Tusinder af flygtede nordkoreanere har svært ved at falde til i det dynamiske Sydkorea, hvor familierelationer betyder alt

Engang troede Geom-on Ji, at hun kunne leve et traditionelt harmonisk familieliv som hustru og mor i en nordkoreansk landsby, hvor indbyggerne havde adgang til grundlæggende fornødenheder. Tag over hovedet, mad på bordet, en køkkenhave, skolegang.

Denne forestilling begyndte at visne, da hun på det lokale marked erfarede, at stort set alle de moderne goder til salg ikke var produceret i det socialistiske paradis, som Nordkorea giver sig ud for at være, men var importeret fra den langt mere velstående nabo i nord, Kina.

“Mange kinesiske varer er eftertragtede blandt de nordkoreanere, der har råd til at købe dem,” forklarer hun, da vi mødes hos den private hjælpeorganisation i Seoul i Sydkorea, hvor hun i dag gør nytte som social aktivist og kontaktperson for andre af nordkoreansk oprindelse.

Geom-on Ji kæmper med at forklare sin livshistorie. Hendes tale er så lavmælt, at den ind imellem nærmer sig hvisken. Hun kæmper for at holde tårerne tilbage, når talen falder på den søn, hun har mistet. Først efter sin flugt og ankomst til Sydkorea erfarede hun, at sønnen var død. De nærmere omstændigheder er uafklarede.

“Folk i Nordkorea vokser op i den tro, at vi lever i et af verdens mest harmoniske samfund, og at vi skylder vor lykke til den familie, der har skabt staten: Kim Il-sung, sønnen Kim Jong-il og nu lederen i tredje generation, Kim Jong-un. Men realiteten er, at det store flertal har oplevet sult, sygdom og ulykke. Alle har mistet slægtninge,” siger hun.

Vejen ud af elendigheden gik for Geom-on Ji gennem at handle med de ulovligt importerede kinesiske varer, som udgør en voksende del af den nordkoreanske undergrundsøkonomi. 

Men denne eksistens viste sig risikabel. Sortbørshandel kan være en enkeltbillet til straffelejren. Til sidst så hun ingen anden udvej end at tage flugten over den skarpt bevogtede grænse ind i Kina, der er næsten 1400 kilometer lang og nogle steder tilstrækkelig porøs til, at nogle slipper igennem. 

Herefter begyndte en lang og farefuld færd. Tidsfornemmelsen tabte hun. Omkring et års tid tog det hende at krydse Kina og nå til Sydøstasien. 

“Det kan lade sig gøre, hvis der betales,” forklarer Geom-on Ji usentimentalt.

Forklaringen på, hvordan hun som nordkoreansk kvinde kunne finansiere sin vej til relativ frihed ligger i Kinas massive overskud af enlige mænd, der savner en hustru, en husholderske, en livsledsager. Kort sagt en, der er leveringsdygtig i alle ydelser, der kan få tilværelsen til at blive lidt mere udholdelig.

Uden familie og isoleret

I dag, tre år efter sin ankomst til Sydkorea, er Geom-on Ji frivillighjælper i Borgeralliancen for Nordkoreaneres Menneskerettigheder med hovedkvarter i Seoul. Organisationen er blandt de ældste og største i det Sydkorea, som hvert år tager imod hundredvis af flygtninge fra et af klodens mest undertrykkende regimer. 

Det brutale forløb, der gik forud for hendes ankomst til den sydkoreanske hovedstad, gør, at aldringen er sat tidligt ind. 

Geom-on Jis held består i, at det sydkoreanske samfund har taget sig af hende fra første dag, hun landede i denne frie del af fædrelandet. Kernen i den række af prøvelser, som hendes livshistorie udgør, er, at sydkoreansk lovgivning allerede ved ankomsten gør hende til borger. Men herefter følger vanskelige udfordringer: at kunne bygge relationer til andre individer i et samfund, hvor forholdet til slægtninge betyder alt. 

Er man uden familierelationer i dette strengt hierarkiske samfund, må man leve på kanten mellem minimal overlevelse og glemsel. Et ukendt antal lever i total isolation. 

Ifølge officielle tal befinder der sig tæt på 35.000 nordkoreanere i Sydkorea. De er principielt ligestillede med de næsten 52 millioner sydkoreanere, men er i voksende omfang socialt marginaliserede. Med en markant undtagelse: yngre, smukke nordkoreanske kvinder, der optræder i tv-programmer, udgiver portrætbøger og podcasts og er aktive på sociale medier. 

Geom-on Ji hører ikke til i denne kategori. Hendes overlevelse sikres af, at myndighederne har stillet en lejlighed til rådighed og betaler hende lige akkurat nok til at kunne dække fødevarer, el og varme. 

Geom-on Ji (t.h.) er mærket af sin fortid i Nordkorea, men overlever i Seoul i Sydkorea takket være hjælp fra myndighederne. Dagligdagen består i at være hjælper og kontaktperson for andre isolerede kvinder af nordkoreansk oprindelse.

Diskrimination er udbredt

Den nordkoreanske del af befolkningen i Sydkorea er nemme at identificere, da de taler en særlig dialekt af nationens fælles sprog. Men det gør dem også udsatte for diskrimination, forklarer den polske forsker Johanna Hosaniak, der for Borgeralliancen har undersøgt befolkningens holdninger til samfundets relativt nye underklasse. 

“Sydkorea er som et stammesamfund, bare stærkt konkurrencepræget. Den enkelte skal klare sig på sine evner, men når det er svært, har man slægtninge at støtte sig til. Her bliver det rigtig svært for nordkoreanerne,” forklarer hun.

Hurtigt efter ankomsten sendes nordkoreanerne på et tre måneders indskolings- og læringsophold. Myndighederne tjekker her, om der er spioner blandt de flygtede. 

“De bombarderes med al mulig viden, der er helt ny for dem. Hvordan man åbner en bankkonto, skriver en ansøgning, tager et kørekort og så videre. Men vores undersøgelser viser, at de glemmer en stor del hurtigt efter, at de er kommet ud i samfundet,” fortæller Johanna Hosaniak.

Geom-on Ji stiftede efter ankomsten til Sydkorea for første gang i sit liv bekendtskab med en computer.

“Jeg var så desperat i starten, at jeg snart længtes efter at vende tilbage til Nordkorea,” tilføjer hun og griber ud efter sin smartphone.

Den er det vigtigste kontaktled til den hverdag, hvor hun hjælper landsmænd fra nord igennem de samme forhindringer, hun selv oplevede i den første svære tid. 

Da Nordkorea er totalt afskåret fra information ad normale, lovlige kanaler, kan det undre, hvordan nordkoreanske indbyggere får det indtryk, at tilværelsen i Sydkorea er så meget bedre?

“De ser indsmuglede sydkoreanske sæbeoperaer,” lyder forklaringen fra Johanna Hosaniak. 

“De får indtrykket af et land, hvor livsformerne er glamourøse, og det økonomiske overskud overvældende, men de hører intet om, hvor svært det er for et samfund at nå til et sådant materielt niveau. Derfor ender mange af dem som dybt skuffede.”

Fakta: KOREAS DELING

Koreas deling mellem sejrsmagterne i Anden Verdenskrig var tænkt som midlertidig, men i 1950 forsøgte det kommunistiske styre i nord at invadere Sydkorea. En USA-ledet invasion under FN-flag forhindrede dette.

Med våbenstilstanden i Korea 1953 opstod et massivt flygtningeproblem. Millioner af familier blev delt, langt de fleste valgte at flytte til Sydkorea.

Nordkoreanere fortsætter med at flygte fra fattigdom og undertrykkelse. Anslået 35.000 individer født i Nordkorea opholder sig i dag i Sydkorea. Geom-on Ji (t.h.) er mærket af sin fortid i Nordkorea, men overlever i Seoul i Sydkorea takket være hjælp fra myndighederne. Dagligdagen består i at være hjælper og kontaktperson for andre isolerede kvinder af nordkoreansk oprindelse.