Tavshed om fire årtiers største paradoks

Trekvart milliard kinesere blev løftet socialt uden brug af den vestlige manual. Er gåden løst?

Er der en politisk og social indretning i verden, vi stadig mangler at forstå her i kølvandet på 70-års fejringen af de universelle menneskerettigheder? Vist så, hvis vi forstår at se ud over Vesten, dvs. de amerikanske kontinenter, Europa og de fleste af Vestens venner og allierede i Øst- og Sydasien. I disse samfund er der en indre logik mellem økonomisk velstandsfremgang og respekt for menneskerettigheder og demokratiske institutioner.

I de lande i Afrika og Mellemøsten, hvor en demokratisk udvikling sporadisk er undervejs med større eller mindre kraft, trues de beskedne fremskridt af en demografisk byrde: Befolkningerne vokser med en sådan hast, at de sociale forbedringer fortrænges eller helt fordufter.

I en kategori for sig finder vi autokratiske og autoritære Rusland og Kina, hvor magtfulde politiske eliter målbevidst har fravalgt den liberale vestlige model, samtidig med at de har opbygget middelklassebefolkninger med betydelig købekraft og visse, men langtfra alle de friheder og rettigheder, vi forbinder med en meningsfyldt tilværelse.

De politisk ukorrekte spørgsmål, der bør stilles på denne baggrund, kan formuleres således: Hvorfor er de engang dynamiske demokratier som Argentina og Brasilien kørt af sporet (gældsætning, korruption, højrepopulisme)? Og hvorfor er der ingen af de provestlige lande med flerpartivalg, uafhængige domstole og demokratiske institutioner, der kan matche Kina i den økonomiske kappestrid, der handler om velstandsløft, fattigdomsbekæmpelse og grøn omstilling?

SVARENE BLIVER LIGE så komplekse, som de spørgsmål, de forsøger at adressere. I næste uge kommer anledningen til at tage diskussionen, når der hejses flag, åbnes udstillinger og holdes taler i Beijing. Den kinesiske partistat vil markere 40-året for det plenummøde i kommunistpartiet, som lagde grunden til den reformpolitik, hvis konsekvenser i dag er markante i danskernes (og alle andres) hverdag: de nye silkeveje på flere kontinenter, panda-diplomatiet, handelskrigen med Trumps USA, osv.

Og jo, bundlinjen er, hvad økonomer fra Verdensbanken i Washington over alle europæiske og asiatiske universiteter af betydning er enige om: Diktaturet Kina har den ubetingede verdensrekord i den globale disciplin, der hedder fattigdomsbekæmpelse. Paradokset: at staten har bestemt det meste og driver samfund og økonomi, som var det en multinational koncern, jf. den aktuelle ballade om techgiganten Huawei.

Og jo, alle vore egne menneskerettighedsaktivister bør erkende, at i et land, hvor den statistiske gennemsnitsborger har fået sin levestandard fordoblet hvert tiende år, er der ingen tilskyndelse til oprør mod magthaverne. Ikke stemmesedler, men velstandsforøgelse er regimets nøgle til legitimitet.

Jo da, svært nok at fatte, når vi i vor del af verden nægter at opgive den universelle drøm om, at alle individer er født lige, og at en kineser bør have samme rettigheder og beskyttelse som en dansker, en amerikaner, en afrikaner og en araber.

Men vi mangler at erkende, at vores universalisme er imperialisme for dem derude.

Kommunistpartiets top kommer i næste uge til at løfte glasset og sige bevingede ord om rigets ’fredelige opstigning’. Næppe en eneste vestlig ambassadør vil være til stede i Folkets Store Hal, men mindre kan også gøre det. Hvad med en kronik i China Daily skrevet kollektivt af samtlige EU-landes ambassadører?

En sådan kronik skal ikke lykønske Kinas nuværende hersker, Xi Jinping, med så meget som en eneste anerkendende sætning. Ikke så længe han holder en million muslimske uighurer i genopdragelseslejre med gratis vodka, svinekoteletter, afsyngelse af patriotiske sange og lovprisning af generalsekretæren.

I stedet kan man anerkende Deng Xiaoping, manden, der aldrig fik de titler, som Xi Jinping har i dag. Deng blev forandringernes arkitekt, begyndende med de forsigtige forsøg, dengang kaldet ’reformer og åbning’. Nøgleordet var: Vi prøver os frem, klarest formuleret i den nu legendariske doktrin: ’at afprøve trædestenene, når man krydser floden’.

Kina løftede sig i kraft af udogmatiske eksperimenter. Ingen slavisk kopiering af hverken Marx eller den vestlige liberale manual. Resultatet i dag: meritokratisk statskapitalisme, der har seksdoblet økonomiens volumen siden årtusindeskiftet. Her er stof til lærebøger og historiens visdom og vingesus.

(klumme i Politiken 12. december 2018)

 

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tak George H.W. for den tyske genforening

George H.W. Bush var heldigvis ikke bekymret for et genforenet Tyskland.

Nekrologen i The New York Times over George Herbert Walker Bush fylder 10.000 ord, svarende omtrentligt til fem Kroniker i nærværende avis. Der var ikke én overflødig sætning i den tekst, når man er optaget af at forstå, hvor afgørende det sidste årti af den kolde krig (1949-89) var for indretningen af verden, som den ser ud i dag trods mange uløste konfliktspørgsmål.

Forskellen i den globale tilstand mellem 1989 og i dag er dramatisk, hvis man sammenligner datidens amerikanske præsident med den nuværende.

Bush, nr. 41 i rækken, var bedre forberedt på at lede den vestlige supermagt end nogen tidligere beboer i Det Hvide Hus op gennem det 20. århundrede.

Den tidligere FN-diplomat og CIA-chefs politiske erfaring var maksimal i dramatisk kontrast til, hvad nr. 45 i præsidentrækken, Donald J. Trump, har på sit generalieblad (ikke meget andet end sit instinkt som ejendomsspekulant og byggematador).

Bush den ældre og Trump repræsenterer yderpoler i nyere amerikansk politisk historie, når man holder konsekvenserne af deres lederskab op mod hinanden. Et varsel om, hvad der kan vente os, også efter at Trump har forladt scenen.

YNGRE LÆSERE kan begynde her: Den epoke, der fik sin symbolske afslutning med Berlinmurens fald i november 1989 og reelt blev lukket helt ned med opløsningen af Sovjetunionen i december 1991, tog sin begyndelse med den doktrin, som præsident nr. 33 i rækken, Harry S. Truman, formulerede 12. marts 1947.

Doktrinen er forbilledlig kort og klar: Truman lovede, at »USA ville støtte frihedssøgende befolkninger, der modsætter sig at blive underkuet af bevæbnede mindretal eller gennem pres udefra«.

Sådan lød datidens politikerjargon for kommunistiske kupforsøg bakket op af Sovjetunionen. Den har relevans også i en verden med kun få erklærede kommunister.

Selv om vi forbinder den kolde krigs ophør med den tale, som Bushs forgænger, Ronald Reagan, holdt i den delte Berlin 12. juni 1987 (»Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned«), var det Bush, der leverede supermagtens afgørende bidrag til både den kolde krigs fredelige afvikling og den genforening af Tyskland, som blev den uundgåelige konsekvens af kommunismens kollaps.

Omkring årsskiftet 1989-90 var det langtfra en ophævelse af den tyske deling, der stod på Europas dagsorden. To måneder inden Berlinmurens fald gjorde den daværende britiske regeringschef, Margaret Thatcher, det klart over for Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, at hun ingenlunde ønskede sig et forenet Tyskland, fordi hun mente, at dette ville »underminere den internationale situation«.

FREM til den endelige genforening 3. oktober 1990 fortalte George H.W. Bush sine europæiske allierede, at han ikke delte de bekymringer, nogle af dem havde om et fremtidigt genforenet og stærkt Tyskland. Samtidig var han uforbeholden i sin opbakning til Gorbatjov i dennes forsøg på at reformere den russiske økonomi.

Gorbatjovs erindringer bekræfter, at Bush ikke havde erklærede ambitioner om, at Nato skulle udvides østover ved at optage de lande, der var sat fri efter Warszawapagtens opløsning. Den nødvendighed blev først indlysende, længe efter at Bush og Gorbatjov havde forladt deres respektive embeder.

Det vigtigste i Bushs argumentation over for Gorbatjov handlede om at forankre et samlet Tyskland i vestlige samarbejdsorganisationer, først og fremmest Nato. Med en forventet afvikling af våbenkapløbet og en frisættelse af de tidligere kommandoøkonomier i Øst- og Centraleuropa ville den sovjetrussiske økonomi få bedre eksistensbetingelser, lød det fra George H.W. til den pressede sovjetleder.

Gorbatjov var tilsyneladende optimist på sit lands vegne og lod sig overbevise af Bush. Ingen af datidens beslutningstagere kunne have forudset et Rusland ledet af en revisionistisk ærkenationalist som Putin. Prøv et tankeeksperiment: Hvad ville Putin have fundet på for at destabilisere Europa, hvis Tyskland dengang var blevet stillet uden for Nato-samarbejdet som en neutral føderation?

Nato’s udvidelse østover er i dag kilden til russisk vrede, men dette konfliktmønster kan ikke tilskrives USA’s 41. præsident. Han gjorde det nødvendige i den aktuelle situation. For dette bør ikke bare tyskerne, men også vi andre være ham taknemlig i dag. Ikke mindst med tanke både på Brexit og Sydeuropas notorisk svage økonomier.

(klumme i Politiken 4. december 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Når moderne kanonbådsdiplomati virker

Handelskrig mellem Kina og USA har en territorialstrid som bagtæppe.

DET NETOP overståede G20-topmøde i Buenos Aires markerer næppe ophøret af det, der er blevet kaldt den nye kolde krig mellem klodens to største økonomier, Kina og USA. Men med et lån fra et berømt citat af Winston Churchill kan mødet blive begyndelsen på afslutningen af årtiers vigtigste konfrontation i global politik.

Historien giver os ingen eksempler på handelskrige, der har været langvarige, så derfor findes der kompromismuligheder mellem den eksisterende supermagt og den opstigende. Mellemkrigstidens handelsprotektionisme og dens katastrofale konsekvenser risikerer ikke at blive gentaget; dertil er nutidens stormagtsrivaler for økonomisk integreret. Udfordringen består i at ramme den gyldne middelvej. Vejen dertil er belagt med kompromiser og diplomati.

På den lange bane, dvs. resten af århundredet, forudsætter amerikansk, kinesisk og europæisk velstand og stabilitet hinanden: Den vigtigste faktor i skabelsen af fred er den afhængighed, der vokser ud af samhandel og gensidige forpligtelser sikret gennem det størst mulige netværk af traktater og aftaler.

MEN DER ER risici undervejs. Den amerikansk-kinesiske rivalisering om verdensøkonomiens indretning udspiller sig på et bagtæppe af en konfrontation, der har en bestemt geografi som fokus, og hvor aftaler og konventioner ikke længere gælder: Det Sydkinesiske Hav. Modstridende territorialkrav gør dette havområde til et geopolitisk epicenter, hvor Kinas ageren kan blive afgørende for, om landets erklærede ambitioner om fredelig opstigning som verdensmagt kan lykkes.

Koncentreret sagt: Kan USA og dets historiske allierede i Østasien leve med Beijings påstand om, at Det Sydkinesiske Hav tilhører Kina ’af historiske grunde’? Naturligvis ikke, når en halv snes af regionens stater har territoriale interesser af tilsvarende karakter, men uden at begrunde dem i historien. Beijings krav ligner nationalistisk symbolpolitik, hvis det ikke var, fordi Beijing har bygget infrastruktur på adskillige af øer og klippeformationer i havområdet.

Tilbage i 2016 gik en afgørelse ved den internationale voldgiftsret i Haag imod Kina i en sag, der var anlagt af Filippinerne om retten til et område, som både Beijing og Manila gør krav på. Kina afviste kendelsen, der bygger på den FN-havretskonvention, Unclos, som Kina er medunderskriver af, hvilket USA ikke er. Det forhindrer ikke USA’s vicepræsident, Mike Pence, i konsekvent at kalde Kinas maritime udbygning af infrastruktur for ulovlig. USA antyder dermed at ville være politibetjent for regler, supermagten ikke selv har tilsluttet sig.

Amerikanske flådeenheder er til stede i Det Sydkinesiske Hav med de såkaldte Fonop-sejladser (freedom of navigation operations), hvis formål er at afskrække Kina. Hen over de seneste måneder er disse besejlinger blevet suppleret med japansk deltagelse, idet Tokyo for første gang siden Stillehavskrigen har sendt en japansk undervandsbåd igennem Det Sydkinesiske Hav.

I fjor indledte amerikanske, japanske og indiske flådeenheder øvelser i det farvand, hvor Det Sydkinesiske Hav støder op til Det Indiske Ocean. Tre mod én. Verden er vidne til et større geopolitisk spil, der bringer et begreb fra fortidige konflikter i erindring: kanonbådsdiplomati. Også britiske og franske flådefartøjer har været forbi området.

FOR EN HALV snes dage siden ankom en amerikansk hangarskibsgruppe, ledet af den 130.000 tons store ’Ronald Reagan’, til Hongkong, kun et års tid efter et tidligere besøg sammesteds. Begivenheden er blevet tolket som udtryk for imødekommenhed fra Beijings side forud for topmødet mellem Donald Trump og Xi Jinping i Buenos Aires.

Der er ingen grund til at forvente, at Trump og Xi er på vej med en storstilet aftale om fælles kontrol med Det Sydkinesiske Hav. USA demonstrerer magt over for Kina for at få rivalen til at rette ind og styre mod en fælles forståelse, også selv om kompromiser næppe kommer til at række til andet end enighed om at være uenige.

GUNBOAT DIPLOMACY Pursuit of a nation’s interests with implied use of force

Det Sydkinesiske Hav er blevet en strategisk kampplads for modstridende opfattelser af, hvilket magthierarki der skal gælde for verdensøkonomiens mest dynamiske region.

Den gode nyhed for resten af verden, ikke mindst os europæere, er, at striden giver mindelser om det stof, som operettekrige er gjort af. Magtbalancer og kanonbådsdiplomati taler fornuftens sprog.

(klumme i Politiken 03.12.2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Nødlanding for superjumboen?

Europæiske Airbus’ prestigeprojekt er ramt af turbulens. Vinder Boeing på den lange bane?

Da flyselskabet Emirates i 2015 indsatte verdens største passagerfly, Airbus A380, på den daglige rute fra København til Dubai, blev det nødvendigt med en udbygning af en af banerne i lufthavnen i Kastrup. Siden har tusinder af rejsende oplevet suset ved at lade sig transportere af superjumboen, sjældent for at blive hængende i Dubai, men for at skifte til destinationer længere østover eller sydpå.

A380 kendes på, at den har to passagerdæk og sædvanligvis fragter omkring 600 passagerer (800, hvis alle fløj på økonomiklasse). Ikke kun størrelsen gør denne maskine til en teknologisk kraftpræstation, den er også relativt støjsvag og har et elegant interiør, i hvert fald den udgave, jeg selv har afprøvet et par gange hos Emirates, som har 105 eksemplarer af ’dyret’ og derfor er Airbus’ største aftager af denne flytype.

For Airbus var det et stolthedens øjeblik, da den første A380’er lettede i 2005: Nu kunne Europas eneste flyproducent af betydning levere noget, vi i årtier troede kun var muligt for den amerikanske rival Boeing. Europæerne havde opnået en slags ligeværdighed i kampen om det attraktive marked for flytrafik. Troede vi.

MEN det er blevet nye tider for luftfarten. Superjumboen er på vej ind i turbulens, og de økonomiske advarselslamper er begyndt at blinke, efter at Air France har meddelt, at selskabet vil returnere fem af sine ti lejede 380’ere til ejerne. De resterende fem går samme vej i 2020 og 2021.

På Airbus-hovedkvarteret i Toulouse har bekymringen længe præget direktionsgangen. I 2016 og 2017 landede selskabet ikke en eneste ordre, i 2015 sølle to. Singapore Airlines tilbageleverede i fjor to af sine ældste eksemplarer til ejerne, som chokerede flyindustrien med en meddelelse om, at begge ville blive kannibaliseret, dvs. skilt ad og solgt som enkeltdele. De to fly havde kun 11 år bag sig, hvilket i den branche er beskedent.

Udviklingen er ikke nødvendigvis et varsel om, at efterspørgslen på langdistancepassagerfly er aftagende, men snarere at superjumboen er ved at blive overhalet indenom af mindre, men teknologisk mere avancerede flytyper, der er leveringsdygtige i det afgørende: bedre brændstoføkonomi.

REJSENDE kan sagtens komme fra et kontinent til et andet uden at have fire brændstofslugende motorer under vingerne. De flyselskaber, der er ledende på markedet, foretrækker i voksende omfang fly i mellemstørrelsen, som f.eks. Boeings 787 Dreamliner. I forvejen er den mellemstore Boeing 777 på vej til at blive luftens populære arbejdshest på de transkontinentale ruter fra Europa til Øst- og Sydasien.

Hvordan ser markedet ud for luftbåren passagertrafik om fem, ti eller femten år? International Air Transport Association bedømmer, at Kina bliver klodens største marked for flytrafik allerede i 2022. Men strategerne i Beijing ser ikke mod Toulouse; i stedet har de gang i egne flytyper, og ingen af dem forsøger at kopiere A380’eren. Før eller siden vil der stå Made in China på mange af de maskiner, der vil fragte folk og gods rundt på det milliardstore asiatiske marked.

HUSKER VI stadig Concorden, det ambitiøse og ekstremt kostbare fransk-britiske forsøg på at gøre supersonisk trafikflyvning tilgængelig for dem, der havde råd? Concordens fædre skelede ikke til miljøbelastningsberegninger og klimapolitiske hensyn og glimrede ej heller ved deres professionalisme, når de kommercielle aspekter blev taget i betragtning. Kun 20 eksemplarer af Concorden blev det til inden den uundgåelige pensionering i 2003.

Så har A380’eren trods alt fået et bedre take-off med 230 eksemplarer, der er rullet af samlebåndet i snart 13 år. Men hvor længe endnu? Næppe lige så lang tid som flytrafikkens ubetingede maratonløber, Boeing 747, den klassiske jumbojet. 747’eren så første gang dagens lys i 1966; siden er der produceret imponerende 1.547 eksemplarer af denne type, af hvilke godt 500 stadig er i aktiv tjeneste.

Hvad er det så lige for trafik- og forbrugerpolitiske overvejelser, vi mangler at debattere, når fremtidens luftfart sættes på dagsordenen?

Her er ønskesedlen fra en bekymret flypassager til flyproducenter og -selskaber: At hver gang der sælges en flybillet fra destination A til destination B, bør det fremgå, hvor stort et aftryk på klimaet den pågældende rejse afstedkommer. Fornøjelserne ved rejseriet har en pris, som ikke står på billetkvitteringen. Resten er et spørgsmål om forbrugerens økonomi og samvittighed.

(klumme i Politiken 29.11.2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Brexit og den ulyksalige lære af 1918

Storbritannien har sat sin nationale selvbestemmelse på skrump.

I DEN flodbølge af essays, kronikker, tv- og radioprogrammer, der markerede 100-året for afslutningen af ’den store krig’ 1914-18, blev ordet Versaillestraktaten fra 1919 lige akkurat nævnt som det forsøg på en fredsordning, der stik imod intentionerne førte til en ny katastrofe 1939-45.

Måske var det begrænsninger i sendetid og spalteplads, der gjorde, at selve idégrundlaget for fredsslutningen i 1918-19 blev forbigået i hvert fald i danske medier: Den amerikanske præsident Woodrow Wilsons berømte ’14 punkter’, fremsat 8. januar 1918 i en tale til Kongressen, hvor han skulle begrunde beslutningen om at inddrage Amerika i den europæiske krig og forklare de betingelser, som en kommende fred skulle etableres på.

De vigtigste af Wilsons punkter omhandlede befolkningernes selvbestemmelsesret, der summarisk sagt skulle gøre verden sikker nok til indførelse af demokrati. Hertil føjede han fri besejlingsret på verdenshavene, et opgør med kolonialismen, nedrustning til et niveau, hvor bevæbningen kun ville række til national sikkerhed, samt fjernelse af handelsrestriktioner.

En idealistisk verdensorden, mente mange skeptikere, blandt dem Wilsons egen udenrigsminister, Robert Lansing, der i sin dagbog leverede denne forudsigelse:

»Når præsidenten taler om selvbestemmelse, hvilken enhed tænker han på? Mener han en race, et territorium eller et fællesskab? Uden en veldefineret enhed er dette princip farligt for fred og stabilitet. Denne frase er simpelthen ladet med dynamit. Den vil rejse håb, som aldrig kan realiseres, og vil koste tusinder af liv«.

EFTERTIDEN skulle give Robert Lansing ret. Indiens deling, Fransk Indokinas uafhængighedskamp, afrikanske koloniers byrdefulde bestræbelser på at etablere stater, de eksjugloslaviske krige på Balkan og helt aktuelt konflikterne i Irak, Afghanistan og Syrien er under vidt forskellige betingelser demonstrationer af, at selvbestemmelse kombineret med stemmesedler isoleret set ikke en magisk formel, der garanterer demokratisk stabilitet og fredelig sameksistens.

Wilson lagde også grunden til Folkeforbundet, som USA aldrig blev medlem af. Efterfølgeren FN rettede op på nogle af manglerne, men må dog stadig udlicitere fredsskabende operationer til regionale sikkerhedsorganisationer som Nato.

Suverænitet og selvbestemmelse er smukke idealer, som på lange stræk har virket i Europa, Østasien og på de amerikanske kontinenter, men så langtfra i Mellemøsten, Syd- og Centralasien og Afrika. For suverænitet forudsætter velfungerende statsdannelser, der er i stand til det, vi i mangel af bedre kan kalde sambestemmelse. Forfatningsjurister i moderne tid vil nok kalde det for delt suverænitet.

Hvad det betyder? Respekt for naboens legitime interesser og praktiske kompromiser til at løse uenighederne.

EU er i vor tid det mest sofistikerede forsøg på sambestemmelse, opnået gennem forhandlinger og traktater, kort sagt den rette kombination af demokratisk politik og jura.

I FORGANGNE uge har vi været vidner til endnu et dramatisk kapitel i historien om, hvorledes et af Europas ældste demokratier forsøger at realisere en demokratisk afgørelse, men på en måde, som umuligt kan gavne det britiske samfund.

Britisk økonomi er dybt indvævet i europæisk økonomi, men må i konsekvens af brexitafgørelsen se sig reduceret til medlem af i bedste fald en toldunion. Engang et imperium, i dag en forhutlet statsdannelse med stærkt reduceret magt, der fortsætter med at være på skrump i lang tid fremover.

At Det Forenede Kongedømme er et af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, har et anakronistisk skær over sig: Det skyldes alene situationen i 1945 og siden landets atomvåbenarsenal.

Det hyppigste argument hos fortalerne for brexit har været, at nu skulle briterne have deres land tilbage. Det logiske følgespørgsmål har de ikke svaret på: tilbage til hvad? En tilstand som i 1950’erne og 60’erne, hvor nationen chokerende hurtigt blev overhalet økonomisk af datidens tyske forbundsrepublik og Japan, de to store tabere i Anden Verdenskrig?

Det triste ved Storbritanniens aktuelle tilstand er, at en betydelig økonomisk magt er ved at blive en møllesten om halsen på landets næste generationer. Der er kun at håbe på, at fremtidens britiske politikere foretager den nødvendige U-vending og omgør denne farceagtige tragedie.

(klumme i Politiken 19.11.2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Stop fødselsstrejken, europæere

De højtudviklede samfund kan ikke reproducere sig selv. Indvandring er kun en del af løsningen.

PRØV AT forestille jer, kære læsere, et samfund, der har flere individer i bedsteforældregenerationerne, end der er børnebørn. Flere rollatorer end trehjulede cykler, flere alderdomshjem end daginstitutioner.

Vist vil der være tale om et samfund med høj materiel standard, men sociale ydelser vil i voksende grad skulle overlades til brugerbetaling frem for skattebilletten. Hovedudfordringen vil være en skrigende mangel på arbejdskraft, og myndighederne vil derfor skaffe flere robotter med kunstig intelligens med alt, hvad det fører med sig af digitaliserede løsninger, herunder overvågning af borgere fra tidlig morgen til midnat.

Et mareridtsscenario? I hvert fald et samfund, hvor politiske diskussioner om skattetryk og ældrebyrde bliver mere ophedede end tidligere.

AT DANMARK, vore partnere i EU og andre højtudviklede samfund er på vej i den retning er ikke længere til diskussion, men en nærværende realitet. Udviklingen bekræftes i en stor forskningsmæssig udredning publiceret i sidste uge af det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet. Forskellen fra tidligere undersøgelser af samme karakter er, at forskerne denne gang har et langt perspektiv: fra 1950 til i fjor.

Hovedspørgsmålet, som udredningen forholder sig til, er dette: Hvornår når et lands fertilitetsrate det kritiske punkt, hvor det går under 2,1: Det antal børn, som samfundets gennemsnitskvinde får i sin levetid. Så snart tallet er under 2,1, skrumper befolkningen. Hvilket nu er tilfældet for godt halvdelen af verdens lande. Halvdelen!

I 1950 var fertilitetsraten globalt 4,7 børn per kvinde. I fjor var tallet faldet til 2,4. Et tal, der dækker over store variationer mellem lande og verdensdele. I Danmark er vi med 1,75 på niveau med flertallet af lande i EU. I højtudviklede lande uden for EU som Japan, Sydkorea og Taiwan er tallet lavere: mellem 1,0 og 1,3.

For et land som Japan, der indtil for få år siden ikke har haft indvandring af betydning, er tilstanden foruroligende. Løsningen: flere robotter. I USA, hvor tallet er 1,8, lige en anelse over Danmarks 1,75, er det ikke et stort problem, fordi USA stadig tager imod et stort antal indvandrere, Trumps retorik og grænsehegn til trods.

I DEN modsatte ende af skalaen over befolkningstilvækst har vi en stribe lande med høj fertilitetsrate; alle er de karakteriseret ved, at de nye generationer ankommer til en tilværelse uden udsigt til at få det bedre, end deres forældre har haft det: fra Niger og Chad over Mali og Sydsudan til Uganda og DR-Congo har de fertilitetsrater på mellem 5 og 7. Hvad angår levestandard og politisk stabilitet, er de alle triste bundskrabere.

Af selvindlysende grunde er det ikke fra disse lande, at EU kommer til at importere unge mænd og kvinder for at lukke hullerne i arbejdsmarkedet. Vi kommer til at gå samme vej som Japan: robotisering af samfundet.

Det danske arbejdsmarked har kunnet holde skruen i vandet på grund af de såkaldte østarbejdere, udlændingepolitikkens ubetinget største succeshistorie. Men i længden er det bare ikke holdbart, at polakker og baltere bliver ved med at komme til landet, der flyder i leverpostej og lunkne bajere. For i Polen er der nu så meget gang i økonomien, at landets myndigheder gør, hvad de kan for at holde arbejdskraften hjemme. For lad os lige minde om, at katolske Polen har en af EU’s laveste fertilitetsrater: 1,35.

I MANGE år har Japan været skræmmeeksemplet på, hvor de europæiske samfund er på vej ind. I 2016 blev den japanske befolkning reduceret med lidt over 300.000, samtidig med at landet tog imod knap 150.000 udlændinge.

Japan bliver aldrig et indvandringsland, og før eller siden rejser den importerede arbejdskraft tilbage til, hvor den kom fra.

Danmark vil også efter næste folketingsvalg opretholde en stram udlændingepolitik, hvor midlertidige opholdstilladelser bliver normen. Flygtningecentrene kommer ikke til at levere den nødvendige arbejdskraft, for hvor ser vi lige de uddannelsesprogrammer, der forvandler dårligt uddannede flygtninge til skattebetalende lønmodtagere på danske virksomheder?

Debatten om familiepolitikken er derfor vigtigere end udlændingepolitikken: Hvordan indretter vi os således, at karrierekvinden kan være mor til både to, tre eller fire børn, samtidig med at hun passer arbejdslivet? Europæernes fødselsstrejke må bringes til ophør.

(klumme i Politiken 15.11.2018)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kønspolitik skaber turbulens i Taiwan

Debat om identitet vender op og ned på politik i et af Østasiens mest dynamiske demokratier.

Gader og veje i Taiwan er i denne tid plastret til med kulørte bannere og plakater, der signalerer valgkamp. 24. november skal den demokratiske østat med lidt over 23 millioner indbyggere vælge deres politiske repræsentanter på lokalniveau.

Overalt i landskabet – fra det urbaniserede nordlige Taiwan omkring hovedstaden Taipei til det mere landlige landbrugsdominerede Sydtaiwan – står der spraglede bannere med billeder af kandidaterne i vejkanten og langs rismarkerne. Taiwan demonstrerer endnu en gang, at øen lever et demokratisk liv trods den skræmmende nærhed til sin kulturelle og historiske fastlandskinesiske storebror kun 150 kilometer væk.

Byråds- og regionspolitik i Republikken Kina, som er statsdannelsens navn, bliver også til en uformel folkeafstemning om politik på nationalt niveau og vil afgive signaler om, hvorvidt øens 62-årige præsident Tsai Ing-wen stadig er populær, og om det giver mening for hende at genopstille i 2020, når hendes første embedsperiode udløber.

En valgkamp, der ligner alle tidligere af slagsen, skulle man tro. Men nej, denne gang er der gået køns- og identitetspolitik i taiwansk politik, og øens politiske landskab slår revner og bryder gamle mønstre op. Forklaring følger.

I DE GODT tre årtier, Taiwan har haft demokratisk styre (ikke bare én mand-én stemme og mindst to partier, men også uafhængige domstole, forsamlingsfrihed og private medier med udstrakt ytringsfrihed), har øens politiske liv været præget af blokpolitik: Hvor ’blå blok’, repræsenteret ved det gamle kinesiske nationalistparti Kuomintang, stod over for den ’grønne lejr’ med det Demokratiske Fremskridtsparti, DPP, der er det nuværende regeringsparti.

I mange år stod den blå blok for fortid, mens den grønne blok blev set som det bedste bud på en fremtid, hvor Taiwan på sigt ville kunne gå formel uafhængighed og FN-anerkendelse i møde. Den hidtidige tilstand er, at Taiwan er et territorium, som Kina kræver genindlemmet, men som USA har som sikkerhedspolitisk protektorat.

USA modsætter sig ikke, at Taiwan en dag bliver en del af Kina, men i så fald skal det ske ad frivillighedens vej, dvs. med opbakning fra et flertal af befolkningen i Taiwan, hvilket der ikke er spor udsigt til. Taiwans eksistens bygger derfor på såkaldt strategisk tvetydighed – hverken tvungen genforening med Kina eller formel FN-anerkendt uafhængighed.

Store komplicerede spørgsmål, som indtil nu ikke har givet meget plads til diskussion om livsformer og mindretalsrettigheder.

MEN DET HAR den aktuelle valgkamp vendt op og ned på. Det opmuntrende er, at taiwansk politik er befriet for den vold, manipulation og demagogi, vi kender fra f.eks. Filippinerne og Indien, to af regionens ældste, men på lange stræk dysfunktionelle demokratier. Taiwanerne debatterer fredeligt og civilt; valgkampen er på mange måder atypisk i en asiatisk kontekst.

Det nye element er identitets- og kønspolitikken: Taiwan blev en ledestjerne, da landets højesteret for to år siden afgjorde, at ægteskab mellem to individer af samme køn skal ligestilles med det traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde.

Herefter var det forventningen, at parlamentet i hovedstaden Taipei ville følge op med den nødvendige lovgivning, men noget andet er sket: Konservative aktivister er gået i gang med at modarbejde, at de folkevalgte gør, som landets højesteret har afgjort.

Den aktuelle valgkamp er præget af, at der holdes folkeafstemninger om lokale emner, i lighed med hvad der kendes fra amerikanske delstater. Så når vælgerne går i stemmeboksene den 24. i denne måned, skal de også tage stilling til en halv snes såkaldte borgerforslag rejst af vælgere uden forhåndsgodkendelse fra partiledere og regering.

Aktivister, der modsætter sig højesterets afgørelse om ligestilling af vielser mellem to personer af samme køn med traditionelle ægteskaber, har sikret, at tre borgerforslag vedrørende dette emne kommer til afstemning, om end i en indirekte form.

Det første forslag går ud på at forbyde diskussion i folkeskolens klasser om ligestilling for seksuelle minoriteter. Det andet handler om selve definitionen på et ægteskab – om det overhovedet kan være andet end det klassiske mellem mand og kvinde. Og det tredje tema stiller spørgsmålet, hvorvidt et parforhold mellem to personer af samme køn kan sikres på andre måder end i form af en vielsesattest.

Alt sammen drevet af konservative kræfter, herunder mange i regeringspartiet, DPP, ledet af præsident Tsai Ing-wen. Kendere af taiwansk politik har ikke været sene til at pointere, at præsidenten aldrig er blevet set med en partner af hverken det ene eller det andet køn. Hun har i de seneste år levet sammen med … to katte.

SAMMENLIGNET MED f.eks. Thailand er Taiwan et dybt konservativt samfund, hvad angår den almindelige befolknings holdning til ægteskab, seksualitet og folks valg af samlivsformer. Mange homoseksuelle par er diskrete og holder lav profil i spørgsmål om seksuel orientering, hvis denne afviger fra flertalsbefolkningen.

Aktivisterne repræsenterende mindretallene har svaret igen med at stille to forslag: Det ene handler om, hvorvidt undervisningspensum i folkeskolen skal forpligtes til at orientere eleverne om seksuelle mindretal, det andet handler om, hvorvidt rettigheder for disse mindretal skal integreres i den civilretlige lovgivning.

Vejen til juridisk ligestilling mellem forskellige familie- og samlivsformer har været bugtet i Taiwan. Da regeringen i 2003 første gang foreslog juridisk anerkendelse af ægteskaber mellem to personer af samme køn, blev dette mødt med massiv modstand i parlamentet. Men allerede året efter blev diskrimination på arbejdsmarkedet på basis af køn forbudt ved lov. I en asiatisk sammenhæng er østaten et forbillede, men præsidenten har fået det svært.

(klumme i Politiken 11.11.2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar