Med udgangen af denne måned lukker det danske generalkonsulat i Hongkong. Det er en skandale af de mellemstore.

NÅR JULI måned går på hæld, afsluttes et stykke dansk diplomatisk historie i Østasien. Det sker, når Udenrigsministeriet drejer nøglen om for det danske generalkonsulat i Hongkong. Beslutningen blev truffet af VK-regeringen, men dens efterfølger har ikke kunnet finde visdommen og ( små) pengene til at omgøre den.

Da afviklingen blev meddelt for to år siden, skrev en dansk erhvervsmand: »Med Hongkongs særstatus i Kina, med regionens pålidelige lovgivning, med en fri konvertibel valuta, med et internationalt banksystem, god kommunikation og infrastruktur er Hongkong fortsat ideelt positioneret som det ypperligste springbræt for især små-og mellemstore danske virksomheders opstart i Kina«.

UPÅVIRKET af eurokrisen er den tidligere britiske koloni både et af klodens vigtigste finanscentre og et fristed for mange aktivister, der ikke får lov at ytre sig på det kinesiske fastland. Som f. eks. Han Dongfang, der med China Labour Bulletin driver et vigtigt oplysningsarbejde om kinesiske industriarbejderes manglende rettigheder. Amnesty International og meditationsbevægelsen Falun Gong har også husly i regionen, som er det eneste sted i Kina, hvor der hvert år kan demonstreres til minde om de aktivister, der blev dræbt af militæret i Beijings centrum i juni 1989. Hongkong SAR ( Særlig Administrativ Region) fastholder en kombination af frihed og retsstat, som fremtidens Kina gør bedst i at lære af.

For ganske nylig var et hold folketingsmedlemmer derude og tage sagerne i øjesyn, og der var ingen grænser for de mange lovord fra bl. a. Venstres Eva Kjer Hansen og den radikale Rasmus Helveg Petersen. Deres ord må være prellet af på de nålestribede kommandanter i betonfæstningen på Asiatisk Plads.

DEN FORGANGNE weekend passerede Hongkong 15-året for overdragelsen fra Storbritannien til Den Kinesiske Folkerepublik. I den anledning har Jonathan Fenby, chefredaktør for Hongkongs førende dagblad South China Morning Post i perioden 1995-2000 og før dette redaktør på de britiske aviser The Observer, The Guardian og The Independent, gjort status over sin tidligere hjembys erfaringer med de 15 seneste år under Beijing.

Fenby starter med at slå fast, at det op til koloniens tilbagelevering 1. juli 1997 ikke skortede på dommedagsprofetier om, hvorledes dette unikke, britisk inspirerede samfund ville ‘ stagnere som enhver anden kinesisk by’.

»15 år efter må det konstateres, at dette ikke er sket. Skal vi være helt realistiske, så var der heller aldrig nogen risiko for, at det ville gå dårligt«, skriver han.

Den tidligere chefredaktør og forfatter til adskillige anmelderroste bøger om kinesisk historie noterer korrekt, at de demokratiske reformer, som koloniens sidste guvernør, Chris Patten, indførte, blev ophævet af Beijing. Men den særlige samfundsindretning, som Kina har lovet at bevare i et halvt århundrede efter overdragelsen, er der ikke ændret på. Hverken befolkning eller kapital har taget flugten; tværtimod har Hongkong draget store fordele af naboskabet med den dynamiske provins Guangdong.

Og jo, også i danske medier var der i 1990′ erne grædekoner, der hylede med i dommedagskoret. Mon de er blevet klogere?

Mediernes frihed i Hongkong har et niveau, der er himmelhøjt over, hvad man kender til på ‘ fastlandet’, og ligner det, vi kender fra de semi-demokratiske, blødt autoritære regimer som Singapore og Malaysia. Kritik af statens institutioner er udbredt, men der er tabuer, pressen skal manøvrere uden om. I en nylig meningsundersøgelse svarer 79 pct. af journaliststanden i Hongkong, at selvcensuren er taget til siden 2005.

Men grænser flytter sig jævnligt, forklarer Fenby med et eksempel fra sin gamle arbejdsplads: South China Morning Post har i dag en chefredaktør fra ‘ fastlandet’. I forrige uge skrev 30 af avisens journalister under på en protest, fordi redaktionsledelsen havde nedtonet dækningen af en kinesisk dissidents dødsfald. Den blev publiceret.

Det relevante ved Hongkong er ikke kun regionens økonomiske dynamik, men dens status som uformelt laboratorium for gradvise demokratiske eksperimenter, der sender vigtige signaler til kejsermagten i Beijing. Jonathan Fenby konkluderer, at Hongkong er ‘ a work in progress’, hvor regeringschefen ganske vist ikke vælges direkte af alle, men hvor borgerne nyder en retssikkerhed og frihedsgrader, som millioner af borgere i resten af Kina kun kan drømme om.

En kilde til lokal, kinesisk, global og dansk velstand. Et åndehul for systemkritikere og en inspiration for Beijing. Og her lukker Danmark ned. Kan nogen se visdommen?

(klumme i Politiken 5.juli 2012)