Gratulerer! En tibetaner vandt en medalje ved OL

Når nu Taiwan og Hongkong kunne deltage i OL under egne flag, hvorfor så ikke Tibet?

HVILKEN jubel! For første gang i idrættens historie har en tibetaner kunnet hænge en OL-medalje om sin hals. Choeyang Kyi deltog i kvindernes 20 kilometer kapgang i lørdags og vandt bronze.

Men ved overrækkelsen af medaljerne var det ikke det Sneløvens flag, hun skulle vise sin respekt, men det røde kinesiske.

Hvis hun havde det dårligt med at skulle ære flaget for sit hjemlands herskere frem for sine etniske landsmænd, viste hun det ikke. Der er nok heller ingen, der har fortalt hende, at det tibetanske flag blev anvendt i 1950′ erne inden den tibetanske opstand. Dalai Lama skal i 1955 have udtalt, at det var hærens flag og kun blev brugt af de tibetanske hærstyrker, som dengang eksisterede side om side med de kinesiske.

De kinesiske OL-gæster i London hyldede Qieyang Shenjie, mens det tibetanske eksilsamfund lykønskede Choeyang Kyi – én og samme person.

KUN FÅ detaljer om Choeyang Kyis baggrund er kendte. Hun stammer fra Qinghai, Tibets naboprovins. Hendes tibetanske navn betyder ‘ solen’. Af hendes blog fremgår det, at hun inden afrejsen til London aflagde en troskabsed til det kinesiske kommunistparti, og at denne handling gjorde hende ‘ en smule nervøs’.

Reaktioner fra andre blogskribenter er mildt sagt blandede. ‘ Afskyeligt’, skriver nogle og stiller spørgsmålet: ‘ Hvorfor skal du være medlem af verdens største mafia?’, mens andre skriver rosende: ‘ gratulerer’, ‘ imponerende’ og ‘ meget fint’.

Eksiltibetaneren Yangchen Kikhang opsummerede, hvad mange tibetanere utvivlsomt har følt: »Som individ kalder hun på vores stolthed. Men vi er ikke glade for, at det er Kina, hun repræsenterer. I sin sjæl er hun stadig tibetaner«.

BEGIVENHEDEN rejser naturligt nok spørgsmålet: Når nu Taiwan og Hongkong kunne deltage i OL under egne flag, hvorfor så ikke Tibet? De tre regioner har varierende grader af tilknytning til det historiske Kina, men kan ikke ligefrem siges at hylde den nuværende statsdannelse, Folkerepublikken.

En moderne verden holdes sammen af fornuft, og grundstoffet i fornuften er pragmatiske kompromiser: Hongkongs og Taiwans særlige OL-historie kunne i den bedste af alle verdener være en inspiration for fremtidens tibetanske OL-deltagere.

Taiwan deltog som ‘ Republikken Kina’ helt tilbage ved OL i Melbourne 1956 og siden under varierende betegnelser frem til OL i Montreal 1976, da canadierne valgte at ekskludere Taiwan og give plads til rivalen, den kommunistiske Folkerepublik.

I 1979 enedes IOC om den kompromisformel, der har været gældende siden: Taiwan er afskåret fra at deltage med en betegnelse, hvor navnet Kina indgår, men kaldes Chinese Taipei, hvilket fik virkning fra vinterlegene i Sarajevo i 1984.

Kan man se følgende for sig: et fremtidigt OL, hvor en delegation med betegnelsen ‘ Chinese Tibet’ marcherer ind ved en åbningsceremoni på et olympisk stadion? Umuligt. Her vil vestlig empati med tibetanerne komme i kollision med kinesisk nationalfølelse og stolthed.

De gange, hvor delegationerne med banneret Chinese Taipei er blevet hilst velkommen ved åbningsceremonierne, er det forløbet fuldstændig uproblematisk.

Klapsalver og jubelråb fra både fastlandskinesere og taiwanere. I sportens sammenhæng er de alle kinesere, men ikke i Folkerepublikken alene. Kald det tolerance eller sameksistens; det kunne andre kulturer lære meget af.

Den uafviselige forklaring på den olympiske forbrødring er etnisk og kulturel: Befolkningsflertallet i Taiwan tilhører samme etniske kategori som flertallet på fastlandet; de såkaldte han-folk. Ubehageligt vil nogen sige, men det hjælper nok på forståelsen, når man minder om, at selveste Taiwans folkevalgte præsident ved udvalgte lejligheder kalder sine landsmænd for ‘ sønner og døtre af den Gule Kejser’.

Af velkendte årsager er det en formel, som de færreste tibetanere, hvis overhovedet nogen, vil tilslutte sig. De er i kulturel, etnisk og religiøs forstand sønner og døtre af Dalai Lama, og ham vil det kinesiske han-flertal ikke give plads til, hverken politisk eller sportsligt.

Bliver Choeyang Kyi mere kinesisk af at have vundet en medalje som deltager i Folkerepublikkens hold? Næppe.

Kan hendes præstation blive begyndelsen til en større kinesisk accept af den tibetanske befolkningsgruppe, ganske som det er sket med taiwanerne? Muligvis.

Og kunne vi ved næste OL opleve en grønlænder tage en medalje hjem til Danmark? I kajakroning burde der være et potentiale, eller…?

(klumme i Politiken 16.8.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s