På ganske få år er der vendt radikalt op og ned på vante forestillinger om globale styrkeforhold og udvikling.

ER DER stadig nogen, der kan huske, da vi talte og skrev om ‘ den tredje verden’? Begrebets ophavsmand, den franske antropolog Alfred Sauvy, brugte det i 1952 om de lande, der stod alliancefrit i forhold til de amerikanske og sovjetiske magtblokke.

Siden antog tredjeverdensbegrebet en bredere betydning og blev en samlebetegnelse for udviklingslande i Latinamerika, Afrika og Asien, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel og etnisk identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald, bragte traditionelle tredjeverdens-konflikter ind på det europæiske kontinent i form af 1990′ ernes krige på Balkan. Omkring årtusindeskiftet udvikledes den opfattelse i europæiske politiske eliter, at udvidet økonomisk og politisk integration var den eneste vej til social stabilitet og udbredelse af demokrati og frihedsrettigheder, også i Europas randområder. Disse forestillinger har mildt sagt fået det vanskeligt.

TAGER MAN en helikoptertur hen over Middelhavsregionen, tegner der sig et billede, der ikke giver næring til optimisme: Det største arabiske land ledes af en uskøn koalition af generaler og islamister, tilmed velsignet med både stemmesedler og Koranen; i et andet arabisk land er borgerkrigen nu en uafviselig realitet, og i et par små arabiske enklaver i Middelhavets østligste ende føres en regulær apartheidpolitik drevet af magthavere, ligeledes velsignet af stemmesedler.

Langs Middelhavets nordlige kyster er den europæiske kulturs vugge sat under de facto tysk administration, mens et par større europæiske lande er på vej mod samme status. Sikkerhedsberedskabet i spanske og græske byer skrues op i takt med arbejdsløshedsprocenterne. Sydeuropæisk kaosfrygt, valutauro og social ustabilitet er fænomener, der smager ubehageligt af det, vi engang kendte som ‘ den tredje verden’.

FOR GODT og vel 45 år siden var nærværende signatur en nysgerrig teenager, der slugte alt, hvad der blev skrevet om The Rolling Stones. Med i nyhedsstrømmen fulgte dramatiske nyheder om krige, kup og oprør i fjerne, konflikthærgede lande som Vietnam og Indonesien ( og hvem husker ikke, da The Beatles i 1966 bogstaveligt blev jaget ud af Manila af datidens Berlusconi, den filippinske kleptokrat Ferdinand Marcos og fru Imelda). Sådan var datidens ‘ tredje verden’: økonomisk deroute, ustabilitet og flamboyante, korrupte politikere.

Nutidens europæiske ungdom morer sig nok over forældrenes dyrkelse af 50-års jubilaren Rolling Stones og tager så på dannelsesrejser i et Østasien, der leverer økonomisk, social og demokratisk fremgang som aldrig tidligere. De vender forundrede og forvirrede hjem til Rom, Madrid og Paris og møder det, som den franske politolog Dominique Moïsi ikke tøver med at kalde »frygtens kontinent«. For en halv snes år siden blev europrojektet præsenteret som en universel løsning; i dag er euroen patient på den intensive. Vi venter stadig på europolitikernes undskyldninger.

Ingen har stillet diagnosen mere præcist end den nobelprisbelønnede indiske økonom Amartya Sen, der i The Guardian skriver: »De problemer, vi ser i Europa i dag, er hovedsagelig et resultat af politiske fejltagelser. Hvad vi ser, er afstraffelse for en forkert rækkefølge ( valutaenhed først, politisk enhed senere), for et forfejlet økonomisk ræsonnement, for en autoritær beslutningstagning og for en vedvarende intellektuel sammenblanding mellem nødvendige reformer og skånselsløse sparekrav«.

SCENESKIFT til Indonesiens hovedstad, Jakarta, i sidste uge: Forbundskansler Angela Merkel og chefen for Den Internationale Valutafond ( IMF), Christine Lagarde, besøger og takker præsident Susilo Bambang Yudhoyono for et indonesisk lånebidrag til IMF på 1milliard dollar.

Indonesien er med sine 235 millioner borgere verdens folkerigeste muslimske nation og var for kun 15 år siden Asiens syge mand, dengang den asiatiske fi-nanskrise ramte landet med et kølleslag.

Men allerede i 1999 var hele Sydøstasien tilbage på samme niveau som før krisen. Indonesien reformerede og demokratiserede stort set uden blodsudgydelser på kun fire år ( 1998-2004).

Østasien har en samarbejdsstruktur, der er langt løsere organiseret end den, vi har bygget op i Europa; den kunne Bruxelles have lært af, men det er for sent nu.

Østasiens særlige krisefond fordobles i år til 240 milliarder dollar, selv om det ikke engang er sikkert, at der overhovedet bliver brug for pengene. Så hvad med at låne lidt ud til de stakkels europæere?

(klumme i Politiken 19.7.2012)