Frelserfigur med EU-sokker

Jens Rohde og Isabella Arendt kan levere regeringens nye støtteparti. Tilsat politisk fornyelse.

Et partihop, der vil placere sig ind i vores politiske historie. Anderledes kan man ikke beskrive den parlamentariske veteran Jens Rohdes indmarch i et parti, han dermed redder fra en skæbne i marginalerne. Den EU-positive fritænker og deltidstyske Rohde befinder sig qua sin lange erfaring i både Folketinget og EU-Parlamentet i en sværvægtskategori og i det stik modsatte ringhjørne af, hvor en anden eksradikal, levebrødspolitikeren og gruppeterapeuten Uffe Elbæk, har anbragt sig.

Yngre læsere kan begynde her: Forløberen for Kristendemokraterne hed Kristeligt Folkeparti og blev grundlagt i 1970 på en moralpolitik med et tordnende nej til fri abort, et af den tids største debatemner, der kløvede opinionen i det, vi upassende har kaldt Udkantsdanmark.

Med dannelsen af en borgerlig firkløverregering i september 1982 fik daværende konservative statsminister Poul Schlüter sikret det kristelige parti regeringsmedansvar, først med den markante miljøminister Christian Christensen, siden Flemming Kofod-Svendsen som boligminister. Sidstnævnte blev sammen med partiets formand, Jann Sjursen, medlemmer af den første socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen i 1993, hvorved den politiske midte blev defineret på en ny måde.

SIDEN FULGTE mange år med beskeden eller minimal indflydelse. Med Jens Rohde om bord har man sikret sig alt det, partiet har savnet i årtier: forstand på Europa og verden, dristighed, vilje til nytænkning og retorisk skarphed. Men okay, der var heller ikke plads til det løsgående missil Rohde andre steder.

Han er kommet indenfor på ryggen af et solidt kompromis. Abortdiskussionen er reduceret til sloganet: Tallet skal ned til færrest mulige. Dermed forvandles KD-leder Isabella Arendt en stemmesluger, der kan trække yngre folk fra det sarte, pænhedsdyrkende, overfølsomme småborgerskab til sig. Rohde og Arendt kan have skelet til erfaringerne fra det norske søsterparti, der periodisk leverede en statsminister, teologen Kjell Magne Bondevik, for hvem kristen værdipolitik (abortspørgsmålet) med rødder i det stenrige Udkantsnorge bød på mange udfordringer, når der skulle leveres parlamentarisk håndværk i Stortinget.

DE GENFØDTE danske Kristendemokrater kommer til at følge en tyskinspireret kurs, når de med stor sandsynlighed sidder med en folketingsgruppe på mindst fire senest i 2023. De kan komme til at stå for en linje med mindelser om Schlüter-perioden 1982-88, hvor europæisk integration rykkede tættere på. Jens Rohde vil fra sin nye platform kunne fortsætte opgøret med den slingrende lunkenhed i EU-politikken, som han mener har plaget hans tidligere parti Venstre.

Han vil også kunne få plads til at udfolde den medie- og kulturpolitik, som han oplevede, at hans andet parti, Radikale Venstre, ikke gav ham plads til (lokale medieentreprenører langt fra universitetsbyerne kan godt begynde at finde regnearkene frem, der er statslige millioner på vej i næste finanslovsforlig).

Forvent også fuld skrue på kravene om mere regulering af techgiganter og distributionsuhyrer som Facebook og Amazon. Her er Rohde uddannet godt og grundigt i det, vi passende kan kalde Vestagers Skole.

LANGT VÆRRE tendenser ses hos naboen Ungarn, hvor Viktor Orbán er blevet eksponent for, hvad han selv kalder et nyt europæisk kristent demokrati, der legitimerer diskrimination mod muslimer, jøder, socialister, liberale, kosmopolitter og seksuelle mindretal. Hvordan vil Rohde og Arendt finde de passende grimasser, når den nye Kristne Internationale (eller hvad den nu kommer til at hedde) skal mødes og diskutere værdipolitik med delegationerne fra Ungarn og Polen?

Skulle der være plads til endnu en mærkesag i Rohdes og Arendts partiprojekt, må det være passende at foreslå: kunstig intelligens. Vi har Vladimir Putins ord for, at den, der bliver førende på dette felt, kommer til at herske over verden. Det ved de også i indercirklerne omkring Mark Zuckerberg, Jeff Bezos, Jack Ma og Xi Jinping.

Dansk og europæisk politik har brug for at definere det etiske grundlag, der kan forhindre, at kunstig intelligens-udviklingen overlades til anonyme gudløse kontrolfreaks med baser i Shanghai og San Francisco. De danske kristendemokrater er med Jens Rohde på Christiansborg ved at tænke ud af den boks, der hidtil har handlet om familie-, social-, bolig- og miljøpolitik. Idépolitisk genfødsel? Tjek, når valgkampen indfinder sig. Indtil da: Find plads til partiet i andet og mere end aftenbønnen.

(klumme i Politiken 06.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Velkommen til Ukraines evighedskrig

Hvem har modet til at forslå en permanent løsning: landets deling?

HVER GANG talen falder på Ukraines tilstand og fremtid, er der med sikkerhed en mulighed, der udelukkes: Et forslag om, at den ukrainske nation kan blive delt permanent med forbillede i det, der skete med en anden postsovjetkommunistisk stat, Tjekkoslovakiet, ved årsskiftet 1992-93.

Modsat den opløsning, der på samme tid var i gang i det tidligere Jugoslavien, foregik adskillelsen af den tjekkiske og den slovakiske statsdannelse frivilligt og fredeligt. Tjekker og slovakker klager ikke nævneværdigt i dag. Er det vildt utopisk at forestille sig, at en lignende udvikling en skønne dag kan blive Ukraines skæbne? Tankeeksperimenter koster hverken krigsofre eller flygtningestrømme.

Hvad indebærer status quo? Den ubehagelige realitet er, at så længe kaptajnen på broen i Moskva hedder Vladimir Putin, vil en kontinuerlig destabilisering af det ukrainske samfund være en særdeles effektiv, nationalistisk russisk måde at ødelægge det eksisterende Ukraine på og holde det resterende Europa i en tilstand af lammelse – svækket, desorienteret og i konstant frygt for, hvor længe Moskva fortsætter sin asymmetriske krigsførelse mod Vesten.

Svaret er altså: Destabilisering, lige så langt kikkerten rækker. I hvert fald så længe USA og EU ikke formår at indgå et stort, mudret kompromis med Putin og hans folk. Lad os bare kalde opgøret i Ukraine en stedfortræderkrig og en hævn for de ydmygelser, der fulgte som en reaktion på sovjetimperiets opløsning 1989-91. Husk, at Putin blev opdraget og uddannet i den sovjetiske efterretningstjeneste. Fra denne magtbase kaster historien lange skygger hele vejen til Washington, D.C., og Bruxelles også i dag.

Mens vestlige ledere i 1990’erne smilte anstrengt over det demokratiske Ruslands alkoholiserede leder, Boris Jeltins, misregimente, trak Kremls skyggeeliter det russiske samfund hjem til dets autoritært ortodokse civilisatoriske rødder, godt hjulpet af oligarker, der var spækket med petrodollars. Den tyske ekskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder blev som rådgiver for fossilgiganten Gazprom en af den tids nyttige idioter. Så snart Putin havde taget over efter Jeltsin i det sidste døgn af 1999, begyndte den tidligere KGB-agent at appellere til det russiske folkehavs nationalfølelse, der havde slumret i årevis i kirkerne. Udadtil blev kampen om det faldne imperiums sjæle ført først i Georgien i 2008, siden på de ukrainske slagmarker fra 2014.

Som statsdannelse har Ukraine det dårligst tænkelige udgangspunkt. I de tumultariske år efter verdenskrigen og det russiske kejserdømmes sammenbrud (1918) nåede den Ukrainske Folkerepublik kun en kort levetid, inden sovjetiseringen fulgte med sult, massedød og folkeflytninger til følge. Dengang som nu er en overlevelsesdygtig ukrainsk nationalkultur en størrelse, der overlever på Moskvas nåde. Putins lavintensive krigsførelse ført af ’små grønne mænd’ og bakket op af panserenheder forstærker en splittelse, der går århundreder tilbage. Den vestlige del af det ukrainske territorium har en kulturel forbundethed med Øst- og Centraleuropa, mens store befolkningsgrupper i Østukraine har genfundet de rødder, der udgår fra russiskortodoks kernekultur. En civilisatorisk brudlinje.

UKRAINE-KONFLIKTENS største lighedspunkter er med Eksjugoslavien, der efter 1990’ernes krige resulterede i opsplitninger med kun få politiske forsoningsprocesser. Begge statskonstruktioner var kunstige, skåret ud af den Versailles-traktat i 1919, der ifølge sin snedkermester, den amerikanske præsident Woodrow Wilson, skulle gøre verden »sikker for demokratiet«. Wilson havde ikke identitetspolitik, kultur og religion med i sin værktøjskasse. Derfor virkede hans formler ikke på Balkan, i de russiske randregioner eller i de arabiske statsdannelser, der groede ud af Det Osmanniske Riges opløsning.

Konsekvenser i nutiden? Et nervøst Balkan, et delt Ukraine, et selvbevidst Tyrkiet og krigsødelagte arabiske samfund i Irak og Syrien. Over dette landskab falder Kremls lange skygger.

Vestlig hjælp til Ukraine forbliver en illusion. Når USA er tilbageholdende og europæerne tavse, kan det forklares med de bitre erfaringer fra Irak. Den skabelon for demokrati og frihed, som den USA-ledede ’koalition af villige’ forsøgte sig med, viste sig uegnet til det kludetæppe af etnicitet, identitet og religion, som udgør det irakiske samfund. Den lære drog Putin tidligere end George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen, og derfor er der ingen, der hjælper ukrainerne fra en skæbne, hvor Ruslands interesser vejer tungest. Katastrofen fortsætter, og ingen vestlige ledere drages til ansvar.

(klumme i Politiken 03.05.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 7 kommentarer

Dollarregimets digitale dødsdom?

En dramatisk udfordring for Vesten trænger sig på: digital yuan

FØLG PENGENE , hvis du vil forstå, hvor magten er på vej hen: Det følgende scenario handler om, at dollaren udfordres digitalt af de såkaldte kryptovalutaer. Ikke overraskende er det Kina, der forsøger sig her.

Spørgsmålstegnet i overskriften kræver lidt forklaring: Der bliver ikke tale om at sætte en udløbsdato for, hvornår de globale transaktioner af værdier ophører med at blive gennemført med den amerikanske valuta som afsæt. Men verdens valutariske hegemon gennem trekvart århundrede er på vej til at blive udfordret.

Siden 1945 er betingelserne for global samhandel blevet defineret i Washington, hvilket gavnede provestlige stater og under den kolde krig afkoblede hele sovjetimperiet og landede det på historiens mødding.

Med Kinas indtræden i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001 var det en udbredt forventning, at kineserne ville agere inden for rammerne af internationalt vedtagne normer og standarder med USA og EU som en slags kontrollanter. Denne antagelse holder ikke længere.

Den eskalerende geopolitiske strid står ikke længere om, hvem der kan sikre overholdelsen af de handelsregler, som Donald Trump afstod fra at respektere, og som Kina negligerede, men mere om, hvem der kommer til at definere reglerne for den fremtidige økonomiske verdensorden.

Her er uorden nok en mere dækkende betegnelse. I ly af covid-19-pandemien har Kina gennemført en serie eksperimenter med brug af digital yuan som betalingsmiddel. Eftersom den fjernøstlige gigant allerede har overhalet USA som klodens største eksportør af varer, er det kun et spørgsmål om tid, før dollaren er udfordret, når Kina fremover bygger egne veje til eksport og import, både fysisk og digitalt.

Så når både almindelige pengeinstitutter og centralbanker på sigt kan gøres overflødige, hvad er så konsekvenserne for klodens politiske indretning?

USA har i bankverdenen kontrol med det såkaldte Swift-system, der er redskabet for globale finansielle transaktioner. Det har betydning, når der i FN vedtages sanktioner mod f.eks. generalerne i Myanmar og Nordkorea eller ayatollaherne i Iran.

‘Monstertech’ og Kina sørger, for at Vestens retræte fortsætter. Derfor har Europa ingen interesse i at se den amerikansk-kinesiske rivalisering udvikle sig til en krig på af- og tilkoblede digitale og traditionelle valutaer. Risikoen vil være destabilisering og på sigt handelspolitisk og finansielt anarki, og hvor lander så euroen?

SAMTIDIG STÅR de finansielle myndigheder i Washington over for en anderledes udfordring, når f.eks. et firma som Tesla melder ud, at man er parat til at acceptere betalinger i ikkeanerkendte kryptovalutaer.

For Joe Bidens USA bør være det første land til at demonstrere nytten af alternative betalingsformer uden at gøre brug af den sociale kontrol, der er realiteten i et Kina, hvor anslået 600 millioner kameraer kan skelne mellem gode og dårlige betalere i befolkningen via ansigtsgenkendelse. Sådan indføres et jernhårdt klassesamfund digitalt.

Kinas fremtid er en dystopi, der passer bedre til Aldous Huxley (belønning, som beskrevet i ’Fagre nye verden’ fra 1932) end George Orwell (straf, som i ’1984’) udstyret med en økonomi og købekraft, der om mindre end et årti overhaler den amerikanske middelklasses.

Eftersom mere end 85 procent af klodens internationale transaktioner stadig gennemføres i dollars, kan man mene, at der ikke er fare på færde her og nu. Men med sin anvendelse af kunstig intelligens i det, der kaldes den fjerde industrielle revolution, er Kina allerede foran både USA og EU.

Telegiganten Huawei sidder på 100.000 patenter inden for især 5G. Hvad der er sket inden for telesektoren, kan være på vej inden for bilindustri, biomedicin, energisystemer og serviceydelser.

Senest har diskussionen om Grønlands rolle i de globale værdikæder for råstoffer demonstreret, hvad der er på spil. Selv om vi takker nej til, at Kina udvinder sjældne jordarter i det høje nord, kontrollerer Beijing resten af dette vigtige kredsløb af resurser, fordi man har teknologien og produktionskapaciteten. Kinas digitale betalingsveje kan blive alternativer for udvalgte strategiske produkter og dermed åbne for fortsat amerikansk retræte i verdensøkonomien.

Kære Margrethe og Ursula i Bruxelles, her er jeres vigtigste udfordring: Få Biden og Xi til forhandlingsbordet, og husk undervejs at sige nej til diktater fra begge. Europas indflydelse ligger på middelvejen.

(klumme i Politiken 19.04.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Khaders kurs: Til Løkke eller til højre

Udveje for en levebrødspolitiker, der har splittet de partier, han har besøgt.

Med de afskalninger, der udfolder sig i centrum-højre-spektret af dansk politik, er vi ved at nærme os en tilstand, hvor det er blevet en sisyfosudfordring at skulle definere, hvad dansk borgerlighed betyder.

Naser Khaders aktuelle flyverskjul føjer på dramatisk vis et kapitel til en proces, der efterhånden ligner en opløsning. Vi taler om borgerlig idépolitik, der er trængt af levebrødspolitikere, hvor adfærd får større opmærksomhed end holdninger. Et eksempel til sammenligning: En af Khaders folketingskolleger lagde for en lille halv snes år siden sin hånd på en kollegas lår, sygemeldte sig med ’stress’ (folkevalgtes synonym for tænkepause) og meddelte siden, at han afslutter sin politiske karriere.

Tro nu ikke, at Naser Khader lader sig inspirere af Morten Østergaards eksempel. Khader er en overlever, hedder det i tv-kanalernes kommentarkor. En overlever? Hvis de afsløringer af Khaders adfærd, som Berlingske dygtigt præsenterede forgangne søndag, holder, så nærmer dramaets hovedperson sig en politiundersøgelse.

Kilder med indsigt lader forstå, at der er »større og værre sager« undervejs, som det blev formuleret i min indbakke af en, der på sociale medier har knyttet næver mod Khader ved flere lejligheder.

Der bides negle i det borgerlige Danmark. For en snes år siden fik jeg læst bogen ’khader.dk’. Velskrevet og spækket med indsigt i udlændingepolitikkens mange udfordringer. Konstruktive uideologiske synspunkter, der kaldte på respekt. Her var danskernes mønsterindvandrer. Stærk politikerprofil bekræftet under tegningekrisen i 2006.

Tegning: Roald Als

»Jeg er radikal ind til benet«, sagde Khader i ’P1 Morgen’ i maj 2007, døgnet før det borgerlige Danmark vågnede op til partikonstruktionen Ny Alliance, som han var frontfigur i. En monstrøs fiasko, der underholdt nationen i godt et års tid. Så blev det svært at tage mønsterpolitikeren alvorligt. Siden 2009 har Khader forsøgt at gøre en forskel for Det Konservative Folkeparti. Her står det nu klart, at det, Søren Pape Poulsen troede kunne blive et aktiv, er på vej til at blive en belastning.

Når ikke Naser Khader har været optaget af folketingsarbejde, har han haft uhindret adgang til f.eks. magasinprogrammer i DR foruden en ganske omfattende foredragsvirksomhed i Foreningsdanmark.Spørgsmålet er selvfølgelig nu, om den slags rækker til at score de ekstra folketingsmandater, der kan gøre Det Konservative Folkeparti til det borgerligt-liberale Danmarks ledende parti? Hvis ikke, kan Khader så gøre gavn i et andet parti?Mens vi venter på, hvad Lars Løkke Rasmussen barsler med, kan vi for argumentets skyld opfinde et nyt, om end helt teoretisk ét af slagsen: Vi kalder det Dansk Opportunismes Levebrødspolitiker-Parti (Dolp).

FREMTIDENS krønikeskrivere vil kunne karakterisere Dolp’s folketingskandidater således: Veludviklet evne til at manøvre både i etablerede public service-medier og på sociale/asociale medier. Umulige at placere på den klassiske højre-venstre-skala. Kan argumentere for højreorienterede vælgere om onsdagen, for midtervælgere om torsdagen og for centrum-venstre-spektret og alle de uafklarede fredag og weekenden ud. Slet ikke nogen ny politikertype. Vi erindrer os den oprindeligt venstresocialistiske aktivist, debattør og journalist, siden højrenationale socialdemokrat Karen Jespersen, der nåede at bestride ministerposter i regeringer ledet af først Socialdemokratiet, siden Venstre. Hun er i dag landet ideologisk i umiddelbar nærhed af Nye Borgerlige. Tjek Den Korte Avis.

Her er der tale om en omstillingsparathed, som må være idealbilledet for enhver konkurrencestatspolitiker. Kun Bjarne Corydon kunne have gjort det mere konsekvent, men valgte i stedet en post som mediechef som afsæt for sin fusion af borgerlig økonomisk politik og nysocialdemokratisk velfærdsstatslogik. Højre-venstre-skalaen er skindød.

Tegning. Mette Dreyer

Naser Khader kommer ikke til at vandre i samme spor som hverken Jespersen, Corydon eller f.eks. Ida Auken, der var på ni måneders sygeorlov (tænkepause med fuldt mf-vederlag og hertil det skattefrie omkostningstillæg på 5.254 kroner månedligt). Ida Auken blev rask, samme dag hun valgte at skifte Radikale Venstre ud med Socialdemokratiet, hvilket udløste panderynker hos partiets øvrige kandidater i hovedstadsområdet, Peter Hummelgaard, Pernille Rosenkrantz-Theil, Lars Aslan Rasmussen og Jeppe Kofod.

Men udvejen til det ideologiske venstre er lukket for Khader. Hvis Pape Poulsen ikke giver ham en god opstillingskreds, kan Lars Løkke Rasmussens diffuse midterprojekt måske finde plads?

Mønsterindvandreren kan stadig overraske, og Løkke er en oplagt makker.

(klumme i Politiken 16.04.2021)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Imperiemagt med pandaer og spisepinde

Nøgterne vurderinger af Kinas hensigter trænger sig på.

KINA KOMMER aldrig til at spille en nævneværdig rolle i den fremtidige udvikling af Grønland. Alene af den grund, at det gigantiske og ugæstfrie territorium er en del af den primære nordamerikanske interessesfære. Men en række vestlige landes bestræbelser på at forhindre kinesiske opkøb af virksomheder med aktiviteter i Grønland afspejler en frygt, der er vidnesbyrd om Kinas voksende globale betydning.

Længere væk, i Mellemøsten, bør det intensiverede partnerskab mellem Kina og Iran give anledning til panderynker i Washington, D.C., medmindre man tilhører den kategori af politikere, der ser det fornuftige i, at USA fortsætter sin retræte fra den arabiske verden.

DANSKE beslutningstagere lider under et nærmest kronisk underskud af viden om Kina, som giver Folketinget udfordringer, når debatten handler om Danmarks og Europas placering i forhold til en fjernøstlig gigant, der om få år overhaler USA i både økonomisk volumen og teknologisk innovation.

Fra højre til venstre i folketingssalen er der brug for at tage en kvalificeret, ikkepopulistisk og uhysterisk debat om emnet: Hvad er Kinas hensigter? Kan kineserne finde på at gøre noget grimt, den dag, vi gør noget, de ikke bryder sig om?

Riot policemen arrest protesters during a rally to show support for Uighurs and their fight for human rights in Hong Kong, Sunday, Dec. 22, 2019.

Så her følger en serie bud på Kinas mål i en verden, de næppe vil dominere, men på alle tænkelige måder influere.

Rigets enhed og sammenhæng skal opretholdes. Etniske mindretalsregioner vil blive holdt i kort og stram snor. Tibetanere og uighurer tvinges til at lære sig kinesisk til perfektion. Den slags kan de allerede i Taiwan, som får brug for kreativt diplomati for at beholde det frirum, som tre årtiers vellykket demokratisering har givet dem.

BEDSTE SCENARIO for Taiwan: en forhandlet særstatus, hvor Washington og Beijing garanterer dette frirum. Alle andre, men især Japan, der havde Taiwan som koloni i 50 år, bør holde sig langt væk. Kinesisk nationalisme er en tiger, som verden gør bedst i at lade slumre.

Hongkong er om mindre end en snes år forvandlet til en lokalitet i Perleflodsdeltaet, koblet op på den større tvillingeby Shenzhen. Sidstnævnte var for 40 år siden et søvnigt fiskerleje med 40.000 indbyggere, i dag er det en metropol med 12,5 millioner indbyggere.

Kinas 14 nabolandes forhold til imperiemagten vil være karakteriseret af respekt, frygt og tilpasning i varierende grader. En reel forsvarsalliance mellem Beijing og Moskva er ved at være en realitet, og den er langt mere robust end det ideologisk betingede partnerskab, der eksisterede i det første tiår af den kolde krig.

USA’s stillehavsflåde skal om 10 til 20 år være trængt tilbage til positioner i og omkring Australien. Fremtidens krigsførelse vil til den tid have gjort store maritime enheder delvis overflødige; i stedet udkæmpes der cyberkrige, der ikke koster menneskeliv, men værdier i milliardklassen.

Rusland og Iran vil være Kinas vigtigste partnere. Det Sydkinesiske Hav vil frit kunne gennemsejles, overalt overvåget af kinesiske skibe, fly og droner. Silkevejsprojekterne vil om en snes år have gjort Centralasien og dele af det østlige Rusland til de facto kinesiske økonomiske protektorater.

I LATINAMERIKA vil de lande, der tidligere lænede sig op ad USA, følge en kurs, der ligner Tysklands i Europa: Tale høfligt til Washington, alt imens den økonomiske og teknologiske afhængighed af kinesiske virksomheder og leverancer tiltager.

Med andre ord: ikke en ny kold krig, men nok en lunken en af slagsen. Europa bliver klemt, men vil forstå at balancere.

De nye silkeveje vil gøre Euroasien til center for klodens økonomiske dynamik, og den udvikling har beslutningstagerne i Berlin, London og Paris ikke råd til at stå udenfor.

En vigtig udfordring til den tid vil være, om USA, Kina og Europa vil være i stand til at hjælpe klodens marginaliserede økonomier beliggende i den konflikthærgede arabiske verden og det plagede og udpinte Afrika.

I fremtidens pandemibekæmpelse vil Kina i kraft af sin udbredte anvendelse af overvågningsteknologi have et forspring i forhold til Vesten. Så hvem ved, det kan være, at den Søren Brostrøm-type, vi herhjemme lytter til om 10 eller 20 år, skal på studiebesøg i Beijing om omegn?

(klumme i Politiken 05.04.2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Råstoffer er en evig forbandelse

Grønland har ikke udsigt til at bestemme over egen fremtid.

Uanset hvad de grønlandske vælgere måtte bestemme sig for, når de har været omkring stemmeurnerne i næste uge, så er kontrollen med dette unikke samfunds fremtid ikke i inuitbefolkningens egne hænder. Forklaringerne er historiske realiteter, geografisk beliggenhed, global magtpolitik og ikke mindst råstoffer.

I årtier har vi talt om, at Grønland bør bestemme mere over egne anliggender. Derfor hjemmestyret, siden selvstyret, men indtil videre ikke noget, der ligner uafhængighed i dette begrebs klassiske forstand.

Rigsfællesskabet har været en særdeles praktisk og håndterlig ramme for den realitet, at dansk sikkerhedspolitik er uløseligt forbundet med den magtudøvelse, der til enhver tid udgår fra supermagtshovedkvarteret i Washington, D.C.

Det nye i hele den ligning er stormagternes interesser i det, der kaldes sjældne jordarter, som beskrevet her i avisen 29. marts.

Inden vi forfalder til en opfattelse af, at USA vil bestemme det meste, skal det for god ordens skyld pointeres, at det langtfra kun er amerikanske virksomheder, der har kastet sultne blikke på de grønlandske råstoffer. Ud af de 41 selskaber, der har licens til at eftersøge, udvinde og anvende råstoffer i Grønland, er de 27 hjemmehørende i Storbritannien, Canada og Australien.

Geografiens og befolkningstæthedens ugunst gør, at Grønland ikke kommer til at lære af hverken Dubai, Singapore eller Australien. Vi taler om et samfund med et areal, der er 6 gange Tysklands, 98 procent af rigsfællesskabet og et indbyggertal på niveau med en mellemstor syddansk provinsbys. Ikke just betingelser, der definerer opskriften på et udviklingsmirakel.

Hvad angår stormagternes voksende interesse for de mineraler, vi kalder sjældne jordarter, så er kapløbet logisk nok. EU-chef Ursula von der Leyen har absolut ret i, at Kinas dominans på området ikke er ønskelig. Der er stærkt brug for en international regulering af disse mineraler i stil med klimapolitikken.

Men uanset hvor dette opgør lander, bliver det skidt for grønlænderne og deres fremtid. Sagt brutalt bliver den grønlandske økonomi i stigende grad ’afrikaniseret’: med en voksende afhængighed både af multinationale virksomheders engagement og af milliardstore bloktilskud fra København, der skal holde infrastrukturen kørende.

VI KENDER DET i udviklingsteorien som råstoffernes forbandelse: at et samfund, der henter kilderne til vækst op af jorden eller havbunden, forsømmer at udvikle de ressourcer, der ligger i befolkningens hjerner. Fænomenet har en nærmest epidemisk karakter i en række afrikanske og arabiske samfund og er den sikre vej til kronisk stagnation. Også stakkels Venezuela hører til i denne triste kategori.

De sjældne jordarter er en nøgle til fremstilling af ikke bare våben, flyvemaskiner, missiler og computere, men også af en række af de teknologier, der er helt afgørende i den grønne omstilling af industriproduktion. Det er en bidende ironisk pointe i den aktuelle debat, at amerikanske virksomheder for et par årtier siden udliciterede fremstillingen af de sjældne jordartsmetaller til Kina.

Under den kolde krig hørte vi nærmest intet om disse metaller, men selvklart var der også dengang interesse for dem. Her et selvoplevet eksempel fra fjendens lejr:

I 2016 besøgte jeg den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, og det lykkedes mig at komme indenfor i den ambassadebygning, der indtil 1990 havde været diplomatisk repræsentation for det kommunistiske Østtyskland (DDR), en af Nordkoreas vigtigste allierede. I dag huser bygningen ambassader for tre vestlige lande, blandt dem den tyske forbundsrepublik.

Frem til lukningen af den østtyske ambassade bestod bemandingen af ca. 90 udsendte, fik jeg hvisket i øret. De ca. 80 af dem var angiveligt geologer. Hvad de fik tiden til at gå med i Nordkorea? At lede efter sjældne jordarter til brug for en af de strategisk vigtigste industrier i Østtyskland: våbenproduktion.

Da DDR blev fortid, kunne de østtyske diplomatgeologer vende hjem til et forenet Tyskland, hvor den militære efterretningstjeneste utvivlsomt har set en stor nytteværdi i de kort over Nordkoreas mineralforekomster, som de lå inde med.

Sjældne jordarter eller ej, tiden er inde til at glemme illusioner om selvstændighed i den nordlige del af nutidens rigsfællesskab. Der bør hænge tre flag på regeringsbygningerne i Nuuk: det grønlandske, Stars and Stripes og Dannebrog. Side om side.

Så vil symbolikken passe til virkeligheden.

(klumme i Politiken 01.04.2021)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

EU-sanktioner mod Kina er symbolpolitik

Men Beijings modreaktion er et dødsstød mod investeringsaftale indgået i fjor.

For et par år siden blev der i fællessalen på Christiansborg afholdt en høring, hvis emne var Kinas voksende pres på Europa som følge af især den teknologiske udvikling (Huawei og 5G) og den kinesiske interesse for Arktis og Grønland. Arrangør var Dansk Folkeparti, fremmødet var sparsomt, og de inviterede paneldeltageres oplæg uden overraskelser.

I panelet skulle have siddet en repræsentant for den kinesiske dissidentbevægelse, vel nok den mest profilerede af disse gennem mere end fire årtier: Wei Jingsheng. En af hans medarbejdere i Wei Jingsheng Foundation forklarede mig, at hendes chef ikke havde kunnet få indrejsevisum til Danmark.

Wei er blevet kaldt den kinesiske demokratibevægelses fader. Helt tilbage i 1978 opfordrede han Kinas ledere til at iværksætte, hvad han kaldte en femte modernisering oven i de fire – landbrug, industri, forsvar og teknologi – som kommunistpartiet dengang havde besluttet sig for i bestræbelserne på at komme ud af Mao Zedong-tidens destruktive, traumatiserende og surrealistiske kaos.

Den femte, som Kina stadig har til gode, burde ifølge Wei Jingsheng handle om demokratisering. Hans opfordringer førte til sammenlagt 18 års fængsel, inden han i november 1997 blev løsladt af helbredsmæssige grunde som et resultat af én mange studehandler mellem USA og Kina.

Chinese Human Rights activist and dissident Wei Jingsheng speaks during an interview on November 28, 2018 in Fort Washington, Maryland, near Washington DC. – Exiled Chinese dissident Wei Jingsheng has lived a good life in the United States for more than 20 years. But the man often called the father of his country’s modern democracy movement still welcomes visitors the Chinese way — by offering them a cigarette. In a lengthy interview at his home in a Maryland suburb south of the US capital, he lights one for himself — and starts unleashing harsh criticism of the “one-party dictatorship” in power in Beijing.

Da han året efter besøgte Danmark, fremstod han som en viljestærk person med en mission, der naturligvis var værd at lytte til. I dag er hans største udfordring at undgå glemsel i det diffuse og uorganiserede miljø af kinesiske eksildissidenter i USA.

AT DEN I DAG 70-årige aktivist ikke har opgivet at udfordre Kinas ledere, kan enhver forvisse sig om ved at besøge hjemmesiden for hans organisation Wei Jingsheng Foundation. Den ligner noget skrammel fra internettets barndom – hvorfor har Donald Trumps folk dog ikke for længst været forbi med en nævefuld dollars og et par softwaredesignere? Seneste indlæg på hjemmesiden er Weis opfordring til at boykotte de olympiske vinterlege, der afholdes i Beijing om mindre end et år.

Læseren bedes erindre lignende opfordringer til at boykotte vinterlegene i Rusland i 2014. Mens Vladimir Putin solede sig i olympiske succeser, gjorde hans militær klar til at invadere Krim.

Der behøves ikke mange års universitetsstudier for at regne ud, hvad Kina vil foretage sig, hvis boykotopfordringerne begynder at få medvind. Det bliver ikke spor rart for de 23 millioner indbyggere i Taiwan. Derfor har et sådant boykotscenario heller ikke en kinamands chance. Alene af den grund at Taiwan har planlagt at deltage i vinterlegene i Beijing under betegnelsen Chinese Taipei. Sådan har det været siden 1984 til den olympiske bevægelse og den kinesiske ledelses uforbeholdne tilfredshed (Taipei er hovedstaden i Taiwan).

DANSKE FOLKETINGSMEDLEMMER , der ikke kan få nok af at kritisere Kina, kan overveje at tage fat i en anden berømt systemkritiker, Wuer Kaixi, der var en af de mest profilerede ledere af demokratibevægelsens opstand i Beijings centrum i 1989. Han flygtede til Taiwan, hvor han har boet siden.

Da jeg interviewede ham for en snes år siden, foregik det i hans radiostudie. Siden forsøgte han sig som rådgiver for taiwanske virksomheder, der investerer i Kina. Jo, Taiwan er i dag dybt afhængig af det økonomiske samkvem med broderfjenden, og, nej, EU har ikke officielle relationer med Taiwan.

Det er ingen overdrivelse at kalde betegne Wuer Kaixi og Wei Jingsheng for to af Kinas mest eftersøgte personer. Førstnævnte er interessant derved, at han tilhører den etniske uighurgruppe, som i stort tal er udsat for en hårdhændet tvangsassimilering i såkaldte genopdragelsescentre i deres hjemregion Xinjiang.

Undertrykkelsen af uighurerne begrunder de milde og lempelige sanktioner mod Kina, som EU netop har vedtaget. At Kina svarer igen med at indføre proportionsløse modsanktioner mod europæiske parlamentarikere får utvivlsomt den konsekvens, at en investeringsaftale mellem EU og Kina indgået kort før årsskiftet ikke ratificeres og derfor dør en stille død. Hvilket ikke stopper europæisk deltagelse i Kinas væksteventyr. Indsigelser herom kan rettes til tyske erhvervsorganisationer.

Wei Jingsheng kunne ikke komme til Christiansborg, men måske er der en chance for Wuer Kaixi, der har taiwansk statsborgerskab. Pia Kjærsgaard og Søren Espersen, læs med her, men husk at spørge i PET først.

(klumme i Politiken 25.03.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Monarkiernes guldgravere på slap line

Engang holdt monarker folk nede. I dag underholder de os.

Selvfølgelig måtte de to royale berømtheder gå den samme vej som Barack og Michelle Obama: hertugen og hertuginden af Sussex, Harry og Meghan, har underskrevet en flerårig forgyldt aftale med underholdningsgiganten Netflix. Samme selskab, som leverede den anmelderroste ’The Crown’ med nyfortolkninger af den britiske kongefamilies historie gennem det seneste trekvarte århundrede.

Serien havde rekordhøje seertal, mens mange betvivlede, om skillelinjen mellem kulørt underholdning og seriøs historieformidling er så skarpt tegnet, som vi har haft for vane at kræve.

Hvor mange millioner dollars, der venter Harry og Meghan i deres nye roller som formidlere af populærkultur, kan man indtil videre kun gisne om. Vi er nok ikke oppe i samme himmelske højder, som da Star Wars-skaberen George Lucas solgte sit galaktiske imperium til Disney, men hvem ved; på sigt kan der være nye horisonter at erobre. En fusion måske? Eventuelt i en remake, hvor Meghan giver den som prinsesse Leia med Harry som Han Solo?

Netflix har gjort et kup. Selskabet oplyser, at Harry og Meghan skal producere fiktionsserier, dokumentar-, børne- og naturprogrammer. Folk i Harrys hjemland vil dermed få prinsesse Dianas yngste søn at se i mere varierede roller, end dengang han var tvunget ind i det rollesæt, som er ethvert monarkis forudsætning, men som i tilfældet Storbritannien havde antaget groteske, absurde og nogle gange tragiske dimensioner.

I 2018 landede Netflix en tilsvarende aftale med Obama-parret. Tv-seere over den ganske klode har stadig til gode at få at vide, hvilke emner der vil indgå i ekspræsidentens emnekatalog. Her er et forslag til overvejelse for indholdschefen hos Netflix, Ted Sarandos: Start med en drama-dokumentar-serie over dette tema: monarkiers overlevelseskraft i en moderne verden.

HER I EUROPA må monarkierne tåle kritiske mediers lyskastere og er underlagt lovgivning vedtaget af parlamentarikere. I andre kulturer og samfund har magteliten ikke villet indordne sig en sådan ansvarsfordeling mellem det ceremonielle og det politiske liv, end ikke når forfatningen påbød dette.

Det ubehageligste eksempel i kongerækken er Maha Vajiralongkorn i Thailand. Landets traditioner, religion og befolkningens forventninger burde medføre, at han i sin levevis personificerer buddhistiske værdier såsom asketisk levevis og empati for landets fattige.

Længe inden faderens død i 2016 havde han demonstreret det modsatte. Hvilket er med til at forklare det for Thailand aktuelle, men sjældne fænomen, at der udtrykkes offentlig kritik af kongen. Tidligere i år blev en 65-årig kvinde idømt 43 års fængsel for på Facebook at have uploadet lyd og billeder, der blev opfattet som krænkende for majestæten.

Kong Maha Vajiralongkorn er kendt og berygtet for sin kyniske omgang med kvinder, herunder sine hustruer; han er nu i sit fjerde ægteskab. Størstedelen af året opholder han sig i luksuriøse omgivelser i Sydtyskland, hvor hans ophold giver myndighederne hovedpine. Bayerns delstatsparlament har diskuteret, om hans medbragte personale bør betale skat, og udenrigsministeriet i Berlin har advaret kongens stab om, at kongen ikke bør varetage forpligtelser som sit lands statsoverhoved fra sit tyske domicil.

Sagkyndige anslår Maha Vajiralongkorns formue til at udgøre et sted mellem 40 og 60 milliarder dollars, hvilket gør ham til en af klodens rigeste monarker. Forvaltningen af denne kolossale rigdom, der omfatter mange ejendomme og virksomheder, ligger formelt hos det hemmelighedsfulde Crown Property Bureau, hvor det under faderens syv årtier lange regeringstid hed sig, at institutionen skulle gavne nationen og befolkningen. Denne selverklærede idyl krakelerede endeligt i 2017, da bureauets formue blev overdraget til Vajiralongkorn selv.

Historieudviklerne hos Netflix bør læse med i denne fortælling. Harry og Meghan må hellere end gerne præsentere verden for de detaljer, som borgere og undersåtter i Thailand kun må hviske om.

Hvis det er for skrap kost for streaminggiganten, så er der et stort uprøvet historisk materiale i den massakre, der i juni 2001 ramte kongehuset i et andet asiatisk land, Nepal. Landets daværende kronprins myrdede med automatvåben sine forældre og syv andre medlemmer af kongefamilien, inden han tog sit eget liv. Få år senere blev Nepal republik.

Harry og Meghan som historiefortællere i det pittoreske palads i Katmandu? Det er nok at håbe på for meget.

(klumme i Politiken 22.03.21)

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Først en tsunami, siden coronaen

Japans erfaringer bliver lærebog for resten af kloden.

Nøjagtig i dag markerer det japanske samfund tiåret for den tredobbelte katastrofe, der stadig mærkes i mange hjørner af klodens tredjestørste økonomi. Tredobbelt? Et jordskælv, en tsunami og et nedsmeltet kernekraftværk.

I landets medier konkurrerer ’Fukushima’ både som stednavn og et bredere katastrofebegreb med omtalerne af forberedelserne til de olympiske sommerlege med start om få måneder.

Over det hele svæver covid-19. De seneste meldinger fra de japanske myndigheder og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) lader forstå, at legene vil blive afholdt som planlagt men uden adgang for udenlandske tilskuere. Beslutningen herom træffes formelt i næste uge.

Om mindre end et år følger endnu en olympisk begivenhed. Fra 4. til 22. februar 2022 afholdes de olympiske vinterlege med Beijing som vært. Kina har demonstreret en mere effektiv coronabekæmpelse end naboen Japan og vil gå meget langt for at sikre afholdelsen af en så stor international sportsbegivenhed.

I USA høres der røster, der taler for at boykotte vinterlegene som protest mod, hvad overvejende højreorienterede tænketanke kalder folkemord mod den muslimske uighur-befolkning i den vestlige Xinjiang-provins. Det er på denne baggrund, at man skal forstå Kinas meget aktive vaccinediplomati på flere kontinenter:

Leverancer af covidvacciner, betalt og transporteret af Beijing, har også til formål at købe politisk loyalitet. I det omfang, Joe Biden vil videreføre Trump-administrationens hårde linje over for Kina, risikerer han at skulle forsøge sig med alliancer hos lande, hvis ledere føler at de skylder Kina, mere end de skylder USA.

Med andre ord er covid-19 ved at lægge rammerne for en forandret verdensorden. Det bliver op ad bakke for Bidens USA.

Formuleret mere neutralt kan man tale om, at et samfunds sociale og teknologiske bærekraft fremover vil blive målt på dets evne til at holde flest mulige af dets borgere fri af smittespredning og undgå sammenbrud i energiforsyning og logistik i øvrigt.

Så lige om lidt bliver Japan en lærebog for resten af kloden.

VACCINEDIPLOMATI kan bruges til meget. For både Japan til sommer og Kina til vinter handler det om at afholde sikre olympiske arrangementer. Hvem sørger for, at sportsudøverne fra alle deltagerlande er vaccinerede i tide?

Det længst siddende medlem af IOC’s styrelse, canadiske Richard Pound, har foreslået, at deltagerlande, der har tilstrækkelige forsyninger med vacciner, skal dele disse med lande, der ikke har dem. Indlysende rigtigt.

Såvel IOC som den nationale japanske værtsorganisation har allerede publiceret den første af de såkaldte adfærdsmanualer, der definerer de retningslinjer, som deltagere og publikummer skal følge under legenes afholdelse. Flere vil følge.

Uanset de kommende beslutninger står det klart, at verden står over for afholdelsen af de mest usædvanlige sommerlege i nyere tid. Hvad kommer verden til at lære af tilstanden, og er der en særlig Japan-faktor i spil her?

DE TI ÅR, der er gået, siden den flerdimensionale katastrofe ramte Japan, har været et gigantisk lærestykke både for japanerne og for den del af verden udenfor, der har orket at følge med i detaljerne. Først og fremmest har begivenhederne og efterspillet understreget, hvor sårbart et højt udviklet og tætbefolket samfund er, og hvor svært det er at gardere sig mod det uforudsete.

Siden katastrofen har en klimapolitisk debat presset sig stærkere på, men Japan har her måttet frasige sig målsætningerne om at sænke udledningen af klimagasser. Kul har fået en renæssance i et land med flere kernekraftværker per kvadratkilometer end noget andet sted på kloden, flere af dem helt eller delvist inaktive. I dag kommer en tredjedel af landets energi fra kul (!).

Fukushima forsvandt urimeligt hurtigt ud af danske og europæiske mediers opmærksomhedskikkert. Katastrofen kostede ca. 22.500 livet. Oprydningsregningen er ikke talt færdig endnu. Vi taler om et land, der blev ramt af en betydelig radioaktiv forurening, men som alligevel har kapacitet og selvtillid nok til at afholde olympiske sommerlege, covid-19 til trods.

Hvis vi et øjeblik ser bort fra alle de videnskabelige realiteter, står begrebet kizuna tilbage som noget unikt japansk. Ordet beskriver det særlige bånd mellem individer, der skabes af tillid og fællesskaber. Japanske diplomater taler om kizuna mellem nationer, når OL er på dagsordenen.

Verden har hårdt brug for, at Japan er vært for et vellykket OL.

(klumme i Politiken 11.03.21)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Civilisationer, forny jer

Identitetspolitik er en blindgyde, der ofte ender i tvang og vold.

Både i medierne og i uddannelsessektoren fylder det indiske subkontinent meget lidt, selv om indiske vaccineproducenter bringer landet op i verdens sundhedspolitiske superklasse.

I den vaccinediplomatiske liga har Indien for længst overhalet ærkerivalen Kina med uddeling af gratis doser til befolkningerne i især Sri Lanka og Nepal – begge lande, hvor Indien forsøger at modstå voksende kinesisk indflydelse. Til trods for at Indien mangler at vaccinere millioner af sine egne borgere midt i et stadigt højt smittetryk.

Selv hvis vi ser bort fra vaccinerne, bør Indien fylde mere i vores verdensbillede, for landets ledere ser sig som ledere af en ny æra i globaliseringen. Bedst illustreret af en nylig udtalelse af Ram Madhav, generalsekretær i regeringspartiet Baratiya Janata (BJP). Den lød: »Fremover vil verden blive domineret af Asien. Dermed forandres alting. For i Asien har vi civilisationer frem for nationer«.

BJP-REGERINGEN UNDER ministerpræsident Narendra Modi vakte i fjor opsigt med en borgerskabslovgivning, der åbner for, at migranter fra især Pakistan og Bangladesh hurtigt kan få statsborgerskab – medmindre de er muslimer. Hvad det store flertal er hos begge naboer.

Loven gør det ikke til et krav, at folk, der søger statsborgerskab, bekender sig til hinduismen, som otte ud af ti indere tilhører, men hinduistiske ritualer og traditioner skal respekteres, hedder det, fordi denne religion står over alle andre trosretninger.

Kritikere ser her en hindunationalisme, der underminerer den universalisme, som det indiske demokrati har bekendt sig til siden uafhængigheden i 1947: det sekulære og multikulturelle samfund med tolerance af alle mindretal.

Modis regering har gang i en identitetspolitik med et dybt religiøst og kulturelt fingeraftryk: Budskabet er, at den sekulære stat blev påtvunget Indien af fremmede; majoriteten af hinduer i den indiske republik tilhører den ældste af verdensreligionerne, så tolerance over for andre religiøse grupper er et koncept påført landet af de britiske koloniherrer.

Altså er landets betydelige kristne og muslimske mindretal gjort til andenrangsborgere. Af overkommelighedsgrunde ser vi her og nu bort fra det komplicerede årtusinder gamle kastesystem og holder os til den jura, der er i gang med at dele befolkningen i to kategorier, hinduer og resten.

ER MODI ALENE om denne øvelse? Slet ikke. Så forskellige lande som Tyrkiet, Rusland, Kina og Indien marcherer i takt her. De bruger religiøse, kulturelle og nationalistiske dagsordener til at afvise en universalisme, som de anser for at være et vestligt importprodukt.

Identitetspolitik er bedre, hedder det: vupti, diktaturer og demokratier hører historiebøgerne til, i stedet genopfinder vi vor urgamle civilisation!

Afkoloniseringen, indledt med grundlæggelsen af FN i 1945, byggede på universelle principper, der fremstod videnskabelige: Ingen kultur eller religion skulle dominere andre, så længe et samfunds jura sikrede borgerne lige rettigheder.

Forbilledet var USA’s forfatning, men America First-konceptet er et opgør med universalismen. Vi har med Trumps nylige genkomst på en talerstol set, at opgøret langtfra er overstået. Slut med USA som rollemodel. Det er Vesten mod resten i det 21. århundredes kulturkrig: Kina har moralfilosoffen Kungfutse, Rusland har den ortodokse kirke, Tyrkiet har islam, og Indien har en myriade af hinduistiske guder, som ingen uden for subkontinentet fatter sammenhængen i.

Spørg uighurerne, kurderne, rohingyaerne og palæstinenserne, hvordan de oplever at blive ’civiliseret’. De ligger i bunden af det globale magthierarki. Her hjælper ingen universalisme.

Går Europa fri? Se på de udbredte identitetspolitiske strømninger i Italien, Ungarn og Polen. Her presser politikere på, for at EU genopfinder sig som et fællesskab baseret på kristne grundværdier. Arabiske og afrikanske indvandrere har set skriften på væggen i form af pigtråd og lyskastere ved kanten af Middelhavet. Syd for dette hav tikker en afrikansk befolkningsbombe.

Europæiske folkevalgte mente oprigtigt, at de gennem EU byggede en universel ramme for fredelig sameksistens. Krigene i Eksjugoslavien og sidenhen Ukraines skæbne demonstrerede kontinentets skrøbelighed, og at vejen til vold er kort, når der skal kæmpes for kulturel og religiøs identitet.

Universalismen er i koma, og kulturkrige er en dårlig erstatning. Civilisationer er mere end historisk og religiøst arvegods, de skal fornys i dialog med omverdenen. Fornyelseskraften kan man ikke vaccinere sig til.

(klumme i Politiken 09.03.21)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar