Aung San Suu Kyi har fået rigeligt med hyldest. Hendes næste rejser må gå østpå, hvis Myanmar skal lykkes økonomisk.

FØRST HYLDEST, dernæst hårdt arbejde. Efter forsommerens europæiske rundrejse er Myanmars oppositionsleder Aung San Suu Kyi nu på en hyldestturné i USA. Hun har mødt præsident Obama, modtaget Kongressens Guldmedalje og har talt intensivt om sit lands fremtid i Østasien. Hun er blevet modtaget som en kvindelig Nelson Mandela.

‘ The Lady’ har i taler og interview berørt et af de mest følsomme emner i sit lands demokratiseringsforsøg: USA’s engagement i det tidligere så lukkede land. »Jeg foretrækker at se Burma som et område, hvor Kina og USA kan styrke forståelsen af hinanden () jeg ønsker udenlandske investeringer i Burma, men på den ordentlige måde. Jeg siger ikke: Kom og sæt jeres penge i Burma. Jeg siger: Kom med jeres investeringer, men på den rigtige måde«. Langvarig isolation, påtvunget af et xenofobisk militærstyre gennem et halvt århundrede, har gjort Myanmar til et af Østasiens fattigste lande. Potentialet for et kraftigt økonomisk løft er til stede, og skal dette lykkes, må landet holde døren åben for landets største investor, Kina.

Hvilket forklarer, hvorfor præsident Thein Sein i sidste uge gennemførte en rundrejse i det store naboland mod nord. Præsidenten fik tilmed et møde med Kinas kommende leder, Xi Jinping.

Forholdet er spændt. I fjor indstillede Thein Sein det mest kontroversielle samarbejdsprojekt mellem Kina og Myanmar, det store dæmningsbyggeri Myitsone i den konflikthærgede Kachin-stat. Intet i de statskontrollerede kinesiske mediers referater af besøget indikerer, at der er fundet løsninger på striden om Myitsone, der især handler om tvangsflytninger af bønder og etniske mindretal.

NÅR PRÆSIDENTEN i dag holder tale til FN’s Generalforsamling, vil der blive lyttet efter budskaber om, hvordan Myanmar vil balancere i det geopolitiske felt mellem Kina, Indien, partnerlandene i Sydøstasien og USA.

Men tag ikke fejl: Midlerne til at gøre Myanmar til et bedre sted at leve vil primært komme fra Kina og det øvrige Asien.

Amerikansk og europæisk tilstedeværelse bliver beskeden, men naturligvis politisk vigtig. EU og USA er økonomisk på knæene og optaget af at løse egne interne vanskeligheder. Der er hverken vilje eller penge til at gøre, hvad USA var i stand til i Thailand for et halvt århundrede siden.

Hvis Thein Sein og Suu Kyi er bekymret for, at Kinas dominans i Myanmars økonomi bliver for stor, er det partnerlandene i Asean, Sydøstasiens svar på EU, de skal søge til. Asean rummer viljen og styrken til at placere regionen i en velfungerende balance mellem USA og Kina. Kinesisk samhandel med Sydøstasien har for længst overhalet den amerikanske.

Asean har samarbejdsaftaler med Kina, Indien, Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand. På tyve år er regionens samhandel med omverdenen blevet syvdoblet. I ingen anden verdensdel reduceres fattigdommen hurtigere end i Østasien. Midlerne til at løfte Myanmars fattige befolkningsgrupper ud af årtiers elendighed vil komme fra asiatiske kilder i et omfang, der reducerer amerikanske og europæiske investorer til beskedne biroller.

HVIS Myanmar skal blive en del af det asiatiske velstandsmirakel, må Aung San Suu Kyi til at planlægge rundrejser i sit nærområde. Hun har modtaget al den hyldest og hæder, hun fortjener i Europa og USA. Men taler, medaljer og fine middage med kongresmedlemmer rækker ikke. Hun skal snarest se at få planlagt besøg i Singapore, Seoul, Tokyo og frem for alt Beijing. Og mon ikke der kan blive plads til New Delhi? Her tilbragte hun flere af sine ungdomsår, og hun har stadig nære venskabsbånd til landet.

Når den tid kommer, vil hun ikke blive modtaget på samme gloriøse måde, som det skete i London, Oslo, Washington og New York. Men det gør mindre. Hos de store asiatiske partnere har hun mere brug for at lytte frem for at holde taler. Hendes partner i Myanmars normaliseringsproces, præsident Thein Sein, har allerede demonstreret en sådan pragmatisme under sit nylige besøg i Kina. Hvis Myanmar skal lykkes økonomisk, er det primært Østasien, der skal involveres. Europæiske og amerikanske partnere kan bidrage med rådgivning om etiske og miljømæssigt forsvarlige investeringer. Dermed kan Myanmar forhåbentlig undgå de problemer, der tidligere ramte især Thailand, Malaysia og Indonesien, da den ukritiske fokus på vækst førte til dramatiske skader på miljø og ressourcer.

Lad pengene komme fra Asien, ledsaget af indsigt, teknologi og etiske principper fra Vesten.

(klumme i Politiken 27.09.2012)