Hvad er der tilbage af de olympiske idealer?

Er IOC blevet sin egen og idrættens værste fjende? Der er snarere tale om et nødvendigt kompromis.

DER GÅR et spøgelse gennem den internationale sportsverden. Eller snarere to. Det ene hedder antidoping, det andet hedder Rusland.

Paradokserne skriger til himlen: Den Internationale Olympiske Komité ekskluderede i fjor Rusland på grund af det statsstøttede dopingsnyderi, der blev afsløret efter vinterlegene i Sotji i 2014. Beslutningen blev taget som et tegn på, at Den Internationale Olympiske Komite, IOC, langt om længe var begyndt at tage kampen mod doping seriøst.

Men hvad skete der så i dagene op til åbningen af de aktuelle lege i Sydkorea: Russiske atleter blev lempet ind ad bagdøren til legene. Ikke som officielle repræsentanter for Rusland, men som ’Olympic Athletes of Russia’, russiske sportsfolk i konkurrencerne på helt normal vis, men ikke Rusland som nation.

KAN NOGEN se forskellen? Her kunne det være interessant at få indsigt i, hvorledes de fremmødte russiske atleter præsenteres hjemme i Rusland, hvor medierne som bekendt følger den nationalistiske linje, som præsident Putin har lagt.

Vi må gå ud fra, at de russiske mediers præsentationer glider uden om den realitet, at Rusland er non grata ved OL, for billederne fra Sydkorea viser det modsatte.

Så hvordan har IOC kunnet sige både ja og nej til russisk deltagelse? Forklaringen er, at der er givet adgang for russiske atleter, der ikke var indblandet i dopingskandalen i Sotji for fire år siden. 169 er det blevet til. Et nødvendighedens kompromis, fordi Rusland får en lærestreg, men samtidig får uskyldige (må vi går ud fra) russiske atleter mulighed for at deltage.

Endnu et skrigende paradoks: 28 russiske atleter, som tidligere var blevet udelukket på livstid på grund af doping, blev frifundet af den internationale domstol CAS, men fik samtidig at vide, at de ikke kunne deltage i Korea. Altså en frifindelse og en sanktion på en og samme gang.

FOR IKKE så mange årtier siden var sportsverdenen og ikke mindst de nationale olympiske organisationer gidsler for deres regeringer. Vi så det især i 1980 og 1984 ved sommerlegene i henholdsvis Moskva og Los Angeles.

Anført af USA besluttede en stribe vestlige lande at boykotte sommerlegene i Moskva i protest mod, at Sovjetunionen året forinden havde invaderet Afghanistan. Ideen fik medvind, fordi flere sovjetiske dissidenter støttede den, hvilket fik den amerikanske præsident Jimmy Carter til at lancere en regulær kampagne for en boykot.

I den debat, der fulgte, blev især ét argument sjældent hørt: at de vestlige regeringer dermed indledte en praksis, de sædvanligvis kritiserede deres modparter (især de kommunistiske lande i Østblokken) for: at de spændte sportens organisationer for en politisk vogn.

Som olympisk turist på nogle af tribunerne i Moskva i sommeren 1980 husker jeg tydeligt debatten, herunder at det mest relevante argument imod den amerikanskledede boykot kom fra flere af IOC’s medlemsorganisationer: at man gjorde atleterne til ofre for en aktion, som de var uden lod og del i.

Hvorfor dog gøre de russiske (dengang sovjetiske) atleter ansvarlige for handlinger udført af en regering, som de ingen indflydelse havde på? Politisk gidseltagning, var vi nogle, der sagde dengang. Det var jo ikke den sovjetiske olympiske komite, der havde beordret en besættelse af Afghanistan.

NUTIDENS TILSTAND er en ganske anden. Ruslands olympiske organisationer er hovedansvarlige for den svindel med dopingkontrollen, der gjorde, at de russiske atleter klarede sig overordentligt og unaturligt godt i Sotji i 2014.

Den hovedansvarlige i skandalen, Grigorij Rodchenkov, gemmer sig i dag i USA, fordi han har forklaret, hvorledes han dengang manipulerede med dopingprøver. Rodchenkov frygter, at det vil gå ham som to kolleger, der tidligere sad på topposter i det russiske antidopingagentur. Begge er omkommet under uafklarede omstændigheder.

At IOC vælger at lade et anseligt antal russiske atleter deltage trods en skandaløs forhistorie hos de respektive myndigheder, ligner derfor et mudret kompromis, men et nødvendigt et af slagsen:

IOC vil redde, hvad reddes kan af det, der er tilbage af de olympiske idealer om at lade idrættens folk deltage, uanset hvor beskidt deres regeringer og myndigheder på hjemmefronten agerer. Hvornår starter underskriftsindsamlingerne blandt de øvrige deltagende organisationer? Med protester mod det officielle Rusland, men med støtte til de individuelle russiske sportsudøvere?

(klumme i Politiken 14. februar 2018)

Reklamer
Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Dynastiet viser os et mildere ansigt

Nordkoreas klanstyre mødte op i fjendeland. Skal vi juble?

AT STORE internationale sportsbegivenheder rummer politiske aspekter og dimensioner, er en konstatering så triviel og banal, at selv børnehavebørn forstår den. Det interessante er selvfølgelig, om idræt på højt niveau kan bidrage til mellemfolkelige dialoger, hvor det traditionelle politiske og diplomatiske apparat er kommet til kort.

Her er det, at de aktuelle vinterlege i Sydkorea pådrager sig opmærksomhed. Værtsnationens krigsmodstander i små syv årtier deltager, men ingen forventer, at de nordkoreanske atleter leverer banebrydende præstationer, for det var stort set kun på dispensationer og politisk velvilje, at de kom med.

Den nordkoreanske diktator Kim Jong-uns yngre søster Kim Yo-jongs tilstedeværelse ved åbningsceremonien i fredags var en imidlertid en politisk sensation. Hendes invitation til den sydkoreanske præsident om at komme på besøg i Nordkorea ligeså.

I den sydkoreanske offentlighed blev der rejst forventninger om en genoptagelse af den såkaldte solskinspolitik, som var den gældende sydkoreanske politik over for modparten i nord i nogle få år lige efter årtusindskiftet.

TILBAGE i juni 2000 rejste den daværende sydkoreanske præsident, Kim Dae-jung, til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. Hans omfavnelse af Kim Jong-il, faderen til den nuværende diktator, blev set som så stor en bedrift, at den sydkoreanske præsident senere samme år blev tildelt Nobels Fredspris.

Forventningerne til den nord-sydkoreansk optøning dengang var kolossale, men urealistiske, skulle det vise sig. Optimisterne begyndte at se på de historiske erfaringer fra den proces mellem datidens øst- og vesttyske stater, der i 1970’erne førte til opblødning mellem to af den kolde krigs hovedmodstandere i Europa.

I de første måneder efter Berlinmurens fald i november 1989 var det en udbredt forventning, at det postkommunistiske Østtyskland ville overleve i en eller anden form, eventuelt i et neutraliseret statsforbund med den langt rigere og stærkere tyske forbundsrepublik.

Disse illusioner holdt kun kort tid ind i det afgørende år 1990, hvor de politiske arvtagere i Østberlin måtte erkende, at deres arbejder- og bondestat var gået fallit. Den eneste mulighed, der stod tilbage, var de østtyske delstaters stykvise optagelse i den demokratiske Forbundsrepublik. Et af de største mirakler i moderne europæisk politik blev realiseret, og det vigtigste kapitel i den fire årtier lange kolde krig kunne lukkes, uden at der blev løsnet et eneste skud.

POINTEN er her, at de tyske erfaringer fra dengang ikke lader sig transformere ind i nutiden, hvor det delte Korea repræsenterer en tilstand, der overfladisk minder om den situation, der var gældende for de to tyske stater for små tre årtier siden. Men forskellene er større end lighederne.

Sagt på en anden og mere brutal måde: Det nordkoreanske klanstyre har på enhver tænkelig måde sikret sig mod, at der overgår det en skæbne, der ligner den, der ramte deres ideologiske brødre og søstre i datidens Østtyskland.

Hele forskellen består i den atombevæbning, som verden nervøst og anspændt har diskuteret i årevis. Den er Nordkoreas livsforsikring og garanten for, at den genforening, som ellers er det erklærede politiske mål for både Nord- og Sydkorea, ikke kommer til at ske på sydkoreanske og dermed demokratiske betingelser.

Dengang i juni 2000 opstod der en forventning om, at den nordkoreanske diktator Kim Jong-il ville foretage en genvisit i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Hvilket forblev en illusion.

Et par år senere afslørede sydkoreanske medier, at nogle af landets store koncerner havde betalt millionsummer i bestikkelse til Kim-klanen i nord for overhovedet at levere værtskabet til historiens første nord-sydkoreanske topmøde. Intet medlem af Kim-klanen fik lejlighed til selv at opleve det friheds- og velstandsmirakel, som Sydkorea repræsenterer.

DEN LOGIK er nu med diktatorens søsters besøg hos den sydkoreanske ’broderfjende’ brudt. På den lange bane kan et fredeligt samarbejdende Korea med en sænket atomtærskel kunne være den afgørende brik i det store spil, der er ved at blive lagt i skabelsen af det asiatiske århundrede. Perspektiverne er svimlende, men risikoen for, at verden bliver vidne til et illusionsnummer, er stadig overvældende.

(klumme i Politiken 12. februar 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Ikeas grundlægger gjorde os klasseløse

Når vi opsøgte forbrugerismen i en af Ingvar Kamprads møbelkatedraler, gjorde vi den til modernitetens religion.

For nylig måtte jeg for Vorherre-ved-hvilken-gang forbi Ikea i Vangede, fordi vi skulle have et rullegardin til soveværelset. Mens vi stod i møbelpaladset og sammenlignede design og modeller, slog det mig, hvor elegant enkelheden og funktionaliteten smelter sammen i stort set alle Ikeas produkter.

For mindre end 300 kroner kunne vi løse et praktisk problem på en mere end acceptabel æstetisk måde. Koncepterne bag Ikeas produkter er ikke kun geniale på grund af deres overkommelige priser; vi forbrugere kommer også inden for i et univers af lighed og ensartethed, som har en betydning ud over vore selvpåtagne roller som deltagere i en massekultur.

At kalde Ikeas nyligt afdøde grundlægger Ingvar Kamprad for en legende er derfor noget af en underdrivelse. Manden, der skabte en gigantisk erhvervssucces ud af globaliseringen, længe inden det blev almindeligt at bruge ordet, repræsenterede et levnedsløb, der var sprængfyldt med paradokser.

I ÅRENE omkring 1961, hvor Østeuropa blev låst fast under sit jerntæppe, og Berlin fik sin mur, fandt Kamprad konkurrencedygtige producenter i de kommunistiske lavtlønslande.

Få år tidligere var han redet med på den velstandsbølge, der blev skabt i det svenske ’folkehjem’, hvor socialdemokraten Tage Erlander havde lovet borgerne en million nye boliger på ti år. Et velstandsmirakel af amerikanske dimensioner tog form i de svenske forstæder og rykkede siden ud i Europa og derefter resten af verden.

350 møbelhuse over den ganske klode med tæt på 800 millioner besøgende kunder om året og en anslået formue på 380 milliarder dollars er da en bedrift for en postordrevirksomhed startet af en 17-årig i 1943.

Alligevel har der været langt mellem lovprisningerne af den driftige erhvervsleder fra det puritanske Småland kendt for Astrid Lindgren og Bulderby. For mandens politiske sympatier og synspunkter var mildest talt ubegribelige.

Der tegner sig et paradoksalt billede af en højrenationalistisk kryptofascist med et humanitært sindelag, og nej, det rimer slet ikke. Men for få år siden var det Ikea, der donerede 400 millioner svenske kroner til FN’s Flygtningehøjkommissariat. Det var Kamprad-familienss reaktion på fornyet kritik af faderens pronazistiske fortid.

ADSKILLIGE af nekrologerne om Ingvar Kamprad gør en del ud af hans blakkede politiske fortid, som både forklares med slægtens tyske rødder og medlemskabet af den svenske nynazistiske bevægelse Svensk Socialistisk Samling, som han tilsluttede sig som teenager, året inden han grundlagde postordrefirmaet Ikea for penge, han havde fået i gave af sin far.

Et andet velbelyst paradoks ved mangemilliardæren er, at han fløj på økonomiklasse og krævede af sine direktører, at de gjorde det samme.

Nok gemte han sig i fire årtier i Schweiz for at slippe for at betale svensk skat, men da han vendte hjem for få år siden, var det ikke et luksuspalæ, han flyttede ind i, men en gennemsnitlig bolig i det Småland, han var vokset op i.

Ingvar Kamprad blev medstifter af en bevægelse, som en voksende del af klodens befolkning har tilsluttet sig uden at reflektere over det: forbrugerismen. På tværs af race, religioner og politiske overbevisninger er millioner blevet tilhængere af mantraet om mest muligt til flest muligt på den billigst mulige måde. Kombinationen af international arbejdsdeling og masseproduktion gjorde dette globale velstandsmirakel muligt.

NÅR VI træder indenfor i et af Ikeas inventarpaladser, bliver vi reduceret til én og samme klasse, forbrugerklassen. Når vi står i kø ved kasseapparatet for at betale sengelamper, rullegardiner, reoler og køkkentaburetter, er vi lige så ensartede, som når vi trænger os sammen på kirkebænken. Medlemmer af et klasseløst samfund, hvor kun Ikeas logik hersker.

Denne forunderlige tilstand ophører, når vi forlader Kamprads katedraler og tager hjem i forvisningen om, at vi har foretaget et strengt individuelt valg. Hvilket naturligvis er en illusion. For den geniale forretningsmand havde naturligvis set lyset før andre og truffet valget for os som en anden apostel eller profet.

Et velfærdssamfund er mere end gratis sundhedsydelser og progressiv beskatning, det er også købedygtighed bredt ud og helt ned til de lavest lønnede. Tak til den driftige handelsmand fra den svenske provins.

(klumme i Politiken 8. februar 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Den ny tids kolonimagt er anderledes

Fra Sri Lanka over Piræus til Kenya er et imperium under opbygning.

ETHVERT KINESISK skolebarn lærer til hudløshed om det ’ydmygelsens århundrede’, riget var udsat for i den æra, der begyndte med opiumskrigene i 1840’erne og først sluttede i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Kina havde i perioden oplevet at blive skåret i stykker af vestlige kolonimagter, blive sønderrevet af interne krige og opgør, udsat for japansk besættelse, amerikansk pres og blokade og meget mere.

Her i det 21. århundrede er tilstanden vendt om. Kina skærer nu bidder af verden uden for og benytter metoder, der kunne have været noget, Storbritannien gjorde i 1800-tallet, bare uden kanonbåde og opium. Strategien kan kaldes merkantilistisk eller globalisering, og midlerne har indtil nu været fredelige. Hellere checkhæfter og containerskibe end maskingeværer og kampfly.

I sidste måned overtog et kinesisk statsselskab kontrollen med Hambantota, en havn i det sydlige Sri Lanka, som er tildelt rollen som et bindeled i Obor (One Belt, One Road), det storstilede transportnetværk, som præsident Xi Jinping har kaldt århundredes projekt, og som i økonomisk volumen langt overgår, hvad vestligt ledede udviklingsinstitutioner som Verdensbanken nogensinde har leveret, Marshallplanen inklusive.

På grund af sine gældsforpligtelser havde den srilankanske regering intet valg, og heri består det foruroligende i Kinas valg af oversøiske partnere: De er ofte politisk svage og økonomisk skrøbelige. Det samme er tilfældet med den afrikanske lilleputstat Djibouti, hvor Kina i fjor etablerede sin første oversøiske flådebase – interessant nok i umiddelbar nærhed af en amerikansk militærbase.

LIGELEDES I fjor overtog Kina den græske havn Piræus for 436 millioner dollars, og ingen er jo i tvivl om, at Nato-medlemmet Grækenland har brug for pengene, uagtet at det svage og misregerede land er udset til at blive, hvad der kaldes et ’dragehoved’ for den kinesiske landgang i Sydeuropa.

Mere opsigtsvækkende er det, at et robust land som Australien i fjor sagde ja til et 99-årigt lejemål af dybvandshavnen i Darwin, en lokalitet, som interessant nok er base for ca. 1.000 amerikanske marinesoldater. Hvorfor har Rex Tillerson, Trumps udenrigsminister, ikke hævet en advarende røst?

Næste stop i projektet er Afrika, hvor Kenyas gæld til Kina vokser alarmerende som følge af kinesiske investeringsmidler, der er landet i den vigtige havneby Mombasa.

På det sydamerikanske kontinent ser det ud til, at Argentina er tildelt rollen som brohoved for Kinas opbygning som økonomisk imperium. Logikken synes at være, at lande, der har dårlige erfaringer med USA som beskytter og handelspartner, ser muligheder for at afprøve nye dimensioner i globaliseringen ved at række hånden ud til Beijing.

PROBLEMET er her, at alle de betingelser, som USA og dets allierede har opstillet angående transparens i forretningsførelse og miljøkrav, ikke længere tæller. Kina kommer med sine egne krav og regler, og de er næppe til forhandling.

Indtil videre har vi hverken hørt fra Trump- administrationen eller EU, om dette er til skade for verdens politiske magtindretning. Lokale protester mod kinesernes adfærd har været små og spage, hvilket til dels kan forklares med, at de vestligt ledede udviklingspolitikker ikke har leveret imponerende resultater, specielt ikke i Afrika, hvor politisk magt og indflydelse er til fals for højestbydende.

Kina bør ikke bebrejdes, at det forsøger at gøre verden mere forbundet. Men dilemmaerne står i kø, fordi styrkeforholdene er så ulige. Riget i midten er ikke kun klodens største handelsnation, snart er det også den største investor i strategiske sektorer som transport og telekommunikation. Kun lande og regioner af en vis størrelse vil have politisk styrke nok til at stille betingelser for kinesiske engagementer.

Kinas ekspansion adskiller sig fra det 19. og 20. århundredes imperialisme og kolonialisme derved, at Beijing vil gøre alt for at undgå direkte aggression og voldsanvendelse. De millioner af dræbte, der blev konsekvensen af USA’s krige i Indokina og Afrika, repræsenterer forbrydelser, som kineserne aldrig vil gentage. Beijings strateger vil ikke repetere Vestens fejltagelser. De kommer i stedet til at lære af deres egne fejltagelser.

(klumme i Politiken 29. jan. 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar

Sri Lankas tamiler presses stadig

Borgerkrigen er for længst ovre, men for det tamilske mindretal er der ingen social og økonomisk fredsdividende.

Netop som vi har passeret 25-året for kulminationen på tamilsagen, den største politisk-administrative skandale i nyere politisk danmarkshistorie, kan det være på sin plads at spørge, hvordan det er gået den befolkningsgruppe, der lagde navn til den kontroversielle sag, altså tamilerne?

Den 27 år lange borgerkrig sluttede i foråret 2009, og Sri Lanka har fået fredelige, civile og i hvert fald på overfladen demokratiske tilstande. Østaten med den ideelle beliggenhed mellem Syd- og Østasien fremstår i mange besøgendes opfattelse som et ferieparadis med forudsætninger, der ville kunne give dets 22 millioner indbyggere bedre livsvilkår, end de har fået hidtil.

Realiteterne lever bare ikke helt op til de ideelle forestillinger. Sri Lanka er halvanden gange Danmark i størrelse og er fra naturens hånd overmåde begunstiget med dyrkningsmuligheder overalt og en infrastruktur, der er godt på vej til at skabe en af verdensdelens store turistmagneter. En stor del af befolkningen taler engelsk. Men de pittoreske teplantager, frugtboderne i landsbyerne og fiskerbådene langs kysterne overskygger, at en egentlig industrialisering ikke for alvor er kommet i gang. Sri Lanka har ikke udsigt til at blive et nyt Singapore.

ØNATIONEN huskes også som et af ofrene for den tsunami, der ramte verdensdelen 2. juledag 2004 og kostede flere end en kvart million livet. Dødstallet alene i Sri Lanka blev opgjort til 38.000. Takket være en hurtig og effektiv hjælpeindsats kunne øens ødelagte kystområder hurtigt genopbygges, og i dag er de ramte områder markeret af monumenter til minde om de mange dødsofre – lokale som udlændinge – placeret langs en velfungerende infrastruktur.

Men der er politiske mislyde på tropeøen, og de høres ikke mindst blandt de overvejende hinduistiske tamiler, der stadig mærker et pres fra det singalesiske befolkningsflertal, der er buddhister.

Borgerkrigen kostede mellem 80.000 og 100.000 livet, hvoraf de 40.000 blev dræbt eller forsvandt i de sidste måneder af konflikten.

Den daværende regering under den hårdhændede præsident Rajapraksa var vrangvillig, når omverdenen krævede forklaringer på de mange beretninger om massakrer, tortur, fængslinger uden rettergang og forsvindinger. Længe efter at våbnene tav, var Sri Lanka et samfund med mange blodspor og lange skygger fra et kvart århundredes etniske stridigheder.

EFTER ET overraskende regeringsskifte i 2015, der bragte den liberale Maithripala Sirisena til magten, blev der skabt håb om reelle forsoningstiltag. Valghandlingen havde vist, at de 15 procent af øens befolkning, som er de overvejende hinduistiske tamiler, støttede ham. Det samme gjorde flertallet af de 10 procent muslimer i landet, som har tamilsk som hovedsprog.

I fjor stillede regeringen en række forslag i udsigt med den erklærede hensigt at skabe retfærdighed for mange af borgerkrigens ofre. Et kontor, der skal indsamle data om forsvundne personer under de mange krigshandlinger og såkaldte antiterroraktioner så dagens lys sidste efterår.

Men en ny lovpakke, der handler om politiets og militærets beføjelser under forfølgelsen af formodede terrorister, er stødt på kritik. Både i sikkerhedsstyrkerne og i store dele af embedsværket sidder der folk i nøglepositioner, som spillede afgørende roller under nedkæmpelsen af terrorbevægelsen De Tamilske Tigre. De har ingen interesse i noget, der bare ligner et retsopgør, og ønsker heller ikke at indføre juridiske reformer, der ligger nærmere de retstilstande, der kendes fra Europa, erkender landets udenrigsminister Mangala Samaraweera.

Økonomisk og socialt er der kun sket få forandringer siden borgerkrigens afslutning for små ni år siden. I den nordlige og østlige del af landet, hvor tamilerne er i flertal, er fattigdommen lige så udbredt, som da det væbnede oprør blev indledt i 1983. Tusinder af familier er her afhængige af de pengestrømme, der sendes fra slægtninge, der flygtede til Europa, Australien og USA.

Jaffna, der er hovedbyen i det nordlige Sri Lanka, og som domineres af tamiler, har ingen internationale flyruter, ikke engang til Chennai, delstatshovedstaden i indiske Tamil Nadu. Den lokale lufthavn ledes af landets luftvåben. Et lyspunkt er vejbyggeriet, men landbruget og fiskeriet er nærmest gået i stå og leverer lige akkurat tilstrækkeligt til at holde sulten fra døren. Politistyrken i Jaffna tæller ca. 530 mand og skal betjene en region med omkring 100.000 indbyggere. Kun 43 af betjentene er tamiler. Problemet her er regeringens rekrutteringspolitik, der favoriserer det buddhistiske befolkningsflertal.

Kritikken mod landets regering for ikke at fremme en mere acceptabel retstilstand har været et tilbagevendende tema i bl.a. FN’s Menneskeretsråd, men uden at det har fået nævneværdige konsekvenser. Som det ofte ses i lande, der skal løfte sig ud af en borgerkrigs ruiner, også de mentale, forbliver mange af de ansvarlige for krigshandlinger ved deres magtpositioner. Den nuværende præsident Sirisena, der ofte bruger forsoningens retorik, var fungerende forsvarsminister under den sidste og afgørende militære offensiv mod De Tamilske Tigre i maj 2009, så hvilken interesse har han i en sandheds- og forsoningskommission?, spørger kritikerne.

EN AF DE internationale røster, der i kommentarer og analyser nægter at indstille kritikken mod den srilankanske regering, er den amerikanske advokat Kate Cronin-Furman, der forsker ved Stanford Universitet og har menneskeretssager som speciale.

Hun mener, at den daværende præsident har gode chancer for at vende tilbage til magten, sandsynligvis som medlem af en kommende koalitionsregering. Han vandt et parlamentsvalg i 2015, og hans parti står stærkt i målingerne forud for de landsdækkende lokalvalg i næste måned: »For krigens mange ofre er den politiske dynamik et åbent sår, der fortsætter med at smerte«, konstaterer Kate Cronin-Furman.

For besøgende forekommer atmosfæren på den naturskønne ø ubekymret. I Colombo og øens større byer ses buddhister, muslimer og hinduer leve og arbejde side om side. Sammenlignet med f.eks. Myanmar er der forbløffende få uniformerede politifolk og soldater i gaderne. Fattigdom og ulighed er ikke så synlig som hos naboen i nord, Indien.

Ej heller har Sri Lanka tilstande som i Pakistan. Landet har tilsyneladende kun venner. Hverken Indien, Kina, USA elle EU ønsker at genere øen med den formidable og misundelsesværdige placering på verdenskortet. Men ude i de tamilsk dominerede områder er der tavst.

(klumme i Politiken 28. januar 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydasien | Skriv en kommentar

Koreansk OL bliver en svær test

Forsoningstiltag er velkomne, men Sydkorea har brug for at tænke nyt.

NEGLEBIDERIET har længe været i gang hos de sydkoreanske værtsorganisationer forud for afholdelsen af de olympiske vinterlege i næste måned. At et skøjteløberpar fra rivalen Nordkorea deltager i konkurrencerne, er den positive faktor.

Langt mere besværligt er det, at parret bliver ledsaget af helt op til 500 nordkoreanere, der er med som logistikfolk, personale, musikere og heppekor.

De sikkerhedsmæssige udfordringer er selvindlysende. Får gæsterne fra nord mulighed for personlig kontakt med ‘ landsmændene’ i syd, er der risiko for afhopninger, og hvordan vil det nordkoreanske klanregime udnytte den store sportsbegivenhed propagandamæssigt? Er Sydkorea blevet gidsel i et større spil, der handler om at give Kim-klanen større international legitimitet? Afhopninger er usandsynlige, for den nordkoreaner, der forsøger det, ved, at hans slægtninge straffes i flere generationer fremover for en sådan ulydighedshandling.

Straf betyder i denne sammenhæng mangeårig forvisning til arbejdslejr.

Men de hjemvendende nordkoreanere vil i private samtaler kunne berette, at Sydkorea både har frihed og velstand, som er fatamorganaer i nord.

De to rivaler har ikke kun en blodig og konfliktfyldt historie udkæmpet på slagmarkerne at se tilbage på. Sportsligt har der udfoldet sig et interessant samkvem hen over årene. I perioden fra 1998 og en halv snes år frem var der fremdrift for Sydkoreas såkaldte solskinspolitik, hvor parterne forsøgte sig med dialog, turisme og økonomisk samkvem. Det medførte, at ved sommerlegene i 2000 og 2004 kunne de to landes deltagerhold marchere ind sammen i en symbolsk gestus, men konkurrerede som separate hold.

I år er der udsigt til en gentagelse af symbolikken ved indmarchen, men yderligere er der enighed om et fælles ishockeyhold, hvilket er nyt.

NORDKOREA kom med i den olympiske familie fra 1964, men landets deltagelse har siden været svingende. Første deltagelse i sommerlege var i 1972 i München.

Siden har landet været med i de fleste OLkonkurrencer, om end med to markante undtagelser: den sovjetiskledede boykot af sommerlegene i Los Angeles i 1984 og de efterfølgende sommerlege i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, i 1988.

Spørgsmålet, der rejser sig i år, er selvfølgelig, om afholdelse af et OL kan fremme diplomatiske og mellemfolkelige gennembrud på den delte halvø. Her tegner den olympiske historie igen et broget billede.

Nordkorea har i dag international status som paria, der kan minde om det apartheidstyrede Sydafrika i sin tid. Sydafrika blev udelukket fra OL-familien efter sommerlegene i Rom 1960 og returnerede først i Barcelona i 1992.

At den kolde krig var på sit højeste i disse år, hindrede ikke et fælles tysk hold i perioden 1956-64, længe før begge tyske stater fik fuldt FN-medlemskab og på et tidspunkt, hvor de fleste var ved at indstille sig på en permanent tysk deling. I sportens verden tog tyskerne forskud på nationens politiske fremtid.

Kina nåede en beskeden deltagelse i Helsinki 1952, isolerede sig derefter og vendte først tilbage til OL-familien ved vinterlegene i 1980.

Striden mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina, dvs. Taiwan, betød, at sidstnævnte fra 1984 blev OL-deltager for første gang under navnet Chinese Taipei, og dette banner har begge parter og OL-organisationerne naturligvis levet fint med siden.

ANDERLEDES svært bliver det i Korea. Ingen i Sydkorea betvivler, at den nordkoreanske tilstedeværelse ved vinterlegene giver vind i sejlene for den kraftfulde koreanske nationalfølelse på begge sider af delingslinjen langs den 38. breddegrad.

Bag den store festivitas lurer usikkerheden om den delte halvøs politiske fremtid, herunder det internationale pres på klanstyret i Nordkorea for at afmontere landets bestræbelser på at opnå anerkendelse som atombevæbnet stat.

I 1945 hed det sig, at koreanerne skulle bestemme over egen skæbne. Men sovjetkommunismen og diktatoren Kim Ilsung kom på tværs; der blev udkæmpet krig 1950-53, og den er i teknisk forstand uafsluttet. Korea er delt mellem 50 millioner frie og velstående borgere og 25 millioner ‘ landsmænd’ taget som gidsler af et surrealistisk og hypermilitariseret klanstyre. Det skifter ikke karakter, fordi det sender nogle hundrede udvalgte til OL syd for den 38. breddegrad.

Men efter mange måneder med atomtrusler bakket op af svulstig retorik sukker ikke mindst sydkoreanerne efter mildere vinde på halvøen. Håbet lever, men uforudsigeligheden råder.

(klumme i Politiken 25. januar 2018)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Sri Lanka har fået fred, men har også fået Kina

Rå kinesisk kapitalmagt i Sydasien

I BEGYNDELSEN af næste måned markerer Sri Lanka sin 70-års dag som uafhængig nation. I landets første årtier var det tilknyttet Storbritannien som dominion, og i 1972 blev det en republik, hvilket blev markeret af et navneskifte fra Ceylon til Sri Lanka.

Fejringen bliver ikke uden mislyde, især hvis den tidligere koloniherre Storbritannien benytter anledningen til at signalere, at den strategisk beliggende østat, der ligger tæt på en af klodens vigtigste ruter for skibstransport, er kommet på forkert kurs i global magtpolitik. Paradokset er, at i takt med at vestlige investorer og donorlande har gjort en retræte fra den attraktive ø, er det srilankanske samfund blevet et fredeligere sted, om end med en større afhængighed af rå kinesisk kapitalmagt.

Et kvart århundredes blodsudgydelser med tusinder af civile ofre og omfattende terroraktiviteter kom til en hurtig afslutning i foråret 2009, da den srilankanske regeringshær satte ind med en velkoordineret offensiv og nedkæmpede, hvad der var tilbage af oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre.

I relativ ubemærkethed havde Kina tilbudt regeringen i Colombo omfattende militær bistand, inklusive jagerbombere, for at kunne gennemtvinge en afslutning på borgerkrigen. 19. maj 2009 var 27 års blodig borgerkrig med sammenlagt 80.000 dødsofre, afsluttet. Ud over den srilankanske regering var konfliktens store vinder Kina, der havde brugt sit veto i FN’s Sikkerhedsråd til at hindre kritik af den srilankanske regering.

EFTER flere århundreder under vestlig dominans og i nyere tid, som modtager af bistand fra USA og flere af supermagtens europæiske allierede, blev Sri Lanka på kort tid suget ind i den hastigt ekspanderende kinesiske interessesfære. I dag dominerer kinesiske investeringer overalt på øen –først og fremmest i den tunge infrastruktur: motorvejen fra lufthavnen til Colombo er bygget af kineserne, hovedstadens nye havn og det tilhørende finanscenter med kontorpaladser og luksusboliger bliver det ligeså. Et telekommunikationstårn til 104 millioner dollars er også et kinesisk projekt. Kinesiske lån til infastrukturprojekter anslås at udgøre 10 procent af Sri Lankas nationalprodukt.

Kinas økonomiske tilstedeværelse er særdeles synlig på den korte vandretur fra Colombos lille forretningsdistrikt ud til det legendariske hotel Galle Face, bygget af britiske forretningsfolk i 1864 og først renoveret færdig for et par år siden. Der er udsigt til travle kraner, der også er virksomme i natligt projektørlys. Colombo Port City Project er navnet på dette projekt, der er ved at skabe en af de største havne i Sydasien.

Skiltningen fortæller, at byggeriet ledes af CCCC, der står for China Communications Construction Company og dets datterselskab China Harbour Engineering Company, CHEC. Indtil i fjor var dette konglomerat sortlistet af Verdensbanken efter kritik for korruption i forbindelse med et tilsvarende projekt i Filippinerne. Det betyder, at vestlige selskaber har afholdt sig fra at byde ind, og at banen derfor er helt åben for kinesiske selskaber.

Et andet stort havnebyggeri i Hambantota på Sri Lankas sydkyst blev for et år siden solgt til China Merchant Port Holdings med en forklaring fra regeringen om, at regeringen i Colombo dermed lettede den gældsbyrde på tre fjerdedele af nationalproduktet, som landets nuværende regering ser det som sin opgave at få nedbragt.

Begge havne er led i den såkaldte ’perlerække’, der skal forbinde et kinesisk ledet transportsystem til havs, der går fra faciliteter i Myanmar, Bangladesh via Sri Lanka til Pakistan og dermed videre ind i Mellemøsten. Nyheden om, at Kinas næste oversøiske flådebase vil blive bygget i den pakistanske havneby Gwadar, bekræfter ambitionerne. Kinas samlede infrastrukturinvesteringer i Pakistan er af Wall Street Journal opgjort til 46 milliarder dollars.

De kinesiske satsninger i Colombo har vakt bekymring her i Colombo, hvor den nuværende liberale præsident, Maithripala Sirisena, har forsøgt sig med en tilnærmelse til Indien for at rebalancere den voksende afhængighed af Beijing. Men der er et stykke vej endnu. Det er den tidligere præsident Rajapaksas regeringsførelse, der kaster lange skygger. Han udnævnte sine tre brødre til at lede regeringens tungeste ministerier, mens han selv tog sig af finans, forsvar og infrastruktur.

I realiteten blev Sri Lanka i hans regeringstid drevet som en familieforretning, eftersom brødrene kontrollerede tre fjerdedele af det srilankanske statsbudget. Familien sagde ja til at lade kineserne bygge både de to havne, men også en ny lufthavn nær Hambantota. Den betjener i dag kun omkring en håndfuld flyvninger dagligt.

Sri Lanka har fået fred, men har også fået Kina. Pax Sinica er ankommet.

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien | Skriv en kommentar