Postkort fra Wien: Læs Freud på ny

Et besøg i Berggasse 19 inspirerer til tackling af nutidens identitetspolitik og krænkelseskultur.

SIKKE EN dannelsesrejse: Wien skuffer ikke. Klædt i de smukkeste efterårsfarver og med dagtemperaturer på omkring en snes grader er der lagt de fornemste rammer for oplevelser med historisk indsigt.

Den østrigske hovedstad burde benævnes Europas kulturelle hovedstad. Hvis EU-tilhængere vil drille med lidt politisk kætteri, kan de passende starte en transnational bevægelse for flytning af de fælleseuropæiske institutioner ud af Bruxelles de godt 1.100 kilometer i sydøstlig retning; argumentet kunne være, at dermed ville kontinentets politiske centre være kommet hjem til de kulturelle.

Ved indgangen til det 20. århundrede var ingen centraleuropæisk hovedstad mere kosmopolitisk end Wien. Datidens 2 millioner indbyggere gjorde byen til klodens 6.-største med en etnisk sammensætning, der i sin variation nok kun blev overgået af New Yorks befolkning. Her levede germanske folkeslag side om side med tjekker, slovakker, ungarere, rumænere, bulgarere, jøder, ukrainere, russere og ikke mindst en myriade af folk med rødder på Balkan.

EN AF WIENS mest berømte personligheder, psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, kan i midten af sine 50’ere have passeret både Adolf Hitler og Josef Stalin i byens gader på vej til og fra sin bolig og klinik på den berømte adresse Berggasse 19. Uden anelser om, at den kunstinteresserede fanatikers politisk formative år i det ellers multikulturelle Wien 1907-13 lagde grunden til den antisemitisme, som i 1938 sendte Freud-familien til London i landflygtighed og Europa ud i ragnarok og massedrab.

Freuds hus er i dag museum og et beskedent af slagsen, helt ude af proportion med mandens kolossale betydning for eftertiden. Møblementet mangler den berømte samtalebriks, som fulgte med i eksilet og er blevet der. Kornede filmruller, portrætter og situationsbilleder med forklarende tekstplancher leverer levnedsbeskrivelsen. De besøgende får et tidsbillede på psykoanalysens etablering leveret på selve arnestedet, men selvfølgelig kun et billede af fortiden.

I DET DANSKE medielandskab er der ingen debat af betydning om psykoanalyse, til trods for at Freuds teorier bekræftes hele tiden og igen – aktuelt i den eksplosive cocktail af identitetspolitik og krænkelseskultur, anført af #MeToo.

Fraværet kan forklares med, at psykoanalysen står i modsætning til nutidens effektivitetskrav og dens altfortærende identitets- og sundhedsideologi. En moderne udgave af Freud ville i 2018 ikke kunne levere en målbeskrivelse, der hedder helbredelse eller normalitet. Han eller hun ville ikke trøste eller opmuntre, men anbefale, at vi ser modsigelser og konflikt i øjnene uden illusionen om, at de kan harmoniseres. Tyg lige på den, alle jer i #MeToo.

Sagt på en anden måde er den oprindelige Freud blevet nedkæmpet af både de tusindtallige amatører i den milliardstore terapeutiske spekulationsindustri og de bevægelser, der har gjort identitet og krænkelse af samme til deres kernesag. Nutidens krænkere og krænkede har ikke tid eller råd til at gå i psykoanalyse flere gange om måneden. I stedet er fænomenet gået viralt, og hvordan ville Freud forklare dette, hvis han levede i dag?

I et af sine hovedværker, ’Kulturens byrde’ (’Das Unbehagen in der Kultur’, 1930), lyder et af de mest centrale udsagn: »Hvor vældig må aggressionen ikke være som kulturhindring, når afværgelsen af den kan gøre lige så ulykkelig som aggressionen selv«. Stof til eftertanke for nutiden!

LIGE SÅ PURITANSK og spartansk museet i Berggasse 19 er, lige så monumental og permanent er Sigmunds Freuds betydning i nutiden, om end stærkt underkendt, især af alle de pseudovidenskabelige amatører og aktivister, der plagierer ham og gør en profession ud af det.

Hvis Freud kunne hentes frem fra de døde, ville han henvise til ’Kulturens byrde’ og sige: Læs mine tekster en gang til, og tænk efter. Men psykoanalysens samtalesofa og den dermed forbundne intimitet er blevet afløst af skrig, hyl og afsløringer i det offentlige rum. Ingen medieplatform går fri for fænomenet; fortrængning er blevet en umulighed.

Så psykoanalysens fader er lige så aktuel i dag, som han altid har været. Måden, han tænker mennesket på, i al dets kompleksitet med drifter og hæmninger, er på højde med store filosofiske tankesystemer. Freuds skæbne minder om det, der i økonomien er overgået Karl Marx: at også de, der undsiger ham, inderst inde ved, at han har ret i det meste. I analyserne, om end ikke i løsningerne.

(klumme i Politiken 18.10.2018)

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Grøn bilisme skaber globale tabere

Fremtidens transport- revolution vil gøre verden mere opdelt.

Hvem jublede højest, da statsministeren i sin åbningstale satte årstal på transportsektorens overgang til den grønne bilisme – forbrugerne eller producenterne?

Alene ordet elbil har fået en vis magi over sig, mens ordet hybridbil var et ret nyt ord i mit vokabularium, da jeg for halvandet års tid siden skiftede en kun tre år gammel benzinmotorbil ud med en hybridbil. Et besøg i Hyundai-fabrikkernes hovedkvarter i Seoul nogle måneder forinden gjorde udslaget: Ud med den kun lidt brugte 2014-model og ind med en hybrid fra samme producent, for jeg ville jo med på den grønne bilbølge (forbrugeroplysning: Nok er Hyundai et koreansk mærke, men har en fabrik i Tjekkiet).

Oplevelsen af at bevæge sig i den rigtige retning ved (delvist) at køre på elektricitet er siden blevet dæmpet ved læsning af beregninger, der viser, at selve produktionen af elbiler udleder så meget CO2, at en elbil forurener mere end en benzinbil i køretøjets levetid. Det nåede norske forskere frem til helt tilbage i 2012, så måske har vi levet i en stor indbildning?

Regnestykkerne er komplicerede, for klimabelastning afhænger af fremstillingsformen. De norske forskere nåede dengang frem til, at elbiler, der kører på strøm fremstillet af naturgas, forurener lige så meget som de dieselbiler, vi herhjemme hurtigst muligt skal have helt ud af markedet.

NÆSTE GENERATIONS teknologi presser sig på: Alle ved, at fremtidens biler skal køre på strøm, men skal den komme fra brint eller fra batterier? Den faktor, der kan knække kurven, er naturligvis at bruge den elektricitet, der er mest grøn.

I dag bliver brint til bilbrug fremstillet af naturgas. Via elektrolyse splittes naturgassen op i mindre bestanddele ved hjælp af damp; en proces, der udleder halvt så meget CO2 som fremstillingen af benzin eller diesel, men stadig er meget energikrævende. Hvis elektriciteten fremstilles med vand- eller vindenergi, vil man kunne reducere CO2-udslippet med op til 60 procent.

Brintbiler kører på strøm skabt i en brændselscelle. Eneste udledning herfra er vand. Slut med bekymringer over klimabelastning og ustabile benzinpriser på grund af svindende fossile reserver, for en brintbil kører på universets mest udbredte stof. Anderledes venligt ved klimaet vil det være, når metoderne til at lagre overskydende solenergi som brint bliver bedre udviklet.

Ifølge hjemmesiden brintbiler.dk er der for tiden 86 indregistrerede brintbiler i Danmark og 10 brinttankstationer, så der er et stykke vej endnu, inden brintbilerne får et folkeligt gennembrud.

En anden stor forhindring for en udbygning af brintbiler som transportform er naturligvis den forsyningsmæssige infrastruktur. Tallene fra verdens tredjestørste bilproducent, Tyskland, siger det meste: Tyskerne nåede i fjor op på (kun) et halvt hundrede brinttankstationer; salget af brintbiler går dog pænt med en fordobling fra 2016 til 2017.

Japan planlægger at have 20.000 brintbiler på vejene i 2020, hvor der ved Tokyos værtskab for de olympiske lege alene skal anvendes brintbiler.

DANMARKS geografi gør, at vi relativt hurtigt kan plastre landskabet til med brintbilstationer. Men tag så lige at se på Sverige, Tyskland, Polen og Frankrig; her kommer en tilsvarende omstilling til at tage væsentlig længere tid. For ikke at tale om bilismens kerneland, USA. Man ser for sig nogle meget opdelte samfund, hvor storbyerne og områderne omkring dem vil være præget af grønne transportformer, mens landevejene fortsat vil være præget af dieselosende lastvogne.

UANSET TEMPOET i forandringerne er den forbrændingsmotor, der mere end nogen anden teknologi dominerede det 20. århundrede, på vej ud af bilens motorrum, hvilket vil få dramatiske konsekvenser for store samfund over den ganske klode. Men det er næppe noget, der holder vore politikere vågne. Hvad vil der ske i de olieproducerende lande, når de skal indstille sig på, at deres fossile indtjening vil være konstant faldende?

Olierigdom er et pseudonym for forbandelse, således som vi længe har kunnet iagttage det i Venezuela. Hvor mange Venezuela’er skal det koste, at flere og flere højt udviklede lande omstiller sig til grønne transportformer?

Se frem til at ride med på den grønne bølge på landeveje, i byer og motorveje, men gør også klar til de sociale katastrofer, der vil blive udløst i olieproducerende lande, når deres økonomi kollapser. Bliver Vladimir Putin manden, der kan redde Rusland fra venezuelanske tilstande?

(klumme i Politiken 9. oktober 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Bliv klogere på verdens forandring

To danske bøger om verdens fremtid inspirerer og provokerer.

Et godt råd til især de uddannelsessøgende unge, der er usikre på verdens fremtidige indretning: find litteratur, der ikke er en del af studiepensum, men som på kvalificeret grundlag giver relevante pejlinger om klodens kurs. Og nej, det handler ikke om klimaforandringer og nødvendigheden af elbiler, men om forholdet mellem kultur, økonomi og teknologi i bredeste forstand.

De to titler, der skal omtales her, er blevet læst af nærværende skribent i umiddelbar forlængelse af hverandre. Deres emner kan umiddelbart tage sig forskellige ud, men de supplerer hinanden. I kombination har de to bøger nøgler til forståelse af, hvorfor den aktuelle verdensorden er blevet til en uorden, hvor mange indgroede forestillinger skal enten forkastes eller revideres: Vor fremtid defineres af teknologiske nyskabelser, men deres nytteværdi vil afhænge af kultur i betydningen: samfundenes sammenhængskraft.

BEGGE BØGER er velskrevne, medrivende og leverer tiltrængt provokation og inspiration. Journalist og forfatter Christina Boutrup fortsætter med ’Den store techrevolution. Sådan former Kina vores fremtid’ (People’sPress) i det videbegærlighedens spor, hun i en årrække har bevæget sig på. Med afsæt i reportagerejser i Kina fulgt op af kursus- og forelæsningsvirksomhed har hun taget danske publikummer med ind i et univers, der for mange forbliver skræmmende og mystisk.

I 2006, da Boutrup var bosat i Kina som korrespondent, mødte hun Jack Ma, grundlæggeren af Alibaba, der i dag har et volumen, der overgår eBay og Amazon tilsammen. Alibabas hovedforretning var en handelsplatform, som gjorde det muligt for vestlige virksomheder at finde billige kinesiske produkter ved at linke direkte med kinesiske leverandører. Kina havde dengang anslået 110 millioner internetbrugere, i dag er tallet sandsynligvis det seksdobbelte. Klodens største digitale økonomi har udviklet sig lige uden for vores gadedør, uden at ret mange har opdaget det.

Boutrup har besøgt mange af Kinas mest succesrige virksomheder og er konstant blevet overrasket over den nysgerrighed og kreativitet, som driver landets mest visionære entreprenører, til trods for at hverken det politiske system eller uddannelsessystemet lægger op til selvstændige og frie tanker. Det store kinesiske paradoks, kan man kalde det: befolkningen får velstand og udvikling, men uden de friheder og rettigheder, som vi i Vesten mener bør følge med. Forklaringen på forskellen? Den er kulturel og civilisatorisk.

NETOP DET civilisatoriske er en slags grundforklaring på den anden vigtige udgivelse: ’Gensyn med fremtiden. Et essay om den nye verdensorden’ (Munch & Lorenzen), forfattet af Kasper Støvring, en engageret litteraturforsker og debattør, der ikke protesterer over at blive kaldt nationalkonservativ (bogen blev anmeldt her i avisen 29. september).

Støvrings ærinde er at gøre op med den liberale universalisme, der voksede ud af Berlinmurens fald og skabte opfattelsen af, at vestlige normer og værdier havde forrang for alt andet og derfor skulle indføres over den ganske klode om nødvendigt med militær magt; en verdensopfattelse, der i dag tydeligvis har lidt skibbrud, hvad tilstandene i Mellemøsten leverer uafviselige vidnesbyrd om. Alt imens den russiske befolkning lever fint med Vladimir Putin, og den kinesiske lige så fint med Xi Jinping, fordi disse to autokrater har formået at skabe nationale vækkelser, der genbekræfter nogle kulturelle kerneværdier: autoritetstro og en hierarkisk samfundsorden.

For Kinas vedkommende kombineret med en tro på, at statskapitalisme og en højteknologisk politistat skaber noget, der er ved at blive en mangelvare i vestlige samfund: at kunne gå trygt på gaderne uden at blive konfronteret med en multikulturalisme, der truer med at opløse alt, hvad den kommer i nærheden af.

Det er nærliggende at kalde Kasper Støvring for en elev af den amerikanske politolog Samuel Huntington, der opnåede verdensberømmelse med sin bog ’Civilisationernes sammenstød’ (og som i Danmark blev afvist af argumentresistente fnysende liberale, der nægtede at forstå hans advarsler).

Christina Boutrup er tydeligvis fascineret af Kina og minder om den legendariske amerikanske journalist Lincoln Steffens, der efter et besøg i Sovjetunionen i 1921 vendte hjem til New York og udtalte: ’Jeg har set fremtiden, og den virker’. (Steffens blev en af sin samtids mest respekterede undersøgende journalister).

Læs, og bliv klogere på verdens forandring. Lev med uenighederne, for dem bliver man stærk af.

(klumme i Politiken 8. oktober 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Kommunistiske Kina forfølger marxister

Kinesiske aktivister, der forguder Karl Marx, er begyndt at tage statens ideologi på ordet.

Hvis den tyske filosof Karl Marx (1818-83) levede i dag og kunne tage på studierejse i nutidens Kina, ville han slå syv kors for sig. For her ville han opleve et samfund præget af markant ulighed, systematisk udbytning af et gigantisk lavtlønsproletariat og opkomsten af en entreprenør- og millionæroverklasse, der vokser hurtigere, end det nogensinde er set i et vestligt land. Alt sammen blandet godt og grundigt op med statsmonopoler i økonomien og et uretfærdigt retssystem, der ubarmhjertigt dømmer folk på grundlag, der er tyndt som rispapir.

Med andre ord: Nøjagtig den type politisk-økonomiske system, som Karl Marx og hans kollega Friedrich Engels opfordrede verdens undertrykte til at omstyrte, da de i 1848 udgav ’Det Kommunistiske Manifest’. Så hvorfor er det lige, at nutidens globale eliter skeler til Kina for at få en allieret i bestræbelserne på at opretholde en stabil verdensorden?

EN UDBREDT forestilling i Vesten har været, at det traditionelle kommunistiske tankegods i voksende grad er blevet ignoreret i de institutioner, der bemandes af Kinas tusinder af embedsfolk. Marx og Lenin levede fint på fortidens boghylder, og deres elev Mao Zedong, Folkerepublikken Kinas grundlægger i 1949, blev gradvist reduceret til staffage og symbolbrug, lød forklaringerne.

Men under den nuværende kinesiske koncernchef Xi Jinping har piben fået andre lyde. Han har genindført systematisk ideologisk opstramning med disciplinering af partiapparatet og embedskorpset. Knap tre årtier efter den virkeliggjorte socialismes kollaps i Europa er det blevet Xis ambition at gøre Kina til en nyfortolket marxismes kraftcenter, intet mindre.

Om det er lykkedes ham at omvende alle 90 millioner sjæle i partiet til den rette ortodoksi, er mere end tvivlsomt. Men udadtil kan kineserne altid få det til at se ud som om.

OM SAMFUNDET uden for partiapparatet forstår logikken, er så en anden sag. Et dramatisk begivenhedsforløb i den sydlige by Huizhou er blevet vidnesbyrd om de modsætninger, der hærger Kina. Byen blev for nylig scene for omfattende protestaktioner mod den voksende ulighed og den manglende retslige beskyttelse af individer på talløse virksomheder.

Ledet af unge universitetsuddannede socialister med afsæt i Karl Marx’ teorier om udbytning af et rettighedsløst proletariat gik tusinder af arbejdere på gaden i Huizhou for at skabe opmærksomhed om det, de opfatter som dybe uretfærdigheder og udbytning. Havde Marx været til stede, ville han have klappet og jublet.

Kina oplever konstant folkelige protester – i officiel terminologi kaldet ’massehændelser’, en eufemisme for demonstrationer, som i nogle tilfælde stemples ’kontrarevolutionære’ i de statsstyrede medier. Det nye, der overraskede myndighederne i Huizhou, var, at aktivisterne tog den officielle ideologi, altså marxismen og det, der kaldes Mao Zedong-tænkningen bogstaveligt. De gik på gaden med portrætter af Mao og bannere, der gengav marxistiske slagord, marcherede op foran flere af byens fabriksporte og krævede respekt for arbejderes rettigheder.

SÅ GIK der panik i sikkerhedstjenesten, der skred hårdt ind over for demonstrationerne. Adskillige af de tilrejsende universitetsfolk blev anholdt og afhørt. The New York Times beretter, at specialstyrker trængte ind i en fireværelseslejlighed, der var omdannet til møderum for et halvt hundrede aktivister, som blev ført væk til afhøring. Hvor mange der stadig sidder inde, er uvist.

MARX BESØGTE aldrig Kina. Han lærte om landet gennem landsmanden Karl Friedrich Gützlaff, en protestantisk missionær, der som den første vesterlænding oversatte Bibelen til kinesisk.

I en artikel fra 1850 forudsiger Marx, at Europas ’reaktionære kræfter’, når de møder den port til ældgammel konservatisme, som Den Kinesiske Mur er symbolet på, vil bære inskriptionen »Kinesisk Republik – frihed, lighed, broderskab«. Hvilket ikke skete hverken i 1800-tallet eller efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949.

Så Marx tog grueligt fejl: Han kunne ikke forudse, hvorledes eftertidens kinesiske ledere ville inkorporere en globalt orienteret kapitalisme i et årtusindgammelt embedssystem, og at klodens længst eksisterende kontinuerlige civilisation ville fusionere marxismen-leninismen med kapitalismen og dermed gøre op med både liberal og socialistisk ideologisk ortodoksi.

(klumme i Politiken 4. oktober 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Møder Kolding en sulten Obama?

Ekspræsidenten er med varm luft og bløde ord trådt indenfor i grådighedens univers.

I morgen (fredag den 28. sept.) oplever Kolding noget stort: Et håndplukket publikum kommer tæt på USA’s tidligere præsident Obama ved et event, som Foreningen Business Kolding står bag. En af verdens mest karismatiske og vigtige ledere, som foreningens direktør Morten Bjørn Hansen kalder ham. Rektor på Syddansk Universitet Henrik Dam og borgmester Jørn Pedersen glæder sig som små børn en juleaften til at lade ekspræsidentens karisma drysse som stjernestøv ned over Sydøstjylland.

Karisma og retorik er, hvad sådan en begivenhed handler om, uanset om den fornemme gæst fra den anden side af Atlanterhavet er forhenværende, endda særdeles forhenværende. Obama kommer direkte fra en stort anlagt sponsorkonference i New York, hvor finansieringsbanken Cantor Fitzgerald har samlet alt, hvad der kan krybe og gå inden for den mere lukrative del af en amerikanske sundhedsindustri for at præsentere og diskutere fremtidens såkaldte løsninger inden for medicinal- og behandlingssektoren. I april kom det frem i amerikanske medier, at Obamas honorar for at tale ved denne begivenhed er på 400.000 dollars (2,53 mio. kr.)

De 400.000 svarer til, hvad Obama fik i årsløn i sin tid som præsident. Mon ikke vi kan gå ud fra, at Business Kolding har fået ikonet til at stille op for bare lidt mindre? Lidt rabat, fordi man er i Jylland?

AT DEN tidligere præsident er på vej ind i den mest lukrative branche for forhenværende notabiliteter, vækker bekymring blandt partifæller. Bernie Sanders og Elizabeth Warren er ikke begejstrede, for Obamas honorarniveau er det dobbelte af, hvad hans tidligere udenrigsminister Hillary Clinton kan hæve, når hun stiller op ved firma-events. Bernie Sanders minder uelskværdigt om, at Obama i begyndelsen af sin første præsidentperiode, midt i finanskrisen, kaldte bankcheferne på Wall Street for »fede katte«.

Hvad mon de særligt inviterede og udvalgte i Kolding får ud af at lytte til den elegante ekspræsident, der modtog Nobels Fredspris, inden han havde udrettet noget som helst? (Ingen turde sige det højt, men han fik prisen for ikke at gentage alle de brølere, som forgængeren George W. Bush udmærkede sig ved).

KOLDINGENSERNE får utvivlsomt en god oplevelse med dybe suk og våde øjne i salen. En dansk provinsby sat på verdenskortet en kort stund. Resten af riget får ingenting, for arrangementet er lukket. Altså er alle os udenfor hensat til at spekulere over, hvad berømtheden mon har med i sin retoriske godtepose? Næppe sensationer og slet ikke indrømmelser af, hvor lidt han opnåede i en tid, hvor USA i stigende grad vendte ryggen til tragedierne og brutaliteten især i den arabiske verden. Lad os gå ud fra, at Business Kolding har fået en mindre rabat på Obamas 400.000 dollars-niveau. Manden kan jo tillade sig at være generøs, efter at han og hustruen Michelle tidligere i år skrev kontrakt med forlaget Penguin Random House om globale rettigheder til to bogudgivelser. Værdi: 65 millioner dollars.

GAD VIDE, om Barack Obama er ved at bevæge sig op i samme højder som verdensrekordindehaveren i forhenværende-regeringschef-holder-flot-tale-for-gigantbeløb-branchen. Her troner helt uden for konkurrence Storbritanniens tidligere Labour-premierrminister Tony Blair. Britiske undersøgende journalister har beregnet hans honorar til at være på 6.000 pund (50.000 kr.) i minuttet. Et godt stykke på den anden side af, hvad ekspræsidenterne Bill Clinton og George W. Bush kræver, nemlig 100.000 dollars (633.000 kr.) per tale.

Blair, vel nok efterkrigstidens mest overvurderede europæiske regeringsleder, indkasserede i april 2009 364.000 britiske pund (3,07 mio. kr.) for at holde to taler, hver på 30 minutter, i det forhutlede og fattigdomstyngede Filippinerne. Blairs emne: ’At lede opbygningen af en nation i globaliseringens tidsalder’. Der blev dengang spekuleret i, om Blairs konvertering til katolicisme i 2007 gjorde en forskel for det filippinske telekommunikationsfirma, der skrev checken ud. Temaet for tale nr. 2 var i øvrigt: ’Når lederen skal forhandle på grundlag af principper’.

Lad os håbe på, at Obama i Kolding fortæller mere end almindeligheder og hæver sig op over Tony Blairs niveau – ikke i størrelsen på honoraret, men i budskaberne. Mens Blair blev en rejsende storsælger af varm luft og blålys så stort som nordlyset, kan det jo være, at USA’s 44. præsident har en smule moral i behold og sender pengene til de yemenitiske eller syriske flygtninge.

(klumme i Politiken 27. sept. 2018)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Fremtidens Korea bliver neutralt

Visionerne om et samarbejdende Korea begynder at tegne sig.

HVAD ER status på Den Koreanske Halvø efter den sydkoreanske præsidents besøg hos den nordlige nabo i den forgangne uge? Hvor mange skridt er der taget i retning af afnuklearisering og politisk forsoning siden den nordkoreanske diktator, Kim Jong-uns, møde med præsident Trump 12. juni?

Alt efter hvor store forventninger omverdenen stiller, kan der mobiliseres varierende grader af optimisme. Men det er en uafviselig realitet, at dialogen mellem de to rivaliserende stater – der 1950-53 blev aktører i en blodig stedfortræderkrig mellem stormagterne USA, Sovjetunionen og Kina og betalte en høj pris i menneskeliv og fysiske ødelæggelser – aldrig har været mere lovende, hvis man skal vurdere retorikken og propagandaen.

Seoul og Pyongyang udstedte i årtier rødglødende bandbuller mod hinanden; det kom til adskillige nordkoreanske terrorangreb på sydkoreansk jord, og spændingsniveauet var i perioder højt. I dag tales der om fred og gensidig udvikling af velstand og fællesskaber. Men tag ikke fejl: Også i Korea er nationalismen en stærk kraft, og den ser gerne stormagterne hen, hvor peberet gror.

Ligner den aktuelle dialog noget, verden har set før? Optøningen mellem de to tyske stater i 1980’erne? Næ nej, for den endte som bekendt med den økonomisk stærke stats opslugning af den svage. På forbløffende kort tid blev arbejder- og bondestaten DDR til ’Det-Det-Var’, som en dansk spøgefugl udtrykte det, da den kommunistiske bastion gik under i 1990.

Sådan kommer det ikke til at gå i Korea. Kim-dynastiet er gået ind i forsoningsprocessen med både livrem og seler.

STATUS PÅ processen er følgende: Nordkorea har indstillet prøvesprængninger og affyringer af missiler; lokaliteter, der er blevet brugt til testaffyringer, er ved at blive lukket ned, dog mangler der verifikation af uafhængige observatører. USA har leveret positive modsvar ved at indstille de fælles militære øvelser med Sydkorea.

Næste trin: Senere i denne uge skal Trumps udenrigsminister, Mike Pompe,o lede et møde i FN-bygningen i New York, hvor Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer skal finde frem til retningslinjer for uafhængig kontrol og observation med Nordkoreas afmontering af nukleare faciliteter. Her bliver det selvsagt afgørende, hvilken rolle Nordkoreas to historiske allierede, Kina og Rusland, accepterer.

På den korte bane vil Kim-styret forsøge sig med en langsom proces, hvor det beholder mest muligt at sit atomare arsenal længst muligt. Nordkoreas sandsynlige modkrav vil være en tilbagetrækning af de amerikanske styrker i Sydkorea. Her vil Kim Jong-un utvivlsomt få forståelse hos sin sydkoreanske modpart, Moon Jae-in, der gerne ser et fremtidigt Korea med den mindst mulige militarisering. Men tag ikke fejl: Hvad angår konventionelle våben er Nordkorea klodens mest militariserede stat.

Får processen lov at køre, rejser der sig uundgåeligt et spørgsmål: Hvilken statsdannelse der kan blive Koreas fremtid. Den nemme løsning, som dog kan holde nogle årtier, er en permanent deling, hvilket vil være i modstrid med begge koreanske staters forfatning og erklærede politiske mål. Men en genforening på ’tyske’ betingelser er en umulighed, fordi den ikke vil sikre Kim-dynastiets overlevelse på sigt.

Altså må der stormagtsgarantier til. De skal i givet fald sikre, at et samarbejdende Korea bliver politisk neutralt, hvilket betyder en opsigelse af Sydkoreas forsvarsalliance med USA og en ny definition af de koreanske relationer til Kina.

Lyder dette urealistisk? Ikke når man holder det op mod Donald Trumps ’Amerika først’-strategi og Xi Jinpings Obor-program, de storstilede infrastrukturnetværk, der skal forbinde Asiens økonomier med resten af verden.

RUSLAND og Kina, der under den kolde krigs bipolare verdensorden sikrede Nordkoreas overlevelse, har ingen interesse i en fastholdelse af et delt Korea, hvis ellers det koreanske lederskab tillader Kina at inddrage halvøen i sin globale udviklingsstrategi. Hvis Seoul og Pyongyang enes om en neutral udenrigspolitik, ophæves rationalet for den amerikanske militære tilstedeværelse på baser i Sydkorea.

Donald Trump kan derefter gå over i historien som manden, der afsluttede krigen i Korea. Hvorfor ikke?

(klumme i Politiken 24. sept. 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Sæt navn på en krigsforbryder

Myanmars reelle leder er på vej ind i omverdenens afslørende søgelys.

Tidligere på måneden meddelte Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC, i Haag, at den har det nødvendige juridiske grundlag for at rejse sag mod de ansvarlige for fordrivelsen af rohingyabefokningen fra den vestlige del af Myanmar ind i nabolandet Bangladesh. Sagen vil i givet fald lande i kategorien forbrydelser mod menneskeheden, hvortil også regnes de etniske udrensninger, der huskes fra 1990’erne på Balkan og i Rwanda.

Fordrivelsen af de flere end 700.000 rohingyaer, der har stået på siden august i fjor, har karakter af tvangsmæssig deportering, hedder det i erklæringen fra ICC. En uafhængig FN-undersøgelse konkluderede i sidste måned, at Tatmadaw, Myanmars militær, har stået bag massedrab, gruppevoldtægter og afbrænding af landsbyer med hensigter, der berettiger betegnelsen folkemord. Myanmars militære øverstkommanderende og fem generaler bør drages til ansvar for disse overgreb, hed det.

REGERINGEN I Myanmar har ikke tilsluttet sig den såkaldte Rom-erklæring fra 1998, der førte til oprettelsen af ICC og har derfor for længst meddelt, at den ikke vil samarbejde. Men Bangladesh ratificerede sit medlemskab i 2010, hvilket rækker til at rejse en sag. Altså kan sagen førte til en domfældelse in absentia.

Alene diskussionen om sagen kan få politiske konsekvenser for magtforholdene i den sydøstasiatiske stat. Der spekuleres vidt og bredt i Myanmar i muligheden for, at Myanmars militære øverstkommanderende, Min Aung Hlaing, har ambitioner om at stille op til det valg, der skal afholdes i 2020, men er det realistisk at forestille sig, at Myanmar sender sin øverste politiske leder rundt til internationale topmøder, hvis han er på krigsforbryderdomstolens liste over wanted ?

Ikke hvis værtslandene for disse møder har ratificeret ICC.

Med andre ord kan Min Aung Hlaing besøge Kina og nabolandene i det sydøstasiatiske Asean-samarbejde, men næppe andre.

TRODS valghandlinger – seneste i 2015, hvor Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, vandt stort – er Myanmar ingenlunde i nærheden af at være en retsstat. Forfatningen fra 2008 giver militæret ret til at overtage ledelsen af landet i tilfælde af en national krise. Den militære elite udpeger de folk, der skal lede regeringens vigtigste ministerier, uden at disse skal godkendes i parlamentet: forsvaret, indenrigsministeriet og dermed den interne sikkerhedstjeneste og ministeriet for grænseregionerne.

Konsekvensen er blevet, at Myanmar er på vej tilbage i den politiske isolation, der eksisterede i de årtier, hvor datidens demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi nød de vestlige landes opbakning understreget af Nobels Fredspris 1991.

Hun er i dag et politisk gidsel, der er folkevalgt og på fri fod, en nikkedukke for den elite, der i forskellige klædninger har kontrolleret og domineret Myanmar, siden landet var kendt som Burma. Både generalerne og Suu Kyi bliver i dag kun modtaget i nabolandene, ikke mindst det Kina, som landet er dybt afhængigt af. EU har allerede indført sanktioner mod syv navngivne officerer for deres rolle i fordrivelserne i Rakhine.

MEN INTERNATIONALT pres vil prelle af på magteliten i Myanmar. Den ubehagelige realitet er, at fordrivelsen af rohingyaerne nyder bred folkelig opbakning blandt det buddhistiske befolkningsflertal. Generalerne nyder godt af, at der i munkestanden er udbredt accept af den etniske udrensningspolitik. Ligeså i det største politiske parti, NLD.

Aung San Suu Kyi har stort set været tavs om rohingyaerne, hvilket set med vestlige øjne gør hende medskyldig i massakrerne. Men realiteten er, at hvis der blev holdt valg i morgen, ville hun og hendes parti vinde stort.

Da Myanmar i 2012 indledte det, der lignede en demokratisering og liberalisering, vakte det forhåbninger om, at det plagede land kunne blive medlem af demokratiernes globale familie.

Denne vision er gået til grunde, og Myanmar ligner i uhyggelig grad sit naboland Thailand: en glat ’demokratisk’ overflade, men reelt autoritært, ulige og uretfærdigt på alle leder og kanter.

OVERGREBENE MOD rohingyaerne bør ikke gå i glemmebogen. Domstolen i Haag har gjort det nødvendige, om end virkningerne bliver til at overse: Der er sat navn på den reelt ansvarlige – krigsforbryderen hedder Min Aung Hlaing, født 1956, uddannet på landets forsvarsakademi i 70’erne, dengang vi kendte Myanmar som Burma.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar