Debatten om Tibet og Dalai Lama er på vej ud i usikkert farvand. Ny bog går bag om overskrifterne.

Den 14. Dalai Lama, Tenzin Gyatso, fortjener vor sympati, og hvordan omsættes en sådan i praksis? Hans sag – at opnå mere åndsfrihed og tolerance, i et samfund der kontrolleres hårdt og kompromisløst af kinesiske sikkerhedsmyndigheder – behøver en anderledes støtte end den, han har oplevet under sine mange besøg i vestlige samfund og Kinas asiatiske nabolande. Forklaring følger.

Et for nylig offentliggjort videoklip, der viser Dalai Lama bede en mindreårig om at kysse tunger, kan blive et spirituelt og moralsk dødsstød for et religiøst ikon, der har haft gennemslagskraft for millioner, måske mere i Vesten end i Asien, hvor den tibetanske buddhisme har sit udspring.

Skaden, der er forvoldt den tibetanske bløde magt og indflydelse, kan vise sig at være uoprettelig i lang tid fremover. For hvordan overlever tibetansk kultur og spiritualitet i en verden, der mere og mere styres efter økonomiske nyttekriterier, og hvor fejltrin kan ødelægge karrierer og de positive fortællinger, som millioner hungrer efter?

Dalai Lama har boet i Dharamsala i det nordlige Indien i mere end seks årtier. Indien har været vært for den tibetanske eksilregering siden Dalai Lamas flugt i 1959, men støtten fra det internationale samfund i skikkelse af politisk opbakning i FN-systemet har været nærmest nul. Eksilregeringen overlever på indisk gæstfrihed tilsat vestlige og asiatiske donationer, herunder bidrag fra store virksomheder.

Mens vi som borgere udtrykker støtte til de undertrykte tibetaneres åndelige overhoved, står det ubehageligt klart, at hverken Danmark eller noget andet land i Vesten er indstillet på at ofre snævre nationale interesser i forhold til det Kina, som bestemmer Tibets nutid og fremtid.

Timeglasset rinder ud

Hans helligheds rejsevirksomhed er sandsynligvis ophørt, og hans globale betydning er faldende, kan man også konkludere efter læsning af den senest udgivne biografi om Dalai Lama, skrevet af den svenske forfatter og journalist Bertil Lintner og udgivet på forlaget Historiska Media i Lund. Lintner har dækket Asien for en stribe internationale medier siden begyndelsen af 1980’erne og har forfattet flere anmelderroste bøger om asiatisk politik og historie.

Dalai Lamas fødselsår er 1935, så hans timeglas er ved at rinde ud. Hvad sker der med det tibetanske folk og dets unikke kultur, når han ikke er her mere? Han chokerede utvivlsomt mange af sine tilhængere, da han i interviews med britiske BBC og den tyske avis Die Welt am Sonntag i 2014 meldte ud, at eksilsamfundet ikke nødvendigvis behøver en efterfølger.

”Lad os afslutte med en populær Dalai Lama. Dersom der dukker en svag Dalai Lama op, vil det bringe skam over os. Den tibetanske buddhisme er ikke afhængig af enkeltpersoner. Vi har en virkelig god organisatorisk struktur med veluddannede munke og skriftlærde”, lød hans forklaring dengang.

Nærværende skribent har mødt Dalai Lama flere gange, første gang i Thailand i 1994 og siden ved et par møder under hans besøg i København. Interviews er det ikke blevet til, som journalist henvises man til hans embedsværk. Efter at have rejst inkognito ind i Tibet i 1998 lykkedes det mig at træffe en af eksilregeringens tidligere udenrigsministre, da denne lagde vejen omkring København. Denne repræsentant havde et beskedent håb om, at Kina kunne udvikles i en mere tolerant retning. Men det er fortid.

Eksilregeringens daværende regeringschef, Lobsang Sangay, interviewede jeg i 2011, og hans mest markante udsagn i samtalen lød således:

”I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikke-voldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Senest har vi udviklet demokrati, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i Kina. Vi tilbyder også at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum.”

Sød musik, hvis det var sagt fra en FN-talerstol. Men et Kina under Xi Jinpings ledelse er ingenlunde på vej i den retning, tværtimod. Mine observationer under besøget i Lhasa for 25 år siden gav heller ikke anledning til opmuntring på tibetanernes vegne.

Tibet forbliver under kinesisk kontrol i al evighed – de er ikke en slags asiatiske inuitter, hvis voksende tilhørsforhold til USA en skønne dag stiller Danmark i et svært ubehageligt dilemma.

Et spørgsmål nager: Har liberale, tolerante og kristne vesterlændinge i realiteten mere brug for Dalai Lama end den kinesiske befolkning med dennes ensidige fokus på materiel og økonomisk vækst og velstand? Man fristes til at svare bekræftende. Den kinesiske stats projekt i Tibet består i at forvandle tibetanerne til lydige individer, der i det mindste lader som om, at de bliver, som kinesere er flest. Hvilket ikke ændrer på, at befolkningerne i Vesten har brug for et åndeligt symbol som Dalai Lama, der udtrykker en spirituel utopi, i en tid hvor befolkningerne føler sig truet og presset af den økonomiske globalisering, som især Kinas tilbagekomst på verdensscenen er udtryk for.

Ved Marienborg 2009

Erstatningsgud

Med de nationale kulturer på retræte søger vi efter både nye fjendebilleder (Kina) og nye forbilleder (Dalai Lama og hans eksilsamfund, et åndeligt Shangri-La). Vi famler efter en universalisme og finder den i et tibetansk orakel, hvis ytringer er så sympatiske, generelle og ufarlige, at enhver kan identificere sig med dem.

Dyrkelsen af myten om et humanistisk og menneskekærligt Shangri-La er udtryk for forsøg på at skabe en ny mytologi og en forestilling om et åndeligt rige, hvor vi aldrig kommer, men hvor mange af os har brug for at drømme os hen: Dalai Lama er udtryk for vor egen tabte spiritualitet. Brutalt og usentimentalt sagt er Tenzin Gyatso blevet den vestlige civilisations erstatningsgud.

Tibetanernes åndelige overhoved er blevet et globalt symbol på mange åndelige strømninger, som ellers ville have været hjemløse. Han har med stor dygtighed formået at skaffe sig venner i Vesten, siden han i 1989 blev tildelt Nobels fredspris.

Året forinden havde han i en tale til Europa-Parlamentet markeret, at Tibets sag fremover skulle internationaliseres. Det skete som en reaktion på, at flere års hemmelige forhandlinger med Beijing om hans mulige tilbagevenden til det hjemland, han flygtede fra i 1959, var slået fejl.

Dalai Lamas status som åndeligt overhoved blev formelt indledt i 1950, mens han endnu var teenager. Det var samme år, som Tibet blev invaderet af Kinas kommunistiske hær, der havde udråbt Folkerepublikken Kina året før.

I ni år forsøgte Dalai Lama at leve i en form for fredelig sameksistens med de nye kinesiske herskere, men eksperimentet faldt dårligt ud. I 1959 gjorde tibetanerne oprør mod Kinas overherredømme, og Dalai Lama måtte tage flugten til Indien, ledsaget af tusinder af landsmænd.

Alle os, der har haft den ære at træffe hans hellighed den 14. Dalai Lama, har oplevet, hvorledes han er i stand til med få ord at gøre kål på den indre kyniker hos både højre- og venstreorienterede. Han repræsenterer en universalisme, som er gået tabt i Vesten især på grund af vores fejlslagne krige i Mellemøsten, Afghanistan og andre steder, men også på grund af en altfortærende populisme, klarest symboliseret af Donald Trump, Viktor Orbán og andre.

Brogede dagsordener

Kan det forventes, at Danmark forsøger sig med et særligt tibetansk initiativ, når nu udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) forbereder at tage til Kina for at forny den dansk-kinesiske partnerskabsaftale?

Dalai Lamas kolossale popularitet betyder, at han bliver brugt som symbol af politiske kræfter med andre og mere brogede dagsordener. Her er der plads til nyreligiøse spiritualister, bekymrede antiglobalister, uskyldsrene fromhedsdyrkere, bissende og fanatiske antikommunister, menneskerets-forkæmpere af alle kulører og ikke mindst dem, der frygter, at et økonomisk og politisk stærkt Kina vil dominere det 21. århundrede.

Lintners bog er nøgternt og usentimentalt skrevet og derfor et godt sted at begynde, hvis debatten om Tibet på den lange bane skal handle om andet end danske embeds- og politifolks uelegante håndtering af demonstrationer mod besøgende kinesiske stats- og partirepræsentanter.

Om værket

Bertil Lintner: Dalai Lama. 175 sider. 185 svenske kroner. Historiska Media.

Dalai Lama nr. 14

Født som Tenzin Gyatso i 1935.

I perioden 1912-1950 var Tibet reelt selvstændigt – på grund af borgerkrigen i Kina – dog uden at være anerkendt af stormagterne.

Dalai betyder ”visdommens hav”, og Lama betyder ”åndelig lærer”.

Dalai Lama er overhoved for gelug-sekten og en genfødsel af den første Lama fra år 1381. Hans eksilregering har hovedsæde i Dharamsala i det nordlige Indien. Herfra har han forgæves forsøgt at føre forhandlinger om en tibetansk selvstyreordning med Kina.

Tibets tilhørsforhold

Fra 1200-tallet havde Tibet varierende grader af tilknytning til først det mongolske og siden det kinesiske kejserdømme. Fra slutningen af 1800-tallet blev Tibet og Centralasien inddraget i stormagtsopgøret mellem Rusland, Kina og Storbritannien.

I 1907 indgik Storbritannien og Rusland en aftale, der anerkendte Kinas overhøjhed over Tibet. I 1911 brød det kinesiske kejserdømme sammen. Den 13. Dalai Lama udviste i 1913 alle kinesere fra hovedstaden Lhasa og begyndte at opbygge en uafhængig stat med selvstændige relationer til omverdenen.

I oktober 1949 afsluttedes den kinesiske borgerkrig med kommunistisk sejr. Et år senere invaderede kinesiske styrker Tibet. I 1951 fik det den 14. Dalai Lama og hans administration til at indgå en 17-punktsaftale, hvis formål var Tibets ”fredelige indlemmelse”.

I marts 1959 indledtes en tibetansk opstand mod det kinesiske overherredømme. Dalai Lama flygtede til Indien og etablerede en eksilregering i Dharamsala, Indien.

(anmeldelse i Kristeligt Dagblad 17.04.23)