Gennem årtier så sydkoreanske magthavere en genforening med Nordkorea som det eneste mulige fremtidsscenario. I dag har de politiske toner i Seoul fået en ganske anden lyd, og især yngre sydkoreanere kan ikke se, hvad en genforening skulle gøre godt for

Uddrag af artikel i Kristeligt Dagblad 15.07.23

Generationer af danskere har forbundet Korea med først hospitalsskibet Jutlandias indsats under krigen 1950-1953, siden mange adoptivbørn og i nyere tid fladskærme og populære bilmærker, der almindeligvis regnes for nogle af markedets mest konkurrencedygtige; der er Samsung i dagligstuen og Hyundai i carporten hos tusinder af danskere.

Langt sjældnere er beretninger fra sydkoreanernes broderfjende nord for den 38. breddegrad, det jernhårde, atombevæbnede familiediktatur under Kim Jong-un, barnebarn af Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung (1912-1994).

Flere end 10 millioner sydkoreanere bor og arbejder i regioner, der kan rammes af det tunge nordkoreanske artilleri, fordi dette er positioneret tæt på den delingslinje, der skiller de to rivaliserende koreanske stater. Tilstedeværelsen af flere end 30.000 amerikanske soldater på baser i Sydkorea i kombination med en topprofessionel national hær gør, at et nordkoreansk konventionelt angreb ind over sydkoreansk territorium, som det skete i sommeren 1950, ikke er et sandsynligt scenario.

Hvad der optager de stormagter, der er Koreas naboer, er derimod Kim-dynastiets atombevæbning – ikke mindst fordi Nordkoreas missiler sandsynligvis kan nå amerikanske mål i Stillehavsregionen.

En overset pointe: Det amerikanske militær er i Sydkorea for at sikre USA mere end for at hjælpe den velstående og velbevæbnede asiatiske allierede. Aktuelt har denne tilstand givet anledning til fornyede overvejelser hos Sydkoreas politiske eliter om, at landet skal tilstræbe at udvikle sin egen atombevæbning.

Sydkoreanerne er forfatningsmæssigt forpligtede til at virke for en genforening af den delte nation, men dette mål tegner mere urealistisk end nogensinde tidligere, forklarer militærforsker og pensioneret oberst fra luftvåbenet Young-geun Kwon.

Flertal ønsker nationale atomvåben

Forsøgene på at gøre den koreanske halvø fri for kernevåben går tilbage til årene omkring årtusindskiftet, men strandede på nordkoreansk modvilje mod at acceptere international inspektion af sine atomfaciliteter. Nylige opinionsundersøgelser viser, at tre ud af fire sydkoreanere ikke længere tror på, at stormagterne kan presse eller overtale Nordkorea til at forhandle en afvikling af regimets atomvåben, og den indlysende følgeslutning i meningsmålingerne er, at Sydkorea ikke har andet valg end selv at skaffe sig kernevåben, mener Young-geun Kwon.

Forskningslektor Sung-kyung Kim på University of North Korean Studies minder om, at Sydkorea, Japan, USA og Kina indtil for en snes år siden havde gjort meget for at fremme en nuklear afvæbning af Nordkorea, blandt andet ved at tilbyde opbygning af civil kernekraftskapacitet. Når disse forsøg slog fejl, kan det ikke alene bebrejdes styret i Pyongyang. De bad om sikkerhedsgarantier og politisk anerkendelse fra USA, som de ikke fik, pointerer hun.

”Derfor er det sandsynlige scenario, at det delte Korea forsætter med at være en såkaldt frossen konflikt,” siger hun og tilføjer, at der er vigtige pointer for europæiske beslutningstagere i en kommende mulig fredsproces omkring Ukraine.

”Atomvåben fastlåser konflikter, der kunne være blevet løst ved brug af konventionelle våben alene, som det skete under krigen 1950-1953,” siger hun.

For det komplicerer udfordringerne både i Europa og Nordøstasien, at amerikansk sikkerhedspolitik i voksende omfang er fokuseret på at inddæmme Kina og begrænse den asiatiske stormagts opstigning på verdensscenen. Konflikterne i Asien kan kun løses ved at inddrage Kina frem for at lade den vestlige supermagt og dens allierede forsøge at definere betingelserne, forklarer forskeren.

Gennem årtier hed det sig i de sydkoreanske magtcentre, at genforeningen var uundgåelig, altså en historisk uretfærdighed, som måtte korrigeres i kølvandet på sammenbruddet i kommunistisk-ideologiske systemer. Alle embedspersoner i det offentlige sydkoreanske system skulle sværge en ed på at ville virke for en genforening til deres dages ende.

I dag har de politiske toner i Seoul fået en ganske anden lyd. Som det udtrykkes samstemmende i civilsamfund og blandt erhvervsledere: Der bliver hele tiden færre sydkoreanere med overlevende aldrende slægtninge, der lever et (kummerligt) liv nord for halvøens 38. breddegrad.

”Yngre koreanere kan ikke se for sig, at de skal betale for at bringe 22 millioner nordkoreanere op på samme økonomiske niveau som folk i Sydkorea,” som Park Sang-bae, generaldirektør i organisationen Korea Foundation, forklarer det.

Tysk genforening er intet forbillede

I de første år efter ophøret af den kolde krig i Europa gav det en vis mening, at sammenligne det delte Korea med den tilstand, der herskede mellem de to tyske stater frem til 1990.

Men her i nutiden er der ikke længere sydkoreanske embedsfolk eller politikere, der finder bare den mindste inspiration i den udvikling i 1989-1990, der gjorde, at datidens vesttyske forbundsrepublik i realiteten opslugte, hvad der var tilbage af datidens DDR, den østtyske kommunistiske statsdannelse.

Chul Lee, der bærer titlerne præsident og biskop for Den Koreanske Metodistiske Kirke, siger rent ud, at bare betegnelsen ”kommunistisk” ikke længere er meningsfuld, når man taler om Nordkorea og forsøger at forklare styrets særlige karakter.

”Vi taler om et familiedynasti, der drives af ønsket om overlevelse, ikke af at ville fremme en bestemt ideologi,” forklarer biskoppen.