Uro i Hongkong får betydning for Taiwan

Kinas genforeningsplaner skubbes ud i en fjern fremtid.

HVILKEN lære vil Kinas ledere, nutidige som fremtidige, uddrage af den konfrontation, som har udspillet sig i Hongkong i denne sommer? Besvarelsen af dette spørgsmål forudsætter et historisk tilbageblik.

Fra anden halvdel af det 20. århundrede stod tre territorier uden for det kinesiske kommunistpartis kontrol: Taiwan, Hongkong og Macau. En ambitiøs drøm om at samle de områder, der blev anset for historisk at tilhøre riget, blev det meste af århundredet delt af kommunister og nationalister i Kina. Derfor blev Tibet, som reelt stod uden for den kinesiske centralregerings kontrol fra det sidste kejserstyres fald i 1911 frem til 1950, aldrig internationalt (dvs. i FN) set som en region, der kunne gøre krav på selvstændighed.

Hong Kong & Taiwan -political outliers-

Republikken Kina, grundlagt i Beijing i 1911, havde fra eksilet i Taiwan efter 1949 gjort krav på at repræsentere hele Kina (og havde Kinas plads i FN frem til 1971), men efter Taiwans demokratisering i slutningen af 80’erne blev dette af indlysende grunde opgivet. Med britiske Hongkong og portugisiske Macau var det anderledes. Få år efter den britisk-kinesiske aftale i 1984 om tilbagelevering i 1997 accepterede Portugal, at logikken i aftalen også skulle gælde naboterritoriet Macau. Det fik virkning fra 1999.

I 1981 erklærede den kinesiske ledelse, at den vil sikre Taiwans genforening med Kina om nødvendigt med brug af militær magt. Beskeden til ’udbryderprovinsen’ Taiwan var, at øen ville kunne bevare sit kapitalistiske system og tilmed sine væbnede styrker, hvis man ellers anerkendte Beijings overhøjhed. Modellen kendes som ’et land, to systemer’.

Men det er højst tvivlsomt, om den 24 millioner store befolkning i Taiwan vil acceptere den logik, som blev gældende for Hongkong. Jo længere den aktuelle konfrontation i Hongkong fortsætter, jo mere umulig tager en frivillig og fredelig kinesisk genforening med Taiwan sig ud. Seneste melding fra Beijing er, at ’Taiwan-spørgsmålet’ skal være ’løst’ senest i 2049, når Folkerepublikken fejrer sine første 100 år. Det falder nogenlunde sammen med udløbet af den ordning om lokalt selvstyre, Hongkong fik ved overdragelsen i 1997.

Taiwan blev i 1683 indlemmet i Qing-dynastiets Kina. Men en krig mod Japan betød, at Kina i 1895 måtte afgive øen, hvorefter Formosa, som var øens portugisiske navn, fik en central rolle i opbygningen af det japanske imperium i Østasien i første halvdel af det 20. århundrede. De japanske bombefly, der angreb Filippinerne og Indonesien i december 1941, udgik fra baser i Taiwan.

Japans krigsnederlag i 1945 betød, at Taiwan blev tilbageleveret til det Kina, som dengang blev ledet af Nationalistpartiet KMT; det parti, som i dag udgør den politiske opposition i Taiwan.

DER ER allerede nu valgkamp i Taiwan. Til januar stilles stemmeboksene frem i et af Østasiens frieste samfund. Præsident Tsai Ing-wen stod indtil for få måneder siden sløjt i sit uafhængighedsorienterede partis interne opstillingskampagne. Hun vandt imidlertid nomineringen sikkert i det samme døgn, hvor hundredtusinder af aktivister omringede parlamentsbygningen i Hongkong.

Mere opsigtsvækkende er det, at de fem kandidater fra det traditionelt Kina-venlige parti KMT pludselig har fået travlt med at lægge afstand til Kinas forslag om at lade øen blive en del af modellen ’et land, to systemer’.

Kinas muligvis største aktiv i Taiwan, grundlæggeren og ejeren af megavirksomheden Foxconn, Guo ’Terry’ Tai-ming, erklærede rent ud, at ’et land, to systemer’-modellen har slået fejl i Hongkong. Hans udmelding må have chokeret Beijing. Foxconn er klodens største producent af elektronikkomponenter og beskæftiger anslået 1,2 millioner industriarbejdere i Kina.

Kinas erklærede mål med at få bragt Taiwan tilbage til Kina kan kun realiseres med accept fra USA, der siden 1979 har garanteret, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. I sidste uge satte Kongressen streg under sine forpligtelser ved at godkende det største våbensalg til regeringen i Taipei i årtier. I Washingtons pakke til Taipei gemmer der sig 108 Abrams-kampvogne og 250 Stinger-jord-til-luft-missiler til en anslået værdi af 2,2 milliarder dollars. Tilbage i april godkendte USA et særligt træningsprogram for Taiwans aldrende F-16-fly. Taiwan har i årevis presset på for at købe de mest avancerede fly af typen F-35, men her vil Kongressen ikke være med. Tag dette som et amerikansk hensyn til Beijings modstand.

Aktivisterne i Hongkong har givet Taiwan en forstærket livline. Beijing må tænke nyt. Xi Jinping har utvivlsomt fået hovedpine.

(klumme i Politiken 15.07.2019)

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Achtung, babies! Ursula er en rollemodel

Den kommende EU-chef har allerede gjort en forskel i Europa. Hurra.

Længe inden Ursula von der Leyen kom i spil som chef for EU-Kommissionen, havde hun gjort en markant forskel for Europas fremtid.

Det skete i hendes tid som tysk minister for familieanliggender, ældre borgere, kvinder og unge i den regering, som Angela Merkel stillede sig i spidsen for i 2005.

Under betydelig modstand fra konservative kredse i hendes eget CDU-parti fremlagde hun en lovpakke kendt som Kinderförderungsgesetz , som øremærkede et milliardstort beløb til oprettelse af børnepasningsfaciliteter over hele forbundsrepublikken.

Med klar inspiration fra de skandinaviske nabolande tog von der Leyen også initiativ til en fædreorlov, et udspil, der vakte forargelse hos CDU’s bayerske søsterparti, CSU. Den højprofilerede professor i gynækologi gødede dermed den tyske politiske jordbund for en fremtid, der tegner lovende ikke kun for Tyskland, men også for de medlemmer af EU-familien, der stadig har til gode at give børnefamilier værdige betingelser, når familiehensyn og karriereinteresser skal kombineres.

Der skulle med andre ord en fast tysk hånd til at eksportere en central del af den nordiske velfærdsmodel sydover.

SOM MOR til syv har den højt begavede politikerveteran for længst vist vejen for andre tyske kvinder. Hendes initiativer for snart 15 år siden sætter sig nu spor i de demografiske udviklingstal for Tyskland. Læs: et mere fremtidssikret og lighedsorienteret arbejdsmarked.

Glemt af de fleste er, at for små fire årtier siden stod den daværende vesttyske forbundsrepublik på en delt bundplacering med Danmark i opgørelsen over fertilitetsrater i Europa.

Fertilitetsraten er det antal børn, en kvinde forventes i få i sin levetid: i Tyskland er tallet hen over ti år steget fra 1,33 til 1,57 og er nu tæt på et europæisk gennemsnit, tilmed langt over bundskraberne, som forbløffende nok er katolske Italien og Spanien.

Tallene ser små ud, men holder tendensen, er det starten på en lille revolution, vi ser her. Fertilitetsraten skal holdes op mod et samfunds alderskurver. Ifølge FN-prognoser vil Tyskland i midten af dette århundrede have 58 personer i aldersgruppen 65+ for hver 100 i den arbejdsduelige alder, som er kategorien mellem 20 og 64. Til sammenligning er de tilsvarende tal i Italien 74 til 100.

Bundlinjen i denne ligning er, hvad i nogle sammenhænge skamløst benævnes samfunds ældrebyrde. Hvor mange arbejdsdygtige er der til at betale for de ikke-arbejdsdygtige og pensionister.

Med i billedet hører, at halvdelen af stigningen i den tyske fertilitetsrate skyldes indvandringen. Thomas Sobotka, der forsker i befolkningsudvikling ved Institut for Demografi i Wien, har beregnet, at syriske mødre i Tyskland i 2017 fik 20.100 børn.

HØJTUDVIKLEDE lande i Europa og Østasien står over for en identisk udfordring: En højere fertilitetsrate er forudsætning for opretholdelse af velstandsniveauet. Japan, Sydkorea og Kina kan passende følge det tyske eksempel: Forbundsregeringen vedtog i 2013, at alle børn over etårsalderen har ret til en daginstitutionsplads.

Politikerne bekræftede dermed en tendens, der længe havde været undervejs. Fra 2006 og ti år frem steg antallet af tyske børn i vuggestuealderen fra 286.000 til 762.000. Lidt af en revolution, vil mange med kendskab til tysk politik sige.

Måske bliver det en kende for flabet at konkludere, at der skulle en liberal lutheraner til at forandre de konservative, katolskfunderede traditioner i tysk samfundsliv og familiemønstre. I så fald er logikken til at få øje på. I 2009 skiftede Ursula von der Leyen fra familieministeriet til arbejdsministeriet og fik dermed hovedansvar for implementeringen af Schröder-regeringens omstridte arbejdsmarkedsreformer. Læs: tilpasningen af prisen på arbejdskraft under presset fra østasiatisk industriproduktion. Ikke en udfordring for de sarte.

Så indlysende nok måtte hun videre til den mest maskuline af alle offentlige bastioner: militæret. Lige her er revolutioner ikke noget, der klares ved te- eller kaffeselskaber. Mine militærsagkyndige venner fortæller, at Bundeswehr er i en pinlig forfatning. Undervandsbådene kan knapt nok dykke, kampvognene ruster, og flyhjul punkterer.

Måske er der noget om snakken, men lad os minde om, at Ursula Von Der Leyen lod den tyske forsvarsmaskine investere i både cyberkrigskapacitet og ubemandede droner, ligesom hun gav grønt lys for våbenleverancer til de irakiske militser, der bekæmpede Islamisk Stat. Men det var også hende, der i 2015 forsvarede den tyske beslutning om ikke at sende våben til Ukraines forsvar mod prorussiske militser. En balanceret og forsigtig tilgang til Europas sikkerhedspolitiske udfordringer.

PS: Overskriften til denne Signatur er inspireret af den irske rockgruppe U2’s syvende album, der blev udgivet i 1991.

(klumme i Politiken 11.07.2019)

Udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

En bedre kejser for Hongkong?

Den tidigere koloni bliver ikke et demokratisk eksperimentarium.

SAGT AF berømte Francis Fukuyama: Kina har to slags regeringer, de gode kejsere og de dårlige. Det kinesiske magtsystem fungerer kun i Østasien med denne verdensdels to årtusinders tradition for meritokratiske hierarkier.

Som inspiration eller doktrin er dette udsagn brugbart til forståelsen af de aktuelle begivenheder i Hongkong, hvor det sociale mediehav er ved at drukne os i heroiserende eller direkte voldsforherligende beskrivelser af gadens parlament.

Det følgende for at få de historiske realiteter på plads:

Verden blev overrasket af den grad af frivillighed, hvormed den britiske konservative regering under Margaret Thatcher i 1984 gik med på en forhandlet tilbagelevering af Hongkong. Thatcher havde i 1982 ført krig mod Argentina om det britiske territorium Falklandsøerne i Sydatlanten – og vundet! Så hvorfor ligefrem forære det velstående Hongkong til Kina?

Der var kun få protester, da aftalen blev indgået i 1984. Forklaringen er utvivlsomt det lange tidsperspektiv. Hongkongs særlige status skulle opretholdes i 50 år, altså frem til 2047. Så langt kunne ingen se frem dengang, men der eksisterede en udbredt opfattelse af, at de reformer, Beijing havde sat i værk i 1980’erne, ville skabe et mere rummeligt og tolerant Kina. En illusion, der led skibbrud med den militære nedkæmpelse af demonstrationerne i Beijing i juni 1989.

I 2007 havde Kina en tolerant kejser, Hu Jintao, Det var med hans underskrift, at Danmark fik sin strategiske partnerskabsaftale. Sandsynligvis af den grund hører vi ingen danske politikere gå ud og kræve mere frihed og/eller selvstændighed for Hongkong.

Hu Jintao lod i 2007 forstå, at Hongkong ville kunne vælge den lokale regeringschef ved direkte valg, hvor stemmeretten skulle udvides til hele befolkningen. Siden skulle også medlemmerne af Legislative Council (Legco), regionens parlament, vælges ud fra princippet en person/en stemme og ikke som nu gennem særlige valgmandskollegier, hvor profession er kriteriet for valgbarhed for halvdelen af medlemmerne.

I 2014, hvor kejseren er blevet Xi Jinping, besluttede Beijing, at Hongkongs indbyggere skulle have mulighed for direkte valg af regionens ledere, men føjede så til, at enhver kandidat skulle godkendes af en komité, som kontrolleres af Beijing.

Reaktionen blev den såkaldte Paraplybevægelse, som lammede centrale bydele med demonstrationer i næsten tre måneder. Logikken talte herefter for, at et kompromis blev opnået i parlamentet, Legco. Det blev forsøgt i juni 2015, men gik helt galt. Pro-Kina-medlemmerne af Legco argumenterede for, at lokalregeringen accepterede et forslag, hvorefter enhver kandidat til regeringschefposten skulle forhåndsgodkendes af Beijing.

Argumentet lød, at en ny valgmetode var en fornyelse, der siden kunne udvides, også selv om kandidatfeltet var kontrolleret. Juridiske teknikaliteter gjorde, at forslaget ikke kom videre. Fronterne var derefter trukket op til konfrontation.

Med fem års forsinkelse har en demokratibevægelse i Hongkong vist sig at have en vis overlevelseskraft. Udfordringen for bevægelsen er, at den er aktivistisk og domineres af yngre indbyggere. Mange var ikke født, da overdragelsen blev aftalt i 1984. Om aktivisterne har opbakning i bredere kredse og ældre grupper af Hongkongs befolkning, er uklart. Men en nylig opinionsundersøgelse viste, at ni ud af ti i aldersgruppen 18-29 år ikke føler sig stolte over at være kinesiske statsborgere i Hongkong.

Den demografiske faktor kan på sigt afgøre den politiske tilstand i Hongkong. Regionen har et særligt system kaldet One-Way Permit, som Kina bruger til at lade op til 150 af sine borgere bosætte sig i Hongkong om dagen, svarende til 50.000 om året.

SPØRGSMÅLET er nu, om Hongkong kan bevare sin økonomiske dynamik, hvis Beijing opgiver de særlige rettigheder og love, som gør regionen forskellig fra resten af riget. Svaret må blive bekræftende, fordi den kapitalistiske dynamik er blevet eksporteret ud af Hongkong. Nogen vestlig model har der aldrig været tale om, og den tegner sig heller ikke i horisonten. Allerhøjst en kuriøs hybridmodel mellem Vesten og Østasien, men med et aktiv civilsamfund og mediemiljø som den afgørende forskel fra Kina. Regionens vigtigste avis, South China Morning Post, ejes af Kinas rigeste mand, Jack Ma, men publicerer stof, som ville være censureret i Kina.

Hongkong er et enestående eksperiment, som på den lange bane næppe overlever konfrontationen mellem partistaten og gadens anarkister. Den gyldne middelvej, hvor kompromiserne formuleres, ligger ikke lige for og slet ikke i de regeringsbygninger, som lige er blevet raseret.

(klumme i Politiken 4. juli 2019)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Trumpismen på museum i 2021?

Nej, meget taler for, at han får fire år mere. Kedeligt bliver det ikke.

TO AF USA’s tidligere præsidenter, republikanerne Richard Nixon og Ronald Reagan, har deres museer og sidste hvilesteder i nationens folkerigeste delstat, Californien. Begge byggede deres karrierer op her, Nixon som kongresmedlem, Reagan som guvernør.

Nixon var vicepræsident under Dwight D. Eisenhower i perioden 1953-60 og derfor en selvskreven kandidat til det valg i november 1960, som han tabte med en hårsbredde til John F. Kennedy. Derefter var han dømt ude i en periode efter at have tabt i forsøget på at blive Californiens guvernør 1962. Hans sejr ved præsidentvalget 1968 var derfor nærmest en sensation.

Nixon-perioden forbindes i historieskrivningen med den uheldigt eksekverede afslutning på Amerikas udsigtsløse og tragiske krig i Vietnam og ikke mindst nationens største indenrigspolitiske skandale, Watergate, der førte til præsidentens afgang i utide i august 1974.

På The Richard Nixon Library and Museum i fødebyen Yorba Linda øst for Los Angeles leveres der omfattende indsigt i den kontroversielle politikers enestående løbebane. Der bliver ikke sparet på detaljerne i det miskmask af kompliceret jura, politisk manipulation og systematisk bedrag og løgne, som karakteriserede den to år lange Watergate-affære. Meget kan kritiseres i amerikansk indenrigspolitik, men aldrig, at der mangler åbenhed i forholdet mellem politikere og offentligheden.

Et passende lærestykke for folk, der forsøger at begribe den aktuelle tilstand i og omkring Det Hvide Hus i Washington.

MUSEET i Yorba Linda har indrettet en særlig afdeling for Nixons største udenrigspolitiske bedrift: åbningen mod Kina i 1972. På en ca. fem minutter lang dokumentarisk video ser vi billederne af præsidenten med frue og følge besøge Den Forbudte By og Den Store Mur i et vinterkoldt, gråt og ludfattigt Kina. De afsluttende panoramaer viser som kontrast nutidens hyperdynamiske gigant på vej mod status som supermagt.

I Reagan-museet i Simi Valley halvanden timers kørsel fra Yorba Linda vises en tilsvarende film med en præsident, der varsler stjernekrigsoprustning mod det, han i starten af 80’erne kaldte ’ondskabens imperum’, datidens sovjetiske supermagt. Filmen slutter med en forsonligt smilende Reagan på Den Røde Plads i Moskva få år før den kommunistiske mastodonts definitive sammenbrud.

På hver sin måde og under temmelig forskellige omstændigheder afleverede Nixon og Reagan en mere lovende verden end den, de havde taget imod, da de vandt embedet i henholdsvis 1968 og 1980.

Nixon åbnede for integrationen af en femtedel af menneskeheden, den kinesiske, i det, vi i dag i mangel af bedre kalder globaliseringen, og som har trukket trekvart milliard kinesere ud af den dybeste fattigdom. Reagan og hans efterfølger, George H.W. Bush, sikrede med besindig adfærd og dygtigt diplomati, at sovjetimperiet afvikledes uden store blodsudgydelser.

Nixon kunne ikke vide, hvilken økonomisk og social transformation Kina siden skulle ryste verden med. Ingen amerikansk præsident har nogensinde profeteret Kinas opløsning, men man har udtalt sig forventningsfuldt om det asiatiske riges mulige forvandlinger og overvejet USA’s involvering. Det begyndte alt sammen med udsendelse af missionærer i 1800-tallet. I dag rivaliserer de om verdenshandelen.

PRØV SÅ lige følgende tankeeksperiment: Donald J. Trump taber præsidentvalget i 2020. Hans kleresi af finansfyrster og byggematadorer etablerer en fond, der skal finansiere opførelsen af The Donald Trump Presidential Museum and Library, som med stor sandsynlighed placeres et sted i staten New York. Hvilke bedrifter og begivenheder skal fremstilles i ord, på film og fotos som det, der markerer højdepunkterne i republikkens 45. præsidents embedsperiode?

Konfrontationen med Iran? Udsigt til langvarig fortsættelse. Løsning i Syrien? Nej, amerikansk passivitet og dermed frit slag for Tyrkiet, Iran og Rusland. Lidt håb for palæstinenserne? Kun varm luft i et volumen som Stillehavet. Aftalt atomnedrustning med Nordkoreas diktator Kim Jong-un? Overhovedet ikke realistisk. Et afklaret forhold til Putins Rusland? Fortaber sig i gråtoner. Handelskrigen med Kina? Kun udsigt til fortsatte spændinger. Klimainitiativer? Glem det. Respekt for EU? Først når der er to torsdage i en uge.

MEN OKAY, flere og flere profetier rammer samme konklusion: Trump vinder valget i 2020, og dermed får han jo fire år mere til at lykkes med alt det, der enten stod stille eller gik den gale vej i første embedsperiode. Nixon og Reagan var optimister på Amerikas og menneskehedens vegne. Trump afvikler en verdensorden, og kedeligt bliver det ikke.

(klumme i Politiken 1. juli 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Læg blyantspengene i partikassen

Hvad er vore folkevalgte værd, hvis vi skal forsøge at sammenligne deres vilkår med tilstandene på det arbejdsmarked, der gælder for alle os andre?

Spørgsmålet kom op i 11. time i den valgkamp til EU-Parlamentet, som fyldte en stor del af maj, inden folketingsvalgkampen tog over. Initiativtageren var den konservative spidskandidat Pernille Weiss, der fremsatte et forslag om, at de danske medlemmer af EU-Parlamentet fremover deles om udgiften til en revisor, der skal holde styr på de såkaldte blyantspenge. Lad os lige minde om, hvad blyantspengene er for en størrelse:

Hver måned udbetales 32.850 kroner skattefrit til dækning af udgifter i forbindelse med hvervet som EU-parlamentariker. De skal gå til dækning af kontordrift i hjemlandet, herunder mobiltelefoni, computere, konferencer og anden mødevirksomhed. EU-systemet kræver ikke kontrol med, hvordan pengene bruges.

Læg hertil, at når EU-parlamentarikerne deltager i møder i Bruxelles og Strasbourg udbetales 2.332 kroner dagligt i såkaldte diæter. Ligeledes skattefrit. Dette beløb skal dække udgifter til hotel, bespisning og repræsentation. Faktiske rejseudgifter til fly og tog refunderes. Og så skal vi vel ikke glemme vederlaget, det neutrale ord for det, der burde hedde politikerlønnen: 64.162 kroner udbetales der, og her trækkes der skat efter danske regler. Trods alt.

LAD OS for nemheds skyld sige, at den folkevalgte efter skattetrækket har i omegnen af 30.000 kroner til sig selv. Et nogenlunde lige så stort beløb, de såkaldte blyantspenge, udbetales oveni og er skattefrit. Altså mere end 60.000 kroner til at klare dagen og vejen til og fra Bruxelles og Strasbourg.

På årsbasis løber blyantspengene op i robuste 394.200 kroner. Hvor mange smartphones, iPads, internetmegabytes, notesblokke, kuglepenne, danskvand, ostemadder og kaffemaskiner kan man få for disse penge? Bevares, det kan være, at nogle af vore folkevalgte har lejet sig et kontor med tilhørende tekøkken, brusekabine og drømmeseng i København, hvilket kan være praktisk, når det nu er så langt at komme hjem til den danske provins med DSB-forsinkelser, trafikpropper og den slags. Så forstår man måske fristelsen til at indrette sit kontor hjemme i kælderen og skaffe sig et ekstra skattefradrag (arbejdsplads på bopælen hedder den slags i revisorjargon, og det gælder tilmed på Bornholm).

NATIONENS venstreorienterede veteran i EU-Parlamentet er Margrete Auken, som siden 2004 har repræsenteret Socialistisk Folkeparti med plads i Den Grønne Gruppe. Hermed en opfordring til en lille studiekreds i SF’s Ungdom: Hvor mange kroner eller euro i blyantspenge er det samlet blevet til i de 15 år, og kan det tænkes, at denne skattebegunstigede pengestrøm også er kommet partikassen til gode?

Sikke mange studiekredse med ostemadder og danskvand, det kunne være blevet til. Ret skal være ret, EU-veteranen har tydeligvis fået moralske tømmermænd. for dagen før valgdagen i maj blev hun af Jyllands-Posten citeret for, at hun i den forgangne valgperiode har haft en stående invitation til enhver journalist, der måtte ønske det, at komme forbi hendes kontor og se hendes bilag.

Herefter følger så sensationen, en lille en af slagsen ganske vist: Alle medlemmer af EU-Parlamentets Grønne Gruppe er nu forpligtet til at få foretaget revision over blyantspengene.

Hvad siger reglerne, for den slags har vort højt respekterede forsamling i Europa vel?

Der står intet på parlamentets hjemmeside om, at politikerne er forpligtet til at gemme bilag eller at aflevere regnskaber. Der er altså ingen kontrolmekanismer. Argumentet mod kontrol er, at det vil skabe mere administration. På den måde får medlemmerne og deres hjælpere mulighed »for at koncentrere sig om deres politiske arbejde ved ikke at pålægge dem ekstra administrativt besvær«, skriver parlamentet på hjemmesiden.

Forslaget fra Pernille Weiss om at deles om udgifterne til en revisor er et beskedent forsøg på at komme mange års uanstændighed til livs, og mon det ikke er denne erkendelse, som man i parlamentets Grønne Gruppe er nået frem til.

Eller også er fru Auken blevet overbevist af Enhedslistens nyvalgte medlem, Nikolaj Villumsen, der i valgkampens slutfase sagde: »Der er brug for åbenhed om, hvad alle de her penge bliver brugt til, så de ikke bare bliver stukket i lommen på parlamentarikerne. Det løser en revisor ikke. Det løser en model, hvor vi lægger det åbent frem. Det vil vi gøre«.

Den indlysende løsning: Læg blyantspengene i partikassen, bilagene ligeså, og læg så det hele frem.

(klumme i Politiken 27. juni 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Greta Thunberg er chanceløs i Californien

Amerikansk energipolitik er ved at blive kvalt i sin egen succes. 

 

EN RIGESTE og mest innovative delstat i USA, Californien, er en krystalkugle, der fortæller verden, hvad fremtiden vil byde os. Ikke mindst på det område, der mere end meget andet kommer til at definere vores fremtid: klima, energi og miljø.

Mange timers bilrejse på de store brede landeveje, der forbinder Californien og Arizona, er regulære åbenbaringer: Når vi havde passeret vindmølleparkerne omkring velhaverenklaven Palm Springs, ventede der efterfølgende gigantiske solpaneler på de flade arealer mellem Tucson og Yuma i Arizonas knastørre ørkenlignende landskaber.

Et eldorado, vil mange klimaaktivister konkludere. Men glem venligst alt om at give den svenske teenager Greta Thunberg en nobelpris eller at invitere hende til Californien: Læren fra energipolitikken i det sydvestlige USA tegner et uhyre kompliceret billede, som bør få klimabevægelsen til at tænke efter og lære af de erfaringer, der er gjort her i USA.

Californien har på få år øget sin produktion af solenergi så massivt, at delstaten i perioder enten forærer eller direkte betaler nabostater som Arizona og Nevada for at aftage den strøm, som den ellers så befolkningstunge delstat ikke selv kan forbruge.

PARADOKSET er opstået som konsekvens af en succeshistorie. For 10 år siden kom kun 15 producent af Californiens elproduktion fra vedvarende energikilder, størsteparten fra vindmølleparker og geotermiske anlæg. Solanlæg stod dengang for mindre end 1 procent.

Energirevolutionen tog kun få år: I dag leverer grønne energikilder mere end en tredjedel af delstatens samlede elforbrug, og solpanelerne er den enkeltkilde, der er i kraftigst stigning.

Hovedforklaringen er det dramatiske fald i omkostningerne ved etablering af anlæg. Mellem 2010 og 2016 er det gennemsnitligt blevet 73 procent billigere for californiere at bygge et solfangeranlæg, og produktionsprisen per kilowatt-time er nu det halve af, hvad strømmen koster fra et atomkraftværk eller et anlæg drevet af naturgas, viser tal fra U.S. Energy Information Administration.

DER ER andre paradokser: Trods overskudsstrømmen er elpriserne steget hurtigere end i resten af USA. Prisniveauet for strøm i Californien er 50 procent højere end det nationale gennemsnit.

Forklaringerne er flere: Delstaten har ingen central energimyndighed, der kan regulere elpriserne, så hvert energiselskab må klare sig på de vilkår, som markedet sætter. Eftersom mange af selskaberne har investeret i bygninger og udstyr for ret nylig, skal disse satsninger forrentes i et energimarked med overskudsproduktion og stagnerende priser.

Udviklingen i udgifter til etablering og drift af solfangeranlæg er kommet bag på alle planlæggere. Den californiske sektor for vedvarende energi har med andre ord leveret noget, der ligner et drømmescenario for klodens klimaaktivister, men er et mareridt for delstatens egne forbrugere og producenter.

Så det er ikke her blandt Californiens knap 40 millioner indbyggere, at klimaaktivister som Greta Thunberg skal gøre sig håb om at omvende forbrugere til at støtte den folkesag, som europæerne har gjort hende til frontfigur for.

BILLEDET er ikke mindre kompliceret, når vi ser på transportsektoren og det for amerikanerne allerhelligste: deres biler. Køerne på indfaldsvejene til en megaby som Los Angeles, hvorfra disse linjer skrives, demonstrerer dagligt amerikanernes ubekymrede holdning til deres fortsatte massive forbrug af fossile brændsler.

Ordet oliekrise er for længst forsvundet fra mediedækningen, og også her er der tale om en succeshistorie: USA er tæt på at have status som klodens største olie- og gasproducent. En udvikling, der har fundet sted i rekordtempo:

Landets olieproduktion i fjor nåede op på 11 millioner tønder råolie i døgnet, hvoraf de 7,5 millioner kommer fra skiferoliefelter.Texas producerede i fjor 4,3 millioner i døgnet, svarende til den irakiske olieproduktion.

Stigningen betyder, at produktionen er næsten fordoblet på knap 10 år. Fortsætter tendensen, kan USA i løbet af 2019 blive verdens største olieproducent foran både Rusland og Saudi-Arabien. Det betyder også, at USA er tæt på at være selvforsynende. Det Internationale Energiagentur IEA forudser endda, at supermagten kan blive nettoeksportør af olie i slutningen af 2020’erne.

Ifølge tal fra forskningscenteret ZSW i Baden-Württemberg var antallet af elbiler på verdensplan ved indgangen til 2018 nået op på 3,2 millioner. 1,2 millioner af disse kører i Kina, mens bilglade USA tegner sig for beskedne 750.000 med Tyskland på en tredjeplads med 93.000.Altså mindre end 1 million elbiler i bilismens oprindelsesland. Af et samlet tal på anslået 270 millioner biler. Greta Thunberg kan godt glemme alt om at komme på kampagnetur i USA.

(klumme i Politiken 17. juni 2019)

Udgivet i Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Genbrug af Lenin men uden Karl Marx

Statskapitalisme og historiefortielse er formlen for Kinas fremgang.

I LØBET af de kommende døgn passeres 30-året for en af de mest dramatiske og monumentale begivenheder i det moderne Kinas historie: kommunistpartiets indsættelse af militæret for at rydde Beijings centrum og Den Himmelske Freds Plads for hundredvis af civile aktivister, der havde demonstreret i ugevis for mindre korruption og større åbenhed i regeringsførelsen.

Massakrerne natten mellem 3. og 4. juni 1989 rystede verden og udløste fordømmelser fra alle hjørner af kloden. Forudsigelserne om Kinas tilstand og fremtid dengang var, at landet atter ville lukke sig for samkvem med omverdenen.

De dystre profetier blev dog gjort til skamme: Kina valgte en udviklingsvej med et vidtgående økonomisk engagement i verden samtidig med en fastholdelse af sit politiske system med kontrol, censur og forfølgelse af dem, der aktivt modsætter sig regimets logik.

Landet har i dag en middelklasse, der tæller en lille halv milliard. Hundredtusinder af kinesere rejser hvert år udenlands som turister og vender hjem igen for at nyde frugterne af udviklingsmiraklets goder trods fraværet af de friheder og rettigheder, vi andre anser for at være universelle. Det store kinesiske paradoks er kommet for at blive.

Konsekvenserne af paradokset bliver fremover mere mærkbare for os europæere, således som den til tider hysteriske debat om udleje af pandaer til zoologiske haver viser. Danske og europæiske politikere, nationalkonservative som liberale, bedes besvare følgende spørgsmål: Hvad kan vi bedst finde ud af at leve med, koranskoler eller pandabure?

DET ER EN indlysende tragedie, at den kinesiske befolkning fortsat nægtes retten til en sandfærdig historieskrivning. Mens vi her i 100-året for Versailles-traktaten fortsætter med at reflektere over, hvorledes europæiske ledere kunne sende millioner af unge mænd i døden i skyttegrave for siden at skabe menneskehedens mest destruktive ideologiske systemer, nazisme og kommunisme, har nutidens kinesiske elite ført sin befolkning ud på fortielsernes vej, men langtfra en økonomisk blindgyde.

Ledelsen i Beijing har en samfundskontrakt med befolkningen: Lad os regere jer, så leverer vi historiens største velstandsfremgang. Meritokratisk statskapitalisme har afløst Mao-tidens destruktive massehysteri; marxistisk klassekamp er sendt ud på historiens mødding, mens de leninistiske kontrolmekanismer er blevet mere raffinerede.

Den digitale overvågningsstat skal ikke længere fremme en socialistisk verdensrevolution, men udvikle mønsterborgere, der scorer sociale point, alt efter hvor meget de tjener som forbilleder og gavner samfundets harmoni og sociale balance.

Den igangværende handelskrig mellem Kina og USA kan føre til, at kineserne får et digitalt jerntæppe, som de amerikanske techgiganter formenes adgang gennem. Trumps modsvar kan blive, at kinesiske giganter som Alibaba ikke længere vil få mulighed for at rejse kapital på Wall Street. Mon så ikke at City of London vil hjælpe til her? Brexitramte Storbritannien er Europas største modtager af kinesiske investeringer.

HER FØLGER EN anbefaling til den kommende danske regering og især dens udenrigsminister: Læs professor Kjeld Erik Brødsgaards bog ’Kina i moderne tid. Samfund, økonomi og politik’, der udkom i sidste uge (Hans Reitzels Forlag). Bogen er nok den hidtil mest omfattende fremstilling på dansk af Kinas udvikling, gennemanalytisk og robust faktabaseret. I bogen minder Brødsgaard os om en artikel af den amerikanske nobelpristager Robert Fogel, der for få år siden konkluderede, at i 2040 vil den kinesiske økonomi være tre gange større end den amerikanske.

Holder Fogels forudsigelse, vil Kina om en snes år stå for 40 procent af verdens økonomi, mens USA og eurozonen vil stå for halvdelen, altså 20 procent. Med eller uden pandabure er dette en tendens, som ingen ansvarlig dansk regering kan negligere.

I DAGENE OP til 30-året for massakrerne i Beijings centrum har The New York Times interviewet 66-årige Jiang Lin, der var en ung og nyuddannet journalist for det kinesiske militærs propagandamedier, da hun i det skæbnesvangre junidøgn i 1989 var vidne til militærets overgreb på nærmeste hold.

Jiang Lin konkluderer, at Kinas velstand og stabilitet forbliver skrøbelig, så længe kommunistpartiet ikke vedkender sig skylden for blodsudgydelserne dengang. »Så længe man benægter, at der blev slået folk ihjel, er enhver løgn mulig«, siger hun.

Efter interviewet med The New York Times har Jiang Lin valgt at forlade Kina. Der er ikke plads til skæbner som hendes i Kinas nye univers af velstandsfremgang, overvågning, belønning og straf, mønsterborgere, sociale kreditsystemer og rå forbrugerisme. Ingen profeterede denne udvikling i skæbneåret 1989.

(klumme i Politiken 3. juni 2019)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar