Fanget mellem kinesiske og amerikanske interesser kan Taiwans fremtid tegne relationen mellem de to supermagter. Europa skal håbe på, at USA og Kina finder en fredelig løsning

Øen er lidt mindre end Danmark i areal, her bor cirka 23 millioner mennesker, og de taler næsten alle med forskellig kinesisk dialekt. Dens officielle navn er Republikken Kina, men vi kender stedet i daglig tale som Taiwan, og nærværende skribent har været en regelmæssig gæst på øen siden 1989.

Jeg vil ikke tøve med at kalde det taiwanske samfund for en mønsterstat, som er lykkedes med alt det, som Fastlandskina, der gør krav på øen, burde gøre, men som af politiske grunde er en umulighed. Er der så en løsning på en konflikt, der risikerer at kaste Kina og USA ud i en storkrig? Vist så, men debatten herom er ikkeeksisterende i Danmark.

Aktuelt har Taiwans præsident været i USA på et halvofficielt besøg, alt imens en af hendes forgængere i embedet har været i Kina. Denne interessante samtidighed fortæller os noget om de to hovedkræfter i taiwansk politik: den ene bevægelse, der vil, at det selvstyrende Taiwan opnår en tydeligere international anerkendelse; og en anden, der hellere ser, at der opbygges pragmatiske relationer til Kina, så Beijing-styrets trusler om krig og invasion bliver overflødige, og som ønsker en føderal statsdannelse, et indtil videre teoretisk Storkina.

Magtapparatet under Kinas leder, Xi Jinping, mobiliseres i disse år for at hente ”udbryderprovinsen” Taiwan hjem til moderlandet. Helst fredeligt, men alternativet bliver ikke udelukket. Der er god tid til dette projekt, og Beijings foretrukne metode er en vedholdende intimidering af den taiwanske befolkning og omringning af øen i det Sydkinesiske Hav.

En invasion, i lighed med hvad USA og venner har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan, har minimal sandsynlighed. Sporene skræmmer og noget af det eneste positive, man kan sige om Kina under Xi, er, at han magtpolitisk ikke efteraber USA.

Mere sandsynligt er en kinesisk flådeblokade, der vil lamme Taiwans forsyninger af mikrochip til resten af verden – virksomheden TSMC i Taiwan leverer klodens mest efterspurgte mikrochip.

Taiwan var en japansk koloni i et halvt århundrede (1895-1945) og er derfor en brik i et historisk asiatisk magtspil. Så hvorfor er det kinesiske flyvevåben regelmæssigt på vingerne omkring Taiwan her i nutiden?

Her foreligger et ironisk paradoks: Kina rasler med sablen for at fastholde en tilstand i konflikten, der er defineret af USA. Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med en invasion. Magthaverne i Beijing afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato i Europa.

Nøglen til Taiwans demokratiske overlevelse indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912. Det betyder, at øens indbyggere ikke kan eller bør underlægges et nutidigt udemokratisk centralstyre i Beijing.

Denne model bygger på amerikansk lovgivning fra 1979, Taiwan Relations Act (TRA) og har fungeret effektivt i mere end fire årtier – det kaldes strategisk tvetydighed: Taiwan er de facto selvstyrende på trods af en historisk betinget tilknytning til det kinesiske fastland.

Bundlinjen er, at Kinas erklærede mål om at få bragt Taiwan ”hjem” til moderlandet kun kan realiseres med accept fra USA, der med TRA garanterer, at øen ikke kan påtvinges en politisk ordning af Beijing. USA’s politiske beskyttende rolle over for Taiwan er således en succes, der er en Nobels fredspris værdig og en markant kontrast til supermagtens massive fiaskoer i Vietnam, Irak og Afghanistan.

Konflikten om Taiwan handler også om uafsluttede regnskaber fra det 20. århundredes konflikter, for landene i Østasien mangler helt at gennemføre den forsoning, vi oplevede i Europa mellem Frankrig og Tyskland i 1950’erne og siden mellem EU og de tidligere østblokstater i Centraleuropa i 1990’erne. Politisk og kulturelt er østasiaterne et helt andet sted.

Verden har brug for at blive mindet om, at Taiwan i 1987-88 blev klodens første kinesiske demokrati, realiseret uden at ét skud blev løsnet. Vil Kina påtvinge Taiwan et kommunistisk styre? Dette er et helt urealistisk scenario. Ikke en eneste politiker i Taiwan vil acceptere et Taiwan med status som provins under Beijing.

I 1992 nåede forhandlere fra Kina og Taiwan til en konsensus om, at Taiwan er en del af et samlet Kina, men at det er op til parterne selv at fortolke, hvilken statsdannelse der er dette samlede Kina.

Beijings tilbud til Taiwan er, at øen kan beholde sit eksisterende politiske og sociale system også efter en formel genforening eller tilknytning. Der er ikke mange i Taiwan, som tror på den model, men man skal ikke underkende betydningen og virkningerne af, at tusinder af kinesere i disse år besøger Taiwan og får indblik i de frihedsrettigheder, som indbyggerne i Taiwan nyder godt af.

Internt i det kinesiske kommunistparti er fristen for en løsning på Taiwan-spørgsmålet sat til 2049, som er 100-året for Folkerepublikken Kinas grundlæggelse. Til den tid er Xi Jinping fortid og forhåbentlig afløst af en pragmatiker.

Hvad har Danmark og resten af Europa på spil her? Vi kan vinde stort på, at relationerne mellem Kina, Taiwan og USA vender tilbage til den stabilitet, der eksisterede indtil for få år siden.

I spillet om Taiwans fremtid betyder mikrochip heldigvis mere end atombevæbnede missiler – den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet. Taiwans økonomiske mirakel i 1960’erne og 1970’erne er selve forbilledet på de resultater, der er opnået hos broderfjenden på den anden side af Taiwanstrædet de sidste fire årtier.

Krigen i Ukraine har givet anledning til spekulationer i retning af, om det russisk-kinesiske partnerskab kan føre til militære konfrontationer i Østasien. I fjor udtalte den japanske regeringschef Fumio Kishida, at nutidens Ukraine kan blive en realitet i Østasien i morgen. Udsagnet førte til en nationalistkinesisk storm på sociale medier, da det kom fra Taiwans koloniherre gennem et halvt århundrede

Nato-generalsekretær Jens Stoltenbergs nylige besøg i Japan og Sydkorea lagde sig i samme spor, men her er det påfaldende, at politiske ledere i Nato-medlemskredsen ikke er kommet med udsagn, der trækker i samme retning. Stoltenbergs besøg var en prøveballon uden politiske konsekvenser.

Mens krigen i Ukraine raser, vil det så give mening, at der sejler europæiske Nato-fartøjer ind i Taiwanstrædet? Østasien er naturligvis bedst tjent med, at Taiwan-spørgsmålet løses af konfliktens historiske parter, det kinesiske nationalistparti, KMT, og dets rival fra borgerkrigen, kommunistpartiet.

Her kunne USA gøre en forskel, som det skete for en snes år siden, hvor præsident George W. Bush forhindrede, at Taiwans daværende leder, Chen Shui-bian, gik i retning af en selvstændighedserklæring for Republikken Kina i Taiwan.

Er det hele dybt kompliceret? Vist så. Vestlig demonstrationspolitik er ingenlunde vejen frem. Taiwan-spørgsmålet afgør, om USA og Kina finder en sameksistens, som også vil gavne Europa.

Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning.

(klumme i Kristeligt Dagblad 04.04.23)