Europa bør ikke være gidsel i techkrig

Tyskland har vist vejen i opgøret mellem USA og Kina.

Utvivlsomt blev der vrisset og knurret i inderkredsen af rådgivere omkring Trump, da den tyske økonomi- og energiminister, Peter Altmeier, i sidste måned meldte ud, at Berlin ikke vil forhindre den kinesiske techgigant Huawei i at byde ind på at levere udstyr til det fremtidige 5G-netværk på det tyske marked.

I sidste uge offentliggjorde Tysklands regeringsmyndighed for hele techområdet de detaljerede retningslinjer og sikkerhedsforskrifter, som kommer til at omfatte alle it-leverandører uafhængigt af nationalitet.

19. marts begynder de egentlige auktioner for leverancer til den teknologiske slagmarks frontlinje.

Tilsvarende har britiske eksperter meldt ud, at de sikkerhedsrelaterede risici, der måtte være knyttet til anvendelse af produkter fra Huawei, kan håndteres, uden at der skrides til et direkte totalforbud mod samtlige produkter fra den kinesiske gigant.

PÅ DEN STORE techkonference i Barcelona for nylig forklarede den øverste chef for britiske Vodafone, Nick Read, tilmed, at et forbud mod brug af Huawei-produkter risikerer at forsinke udrulningen af 5G-netværk i Storbritannien med op til to år. Hans forklaring? Det kinesiske firmas udstyr er af højere kvalitet end det, som de nærmeste rivaler, Nokia og Ericsson, kan præstere.

Dette ændrer ikke på, at der overalt i Europa er bekymring over Huaweis voksende tilstedeværelse. Muligvis vil Europa-Parlamentet i dag vedtage en resolution, der afspejler denne bekymring. Kun symbolpolitik, som branchen ikke behøver rette ind efter, men en indikation om, hvor tæt it og europæisk sikkerhedspolitik aktuelt er forbundet, og hvor økonomiske og konkurrencemæssige hensyn er tungtvejende.

Europa er klemt mellem titanerne. Ingen ansvarlige beslutningstagere, politikere, sikkerhedsmyndigheder eller branchefolk kan være i tvivl om, at Trump-administrationen har placeret Huawei i kikkertsigtet for at maksimere presset på Beijing i handelskrigen.

Panikken i Washington skyldes delvit, at USA endnu ikke kan stille med et firma, der kan levere 5G til samme pris og af samme kvalitet, som Huawei tilsyneladende er i stand til. Microsoft ejer som bekendt ikke længere Nokia.

Det ironiske i tilstanden er, at USA’s to giganter på området, Qualcomm og Intel, leverer komponenter til Huawei. USA kunne muligvis kvæle Huawei ved helt at forbyde leverancen. Men omkostningerne ved et sådant skridt ville være kolossale også for USA. For Kina ville hævne sig på f.eks. Microsoft eller Boeing, og så bliver handelskrigen først for alvor blodig i form af tab af arbejdspladser.

HUAWEIS STORE FORDEL i konkurrencekampen, lyder det fra amerikansk side, er, at de har den kinesiske statsmagt i ryggen. Huaweis modsvar: Vi er underlagt kinesisk lovgivning, og den respekterer vi.

Fra Edward Snowden, den politiske ’techflygtning’, der sidder et sted i Rusland, ved vi, at data om en milliardstor del af klodens befolkning for længst er landet i store datacentre, som kontrolleres af amerikanske sikkerhedsagenturer. Ingen har endnu kunnet dokumentere, at de kinesiske sikkerhedsagenturer vil gøre amerikanerne kunsten efter.

For det politiske USA består udfordringen nu i at overbevise en stor del af verdens lande om, at det er mere risikabelt at blive udspioneret af Kina end af USA. I forvejen betyder Donald Trumps regeringsførelse, at den internationale tillid til USA, selv blandt trofaste allierede, rasler ned, også hos det mest afgørende partnerland i Europa, Tyskland.

5G HAR AFGØRENDE betydningen for udviklingen af det, der er blevet kaldt ’den fjerde industrielle revolution’: teknologifusioner, som fjerner grænsen mellem de fysisk-materielle, digitale og biologiske sfærer, symboliseret ved robotsystemer, kunstig intelligens og nanoteknologi.

Opgøret mellem Kina og USA står om frontløberpositionen ved indgangen til de nye hyperteknologiske markeder og dermed fremtidens økonomiske kapløb. Europa tjener ikke sine borgeres, virksomheders eller forbrugeres interesse ved at acceptere en gidselrolle for en Trump-regering, der lader hånt om det alliancefællesskab, der hjalp Amerikas venner helskindet igennem den kolde krig.

I stedet kalder situationen på nøgtern og pragmatisk realisme:

AMERIKANSKE , kinesiske og alle andre techvirksomheder skal underlægges de samme love gennem et tilsyn, der nødvendigvis må udgå fra Bruxelles.

Der er brug for fælles spilleregler, jævnbyrdig konkurrence og politisk-administrativt indsyn med de mest magtfulde virksomheder, siden industrialiseringen begyndte, uden skelen til nationalt ophav.

(klumme i Politiken 12. marts 2019)

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Populismen er også nået til Sydøstasien

HVOR LANG TID skal et demokrati i udvikling bruge på at sikre, at en ansvarlig, civil og repræsentativ styreform har slået rødder, der går tilstrækkelig dybt til at sikre ikke bare overlevelse på den korte bane, men langvarig livskraft?

Spørgsmålet trænger sig på i to vigtige sydøstasiatiske nationer i den kommende tid. Thailand, der tidligere end andre af regionens lande forsøgte sig med en demokratisk styreform (enevælden blev afskaffet ved et kup i 1932), går til stemmeurnerne 24. marts, og Indonesien følger efter med både præsident- og parlamentsvalg 17. april.

Bangkok er, ulykkeligvis, vil mange af landets traditionelle venner sige, scenen for et velkendt scenario, gennemspillet flere gange tidligere i nyere tid: En juntaleder er i færd med at sikre sig et civilt mandat, der skal bringe kongedømmet tilbage til en slags normalitet.

Hvilken politisk tilstand kan efterhånden kaldes normal i det store sydøstasiatiske land, kan man spørge. Polarisering og populisme har domineret den politiske scene gennem en lille snes år, siden den tidligere politiofficer og erhvervsmand Thaksin Shinawatra vendte op og ned på thailandsk politik, da han helt tilbage i 2001 opnåede et bredt folkeligt mandat.

Efter at Thaksin i 2006 blev afsat ved et ublodigt kup, fulgte en turbulent periode, hvor han fra sit eksil udfordrede de etablerede eliter og retssystemet, der havde forbudt ham at være politiker. Med brug af sociale medier kunne han påvirke vælgere og aktivister så effektivt, at det lykkedes ham at få sin lillesøster valgt til regeringschef i 2011, indtil hun tre år senere blev afsat af den nuværende juntaleder Prayuth Chan-ocha.

Stemmeafgivningen vil blive gennemført på grundlag af landets 20. forfatning på 75 år; i sig selv et vidnesbyrd om den demokratiske skrøbelighed i landet. Valgkampen har haft sine kulørte øjeblikke som f.eks. den farceagtige episode i sidste måned, hvor et medlem af kongefamilien for en stund optrådte som politisk kandidat, indtil landets kontroversielle monark, kandidatens bror, gjorde en ende på dette forsøg. I sidste uge blev det parti, der forsøgte at opstille hende, dømt til opløsning af landets forfatningsdomstol.

SET GENNEM europæiske briller burde politik i Thailand handle om landets uhåndterlige tabuer: militærets dominans gennem det meste af et århundrede, monarkiets rolle i relation til de stenrige forretningseliter og de indlysende fordelingspolitiske udfordringer, som er synlige for enhver, der bevæger sig nogle timers kørsel væk fra Bangkoks glitrende indkøbscentre og kontorpaladser.

For nylig blev forretningsverdenen i Bangkok lettere chokeret over en udmelding fra en respekteret finansmand, Banyong Pongpanich, der med afsæt i en analyse i Credit Suisse Global Wealth Databook konkluderede, at Thailand er blevet »verdens mest ulige samfund« i den periode, hvor den siddende junta har været ved magten. Kongedømmets økonomi er præget af forretningseliter, der minder om de russiske oligarker, mente han.

Uanset udfaldet af valget, hvor ikke færre end 77 politiske partier kæmper om underhusets 500 pladser, er det tvivlsomt, om valghandlingen bringer et afgørende skift ind i thailandsk politik. Snarere bliver der tale om en legitimering af eksisterende magtforhold.

ET MEREOPTIMISTISK billede tegner sig hos Thailands sydlige nabo, Indonesien; klodens folkerigeste muslimske nation og hjem for en kvart milliard indbyggere. Det indonesiske demokrati har knap en snes år bag sig og har på imponerende vis leveret både politisk stabilitet og velstandsfremgang.

Alligevel er der tegn på, at de friheder og rettigheder, som blev de opmuntrende konsekvenser af omvæltningerne i foråret 1998, er ved at blive indskrænket. Der tales om en demokratisk ’retræte’ efter mange års fremgang. Economist Intelligence Unit gav i fjor Indonesien den største nedgradering, siden man i 2006 begyndte at sætte point på global demokratisk udvikling. Den interessante pointe er dog, at begrænsningerne i demokratisk udfoldelse til dels er et forsøg på at bevare en moderat og sekulær udgave af islam.

Sydøstasiens demokratiske landskab er kulørt og ujævnt. Populismen er kommet for at blive i både Bangkok og Jakarta. Trods alt ikke i den destruktive udgave, som er dagens uorden i det misregerede, om end formelt demokratiske Filippinerne.

(klumme i Politiken 11. marts 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Himalaya er en ugæstfri slagmark

HVER GANG der meldes om militære spændinger fra det pakistansk-indiske grænseområde, går mine tanker tilbage til et kortere ophold i Kashmirs hovedby, Srinagar, for mere end tre årtier siden. Det var stilhed før stormen dengang. Et par år senere eksploderede regionen i terror og vold, og der har sjældent været ro på siden.

Lige så overvældende i skønhed naturen i Kashmir er, lige så kompliceret er historien og de involverede staters motiver til at bruge Kashmir i spillet om Sydasiens magtforhold. Terrorangrebet i sidste måned, der kostede flere end 40 indiske soldater livet, og Indiens efterfølgende luftangreb på pakistanske mål er blevet en påmindelse om, hvor højspændt den flere end syv årtier gammel konflikt mellem to asiatiske atommagter stadig er.

Alligevel har Kashmir-konflikten ikke den samme opmærksomhed i vestlige medier, som det er tilfældet med det nordkoreanske atompotentiale. Korea og Kashmir er placeret strategisk afgørende i forhold til Kinas bestræbelser på at fremme en større økonomisk integration på kontinentet. Tilsyneladende er grænserne begge steder fastfrosne, men er der alligevel bevægelser på landkortet, uden at verdensoffentligheden har opdaget det?

DELINGEN af Kashmir i 1947 blev den direkte konsekvens af oprettelsen af selve den pakistanske stat samme år. De efterfølgende minikrige i 1965, 1971 og 1999 blev udtryk for et regionalt opgør, hvor selve Pakistans overlevelse som statsdannelse var på spil. For hvis Pakistan kollapser, kan Indien med god ret hævde, at landet kan optages i den indiske føderation, sådan som Indiens første premierminister, Nehru, og hans inderkreds mente.

Pakistans notoriske udfordringer med demokratisk konsolidering og landets manglende evne til at kontrollere terroristiske og fundamentalistiske strømninger forklarer, hvorfor dets ledere gennem syv årtier har valgt den mest usædvanlige af alle stormagtsalliancer: både den etablerede supermagt USA og den opstigende ditto, Kina, sikrer i fællesskab, at Pakistan ikke imploderer. Washington og Beijing har dermed en stødpudestat, der garanterer, at der lægges låg på eventuelle stormagtsambitioner i New Delhi.

Pakistans behov for at kontrollere dele af Kashmir kan forklares med geografi: Indus-floden. Indus udspringer på Verdens Tag, det tibetanske plateau, løber gennem den indiskkontrollerede del af Kashmir, inden den fortsætter ind i Pakistan og fortsætter sin rejse mod Det Arabiske Hav og dermed Det Indiske Ocean.

Indus med bifloder sikrer den nødvendige vandmængde til hovedparten af Pakistans flere end 200 millioner indbyggere.

Hvis Indien havde kontrollen med hele Kashmir, ville Sydasiens folkerigeste land have et kvælergreb på sin primære strategiske rival og en adgangsvej til Centralasien.

FOR DEN transportkorridor, som Kina og Pakistan er ved at bygge, og som er et af de vigtigste projekter i den store kinesiske plan for nye silkeveje i Asien, er også en del og hersk-strategi, der skal forhindre, at Indien nogensinde bliver i stand til at være en reel udfordrer for Kina.

Sidste uges trilaterale møde i Kina mellem Indiens, Ruslands og Kinas udenrigsministre blev overskygget af al den kulørte støj fra det fejlslagne møde i Hanoi mellem Donald Trump og Nordkoreas ’raketmand’ Kim Jong-un. Kim tog toget til Hanoi, fordi Nordkoreas to historiske allierede, Beijing og Moskva, insisterede på det og kan holde USA bundet op på den koreanske halvø, hvor Kina vil have afmonteret det sydkoreansk-amerikanske missilforsvar. Hvad angår Asiens anden store atomare konflikt, den indisk-pakistanske, er USA sat ude på en sidelinje.

Fordi USA har valgt Saudi-Arabien som allieret i opgøret om Mellemøsten, ser verden nu en uformel alliance, der hedder Beijing-Moskva-Teheran som drivende kræfter i Euroasiens økonomiske integration og med både Indien og Pakistan som diskrete partnere. Afgørende i ligningen er, at USA er på vej ud.

DEN ETABLEREDE supermagt ledes af en impulsdrevet præsident, der er ved at afkoble sig fra USA’s traditionelle forpligtelser. Nordkorea kan blive en langvarig distraktion for Trump, der fokuserer mere på en antimexicansk beskyttelsesmur og en mulig militær intervention i Venezuela end på de tektoniske magtforskydninger i Euroasien.

Den amerikanske retræte fra en engang veletableret unipolær supermagtsposition fortsætter, og manden i Det Hvide Hus har knapt opdaget det.

(klumme i Politiken 7. marts 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien, USA | Skriv en kommentar

Ufriheden tynger tilværelsen for Buddhas børn

TITUSINDER AF danskere rammer hvert eneste vinterhalvår en destination i den syd- og sydøstasiatiske gruppe lande, som tilhører theravada-buddhismen. Mange vesterlændinge forbinder buddhisme med tolerance, men kan man for en stund abstrahere fra den massive elendighed i den arabiske verden, samt Iran, Pakistan og Afghanistan, er der desværre ikke megen opmuntring at hente i de theravada-buddhistiske lande: Sri Lanka, Myanmar, Thailand, Cambodja og Laos.

Sri Lankas demokrati er tydeligvis det mest overlevelsesdygtige og håndterede to årtiers borgerkrig mellem flertallet af buddhistiske singalesere og mindretallet af hinduistiske tamiler uden at ty til længerevarende nødret. Til sammenligning holder Thailand stadig 20. århundredes verdensrekord i militærkup siden ophævelsen af det absolutte monarki i 1932. Valghandlingen i næste måned kommer med stor sandsynlighed blot til at bekræfte de eksisterende magtforhold, hvor militæret bestemmer det meste.

OMRÅDETS kommunistiske fortid er fortrængt. Et dystert lavpunkt i asiatisk historie blev nået i det skelsættende år 1975, da den ultrakommunistiske partisanhær De Røde Khmerer erobrede Phnom Penh fra et flygtet proamerikansk regime og kastede Cambodja ud i et hasarderet ideologisk drevet eksperiment, der endte med at koste 1,7 millioner khmerer livet.

Mens Laos forbliver det nok mest hemmelighedsfulde af de gammelkommunistiske regimer, er naboen Cambodja på papiret et flerpartisystem, men i realiteten et hårdhændet etpartistyre ledet af ekskommunisten Hun Sen. Han er i dag Sydøstasiens længst siddende diktator i en rolle som nyttig idiot for det Kina, han under Den Kolde Krig kaldte ’Cambodjas evige fjende’. For Kina har formået at gøre en tidligere fjende til lydig lakaj til stor irritation for Cambodjas tidligere besættelsesmagt og ’evige fjende’ af Kina, Vietnam.

Aktuelt samler opmærksomheden sig om Thailand og Myanmar, som kulturelt og politisk har store ligheder. Da datidens Burma fik uafhængighed i 1948, var der ikke stor forskel på velstandsniveauet i hovedstæderne Rangoon og Bangkok. Den thailandske magtelite fik til gunst for sin økonomiske udvikling snart etableret en alliance med USA, som behøvede et brohoved i den inddæmningspolitik over for de revolutionseksporterende kommunister i Hanoi og Beijing, som blev fire amerikanske præsidenters geopolitiske hovedhjørnesten.

Adskillige millioner af dræbte og sårede asiaters liv senere stod det klart, at amerikanernes dominoteori (’falder et land til kommunismen, falder det næste’) havde virket indtil 1975. Men da først Kinas og siden Vietnams etpartisystemer inkorporerede kapitalismen, blev logikken drejet 180 grader: Nu skulle de sydøstasiatiske regeringer finde ud af at balancere mellem USA og den opstigende rival Kina.

FOR FÅ år siden blev der vakt et demokratisk håb i Myanmar med nobelpristageren Aung San Suu Kyis overbevisende valgsejr. Hun ses ikke længere som et demokratisk fyrtårn, men som en traditionel nationalist og apologet for den militære elite. Hvis der blev holdt valg i næste måned, ville hun og hendes parti stadig vinde stort. Men forfatningen, der favoriserer militæret, kommer hun ikke til at ændre på.

Nabolandet Thailand går til stemmeurnerne om få uger uden udsigt til, at der vil blive ændret på kongedømmets fundamentale magtforhold. Men modsat Myanmar har Thailand et rimeligt professionelt bureaukrati, der sikrer et så tilpas højt velstandsniveau, at et vælgerflertal sandsynligvis vil foretrække stabilitet frem for forandring.

Parlamentsvalget i marts bliver det første under kong Maha Vajiralongkorn, den omstridte og i manges øjne belastede søn af den folkekære kong Bhumipol, der døde i 2016. Den 67-årige monark har et alvorligt legitimitetsproblem, fordi han i sit privatliv ikke har efterlevet buddhistiske idealer og normer for en familiefar.

Det parlamentariske liv forbliver højspændt, som det for nylig blev illustreret, da monarken fandt sin i mange år eksilerede søsters forsøg på et kandidatur til regeringschefposten for uacceptabelt. Thailands demokratiske begrænsninger skyldes kombinationen af royalistisk populisme og officerselitens magtsyge. Uoplyst enevælde tilsat demokratisk fernis. Men stadig et feriemål, der tiltrækker millioner af europæere på flugt fra vinterkulde og politisk depression.

(klumme i Politiken 25. februar 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Kinas pandaer er kun for de udvalgte

Debat om de kinesiske krammedyr afleder opmærksomheden fra vestlige udviklingsfiaskoer.

 

Der lød jubelråb på direktionsgangen i ingeniørkoncernen Cowi, da den sidste efterår vandt en opgave, der er knyttet til Kinas gigantiske silkevejsprojekt.

Den danske koncern skal sikre kvaliteten af et kinesisk finansieret tunnelprojekt i Bangladesh, en 3,4 km lang tunnel under floden Karnaphuli med anlægsudgifter på omkring 3,5 mia. kr.

Cowi’s kontrakt ligger på et tocifret millionbeløb, som kun er en brøkdel af det samlede projekt. Bangladesh er bygherre, men lånet kommer fra den statsejede Export-Import Bank of China. Kineserne står for både design og etablering. I Bangladesh kan de ikke så meget selv.

VI TALER om en mikroskopisk del af den største satsning på infrastruktur i menneskehedens nyere historie. Silkevejsprojekternes samlede volumen er opgjort til at være på 20 gange den Marshall-plan, som i årene umiddelbart efter 1947 var USA’s ambitiøse forsøg på at knytte lande i Nord- og Vesteuropa sammen indbyrdes og tættere på datidens verdensøkonomiske centrum, Amerika.

Det blev til en ubetinget succes for alle de lande, der var en del af det amerikanske alliancesystem, men modellen kunne ikke efterfølgende kopieres til andre kontinenter.

Den fremgang, som fire årtiers reformer indiskutabelt har givet den kinesiske økonomi, skal med de nye silkeveje udbredes til lande, der på ingen måde er en del af et kinesisk alliancesystem og ikke har udsigt til at blive det.

Men projekterne vil bringe flere af partnerlandene ind i et afhængighedsforhold til Kina. Gæld skal betales tilbage, og hvem forestiller sig lige, at debitoren begynder at skælde ud på kreditoren?

Anderledes med Danmark, som ikke har gældsproblemer, og som kan tilbyde ekspertise, der kan gavne det samfund, hvor projekterne udfoldes, foruden at den kinesiske entreprenør får vigtige erfaringer, der kan bruges andre steder.

Bortset fra de store energiselskaber er vestlige virksomheder generelt på retræte på flere kontinenter. Så for et fattigt udviklingsland i Kinas nabolag eller i Afrika er det svært at sige nej til de projekter, entreprenørstaten i Beijing byder sig til med.

MEN HVOR ER de amerikanske eller europæiske investeringer henne i hele den ligning? Tja, de kom i sin tid først, men forspildte muligheden for at gøre det allermest nødvendige: at binde svagt stillede lande tættest muligt sammen med infrastruktur og produktionsvirksomheder.

Bevares, vesterlændingene dukkede op med penge og projekter, i takt med at afkoloniseringen skred frem. Forsøgene på at levere infrastruktur blev gjort med private investeringer, projekter med penge fra Verdensbanken og store satsninger fra statslige udviklingsorganisationer.

Hvor meget industrialisering blev det så til i Afrika, Sydasien og Mellemøsten i løbet af dette halve århundrede? Hvor mange havne, broer, motorveje, fabrikker, ingeniørskoler og andet i samme kaliber blev det til i Østafrika, Zimbabwe, på Afrikas Horn, i Mali, Nigeria og i Yemen, Egypten, Pakistan og Bangladesh?

Den nedslående konklusion er, at USA, Storbritannien, Frankrig og andre kom, så – og sejrede overhovedet ikke. Moderniseringen udeblev i de samfund, der havde allermest brug for den. Milliarder af dollars, pund og franc blev spildt på tvivlsomme projekter, bakket op med våbeneksport til de kleptokrater, der svindlede med pengene.

Vi hører i disse år, at reduktionen i global fattigdom er rekordstor. Jo, men den sker kun i de lande, der er begyndt at producere, eksportere og handle løs med resten af verden. Hvor dette ikke er tilfældet, kender vi symptomerne: folkeflugt, opløsning, vold, kaos og fundamentalisme. Nigeria, Afrikas Horn, Syrien, Yemen, Afghanistan og Pakistan er blandt de skræmmende eksempler.

SÅ DER ER ikke udsigt til, at silkevejenes partnerlande i nærområderne skal modtage pandaer.

Om de planlagte projekter fører til succes eller ruin, vil være åbne spørgsmål lang tid endnu. Kina bør læse på lektien og undgå de mange fejl, Vesten i tidens løb har begået, og derudover lære af de fejl, de selv kommer til at begå.

Cowi kan vi bede om at sponsorere bare et af de nuttede krammedyr, Kina snart sender til Danmark. Mens vi venter på ankomsten, vil debatten om de violinister, der skal akkompagnere bjørnenes liv og gøren, bestemt ikke savne underholdningsværdi. Det vil Dansk Folkeparti, Udenrigsministeriet og kongehuset være garant for.

(klumme i Politiken 21. febr. 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Myanmar har fortabt sin magi

Bag en facade af demokratisk fernis bestemmer militæret stadig det meste.

HVORNÅR bliver et udviklingsland i stand til at vride sig fri af sin fortid? Myanmar, det tidligere Burma, er et foruroligende eksempel på, hvorledes en autoritær og halvfeudal magtstruktur har kunnet leve videre trods bestræbelser på demokratisering og liberalisering.

Landet er på kort tid gået fra at være international darling til at være paria og skydeskive for kritik, især efter regimets fordrivelse af trekvart million muslimske rohingyaer. I de tidlige måneder af 2012 tegnede udviklingen ellers opmuntrende og lovende. Aung San Suu Kyi, modtageren af Nobels Fredspris i 1991, var blevet sat fri efter mange år i husarrest. En dialog med den daværende junta banede vejen for hendes tilbagevenden til demokratisk og parlamentarisk deltagelse, først gennem et suppleringsvalg, siden et nationalvalg, som hun og hendes parti, NLD, vandt stort i november 2015.

I denne periode blev Suu Kyi set som et demokratisk frihedsikon, der var på vej til at blive en naturlig allieret for Europa og USA. Barack Obama, Hillary Clinton, Helle Thorning-Schmidt og en stribe andre politiske ledere fra Vesten lagde vejen forbi den tidligere burmesiske hovedstad, Yangon, og svælgede i floromvunden retorik om landets lovende fremtidsudsigter.

ALT ændrede sig, da landets militær besluttede sig for en massiv udrensningskampagne, der sendte rohingyaerne ud af landets vestlige Rakhine-region og ind i nabolandet Bangladesh. Myanmar er i dag ansvarlig for den talmæssigt største flygtningekrise i Østasien. Uden den ringeste udsigt til løsninger. Den vestlige kritik af landets formelle leder nævner kun sjældent de underliggende magtstrukturer, der gør, at Myanmar ikke kan regnes for at høre til blandt verdens demokratier – trods afholdelse af valg og et civilsamfund, der knap eksisterede for et årti siden.

Forfatningen giver forlods en fjerdedel af pladserne i både overhus og underhus til militært udpegede repræsentanter. Hvis de civile parlamentsmedlemmer skal ændre på dette, kræver det, at tre fjerdedele af de ’valgte’ stemmer for ændringerne, som siden skal bekræftes ved en folkeafstemning. De 25 procent militære medlemmer af begge kamre kan derfor effektivt nedlægge veto mod ethvert forsøg på at demokratisere gennem forfatningsændringer.

Ydermere giver forfatningen militæret fortrinsret til at udpege regeringens tre tungeste ministerposter: forsvaret, indenrigsministeriet og ’grænseanliggender’. Sidstnævnte relaterer til, at Myanmars grænseregioner er hærget af årtier lange konflikter mellem centralmagten og etniske oprørsgrupper, aktuelt tydeligst i den vestlige Rakhine-stat og i Kachin-staten i nord.

Som om dette ikke var rigeligt til at sikre den militære elites greb om magten, sikrer forfatningen også den militære øverstkommanderende retten til at erklære undtagelsestilstand.

Tidligere på måneden nedsatte parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw et særligt forfatningsudvalg, der har fået til opgave at forberede ændringer af den forfatning, som militæret gennemtvang i 2008 på et tidspunkt, hvor den opposition, der i dag har flertallet i begge kamre, havde status af illegal undergrundsbevægelse.

Dette tiltag er dømt til at mislykkes. Tilbage i 2017 blev Ko Ni, den eneste forfatningsjurist, som Suu Kyis parti NLD rådede over, myrdet ved et attentat på åben gade foran lufthavnsbygningen uden for Yangon. Sagen forbliver uopklaret, selv om der er foretaget arrestationer i sagen.

MYANMAR har for længst mistet sin tiltrækningskraft for omverdenen. Antallet af besøgende er stagnerende, og de udenlandske investeringer, især fra vestlige samfund, er for nedadgående. I fjor godkendte myndighederne det laveste antal investeringsprojekter i fem år.

Kina har indlysende nok overtaget rollen som udenlandsk hovedinvestor. Statslige kinesiske investorer står bag etableringen af den såkaldte økonomiske korridor, der skal forbinde Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina med et havnekompleks ved Den Bengalske Bugt og dermed Det Indiske Ocean. Myanmar er således tildelt en nøglerolle i Kinas storstilede BRI-projekt (Belt and Road Initiative), der skal forbinde klodens næststørste økonomi med lande og regioner i Syd- og Sydøstasien. SOM BESØGENDE i Myanmar gennem fire årtier må man spørge sig selv, hvor meget der er tilbage af den magi, som europæere blev charmeret af for et århundrede siden eller mere. Den uden sammenligning berømteste af disse var den britiske forfatter Rudyard Kipling, den velnok mest læste forfatter på kloden i starten af det 20. århundrede.

I dag er ingen briter af betydning at finde på nutidens vej til Mandalay, ej heller ret mange andre europæere eller amerikanere for den sags skyld. Historieskrivere vil kunne finde en ironisk pointe i, at den legendariske ’Burmavej’, der under Anden Verdenskrig blev brugt af amerikansk militær til at levere forsyninger til det kinesiske militær, der bekæmpede japansk aggression, i dag har fået en helt anden og nærmest modsat betydning. Vejen bliver en kanal for kinesisk økonomisk ekspansion i en verden, der er under gennemgribende forandring, hvor Kina definerer betingelserne.

(klumme i Politiken 17. februar 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Stopklodser på Kinas nye silkeveje

Meget mere end højhastighedstog og  nye lufthavne er på spil

BLANDT FLERE af Kinas nabolande vokser betænkelighederne ved at være partnere i det såkaldte silkevejsprojekt, officielt betegnet Belt and Road-initiativet, BRI, som er Beijings ambitiøse plan for med udbygning af infrastruktur at forbinde den kinesiske økonomi tættere med omverdenen.

Aktuelt er debatten særlig ophedet i Malaysia, hvor regeringen tilsyneladende er i færd med en kovending. Stridens kerne er et stort jernbanebyggeri langs landets østkyst, vurderet til at koste i omegnen af 20 milliarder dollars og dermed det næststørste af alle de projekter, som Kina har tilbudt at finansiere og opføre i sine naboregioner. Landets tidligere regeringschef Najib Razak lagde næsten bogstaveligt projektet i hænderne på kinesiske statsbanker og entreprenørselskaber, inden han blev fældet i en gigantisk korruptionsskandale, hvor han er anklaget for at have tilranet sig millioner af dollars fra en statslig malaysisk investeringsfond.

Hvorvidt den nuværende regering i Kuala Lumpur ender med at indstille samarbejdet med kineserne, er stadig uvist. Den ene dag blev jernbaneprojektet meldt lukket; den næste hed det, at det stadig er under overvejelse.

DILEMMAERNE er indlysende. Kinas forsøg på at knytte nabolandene nærmere til sig gennem investeringer i infrastruktur skaber en afhængighed, som også har politiske implikationer. Kina taler officielt om åbenhed og win-win, men repræsenterer reelt det modsatte, dvs. uigennemskuelig administration og ulige partnerskaber.

Kritikere peger på, at nok ser projekterne imponerende og ambitiøse ud, men afhængighed af Beijing er ikke en utilsigtet sideffekt af BRI, men selve dets formål. Kort sagt: en forandret verdensorden med Østasien i den centrale rolle og kinesiske beslutningstagere ved roret. Fraværet af amerikanske virksomheder i BRI’s partnerlande er indikator for hensigten.

Historisk er der ikke meget nyt under solen: Gennem århundreder bestræbte skiftende kejsere sig på at indordne de mindre naboer i et hierarki, der byggede på respekt for en central magt, hvis indretning ikke inviterede til ligeværdighed. Loyalitet blev belønnet, ulydighed straffet. Noget, der i moderne tid kan ligne en feudal orden, fordi juraen er uklar eller helt fraværende.

KINAS NYE silkeveje, der vil blive bygget af stål, cement og asfalt, får følgevirkninger, der rækker langt videre end kinesisk økonomi. Ideen er, at projekternes partnerlande skal supplere med regionale ’værdikæder’ (et teknokratisk ord for international arbejdsdeling), som dermed fremmer den transformation, der skal gøre Kina til fremtidens center for vækst og innovation.

Denne vision kan kun realiseres, hvis Kina udflytter det, der hidtil har været lavtlønsproduktion, og udvikler sig teknologisk så meget, at kinesiske virksomheder overhaler og udmanøvrer konkurrenter, primært japanske og amerikanske virksomheder. Antallet af godkendte patenter på verdensplan viser, at udviklingen går den vej. Balladen om Huawei vidner om, at USA og EU er forskrækkede over det, der er ved at ske.

I en ikke så fjern fremtid vil Kinas nye silkeveje handle om betydelig mere end højhastighedstog, lufthavne og skibsruter. Kunstig intelligens, genmanipulation og rumforskning er stationer længere ude på disse ruter.

SPØRGSMÅLET er, om de nye silkeveje vil nå længere ud end dertil, hvor de gamle nåede, dvs. til kanten af Europa, Mellemøsten og Sydasien, for kan et kinesisk ledet hierarki overhovedet realiseres i et kaotisk Mellemøsten, i et Europa, der fragmenteres, og et Afrika, hvor industrialiseringen endnu ikke har indfundet sig?

Prøv at sammenligne med den vestlige orden, som omkring 1991 lignede en triumferende vinder af koldkrigsrivaliseringen. De vestlige standarder – demokratiske værdisæt, retsstatsprincipper og markedsøkonomi – er aldrig blevet universelle andet end på hjemmefronten og i de vestlige politikeres selvforståelse. Den vellykkede kombination af demokrati og social markedsøkonomi er kun i begrænset omfang nået ud over sit oprindelsesområde, dvs. Europa og Nordamerika. Men modellens moderate succes betyder ikke, at Kina kan fylde ud der, hvor Vesten er på retræte.

(klumme i Politiken 11. februar 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar