Årtiers japanske bestræbelser på en udsoning med Kina er atter spoleret af en enkelt politiker: Shintaro Ishihara.

I SIDSTE måned blev ubehagelige minder om Anden Verdenskrig vakt til live i to lande, der er gigantiske nøglespillere i den globale økonomi. 67-års dagen for afslutningen på Stillehavskrigen blev markeret, og især ældre japanere og kinesere blev mindet om, at de to lande har temmelig langt igen, inden det giver mening at tale om en reel og dyb forsoning.

Hen over sommeren har japanske aktivisters landgang på den lille gruppe af otte ubeboede øer, der af Japan kaldes Senkaku og af Kina Diaoyutai demonstreret, at tiden ikke læger alle sår.

Blandt de ca. 150 japanske aktivister, der gjorde landgang på øerne, var flere parlamentsmedlemmer, der før rejsen sagde, at de ville afholde en mindehøjtidelighed for de japanske soldater, der omkom under Anden Verdenskrig, hvor Japan besatte det østlige Kina. Reaktionen i Kina var forventet: Antijapanske protester brød ud i flere kinesiske storbyer. Demonstranterne angreb japanske forretninger og restauranter og japansk producerede politibiler blev smadret.

TRE AF de fem øer ejes af den japanske forretningsmand Kunioki Kurihara, der har lejet øerne ud til den japanske stat, som fik dem tilbageleveret af besættelsesmagten USA i 1972. Når striden nu påkalder sig særlig opmærksomhed, skyldes det en enkelt japansk toppolitiker, Tokyos borgmester Shintaro Ishihara. Han er uden overdrivelse Kinas fjende og hadeobjekt nr. 1 i Japans politiske landskab.

I april erklærede Ishihara, at han vil bruge penge fra Tokyos kommunale budget til at købe de tre øer, som ejes af Kunioki Kurihara. Begrundelse: »At beskytte øerne fra en kinesisk overtagelse«. Da Kina protesterede, iværksatte Ishihara en indsamling blandt private, som gav et beløb svarende til godt 100 millioner kroner.

Dette var den japanske regering nødt til at reagere på, og ministerpræsident Yoshihiko Noda måtte ud med en erklæring om, at hans regering selv vil finde penge til købet. Nationalisering med andre ord. Men det interessante er, at Noda nægtede kommunale opmålere fra Tokyo at gå i land på øerne. Der bliver derfor ikke noget salg her og nu, men det er den japanske stat, der bestemmer, hvad der skal ske med øerne.

Næsten samtidig enedes japanske, kinesiske og sydkoreanske embedsmænd om, at de tre landes forhandlinger om en frihandelsaftale ikke skal kobles sammen med territorielle konflikter. For Sydkorea og Japan er på kant med hinanden om de mindre øer mellem Japan og Korea, som hedder Dokdo på koreansk og Takeshima på japansk.

KONFLIKTEN om begge øgrupper er vævet af det stof, som operettekrige er gjort af, og japanske medier hånede i kommentarer den fond, som borgmester Ishihara oprettede for at indsamle donationer til købet. Hverken Japan eller Kina har noget at vinde ved en optrapning af konflikten andet end at oppiske nationalistiske følelser i begge lejre. Kina bygger sit krav på, at øerne administrativt har hørt til ‘ provinsen’ Taiwan, hvilket unægtelig kompliceres af, at Taiwan ( Republikken Kina) ikke just er en provins. Østatens præsident Ma Ying-jeou benyttede i begyndelsen af august 60-års dagen for indgåelse af en fredsaftale mellem Japan og Republikken Kina til at søsætte et fredsinitiativ for det, der i Taiwan hedder Østhavet.

Med San Francisco-traktaten i 1951 måtte Japan afstå suverænitetskravet over en række af sine sydlige øer, men med USA’s tilbagelevering af Okinawa 20 år senere fulgte Senkaku ( Daioyutai) med. Et af de japanske argumenter i striden er, at både Kina og Taiwan først efter tilbageleveringen til Japan begyndte at rejse krav om øerne – sammenfaldende med at det blev sandsynliggjort, at der er olieforekomster nær øerne.

Så længe japanske vælgere bakker op om en politikertype som Ishihara, vil det give næring til høgene i det kinesiske kommunistpartis militærindustrielle kompleks. Det var sådanne kredse, der tidligere i år arrangerede øvelser, der simulerede landgange på Senkaku/Daioyutai.

Den kinesiske adfærd har sammenhæng med den nært forestående partikongres, og der kommer utvivlsomt mere aggressiv retorik, inden portene slås op til magtens haller i Beijing.

Ishiharas succes kommer af, at han som så mange andre højrenationalister over den ganske klode hævder at beskytte sit lands identitet, ære og kultur. Vælgernes opbakning til ham er en indikation på den utryghed, som Japan føler ved det opstigende Kina. Hvad Japan har brug for, er en politikertype, der kan gøre, hvad Willy Brandt formåede i forhold til datidens Østeuropa for fire årtier siden. Hvis en sådan politiker findes i Tokyo, bedes han venligst træde et skridt frem.

(klumme i Politiken 6. september 2012)