Martyrier har kostet os dyrt

Men religion alene kan ikke forklare selvmordsattentater.

Påskens terrorangreb i Sri Lanka kommer i historiebøgerne til at få en status, der kommer tæt på nogle af de hidtil mest spektakulære af slagsen, herunder angrebene i New York og Washington, D.C., 11. september 2001 og dermed starten på det, der siden blev kaldt den globale krig mod terror.

Andre angreb af slagsen fortoner sig i hukommelsen og historiebøgerne. I perioden mellem 1987 og 2001 stod De Tamilske Tigre i Sri Lanka for mellem en tredjedel og halvdelen af alle udførte terrorangreb på kloden. Islamisk fundamentalisme kunne det ikke kaldes, for tamilerne er overvejende hinduer. En dramatisk kontrast til den realitet, at vore herboende tamiler er blandt de bedst integrerede mindretal, vi har.

En detalje mere fra historieskrivningen, som nutiden har glemt: 23. oktober 1983 dræbte en bombe i en lastbil i Beirut 305 personer, herunder 241 amerikanske militærfolk i en fredsbevarende enhed, 58 tilsvarende franske og 6 civile. Angrebet blev efterfølgende kaldt den største enkelte ikkenukleare eksplosion nogensinde.

I perioden 1980-2017 blev omkring halvdelen af samtlige gennemførte selvmordsattentater i verden, et tal på ca. 3.000, udført i Mellemøsten: 32.000 dødsofre og 76.000 sårede har været konsekvensen. Som fænomen opstår selvmordsmartyrier i denne del af verden i 1980, hvor anslået 52.000 unge iranske mænd tilslutter sig såkaldte martyrieenheder. Vi er i år 2 efter Ayatollah Khomeinis magtovertagelse, hvilket sætter sig spor i flere nabolande. Halvdelen af alle terrorangreb i 1980’erne udføres på libanesisk jord, mange af dem iransk sponsorerede. 40 bombninger med 934 dræbte og 891 sårede til følge.

Hvor disse tal er hentet? I sikkerhedsorganisationen Nato? Pentagon, hovedkvarteret for klodens største militærmaskine? Overhovedet ikke. De her refererede data er systematisk indsamlet af en flittig og idealistisk britisk journalist, Iain Overton. I en alder af kun 45 år er han leder af aktivistorganisationen Action on Armed Violence.

I SIDSTE måned udgav Overton bogen ’The Price of Paradise’. Bogen er både et journalistisk mesterstykke og et sandt rædselskabinet af uhyggelige gerninger, indledt med historiens første kendte af slagsen, mordet på den russiske tsar Alexander II i Sankt Petersborg marts 1881.

Overton minder os om, at selvmordsmartyrierne også er forekommet i regulære krige. Stillehavskrigens sidste år 1944-45 fik den japanske militære ledelse til at ombygge 12.700 fly til brug for de såkaldte kamikazeangreb – kamikaze betyder guddommelig vind. I samme krigs mest spektakulære slag om øen Okinawa udførte 1.465 selvmordspiloter angreb, der ødelagde 157 allierede skibe med hundredvis af omkomne til følge.

Den deprimerende konklusion i bogen er, at flere end 72.000 er blevet dræbt i selvmordsattentater, siden det russiske statsoverhoved i 1881. Hvad motiverede gerningsmændene? Religiøs fanatisme? I allerhøjeste grad, og denne findes til overmål i Mellemøsten og Afrika. Men både de tamilske hinduer og de japanske kamikazepiloter falder uden for denne kategori. De var drevet af en højere sag, som ikke i udgangspunktet kunne defineres som religiøse doktriner.

Har gerningspersonerne været drevet ud i desperation grundet fattigdom og social isolation? Ikke hvis vi bruger påskens attentater i Sri Lanka som et eksempel, vi skal forsøge at drage konklusioner af.

Hvordan det er lykkedes den formodede planlægger af angrebene, Zaharan Hashim, at overtale rigmandsbrødrene Inshaf, 35, og Ilham, 31, til at ofre sig selv og tage snesevis af uskyldige med i døden, kan kun vanskeligt udredes. Et uhyggeligt efterspil er en del af dramaet:

Få timer efter eksplosionerne på de to luksushoteller Shangri-la og Cinnamon Grand mødte sværtbevæbnede politisoldater op i den luksusbolig, hvor familierne boede sammen med overhovedet, brødrenes far, Mohamed Ibrahim, en af Sri Lankas rigeste mænd, leder af et erhvervsimperium bygget på dyrkning og salg af krydderier. Antiterrorenheden blev mødt i døren af Ilhams hustru. Hun var uhyggeligt velforberedt, udløste en detonator, der dræbte hende selv, parrets tre børn på henholdsvis 5, 4 år og 9 måneder og sandsynligvis det ufødte barn, hun bar på. 3 af politisoldaterne blev dræbt.

Srilankanerne kommer som resten af den civiliserede verden til at lede længe efter rationelle svar på disse horrible ugerninger. Er det for meget at ønske sig, at nogle af den islamiske verdens religiøse og intellektuelle ledere gør selvmordsmartyrier til genstand for undersøgende og afklarende debatter, der kan hjælpe verden videre?

(klumme i Politiken 20.05. 2019)

 

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar

Er Indien ved at svigte landets muslimer?

Indiens enestående eksperiment lever ikke op til alles forventninger. 

Der er rigeligt med gode grunde til at beundre og respektere Indien. En stolt urgammel civilisation, der er hjemsted for årtusindgamle sprog, mangfoldige kulturer og religiøs sameksistens.

Syv årtiers selvstændighed har været noget af en storpolitisk rutsjetur, hvor forholdet til især den vanskelige nabo Pakistan har været definerende for gigantens placering i verden. Men Indien fascinerer alle, der har besøgt dette enestående demokratiske og multikulturelle eksperiment.

I over en måned har inderne nu deltaget i den mest fundamentale af demokratiets discipliner: valghandlingen. Op mod 900 millioner stemmeberettigede har haft muligheden for at benytte sig af denne ret; ikke alle har gjort det, mens andre er blevet ekskluderet. Ja, holdt ude, men af hvem? Bureaukratiet, såmænd. Regler, der ikke altid giver mening. Men måske også noget, der handler om identitet og religiøst tilhørsforhold.

Indiske aktivister og uafhængige borgergrupper har ikke forsømt lejligheden til at gøre opmærksom på, at landets demokratiske system har både revner og huller. En valgforsker siger, at 28 millioner kvinder ikke har figureret på valglisterne. En aktivistgruppe, der kalder sig Missing Voters, går så langt som til at sige, at 120 millioner indiske borgere, der formelt opfylder kriterierne for at være stemmeberettigede, ikke har været at finde på valglisterne.

Besynderligt kan man sige, og lige om lidt er det for sent at gøre noget ved det. Med udgangen af denne uge er klodens største demokratiske handling overstået.

Resten af Asien, især de lande, der ledes med større og mindre legitimitet af autokrater, har brug for at nærstudere de indiske erfaringer. Siden sin start som uafhængig nation i 1947 har Indien skullet demonstrere muligheden for tolerant og demokratisk sameksistens mellem et hinduistisk flertal og landets største mindretal, muslimerne. Men er det lykkedes?

De rå officielle tal fortæller os, at ud af den knap 1,4 milliarder store befolkning er de 14 procent muslimer. Men i det afgåede parlament var kun 22 ud af 543 folkevalgte muslimer, svarende til 4 procent. Reelt den laveste andel i et halvt århundred og langt under det højeste nogensinde, 9,6 procent, tilbage i 1980.

Kritikere lægger skylden for denne udvikling på det hindunationalistiske regeringsparti, Bharatiya Janata (BJP), og premierminister Narendra Modi. Regeringschefen beskyldes for at have polariseret det politiske landskab i en sådan grad, at stort set alle vælgergrupper er bange for at gå glip af de fordele, der følger med at have lod og del i de hindu-ledede delstatsparlamenter.

Et eksempel fra det virkelige liv er valgene for to år siden i Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat og hjemland for 40 millioner muslimer, hvor BJP ikke opstillede en eneste muslimsk kandidat, som de stemmeberettigede i samme trosretning kunne bakke op om.

En tilsvarende tendens spores også i Indiens ældste og mest sekulære partier, først og fremmest Kongrespartiet, der påberåber sig at have stået fadder til Indiens sekularisme og multikulturalisme. Men partiets leder, Rahul Gandhi, er fuldt bevidst om, at hvis han skal have en rimelig chance hos vælgerne for at matche et stærkt og selvbevidst BJP, kommer han ikke langt ved appellere særskilt til de muslimske vælgergrupper.

Andre mindretal følger sig trængt i valgprocessen. I den nordøstlige delstat Assam blev valgdeltagelsen imponerende 80 procent, men omfattede ikke de anslået 125.000, der blev stemplet som tvivlsomme, fordi de ikke kunne fremvise tilstrækkelig dokumentation for, at de er indiske statsborgere.

I andre delstater er der fremkommet beskyldninger om, at bureaukratiet manipulerer med vælgerregistreringen. Igennem tre år er dette angiveligt fundet sted i den sydlige delstat Telangana, hvor antallet af vælgere på besynderligste vis faldt med tre millioner.

Indien har brug for en politisk administrativ opstramning, hvis landet skal fortsætte med at være et demokratisk forbillede. Derudover har Indien brug for mere økonomisk modernisering og en mere gennemgribende urbanisering. Alt for mange indere lever stadig på landet, og forskellene i levestandard de forskellige delstater imellem er stigende. Der er stadig et stykke vej opad for den gennemsnitlige inder, hvis levestandard målt i købekraft kun er det halve af den tilsvarende kinesers.

Men Indien har en styrkeposition, Kina ikke har: en meget ung befolkning. Både demokratisk og demografisk er Indien Asiens store vinder. Det er tilladt at både juble og klappe.

(klumme i Politiken 15. maj 2019)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Kejsere af en ny verden

Rollebytte blandt klodens giganter sætter Europa i vildrede.

Mens det politiske Europa har startet nedtællingen til de valghandlinger, der risikerer at afstedkomme en endnu dybere fragmentering af kontinentet, har Østasien taget både symbolske og praktiske skridt i en retning, der får konsekvenser for indretningen af hele kloden.

Ved månedsskiftet var Tokyo scenen for en kejsers abdikation og tiltrædelsen af en ny; et ceremonielt forløb, der sidst blev indskrevet i historien for et par hundrede år siden. Begivenheden var selvfølgelig velforberedt i det ritualdyrkende Japan, men blev kun sporadisk bemærket i den vestlige medieoffentlighed.

For europæere repræsenterer Japan på samme tid urgammel civilisation og vestligt inspireret modernitet. Men også stagnation, tilpasningsevne og uforanderlighed. Japans kolossale succes som udviklingsmodel i de første fire årtier efter Stillehavskrigen førte til samme models afvikling, eftersom den i tilpasset form er fortsat hos Japans naboer, først og fremmest hovedrivalen Kina.

De sidste dage i april var Beijing vært for ministre og diplomater fra godt og vel 150 lande, der var inviteret til et statusmøde i det såkaldte ’Belt and Road’-program, Kinas ambitiøse silkevejsprojekter, der udstrækker sig i varierende former på flere kontinenter.

I et asiatisk perspektiv et monumentalt rolleskifte: Da kejser Hirohito døde i 1989, stod den Opgående Sols Land på højden af sin formåen; alle beundrede japanerne, mens rivalen Kina var lammet af frygt, kaos og isolation. Japans nyligt tiltrådte kejser Naruhito kan muligvis inspirere sine undersåtter til at finde en vej ud af den identitetsforvirring, som 75 års amerikansk administration og påvirkning har påført den urgamle asiatiske højkultur. Men Japans fundamentale udfordring er at finde sig en forandret rolle med et Amerika på global retræte.

Kina kan ikke gøre som Japan: ’Belt and Road’ er Beijings alternativ til formelle alliancer. Infrastruktur-imperialisme er projektet spydigt blevet kaldt – et kinesisk ledet hierarki i Asien. Fredeligere end fortidens japanske, det såkaldte ’Store Øst-Asiatiske Velstandsområde’, udråbt i august 1940, mens Tokyos generaler forberedte invasionen af de europæiske og amerikanske kolonier i Sydøstasien.

Sceneskift til nutiden: Fire årtier uden væbnet konflikt i Østasien. Velkommen til en verden opdelt i interessesfærer.

Blandt de mest prominente gæster ved topmødet i Beijing var den britiske finansminister Philip Hammond, for en stund befriet fra det kaos- og Brexit-ramte Westminster. Han burde nok have haft følgeskab af en fransk eller tysk finansminister, da disse har været kritiske over for det Italien, der nu sammen med Grækenland er europæisk partnerland i ’Belt and Road’.

Men kritikerne i Berlin og Paris holder lav cigarføring. På 10 år er de kinesiske investeringer i Tyskland blevet otte gange større end de tilsvarende i Italien, og den tyske eksport til Kina er syv gange den italienske. Hver uge ankommer 30 kinesiske godstog til terminalen i Duisburg. Den moderne udgave af silkevejene er for længst nået til Nordeuropa.

Kan Kina og Europa finde fællesnævnere i en tid, hvor Europa fragmenterer og Amerika ledes impulsivt, visionsløst og uforudsigeligt?

Europa er under pres sydfra med migrationsbølger af migration fra et Afrika, hvor befolkningsudviklingen er uden for kontrol, og en reel industrialisering har lange udsigter. Kinas kapacitet bør finde anvendelse både syd og nord for Sahara, mens vestlige donorinstitutioner kan koncentrere sig om de blødere komponenter i udviklingen, først og fremmest sundhed og uddannelse.

Er der noget tilbage, som USA kan tage sig af? Krigene i Mellemøsten, våbeneksporten og terrorbekæmpelsen, når mutationerne af Islamisk Stat begynder at sprede sig? Er det Donald Trump, der sikrer, at Tyrkiet ikke falder helt ud af Nato i den omfavnelse, som Erdogan og Putin stadig befinder sig i? Hvad med presset fra latino-migranter på USA’s sydgrænse?

Der er rigeligt at bekymres over, mens vi venter på lyset for enden af tunnelen. Hvis forlydenderne holder stik, rejser generalsekretær og præsident Xi Jinping til Washington i næste måned for at afrunde den opslidende handelskrig mellem klodens to vigtigste økonomier. Striden har allerede kostet millioner af jobmuligheder på flere kontinenter, og på den lange bane vil der kun være vindere, hvis Xi og Trump finder melodien, de kan gå i takt efter, og de dertil hørende grimasser, der kan passe.

Går aftalen i mål, vil Trump kunne fortælle sit vælgerkorps, at han har gjort både Amerika og Kina store igen. Mens Europa vrider sig i frygt, forvirring og fragmentering. Nationalpopulisterne er den store joker ved stemmeurnerne.

(klumme i Politiken 6. maj 2019)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Både pandastat og Huawei-provins?

Cyberspace-risici er ikke kun knyttet til statslige aktører.

Prøv lige dette tankeeksperiment: En dansk familie planlægger en forårsfridag og sætter Københavns Zoologiske Have på programmet. Børnene bliver spurgt: Kunne I tænke jer at se de to pandabjørne?

Undervejs kommunikerer familien med forældre til børnenes kusiner og fætre og sikkert bedsteforældregenerationen. Det foregår i form af samtaler mellem mobiltelefoner af mærket Huawei, firmaet, som danske TDC har fravalgt som partner i den kommende udrulning af 5G-netværket.

Kina præger i stigende grad danskernes hverdag. Tidligere var det mest madkulturen, siden kom der forbrugsgoder, pandabjørne og mobiltelefoni. Danmark har netop fået status som pandastat, men følger der noget med, som vi skal vogte os for?

Huawei er kommet for at blive. Med eller uden TDC. Nok er firmaet et mål i bevægelse i den igangværende amerikansk-kinesiske handelskrig, men telebranchen er ikke en hovedfaktor i den ubalance mellem de to giganters samhandel, som Donald Trump har lovet sine vælgere at gøre op med. Snarere er der tale om, at Huawei er det mest synlige udtryk for Kinas forvandling fra en udviklingsøkonomi til en højteknologisk supermagt og dermed det eneste land, der på sigt kan udfordre USA.

Kinesiske hackerangreb er globalt udbredt, og derfor er det indlysende for kritikere og rivaler at knytte dem til et firma, som alle kan forbinde med giganten i øst. Men hvordan skal vi så kategorisere de mange russiske cyberangreb på digitale mål i både USA og Europa, når verden ikke kender til et globalt favnende russisk teleselskab?

SLAGMARKEN er udrulningen af det 5G-netværk, som kommer til at forandre den økonomiske dynamik inden for stort set alle sektorer i global økonomi. Når det er lykkedes USA at få en af sine allierede, Australien, til helt at formene Huawei adgang til landets 5G-netværk, er det et vidnesbyrd om en amerikansk offensiv på et område, der også handler om økonomisk udvikling, markedsadgang og fremtidig magtanvendelse.

For adgang til data er nu og i fremtiden lige så afgørende for de globale magtbalancer og konfliktforløb som missiler, velbevæbnede skibe og avancerede kampfly var det under den kolde krig. Forskellen på dengang og nu er, at de stridende parter er økonomisk forbundet som aldrig tidligere set. Hvilket indebærer, at der ingen nemme løsninger er.

Den digitale frontlinje er ved at forrykke sig i Europa. Storbritannien besluttede i sidste uge at give Huawei mulighed for at byde på nogle af de opgaver, der skal udføres i udbygningen af 5G i Storbritannien, dog ikke på kerneområder. Alarmklokkerne lød omgående i Washington, som angiveligt vil forsøge at presse London til at omgøre beslutningen, så snart Theresa May har forladt Downing Street 10.

Med til billedet hører, at en britisk efterretningsmyndighed i otte år har drevet en kontrolenhed, som har screenet Huaweis teknologi, inden den blev sluppet ud til brugere og myndigheder. Huawei har betalt for denne enhed, men ikke ledet den. Ingen rygende pistol er fundet.

Tyskland har for længst meldt ud, at man ikke vil rette ind efter Washingtons pres. Men vi har stadig til gode at se en samlet europæisk linje i forhold til de digitale udfordringer, der udgår fra Beijing.

Hackere og cyberpirater findes i mange nationaliteter, og de kan sælge deres tyvekoster til både private og statsforetagender, herunder terrornetværk. Derfor handler techopgøret om meget mere end handelskrig og toldsatser mellem klodens to største og vigtigste økonomier. Borgere og forbrugeres sikkerhed må veje tungere end hensynet til en alliance, uanset hvor stor historisk gæld vore politikere mener, vi måtte have til USA. Europa må finde sin egen linje.

Selvfølgelig skal danske myndigheder og forbrugere ikke gøre sig illusioner om, hvad Huawei måtte være i stand til. Vi taler om en gigant i mammutstørrelse med et globalt salg på mere end 100 milliarder dollars, en tilstedeværelse i 170 lande og 80.000 medarbejdere afsat til forskning og udvikling.

Huawei har en hovedrolle i, at kineserne er på vej til at vinde kapløbet om globale patenter. Kina indgav i fjor 53.345 patentansøgninger og ligger nu lige i hælene på USA med 56.142. Hver tiende af de kinesiske ansøgninger udgik fra Huawei. Om lidt mærker Washington og Silicon Valley suset fra den røde gigant i overhalingsbanen.

Huaweis nærmeste konkurrenter i opgøret om 5G er svenske Ericsson og finske Nokia. Mon ikke ledelsen i Microsoft fortryder, at de ikke beholdt Nokia?

(Klumme i Politiken 2. maj 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Importeret terrorisme? Dokumentation mangler

Der gik kun få år efter afslutningen på et kvart århundredes borgerkrig mellem buddhistiske singalesere og hinduistiske tamiler i Sri Lanka, før spændingerne i landets brogede kludetæppe af etniske og religiøse minoriteter begyndte at tage til på ny.

Men påskens voldsomme terrorangreb ligner kun i begrænset omfang mønsteret fra borgerkrigen, hvor tamilerne kæmpede for løsrivelse og oprettelse af en selvstændig stat i den nordlige del af Sri Lanka.

Blandt den langvarige konflikts mange eftervirkninger var en voksende national selvbevidsthed blandt de buddhistiske singalesere, der udgør tre fjerdedele af østatens befolkning. På kort tid har den traditionelt tolerante buddhisme fået militante karakteristika, som ligner det, der i andre verdensdele kaldes identitetspolitik og religionskrig.

Formodningerne om internationale forbindelser er af relativ ny dato. I november 2016 gik landets justitsminister på parlamentets talerstol og advarede om, at 32 srilankanske muslimer havde sluttet sig til terrorbevægelsen Islamisk Stat. Tilsyneladende var der tale om en gentagelse af, hvad landets forsvarsminister havde sagt, da han tidligere samme år havde meldt ud, at et tilsvarende antal srilankanske krigere var rejst til Syrien.

De buddhistiske organisationer i Sri Lanka har utvivlsomt også fundet inspiration i nabolandet Myanmar, hvor hæren i 2015 indledte etniske udrensningskampagner mod det store rohingya-mindretal i landets vestlige Rakhine-region. Fordrivelsen af rohingyanerne blev af Myanmars regering begrundet med et terrorangreb foranstaltet af en islamistisk gruppe, der angiveligt modtager finansiel og anden støtte fra både Bangladesh, Pakistan og flere arabiske stater.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at Thowheed Jamath, den srilankanske organisation, der beskyldes for at stå bag det aktuelle terrorangreb, hurtigt reagerede på justitsministerens udmelding med en skarp afvisning og tilmed opfordrede myndighederne til at arrestere ethvert individ, der menes at have forbindelse til internationale terrornetværk.

Nogle regionale analytikere peger samtidig på, at det singalesisk-buddhistiske samfund efter nedkæmpelsen af terrorbevægelsen De Tamilske Tigre i foråret 2009 begyndte at søge efter nye fjendebilleder, og at systematisk antimuslimsk retorik er blevet mere udbredt i srilankanske medier siden 2012, hvor en militant buddhistisk organisation kaldet Bodu Bala Sena, BBS, holdt sit første årsmøde.

Retorikken i BBS får især næring med henvisninger til udviklingen i befolkningstallene: at de muslimske minoritetsgrupper vokser hurtigere end det singalesisk-buddhistiske flertal. Bevægelsens tilhængere har foranstaltet voldelige angreb på skoler og institutioner, som menes at favorisere både muslimer og kristne, og har været flittige brugere af sociale medier, hvor propagandistisk indhold er blevet udbredt.

Et brutalt eksempel er en videooptagelse i fjor, der påstås at vise en muslimsk kok, der tilsyneladende ’tilstår’ at have tilsat medikamenter til maden, der skulle have en sterilisationseffekt på de singalesere, der indtog den.

Straks efter offentliggørelsen gik bevæbnede singalesiske aktivister løs på muslimske boligområder, forretninger og moskeer.

Analytikere i Sri Lankas brogede medielandskab ser derfor nok visse ligheder med den langvarige borgerkrig mellem singalesere og tamiler. Men de internationale aspekter er markant forskellige: De srilankanske tamiler havde nok støtte fra enkelte tamilske organisationer i den indiske delstat Tamil Nadu, men ikke fra den indiske centralregering.

Tværtimod forsøgte New Delhi sig med både mægling og indsættelse af en fredsbevarende styrke; en indsats, der førte til, at daværende premierminister Rajiv Gandhi blev myrdet af en tamilsk kvinde i et selvmordsattentat i maj 1991.

Indtil nu har det været en udbredt opfattelse, at Sri Lankas muslimske samfund har eksisteret i relativ afsondring fra trosfæller i oversøiske ekstremistiske miljøer. Men alle har samtidig undervurderet styrken i den form for militant buddhisme, der i voksende omfang definerer islam som en hovedfjende.

(Nyhedsanalyse i Politiken 23. april 2019)

Hertil et kort landeportræt bragt 22. april:

Sri Lanka, en multireligiøs slagmark

Sri Lanka er et multietnisk og multireligiøst samfund, hvor den singaleserne udgør et flertal på hen ved 75 procent, der altovervejende er buddhistisk. Tamilerne med knap 10 procent er hinduistisk, mens malajerne og andre mindretal fortrinsvis er muslimske.

Inden for både singalesere og tamiler findes der kristne grupper, de fleste af disse er katolikker. Landets forfatning, der senest blev revideret i 1978, indeholder bestemmelser om religionsfrihed, men giver samtidig buddhismen forrang.

Ifølge buddhistisk teologi (Mahavamsa-skriftet fra det 6. århundrede) er singaleserne en særlig race, der nedstammer fra prins Vijaya, som var et drengebarn, der var frugten af et kærlighedsforhold mellem en sagnomspunden løve og en prinsesse. Den oprindelige Buddha, Siddharta Gautama, skal have besøgt øen, inden prins Vijaya ankom.

Legenderne bruges af de singalesiske buddhister til at retfærdiggøre, at øen tilhører dem frem for de indvandrede.

Den kristne påvirkning skyldes især ankomsten af portugisere og siden briter. I slutningen af 1800-tallet anmodede en singalesisk konge Nederlandene om militær støtte til at bekæmpe en voksende portugisisk tilstedeværelse. Siden modsatte det buddhistiske kongedømme Kandy sig den britiske kolonisering.

Under navnet Ceylon fik øen selvstændighed fra briterne i 1948. Navneskiftet fra Ceylon til Sri Lanka skete i 1972.

En 27 år lang borgerkrig mellem buddhistiske singalesere og hinduistiske tamiler sluttede i foråret 2009, og Sri Lanka har fået fredelige, civile og i hvert fald på overfladen demokratiske tilstande.

Østaten med den ideelle beliggenhed mellem Syd-og Østasien fremstår i mange besøgendes opfattelse som et ferieparadis med forudsætninger, der ville kunne give dets næsten 22 millioner indbyggere bedre livsvilkår, end de har fået hidtil.

Men først i den seneste halve snes år har økonomien fået et mærkbart løft. Over et kvart århundredes borgerkrig kostede mellem 80.000 og 100.000 livet, hvoraf de 40.000 blev dræbt eller forsvandt i de sidste måneder af konflikten, som blev afsluttet, efter at regeringen i Colombo havde sagt ja til omfattende kinesisk militær bistand.

Sri Lanka er halvanden gang Danmark i størrelse og er fra naturens hånd overmåde begunstiget med dyrkningsmuligheder overalt og en infrastruktur, der er godt på vej til at skabe en af verdensdelens store turistmagneter. En stor del af befolkningen taler engelsk. Men de pittoreske plantager og fiskerbådene langs kysterne overskygger, at en egentlig industrialisering ikke for alvor er kommet i gang.

Ønationen huskes også som et af ofrene for den tsunami, der ramte verdensdelen 2. juledag 2004 og kostede flere end en kvart million livet.

Dødstallet alene i Sri Lanka blev opgjort til 38.000. Takket være en hurtig og effektiv hjælpeindsats kunne øens ødelagte kystområder hurtigt genopbygges, og i dag er de ramte områder markeret af monumenter til minde om de mange dødsofre – lokale som udlændinge – placeret langs en velfungerende infrastruktur.

Økonomisk og socialt er der kun sket få forandringer siden borgerkrigens afslutning for 10 år siden. I den nordlige og østlige del af landet, hvor tamilerne er i flertal, er fattigdommen lige så udbredt, som da det væbnede oprør blev indledt i begyndelsen af 1980′ erne. Tusinder af familier er her afhængige af de pengestrømme, der sendes fra slægtninge, der flygtede til Europa, Australien og USA.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar

Slutspil for Dalai Lama?

For det meste er tibetanernes åndelige leder, den 14. Dalai Lama, kun i verdenspressens overskrifter i en indirekte forstand, når aktivister bruger hans navn i forbindelse med demonstrationer vendt mod Kinas undertrykkende politik over for urbefolkningen på det tibetanske plateau.

Hvorvidt disse sympatiaktioner er en reel hjælp for det 6 millioner store tibetanske mindretal, får indtil videre stå hen i det uvisse. Men en udmelding i sidste måned fra selveste hans hellighed burde interessere en bredere international offentlighed.

I sit domicil i den nordindiske by Dharamsala gav det 83-årige religiøse overhoved et af sine sjældne interviews, denne gang til nyhedsgiganten Reuters. Han forklarede, at den inkarnation, der skal findes efter hans død, kan komme fra Indien:

Kina betragter Dalai Lamas reinkarnation for yderst vigtig. De er mere optaget af den næste Dalai Lama, end jeg selv er. Så i fremtiden kan der blive tale om to Dalai Lamaer. Den ene fra et frit land, og en anden fra Kina, og ham vil ingen have tillid til. Så får kineserne endnu et problem! Det kommer nok til at gå sådan, citeres han for.

Den brutale realitet er, at den eksilregering, som i 60 år har hørt hjemme i Dharamsala som et symbol på undertrykkelsen af den særlige tibetanske variant af buddhisme, aldrig har været mere trængt. Ikke fordi det formelt ateistiske Kina forsøger at udrydde lamaismen, men fordi myndighederne manipulerer det allervigtigste af tibetanernes teologiske ritualer: reinkarnationen.

I 1995 BORTFØRTE kinesiske embedsfolk det drengebarn, der var udset til at blive den næste Panchen Lama, nummer 2 i den lamaistiske rangorden. I stedet indsatte Kina et barn, som, hævdede man, var et resultat af en udvælgelsesprocedure oprindelig konstrueret af det kejserdømme, der gik under i 1911.

Lamaismen kan altså leve videre, men kun på betingelser, der er defineret af Beijing. Som det er tilfældet med andre religioner, skal de underordnes den kinesiske statsmagt.

Kort efter Dalai Lamas overraskende udmelding udsendte Kina en hvidbog, der på et afgørende punkt er forskellig fra tidligere politiske erklæringer om landets politik i Tibet: Muligheden for direkte forhandlinger med den nuværende Dalai Lama nævnes ikke længere.

I en tilsvarende hvidbog fra 2009 hed det, at Kinas regering altid vil holde døren åben for, at den 14. Dalai Lama kan vende tilbage til sit ’patriotiske standpunkt’ – en reference til en aftale med det kommunistiske styre, som en meget ung Dalai Lama blev påtvunget i 1951. Beijing har tydeligvis taget bestik af både forandringerne i de internationale styrkeforhold og Dalai Lamas høje alder.

PANDABJØRNE eller ej, Kina vil utvivlsomt fortsætte med at kritisere vestlige lederes møder med Tibets åndelige leder, så længe han er i stand til at rejse. Men en nyhed i sidste uge om, at den aldrende leder var blevet indlagt på et hospital, kan være et tegn på, at den legendariske figur har trykket sin sidste vestlige regeringsleder i hånden.

Kinas behandling af landets religiøse mindretal påkalder sig i voksende omfang den internationale offentligheds interesse. Interneringen af mere end 1 million muslimske uighurer i Tibets naboregion Xinjiang har vakt vrede i den vestlige verden.

Men i en tilsyneladende paradoksal udvikling er Kina begyndt at bruge især buddhisme i internationale kampagner for at fremme såkaldt blød magt. Kinesiske publikationer kalder nu buddhismen for en traditionel kinesisk religion og har investeret store summer i at renovere den oprindelige Buddhas fødested, byen Lumpini i Nepal.

Derudover finansierer Kina et nyt buddhistisk center i Myanmars regeringsby, Naypyidaw, og forskellige andre aktiviteter relateret til buddhismen i geografisk nærhed af dets store infrastrukturprogram, Belt and Road.

Med andre ord bruger det officielle Kina sin gigantiske pengemagt til at reformulere en international buddhistisk vision: Se, vi er fredelige, og vi har penge med hjemmefra.

Særlig kritisk i denne sammenhæng bliver Indiens håndtering af berømtheden, og det ser ikke for godt ud. Indiens udenrigsminister har tidligere i karrieren været sit lands ambassadør i Beijing og er stærkt optaget at at forbedre forholdet mellem de to giganter. Premierminister Modi har heller ikke trykket hænder med hans hellighed. Konsekvens: Tibetanerne marginaliseres yderligere. Kina er ved at vinde også på denne bane.

Efter den nylige medievirak om de to nye pandaer i Københavns Zoologiske Have må det være relevant at spørge: Kan tibetanerne hjælpes med andet end symbolpolitik i Københavns gader? Hvis den slags overhovedet er en hjælp.

(klumme i Politiken 22. april 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Kina deler Europa op i nord og syd

15 ud af 28 EU-lande er allerede med i Beijings infrastrukturplan.

Blød magt med eller uden pels og bambus, Europa er delt i holdningen til Kinas økonomiske opstigning og tilbagevenden til en rolle som verdensmagt. I forvejen er der rigeligt med andre emner, der splitter de europæiske regeringer, så hvordan håndterer fællesskabet de forandrede globale realiteter? Inden for ganske få døgn blev de gamle magters afmagt udstillet, så alle kunne forstå det: Mens EU’s ledere diskuterede, hvorledes de kan fremstå mere samlede over for Beijings udsendte repræsentanter, tog den kinesiske generalsekretær og præsident Xi Jinping til Rom, hvor støvlelandet som det første G7-land har sagt ja til at blive partner i den gigantiske kinesiske infrastrukturplan, kendt som Belt and Road, og desuden har tilsluttet sig Kinas særlige forhandlingsforum for Sydog Østeuropa.

Når Trumps forhandlere forsøger at få europæernes opbakning til en mere konfrontatorisk linje over for Kina, minder Beijings udsendte os om de fælles interesser, Kina og Europa har i at forsvare et multilateralt system for samhandel, bestræbelserne for at bekæmpe klimaforandringerne og – på en sidelinje – Kinas støtte til atomaftalen med Iran.

EUROPÆISKE regeringers holdning til Kina ligger et sted mellem det ambivalente og det skizofrene, alt efter politisk ståsted og temperament. De vanskeligheder, som europæiske virksomheder har med at få adgang til det kinesiske marked, burde logisk føre Bruxelles til et bedre fodslag med Washington, men dette kommer ikke til at ske, så længe den amerikanske præsident er så stærkt fokuseret på at få handelspolitiske indrømmelser af Bruxelles.

Samtidig er det klart, at kineserne er dygtige til at udnytte de forskellige holdninger, medlemslandenes regeringer har i relationerne østover. Bare spørg i Trieste, den historiske italienske havneby, der engang gav adgang til havet for det østrig-ungarske rige og siden blev genstand for en territorial strid mellem efterkrigstidens Italien og den kommunistiske jugoslaviske republik, der så dagens lys efter 1945.

Sandsynligvis kommer det til at gå med havnefaciliteterne i Trieste som i sin tid med græske Piræus: helt eller delvist bliver ejerskabet kinesisk.

I varierende omfang er 15 ud af EU’s 28 medlemslande allerede partnere i Belt and Road. I ingen af de 15 er der politiske ledere eller partier, der profilerer sig på synspunkter om, at man ønsker bremsekloderne sat i.

Der er her interessante ligheder med den amerikanske Marshallplan, det økonomiske og diplomatiske mesterstykke iværksat for 70 år siden af præsident Harry S. Truman. Dengang blev Europa trukket ind i den amerikanske indflydelsessfære.

Nu er kontinentet langsomt på vej ind i den kinesiske.

For Sydeuropa har hungret efter investeringer, vækst og udvikling siden fi-nanskrisen for en halv snes år siden. Men ingen kinesisk leder kommer til at blive en Nobelpris-kandidat, eftersom Europa nu definerer giganten i øst som en systemisk rival.

Kina har en alternativ forhandlingsplatform i Europa kendt som 16+ 1, der omfatter EU’s 12 medlemslande i Øst-og Centraleuropa suppleret med en håndfuld ansøgerlande på Balkan. I sidste uge valgte Italien at tilslutte sig gruppen, der herefter kan kalde sig 17+ 1. Vejen frem er herefter at få skabt enighed om en fælles investeringsaftale mellem Beijing og Bruxelles inden næste års Kina-EU-topmøde.

FRANKRIG OG Tyskland har foreslået en fælleseuropæisk industripolitik, der skal skabe højteknologiske giganter, der kan matche de tilsvarende kinesiske og amerikanske af slagsen. Portugals regeringschef, Antonio Costa, skød omgående ideen ned, ligesom han afviste forslag om at indføre skrappere godkendelsesregler for kinesiske investorer i Europa.

Set i et havørne-perspektiv er det et stort geopolitisk opgør, der udspiller sig i Europa, men lykkeligvis er vi uendelig langt fra tilstanden under den kolde krig.

Europa gør ret i at presse Kina til at tilbyde mere jævnbyrdige konkurrencevilkår – med eller uden højhastighedstog og pandabjørne.

Intet taler for, at EU kommer til at vælge side i den altoverskyggende rivalisering mellem Washington og Beijing: USA forbliver den militære beskytter en rum tid endnu, mens Kina og andre aktører på det euroasiatiske kontinent, først og fremmest Indien, i stigende grad bliver kilder til vækst og velstand for europæiske virksomheder.

Huawei er kommet for at blive.

(klumme i Politiken 18. april 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar