Kan det tænkes, at Kina foretrækker Romney frem for Obama? Se, hvad historien har lært os.

OBAMA ELLER Romney, hvem er Kinas foretrukne kandidat til Det Hvide Hus? Om dette emne hersker der radiotavshed i de officielle kinesiske medier. Men et tilbageblik over fire årtiers historie om det amerikansk-kinesiske forhold viser nogle interessante pejlemærker.

Fra grundlæggelsen af Folkerepublikken i 1949 og en snes år frem var forholdet politisk dybfrossent og i perioder militært glohedt. Amerikanske og kinesiske hærstyrker udkæmpede en slags stedfortræderkrig på Den Koreanske Halvø 1950-53, der endte med uafgjort. I 1958 var det tæt på at gå galt i Taiwanstrædet, og glemmes skal det heller ikke, at CIA i hemmelighed trænede og udstyrede tibetanske partisaner på nogenlunde samme tid. Kombinationen af den sovjetiskkinesiske splittelse og USA’s udsigtsløse krigsførelse i Vietnam skabte for fire årtier siden åbninger, der banede vej for en diplomatisk og politisk normalisering mellem Washington og Beijing i 1979. I dag er de to giganter økonomisk så forbundne og gensidigt afhængige, at det ligner et uformelt partnerskab påtvunget af globaliseringens betingelser.

REPUBLIKANSKE topfolk og præsidenter har banet vejen trods erklæret antikommunisme.

Fra den daværende sikkerhedsrådgiver Henry Kissingers formidable bog ‘ On China’ fra i fjor ved vi, at præsident Richard Nixon forud for et møde med Kinas ‘ Kissinger’, Zhou Enlai, i februar 1972 sagde til sin rejseledsager: »Tænk, hvis dette enestående kulturfolk en skønne dag fik en anstændig regering. Vi ville ikke kunne matche dem«. Tre år senere bliver det amerikanske forbindelseskontor i Beijing – forløberen for den ambassade, der blev åbnet i 1979 – ledet af en fhv. FN-ambassadør ved navn George H. W. Bush ( altså den ældre Bush, siden vicepræsident under Ronald Reagan og 1988-92 republikansk præsident).

Samme Bush stod dygtigt i spidsen for den normalisering af det bilaterale forhold, som blev nødvendigt efter det kinesiske militærs massakre på civile i Beijings centrum i forsommeren 1989.

I STRIBEVIS af præsidentvalgkampe siden 1980, da Ronald Reagan slog Jimmy Carter, har et mønster gentaget sig: Den kandidat, der er udfordreren, lover en hårdere kurs over for Kina i menneskeretsanliggender.

Efterfølgende falder valgvinderen ned som et lam, rejser til Kina og lovpriser »den storslåede kinesiske civilisation« under sin vandring på Den KinesiskeMur.

Det har været situationen for alle, der fulgte i Nixons fodspor: Reagan, Bush senior, Clinton, Bush junior, Obama.

Præsident Obamas forsøg på at revitalisere sin Østasienpolitik gennem en mere proaktiv politik smager af fornyelse, men hvad er realiteterne? Opgraderingen af militære faciliteter på en base i Darwin til ca. 3.000 mand hører til i småtingsafdelingen.

Forsvarsminister Leon Panetta balancerede omhyggeligt hensynet til sin allierede, Japan, og hensynet til sin ‘ verdensbank’, Kina: Panettas retorik handlede først og fremmest om at sikre velstand og stabilitet i Østasien, ikke at bakke de japanske territorialkrav op.

Status quo med Beijing er fællesnævneren for den amerikanske tilstedeværelse i farvandene øst og syd for det store kinesiske rige. Se på Taiwanpolitikken og Den Koreanske Halvø. Kina og USA samarbejder intensivt om at inddæmme den sikkerhedstrussel, som det surrealistiske regime i Pyongyang repræsenterer.

Den taiwanske oppositions forsøg på at give østaten end anden status end den, som Kina og USA aftalte allerede i den fælleserklæring, som Richard Nixon og Zhou Enlai underskrev i Shanghai i februar 1972, og som blev suppleret af Reagan i samme by ti år senere, er faldet på stenet grund. Som en taiwansk akademiker har udtrykt det: »USA og Kina konspirerer om at kontrollere Taiwan«. Kina og USA har et strategisk partnerskab, der bare ikke må have navn af et sådant.

HANDELSKRIG og valutastrid? Ifølge Obama skal USA eksportere sig ud af sine aktuelle økonomiske vanskeligheder: en planlagt fordobling over de næste fem år.

I samme periode vil Kina med stor sandsynlighed overhale USA som verdens største importør, og det rapporteres fra Beijing, at kæmperiget med en middelklasse svarende til hele den amerikanske befolkning agter at fordoble sin import.

De gensidige fordele i samarbejdet er selvindlysende.

Kinas kommende leder, Xi Jinping, ved fra sin ungdoms studieophold i det driftige Midtvesten, hvilket samfund han skal engagere. Han vil foretrække at efterligne det økonomisk frem for at udfordre det strategisk. Uanset om den kommende præsident hedder Obama eller Romney, får han en blød landing på en højrød løber i Beijing.

(klumme i Politiken 11.10.2012)