Korea har været i mediernes overskrifter igen, efter at en tidligere sydkoreansk præsident er idømt en livstidsstraf for et kupforsøg begået i december 2024. Jeg har besøgt Korea regelmæssigt siden 1984, senest i 2023. Nedenfor en reportage fra 1994, hvor jeg var Weekendavisens udsendte.
Turist i Korea. Et besøg ved den sidste frontlinje, hvor den Frie Verden konfronterer resterne af Ondskabens Imperium. Weekendavisen 8. april 1994
PANMUNJOM – Et eneste sted i Verden lever Den Kolde Krig i bedste velgående. Enhver, der længes tilbage til tiden, da Verden var enkel, da konflikter var sort-hvide, ingen kendte til etnisk udrensning, og de Gode kæmpede retfærdige krige mod de Onde, kan stige på en chartret turistbus i den sydkoreanske hovedstad Seoul og køre mindre end et halvt hundrede kilometer nordpå. Turen er en fascinerende rejse tilbage i tiden.
Kort før bussen når den koreanske delingslinje langs den 38. breddegrad skifter landskabet karakter. De lyseblå bondehuse, der pynter op i det bakkede, brune og grønne landskab, veksler pludseligt med pigtrådshegn, vagttårne, sandsække og anti-tank-spærringer. Den orientalske, konfucianske idyl afløses af anspændt, militært beredskab og symboler på den logik, der vokser ud af kanonløb.
Her løber frontlinjen i historiens sidste delte nation fra den kolde krig. DMZ, Den De-militariserede Zone, er den officielle FN-betegnelse for det fire kilometer brede bælte, der skiller to stater i samme nation og kultur.
Mod Nord: Et isoleret, stalinistisk frilandsmuseum, 22 millioner forarmede, indoktrinerede koreanere ledet af den 82-årige patriark, Kim Il- Sung, Verdens længst overlevende diktator, våbenbroder til Stalin og Mao.
Mod Syd: Et land, der var dømt til undergang, da Korea-krigen brød ud, men som blev reddet af FN og (især) USA, og som på 30 år har overhalet de østeuropæiske økonomier i levestandard og hastigt nærmer sig et vesteuropæisk gennemsnit.
De to Korea-stater har fælles sprog, kultur og en næsten 5000 år gammel historie, men er adskilt af ideologi og magtpolitik. Halvanden millioner soldater i højt kampberedskab langs begge sider af delingslinjen vidner om det eneste uafsluttede regnskab fra Anden Verdenskrigs ophør og den eneste konflikt, hvor FN nogensinde har engageret sig som krigsførende part.
Træd varsomt
De brutale historiske realiteter gør Panmunjom til et enestående, omend skræmmende mål for en turistrejse. De besøgende kommer i stort tal. Udover sydkoreanerne mange japanere og amerikanere, der flokkes omkring foto- plancher, der lanceres med slogans som »In Front of Them All«. Denne Frihedens Frontlinje, der er en daglig påmindelse om, at kommunismen endnu ikke er helt aflivet, sælges med platheder som var det Himmelbjerget eller Rebild Bakker. Kulørte kasketter, pyntede spadserestokke, kitsch-vægplatter, som vor bedstemor fandt dem i Harzen og på Mallorca, t-shirts med Stars and Stripes og meget andet godt fra turistindustriens skrammelkasse.
Den 240 kilometer lange koreanske delingslinje er en af de sidste lokaliteter på kloden, hvor en storkonflikt kan bryde ud i næste uge. Alligevel lanceres den som et udflugtsmål for alverdens pensionistforeninger. Kun i selve Panmunjom forsvinder idyllen og afløses nervøs, iskold anspændthed, en atmosfære, der understreges af de frostklare vinde, der blæser ind nordfra. Træd varsomt!
Panmunjom er en klynge grå og blå træbarakker, der ligger på række. Tværs igennem alle bygninger er trukket en sort linje. Det er den nøjagtige delingslinje mellem kommunismen og kapitalismen, mellem det nordkoreanske Reagensglas-Gulag og den disciplinerede frihed og hårdhændet gennemførte velstand i Syd.
Turister har tilladelse til at træde inden for i den barak, som anvendes til de regelmæssige forhandlinger og konsultationer mellem nordkoreanske officerer og diplomater og de amerikanske officerer, der repræsenterer FN-kommandoen.
Men træd venligst varsomt. Gæster har tilladelse til at gå tre-fire skridt over linjen – så længe de holder sig inde i barakken. Teknisk er det muligt at stå på nordkoreansk jord i få sekunder uden visum, forklarer den unge amerikanske underofficer, der guider os rundt. Når turisterne derefter stiger op på den udsigtspavillon, sydkoreanerne har opført bag barakkerne, har de udsigt lige ind i et halvt århundredes fortid.
En betonbygning i klassisk Stalin-stil, et par vagttårne, hvorfra nordkoreanske soldater med kikkerter nøje følger alle bevægelser på sydsiden af delingslinjen. Fra en udsigtsplatform længere mod vest kan de besøgende se nogle kilometer ind i Nordkorea.
En klynge af bygninger giver indtryk af, at fronten ikke er rent militært område. Her bor også bor civile, tilsyneladende. – Vi kalder den Propaganda-Landsbyen, forklarer den amerikanske underofficer. – Den er ubeboet. Af og til dukker der nogle nordkoreanske arbejdere op for at vedligeholde og male husene, men ellers er den kun til pynt, siger han.
Tæt ved »Propaganda-Landsbyen« er rejst en gigantisk flagmast. Den hævdes at være Asiens højeste, omkring 300 meter. Herfra vajer det blå-røde nordkoreanske nationalflag. Masten er placeret umiddelbart over for en tilsvarende mast på syd-siden, hvorfra det sydkoreanske banner vajer. For år tilbage udviklede der sig en regulær flag-krig mellem Nord- og Sydkorea om, hvem der kunne bygge den højeste mast.
Hver gang den ene part forlængede sin mast, fulgte den anden efter – og overhalede. Til sidst opgav sydkoreanerne og lod fjenden i nord løbe af med denne symbolske sejr. Sydkoreanerne har naturligvis bygget et modstykke til »Propaganda- landsbyen«.
Det er en mindre bebyggelse af traditionelle koreanske bondehuse. Hver eneste kvadratmeter jord omkring »Friheds-Landsbyen«, som den kaldes, er opdyrket. Skattefritagelse og andre økonomiske incitamenter gør indbyggerne i Friheds-Landsbyen til Koreas mest velstående bønder. Der kræves specialtilladelse for at bosætte sig her, medmindre man er efterkommer af de koreanere, der boede her ved krigsudbruddet i 1950.
Med jævne mellemrum brydes stilheden langs denne verdens mest oprustede frontlinje. Det sker, når gigant-højttalerne på den nordkoreanske side sender budskaber ind over grænsen. Der lyder skrattende opfordringer til det koreanske folk om at lade sig forene under præsident Kim Il-Sungs ledelse og rituelle fordømmelser af den aggressive amerikanske imperialisme.
Mange timers uforsonlig retorik er i årenes løb bombet ned i de sydkoreanske skyttegrave. Tilbage i 1970erne forsøgte nordkoreanerne at formidle det nationale genforeningsbudskab til landsmændene i Syd ved at grave tre underjordiske tunneller under DMZ. Dem fik sydkoreanerne hurtigt stoppet. Talrige andre infiltrationsforsøg, bl.a. fra søsiden er blevet forhindret. Hundredvis af agenter, infiltratorer og specialtrænede elitesoldater nordfra er i årenes løb blevet standset af velrettede projektiler – sydfra.
En anderledes fred
En af bygningerne langs DMZ huser en våbenhvilekommission, nedsat efter Korea- krigens afslutning i 1953. Da kamphandlingerne ophørte, enedes parterne om at lade fire neutrale lande overvåge våbenhvilen, to på hver side. FN-kommandoen og dermed Sydkorea repræsenteres af Schweiz og Sverige. Nordkorea og Kina udpegede i sin tid Polen og Tjekkoslovakiet. I begyndelsen af 1993 trak den tjekkiske republik sit medlem hjem, og Nordkorea har ikke siden fundet en afløser. Medlemmerne af den neutrale våbenhvilekommission mødes næsten ugentligt for at drøfte indberetninger om incidenter og eventuelle brud på våbenhvilen. Frontlinje-landsbyen Panmunjom repræsenterer en »fred«, eller hvad man nu skal kalde det, som er anderledes end alle tidligere militære konflikters forløb i moderne tid.
Våbenhvilen er i snæver, bogstavelig forstand et rent militært dokument. Ikke en eneste nation har sat en underskrift på dette papir, så i teknisk forstand er Korea-krigen ikke afsluttet. Våbenhvilen forpligter kun Nordkoreas væbnede styrker, den Kinesiske Folkerepubliks »frivillige« og de styrker, der var undergivet FNs kommando. Sydkorea er ikke medunderskriver. Nok gælder FNs mandat fra 1950 stadig (det kunne vedtages, fordi Sovjetunionen boykottede Sikkerhedsrådet), men i praksis er det USAs og Sydkoreas regeringer, der lægger linjen over for den uberegnelige aktør nord for den 38. breddegrad.
Historiens dyreste træfældning
En dramatisk episode fra august 1976 illustrerer, hvor sprængfarlig den koreanske situation er og kan blive påny. To amerikanske soldater forsøgte at fælde et træ ved Panmunjom, få hundrede meter fra barakkerne. Træet spærrede for udsigten ind i fjendeland. De to amerikanere blev angrebet af en nordkoreansk enhed, som slog begge ihjel med deres egne økser. Episoden, der førte til de tragiske drab, er illustreret med fotos i den kantine, hvor turisterne kan drikke kaffe og indkøbe souvenirs. Øksemordene blev taget op ved forhandlingsbordet, og parterne enedes om, at træfældningen kunne gennemføres teknisk forsvarligt med motorsave på et nærmere aftalt tidspunkt.
Da den FN-initierede, koreanske motorsavs-massakre skulle gennemføres mod det århundredgamle, smukke, uskyldige træ, turde hverken Pentagon eller overkommandoen i Seoul løbe den mindste risiko. Samtlige amerikanske militærenheder i Stillehavsområdet blev sat i højeste alarmberedskab, inclusive enhederne i Japan og Den Syvende Flåde i Filippinerne. Snesevis af jagerbombere og B-52 bombefly blev sendt på vingerne, og syd for DMZ demonstrerede både de sydkoreanske og amerikanske divisioner, at de var forberedt på det værste af det værste.
Krigsudbruddet udeblev, det gamle træ faldt som det eneste offer, og den nordkoreanske patriark Kim Il-Sung blev mindet om, hvad det kan koste at udfordre Frihedens Forkæmpere. Sergent Lee Hincher, der ledsager Weekendavisens udsendte rundt i Panmunjom-området, og som har tjent i flere perioder i Korea, siger, at han i august 1976 gjorde tjeneste på en luftbase i det amerikanske Midtvesten.
– En morgen vågnede vi op og observerede en kampklar eskadrille jagerbomber, der var på vej østpå. Anledningen var Øksemordene og den efterfølgende Motorsavs- Massakre i Panmunjom, beretter Lee Hincher. I den populære militærhistorie kaldes operationen i dag for Historiens Dyreste Træfældning.
Et par minder fra Nordkorea
Hvad er det da for et Uhyre, som Sydkorea og USA har rustet sig sig imod? Hvilken virkelighed gemmer sig bag den Propaganda-Landsby, som turisterne betragter på afstand fra Panmunjom?
Deres Udsendte er privilegeret ved at være en af de få vestlige journalister, der har haft lejlighed til at få lidt af Nordkorea ind under huden. Det var – ganske som Panmunjom – en fascinerende og skræmmende oplevelse. Vi skruer tiden tilbage til efteråret 1985. Ankomst i Pyongyangs lufthavn efter 14 timers flyvning med Aeroflot fra Moskva. Noget af en prøvelse, så lykkeligvis er modtagelsen overraskende uformel.
Turen ind til bycentrum foregår i en Volvo personbil anno ca. 1972, som interessant nok var det år, da nordkoreanerne købte 1000 biler hos svenskerne og kort efter meddelte, at de var ude af stand til at betale afdragene. Overvågningen under det ni dage lange besøg er sat effektivt i system. Vi fire danskere, der udgør denne besøgsdelegation mandsopdækkes af to venlige og til tider fanden-i-voldske nordkoreanske guider.
Begrænsningerne i gæstens bevægelsesfrihed markeres snart. Forsøg på at slentre lidt omkring på egen hånd i hovedstaden forhindres venligt, men bestemt. Nervøst smilende er mandsopdækkeren på pletten, hver gang turen går lidt på afveje. Hov, ikke derned, denne vej, please…
Besøgsprogrammet er sammensat på en måde, så glansbilledet poleres et par ekstra omgange. En børnehave og et hospital, som Den Store, Højtelskede Leder Kim Il-Sung har beæret med sit besøg, hvorfor der er opsat mindeplader, der markerer hvornår. En aften i det nordkoreanske statscirkus, så dygtigt så Benneweis ville blege af misundelse. Et to timer langt interview med en fhv. diplomat, som er bekendt med skandinaviske forhold og som leverer en udlægning af Nordkoreas udenrigspolitik, som er et par grader mere sofistikeret end de børnehaveudgaver, vi kender fra de officielle pamfletter.
Efterhånden som indtrykkene fra turene rundt i Pyongyang samler sig til et helhedsbillede, sniger en undren sig ind. Byen har store brede firespors boulevarder, kemisk renset for bybusser. En enkelt personbil eller lastvogn skramler forsigtigt afsted hver ca. tyvende minut. Brede åbne pladser og kolossale paladslignende bygninger af den type, vi har set i Moskva og Beijing, men det arbejdende folk, hvor er de henne?
Ikke alle bygninger er den rene stalinistiske hæslighed. Pyongyangs kulturpalads er faktisk elegant – og dyrt har det vel været, spørger vi guiden: Nej, ikke nødvendigvis, svarer han, for tusinder af bygningsarbejdere har med glæde doneret en stor del af deres fritid til opførelsen – som et udtryk for deres taknemlighed over for Den Store Leder, Kim Il-Sung og dennes søn, dynastiets kronprins, Kim Jong-Il. Et bevis for det koreanske folks ubrydelige loyalitet over for nationens højtelskede og højt respekterede ledere. Tvangsarbejde kalder vi det på vore breddegrader, men dette er jo en anden kultur, må vi ikke glemme. Ingen anden storby på kloden har en sådan overdådighed af ubenyttet plads – gaderne, torvene, boulevarderne, den koreanske Triumfbue (en kopi af den i Paris), som er placeret ad et strøg, hvor en særlig kørebane er markeret med gule striber – den er reserveret lederne og deres udenlandske gæster.
Jamen, jamen, spørger vi – hvor er befolkningen henne? Her er næsten mennesketomt, et underligt mix af Hollywood og Potemkin. Diskoteket på hotellet, hvor de kulørte lamper er tændt hver eneste aften, men antallet af gæster ikke overstiger en håndfuld. Ingen nordkoreanske teenagere føler sig åbenbart fristet til lidt rock-og-rul Korean-style.
Da Deres Udsendte en aften inviterede to embedsmænd på øl, løsnedes disciplinen en anelse. Talen faldt på kriminalitet og om, hvordan nordkoreanerne har fået has på det problem, som er en plage i næsten alle andre storbyer i verden? Joh, lød det uformelle svar fra det smilende unge menneske, vi har skam vore koncentrationslejre. Jeres hvaffor-noget, hørte vi rigtigt? Jo, lejre, hvis formål er genopdragelse af uheldige elementer til nyttige samfundsborgere. Denne lille slip-of-the-tongue slap siden ud i danske aviser, hvad den nordkoreanske ambassade i København tog ilde op. Oplysningen er siden bekræftet af talrige afhoppere, men ikke alt, hvad der fortælles udenlandske gæster, er beregnet på at blive refereret videre. Deres Udsendte fik efter hjemkomsten at vide, at han ikke kunne regne mere at blive gen-inviteret lige med det første. Det kan såmænd også vente til den dag til der er overgået Den Store Leder en jordisk skæbne, og et af Verdens mest hemmelighedsfulde regimer lukkes op og bereder sig på den uundgåelige genforening. Den kommer næppe til at ske på betingelser, som nordkoreanerne selv sætter.
Nordkorea er et isoleret, stalinistisk frilandsmuseum, der stadig ledes af den 82-årige patriark, Kim Il-Sung, Verdens længst overlevende diktator, våbenbroder til Stalin og Mao. Hans folkelige opbakning fortæller billedet om på sin egen måde. Freden mellem Nord- og Sydkorea er i virkeligheden slet ikke beseglet, men hviler på et spinkelt militærteknisk grundlag. Det er den kolde fred, der behersker den sidste store frontlinje.
Efterskrift: få måneder efter mit besøg, 8. juli 1994, døde Kim Il-sung i en alder af 82. Magten overgik til sønnen Kim Jong-il, som sad til sin død i december 2011. Arvefølgen fortsatte og i dag hedder diktatoren Kim Jong-un, der (sandsynligvis) er født i januar 1984.
Flemming Ytzen 