…og Villy Søvndal fik nok ikke spurgt til Bo Xilai

En ældgammel disciplineringstradition fra kejsertiden lever videre i Kinas retssystem. Eller rettere: uden for.

ALT GIK efter diplomatiets drejebog, da koncerndirektøren og bestyrelsesformanden for klodens største pengetank forleden lagde vejen forbi lille Danmark.

Alt imens euroen balancerer på en klippekant, er det blevet lune tider i de dansk-kinesiske ordrebøger. Ifølge nøgternt realistiske prognoser kan dansk erhvervsliv om ikke ret mange år vælge at ignorere de sydeuropæiske økonomier, hvis vi gør, hvad vi er bedst til. Spørg blot overborgmester Frank Jensen, som netop er vendt hjem fra Beijing og har givet København en venskabsby.

Præsident og generalsekretær Hu Jintao, chefen for China Incorporated, var ikke manden, der gav interview. Vi kan derfor kun gisne om, i hvilket omfang og med hvilket ordvalg de følsomme emner omkring Kinas manglende overholdelse af menneskerettigheder blev taget op. En del af vokabulariet er velkendt. Udenrigsminister Villy Søvndal har utvivlsomt brugt ordet ‘ bekymring’, som naturligvis er bedre end ‘ påtale’.

MEN EN dansk-kinesisk dialog bør være konkret. Måske kunne man have forestillet sig, at Søvndal havde spurgt til en sag, der handler om en kendt kinesisk politiker, der virkelig er ved at miste noget: Bo Xilai, kommunistpartiets detroniserede topmand fra megabyen Chongqing.

Bo Xilai er manden, der begyndte at opføre sig lige så flamboyant som en toppolitiker i et sydeuropæisk land og ikke slap godt fra det. Retorisk dyrkede han Maotidens revolutionsromantiske lighedsidealer. Hustruen, Gu Kallai, førte sig frem som en anden glamourskuespillerinde med tætte forbindelser til det pengestærke jetset – så tætte, at hun nu er anklaget for at have givet ordre til mordet på en britisk forretningsmand, Neil Heywood.

Her er med andre ord stof til en kriminalsag, der i et åbent samfund og en retsstat ville være forsidestof i medierne.

Som bekendt er Kina ingen af delene, så hvad ved vi aktuelt om Bo Xilai? Han er på vej igennem det frygtede disciplinære apparat, der kendes som shuanggui. I dette retspolitiske kældermørke udsættes den ‘ anklagede’ for endeløse forhør, der nedbryder modstandskraften hos den formodede lovbryder. Når der falder en slags tilståelse, ryger partimedlemskabet og boligen, og den eventuelle formue bliver konfiskeret.

De metoder, der er kernen i shuanggui, har rødder tilbage i kejsertiden. De blev genoplivet under borgerkrigen i 1930′ erne, når Folkets Befrielseshær skulle disciplinere illoyale soldater. Efter systemskiftet i 1949 er systemet blevet benyttet mod ‘ klassefjender’ eller ‘ afvigere’. For kun få årtier siden ville Bo Xilai have været en klassefjende – i dag er han en afviger, der ikke har villet følge flertalslinjen i ledelsen.

DE STATSLIGE nyhedsmedier har overraskende ladet nogle detaljer slippe ud om shuanggui. Ifølge nyhedsbureauet Xinhua er 880.000 partimedlemmer blevet ‘ disciplineret’ i perioden 2003-2008, mens kun 25.000 embedsmænd har fået deres sager behandlet som egentlige kriminalsager ved domstolene. Disse tal skal holdes op mod, at kommunistpartiet har 80 millioner medlemmer, svarende til 6 procent af befolkningen.

Alle sager i shanggui hører under kommunistpartiets disciplinkommission, og alle væsentlige afgørelser her skal godkendes i den politiske topledelse. En aktuel sag, der nåede offentlighedens kendskab, handlede om ministeren for jernbanedrift Liu Zhijun, der blev draget til ansvar for en meget spektakulær togkatastrofe i Wenzhou i fjor. Da de kinesiske medier i maj i år meddelte, at den fhv. minister var ekskluderet af partiet, hed det sig, at han var skyldig i »moralsk korruption«, herunder at han havde opbygget en milliardformue gennem korruption og forsødet tilværelsen med mindst en halv snes elskerinder.

Denne noget aparte form for retssystem diskuteres jævnligt af juridiske eksperter i Kina. He Jiahong, der er leder af det juridiske fakultet ved Renmin-universitetet i Beijing, sammenligner shuanggui med de metoder, som USA bruger i sin internationale kamp mod terrorisme, hvor hemmelige fængslinger på fremmed jord er en del af den magtpolitiske værktøjskasse.

Til New York Times siger He Jiahong, at han og andre juridiske fagfolk ofte kritiserer shuanggui, fordi det fungerer uden for de juridiske rammer, som kinesisk lovgivning stiller op: »Men det er da et meget effektivt system. Der er ingen dommere eller nævninge, der kan bestikkes.Det eneste, der kræves, er pen og papir og en mistænkt, der taler ud«.
Bo Xilai har det ikke sjovt i denne tid.

(klumme i Politiken 2.7.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s