Zuckerberg og Kina, de nye partnere

Facebook og den kinesiske kontrolstat har flere sammenfaldende end modstridende interesser.

Umiddelbart kan det følgende lyde som noget taget ud af en dystopi, men prøv alligevel at lege med på tankeeksperimentet her: Facebook-chefen Mark Zuckerberg melder ud, at han har indgået en aftale med de kinesiske myndigheder om udvikling af software, der skal hjælpe forbrugere og virksomheder både i og uden for Kina og USA med at måle og veje producenter, købere og sælgere. Formålet er at kortlægge digitale indkøbsvaner og forbrugsvaner på flere kontinenter.

Euforien breder sig på aktiemarkederne. Sparket i gang af forventningerne til, at den gigantiske købekraft, der gemmer sig i de kinesiske husholdninger, skaber efterspørgsel hos leverandører og producenter uden for Kina.

Der er panderynken i Kongressen i Washington og i EU-kommissionen, men betænkelighederne dæmpes, efter at store europæiske virksomheder melder sig som interesserede i den nye vision om ‘ digitale silkeveje’, der skal supplere de fysiske transportkorridorer, som er under etablering med afsæt i kinesiske selskaber og institutioner.

Siden følger der interessekoalitioner, hvor Zuckerberg og de kinesiske it-firmaer får følgeskab af Google og kinesiske Tencent. Intensive diskussioner om forbrugerrettigheder følger, men intet stopper den teknologiske innovationsbølge, for ingen ansvarlig amerikansk eller europæisk politiker vil skydes i skoene, at man bremser udviklingen, vel?

VIST KAN DET lyde vildt. Men bid så lige mærke i, hvad den forhenværende formand for Google, Eric Schmidt, har sagt: at Kinas kapacitet i kunstig intelligens vil overhale USA’s i 2025. Andre har mindet om, at den kinesiske telegigant Huawei er på vej med et system for satellitnavigation, der skal matche amerikanske Gps i 2020.

Hvad med Facebook, er dette altfortærende sociale medie ikke forbudt i Kina? Jo da. Men Mark Zuckerberg har i flere år haft en charmeoffensiv i gang over for magteliterne i Beijing. Han er ved at lære sig rigskinesisk og har to gange forsøgt sig med taler og interview på det prestigefyldte Tsinghua-universitet i den kinesiske hovedstad.

Utvivlsomt har hans ægteskab med den etnisk-kinesiske børnelæge Priscilla Chan hjulpet ham til både at lære sproget og at eksponere noget blød magt over for både det kinesiske og det amerikanske publikum. For vist fik han da adgang til en samtale med Kinas ‘ formand for det hele’ Xi Jinping under dennes seneste besøg i USA. De konverserede på gæstens modersmål.

I oktober i fjor var Zuckerberg igen forbi Beijing kun en uge efter den kinesiske partikongres, i hvis kølvand udvalgte vestlige erhvervsfolk, blandt dem også Apple-chefen Tim Cook, var inviteret til at lytte til Xi Jinpings særlige udlægning af klodens tilstand og Kinas håndtering af verdensøkonomien.

Nu, hvor en handelskrig mellem de to giganter er under udvikling, er tiden så ikke kommet til et dialogmøde, hvor Facebook-chefen tilbyder sig som mægler og knytter båndene i klodens vigtigste bilaterale forhold til gavn for os alle?

ZUCKERBERGS nylige fremmøde for amerikanske kongrespolitikere blev en nyttig demonstration af, at der stadig er politikere, der tager individets krav på privatliv og retslig beskyttelse alvorligt. Men høringen afslørede også vildrede blandt kongresfolkene, der lød som om, de foretrækker en verden af i går.

Nærlæser man Zuckerbergs forklaringer på høringen, træder der åbenlyse modsætninger frem. I en diskussion om den software, der kan identificere individer gennem ansigtsgenkendelse, henviste Facebook-chefen til presset fra kinesiske konkurrenter, hvor hensynet til privatliv og retslig beskyttelse ikke spiller ind.

Men den anden amerikanske gigant, vi hele tiden taler om, Google, betræder allerede veje, som Zuckerberg utvivlsomt har våde drømme om. Google indleder snart byggeriet af sit første center for kunstig intelligens i Asien, og gæt hvor? Ja, selvfølgelig, i Folkerepublikken. Beslutningen kom, efter at Beijing havde meldt ud, at Kinas ambition er at blive klodens førende på dette område senest i år 2030.

Så selv om Google, Twitter og Facebook er omfattet af et ‘ adgang forbudt’ i Kina, er der intet til hinder for, at de amerikanske techgiganter og den kinesiske kontrol-og udviklingsstat har partnerskaber.

Mark Zuckerbergs ægteskab med en kinesisk-talende kvinde kan på sigt vise sig at være den bedste investering, han nogensinde har gjort.

(klumme i Politiken 19.4.2018)

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Arven fra de gode, onde og grusomme

Taiwan behøver konsensus i forhold til sin største udfordring.

BESØGENDE i Taiwans hovedstad Taipei skal ikke gå mange meter fra pladsen foran præsidentens administrationsbygning, før de passerer et elegant monument for ofrene for den ’hvide terror’, det sorteste kapitel i østatens historie.

Monumentet er sammensat af elementer i hvid og sort marmor, herunder en buet mur og et ca. 25 meter højt tårn med en svag hældning placeret på kanten af et lille parkanlæg. På denne måde bliver byen mindet om en politisk brutal fortid, som varede små fire årtier, og som blev afsluttet med Taiwans vellykkede demokratisering i 1980’erne.

Den ’hvide terror’ refererer til de fire årtiers militære undtagelsestilstand, som gjorde det muligt for KMT at regere med udbredt brug af fængslinger og tortur af politiske modstandere, både reelle og formodede. Der er usikkerhed om det nøjagtige antal af fængslede i perioden, men tallet ligger sandsynligvis mellem 140.000 og 200.000.

EFTER AT regering og parlament i 1998 besluttede at oprette en erstatningsfond, har 8.462 efterkommere efter ofre for den ’hvide terror’ indgivet ansøgning om erstatninger, og ud af disse blev 6.808 imødekommet. Det samlede beløb i udbetalte erstatninger nærmer sig 18,7 milliarder taiwanske dollars, svarende til 4,5 milliarder kroner.

Men der står stadig et oprydningsarbejde tilbage i Taiwans opgør med fortiden. I sin tiltrædelsestale efter valgsejren i 2016 lovede præsident Tsai Ing-wen, at hendes regering vil foranledige en undersøgelsesrapport, der skal klarlægge begivenhederne dengang. Den lader stadig vente på sig.

De tusinder af tragiske skæbner, der blev konsekvensen af den ’hvide terror’, begyndte med noget, der umiddelbart så banalt ud. 28. februar 1947 anholdt politiet i byen havnebyen Kaohsiung en tobakssælger, som man mistænkte for at handle smuglervarer. En spontan demonstration tog form, da borgere forsøgte at hjælpe den handlende. Hvorefter politi og militær benyttede anledningen til at iværksætte arrestationer over hele øen.

Med denne fulgte en månedlang bølge af tortur og henrettelser af formodede ’spioner’ og ’banditter’, som var betegnelsen for folk, der blev mistænkt for at have sympatier for kommunisterne i ’Røde Kina’.

DET GAMLE hovedkvarter for KMT, der ligger et stenkast fra monumentet for terrorens ofre, ejes i dag af transportgiganten Evergreen Group, som for en halv snes år siden overtog bygningen for et beløb svarende til trekvart milliard kroner. En af de største erhvervsmæssige succeser, der voksede ud af fire årtiers autoritært styre i Taiwan, lever i dag fint med østatens moderne demokrati, uagtet at Taiwans politiske fremtid tegner mere og mere usikker på grund af Kinas voksende styrke.

Men Evergreen og andre af de store virksomheder, der danner grundlaget for Taiwans enestående økonomiske succes, udtaler sig ikke om politiske emner, og slet ikke når det handler om øens fremtidige relationer til Kina. Den almindelige antagelse er dog, at erhvervslivet foretrækker en regering ledet af KMT.

Men dette parti har lige nu ikke megen fremtid for sig. Dets økonomi er skrumpet, antallet af partifunktionærer er på få år halveret og tæller i dag under 400, i takt med at partiets gigantiske formuer er blevet opløst og privatiseret.

OPGØRET om partiets besiddelser er langtfra ovre, lige så lidt som afklaringen af fortidens overgreb. Spørgsmålet er, om Taiwan har råd til at undvære et Nationalistparti, som har rødder i den kinesiske statsdannelse, der så dagens lys tilbage i 1911. For KMT er partiet, som lederne i Beijing helst forhandler med, når der skal reguleres på relationerne tværs over det 150 kilometer brede Taiwan Stræde.

Det nuværende regeringsparti DPP bliver før eller siden tvunget til helt eller delvis at kopiere den Kina-politik, som inden for de seneste årtier har været varetaget af dets gamle modstander KMT.

Taiwan ville være hjulpet af, at de to rivaliserende partier fandt fælles fodslag i forholdet til giganten på den anden side af Taiwan Strædet, tvunget af den realitet, at Kinas militære, økonomiske og politiske styrke vokser dag for dag.

Øens grusomme, onde og gode diktatorer og ledere har efterladt en arv, som nutidens demokratiske magthavere ikke har råd til at negligere.

For er der et alternativ til forhandlinger mellem Beijing, Taipei og Washington? Det vil kun fanatikere hævde.

(klumme i Politiken 9. april 2018)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Asiens store demokratiske succeshistorie er under pres

Er fremtiden for Taiwan kinesisk og i så fald på hvilken måde? Under Beijings centralstyre eller som et samfund med en helt særlig status?

På havnefronten i Kaohsiung i det sydlige Taiwan ligger der en klynge af renoverede lagerbygninger, som engang blev anvendt til at lagre sukkerrør. I dag er der i de istandsatte bygninger indrettet butikker, gallerier, et musikstudie, et museum for gamle damplokomotiver, der engang fragtede sukkerrør og andre fødevarer, plus lignende aktiviteter.

På denne solbeskinnede forårsdag vrimler det med besøgende grupper af gymnasieelever fra Taipei og andre bysamfund i det nordlige Taiwan. Men nogle af bygningerne står ubenyttede hen. Forklaringen er, at det store publikum, som området blev indrettet på at kunne tiltrække, ikke dukker op længere.

Det er det tusindtallige publikum fra ’fastlands-Kina’, der udebliver. Ikke fordi de ikke gerne vil flyve over det ca. 150 kilometer brede Taiwan Stræde og opleve et andet kinesisk samfund end deres eget, men fordi det er blevet sværere overhovedet at foretage denne tur. Beijing har iværksat en mild form for økonomisk boykot og har indført kvoter for dem, der vil tage turen til Taiwan.

INDTIL FOR ET par år siden vrimlede det ind med købedygtige forbrugere og turister, der tog turen fra Folkerepublikken Kina til Republikken Kina og bidrog til begge økonomiers velstandsfremgang. Sidstnævnte kender vi i daglig tale som Taiwan; øen, hvor 23 millioner indbyggere nyder frihedsgrader og en velstand, som ikke er opnået for den milliardstore befolkning på det kinesiske fastland, som Taiwan deler sprog, kultur og historie med.

Taiwan er øen, der er det 20. århundredes store og alt for oversete demokratiske succeshistorie. Et samfund, der blev det første på kloden overhovedet, som de allierede sejrsmagter i Anden Verdenskrig trak fri af kolonialismens svøbe i kølvandet på den japanske kapitulation i august 1945.

Kina, dengang ledet af generalissimo Chiang Kai-shek, fik af premierminister Winston Churchill og præsident Franklin Roosevelt stillet i udsigt, at de territorier, som var blevet koloniseret af Japan, skulle tilbageleveres. Det kom til at ske på en måde, der ikke var taget højde for, da de allierede indgik denne aftale i Kairo i december 1943. For Chiang måtte tage flugten til Taiwan i efteråret 1949 og med ham to millioner nationalistkinesiske flygtninge.

Siden fulgte små fire årtiers militær undtagelsestilstand, der i perioden 1987-92 blev afløst af en nærmest mirakuløs, ublodig og ikke-voldelig politisk transformation, som målt på alle parametre leverede et af klodens mest vellykkede samfund. Demokratisk, velstående og med alle de frihedsgrader, vi forbinder med en moderne stat.

Så indlysende nok er der ingen politisk gruppering i nutidens Taiwan, der slår til lyd for, at Taiwan skal leve under det styre, som gør krav på øen: den politiske ledelse i Beijing. Men det, der skiller vandene i Taiwans politiske landskab, handler om, hvilket af øens to dominerende politiske partier der er bedst til at håndtere presset fra Kina.

EFTER EN LILLE halv snes besøg på øen gennem små tre årtier er der et mønster i mine oplevelser af Taiwan, der begynder at forme konklusioner, som ikke opleves som særligt behagelige: Taiwans fremtidige tilhørsforhold – provins i Kina eller selvstændig stat – vil ikke blive afgjort af øens befolkning.

Lad os se på mulighederne, både de reelle og de mere teoretiske.

1. Taiwan erklærer formel selvstændighed, eventuelt som ’Republikken Taiwan’: Udelukket. Af begge politiske partier på øen, både det hensygnende Kuomintang (KMT), det oprindelige kinesiske nationalistparti, og DPP, det Demokratiske Fremskridtsparti, der i sin tid som oppositionsbevægelse spillede en afgørende rolle i Taiwans demokratisering.

2. Taiwans regering accepterer en status som en provins i Folkerepublikken Kina: Udelukket. Fordi det er uacceptabelt for det store flertal af befolkningen på øen.

3. Som et første skridt mod en større grad af selvstændighed ansøger Taiwan om medlemskab af den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean: Udelukket, fordi medlemmerne af sammenslutningen ikke tør ofre forholdet til Kina for at hjælpe Taiwan til en forandret status.

4. Som et skridt til at stoppe den voksende magt, som Kina udøver i Øst- og Sydøstasien, anmoder Taiwan om et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde med USA’s vigtigste allierede i regionen, Japan: Dette vil af Beijing blive opfattet som en krigserklæring. Kina vil nedfryse alle økonomiske livliner til Taiwan, hvorved øens økonomi vil blive lammet.

Husk, at Kinas og Taiwans økonomier er mere integrerede, end det er tilfældet mellem ethvert af EU’s medlemslande indbyrdes. Japanske og taiwanske firmaer med aktiviteter i Kina vil blive udsat for boykotaktioner, der vil lamme vigtige dele af økonomierne i firmaernes hjemlande. Virkningerne på verdensøkonomien vil blive alvorlige.

5. Taiwans præsident Tsai Ing-wen beder præsident Donald Trump om at give øen en ændret status i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik: Næppe realistisk, selv om Trump er manden, der har vist sig i stand til at overraske. Intet taler for, at Trump vil ændre på den amerikanske lovgivning fra 1979, der sikrer Taiwan mod at blive påtvunget en løsning, befolkningen ikke ønsker sig.

MEN TRUMP ER også manden, der indgår en aftale, når han ser mulighederne for en sådan. Det er tydeligvis hans sigte med de aktuelle bestræbelser på at få en forståelse i stand med Nordkorea om dette lands atomfaciliteter.

Der er her i Taiwan spekulationer i risikoen for, at Trump går efter en ambitiøs aftale med kineserne, der dækker flere områder. Hvilket kunne betyde, at Taiwans interesser ’ofres’ i en stor pakkeløsning, hvor USA og Kina afblæser handelskrigen og får styr på Nordkorea, mens Taiwans præsident af USA får at vide, at hun skal tage til Singapore for at få en aftale i stand med Kinas leder Xi Jinping.

Ganske som Kim Jong-un sandsynligvis blev beordret til Beijing af samme Xi Jinping. Noget for noget, lyder logikken. Et stort spil om verdensdelens fremtid er i gang.

(klumme i Politiken 8. april 2018)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Nordkoreansk sporskifte i Beijing?

Historien om Nordkoreas løftebrud er en dyster læremester, men en ny kurs kan være på vej.

EN DIKTATOR satte sig på et tog og lod sig fragte over til naboen. Eller: en lokal fyrste kom i audiens hos kejseren. Den gådefulde leder af Nordkorea, Kim Jong-un, har for første gang siden, han fik overdraget magten af sine generaler i 2011, været uden for sit ‘ eneboerkongedømme’.

Så der er gode grunde til, at Nordkorea igen trækker store overskrifter, men hvordan sætter omverdenen så realistiske forventninger til det regime, som hen over en snes år har brudt en stribe løfter og aftaler? Omverdenens pres på Nordkorea handler om at få regimet til at deklarere sit atompotentiale og på sigt at få gjort den koreanske halvø atomfri. Det har været formålet med de langvarige forhandlinger mellem seks involverede stater, som har været ført i Beijing hidtil uden resultat. For Kim-regimet handler det om politisk overlevelse i form af sikkerhedsgarantier fra USA, gerne også en diplomatisk anerkendelse.

Nordkoreanerne får ingen af delene, medmindre de går med til betydelige indrømmelser i atomspørgsmålet. Tilbage i 2003 forlod Pyongyang den atomare ikke-spredningsaftale (NPT), og seks år senere meldte de sig ud af de forhandlinger, som Beijing havde været vært for siden 2003.

DER ER ingen grund til at antage, at Nordkorea nogensinde vil deklarere regimets atomkapacitet. Selv hvis en sådan aftale eksisterede, ville regimet gøre alt for hindre, at en international kontrol blev troværdig og effektiv.

Bare til sammenligning: USA indgik i sin tid aftaler med Sovjetunionen om nedrustning af atommissiler, og i praksis betød dette, at USA kunne tælle de operationelle missiler, som sovjetisk militær rådede over. Men helt frem til i dag har USA og Nato ingen reel indsigt i, hvor mange sprænghoveder Rusland råder over. Der eksisterer nogle skøn, men fejlmarginen her er stor.

Denne usikkerhed bør ikke afholde Trump-regeringen fra at søge at opnå en aftale med Kim-regimet, men så må denne være realistisk og handle om et forbud mod atomprøvesprængninger. Altså accept af at Pyongyang kan besidde kernevåben, men at de ikke må teste dem, uden at dette får alvorlige konsekvenser i form af sanktioner.

Den eneste magt af betydning, som er i stand til at påføre det nordkoreanske regime sanktioner, der vil være smertelige, er Kina. Derfor er der god logik i at antage, at lige netop sanktioner har optaget en stor del af tiden i samtalerne mellem præsident Xi Jinping og gæsten fra Pyongyang i sidste uge.

MAN ER nødt til forstå Kim-dynastiets magtlogik for at bedømme chancerne for et gennembrud. Nordkorea er ikke en stat, der som de fleste andre råder over et militær, men er et militær, der ejer en en stat. En sådan forhandler ikke om sin egen overlevelse.

I dynastiets og generalernes logik vil overlevelse bestå i at opnå omverdenens anerkendelse som staten, USA og dets allierede 1950-53 ikke kunne nedkæmpe til overgivelse, selv ikke efter tre års intensiv krigsførelse med hundredtusinder af dræbte som konsekvens.

Men dengang var det en kinesisk militær intervention, der reddede regimet fra udslettelse. Vi kan med sindsro gå ud fra, at Xi Jinping også har brugt dette argument under samtalerne i Beijing. Lettere omfortolket kan budskabet have været noget i retning af følgende: Vi reddede jer i 1950, men I kan ikke forvente, at vi redder jer for enhver pris. Vi glæder os over jeres fornyede kontakter med Sydkorea og mener, I skal fortsætte ad dette spor. Et stærkere samarbejde med Sydkorea kan blive trædestenen på vejen til, at I får en ambassade i Washington.

HVOR meget vil Donald Trump være indstillet på at give Kim Jong-un, hvis det fantastiske skulle ske, at at de to kommer til at trykke hænder i maj? Trumps diffuse ledelsesstil giver USA’s venner hovedpine, men paradoksalt nok kan han vise sig at være den præsident, der er bedst i stand til at indgå en aftale med klodens mest bizarre regime.

‘ The Donald’ vil give håndslag på en aftale, når han ser muligheden for det. Meget af den praktiske implementering vil han foretrække at overlade til kineserne frem for det FN-system, han ikke nærer særlig varme følelser for.

Altså må det være på sin plads med en moderat optimisme i vurderingen af, hvor langt Kina er lykkedes med at skubbe den politisk uerfarne Kim nærmere et møde med en anden statsleder, der heller ikke just er belastet af visdommens tyngde.

(klumme i Politiken 3. april 2018)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Den globale vægtskål er tippet

Kina centraliserer magtudøvelsen, mens Vesten forspilder globaliseringens muligheder. 

 

SKAL VERDEN til at gå i udvidet alarmberedskab, fordi Kinas magthavere har fjernet tidsbegrænsningen på to femårs perioder for præsidentembedet?

Den udbredte opfattelse uden for Kina har været, at generalsekretær og præsident Xi Jinping har foretaget en centralisering af magtbeføjelser, der ikke er set siden tiden under folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong. Men sammenligningen med Mao er meningsløs, når man erindrer, hvor forskellig datidens Kina er holdt op mod nutidens. Den relevante vurdering af forskelle og ligheder bør være med Maos efterfølger, Deng Xiaoping.

For det var Deng, der tog skridt til at etablere formelle skillelinjer mellem kommunistpartiet, statsapparatet og militæret. Deng ville sikre, at det kaos og den destruktion af staten og økonomien, som hærgede Kina som konsekvens af Maos angreb på, hvad han opfattede som prokapitalistiske bureaukrater, ikke gentog sig.

DA MAO ZEDONG forlod denne verden i 1976, havde Kina indenrigspolitisk befundet sig i handlingslammelse i flere år. Hæren var bragt ind for at redde et dysfunktionelt magtapparat, der kæmpede med at rette op på de excesser, Mao havde udsat sit land for med sine absurde og tyranniske kampagner.

Deng Xiaopings store fortjeneste blev, at han fik Kina økonomisk integreret i verden, og at dette skete fredeligt. Lykkedes projektet så, kan man spørge i dag. Prøv at sammenligne med, hvor meget og hvordan Mellemøsten, Afrika og Rusland er blevet en del af det globale kredsløb af varer, penge og tjenesteydelser.

Her fremstår Kina som en ubetinget vinder af det, vi i mangel af bedre kalder globaliseringen: Den gennemsnitlige kineser har oplevet at få sin levestandard fordoblet hvert tiende år.

Når ‘ formanden for det hele’, som Xi Jinping nu kaldes, har mulighed for at være rigets stærke mand hele vejen igennem 2020′ erne, har det at gøre med netop den bestræbelse, han og den øvrige partiledelse har stillet befolkningen i udsigt: at blive ‘ et moderat velstående land’ i midten af århundredet.

Den model, der har tjent den kinesiske økonomi godt i mere end et kvart århundrede, er ved at ramme udløbsdatoen.

Der skal flyttes millioner ud af lavproduktive erhverv og ind i primært servicesektoren. Hvis noget går galt i denne proces, vil Xis modstandere kun have ét sted at placere ansvaret: hos formanden for det hele.

VERDEN UDENFOR spørger nervøst til, om magtens centralisering vil få konsekvenser der, hvor der er store risici: Den Koreanske Halvø, Taiwans status, territorialstriden i Det Sydkinesiske Hav og det ambitiøse silkevejsprojekt.

Foreløbig er der ro på disse frontlinjer. Nordkorea synes på vej ind i en dialogproces, Taiwan rører ikke på sig, og Donald Trump lader kineserne sejle side om side med amerikanske flådefartøjer i Det Sydkinesiske Hav.

Men i et globalt magtperspektiv har der indfundet sig en ubalance, der er foruroligende, når man anskuer verden med liberale og demokratiske briller.

De vestlige magtbastioner er i indlysende vanskeligheder. Donald Trumps diffuse regeringsførelse repræsenterer et hidtil uset kapitel i amerikansk historie, hvor uforudsigeligheden hersker, mens EU slår revner.

Kina er i dag en helt anden størrelse end dengang, landet skulle finde en ny kurs efter massakren i Beijings centrum i 1989. Næsten 4 millioner kinesere har været på længerevarende studie-og uddannelsesophold i vestlige samfund. 200 millioner kinesere har lært at tale engelsk og er fortrolige med, hvad en liberal samfundsorden går ud på. De har lært at udnytte fremmede til gavn for Kina, som et ældgammelt mundheld lyder.

Kinas middelklasse har nu et omfang svarende til befolkningerne i Storbritannien, Frankrig og Tyskland lagt sammen. De har en viden om Europa og Nordamerika, der langt overgår, hvad gennemsnitsindbyggerne i de vestlige samfund ved om Kina.

Så længe Kinas partistat fortsætter med at levere velstand og stabilitet, skaber magtens centralisering ikke alvorlige udfordringer for lederne i Beijing.

Mens Kinas partnere og rivaler ser indad, knytter de nye silkeveje forbindelseslinjer på tværs af kontinenterne. I sandhed nye tider, og ingen havde set dem komme. Den globale vægtskål er tippet og ikke i Vestens favør.

(klumme i Politiken 26.03.2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Hvis Danmark var en aktie, ville jeg købe løs

Den amerikanske stjerneskribent Thomas L. Friedman var i denne uge i Danmark og talte til regeringens Disruptionsråd om verdens uordentlige indretning og alt det som vi herhjemme elsker at høre om os selv

Historien er fyldt med forfattere, der har drømt om at kunne skrive følgende i erindringerne: Jeg påvirkede ikke kun mine læsere – også beslutningstagere i de virkelig tunge vægtklasser tog bestik af mine budskaber. Så jeg gjorde en forskel på verdens gang.

Ingen i det nuværende medielandskab vil kunne gøre noget sådant med større troværdighed end den amerikanske klummeskribent og journalist Thomas L. Friedman fra The New York Times.

På fjerde årti skriver han intenst om globale magtrelationer, forandringsprocesser, udviklingsmuligheder, politiske og sociale sammenbrud og opbrud på en måde, der har fascineret millioner af læsere på tværs af kontinenterne. En stribe bestsellerudgivelser er det blevet til, garneret med tre Pulitzer-priser, amerikansk journalistiks fornemste hædersbevisning.

Onsdag aften er berømtheden i Danmark inviteret til at gæsteforelæse for regeringens særlige Disruptionsråd, en omhyggeligt sammensat klynge af individer fra arbejdsmarkedet, erhvervslivet og uddannelsessektoren. Regeringens topministre er også mødt frem i den modernistisk indrettede mødesal i parken uden for Marienborg nær Lyngby.

Friedmans evne til at begejstre sine tilhørere svigter ikke. Han hælder generøst roser ud over forsamlingen af beslutningstagere. Lille Danmark har bare gjort alt det rigtige. Det hele. Alt sammen. Vi er rollemodel i en tid, hvor globale forandringer kuldkaster de fleste eksisterende forestillinger:

»Hvis Danmark var en aktie, ville jeg købe løs«, lyder det fra den højtprofilerede ordmagiker.

Danskerne har nemlig erkendt, at verden er ved at blive omdannet. Der, hvor det mærkes tydeligst, er i magtfordelingen; altså det, vi sædvanligvis kalder geopolitik, i arbejdspladsernes indretning og i uddannelsernes indhold, pointerer den amerikanske disruptionguru.

Utvivlsomt sød musik i ørerne på værterne, der har betalt et efter danske forhold eksorbitant honorar for at få berømtheden til at tage turen over Atlanten og lande i smult vande nær Bagsværd Sø.

Vi er tilpasningsdygtige

Hvad er det så, danskerne har gjort med en så enestående præcision, at resten af verden misunder os? Jo, vi har opbygget, hvad Friedman kalder »komplekse, tilpasningsdygtige koalitioner«. Velbekomme! Og hvad så det? Jo, det er amerikansk mediejargon for det, vi andre kalder den danske model.

’Komplekse, tilpasningsdygtige koalitioner’ er i korthed, når politikere efter rådslagninger hos beslutningstagere i erhvervslivet, fagbevægelsen og uddannelsessystemet enes om at gøre »mindst 100 ting«, som han udtrykker det. Altså ikke kun – som i det gamle, hendøende industrisamfund – enes om at skrue op eller ned for skatter og afgifter.

»Teknologiske forandringer gør, at samfundet skal finjusteres hele tiden. Lidt på uddannelse, på sundhed, på forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Danmark har en størrelse som et sammenhængende community , og derfor er I bedre rustede til disse udfordringer end så mange andre«.

Det handler også om at tage ansvar for fremtiden på den rigtige måde:

»Hvad er det, vi skal tale med vores børn om i dag? Er det vigtigt at spørge, om han eller hun har lavet sine lektier? Nej! Vi skal finde ud af, om næste generation er parat til at lære nyt og mere hele livet. For det, de hørte i skoleklassen i går, er forældet i morgen. Men de, der er indstillet på livslang læring, er dem, der klarer sig bedst«, lyder det ud i en sal, hvor flertallet nærmest holder vejret.

Mellem orden og kaos

Mandens verdenssyn tager afsæt i erkendelsen af, at interdependens , altså gensidig afhængighed, er et vilkår, ingen kan slippe fri af. Det betyder, at de, der bygger mure, taber i spillet om fremtidens velstand, og at gårsdagens ideologiske modstandere kan vise sig at være nutidens partnere. Hans eksempel:

»Hvis du vågner en morgen og opdager, at Kina har taget kontrollen med Det Sydkinesiske Hav, så skynd dig at tænke på noget andet. Der er vigtigere sager på spil. For hvis den kinesiske vækst går mod nul, mister vi alle velstand og arbejdspladser«.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er med i den lille kreds, der slår ring om Friedman, efter at de fleste medlemmer af Disruptionrådet har forladt salen. At dømme efter mimikken har Friedman fået en uforbeholden tilhænger i den danske regeringschef. Ordvekslingen mellem de to må vi tænke os til, men berømtheden finder efterfølgende tid til en snak med Politiken og et par af vore konkurrenter i et sidegemak.

Et indlysende sted at starte er i Friedmans opdeling af verden i én del, der repræsenterer orden og stabilitet, og en anden del, der er ramt af kaos. Han forfalder ikke til at gå i detaljer med det Mellemøsten, hvor han for snart 40 år siden indledte sin karriere som udenrigskorrespondent.

Thomas Friedman, du deler verden op i to lejre. Den velordnede del, og dér, hvor kaos og ødelæggelse råder. Men hvad stiller vi i de demokratiske samfund op med, at to store autokratier, ledet af Vladimir Putin og Xi Jinping, tilbyder lige præcis den orden, som du mener, verden efterspørger?

»Jeg hører til dem, der for mange år siden skrev, at mere handel og øget kontakt ville gøre Kina mere åbent. Hvis du sammenligner Kina for 20 år siden med Kina i dag, er forskellen kolossal. Hvis du derefter ser, hvad der er sket i Kina bare inden for den seneste måned, er det tydeligt, at kineserne nu går baglæns«, siger Friedman og fortsætter:

»Hver gang et styre censurerer information eller ophæver begrænsningerne for, hvor længe en politisk leder kan blive siddende, sætter det en barriere for befolkningens kreativitet og forestillingsevner. Så Kina gør noget forkert nu. Det siger jeg som én, der længe har ment, at Kina bør lykkes med det, de satte i gang i sin tid. Jeg er ikke en fjende af Kina, men mener, at verden er bedst tjent med, at Kina har fremgang«.

Friedman tilføjer, at han i stedet for at bruge betegnelsen Kina hellere vil tale om ’en sjettedel af menneskeheden’:

»Denne sjettedel har for nylig vedtaget at ophæve et rotationsprincip for adgangen til magten. Det burde vi have talt om lige siden – i stedet for hele tiden at diskutere Donald Trump«.

Kinesernes formel synes at være, at de kan have en relativt åben økonomi samtidig med at opretholde et lukket politisk system?

»Ja, og de er nået meget langt ved at gå den vej. Jeg siger bare: Vær lidt ydmyg. Vent og se, hvad der sker. Om et par år kan alt være vendt på hovedet. Hvor mange danske virksomheder ville være tjent med, at chefen sidder på livstid?«.

Og her følger så hans virkelige provokation: »Kina og USA er en sammenhængende økonomi. De to samfund fungerer som ét land med to systemer. Amerikanerne kan intet gøre, uden at det mærkes hos kineserne, og omvendt. Ingen af de to kan bruge sanktioner mod den anden uden at skade sig selv. Og derfor bliver jeg aldrig voldsom bekymret eller ophidset over tilstanden mellem Kina og USA. Den gensidige afhængighed mellem de to er gunstig for verden«.

Om Putins Rusland vil du ikke drage en tilsvarende konklusion?

»Nej, slet ikke. Putin spiller taberens spil. Han leder efter selvhævdelse og værdighed alle de steder, hvor det ikke giver mening. Hvis jeg var Donald Trump lige nu og skulle foretage et modtræk til hele den hacking, som russere angiveligt står bag, ville jeg sørge for at udstede visum til de russiske studerende, som kunne tænke sig at fortsætte deres uddannelse på bedre betingelser end dem, Putin giver dem«.

Hvad kommer der til at ske omkring Nordkorea?

»Trump vil forvandle sig til ’en Obama’, hvis topmødet med Kim Jong-un virkelig kommer i stand. Nordkorea stiller Trump over for samme udfordring som den, Obama havde med Iran. Hvad var Obamas muligheder med Iran? Der var tre. Han kunne bombe Iran. Nej, selvfølgelig ikke. Give efter for deres krav? Udelukket. Der er kun forhandlingsvejen. Trump tror, han har en fjerde vej med Nordkorea: at han kan charmere Kim til at indgå en stor studehandel. Men det tror ingen på, så Trump kommer til at gå ad den vej, Obama gik med Iran. Men vi kommer ikke til at se et Nordkorea, der lander på et stort rundt nul med sine kernevåben«.

(interview i Politiken 23. marts 2018)

Udgivet i Globalt, Interviews, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Volvo har gjort en forskel i Nordkorea

For 45 år siden solgte Sverige 1.000 Volvoer til Nordkorea, som aldrig blev betalt, men Stockholm får nu en politisk nøglerolle.

Endelig ser det ud til, at Sverige kan gøre en forskel på den internationale scene. Mens vi venter på den officielle meddelelse om tid og sted for det planlagte topmøde mellem præsident Donald Trump og den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un, på svensk grund, er det som altid nødvendigt med nogle forbehold. Nordkorea har tidligere indledt dialog med den omverden, styret opfatter som fjendtlig, for efterfølgende at springe fra, når det virkelig gjaldt.

Denne gang burde der være grund til lidt mere optimisme. I 2000 og igen i 2007 kom en sydkoreansk præsident på besøg i Pyongyang, den nordkoreanske hovedstad, men returbesøg i Seoul blev aldrig realiseret. Under afholdelsen af vinterlegene i Sydkorea for nylig kom diktatorens søster en tur til fjendeland, hvilket aldrig tidligere er sket. At den nordkoreanske udenrigsminister besøgte Stockholm i sidste uge, viser, at noget større er undervejs.

SVERIGES diplomatiske placering i det nordøstasiatiske land har en kuriøs forhistorie. Den starter med noget, der er lige så svensk og populært som Abba og Ikea: Volvo. Personbilen med typebetegnelsen 144 var for et halvt århundrede siden en populær model også på danske landeveje.

Svenske erhvervsledere blev i starten af 1970’erne overbevist om, at Nordkorea var ved at løfte sig økonomisk. Sveriges eksportkreditråd finansierede et betydeligt salg af maskiner til brug for nordkoreansk minedrift, hvilket gav mening på grund af de betydelige mineralforekomster i den kommunistiske stat, men burde have givet anledning til betænkeligheder i betragtning af den betydelige våbenproduktion, som disse mineraler blev anvendt til både i oprindelseslandet og hos de ideologiske våbenbrødre i datidens østblok.

OVEN I maskinerne til minedrift ønskede nordkoreanerne sig Volvoer, hele 1.000 af slagsen, og dem fik de så. 45 år efter at leverancen blev realiseret, har Pyongyang endnu ikke betalt regningen, som med renters rente er løbet op i svimlende 322 millioner dollars.

To gange om året tager en diplomat fra den svenske ambassade i Pyongyang turen hen til den relevante nordkoreanske myndighed og minder om det økonomiske udestående. Hidtil uden resultat. Den højt militariserede stat har svært ved at komme til lommerne. Men måske handlede det om mere end bare penge, da Sverige i 1975 åbnede en ambassade i Nordkorea som det første vestlige demokrati.

I dag deler svenskerne en ambassadebygning i Pyongyang med Storbritannien, Frankrig og Tyskland; en uskøn kasernelignende betonkasse. Indtil sommeren 1990 var bygningen diplomatisk repræsentation for datidens Østtyskland. Da Deutsche Demokratische Republik lukkede og slukkede i 1990, vendte de udstationerede diplomater hjem til et forandret Tyskland og til debriefinger hos det tyske efterretningsvæsen, der havde årtiers erfaringer med at overvåge diplomater fra kommunistiske lande.

De hjemvendte diplomater, angiveligt næsten 90, fra DDR’s lukkede repræsentation i Pyongyang viste sig for størstepartens vedkommende at være geologer! Forklaringen er, at Nordkorea rummer nogle af klodens største lagre af ’sjældne jordarter’, en misvisende betegnelse, eftersom der er tale om mineraler med særlige egenskaber, der er nyttige i forbindelse med fremstilling af computere, våben og fly.

STØRSTEPARTEN af klodens forekomster findes i den kinesiske provins Indre Mongoli, men Nordkorea ligger pænt oppe på ranglisten over forsyningscentre. Kinesiske statsselskaber har en næsten monopollignende kontrol over disse mineraler, men hvorvidt det er lykkedes Beijing at få kontrollen med udvindingen af de nordkoreanske forekomster, er tvivlsomt, i betragtning af at forholdet mellem Beijing og Pyongyang ikke er specielt hjerteligt for tiden.

Og Volvoerne fra dengang? De kører stadig. Jeg observerede en enkelt under mit besøg i Pyongyang for to år siden. På diverse internetsider findes der beretninger om, hvorledes de robuste svenske biler også bruges til taxakørsel i hovedstaden.

Det topmøde mellem Kim Jong-un og Donald Trump, som der nu arbejdes på, kommer næppe til at handle om Volvoerne og den svenske gæld, men hvis det lykkes at komme nærmere en løsning på det koreanske atomspørgsmål, vil svenskerne sandsynligvis sige, at pengene har været givet godt ud.

(klumme i Politiken 22. marts 2018)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar