Tryghed før frihed

Der vil blive indført kontrolmetoder efter folkeligt krav om det, vi normalt tager afstand fra.

FOR DET igangværende kapitel i historien om Danmarks overlevelse og udvikling som nation vil der aldrig være endelige konklusioner; det bliver som med besættelsesårene, de to verdenskrige og den kolde krig i det 20. århundrede, at begivenhederne bliver genstande for konstante om- og nyfortolkninger. Slutkapitlet kan aldrig skrives.

Foreløbig synes ét at stå klart: Staten i al dens magt og vælde er tilbage med en kraft, som nogle vil opleve som beroligende, mens andre vil skræmmes. Minimalstatsfantasterne, anført i fordums tider af Anders Fogh Rasmussen, siden efterfulgt af Anders Samuelsen, Ole Birk Olesen og andre, vil i lang tid fremover ikke få langtidsholdbare ideologiske efterfølgere. Det pragmatiske midtersynspunkt, som de politiske fløje kan nærme sig omkring, er, at stat og marked er hinandens forudsætninger.

Her og nu er det lærerigt at bevidne, hvordan vestlige demokratier er parate til at begrænse basale friheder i bestræbelserne på at komme coronatruslen til livs. Interessant er det også, at vi skal uden for Europa for at finde eksemplet på et land, der har reduceret sine infektions- og dødstal med rekordfart uden at ty til nedlukning af samfundet.

Vi taler om Sydkorea. Med 50 millioner indbyggere og tradition for en kontrolstat, som i andre varianter kendes fra nabolandene. Østasiens årtusindgamle tradition for meritokratiske hierarkier kan ikke kopieres i hverken Afrika eller Mellemøsten, men har store ligheder med de politiske systemer i vestlige demokratier, dog langtfra alle. Husk finanskrisen: Grækenland bliver aldrig som Tyskland.

I ASIEN ER DEN store joker lige nu Indien. Indtil forgangne uge var smittetallene lave, men derefter skiftede billedet. Udfordringen er befolkningstætheden: 420 indbyggere per kvadratkilometer. Til sammenligning har det mere urbaniserede Kina 148 individer per kvadratkilometer. Indiske storbyer er i skræmmende grad præget af slum med hygiejniske forhold, der skriger til himlen. Indisk erhvervsliv og politisk kultur savner helt den entreprenørkraft, som i moderne tid har kendetegnet Japan, Sydkorea, Kina og Taiwan. Med entreprenørkraft menes også beslutningsevne, og her har de autoritære regimer en fordel. Bestræbelserne på at kontrollere smittespredningen kommer derfor uundgåeligt til at spille ind i rivaliseringen mellem USA og Kina. Og hvordan står de to giganter så i et sammenlignende studie?

Kina fejlede fatalt gennem de første par måneder af forløbet, efter at de første tilfælde af smittede blev opdaget i Wuhan i november. Personale blev tilbageholdt og vigtig information undertrykt. Men da partisystemet erkendte, at dets legitimitet var på spil, blev der skiftet hest i vadestedet.

Det amerikanske svigt har en dybere og længerevarende karakter i den forstand, at Donald Trump gennem sine tre første år i embedet har sået dyb mistillid til de statslige institutioner, der kan gøre en livsvigtig forskel her og nu. Trumps USA er en parodi på ansvarlig regeringsførelse, regningen kommer ved stemmeurnerne.

Mens vi venter på en afløser i Det Hvide Hus, leder Xi Jinping en ’folkekrig’ mod smittespredningen, og hvorfor bliver dens mest vidtgående metoder accepteret af befolkningen? Fordi den har prøvet det før (Sars i starten af ’00’erne). Forskellen på dengang og nu er den vidtgående digitalisering, der har gjort Kina til den mest sofistikerede og effektive overvågningsstat i menneskehedens historie.

Om vi andre skal være bange for det? Kinas politiske system og kultur kan ikke kopieres uden for Østasien, men statens brug af digitale redskaber kan selvfølgelig inspirere. Det kan bringe Europa i den aparte tilstand, at den overvågningsstat, som Kinas ledelse har påtvunget sin befolkning, på sigt vil være noget, som regeringer og myndigheder indfører i det, vi historisk har kaldt den ’frie verden’. Fordi befolkningerne kræver det.

Et paradoks af dimensioner: Vi kommer til at indføre kontrolmetoder efter folkelige krav om det, vi instinktivt tager afstand fra, når det bruges af autokratiske, diktatoriske regimer. I behovspyramiden kommer tryghed og sikkerhed før frihed.

Kontrolstaten kommer, fordi de teknologiske redskaber er til stede, og alle kan bruge dem. Den kombination af trusler, som Europa står over for, åbner en motorvej af muligheder: terrortruslen, migrationspresset fra Afrika og Mellemøsten, klimaforandringerne og nu en pandemi. Globaliseringen, som vi har kendt den siden Berlinmurens fald og verdenskommunismens opløsning, er død, men endnu ikke begravet. Her og nu kan vi europæere håbe på, at Kina og USA snarest finder fodslag.

(klumme i Politiken 25.03.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Afvikling i Afghanistan i al evighed

Vestlig retræte uden fred er det realistiske scenarie. 

HVORDAN SKAL eftertidens historieskrivere omtale og bedømme det forsøg på en fredsordning for Afghanistan, som blev forsøgt i Doha sidste dag i februar? Hvilke interesser er involveret, og hvordan vil disse kunne blive tilgodeset i fremtidige scenarier?

For Donald Trump handler det om at opfylde et valgløfte om at bringe endnu en af de ’endeløse krige’, USA har deltaget i, til ophør. Afghanistan-krigen, der startede med invasionen umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001, er USA’s længste nogensinde.

Næstkommanderende i Taleban-bevægelsen Sirajuddin Haqqani gjorde det i en kommentar i New York Times 20. februar klart, at hvis amerikanske tropper forbliver i landet, udebliver freden. USA vil på sin side afvente resultatet af, hvad der kaldes intra-afghanske forhandlinger mellem centralregeringen og de forskellige stammeledere. Afghansk historie har ingen gode eksempler at byde på her.

Et muligt scenario er, at Afghanistan er på vej til at få noget, der minder om ’et anstændigt interval’, som for snart et halvt århundrede siden blev betegnelsen for daværende præsident Nixons fredsaftale for USA’s daværende allierede Sydvietnam. To år efter underskrivelsen i Paris i januar 1973 blev det sydvietnamesiske regime løbet over ende af kommunistiske styrker fra Nordvietnam, hvorved ti års udsigtsløs krigsførelse blev afsluttet.

Men forskellene på Vietnam 1975 og Afghanistan 2020 er større end lighederne. Sidstnævnte først: Amerika er i defensiven globalt. Men hvor det meste af datidens Sydøstasien var loyale USA-allierede, er Afghanistans naboer et helt andet sted:

Iran er den vigtigste strategiske partner for alle afghanske aktører. Flere end tre millioner afghanere befinder sig på iransk jord. Ruslands tætte forbindelser til Taleban går gennem Teheran. Rusland har været vært for flere forsoningsmøder mellem de afghanske grupperinger, og temaerne har angiveligt været at definere konfliktløsninger uden for vestlige samarbejdsmodeller.

Teheran har langt bedre kontakter i det afghanske politiske landskab end både Rusland og Kina, men Moskva og Beijing kan levere solide rammer for en slags fredsordning: russiske våben og teknologi, kinesiske penge. En model, som Afghanistan kan blive integreret ind i, findes i Shanghai Samarbejdsorganisationen, hvor både Iran og Afghanistan har observatørstatus. Iran kan tilmed blive fuldt medlem allerede i år, hvis det fastholder den atomaftale, som USA har forladt.

De nævnte rolleindehavere har et fælles mål: USA skal helt ud af Afghanistan. Har man i Teheran, Moskva og Beijing så en forestilling om, hvorledes et fremtidigt Afghanistan skal se ud?

Et nyt ’Pashtunistan’ er en mulighed. Ikke alle pashtunere støtter Taleban, men de dominerende lag i Taleban-bevægelsen er pashtunere. Fundamentalt er pashtunersamfundet en stammekultur, der repræsenterer modsætningen til alt det, vi kender i den moderne vestligt konstruerede statsdannelse baseret på rational jura, lighed for loven, sekularisme og en videnskabsbaseret samfundsopbygning.

Flere år før terrorangrebet i 2001 repræsenterede Taleban-bevægelsen et forsøg på at bane vejen for pashtunerkulturens tilbagevenden som den dominerende politiske kraft i landet. Dette lader sig bedst gøre i en decentral magtstruktur baseret på klanrelationer og koalitioner frem for politiske institutioner. Derfor vil et kalifat heller ikke få et ben til jorden.

Afghanistan er aldrig i moderne tid blevet underkuet af større magter. De britiske imperialister i Sydasien måtte betale dyre lærepenge efter nederlaget i den anglo-afghanske krig 1919-21, der førte til, at briterne måtte opgive overhøjheden i regionen og anerkende Afghanistan som et selvstændigt rige.

I årene 1979-1989 måtte datidens sovjetiske supermagt betale dyrt i soldaterliv og penge i forsøget på at gøre det ludfattige bjergbondeland til en kommunistisk vasal. Nutidens vestligt ledede koalition står i en tilsvarende udsigtsløs situation i en kultur, vesterlændinge fundamentalt mangler indsigten i.

SELV MED EN amerikansk tilbagetrækning af egentlige landstyrker bør ingen forvente sig et ophør af kamphandlinger. USA’s missilangreb 3. januar i Irak, der dræbte den iranske general Qasem Solaimani, er et vidnesbyrd om, hvilken type krigsførelse Pentagon foretrækker. Invasioner i den gammeldags forstand er ude, droner, missiler og hybrid krigsførelse er inde. Større effektivitet for færre penge er et mantra, som enhver amerikansk præsidentkandidat vil kunne skrive under på. Krige i Afghanistan og omegn kan fortsætte i al evighed, mens diplomater taler om fred for det internationale publikum.

(klumme i Politiken 09.03.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Bernie i Det Hvide Hus? Uha!

USA bør gøre op med polariseringen. Her hjælper Sanders ikke.

De færreste valganalytikere uden for USA har bemærket det, men den faktor, der kan blive afgørende for, hvem vælgerne til november placerer i Det Hvide Hus, er den demografiske. Mere præcist: aldersprofilen og sammensætningen af etniske grupper i den valgaktive del af den amerikanske befolkning.

Trukket hårdt op befinder USA sig i en fremadskridende demografisk revolution, der før eller siden får politiske konsekvenser. Hvilket man har spået i årtier: Andelen af dem, der repræsenterer USA’s historiske kernekultur, populært kaldet wasp’erne (hvide angelsaksiske protestanter) er på retur, trængt af indvandringen af latinoer, dvs. spansktalende fra USA’s sydlige naboer.

Katolske John F. Kennedy, den hidtil eneste af slagsen, der har vundet Det Hvide Hus, er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at USA styres bedst af wasp-præsidenter.

Der kan være overraskelser på vej: Det er ikke længere utopisk at få et USA ledet af en præsident med jødisk baggrund. For der er nu to af slagsen i kapløbet, den selverklærede socialist Bernie Sanders og multimilliardæren Michael Bloomberg.

I sin selvbiografi undgår Sanders helt at omtale det år, 1963, hvor han var frivillig i en israelsk kibbutz. Da han siden flyttede til Vermont for at skabe sin politiske karriere, erkendte den lokale rabbiner hurtigt, at det var formålsløst at invitere Sanders i synagoge. I årene forinden havde Sanders’ medstuderende i Chicago opdaget, hvor inspireret Bernie blev af at læse tekster af Eugene V. Debs, den fagforeningsaktivist, der fem gange i perioden 1900-1920 forsøgte sig som præsidentkandidat for Amerikas Socialistiske Parti.

Sanders’ røde sympatier fornægter sig ikke i hans levnedsløb. Mens han var borgmester i Burlington, giftede han sig i 1988 med sin Jane, og parrets bryllupsrejse gik til den by i Sovjetunionen, som han havde gjort til venskabsby med Burlington. I et interview efter rejsen erkendte han, at bolig- og sundhedsforhold absolut var bedre i USA end i Sovjetunionen, men især fordi »priserne var så meget højere«, lød hans forklaring.

I 1985 rejste Sanders til Nicaragua for at deltage i fejringen af den sandinistiske revolution, der seks år tidligere havde bragt et proamerikansk diktatur til fald. Sanders formulerede et hyldestskrift til sandinisterne, hvori han understregede, at »jeres revolution vil sejre«. I 1990 blev sandinisterne sat på porten af landets vælgere. Det cubanske fallitbo har Sanders også talt pænt om.

VERDEN ER FYLDT med venstreorienterede politikere, der er rykket mod midten i takt med at de er kommet tættere på magtens centrum. Men denne logik gælder ikke længere i polariseringens og identitetspolitikkens æra. Det handler ikke om, at USA er kronisk højreorienteret, snarere om, at landet er for etnisk diversificeret til at blive ledet af dogmatiske ideologer.

Den demokratiske liberalisme i USA har været rummelig nok til at kunne levere både Franklin Roosevelts new deal -socialdemokratisme i 30’erne og Lyndon Johnsons great society -reformer i 60’erne, men ikke nationaliseringer af den slags, Sanders tilbyder som fremtiden for det amerikanske sundhedssystem.

Sanders har endnu ikke givet de amerikanske vælgere indsigt i, hvordan han som landets leder vil føre praktisk politik i et system, som Trump har polariseret halvt ihjel. Som kongresmedlem brugte han sin tid på at skælde ’systemet’ ud frem for at opbygge fællesnævnere og koalitioner hen over skillelinjen mellem demokrater og republikanere og dermed finde løsninger frem for at forhindre dem.

Han er amerikansk venstrefløjs svar på højrepopulismens Trump-isme, karakteriseret af forbitret, uforsonlig og vred retorik, der ser stort på hverdagens realiteter. Når han henviser til de skandinaviske samfund som rollemodeller, overser han de omstillinger, Danmark og Sverige måtte igennem for at lande på den flexicuritymodel, der har udløst misundelse overalt i Europa.

Valgkampens store usikkerhedsfaktor er alle de nye vælgere, for hvem Sanders’ generalieblad er uinteressant. Til november vil en tredjedel af alle stemmeberettigede være latinoer, afroamerikanere og andre ikkehvide, og mindretallene tilsat de Trump-kritiske kvinder kan afgøre valget.

De såkaldte generation Z-vælgere (aldersgruppen 18-25 år) vil i år være dobbelt så mange som i 2016, 10 procent af vælgerskaren mod dengang 4. Latinoerne, den hurtigste voksende etniske gruppering i USA, repræsenterer et mønster i stemmeafgivningen, der har ligget konstant i årtier: 2 ud af 3 stemmer på demokraterne. Men her er der brug for en mere besindig politiker end den iltre populist fra Vermont.

(klumme i Politiken 05.03.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Få Hongkong ind på pensum, tak

Den tidligere koloni er stadig et eksperimentarium for demokratisk liv.

Pludselig forsvandt Hongkong fra de vestlige medier, fortrængt af forskrækkelsen over coronaen. Så da et studenterforum på Copenhagen Business School (CBS) inviterede til deltagelse i et debatpanel om Hongkong tog jeg naturligvis imod.

Til højre for min plads i panelet sad tre repræsentanter for aktivisterne, alle iført mundbind, et værn mod coronavirus, men også et symbolsk udtryk for den mundkurv, som aktivisterne mener, at Hongkongs kinesiske centralstyre påfører indbyggerne.

To timers oplæg og diskussioner skulle vise, at min opfattelse af denne region med særstatus under Kinas centralregering lå langt fra aktivisternes. Vi repræsenterede to forskellige virkeligheder uden mange fællesnævnere eller berøringspunkter. Generationskløften lignede en afgrund.

Mit første besøg i regionen, dengang britisk styret, fandt sted for knap 42 år siden. Kontrasten til det kinesiske fastland, jeg lige kom fra, var dramatisk. Sidste stop på togrejsen ind i Hongkong var landsbyen Shenzhen, et idyllisk, men søvnigt hjemsted for ca. 40.000 fiskere og bønder. Netop Shenzhen blev siden gjort til et enestående udviklingseksperiment, hvor kinesiske entreprenørsjæle skulle lære sig den kapitalistiske markedsøkonomi. Resultatet i nutidens Shenzhen? En superkapitalistisk dynamo med 14 millioner indbyggere og hjemsted for bl.a. it-giganten Huawei.

SELVE Hongkong blev efter aftale i 1984 mellem Kinas og Storbritanniens regeringer gjort til et eksperiment for demokratisk og civilt liv. En tilbagelevering af kolonien skulle ske fra 1997 med egen miniforfatning. Vesterlændinge skrev dystert om Hongkongs undergang, hjerneflugt og elendighed, men alle dommedagsprofetier blev gjort til skamme. Hongkong levede videre med rettigheder og friheder milevidt fra de diktatoriske tilstande, der kendetegner etpartistaten i det resterende Kina.

Så når Hongkong stadig har forsamlingsfrihed, pressefrihed, en uafhængig dommerstand, et dynamisk civilsamfund og valgmekanismer (som dog ikke ligner dem, vi har i Vesten), hvad vil så ikke være mere naturligt, end at aktivisterne går i dialog med disse institutioner for at konsolidere de frihedsgoder, som det lykkedes de britiske myndigheder at sikre Hongkong frem til 2047?

Well sorry, drenge og piger, dette var ikke Hongkong-gæsternes primære dagsorden. De talte i stedet en hel del om interneringen af de muslimske uighurer i den centralasiatiske Xinjiang-provins, de dårlige vilkår for kinesiske industriarbejdere og det generelle fravær af friheder og rettigheder for Kinas indbyggere.

Jo tak, men hør lige, bør de unge demokratiforkæmpere ikke koncentrere kræfterne om at sikre de goder, Hongkong har haft siden overdragelsen for snart 23 år siden? Så denne vigtige enklave kan fortsætte med at være et eksperimentarium for demokratisk og civilt liv også efter 2047, når Kina ifølge aftalen med briterne kan gøre, hvad der passer dem?

Gæsterne besvarede ikke dette spørgsmål. I stedet fik vi en harmdirrende udlægning af Hongkong-politiets anvendelse af vold. Jamen hov, hvor mange omkom under et halvt års massedemonstrationer? To individer. Til sammenligning: 27 dødsofre i Indiens hovedstad Delhi bare i denne uge, hvor muslimske demonstranter er på gaden for at opponere mod den afvikling af rettigheder, som Modi-regeringen er i gang med.

Forståelseskløften virkede uoverstigelig. Fri presse for kinesiske borgere? Jeg anbefalede South China Morning Post, en af Østasiens mest professionelt redigerede aviser, journalistisk flere hestehoveder foran mange europæiske dagblade. Nej, den avis kan vi ikke bruge til noget, lød reaktionen fra en af de maskerede paneldeltagere. For den ejes af en person, der samarbejder tæt med Kinas centralregering. Okay, så I vil have medier, som I selv kontrollerer. Facebook, måske?

Jeg sad tilbage med en deja-vu-oplevelse: dansk og europæisk venstrefløj 1968 og fremefter. Aktivister, der ser sig som martyrer for utopiske samfundsvisioner og negligerer de politiske og økonomiske realiteter i en samfundsorden, der blev forhandlet, 10, 15 eller 20 år før de blev født. Virkeligheden i Hongkong, især den, som deres forældregeneration forbinder sig med, har de trukket ud af ligningen. Det handler om både politik og psykologi.

Konkluderende: Hongkongs komplicerede historie må ind i de uddannelsessøgendes pensum snarest. Derude og herhjemme.

(klumme i Politiken 28.02.2020)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Vesten skal lære at leve med et stærkt Kina

Trump har et forspring, når Kinas produktion genoptages. 

Mens deltagerne i verdens største sikkerhedspolitiske konference i München forleden diskuterede noget, der kunne ligne en nekrolog over vestlig politisk sammenhængskraft, gjorde amerikanske og kinesiske diplomater sig parat til næste fase i en helt anden manual for klodens fremtidige magtrelationer.

Diskussionerne i München burde have haft overskriften: Hvordan lærer vi i Vesten at leve med et stærkere Kina?

Første akt i denne anderledes verdensorden blev udspillet 15. januar i Det Hvide Hus i Washington, da ingen ringere end præsidenten selv iscenesatte underskrivelsen af Fase 1 i en handelsaftale mellem USA og Kina. Knap 30 journalister, næsten alle kinesiske, overværede ceremonien. De to mest markante Kina-høge i Trumps administration, Mike Pompeo og Mike Pence, udenrigsminister og vicepræsident, var fraværende. Ikke spor tilfældigt. Til stede var derimod snart 97-årige Henry Kissinger, arkitekten bag et halvt århundredes amerikansk tilnærmelsespolitik over for USA’s eneste strategiske rival af betydning.

For europæere må de presserende spørgsmål lyde: Vil den amerikanske udenrigspolitik være så venlig at træde et skridt frem? Hvis Pompeo og Pence ønsker en konfrontation med Beijing, hvordan passer Trumps købmandsdiplomati så ind i klodens vigtigste bilaterale magtrelation?

FASE 1-aftalen forpligter Kina til at købe amerikanske produkter for 50 milliarder dollars inden for kategorierne industrikomponenter, fødevarer, energi og serviceydelser. Fase 2 er nu under forberedelse. Klodens to største økonomier er på vej ind i den slags handelsregime, der er stik imod selve det grundlag, som Verdenshandelsorganisationen WTO hviler på, og som for et par årtier siden, da Kina blev optaget i den, blev hyldet som grundlaget for en friere global samhandel.

Donald Trump har gjort det, han har vist sig at være bedst til: at leve op til de valgløfter, han formulerede i valgkampen. Det handelsunderskud over for Kina, som præsidenten i snesevis af taler har kaldt et tyveri af amerikanske arbejdspladser, skal der rettes op på. På dette alter ofres nu den markedspolitiske orden og målsætning, hvor så mange som muligt af klodens lande skulle stilles konkurrencemæssigt lige i kapløbet om vækst og velstand; det er selve eksistensberettigelsen for WTO.

I disse uger er verden optaget af billeder, der viser kinesiske megabyer præget af lukkede fabriksbygninger og spøgelsesagtige og folketomme boulevarder, lufthavne og togstationer.

Konsekvenserne af den aktuelle tilstand bliver mærkbare langt fra Kina, ikke mindst i de højt udviklede økonomier i Østasien, Europa og Nord- og Sydamerika. Hubei og dets naboprovinser er hjemsted for megavirksomheder, der leverer afgørende volumen i de globale produktions- og værdikæder, som mange af klodens økonomier er dybt afhængige af. Halvdelen af klodens kemikalier og to tredjedele af al polyester produceres på kinesiske virksomheder. Men Kinas betydning rækker langt videre end det, som landet producerer. Kinesiske turister forbruger for 258 milliarder dollars, mere end dobbelt så meget som amerikanske rejsende spenderer.

En langvarig nedlukning af kinesisk produktion vil derfor skabe chokvirkninger i økonomier langt fra Kina og øge usikkerheden om den kobling mellem asiatisk og europæisk infrastruktur og erhvervsliv, som er kernen i Xi Jinpings signaturprojekt, kendt som Belt and Road Initiative . Vi taler om de nye silkeveje til lands og til vands, som skal binde Kina tættere sammen Syd- og Centralasien, Europa og delvis Mellemøsten og Afrika.

Virkningerne gør ondt her og nu: Produktionen på bilfabrikker og Sydkorea og Japan er i opbremsning. Gigantfabrikken Foxconn, der fremstiller smartphones for både Apple og Huawei, har genstartet produktionen, men kun på et minimumsniveau. Titusinder af asiatiske virksomheder har sendt deres ansatte hjem på ubestemt tid.

NÅR Kinas leder, Xi Jinping, i september mødes med EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde i Leipzig, vil Europas største modtager af kinesisk investeringskapital, Storbritannien, være fraværende. Men europæernes udfordringer angående håndteringen af den marxistisk-leninistiske gigant i øst bliver ikke mindre af den grund. For til den tid kan en amerikansk-kinesisk fase 2-aftale enten være færdigforhandlet eller være så langt i forberedelserne, at toget vil være kørt for europæerne uanset coronavirussens virkninger. WTO blev til for at undgå en tilstand som denne, men organisationen er skudt i sænk af den mand, der mere og mere ligner vinderen af valget til november.

(klumme i Politiken 25.02.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Sydkorea vinder Asiens kulturkamp

Gode gamle SAS fløj ind i modvind, da en reklamefilm fremstillede skandinaviske produkter og fænomener som noget, vi har hentet uden for vores del af Europa. Det budskab passede ikke nationalpopulistiske kredse, og se så, om ikke flyselskabets reklamefolk bøjede af.

Så langt, så godt for de rummelige tolkninger af, hvad der er branding af det nordiske. SAS blev skræmt, om ikke til tavshed, så til konformitet.

For kun få år siden turde vi hævde, at den mest dynamiske form for kultur opstår i samspillet mellem udtryksformer fra forskellige verdensdele. Derfor burde det ikke være en sensation, at det sydkoreanske filmdrama ’Parasite’ vender op og ned på årtier gamle traditioner i Hollywood.

Denne fremragende film er et produkt af vor hyperglobaliserede verden tilsat noget unikt koreansk. Også i en regional asiatisk kontekst er filmens vinderstatus et fænomen, som fortjener at blive forstået bedre og påskønnet af os europæere.

Filmen er et eksempel på et kulturprodukt fra et samfund, der for kun en generations tid siden løftede sig selv ud af mange års lukkethed, ensretning og undertrykkelse. Sydkorea demokratiserede og liberaliserede i slutningen af 1980’erne, til dels som et resultat af, at hovedstaden, Seoul, var vært for de olympiske sommerlege og derfor centrum for opmærksomhed i alle verdensdele.

Internationaliseringen kom sent: Først fra 1990’erne blev det muligt for almindelige koreanere at rejse udenlands; et forbud mod import af japanske kulturprodukter blev delvis ophævet omkring årtusindskiftet, sammenfaldende med at den sydkoreanske regering satte økonomiske muskler ind bag et massivt oversøisk kulturfremstød.

Pludselig kunne millioner af kinesere, japanere, sydøstasiater og indere opleve den koreanske bølge i form af populærmusik, tv-serier, biografblockbusters og computerspil. Båret frem af Samsung og LG (er der stadig nogen blandt vore læsere der husker det Philips-tv, der stod i barndomshjemmet?).

Udbredelsen af K-pop og andre koreanske kulturprodukter har givet ophavslandet en anerkendelse i den globale underholdningsindustri, som langt større regionale spillere – Japan, Kina, Indien – må misunde kunstnerne i Seoul og omegn. En vigtig pointe er her, at sætter man de koreanske kulturprodukter under lup, rummer de masser af lånte elementer og inspiration fra vestlig popkultur.

KOREAS HISTORISKE arvefjende Japan gjorde for mere end et halvt århundred siden et forsøg på at forene det unikt japanske med vestlige værdier og koncepter. Mesterinstruktøren Akira Kurosawa (1910-98) fortolkede i en serie fænomenalt velfortalte fortællinger sit lands middelalderhistorie og hentede hertil inspiration i Vesten hos så forskellige kunstnere som William Shakespeare og den amerikanske instruktør John Ford.

Men Kurosawas forsøg løb ind i vanskeligheder, da han sent i karrieren forsøgte sig med nye ambitiøse projekter, kulminerende med filmene ’Kagemusha’ (1980) og ’Ran’ (1985). I Vesten kunne kritikere nok anerkende Kurosawas betydning, men hos hjemmepublikummet var opbakningen lunken. Der skulle sværvægtere som George Lucas og Steven Spielberg til at sikre, at instruktøren som 80-årig blev hædret med en Æresoscar.

Ingen af Kurosawas yngre efterkommere i branchen har siden kunnet præstere noget lignende. Hvem kan husk, sidst en japansk filmkunstner fik et bragende gennembrud i Vesten?

Også Koreas andet store naboland har langt igen: Tidligt i sin karriere lignede kinesiske Zhang Yimou et talent, der kunne have nået kurosawaske højder, men med hans mammutproduktion ’The Great Wall’ fra 2016 stod det klart, at her var det billetsalget og ikke de kunstneriske kvaliteter, der talte. Matt Damon og Willem Dafoe kunne nok sikre omsætningen (også i USA), men ikke redde filmen fra de internationale anmelderes skrotbunke.

Heller ikke Asiens – og verdens – største filmproducerende land, Indien, kan lege med her. Hvad Bollywood leverer, er imponerende i volumen, men ikke i global gennemslagskraft. Af de mere end 50 titler, Indien har forsøgt at bringe i spil i Hollywood gennem seks årtier, er kun tre blevet nomineret.

’Parasite’ placerer sig uendelig langt fra både tårepersende Bollywood-dramaer og opsvulmede kinesiske mammutproduktioner. Den er unikt koreansk og samtidig et spejlbillede af verden uden for Korea: fragmenteret, uretfærdig og brutal.

Godt gået af et land, der i trekvart århundred har været skåret over på midten, at det nu også har lagt sig i den kulturelle overhalingsbane og giver giganterne baghjul.

(klumme i Politiken 20.02.2020)

 

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Frygten for Chinatowns ‘gule jøder’

Racemæssige og kulturelle stereotyper har lang overlevelseskraft.

DEN BRITISKE regering udgav i 1911 en pamflet med titlen ’Kineserne i England: Et voksende nationalt problem’. Året efter udsendte en kendt forfatter af populærfiktion, Sax Rohmer (Arthur Henry Ward var hans rigtige navn), den første gyser i en siden storsælgende serie under titlen ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’.

Titelpersonen var en diabolsk kinesisk mafiosotype med hårpisk, der konspirerede mod civiliserede borgere og bortførte deres kvinder. Begrebet ’den gule fare’ var en realitet og genopstod i forgangne uge i flere europæiske nyhedsmedier.

Mindre kendt er en anden betegnelse for etniske mindretalskinesere: Østens jøder. Den opstod ligeledes i perioden omkring Første Verdenskrig; ophavsmanden var den thailandske monark Rama VI. Som kronprins havde han været på rundrejse i Europa efter et studieophold i Storbritannien og nåede i 1902 til både Berlin og København.

I England havde han studeret jura og historie. Et af resultaterne af opholdet blev en tidsskriftsartikel, hvori han betegnede det kinesiske mindretal i sit eget land for Østens jøder. Det var ikke ment flatterende.

Den thailandske monarks synspunkt var, at de lokale kinesere i hans hjemland kontrollerede en uforholdsmæssig andel af velstand ude af proportion med deres faktiske antal. Ganske som europæiske regeringer indførte diskriminerende lovgivning, der gjorde det svært eller umuligt for jøder at overtage ejendom, blev de sydøstasiatiske kinesere i Kinas nabolande udsat for forskelsbehandling.

De mange Chinatowns i talrige storbyer uden for Kina er isoleret set vellykkede økonomier, men ofte lukkede kredsløb, som andre etniske grupper aldrig bliver en del af og ofte ser skævt til. Organiseret kriminalitet er en del af billedet, uforglemmeligt beskrevet i Roman Polanskis mesterværk ’Chinatown’ fra 1974, hvor Los Angeles’ kinesiske bydel er selve symbolet på uigennemtrængelige mafiøse netværkssamfund.

Under den store indvandringsbølge i slutningen af 1800-tallet fandt den amerikanske regering det nødvendigt at indføre en lov, der satte bommen ned for folk af kinesisk afstamning. Chinese Exclusion Act blev vedtaget i 1882 og ophævet i 1943. Først i 2012 tog Kongressen sig sammen til en resolution, der undskyldte og beklagede udelukkelsesloven.

SPREDNINGEN AF coronavirus har allerede bragt politiske følgesygdomme med sig. Etniske kinesere på flere kontinenter oplever i denne tid, hvorledes de udsættes for tilråb og mishagsytringer. Det er tydeligst i Kinas nabolande, hvor antallet af kinesiske turister er højt. 600.000 sydkoreanere har skrevet under på et krav om indførelse af et indrejseforbud mod kinesere.

I Australien, som har en intensiv debat om kinesiske investeringer og opkøb, udkom en af landets største aviser forleden med en overskrift, der hed ’Kinesiske børn, bliv hjemme’. Den udløste underskriftsindsamlinger online med støtte fra flere end 51.000 med krav om en undskyldning.

At vi her i landet anser os selv for oplyste og tolerante, er ingen garant mod racemæssige stereotyper rettet mod befolkningsgrupper, hvis levemåde og normer selv veluddannede danskere ikke har den ringeste indsigt i. Kinas økonomiske opstigning får en følgesvend: sinofobien, næret af den altfortærende nationalpopulisme på både højre og venstre fløj.

POLITIKENS åndelige fader Henrik Cavling skrev i en bogudgivelse i 1902 efter en rejse til det store rige i øst: »Den gule race er en uhyre, uadskillelig masse stærkt forenet i en civilfølelse, en races følelse af solidaritet, et etnografisk broderskab, egentlig summen af alle religiøse og filosofiske dogmer, der fylder en kinesers sjæl. Traditionen og troen på forfædrenes milde ånder har i enhver kineser skabt en dyb følelse af race-enhed, følelsesfællesskab, livsindhold og mål«.

Cavlings formuleringer er præget af datidens normer, men alligevel fordomsfri og umådelig langt fra nutidens dæmonisering. Forklaringen: Kinas kejserdømme var i starten af 1900-tallet præget af opløsning, mens nutidens leninistiske magtapparat står i spidsen for en moderne statskapitalisme, ingen havde set komme, og som i den nuværende fase af en turbulent globalisering ser ud til at have førertrøjen på.

Derfor frygten, som slår over i sinofobi og fordømmelser. Trumps ’State of The Union’-tale demonstrerede skrøbeligheden og de indre modsætninger i det liberale værdifællesskab. Når vestlige beslutningstagere leder efter nye pejlemærker, ser de et politisk Chinatown, hvis logik og dynamik de stadig har svært ved at håndtere.

Europa er klemt mellem amerikansk spin og løgne på den ene side og kinesisk beslutningskraft på den anden. Det er også et valg mellem fortid og fremtid.

(klumme i Politiken 10.02.2020)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar