Myanmar risikerer jugoslaviske tilstande

Etniske spændinger kan afspore den svære demokratiseringsproces.

DER ER glimt af optimisme og håb i den strøm af nyheder, der flyder ud af Myanmar, det tidligere Burma. Tidligere på ugen kunne landets medier offentliggøre de retningslinjer og direktiver, der udgør den nye lov om demonstrationsfrihed.

Loven er blevet hilst velkommen af oppositionen, herunder de mange aktivistgrupper, der i stigende omfang er blevet en del af det politiske landskab, i takt med at en forsigtig demokratiseringsproces er skredet frem.

Men naturligvis knytter der sig stor usikkerhed til, hvorledes de genvundne friheder vil blive praktiseret og reguleret.

Aung Htoo fra landets uafhængige advokatråd siger, at det nye lovkompleks er fyldt med fælder. Hvis en demonstration ses som en trussel mod national sikkerhed, kan sikkerhedsmyndighederne skride til forbud og anholdelser. Enhver demonstration skal anmeldes til både politi og byråd mindst en uge inden afholdelsen, og enhver, der vil tale ved en demonstration, skal aflevere en kortfattet levnedsbeskrivelse.Tillid er godt, kontrol er bedre.

Lederen af den studentergeneration, der i 1988 stod i spidsen for et oprør mod det daværende militærdiktatur og etpartistyre, Ko Ko Gyi, konstaterer, at loven indeholder restriktioner, men »lad os prøve det af og se, hvordan det fungerer i praksis«.

LANGT mere risikobetonet end administrationen af demonstrationsfriheden er håndteringen af Myanmars store etniske komplekser. Månedlange uroligheder og militære kampagner i to regioner, Arakan i vest og Kachin i nord, har lagt pres på præsident Thein Sein og hans vigtigste allierede i reformprocessen, oppositionslederen Aung San Suu Kyi. Begge steder handler det om forfølgelse af to af landets store religiøse og etniske mindretal, de muslimske rohingyaer i Arakan og det overvejende kristne mindretal i Kachin-staten. I begge regioner skal antallet af internt fordrevne tælles i titusinder.

Kernen i konflikten er en 30 år gammel statsborgerskabslov, der fastlægger de kriterier, der giver de 135 definerede mindretal i Myanmar ret til at være statsborgere.

Den daværende junta undlod at tildele rohingyaerne de rettigheder, de havde fået i den lov om statsborgerskab, der fulgte med uafhængigheden i 1948. Rohingyaerne er etniske bengalere, der helt tilbage under det britiske kolonistyre fra slutningen af 1800-tallet blev bragt ind fra det område, der først blev til Østpakistan og siden Bangladesh. I flere årtier har rohingyaerne oplevet forfølgelser og fordrivelser, sat i værk af skiftende burmesiske militærjuntaer.

Præsident Thein Sein og oppositionsleder Suu Kyi er grundlæggende enige om den politiske formel for, hvorledes Myanmars etniske komplekser skal håndteres.

Kodeordet er ‘ Panglong’, som refererer til en aftale, der i 1947 blev forhandlet af Suu Kyis far, uafhængighedslederen Aung San, med tre af datidens etniske repræsentanter for henholdsvis Shan-, Kachinog Chin-befolkningerne. Panglong-aftalen giver principielt fuld autonomi for landets anerkendte mindretal ( anslået 18 millioner ud af en samlet befolkning på ca. 55 millioner).

HISTORISK er der Ikke meget, der taler for, at det militærapparat, som Thein Sein kommer fra, er villigt til at afgive politisk magt. Fem årtier med skiftende militære juntaer huskes for brutal og centralistisk administration af landet. I perioder gennemførte militæret regulære etniske udrensningskampagner under påberåbelse af, at landets ‘ enhed’ som føderal union var på spil.

Virkelig problematisk bliver det derfor, når de nyvundne friheder for Myanmars sociale medier bliver brugt til etniske og religiøse hadkampagner rettet mod rohingyaerne.

Flere bloggere har kaldt Suu Kyi for en ‘ forræder’, når hun har nævnt muligheden for en fornyet Panglong-aftale, dvs. genforhandling af autonomi for etniske grupper, herunder også rohingyaerne.

Relativt ubemærket af det internationale samfund har præsident Thein Sein indført undtagelsestilstand i Arakan-staten ( hvilket er første gang siden regeringsskiftet i 2011) og givet FN-folk adgang til regionen.

Demokratiseringens fortsættelse står og falder med, om præsident, opposition, parlament og det militære apparat finder sammen om en fælles tilgang til spørgsmålet om de etniske gruppers autonomi.

For 50 år siden var det nøjagtig dette spørgsmål, der udløste et militærkup og sendte datidens Burma ud i årtiers isolation, despoti og økonomisk deroute.

De uafklarede etniske konflikter er tikkende politiske bomber i alle Myanmars grænseregioner. Det dybt ironiske i situationen er, at den større frihed, landets medier har fået, risikerer at blive brugt på en måde, der sender udviklingen baglæns.

(klumme i Politiken 12.07.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s