Balterne tumler med fortiden

Hos vores tre små naboer ved Østersøens østlige kant er den sovjetiske fortid stadig nærværende.

Der er noget museumsagtigt over den lettiske hovedstad Riga, hvorfra disse linjer skrives. Men de forfaldne post-sovjetiske husfacader i både træ og beton er blandet op med noget moderne og nutidigt. Byen har sidste skrig i sporvogne, plus nogle aldrende, der interessant nok er malet i blå-gule ukrainske nationalfarver.

For kun lidt over tre årtier siden tog Letland springet ud i frihed og uafhængighed efter at have overlevet under et sovjetkommunistisk åg siden 1945. Danmark gjorde dengang en forskel. Yngre læsere bedes notere sig følgende:

Tilbage i 1991 havde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen underskrevet aftaler med de tre baltiske lande, hvoraf det fremgik, at dansk anerkendelse af deres selvstændighed fra 1921 stadig var gældende. Med andre ord havde vi aldrig anerkendt den sovjetiske magtovertagelse ved verdenskrigens afslutning.

Derfor skulle der ikke ske en ny anerkendelse, da det sovjetkommunistiske imperium slog revner i løbet af 1991 for helt at ophøre ved udgangen af året. Som besøgende opleves betegnelsen ‘ dansk’ som et plusord i alle betydninger. Vi er både rollemodel og allieret, tydeliggjort af de 800 soldater, der i disse dage indretter sig på en base en times kørsel fra hovedstaden.

Siden 1991 har de tre stater udkæmpet en kamp om historien, og den står stadig på. En fastboende dansker, der er lettisk gift, forklarer i en uformel samtale, at opgøret står i historien: Lettiske undervisningsbøger omtaler konsekvent tiden indtil skiftet for 31 år siden som ‘ russerperioden’, ikke den sovjetiske tid.

En betænkelig praksis, mener han. Fordi historieskrivningen dermed forbinder det store russisktalende mindretal med noget ondt og dystert. Lige nedenunder ligger risikoen for traumatisering og diskriminering af medlemmerne af et mindretal på mere end en fjerdedel af befolkningen.

Jovist er det Ukrainekrigens vinde, der blæser hele vejen nordpå til Østersøen.

HVOR MANGE har så hørt om Nils Usakovs, det 45-årige lettiske medlem af Europaparlamentet? Usakovs’ politiske løbebane er en tankevækkende illustration af, hvor svært de lettiske vælgere har haft det med at skulle håndtere eksistensen af et betydende politisk mindretal. Han gjorde det måske lidt for godt.

Da Usakovs uddannede sig, gik vejen omkring Danmark og førte til en kandidatgrad i økonomi fra Syddansk Universitet i 2002, kun tre år efter at han formelt opnåede lettisk statsborgerskab. Foruden at kunne både russisk og lettisk på modersmålsniveau klarer han sig fint på engelsk og tysk. Plus lidt dansk.

Politikeren insisterer på at kunne rumme både en russisk og en lettisk identitet.

Han er centrumpolitiker med rødder i socialdemokratisk tankegods og blev i en alder af kun 33 år valgt til borgmesterposten i hovedstaden Riga i 1999. To genvalg fik han, indtil korruptionsanklager tvang ham ud af embedet i 2019.

Samme år opnåede han valg til Europaparlamentet.

Politiske modstandere siger, at han dækker sig under parlamentarisk immunitet, og at korruptionsanklagerne derfor ikke føres til dørs.

Nils Usakovs kunne have fremstået som et skoleeksempel på national forsoning: at et medlem af det russisktalende mindretal kunne nå topposter i det politiske liv uden at blive opfattet som suspekt.

Men fortidens skygger falder langt i lettisk politik.

Med til et kompliceret billede hører, at der stadig er mere end en kvart million letter uden statsborgerskab – ud af en skrumpende og aldrende befolkning på lidt under to millioner.

Nils Usakovs ser det som en opmuntrende udvikling, at en femtedel af etniske letter er gift med en person med rødder uden for Letland. Blandt de yngre generationer ses en udvikling, der minder om den skandinaviske: Man finder sin livspartner i et af nabolandene.

Det ændrer dog ikke på, at den russiske fortid stadig er en nærværende realitet.

Heldigvis også på den gode måde. Denne signaturs to informanter har russiske og lettiske slægtsrødder både på mødrene og fædrene sider.

Og hvad mener de to så om det store sejrsmonument midt i byen, der markerer den sovjetiske hærs nedkæmpelse af den nazistiske besættelse, hvorefter et diktatur blev afløst af et andet, som blev siddende helt frem til 1991? »Den jernkolos kommer væk«, lyder svaret. »Men det er for tidligt at gøre det nu«.

(klumme i Politiken 17. maj 2022)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Tibetkommission 3 lugter af pengespild

Nationen har brug for en politiombudsmand.

Så kører bevillingsmøllen på ny: Der er optræk til en tredje undersøgelse af Tibet-sagen. Venstres Sophie Løhde, formand for Folketingets granskningsudvalg, ønsker klarlagt, hvorfor Tibet-kommissionen ikke i første omgang modtog alt relevant materiale fra Udenrigsministeriet, politiet og efterretningstjenesten.

Mere pengespild? Sophie Løhde burde til en start læse, hvad hendes partifælle fhv. justitsminister Søren Pind skrev i et opslag på Facebook umiddelbart efter offentliggørelsen af rapporten fra Tibet-kommission 2: »En dag må nogen forklare mig, hvordan Udenrigsministeriet kan bestemme over politiet. Der er ingen instruksbeføjelser overhovedet. Justitsministeren bestemmer over politiet. Ikke udenrigsministeren. Eller nogle af hans embedsmænd. Der er i givet fald tale om en ny retsstilling i strid med alle lærebøger, grundlovens ansvarsfordeling med meget mere«.

Den forsker, der herhjemme har haft mest grundigt fat i Udenrigsministeriets arbejdsgange, er professor Martin Marcussen på Københavns Universitet. På Facebook skrev han om konklusionerne i Tibet-kommission 2, at »det forekommer at være et særdeles mangelfuldt empirisk materiale, der ligger til grund for en meget alvorlig beskyldning om, at udenrigstjenesten skulle have opfordret til grundlovsbrud. Ikke engang indicier i materialet kan begrunde en anklage om, at den tidligere direktør og ambassadør i Kina Friis Arne Petersen skulle have opfordret til grundlovsbrud«.

Tibet-kommissionen kunne ikke finde den rygende pistol i de ekstra millioner mails. Dens jurister burde derfor have holdt sig stringent til et juridisk ræsonnement: Har vi ikke beviser, er folk uskyldige.

Men de lå under for politisk pres og en lemmingeeffekt i medielandskabet. Noget, som kommissionsformand, landsdommer Tuk Bagger og hendes folk aldrig kommer til at indrømme åbent. En kyndig i udenrigsministerielle arbejdsgange kunne have gjort en forskel her.

Kommissionsarbejdet har indtil nu kostet skatteyderne 82 millioner kroner, fordi myndighederne ikke udleverede alt materiale i første omgang. Dyre lærepenge, for tænk, hvis alt var blevet lagt frem fra starten, og kommissionens jurister derefter var landet på den eneste logiske konklusion: at ansvaret for, at demonstranternes grundlovssikrede rettigheder blev brudt, skulle placeres hos Københavns politidirektør.

Lige akkurat her lander ansvaret overhovedet ikke. Det er den selvindlysende konsekvens af, at statsadvokaten i sidste uge besluttede at fastholde tiltalen mod to betjente for at have afgivet usande vidneforklaringer helt tilbage i 2013.

Det er alt sammen både langstrakt og bekosteligt. Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, der arbejder for offentlighed og åbenhed i forvaltningen, har bortforklaret de høje sagsomkostninger med, at det ikke må være økonomi, der afholder Folketinget fra at undersøge væsentlige offentlige sager.

Undersøgelserne har en forebyggende virkning, mener han. Tja, hvorfor har det så været nødvendigt med en endnu ikke afsluttet undersøgelseskommission om Skat, der foreløbig har stået skatteyderne i knap 200 millioner kroner? Det er svært at befri sig for en mistanke om, at undersøgelsesivrige folketingsmedlemmer dels vil deres modstandere til livs, dels vil friholde sig deres egne ministre for ansvar. I tilfældet med de protibetanske demonstranter må vi gå ud fra, at topembedsmændene løbende holdt deres ministre informeret, når nu delegationsbesøg fra Kina per definition i særklasse er politisk sensitive.

DER ER hårdt brug for en særlig politiombudsmand, som vil kunne spare skatteyderne for mange (ofte spildte) kommissionsmillioner.

En sådan institution kunne på kort tid have gennemført disciplinære foranstaltninger mod de to betjente på gadeplan og have skabt klarhed over, hvor i systemets kommandoveje de angiveligt lidt for Kina-venlige instrukser befandt sig. Indtil videre må vi som skattebetalere glæde os over, at nogle af de afholdte udgifter også er en slags investeringer i fremtiden. Af de ca. 58 millioner kroner, som Tibet-kommission 2 kostede, gik de 14 millioner til digitale redskaber, it-konsulenter og drift af et særligt system til at søge i de 185 millioner dokumenter, som kommissionen indsamlede. Dette system kan vel genanvendes.

Justitsministeriets regnedrenge bør stille sig følgende opgave: Hvad vil en politiombudsmand (og dennes personale) koste i forhold til f. eks. de nævnte 58 millioner? En sådan investering i borgernes rettigheder turde være selvindlysende.

(klumme i Politiken 05.05.22)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En finsk vej til Ukraines fred

Dilemmaerne vil i stå i kø, den dag Kyiv og Moskva skal forhandle en fredsaftale.

Et stort russisk krigsskib ligger på Sortehavets bund, stormagtens invasionsstyrker er demoraliserede og ydmyget, og der er solide forlydender i medierne om, at snesevis af yngre russiske mænd har krydset linjerne i fjendeland og bevæbner sig hos ukrainerne for at deltage i kampen for både et frit Ukraine og et fremtidigt friere Rusland.

Så fremtiden, hvordan skal den se ud? Selv hvis krigen trækker langt ind i 2023, giver det mening allerede nu at tegne de første skitser til, hvorledes Ukraine kan indrette sig, så gentagelsestilfælde kan undgås.

Hvad er formlerne for fredelige samarbejdsrelationer mellem Kyiv og Moskva, den dag en våbenhvile er underskrevet og forhåbentlig baner vejen for en fredsaftale?

TIL AT STARTE med gerne en fredsbevarende FN-styrke. På sigt enheder fra en Europahær. Aldrig har en sådan størrelse været mere nødvendig.

Der kan spørges til historiske erfaringer med nabofjendskaber i Warszawa, Prag, Budapest, Sofia og Bukarest, men det bedste sted at henvende sig er Helsinki, hovedstaden i landet, der engang var et storrussisk grevskab og siden kæmpede sig til frihed og selvstændighed med tusinder af ofre på sneklædte slagmarker.

Længere end det var sundt for et demokrati, havde finnerne en præsident, Urho Kekkonen, der for et halvt århundrede siden fiflede med forfatningen, opløste parlamentet og indsatte et forretningsministerium for derefter at invitere de to supermagter, USA og Sovjetunionen, og deres respektive allierede til Helsinki for at traktatfæste den deling af Europa, der gav kontinentet en slags stabilitet.

Var der så en politisk pris at betale?

Kekkonens Finland var i et kvart århundrede et kapitalistisk demokrati med mundkurv på. Vore nordiske brødre og søstre levede med politiske begrænsninger, som i nutidens optik er uspiselige, men som gav mening i datidens bipolare opdeling af Europa, der hvilede på atomvåbnenes logik, og den lod sig dårligt udfordre.

Finnernes skolebøger blev censureret, Sovjetunionen idylliseret i litteratur og på film, og staten nikkede ja til fejringer af sovjetstatens grundlægger Vladimir Lenins fødselsdag. Magtens mænd i Moskva brugte Finland som eksempel på, at en kommunistisk stormagt kunne leve fredeligt side om side med et land, hvor amerikansk popkultur kørte i båndsløjfe.

Kan så præsident Zelenskyjs fremtidige Ukraine bruge finnernes historiske erfaringer til noget, den dag det russiske militær har standset myrderierne?

DEN UKRAINSKE frihedsleder vil en skønne dag skulle trykke russiske politikere og diplomater i hånden, inden de underskriver de dokumenter, der normaliserer relationerne. Derefter skal der findes et dialogspor, og heldigvis er Zelenskyj flydende i russisk og kender deres mentalitet i dybden. Kammerateri bliver der næppe tale om.

Finlands Kekkonen gik så langt som til i 1960 at invitere datidens sovjetleder, Nikita Khrusjtjov, til sin fødselsdagsfest i præsidentpaladset og siden residensen. Vodka i saunaen gjorde angiveligt en positiv forskel.

Kekkonens efterfølger fra 1981, socialdemokraten Mauno Koivisto, havde som ung soldat aktiv krigserfaring i 1940’ernes såkaldte fortsættelseskrig. Han deltog her i en enhed, der gjorde indsatser bag fjendens linjer. Blandt historikere er det en udbredt antagelse, at Koivisto personligt dræbte russiske soldater, i øvrigt med brug af et russiskfremstillet maskingevær, der siden blev udstillet på militærmuseet i den finske hovedstad.

Koivisto blev manden, der langsomt normaliserede Finlands politiske liv og bragte landets parlamentariske praksis, medier og kulturliv på linje med normer og standarder i de nordiske broderlande.

DA SOVJETUNIONEN gik i opløsning ved årsskiftet 1991-92, spekulerede nogle fantaster i at kræve tilbagelevering af områder, herunder Karelen, som Finland var blevet tvunget til at afstå i 1944. Ukraines Zelenskyj får sin nok hårdeste politiske udfordring, når en fredsaftale skal afgøre de østukrainske regioners status.

Naturligvis er disse områder ukrainske, men historiens ugunst har gjort dem til slagmarker, lige så langt frem kikkertsigtet rækker.

Så selvfølgelig skal danskernes forsvarsforbehold ud på historiens mødding, og danske udsendte være med i de enheder, der en dag skal til Luhansk og Donetsk. Men en lex Slesvig er nok for meget at ønske sig. Til en start kan Folketingets Forsvarsudvalg og Forsvarskommandoen bevilge hinanden studiebesøg og efteruddannelse i Helsinki.

(klumme i Politiken 21.04.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Grøn fremtid med kanontorden

Ja tak til krigsskat, der betaler flygtninge, droner og digitale offensiver.

Grønne afgifter har vi vænnet os til, kirkeskatten kan man fravælge. Så hvorfor ikke en krigsafgift til finansiering af den oprustning, der er på vej for at sikre Europa mod russiske overgreb?

Okay, den skal nok hedde noget andet. Invasions- og infiltrationsværn? Husk de skudsikre veste, kære europæere, og drej lidt på kikkertsigtet. Der bliver brug for både finskytter og feinschmeckere her midt i verdens guns-and-butter -dilemma.

For et halvt århundrede siden handlede den danske debat om Europa om vor eksport af smør og svinekød til briter og tyskere, subsidier til nødlidende landbrug hjemme og ude samt national suverænitet og markedsdynamik. Hvorledes kunne disse interesser og hensyn forenes, spurgte vi hinanden i 1972.

I DAG HANDLER suverænitetsdebatten om kontinentets overlevelse: om strategisk sikkerhed i skyggen af kanonløb og til lyden af skurrende larvefødder og buldrende kampfly. Forsikringspolicerne ligger i Bruxelles og Washington. Tænker vi også klimatruslen ind, ligger der en tredje police i Beijing.

USA har verdens største militærmaskine. Læg hertil en nedslidt infrastruktur, kolossal gæld og risikoen for en ny Trump. Rusland har putinisme, et aggressivt militær og uendelige mængder fossil energi, og hvad kan den opstigende supermagt, den kinesiske, så byde ind med?

Giganten i Øst er klodens største producent af solpaneler og førende på vindteknologisk energi. Derudover er den på vej til at blive den vigtigste importør af den russiske fossile energi, som vi europæere ikke længere vil aftage. Velsignelse og forbandelse på en og samme gang i årtier fremover.

Så hvordan skal hele denne ligning gå op, hvis europæernes fremtid skal sikres?

HER skal advares mod forsimplede enten-eller-løsninger på brutale dilemmaer. Mens vores hjælp tilflyder ukrainerne og den eksilerede russiske opposition, skal en europæisk dialog med bl.a. Tyrkiet, Kina og Indien åbne de flanker for forhandling, der kan levere, hvad en urgammel kinesisk krigsfilosof kalder den gyldne bro: den, der bruges til en retræte uden for megen ydmygelse.

Den tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz skrev, at den maksimale anvendelse af magt ikke er uforenelig med en tilsvarende brug af det menneskelige intellekt. Praktisk erfaring med krigen viser dog, at en gunstig kombination af de to er en sjældenhed.

En ironisk pointe på klodens aktuelle slagmark af konflikter er, at Rusland i dag er landet i en tilstand, der har betydelige ligheder med, hvad USA erfarede i Vietnam 1965-75, Afghanistan fra 2001 til i fjor, Irak fra 2003 og frem til for nylig. Den invaderende supermagt vidste ikke, hvordan disse krige skulle afsluttes.

Bevares, vor store allierede havde pænere motiver til at føre krig, men løgn og propaganda var den faste følgesvend; masseødelæggelsesvåbnene in memoriam.

Hæderkronede Brown University i Rhode Island, et af USA’s ældste, har i et forskningsprojekt om moderne krigsførelse beregnet, at tyve års amerikanskledet krigsførelse har kostet i nærheden af 550.000 soldater, kombattanter og civile livet. Kreml, læs med her.

Afghanistan og IS-kontrollerede regioner i Irak og Syrien var i to årtier vores og amerikanernes vigtigste slagmarker, men exitstrategierne har vi til gode, medmindre den voksende brug af droner er udtryk for måder at forlade krigsskuepladserne på.

INGEN KRIG bør indledes uden planlæggernes formel for dens afslutning. Her leverede Putins generaler tydeligvis ikke, ganske som deres amerikanske kolleger for årtier siden.

Så ja tak til en grøn og fredeligere fremtid. Plus en krigsskat til at betale både flygtningetransporter, droner og digitale brigader.

(klumme i Politiken 13.04.2022)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Mens krigen raser, skal der tænkes langsigtet

Selverklæret vestlig universalisme er formynderi for det globale syd.

Hvor mange mon husker reaktionerne, da Frankrigs præsident Macron omtalte Nato som en hjernedød organisation?

I dag giver udsagnet ingen mening. Krigen om Ukraine har mobiliseret et sammenhold i den vestlige forsvarsalliance, som næppe har været stærkere siden den kolde krig. Det interessante spørgsmål er herefter, om de sanktioner, som Nato’s medlemmer suppleret med de EU-lande, der ikke er i Nato, har iværksat mod Rusland, giver Vesten stærkere indflydelse i den del af verden, som vi kalder det globale syd.

For uden medvirken herfra vil sanktionerne have begrænset virkning. Ukraine og Rusland er to af klodens største fødevareproducenter og -eksportører. Så hvis krigsførelsen trækker i langdrag, og genopbygningen af det ukrainske samfund trækker ud, kommer konflikten til at sætte sig uhyggelige spor i form af sult og underernæring i netop det globale syd foruden nøden og elendigheden i det ukrainske samfund.

Denne realitet forklarer, hvorfor Vesten står relativt isoleret i bestræbelserne på at isolere og boykotte Rusland, og hvor specielt Kinas udgangspunkt – ikke at godkende den russiske aggression, men heller ikke fordømme den – giver mening for toneangivende lande på andre kontinenter som f. eks. Brasilien, Indien og Sydafrika.

PÅ SLAGMARKEN er Rusland kørt fast, hvilket er en kolossal ydmygelse for Putin. I Washington og Bruxelles må de strategiske planlæggere allerede nu i gang med at tegne skitserne til, hvorledes et fremtidigt Ukraine skal knyttes til EU på en måde, der afkobler landet fra den interessesfære, som Putin troede, han kunne have tvunget nabolandet i med en hurtig militær sejr.

Antallet af lande, som stemte for en fordømmelse af Rusland i FN’s generalforsamling, var højt: 141. Men regeringer, som repræsenterer mere end halvdelen af klodens befolkning, undlod at fordømme Rusland. Så hvorfor undlader solide demokratier som Indien og Indonesien at stille sig entydigt på Vestens side?

En del af forklaringen skal findes en snes år tilbage med den amerikansk-ledede invasion af Irak og de fejlslagne bestræbelser på genopbygning i både Irak og Afghanistan. Når Joe Biden i Warszawa talte floromvundet om Vestens forsvar for frihed og universelle værdier, negligerer han den realitet, at denne selverklærede universalisme i praksis er imperialisme og formynderi for ’resten’, dvs. det globale syd.

DEN BRITISKE historiker Adam Tooze forklarer dilemmaet præcist: Vi europæere ville hjælpe os selv enormt, hvis vi indså, at vort kontinent ikke er verdens centrum længere, og hvis vi lader dem, som bliver hårdere ramt af mangel på fødevarer og energi, fordi de er meget mere sårbare, blive medspillere i den forandrede verdensorden.

Da USA og dets allierede hovedkulds i fjor måtte trække sig ud af Afghanistan, tilbød Kina fælles indsatser på at stabilisere det ødelagte land, men blev ignoreret af Washington. Så hvem sætter sig i spidsen for den indsats for Ukraine, som skal genopbygge det krigsødelagte land, USA måske? Jamen, så tjek lige tilstandene i Irak og Afghanistan.

I en ikke så fjern fremtid skal især EU og FN-systemet skaffe milliardbeløb til genopbygningsindsatsen. På den lange bane vil kinesiske investeringer kunne gøre en positiv forskel, eftersom Ukraine ligger centralt i de nye silkevejes geografi.

Overset af vestlige medier forhandlede præsidenterne Volodymyr Zelenskyi og Xi Jinping i fjor mulighederne om at styrke infrastrukturen mellem Ukraine og Kina. En aftale om at gøre Ukraine til en bro for investeringer til Europa blev underskrevet. Det første direkte godstog med ukrainske eksportvarer ankom til Kina 7. oktober.

En stor del af Europas hjælp til Ukraine vil gå til flygtningeindsatser i nærområderne. Selv den dag, en våbenhvile bliver en realitet, vil risikoen for en længerevarende lavintensiv krig med terrorhandlinger være overhængende. Derfor har Zelenskyi ikke råd til at sige nej til Kina som økonomisk partner. For kinesisk infrastruktur sammenknytter de lande i øst, som bliver vigtige for Ukraine. Fra den ukrainske østgrænse er der ikke langt til Armenien, Georgien og de centralasiatiske ’stan-lande’. Øst for disse begynder klodens største vækstcenter.

På sigt skal også forbindelserne til Rusland normaliseres. Mens krigen raser, skal der tænkes langsigtet. For Vladimir Putin er selvfølgelig ikke holdbar på sigt.

(klumme i Politiken 07.04.2022)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Ukrainekrigen forlænger Taiwans livline

Opgøret i Ruslands nærområde giver Kina en tiltrængt Lex Putin

Selvfølgelig var der alarmister, der i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine mente, at der skulle tændes advarselslamper for Taiwan. Den absurde argumentation gik på, at USA og dets europæiske allierede ville koncentrere så megen politisk og militær muskelkraft om at hjælpe ukrainerne, at luften kunne gå ud af Washingtons satsning på at inddæmme Kinas forsøg på dominans i Øst- og Sydøstasien.

Er der krigsrisici i Kinas nærområder? Vist så, men den er beskeden, når der sammenlignes med Mellemøsten, Europa og Afrika. Som bekendt har Nord- og Sydkorea holdt hinanden i skak i årtier, og vi europæere bør for tid og evighed takke USA for klogskabens politik i dette hjørne af Asien. Jo, atomafskrækkelse gør en forskel her.

Lidt længere sydpå forsøger 23,4 millioner sprogkulturelt kinesiske individer i Taiwan at leve med at være nabo til en gigant med supermagtsambitioner. Vi er som den lille gibbonabe, der mærker det tunge åndedræt fra en 400 punds gorilla bag os hver dag, som en taiwansk oppositionspolitiker engang udtrykte det.

Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, har i årtier levet med grynt og propagandabrøl fra Fastlandskina, der befinder sig mindre end et par hundrede kilometer væk.

KINAS OFFICIELLE politik er at opnå en genforening med Taiwan, uagtet at øen ikke er blevet styret fra Beijing siden 1895, da arvefjenden Japan gjorde den til krigsbytte og koloni.

Skulle taiwanerne ikke gå med til en fredelig tilbagevenden, kan en invasion ikke udelukkes, lyder advarslen fra Beijing. Derfor flyver kinesiske militærfly ofte ubehageligt tæt på taiwansk luftrum. Moderne symbolpolitik.

Amerikanske sikkerhedsgarantier siden 1949 er intakte for Taiwan og gør den militære option til en hasarderet risiko for Beijing. Derfor ignorerer titusinder af taiwanere det historiske modsætningsforhold til broderfjenden. De har boet og arbejdet på den anden side af Taiwan Strædet til stor gavn for begge samfund.

Kernen i striden er, at Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med noget så hasarderet som en invasion. For de fastlandskinesiske magthavere afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato’s funktion i Europa.

Den demokratisk styrede ø-republik ville omgående få støtte fra amerikanske skibe og fly, hvis Kina skulle forsøge sig med noget så ufornuftigt som en invasion. Kinesisk militær har en yderst beskeden kamperfaring, og allerede ved de første tab under en landgang ville den øverstkommanderendes podie i Beijing vakle under ham.

DEN REALITET , der konstant overses i debatten om Taiwans status, hedder strategisk tvetydighed. Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, men som hverken kan eller vil underlægges et nutidigt centralstyre i Beijing. Fiktion, vil nogen sige, men den bygger på amerikansk lovgivning og har fungeret fint i mere end fire årtier. Derfor er heller ikke formel løsrivelse en vej frem.

Realiteten er, at det store flertal i Taiwan ikke finder Fastlandskina, som taiwanerne kalder naboen, værd at genforenes med.

Skulle en fremtidig ledelse i Beijing vælge en anden politisk virkelighed end den nuværende, kan Taiwan danne forbillede.

TAIWAN har overlevet syv årtiers kinesisk borgerkrig med løst krudt og sund fornuft.

På rekordtid forandrede det taiwanske samfund sig i 1987-88 fra at være et ludfattigt militærdiktatur til at blive et af Asiens mest blomstrende demokratier. Uden at et eneste skud blev løsnet.

Nobelkomiteen glemte dengang at uddele fredsprisen til kloge folk i hovedstaden Taipei, som havde fortjent den meget mere end nogle af de distanceblændere, der har modtaget den i årenes løb.

Den russiske krigsførelse i Ukraine må indlysende nok have udløst hovedpiner i Beijing. Forløbet har vist, hvor hurtigt verdensopinionen kan mobiliseres, når en diktatorisk overmagt forsøger at undertvinge et militært svagere demokrati. Taiwans livline er forlænget, sandsynligvis i flere årtier.

Så hvem i inderkredsen omkring Xi Jinping fortæller ham, at han var for tidligt ude med at love næsten evigt kammeratskab til Vladimir Putin?

(klumme i Politiken 24.03.22)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Putin nyder kirkens støtte. Grin ad ham

Chefen i Kreml er mere ’Benito’, end han er ’Adolf’.

Er det overhovedet anstændigt at bringe humor og satire i spil i en konflikt, hvor uskyldige civile, herunder kvinder, børn og ældre omkommer, kvæstes eller fordrives som følge af en despots ryggesløse og barbariske handlinger?

Verden har tidligere kendt til dette dilemma. Vi gør et hop trekvart århundrede tilbage i tiden:

Den britiske stumfilmstjerne Charlie Chaplin udsendte i 1940 sin første talefilm, Hitler-parodien The Great Dictator. Dens historie er en forvekslingskomedie, hvor Adenoid Hynkel, diktator i den fiktive stat Tomainia, strides med diktatorkollegaen Benzino Napaloni i nabolandet Bacteria (Benito Mussolinis Italien, naturligvis) om, hvem af de to der skal invadere landet midt imellem, Osterlich.

En fattig jødisk barber, der ligner Hynkel som en enægget tvilling, iføres Hynkels uniform og fortæller på dramatisk vis i filmens slutscene folket, at verden ikke har brug for diktatorer. Talen er legendarisk i filmhistorien.

Chaplin instruerede og producerede selv samt spillede rollerne som både Hynkel og den jødiske barber. Filmen blev hans største kommercielle succes; dog måtte han i sin selvbiografi siden forklare, at havde han haft mere indgående viden om nazisternes forbrydelser, ville filmen næppe være blevet realiseret.

Optagelserne begyndte i sensommeren 1939, netop som krigen i Europa brød ud med den tyske invasion af Polen. Da Chaplin havde de sidste scener i kassen, var Danmark og Norge erobret og Hitlers blitzkrieg i Nordfrankrig i fuld gang.

I Hollywood talte mange imod en amerikansk krigsdeltagelse. Kongrespolitikere i Washington henviste til de brogede erfaringer med den amerikanske krigsdeltagelse i Frankrig 1917-18 og pegede på, at den fredstraktat, der året efter fik præsident Woodrow Wilson som hovedarkitekt, var sprængfyldt med illusioner og utilsigtet ledte Europa direkte ud i næste krigskatastrofe.

I SIN biografi om Chaplin skriver filmhistorikeren Jeffrey Vance, atThe Great Dictator på mesterlig vis integrerer komedie og storpolitik og lykkes med at levere satire, der aldrig er gjort bedre siden. Tilbage står en moralsk prøvelse: Er det uanstændigt at producere en komedie med afsæt i de største forbrydelser mod menneskeheden?

Når det giver mening at minde om Chaplins mesterværk og drage sammenligninger til nutidens Ukraine, skyldes det indlysende nok Vladimir Putins absurde påstande om at ville rense nabolandet for nazister, samtidig med at den ukrainske præsident er af jødisk herkomst.

Kan sociale medier bruges som våben i forsøgene på at latterliggøre den følelseskolde kejser af Kreml? Vi ved, at russiske internetaktivister går på hjemmesider for restauranter i Moskva samt andre storbyer og skriver ’anmeldelser’ indeholdende nøgterne rapporter om den russiske krigsførelse, som Putins censurapparat har afskåret offentligheden fra.

Humoren bruges i de mange karikaturtegninger, der fokuserer på brutaliteten og kynismen i Putins fremtoning, herunder også det skær af surrealistisk absurditet, der knytter sig til en person med et så massivt oppustet macho-ego.

HISTORIEKYNDIGE vil utvivlsomt nå til en erkendelse af, at sammenligninger mellem filmens Adenoid Hynkel, Nazitysklands virkelige Adolf Hitler og nutidens Vladimir Putin har indlysende begrænsninger. Men flyt så det geografiske perspektiv og bring den italienske fascistiske diktator Benito Mussolini i spil: Ganske som Putin er lykkedes med i nutiden, byggede også Mussolini sin legitimitet på kirkens rolle i samfundslivet. Datidens pave hyldede fascismen. Mennesker tilhører kirken, og dens regime er derfor totalitært, forklarede pave Pius XI i 1938.

I tiden under Sovjetunionen havde den russiske ortodokse kirke trange vilkår; men siden sammenbruddet i 1991 har Putin effektivt udnyttet Ruslands religiøse kræfter til en nationalkonservativ genopbygningspolitik. De ortodokse ledere har til overflod været loyale over for Kreml.

Moskvas øverste patriark, Kirill, udsendte på dagen for invasionen af Ukraine en erklæring, der gentog den ’historiske’ retfærdiggørelse af den ’særlige militære operation’, som Putin havde fremført. Ikke overraskende har Kirill gentagne gange talt dunder imod forslag i nabostaten om at give Ukraines ortodokse kirke reel selvstændighed.

I årtier frygtede vi sovjetrussisk kommunisme og bevæbnede os til at modstå den. Ingen af datidens såkaldte sagkyndige forudså Ruslands forvandling til et ortodokst, nationalkonservativt og mafiøst diktatur. Ruslands og Ukraines befolkninger er indhentet af fortiden, ikke kun den sovjetiske, men også den ortodokse. Uskyldige omkommer dagligt af den realitet.

(klumme i Politiken 10.03.22)

Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

På tide at få bygget et Nato 2.0

Nordeuropas søjler i kontinentets forsvarsmekanismer skal styrkes.

Ingen kæde er stærkere end det svageste led, og hvor er det så, at Nato og de EU-økonomier, der finansierer det nødvendige forsvar mod en aggressiv russisk nationalpopulisme, har det sværest? Er det tysk besindighed byggende på årtiers erfaringer og fornuftsbetonet diplomatisk håndtering af upålidelige naboer i øst?

Selvfølgelig ikke, men den ubehagelige undtagelse i rækken af kløgtige kanslere er socialdemokraten Gerhard Schröder, der uden sammenligning er Vladimir Putins vigtigste (og rigeste, takket være Gazprom) indflydelsesagent i EU- og Nato-familierne.

Er det franske drømmerier om storhed, når der i Paris tales om europæisk strategisk autonomi? At få en europahær, der kan spille en komplementær rolle i forhold til Nato, lyder flot, men risikerer massiv modstand i medlemslandenes befolkninger.

Britisk udsyn, visdom og strategisk udsyn hele vejen fra skandaleplagede Downing Street 10 til imperiets tidligere flådebase Malta, hvorfra disse linjer skrives?

Middelhavsøens vintereksilerede englændere enten rødmer af flovhed eller skraldgriner, når talen falder på Boris Johnson. En lokal samtalepartners udsagn: Vi briter regeres af en landsbytosse.

Så når Mette Frederiksen har fået travlt med slå en nordjysk ladeport op for amerikansk militært personale og personel, hvad handler det så i virkeligheden om? Ud over at stille os stærkere i fremtidige forhandlinger om Grønlands stilling i rigsfællesskabet.

Jo, selvfølgelig at gøre Nato’s nordeuropæiske flankeforsvar mere troværdigt. En uomgængelig nødvendighed, når russiske hackere går længere end til at ramme mål i Ukraine.

SKRÆKSCENARIO? Putins mål er ikke at besætte Ruslands ’nære udland’, som regionen blev betegnet i tiden under hans forgænger Boris Jeltsin. Den tidligere efterretningsagent fra Sankt Petersborg vil destabilisere Europa, og dette slibrige forehavende er allerede lykkedes et langt stykke af vejen. Bare se på Ungarn og Tyrkiet.

For tre årtier siden advarede daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) mod sårbarheden i Europas ’bløde bug’. Dermed mente han især to af de dårligst regerede EU- og Nato-medlemmer, Italien og Grækenland. Lad os minde om, at også Athen har indgået aftaler med Rusland om gasleverancer.

Som om det ikke var surt nok, har Cypern (EU-medlem, men uden for Nato), givet russiske militære fartøjer adgang. Med venner som disse hvem behøver fjender?

TAG SÅ LIGE ET STORT HOP nordpå: Vor næstennabo Finland har solide erfaringer med at blive åndet i nakken af den russiske bjørn. Plus et par blodige krige.

Sammen med Sverige indgik Finland i 2018 en trepartssikkerhedsaftale med USA. Sverige er det første europæiske land uden for Nato, der anskaffer sig et amerikanskdesignet missilforsvarssystem. Finland besluttede i fjor at købe 64 eksemplarer af F-35-kampflyet.

Herefter er al tale om at lade de to nordiske lande blive optaget i Nato reduceret til akademisk snak. De er begge operationelt integreret i alliancens forsvarsberedskab. De fleste ved det, men ikke mange taler om det. Meningsmålinger fra både Stockholm og Helsinki viser, at befolkningernes interesse for Nato er voksende, men her er det vigtigt at skelne mellem praktisk tilknytning og et regulært medlemsbevis. En finsk diplomat forklarer, at de to lande er hinandens nærmeste sikkerhedspartnere, men tilføjer så: USA bevæbner os. Hvilket også demonstrerer logikken bag den danske regerings USA-udspil.

Fordi det konventionelle danske forsvar er blevet ikke kun sparet og udtyndet, men fejlanbragt i både Afghanistan, Irak og senest Vestafrika, har vi forsømt det, der burde betyde allermest for os: naboregionerne. Østersøen og de stater, der grænser op til farvandene er der, hvor vi skal sætte kræfterne ind.

Sydøsteuropa er Europas akilleshæl: Kronisk skrøbelige Grækenland er tæt på at være lige så illoyal over for Europa som Ungarn.

Tyrkiet, Ruslands trojanske hest i Nato, vil have Putins hjælp til at lege regional muskelmand i Mellemøsten. En regulær stinker på kanten af Europa.

Kontroversielt vil nogle sige, men historien vil bekræfte os i, at Stockholm, Helsinki, Tallinn, Riga og Vilnius har større betydning for dansk sikkerhed end Athen og Ankara. Husk dette, når der tales om fremtidens kerne i Nato 2.0.

(klumme i Politiken 21.02.2022)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Tag et sprogkursus i russisk, Bødskov

Lær russisk, hr. forsvarsminister! Altså folkesjælen og historieskrivningen.

Regeringens aldrig svigtende problemknuser Morten Bødskov, der nu er landets forsvarsminister, bør nok supplere sin arbejdsrelaterede pligtlæsning med nogle af forfatteren Leif Davidsens litterære røntgenbilleder og millimeterpræcise beskrivelser af den russiske folkesjæl.

Ikke for at udvikle empati med overoligarken Vladimir Putins intellekt og sjæleliv, men for at komme dybere ind i de folkelige kræfter, der driver millioner af jævne russiske arbejdere og bønders oplevelse af, at den ukrainske nation slet ikke er en sådan, men snarere et samfund, som på grund af nogle beklagelige historiske fejltrin fik lov til at kalde sig en stat. For mange russere opfatter ikke Ukraine som et land, der har ret til at være sig selv, forklarede samme Davidsen, den populære skildrer af kontinuerlige russiske tragedier og skæbner gennem fire årtier, da han i sidste uge talte til en fyldt sal på Louisiana i Humlebæk.

Virkeligheden banker på: Realpolitisk kan Vesten ikke tale sig ud af, at nok er Ukraine ikke medlem af Nato og kommer det næppe i årtiers overskuelige fremtid, men den vestlige alliance har en tilstedeværelse i Ukraine i form af amerikanske og britiske våbenleverancer og træningsprogrammer. Ukraine er heller ikke i EU. Men EU, Danmark inklusive, er i Ukraine i form af civilsamfundsprogrammer og andre såkaldte blød magt-aktiviteter.

Med andre ord vil vi bidrage til at gøre 43 millioner ukrainere til samme slags blødsødne liberale ligestillingsfikserede demokrater, som vi selv er lykkedes med at blive. Vores modstandere i dette opgør støtter sig til hundredvis af kanonløb, missiler og tusindvis af automatrifler, håndgranater, miner og andet gods fra samme lagre. Er det så realistisk at befinde sig på denne slagmark, Morten Bødskov?

PUTINS MÅL er nøjagtig at skræmme ukrainerne fra at gå videre ad et politisk spor, der skal forvandle dem til noget, der ligner fredselskende skandinaver og tøvende tyskere. Hertil behøves ikke, at han sender panserkolonner ind på vejene mod Kijev; det rækker med uvisheden, nervøsiteten, den konstante sabelraslen og, selvfølgelig, oceaner af digitaliseret hybrid krigsførelse.

Opmarchen af kampvogne og infanteri er kun den kulisse, der sætter rammen for den langt mindre omkostningskrævende, men hypereffektive cyberkrig.

Sidste uges topmøde mellem de to ledere af Europas og Asiens største og vigtigste autokratier, Kina og Rusland, har afmonteret de overlevende forestillinger om, at befolkninger og samfund i Ruslands vestlige og sydlige nære udland nogensinde kommer i nærheden af en samfundsorden, hvis skabeloner er tegnet i Washington eller Bruxelles.

Sørgeligt, javist, men som statsminister Mette Frederiksen ville udtrykke det, hvis hun turde være ærlig: Lev med det!

Den nye ’Universalisme 2.0’. vil handle om retten til at beskytte såkaldte civilisatoriske værdier. Stærkeste eksponenter for denne strømning er selvsagt Putin og Xi Jinping, men også Viktor Orbán, Tyrkiets Erdogan og i USA et voksende antal ’Maga-politikere’ (Make America Great Again). Nationalpopulismen trives i både øst og vest og er ved at kvæle den liberale universalisme langsomt.

Den vel nok vigtigste komponent i det 21. århundredes brutale nationalkonservative bølge bliver terrorbekæmpelse og etnoidentiske politiske diskurser. Taberne bliver palæstinensere og andre mellemøstlige mindretalsgrupper, kinesiske uighurer, millioner af migrerende afrikanere og (især i Europa) udvalgte indvandrergrupper.

VED SLUTNINGEN af Første Verdenskrig definerede præsident Woodrow Wilson, at verden skulle gøres sikker for demokratiet. Hvorefter europæerne vandrede lige ud i de grimme ’ismer’ og Anden Verdenskrig.

Her i 2022 går der en modbevægelse i retning af at gøre verden sikker for autokratier. Ulykkeligvis for alle os blødsødne liberale er der realistiske udsigter til, at Putin og Xi også sidder ved rorpinden i Moskva og Beijing om ti år.

I 2032 fylder Putin 80, og Xi 79. Til den tid er Macron, Boris Johnson, Ursula von der Leyen, Trump, Biden og Mette Frederiksen historie. En, der ligner Trump, risikerer at sidde i Washington.

Et passende sted for landflygtighed? Jeg har truffet mit valg: New Zealand. Et samfund, hvor ikke et græsstrå ligger forkert, og hvor rød- og hvidvine og lammekoteletter er fuldt på højde med, hvad Europa kan levere.

(klumme i Politiken 09.02.22)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Nato vil overleve Ukraine-krisen

Opgøret om Ukraine udgør et heftigt pres på Europa. Nato er altid ved at falde fra hinanden, men heldigvis er kriserne benzin til nyt sammenhold, siger den tiltrædende dekan ved Forsvarsakademiet, Henrik Breitenbauch.

På få uger er udviklingen på det europæiske landkort blevet så dramatisk, at diskussionen om den er kommet til at handle om meget mere end om staten Ukraines overlevelse i den form, der blev en realitet efter den kolde krigs ophør og Sovjetunionens sammenbrud for tre årtier siden.

Opgøret om Ukraine er den største sikkerhedspolitiske styrkeprøve på europæisk jord siden ophøret af den kolde krig. Den postsovjetiske leder Vladimir Putin spiller højt spil om geografien i Ruslands nærområde. Vil samme krigs sejrherre, Nato, komme svækket eller styrket ud af den proces?

Under alle omstændigheder er sammenholdet i og eksistensberettigelsen af den vestlige forsvarsalliance sat på sin alvorligste prøve i årtier. Men alliancen vil sandsynligvis komme styrket ud af krisen, mener den tiltrædende dekan ved Forsvarsakademiet, Henrik Breitenbauch. Alligevel står Europa på helt anderledes skrøbelig grund end dengang for tre årtier siden, da det sovjetkommunistiske imperium blev lagt i graven.

I 1992 tegnede udsigterne lyse og lykkelige for det store flertal af kontinentets befolkninger og regeringer. Der var kun en demokratisk og liberal fremtid, hvis man ser bort fra de jugoslaviske samfund. Så hvad er hovedforklaringerne på, at Europa i dag er præget af frygt og pessimisme?

»En af de ting, der gik galt med håndteringen af Rusland efter den kolde krig, handlede om institutioner. Demokrati er andet og mere end valghandlinger. Vesten var for naiv i forhold til, hvor stor og langvarig en transformation der skulle til, for at demokratiske institutioner blev grundfæstede – i Rusland, men for så vidt også i de tidligere Warszawapagt-lande«.

Så Ruslands opdeling af Ukraine siden 2014 og presset på de tidligere randstater i Sovjet-imperiet er prisen, vi betaler for vores naivitet?

»Ruslands konstruktion af en frossen konflikt i både Georgien og Ukraine er kyniske træk for at sikre en de facto vetoret over de to landes potentielle medlemskaber af EU og Nato. Men dette års krise har vist, at Moskva vurderer, at Kiev på trods – eller måske netop tilskyndet – af vetoretten var på vej for langt i vestlig retning. Derfor har man følt, at man var nødt til at gøre endnu mere. Men Ukraine er netop ikke medlem af Nato, og Vesten vil ikke risikere en militær konflikt med Rusland for at forsvare Ukraine«.

Kan vi give ukrainerne noget i stedet?

»Ud over den følsomme diskussion om akut våbenhjælp er det på længere sigt nok vigtigere at tilbyde ukrainerne mulighed for at leve de liv, de ønsker. For eksempel ved at åbne for handel og uddannelsesudveksling. Sørge for, at det ukrainske militær taler engelsk. At fremme udveksling af viden, styrke deres civilsamfundsorganisationer, inspirere deres medier og læreanstalter«.

Hvor begik vi, altså USA, Nato og EU, fejl i håndteringen af Rusland?

»I de første år i indeværende århundrede var der muligheder, der siden forsvandt ud af hænderne på os. Rusland var i Putins tidlige regeringsår økonomisk svagt, og han behøvede tid til magtkonsolidering. Der var en lang periode, hvor USA set i bakspejlet nok havde for travlt med at udvikle missilforsvar uden at ville indgå i en dialog med Rusland om den strategiske stabilitet«.

»Det er ikke givet, at en sådan dialog havde ændret på den efterfølgende kurs – også fordi der bare er en basal spænding mellem Vestens idé om nationernes ret til selvbestemmelse og Ruslands insisteren på en bufferzone. Men måske havde vi været bedre forberedt på den russiske kursændring«.

Europas ansvar

Europæerne har prøvet det før: diskuteret, om deres stater kan forsvares uden amerikansk ledelse og tilstedeværelse. Debatten er ældre end Nato, for den begyndte med oprettelse af den såkaldte Vestunion i 1948. De stiftende medlemslande var Storbritannien, Frankrig, Belgien, Luxembourg og Holland. I 1954 fulgte Vesttyskland og Italien med ind, men snart blev unionen reduceret til et debatforum uden praktisk betydning, dog var det først i 2011, at unionen som organisation blev opløst.

I Danmark har en lignende diskussion taget form af ét spørgsmål: Hvornår skal forsvarsforbeholdet ophæves? Tilhængerne af et sådant skridt frygter selvfølgelig udfaldet af en folkeafstemning. For Brexit kaster en skygge over Europas sammenhængskraft.

Ud over Frankrig er Storbritannien et Nato-medlem med kernevåben. Dette er trods alt ikke blevet ændret med Brexit?

»Usikkerheden om Storbritanniens rolle i Europa er stor efter Brexit, men netop på forsvarsområdet søger de at kompensere for den generelle uro. Til gengæld er den europæiske sikkerhed, når det kommer til de desværre uomgængelige kernevåben, mindst 90 procent bygget på amerikanske kapaciteter. De franske og britiske kernevåben er marginale – hverken Frankrig eller Storbritannien kan meningsfuldt forsvare tredjelande med dem«.

Der er en voksende diskussion om sammenholdet i Nato. Er den mere bekymrende end tidligere?

»Nato er altid ved at falde fra hinanden – kriserne er benzin til nyt sammenhold. Men det nye i tilstanden er, at usikkerheden ikke kun kommer østfra, men også fra det land, der plejer at holde alliancen sammen i sidste ende. Europas ledere må se i øjnene, at nogle af de største usikkerhedsfaktorer udgår fra splittelserne i amerikansk indenrigspolitik. Og selv hvis USA forbliver sig selv, så vil behovet for europæisk handlekraft og militære muskler under alle omstændigheder tage til i takt med, at USA ser mere mod Kina og Asien«.

Deraf diskussionen om europæisk strategisk autonomi. Er det begyndelsen på et amerikansk farvel til Europa, vi ser her? Og hvor langt ude i fremtiden er en Europahær ledet af Frankrig og Tyskland?

»Det er måske mere hjælpsomt at tale om europæisk strategisk ansvar – om det er den europæiske dimension inde i Nato eller i form af EU’s forsvarssamarbejde eller for den sags skyld det nordiske, så vil de europæiske lande investere yderligere i deres forsvar i det kommende årti. Men effekten af investeringerne vil vi først se om 10-20-30 år. At realisere sådanne visioner har meget lange udsigter«.

»Det handler også om, at f.eks. Tyskland er bagud på point både kvantitativt og kvalitativt, teknologisk, økonomisk, budgetmæssigt. Uden et topmoderne tysk forsvar er det svært at forestille sig et mere selvstændigt Europa. Den amerikanske tilstedeværelse og fremfor alt amerikanske teknologiske kompetencer vil være en forudsætning for et troværdigt forsvar af de europæiske demokratier i flere årtier frem. Europæiske kapaciteter er bagud på nærmest alt, og så har vi slet ikke nævnt den strategiske tænkning og den politiske forsvarsvilje«.

Det handler vel om, at Tyskland ikke vil og kan tage en konfrontation med Rusland?

»Den lange historie om den tyske sonderweg efter Anden Verdenskrig trækker stadig spor. Det nye Tyskland, der er vokset op under det amerikanske halvtag, skyer instinktivt magtpolitikken og søger en nærmest skandinavisk rolle som mediator. Derfor, og af økonomiske årsager, søger Tyskland lidt for ivrigt at komme til en forståelse med den russiske strategiske modpart«.

Hvorfor er der ingen aktører i Rusland, der kan være vores partnere i et samarbejde, der trækker i retning af afspænding og nedrustning?

»Fordi Putin har kvalt den kim til politisk frihed, der var en grundsten i Helsinki-aftalerne i 1975«, siger Henrik Breitenbauch. Aftalerne gav mere plads til civilsamfund og menneskerettigheder og inspirerede til glasnost og perestrojka-processerne under Putins tidligere chef Mikhail Gorbatjov i 1980’erne. Resultatet var opløsningen af Sovjetunionen.

»For ikke at blive udfordret på magten og fordi han har lært af Helsinki, har Putin taget kontrol med det russiske civilsamfund. Derfor er der ikke nogen rigtig alternativ dialogvej gennem civilsamfundet, der ville kunne afspænde tilstanden omkring Ukraine og de baltiske lande«, siger Henrik Breitenbauch

Teknologisk kapløb

Lige nu er vi skræmt af fotos af russiske kampvogne og ukrainske forsvarere i skyttegrave, og det smager af det 20. århundredes verdenskrige. Fremtidens krige afgøres vel af højteknologisk formåen mere end af larvefødder og kanonløb?

»Det er en spændende og besværlig diskussion. Teknologien er helt sikkert det nye våbenkapløb. Militærteknologiske revolutioner er afhængige af bredere samfundsmæssig innovation og organisatorisk tilpasning, hvilket generelt er styrker og kvaliteter, der karakteriserer de vestlige samfund. Men det er stadig et kapløb«.

»Opgøret handler i øvrigt også om værdier: Autokratiske stater som Rusland og Kina ønsker at kontrollere civilsamfundene og overvåge borgerne, fordi magthaverne godt ved, at de ikke har demokratisk mandat –sådan som det f.eks. er sket i forbindelse med Kinas indførelse af en national sikkerhedslov i Hongkong«.

Men de åbne samfunds regeringer har også i årevis overvåget egne borgere uden at få legitimeret disse tiltag. Kan du se paradokset?

»At digitaliseringen muliggør systematisk overvågning, er en væsentlig udfordring også for de demokratiske lande. De nye teknologier skubber til magtbalancen mellem borger og stat på usete måder. Men i det mindste kan vi i de demokratiske lande dagsordensætte det som et problem«.

(interview i Politiken 05.02.22)

Udgivet i Globalt, Interviews, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar