Letlands hovedstad er base for uafhængig russisk Putin-kritisk journalistik. Men en fysisk redaktion har journalisterne ikke. Det er et spøgelsesmedie.

Den lettiske hovedstad, Riga, er hjemby for det største og mest betydende eksilmedie for russiske oppositionskræfter. Meduza er navnet på denne meget alternative nyhedsorganisation, hvis nyhedsside byder på et professionelt design og leverer stærke, troværdige afsløringer om den russiske stats magtmaskine. På russisk og engelsk.

Men hvis man forestiller sig, at Meduza har en fysisk redaktion med en fast adresse, tager man fejl. Meduza er et spøgelsesmedie. Det er overalt og ingen steder.

»Vi har intet redaktionslokale og arbejder alle hjemmefra«, forklarer 30-årige Katarina Abramova over telefonen.

Hun er talsperson for mediet.

Riga er blevet et eksilhovedkvarter for de kræfter, der håber på et friere og mere tolerant Rusland efter Putin.

»Vores ambition er den enkle at fortælle russerne og resten af verden alt det, som regimet lukker af for. Hvor dårligt landet regeres. Fortælle om korruptionen og magtmisbruget«, siger hun.

Og jo, selvfølgelig også ucensurerede beretninger fra og om krigen i Ukraine.

Vejen fra Rusland til Letland har været brolagt med udfordringer. Meduza blev grundlagt for otte år siden af en gruppe journalister, der blev tvunget til at forlade nyhedsmediet lenta.ru, efter at det blev opkøbt af en Putin-venlig oligark.

På få år opbyggede Meduza en solid skare af abonnenter og donorer, der hurtigt passerede de 30.000, og som dermed trak annonceindtægter med sig. Men succesen fik en brat ende i april i fjor, da Moskvas censurmyndigheder satte prædikatet ’udenlandsk agent’ på det uafhængige medie. En sådan størrelse er en statsfjende og jaget vildt i det russiske samfund.

Konsekvenserne var omgående mærkbare. Pludselig nægtede myndighederne at besvare henvendelser fra Meduzas journalister. Store russiske virksomheder bad mediet om at fjerne omtale af dem i for længst publicerede nyhedshistorier.

Under konstant pres

Kulminationen i konflikten med myndighederne var, da en gruppe af journalisterne delagtiggjorde læserne i, hvordan regimet konstant pressede dem.

Chefredaktør Ivan Kolpakov forklarede, at Kreml længe henviste til Meduza som et eksempel på, at en fri presse blev tolereret under Putin, men bag kulisserne udsultede man de regeringskritiske medier økonomisk.

At annonceindtægterne forsvandt, udraderede det meste af Meduzas forretningsgrundlag. Myndighedernes intimidering af journalisterne gjorde, at de gik i eksil i det postsovjetiske rum.

Fra sin bolig i Riga forklarer Katarina Abramova, at de vestlige landes sanktionsregime mod Rusland og Putins respons gør, at donationer ikke kan overføres fra Rusland til Meduzas konto i en lettisk bank. Strategien for overlevelse handler derfor om at skaffe bidrag fra vestlige lande.

Selv efter tre års ophold i Riga er Katarina Abramova ikke meget for at kalde sig politisk flygtning, men vedgår, at hun og hendes cirka 25 kolleger har lov til at blive i Letland med tilladelser, der skal fornys hvert år. Det er noget af en overlevelseskamp, de befinder sig i, erkender hun. Tre fjerdedele af de midler, der tilgår Meduza, går til at dække medarbejdernes løn.

Meduza har for nylig rapporteret om, hvordan der på statslige russiske radio- og tv-kanaler foregår en regulær kamp om at indhente oplysninger om krigen i Ukraine fra udenlandske og eksterne private medier, og at deres journalistkolleger hyppigt forsøger at omskrive begivenhederne, så de undgår ordet krig, men alligevel ikke lader lyttere og seere i tvivl om brutaliteten i, hvad der foregår.

»Alle i medierne er klar over, at krigen er gået dårligt for Putin. Det viser sig i fraværet af hyldester til soldaterne i reportagerne fra Ukraine«, siger Katarina Abramova.

Evakueringen af Meduzas redaktion fandt sted i dagene umiddelbart efter den russiske invasion af Ukraine, og i dag opholder de eksilerede journalister sig i fire byer tæt på Rusland foruden Riga.

De er alle kvalt

En af de mere profilerede skribenter på Meduza er Aleksej Kovaljov, der i en mail fra Riga forklarer, at der ikke længere er et eneste uafhængigt privat medie tilbage i det russiske medielandskab, kun de statskontrollerede medier.

Kovaljov fortæller, at forfølgelsen af frie medier i Rusland tog sin begyndelse for omkring et tiår siden. Han skønner, at mellem 150 og 200 journalister og andre mediefolk har forladt landet over relativt kort tid.

Da krigen i Ukraine havde været i gang en uges tid, begyndte Kovaljov at lægge planer for familiens eksilering. Flugten kom til at foregå i lejet bil og tog et halvt døgns tid på landevejene.

En anden af de russiske spøgelsesjournalister, der har valgt at have eksildomicil i Riga, er Leonid Ragozin. Han har en dyster advarsel om mediernes fremtid i hjemlandet. Når Vladimir Putin ser ukrainere som individer, der ikke er forskellige fra russere, bliver den officielle udlægning af kamphandlingerne reelt til en borgerkrig. I en sådan er statens modstandere i realiteten landsforrædere og dermed skyldige i noget, der fører dødsstraf med sig.

»Se på, hvad Kreml-tro kommentatorer skriver om russiske oppositionsfolk. De bliver kaldt interne ukrainere. Med andre ord skal de have den samme hårde behandling som de ukrainere, der beskydes i det invaderede hjemland«, siger han.

Selvfølgelig har Abramova, Kovaljov og Ragozin et vist fællesskab og kendskab til hinanden, men de lever i relativ anonymitet her i Riga. Myndighederne har udvist tolerance over for deres eksistens og tilstedeværelse, men vil ikke ud med, om der tilflyder økonomisk støtte til dette frie russiske medielandskab, som indtil videre lever i et postsovjetisk rum.

(Reportage i Politiken 15.06.22)