dyrt for.
Tre fjerdedele af verdens energi kommer i dag stadig fra fossile brændsler, og efterspørgslen på olie og naturgas vil blive ved med at stige de næste tyve år. Hvis verden ikke tager højde for dette, men fortsat undlader at investere i den fossile energi, vil den nuværende energikrise blive et tilbagevendende mønster.
Så naturgasfyret bliver hos os en rum tid endnu, og selvfølgelig skal vi forbrugere planlægge efter at skifte benzinbilen ud med en strømkørende. Lige så langt vi kan se ud i fremtiden, vil dansk energi- og trafikpolitik være en både-og-model.
En hybrid, med andre ord.
(klumme i Politiken 03.11.22)
Rigsfællesskabets fremtid presser sig på, men negligeres i valgkampen.
Sikke en nedtur. Men hvem ved – kan Søren Pape Poulsen forvandle sig til et comeback kid?
Blandt konservative aktivister og hos kampagnestaben i partihovedkvarteret har der angiveligt indfundet sig en vis træthed over de vittige opslag på facebook, der refererer til statsministerkandidat Søren Pape Poulsens sammenligning af Grønlands tilstand med afrikanske forhold. Med manipulerede billeder, hvor slædehunde er erstattet af – zebraer.
Om ikke Poulsen burde have konsulteret landshøvdingen deroppe nordpå? Sådan har en og anden konservativ spøgefugl nok tænkt. Jo, den er god nok: Landshøvding var titlen på den øverste danske embedsmand i Grønland i Rigsfællesskabets nordlige territorium fra 1951 til hjemmestyrets indførelse i 1979.
Lidt forhistorie: Frem til 1951 blev Grønland administreret af to landsfogeder. Disse blev derefter fusioneret til embedet som landshøvding. Hvad har datidens embedsværk dog tænkt, da de valgte noget, der smagte af noget eksotisk fra det vilde vesten, den latinamerikanske jungle eller den afrikanske savanne?
Som ordnet.dk forklarer det, forbindes ordet høvding med stammefolk, herunder indianere og tilmed kannibaler, uha.
Datidens landshøvding var mere end et kuriosum i Rigsfællesskabets historie. Denne chefpost blev aldrig udfyldt af en inuit. Med indførelsen af hjemmestyret var det slut med høvdingebegrebet. Tilsvarende er medierne for længst holdt op med betegnelsen eskimoer om lokalbefolkningen. Eskimo kan virke stødende, hedder det. Det nutidige grønlandske ord inuit (flertalsform af inuk, der betyder menneske) blev vedtaget for 45 år siden af inuitternes transnationale organisation Inuit Circumpolar Conference.
I DEN IGANGVÆRENDE valgkamp er Rigsfællesskabets fremtid og dermed Grønlands tilhørsforhold beklageligvis ikkeeksisterende. For emnet er stadig sprængfyldt med dilemmaer: En kommende amerikansk præsidentadministration kan tænkes at ville repetere, hvad Donald Trump i sommeren 2019 fremførte på den mest kluntede og ubegavede facon: At USA har en interesse i på sigt at købe Grønland.
Der er grund til at minde om, hvorledes landsstyrets daværende udenrigsansvarlige, Pele Broberg, formulerede sig i kølvandet på købstilbuddet fra Trump. Broberg skrev i en kronik i Berlingske, at Grønland fortsatte som en de facto-koloni trods grundlovsændringen i 1953, der gav Grønland status som amt.
»Vi bør se på den amerikanske interesse i et større perspektiv«, skrev Broberg dengang. Hvorefter han fremhævede de ordninger, der er gældende for nogle af de østater i Stillehavet, som formelt har selvstændighed, men i såkaldt ’free association’ med USA.
Altså et opgør med Rigsfællesskabet i den form, vi har kendt det.
Kort tid efter var Pele Broberg ikke længere ansvarlig for de grønlandske udenrigsanliggender. Anledningen var, at han havde erklæret, at kun folk med inuit-baggrund skulle have mulighed for at deltage i en kommende folkeafstemning om uafhængighed. Etnicitet knyttet til politiske rettigheder; det er et minefelt!
Vi blev således mindet om, hvor vanskelig og betændt tilstanden er. At Grønlands fremtid handler dels om amerikanske sikkerhedsinteresser, dels om den grønlandske befolknings opfattelse af identitet. Lad os en stund blive i 2019 og springe frem til Folketingets åbningsdebat i oktober, hvor det dengang nyvalgte, kun 22-årige medlem for Siumut, Aki-Matilda Høgh-Dam, udtalte følgende fra rigets fornemste talerstol:
»Vi ønsker ikke at bekrige hinanden, men at styrke hinanden (…) Uanset hvad, er det blodets bånd, der knytter os til Danmark, og derfor vil den fremtidige grønlandske stat i højere grad have stærkere relationer til den danske stat uanset selvstændighed«.
Udsagnet hænger ikke sammen med den virkelighed, der tegner sig forude. Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har sagt det tydeligere end alle andre: Grønland har to veje frem: enten at forblive som en del af Danmark eller i praksis blive indlemmet i USA. Glem alt om en både-og-model.
GRØNLANDSK kulturlivs grand old mand, Aqqaluk Lynge, der forleden rundede de 75, var i sine yngre dage fortaler for grønlandsk frigørelse. Hans synspunkt i nutiden er, at hvis grønlænderne skal overleve som folk, skal de blive sammen med Danmark. Søren Pape Poulsen kvajede sig eftertrykkeligt. Med den konsekvens, at den igangværende valgkamp ikke giver plads til diskussionen om Rigsfællesskabets fremtid.
Vi gav i 1951 amerikanerne papir på at kunne kolonisere Thule. Skal noget tilsvarende ske for resten af øen?
(klumme iPolitiken 20.10.22)
 | Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap… |
| Stig Wørmer til Evighedskrige i Europa, hvor… |
| Stig Wørmer til Får Putin et Vietnam-syndrom? |
 | Torben til Uffes udsyn rakte ud over… |
| Stig Wørmer til Tak til Nepotistisk Folke… |
| stigw@webspeed.dk til Løgnekampagne viser, hvad Nato… |
 | Jürgen Beyer til Digitale stemmesedler? Nej… |
| Stig Wørmer til Digitale stemmesedler? Nej… |
 | flemmingytzen til Rusland bliver ikke tolerant o… |
| Stig Wørmer til Rusland bliver ikke tolerant o… |
Flemming Ytzen 