Den ubehagelige lære af Zimababwe

Befolkningens opbakning til Mugabe betød, at landet forspildte fire årtiers muligheder for udvikling.

HAVDE DET ikke været for Robert Mugabe, kunne Zimbabwe i dag have været en blomstrende overskudsøkonomi med voksende velstand for sine indbyggere og et forbillede for sine naboer.

Omverdenen, herunder det vestlige donorsamfund, har i små fire årtier udvist en langmodighed med den megalomane despot, som i dag tager sig pinligt latterlig ud.

Ser man tilbage på Mugabes maratonlange og systematiske udhuling af sit potentielt rige samfund, herunder fordrivelser af etniske mindretal, systematisk valgsvindel og forfølgelse af oppositionelle, er det en gåde, at europæiske ledere har kunnet fortsætte med at vinke en af Afrikas mest berygtede ledere om næsen med pengesedler.

Så sent som i starten af 2015 tilbød EU en hjælpepakke til en samlet værdi af 234 millioner euro for at få gang i landets nødlidende økonomi. Det skete på et tidspunkt, hvor Mugabe netop var blevet valgt til formand for Den Afrikanske Union helt uden protester fra medlemsrækkerne.

EU tilbød en genoptagelse af udviklingsprogrammer under den klare forudsætning, at man ville hjælpe den hårdtprøvede befolkning uden samtidig at give skulderklap til landets politiske leder. Derfor blev en våbenembargo og et indrejseforbud mod Mugabe og hustruen Grace fastholdt, hvilket dengang blev beklaget af finansminister Patrick Chinamasa med disse ord:

»Zimbabwe har en direktør, og så længe landets chef er omfattet af sanktioner, vil forholdet til EU være forgiftet«, lød det.

FOR LIDT over tre årtier siden havde jeg lejlighed til at besøge landet, som dengang lignede en udviklingsøkonomisk succeshistorie i svøb. Landets potentiale som storproducent af fødevarer sprang i øjnene. Jeg mødte hvide tobaksfarmere, som forklarede, at de levede fint med overgangen til sort flertalsstyre, realiseret få år tidligere.

I årene op til systemskiftet var medlemmer af landets hvide mindretal, mange af dem født i landets tid som Rhodesia, begyndt at sive ud, men ikke i et antal, der drænede landets økonomi.

EU opkøbte landbrugssektorens overskud af majs og andre fødevarer, som blev videresendt til sultramte regioner i nabolandet Mozambique. Zimbabwe lignede på den måde en rollemodel, som det sydlige Afrika havde så hårdt brug for (det var få år inden apartheidstyrets fald i Sydafrika). Danmark åbnede et ambitiøst bistandsprogram og så – som kredsen af donorlande i øvrigt – med optimisme på Zimbabwes fremtidsmuligheder.

Landets nedtur tog fart, da Robert Mugabes regeringsparti Zanu-PF i en kampagne, der begyndte omkring årtusindskiftet, lod sine såkaldte krigsveteraner konfiskere de mest veldrevne landbrug i landet. En regulær hjerneblødning af landets økonomi satte ind.

IFØLGE historikeren og journalisten Martin Meredith, der har forfattet en perlerække af bøger om det sydlige Afrikas moderne historie, var den gennemsnitlige zimbabwers levestandard ringere i år 2000, end den havde været op til systemskiftet tyve år tidligere.

Arbejdsløsheden blev på få år tredoblet, levetiden raslede ned, og store grupper af især offentligt ansatte oplevede at få deres i forvejen spinkle lønninger udhulet af galopperende hyperinflation. Zimbabwes økonomiske deroute var menneskeskabt, og vi savner svar på, hvorfor et oprør udeblev så længe.

Et andet spørgsmål, der rejser sig efter den paranoide kleptokrats tvungne exit fra magten, er naturligvis, om en ny ledergeneration vil være i stand til at løfte det mishandlede land ud af hængedyndet.

I andre af kontinentets lande, der ikke har været plaget af ledere i Mugabe-kategorien, er der fællestræk, der går igen: Der mangler i katastrofal grad entreprenører og risikovillig kapital, genereret ikke kun af råstoffer, men af arbejdskraft, flid og innovation. Zimbabwes nye ledere kan forhåbentlig begynde at opdage virkelighedens verden uden for Afrika. De bør skaffe flere investorer end donorer til landet, så der kan skabes en middelklasse til at hjælpe de yngre generationer ud af lavproduktive landbrug og give samfundet nogle af de fordele, som den internationale arbejdsdeling har gavnet så mange andre udviklingslande med.

Morale, hvis overhovedet nogen?

37 år med Robert Mugabe er også den dystre fortælling om, at for mange afrikanske sjæle blev erobret af en anden form for underkastelse end den, de hvide overherrer i sin tid repræsenterede.

(klumme i Politiken 23.11.2017)

Reklamer
Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Magten blev tabt, nu ryger rigdommen

Taiwans nationalistparti er i dag en skygge af fortids storhed.

Slutkapitlet i en af de mere brogede fortællinger fra Kinas og Asiens historie ser ud til snart at kunne skrives færdigt. Vi taler om Kuomintang (KMT), det kinesiske Nationalistparti, som efter det sidste kejserdømmes fald i 1911 forsøgte at få en republik på benene i et samfund, der dengang var lammet af forfald og opløsning.

Lidt over et århundrede senere er forfaldet sat ind i den første kinesiske statsdannelse, der demokratiserede og rammer det parti, der for tre årtier siden tillod den dengang sensationelle liberalisering efter lange perioder med undertrykkelse og undtagelsestilstand.

Kuomintang blev i sine tidlige leveår ledet af lægen og filosoffen Sun Yat-sen, som i nutiden har sin egen statue med tilhørende mindehal i centrum af Taiwans hovedstad, Taipei. Også på det kinesiske fastland, den statsdannelse, vi kender som Folkerepublikken Kina, hyldes han som det moderne Kinas grundlægger. Så hvis Suns gamle parti går under, er det et dramatisk gravskrift, der skal formuleres.

Sun døde i 1925, kort før Kina blev kastet ud i et par årtier med kaos, japansk invasion, borgerkrig og ødelæggelse. I 1949 måtte KMT, ledet af generalissimo og præsident Chiang Kai-shek, flygte til Taiwan. Med sig bragte den slagne republikleder mere end to millioner civile og soldater, samt ikke mindst gigantiske formuer, som Chiang-klanen havde tilranet sig med metoder, der ikke var kendt for deres mildhed. Med i lasten over Taiwanstrædet til den ø, der også blev kaldt ’Formosa-Kina’, var angiveligt 138 tons guld.

Herefter fulgte fire årtier, hvor KMT regerede med undtagelsestilstand og forfølgelse af oppositionelle, men ikke desto mindre lykkedes med at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industriel dynamo med styrkepositioner inden for bl.a. informationsteknologi.

Da demokratiseringen indfandt sig 1987-88, dikteret ovenfra af Chiangs søn Ching-kuo, stod det taiwanske samfund godt rustet til at blive en del af den globaliserede virkelighed. I dag er der produkter ’Made in Taiwan’ i varehuse over den ganske klode, og østatens demokratiske system har for længst demonstreret, at det er langtidsholdbart. Ved et valg i 2000 fik oppositionspartiet DPP magten for første gang, tabte den i 2008 og vandt den på ny i januar 2016.

I TIDEN med etpartistyre kunne de ledende lag i KMT betragte statens ejendom som et tag selv-bord. Store ejendomskomplekser, banker og tv-stationer blev direkte eller indirekte ejet af partiet eller af folk med tilknytning til det. For en snes år siden opgjorde partiet sine værdier til tre milliarder dollars.

Men for et år siden afgjorde en parlamentsnedsat undersøgelseskommission, at KMT skulle afgive ejendomme til en samlet værdi af næsten 16 milliarder dollars, heriblandt det monumentale partihovedkvarter i Taipei. Også partiets bankkonti blev låst, og det økonomiske imperium, der engang var et af Asiens rigeste, begyndte at smuldre. Konsekvensen er blevet, at partibureaukratiet er blevet halveret efter fyringsrunder og nu tæller i omegnen af 400. Indsamlingskampagner blandt de anslået 300.000 medlemmer har ikke hjulpet. Blandt Taiwans vælgere er opbakningen vigende og nærmer sig faretruende de 20 procent.

HVIS det gamle nationalistparti er på vej ud i historiebøgerne, kan det få sikkerhedspolitiske konsekvenser, der rækker videre end de rent indenrigspolitiske. KMT er den foretrukne dialogpartner for Kina, der siden 1949 har gjort krav om at genindlemme Taiwan i riget, mens DPP siden sin tid som undergrundsbevægelse i 1980’erne har arbejdet for international anerkendelse af et uafhængigt Taiwan, afkoblet fra Kina.

Den nyligt tiltrådte ledelse i Kina står derfor i et dilemma, hvis det vil fremme målsætningen om en genforening. Siden præsident Tsai Ing-wens tiltrædelse i fjor har Kina øget antallet af militære øvelser i Taiwans nærhed. Talspersoner for Kinas militær har ved flere lejligheder antydet, at Kina om få år er stærkt nok til at kunne indtage Taiwan, men undlader altid behændigt at nævne, at USA ved lov er forpligtet til at forsvare Taiwan.

Men selvfølgelig er det blevet noteret i Taipei, at Taiwans fremtid ikke var en del af dialogen mellem Kinas leder Xi Jinping og USA’s præsident, Donald Trump, under sidstnævntes nylige besøg i Beijing. Trump er Kinas drøm om en amerikansk præsident, for han er uvidende om og uinteresseret i historiske forhold, Taiwans svære situation inklusive.

(klumme i Politiken 20.11.2017)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Dage i Kina, der forandrede USA og verden

Endelig er det lykkedes USA at forandre forholdet til Kina fundamentalt. Men ikke sådan som Donald Trumps forgængere havde forestillet sig.

Sæt venligst kalenderen tilbage til 21. februar 1972, en råkold vinterdag i Beijing, hvor scenen er sat for et stykke verdenshistorie. USA’s 37. præsident, Richard Nixon, er landet med Air Force One og er kun få timer efter sin ankomst kørt til sit første møde med Folkerepublikkens grundlægger og kommunistpartiets ubestridte leder, Mao Zedong, og dennes topdiplomat Zhou Enlai. Nixon er ledsaget af sin sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, manden, der har designet supermagtens historiske åbning over for en af sine mest uforsonlige krigsmodstandere.

Nixon, kendt i 1950’erne for sin hårdhudede antikommunisme, da han var vicepræsident under republikaneren Dwight D. Eisenhower, tager tidligt i samtalen med de kinesiske ledere initiativet med følgende replik:

»Vi er klar over, at I tror dybt på jeres principper, ganske som vi er forankret i vore. Vi beder jer ikke om at gå på kompromis med jeres principper, ligesom vi ved, at I ikke forventer, at vi går på kompromis med vores«.

Hvorefter den amerikanske præsident tilføjer, at »verden er i forandring, og at det er i både USA’s og Kinas interesse at tilpasse sig disse forandringer«.

Spoler man verdenshistorien små 46 år frem i tiden og indsætter henholdsvis Donald Trump og Xi Jinping i de ovenfor beskrevne roller, står det klart, at de forandringer, der har indfundet sig, overgår selv de mest fantasifulde forestillinger fra datidens optøning mellem de to giganter fra den kolde krig. Dengang var Kina, hvad Kissinger siden kaldte »et meget fattigt, stalinistisk land«, dvs. uden kapitalisme, uden højteknologi, uden middelklasse. Kina fyldte kun en mikroskopisk plads i verdensøkonomien; i dag ligger det tæt på at have samme volumen som Amerika, og blandt historieskrivningens kendere af dette nye ’G2’ diskuteres det, om denne udvikling havde været mulig uden Nixons initiativ.

Dog er det værd at minde om, hvorledes præsident Nixon gennem mange måneder forberedte sig på sin mission til Beijing. I juni 1971 mødtes han med ambassadøren for det kommunistiske Kinas rival fra borgerkrigen, Republikken Kina, dvs. Taiwan, og forklarede følgende:

»Prøv at tænke over, hvad der ville ske, hvis en leder, der kunne levere en anstændig regeringsførelse, fik politisk kontrol med det kinesiske fastland. Du gode Gud … der ville ikke være en eneste magt i verden, der ville kunne stå op imod dem. Hvis du sætter 800 millioner kinesere til at arbejde under et anstændigt politisk system, vil Kina blive verdens leder«.

INDLYSENDE NOK vil der være mange meninger om, hvorvidt Kina efter fire årtier med markedsorienterede reformer i dag repræsenterer en form for anstændig regeringsførelse. Dette er ingenlunde tilfældet, hvis man alene måler på vestlige politiske idealer og standarder for frihed og retssikkerhed.

Men mindre ville også gøre en forskel. Samtlige præsidenter fra Nixon til og med Barack Obama har forestillet sig, at Kina ville stå fast på sin leninistiske model, altså etpartistaten, men at denne gennem dialog og åbenhed kunne bevæges til at vise landets borgere større tolerance og relative frihedsgrader. Velsagtens noget i stil med bystaten Singapore, nutidens Vietnam eller Taiwan før demokratiseringen for 30 år siden.

Detaljerne i dialogerne mellem Donald Trump og Xi Jinping må historieskrivningen vente på, men det står fast, at den ikke vil ligne de maratonsamtaler, Richard Nixon og Henry Kissinger førte med Mao Zedong og Zhou Enlai.

Alligevel er der ved begge lejligheder skrevet verdenshistorie. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilken af de to giganter der i denne tid befinder sig i det største rolleskifte. Et USA, der i stigende grad taler om protektionisme, eller et Kina, der lovsynger globaliseringens fordele?

Vel nok det mest kvalificerede bud på klodens forandrede magtbalancer er for nylig kommet fra Australiens fhv. premierminister og udenrigsminister (for Arbejderpartiet), Kevin Rudd. Den i dag 60-årige veteran og eksdiplomat er uddannet sinolog, taler et robust rigskinesisk og nyder bred international respekt. Kevin Rudds bud på Kina som global leder lyder således (publiceret som kronik i aviser på flere kontinenter, herunder britiske Financial Times):

»Vestlige ledere evner ikke at forestille sig, hvad der venter verden, mens Kina forsætter sin opstigning. I løbet af kun et år er USA blevet den magt, de fleste andre griner af. Europas ledere har knap opdaget kontinentets faldende betydning for resten af verden, og lad os helst undgå at tale om Storbritanniens politiske selvmord efter Brexit«, føjer han til.

Stort set intet hjørne af verden er i dag upåvirket af Kina, fortsætter Rudd. Xi Jinping har sat sig på magten så effektivt, at han sandsynligvis sidder 15 år mere. Det indebærer, at han vil regere længere end alle øvrige nuværende ledere inklusive Vladimir Putin. Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan, for at forstå, hvilken dagsorden Xi har, lyder opfordringen fra den australske politiker, der som medlem af Global Leadership Foundation virker for at fremme demokratisk ledelse og konfliktløsning. Rudd har netop påbegyndt arbejdet på sin doktorafhandling, der til sin tid skal forsvares ved universitetet i Oxford. Emnet: Xi Jinpings Kina.

Fremfor alt står det klart, fortsætter han, at Xi ikke vil importere et politisk system fra noget andet sted på kloden. Kinesiske medier flyder nu over med fortællingerne om, at det vestlige liberale demokrati befinder sig midt i et fremadskridende sammenbrud. Rudd konkluderer, at Kina er på vej til at udforme nye globale spilleregler, som fortsat vil rumme FN-systemet, Verdensbanken og den Internationale Valutafond, men samtidig gøre plads for institutionelle fornyelser som det storstilede ’silkevejsprojekt’ (Belt and Road Initiative), der med moderne infrastruktur skal forbinde Kina med Centralasien og Europa med især højhastighedstog, men også de to asiatiske udviklingsbanker, Asian Infrastructure Investment Bank og New Development Bank.

»Hvis man afkoder Xi Jinpings taler, så er budskabet klart: Alle vi andre må til at gøre os parate til en ny bølge af kinesisk politisk aktivisme over hele kloden«, pointerer den australske forsker.

Henry Kissinger skriver i sit storværk ’On China’, at han i februar 1972 brugte sammenlagt 15 timer i samtaler med Mao og Zhou Enlai. Donald Trumps samtaler med Xi Jinping varer aldrig mere end en times tid, ofte mindre. De taler mest om Nordkorea.

(klumme i Politiken 19.11.2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Kina, USA | 1 kommentar

Flyskræk er hver mands herre

Respekt for luftfartens præcisionsarbejdere, hverdagens anonyme helte.

UNDER indflyvningen til Frankfurt blev det meddelt fra cockpittet, at lufthavnen var indhyllet i tåge, og at flyet derfor ville blive landet automatisk.

Naturligvis er de fleste flyrejsende udmærket klar over, hvad det betyder: At personalet i kontroltårnet med centimeterpræcision kan guide maskinen sikkert ned i rette vinkel og hastighed. Alt gik da også helt efter manualen.

Alligevel sad jeg og holdt vejret i de sekunder, hvor hustagene begyndte at dukke op under den tætte hvide suppe, vi bevægede os i.

Engang oplevede jeg i luftrummet nær Amsterdam, at piloten foretog et ’go-around’. Flyet var ved at lande under tilsyneladende helt normale betingelser, da turbulens satte ind. Der blev sat motorkraft på, og flyet steg. Efterfølgende forklarede piloten, at maskinen var blevet påvirket af luftstrømninger fra et landende fly, og at han derfor tog en cirkeltur rundt og lagde an på ny. En passager ved siden af mig hulkede hele vejen ned.

SOM en af de få danskere, der har overlevet et flystyrt (russisk helikopter i Cambodja i marts 1993) har jeg døjet med flyskræk i et kvart århundrede og er stadig stærkt optaget af sikkerhedsproblematikken i luftfarten. Har pløjet mig igennem flere bøger skrevet af erfarne piloter og følger intenst med i hjemmesider, der dækker emnet (en udgivelse, der har skønlitterære kvaliteter er fra 2015: ’Skyfaring: a Journey with a Pilot’ af Mark Vanhoenacker. Himmelsk godt skrevet).

Skaffer man sig indsigt i den civile luftfarts vilkår, følger der uundgåeligt også en fascination af katastroferne med. Tv-producenter er for alvor begyndt at dyrke den genre, hvor det handler om at forklare, hvor det gik galt for et bestemt fly, og fortællingerne herom er de rene gysere.

Så til beroligelse for interesserede, herunder dem, der også lider af flyskræk: Statistikkerne fortæller en meget opmuntrende historie.

2016 blev et af det sikreste år i luftfartens historie. Nr. 2 i opgørelsen fra Aviation Safety Network med 19 ulykker og samlet 325 dødsofre. Indtil nu er det 2013, der har rekorden i sikkerhed med ’kun’ 265 dødsofre.

HEN OVER en snes år er flytrafikken fortsat med at vokse. I fjor passerede antallet af solgte flysæder 3,5 milliarder. Prisen på billetter er kun gået i en retning, og det kan være svært at fatte, at flyselskaberne kan opretholde rentabiliteten.

I sidste måned kostede branchens hårde konkurrencevilkår da også Air Berlin, Europas 10.-største flyselskab, dets eksistens, men lur mig, om ikke bundsolide Lufthansa spiser både ruter og nogle af de fly, der er blevet ledige.

Hvilken periode var så den farligste i luftfartens nyere historie? Vi skal tilbage til de også på mange andre områder forfærdelige 1970’ere, der minder om nutiden med de mange terrorangreb i europæiske storbyer.

1972 var det store rædselsår for luftfarten. Mange vil huske katastrofen med Sterling Airways-flyet, der fløj ind i et bjerg nær Dubai, en begivenhed, der er rekonstrueret i et dokumentarprogram, der for tiden kan ses på DR K.

Dette år nåede antallet af flyulykker 72 med et samlet dødstal på 2.370. Det følgende år var ikke meget bedre. 1973 havde 69 styrt og 2.028 omkomne. Tankevækkende, eftersom flytrafikken var beskeden sammenlignet med nutiden.

Til sammenligning mistede flere end 26.000 mennesker livet på Europas veje i 2015. Et svimlende tal, vil mange sige, i betragtning af at nutidens biler har sikkerhedsudstyr, de færreste kunne drømme om for blot få årtier siden. Ofrene for bilulykker i Europa er 22 gange større end det samlede antal omkomne i ulykker med tog og fly lagt sammen.

I BILENS førersæde er vi herrer over det meste, men kan selvfølgelig ikke gardere os mod, at der blandt medtrafikanterne er folk, der kører hensynsløst. I flykabinen lægger vi vores skæbne i andres hænder.

Når det gælder luftfarten, giver det mening at sammenligne piloter, navigatører og personalet i kontroltårnene med kirurger. De arbejder med en særdeles forfinet teknologi, der udretter små mirakler hver eneste dag. Et fejlgreb i et afgørende øjeblik kan få fatale konsekvenser.

Med fordel har jeg udnyttet at have både piloter og kirurger i bekendtskabskredsen og er overbevist om, at de har udført heltegerninger, der aldrig bliver beskrevet, men fortjener større opmærksomhed. Vi med flyskræk må så forsøge at leve med den.

(klumme i Politiken 13. nov. 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Globalt, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trump får Asiens hjerte til at flimre

Indbyggerne i Taiwan vil ikke styres fra Beijing.

PROVINSBYEN HUALIN på Taiwans østkyst har et storladent klippelandskab med udsigt over Det Sydkinesiske Hav. Tæt på byen med de godt 100.000 indbyggere ligger en militærbase, der af naturlige grunde er vindblæst året rundt. Skulle Kina finde på at invadere, vil de første missiler nok ramme her.

Flere af de betonmure, der omkranser basen, er dekoreret med grafitti, som kun antydningsvist har militære motiver. På området fra befæstningen og ned til strandarealerne er der plads til motionerende pensionister og skoleklasser på udflugt. Blæsten fra havet er dramatisk nok i sig selv, men for nylig oplevede indbyggerne og byens få besøgende, heriblandt denne skribent, nogle tordenlyde fra himlen, der ikke stammede fra naturen.

Kampfly fra det taiwanske luftvåben overfløj kysten i lav højde. Et signal, der ikke var til at tage fejl af. Overskrifterne i Taiwans aviser sagde det hele: Kinas kommunistparti holdt kongres i Beijing, og et af de emner, der fik øsamfundets medier til at formulere sig i et alarmerende tonefald, var ikke overraskende: Hvornår vender Taiwan, der kalder sig ’Asiens hjerte’, tilbage til Kina?

Overflyvningerne var Taiwans måde at fortælle, at øen ikke overgiver sig frivilligt og bliver en kinesisk region som Hongkong. Men flertallet af politikere, embedsmænd og meningsdannere i dette historiens mest levedygtige kinesiske demokrati må have gjort sig overvejelser, da Kinas ’formand for det hele’, Xi Jinping, høstede partikongressens længste bifald for denne sætning:

»Vi vil aldrig tillade nogen person, organisation eller stat at skille kinesisk territorium fra Kina på noget tidspunkt«.

Beijings juridiske afsæt for kravet, at Taiwan skal lade sig genforene med Kina, blev formuleret i 2005 med den såkaldte antiløsrivelseslov, der ’kriminaliserer’ enhver taiwansk selvstændighedserklæring. Fortællingen understøttes af, at Xi Jinping satte kravet om øens tilbagevenden til riget i sammenhæng med kommunistpartiets bestræbelse på ’den store genskabelse af den kinesiske nation’.

UDFORDRINGEN ER så lige, at der i Taiwan ikke er et befolkningsflertal, der vil gå i samme retning som Xi Jinping. Men der er heller ikke et flertal for en ensidig løsrivelse. Det står også klart, at Kinas militær endnu ikke har styrken til at indlemme Taiwan med magt.

Siden 1949, da resterne af det slagne nationalistparti evakuerede Republikken Kina til Taiwan, har USA kunnet levere den garanti, der betyder, at Taiwans indbyggere ikke overlades til Beijings magtudøvelse og dermed en skæbne, de ikke har valgt selv. Så hvis Kina forsøger sig med en militær løsning, er USA ved lov forpligtet til at forsvare Taiwan. Konsekvensen vil være en storkrig mellem Kina og USA.

Tages der skridt til at forebygge en sådan udvikling, mens Donald Trump er på rundrejse i Østasien i disse dage? USA’s asiatiske allierede har for længst frabedt sig at få Taiwan på dagsordenen. Ikke en eneste af regionens aktører vil være alliancepartner med et Taiwan, der fraviger den kurs, som Washington og Beijing udstak i 1972 efter Richard Nixons sensationelle besøg i Kina. Magtbalancernes bundlinje tilsiger derfor, at Kina og Taiwan hænger sammen i én statsdannelse, men ikke nødvendigvis én, der er dikteret af Beijing.

På busturen op langs Taiwans østkyst faldt jeg i snak med et ægtepar på omkring de 30 og bad dem om rejsetips. Min antagelse var, at de kom fra Taipei, østatens metropol. Men familien viste sig at komme fra Shanghai, altså ’fastlandet’. Nå da, tænker man så, er det sådan, ’invasionen’ foregår, altså med fredelige, dollarspækkede civilister?

Det er ikke så enkelt, erkendte familiefaderen. Kina har lagt loft over det antal af rigets borgere, der får lov til at rejse til ’udbryderprovinsen’. Beijing presser Taiwan ved at skrue ned for pengestrømmen. Men den store middelklasse, der gennemtrumfede en demokratisering i Taiwan for tre årtier siden, vil ikke finde sig i at blive styret fra Beijing.

Så selv om Xi Jinping taler højt om det, han betragter som Taiwans uundgåelige skæbne, er Taiwan-spørgsmålet måske allerede løst. Nemlig ved at disse to historiske rivaler lever med status quo – og lader økonomi, turisme og samhandel gøre resten.

Problemet med denne model er blot, at alle de omgivende faktorer, der definerer Taiwans eksistens, i voksende grad domineres af Kina.

(klumme i Politiken 6. november 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Kina, USA | Skriv en kommentar

Vokser den gule fare eller udebliver den?

Kina har tidligere spillet rollen som superskurk i Vestens populærkultur. Racismen var udbredt.

Kendere af engelsksproget triviallitteratur fra første halvdel af det 20. århundrede vil erindre forbryderfiguren Fu Manchu. I en stribe storsælgende noveller af den britiske forfatter Sax Rohmer stod den gådefulde dr. Fu i spidsen for et kinesisk forbrydersyndikat, der konspirerede, myrdede, voldtog, svindlede og stjal med det skumle sigte at erobre verdensherredømmet.

Fu Manchu ramte en racistisk nerve i store befolkningsgrupper. Sax Rohmer var inspireret af en pamflet, som den britiske regering udgav i 1911 med titlen ’Kineserne i England: Et voksende nationalt problem’. Teksten advarede om et scenarie, hvor den hvide og den gule mand kastede sig ud i et dommedagslignende opgør. Året efter udsendte Rohmer den første gyser i en serie under titlen ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’. Begrebet ’den gule fare’ (the Yellow Peril) var skabt.

Med enkelte afbrydelser i publiceringen, der skyldtes, at flere af historierne blev filmatiseret, skrev Rohmer en opfølgende række af noveller i serien fra 1931 og frem til sin død i 1959. Meget betegnende hed en af dem ’Kejseren af Amerika’. En civilisationskrig af en slags.

Racisme var udbredt i mellemkrigsårene. I 1929 fandt den kinesiske ambassade i London det nødvendigt at beklage, at hele fem teaterstykker på britiske teaterscener fremstillede kinesere som repræsentanter for den mest djævelske ondskab. Med den japanske imperialismes fremmarch i Manchuriet fra 1931 skiftede fokus dog til Kinas nabo mod øst, og med tiden blev der især takket være kristne missionsselskaber rejst folkelig sympati for de fattige og forfulgte undersåtter i den tids ondskabens rige.

EFTER AFVIKLINGEN af det kinesiske kommunistpartis 19. kongres i Beijing bliver det interessant at se, i hvilken retning fiktionslitteraturen og Hollywoods manuskriptforfattere bevæger sig. Nutidens Kina har ikke bare opnået en kolossal økonomisk volumen med landets hybridsystem af politisk leninisme, meritokrati og statskapitalistisk markedsøkonomi. Giganten i Øst har også fået en geopolitisk placering på verdensscenen, der får historikere til at spørge, om det 21. århundrede rimer så meget på 1700-tallet, at det begynder at gøre ondt i den vestlige selvforståelse.

Hævet over enhver tvivl er, at den vestlige verdens oplevelse af moralsk og politisk overlegenhed, som var så udtalt i perioden 1991-2001, ikke længere har fremdrift. Dog er det svært at holde Kinas teknokratiske eliter ansvarlige for dette, om end enkelte overvintrede antikommunister gør lejlighedsvise forsøg. Snarere må vi pege på vor egen undervurdering af russiske mindreværdskomplekser, europæisk xenofobi, afsekulariseringen af islam samt ikke mindst polariseringen af det amerikanske politiske system som forklaringer på vesterlændinges følelse af panik og underlegenhed.

MIN EGEN interesse for den kinesiske kulturkreds blev grundlagt i 1967, da jeg som 15-årig oplevede Hollywood-helaftensfilmen ’Kanonbåden San Pablo’ af mesterinstruktøren Robert Wise og med Steve McQueen, Richard Attenborough og Candice Bergen i stjernerollerne.

Fortællingen om en amerikansk kanonbåds skæbne på Yangtze-floden i 1926 i et opgør med kinesiske krigsherrer såede hos den nysgerrige aarhusianske teenager en interesse for asiatisk historie, som et par år senere blev forstærket, da jeg i gymnasieskolens dansktimer blev konfronteret med Tom Kristensens digt fra hans rejse til Kina i 1922: »Asiatisk i Vælde er Angsten. Den er modnet med umodne Aar. Og jeg føler det dagligt i Hjærtet, som om Fastlande dagligt forgaar«. Siden blev min verden aldrig den samme, og jeg har aldrig fortrudt.

I DAG STÅR VERDEN et andet sted end dengang, Tom Kristensen oplevede den angst, som blev spredt med fortællingerne om Fu Manchus voldførelse af hvide kvinder. De røster, der har advaret mod den kinesiske opstigning og dens konsekvenser for lilleputlandets idyl, er blevet spage og klynkende. Måske kan det forklares med, at der står ’Made in China’ på mange af vore smartphones, og at selv nationalkonservative danskere har været på chartertur til Beijing.

I en tid, hvor andre mindretalsgrupper i Europa dukker sig for brølene fra den hvide xenofobi-nationalisme, ser det ud til, at Den Gule Kejsers efterkommere, der elsker H. C. Andersen og bestormer vore indkøbsgader, går fri denne gang. På enkelte områder er verden blevet et bedre sted siden ’Mysteriet om Dr. Fu Manchu’.

(klumme i Politiken 2. november 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Kina, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

I skyggen af truslen om Kinas invasion

Taiwan omringes af sin broderfjende og en ny verdensorden

SELV MED MERE end en håndfuld besøg hen over små tre årtier er det stadig muligt at blive imponeret af Taiwan. Denne smukke, dynamiske østat med en helt unik placering i verdenshistorien.

Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, er et højt udviklet demokratisk og topmoderniseret samfund, tro mod sine kulturelle kinesiske rødder, hvor 23 millioner indbyggere lever i skyggen af en historisk rival, der aldrig har lagt skjul på ambitionen om genforening.

Så kan det være, at truslen om en sådan udgår i en mere direkte form fra den politiske forsamling, der i disse dage i Beijing diskuterer Kinas fremtidige kurs, og derfor ikke vil undlade at tænke Taiwans placering ind i den fremtidige orden, Folkerepublikkens strateger forstiller sig i Asien og resten af verden.

I flere år har der været stille omkring den potentielle invasionstrussel fra ‘ Fastlandskina’, som naboen konsekvent kaldes af embedsmænd her i Taipei, eftersom Kina og Taiwan er nært forbundet med flere daglige flyforbindelser, masser af turisme og et stort volumen i samhandel og industriel og teknologisk arbejdsdeling.

Altså to ganske velfungerende og dynamiske statsdannelser, hvor de regerende eliter ser helt forskelligt på historiens uretfærdigheder. For hvis Kina ønsker Taiwan hjem til moderlandet, hvorfor gør Beijing så ikke mere for at være værd at genforenes med? Demokratiserer og liberaliserer, sådan som Taiwan gjorde for tre årtier siden, uden at der blev løsnet et eneste skud?

HVOR REELT Kinas pres på Taiwan er, sættes under lup i en netop udkommet bog, ‘ The Chinese Invasion Threat’, skrevet af den sikkerhedspolitiske forsker Ian Easton. Han minder os om, at nok er relationerne til gensidig økonomisk gavn, men Kina har aldrig opgivet en genforening med militære midler, om end Beijings ledere foretrækker Taiwans fredelige og frivillige tilbagevenden til riget.

Siden de slagne kinesiske nationalister forlod fastlandet i 1949 og gjorde Taiwan til en base for Republikken Kina, bakket op af amerikansk militær støtte, har der kun været to perioder, hvor en invasionsfare begyndte at se truende ud.

Første gang var i august 1958, hvor ‘ Røde Kina’ gennemførte et fire uger langt artilleribombardement af øen. Anden gang var i 1995, hvor Kina gennemførte landgangsøvelser på kysten over for Taiwan og fulgte disse op med artilleribeskydninger i Taiwanstrædet. Ikke de helt store ødelæggelser hen over små syv årtier. En driftig smed indsamlede så sent som i 2009 granatsplinter på en taiwansk strand (på den lille ø Kinmen, der ligger to kilometer fra fastlandskysten) og smedede dem om til køkkenknive.

ALTSÅ ER VI IKKE i nærheden af noget, der kunne udvikle sig til et mellemøstligt krigsscenario. Godt for Taiwan, at øen har et 150 km bredt farvand, der skiller det fra fastlandet, og godt, at Donald Trump ikke har ophævet den amerikanske beskyttelsesgaranti, som har eksisteret for Taiwan siden 1949.

Risikoen er, at Trump mister interesse for Taiwan.

NÅR TRUSLEN om en kinesisk invasion af Taiwan ikke er overhængende, på trods af at præsident Tsai Ing-wen tilhører et parti, der har uafhængighed på sit program, skyldes det en anden faktor: at Japan, der i årene 1895-1945 var koloniherre i Taiwan, forsøger at træde i karakter som regional militær stormagt ved at udfordre den kinesiske militære opbygning i Det Sydkinesiske Hav.

Paradokset er her, at Japans beskytter USA ikke vil tillade, at Japan begynder at gå egne veje, fordi en velfungerende magtbalance mellem Kina og USA dermed går i skred. Risikoen set fra Beijing er, at et selvstændigt Taiwan indgår i en alliance med Japan og dermed bringer konfrontationen mellem Tokyo og Beijing helt ind nær den sydkinesiske kyst. Glem ikke, at der var en blodig konflikt mellem de to giganter 1931-45. Med Japan i rollen som aggressor.

Ian Easton bringer flere citater fra klassificerede kinesiske dokumenter i sin bog, herunder dette: »Så snart Taiwan er genforenet med det kinesiske fastland, vil Japans maritime forbindelseslinjer falde ind under kinesiske kampflys rækkevidde«. Tilsvarende vil Kinas kontrol med baser i Taiwan betyde, at Beijings kontrol med Det Sydkinesiske Hav vil blive udbygget.

Kina tænker langt, hvilket Trump ikke gør. Det er Taiwans ledere klar over. Så ingen her i Taipei diskuterer en trussel om invasion. De køber og sælger på livet løs af broderfjenden.

(klumme i Politiken 23.oktober 2017)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Kina, Japan, USA | Skriv en kommentar