Får Putin et Vietnam-syndrom?

Fri meningsdannelse er historiens eneste troværdige fredsbevægelse.

I løbet af sensommeren og efteråret vil de russiske tabstal på fronterne i Ukraine nærme sig en blodrød linje: Kyndige militærfaglige analytikere med gode forbindelser til efterretningstjenester vurderer, at omkring 50.000 russiske soldater vil være sendt hjem i ligposer og/eller kiste eller være så invaliderede, at de aldrig kommer til at nærme sig en slagmark igen.

Tallet er et skøn, der længe vil være omdiskuteret. Statskontrollen over det russiske medielandskab er nu så jernhård, at klassiske krigsreportager er en genre, man skal se i vejviseren efter. Alle tabstal er mørkelagt. Ingen mediefolk skriver fra lazaretterne, hvor de sårede modtages og behandles, og Kremls krigsretorik står uimodsagt. Antager vi, at de anslåede 50.000 er et troværdigt billede, skrives der verdenshistorie, perspektiveret af en sammenligning med den tilstand, der for et halvt århundrede siden ramte det russiskledede sovjetimperiums modpart i fire årtiers kold krig, USA.

Da USA i januar 1973 indgik en fredsaftale med sin nordvietnamesiske kommunistiske krigsmodstander, havde de amerikanske tabstal passeret de 50.000 efter otte års intensiv krig. Den helt afgørende faktor bag USA’s deltagelse i de langstrakte og længe hemmeligholdte fredsforhandlinger var presset i den hjemlige opinion på først præsident Lyndon B. Johnson og fra 1969 hans republikanske efterfølger, Richard M. Nixon.

Datidens reportager fra amerikanske storbyer viste os dramatiske billeder med vrede, sorg og oprør mod landets folkevalgte for at have løjet om krigen. Nixon var tvunget til at love vælgerkorpset en ’fred med ære’ i Vietnam.

VLADIMIR PUTIN er fuldstændig befriet for et tilsvarende pres fra sin befolkning. Russiske medier viser en konstant stigende popularitetskurve for præsidenten. De røster, der antyder kritik og modvilje mod kamphandlingerne i Ukraine, forfølges og stemples som landsforrædere, mens fortalere for felttoget i Ukraine kaldes for patrioter.

Enkelte russiske personligheder forsøgte at advare os i tide om, hvad der var på vej. Reformøkonomen Jegor Gajdar, der i 1992 nåede at være regeringschef et halvt års tid i et dengang formelt demokratisk Rusland, skrev i 2007, 2 år før sin død som kun 53-årig, følgende: »Rusland befinder sig i et farligt stadie. Tænk lige på, at der kun gik 15 år fra det tyske kejserdømmes sammenbrud til Hitlers magtovertagelse, og se så, hvor det russiske samfund er på vej hen kun 15 år efter Sovjetunionens sammenbrud«.

En af Gajdars meningsfæller og allierede, Boris Nemtsov, skrev i 2014, at »de russiske tv-kanaler fodrer befolkningen med aggressioner og grusomheder. Meldingerne udgår fra Kreml, som nærer de laveste instinkter i befolkningen og provokerer had og splid. Dette helvede ender ikke fredeligt«.

Snart fik Nemtsov stemplet ’national forræder’, og i 2015 blev han myrdet lige uden for Kremls mure. I et interview foretaget kun få timer før attentatet advarede han om, at Rusland var midt i en hurtig forvandling til en fascistisk stat båret frem af propaganda, som kunne have været udformet i Nazityskland.

At demokratier med fri om end lejlighedsvis manipuleret meningsdannelse er elendige til langvarig krigsførelse, er siden brutalt demonstreret i både Irak og Afghanistan. USA’s massive teknologiske overlegenhed viste sig nytteløs mod Talebans hellige islamistiske krigere. De makabre efterladenskaber i Irak afslørede en afgrundsdyb amerikansk uvidenhed om en kompleks arabisk statsdannelses mangel på politisk bæredygtighed.

PUTIN OG HANS LØJTNANTER har med deres falske fortællinger om at ville ’afnazificere’ Ukraine bragt sig i en situation, der har ubehagelige mindelser om et USA, der i de ellers fremgangsrige 1960’ere ville redde det sydvietnamesiske samfund fra det, man kaldte en verdenskommunistisk sammensværgelse. Amerikanerne var for længe om at opdage, at det var vietnamesisk nationalisme, de var oppe imod.

Krigsretorik rummer altid risici for indbyggede løgne og bedrag, både i diktaturer og demokratier, men sidstnævnte har muligheden for korrektioner, om end de tager tid.

Det ubehagelige svar på spørgsmålet, der stilles i overskriften, er et nej. Der er kun en minimal risiko for, at Putin rammes af Vietnam-syndromet, forstået som befolkningens lede ved og vrede over, at unge mænd tvinges til at ende som kanonføde i en forløjet sags tjeneste. Derfor vil opgøret om Ukraine vare årtier.

(klumme i Politiken 19.09.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized, USA. Bogmærk permalinket.

2 svar til Får Putin et Vietnam-syndrom?

  1. Stig Wørmer siger:

    Glimrende analyse, MEN jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at “opgøret om Ukraine vil vare årtier”. Ingen grund til spekulation over endnu værre perspektiver som fx. den ultimative krig, hvis Rusland er på vej ned i dybet og han trykker på atomknappen. Denne mulighed ses der desværre bort fra hos alle de “hurtige”. Blot dette: Hvis stillingskrigen fortsætter og udmarver begge parter har mæglerne evt. en chance. En forhandling kan ikke være en betingelsesløs overgivelse. Derfor skal begge parter have noget. Ønske: Tilbage til status quo ante bellum og international konference og mægling om Sydossetien, Abkhasien og Pridnistrava (Transdnistr). Væbnet neutraliet og garantgier for Ukraine, medlemskab af EU. “Østrigsløsning” af en art. Men det er nok ønsketænkning!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s