Koreanske film er redningen for Netflix

Kvælningsdød eller bare forstoppelse? Filmkunstens fornyelse kommer ikke fra Californien.

Sig mig, hvilket streamingforbrug du har, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Selv i en tid med solskin og bølge-skvulp kan der være grunde til at glæde sig til den grå og for mange af os depressionsfremkaldende november måned. For til den tid vil der være premiere på den sidste sæson af tv-serien The Crown, og mon ikke virkelighedens 96-årige hovedperson holder sig i live også for at få netop den oplevelse med?

Prøv at surfe gensyn med nogle Crown-afsnit. Der er her tale om et af de fineste stykker dramadokumentarisme nogensinde produceret. Så selvfølgelig er streamingtjenester herligt nødvendige: Du vælger selv, hvornår du vil se og hvordan: et helt afsnit, måske to eller bare nogle udvalgte sekvenser.

Med sine tolkninger af nogle markante post-1945 begivenheder er The Crown unik historieskrivning, også når den ikke kun handler om monarkiets trængsler og udfordringer. Yngre generationer kan i serien få oplevelser af, hvorledes et imperium forvandles til en mellemstor europæisk statsdannelse. Atombevæbnet ganske vist, men den lader vi lige stå et øjeblik.

FOR EN HALV snes år siden blev det spået, at Netflix ville få en sprænghovedagtig effekt på det globale tv-forbrug og dermed vores drømme og idealbilleder om tilværelsens indretning.

Skeptikere advarede om, at traditionelt fjernsyn, baseret på flere generationer gamle public service-koncepter, ville blive lammet og se massedøden i øjnene. Men det modsatte sker: Netflix bløder abonnenter og økonomisk volumen.

Selskabets afvisning af at producere på danske betingelser bør vi vel så juble over? Nej, for serien ’Kastanjemanden’ viste os, at nordic noir er kvalitetsunderholdning, som amerikanske gigantproducenter har svært ved at matche.

Til nutidens unge dette: For et halvt århundrede siden var dansk radio og tv et statsmonopol, biografernes udbud domineret af Hollywood og en åndeligt nødlidende dansk filmindustri. Så her et kort genbesøg hos opbrudsårene 1968-1978, hvor vi var en generation af filmentusiaster, der fik kvalme af, hvad Hollywood dengang kunne tilbyde os. Lykkeligvis var der alternativer:

SVENSKE Ingmar Bergman og Bo Widerberg, tyske Volker Schlöndorff, Werner Herzog og Rainer Werner Fassbinder, franske Jean-Luc Godard, Francois Truffaut og Claude Chabrol, italienske Federico Fellini, Luchino Visconti, Bernardo Bertolucci og ikke mindst Sergio Leone

Ovennævnte alle store og nyskabende profiler, som inden for en relativt kort periode satte nye standarder for moderne filmkunst. Deres ligemænd og -kvinder er ikke at finde i nutiden. Hvorfor?

Fordi Netflix og andre streamingtjenester leverer standardiserede metervareproduktioner i en uendelighed. Fortælleskabelonerne i hundredvis af internationale filmproduktioner har en ensartethed og et indbygget indtjeningskrav, der vanskeligt giver plads til fornyende talenter.

Selvfølgelig er der undtagelser. Vi lader bekvemt være med at nævne David Lean, Francis Ford Coppola, Steven Spielberg og Martin Scorsese. Godfather-trilogien er selvfølgelig at finde på Netflix, men det er vist mest for et syns skyld.

Som et sikkert tegn på branchens forandringer skal det bemærkes, at Netflix i fjor udgav 15 koreanske film og serier. I år bliver tallet sandsynligvis 25, hvis vi skal tro rapporteringerne fra Hollywood. Satsningen kommer efter seersuccesen ’Squid Game’, som er blevet Netflix’ mest sete serie nogensinde med mere end 140 millioner seere. 95 procent af seerne kom fra lande uden for Korea.

Den globale streamingtid for tjenestens koreanske produktioner er vokset til det seksdobbelte siden 2019. Ingen anden filmproducent uden for USA har nogensinde præsteret noget lignende. I 2021 investerede Netflix over tre mia. kr. i koreansk indhold. Det beløb vil formentlig blive væsentligt højere her i 2022.

HVAD ER DET LIGE , der er sket her? Netflix har sejret sig halvt ihjel på forstoppelse med standardproduktioner, men selvfølgelig overlever tjenesten også på højkvalitetsfilm og -serier. Altså: med især ikke-amerikansk indhold.

Den cinematiske kulturimperialisme er blevet vendt om. Tak derfor til den største filmskaber af dem alle, japanske Akira Kurosawa (1910-1998), som var Spielbergs vigtigste inspirator. For Kurosawa har fået en værdig efterfølger i skaberen bag den aktuelle ’Drive My Car’, som hedder Ryusuke Hamaguchi (f. 1978). Hurra.

Ovre i øst kan de levere den fornyelse, vi savner i vest.

(klumme i Politiken 29.07.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, Uncategorized, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s