Glimt af forandring i Nordkoreas top, men ikke i bunden og opefter

MON IKKE der er folk i Østasien, der gerne ser, at den syriske smitte breder sig til et andet af verdens tilbageværende familiedynastier, Kim-klanen i Nordkorea? Jo, ikke bare de 70 millioner indbyggere på den koreanske halvø, men også resten af Asien ville være et bedre sted uden det stærkt militariserede regime, der har været en nordkoreansk specialitet i mere end seks årtier. Men jo tættere man kommer på de politiske realiteter i Nordøstasien, jo tydeligere bliver det, at et arabisk forår ikke er det mest realistiske scenario for et fremtidigt Korea. Et nordkoreansk kollaps ville udløse flygtningestrømme, som ville få de humanitære problemer i Irak til at ligne en skovtur.Hvem skulle betale den regning? De sydkoreanske skatteydere?

NÅR DER i denne tid spekuleres i begyndende forandringer i det tilknappede Nordkorea, skyldes det ikke mindst en politisk udrensning på topniveau. Den handler om, at den 29-årige leder af familiedynastiet, Kim Jong-un i sidste uge blev udnævnt til øverste marskal for landets væbnede styrker på angiveligt 1,2 millioner mænd og kvinder. Ud røg den 69-årige hærchef Ri Yong-ho. Og så var der bal bagefter. Tusinder af smilende, uniformerede nordkoreanere tog sig en svingom i Pyongyangs gader.

Kun kynikere vil ikke ønske sig bedre vilkår for de millioner af fattige, isolerede koreanere, der lever i klodens mest militariserede stat. Selv uden et egentligt regime-og systemskifte burde der kunne gøres plads til sociale og økonomiske forbedringer.

Se blot på, hvor langt Vietnam er nået uden at have kopieret en vestlig ( eller filippinsk) samfundsorden.

MEN DER er uhyggeligt langt igen for Nordkorea. To forskere ved det sydkoreanske Institut for National Genforening i Seoul har interviewet 230 nordkoreanske afhoppere om de sociale, humanitære og menneskeretlige vilkår i det land, de er flygtet fra. De konkluderer ganske vist, at antallet af henrettelser af regime-modstandere er reduceret. En årsag hertil kan være, at den internationale kritik gør indtryk.

Magteliten har trods alt adgang til informationer udefra. En mere sandsynlig årsag er, at pengene flyder lidt mere rigeligt i Nordkorea, og at korruptionen derfor breder sig. Flere afhoppere har således fortalt, hvorledes flere dødsdømte nordkoreanere har undgået henrettelsespladsen, fordi deres slægtninge har bestukket myndighederne til at konvertere dommen til for eksempel langvarigt strafarbejde.

Forskernes redegørelse, der offentliggøres i det sydkoreanske tidsskrift Vantage Point, vurderer, at antallet af nordkoreanske samvittighedsfanger sandsynligvis ligger på et sted mellem 150.000 og 200.000. For de nordkoreanere, der har held til at tage flugten via Kina til Sydkorea, er der ikke megen trøst at hente i den realitet, at flere af deres tilbageblevne slægtninge straffes med ophold i arbejdslejre for familiens angivelige mangel på loyalitet over for Kim-klanen og den nordkoreanske stat.

I en anden rapport udgivet af Komiteen for Menneskerettigheder i Nordkorea redegør Robert Collins, en tidligere medarbejder ved det amerikanske forsvarsministerium, for det nordkoreanske system kaldet songbun: Et klassificeringssystem med mindelser om det, vi kender fra det indiske kastehierarki.

I songbun er den nordkoreanske befolkning klassificeret i 51 kategorier fordelt på tre hovedgrupper: ‘ Kernen’ ( de loyale), de ‘ usikre’ og de ‘ fjendtlige’. Alle økonomiske og sociale goder fordeles ud fra den grad af loyalitet over for regimet, som de 51 grupper formodes at have eller mangle.

PARTIAVISEN ‘ Arbejdernes Dagblad’ lægger ikke fingrene imellem i en kommentar: »Vi skjuler ikke vor klassebevidsthed eller vor bevidsthed om partiets rolle. Socialistiske menneskerettigheder er ikke af den slags, der giver rettigheder til fjendtlige elementer, som modsætter sig socialismen, eller til de urene, som krænker folkets interesser«. ‘ Kernekasten’ – den politiske overklasse, om man vil – menes at udgøre en fjerdedel af befolkningen, det vil sige fem millioner, hvoraf militærets elite udgør en væsentlig del. Lad os forestille os, at der udbryder et oprør i ‘ mellemklassen’ ( de ‘ usikre’ i regimets terminologi). Det ville næppe være svært for Kim-klanen at lade det militære hierarki splitte denne store midtergruppe, der sandsynligvis udgør omkring halvdelen af befolkningen.

Konsekvenserne i et så højt militariseret samfund kan man kun gyse om. Talrige politiske ledere i Sydkorea har talt om tilnærmelser til ‘ broderfjenden’, andre har betalt gigantsummer til Kim-dynastiet for at få ro, men realiteten er, at de fleste aktører foretrækker status quo, Kina, USA og Japan inklusive.

(klumme i Politiken 26.7.2012)