Censur reduceres, mens etnisk opgør spidser til i Myanmar

Spændingerne mellem det muslimske mindretal og det buddhistiske flertal kaster mørke skygger over liberaliseringen i Myanmar.

REGNTIDEN i Myanmar, det tidligere Burma, er endnu ikke overstået, men der er blevet langt mellem solstrålerne i det politiske tøbrud, der begyndte i fjor, da reformbestræbelserne anført af landets præsident Thein Sein, forhenværende general, og demokratilederen Aung San Suu Kyi blev indledt. Stribevis af reformer er vedtaget af det parlament, hvor militærets repræsentanter stadig dominerer.

Men det er ikke længere modsætningsforholdet mellem militæret og dets civile repræsentanter på den ene side og Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, på den anden, der dominerer den politiske scene i det førhen så isolerede land.

Mens turister og erhvervsfolk nærmest bestormer landet, er de politiske spændinger mellem centralregeringen og flere af landets etniske mindretal optrappet.

Tydeligst er konflikten i den vestlige delstat Rakhine ( tidligere Arakan), der grænser op til Bangladesh, hvor buddhistiske aktivister er gået til angreb på det muslimske rohingyamindretal.

Mindst 80 personer er blevet dræbt, efter at en buddhistisk kvinde blev voldtaget og dræbt og efterfølgende ti muslimske mænd lynchet i noget, der lignede en hævnaktion. En rohingyatalsmand taler om 650 dræbte hen over sommeren.

Myanmars centralregering er blevet mødt med massiv kritik fra især muslimske lande, som opfatter de seneste begivenheder i Rakhine som etnisk udrensning.

For to måneder siden blev hele delstaten i undtagelsestilstand. Da FN’s flygtningehøjkommissær Antonio Guterres besøgte Myanmar i juli, erklærede præsident Thein Sein, at den eneste løsning på problemet er deportering af rohingyaerne til tredjeland eller lejre drevet af FN-systemet.

Men den kritik, som også er lydt fra Myanmars partnerlande i den sydøstasiatiske Asean-sammenslutning, har utvivlsomt haft en virkning. Tidligere på ugen tog Thein Sein initiativ til at nedsætte en kommission, der skal udrede konflikten og dens årsager.

Den 27 medlemmer store kommission, der ledes af en tidligere topembedsmand for Ministeriet for Religiøse Anliggender, har fået pålagt at finde løsninger, der kan fremme en »harmonisk sameksistens« mellem de mange etniske og religiøse grupper.

Blandt kommissionens medlemmer er Ko Ko Gyi, en mangeårig systemkritiker og modstander af den tidligere militærjunta, som Politiken interviewede op til afholdelsen af suppleringsvalgene i april i år. Han har en høj status i det burmesiske miljø af oppositionelle, men har chokeret mange af sine kampfæller ved at kræve rohingyaerne sendt ud af Myanmar.

Emnet er dybt betændt og risikerer at afspore den skrøbelige politiske reformproces.

Aung San Suu Kyi har kun udtalt sig i meget forsigtige vendinger ved at pointere behovet for juridisk holdbare løsninger. Hun og præsidentens forsøg på at fremme en etnisk og religiøs forsoning er ikke blevet hjulpet af, at 24 politiske partier er gået sammen om en opfordring til at kræve FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder i Myanmar, Tomas Quintana, fjernet fra posten.

MIDT i dette brogede billede er der et lille lyspunkt: Først på ugen ophævede centralregeringen den forhåndscensur, som har domineret mediebilledet i Myanmar i et halvt århundrede. Det er først og fremmest en håndsrækning til en række private medier, men nye regulativer sætter fortsat grænser for, hvad journalister og blogskribenter kan tillade sig.

Da volden i Rakhine eskalerede, fik lokale journalister besked på ikke at rapportere om den etniske vold i området.

Det har ikke forhindret nyhedsstrømmen fra området i at alarmere omverdenen om overgrebene. I de nye retningslinjer for mediedækning, som har afløst forhåndscensuren, tales der udtrykkeligt om at beskytte nationale interesser, såsom at »sikre nationens sammenhæng og sikkerhed«. Vokabulariet er hentet i den kogebog, som blev bragt i spil, da militæret første gang tog magten i 1962.

Så alt ligner det i mistænkelig grad gammel vin på nye flasker. Myanmar er ikke længere det jernhårde diktatur, vi kendte indtil for blot et par år siden, men er også langt fra de demokratiske frihedstilstande, som oppositionen drømmer om. Medierne kan referere den legale oppositions synspunkter, rapportere kritik af magthaveres overgreb af f. eks. embedsmænds konfiskering af jordområder og lignende. Men der er stadig store tabuområder, som journalisterne skal holde sig fra. Især de etniske spændinger.

Velkommen til det sydøstasiatiske gråzoneområde.

Vi er i et landskab, hvor Indonesien, Malaysia og Singapore er gamle kendinge.

(klumme i Politiken 23. august 2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s