Partinavnet behøver en fornyelse. 1950’erne kan inspirere.

Stakkels Søren Pape Poulsen. Hos traditionelt konservative vælgere har tvivlen indfundet sig: Er nationen parat til en blå-grøn statsminister 40 år efter Poul Schlüters sensationelle tiltræden som leder for datidens firkløverregering? Det må mandatfordelingen afgøre. Valgkampen kommer dog næppe til at forklare, hvor gennemgribende forandringerne har været i dansk partikonservatisme hen over det seneste kvarte århundrede. Er Pape Poulsen en fornyer af det konservative projekt, eller bliver han en bekræftelse på, hvad partiet i tidligere faser af sin udvikling har stået for?

Hermed en omgang komprimeret partihistorie: I 1950’erne lød den korteste udgave således: ’Gud, konge og fædreland’ som de ideologiske pejlemærker. Tilsat en uforbeholden omfavnelse af Storbritannien og USA, en indlysende selvbekræftende nødvendighed efter perioden med nazistisk besættelse afløst af kommunistisk pres fra øst.

Da socialdemokraterne i de magre efterkrigsår søsatte velfærdsstaten, manede Det Konservative Folkeparti til mådehold, hvad angik offentligt pengeforbrug. ’Frem mod normale tider’, lød det på en af partiets plakater op til valget i september 1953. Under denne overskrift lovede partiet billigere gas og elektricitet, social tryghed, sunde hjem. Løfter, der er også er aktuelle i dag.

Året forinden havde en ungkonservativ jurastuderende skrevet følgende i partiets tidsskrift: »Vi ønsker ejendomsretten spredt ud til alle, fordi ejendomsretten er både historisk og etisk inspireret (…) etisk, fordi den mest muligt antastede ejendomsbesiddelse for ungkonservatismen er et af de bedste instrumenter til fri personlighedsudfoldelse, hvis ikke kun en minoritet nyder dens fordele«.

Ophavsmand til citatet var ingen ringere end Poul Schlüter (1929-2021), der som viceborgmester i mønsterkommunen Gladsaxe i 1960’erne bidrog til at realisere kernefamiliens drøm om at eje egen bolig med bil i carporten. Viceborgmesteren havde også tid til udenomsægteskabelig aktivitet, der fostrede en datter, hvis eksistens først er blevet afsløret i en bogudgivelse, der er kommet ud i denne uge. Ikke just udtryk for puritanske kernefamilieværdier udlevet af et dydsmønster.

NUTIDENS partileder vil utvivlsomt kunne tilslutte sig følgende historiske udsagn: »Som politisk bevægelse vil vi være med i en søgen efter nye menneskelige værdier og nye etiske normer for menneskers liv med hinanden. Vi må kunne skabe et varmere og kærligere samfund gennem mere medansvar (…) og vi må yde af vor velstand for at skabe et langt mere menneskeligt tilfredsstillende miljø«.

Grøn omstillingsaktivisme og accept af alternative livsformer her i 2022? Næh. Det blev sagt af Poul Schlüter på det konservative landsmøde – i 1973! Kun et par år efter aktivisters oprettelse af fristaden Christiania og etablering af nationens første Miljøministerium, men stadig relevant her et halvt århundrede efter.

Konservative er nemlig ikke så konservative, så det gør noget, som datidens statsminister fik sagt det i 1985 til stor foruroligelse for Gentoftes højere borgerskab, som brummede og hostede i kor i Berlingske Tidendes læserbrevsspalter. Tænk, hvis offentligheden dengang havde vidst besked om den uofficielle datter.

Tid til fornyelse? Jo da, et navneskifte kunne være på sin plads: Danmarks Socialkonservative Parti. Sagen er jo, at partiet har omsat sin historiske skepsis over for socialister og liberale ved at indarbejde det bedste fra disse modstanderes ideologiske gods og tilpasse det til en moderne socialt orienteret pragmatisme.

Læseren bedes erindre, at skattetrykket ikke faldt under legendariske Schlüter. Han omfordelte brutalt – vi husker kartoffelkuren, der især gjorde ondt på konservative kernevælgere i det nordsjællandske whiskybælte. Antallet af tvangsauktioner steg med rekordfart, ligeså arbejdsløsheden: 300.000, da Schlüter gik af i januar 1993.

Glem heller ikke den daværende konservative partileders opfattelser af sin samtidige britiske kollega, Margaret Thatcher. Han mente, at damen var langt ude. Og se så på den nutidige ynkelige tilstand i Storbritannien. En forfaldshistorie af dimensioner. Syd- og Østeuropas konservative var og er heller ikke noget at klappe ad.

Flertallet af de danske vælgere er socialkonservative 2.0, de er bare ikke klar over det. Pape Poulsen er ingen intellektuel sværvægter, til gengæld har han en dyb fornemmelse for, hvor danskernes bekymringer ligger. Han vil forandre, men bevare, som det hedder med et slidt, men stadig relevant slogan. God valgkamp, Søren.

(klumme i Politiken 21.09.22)