Østersøvåbenet tabte vi i 2004

Skandalen bag sabotagen til havs ligger 18 år tilbage

Søfartsnationen Danmark burde kende sin historie bedre. Kilden til dansk sikkerhed, velstand og international respekt bygger i vid udstrækning på vores evner til at være søfarende. Både militært og merkantilt.

Lige præcis denne realitet undlod vore politikere at se i øjnene, da de indgik et tvivlsomt og uigennemtænkt forsvarsforlig tilbage i juni 2004. Forligspartnerne var et usædvanligt sammenrend: Regeringspartierne Venstre og Konservative suppleret med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne.

Et af forligets ingredienser var nedlæggelse af ubådsvåbenet. En konsekvens blev, at et fælles nordisk udviklingsprojekt for undervandsbåde blev skrottet. Havde politikerne opretholdt dette, ville dansk forsvar i dag have rådet over tre moderne ubåde.

Efter forliget stod nationen med en tilstand, hvor vi skulle udfase fire eksisterende ubåde. En af disse var kun fire år gammel. Militærhistorikere vil erindre, at Søværnet i gode tider rådede over ti operative ubåde. Jo, den er god nok, en halv snes.

SIDEN har tilstanden været miserabel: Søværnets fregatter og deres støtteskibe har haft moderne sonarudstyr, men de har kun i begrænset omfang været udrustede til at jage fremmede ubåde eller droner i Østersøen.

Droner? Jo, der er med stor sandsynlighed brugt undervandsdroner til at sabotere gasrørledningerne.

Forud for forliget for 18 år siden advarede sagkyndige om, at hvis først de danske ubåde og dermed den tilhørende uddannelsesekspertise blev nedlagt, ville kapaciteten tage tre årtier at genopbygge. I dag betaler hele nationen for datidens illusioner om Østersøen som et fredeligt hav.

Bundlinjen er her, at uden egne ubåde til at øve sig på har Søværnets sonar-operationer måttet nøjes med at træne, når de har deltaget i internationale øvelser, hvor ubåde har været inddraget.

Ser man ned i detaljerne i datidens langstrakte forhandlinger, springer det i øjnene, at Dansk Folkeparti dengang foreslog at lease ubåde. Dette udspil var ment som en mere økonomisk realistisk Plan B i stedet for at finde de fire milliarder kroner, som det nordiske projekt stod til at koste.

Meget tovtrækkeri blev det til dengang, men det danske ubådsvåben stod ikke til at redde.

Hvorfor mon? Datidens forklaringer kan der tærskes langhalm på, men det overordnede billede dengang var, at vi brugte vore militære muskler på operationer i fjerne lande og regioner. Med dårlig forberedelse og uhyggelig beskeden indsigt i de samfund, vore udsendte skulle agere i.

INDSATSEN i Afghanistan gav af indlysende årsager mening, dog mere politisk end militært, mens deltagelsen i den USA-ledede invasion i Irak fra 2003 blev et politisk banesår for bestræbelserne på at skabe en ansvarlig dansk internationalisme. Denne tragiske fejltagelse betaler vi stadig af på.

Skåret groft til kan man konkludere, at dansk deltagelse i et fejltænkt og forløjet felttog i Mellemøsten fjernede vor politiske opmærksomhed fra det, der burde ligge nærmest nationens hjerterødder: forsvaret af dansk territorium og vore farvande.

De ansvarlige for ulykkerne dengang fremstår i dag som – jovist: uansvarlige. Idioti og opportunisme på højeste politiske niveau var, hvad det var. Hvor er de henne i dag, datidens beslutningstagere? Enten tier de. Eller også bortforklarer de.

Hvis dansk forsvar stadig havde kystubåde i dag, ville vi møde voksende respekt hos vore nordiske nabolande og stå stærkere ved nutidens vigtigste frontlinje for dansk sikkerhed. Det fatale forsvarsforlig fra 2004 gjorde overordnet op med mobiliseringsforsvaret som grundpille

POLITIKERNE forventede dengang et relativt fredeligt forhold til et Rusland, som man forestillede sig ville demokratisere og liberalisere. Hvorfor gjorde man sig ikke ulejligheden og spurgte til vore baltiske venners indsigt? De havde prøvet et halvt århundrede under jernhæle fra øst.

De historiske tåbeligheder står stadig i kø.

Tænk sig at de stakler, der nu sidder tilbage i ruinerne af Dansk Folkeparti, kan se tilbage på en tilstand, hvor de havde ret i deres advarsler om, at Rusland ikke kunne ændre hverken sindelag eller adfærd.

Der er folk i især datidens regeringspartier V og K, der må dukke sig i dag, når de ser tilbage. Daværende forsvarsminister Søren Gade, over årene siden da en kompetent og kvalificeret politiker, bedes tage dette dystre kapitel med i sine erindringer.

(klumme i Politiken 06.10.22)

Advertisement

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s