Tortur, henrettelser og deportationer var indtil for få årtier siden hverdag i Litauens hovedstad. Museum for Folkemords- ofre fortæller historien fra Vilnius’ nære fortid.

Hvor mange danskere har hørt om den baltiske partisankrig i 1950’erne? Om litauiske kvinder og mænd, der brugte skovene som skjulesteder, primitive og forfaldne lader som våbendepoter, når ikke de byggede sig små hytter af de materialer, naturen kunne levere?

Fortæller danske historiebøger noget som helst om det litauiske ’forår’ i 1972, hvor den 19-årige studerende Romas Kalanta satte ild til selv i protest mod sovjetmagtens undertrykkelse?

Tusinder gik på gaden i sympati med Kalanta. Fængslinger og tortur fulgte. Inden året var omme, havde et dusin andre unge litauere på uhyggelig vis valgt samme skæbne, at dø i flammer. Det baltiske ungdomsoprør var knust, stort set uden at vi i Vesteuropa opdagede, at det havde været i gang.

Disse tragiske fortællinger og mange tilsvarende præsenteres sobert og nøgternt på Museet for Folkemordsofre, centralt beliggende i Litauens hovedstad, Vilnius. Byen, der sin lidenhed til trods fortjener at blive kaldt Europas centrum. Fordi øst og vest mødes her, og fordi byen har århundreders omtumlet nationalitets- og imperiehistorie bag sig.

De aktuelle krigshandlinger i Ukraine gør det ekstra relevant for især yngre generationer at få et indblik i, hvad det seneste århundredes europæiske historie har påført befolkninger, der lå i vejen for kyniske og brutale magtudøveres militaristiske ambitioner.

De fik historien tilbage

Beretningen om de litauiske skovbrødre er en heltefortælling om en nations og et folks overlevelse under mangeårig besættelse, vold, massedød og undertrykkelse, der ikke sluttede med nazisternes overgivelse for 77 år siden, men for de baltiske lande blev en fortsat tragedie, der først fandt en afslutning i de kritiske, men også magiske år 1990-91.

Litauerne fik i 1991 deres historie tilbage. Ikke på sølvfade, men i opgravede ligkister, hengemte trækasser og forrådnede hylder og sække på hølofter og fugtbefængte pulterkamre.

Meget af dette materiale er i dag samlet i en både pompøs og elegant bygning i det centrale Vilnius. Noget af et paradoks, at et sådant bygningsværk med næsten 125 års historie bag sig rummer nogle dybsorte og tragiske fortællinger om et af det 20. århundredes mørkeste kapitler. Her virkede først den nazistiske og siden den kommunistiske efterretningstjeneste med hele de dertil knyttede mord- og torturindustrier.

Huset blev designet af russiske arkitekter i 1888, og formålet var paradoksalt nok at fremme retfærdighedens sag. Men mere til gavn for den svulmende storrussiske statsdannelse end til støtte for dens forarmede og forfulgte undersåtter.

Under Første Verdenskrig anvendte tyske officerer bygningen til at tvangshverve rekrutter for derefter at sende dem i krig på datidens østfront. Så fulgte endeløse skæbnefortællinger med støvletramp til lyden af kanontorden og imperier i sammenbrud.

Da den litauiske uafhængighedskrig kom op i omdrejninger i Første Verdenskrigs sidste år, 1918, var bygningen kortvarigt hovedkvarter for Litauens nationale hær, men fra 1919 skubbede de revolutionære russiske invasionsstyrker grænsen vestpå. Vilnius kom kortvarigt under sovjetisk kontrol, inden det gendannede Polen genindlemmede byen.

Siden blev både Polen og Litauen ofret i den magt- og territoriedeling, som Hitler og Stalin aftalte i 1939. En historisk skiftedag indtraf i 1944, da sovjettidens berygtede hemmelige politi, KGB, med hele sit ekspertise udi afhøringer og tortur vendte tilbage til bygningen.

De blev hængende i et lille halvt århundrede, og det er fortrinsvis denne periodes gerninger, der udstilles og forklares i detaljer på Museet for Folkemordsofre.

Torturremedier a la skrækfilm

Lad det være sagt med det samme: Der er fotos og beskrivelser, der ikke er egnede for sarte sjæle. I glasmontrerne ligger ikke kun de håndvåben, som vagterne var udstyret med, men også nogle af de redskaber, der blev brugt til at tortere de indsatte for at tvinge ’tilståelser’ ud af dem. Vi ser ind i adgangen til Gulag: fællesbetegnelsen for det store system af fangelejre, der kendetegnede sovjetsystemets behandling af regimekritikere og anderledes tænkende. Alt sammen en konsekvens af et dekret vedtaget af det sovjetiske ministerråd 21. februar 1948, får vi at vide på en af de mange detaljespækkede plancher.

I 1952, mens den litauiske partisankrig stadig blev udkæmpet, var 12 sådanne lejre oprettet. Antallet af indsatte lå mellem 5.000 og 25.000 i hver forlægning. Dagene gik med hårdt tvangsarbejde, og madrationerne var så små, at mange fanger blev ramt af mangelsygdomme og ofte døde af disse.

Besøgende skal tage sig god tid til at læse de mange og udførlige plancher om besættelsesperioderne. Så har man en slags paratviden og et psykologisk beredskab, inden turen går ned i kælderetagen til noget, der kunne være en kulisse til en nutidig skrækfilm.

Som en fiktiv fangevogter passerer man et par snese celler og forhørsrum udstyret med stålsenge, små taburetter, vaskekummer af stål og primitive toiletter. Man tilgiver museets ledelse, at den har undladt digitalt komponerede lydbilledrekonstruktioner.

De tilfangetagne afvigere blev her anbragt i vinduesløse rum på størrelse med et par kosteskabe. Afhøringerne blev gentaget i månedsvis og ledsaget af fysisk tortur, udført med alt fra knojern og læderbælter til lænker og spændetrøjer. I en fængselsgård kunne der tilbydes frisk luft under cirkulære vandringer, der sjældent varede over en halv time. Nutidens kælderoplevelse slutter på passende vis i henrettelsesrummet, hvor den velkendte KGB-metode, nakkeskuddet, var sidste stop, inden det afsjælede legeme blev trukket ud gennem en vinduessliske og siden ekspederet videre til i en anonym massegrav. En video viser en rekonstruktion af henrettelsen.

Et Litauen uden litauere

Blandt litauiske faghistorikere er det en udbredt fortælling, at modstanden mod sovjetstyret var mere intensiv og kostede flere menneskeliv, end tilfældet var hos de ligeledes besatte lidelsesfæller i Letland og Estland.

Der skulle dog være ført bevis for, at KGB havde planer om at deportere trekvart million litauere til fjernere dele af sovjetimperiet. Altså på sigt skabe et Litauen uden litauere. Flere end 100.000 litauiske mænd og kvinder blev sendt med tog østpå, og på en serie plancher på et rækværk i bygningens baggård viser fotos og kort nogle af de steder, hvor de deporterede litauere blev fordelt hele vejen til Centralasien.

Navnene på nogle af de mest markante profiler i den årtier lange modstandskamp er indgraveret i de granitsten, der udgør bygningens nederste lag langs fortovet ud mod et af Vilnius’ hovedstrøg. Romas Kalanta står der på en af stenene.

(artikel i Politiken – sektionen Rejser – 03.07.22.)