EU er ikke længere rollemodel for Østasien

Når udenrigsminister Villy Søvndal om kort tid besøger Japan og Sydkorea, bør det ikke være lærebøgerne fra Wall Street, der er hans rejselekture.

VIST HAR Den Europæiske Union da været et fredsskabende projekt, men burde Nobelprisen ikke have være tildelt Bruxelles for fem, ti eller femten år siden? Ingen forening er stærkere end sine svageste medlemmer, og blandt asiatiske analytikere har det siden eurokrisens begyndelse heddet sig, at den europæiske integrationsproces var for ambitiøs, for urealistisk, gik for hurtigt og var for dårligt forberedt.

Den positive side af historien ligger før 2007, og dens budskab er, at EU i mange år tjente som nyttig inspiration for det ældste og mest robuste regionale samarbejdsprojekt i Asien: Asean, Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, som for ganske nylig har fejret sit 45 års jubilæum.

ASEAN BLEV grundlagt i 1967 på baggrund af et militærkup i regionens folkerigeste land, Indonesien, to år forinden, og fordi landene havde brug for at håndtere voksende politisk indflydelse fra USA og økonomisk ditto fra Japan. Og frem for alt skulle sammenslutningen være et bolværk mod det Kina, som havde støttet kommunistiske grupper i især Thailand, Malaysia og Indonesien.

Den dominoteori, der havde tjent som begrundelse for den amerikanske krigsførelse i Vietnam, blev vendt på hovedet efter amerikanernes retræte i 1975: Asean repræsenterede en prokapitalistisk politik, der skabte formidable udviklingsresultater i Singapore, Malaysia, Indonesien og Thailand og siden blev rollemodel for den tidligere hovedmodstander i den kommunistiske lejr, Vietnam.

EU og Asean fandt for alvor hinanden i slutningen af 1990′ erne på et tidspunkt, hvor den asiatiske valuta-og finanskrise sendte chokbølger fra Bangkok over Jakarta til Seoul.

Når krisen dengang blev overstået på mindre end to år, skyldtes det, dels at de asiatiske nationale valutaer ikke var koordinerede i samme grad som det, de ledende europæiske valutaer siden udviklede sig til, dels at Kina undlod at devaluere og dermed indirekte blev finansiel redningskrans for flere af sine sydlige nabolande.

TI ÅR EFTER at asiaterne kom sig efter den finansielle og valutariske tsunami, er rollerne byttet om. Det er nu Europa, der beder Østasien om kapitaltilførsler. En ubehagelig realitet for Bruxelles, men den forklarer, hvorfor forbundskansler Angela Merkel har brugt så megen politisk kapital på at opbygge en økonomisk og strategisk alliance mellem Berlin og Beijing.

Asean er nået langt med økonomisk integration både internt og i forhold til sine nordlige naboer, som er regionens tre dominerende økonomier, Kina, Japan og Sydkorea, men den politiske og institutionelle integration er beskeden.

Den asiatiske klub rummer både lovende demokratier som Indonesien og nødlidende ditto som Thailand og Filippinerne; hybrid-modellerne Malaysia, Singapore og Cambodja, der kombinerer demokratiske og autoritære instrumenter; samt etpartisystemerne i Vietnam og Laos.

Disse forskelle gør, at sammenhængskraften baserer sig på pragmatiske konsultationer, hvor kun få beslutninger er bindende for medlemmerne.

Disse begrænsninger til trods er det lykkedes for Asean at lægge rammerne for et økonomisk fællesmarked, som fra 2015 vil tillade en fri udveksling af varer, arbejdskraft og serviceydelser i et marked med et befolkningstal i samme vægtklasse som EU.

I stedet for valutarisk integration har Asean valgt en stabiliseringsmekanisme inspireret af den ‘ valutaslange’ ( EMS’en), der tjente Europa ganske godt, indtil det britiske pund gik gennem gulvbrædderne på de globale finansmarkeder i sensommeren 1992. Morale: Når ‘ landeklubber’ er så politisk og økonomisk uhomogene, som tilfældet er i Østasien, duer det ikke at trække den politiske integration så langt, som det er sket i Europa.

ØSTASIENS VALUTARESERVER repræsenterer en soliditet, som gør det muligt for asiaterne at føre en økonomisk ekspansiv politik i lang tid fremover. Med andre ord kan regionen det, som er blevet noget nær umuligt for Europa, nemlig øge gældsætning og kreditgivning. Østasien kunne vokse i flere år uden at løbe ind i vanskeligheder, og EU er, beklageligvis vil nogen sige, ophørt med at være rollemodel for asiaterne.

Den dag verdensøkonomien for alvor tager en vending i retning af vækst og fornyelse, vil det være Østasien, der bliver lokomotivet.

Vi må gå ud fra, at når udenrigsminister Villy Søvndal om kort tid besøger Japan og Sydkorea, er det ikke lærebøgerne fra Wall Street, der er hans rejselekture.

Snarere er det klassiske asiatiske dyder som kulturel tolerance og pragmatisme, han får brug for at tage til sig.

(klumme i Politiken 18. oktober 2012)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s