Uffes udsyn rakte ud over Europa

Socialister landede med tiden i fanklubben, nationalkonservative i hadeklubben.

Mit første møde med Uffe Ellemann-Jensen foregik over en analog telefonlinje for 42 år siden. Han var Venstres politiske ordfører, og emnet var noget så indenrigspolitisk som beskatning af afkastet fra danskernes dengang beskedne pensionsopsparing.

Fem år senere, i april 1985, stod jeg med den energiske udenrigsminister på et af Shanghais hovedstrøg og skulle af sted til et virksomhedsbesøg. »Hop med ind i limousinen«, kommanderede han: »Så får du en udtalelse, du kan sende hjem til din redaktør«. Anledningen var, at USA havde iværksat en blokade af Nicaraguas havne begrundet i formodninger om våbenleverancer fra Cuba. Uffe kaldte det amerikanske skridt for uklogt.

Året efter var vi i Zimbabwe, hvor han morede sig kosteligt over, at landets stærke mand, Robert Mugabe, havde taget imod heltemonumenter af granit fra Nordkorea. De figurer, der skulle forestille heroiske partisaner i kamp mod vestlig kolonialisme, havde derfor østasiatiske ansigtstræk. Ha!

UFFE FNYSTE AD undertrykkelse, hvor han mødte den. Da endnu en voldsbølge eksploderede i det apartheidstyrede Sydafrika i sommeren 1985, beordrede han lukning af det danske generalkonsulat i Johannesburg – solonyheden landede han med et kikkertsigtes præcision på mit tastatur.

Siden bad han sine kolleger i EU om at støtte den sanktionspolitik, som venstrefløjen hidtil havde været alene om at kræve. Folketingets alternative udenrigspolitiske flertal fik så gennemtrumfet vedtagelsen af lov om forbud mod handel med det hvide mindretalsstyre. Få år senere fulgte USA efter, hvorefter apartheid smuldrede.

Den altid debatlystne Ellemann var usentimental i alle verdenshjørner. Da den nytiltrådte præsident Barack Obama i 2009 blev tildelt Nobels Fredspris, kommenterede Uffe (i tv-programmet ’Ellemann-Lykketoft’) nyheden med, at Obama fik prisen »for ikke at være George W. Bush«.

En elegant pointe med indbygget kritik af efterfølgeren Anders Fogh Rasmussens beslutning om at deltage i Bush-administrationens hasarderede forsøg på at demokratisere Irak med granatregn og dertil hørende varianter af konventionel krigsførelse.

VENSTRES OMFAVNELSE af det nationalkonservative og selvtilstrækkelige Danmark i skikkelse af Dansk Folkeparti var ikke Uffes kop te, men så lænede han sig tilbage og skød til højre og venstre mod alle, der ikke ville de europæiske ambitioner det godt.

Anført af Holger K. Nielsen (SF) landede et voksende antal danske socialister i fanklubben, mens de nationalkonservative dannede en hadeklub.

Sidstnævnte især foranlediget af den tegningekrise, der sendte billeder af brændende dannebrogsflag ud over kloden. I den situation manede Uffe til forsigtighed i omgangen med kultur og religion. Han tabte årelange personlige venskaber på den konto.

Som globalist emeritus havde han et periskop, der rakte længere, end nutidens twitterpolitikere er i stand til. I sin tale på Dansk Industris årsmøde i 2011 plæderede han for, at Danmark bør vise større åbenhed og tolerance over for samfund, hvis værdier vi ikke deler.

Supereuropæeren mindede sine tilhørere om, at verden var på vej tilbage til en tilstand, der lignede de foregående mange århundreder, altså tiden før kolonimagternes overgreb på Indien, Kina og andre samfund i det globale syd.

»Nogle vil kalde det, vi oplever nu, for en revolution. Andre vil kalde det en restoration. Fordi vi vender tilbage til den magtfordeling, der var normal i årtusinder, indtil verden gik af lave for et par hundrede år siden. (…) For os i Vesten betyder ændringerne i de globale magtstrukturer en kolossal udfordring for vores tænkning«, lød advarslen.

Det var Kinas og Indiens fremmarch, han satte på dagsordenen. Som en maskulin udgave af Kassandra kunne han se fremtiden, men ikke få mange til at tro på sine spådomme.

Uffes krystalkugle bør være fast pensum hos samtlige Folketingets udenrigspolitiske ordførere i årtier fremover, fordi hans gamle ministerium af skiftende stats- og finansministre er reduceret til en skyttegrav bemandet med trængte og neglebidende forsvarere.

Hvor skal Uffe-statuen stå? Foran hans gamle ministerium, hvis personaleforeninger bør finansiere en evigt brændende flamme ved dens fod.

(klumme i Politiken 27.06.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Et svar til Uffes udsyn rakte ud over Europa

  1. Torben siger:

    Kære Flemming

    Tak for den fine artikel om (dine møder med) Uffe: en af de sidste ordentlige og markante politiske figurer i lille Danmark. Blot ærgerligt du ikke gav det et lille touch om Baltikum … men det sparer du nok til din næste ordinære torsdags-artikel …;-))

    Han havde faktisk fortjent at være fra et større land: det havde han formatet til – men måske ikke så barsk indeni at han kunne være statsminister der (- som Lykketoft jo kammeratligt drillede med!)

    Mange venlige hilsner Torben Nilsen, ØK Klubben

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s