Er det historiens mindst politiserede OL, vi oplever lige nu?

Tokyo 1964, Seoul 1988 og Beijing 2008 bandt verden bedre sammen. I 2016 er det Brasilien, der får chancen. Er det snart Sydafrikas tur?

SIKKE en pomp og pragt, da de olympiske deltagere marcherede ind på det festlige stadion i London. Flag, farver og festivitas, også da turen kom til delegationen fra Syrian Arab Republic. Ja, det borgerkrigshærgede Syrien. Holddeltagerne smilede og vinkede, men hvad tænkte de mon på? Hvilke bekymringer gemte der sig bag smilehullerne? Måske gjorde disse tillidsambassadører for den syriske nation sig forestillinger om, hvem derhjemme i Damaskus og omegn der vil tage imod, trykke hænder og gratulere, når OL er ovre. Assad bliver det næppe, men hvem så? Venter der en bedre fremtid, når krudtrøgen har lagt sig? Indtil videre må vi håbe på, at de syriske deltagere får lov at opleve det bedste af den olympiske ånd. Hvorfor ikke, når meget taler for, at dette års OL bliver det mest afpolitiserede i mands minde.

ET AFPOLITISERET OL? Som bekendt lyder kapitel fem i det olympiske charter således: ‘ Ingen demonstration af politisk, religiøs eller racemæssig karakter er tilladt på de olympiske områder’. Så hvad er det nu, historieskrivningen kan minde os om: De sort-hvide dokumentarfilm af heilende idrætsfolk og publikummer i Berlin 1936 genbruges jævnligt på tv. Ellers ligger der rigeligt på YouTube.

Men det er nok glemt af de fleste, at verdenskrigens tabere, Tyskland og Japan, ikke blev inviteret til London i 1948. Befolkningerne i de to lande kunne ellers nok have behov for, at sejrherrerne viste dem tillid; freden var trods alt ankommet.

Melbournes værtskab i 1956 betød, at sommerlegene blev holdt i november og december på et politisk brandvarmt tidspunkt: kun få uger efter Suezkrisen og den sovjetiske nedkæmpelse af opstanden i Ungarn.

Egypten, Irak og Libanon meddelte, at de ikke ville deltage på grund af Israels militære aktioner, mens kun Holland, Schweiz og generalissimo Francos Spanien trak sig i protest mod den sovjetiske deltagelse. Den Internationale Olympiske Komités anerkendelse af Taiwan betød, at Folkerepublikken Kina ikke deltog.

Så den kolde krig var på sit højeste, hvilket ikke forhindrede et fælles tysk hold i årene 1956-64, længe før begge tyske stater fik fuldt FN-medlemskab og på et tidspunkt, hvor de fleste var ved at indstille sig på en permanent tysk deling. I sportens verden tog tyskerne forskud på fremtiden.

ET ANDERLEDES perspektiv på verdens indretning blev åbnet efter legene i 1960 i Rom, som var det sidste for det apartheidstyrede Sydafrika. Der skulle gå 32 år, inden et forandret Sydafrika kunne vende tilbage, og det var som bekendt i Barcelona.

Da Tokyo blev vært i 1964, åbnede det verdens øjne for Japans vellykkede genopbygning og nye rolle som global økonomisk sværvægter. Japanerne fik respekt, også da kejser Hirohito åbnede legene officielt, selv om en og anden nok kunne have spurgt, om ikke det var samme Hirohito, der var kransekagefiguren for det politiske projekt, der blev kendt som ‘ Det Store Østasiatiske Velstandsområde’, påbegyndt i 1931 og afsluttet i 1945? I MONTREAL 1976 blev det sydafrikanske spørgsmål atter nærværende, da en snes afrikanske nationer valgte at boykotte på grund af New Zealands deltagelse, fordi det newzealandske rugbylandshold havde spillet i det Sydafrika, som havde været ekskluderet siden 1964. Kina nåede en beskeden deltagelse i Helsinki 1952 og vendte først tilbage til OL-familien ved vinterlegene i 1980. Den kinesiske broderstrid betød, at Taiwan først fra 1984 blev OL-deltager, om end under navnet Chinese Taipei. Utroligt, hvad bogstaver kan gøre ved den politiske virkelighed.

DEN sovjetiske invasion i Afghanistan 1979 betød, at 65 inviterede lande udeblev i protest, da OL i 1980 kom til Moskva.

De 80 deltagerhold repræsenterede det laveste antal lande siden 1956. Da turen kom til Los Angeles i 1984, kunne en sovjetisk ledet boykot kun få følgeskab af et dusin kommunistiske og socialistiske allierede. De færreste kunne se det, men ‘ Østblokken’ lå allerede i dødskramper.

Det sydkoreanske værtskab i Seoul 1988 blev det første OL uden en organiseret boykotaktion. Ingen sydkoreaner er i dag i tvivl om, at værtskabet hjalp en dengang skrøbelig demokratisering på vej.

Tokyo 1964, Seoul 1988 og Beijing 2008 markerede i hver sit tiår tre store asiatiske aktørers vellykkede indtræden på den globale scene og gjorde kontinenter og kulturer mere forbundne. Godt for det! I 2016 er det Latinamerikas tur, når Rio de Janeiro får æren. Så er det ikke snart på tide at få Sydafrika på banen? Johannesburg eller Cape Town?.

(klumme i Politiken 2.8.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s