Holger kan noget med tonen, for han har lært det af både konen og unionen.

Er der stadig nogen, der husker skandalen med de såkaldte eksportambassadører? Den har mere end en halv snes år på bagen og handlede i korthed om, at fem velanskrevne emerituspolitikere skulle fare kloden rundt for at fremme danske erhvervsinteresser.

Ideen udgik fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der dermed selv forsøgte at skære sig en lukrativ vej ind i junglen af statsbetalte overflødighedsgøremål. Lønsedlen for hver ’ambassadør’ ville lande omkring millionen plus det løse, mens det hårde ledsagende praktiske arbejde ville falde tilbage på et også dengang nødlidende udenrigsministerium.

Historien har for nylig fået et ironisk efterspil: Det var daværende handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, der sendte de fem ’ambassadører’ – Uffe Ellemann-Jensen (V), Ritt Bjerregaard (S), Henning Dyremose (K), Anne Birgitte Lundholt (K) og Mariann Fischer Boel (V) – ned i kompostkværnen med følgende afskedssalut: Vi vil gerne bruge pengene på en mere begavet måde.

November 2011 sagde kalenderen dengang. Her i juni 2022 er Pia Olsen Dyhrs partifælle Holger K. Nielsen landet i en helt sammenlignelig situation. Han skal som særlig dansk udsending forsøge at få nationen ind i FN’s Sikkerhedsråd 2025-26.

Forgængeren i denne nepotismebefængte proces hedder Kristian Jensen (V), og han indledte sin karrieres opadgående kurve som skatteminister i 2004. Det blev til seks år som politisk chefhåndværker i velfærdsstatens fordelingspolitiske nervecenter, og tjek så lige samme ministeriums tilstand i dag?

MED TIL DRAMAET hører, at 643 ansatte i Udenrigsministeriet skrev under på et protestbrev til udenrigsminister Jeppe Kofod. Et nødråb fra veteraner udi diplomatisk arbejde, sekunderet af juniormedarbejdere, der har brugt flere års universitetsstudier og endnu flere arbejdsår i tjenesten for at kvalificere sig til den eftertragtelsesværdige titel som diplomat. Diplomater er håndværkere på samme måde som piloter, som skal lande deres passagerfly sikkert; man overlader det ikke til ikkeprofessionelle. I sin kerne handler det om at sikre Danmark den status som internationalt forbillede, som møjsommeligt er bygget op gennem hårdt slid, flid og respekt for klodens ofte ubehagelige realiteter.

Så hvad kan Holger Kirkholm Nielsen lige her, som den vestjyske bankassistent emeritus Jensen ikke kunne?

Holger K. har slidt og knoklet for sine folkesocialistiske fodslæbere, udførligt og i detaljer beskrevet i erindringsværkerne ’I venstre side’ (2005) og ’Det var det værd’ (2021). Sidstnævnte udnævnelse fortjener trods sin intetsigende titel en anbefaling med på vejen, fordi vi her får mandens egen udlægning af det nationale kompromis, som han for tre årtier tømrede sammen, og dermed sikrede han nationens forbliven i den europæiske familie.

AL ÆRE OG RESPEKT for denne bedrift, men hvordan gør det manden, der nåede at være udenrigsminister i sølle seks uger, til den forhandler, der kan skaffe os ind i FN-systemets helligste haller?

Et tip til dem, der leverer manuskripter til satireprogrammer i radio og tv – her inspireret af Monty Python: Skriv en scene, hvor en slipseklædt og velpoleret Holger taler ved en middag i New York til ære for f.eks. storfyrsten af Kakkerlakistan. Han vil lovprise Danmarks ubrydelige venskabsbånd med alle undertrykte folkeslag øst for Ural, Suez, Kap Det Gode Håb og vest for Den Kiribatiske Ørepublik.

Spøg til side; alvoren i sagen er, at i realdiplomatiets verden er det stemmeafgivningen fra lande, vi stort set kun hører om i forbindelse med enten terror eller naturkatastrofer, der afgør, om vi lander øverst i FN-pyramiden.

SÅLEDES TEGNER karrierefremtiden lys for den nu 72-årige, der i sin ungdom nærstuderede den jugoslaviske autokrat Josip Broz Titos politiske filosofi. I nogle måneder sad Holger med næsen begravet i bøger om Marx og Lenin på et kollegieværelse i Beograd »i lort til op over skosålerne i toiletrummene og et gigantisk svineri af cigaretskod og spytklatter på gulvet på dagligstuen«, som SF-ikonet selv beskriver det.

Slut med cigaretskod og spytklatter – nu venter de bonede gulve her i 20-året for veteranens udnævnelse til årets europæer. Mon ikke Holgers budget giver plads til nogle businessclassbilletter hos SAS, så han kan hjælpe flyselskabet med at overleve den aktuelle storm?

(klumme i Politiken 16.06.22)