Japan-Kina: Reaktioner på et århundredes ydmygelser

Konflikten mellem Østasiens to giganter går dybt, men kommer ikke ud af kontrol. Der sker en langsigtet tilpasning til ændrede globale styrkeforhold.

NÅR AVISER og tv-kanaler viser billeder af unge demonstranter, der smadrer butiksruder og udstillinger for japanske firmaer i storbyer på det kinesiske fastland, er det fristende at slå disse aktiviteter hen som udslag af et løssluppent nationalistisk ungdomsoprør. Hvem ved; det kan jo tænkes, at i et samfund, der ikke tillader organiseret politisk opposition, er det bekvemt at lade utilfredse unge rase ud mod en historisk arvefjende – frem for at rette vreden mod en regering, som har svært ved at leve op til befolkningens forventninger på andre områder.

En fristende udlægning, der risikerer at reducere det aktuelle konfliktbillede til en tegneserie. Den dybere dimension af de aktuelle spændinger mellem Kina og Japan handler om flere generationers mangel på gensidig forståelse og tolerance i en grad, som de færreste europæere kan gøre sig forestillinger om.

MISTROEN OG DE periodiske udbrud af fjendskab mellem Japan og Kina har rødder i den krig, der i 1895 førte til, at Kina måtte afstå Taiwan til Japan. Få år senere brød det kinesiske kejserdømme sammen og blev efterfulgt af en republikansk statsdannelse, hvis første år blev dramatisk vanskelige. Tilstedeværelsen af de store vestlige kolonimagter i dele af Kina bidrog til den oplevelse af ydmygelse, som er en kilde til kinesisk nationalisme helt frem til i dag. Men intet af det, som briterne, amerikanerne og tyskerne foretog sig i Kina i første halvdel af det 20. århundrede, tåler sammenligning med det, som de kejserlige japanske tropper foretog sig i Kina mellem 1931 og 1945.

Tirsdag i denne uge passerede årsdagen for det angreb, der indledte Japans invasion af det nordøstlige Kina og den kolonisering, der forvandlede Manchuriet til lydstaten Manchukuo. Senere i denne måned skulle såkaldte ‘ venskabsmøder’ i Tokyo og Beijing markere 40-året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser. De fleste er med kort varsel blevet aflyst.

Hukommelsen er dyb og lang i Østasien. De ledende lag i Tokyo og Beijing har ikke gjort tilstrækkeligt for at fremme den udsoning, som kunne bidrage til forhandlede løsninger af territorielle kon-flikter i Det Østkinesiske Hav. Begge kunne lære af det, som Tyskland og Frankrig præsterede efter 1945, og som banede vejen for et mere helt Europa.

Når den nationalistiske stolthed i Japan ikke tilnærmelsesvis har et omfang som tilsvarende kræfter i Kina, skyldes det moderation hos den nuværende centrum-venstre-regering i Japan. Den har hænderne fulde med at bringe landets økonomi på fode efter katastrofen på værket i Fukushima, og den trækkes med eftervirkningerne af mere end en snes år med økonomisk tilstand. Om mindre end en generations tid står Japan med en altoverskyggende udfordring: at skulle skabe velstand i et samfund, hvor der statistisk kun er to lønmodtagere for hver pensionist. Intet andet højt industrialiseret land ældes så hurtigt som Japan.

DEN ØKONOMISKE integration i Østasien er en succeshistorie, og i kombination med den demografiske faktor betyder den, at Japan er mere afhængig af Kina end omvendt. Kinas ledere er sig helt bevidst, hvorledes det økonomiske styrkeforhold er vendt om i løbet af en generations tid. At en forstokket højrenationalist som Tokyos borgmester, Shintaro Ishihara, forsøger at score billige point på at tirre den kinesiske offentlighed, kan Beijing tage med ro, men politbureauets spindoktorer har utvivlsomt tilrådet at lukke lidt af den nationalistiske damp ud af egne kedler.

Den amerikanske forsvarsminister Leon Panettas besøg i først Tokyo og siden Beijing demonstrerer USA’s vilje til en balancegang, der ikke mindst skal sikre, at det eksisterende samarbejde om at inddæmme Nordkorea ikke kuldsejler.
Præsident Barack Obama har bebudet en såkaldt ‘ rebalancering’ af USA’s militære styrkeposition i Østasien, hvilket er blevet tolket som en begyndende, koldkrigslignende inddæmning af Kina. Men sådanne udlægninger er proportionsløse. At Pentagon opgraderer en base i Darwin fra et par hundrede til 2.500 mand er symbolpolitik i småtingsafdelingen.

Terrorbekæmpelse i Mellemøsten og Afrika vil fortsat have førsteprioritet også for en kommende amerikansk præsident, som vil være sig fuldstændig bevidst, at Kina med sin finansiering af USA’s massive gæld indirekte gør Beijing til en aktør på USA’s side. Ikke mange europæiske ledere vil sige det rent ud: Kina er ikke blot blevet verdens største pengetank, men også den status quo-magt, USA og Europa mere end nogensinde har brug for i en tid, hvor den muslimske verden slår revner på kryds og tværs.

(klumme i Politiken 20.9.2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s