Krigsførelsens varighed og virkninger afgøres af de globale forsyningskæder.

Ukraines fremtid kan blive noget, der ligner, hvad der er overgået den koreanske halvø gennem trekvart århundrede, en fastfrossen tilstand uden udsigt til en politisk forhandlet løsning.

Krigen i Korea 1950-53 var en konsekvens af, at datidens supermagter, USA og Sovjetunionen, ikke lykkedes med at realisere nogle papirtynde aftaler om, at befolkningen i den tidligere japanske koloni skulle bestemme sin egen fremtid.

At Korea stadig er delt, skyldes primært, at krigens egentlige sejrherre blev den sovjetkommunistiske diktator Josef Stalin. Han ville, at USA’s krigsindsats skulle køre fast på de koreanske slagmarker, hvilket var nøjagtig, hvad der skete, efter at Kina i efteråret 1950 havde sendt troppestyrker ind for at redde den nordkoreanske hær fra sammenbrud.

En våbenstilstandsaftale indgået i sommeren 1953 få måneder efter Stalins død lagde en delingslinje, der har været gældende frem til dag. Fastfrysningen i Korea gav den sovjetiske ledelse friere hænder til at konsolidere sin magtbase i de lande i Øst- og Centraleuropa, som var besat sovjetisk territorium helt frem til 1991.

Konsekvensen var mere end Koreas deling, for også Kina forblev adskilt: Så længe Kinas kommunistiske ledere var engageret i at bekæmpe den imperialistiske hovedfjende USA i Korea, ville kineserne være afskåret fra at invadere sin broderfjende, det rivaliserende nationalistiske styre på Taiwan.

Tilstanden betød, at Stalin og hans folk ville være den uantastede leder af den kommunistiske verdensbevægelse, hvis lederskab den kinesiske diktator Mao Zedong havde ambitioner om efter rivalen Stalins død. En umulighed, så længe Kina ikke havde kernevåben.

Syv årtier senere tager rollefordelingen og styrkerelationerne sig markant anderledes ud. Rusland er i dag dybt afhængig af Kina som økonomisk kraftcenter. Det diskuteres for tiden i Moskva, hvornår hele den russiske udenrigshandel omlægges, så den baserer sig på kinesiske valutakurser.

Bliver de vestlige sanktioner mod Putins krigsmaskine langvarige, vil russisk eksport få Kina og dets partnerlande i Central- og Sydasien som mellemstationer.

Målt på alle militærstrategiske parametre taler alt for, at Putin og hans løjtnanter har gravet sig mentalt ned og indstiller sig på en krigsførelse, der vil vare årtier. Med andre ord en evighedskrig uden klart definerede vindere og tabere. Hvilket er, hvad Koreas deling har været længe.

Også de ledere, der med tiden efterfølger Putin og Xi Jinping, vil kunne høste fordele af at se Europa og USA langvarigt engageret i en lavintensitetskrig i Sydøsteuropa. Populært sagt vil Putin og hans arvinger bekæmpe både Nato og EU til den sidste ukrainer, alt imens kineserne køber sig tid til at befæste en status som klodens største vareproducent og handelsnation og dermed Eurasiens dominerende økonomiske magt.

Trods kamphandlingerne vil hele kloden fortsat være dybt afhængig af forsyningskæder inden for alt lige fra fossile brændsler, hvede, metaller og mikrochips. Overalt vil kinesiske og andre asiatiske leverancer være en forudsætning for, at verdensøkonomiens hjul holdes kørende.

Hvilket forklarer, hvorfor Indien, Japan, Sydkorea og andre store økonomier ikke har interesse i at deltage i amerikansk-ledede forsøg på at afkoble eller isolere store kinesiske aktører på den verdensøkonomiske markedsplads. Vidtrækkende sanktioner mod kinesiske produkter vil ramme økonomier overalt i både Vesten og Asien

Hjælper grøn omstilling verden ud af afhængigheden af russiske fossile leverancer, Putins vigtigste eksport? Se engang, hvad der sker med litium og kobolt, de vigtigste metaller til brug for de eldrevne køretøjer, snart overherrer på klodens asfalt.

Seks ud af verdens ti største producenter af batterier til biler er kinesiske. Også uden for rigets grænser dominerer kinesiske firmaer. To af de største er medejere af Latinamerikas vigtigste litium-mineselskaber. Ligeså med 70 procent af hele minesektoren i den Demokratiske Republik Congo, hvorfra næsten hele verdens kobolt-produktion kommer. Stort set hele den congolesiske kobolt-produktion sælges til et kinesisk firma, Huayou Cobalt, der efter bearbejdning sælger hovedparten videre til tre producenter af litiumbatterier, to kinesiske og en sydkoreansk.

Putin og Xi Jinping har et ubegrænset partnerskab, erklæret kort før invasionen i Ukraine. Putin har olie, og Kina kontrollerer fremstillingen af dens afløser, litium. Glem ikke disse realiteter, når du køber din eldrevne bil.

(klumme i Politiken 23.07.22)