Fra slagmark til velstand på rekordtid

Da Koreakrigen sluttede for 70 år siden, var Sydkoreas hovedstad, Seoul, en ruinhob. I dag er byen en moderne og gennemdigitaliseret metropol

Uddrag af rejsereportage i Kristeligt Dagblad 18.11.23:

Sydkorea er et gennemdigitaliseret samfund, og det mærkes i Seouls puls. Overalt kommunikeres der via smartphones og tablets. Seouls digitalisering er mere intensiv end Københavns.

10 millioner indbyggere er der blevet plads til, og metropolens ekspansion gennem det seneste halve århundrede gør, at en ud af fem af de næsten 52 millioner sydkoreanere bor i byen plus omegnen kaldet ”Greater Seoul”, der strækker sig helt ud til kystbyen Incheon, som er lokaliteten for landets største og vigtigste lufthavn, hvortil de fleste besøgende ankommer.

Heldigvis er storbyens metrosystem effektivt og billigt og transporterer millioner af individer til og fra hjem og arbejde. Trafiktætheden gør, at en førstegangsbesøgende kan lede længe efter markedspladser og butikscentre, men det er der en indlysende forklaring på:

De billigste markeder for souvenirs er at finde i de underjordiske shoppingcentre, der angiveligt er Asiens største, og kan fint kombineres med turen rundt til nogle af de vigtigste seværdigheder: paladserne, sindrigt udsmykkede og omhyggeligt vedligeholdte påmindelser om en årtusindgammel civilisation. Paladserne og de parker, der knytter sig til dem, er nødvendige åndehuller, der skaber luft mellem de mange kontorhøjhuse og boligblokke.

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976. Ritzaus Bureau 1984-1991, Weekendavisen og DR (fra Sydøstasien) 1991-1994, Politiken 1994-2022, fra 2023 freeelanceskribent hos Kristeligt Dagblad. Siden 2017 historieunderviser på Danmarks største aftenskole, FOF's sjællandske afdelinger
Dette indlæg blev udgivet i Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar