Superstjerner, hjælp lige Hongkong

USA-ledet frihedsdagsorden er kollapset. EU er magtesløs.

I FORSOMMEREN meddelte klodens nok mest berømte kinesiske multikunstner og aktivist, Ai Weiwei, at han forlader Berlin efter fire års ophold; dog vil han bevare sit værksted i den tyske metropol og regelmæssigt komme forbi. Han har opgivet at lære sig tysk, men forklarer, at uanset hvilken lokalitet han slår sig ned i, vil han ikke betegne næste opholdssted som sit hjem.

Kunstneren planlægger ikke at vende tilbage til det Kina, som havde holdt ham i husarrest i fire år, inden han fik sit pas udleveret i 2015 og kunne rejse til Europa efter langvarige chikanerier fra myndighedernes side. Fra sin tyske base har Ai Weiwei især været optaget af at beskrive virkningerne af de seneste års flygtninge- og migrationspres på kontinentet. Foreløbig forbliver det uklart, hvorfor tilstanden i Kina ikke længere fylder noget i hans kunstneriske virke.

Ai Weiwei ville ikke være den, han er blevet til, hvis ikke han havde demonstreret modstand mod det pres, som de kinesiske myndigheder i lange perioder udsatte ham for. Fortolkere af Ai Weiweis kunst har peget på, at han på samme tid demonstrerer respekt for og kærlighed til den dybe kinesiske kulturarv, men langer ud efter den undertrykkende leninistiske partistat.

Skulle han lande en dag i Hongkongs lufthavn, vil der være en umiddelbar risiko for, at politiet sætter ham på første fly retur. Men fordi han har gjort brug af ikke-voldelige magtmidler, er det lige præcis en personlighed som ham, der ville kunne spille en mæglerrolle i den tre måneder lange konfrontation mellem demonstranter og aktivister i det splittede Hongkong. Situationen kalder på kreative indgreb og mæglingsforsøg.

I VOR DEL af verden har kunstnere og intellektuelle gennem årtier vist sig at kunne være brobyggere mellem aktører i politiske opgør. Om få måneder passerer vi 30-året for den fløjlsrevolution, der gav datidens kommunistiske Tjekkoslovakiet sin politiske uafhængighed tilbage efter fire årtiers mørke og undertrykkelse.

Dramatikeren og forfatteren Vaclav Havel, der var den ledende skikkelse i den tjekkoslovakiske dissidentbevægelse, rakte dengang hånden ud til Alexander Dubcek; manden, der som kommunistisk partichef tre årtier tidligere havde stået i spidsen for det legendariske ’forår i Prag’, en reformpolitik, hvis hensigt havde været at give socialismen et menneskeligt ansigt, som det hed sig dengang. Forsøget blev brutalt nedkæmpet af sovjetiske kampvogne i sensommeren 1968. Det menneskelige ansigt blev skjult bag en sort maske af undertrykkelse.

Nutidens tilstand i Hongkong har ingen indlysende ligheder med Prag i hverken 1968 eller 1989, for den kinesiske statskapitalisme er af en ganske anden beskaffenhed end datidens sovjetstyre. Kina har fået sin nuværende styrke ved at lære af den vestlige og asiatiske kapitalisme og pille demokratiet ud af modellen. Her er der ingen udsigt til europæisk inspireret fløjlsrevolution. For Kina leverer nøjagtig det, som sovjetkommunismen fejlede med: massiv velstandsfremgang for en hastigt voksende middelklasse og visioner for fremtiden, som EU og USA savner klare modsvar til.

Det er lige præcis derfor, at de europæiske regeringer, Mette Frederiksens inklusive, har så svært ved at kritisere Kina. Vi taler her om en markant forskydning af de globale magtrelationer. USA er utilregnelig, så længe Trump bestemmer, og EU er magtesløs. For Kinas anonyme forbundsfæller i opgøret om Hongkongs fremtid er den internationale kapitalisme, der for ikke så længe siden hjalp andre asiatiske lande til vækst og velstand.

AMERIKANSKE OG EUROPÆISKE entreprenører byggede efter 1945 byer og infrastruktur, hvor der tidligere var rismarker og jordveje, og skabte et velstandsløft af dimensioner. Kapitalismens kinesiske arvtagere er nu på vej ind på alle kontinenter i form af de nye silkeveje, der i voksende grad vil binde Østasien sammen med især sine naboregioner.

Men et intellektuelt fyrtårn som Ai Weiwei kan ikke stå alene, hvis han skal være brobygger i i Hongkong. Hans nærmeste forbundsfælle kunne være en figur som Hongkong-kinesiske Jackie Chan: filmstjerne med flere end 100 storsælgende produktioner bag sig, mangemillionær med gode forbindelser til styret i Beijing.

Jackie Chan er Hongkongs mest populære skikkelse i underholdningsindustrien.Han og Ai Weiwei burde sammen kunne hjælpe de stridende parter i Hongkong til forsoning.

(klumme i Politiken 9. september 2019)

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Fortæl os om milliarderne, Rasmus

Dansk udviklingspolitik må snart komme ud af sin politiske skyggetilværelse.

Før eller siden må vi til sagen: Hvad vil Rasmus med sine milliarder, hvis han skal gavne både danske interesser og agtværdige formål i en stor del af den øvrige verden?

Hvilken Rasmus, vil læseren spørge. Denne Rasmus hedder Prehn til efternavn, er født i 1973 og nyudnævnt minister for udviklingssamarbejde. Af samtlige de ministre i Mette Frederiksens regering, der trådte til i forsommeren, var Rasmus Prehn den, der fik mindst medieomtale. Om dette er udtryk for en trist og ærgerlig tingenes tilstand, kommer vi tilbage til.

Går vi et halvt århundrede tilbage i dansk politisk historie, har Rasmus en hel del tilfælles med sine forgængere. Danmark har ydet udviklingsbistand til det, der engang blev kaldt den tredje verden, i små seks årtier. Politisk begynder det at fylde noget i VKR-regeringen 1968-71, da daværende radikale kulturminister, Kristen Helveg Petersen, også fik ’teknisk samarbejde med udviklingslandene og nedrustningsspørgsmål’ under sig.

Den lille tilføjelse med nedrustningen vendte aldrig siden tilbage til samme portefølje. Men bemærk, hvorledes tidsånden spillede ind på en ministertitel: Der blev dengang talt i FN om en ny økonomisk verdensorden, der skulle give udviklingslandene en mere retfærdig placering i datidens rivalisering mellem supermagterne.

Efter Helveg Petersen fulgte i skiftende socialdemokratisk ledede regeringer Lise Østergaard, Helle Degn, Poul Nielson, Jan Trøjborg og Anita Bay Bundegaard (sidstnævnte radikal). Næppe nogen vil modsige det udsagn, at Poul Nielson blev den eneste af de her nævnte, der satte sig varige fingeraftryk i ikke bare dansk, men europæisk samarbejde med udviklingslandene. Han blev i forlængelse af sin ministertid udnævnt som EU-kommissær for udviklingspolitik.

I BLÅ BLOK har anvendelsen af udviklingsmilliarderne i nyere tid været bestyret af Bertel Haarder, Ulla Tørnæs og Søren Pind, alle fra Venstre. I Helle Thorning-Schmidts regering var først den radikale Christian Friis Bach minister. Han blev efterfulgt af en anden radikal, Rasmus Helveg Petersen, der sad frem til 3. februar 2014, hvorefter udviklingsministerposten for en periode blev nedlagt. Fra november 2016 til juni 2019 havde Ulla Tørnæs for anden gang posten. Hendes første periode var 2005-10.

Det er svært at undslippe den konklusion, at dansk udviklingspolitik i nogen grad har været præget af en temmelig svingdørsagtig ledelse og ikke kun på grund af diverse regeringsskift. Den reelle forklaring er den temmelig systematiske reduktion af udviklingsmidlerne, som har været tilstanden siden 2001.

Ikke bare er den samlede udenrigstjeneste blevet hårdt beskåret hen over to årtier, en overordnet debat om målsætninger har længe været usynlig og uhørlig.

Bundlinjen er, at dansk udviklingspolitik er blevet underlagt strategiske hensyn og interesser frem for de mere idealistiske motiver, som det hele begyndte med for mere end et halvt århundrede siden.

KURSSKIFTET er kommet gradvist. Det begyndte med ophøret af den kolde krig i 1989, hvor daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, stod fadder til en mere aktivistisk udenrigspolitik, som gjorde brug af militære virkemidler i første omgang på Balkan. Siden fulgte dansk deltagelse i krige i Afghanistan (2001) og Irak (2003).

Også i indeværende årti er en voksende del af udviklingsmidlerne gået til reduktion af regional usikkerhed, forebyggelse af terrorisme, stabilisering af skrøbelige stater, migration og de deraf afledte flygtningekriser. Da V-næstformand Kristian Jensen i 2016 var udenrigsminister, var han ærlig nok til at erkende, at Danmark »reducerer over en bred front«, og at migrations- og flygtningepresset på Danmark ville betyde, at tæt på en fjerdedel af udviklingsmidlerne fremover bliver inden for rigets grænser, hvor hovedopgaven er modtagelse af flygtninge i Danmark.

LAD OS samtidig minde om, at dansk udviklingsbistand i stort set hele det halve århundrede, den har eksisteret, også har været et instrument i erhvervspolitikken. Sideløbende med at vi har rettet store indsatser mod de fattigste befolkningsgrupper på flere kontinenter, har vi plejet betydelige egeninteresser ved at sikre, at danske leverandører blev sikret markedsandele eller direkte blev hjulpet undervejs til at flytte produktion til himmelstrøg, hvor omkostningerne var lave.

Er dette en bedrøvelig tilstand, eller har vore beslutningstagere været realister og indrettet os på verdens ubehagelige tilstand? Rasmus Prehn, den nye mand i førersædet for udviklingspolitikken, må gerne give bolden op til en diskussion om, hvor udviklingspolitikken er på vej hen.

(klumme i Politiken 5. sept. 2019)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kast en redningskrans til USA

Vejen til et bedre Amerika begynder med en præcis diagnose.

ER MAN i selskab med garvede kynikere i medieindustrien, er det ikke usædvanligt at høre bemærkninger i stil med følgende:

Okay, vi bryder os ikke om Donald Trump og slet ikke hans upolerede og nogle gange ubehøvlede stil. Men om ikke andet har han gjort op med både pænhed og uforudsigelighed i diplomatiet og mediehavet. Det har rigsfællesskabet netop fået lært på den hårde måde.

Ubehagelig præsidentiel stil eller ej – vi i Europa kan ikke undvære Amerika. Det har stået klart for de fleste, siden verdens ledere indledte en genopbygningsproces fra nulpunktet i 1945. Den historiske realitet er, at uden Harry S. Truman og Dwight D. Eisenhower havde vi ikke haft det velstående, stabile og demokratiske Europa, der siden fulgte. Trods mange skrammer og bump på vejen op til nutiden. Men tjek lige gymnasieskoler og universiteter for, hvor meget de to nævnte præsidenter fylder i historiepensum på vore højere læreanstalter?

Fra mordet på præsident John F. Kennedy i 1963 falmede glansbilledet af supermagten. Erfaringerne med Vietnam og Watergate viste os et USA, der tvivlede på sig selv, og hvor de amerikanske ledere gjorde brug af demokratiernes farligste indre fjende: løgnen.

En kursændring indfandt sig for alvor med Ronald Reagans tiltrædelse i 1981. Ti år senere lå demokratiernes modpol, sovjetimperiet, på historiens mødding. Under den enestående præsident George H.W. Bush, der døde i fjor i en alder af 94, stod den vestlige supermagt på et uantastet højdepunkt. Ti år senere gik det atter ned ad bakke; denne gang under sønnen George W. Bush, som blev manden, der bragte vildledning og bedrag tilbage i magtuniverset. Den yngre Bush var som bekendt den præsident, der i 2003 startede en krig med en løgn og sluttede den med endnu en løgn.

DEN AKTUELLE tilstand i supermagten kan alene ikke forklares med Trumps stil og temperament. USA er ramt af en række systemfejl. De opregnes her i uprioriteret rækkefølge.

I 2016 fik Hillary Clinton som bekendt ca. tre millioner flere stemmer end Trump. Når byggematadoren alligevel kunne indtage Det Hvide Hus, skyldtes det valgsystemet. Guvernøren i de enkelte stater indretter valgdistrikterne, så alle i princippet har lige mange vælgere.

Især republikanske guvernører har en tilbøjelighed til at indrette distrikterne på en måde, der sikrer republikansk flertal. Derfor er mange valg afgjort på forhånd. En vej frem kan være af lade uafhængige komiteer indrette distrikterne.

Så er der finansieringen. Pengemængden i amerikansk politik er siden årtusindeskiftet vokset til mere end det tidobbelte, hvilket betyder, at kampagnefinansiering er blevet den afgørende faktor for alle indehavere af offentlige embeder.

Læg hertil den dramatiske polarisering som har indfundet sig i Kongressens virke, hvor stærke interessegrupper finansierer de politikere, der fremmer organisationers og virksomheders særlige formål på bekostning af fællesskabet. Obamacare er skoleeksemplet på, hvorledes millioner af amerikanere får både dyrere og dårligere sundhedsydelser, men den bedste politik, der kan købes for penge.

Våbenkontrol er et skræmmende eksempel på konsekvenserne af lobbyisters finansiering af politik. Hvor mange amerikanske liv har National Rifle Association (NRA) efterhånden på samvittigheden? De typiske tal på årsbasis er i omegnen af 35.000 dræbte og 100.000 sårede. 100 amerikanske borgere mister livet hver dag på den konto. Mere end halvdelen af tabstallet for ti års krig i Vietnam (1965-75) hvert år. Ikke på fjerne krigsskuepladser, men hjemme i USA. Et andet skræmmende eksempel: våbenproducenternes indflydelse på, at USA bevæbner tvivlsomme regimer i Mellemøsten og Afrika.

DEFINITIONEN på demokratisk forfald er, når velorganiserede interessegrupper kaprer den politiske magt, bøjer systemet efter egne interesser på bekostning af offentlighedens og tjener styrtende på øvelsen. Forfaldet viser sig ved, at evnen til selvkorrektion er sat ud af kraft, fordi etablerede særinteresser er stærke nok til at kvæle reformforsøg.

Et samfunds evne til at korrigere fejl og mangler bygger på frie medier, en uafhængig dommerstand og et stærkt civilsamfund. Førstnævnte er udfordret af tech-giganterne og fake news-kulturen. De dommere, Trump udnævner, deler hans holdninger til det meste. Men de borgergrupper, der kritiserer præsidenten, kan han ikke lukke munden på.

Der er derfor håb endnu for genkomsten af et USA, som kan være et moralsk forbillede. Mens vi venter, forbliver Grønland vores forsikringspolice i en stadig mere uforudsigelig verden.

(klumme i Politiken 26.08.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Trumps kasseeftersyn hos Trine

Nato’s fremtid bør diskuteres uden skelen til procentdiskussionen.

Gad vide, om der bliver plads til andre end statsministeren, udenrigsministeren, Folketingets formand, dronningen og kronprinsen på den liste over samtalepartnere, som Donald Trump udstyres med til sit forestående besøg her i landet? Og hvordan får selskabet lige håndteret pinlighederne omkring Grønlands fremtid?

Okay, vi ved godt, at han har en hale af embedsfolk med sig, og et fromt håb må være, at en af dem, som har præsidentens øre, får en snak med vor forsvarsminister, Trine Bramsen.Hendes forgænger Claus Hjort Frederiksen havde lejlighedsvis sit hyr med vor store allierede på den anden side af Atlanten. For Trump har som bekendt gjort det til Nato-politik, at medlemsstaterne skal op på 2 procent af nationalproduktet, og her har Danmark et stykke vej endnu.

Den tidligere minister forsøgte sig med lidt kreativ bogføring ved at finde poster i statsbudgettet, som kunne indregnes i forsvarsbevillingerne, herunder poster vedrørende personalets sundhed, folkepension og videreuddannelse. Men det gav ikke alverden. Senest i 2023 vil det danske forsvarsbudget på den måde kun løfte sig fra 1,3 til 1,4 procent. I år forventes tallet at blive 1,21 procent – langt under hvad vor amerikanske partner finder er nødvendigt.

Målet om de 2 procent, som kun en lille håndfuld Nato-medlemmer i dag lever op til, blev fastlagt helt tilbage i 2014, men der er forskellige fortolkninger af aftalen. Tallet for USA er 3,5 procent, hvilket målt på dollars er næsten tre gange så meget som samtlige øvrige Nato-lande tilsammen.

Trine Bramsen kan passende fortælle sine amerikanske samtalepartnere, at en sammenligning mellem USA’s og de europæiske Nato-landes forsvarsudgifter ikke giver meget mening. Budgettet for Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er på 700 milliarder dollars, nogenlunde svarende til det dobbelte af Danmarks nationalprodukt.

Forskellen er jo så, at USA har et globalt netværk af basefaciliteter – Stars and Stripes vajer i mindst 60 lande hver dag året rundt. Supermagten kan lynhurtigt nå et ethvert hjørne af kloden. USA er stadig krigsførende, mens Nato forsøger at sikre fred og stabilitet, tydeligst demonstreret af trænings- og støttefunktionerne i Afghanistan.Vor forsvarsministers hovedargument i samtalerne bør være noget i retning af følgende:

2-procent-målet savner en forbindelse med en mere veldefineret og præcist forklaret sikkerhedstrussel. Er to årtiers indsats i og omkring Afghanistan et repræsentativt eksempel på, hvad Nato skal samarbejde om de næste to årtier?

TRUMPS FOLK BØR også mindes om, at den europæiske del af Nato råder over samlede militære enheder på 1,9 millioner soldater (og jo, upålidelige Tyrkiet er medregnet her) . USA’s niveau er på 1,3 millioner. Diskussionen om volumen i forsvarsbudgetterne ville også have godt af at inkludere faktorer som migration:

Tilstanden omkring Middelhavet er alt andet end opmuntrende. Libyen repræsenterer et kaos, ud af hvilket der kan vokse nye terroraktiviteter. Engang bombede vi mål i Libyen (danske F-16-fly løb tør for ammunition, så vi måtte spørge Nederlandene om ’lån’ fra deres lagre, ak ja). Men hvor er Nato henne i dag i forhold til det herskende kaos i Libyen?

Forsøger man at afkode de signaler, der udgår fra Donald Trump og Pentagon (det forsvarsministerium, hvor der regelmæssigt skiftes ud i direktørkontoret), tegner der sig et paradoksalt billede: Trump er ikke synderligt optaget af det, vi under den kolde krig kaldte alliancens solidaritet.

Indirekte truer han med at undlade at komme USA’s allierede til undsætning i en krisesituation, medmindre vi skruer op for bevillingerne til militæret. I horisonten aner vi en diskussion, der måske først bliver tydelig, når Trump næste år vinder sin anden embedsperiode:

Nato er fra en anden tid med en anden politisk virkelighed (foreningen fyldte 70 i foråret, hvilket blev markeret i relativ stilfærdighed), så hvem siger, at vi skal have en sådan alliance de næste mange år, hvis de europæiske allierede har oprustet til et sådant niveau, at USA’s tilkaldeservice ikke længere behøves?Selvfølgelig har vi brug for et Nato med et passende beredskab, men mod hvad? Russiske sejladser i Arktis? Et genopstået Al-Qaeda, der kryber ud af ruinerne i Syrien og Libyen? Flere af Putins små grønne mænd i de ukrainske skove eller måske uden for dem?

Trine og hendes løjtnanter må meget gerne sætte en diskussion i gang med deres amerikanske kolleger om, hvilke trusler der er mest presserende. Meget taler for, at Europa og USA har forskellige prioriteter her. Bare spørg hos Putin.

(klumme i Politiken 20. august 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Retfærdighedens test i Hongkong

Ved at kræve straffrihed er Hongkongs aktivister nået til en risikabel afgrund.

Karakteristisk for både USA’s og EU’s udmeldinger om tilstanden i Hongkong er, at den er tilbageholdende. Ingen vinder på en optrapning, hedder det. Læs: Konflikten i Hongkong bør klares lokalt.

De kinesiske myndigheders magtopvisninger i tvillingebyen Shenzhen, der er dobbelt så stor som Hongkong i befolkningstal, viser sig i form af tv-optagelser med pansrede mandskabsvogne i hurtig kolonnekørsel. Flere medier i Hongkong taler om, at kinesisk civilklædt politi allerede er til stede. Kun få vil kunne skelne disse fra lokale urobetjente. Sandsynligvis er undercover-agenter sendt af Beijing i fuld gang med at infiltrere aktivistgrupperne. Når en chefredaktør på Global Times, Kinas ledende nationalistiske tabloidmedie, i en video på sociale medier sammenligner demonstrationerne med de såkaldte farverevolutioner (Georgien i 2003 og Ukraine i 2004) er det ment som en advarsel til Hongkongs demonstranter og en formaning til lokalregering, civilsamfund og protesterende grupper om, at den kinesiske centralregerings tålmodighed er ved at være brugt op.

End ikke Donald Trump har midt i en buldrende handelskrig med Kina brugt anledningen til at udtrykke sympati for aktivisterne: Det er en svær situation, som bør finde sin løsning, forhåbentlig fredeligt, lød hans tweet i forgangne uge. Læs: I USA er vi mere optaget af opgøret med Kina om handel og teknologi end af utilfredshed i et kinesisk lokalsamfund.

Kulørt oprør eller anarki; der er langt til en forhandlet løsning på den nu mere end to måneder lange konflikt i den dynamiske velstandsenklave for enden af Perleflodens delta. For befolkningen i Hongkong og verden uden for kender nu kravene fra demonstranterne: De forlanger straffrihed, når det retslige efterspil går i gang.

For et sådant efterspil kommer der, og det bliver ikke nødvendigvis kønt. Havde Hongkong været en fuldt integreret region i det større Kina, ville udfaldet af retssagerne mod aktivisterne været givet på forhånd: Det kinesiske retssystem er modsat tilstanden i Vesten indrettet på at forsvare statens interesser og sikre dens magtudøvelse. Det er den velkendte forskel mellem autokratiernes styre per lov og dekret i forhold til demokratiernes lighed for loven-princip.

Spørgsmålet er nu, om Hongkongs domstole vil yde de aktivister, der om kort tid vil blive præsenteret for anklager om brud på den offentlige orden, en højere grad af retfærdighed, end hvis de var landet i en retssal i Shenzhen. Indtil nu kan de finde en slags trøst i, at de ikke er blevet bortført af Beijings hemmelige håndlangere i den tidligere britiske koloni.

Hongkongs mini-forfatning, der trådte i kraft ved overdragelsen i 1997, var et usædvanligt forsøg på at betræde en middelvej mellem disse to retslige yderpoler, lovdiktaturet og retsstaten. Middelvejen så ud til at fungere i 2003, da hundredtusinder gik på gaden i protest mod et lovforslag om kriminalisering af ’landsskadelig’ virksomhed. Protesterne virkede, og forslaget blev taget af bordet.

Nye protester i 2014 vedrørende valgprocedurer fik Kina til at indskærpe, at myndigheden til at godkende al lovgivning og kandidater i Hongkong ultimativt ligger i Beijing. I 2018 forbød lokalregeringen for første gang et nyt politisk parti, fordi det vil arbejde for løsrivelse.

Det er ikke troskab over for en kommunistisk ideologi, Beijing forlanger af Hongkong, men respekt for Kinas årtusinder gamle civilisation. En moderne variant af kinesisk nationalkonservatisme har taget over dér, hvor Marx og Mao engang fyldte mest. Det er uretfærdigheden i det, kinesisk historieskrivning kalder ydmygelsens århundrede – koloniseringen påført af Vesten og Japan – der skal rettes op på.

KINA NÆRMER sig et 70-års jubilæum for oprettelsen af Folkerepublikken. Lokalregeringen i Hongkong har utvivlsomt fået at vide, at Folkets Befrielseshær gerne sender et hornkorkester med tilhørende æresgarde, og at man på selve dagen gerne ser demonstrationslederne sat i forvaring, mens sagerne forberedes.

Retfærdigheden må vente til efter, at det ’harmoniske samfund’ har fejret sig selv. I Kinas årtusindlange historie har der altid været folk, der betaler prisen for statens påtvungne harmoni, mens magthaverne påberåber sig at være dem, som bedst beskytter befolkningens, statsmagtens og civilisationens videreførelse.

Den logik har et par årtusinder bag sig og vil overleve det liberale demokrati, der kun er et par århundreder gammelt og i disse år viser stadig større skrøbelighed.

(klumme i Politiken 18. august 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Retfærdighed i slowmotion

Rettergange for folkemord savner retfærdighed og tid.

I EN tid med Brexit, forandringer i EU, Donald Trumps tweets og dramatiske demonstrationer i Moskva og Hongkong er der hjørner af det internationale nyhedslandskab, der bliver usynlige. Hvem bemærkede f.eks. forsommerens udmelding fra Kosova på Balkan, hvor parlamentsformanden rejste krav om retfærdig rettergang efter massakrer, der blev begået for mere end en snes år siden?

Vi kræver et tribunal, udtalte Kadri Veseli. Hans parlamentariske forsamling havde vedtaget en resolution, der kræver retfærdig retslig behandling af 186 dokumenterede sager, hvor serbiske styrker gjorde sig skyld i, hvad der i Kosova kaldes folkemord, mens andre nøjes med betegnelsen massakrer.

Kadri Veseli argumenterede for, at 20 år efter disse forbrydelser er der intet sket for at yde oprejsning til ofrene for den blodige udløber af krigene på Balkan, der op gennem 1990’erne var en del af det internationale medielandskab.

Så hvem, mener han, burde have gjort noget her for længst? Tribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY), FN’s Kosovo-mission UNMIK, EU’s særlige retsinstitution i Kosovo (Eulex), eller måske serbiske juridiske institutioner? Det var jo trods alt serbiske myndigheder, der i 2001 anholdt den tidligere præsident Slobodan Milosevic og udleverede ham til retsmyndigheden i Haag. Han døde i fængslet fem år senere, inden dommen kunne afsiges.

Men nej, mulighederne for at skabe en form for retfærdighed forekommer aldeles urealistiske, og forklaringerne er ikke overraskende politiske. Ifølge Veseli står den serbiske regering bag en kampagne, der går ud på at benægte overgrebene. Da EU har en interesse i at fremme, hvad der kaldes en normalisering eller en fredsproces på Balkan, er reaktionen fra Bruxelles tavshed.

MASSAKRERNE på etniske albanere i Kosova i 1998-99 falder ind i et trist mønster for sager omhandlende folkemord, i juridisk jargon: forbrydelser mod menneskeheden. Første dom af slagsen vedrørte massemordene i Rwanda i 1994 og blev afsagt i 2003. I november 2017 blev Ratko Mladic, den tidligere leder af de bosniske serberes hærstyrker, idømt fængsel på livstid. FN-tribunalet afgjorde, at Mladic havde medansvar for massakren på flere end 7.000 drenge og mænd i Srebrenica i 1995, den værste forbrydelse af sin art i Europa siden 1945.

Der skulle altså gå mere end 22 år, inden der juridisk blev ydet retfærdighed efter de ødelæggende konflikter i Europas sydøstlige hjørne.

I HVOR stor udtrækning dommen over Mladic fortjener betegnelsen retsopgør, afhænger af politisk temperament. Nødråbet fra Kadri Veseli er en indikation af opgavens uoverkommelighed. Professionelle retshistorikere bør måske minde Kadri Veseli om, hvordan det er gået i et tribunal langt fra Kosova og med implikationer, som tegner alt andet end opmuntrende.

I den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, blev det for en uge siden meddelt, at den af de hovedanklagede i maratonsagen mod de overlevende ledere fra Røde Khmer-regimet i datidens Kampuchea 1975-78, Nuon Chea, var død i en alder af 92. Han modtog i november i fjor den seneste dom i en række og fik livstidsfængsel. Ligeså hans medskyldige, den fransk-uddannede kommunistiske chefideolog Khieu Samphan på 87, der i en periode var det formelle statsoverhoved i Røde Khmer-styret. De to dømtes forsvarere har appelleret.

Den første dom mod Røde Khmer-ledelsen faldt tilbage i 2012 mod Kang Kek Iew, kendt som ’Deuch’, der var leder af regimets berygtede torturcenter S-21, hvor tusinder blev torteret til døde. Den i dag 76-årige kristent ’genfødte’ fik fængsel på livstid knapt fire årtier efter de forbrydelser, han blev dømt som hovedansvarlig for (Røde Khmer-regimets højst placerede, Pol Pot, døde i 1998, muligvis forgiftet af sine fangevogtere på et tidspunkt, hvor bevægelsen var i opløsning). Vi taler om 1,7 millioner dødsofre. Det cambodjanske tribunal har været i gang siden 2006. Regningen for dette tribunal har passeret 320 millioner dollars. Tribunalets hjemmeside udspecificerer ikke de enkelte poster i regnskabet, og der er ingen slutdato angivet.

Forbrydelser mod menneskeheden har ingen forældelsesfrist, men derimod en sagsbehandling så lang, at man kan diskutere, om forløbet har karakter af en farce eller en tragedie. Francois Ponchaud, en fransk præst og tidligere missionær i Cambodja, der for fire årtier siden var blandt de første til at dokumentere Røde Khmer-styrets forbrydelser, mener, at tribunalet i Phnom Penh er en monumental fejltagelse og spild af penge.

Kan vi gøre det bedre i Europa? Måske er det nationalpopulisternes støj og uro, der gør, at Balkan-konflikterne ikke længere får opmærksomhed. Der er i hvert fald ingen trøst at hente for de kosovarer, der denne sommer har forsøgt at råbe omverdenen op for at skabe opmærksomhed om en af de mange tragedier i Europas nyere historie.

(klumme i Politiken 12.08.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Har vi solgt Grønland for billigt?

Trump bør betale en større del af bloktilskuddet til Grønland. Det er jo hans baggård.

I alt for lang tid har debatten om Grønlands fremtid haft karakter af et skyggespil: Hvad vil USA, Rusland og Kina i Arktis, og hvad stiller en dansk regering op med et rigsfællesskab, hvor varetagelsen af lokale grønlandske interesser ikke nødvendigvis trækker i samme retning som det, regeringen i København foretrækker, man skal gøre?

Spørgsmålene står i kø, nu hvor en landsstyreformand forbereder sig på at trykke en besøgende amerikansk præsident i hånden. Vi kan med sindsro gå ud fra, at Kim Kielsen i god tid får et talepapir i hånden af embedsværket bag statsminister Mette Frederiksen. Men den medfølgende drejebog tager ikke nødvendigvis højde for, hvad der måtte ske, hvis gæsten fra Washington giver den gas i diskussionen om den fremtidige nordatlantiske sikkerhedspolitik. Med Trump kan man aldrig vide sig sikker.

Hen over små tre årtier har debatten om Grønland haft fokus på en god del sikkerhedspolitisk historie, især omhandlende de amerikanske baserettigheder, samt det grønlandske samfunds muligheder for i højere grad end hidtil at blive økonomisk selvbærende og politisk selvbestemmende.

Siden hjemmestyret i 2004 fejrede 25-års jubilæum, har det lydt fra højre og venstre, at Grønland er ved at bevæge sig mod regulært selvstyre. Næppe fuld uafhængighed, men et samfund, der tager mere kontrol og ansvar over sin økonomiske indretning og løsningen af flest mulige opgaver og forpligtelser over for sine indbyggere.

Læs: en reduceret afhængighed af det danske bloktilskud, der siden 2009 har ligget fast på omkring 3,4 milliarder kroner. I årtier har tommelfingerreglen for grønlandsk økonomi været, at hver eneste grønlandske husstand årligt modtager et beløb i bloktilskud svarende til en kvart million kroner, hvilket gør de grønlandske familier til klodens mest subsidierede.

PARADOKSET skriger til nordlyset: Tilskuddene gør det grønlandske samfund rigt, men rigdommen er ikke et resultat af grønlandsk produktion. Priserne på varer og tjenesteydelser er urealistisk høje, hvilket hæmmer konkurrenceevnen, erhvervslivet er domineret af statsvirksomheder eller virksomheder, der kun løber rundt med massive tilskud. Dermed udviskes grænserne mellem administration, politikere og erhvervsliv – en strukturel syge, der kendes fra talrige udviklingslande.

Så grønlandske politikere kan tale op og ned ad gletsjerne om selvstændighed på sigt, men den bliver der ikke noget af, så længe samfundet ikke er mere selvbærende. Den anden grund til, at selvstændighedsdrømmen forbliver et luftkastel, er sikkerhedspolitisk: Den tyndt befolkede kolos er i geopolitisk forstand en del af Nordamerika. Hvilket betyder, at USA har overhøjheden.

Sådan har det været siden 1940’erne og udbruddet af den kolde krig. Denne er for længst afblæst, men logikken består, fordi Rusland atter er i spil i Nordatlanten, denne gang i selskab med en anden autoritær stormagt, Kina.

Dilemmaet for grønlandske politikere er selvindlysende: Mindre økonomisk afhængighed af bloktilskud kan hjælpes på vej af kinesiske og russiske investeringer. Men her har Statsministeriet sat foden ned. Med ført amerikansk hånd. Det skete i fjor i forbindelse med et planlagt lufthavnsbyggeri. Daværende rigsfælleskabschef Lars Løkke Rasmussen satte i fjor 700 millioner kroner i projektet, tilsat en lånegaranti på 450 millioner. Så var kineserne ikke længere med i det spil, og i Washington blev der klappet af den allieredes villighed og lydighed.

SÅ NÅR landstyreformanden og statsministeren om få uger skal tale om de historiske forbindelser, nutiden og fremtiden, er tiden vel moden til at formulere sig i brutal klartekst, sådan som Donald Trump har for vane?

Meldingen fra chefen for det hele i Nordatlanten kunne lyde noget i retning af følgende:

Vi gider ikke længere mere udenomssnak. Grønland ligger i vores baggård. Se i øjnene, at de lokale aldrig kommer til at klare sig selv. Hjemme i Amerika har vi haft lignende problemer med de indianerstammer, der engang stillede sig i vejen for udviklingen og fremskridtet. Vi sendte dem ind i reservater, om end det ikke så pænt ud. Nogle døde undervejs, hvilket selvfølgelig var trist. Siden kaldte de sig for nationer, selv om alle ved, at det er der slet ikke tale om. Men det lyder selvfølgelig pænere. Så kald I bare Grønland for en nation, så længe ingen er i tvivl om, at det er Washington, det bestemmer, hvem der må bruge penge på det, der betyder noget.

Og fortsæt endelig med at sende flere penge. Enhver dansk politiker kan vel se, hvordan en forsikringspolice ser ud?

(klumme i Politiken 7. august 2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar