Silkevejene gør Rusland til en lilleput

TIDLIGERE I år gav regeringen i Moskva grønt lys for opførelsen af en 2.000 kilometer lang firesporet motorvej, der vil forbinde Ruslands to naboer i øst og vest Kasakhstan og Hviderusland. Denne transportkorridor vil supplere den nu fem år gamle 13.000 kilometer lange jernbaneforbindelse, der gør det muligt at levere togcontainere fra Shanghai til Madrid og undervejs til andre europæiske hovedstæder.

Dette kompleks er en del af Kinas ambitiøse og omstridte silkevejsprojekt, der skaber nye økonomiske dynamikker på det euroasiatiske dobbeltkontinent, og som stiller EU over for gigantiske udfordringer. USA er helt ude af denne ligning, der afgørende vil definere fremtidens globale økonomi.

Hviderusland er i større omfang end forventet blevet Kinas port til Europa, hvilket utvivlsomt har skabt frustrationer i Moskva, der for en lille snes år siden forsøgte at trække store japanske virksomheder til at bruge Ruslands transsibiriske toglinjer uden om Kina. Det viste sig at være en forgæves bestræbelse. Togstammerne rystede så meget, at der skete skade på containerne.

Siden lykkedes det de kinesiske transportmyndigheder med en bedre teknologi at forbinde Chongqing i det centrale Kina med Tyskland via Kasakhstan, Rusland, Hviderusland og Polen. En voksende strøm af kinesisk producerede varer flyder nu ind i Europa ad denne linje. Hvilket er med til at forklare, hvorfor forbundskansler Angela Merkel i sidste uge afviste de amerikanske forsøg på at blokere for den kinesiske telegigant Huaweis bud på 5G-licenserne på det tyske telemarked.

DE TEKTONISKE plader rykker sig på ny; Rusland marginaliseres yderligere i den netværksøkonomi, der er ved at definere en forandret økonomisk verdensorden. Da den kinesiske leder, Xi Jinping, i sommer besøgte Moskva, indgik parterne hele 30 økonomiske aftaler, herunder også én med Huawei, der nu bliver førende i udbygningen af Ruslands 5G-netværk.

Europas kernelande er allerede gået om bord i Kinas økonomiske eksprestog. Da den franske præsident, Macron, i starten af måneden besøgte Kina, indgik parterne aftaler til en samlet volumen af 15 milliarder euro.

Frankrig og Kina skal fremover samarbejde tæt om udviklingen af alle tænkelige energiformer, inklusive kernekraft og fossil energi. Flyproducenten Airbus intensiverer sine investeringer hos kinesiske leverandører, i særlig grad i den videre udvikling af selskabets flagskib, A350.

Storbritannien har længe været langt den største modtager af kinesiske strategiske investeringer i Europa (energi- og infrastruktur), men med det kaos, der aktuelt tegner sig for briterne, kappes franske og tyske beslutningstagere nu om at tage konkurrencen op med finansgiganterne i City of London.

Bag den officielle retorik i Moskva nager bekymringen og et voksende mindreværdskompleks. Det russiske nationalprodukt er nu mindre end en ottendedel af det kinesiske. Ifølge forskningsinstituttet Sipri i Stockholm er det russiske militærbudget nu nede på en fjerdedel af det kinesiske.

Den russiske eksport til Kina? Olie, gas, mineraler og arbejdskraft. Det er konturerne af et tredjeverdensland, vi ser her.

EU har som bekendt iværksat sanktioner mod Rusland. Disse bidrager til at forøge Moskvas afhængighed af Kina. Men præsident Putin og hans generaler betragter stadig Centralasien som tilhørende Ruslands interessesfære. Hverken EU eller et USA, der under Trumps forsøg på ledelse i stigende grad er politisk dysfunktionelt, kan redde Putin ud af en klemt og ydmygende tilstand.

SÅ HVORDAN har den russiske selvforståelse det? Interesserede bør læse den kommentar, som Putins altid velformulerede udenrigsminister, Sergej Lavrov, publicerede i flere internationale medier forud for sidste uges topmøde i Brasilien for medlemmerne af Briks-landegruppen (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika).

Lavrov advarede her mod forsøgene på at afskaffe det internationale system, etableret i 1945 med FN-charteret af de allierede sejrsmagter, og erstatte dette med »nye regler, opfundet i små hemmelige grupper, som derefter påtvinges resten af verden, når den politiske situation inviterer til det«.

Lavrovs pointe er her, at USA ikke har ret til at kritisere den russiske adfærd i Georgien og Ukraine, når USA selv har ladet hånt om folkeretten gennem talrige militære interventioner på flere kontinenter, osv.

’Små hemmelige grupper’ var et prædikat, der især blev brugt om det neokonservative kleresi, der foranstaltede den katastrofale og fejltænkte invasion af Irak i 2003. Men mon ikke også Sergej Lavrov har nutidens Kina i tankerne. Kinas silkeveje er ved at lægge det russiske rige fladt ned.

(klumme i Politiken 18.11.2019)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Vi glæder os til et (radio)aktivt OL-år

2020 BLIVER et stort år for alle sportsinteresserede. Ikke mindst når vi kommer hen til 24. juli, og tæppet går op for de olympiske sommerlege, nr. 32 i rækken, hvor værtsnationen denne gang er Japan. Det er ikke første gang, at Tokyo lægger faciliteter til; det skete også i 1964, og vi er nogle, der har alderen til at huske de kornede transmissioner på datidens sort-hvide fjernsynsskærme.

Kun nogle få historienørder er klar over, at Tokyo stod til at blive olympisk værtsnation i sommeren 1940, men valgte at aflyse, da nationen havde andre prioriteringer: imperialistisk krigsførelse i Kina påbegyndt i 1937. De olympiske beslutningstagere valgte herefter at tildele værtskabet til den finske hovedstad Helsinki. Også her blev der tale om en aflysning på grund af Anden Verdenskrigs udbrud. Siden blev finnerne værter i 1952, og japanerne måtte vente på bedre tider.

OL i Tokyo i 1964 blev et internationalt gennembrud for alt det, vi siden kom til at kende japanerne og deres knowhow for. Verden blev præsenteret for den japanske transportsektor (den første Toyota kom på det danske marked året forinden). Frem for alt gjorde det indtryk i vores del af verden at se billeder af de japanske højhastighedstog, Shinkansen.

I mange efterfølgende år stod Japan i en førerposition som klodens teknologisk mest avancerede land. Men måske er den epoke allerede forbi. Toyota, Nissan, Honda m.fl. kører jo af samlebåndene i Europa, Nordamerika, Sydøstasien og andre steder.

MEGET VAND ER løbet i verdenshavene siden, og lige nu er den skræmmende problemstilling i farvandene omkring det nordøstasiatiske ørige, at man risikerer radioaktiv forurening. Kilden til denne potentielle ulykke er det havari, der i marts 2011 ramte Fukushima-atomkraftværket i det nordøstlige Japan.

I omegnen af 154.000 indbyggere i regionen omkring det ulykkesramte kraftværk blev evakueret, og der skete en ikke ubetydelig forurening med radioaktivt vand fra de forulykkede reaktorer. Men de forurenede vandmasser er gået ud i Stillehavet, ikke ned i grundvandet i det omkringliggende bysamfund, har verden og japanerne fået at vide.

Selv det højteknologiske og supereffektive Japan har tilsyneladende endnu ikke kunnet levere en acceptabel løsning på nationens største klima- og miljøpolitiske udfordring i moderne tid.

Energiselskabet Tepco, der ejer Fukushima-værket, har forklaret, at dets teknikere har sikret opbevaringen af én million tons radioaktivt forurenet vand, fordelt på næsten 1.000 tanke, alle er opstillet i området omkring Fukushima Daiichi. For nylig har Tepcos ledelse advaret om, at man snart løber tør for opbevaringskapacitet. Eneste løsning, som sagerne står, er at lukke det forurenede vand ud i havet, lød det på en nylig pressekonference i Tokyo.

Udledningen skal i givet fald ske i så udtyndede mængder, at det vil tage 17 år at få tømt disse opbevaringstanke. Det har været budskabet fra et land, som ellers bedre end de fleste andre burde have de økonomiske og teknologiske kræfter til at håndtere en sådan opgave.

Sagen har forgiftet det i forvejen bundfrosne forhold til Japans vigtigste nabo, Sydkorea. Koreanerne har allerede lanceret planer for, hvorledes deres atleter kun vil få bragt fødevarer fra et koreansk kontrolleret cateringfirma. Ydermere har den koreanske OL-komité meldt ud, at den vil anmode internationale miljøorganisationer som Greenpeace om at få uafhængig adgang til at måle bestrålingsniveauet i og omkring de lokaliteter, hvor konkurrencerne skal gennemføres.

De japanske myndigheder har allerede anvendt et beløb svarende til mere end 200 millioner kroner på at bygge en særlig undergrundsmur omkring Fukushima, der skal hindre grundvandet i at trænge ind til de tre ødelagte reaktorbygninger. Eksperter strides om, hvorvidt denne foranstaltning vil vise sig at være tilstrækkelig. De lokale myndigheder i Fukushima har sat mange ressourcer ind på at sikre, at de fødevarer, der produceres i regionen, er sikre nok til at kunne gå ud i distribution.

TIDLIGERE HAR verden oplevet, hvorledes en så stor begivenhed som et OL blev genstand for politisering fra flere sider. Det blev ikke mindst tilfældet, da sommerlegene blev afviklet i den kinesiske hovedstad Beijing i 2008, og da vinterlegene i 2014 blev afholdt i den russiske by Sotji.

I tilfældet Japan har diskussionen om sport og politik fået en ny dimension: miljøsikkerhed. Hvis ikke Japan magter at levere løsningen, hvem kan så?

(klumme i Politiken 14.11.2019)

Udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Hvem vinder i Hongkongs Rabalderstræde?

HVEM BLIVER vindere, og hvem er taberne i det langvarige oprør i Hongkongs udgave af Rabalderstræde? En del af svarene får vi, når den selvstyrende kinesiske region afholder lokalvalg 24. november. Udfaldet vil give en indikation af, hvorvidt Hongkong vil være politisk rustet til at kunne bevare den særstatus, som regionen fik efter forhandlingerne mellem kolonimagten Storbritannien og styret i Beijing for 35 år siden.

Seneste markante udvikling er, at myndighederne har afskåret den mest kendte talsperson for aktivisterne, Joshua Wong, 23, fra at stille op til en plads i det parlament, som giver Hongkong en form for lokalt selvstyre, om end valgsystemet ikke er demokratisk efter europæiske standarder.

BEGRUNDELSEN FOR at forbyde Joshua Wong at stille op er, at han angiveligt går ind for regionens løsrivelse fra Kina. Den unge aktivist, der også spillede en prominent rolle under protestbølgen i 2014, har været forbi Washington for at få Kongressens støtte; en handling, som Beijing snildt ville kunne stemple som landsforræderi. Foreløbig har myndighederne i Hongkong meldt ud, at hvis det kommer til nye voldshandlinger, vil valgene blive aflyst.

Donald Trump, der stiler mod et stort handelskompromis med Kina, er tavs om Hongkong. Vicepræsident Mike Pence leverer retorisk støtte, men mere bliver det ikke til. Fra Bruxelles og andre europæiske hovedstæder er der enten tavshed eller bortforklarende almindeligheder.

Bundlinjen i det store politiske regnestykke er, at ingen vestlig eller asiatisk regering af betydning vil vove at støtte op om en bevægelse, der forbindes med vandalisme og anarki i en af Asiens metropoler. Da tv-billederne af smadrede butiks- og kontorruder og flammende bål ved indgangene til Hongkongs metrosystem gik viralt, tabte aktivisterne kampen om den globale opinion.

Den interne skillelinje i Hongkong er også et generationsopgør og handler om, hvorvidt regionen får lov at udvikle en identitet forskellig fra det kinesiske fastland. Med tanke på deltagertallet for demonstranterne har omfanget af voldsniveauet været behersket –mange af aktivisternes sympatisører i Vesten havde utvivlsomt gerne set masser af blod i gaderne.

Fremtiden for Hongkong er for længst afgjort: Beijing sælger ikke ud af suveræniteten eller andre kerneinteresser; spørgsmålet er i stedet, om Hongkong kan forblive det eksperimentarium for en fredelig udvikling af civilsamfund, relativ ytringsfrihed og demokratisk deltagelse, som har været tilstanden siden tilbageleveringen fra Storbritannien til Kina i 1997.

Her er det værd at minde om, at den faktor, der udløste protesterne tidligere i år – lovforslaget om udlevering af mistænkte til de fastlandskinesiske myndigheder – er endt med en sejr til aktivisterne. Skulle de så ikke bare været gået hjem og have holdt en stor fest?

Dynamikken i de globale sociale medier i kombination med udbredte forestillinger om prodemokratiske oprør mod en magtfuldkommen fjern elite (in casu Beijing) gør den nødvendige pragmatisme til en umulighed.

Ligheden med aktuelle sociale oprør på andre kontinenter, f.eks. i Chile, er slående, men uanset om folk demonstrerer mod folkevalgte regeringer eller autokratiske regimer, er udfordringen den samme: Bag regeringskontorerne styrer de finansielle-bureaukratiske eliter, som er globaliseringens reelle herskere: Mark Zuckerberg, Google-kleresiet og multinationale finansmiljøer er de facto allierede med Xi Jinpings hær af anonyme teknokrater. Gæt engang, hvem der trækker det længste strå .

HISTORIESKRIVNINGEN BØR minde om, hvad Beijing foreslog Hongkongs demokratiaktivister tilbage i august 2014, da den såkaldte paraplybevægelse fyldte gaderne og blev mødt med vandkanoner. Regionen kunne dengang have fået en valgordning, baseret på at alle vælgere kunne få lov til at stemme om sammensætningen af lokalparlamentet. Men Beijing skulle forhåndsgodkende samtlige kandidater til de 1.200 pladser i valgkollegiet – selvfølgelig for at holde fortalere for løsrivelse ude.

Målt på demokratiske standarder ville dette have været en markant forbedring i forhold til de gældende tilstande. Aktivisterne sagde nej og indledte en besættelse af flere bydele. En historisk mulighed blev forpasset. Havde de protesterende sagt ja til Beijing dengang, ville de have haft en enestående platform for fremtidige udvidelser af valgsystemet.

Hongkongs fremtid er for længst afgjort. Nu venter vi kun på detaljerne i den storstilede udviklingsplan, der inden 2047 gør Hongkong til en forstad til nabobyen Shenzhen. Som så ofte tidligere leverer Beijing økonomiske svar på politiske udfordringer.

(klumme i Politiken 4. november 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Nekrolog: Pax Americana

Ingen anden stormagt kan fylde Pentagons støvler ud.

Aldrig så snart har den amerikanske præsident meddelt, at USA trækker sine styrker ud af det nordlige Syrien, før det lykkes supermagten at få ram på lederen af Islamisk Stat. Har vi netop oplevet et drømmescenario for Donald Trump og en reel kickstart af hans valgkamp det kommende års tid?

Sådan kan eftertidens krønikeskrivere vælge at omtale disse hektiske efterårsdøgn. Men den reelle tilstand er snarere, at Trump som vanligt vælger at italesætte et aktuelt drama på en måde, der overskygger en dybereliggende realitet.

Den handler om, at USA’s rolle som supermagt er ved at blive gennemgribende omdefineret. Alt efter temperament kan man vælge at se et Amerika, der er mere eller mindre på retræte. Målt på økonomi har tilbagetoget været i gang længe. Sværere er det, når der skal måles på tillid, troværdighed og det, der kendes som blød magt – et lands evne til at overbevise med- og modspillere om, at man repræsenterer fornuft og fremsyn og er værd at føje, når interessemodsætningerne melder sig.

USA har været en hegemonisk, unipolær magt siden den kolde krigs ophør for tre årtier siden. Politologen Joseph Nye, der opfandt og videnskabeliggjorde begrebet ’soft power’, skrev i 2002 om USA, at »ikke siden Romerriget har en enkelt nation haft så stor indflydelse på alle de andre«, og han mindede om, at Roms magt og indflydelse over Middelhavsområdet holdt sig ret stabilt i tre århundreder efter, at romerne havde nået et magtens højdepunkt.

Spørgsmålet er nu, om den Pax Americana, som var tydelig, da præsident George Bush (den ældre) i 1991 ledte USA ind i en fornuftens krig, da han fordrev Irak fra det besatte Kuwait og siden bebudede en ny verdensorden, er gået under med den nuværende indehaver af præsidentembedet i Washington.

Donald Trumps beslutning om at trække amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien vil få eftervirkninger, der bliver mærkbare langt uden for Mellemøsten. Med Sydvietnam i 1975 som den markante undtagelse har USA aldrig tidligere ofret vigtige allierede, som det er sket med kurderne.

Da præsident Woodrow Wilson i 1919 tilbragte fire måneder i Frankrig for med traktaterne i Versailles at få omorganiseret Europa, så kontinentet og verden udenfor kunne blive ’sikker for demokratiet’, havde USA gjort ideen om folkenes ret til national selvbestemmelse baseret på frie valg til et universelt koncept. Det forblev et bærende element i amerikansk udenrigspolitik hele vejen gennem den kolde krig trods mange katastrofale fejltrin undervejs.

USA’S 45. PRÆSIDENT er ikke det ringeste optaget af at sikre klodens forfulgte folkeslag retten til demokratisk og fri selvbestemmelse. Prisen for denne fatale forsømmelse betales nu af kurderne, det folkeslag, som de allierede sejrsmagter også svigtede, da de med fredstraktaterne i Sevres i 1920 og Lausanne tre år senere agerede fødselshjælpere for Kemal Atatürks moderne tyrkiske republik. Spøgelset fra 1919 i Versailles kaster stadig lange skygger i Lilleasien og Arabien.

HOS USA’S traditionelle venner og allierede breder nervøsiteten sig. Europæiske beslutningstagere ser ind i fremtidsscenarier, hvor de kommer til at bære forsvarsforpligtelserne selv og kun kan regne med amerikanerne i tilspidsede krisesituationer. For nuværende betales prisen af de ukrainere, der har drømt om at komme nærmere den europæiske familie af frie og sikre nationer. Deres ambitioner var illusoriske.

Langt fra Europa er magtbalancer under forandring. Kinas opstigning betyder, at Japan har brug for en dybere diskussion om den forfatning, som blev skrevet af amerikanske jurister i løbet af en enkelt uge i 1946, og som forbyder krigsdeltagelse uden for Japans grænser. Sydkoreanerne bider negle over de manglende fremskridt i forsøgene på at få ’raketmanden’ i Pyongyang til at acceptere afnuklearisering i praksis.

SÅ 2020 TEGNER til at blive et år med en usædvanlig hård cocktail for os europæere: Fortsat Brexit-kaos. En beskidt amerikansk valgkamp. Et Rusland med skumle hensigter. Et magtstræbende Kina. Et Mellemøsten i fortsat sammenbrud. Voksende usikkerhed i Latinamerika. Et Afrika med en ukontrollabel befolkningseksplosion. Klima- og energipolitiske udfordringer, der kræver at blive håndteret.

Her kræves globalt lederskab. USA leverer ikke længere. Kina? Glem det, Beijing har ingen allierede, kun partnere. Europa? En umulighed, de interne rystelser er for dybe.

Kryds fingre, og bevar håbet om, at USA om et år overrasker os alle sammen.

(klumme i Politiken 31.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Sputnik-chok på Den Evige Freds Boulevard

Nordkorea deltog ikke i Kinas 70-års fejring. Påfaldende?

FIK NOGLE amerikanske beslutningstagere oplevelsen af et Sputnik-øjeblik, da den kinesiske stat på nationaldagen, 1. oktober, paraderede 15.000 tropper og kolonner af tonstunge militære køretøjer ned ad Den Evige Freds Boulevard forbi indgangen til Den Forbudte By?

Begrebet Sputnik-øjeblik refererer til den situation i 1957, da den sovjetiske opsendelse af en satellit i rummet skabte en frygtlignende tilstand i Washington. Så blev der talt om, at datidens kommunistiske supermagt var ved at overhale USA teknologisk. Sputnik-øjeblikket førte til oprettelsen af det amerikanske rumprogram Nasa året efter. Resten er historie.

Har Kina nu indtaget den plads i stormagtsrivaliseringen, som Sovjetunionen havde for seks årtier siden? Admiral William McRaven, chef for den amerikanske Joint Special Operations Command 2011-14, har nærstuderet Kinas militærteknologiske udvikling. Han bruger ikke Sputnik-analogien, men kalder alligevel kinesernes fremdrift på området for etholy shit -øjeblik for USA.

Tallene kan være skræmmende nok: Hen over de seneste 20 år er Kinas militære budgetter ifølge uafhængige analytikere steget med 620 procent. Center for a New American Security advarer om, at USA’s teknologiske forspring i forhold til Kina på kort tid er blevet stærkt reduceret, og at de to giganter måske er tæt på jævnbyrdighed.

Hvis jævnbyrdigheden er den nye realitet, vil Kina kunne dominere sit eget nærområde og dermed presse USA’s historiske allierede som Japan, Taiwan og Sydkorea til indrømmelser, som aldrig har været set før, lyder advarslerne.

MEN DER VAR EN ny og overraskende form for tilstedeværelse i Beijing 1. oktober, som burde vække lige så megen opsigt som de våbentyper, som blev vist frem: For første gang nogensinde var der udenlandske militære enheder, der strækmarcherede med på Den Evige Freds Boulevard.

I et knap otte minutter langt videoklip fra den kinesiske statskanal CCCTV ses de fleste af de udenlandske militærkolonner (kan ses på YouTube), de fleste af er dem små, men i denne sammenhæng betyder tilstedeværelse mere end størrelse. De var der med nationalflag og marcherede i alfabetisk orden til lyden af heftig kinesisk militærmusik.

Blandt de udenlandske deltagere ved den meget kulørte parade var der kontingenter fra Kinas naboer i Centralasien, frem for alt Afghanistan, Pakistan, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Lande, der alle befinder sig i et tæt økonomisk og politisk afhængighedsforhold til Riget i Midten.

Den mest betydningsfulde af Kinas naboer var der naturligvis også, omhyggeligt observeret af den øverstkommanderende for de russiske styrker, Vladimir Putin. Hvis ikke han skulle være på podiet i Den Himmelske Freds Port, hvem så?

Den eneste europæiske deltager var Serbien. Måske lidt overraskende, men så skal man erindre sig, at Nato-fly i foråret 1999 bombede den kinesiske ambassade i Beograd, dengang hovedstad i det, vi kaldte ’Restjugoslavien’.

Siden har Beograd og Beijing udviklet et tæt strategisk partnerskab. Serbien bliver utvivlsomt en del af det netværk af silkeveje, der skal forbinde Kina infrastrukturelt med det sydøstlige Europa.

Den arabiske verdens folkerigeste land, Egypten, var der også, for selvfølgelig skal Suezkanalen kobles på fremtidens nye silkevejsruter. Men de udsendte soldater fra Kairo har ikke nødvendigvis været den største overraskelse for de observerende amerikanske militærattacher. De har fået sig et mindre chok, da de opdagede den deltagende kolonne af soldater fra … Mexico.

Og mens vi er ved denne verdensdel: Gælds- og konfliktplagede Venezuela var også til stede. Kina har tidligere i år sendt nødhjælpsfly til det venezuelanske militær.

Alligevel må den største overraskelse for iagttagerne have været fraværet af Kinas historiske allierede fra 1950’erne og flere årtier frem: Nordkorea. Kim Jong-un har ikke fundet det ulejligheden værd at levere støvletramp den oktoberdag i Beijing.

Den alternative fortolkning: Den ’lille raketmand’ Kim er faldet i unåde hos sin nabo og traditionelle beskytter, eftersom Nordkorea ikke er en del af de kinesiske silkevejsplaner. Hvor økonomisk integration i det øvrige Østasien beviseligt har været stabiliserende og en regulær fredsfaktor, står Pyongyang ikke klar til at åbne portene for Beijings infrastrukturimperialisme.

For syv årtier siden var det kinesiske soldater, der reddede Nordkorea fra at blive løbet over ende af amerikanske FN-tropper. I dag frygter generalerne i Pyongyang kinesiske ingeniører. Der er ingen silkeveje, der leder til Kinas baggård på Den Koreanske Halvø.

(klumme i Politiken 21.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Sådan bliver et folk usynligt

Mens kurderne nedkæmpes, udviskes uighurernes identitet.

Hvordan formes en befolknings identitet? Af tilhørsforholdet til en bestemt geografi? I så fald er kurderne ualmindelig uheldigt stillet på historiens kompas.

En af det 20. århundreds helt store uretfærdigheder er, at kurderne aldrig har fået retten til en nation. I omegnen af 30 millioner kurdere hører hjemme i de bjergrige regioner, hvor Tyrkiet, Irak, Syrien, Iran og Armenien grænser op til hinanden. Så alene de geografiske betingelser får alle forestillinger om en selvstændig kurdisk statsdannelse til at ligne noget af en utopi.

En anden befolkningsgruppe, hvis skæbne i betydelig grad minder om kurdernes, er de centralasiatiske uighurer. Begge folk er overvejende sunnimuslimer, og begge er med forskellige midler presset og truet på deres overlevelse – kurderne aktuelt af vore Nato-allierede Tyrkiet og USA, uighurerne af den kinesiske stats hårdhændede assimileringspolitik.

Men mens kurdernes skæbne dominerer i mediedækningen, er der tavshed om uighurerne. Endnu en indikation af, hvor gennemgribende de globale magtrelationer har forskubbet sig. Støj i Syrien og Tyrkiet, stilhed i det vestlige Kina.

DE ANSLÅET 12 til 14 millioner uighurer er næsten alle hjemmehørende i Kinas Xinjiang-provins, der dækker en sjettedel af Folkerepublikkens areal. Siden 2017 har anslået en million uighurer, muligvis langt flere, befundet sig i interneringscentre, der har uhyggelige ligheder med koncentrationslejre. I officiel kinesisk terminologi beskrives disse faciliteter om trænings- og efteruddannelsescentre, der skal forebygge islamistisk radikalisering.

Tyrkiet, der er vært for muligvis et halvt hundred tusind eksilerede uighurer, var tidligt ude med fordømmelser, men er siden blevet bestukket til tavshed, forklarer Rushan Abbas under et besøg i København. Hun repræsenterer en transnational organisation kaldet Campaign for Uyghurs, der er forbundet med uighurernes eksilbevægelse World Uyghur Congress. WUC betragter Xinjiang som besat område siden Folkerepublikkens oprettelse i 1949 og kalder Xinjiang for Østturkestan. Sprogligt og kulturelt ligger uighurerne tæt på befolkningerne i de centralasiatiske såkaldte stan-lande.

Selv har hun haft bopæl i USA siden 1989, men har kunnet holde kontakten til sine slægtninge gennem mailkorrespondance og enkelte besøg – lige indtil interneringerne begyndte for halvandet år siden. Al kontakt er blokeret – internetforbindelser og indrejsemuligheder for uighurer, der ønsker at opspore deres forsvundne slægtninge, er blevet umulig.

Interneringscentrene i Xinjiang er dokumenteret gennem satellitfotos og beretninger fra eksilerede uighurer. De kinesiske myndigheder har reageret på den voksende vestlige kritik ved at invitere udenlandske diplomater og enkelte medier, overvejende fra lande med ufrie medier.

Myndighederne i Beijing og Xinjiang har altså ikke benægtet eksistensen af interneringscentrene, men forklaret, at foranstaltningerne er ’midlertidige’. Hvilket meget vel kan være korrekt, men hvad er så alternativet til interneringerne?

Oplysninger i statskontrollerede kinesiske medier samt efterretningerne fra uighurer i nabolandet Kazakhstan lader forstå, at adskillige uighurer går fra omskolingscentrene direkte til domstole, hvor de tildeles langvarige fængselsstraffe: 23 ud af 32 nyligt dømte var imamer og folk, der studerede religion på universiteter.

Organisationen Earthrise Alliance, der specialiserer sig i at analysere satellitfotos, har dokumenteret, at snesevis af begravelsessteder i Xinjiang er blevet forvandlet til ruindynger. Den officielle forklaring på rydningerne er, at gravsteder skal ’standardiseres’. For uighurerne er dette indlysende et indgreb, der skal skabe frygt og udradere deres familieidentitet.

NÅR ET FOLK forhindres i at forsamle sig fredeligt for udtrykke respekt for den forfædrene slægt, vil fællesskabsånden sygne hen. Tomrummet, der efterlades, vil bliver fyldt med had og hævntørst. Identiteten formes af modstanden mod undertrykkerne. Den kinesiske politik i Xinjiang forebygger derfor ikke terrorisme, men lægger kimen til den.

Rushan Abbas mistede kontakten til sine slægtninge i april 2017. Hendes svigerforældre på 69 og 71, deres tre døtre og en svigerdatter og de respektive ægtefæller har hun ikke haft kontakt med siden april 2017.

Da Rushan Abbas fik oplysninger om, at en svoger, Abdurahim Idris, havde fået en fængselsdom på 20 år, besluttede hun sig for at lægge oplysningerne frem på en konference i Washington. Seks dage senere forsvandt Rushans søster fra det hospital, hvor hun arbejdede som læge.

Hvordan kan det give mening at sætte en person, der er uddannet læge, i et omskolingscenter, spørger Rushan. Kun som straf mod den søster, der har valgt at tale uighurernes sag internationalt. Slægtsforbindelsen er anledning til repressalier fra den kinesiske stats side.

Det spektakulære rabalder i Hongkong overskygger en tragedie, der er langt større.

(klumme i Politiken 13.10.2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Jeppe Kofod leder os ud i glemsel

Manipulerede oplysninger er den sikre vej til historieløshed.

Med et pennestrøg har udenrigsminister Jeppe Kofod ført befolkningen ud i noget, som eftertidens krønikeskrivere passende kan kalde glemsel og fortrængning.

Stik imod hvad hans eget parti meldte ud, mens det var i opposition, har udenrigsministeren valgt ikke at genåbne den kommission, der skulle undersøge grundlaget for dansk deltagelse i den krig i Irak, der blev indledt med en amerikanskledet invasion i 2003, dengang landets diktator hed Saddam Hussein.

En skelsættende beslutning, som kløvede både befolkning og Folketing, og som trækker dystre spor frem til i dag. Udenrigsministeren forklarer kovendingen med, at den krigsudredning, som en gruppe faghistorikere udsendte i februar i år, leverer et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere grundlaget for krigen, også hvad angår det folkeretlige.

Kommissionen så dagens lys under den regering, der blev ledet af Helle Thorning-Schmidt, men blev lukket ned i 2015 af den dengang nyvalgte regering under Lars Løkke Rasmussen. Det skete under protester fra Socialdemokratiet.

HUKOMMELSEN I MEDIERNE er kort, ikke mindst når emnerne er politisk følsomme og historisk og juridisk komplicerede. Der er derfor god grund til kort både at repetere og revurdere nogle af konklusionerne fra krigsudredningen:

Regeringen under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen undlod at videregive vigtige oplysninger til Folketinget og strammede informationsgrundlaget, så Folketinget fik et ufuldstændigt billede af situationen.

Forløbet med FN-inspektioner af Iraks formodede masseødelæggelsesvåben var en politisk fælde, der skulle lokke Irak ud i en reaktion, der kunne lovliggøre et angreb på landet.

Udredningen afklarer ikke, om Irak-krigen var lovlig eller ej, men retfærdigvis skal det siges, at det ikke var en del af udredningens kommissorium at undersøge dette forhold.

Den forklarer heller ikke, om danske styrkers udlevering af fanger i Afghanistan og Irak var i overensstemmelse med folkeretten. Udredningen ser kun på forløbet op til Folketingets beslutning om krigsdeltagelse.

I et konkret eksempel beskriver udredningen, hvordan udenrigsminister Per Stig Møller under en debat i Folketinget fjernede flere forbehold og fastslog, at britiske og amerikanske efterretningsrapporter angiveligt dokumenterede, at Irak havde fortsat sine programmer for masseødelæggelsesvåben, til trods for at udenrigsministeren selv under et møde i Udenrigspolitisk Nævn havde karakteriseret de samme rapporter som ubekræftede. Udredningen konkluderer, at udenrigsministeren på den måde bidrog til at konstruere en overhængende irakisk trussel fra masseødelæggelsesvåben.

Bundlinjen i dette regnskab over dansk krigsdeltagelse er , at vore folkevalgte gjorde Danmark til det, der under andre omstændigheder og med andre aktører ville være benævnt en aggressor. Det lyder hårdt, men er kendt folkeretlig jargon i beskrivelser af krigsførelse.

HVORDAN HAR DEN hovedansvarlige for Irak-beslutningen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, efterfølgende forsvaret og forklaret det, han gjorde? I en serie om fire statsministre sendt på DR i august 2017 kogte han sin efterrationalisering ned til følgende: At når Danmark gik med USA ind i Irak, ville vi kunne regne med, at USA kommer os til undsætning den dag, vi beder om det.

Med andre ord: Invasionen handlede mere om Danmarks forhold til USA end om situationen i Irak.

Og irakerne og deres samfund i dag, 16 år efter invasionen? Interesserede bør gå ind på databasehjemmesiden iraqbodycount. Den er baseret i London som et civilt nonprofitprojekt, der overvejende finansieres af frivillige individuelle bidrag og donationer fra tænketanke.

Hjemmesiden registrerer løbende udbredelsen af vold i det Irak, som ifølge fortalerne for krigsdeltagelse for længst skulle være blevet fredeligt, demokratisk og sekulært. Seneste opdatering fra den forgangne uge fortæller, at her i august er 93 civile irakere blevet ofre for voldsanvendelse, drab og nedskydninger. Det samlede regnskab siden foråret 2003 kommer her: Antallet af dræbte, inklusive ’kombattanter’: 288.000.

Antallet af dræbte civile er knap så præcist opgjort, men ligger et sted mellem 183. 967 og 206.642. Det må antages, at forskellen skyldes formodet dræbte, dvs. savnede.

Vi lader tallene stå et øjeblik. Som en påmindelse til ikke mindst Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Jeppe Kofod om, at konsekvenserne af invasionen i 2003 stadig mærkes på den mest brutale vis af nutidens irakiske samfund.

Den diskussion er i dag ikkeeksisterende i det politiske Danmark. En Irak-kommission kunne have gjort en forskel her. Nu har glemslen taget over.

(klumme i Politiken 07.10.2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar