Shinzo Abe gjorde en forskel for sit land. Blot ikke i indenrigspolitikken.

Uanset gerningsmandens motiver er mordet på Japans længstsiddende regeringschef, Shinzo Abe, en påmindelse om den forandrede orden, der er blevet tydelig i det, der i diplomatjargon kaldes Indo-Pacific. Uorden, kan man (alt efter synsvinkel) også vælge at kalde tilstanden i klodens primære økonomiske kraftcenter, Stillehavsregionen.

Fortolkningerne af Shinzo Abes betydning som regeringschef og leder af Japans dominerende politiske parti, LDP, lander et sted mellem to poler, der er hinandens modsætninger.

Den ene: Manden var en nationalkonservativ revisionist (revanchist vil hans skarpeste kritikere sige), der nægtede at undskylde for Japans aggressioner i Asien 1931-45, og ville forberede sit land på at tage del i militære engagementer langt fra Tokyobugten.

Den anden: Abe ville tage et forsigtigt medansvar for at gøre Stillehavsregionen sikker for verdens demokratier. Læs: modsætte sig Kinas voksende pres på sine asiatiske naboer.

SHINZO ABES mission handlede om at gøre op med en påstået neutralitet, som fejlagtigt er blevet udlagt som pacifisme. Japans forfatning, skrevet udelukkende af amerikanske jurister i 1946, pålægger landet ikke at bruge militær magt til at løse internationale konflikter.

Alligevel har Japan klodens ottendestørste militærbudget; paradokset er tydeligt for alle naboer til Den Opgående Sols Land.

Kernen i Japans forsvarspolitik er den syv årtier gamle sikkerhedstraktat med USA. Dengang i 1951 var den tænkt som et redskab til at forhindre en japansk genoprustning; i dag giver landet en nøglerolle i den amerikanske inddæmningspolitik over for et oprustende Kina.

Japans forandrede rolle tydeliggjorde Abe med egen pen i en kommentar i Los Angeles Times 12. april i år. Her sidestiller han Vladimir Putins aggressioner i Ukraine med Kinas krav om indlemmelse af Taiwan og konkluderer, at USA’s hidtidige politik om ’strategisk tvetydighed’ i relation til Taiwans status ikke længere kan opretholdes.

USA må derfor gøre det klart, at supermagten vil modsætte sig ethvert kinesisk forsøg på at invadere den selvstyrende østat i Det Sydkinesiske Hav, pointerede han.

DET POLITISKE SPØGELSE i denne ligning er, at Taiwan i et halvt århundrede var en japansk koloni frarøvet det kinesiske kejserdømme i 1895.

50 år senere stod Japan og Tyskland som nederlagsnationer, men hvor Tyskland undskyldte og gennem integration i multilaterale traktatsystemer, Nato og EF/EU blev normaliseret og accepteret af sine naboer, forblev Japan i dyb afhængighed af besættelses- og supermagten USA.

Japanerne taler kun minimalt om fortiden som aggressor og kolonimagt. De officerer, som blev hængt for krigsforbrydelser efter Tokyo-tribunalet i 1946, er i dag gjort til helgener i Tokyos berømte Yasukuni Tempel i Tokyos centrum.

Tilstanden er således, at Østasien trods intensiv samhandel mangler den politiske integration, som Europa har brugt trekvart århundrede på. Ingen fælles forsvarsforpligtelser som i Nato, ingen bindende traktater som i EU.

Hvilken arv efterlader Shinzo Abe sig så på de indre linjer?

Engang var Japan en succes, som alle misundte: En statskapitalistisk model, der med varierende tilpasninger har inspireret de lande i Østasien, der har dybe kulturelle ligheder med Japan: Sydkorea, Kina, Taiwan og Singapore.

Modellen kan selvfølgelig ikke kopieres af andre kulturer på andre kontinenter. Men Japans årtier lange økonomiske stagnation et også et udtryk for, at succesen har sin begrænsninger:

BEFOLKNINGSTALLET faldt i fjor med 618.000, en tredjedel (af 125,5 millioner) er i aldersgruppen over de 65. Flere end 80.000 japanere har passeret de 100 år. Den offentlige gæld er på hele 270 procent af nationalproduktet, det højeste i den udviklede verden og dobbelt så høj som det amerikanske gældsniveau.

Shinzo Abes samfund er i dag en markant modsætning til det USA, der lagde grunden til dets succes: Politisk og kulturel polarisering er minimal, voldskriminalitet ligeså, indvandringen forbliver beskeden og demokratiet er altovervejende en rituel øvelse, hvis vigtigste formål er at opretholde samfundets sociale harmoni og stabilitet.

Japans fyrtårn er faldet, men lyset blinker videre.

(klumme i Politiken 14.07.22)