Hverken krig eller fred. Men ro på.

Taiwan er en udfordring, der forvirrer de fleste. Tvetydighed er USA’s redskab.

Prøv at forklare en forsamling tilhørere, studerende, pensionister eller noget derimellem, hvor Taiwan befinder sig på det magtpolitiske verdenskort. Det bliver hurtigt op ad bakke, ved jeg af egen erfaring.

Kina betragter øen som en udbryderprovins, der skal genindlemmes i moderlandet, om nødvendigt med brug af militær magt.

Det store flertal af Taiwans befolkning på lidt over 23 millioner har vedholdende sagt nej tak til at blive regeret som en provins under centralregeringen i Beijing.

USA har i mere end syv årtier stået som garant for Taiwans sikkerhed. I de første årtier under den kolde krig gennem baser, bombefly og anden bevæbning, siden gennem våbensalg. På det seneste er det kommet frem, at USA igen har militærrådgivere på øen, i træningsøjemed, hedder det. Kina siger, at det har man da vidst hele tiden.

Læg hertil overflyvninger og gennemsejlinger tæt på Taiwans og Kinas luftrum og farvande; det foregår alt sammen på kanten af Det Sydkinesiske Hav og dermed ruterne for en stor del af den globale handel.

HISTORIEN har vist, at når først en krig er startet, er den svær af komme ud af. Fredsslutningen i 1918-19 viste sig at være forspillet til en forlængelse af Asiens store krig 1931-45 og Europas ditto 1939-45. Her skiller Taiwan sig markant ud: Øens velsignelse og forbandelse er dens geografi: tæt på det kinesiske fastland, men centralt placeret i den globale økonomi. Klodens største producent af computerchips er taiwansk. Kald det bare en livsforsikring, for hele verden er afhængig af disse produkter.

Chipfabrikken TSMC i Hsinchu minder os om det økonomiske mirakel, østaten er. Republikken Kina, Taiwans officielle navn, er også en politisk succes. I 1987-88 afsluttede datidens magthavere fire årtiers militær undtagelsestilstand og indførte demokratiske tilstande. Politiske fanger blev frigivet, censuren ophævet, og borgerne fik civile og politiske rettigheder. Uden at ét eneste skud blev løsnet. Forberedt af en stat, der havde brugt årtier på at uddanne sin befolkning, mens den var ufri.

Så sagen turde være enkel: Et nationalkonservativt statskapitalistisk diktatur, Kina, vil opsluge et liberalt demokrati, Taiwan. Vi europæere tager vel altid, ganske som vore amerikanske venner, stilling for demokratierne, når disse er truet?

HER STILLER historieskrivningen sig i vejen: USA har gennem et halvt århundrede anerkendt den holdning hos Beijings ledere, at Taiwan er en del af det historiske Kina. Hvilket ikke er det samme som at godkende, at det store Kina blot kan overtage det lille Kina og administrere det efter forgodtbefindende.

Vi kalder det ét-Kina-politikken, og den tilslutter Danmark og EU sig. Den indebærer, at Taiwan ikke kan blive medlem af FN, hvad ørepublikken var indtil 1971. Vi har netop passeret 50-året for, at Folkerepublikken Kina overtog Taiwans plads i FN.

Er et kompromis muligt, så Taiwan kan slippe for de alarmerende overskrifter?

På det seneste har præsident Joe Bidens udmeldinger skabt forvirring, hvilket er hensigten. Supermagtens Taiwan-politik kaldes ’strategisk tvetydighed’: Ørepublikken er et selvstyrende samfund, dog uden den formelle FN-anerkendelse, som andre stater nyder. Samtidig engagerer Europa sig i voksende omfang i Taiwan, og tak for det.

TILSTANDEN giver ro på og er konsekvensen af årtiers kløgtigt amerikansk diplomati. Nul dødsofre! Prøv så lige at sammenligne med USA’s ageren i Mellemøsten. Der er oceaner af visdom til forskel.

Den historiske strid om Taiwan har to parter, og de bør gennem forhandling nå til en afslutning på den kinesiske borgerkrig. Nemt bliver det ikke.

Bundlinjen i ligningen er, at med nutidens tilstande i Beijing er Kina ikke værd for taiwanerne at genforene sig med. Det bedste håb for øens fremtid er, at det kinesiske magtsystem pensionerer Xi Jinping. Hvilket tidligst kan ske på en partikongres i 2027, samme år som Folkerepublikkens hær fejrer 100-års dagen for sin grundlæggelse.

Tålmodighed er en god asiatisk dyd, som der bliver hårdt brug for. Kreativt diplomati, tak!

Østasien vinder det 21. århundrede, hvis det lykkes at finde en fredelig løsning mellem Taiwan og Kina.

(Klumme i Politiken 02.12.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Digitale stemmesedler? Nej tak

Valghandlinger bør forblive på papiret nogle årtier endnu. Helst for evigt.

Selvfølgelig er det fristende, at vi en dag kan klare stemmeafgivelsen ved nogle få klik på computerens tastatur.

Når nu vores tilværelse er digitaliseret på mange andre felter – skattebetaling, medicinrecepter, bankforretninger, borgerservice, læring og meningsmålinger – så bør det vel også kunne realiseres, at vi sender vore folkevalgte ind i byrådssalen med de nødvendige klik?

Forsøg har været gjort, og erfaringerne er mildt sagt blandede. Vor nabo Estland blev en pioner med afholdelse af de første nationale e-valg nogetsteds på kloden i 2007, og 30.275 estere, svarende til 3,4 procent de stemmeberettigede, gjorde brug af muligheden. En generalprøve var gjort to år tidligere ved lokale valg. Begge gange konkluderede myndigheder og folkevalgte, at forsøgene havde været vellykkede.

AMERIKANSKE delstater har forsøgt sig med digital stemmeafgivning, men her er udfordringerne anderledes komplekse. West Virginia har siden 2018 tilladt stemmeafgivning for oversøiske vælgere og militært personale via en app. Siden er Delaware og New Jersey kommet til.

De tre staters eksperiment er baseret på, at de har overdraget gennemførelsen til en virksomhed, der kalder sig Democracy Live. Systemet er indrettet således, at vælgeren modtager en mail, der anviser, hvorledes der logges ind på Democracy Lives portal. Når stemmen er afgivet, kan vælgeren enten printe sin seddel ud eller afsende den digitalt. Ved modtagelsen af sedlen printes den ud og lagres hos Democracy Live, så muligheden for papirkontrol opretholdes.

Bryan Finney, stifter af og direktør for Democracy Live, forklarer sin virksomheds eksistensberettigelse med, at den digitale adgang er den realistiske måde at nå ud til anslået 30 millioner amerikanske borgere, der af forskellige grunde aldrig finder vej til et afstemningslokale.

Advarsler har det ikke skortet på. Digitalt sagkyndige siger nærmest i kor, at det er enklere at hacke et system for stemmeafgivning end at begå digitalt tyveri på e-portaler for shopping. Alene omkostningerne ved at oprette de nødvendige kontrolfunktioner vil overstige de potentielle besparelser, lyder det.

Med til at komplicere tilstanden hører, at USA ikke har en samlet standardiseret infrastruktur for valghandlinger. Hver enkelt delstat indretter sig, som det bestemmes lokalt.

Denne mulighed benyttede Det Demokratiske Parti i Iowa sig af, da det i februar i fjor skulle afholde et primærvalg. Udfaldet var imødeset af partiafdelinger på tværs af det store land, fordi man her ville få en første indikation af, hvem der ville blive partiets præsidentkandidat ved valget senere samme år.

Men alt, hvad der kunne gå galt ved en digital stemmeafgivning, gik galt i Iowa. Efter et døgn fyldt med klager over manglende funktionalitet på den smartphone-app, der var udviklet til formålet, kunne partiet stadig ikke sætte navn på vinderen.

DE TEKNISK sagkyndige kunne ikke finde spor af hackere; det var appen, der var upålidelig. Stemmeoptællere måtte ty til papirsporet for at indrapportere resultaterne. Efterfølgende afviste demokraternes partiledelse i Iowa at forklare medierne, hvem der havde udviklet appen. Man begrundede det med, at så længe softwareudvikleren er anonym, vil hackere ikke kunne forstyrre eller destruere denne digitale stemmeboks.

Så gik det trods alt bedre i Estland med en befolkning på kun det halve af Iowas. Som en konsekvens af en klage over hacking af valgsteder vedtog de estiske myndigheder i 2013 en særlig procedure for verifikation af vælgere efter stemmeafgivning. Og jo, den er digital:

Den stemmeberettigede skal aflæse en QR-kode fra den dekstops afstemningsside, der er brugt, hvorefter navnet på den kandidat, der har fået stemmen, popper op på den stemmeberettigedes smartphone.

Men, sagde kritikerne dengang, der var ingen mekanisme til at verificere, at stemmen blev talt med i det digitale optællingsprogram.

HVOR SVÆRT kan det ikke være at være en digitaliseret borger? Man erindrer sig en anekdote fra rumkapløbets tidlige år: Det amerikanske rumagentur Nasa brugte angiveligt millioner på at udvikle kuglepenne og andre skriveredskaber, der kunne fungere i rumkabiner med vægtløshed. Deres sovjetiske rivaler brugte blyanter bundet med snor til astronautens håndled.

Herfra må anbefales at gøre blyanter sakrosankte.

(klumme i Politiken 15.11.21)

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | 2 kommentarer

Rusland bliver ikke tolerant og liberalt

Europa må lære at leve med et autokratisk, nationalkonservativt Rusland, som heller ikke efter Putin-æraen vil være liberalt, mener forfatter, der er aktuel med ny bog om det gådefulde land.

Danske politikere og beslutningstagere må lægge forventningerne om et mere liberalt og tolerant Rusland over i historiens skrotbunke, for den østlige stormagt med de mange råstoffer har ikke den ringeste udsigt til at blive en politisk kopi af hverken Europa eller USA. Prøv derfor at leve med et stabilt og forudsigeligt Rusland, hvor den toneangivende middelklasse bakker op om herskeren, selv når han minder om en af fortidens zarer.

Skåret ind til benet er dette holdningen hos en kyndig udi russisk tænkning og traditioner, faghistorikeren og forfatteren Jens Jørgen Nielsen. Han har selv passeret de syv årtier, og i fire af disse har han haft det russiske samfund og dets naboskaber som sin arbejdsmark, begyndende i det sidste årti af den sovjetiske supermagts levetid.

Som russisk gift og med flere års bopælsadresse i landet kender han den modsætningsfyldte nation bedre end de fleste. Som stillingsbetegnelse har han kunnet skrive underviser, foredragsholder, korrespondent og virksomhedskonsulent på sit generalieblad. Oveni har han måttet lægge øre til beskyldninger for at være for imødekommende over for den herskende logik i Moskva, men selv mener han, at den aktuelle udvikling i Putins rige vil give ham ret i udsagnet om, at vi i Vesten gør bedst i at finde frem til et fornuftsbetonet samkvem med giganten i øst.

»Vi er jo for længst forbi tilstanden med krigstrusler, som det var tilfældet under den kolde krig. Et dansk og europæisk samliv med Rusland må forudsætte en realistisk erkendelse af, at Putin er en nationalkonservativ leder, hvis store inspirationskilde er nogle af fortidens store zarer. Både sovjetisk og russisk historie har lært os, at hvis der skal komme forandringer – helst i en retning, så Rusland bliver en mere acceptabel nabo – skal de komme indefra i magtapparatet, ikke fra gaden, ikke fra systemkritikere, hvis eneste salgsvare er en ensidig kritik af regeringen og magthaverne. Vi skal erindre os, at de to ledere, der tillod en afvikling af det sovjetiske imperium, Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin, begge var udklækket af det sovjetkommunistiske magtapparat«, lyder hans pointe.

Ukraine bør finlandiseres

Mange vil give dig ret, men det hjælper jo ikke de ukrainere, der ser deres land sønderrevet af regulær krigsførelse eller de folk i de baltiske lande, der må leve med russisk militæropbygning tæt på deres grænser?

»Krim var kun ukrainsk midlertidigt, efter at den daværende sovjetleder Nikita Khrusjtjov som en venlig gestus overdrog halvøen til den ukrainske sovjetstat i 1954. Krigen og konflikterne i Ukraine er ubehagelige, men løsninger er mulige og vil kræve både vestlig og russisk velvilje«.

Hvordan?

»Alle kan lære af den tidlige fase af den kolde krig. Gå tilbage i historien og se, hvorledes Østrig i 1955 sikrede sig en status som neutral stat mellem rivalerne i øst og vest. Sammen med Finland, der som bekendt havde været i regulær krig med den kommunistiske stormagt. Datidens ledelse i Moskva gav begge lande garantier, der sikrede, at de kunne leve som demokratier uden trusler og pres«.

Altså mener du, at Ukraine skal finlandiseres, som det dengang hed sig?

»Præcis. Europa har kendt den model før, og den bør forsøges her i nutiden«.

Næppe mange ukrainere vil være begejstret over, at deres placering på det politiske landkort vil blive forhandlet hen over deres hoveder?

»Så skal man gøre sig klart, hvor dårligt regeret Ukraine er blevet siden ophøret som sovjetrepublik. I den østlige del af landet er folkestemningen alt overvejende prorussisk, og samtidig har landet kæmpet med dybt inkompetente folkevalgte regeringer. Der er stærkt brug for, at Ukraine kommer økonomisk på fode, og her vil en status med formaliseret neutralitet være en stor hjælp. Fremfor alt vil det formilde Putin og hans efterfølgere, hvis der gives garantier for, at Ukraine aldrig kan blive medlem af Nato«.

Og Baltikum?

»Man kan undre sig over, at det skal være nødvendigt at udstationere danske soldater på en base i Estland. For Putin har på intet tidspunkt ytret noget, der kan tolkes som intentioner om at invadere eller overtage et eller flere af disse lande. Der er noget teatertorden over den militære opbygning, der finder sted i denne del af Europa. De fleste har tilsyneladende glemt, at Putin i sine tidlige regeringsår var positiv over for en tanke om at gøre Rusland til en del af Nato i en eller anden form. I den første tid efter sin magtovertagelse for lidt over en snes år siden stod han i spidsen for en svag og skrøbelig nation og mente oprigtigt, at han kunne komme til en forståelse med Vesten om at udvikle en pragmatisk sameksistens«.

Hvornår og hvorfor begynder han så at slå ind på en mere antivestlig kurs?

»Det bliver tydeligt, da præsident George W. Bush ensidigt trækker sig fra den store nedrustningsaftale om langtrækkende, defensive missilsystemer, kendt som ABM-aftalen. Denne beslutning indebar, at USA ville beholde retten til at ramme Rusland i et såkaldt førsteslags-angreb. I årene inden da havde der været voksende spændinger om Kosovo, hvor russiske og amerikanske styrker var tæt på at komme i regulær kamp. Amerikansk støtte til muslimsk separatisme i Tjetjenien spillede også ind«.

Putins kritikere ligner ham

Alle undersøgelser viser, at den russiske befolkning er træt af korruptionen, så det er måske her, han burde sætte ind for at styrke sin popularitet?

»Der går næppe en uge, hvor han ikke taler om nødvendigheden af at bekæmpe korruption. Problemet er, at den er systemisk, den har dybe rødder i kulturen. Selv hvis en figur som Aleksej Navalnyj (oppositionslederen, der er idømt en fængselsstraf, red.) kom til magten, ville korruptionen fortsætte. Vesten overser, at nogle af Putins hårdeste kritikere overhovedet ikke er liberale, men tværtimod ligner ham. Navalnyj er en hårdhudet nationalist, der omtaler muslimske oprørere som skadedyr. Så hvorfor gav det mening, at kansler Angela Merkel aflagde sygebesøg hos Navalnyj, da han var indlagt på et tysk hospital? Den slags bliver ikke taget godt imod hos patriotiske russere«.

Meget ville se anderledes ud, hvis forsøgene på at myrde journalister og oppositionsfolk ophørte?

»Absolut, men det hører med i billedet, at der blev dræbt flere journalister under Vestens darling Boris Jeltsin, end det er sket under Putin«.

Hvad er opskriften på et bedre forhold mellem Vesten og Rusland?

»At vestlige beslutningstagere og meningsdannere koncentrerer sig om at gøre, hvad der er godt for Vesten og lader den russiske magtelite få lov til at lede deres land, som de finder bedst. Vestlig accept af Rusland vil mildne magten og skabe et større råderum. Forsøg på regimeskift vil tænde alle røde lamper i Rusland og skade den liberale sag«.

Med andre ord vil du foretrække, at Vesten tier om de overgreb, der finder sted på menneskerettighedsforkæmpere og andre aktivister i Rusland?

»Jeg så gerne en større vestlig selvkritik. Der er brug for at se på de finansieringskilder, der sender penge til aktivistmiljøerne. Disse har ingen respekt hos russere, der kæmper for et mere liberalt og tolerant samfund. De fleste af Putins kritikere i Rusland kritiserer fra en nationalistisk vinkel og mener, at Putin er for svag over for Vesten, at han er for liberal og tillader for mange indvandrere fra Centralasien. Putin understreger på sin side, at Rusland er en multinational stat«.

Putin nærmer sig de 70. Kan systemet overleve ham den dag, han ikke er mere?

»Det ser svært ud, for han er en moderne zar. Der er noget sakrosankt over ham, hvilket er pudsigt i betragtning af, at han blev set som svag, noget i retning af en konfirmand i et for stort jakkesæt, da han overtog et meget svagt Rusland for en snes år siden«.

Han har ikke hjulpet en kronprins med sig op?

»Slet ikke. Der er stilhed i medierne om hans private cirkler og mange spekulationer om elskerinder og børn, han kan have fået med disse. Meget lidt er kommet ud til offentlighedens kendskab«.

Hvad kan man frygte, der vil ske, når Putin ikke er ved magten mere?

»Rusland er stadig et relativt skrøbeligt samfund med en vis stabilisering under Putin. Skrækscenariet er et statsligt sammenbrud. Putin har møjsommeligt opbygget staten på personlige relationer til regionale og ideologiske størrelser. Tjetjeniens skæbne er afhængig af et godt forhold mellem Putin og republikkens leder, Ramzan Kadyrov. Bliver det ikke genetableret med en ny russisk leder, kan meget gå galt. Strid mellem forskellige russiske oligarker kan heller ikke udelukkes«.

»Man skal dog ikke forvente, at der kommer en provestlig liberal til magten, slet ikke nogen uden for systemet. Udenrigspolitikken vil uanset hvad stort set forblive den samme – måske endda mere kritisk over for Vesten. De nationalistiske Putin-kritikere er stærkere og mere talrige end de liberale. Putins efterfølger vil holde sig til hans moderate konservative linje, der er midtsøgende efter russiske forhold. Der vil næppe ske drastiske ændringer. Russerne gider ikke flere revolutioner uanset i hvilken ideologis navn«.

(Interview i Politiken 14.11.2021)

Udgivet i Globalt, Interviews | 2 kommentarer

Biden, vores egen Gorbatjov?

Opløsningen af Vesten som politisk begreb diskuteres nu seriøst.

Indrømmet, overskriften er en provokation, for selvfølgelig lander USA ikke på historiens mødding, som det blev tilfældet i disse uger for tre årtier siden med opløsningen af Sovjetunionen. Men tillad et tankeeksperiment: at ’Vesten’, som vi kendte det under fire årtiers kold krig mellem sovjetkommunisme og de liberale demokratier, sociale markedsøkonomier og borgerrettigheder, ophører som politisk fællesskab.

Ikke fordi Putins små grønne mænd er på vej ind i et eller to af de baltiske lande, eller at en kinesisk invasionsstyrke brænder præsidentbygningen i Taipei ned til grunden.

Nej, dommedagsscenariet skyldes, at Vesten ikke er i stand til at levere samlede svar på de altoverskyggende globale udfordringer: pandemier, klimaforandringer, de islamistisk-inspirerede terrortrusler og en invalideret økonomisk globalisering.

Politiske opportunister og populister henviser til Xi Jinpings politbureau og Vladimir Putins oligarkiske netværk som hovedskurkene, mens de lukker øjnene for, at den vestlige verdens muskelmand par excellence, USA, er politisk nødlidende efter det første års tid med Joe Biden ved roret.

Forklaringer her: Fhv. departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller har beregnet, at renteudgifterne på USA’s gæld i år (sandsynligvis 300 mia. dollars) kommer til at udgøre en større post på det føderale budget end udgifterne til uddannelse, transportsektoren, videnskab, rumfart og forskning i nye teknologier lagt sammen.

Den Washington-baserede nonprofit-tænketank CRFB har for nylig konkluderet, at USA’s renteudgifter om mindre end ti år vil være tredoblet og til den tid udgøre 90 procent af det samlede provenu fra personindkomstbeskatningen.

Den sandsynlige udgang på tilstanden er, at USA kræver af sine allierede og kreditorer, at en del af gælden må afskrives. Når dette øjeblik indtræffer, må begrebet supermagt omdefineres.

Mere endnu: Europæiske beslutningstagere sov i timen, da præsident Joe Biden på sin første dag i embedet beordrede en 100-dages gennemgang af regeringens bestræbelser på at imødegå indenlandsk terrorisme. Et dokument på Det Hvide Hus’ hjemmeside siger det rent ud: at den største terrortrussel mod USA er den, der kommer indefra. Skrevet på et fakta-ark lagt ud på siden 15. juni.

Har man appetit på uddybende og analytiske forklaringer på denne foruroligende udmelding, anbefales det at gå ind på netmediet American Purpose, som i sidste uge publicerede en knap 2.700 ord lang kommentar om Amerika som geopolitisk risikofaktor. Forfatteren er Mitchell Reiss, tidligere chef for det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for policy planning . Altså det kontor, der krystalkugleagtigt forsøger at levere bud på fremtidens globale risici.

Reiss noterer, at hvis republikanerne vinder bare det ene af Kongressens to kamre ved midtvejsvalget om et år, vil alle Bidens indenrigske lovinitiativer afgå ved døden, når de sættes til afstemning. Piskende nødvendige reformtiltag lander i en by i Rusland, som vi med passende dansk kynisme kan formulere det.

PÅ DETTE BAGTÆPPE kan sidste uges udmelding fra vor statsminister om, at Danmarks internationale placering ligger i hjertet af både EU og Nato kun kaldes et nødråb. At det overhovedet er nødvendigt at fremhæve disse realiteter med store bogstaver, er et alarmsignal i sig selv.

Historieskrivningen om det ekstremt voldelige 20. århundrede fortæller os, at fremtiden umuligt kan blive drevet af et styresystem, der er domineret af kinesiske eller russiske eliters strategiske tænkning. Hos begge stormagter er ledelsens formål at opretholde kontrol indadtil fremfor ekspansion. Men i kombination med et politisk dysfunktionelt USA er konsekvensen en verden uden ledelse.

Tiden er inde til at tænke nyt om klodens indretning. Et seriøst forsøg gøres af Portugals tidligere europaminister Bruno Maçães i bogen History has Begun: The Birth of a New America . Her forklarer han overbevisende, hvorfor en politisk skilsmisse mellem USA og Europa er uundgåelig. De to kulturers forskellige udlægninger af det liberale tankegods er uforenelige: Europæerne er låst af nationalstaten, mens USA drømmer om en fremtid med grænseløs frihed.

Accepterer man hans analyse, turde det være en selvfølgelighed at arbejde for Europas Forenede Stater. Den model venter ikke lige om hjørnet. Biden bliver ingen Gorbatjov, men noget helt andet, vi endnu ikke kan sætte en etiket på. Måske kun et mellemspil inden Trump 2.0.

(klumme i Politiken 04.11.2021)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA | 2 kommentarer

Klimatiltag spoleres i både øst og vest

Senatorer i kulstat kan sætte en stopper for Joe Bidens klimapolitik.

Om en halv snes dage samles klodens vigtigste beslutningstagere i Skotland for at lægge rammerne for planetens fremtidige indretning. Ikke kun for resten af 20’erne, men årtier frem. Klimapolitik er blevet sikkerheds- og magtpolitik, der kalder på solide kompromiser, hvis vores børnebørn skal kunne leve anstændigt.

Ferskvandsbiologer, meteorologer, metallurgikyndige og it-specialister vil fremover være, hvad kampvognskommandører, specialstyrker og jagerpiloter var i forgangne årtier. Klimaet skal sikres, pandemier forebygges og terrorisme bekæmpes med digitaliseringens redskaber, herunder kunstig intelligens, sporing og overvågning.

Selv hvis det lykkes at nå et anstændigt kompromis på klimatopmødet i Glasgow, trækker den akutte tilstand i verdensøkonomien den forkerte retning. Flaskehalsene i de globale forsyningskæder vil få producenter af fossil energi hos de største forurenere til at skrue op for alt det, kloden skal forsøge at afvikle. Det vil gælde i West Virginia såvel som i det østlige Sibirien.

Klimaforandringerne er nu så gennemgribende, at de på sigt kan gøre Rusland til en større producent og leverandør af olie og gas end Mellemøsten og Afrika sammenlagt. For tundraen i det østlige og nordlige Sibirien smelter nu med en sådan hast, at gigantiske depoter af gas og olie bliver lettere tilgængelige.

Så Vladimir Putin ignorerer ikke klimaforandringerne, men drager massive fordele af dem. Mens de tiltag, vi i Europa investerer milliarder i, risikerer at blive elimineret af udledningerne fra øst.

HUSK OGSÅ, at Putin i 2014 underskrev en 30-årig energiaftale med klodens snart største økonomi, den kinesiske. Denne aftale forpligter Rusland til årligt at eksportere ca. 40 milliarder kubikmeter gas til kineserne frem til 2048.

For Europas beslutningstagere bliver det tvingende nødvendigt at få Kina og USA bragt tilbage på det bredeste mulige dialogspor omfattende klima, samhandel og tech. Men der er mange forhindringer undervejs:

Kina er kommet hurtigere ud af covid-19-pandemien end nogen anden af de højtudviklede sværvægtsøkonomier. Hvilket forklarer, hvorfor kinesisk eksport til USA er steget med 31 procent siden januar 2018, da Donald Trump begyndte at bruge toldvåbnet mod kinesiske importvarer.

Godt halvdelen af alle kinesiske produkter til det amerikanske marked er pålagt en toldsats på 20 procent. Alligevel intensiveres samhandelen i den asiatiske gigants favør: Amerikansk eksport til Kina udgør kun en tredjedel af den kinesiske eksport til USA. Med dette for USA dystre bagtæppe giver det mening, at præsidenterne Joe Biden og Xi Jinping angiveligt skal have et topmøde, muligvis et fysisk af slagsen, inden årsskiftet.

Hvis de to rivaler vælger samarbejdets vej frem for konfrontationens, kan der på sigt skabes grønne jobs i millionvis i både Californien og Manchuriet, men også her i Europa.

Indadtil skal Joe Biden først forklare vrangvillige kongresmedlemmer, at grøn omstilling kan levere den jobskabelse, som vil have gavnlige virkninger i alle de regioner af verden, der spiller med i de vigtigste industrielle og teknologiske forsyningskæder. Men to senatorer i kulstaten over alle andre, West Virginia, nemlig demokraten Joe Manchin og republikaneren Shelley Moore Capito, modsætter sig begge det ambitiøse program for grøn strøm, som er kernen i præsident Bidens klimaprogram.

USA’s valgsystem er således indrettet, at to bagstræberiske senatorer i en svingstat med kun 1,8 millioner indbyggere kan forhindre, at Joe Bidens klimaforhandler John Kerry rejser til Glasgow med et tilbud, som kan få EU, Kina og andre storforurenere til at byde ind med en løsning.

Manchin er formand for Senatets energipolitiske udvalg og berygtet blandt klimaaktivister for sin modstand mod grønne energikilder. Han er blevet mangemillionær på sit familieejede kulfirma og modsætter sig, at USA bliver en af de førende i den grønne omstilling. West Virginias kulminer kommer først.

NÆSTE ÅRS midtvejsvalg vil demonstrere, om nogle få folkevalgte vælger rollerne som de mest uforsonlige fjender af en ansvarlig fremtid for amerikanerne og os andre. Inden da kan Joe Manchin og ligesindede (overvejende olie-, gas- og kulelskende republikanere i andre svingstater) nå at handlingslamme præsidentens og Kongressens klimapolitik.

Hvis West Virginias kulmafia får sin vilje, taber resten af kloden, og den fossile stormagt over alle andre, Rusland, er ikke færdig med at indkassere gevinster.

(klumme i Politiken 21.10.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Unge i USA siger nej til supermagtsrollen

Giv vort forsvarsministerium et navneskifte: militært beredskab og hjælp til krigsveteraner.

Hvordan gøres regnebrættet op, moralsk, politisk og økonomisk efter den store vestlige supermagts hidtil mest spektakulære militære fiasko i næsten et halvt århundrede? Forklaring følger, og den handler især om noget psykologisk:

Hvordan håndterer vi herhjemme de af vore borgere, der har sat liv og førlighed på spil i forsvaret af Danmarks internationale status, herunder alliancerelationen med USA?

Blandt folketingsmedlemmer er der udbredt enighed om, at Danmark kom for sent i gang med at formulere en veteranpolitik efter indsatserne i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne. Der er siden sket en betydelig oprustning i form af bl.a. soldaterhjem.

VI KAN SE TIL USA efter både inspiration til og skræmmebilleder på, hvilke tilstande vi bør undgå. Amerikanerne har et regulært ministerium for veterananliggender, og den vej kan vi også gå. Tænk hvis Forsvarsministeriet fik et navneskifte: Ministeriet for militært beredskab og hjælp til krigsveteraner.

Går man ind på de relevante amerikanske hjemmesider, er de til overmål udstyret med fakta. Ministeriet for Veterananliggender har f.eks. udarbejdet en tabsliste over dræbte, sårede og veteraner siden USA’s frihedskrig mod den britiske kolonimagt (1775-83), borgerkrigen (1861-65) og hele vejen op til det 20. århundredes store konflikter, herunder to verdenskrige, indsatserne i Korea, Vietnam, Mellemøsten og senest krigene mod terror (læs: fundamentalistisk politisk islam).

Hvor mange af nutidens danske soldater er klar over, at den amerikanske indsats i Vietnam 1964-75 betød, at der samlet blev indsat 3,4 millioner tjenestgørende, hvoraf de knapt 60.000 ikke overlevede? 40 år efter krigsafslutningen levede der ca. 4,48 millioner med ar og efterveer fra denne massivt inkompetente krigsførelse.

Siden fulgte evighedskrigene i Mellemøsten og Afghanistan. Det er endnu for tidligt med præcise aktuelle opgørelser over antallet af veteraner fra disse konflikter: I 2016 satte ministeriet tallet til 4.4 millioner. Gode amerikanske borgere, hvis liv og kræfter kunne have været anvendt klogere i en tid som nu, hvor den enestående, men splittede og fortvivlede nation er presset ud i en materiel, politisk og moralsk genopbygningsproces.

I SIDSTE uge offentliggjorde tænketanken Eurasia Group resultaterne af et fire år langt undersøgelsesarbejde om, hvorledes den amerikanske befolkning opfatter nationens internationale missioner. Højere læreanstalter i Danmark og medlemmer af Folketinget, læs med her:

Et hastigt voksende antal yngre amerikanere ser ikke længere Amerikas samfundsindretning og globale rolle som exceptionel. Ikke kun betvivler de nationens evne til at være supermagt, de tror i mindre omfang end før, at USA har retten til at blande sig i andre landes anliggender. Seks ud af ti amerikanere siger i undersøgelsen, at USA ikke længere er en exceptionel nation.

De unge amerikanere ser ind i en arv, der begyndte omkring år 1900, da USA nedkæmpede Spanien bl.a. i Filippinerne, en begivenhed, der fik imperialismens hofdigter Rudyard Kipling til at skrive et af sine mest berømte digte om ’den hvide mands byrde’; ment som en advarsel om ikke at gentage alle de overgreb, som digteren konkluderede, at det britiske imperium havde begået.

Kun knapt hver femte amerikaner mener, at beslutningen om en tilbagetrækning fra Afghanistan har skadet supermagtens globale status, mens dobbelt så mange mener, at USA slet ikke bør befatte sig med såkaldt nationsopbygning. Epoken med demokratieksport på larvefødder og med bombefly ligger i kisten. Ser I budskabet på lystavlen, Trine Bramsen og Jeppe Kofod?

OPMUNTRENDE er det, at svaret på tilstanden ikke er isolationisme, men diplomatisk engagement; det felt, som det tog Donald Trump kun fire år at lægge i ruiner. Heldigvis vil de unge amerikanere gerne det, der kaldes global økonomisk integration. Men tommelfingeren vender de nedad, når de spørges om, hvorvidt USA skal bruge militær magt for at straffe menneskeretsovergreb og indføre ’demokrati’ over alt på kloden.

Vigtige budskaber, når kikkertsigtet rettes mod næste års midtvejsvalg, der risikerer at spolere Joe Bidens forsøg på at genoprette et nødlidende samfund: Hvert døgn mister et par tusinde gode amerikanere livet til covid-19, mens en snes veteraner begår selvmord.

Pointen behøver at blive understreget: Dette sker hvert eneste døgn.

(klumme i Politiken 07.10.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Kniv i ryggen, skud i foden

Kernekraft og kul. Australien har meldt sig ind i fortiden.

En kniv ryggen på os. Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, gjorde brug af et ordvalg, der er sjældent i den diplomatiske jargon mellem ligesindede, da han kommenterede den australske beslutning om at skrotte en aftale om at lade Paris være den vigtigste partner i et milliardprogram for bygning af en ny flåde af undervandsbåde.

I stedet bliver det Storbritannien og USA, som ikke kun skal bygge de nye ubåde, men også levere den teknologi, der skal gøre atomkraft til en del af Australiens energiforsyning. Premierminister Scott Morrison kalder båndene til supermagten på den anden side af Stillehavet et »evighedspartnerskab«, et udsagn, der fremstår ufrivilligt komisk, i lyset af at USA’s såkaldte evighedskrige i Afghanistan og Irak ’kun’ varede en snes år.

Naturligvis handler det om at inddæmme den voksende magt og indflydelse, som Kina har tiltaget sig i Australiens nærområde. Derfor er den nye tremagtsalliance, kaldet Aukus, også interessant, i kraft af hvem den udelukker: Japan er ikke med, ej heller de lande i Sydøstasien, som dagligt oplever kinesiske magtdemonstrationer i form af gennemsejlinger og overflyvninger.

I DISSE MÅNEDER diskuterer europæiske parlamentarikere, hvorledes Europa senere i århundredet skal opnå strategisk autonomi: Fremover er det hensigten at blive en stærkere sikkerhedspolitisk og militær aktør uden den traditionelle afhængighed af USA.

Den australske beslutning om ensidigt at forankre sig hos sin oprindelige kolonimagt og hos USA demonstrerer, at det ikke bliver europæerne, der inspirerer beslutningstagerne i Canberra til at tænke nyt. Det er en anglo-amerikansk orden, som søges genoplivet. Realiteterne i denne er i kort form følgende:

Australsk forsvarskapacitet vil operationelt blive dybere integreret i det langt større militære establishment, der ledes fra Pentagon. Læs: USA vil i al overskuelig fremtid have en de facto-vetoret over, hvor australske undervandsbåde, skibe og fly vil blive indsat. Den slags kaldes afgivelse af suverænitet. I en tilspidset konfliktsituation i Østasien vil USA kunne udstationere kernevåben på australsk jord.

Regeringschefen Scott Morrison forklarede sig efter præsentationen af Aukus-partnerskabet på følgende vis: »Australien er ikke i gang med at etablere sin egen atomindustri, og vi vil fortsætte med at overholde vore forpligtelser, hvad angår ikkespredning (af kernevåben)«.

Sidste del af udsagnet var en gratis omgang: Den traktat om forbud mod besiddelse af kernevåben, som trådte i kraft i januar i år, støttes indlysende nok ikke af de ni stater på kloden, der har kernevåben, men ej heller af Australien.

I løbet af en lille halv snes år har Australien foretaget en 180-graders vending i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. I foråret 2013 indgik den daværende arbejderpartiregering en strategisk partnerskabsaftale med Beijing, ikke ulig den, Danmark havde opnået fem år forinden. For begge landes vedkommende er en videreførelse lagt i mølposen på ubestemt tid, men volumen i samhandlen med Kina fortsætter med at vokse.

Er Australien på vej ind i et koldkrigslignende partnerskab med USA vendt mod Beijing? Ikke, hvis vi alene ser på de økonomiske realiteter: Australiens største samhandelspartner er Kina, 39 procent af alle varer, der forlader det store land, havner hos kinesiske importører, mens 27 procent af al import kommer fra Kina.

Etableringen af Aukus er et fravalg af de traditionelle redskaber for håndteringen af internationale relationer: klassisk diplomati, multilaterale organisationer, etablering af brede koalitioner. Et skud i foden, lyder det fra kritikere, især på venstrefløjen, om det, Morrison kalder »det største strategiske skridt, Australien har taget i generationer«.

AUSTRALIEN blev aldrig en betydningsfuld partner for Vesten i krigen mod terror og forsøgene på at stabilisere det kronisk konfliktplagede Mellemøsten. Klimapolitisk er det også svært: Australien har stadig den tvivlsomme rolle som klodens største eksportør af kul. Vækst i råstofsektoren forbliver et centralt element i regeringens plan for landets økonomiske fremtid, erklærede Scott Morrison i november 2019.

Både sikkerhedspolitisk og klimastrategisk ligner virkeligheden down under således en overlevering fra en verden, hvor den hvide mand, efterkommer af britiske straffefanger, lever i en indbildning om at bestemme det meste, men har udliciteret strategiske kompetencer til sine to større anglo-amerikanske brødre.

(klumme i Politiken 21.09.2021)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Kinesisk kur mod Kabul-syndromet

Joe Biden har mulighed for at genstarte forhandlinger med Beijing.

Folk lidt oppe i årene kan huske tiden med Vietnam-syndromet: betegnelsen for den tilstand, der ramte amerikanske politikere i årene efter den skæbnesvangre april i 1975, hvor klodens også dengang stærkeste militærmagt måtte foretage en ydmygende retræte fra først den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, og siden Saigon i datidens Sydvietnam.

Kønt var det ingenlunde, men Hollywoods manuskriptforfattere kom hurtigt i omdrejninger. Syndrom eller ej, vi er mange, der nu venter i spænding på fortællingerne om retræten fra Afghanistan.

Robert Gates, tidligere CIA-chef og forsvarsminister under både George W. Bush og Barack Obama, når i sin nyligt udkomne bog om amerikansk magtudøvelse til den konklusion, at supermagtens globale indflydelse og tilstedeværelse fortsat vil være på retur, så længe opbygningen på hjemmefronten svigtes. Med andre ord: Når Joe Biden insisterer på, at USA ikke kan stå i spidsen for nationsopbygning på fjerne kontinenter, skyldes det den polarisering og de indenrigspolitiske forsømmelser, der blev dramatisk synlige i de fire dysfunktionelle år under Donald Trump.

En anden analytisk sværvægter, Graham Allison, der har skolet snesevis af kongrespolitikere og præsidentaspiranter, formulerer det på følgende vis: I en tid, hvor den amerikanske befolkning er mere splittet, end den har været siden borgerkrigen, vil det, som supermagten undlader at gøre i eget samfund, have større globale konsekvenser end en hvilken som helst begivenhed uden for USA’s grænser.

Med i ligningen hører, at USA’s økonomi fylder relativt mindre globalt. Ved starten på den kolde krig ca. 1950 stod amerikansk økonomi for omtrent halvdelen af den globale produktion. Da den kolde krig blev afviklet i 1991, var andelen bragt ned til en fjerdedel. I dag er den på en syvendedel og skrumpende.

Her trænger situationen i Kabul og omegn sig på igen. For USA bør selvfølgelig løfte sin del af det internationale ansvar for de millioner af civile afghanere, der her og nu risikerer undertrykkelse, smerte, sygdom og død.

Interessant nok har Kina allerede budt sig til med en håndsrækning og konkrete forslag. Det er sket 20. august i en opsigtsvækkende såkaldt gæsteklumme i New York Times. Forfatteren er Zhou Bo, der i avisen præsenteres som tidligere oberst og nuværende strategisk analytiker på vegne af Folkets Befrielseshær, Kinas væbnede styrker.

Zhou Bo inviterer til etablering af en fredsbevarende FN-styrke i Afghanistan, hvortil Kina kan tilbyde broderparten af soldaterne. Eftersom disse vil være udsendt af et venligsindet naboland, vil Taleban acceptere en sådan styrke, lyder argumentet. Af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har Kina længe været den største bidragyder til FN’s fredsbevarende operationer, så Beijing har et solidt udgangspunkt for en særlig og forhåbentlig snarlig humanitær indsats i Afghanistan.

USA og Kina har gjort noget lignende før. Glemt af de fleste er FN’s ambitiøse fredsbevarende mission i Cambodja 1991-94. Den omfattede en international civil og militær indsats, der talte 23.000 mand, hvoraf de 16.000 var soldater hentet fra en snes lande. Det hører med til historien, at USA havde sønderbombet Cambodja i 1969 og igen 1973, og at Kina havde været den eneste allierede og økonomiske sponsor for Røde Khmer-regimet, der kontrollerede Cambodja 1975-79 og kostede anslået halvanden million af landets indbyggere livet.

Asiens geopolitiske landkort har adskillige uafgjorte opgør, hvor USA og Kina har store aktier i spil: Den Koreanske Halvø er stadig delt, og det er amerikansk militær, der holder den nordkoreanske broderfjende i skak. Onkel Sams udsendte er her en nødvendighed.

Sværere bliver det med Taiwan. Her har USA i nu syv årtier sikret, at Taiwan ikke rammes af en skæbne, som øens indbyggere ikke selv har inviteret til. Det foruroligende er, at Kabuls nylige fald har foranlediget spekulationer om, hvorvidt de amerikanske sikkerhedsgarantier for øen stadig er gældende. Her behøves diplomati. Og jo, Joe Bidens ’klimakommissær’, John Kerry, har netop besøgt Kina, og han talte ikke kun om vejret.

Med sit kolossale silkevejsprojekt har Kina en stærk interesse i, at Afghanistan og Pakistan stabiliseres. Her kan veje, broer og telemaster vise sig mere nyttige end droner og missiler. Tilstanden kalder på, at Kina og USA i fællesskab forsøger at forvandle de afghanske slagmarker til markedspladser.

(klumme i Politiken 9. sept. 2021)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Beskyttelsesmure? Ja tak

Moderne samfund må værne sig mod talebanisering.

Mure, hegn og pigtråd, hvad betyder den slags for mennesker og deres samfund? Hvilken lære kan vi drage af det store drama i Kabul, når vi sammenholder med begivenheder, der fandt sted i Europas hjerte for seks årtier siden nøjagtig i denne augustmåned?

Vi taler om det ultimative symbol på Europas deling, manifesteret ved det østtyske kommuniststyres beslutning i august 1961 om at rejse en mur, der skulle forhindre indbyggere i DDR i at søge tilflugt hos deres frie landsmænd i datidens vesttyske forbundsrepublik.

Berlinmuren blev skillelinjen mellem frihed og tyranni. De østtyskere, der slap igennem, landede i en velfungerende, tolerant stat. Med nutidens mure i flere verdensdele er denne logik vendt på hovedet. Moderne stater vil værne sig mod folkestrømme, der opleves som trusler mod stabilitet og velstand.

Den østtyske ledelse kaldte Berlinmuren ’den antifascistiske beskyttelsesmur’, den faldt efter 28 år som konsekvens af folkeligt pres og et heldigt sammenfald af politiske omstændigheder.

Beskyttelsesmur? Et heftigt udtryk, opfundet af fæle kommunister, uha. Men vi kan lige så godt vænne os til dette begreb, for der er allerede mange af dem. Mindst 65, har forskere ved Québecs universitet i Montreal opgjort.

Murene er ikke kun rejst i de varme lande, EU-familien gør det også. Østrig vil værne sig mod migranter og flygtninge, der ankommer fra nabolandet Ungarn, Slovenien vil forhindre indvandring fra Rusland via Kroatien. Spanien har rejst et 12 kilometer langt stålhegn for at forhindre afrikanske menneskestrømme fra Marokko. Senest har Litauen besluttet at bygge en mur mod Belarus for at stoppe migrantstrømmen over grænsen. Både Egypten og Israel har sat stål- og betonbarrikader op mod Gaza.

Hvem af nutidens beslutningstagere her i Europa tør kalde nutidens barrierer antiislamistiske beskyttelsesmure? Den lader vi stå et øjeblik.

Ville Joe Biden gøre op med forgængeren Donald Trumps beslutning om at sætte barrierer op langs USA’s sydlige grænse mod Mexico? Næh, de amerikanske grænsemyndigheder er i gang med at teste hele otte forskellige prototyper på grænsehegn.

TIDENS GIGANTISKE paradoks er umuligt at undslippe: Varer, tjenesteydelser og kommunikation flyder tværs over landegrænser og mellem kontinenter i et tempo og i mængder, ingen kunne have forestillet sig for få årtier siden. Men i stigende omfang bremses transport af almindelige mennesker, potentiel arbejdskraft eller ej.

Kabuls fald har lært os den virkelighed at kende, som beslutningstagere også op til invasionen af Irak i 2003 forsøgte at bortforklare: Ingen stormagtsalliance kan indføre demokrati og frihedsrettigheder med brug af missiler, bomber, panservåben og droner. Pigeskolerne tjente som humanitært alibi for terrorbekæmpelsen.

For når Afghanistan tilhører et forrykt kludetæppe af stammekrigere, hvis strid, vold og undertrykkelse er klanfejdernes vilkår, må vi andre bare se til og lade dem ødelægge det, der kunne have været en nation.

I årtier levede vi med forestillingen om, at den mest afgørende frontlinje på kloden går mellem frihedsdyrkende demokratier på den ene side og brutale autokratier og diktaturer på den anden. Gid det var så enkelt.

Nej, nederlaget i Hindu Kush fortæller os, at verden fordeler sig i to hovedkategorier: stater, der fremmer velstand og stabilitet, på den ene side af murene og kaotiske og dysfunktionelle ’samfund’ på den anden.

Kultur, religion og etnicitet er her afgørende faktorer, og nej, Egyptens herskere kommer aldrig til at træffe så kloge valg, som det sker i politbureauet i Vietnam, Uganda bliver aldrig så vellykket en udviklingsstat som Malaysia, og hverken Ghana, Nigeria eller Irak kan kopiere de kloge erfaringer fra Sydkorea.

ISIS Terrorists Launch New Attacks in Eastern Afghanistan

Hør lige efter, konfliktforskere i diverse tænketanke: Ingen frihed eller rettighed på denne klode er universel bortset fra i FN-vedtagelsernes papirdynger, medmindre et samfunds ledere vil befolkningen det godt. Lakmusprøven lyder: Kan bedsteforældregenerationen sidde tilbage og se, at deres børn fik det dobbelt så godt, som de selv har haft det, og at børnebørnene har udsigt til at få det tredobbelt så godt?

Og murene? De er nødvendige, lige så langt kikkertsigtet rækker ud i fremtiden; lige så længe der i civilisationernes udkant er udsigt til kaos, vold, ekstremisme, jihad, klanfejder og terror. Ikke den verden, vi drømte om, da Muren i Berlin faldt en novemberaften i 1989.

(klumme i Politiken 26.08.2021)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Augustkuppet i frygtens bakspejl

Ingen jubilæumsfejring i 30-året for sovjetimiperiets opløsning

Hvert eneste år er der højtideligheder 4. maj for at markere ophøret af den nazityske besættelse af Danmark – en tradition, som forhåbentlig vil fortsætte i adskillige af vore efterkommeres generationer.

Der er andre store begivenheder, der fortjener fejring. Nøjagtig i disse dage er det 30 år siden, at et dramatisk begivenhedsforløb i Moskva blev et afgørende kapitel i det, der få måneder senere resulterede i opløsningen af det største landbaserede imperium i menneskehedens historie, det, som i 1917-22 blev grundlagt af Vladimir Lenin, og som havde hentet sit teoretiske fundament hos den tyske filosof Karl Marx.

Opløsningen, der forløb i ryk fra august hen over de sidste måneder af 1991, var en proces, der to år tidligere var indledt med Berlinmurens fald, og som på mirakuløs vis forløb fredeligt, indtil en opstand i Rumænien i december 1989 førte til diktatorparret Ceausescus henrettelse. Men selv her, i Europas kolde kælder, som landet blev kaldt dengang, var dødsofrene få.

Bevæbningen i øst taget i betragtning slap Europa billigt.

I nogle hektiske sensommerdøgn for tre årtier siden var vi nogle millioner, der nervøst fulgte, hvorledes et uhyggeligt militært-industrielt kompleks slog revner, så det bragede. Vi var vidner til det såkaldte augustkup, hvor modstandere af datidens sovjetiske generalsekretær og præsident, Mikhail Gorbatjov, forsøgte at afsætte deres øverste leder. Lykkeligvis fejlede de.

24. august trådte Gorbatjov tilbage som kommunistpartiets generalsekretær. Hans afløser holdt i fem døgn. Gorbatjovs rival Boris Jeltsin nationaliserede herefter alle partiets ejendomme i hele unionen, inklusive hospitaler, læreanstalter, boliger og andet. 6. november udstedte Jeltsin et dekret, der forbød al partikommunistisk aktivitet i den russiske delrepublik, reelt centret i det døende imperium.

Så spoler vi filmen frem til 8. december, hvor datidens ledere af Rusland, Ukraine og Belarus underskrev en aftale, der opløste den union, der blev skabt i 1922. Holdt op mod nutidens realiteter er det ironisk, at imperiets opløsning blev formaliseret i Belarus’ hovedstad, Minsk, i dag magtcentret for en klike, der med jernhård stædighed praktiserer de sovjetiske metoder.

ALEKSANDR LUKASJENKO har hersket i Belarus i 27 år. Han er født i 1954, så mon ikke han forestiller sig at kunne blive siddende en halv snes år mere? Det rigtige sted at rette spørgsmålet hen er nok ikke præsidentpaladset i Minsk, men magtcentret i Moskva.

Ingen kan være i tvivl om, hvem der spiller henholdsvis storebror og lillebror her. Europæiske beslutningstagere bør have et større fokus på, at russiske og belarussiske militærstyrker i over et år nu har holdt regelmæssige militærøvelser. I næste måned er planlagt en stor én af slagsen, der benævnes sapad , der på russisk betyder vest.

I kulisserne foregår der en integration af de to landes efterretningstjenester: Det russiske FSB er tilsyneladende ved langsomt at opsluge sin belarussiske søsterorganisation. Ruslands ambassadør i Minsk har ikke overraskende gjort karriere i fortidens sovjetiske KGB, og måske han dengang traf den i Østtyskland udstationerede kollega Vladimir Putin?

Mens Sovjetunionen eksisterede, rustede det frie Europa sig mod konventionelle og atomare våbentrusler fra øst. Selv om nutidens nedrustningsbestræbelser lader en del tilbage at ønske, er der ikke umiddelbart megen realisme i at forberede sig på en klassisk invasion med kampvogne ind over grænserne til EU.

For det nyeste værktøj i den postsovjetiske værktøjskasse er: migrantvåbnet. Det består af tusinder af især mellemøstlige, centralasiatiske og afrikanske flygtninge, der har forladt deres sammenbrudte hjemlande. Her kan Putin, Lukasjenko og Nato’s tyrkiske ven Erdogan lukke op og i for sluserne.

Lige nu er det lille skrøbelige Litauen, der kæmper med, hvad myndighederne kalder hybrid krigsførelse. Den er som bekendt asymmetrisk og fleksibel og kan gennemføres med lave omkostninger.

Virkningerne er i første omgang psykologiske. Hen over det frie Europa skyller bølger af angst og tvivl om, hvad vi skal stille op. Skubber vi migranterne tilbage over grænsen, kritiseres vi i første række af vore egne. Lukasjenko og Putin ved, hvad de gør. De har allerede ramt os i det bløde mellemgulv.

(klumme i Politiken 23.08.21)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Uncategorized | Skriv en kommentar