43 års status quo står uforandret, nu tilsat teatertorden og skræmmekampagner

Enhver strategisk tænker i Washington, Beijing og Taipei er klar over, at topdemokraten i det amerikanske politiske system, Nancy Pelosi, lige om lidt er fortid. Alligevel har hun med sit nylige Taiwan-besøg skrevet sig ind i det populistiske beslutningsmiljø, der blev skabt af Donald Trump: få mest mulig opmærksomhed uden skelen til de negative konsekvenser.

Skaderne kan blive langvarige – for stabiliteten i Østasien og for USA’s troværdighed. Genopretningen hedder diplomati, men hverken asiatiske naboer, EU eller FN-systemet kan levere det mindste af slagsen, desværre.

Reaktionerne blandt USA’s allierede i Asien sagde det hele: ingen jubel, ingen klapsalver, mens Pelosi var i Taiwan. I stedet høflig, tilbageholdende eftersnak. Det er USA’s fiaskoer i Vietnam (1975) og Mellemøsten den seneste snes år, der kaster lange skygger. Heller ikke Trumps ydmygende Korea-diplomati blev nogen amerikansk stjernestund.

Mens Biden lykkes med droner i krigen mod terror, er hans diplomati og den hjemlige politiske sammenhængskraft nødlidende. Der er hårdt brug for en nytænkende tilgang til både krigen i Ukraine og de østasiatiske udfordringer.

Også Bidens modpart i Beijing spiller højt spil. Men siden den sidste store Taiwan-krise i 1995-96 har titanernes konfrontation i det Sydkinesiske Hav kun kostet ét menneskeliv – en kinesisk jagerpilot efter en kollision i luften i april 2001.

Hold dette op mod de tilsvarende tab af menneskeliv i Mellemøsten og Sydasien gennem den seneste snes års USA-ledede krige og militære operationer. Over en halv million dræbte er det tal, som amerikanske forskere er nået frem til.

ER KRIGEN SÅ lige om hjørnet? Hvordan kan man meningsfuldt forklare den kinesiske adfærd?

Opgøret om Taiwan er af den slags, som kan koste Xi Jinping jobbet. Kinas ledelse opnår derfor mere ved at intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med noget så hasarderet som en invasion. For de fastlandskinesiske magthavere afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Natos rolle i Europa. Kina definerer dermed rammerne for Taiwans eksistens uden at skride til regulær krigsførelse.

Europæerne bør tænke langsigtet. Bruxelles bør starte med en erkendelse af, at en krig mellem USA og Kina kun vil have tabere. EU bør fortælle Washington, at der er brug for en mæglerrolle, der bidrager til en afslutning på den kinesiske borgerkrig.

De to dominerende partier i Taiwan bør løse den udfordring, de har forsømt indtil nu: at definere den formel, der gør fredelig sameksistens med Kina realistisk.

Den realitet, der konstant overses i debatten om Taiwans status, hedder strategisk tvetydighed. Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, men indebærer ikke, at øens befolkning skal underlægges et nutidigt centralstyre i Beijing.

Modellen bygger på amerikansk lovgivning fra 1979 og har fungeret fint i mere end fire årtier. Derfor er formel løsrivelse heller ikke en vej frem for Taiwan. Det ved de taiwanske parlamentarikere udmærket, men noget alternativ til den eksisterende ordning har de endnu ikke leveret (nærværende skribent har spurgt sig for i Taipei flere gange siden 1989).

Nancy Pelosi refererede inden sin ankomst til Taiwan Relations Act 1979 og betonede, at den forbliver uantastet. Resten var et mediestunt, som skabte neglebidende nervøsitet i både Udenrigs- og Forsvarsministeriet i Washington. Foruden vrede i Beijing. Fastlandskinesisk nationalisme er en tikkende vejsidebombe i den komplicerede ligning.

De seneste døgns militære reaktioner demonstrerer, at der er mange faser inden en regulær invasion. Flådeblokade og handelsboykot som de vigtigste – registeret er stort. Den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet.

Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning. Forbilledet hedder Finland, mens naboen hed Sovjetunionen. Hvor svært kan det være at lære af historien?

Fristen for en løsning på Taiwan-spørgsmålet er af ledelsen i Beijing sat til 2049, som er 100-året for Folkerepublikkens grundlæggelse. Til den tid er Xi Jinping fortid og forhåbentlig afløst af en pragmatiker.

(klumme i Politiken 06.08.22)