Realiteterne i den spanske migrationskrise

Udgivet den 16. august 2026 af flemmingytzen

Kommentar af Mohammad Akbari, lagt ud på Facebook 16.08.26

Lars Boje og Morten Messerschmidt— hvorfor fortæller I ikke danskerne sandheden?

Hvorfor fortæller I ikke, at Meloni henter en halv million nye arbejdere til Italien, blandt andre fra Afrika — mens Sánchez giver ophold til folk, der overvejende kommer fra Spaniens egen kulturkreds: spansktalende, kristne latinamerikanere? Hvorfor fortæller I ikke, at den gruppe, I skræmmer os med, slet ikke er dem på jeres grynede video fra Ceuta-hegnet?

Jeg har brugt et par dage på at grave i sagen, som Morten Messerschmidt og Lars Boje Mathiesen fremstiller den. De taler om “1 million,” viser den grynede video fra Ceuta-hegnet og spørger rørende, om ingen dog kan se galskaben. Lad os tage det roligt, led for led.

Tallet holder ikke. Lars Boje taler om “den million, Spanien har gjort legale,” og lader det stå, som om en million mennesker nu har fået ophold. Sådan hænger det ikke sammen. Cirka 1,2 million ansøgte — men det er ikke det samme som at få det. Regeringens eget skøn fra starten var, at omkring 500.000 ender med at blive regulariseret (mens 750.000 var det forventede antal ansøgere). Man skal have ren straffeattest og mindst fem måneders ophold før nytår, og mange falder fra på kravene. Lars Boje lader ansøgertallet stå som resultatet — for en million lyder værre end regeringens egen forventning på det halve.

Hvem er de så? Det nævner de ikke, for det ødelægger billedet. To tredjedele er latinamerikanere — fra Spaniens egen sprog- og kulturkreds, spansktalende og med overvejende kristen baggrund (Latinamerika er omkring 85 % kristent), og mange med spanske og europæiske aner fra kolonitiden. Kun knap en fjerdedel er af afrikansk oprindelse i alt — altså fra samtlige afrikanske lande tilsammen, ikke kun Marokko. Marokkanerne alene fylder omkring 13 %.

Statsborgerskabs-genvejen står i den spanske civillov, artikel 22: borgere fra latinamerikanske lande kan søge spansk statsborgerskab efter to års lovligt ophold i stedet for de normale ti. Marokkanerne, som Lars Boje helst vil have dig til at tænke på, er ikke omfattet — de skal følge de normale ti år som alle andre. Den korte vej, hele hans skræmmebillede hviler på, gælder altså ikke den gruppe, han peger på. Han viser dig marokkaneren ved hegnet, men marokkaneren har slet ikke genvejen. Den gælder de latinamerikanere, han undlader at nævne.

Spanien tager med andre ord i høj grad imod folk fra sin egen sprog- og kulturkreds. Præcis den slags indvandring, højrefløjen ellers siger, de ikke har noget imod.

Danmark gør nøjagtig det samme. Dansksindede sydslesvigere kan få dansk statsborgerskab efter blot 2 års ophold i stedet for de normale 9, fritaget for indfødsretsprøven, blandt andet på grundlag af dansk afstamning — mindst én person fire generationer tilbage med dansk indfødsret. Begrundelsen står ord for ord i aftaleteksten: mindretallet er “historisk set en del af Danmark.” Samme tankegang som den spanske artikel 22 — og den ordning var Dansk Folkeparti selv med til at indføre, dengang de sad med ved bordet. De er forargede, når spanierne gør det ved deres kulturkreds, og stolte, når vi gør det ved vores.

Masselegalisering er slet ikke nogen spansk opfindelse. Tyskland gav mellem 2022 og 2025 lovligt ophold til op mod 137.000 mennesker, der var omfattet af en særlig ordning for folk, der ikke kunne udsendes. Italien — ja, Melonis eget Italien — kørte selv en stor regularisering i 2020 med 220.000 ansøgninger. Så når højrefløjen fremstiller Spanien som et land, der har gjort noget vildt og enestående, passer det ikke. Flere europæiske lande har gjort præcis det samme, stille og roligt, uden ramaskrig.

Så tror du, Meloni er din redningsmand? Se lige her: hun råber allerhøjest om at smide Spanien ud af Schengen. Men hun har selv vedtaget sit decreto flussi — en lov, der åbner for knap en halv million ikke-EU-arbejdere over tre år. En del af pladserne er reserveret til borgere fra lande, Italien har migrationsaftaler med, blandt andre Elfenbenskysten, Niger, Nigeria, Senegal og Marokko.

Så lad mig få det på plads: Meloni må gerne hente helt nye afrikanske arbejdere til Italien — men Sánchez må ikke give opholdstilladelse til folk, der for det første allerede befinder sig i Spanien, for det andet overvejende kommer fra Spaniens egen kulturkreds, og for det tredje er spansktalende og kristne? Med højrefløjens egen målestok om, hvor folk kommer fra, giver det ingen mening. Så er det ikke Sánchez, der er synderen, og det er i hvert fald ikke Meloni, der er din redningsmand.

Hvorfor gør Spanien det så? Ikke for stemmernes skyld, som nogle påstår. De regulariserede får en etårig opholdstilladelse, ikke stemmeret — kun statsborgere kan stemme, og der går år, før nogen af dem overhovedet kan søge om det. Nej, Spanien gør det af nød. Fødselstallet er 1,12 barn per kvinde, langt under de 2,1, der skal til for at holde befolkningen stabil. Spaniens eget statistikinstitut regner med, at der i 2050 kun vil være 1,2 personer i arbejde per pensionist, mod 2,6 i dag.

Den spanske nationalbank har advaret om, at landet skal bruge op mod 25 millioner udenlandske arbejdere frem mod 2053, hvis pensionerne skal hænge sammen. Når man regulariserer folk, der allerede bor og arbejder der, begynder de at betale skat i stedet for at arbejde sort. Det handler ikke om vælgere i 2027. Det handler om, hvem der skal betale for pensionerne i 2050.

Her er den ubekvemme sandhed, som Lars Boje og Morten heller ikke fortæller: Danmark står i præcis samme situation. Vi har også faldende fødselstal og en aldrende befolkning. Op mod 45 danske kommuner vil ifølge fremskrivninger have færre i den arbejdsdygtige alder i 2050 end i dag, med Lolland, Tønder, Skive og Bornholm i front. Dansk Erhverv har på baggrund af FN’s tal vist, at der bliver 45 millioner færre i den arbejdsdygtige alder i hele EU frem mod 2050, og at netop de lande, vi i dag henter flest udenlandske kolleger fra, Tyskland og Polen, selv kommer til at mangle folk. Med andre ord: vi kommer til at konkurrere med resten af Europa om den samme arbejdskraft. Så når højrefløjen fremstiller Spaniens beslutning som ren galskab, overser de, at Danmark før eller siden står med nøjagtig samme regnestykke.

Hvad så med bekymringen om, at de “om få år bevæger sig mod Danmark”? En spansk arbejdstilladelse giver kun 90 dages ophold i Schengen som turist — ikke ret til at arbejde i Danmark. Det bekræftede tre ministre i Folketinget. Fri bevægelighed kræver spansk statsborgerskab, og det tager år med prøver. De få, der flytter videre, søger Frankrig, Tyskland og Storbritannien — ikke et lille, dyrt, dansktalende land i nord.

Så træk fra: dem der ikke får tilladelse, dem der bliver i Spanien, og dem der vælger de store lande. Tilbage står en brøkdel. Det er ingen flodbølge mod Danmark — bare det største tal, man kunne finde, uden et eneste af de filtre, virkeligheden lægger på.

Så hvis du gik og var bekymret: det er du blevet gjort med vilje. Du er blevet skræmt med et oppustet tal, du har ikke fået at vide, hvem folk faktisk er, du har ikke fået at vide, at Danmark selv har samme ordning — og du har ikke fået at vide, at Melonis eget Italien henter mere arbejdskraft ind, end det Spanien bliver hængt ud for.

Mohammad Akbari

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Mogens Lykketofts opråb til europære

Udgivet den 11. august 2026 af flemmingytzen

Magasinet RÆSON bringer (10.08.) en kommentar til Palæstina-konflikten skrevet af den socialdemokratiske veteranpolitiker Mogens Lykketoft (f. 1946). Her følger et særdeles relevant uddrag, hvor han sætter statsminister Mette Frederiksen på plads:

’Vi må fastholde engagementet, uanset at den værste sønderbombning af Palæstina er forbi. Det er godt, at regeringerne Norge, Irland, Spanien, Holland m.fl. klart siger fra. Det rykker også i Storbritannien og Frankrig. Men en samlet EU-reaktion forhindres af et Tyskland, der i beskæmmelse over Hitlers forfærdende folkemord mod jøderne kritikløst lader Staten Israel bedrive noget, som desværre i enhver rimelig fortolkning af folkeretten må betegnes som folkemord. Det er slattent kun at kunne enes om sanktioner mod enkelte voldelige bosættere og bosættervarer, når enhver ved, at det hele er styret og ønsket af Israels regering.

Nogle europæiske regeringer – også den danske – har kun bevæget sig fra en kritikløs opbakning af Israels ’ret til selvforsvar’ til reaktioner mod israelske krigsforbrydelser, der er langt mere lavmælte end reaktionen mod Putins forbrydelser i Ukraine.

En grund til den lave profil hos nogle europæiske regeringer er frygten for at udfordre Trump, fordi man stadig håber – for vores egen sikkerheds skyld – at fastholde USA som bagstopper mod Ruslands aggression i Ukraine. Men omkostningen ved denne form for pragmatisme er, at det stempler os som dobbeltmoralske i store dele af verden.

Den lave profil understøttes også af en fatalistisk holdning, at det ikke er muligt at ændre på det eneste afgørende – USA’s ubetingede opbakning til Staten Israel, der har gjort denne stat stadigt mere aggressiv. Denne opbakning er rigtigt nok et mangeårigt resultat af amerikanske politikeres afhængighed af penge fra nogle få jødiske supermilliardærer på den yderste højrefløj, fra AIPAC og våbenindustrien og opbakning blandt bibelbæltets evangelisk-kristne fundamentalister, der er blevet kernevælgere for Trump. Men fatalismen her er nok fejlanbragt i lyset af den ny dynamik i amerikansk politik, som beskrevet ovenfor.

En anden årsag til tavsheden – eller endda forsvar for Staten Israels handlinger – er historieløshed og manglende vilje til at se nutidens realiteter i øjnene: Min mest grundlæggende uenighed med min gamle kampfælle Mette Frederiksen er, at hun alt for længe – måske som refleks af sin modvilje mod arabisk og muslimsk indvandring – fastlåste sig med et billede af Israel som en forpost for vestlig civilisation, en demokratisk forpost i Mellemøsten, der holder de vilde arabere i skak og forhindrer dem i at kaste jøderne i Middelhavet. Men Israel er en besættelsesmagt og apartheidstat, der voldsomt undertrykker og fortrænger palæstinensere i det område, den behersker’.

Hele indlægget her:

https://www.raeson.dk/2026/mogens-lykketoft-om-gaza-mange-amerikanerne-har-faaet-nok-og-nu-maa-de-europaeiske-regeringer-vise-aktiv-solidaritet-med-palaestina

Citat slut. Tænk hvis anstændige borgerlige, liberale kunne præstere samme erkendelser som Lykketoft! (Alt for mange socialdemokrater, folkesocialister og socialliberale vælger tavsheden).

Ovenstående hentet fra nettet, så det er IKKE et Lykketoft-citat.

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Ny bog er en vejledning til fremtiden

Udgivet den 26. juli 2026 af flemmingytzen

Professor Kjeld Erik Brødsgaard svigter ikke læserne i sin seneste analyse af verdens kinesiske fremtid. Men vore politikere vil forblive døve.

Boganmeldelse. Kjeld Erik Brødsgaard og Anne-Mette Barfod: Xi Jinpings Kina. Arkitekten bag en ny verdensorden. Gads Forlag, 256 sider

Måske var det et folkeligt selvbedrag oveni en jubelvækkelse, der fandt sted dengang i de første år efter faldet af muren i Berlin. Først en erkendelse af, at verden kunne være anderledes end den bipolare orden, hvor USA og Sovjetunionen stod i spidsen for hver sin blok med ’den tredje verden’ anbragt midt imellem som området, som de to supermagter rivaliserede om. Siden fulgte en forskrækkelse over, at et land, der startede med kopiere sit politiske system efter det fejlslagne sovjetiske, kunne lykkes med sin egen variant af kapitalisme og overhale alle andre udviklingslande og blive en økonomisk supermagt i egen ret.

Alt sammen blev det kompliceret, men efter årtusindskiftet fandt de vestlige ledere det fornuftigt og rigtigt at lukke Kina ind i verdenshandelsorganisationen, WTO. Det er der nogle, der fortryder i dag, men det er underordnet, fordi Donald Trump har slået WTO til plukfisk med sin heftige protektionisme.

Verden er på kort tid blevet dramatisk forandret, og drivkraften i forandringerne har været ledet primært af Kina, i anden række af dets nabolande. Et svækket EU befinder sig i en tilpasningsfase til både USA  og Kina, og denne er med krigen i Ukraine blevet for voldsom en udfordring. Bruxelles er under angreb fra begge sider, må vi forstå. Men mange rummer det slet ikke. Så hvor kan nye læsere begynde?

Et tilbageblik: studier af Kina var i vækst i de første år efter skiftet i toppen af Beijings magtpyramide 1976-78. Blandt de universitetsfolk, der kom på længerevarende studieophold i det dengang gådefulde land, var Kjeld Erik Brødsgaard. Han returnerede hyppigt siden og supplerede med ophold i USA, Taiwan og Singapore.

Fra hans hånd er det over årene blevet til flere udgivelser, herunder ’Spillet om Kina’ (1991), ’Kina efter Deng’ (1997) og ’Kina i moderne tid – samfund, økonomi og politik’ (2019). Seneste fra hans hånd hedder ’Xi Jingpings Kina – arkitekten bag en ny verdensorden’. Foruden hans talløse artikelbidrag i dagblade og magasiner, deltagelse i radioprogrammer, m.v. Brødsgaard havde kun få at konkurrere med i mediehavet.

I sin nyeste bog har han fået følgeskab af Anne-Mette Barfod, der har titel af strategisk rådgiver og forskningsformidler. Gads Forlag har selvfølgelig haft en hensigt med at kombinere de to: udgivelsen forsøger at ramme målgrupper, der hidtil har været uden for praktisk og pædagogisk rækkevidde. Her er det indlysende at tænke på erhvervsfolk, undervisere og forskningsverdenen.

Hvilket er ganske tiltrængt, da dansk politik over for Kina har været dysfunktionel i tiden under Mette Frederiksen. Hendes kollega Lars Løkke Rasmussen har kæmpet for at redde hvad reddes kunne for at sikre et fortsat dansk engagement i en økonomi og et samfund, der indiskutabelt har placeret sig i centrum af det 21. århundredes verdensorden – eller mangel på samme; måske er ’uorden’ en mere dækkende betegnelse.

Politikerne har tabt

At lukke øjnene for Kina er en farlig strategi for Europa, det er som at fægte i blinde, lyder de to forfatteres indledende mantra. Som det er tilfældet med resten af de europæiske beslutningstagermiljøer, er danskernes indsigt i Kina reduceret i takt med, at landets betydning er vokset. Statsministeren fnyser af Kina på grund af Beijings tætte relationer til Putin, selv om disse på sigt giver kineserne nøglen til en løsning i Ukraine-konflikten. Anderledes med udenrigsministeren plus nogle fagministerier,  for hvem det kun kan gå for langsomt med at komme til Beijing og Shanghai. I Folketinget er tilstanden kørt helt skæv: ingen af partiernes udenrigsordførere har Kina og resten af Østasien på radaren, for Ukraine og Grønlandskrisen tager al opmærksomheden.

Derfor foregik det i relativ ubemærkethed, at den kinesiske udenrigsminister Wang Yi besøgte København i starten af juli, hvad der kun kan fortolkes som en normalisering af det dansk-kinesiske forhold. Både Mette og resten af de anti-kinesiske ordførere har tabt slaget om opinionen – og her kan man kun sige tak til interesseorganisationen Dansk Industri for at bide sig fast og stå op mod  strømmen af parlamentariske populister – hele vejen fra yderste højre til ditto venstre fløj.

Brødsgaards og Barfods bog bør naturligvis indkøbes til samtlige 179 folkevalgte på Christiansborg, men det kommer ikke til at ske, fordi Ukraine fortærer alt. Så hvad med at gøre det til officiel dansk politik at lade vor Kina-politik blive drevet af Dansk Industri. Direktør Lars Sandahl Sørensen gør det jo allerede glimrende.

Over lidt mere end 250 sider spredt fordelt på 15 kapitler tager forfatterne os igennem de grundlæggende emner og udfordringer: kommunistpartiets indre logikker, magtkoncentrationen omkring Xi Jinping, økonomiens innovative præstationer, silkevejsprogrammerne i naboregionerne, handelskonflikterne med USA og EU, de territorielle konflikter især i det Sydkinesiske Hav, det svære tvetydige forhold til ’broderfjenden’ Rusland og ærkerivalen USA.

En buldrende kompliceret dagsorden, tør det nok siges. Derfor er fortælleformen logisk: Barfod har interviewet Kina-veteranen, så i den forstand er der tale om en samtalebog.

Brandmuren

Her i midt-2026 er det altdominerende emne for europæerne blevet kunstig intelligens (som intet har med begavelse at gøre), og derfor kan det ærgre, at forfatterne kun giver Kinas digitale økosystem en ret beskeden behandling (s. 123), hvor det lyder: ’Allerede i slutningen af 1990’erne etableredes den såkaldte Great Firewall of China, som blokerede adgangen til vestlige hjemmesider som Google, Facebook og Twitter. I stedet voksede et parallelt digitalt økosystem frem med platforme som Baidu, WeChat og Weibo, der både kunne overvåges og reguleres af staten’.

Heureka! Nøglen til at politisk betvinge det frie, demokratiske og imperialistiske Vesten lå i at tage kontrollen med noget amerikansk software, haha!

Hvor svært kan det være? Mens Europas amerikanske beskytter siden 1945 er ved at rådne op indefra i korruption og digitale destruktionsbølger, holder Kina en stabil udviklingskurs ved at regulere, vejlede, opdrage, styre og uddanne. Beijing tilbyder autoritær orden og forudsigelighed som et modstykke til det anarki, der udgår fra Washington, Florida og Silicon Valley. Den kinesiske model er mere overlevelsesdygtig end den rabiate og xenofobiske og nationalchauvinistiske højrepopulisme, der udgår fra både trængte europæiske bysamfund  og regeringskontorer i EU-familien.  

Mine positive vurderinger af bogen til trods vil jeg slå ned på kapitel 4, der har titlen ’Kinas økonomiske udvikling – fra planøkonomi til verdensøkonomi’ og fylder en snes sider, hvilket er alt for lidt!  Brødsgaard tager afsæt i egne observationer fra 1978, året hvor han første gang kommer til landet og oplever rationeringskuponer, uden hvilke man ikke kunne have en hverdag i byerne: ’Alle restauranter var statsdrevne og lukkede præcis klokken 19.30, hvorefter lyset i hele Beijing blev slukket – måske for at spare strøm. Hvis man alligevel var ude, kunne man af og til se en enkelt lyskegle fra en bil glide gennem mørket. I alle tog blev lyset slukket klokken 21.30 og allerede ved 5.30-tiden næste morgen lød tonerne af ’Østen er rød’ fra højttalerne’.

Nærværende anmelder erindrer sig et udsagn fra den amerikanske topdiplomat Henry Kissinger, der er citeret for om sit besøg sammen med præsident Richard Nixon i februar 1972 at have kaldt Kina for ’et meget fattigt stalinistisk land’.

1978 ændrede alt

Kapitel 4 omtaler det berømte tredje plenarmøde i december 1978, hvor de cirka 200 medlemmer af kommunistpartiets centralkomite mødtes og vedtog et sæt løst definerede retningslinjer for økonomiske reformer i retning af at frisætte markedskræfterne. Det skete samtidig med en gradvis og diskret afstandtagen fra den politik, som Mao Zedong havde stået for. Forandringerne sætter sig igennem i landbruget op gennem 1980’erne, men det er først i 1990’erne – i kølvandet på styrets nedkæmpelse af de spontane demonstrationer i Beijings centrum i forsommeren 1989 – at markedsgørelsen af industrien slår igennem med stor kraft. Det sker i første omgang i Perleflodsdeltaet og dermed Guangdong-provinsen, og gæt så lige, hvem der dengang var partisekretær (dvs øverste chef) i netop den provins? Xi Zhongxun, far til den nuværende chef for det hele, Xi Jinping.

Læseren kunne have ønsket sig nogle citatuddrag fra den tekst, som plenarmødet i december 1978 vedtog. De har jo haft verdenshistorisk betydning. I stedet må vi i nutiden sætte beslutningernes konsekvenser under lup.

Paradokset her i 2026 er indlysende nok og beskrives i samme kapitel: at klodens to hovedrivaler begge fører industripolitik og beskytter deres magtsfærer. Militært agerer Kina i sit nærområde med oprustningstiltag, der giver mindelser om 1800-tallets amerikanske Monroe-doktrin. Hvad der naturligvis stiller Europa i svære dilemmaer, og hvad er så lige forskellen på, at Trump gør krav på Grønland, mens Xi Jinping (som sine forgængere) vil have indlemmet Taiwan?

Gads Forlag skal takkes for initiativet, men det er tvivlsomt om udgivelsens intentioner realiseres. Snare drukner de i debatterne om Ukraine, Gaza, klimaforandringer, folketingspræster og europæiske oprustningsbestræbelser. Alt imens eksprestogene fra Perleflodsdeltaet og Shanghai fortsætter ud over stepperne på flere kontinenter, og kinesiske turister (snesevis af millioner) strømmer til Europa for at gå på oplevelse i den gamle verdens støvede og vakkelvorne frilandsmuseum.

(publiceres i magasinet Danmark-Kina, september 2026)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Advarsel fra USA, der risikerer at virke modsat

Udgivet den 26. juli 2026 af flemmingytzen

Med tak til Niels Ivar Larsen, dagbladet Information:

Den 14. juli, mens tropper fra 35 lande – også Danmark og Ukraine, men ikke USA – marcherede ned ad Champs-Élysées, lagde den amerikanske vicekrigsministerElbridge Colby en tråd af indlæg på X, der på overfladen handlede om strategisk teori. Reelt var der tale om en advarsel rettet mod de vestlige hovedstæder, der i stigende grad taler om, hvordan de kan stå sammen uden om Washington.

Timingen var næppe tilfældig. Samme dag som den franske nationaldag, hvor Ukraines Volodymyr Zelenskyj var blandt 25 inviterede stats- og regeringschefer, og hvor paraden demonstrativt skulle understrege en europæisk-ledet koalitionslogik, valgte USA’s nummer tre i Pentagon (som siden september sidste år hedder Krigsministeriet) at slå fast, hvem der ifølge ham bestemmer. 

Den 46-årige amerikanske vicekrigsminister Colby er en fremtrædende republikansk strateg og mangeårig fortaler for en omlægning af de amerikanske militære ressourcer med henblik på at hævde sig i rivalitetsforholdet med Kina. Han var under Trumps første administration chefarkitekt bag den nationale forsvarsstrategi fra 2018 og er nu ’undersekretær for krig med ansvar for politik’. Som forfatter til værket The Strategy of Denial bekender han sig til en rigid sikkerhedspolitisk realisme, hvor værdien af allianceforhold alene skal anskues gennem et »prisme af interesser, geografi, økonomi og militær magt« – med andre ord: væk med alle idealer om at udbrede demokrati og international retsorden.

I sin X-tråd, som lige siden er blevet vidt og bredt delt og kommenteret, henvender Colby sig til andre sikkerhedsanalytikere. Men som sagt: i virkeligheden nok mest til hovedstæderne i de lande, der historisk set har været allierede med USA. 

Colby afviser kategorisk tanken om en sammenhængende koalition af »mellemstore magter«. Han beskriver hele idéen som en distraktion og advarer om, at allierede risikerer at spilde »værdifuld tid, penge og politisk kapital«. Ifølge ham bygger strategien på »en fejlagtig forståelse af internationale relationer«, fordi mellemstore magter ganske enkelt »ikke har et sammenhængende grundlag for at indgå i en alliance«.

Hans formål er dobbelt: Dels at advare imod ethvert forsøg på koordinering mellem mellemstore magter uden om USA. Dels at minde om, at disse landes absolutte afhængighed af den amerikanske forsvarsindustri består. Han ulejliger sig knap med at tilsløre truslen: »Adgang til den amerikanske forsvarsindustri er et privilegium, ikke en rettighed«, skriver han.

Ifølge Colby mangler mellemstore magter (læs: Storbritannien, Canada, Australien, EU’s større nationer, Japan og Sydkorea) et sammenhængende grundlag for alliance – de har for forskellige interesser til at kunne optræde som et samlet kollektiv over for verdens sande stormagter. 

For det andet afviser han, at traditionelle allierede skulle være på vej til at vende USA ryggen som våbenleverandør. Han insisterer på, at det amerikanske forsvarsindustrielle kompleks på ingen måde er i færd med at tabe terræn på grund af kundernes utilfredshed med Washington. Som han formulerer det: »The simple fact of the matter is that no alternative country or countries can compete with the U.S. defense industrial base, either in quantity or quality.«

Colby supplerer med en tredje pointe: Allierede opfordres til at investere mere i egen forsvarsindustri – men vel at mærke kun på måder, der involverer samarbejde med USA frem for dødsdømte forsøg på at erstatte eller overflødiggøre koalitionen med den amerikanske supermagt. 

Med andre ord: Oprust endelig! Så længe I bare gør det inden for rammer, Washington fortsat kan styre og kontrollere. 

Kritiske modrøster har slået ned på det paradoksale at sige, at det aldrig kan lykkes for mellemstore magter at gøre sig uafhængig af den amerikanske forsvarsindustri og hellere skulle integrere sig med den – og i samme åndedrag understrege, at adgang til den industri ikke er en ret, som disse lande bør tage for givet. 

Men hvis fortsat afhængighed er eneste meningsfulde rationelle vej, hvorfor så true med at lukke den af?

Den canadiske sikkerhedspolitiske forsker Fen Hampson beskriver Colbys udbrud som et eksempel på, hvad han kalder USA’s aktuelle ’bipolare forstyrrelse’ – hvor Washington under Trump er blevet upålideligt for sine allierede, men stadig kræver disses loyalitet og opmærksomhed som eksemplificeret ved Trumps vrede over, at NATO ikke gik med i hans og Israels krig mod Iran. 

USA vil med andre ord gerne frigøre sig fra forpligtelser over for sine partnere, men vil for alt i verden ikke have, at partnerne kunne finde på at gøre ligeså over for USA. 

Spørgsmålet er: Afspejler Colbys indlæg en gryende og reel ny nervøsitet i Washington over at miste grebet om de gamle allierede. Eller om det bare er skryderi på de sociale medier?

På retorikkens overflade klinger budskabet selvsikkert arrogant. Men at Pentagons tredjemand finder det opportunt at poste en X-tråd på at nedskyde et begreb, han erklærer strategisk irrelevant, er dog påfaldende. Hvorfor bruge krudt på at tilbagevise ting, man ikke kan tage alvorligt?

Man kan hævde, at USA har grund til bekymring. Ifølge SIPRI’s seneste opgørelse fra marts 2026 øgede Europa sine militærudgifter med 14 procent i 2025 – den hurtigste stigning blandt NATO’s europæiske medlemmer siden 1953, og samtidig søger EU gennem Security Action for Europe-programmet (SAFE) at omlæggesine fremtidigeforsvarsindkøb, så mindst 65 procent af værdien kommer fra europæiske, ukrainske eller tilknyttede producenter. SAFE-fonden har foreløbig fået tilført ikke mindre end 150 milliarder euro. I februar 2026 blev Canada det første ikke-europæiske land, der sluttede sig SAFE. 

Dermed er der skabt et stærkt politisk incitament til gradvist at mindske afhængigheden af amerikanske leverandører, selv om USA fortsat dominerer det europæiske marked: ifølge en tidligere SIPRI-opgørelse fra marts 2025, der dækker perioden 2020-24, leverede amerikanske producenter 64 procent af de europæiske NATO-landes våbenimport i disse år mod 52 procent i 2015-19 – altså en stigende, ikke faldende, amerikansk andel over den periode.

Med ved bordet eller på menuen
Netop Canadas premierminister, Mark Carney, som Colby ikke nævner ved navn, var manden, der i en skarp januar-tale til World Economic Forum i Davos oprindeligt lancerede visionen om et fællesskab af mellemstore magter. Carneys pointe var enkel og er blevet stående som referencepunkt for debatten: De mellemstore magter må handle sammen, for sidder de ikke med ved bordet, ender de på menuen. Derimod kan de store magter – indtil videre – klare sig alene, fordi de har den markedsstørrelse, militære kapacitet og gennemslagskraft, det kræver at diktere andre deres vilkår.

Colby har temmeligt sikkert ret i, at ingen kan matche amerikansk forsvarsindustri i kvalitet og volumen på kort sigt. Men det centrale spørgsmål er: Hvorfor er vestlige mellemstore magter overhovedet nået til et punkt, hvor de finder det nødvendigt at forsikre sig imod at være afhængige af USA?

Det begyndte med tvivlen om Amerikas langsigtede forpligtelse til NATO, som fik europæiske partnere til at søge tættere strategiske bånd imellem sig – eksemplificeret ved, at ledere fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Ukraine og seks partnerlande kort efter et NATO-topmøde i Ankara mødtes i Paris for at præsentere et fælles europæisk missilforsvarsinitiativ. Den slags projekter opstår ikke, fordi europæerne pludselig ønsker at bryde med USA af princip, men de kan være forsikringspolice mod et scenarie, hvor de amerikanske sikkerhedsgarantier viser sig mindre robuste, end de historisk har været. 

Når Washington signalerer frigørelse fra forpligtelser over gamle alliancer og insisterer på, at partnerne vedblivende skal opføre sig som klienter i det amerikanske system, opstår der en ubalance, ingen suveræn stat kan acceptere i det lange løb. At blive behandlet som en, der kan blive afskåret fra sikkerhedsgarantier uden varsel og samtidig forventes at forblive fuldstændig afhængig af amerikansk udstyr, er ikke en komfortabel position. Al logik tilsiger, at man må søge alternativer.

Tilgangens formål behøver ikke at være at søge en erstatning for alliancen med et USA, der trods alt næppe vil blive regeret af trumpister for evigt, men som minimum at skabe valgmuligheder: diversificering af våbenleverandører, styrkelse af nationale forsvarsindustrier og samarbejde mellem allierede uden om Washington. 

Målet er at mindske risikoen for at blive fanget i, hvad den franske sikkerhedsforsker Olivier Schmitt kalder »racket de protection« samt for, at afhængigheder bliver til sårbarheder, der fører til vasalstatus. 

De europæiske og øvrige vestlige mellemstore magter ønsker ikke at være vasaller, og derfor søger de imod strategisk autonomi. Man må betvivle, at det kan lykkes for Trump, Colby og andre i USA at true dem til vasalstatus. En trussel om at lukke af for adgangen til amerikansk forsvarsindustri virker kun, hvis modparten ikke har alternativer eller ikke er villig til at betale prisen for uafhængighed. 

Når Europa – ganske vist langsomt og med betydelige omkostninger – går så benhårdt efter at reducere sine indkøb fra amerikanske producenter, viser det, at truslen ikke er lige så virkningsfuld, som Colby giver det udseende af.

Advarsel kan virke stik modsat
Det skal medgives, at de mellemstore europæiske magters strategiske autonomi ikke er om hjørnet. Europa står ikke her og nu på tærsklen til fuld strategisk uafhængighed, dybt afhængige som vi er af amerikanske kapaciteter på afgørende områder – fra satellitbaseret efterretning, strategisk lufttransport og lufttankning til missilforsvar og dele af den digitale militære infrastruktur. Opbygningen af en forsvarsindustri med tilstrækkelig produktionskapacitet kan komme til at tage år, hvis ikke et årti eller to.

Men Europas langsigtede muligheder bør ikke undervurderes. EU og Storbritannien råder tilsammen over en økonomi på størrelse med USA’s, nogle af verdens mest avancerede forskningsmiljøer og en højt udviklet teknologisk og industriel base. Europa designer og producerer allerede kampfly, ubåde, missiler, radarer, satellitter og avancerede elektroniksystemer. 

For at sammenfatte: Colbys budskab er udtryk for to modstridende ting på én gang: at fremstå som en afvisning af en trussel, der ifølge ham selv er ikkeeksisterende. Og at fungere som en direkte advarsel til de lande, der måtte overveje at organisere sig uden om Washington. Den slags dobbeltbevægelse – ’I er ikke en trussel, men lad hellere være med at prøve’ – er et typisk tegn på, at man mærker jorden bevæge sig under ens fødder, selv om man ikke er villig til at indrømme det højt.

De vestlige mellemstore magter er næppe slået ind på en selvstændiggørelseskurs ud fra en ideologisk drift mod at bryde definitivt med USA. Det er de, fordi den amerikanske adfærd under den nuværende administration – svingende forpligtelser, transaktionel logik og direkte trusler om at lukke adgangen til forsvarsmateriel – har gjort fortsat fuld afhængighed til uforsvarlig strategi. Og netop fordi disse lande hverken ønsker at være vasaller eller kan tvinges til det med retorik, er Colbys indlæg snarere et symptom på amerikansk magttab end bevis på fortsat amerikansk kontrol.

Colbys advarsel risikerer nu at virke stik modsat. Jo mere, Washington gør adgangen til amerikansk teknologi og våben til politisk pressionsmiddel, desto stærkere bliver incitamentet for europæerne til at opbygge de kapaciteter, de endnu mangler.

(publiceret hos Information 18.07.2026)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Tænketanksdirektør om Kina hos New York Times

Udgivet den 16. juli 2026 af flemmingytzen

Hos New York Times har studieværten Ezra Klein et fortræffeligt programformat, hvor han inviterer vidende personligheder til at tale i dybden om bestemte emner. Her er hans gæst Kevin Rudd, der har været australsk udenrigsminister, premierminister og topdiplomat, herunder amabassadør i Kina.

I dag er han direktør for den amerikanske tænketank Asia Society. Programmet varer 1 time og 42 minutter og er hele tiden værd. Rudd har udgivet bøger om Kinas udvikling og historie specifikt og især de amerikansk-kinesiske relationer.

Udgivet i Diverse, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Vil Vesten blive overhalet af resten?

Udgivet den 9. juli 2026 af flemmingytzen

I 1990 stod EU-landene for omkring en fjerdedel af verdens BNP og havde en relativ stor del af verdens udviklingsbistand, investeringer og handel. I dag vokser især Asien langt hurtigere.

Et flertal af klodens indbyggere er bosat i en geografisk landekreds af lande, der indrammes af Beijing, Seoul, Tokyo, Islamabad, Jakarta og Bombay, mens resten – lidt mindre en halvdelen – er bosat i Europa, Nord- og Sydamerika, i Afrika og Mellemøsten. Denne opdeling kendes som ”Valeriepieris cirkel”, opkaldt efter en amerikansk forsker. I den fjernøstlige debat kendes samme begreb som ”Yuxi Cirklen”, fordi den rækker ud i en radius af 4.000 km fra lokaliteten Yuxi i det sydlige Kina.

Danmark og EU står i denne kontekst over for en grundlæggende udfordring. Hvordan vi kan bevare indflydelse i en verden, hvor Europas relative økonomiske og politiske vægt er faldende, mens Asien, Afrika og dele af Latinamerika får større betydning, fordi de alle orienterer sig mod Valeriepieris og Yuxis cirkel frem for Washington eller Bruxelles?

Kina er den største udfordrer til EU’s traditionelle rolle. Det sker i en situation, hvor USA er på retræte fra især Afrika, delvis fra Sydøstasien og er helt ude af Centralasien. Programmer som Belt and Road Initiative  (BRI) har potentialet til at blive for Det Globale Syd, hvad Marshallhjælpen var for Europa i 1950’erne.

I 1990 stod EU-landene for omkring en fjerdedel af verdens BNP og havde en relativt stor del af verdens udviklingsbistand, investeringer og handel. I dag vokser især Asien langt hurtigere. Konsekvenserne er bl.a., at Afrika, Syd- og Østasien og Mellemøsten har langt flere valgmuligheder. At Kina, Indien (og i mindre omfang Tyrkiet og Golfstaterne) tilbyder investeringer og handel uden de samme politiske krav som EU, og at europæiske beslutningstagere ikke længere kan regne med automatisk indflydelse.

Det betyder, at udviklings- og handelspolitik i stigende grad bliver geopolitiske valg. Mange lande i Det Globale Syd ønsker begge dele og frabeder sig at blive belært af tidligere kolonimagter. EU’s udfordring er derfor ikke blot at kritisere Kina, men at levere attraktive alternativer. Hvilket ser svært ud: EU fremstår splittet og svagt, tynget af uenigheder om Ukraine og relationerne til USA og Rusland. I modsætning hertil fremstår især Øst- og Sydasien dynamisk og komplekst, fordi disse regioner er lykkedes at forebygge potentielle krige og konflikter gennem fungerende magtbalancer.

Især asiatiske beslutningstagere er med varierende tyngde enige om at give plads til både USA og Kina. USA forbliver den afgørende sikkerhedspartner for Japan, Sydkorea og Filippinerne, mens Kina bliver samhandels- og investeringspartner med stigende betydning. Et flertal af befolkninger og regeringer i Øst- og Sydasien ønsker en inkluderende både-og politik frem for en enten-eller politik. Bagvedliggende er ønsket om at reducere den amerikanske indflydelse, som historisk har været enten destruktiv, dysfunktionel eller begge dele.

På det afrikanske kontinent vokser præferencen for Kina frem for EU eller USA. De mest omfattende undersøgelser kommer fra det uafhængige afrikanske analyseinstitut Afrobarometer.

Nylige tværgående undersøgelser viser, at 60 pct. vurderer Kinas økonomiske og politiske indflydelse positivt, 53 pct. vurderer USA’s indflydelse positivt, mens 49 pct. vurderer EU’s indflydelse positivt. Det betyder, at Kina i gennemsnit ligger foran både USA og EU i den offentlige opinion. Et interessant resultat fra Afrobarometer er, at personer med et positivt syn på Kina ofte også har et positivt syn på USA. Mange afrikanere ser ikke relationerne som et nulsumsspil, men ønsker samarbejde med flere stormagter samtidig. Det afspejles også i mange afrikanske regeringers udenrigspolitik:

De samarbejder med Kina om infrastruktur, med EU om handel, klima og udvikling, med USA om sikkerhed og investeringer, og med BRIKS (et løst organiseret samarbejde mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) eller Den Afrikanske Union om regionale spørgsmål.

For asiaterne har Rusland stort set kun betydning som leverandør af våben, energi og råvarer, mens Kina tilbyder infrastruktur og samhandel. Hverken EU eller USA kan matche kombinationen af det kinesiske silkevejsprogram Belt and Road Initiative (om økonomi) og sikkerhed (Shanghai Corporation Organisation) som alternativ til de amerikanske alliancer, der ofte har været destruktive og kostbare, som i Vietnam, Afghanistan og Irak.

Danmark og EU ønsker at reducere migrationspresset, mens mange afrikanske regeringer først og fremmest ønsker investeringer, markedsadgang, teknologi og arbejdspladser. Vi og vore nordeuropæiske partnerlande har traditionelt været blandt verdens største bistandsydere målt som andel af nationalindkomsten. Men bistand udgør kun en lille del af de samlede kapitalstrømme. Udviklingspolitik bliver derfor i stigende grad erhvervs- og migrationspolitik.

Migration er blevet en af de mest politisk følsomme udfordringer. EU forsøger både at begrænse irregulær migration og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Mange partnerlande ønsker samtidig større muligheder for lovlig migration og mobilitet.

Den største udfordring er måske en mental omstilling. I årtier har Europa i høj grad betragtet udviklingslande som modtagere af bistand. I dag er mange af dem blevet strategiske partnere med egne prioriteter og flere valgmuligheder.

Det Globale Syd organiserer sig i nye fora, som de også kan bruge til at øge presset for at få deres egne mål igennem i eksisterende internationale organisationer som FN, Verdensbanken og IMF. Det er nok helt rigtigt, at de ikke kan enes indbyrdes om alt. Til gengæld kan de blive enige om at være i opposition til USA og Vestens verdensorden – og enes om, at det for længst er deres tur til at få del i verdens rigdomme. Den eksisterende verdensorden er i hastig forandring, og forandringen udgår fra Det Globale Syd.

Det politiske Vesten som en sammenhængende enhed hører fortiden til. Der er næppe grund til at være nostalgisk over det som i historiebøgerne fremstilles som den frie verden under Den Kolde Krig (1945-1991). For nok blev den ideologiske kommunisme smidt på historiens mødding, men Donald Trump, Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos er vestlige skabninger, alle med uhyggelig rigdom og magt. Disse individer vandt på den vestlige verdens præmisser og gjorde alle os andre til sagesløse biprodukter.

Danske engagementer i det, vi engang kaldte ”den tredje verden”, blev begrundet med, at udviklingslandene skulle opnå ligeberettigelse med de moderne, industrialiserede samfund. Dette mål er tættere på sin opfyldelse end nogensinde tidligere – men her gjorde udviklingsbistanden kun beskedne forskelle og nu vil disse lande selv sætte betingelserne, hvilket skaber foruroligelse og bekymring i den ”gamle” verden. Det værste, vi kan gøre, er at blive ved med at jamre over det forsvundne såkaldte regelbaserede internationale system og påberåbe os folkeretten selektivt (den skal gælde for Ukraine, men ikke Gaza), mens vi fortsætter forsøgene på at stille Trump tilfreds. Europa behøver derfor en ny internationalisme. Ikke fikseret på eksisterende strukturer og alliancer, men med plads til at rumme en bredere vifte af partnere, pragmatisk og fra sag til sag. Mindre fokuseret på regler og mere på resultater. Det er særligt en udfordring for det institutionelle EU, der om noget er den ultimative inkarnation af en for langsom og procestung liberal international orden, som vi husker den fra 1990’erne.

(kronik i Jyllands-Posten 9. juli 2026)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

USA fylder 250 og fejrer det med en forfatningskrise

Udgivet den 4. juli 2026 af flemmingytzen

Tak til kollega Niels Ivar Larsen, dagbladet Information

4. juli fejrer USA 250 år som republik. Some country built on laws, not of men. Det burde være en frydefuld fest for verdens ældste demokrati. I stedet falder jubilæet sammen med en periode, hvor det amerikanske eksperiment med en demokratisk republik bygget på checks and balances, tredeling af magten og love fremfor tyranni ser ud til at have spillet fallit og måske at være kommet til vejs ende. 

Systemet er ved at blive overmandet af en afskyelig, men folkevalgt præsident, der regerer imod demokratiets ånd og hen over dets lovfæstede procedurer, uden at de institutioner, der skulle stoppe ham, magter det. De amerikanske forfatningsfædres værste frygt – som de netop prøvede at tage højde for – er på vej til at gå i opfyldelse, trods deres forholdsregler, som viste sig ikke at kunne modstå stormløbet på dem. 

Det er ikke kun en persons fejl. Det er hele det fossilerede politiske systems. Den amerikanske forfatning var et af menneskehedens mest geniale politiske dokumenter, men var også et produkt af sin tid — skrevet af mænd, der frygtede pøbelvælde mere end de frygtede tyranner. I 250 år har dette system holdt, fordi politisk kultur, normer og en vis grad af god vilje udfyldte de tomrum, forfatningen ikke selv kunne lovgive sig ud af. 

De gode viljer er nu væk og opbrugt. Når normerne forvitrer, viser det sig, at forfatningen alene ikke kan bære en demokratisk kultur — den kan kun ramme den ind og nu kun som en tom skal og nogle udlevede rutiner. 

Roden til forfaldet er ikke kun en mands magtbegær. Det et politisk system, som stivnede og aldrig formåede at forny sig til nye former for demokratisk deltagelse i en tid, hvor sociale medier, kulturel fragmentering og økonomisk usikkerhed krævede det. Resultatet er et land, der er bogstaveligt delt — i to offentligheder, der ikke længere deler fakta, endsige værdier. 

Kulturkrigen er ikke en biting ved den politiske krise, men dens altfortærende brændstof. Når borgerne ikke længere kan tale med hinanden om virkeligheden, kan de heller ikke i fællesskab forsvare de institutioner, der skal holde virkeligheden fælles.

Bag kulturkrigen ligger noget mere materielt: en ulighed, der er vokset sig grasserende og oligarkisk. Den amerikanske drøm — at enhver gennem hårdt arbejde kan stige i samfundet — er for de fleste amerikanere blevet en abstraktion uden rod i de faktiske livschancer. Når den økonomiske magt koncentreres så voldsomt, følger den politiske magt med, og demokratiet er for længst blevet udhulet indefra af pengeinteresser, længe inden nogen ’gal konge’ behøver bryde en eneste lov.


USA’s selvforståelse har altid bygget på et sæt frihedsidealer: at loven gælder for alle, at magten er begrænset, at pressen er fri, at minoriteter er beskyttet mod majoritetens vilkårlighed. Det tragiske ved nutidens Amerika er ikke blot, at landet er kommet på afstand af disse idealer — det er, at det har opgivet selv bare at lade som om, det står for dem. Hykleriet, der i årtier var det mindste, man kunne forlange af amerikansk politik, er forsvundet. Det er en monumental omvæltning i samme størrelsesorden som Murens Fald. 

Tilbage står en magtudøvelse, der ikke længere bekymrer sig om at klæde sig i frihedens sprog. Nu er alt utilslørede transaktioner og benhård interesseforfølgelse uden hensyntagen til gamle allierede. 

Med den kurs, Amerika nu er slået ind på, er landet ved at koble sig fra resten af Vesten — fra de alliancer, normer og fælles institutioner, der i 80 år definerede den transatlantiske orden. 

Det er ikke kun et tab for Europa. Det er et tab for verden, fordi det var USA, mere end nogen anden magt, der — trods alle sine fejltrin og hykleriske krige — ’holdt verden sikker for demokrati’, som Woodrow Wilson engang formulerede det. Noget ved Pax Americana fungerede. Noget ved prætentionen om at være ledestjernen med den manifeste skæbne fungerede. Se bare, hvor mange titusinder af menneskeliv, det har kostet, at USAID er væk. 

Som europæere må vi nu prøve at må holde fast i mindet om, hvad USA indtil for nylig var midt i vores mismod, vrede og sorg over USA’s deroute: vi må ikke lade den nuværende krise overskygge 250 år af en historie, vi har meget at være taknemmelige for. Det er det samme Amerika, der besejrede tysk nazisme og japansk fascisme, genopbyggede Europa efter krigen, stod last og brast med os under den kolde krig, og hvis kultur — fra jazz til Hollywood, fra Silicon Valley til universiteterne — har formet det meste af den moderne verden i en eller anden grad. Det er en produktiv, opfindsom, selvkritisk kultur, der gentagne gange har vist evne til at korrigere sig selv, fra borgerrettighedsbevægelsen til Watergate.

Det er dette Amerika, vi skylder at huske, mens vi ser det nuværende Amerika blegne og falde. Ikke af nostalgi, men fordi håbet om en vej tilbage hviler på, at den oprindelige demokratiske ånd stadig findes et eller andet sted i landets dna — i dets domstole, dets civilsamfund, dets delstater, dets vælgere — og at den kan mobiliseres igen, hvis krisen bliver dyb og smertelig nok.

Hvis det sker — hvis Amerika finder vejen tilbage til sig selv — må vi i Europa være rede til at tage landet, der jo på en måde er vores egen udspaltning, i vores favn igen. Men det bliver aldrig som før. Den nuværende krise har vist, hvor skrøbeligt selv det stærkeste demokrati kan være, og hvor lidt vi kan tillade os at tage den transatlantiske grundsten for givet. 

Et fornyet partnerskab må bygges på en mere klarøjet forståelse af, at Europa selv må kunne stå last og brast for sin egen sikkerhed og sine egne værdier — uafhængigt af, hvem der sidder i Det Hvide Hus, og uafhængigt af, om Amerika denne gang formår at redde sig selv.

250 år er en alder, hvor man burde kan tillade sig både stolthed og selvransagelse. Spørgsmålet er, om det amerikanske demokrati magter nogen af delene. Alt hvad vi får er et grotesk Trump-realityshow. 

Den 4. juli 1776 brød tretten kolonier med en krone, de anklagede for vilkårlighed og tyranni. Forfatningsfædrene kendte faren for, at den magt, de befriede sig fra, kunne gro frem igen indefra — det var derfor, de byggede deres republik på adskillelse, begrænsning og kontrol. Nu, 250 år senere, lukker ringen sig på den mest bitre måde: Det er deres eget system, der har leveret den magt, de frygtede, til en mand, de ville have genkendt med rædsel. Uafhængighedsdagen fejres stadig. Men hvad der skal fejres 4. juli, svæver nu i vinden. 

(04.07.2026)

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 1 kommentar

De værste trusler mod ytringsfriheden kommer fra vores egen verden

Udgivet den 30. juni 2026 af flemmingytzen

Propalæstinensiske protester i Europa er blevet mødt med uforholdsmæssige indgreb i forsamlings- og ytringsfriheden.

Gæsteklumme af Poya Pakzad, seniorkonsulent i FN-forbundet

I årevis er Israel‑kritiske forskere, journalister, kunstnere, lærere og studerende blevet fyret, nægtet ansættelse, udsat for hetzkampagner eller presset ud af deres institutioner alene på grund af deres kritik af Israel eller støtte til palæstinenserne.

Human Rights Watch‑direktør Kenneth Roth blev nægtet et fellowship på Harvard efter pres fra pro‑israelske grupper. Juristen Valentina Azarova fik annulleret en ellers aftalt ansættelse ved University of Toronto. Steven Salaita mistede sin stilling på University of Illinois efter tweets om Gaza. Norman G. Finkelstein blev skubbet ud fra DePaul University efter et længere politisk motiveret felttog. Og folk som Marc Lamont Hill, Cornel West, Angela Davis, Michael Eisen, Emily Wilder, Hosam Salem og mange andre har betalt en høj professionel pris for at udtrykke deres kritiske holdning.

Efter oktober 2023 er listen, intensiteten og omfanget af angrebet på det frie ord eksploderet.

Den største og mest systematiske trussel mod ytringsfriheden i Vesten i dag er forsøget på at kriminalisere og institutionelt kvæle politisk aktivisme mod Israels undertrykkelse af palæstinenserne.

Truslen udgår fra højeste steder i samfundet: stater, lovgivere, universitetsledelser og kulturinstitutioner i Europa og USA, som vha. forbud, sanktioner, trusler om fyring, fratagelse af priser, cancelling og disciplinærsager gør den type aktivisme, der hjalp med at vælte apartheid i Sydafrika, til noget juridisk betændt, politisk suspekt og i stigende grad strafbart.

Propalæstinensiske protester i Europa er blevet mødt med uforholdsmæssige indgreb i forsamlings- og ytringsfriheden. I Tyskland og Frankrig har myndigheder i vidt omfang forbudt eller opløst demonstrationer, og flere steder er fredelige protester blevet mødt med masseanholdelser, politivold og et de facto særregime for Palæstina‑solidaritet.

Under radaren er der samtidig sket et skred i den digitale sfære, hvor terrorlovgivning og ’antisemitismepakker’ bruges og misbruges til at få fjernet propalæstinensisk indhold uden domstolskontrol, med definitioner af antisemitisme, der bekvemt folder kritik af staten Israel ind i forbudszonen.

Platforme som Facebook/Meta har siden oktober 2023 systematisk fjernet eller straffet opslag fra palæstinensiske og propalæstinensiske brugere via moderationsregler, der i praksis rammer politisk tale om Gaza og besættelsen. Meta har ifølge lækkede oplysninger efter 7. oktober fjernet titusinder af opslag og imødekommet omkring 90‑94 procent af Israels anmodninger om at få indhold taget ned, og flere undersøgelser taler om et tocifret millionantal opslag, der er blevet undertrykt eller nedprioriteret.

Hvor er gårsdagens ytringsfriheds­forkæmpere i alt det her?  De, der med en næsten liturgisk iver citerede Voltaire-apokryffer og gjorde det til en moralsk pligt at forsvare retten til at håne, er forstummet. De, der advarede mod glidebaner og principielle overtrædelser, løfter knap nok et øjenbryn i dag.

Man kan naturligvis tolke det som en tilfældighed. Eller man kan konstatere, at hvis princippet kun gjaldt, når det var nødvendigt at sparke nedad, så var det aldrig et princip. Det var blot udlændingepolitik.

Selv om ytringsfriheden er under et voldsomt pres i store dele af den vestlige verden, ser vi denne gang ikke den samme begejstring, som prægede forsvaret for Salman Rushdies Sataniske vers , Muhammedtegningerne eller Charlie Hebdo. Hvorfor ikke?

Tale om andres fejl

Dengang føltes det nærmest som en solidarisk pligt at videregive sadistisk satire om outgroups , vi allerede kuer, udskælder og lejlighedsvis bomber – naturligvis altid med deres eget bedste for øje. Derved forsvarede man retten til det pågældende indhold, uanset om man var enig i det eller ej, mens man gerne lænede sig op ad en oplysningstænker, typisk et citat tilskrevet Voltaire, som han i virkeligheden aldrig har sagt eller skrevet.

Jeg nærer stadig en mistanke om, at kampen for mange af datidens forkæmpere fungerede som dækmanøvre for fremmedhad og indvandringsmodstand. Under etiketten ’islamkritik’ kom det i praksis til at handle om retten til at udstille og overdimensionere en uønsket gruppes dårligdomme og om at kunne afvise enhver indvending som ’berøringsangst’ eller anløben fortielse.

Vi skal ’turde’ tale om andres fejl og fortrædeligheder – en genre af mod, som sjældent har haft vanskeligt ved at finde tilhængere. Modet til at rette blikket indad har til gengæld sjældent været forbundet med nogen tilsvarende etisk fordring om at demonstrere sin principfasthed.

Mine forbehold til trods var der meget i den modsatte lejr, jeg efterhånden måtte erkende, at jeg principielt delte. Ytringsfrihed gælder først og fremmest de ytringer og udtryk, vi bryder os mindst om. Ellers er det ikke ytringsfrihed. Min egen bestræbelse har, når den har været på højde med sine idealer, handlet om at nærme sig sandhed og insistere på retfærdighed – vel vidende, at sandheden ofte er ubehagelig, og at retfærdighed ophører med at være retfærdig, hvor den hviler på usandheder.

Ytringsfriheden er en principiel forudsætning for begge. Og modparten havde – trods alt – ret i, at retten til at kritisere religionen islam var truet af voldsparate fanatikere.

Vi skal ikke skændes med fakta. Historien har imidlertid været så imødekommende at stille et kontrolforsøg til rådighed, der gør det muligt at revidere gårsdagens ytringsfrihedsidealisme.

De flittige forkæmpere

Spørgsmålet er, om det dengang virkelig var princippet, der stod i centrum, eller om udlændingepolitikken altid var den tavse hovedperson. Hvor mange af datidens flittige forkæmpere har i dag fundet det nødvendigt at gå i brechen for de propalæstinensiske stemmer, hvis rettigheder begrænses, også når de er uenige i indholdet?

Svaret synes at være foruroligende få, og i hvert fald ingen med den samme gejst.

Eksemplerne på overgreb mod ytringsfriheden i dag er ellers så omfattende og chokerende, at vi velsagtens står over for den mest gennemgribende trussel mod politisk ytringsfrihed i den vestlige verden i årtier.

Kriminalisering af propalæstinensisk solidaritet og organisering er nu en udbredt praksis, der går på tværs af retsområder og institutioner og opererer på alle niveauer. Fra den rå statsmagt i form af generelle demonstrationsforbud, politivold og sikkerhedsretlige detentioner for politiske holdninger til en administrativ disciplinering, hvor gamle paroler og fredelige boykot gøres strafbare, og politiske talere udelukkes.

Den samme udrensningslogik trækker dybe spor i det akademiske og kulturelle liv, hvor universiteter, medier og kunstinstitutioner i stigende grad aflyser forelæsninger, fyrer journalister og fratager kunstnere priser og udstillinger, hvis de ikke kan levere den rette loyalitetserklæring.

Gårsdagens forkæmpere var dengang gode til at advare om glidebanen: At et forbud mod blasfemisk satire i dag vil hjemsøge retten til at ytre sig på andre områder i morgen. Men også glidebaneargumentet er gledet ud af arsenalet, fordi det i dag er Palæstina, der er på spil.

Principper ophører med at være principper, når de håndhæves selektivt. Da forvandles de til dobbeltstandarder. Og ytringsfriheden viste sig at forsvinde netop dér, hvor den krævede et mod, der rakte ud over det bekvemme.

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Anbefalet podcast: Verdenstraumer om Kinas historie

Udgivet den 25. juni 2026 af flemmingytzen

Denne især for historienørder. DIIS har sjældent imponeret mig med sine publiceringer om nutidens Kina – de har været politisk farvede. Heldigvis leverer institutionen fint med denne podcast om kinesisk historie. God fornøjelse med at blive klogere!

Kina – Tilbage til Riget i midten
Verdenstraumer

Kinas tusinder år lange historie er præget af de mægtige kejserdynastier, hvor kunst, videnskab og stat var på sit højeste. Men også briternes 100 års besættelse – det, som mange kinesere med kuldegysninger i dag refererer til som ‘de 100 års ydmygelse – spiller en stor rolle i Kina. Hvordan former de to yderpoler Kinas selvforståelse og ambitioner i verden i dag? Gæst: Mette Thunø, Lektor på Institut for Kultur og Samfund, Kinastudier, på Aarhus Universitet. Verdenstraumer er støttet af Carlsbergfondet. Serien er lavet i samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet og Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. 

Lyt i Apple Podcasts: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/verdenstraumer/id1896927432?l=da&i=1000772728410

Se også denne:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Snart verdens førende turistdestination?

Udgivet den 8. juni 2026 af flemmingytzen

Mens der igen-igen bombes og kriges i Mellemøsten dukker den her op:

https://www.independent.co.uk/travel/news-and-advice/china-tourism-economy-overtake-united-states-b2990253.html

Udgivet i Globalt, Kina | Skriv en kommentar