Gu Kailai er dømt, så hvad er der sket i kinesisk retspolitik hen over tre årtier? Alt for lidt.

UDFALDET var forudsigeligt. Gu Kailai, hustru til Bo Xilai, den udrensede partichef i den kinesiske by Chongqing, blev kendt skyldig i mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood og idømt en dødsstraf af den mere lempelige slags: Hendes straf vil om to år blive konverteret til fængsel på livstid, hvilket indebærer, at Gu Kailais advokater efter yderligere syv år kan søge om benådning med henvisning til humanitære grunde.

Med andre ord: Om mindre end en halv snes år kan Kinas mest omtalte kvinde på ‘ dødsgangen’ være en fri kvinde.

Dette forekommer sandsynligt, eftersom anklagemyndigheden har fremlagt redegørelser for, at Gu Kailai har været behandlet for søvnløshed, depression, angst og afhængighed af beroligende og ‘ hypnotiske’ stoffer.

Men intet er sikkert. Avisen Yanzhao Metropolis oplyser, at varigheden af fængslinger for dødsdømte, der får konverteret straffen til livstidsfængsel, har nået et gennemsnit af 18 år.

DET MEST interessante fortilfælde er dødsdommen i 1981 over Jiang Qing, enken efter Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong. To år senere fik denne ultravenstreorienterede ‘ afviger’ og ‘ fjende af både partiet og det kinesiske folk’ sin dom konverteret til livsvarigt fængsel.

Jiang Qing blev som 77-årig løsladt i 1991 for kort tid efter at begå selvmord ved at hænge sig selv på et hospitalstoilet.

Der er ligheder mellem Maos enke og Gu Kailai, men de er kun overfladiske.

Sidstnævntes mand, Bo Xilai, skabte sig en betydelig lokal popularitet ved at føre sig frem med retoriske propagandakampagner, der genoplivede Mao-tidens egalitære og kulturrevolutionære politik, hvilket overhovedet ikke passede centralregeringens teknokrater.

De frabeder sig populisme, der kan forstyrre den vision om et harmonisk samfund, som de påberåber sig som målet for regeringens og partiets økonomiske moderniseringspolitik. Lokal folkelig opposition på gadeplan kan inddæmmes, mens det straks er sværere, når en eller flere af partiets topfolk stiller sig i spidsen for større bevægelser. Det kunne medføre organiseret og åbenlys opposition inden for partiets egne rækker.

SÅ SELVFØLGELIG er dommen over Gu Kailai spækket med politik, hvilket ikke bliver bedre af, at Bo Xilai indtil videre er forsvundet ud i anonymitetens gulag.

Der er naturligvis ikke tale om en domsafsigelse fra et uafhængigt retssystem, men snarere, at kommunistpartiets disciplinkommission er nået frem til et kompromis om Bo Xilai og hans nærmeste families politiske skæbne. Regel nr. 1 for enhver toppolitikers overlevelse i det kinesiske partisystem er, at interne uenigheder ikke må eksponeres for offentligheden.

I forsommeren 1989 var det denne regel, som den daværende partichef, Zhao Ziyang, brød, da han en tidlig morgen bevægede sig ned blandt studenteraktivisterne i Beijings centrum og meddelte, at kravene om reformer var blevet fejet til side af partiledelsen. Zhaos skæbne blev 16 år i husarrest. Hvad risikerer magthaverne, hvis eller når Gu Kailai løslades? Der findes et interessant fortilfælde i Beijings daværende borgmester, Chen Xitong.

Han var medansvarlig for beslutning om at erklære hovedstaden i undtagelsestilstand under de demonstrationerne i forsommeren 1989. Efterfølgende udfordrede han Zhao Ziyangs efterfølger som generalsekretær, Jiang Zemin, og blev udrenset i 1995. 3 år senere blev Chen idømt 16 års fængsel for korruption og pligtforsømmelser. I 2006 blev Chen frigivet, og tidligere i år udkom en erindringsbog, hvor han i interviewform fortæller om fortiden. Ikke overraskende kalder han korruptionsdommen for justitsmord, men endnu mere interessant er det, at han beklager indsættelsen af militær mod demonstranterne i juni 1989.

OM Gu Kailai også vil tale ud, når hun engang løslades, vil til den tid kun interessere historikerne. Her og nu er skaden allerede sket, selv om partitoppen har forsøgt at begrænse virkningerne. Kommunistpartiets venstrefløj af socialt indignerede, der er dybt utilfreds med de kolossale uligheder i det kinesiske samfund, har fået et ikon og en martyr, de kan mobilisere omkring. Bo Xilai var et levende paradoks med sine mafialignende populistiske metoder og økonomisk forkælelse af sine nærmeste. Men det ændrer ikke ved, at han pegede på et betændt område, som bliver en uomgængelig udfordring for den generation af ledere, der tager over til oktober: Væksten skal opretholdes, men med større social balance.

Kan det lykkes, nu hvor økonomien allerede er på vej ned i gear? Tvivlen breder sig i partirækkerne og i befolkningen.

(klumme i Politiken 30.9.2012)