Dollarhjælpen til Hongkong under pres

Sikkerhedslov afkobler Hongkong fra vestlig påvirkning.

DE VREDE reaktioner på Kinas stramninger af det juridiske system i Hongkong får det følgende til at ligne en dårlig vittighed: Trump-regeringen lukker for en millionstor bevilling til støtte for aktivister i den konfliktplagede kinesiske metropol.

2 millioner dollars var øremærket til grupper i Hongkong specifikt for at hjælpe dem til at undgå den kinesiske centralregerings overvågning. Pengene skulle kanaliseres gennem Open Technology Fund (OTF), en af de mange institutioner under U.S. Agency for Global Media (USAGM) med base i Washington og løbende finansiering fra Kongressen.

I perioden 2012-16 bevilgede fonden 3 millioner dollars til udvikling af en særlig app kaldet Signal, som er blevet den vigtigste kommunikationskanal for de demonstrerende aktivister i Hongkong, eftersom den er konstrueret til at undgå de kinesiske myndigheders aflytning.

Derudover har OTF skaffet mindst 50 millioner dollars fra private kilder til teknologi, hvis formål er at opsnappe information på Kinas to største medieplatforme, Weibo og WeChat, i hele Kina.

Hvad der i Vesten hævdes at være universelle friheder, opleves i mange tidligere kolonier som kulturel imperialisme, som den legendariske amerikanske politolog Samuel Huntington skrev for et kvart århundrede siden. Husk derfor lige de mest prominente Hongkong-aktivisters opfordringer til USA om at blande sig i striden om regionens politiske indretning: en direkte foræring til de kræfter i Kinas ledelse, der ønsker den hårdest mulige kurs mod aktivisterne.

SÅ HVORFOR har Trump-regeringen blokeret for bevillingen, få dage før Kina indførte en vidtgående sikkerhedslovgivning?

Forklaringen er noget så banalt som en strid om ledelsen i USAGM. Radiostationen Voice of America, der hører til i samme ’familie’, blev i maj kritiseret af præsident Trump for ikke at føre en mere aggressiv kurs over for USA’s strategiske modstandere, Kina især. Præsidenten håndplukkede derefter en af sine loyalister, Michael Pack, til at lede USAGM.

Bag hele manøvren stod Michael Horowitz, en markant profil på den yderste højrefløj med tætte forbindelser til den religiøse bevægelse Falun Gong, der er forbudt i Kina. Horowitz vil overflytte støttemidlerne til softwareproducenten Ultrasurf, der er udviklet af Falun Gong.

Med den særlige sikkerhedslov, som centralregeringen i Beijing netop har påtvunget Hongkong, handler både Horowitz og Packi strid med samme lovs paragraf 38 og er i den kinesiske stats optik begge ’kriminelle’. Paragraf 38 siger, at loven dækker handlinger vendt mod Hongkong, også når disse begås af personer, der ikke er fastboende i Hongkong.

I praksis betyder det, at hvis amerikanske statsborgere, der finansieres af USAGM, besøger Hongkong, risikerer de arrestation og retsforfølgelse.

Sådan som kinesisk lov- og ordenshåndhævelse fungerer, kan ethvert individ på kloden, der engagerer sig til støtte for Hongkongs trængte demokratibevægelse, være en potentiel kriminel i de kinesiske myndigheders optik.

Nathan Law, en af lederne i oppositionspartiet Demosisto, valgte at gå i landflygtighed i sidste uge. Han havde flere gange været i Washington for at rejse midler til partiets sag. Hovedformålet med Kinas sikkerhedslov er at knuse bevægelsens internationale front, forklarede han, umiddelbart inden han forlod sin fødeby.

Opgøret i Hongkong er derfor endnu en stedfortræderkrig mellem Washington og Beijing. Med EU som tilskuer. Men forvent ikke, at tusinder af regionens indbyggere nu valfarter til Boris Johnsons brexitplagede Storbritannien. Meningsmålinger har vist, at det ikke er Beijings faste hånd, befolkningsflertallet frygter, men risikoen for fortsatte åbne konfrontationer i bycentrum, serveret med molotovcocktails.

At Kina nu har mulighed og vilje til at håndhæve sin lovgivning også uden for kinesisk territorium, er ikke et nyt fænomen blandt stormagter. USA og Sovjetunionen bedrev gennem årtiers kold krig kontraspionage mod hinanden på tilsvarende grundlag. I moderne tid kendes fænomenet fra de russiske giftmord på afhoppere og iranske dødspatruljers jagt på systemkritikere i Danmark og andre europæiske lande. Xi Jinping går mere åbent i clinch med sine modstandere og bruger formelt juraen som redskab. Sådanne fine fornemmelser har hverken Vladimir Putin eller de iranske ayatollaher.

Den nye lov matcher det klassiske kinesiske ordsprog om at ’dræbe kyllingen for at skræmme aben’.

Virkningen i Hongkong er allerede tydelig: En frygtsom stabilitet er ved at indfinde sig. Om aben – i skikkelse af gorillaen i Washington – er skræmt, er tvivlsomt. Men Hongkong er definitivt afkoblet fra den vestlige indflydelsessfære.

(klumme i Politiken 13.07.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Imperiet lukker. Giv os et andet USA

Er Joe Biden en udvikler eller en  afvikler?

Kan et USA, der har mistet flere menneskeliv på et halvt år med pandemi end ved syv årtiers krigsførelse over den ganske klode, stadig kaldes en supermagt? Hvornår viser ledelsen i Washington, at den formår at tage vare på egne borgere i en national nødsituation?

Historieskrivningen er fyldt med beretninger om, hvorfor og hvornår imperier går under, men årsagerne er sjældent tydelige, mens sammenbruddet står på. Der gik f.eks. et årti med en mafiøs russisk snylterkapitalisme under Boris Jeltsin, inden det stod klart for oligarkerne, at de måtte skaffe sig en politisk jernhånd i skikkelse af Vladimir Putin for at få genskabt et Rusland, der i det mindste kunne lade, som om det stadig er en stormagt.

Det franske koloniimperium sled sig op med nederlagene i først Indokina og siden Algeriet, mens briterne kom mere lempeligt ud af Indien og Afrika. Det britiske Commonwealth dyrker i dag nostalgisk kricket, Shakespeare og Kipling, mens den internationale Frankofoni Organisation, der har 80 medlemslande, blot er en sprog- og kulturforening med hang til god rødvin og ost.

BEGGE HARMLØSE sentimentale foretagender, der dyrker fortids storhed. Okay, de har blød magt, vil nogen sige, men det var jo hverken Paris eller London, der opfandt Facebook og Google, det 21. århundredes digitale imperiebyggere.

Denne pointe bringer os til tilstanden i det nyeste imperium, det amerikanske, og dets fremadskridende forfald. Snesevis af amerikanske historikere diskuterer i denne tid, hvorfor sammenbruddet har accelereret, som det har. De indså for sent, hvad Donald Trumps slogan ’America First’ virkelig betød.

Det dramatiske paradoks er her, at mens vi iagttager nedlukningen af det gamle imperium, dukker det nye op – techgiganternes. Disse er karakteriseret ved, at de unddrager sig central politisk kontrol og kan angribe udadtil og underminere indefra.

Her er der ingen Harry S. Truman eller Dwight D. Eisenhower, der reddede det halve Europa ved at inddæmme sovjetkommunismen. Ej heller en Ronald Reagan eller George H.W. Bush, der snedigt og elegant fik lokket de sovjetiske dinosaurer ud i en sump, der druknede kommunismen som ideologisk projekt.

Nutidens amerikanske techgiganter råder over redskaber, som formår at overvåge milliardstore befolkninger – tilmed på en måde, så de lever i forestillingen om, at alt dette sker med deres frie vilje. Først for relativt nylig har EU fattet, at Europas borgere er en del af en forretningsmodel, der i sin kerne handler om at kontrollere og udnytte individer.

Den første, der dokumenterede dette, var en mand, der var et produkt af dette system (USA’s efterretningstjenester) og gennemskuede det: Edward Snowden, som i dag lever i landflygtighed i Rusland. I Putins kleptokrati, der præsenterer den største samlede trussel mod Europa siden 1989. Kan nogen se ironien her?

DET ER PÅ denne baggrund, vi skal forstå en række vestlige landes koordinerede offensiv mod den kinesiske techgigant Huawei. Dette firma er som bekendt skabt af en tidligere officer i Folkets Befrielseshær, så selvfølgelig er der en lige linje fra Huaweis direktionsgang til politbureauet i Beijing.

Huaweis ekspansion og Kinas ambitiøse infrastrukturprojekt, Belt and Road, repræsenterer den eneste magtfaktor på kloden, der har styrke til at modsætte sig amerikansk dominans. Det er derfor, vi hører danske folketingspolitikere som f.eks. den konservative Naser Khader tale i hysteriske vendinger om, at Kina er på vej til at etablere et verdensherredømme.

Hvilket er demagogi og nonsens. Se dog på Japan, Sydkorea og Taiwan, der alle nyder solid amerikansk militær beskyttelse i Kinas nærområde. Men de frabeder sig alle tre at blive gidsler i en konfrontation mellem Kina og USA. Vejen frem for Europa er at gøre som i Sydøstasien: at balancere mellem giganterne og forhindre en mere vidtgående konfrontation.

Robert Gates, forsvarsminister under både Barack Obama og George W. Bush, har i sin netop udgivne bog ’Exercise in Power’ givet det hidtil mest kvalificerede bud på, hvorledes USA kan genskabe det bedste i sig selv og gavne verden på ny:

Landets læreanstalter skal blive ved med at tiltrække virksomheder, forskere og undervisere. Kan dette lade sig gøre i den næste præsidentperiode, når der samtidig venter et gigantisk reparationsarbejde – sundhed, jobskabelse, et nødlidende retsvæsen?

Joe Biden, stå frem! Og uden tweets, tak.

(klumme i Politiken 09.07.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

EU plus Kina minus USA

Europa må påtage sig brobyggerens og mæglerens rolle i forholdet mellem USA og Kina. Det tjener Europas interesser bedst.

OM FÅ DAGE INDLEDES det tyske EU-formandskab, og blandt dets største udfordringer er formuleringen af en fornyet europæisk politik over for giganten i øst, Kina. Danmark burde være i gode hænder her, for kansler Angela Merkel er den europæiske regeringsleder, der mest vedholdende har insisteret på et realitetspræget forhold til de markante forandringer af verden, som Beijings økonomiske og teknologiske ekspansion fører med sig.

Danmark har haft stadig tættere økonomiske relationer til det kinesiske udviklingsmirakel, siden det tog fart for fire årtier siden. Danske parlamentarikere har haft møder med dissidenter og Dalai Lama, og vi har været hovedsponsor på en resolution i FN’s Menneskeretsorganisation, der kritiserede Kina. Vores strategiske partnerskabsaftale med Kina fra 2008 har dannet ramme om en kritisk dialog. Vi har fået vækst, velstand og to pandaer.

Skeptikere og traditionalister har ment, at denne aftale fungerer som mørklægningsgardiner. I stedet skal vi melde os på USA’s side i den skærpede rivalisering mellem vores traditionelle alliancepartner og den fjernøstlige udfordrer, mener de.

Men det vil ikke være til gavn for danske interesser, at vi gør os til pakæsel for en krakelerende supermagt, hvis dominans er ved at være ovre. I stedet skal vi placere os i brobyggerens rolle og arbejde for en mere balanceret verdensorden, hvor EU, Kina og et USA (efter Trump!) er ligeværdige partnere.

FRA EN EUROPÆISK udkigspost presser følgende problemfelter sig på: 1) teknologisk udvikling, især 5G-netværket, 2) de territoriale udfordringer: Arktis og Det Sydkinesiske Hav, 3) randområderne: Taiwans og Hongkongs status, 4) mindretallenes situation, dvs. tibetanerne og de muslimske uighurer.

Teknologien først: EU må kræve fuld indsigt i de kontrol- og overvågningsmuligheder, som Facebook, Google, Twitter, Huawei og andre har over os som borgere. Uden skelen til selskabernes ophav.

Arktis kan udskydes, for her ligger kineserne i lang tid fremover i ly af Putins Rusland. Kinas opbygning af infrastruktur i Det Sydkinesiske Hav forskyder en magtbalance, der i årtier var i amerikansk favør, men det er EU og Kina, der har underskrevet FN’s havretskonvention, USA har ikke.

Taiwans placering i verden er reguleret af amerikansk lovgivning fra 1979, som EU stiltiende accepterer. Hvilket ikke udelukker europæisk støtte til, at det taiwanske samfund opnår en højere grad af international involvering i sager om klimainitiativer og global sundhed.

Tibet og Xinjiang: Ikke en eneste FN-resolution giver de to regioner retten til deres egen stat. Men den kinesiske undertrykkelse af mindretallene her er horribel, hvad EU ikke skal forsømme at kritisere Beijing for.

OG SÅ ER der Hongkong: Aktuelt forsøger Kina-Kritisk Selskab at forsvare Joshua Wong, den mest kendte af Hongkongs demokratiaktivister. Wongs bog ’Unfree Speech’ opfordrer utilsløret verden og især USA til at blande sig direkte i opgøret i Hongkong, hvilket er den lige vej til en katastrofe – Kina vil få det perfekte påskud til at slå hårdt ned på Hongkongs oppositionelle. Hvem gavner det?

Samme selskab fortier bekvemt, at Hongkongs demokratiaktivister i fjor fik deres hovedkrav opfyldt: Lokalregeringen trak et omstridt lovforslag om udlevering af mistænkte til Kina tilbage. Det behager heller ikke Kina-kritikerne at omtale, hvad Beijing foreslog demokratiaktivisterne i august 2014: Regionen kunne have fået en valgordning baseret på, at alle vælgere kunne få lov til at stemme om sammensætningen af lokalparlamentet.

Gennem flere måneder i 2019 foretog en hård kerne af demonstranter en systematisk vandalisering af offentlig og privat ejendom; gerninger, som de i dag kræver straffrihed for, hvilket forklarer europæiske politikeres forsigtighed med at tage skarpe holdninger til Hongkong. Bruxelles risikerer at komme i både farligt og dårligt selskab.

Kunne Europa alligevel spille en rolle her? Den tidligere kolonimagt Storbritannien, der ironisk nok er Europas største modtager af kinesiske investeringer, er som bekendt på vej ud af den europæiske familie, så på sigt vil det være perspektivrigt, at Bruxelles får sig en selvstændig Hongkong-politik.

Men kun hvis armen holdes strakt ud over for Donald Trumps Amerika. Supermagten er blevet dysfunktionel, ledet af en utilregnelig psykopat, mens landets nedtur fortsætter. En utroværdig allieret for systemkritikere og demokratiforkæmpere over den ganske klode, Hongkong inklusive.

Kinas ledelse er den største forhindring for, at landet opnår stormagtsstatus med tilhørende respekt, og det land, der mest effektivt underminerer USA’s globale rolle, er USA selv. EU må finde sin egen vej frem mellem de to.

(klumme i Politiken 29.06.20)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Som demokrat kan man ikke hylde Fogh

Anders Fogh Rasmussen er ikke troværdig i rollen som politisk missionær.

Når historieskriverne om nogle år skal formulere sig og konkludere på de vigtigste begivenheder i 2020, kommer de ikke uden om denne her:

At de store vestlige samfund, anført af USA, fejlede fatalt i bekæmpelsen af covid-19-pandemien, og at en stribe østasiatiske samfund leverede de mest kompetente indgreb til at stoppe smitteudbredelsen. Succeslandene er indiskutabelt Kina, Taiwan, Sydkorea, Japan, Vietnam, Singapore og Indonesien.

Epidemibekæmpelsen gør det meste af Østasien til rollemodel, USA til en fejlslagen stat, mens billedet i Europa mildt sagt er broget.

Covid-19-pandemien skubber dermed yderligere til en udvikling, der har været i gang længe: at penge og magt og dermed global indflydelse rykker væk fra Washington og Bruxelles og over mod klodens ældste kontinuerlige civilisationer, de østasiatiske.

Den vestlige dominans i verden, der begyndte i 1700-tallet, er således ved at være ovre. Hvem tror på, at udviklingen kan vendes med et ekstremt polariseret USA, der ikke forsvinder med Trumps mulige exit fra 2021, og et fragmenteret Europa, der presses af nationalpopulisme, migration og aldring?

Folk med benene solidt plantet i fortiden lider af den vrangforestilling, at den aktuelle stormagtsrivalisering står mellem ’frie’ demokratier og kinesisk ’kommunisme’. Realiteten er, at der foregår en rivalisering mellem et amerikansk plutokrati, hvor en lille hovedrig elite gavner sig selv, og et kinesisk meritokrati, der har en FN-dokumenteret verdensrekord i fattigdomsbekæmpelse.

Mens den statistiske gennemsnitskineser har oplevet en fordobling af levestandarden hvert 10. år, har den amerikanske industriarbejder stået igennem tre årtier uden reallønsfremgang. Kinas fremgang er dokumenteret af Verdensbanken og stribevis af amerikanske og europæiske forskningsinstitutioner.

PÅ DEN amerikanske bundlinje står Donald Trump og hans skingre nationalpopulisme, mens USA’s europæiske venner forsøger at lukke ørerne og kigger den anden vej.

Hvem redder så de vestlige samfund ud af denne knibe? En af dem, der gør et forsøg, er ingen ringere end fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han er grundlægger af en fond og et netværk, der kalder sig Alliance of Democracies Foundation, angiveligt en nonprofitorganisation.

Foghs organisation holdt i fjor et fysisk topmøde i Skuespilhuset i København, og jeg var en af deltagerne. I år var samme topmøde indlysende nok virtuelt, men ikke uinteressant. De mest prominente deltagere var to tidligere amerikanske udenrigsministre, Madeleine Albright og John Kerry. Samt, ej at forglemme, den nuværende, Mike Pompeo, der var sat på en umulig opgave. Hvis han havde forsøgt at bygge bro til europæerne, var han blevet en valgplakat for Joe Biden.

For min del var det positive højdepunkt på årets konference en videooptagelse med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen. Hun gjorde sig umage for ikke at fornærme eller udfordre den store nabo på den anden side af Taiwanstrædet. En bekræftelse af, at alle lever fint med status quo mellem Kina og Taiwan, men ingen tør sige dette rent ud.

Det mest påfaldende ved Foghs demokratitopmøde var fraværet af det officielle Danmark, som tydeligvis ikke vil røre den tidligere statsministers udenrigspolitisk aktivisme med en ildtang. Nationens mest antikommunistiske debattør, Søren Espersen, ville have pyntet gevaldigt på talerlisten. Han kunne have sat lidt mere kulør på de mange selvbekræftende indlæg.

Sidste års demokratikonference havde et stærkt fokus på Rusland, i år var det Kina, der var superskurken. Meget forståeligt, men påfaldende, at ingen havde lyst eller vilje til at diskutere de trusler, der kommer mod demokratiet indefra: fake news-pandemien, en dysfunktionel amerikansk præsidentadministration og et sammenbrud i tilliden mellem gamle og nye medlemmer af EU.

John Kerry var den eneste, der havde mod og mandshjerte til at pointere, hvor galt det er gået i Washington og omegn.

Måske skal forklaringen på fraværet af danske meningsdannere og politikere findes i Fogh Rasmussens lange liste af sponsorer, som alle har deres logoer på organisationens hjemmeside.

Her de mest prominente: Facebook, Microsoft, Twitter. Solide venner af demokratiet? Nej, præcis de aktører, der har bidraget til at miskreditere og underminere den liberale ånd i demokratisk debatkultur.

Anders Fogh Rasmussen bruger sit seniorliv som politisk missionær, men han kan ikke få øje på den indre råddenskab, der ødelægger det bedste i de vestlige samfund.

(klumme i Politiken 25.06.20)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Sygdomsramt og bevæbnet

Amerikansk politik på afgrundens og desperationens rand.

JUNIS FØRSTE DØGN lignede en skæbnestund for USA. Præsidenten mobiliserede et sikkerhedsberedskab i forbundshovedstaden – ikke set siden terrorangrebet 11.9.2001. Der var mindelser om de dramatiske oprør i sommeren 1968 udløst af drabet på borgerretsforkæmperen Martin Luther King; 34 af de 39 dødsofre for 52 år siden havde samme hudfarve som ikonet King og nutidens sagesløse George Floyd.

Tirsdag 2. juni kl. 7.30 satte den øverste ledelse i Forsvarsministeriet Washington D.C., Maryland og Virginia i et beredskab med kodebetegnelsen Force Protection Condition Charlie, det næsthøjeste niveau lige under kategorien angreb. Dagen forinden havde præsidenten ladet sig eskortere hen over Lafayette Square til St. John’s Kirken for at lade sig forevige med en bibel i hånden.

Trump lod samtidig en kombineret styrke rydde gaden med magt for at fjerne demonstranter, der ville vise deres modstand mod præsidentens embedsførelse. Et døgns tid senere stod det klart, at Nationalgarden, som organiserer de amerikanske reservister, var sat i beredskab i 26 delstater.

Præsidenten havde mobiliseret alle til rådighed stående føderale ressourcer, civile som militære, lød forklaringen. I mange andre nationer ville en sådan udmelding være blevet kaldt undtagelsestilstand. Men ikke i Trumps Amerika.

Her er der tale om en tidlig fase af en præsidentvalgkamp. Uden et eneste trøstende ord til de pårørende til omkring 1.000 daglige dødsofre for covid-19, ej heller til de 20.000 daglige nye smittetilfælde.

Tilbage i marts rapporterede Newsweek, at USA’s militære systemer har taget forberedelser til et regulært nødberedskab i regeringskontorerne, inklusive Det Hvide Hus, i tilfælde af at covid-19-pandemien rammer de centrale personer og funktioner i administrationen.

AT DEN HASTIGE spredning af covid-19 over hele USA siden er faldet tidsmæssigt sammen med demonstrationerne efter George Floyds tragiske død, er et vidnesbyrd om, at det amerikanske samfund under Donald Trumps snart fire år ved magten ikke bare er skrøbeligt, men regulært ustabilt. 40 millioner nyregistrerede arbejdsløse under covid-19 perioden er et tal, der ikke lyver.

Ikke alle symptomer i samfundstilstanden kan tilskrives Trumps særlige instinkter som magtperson. Der er også systemfejl, der tydeliggøres i denne dramatiske tid. Supermagten er blevet en fejlslagen stat, lyder karakteristikken i en stor artikel i magasinet The Atlantics juniudgave skrevet af George Packer, forfatter til bogen ’The Unwinding: An Inner History of The New America’.

Voldsanvendelse eller truslen om brug af samme er en integreret del af en kultur i fundamental strid med sig selv. I det amerikanske samfund er der mindst en kvart milliard skydevåben i omløb. Hvert eneste døgn omkommer flere end 100 amerikanske borgere som ofre for håndvåben; mens andre 200 lemlæstes.

Den tyske sociolog Max Weber skrev i 1918, at en legitim stat er et samfund af individer, der lader statsmagten administrere et voldsmonopol inden for et givet territorium. I USA, hvor retten til at bære våben er givet i forfatningen, er håndteringen af selvsamme monopol udfordret – dels af det høje niveau for voldsanvendelse, dels de modstridende udlægninger af forfatningens andet tillæg, som lyder: En velreguleret milits er nødvendig for, at en fri stats sikkerhed kan varetages af befolkningens ret til at bære våben. Bemærk ordet velreguleret. Flere delstater tager nu tilløb til at reformere politistyrkerne.

INDTIL EN SKELSÆTTENDE højesteretsdom i 2008 havde amerikanske domstole gennem generationer stået fast på, at retten til at bære våben kun gav mening som lokale militsers ret til at forsvare sig mod forbundsregeringen.

Da højesteret ophævede et lokalt domstolsforbud mod at bære håndvåben i Washington D.C, kunne våbenlobbyen se årtiers indsats belønnet og tilmed bekræftet af retsvæsenets højeste instans. Titusinder har betalt med liv eller lemlæstelse undervejs.

Under præsident Trumps tid ved magten er de amerikanske paradokser blevet skarpere og tydeligere end nogensinde siden raceoprøret og præsident Lyndon B. Johnsons velfærdsreformer i 1960’erne.

En demokratisk retsstats kvalitet skal måles på dets evne til at korrigere sig selv, når dets borgere svigtes. Her har USA været sat i stå i årtier. Der er ingen garanti for selvkorrektion til november. Våbenlobbyen lader sig ikke afvæbne frivilligt, og stemmesedler forvandler ikke hårdhændede politifolk til humanistiske rundkredspædagoger.

Efter de forførende år under Barack Obama er det Amerikas underside og nogle gigantiske demokratiske paradokser, vi oplever nu.

(klumme i Politiken 15.06.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Joshua Wong er Trumps allierede. Sig tak!

Demonstrationerne i Hongkong ligner det stof, operettekrige er gjort af.

Som politisk fænomen er Joshua Wong, den 23-årige talsperson for det yngre segment af Hongkongs aktivistiske demokratibevægelse, en fascinerende blanding af klimaaktivisten Greta Thunberg og Dalai Lama, tibetanernes åndelige overhoved.

Alle tre er utopister af den slags, den vestlige verden sukker efter.

Joshua Wong er blevet et ikon for tusinder af Hongkongs unge, fordi han modigt står op imod en uovervindelig overmagt, et kommunistparti med snart 100 millioner medlemmer, der kommanderer en 1,4 mia. stor befolkning. Han repræsenterer et civilt oprør mod en statsmagt berygtet for sin vilje til brutalitet, når dens kerneinteresser udfordres.

Konflikten om Hongkongs fremtidige indretning ligner en moderne David mod Goliat-fortælling, effektivt formidlet ud til den ganske klode via de sociale mediers anarki, hvor der ikke er plads til at forklare historiske realiteter.

Teenageren mod supermagten, som det hedder i Netflix-versionen. Teenager, fordi Joshua Wong ifølge egen beskrivelse i nyligt udgivne bog ’Unfree Speech’, fik sin politiske vækkelse som 13-årig, da han fordybede sig i Hongkongs byzantinske valgsystem og ikke så andet end systematisk uretfærdighed.

Tilsyneladende en sjælden begavelse, der i så ung en alder kunne gennemskue de politiske realiteter i den tidligere britiske koloni, der blev tilbageleveret til Kina i 1997, året efter, at han kom til verden.

SÅ HVORFRA stammer den tidlige erkendelse hos den årvågne aktivist? Forældrene, måske. Begge stærkt troende kristne, deraf sønnens fornavn. Men ’Unfree Speech’ leverer ingen afsløringer i retning af, at lille Joshua blev religiøst hjernevasket fra sine tidligste barneår.

Forældrene giftede sig i tiden umiddelbart efter massakrerne i Beijings centrum i 1989 og gav syv år senere sønnen navn efter den gammeltestamentlige helteskikkelse, der fik Jerichos mure til at vælte ved lyden af trompeter. Joshua Wong har skiftet bibelen ud med Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat som redskaber til mobilisering af social og politisk frustration omdannet til vrede. Joshua Wong, der er coronaforhindret i at gennemføre et planlagt besøg i København i næste uge, er derudover et symbol på noget, der har potentialet til at opflamme det, der er blevet kaldt dette årtis nye kolde krig; den mellem den etablerede supermagt, USA, og den opstigende, Kina.

Wong frasiger sig i bogen at kæmpe for et løsrevet og dermed uafhængigt Hongkong, om end han drager en interessant parallel til Catalonien. Hans formål er i stedet at få internationaliseret opgøret i Hongkong, så det kan smitte af på resten af Kina – og få Trumps Amerika som medkæmper.

’Unfree Speech’ opfordrer læserne til at yde ikke bare moralsk, men også økonomisk støtte til såkaldte demokratiorganisationer med base i USA.

Det indlysende spørgsmål er herefter, om Wong og hans medkæmpere dermed gavner eller skader deres egne selverklærede mål som demokratiets og frihedsrettighedernes frelsere i hjembyen?

STEVE TSANG , en af Storbritanniens mest anerkendte forskere i Hongkong/Kina-relationerne, besvarer spørgsmålet således:

Joshua Wong er gået direkte i Kinas fælde. Beijing kan nu retfærdiggøre den særlige sikkerhedslovgivning, man planlægger, med henvisning til, at udenlandske kræfter – amerikanske politikere og lobbyorganisationer – blander sig i interne kinesiske anliggender.

Dette er ikke tilladt i henhold til Hongkongs miniforfatnings artikel 23, der har været gældende siden overdragelsen i 1997. Det nye er, at fordi Hongkongs lokalstyre ikke har formået at indføre de sikkerhedslove, Kinas ledere længe har ønsket sig, tager Folkekongressen i Beijing over.

EU TRÆDER vande, fordi et planlagt topmøde med Kina til september er på spil. Den britiske regeringschef Boris Johnsons tilbud om at tilbyde flygtede Hongkong-kinesere britiske pas, vil ikke få mærkbare konsekvenser. Hongkongs økonomiske betydning for Kinas samlede økonomi (et volumen på tre procent) er beskeden, og Kina er langsomt ved at skifte regionens befolkning ud med indflyttere fra fastlandet.

Tilbage står, at Hongkongs unge aktivister, med eller uden molotov-cocktails, vil fortsætte demonstrationerne. Disse har været karakteriseret af betydelig materiel ødelæggelse, flere tusinde arresterede (og efterfølgende løsladte), men kun to dødsofre. Hvem skal vi takke for dette mådehold, politiet eller Joshua Wong?

Om Vestens reaktioner på Kinas indgriben lyder det i både Beijing og Hongkong, at ’hunden gør, men den bider ikke’. Opgøret i den tidligere britiske koloni ligner efterhånden det stof, som operettekrige er gjort af.

(klumme i Politiken 11.06.20)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Evighedskrige er kommet for at blive

Gør klar til retræte fra konflikterne i Europas nærhed.

DER ER ANDRE ofre for covid-19-plagen end de menneskeliv, arbejdspladser og forretningsaktiviteter, der ikke er hos os længere. For ikke at tale om de mange fritids-, sport- og kulturfornøjelser, som kun kommer igen i et reduceret omfang.

Flere kontinenter er blevet invaderet af en fjende, der er kommet for at blive hos os længe, uanset hvor langt myndigheder og internationale organisationer lykkes med at få den under kontrol her i 2020. Milliardsummer vil blive anvendt på at ruste os til næste virusangreb samt for at sikre beskæftigelse, sundhedsvæsener, socialt beredskab og uddannelser. I de lande, hvor sådanne systemer ellers fungerer.

Så af indlysende årsager må andre indsatsområder holde for. Amerika først-politikken kan snart få følgeskab af et Europa først-koncept: Se bare på de aktuelle vanskeligheder med at skaffe støttemidler til de nødlidende økonomier syd for Alperne. Gæld er møllestenen om den europæiske hals. Solidaritet, eller mangel på samme, er håndjernene på vores hænder.

Læg hertil alle de udfordringer, der tårner sig op i Europas naboregioner. Putin, Ukraine, Tyrkiets Erdogan samt et fravær af økonomisk, sekulær og civil udvikling i Afrika og Mellemøsten.

Områderne syd for Europas ’bløde bug’ (et udtryk anvendt af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tilbage i 1990) repræsenterer et uhyggelig langt katalog af udfordringer, som de fleste af os indtil nu har set som globale mere end regionale. Lad os tage dem fra en ende af, nærområdet først:

Kosovo: De facto-alliancen mellem Rusland og Serbien forhindrer bred international accept af Kosovos selvstændighed. Striden er nu i sit andet årti. Med Vladimir Putin ved roret i Moskva mange år endnu har verden en ubehagelig garanti for, at der ingen forhandlet løsning kommer i overskuelig fremtid.

Tyrkiet: Efterfølgerstaten til Det Osmanniske Rige er i sin 2020-udgave hverken demokratisk eller sekulær i en sådan grad, at Europas helt egen Sultan Erdogan kan regnes for en pålidelig alliancepartner. Tyrkiet har stadig medlemskort til Nato, det vestlige sikkerhedsfællesskab, men er en trojansk hest. Får sultanen ikke sin vilje, lukker han sine flygtningelejre op. EU-udvidelse med Tyrkiet en dag? Glem det.

Syrien: Samme Erdogan har et dybt og varigt medansvar for, at den syriske diktator, Assad, kan fortsætte med skånselsløse myrderier på sin sagesløse befolkning. Assads politiske Godfather hedder Vladimir Putin. Konsekvens: I årtier fremover vil det Syrien, der knapt nok kan kaldes en stat længere, være en krigsskueplads.

Irak: Som præcist udtrykt af Mellemøstforskeren Lars Erslev Andersen: I Irak er alle parametre negative, og det bliver en vild udfordring for de danske soldater, når de skal lede Natos træningsmission fra og med dette efterår.

Fik vi nogensinde placeret et ansvar for den danske delagtighed i krigen, der med den nu afdøde ministerveteran Niels Helveg Petersens ord ’startede med en løgn og sluttede med løgn’. Nej, vel?

Palæstina. I mange år var der politiske visioner om fredelig sameksistens med Israel og det palæstinensiske ’selvstyre’, i dag er konceptet et luftkastel. Europas rolle er stort set som hidtil reduceret til at være rengøringsholdet med gulvspande og fejekoste. Jo, vi taler om humanitære indsatser, og lad venligst disse fortsætte.

For et lille halvt århundrede siden formulerede den daværende amerikanske præsident, Jimmy Carter, en doktrin, der senere fik navn efter ham: At hele Mellemøsten var at betragte som national sikkerhedsinteresse, og at USA i konsekvens heraf altid skulle blande sig.

Verden er et helt andet sted i dag. USA er i dag storproducent og -eksportør af fossil energi, så når de saudiske diktatorer kan læne sig op ad Washington, skyldes det primært det amerikanske fjendskab med Iran.

Europa ville være bedst tjent med, at vi betragter dette opgør som en regional affære. I det omfang iranerne sponsorerer terrorhandlinger på europæisk jord, har vi en sikkerhedsinteresse. Men de fleste terroraktiviteter er hjemmegroede her i Europa, om end mange af dem næres af mellemøstligt tankegods.

Tiden er kommet til, at yngre europæiske ledere tænker forfra. Globaliseringen stopper ikke her, den får bare nye dynamikker, som ikke længere defineres af Washington. Tjek en ekstra gang hos Zuckerbergs Facebook, på Google og hos systemerne bag Huawei. Det er her, vi skal finde nøglerne til fremtiden.

(klumme i Politiken 01.06.2020)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

USA risikerer at miste Europa

Historiebøgerne alene kan ikke sikre alliancefællesskabet.

I RÅ tal dør der nu omkring et tusind amerikanere i døgnet af covid-19. USA står stadig uden en national strategi, der bygger på opsporing og test. Mens konspirationsteorierne breder sig, tegner valgkampen frem til november til at blive betændt, hysterisk og forløjet. Demokrati i den amerikanske udgave er blevet en parodi, tilmed en farlig en af slagsen.

Afgørende for enhver stormagts status er evnen til sikre tilliden til vigtige og nære alliancepartnere, og her er tilstanden kommet i skred for USA.

En nylig opinionsundersøgelse gennemført af Körber Stiftung i Hamborg, viser, at tyskerne nu er delt på midten i holdningen til, om Washington eller Beijing er Forbundsrepublikkens vigtigste internationale partner. 37 procent foretrækker USA, 36 procent Kina. En tilsvarende måling i fjor gav USA et forspring på 26 procentpoint i forhold til Kina.

Dette skred gør ikke Kina til en forbundsfælle for Tyskland fra i morgen. 71 procent af de adspurgte mener, at større gennemskuelighed hos de kinesiske myndigheder ville have forhindret covid-19 i at sprede sig så hurtigt, som det skete. Men kun 36 procent siger, at deres syn på Kina efterfølgende er blevet mere negativt, mens det tilsvarende tal for USA er 73 procent. Blandt tyskere i aldersgruppen 18 til 34 er der 46 procent, der ønsker tættere forbindelser til Kina, mens 35 procent foretrækker USA.

LIGNENDE TENDENSER gør sig gældende i målinger foretaget i Storbritannien, Frankrig og Italien. Adspurgt af IFOP-instituttet mener kun 3 procent af de franske vælgere, at USA er den bedst egnede stormagt til at håndtere det 21. århundredes udfordringer. I Italien nåede instituttet SWG’s undersøgere frem til, at 36 procent af de voksne italienere mener, at deres land skal udvikle tættere forbindelser til Kina, mens 30 procent foretrækker USA.

Heraf kan ikke konkluderes, at europæerne går i retning af at se Kina som en forbundsfælle, ej heller, at man vil placere sig med lige stor afstand til Washington og Beijing. For der er voksende betænkeligheder over for Xi Jinpings tilbøjeligheder til mere centralisering, overvågning og intimidering af kritikere også uden for Kinas grænser, men det er samtidig tydeligt, at Europa frabeder sig at skulle blive trukket ind på USA’s side i en tiltagende konfrontationspolitik mod Kina. Bruxelles fortsætter med at søge aftaler med Beijing om især samhandel og klimapolitik, områder, hvor USA er blevet utilregnelig.

DETTE ÅRTIS største paradoks er, at Kina har fået økonomisk volumen ved brug af institutioner og redskaber skabt af USA og dets europæiske allierede, og nu må Europa se mod Kina og omegn for at få hjælp til at hindre skadevirkningerne af USA’s forsøg på at destruere selvsamme institutioner. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er det aktuelle eksempel, Verdenshandelsorganisationen (WTO) et andet.

Genopretningen af verdensøkonomien efter covid-19 er yderligere en markør, hvor Kina har vundet styrke, og USA er på knæene. Ingen regeringsleder i EU ser i dag mod Washington for at få inspiration, og London er på ingen måde mellemstationen her.

Men lederne i Beijing kan ikke tage for givet, at de har europæisk sympati. EU-familien er splittet på kryds og tværs i holdningerne til, hvorledes kolossen i øst skal mødes. Kina er for EU både partner, konkurrent og systemisk rival.

DEN KRITISKE FRONTLINJE er i cyberspace. Hvis Kina vil sit eget økonomiske bedste, må Xi Jinpings diplomater overbevise Europa om, at Huawei ikke krænker europæiske borgeres privatliv eller stjæler europæiske opfindelser frem for at betale for brugen af dem.

Europa er ikke ved at kapitulere i traditionel forstand. Atlantpagten af 1949 vil bestå, men risikoen er, at sammenhængskraften smuldrer, fordi Nato-medlemmerne er uenige om karakteren af truslen. Alliancens musketered (angreb på ét medlem er et angreb på alle) er undergravet af cyberwarfare. Vi har alle været udsat for overgreb i flere år – amerikanske techgiganter, russiske cybertrolde, kinesiske industrispioner. Læs eller lyt til Edward Snowden.

Kina og Europa kommer aldrig til at blive systemiske forbundsfæller, dertil er forskellene i værdier og etik for store. Men der kan blive brug for i fællesskab at fremme pragmatiske løsninger som modvægt mod det politiske amokløb i USA, bekæmpe den radikaliserede islamisme i Mellemøsten og ikke mindst opretholde den våbenkontrol og de dermed forbundne aftalesystemer, som Trump-administrationen enten forlader eller direkte saboterer.

(klumme i Politiken 28.05.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Europa vakler, USA fejler, Asien vinder

Overraskende meningsmåling om globale reaktioner på covid-19.

Enhver, der har besøgt Japan, kender til oplevelsen af et meget velorganiseret og sikkert samfund. Kriminaliteten er i bund, fattigdommen befinder sig kun i periferien, og sociale forskelle er ikke dramatisk synlige som i flere af Japans nabolande og den del af Asien, der ligger længere væk.

Det japanske samfunds høje økonomiske og teknologiske standarder burde bevirke, at en spredning af coronavirus meget hurtigt ville komme under kontrol.

Smittetallet nærmer sig i skrivende stund de 20.000, men kritikere taler om, at det reelle tal kan være ti gange så højt. De mener, at regeringen bevidst har tilstræbt at begrænse brugen af tests. Måske under pres fra den Internationale Olympiske Komite gik regeringen i Tokyo 24. marts med til at udskyde de olympiske sommerlege til næste år. Men enkelte eksperter taler nu om muligheden for, at turisme i Japan risikerer nedlukning i op til et par år.

Testniveauet er lavt. Japan gennemfører 1,68 tests per 1.000 indbyggere, langt under naboen Sydkoreas tal på 12,95 og Tysklands 39,47, viser tal fra Our World in Data, der drives af et forskerhold på universitetet i Oxford.

NÅR JAPAN ikke kan gennemføre nedlukninger i den skala, som er set i f.eks. Sydkorea, Spanien og Finland, skyldes det især nogle begrænsninger i lovgivningen, der ikke mindst har at gøre med Japans fortid med fascistiske militærregeringer op til og under Stillehavskrigen frem til 1945.

Den japanske forfatning, der blev skrevet af amerikanske jurister i 1947, lægger stor vægt på beskyttelsen af borgernes rettigheder. Derfor er regeringens tiltag under coronaepidemien mest handlingsanvisninger og vejledninger. Folk kan kun straffes, hvis de nægter at samarbejde om nødforsyninger og medicin.

Utilfredsheden med myndighedernes coronaindsats kan der nu sættes tal på. Et privat opinionsinstitut i Singapore, Blackbox Research, har målt befolkningsreaktioner på coronabekæmpende indsatser i 23 lande på flere kontinenter og når frem til overraskende resultater.

82 procent af de adspurgte japanere mente, at deres regering var for længe om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at begrænse covid-19.

Hvad der nok vil forbløffe mange vesterlændinge, er, at Blackbox-målingen gør de politiske ledere i Kina, Vietnam og New Zealand til vindere, når det gælder vurderingerne af, hvilke samfund, der har været bedst til at imødekomme befolkningernes forventninger i kampen mod covid-19. Her ligger Japan i bunden og har her selskab af USA og Frankrig.

David Black, grundlægger og ejer af Blackbox Research forklarer de positive tal for Kinas vedkommende med, at det gigantiske samfund hurtigere end forventet er nået til et stadie, hvor man normaliserer og genåbner.

SER MAN PÅ de produktionstal, der forklarer, hvor langt de respektive samfund er nået i en genåbningsproces, tegner der sig et billede af Østasien på vej mod det niveau, der var gældende før covid-19, mens Europa vakler, og amerikansk økonomi fortsat befinder sig i en nedadgående spiral.

Alene i april er 20 millioner job gået i tabt i USA. Ved indgangen til maj var den officielle ledighedsprocent 14,7. Fabrikslukningerne er fortsat her i første halvdel af maj. De føderale hjælpepakker er på vej til at skabe et underskud på et niveau ikke set siden 1945.

Uanset hvem der vinder valget til november, står det klart, at USA’s økonomi er midt i et historisk kursskifte. Det bliver ikke længere amerikansk forbrug, der bliver vækstmotor for verdensøkonomien. Hverken fra den republikanske eller den demokratiske lejr ser vi forslag til genopbygningsplaner for amerikansk industri. Tværtimod vokser det folkelige pres for subsidier, velfærdsgoder og omfordeling.

Skulle den amerikanske præsident lykkes med at afkoble sit lands økonomi fra den kinesiske, som der tales om i Washington, vil jobtabet i USA blive massivt, men kun marginalt i Kina.

ØKONOMIERNE i både Europa samt de nord- og sydamerikanske kontinenter vil i voksende omfang blive afhængig af produktion og forsyninger fra de østasiatiske vækstcentre, der i stigende grad integreres.

Fra New Delhi over Jakarta, Beijing, Seoul og Tokyo har man adgang til en stor, disciplineret og i voksende omfang veluddannet arbejdskraft. Læg hertil skabelsen af klodens største middelklasse.

Velkommen til en forandret international arbejdsdeling, hvor USA og EU-landene trykker pengesedler, mens de store vækst- og innovationscentre i Østasien leverer fremtidens velstandsløft i form af arbejdspladser og innovation.

(klumme i Politiken 18.05.2020)

Udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Forfra med rejsebranchen

Fortvivl ikke, når krydstogtskibene går økonomisk til bunds. Tænk nyt i stedet.

At rejse er at leve, skrev eventyrdigteren.

Hvis han var til stede i dag, ville han utvivlsomt tilføje noget i retning af: – og et spørgsmål om at overleve! Pengene eller helbredet. Så kort kan man formulere dilemmaet, der også handler om, hvordan Danmark opleves og opfattes af omverdenen og om sikring af arbejdspladser og hård valutaindtjening.

Københavnerne har kigget langt efter krydstogtskibe de seneste par måneder, og sådan er tilstanden også fremover.

Oceankaj nær Nordhavn er lige så underbefolket som lufthavnen i Kastrup. Der var ellers lagt op til en rekordsæson for krydstogtskibe med forhåndstilmeldinger på 350 anløb.

Måske er lige netop denne gren af rejsebranchen ved at synke. Går den til bunds, skal vi så klappe eller græde? Vi taler ikke just om småskillinger i det nationale regnskab. Indtægterne fra udenlandske turister og forretningsrejsende passerede i 2018 for første gang 50 milliarder kroner. Seks ud af ti kroner kunne henføres til Tyskland, Sverige og Norge. Flertallet af krydstogtgæster kommer dog længere væk fra: amerikanere, australiere, briter, sydeuropæere.

Men rejselivet, både det indkommende og det udgående, og de dertil hørende brancher vil være dramatisk corona-forandrede i lang tid frem. Hele turismesektoren er sat på skrump, og hvordan får vi så vendt en ubehagelig nedgang til en fornyelse af branchen, der viser nye veje? Målt på bæredygtighedskriterier, herunder såkaldt øko-turisme, så vil jeg græde tørre tårer over de krydstogtskibe, der går økonomisk til bunds. Som rejseform er disse monsterfartøjer en pervers forestilling.

Hvori består fornøjelsen i at omgive sig med stålplader, buldrende dieselmotorer, billig popmusik og lavtlønnet arbejdskraft mellem hvert anløb? Udenfor er der kun hav, hav og atter hav, og det er den samme sol, der går ned hver aften, akkompagneret af mågeskrig.

Indtil begyndelsen af 2020 havde verden gennem et par årtier oplevet en dramatisk stigning i det globale rejseliv. Vi fik en øjenåbner eller to ved at opdage, hvorledes også ikke-vestlige folkeslag i stort tal begyndte at invadere Europa og Danmark, medbringende hård valuta og købekraft. Især kinesere og japanere fandt vejen til Langelinie for at lade sig forevige ved et af rejselivets danske ikoner, ‘ Den Lille Havfrue’.

Selvsamme havfrue har levet relativt ensomt de seneste uger, og spørgsmålet er, om hun kan opretholde den samme rolle og funktion som magnet for tilrejsende, der har lyst til at komme forbi og opleve lidt af den danske eventyrfortælling.

TIRSDAG BLEV En vigtig del af branchen reddet på målstregen af en stor og ambitiøs hjælpepakke forhandlet på plads af erhvervsminister Simon Kollerup. Det, der i dagene op til aftalen havde lignet en møllesten om virksomhedernes hals, blev med et snuptag forvandlet til en redningskrans.

Hjælpepakken er i første række en håndsrækning til pakkerejsebranchen, som beskæftiger næsten 5.000 medarbejdere.

Men vi hører nu fra aktører i forskellige dele af erhvervet, at der bliver brug for opfølgning. Det gælder den såkaldte incomingbranche, der bringer udenlandske gæster til landet.

Sommerhusene langs den jyske vestkyst behøver ingen bekymres for. Men der hersker stor usikkerhed om andre dele af ferie-Danmark: vore nationalparker, slotte og historiske bygninger f. eks.

En lære af coronaperioden kunne være at få statsministeren til at overveje, at turisterhvervet får sin egen minister. De fleste har nok glemt det, men vi havde en sådan i en af 80′ ernes Schlüter-regeringer.

Daværende centrumdemokrat Arne Melchior gjorde forsøget og høstede stor respekt i erhvervet, men fik ikke langvarig politisk bærekraft.

Melchior gjorde store indsatser for Danmarks Turistråd, i dag VisitDenmark, men havde for kort tid som turistminister til at få givet erhvervet den opmærksomhed, det fortjener. Tiden er inde til at få en ny af slagsen. Et godt råd til næste regeringsrokade: En minister for turismekultur og bæredygtige rejseformer.

På sigt kan vi undvære krydstogtskibene, men danskerne frasiger sig nødig muligheden for at komme ud og opleve verden udenfor. Som repræsentanter for et samfund, hele verden misunder, trækker vi også besøgende til Danmark, når vi står i Kyoto eller Kansas City og fortæller de lokale om, hvordan grøn omstilling gennemføres.

Vi må bede dem om at tage toget. Eller et passagerfly, hvor billetprisen forhåbentlig snart er pålagt en klimaskat, der kan mærkes. Eller et skib, der sejler på grøn strøm. God rejse og velkommen til!

(klumme i Politiken 14.05.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar