Stationerne på det 21. århundredes Silkevej bliver kinesiske investeringsselskaber.

NÆSTE GANG en kinesisk topleder ønsker at mellemlande i en europæisk hovedstad undervejs til et topmøde for verdensøkonomiske sværvægtere, bør valget falde på Bruxelles. Eller sagt på en anden måde: Kina er ved at bringe sig i en situation, hvor det kan bidrage til at fremme europæisk økonomisk og finansiel integration, tilmed på et tidspunkt, hvor et nødlidende Europa har hårdt brug for et rygstød udefra i form af kapitaltilførsler.

Vi har for ikke så længe siden forladt et årti, hvor ‘ made in China’ var et kodeord for den økonomiske side af globaliseringen. Denne formulering vil i løbet af det kommende årti blive erstattet af ‘ owned by China’, når Kina om få år ikke blot er klodens største økonomi ( målt på købekraft), men også kontrollerer dens største pengetanke. Ikke forstået sådan, at Kina har til hensigt at opkøbe massivt i europæiske gældspapirer, snarere og hellere, at kinesiske investeringsselskaber får adgang til at investere i den fornyelse af europæiske transportsystemer og infrastruktur, der kan blive grundlaget for en styrket euroasiatisk samhandel.

EUROPAS ledere har mere end nogensinde tidligere behov for at udnytte de muligheder, som den kinesiske renæssance bringer med sig. Euroasiens nye ‘ Silkevej’ vil blive bygget på skinner, der fører højhastighedstog med sig, som kan bringe rejsende og gods fra Shanghai til Paris på ikke meget over 48 timer, spår kinesiske fremtidsforskere. Stationerne på fremtidens Silkevej bliver gigantiske kinesiske finansselskaber og teknologiske innovationscentre.

Måske vil fremtidens historikere beskrive 2010′ erne som den periode, hvor et skrantende Europa blev løftet af asiatiske muskler. Nogle kan blive fristet til at drage en parallel til det første tiår efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor amerikanske muskler i form af Marshallhjælp og militær opbygning i Nato bidrog til at genopbygge et Europa, der havde skudt sig selv i smadder.

Som EU-formand bør statsminister Helle Thorning-Schmidt måske driste sig til at spørge sin gæst, præsident Hu Jintao, om, hvornår han har tænkt sig at offentliggøre Kinas Europa-plan frem til f. eks. 2025. Hun kan desuden fortælle i Bruxelles, at EU bør overveje at komme Verdenshandelsorganisationen WTO i forkøbet med at give Kinas status som markedsøkonomi ( hvilket sker i WTO-regi med udgangen af 2016).

Og jo, Thorning-Schmidt kan lade sin udenrigsminister, Villy Søvndal, fortælle sin britiske kollega, at det ikke længere giver mening, at Storbritannien giver USA en indirekte vetoret i spørgsmålet om den nu 23 år gamle europæiske våbenembargo.

Denne handler ikke længere om kinesisk adgang til våben, for Beijing køber moderne våben hos andre leverandører, men den udstiller EU’s svigtende evne til at handle samlet.

DEN POLITISKE dagsorden mellem EU og Kina er også kulturel og værdibaseret.
Med afsæt i liberalt demokrati, markedsøkonomi og universelle menneskerettigheder kunne europæiske politikere i årtier betvivle det kinesiske systems evne til at bringe sociale og økonomiske fremskridt til den kinesiske befolkning.

Her har vi siden finanskrisens start set et interessant rollebytte. I dag er det kinesiske medier, universiteter og intellektuelle, der udtrykker bekymring over den økonomiske og sociale holdbarhed i det europæiske projekt og den manglede effektivitet i europæisk ledelse.

Ikke fordi de vil os det dårligt. Gennem et halvt århundrede har det været en konsistent kinesisk politik at fremme et samarbejdende Europa som en del af en verden, der ikke domineres af en enkelt supermagt, men hvor flere spiller sammen på kryds og tværs. Som den tidligere kommissionsformand Romano Prodi sagde i en tale i Shanghai i marts 2010: »Da vi udviklede ideen om euroen, viste de kinesiske ledere omgående en stærk interesse, og da jeg sagde, at euroen også handlede om politik, reagerede den kinesiske præsident Jiang Zemin med at sige, at han ønsker sig en multipolær verden«.

Kolossale muligheder tegner sig, økonomisk som politisk, i at lade den kinesiske renæssance ledsage af en euroasiatisk renæssance. David Cameron kan vælge at sætte foden på bremsen, ikke kun i den europæiske integrationsproces, men også når Tyskland og Frankrig vil åbne Europas døre for kinesiske investeringer, men vil det så være Europa, som briterne hjælper?

Det er en forandret balance i verden, der her tegner sig. Præsident Obama er i færd med at lade USA vende tilbage til Asien militært. EU kan som en passende reaktion lade kinesisk kapital være en europæisk vækstfremmer og dermed en kilde til global velstand.

(klumme i Politiken 13.juni 2012)