En hilsen til forårsrullernes diktator

En fiktiv konstruktion med respekt for den historiske virkelighed.

Taipei, i august.

Ærede ledere i Beijing, Xi Jinping og andre.

Her i Taiwan er vi dybt bekymrede over den aktuelle tilstand i det, som især ældre indbyggere på vores ø kalder Fastlands-Kina. De seneste provokationer havde vi gerne været foruden. I lagde vel mærke til, at de flyvninger og missilaffyringer, som I brugte i den seneste skræmmekampagne, ikke satte vort samfund i panik? Folk gik på arbejde, shoppede og tog til stranden eller i bjergene på fridagene. Vi har prøvet det hele før.

Besindige taiwanere ved, at I ikke agter at knuse det samfund, som har spillet en afgørende rolle i 40 års modernisering af Folkerepublikken. Respekt for meget af dette, også selv om I udelukkende trækker på erfaringen fra dengang, vores ø blev styret diktatorisk af en lille elite og alligevel lagde grunden til et af Asiens største økonomiske mirakler.

DER ER LØBET meget vand i Strædet mellem os, siden vi demokratiserede fredeligt, helt uden brug af vold og uden de følgevirkninger, som kendes fra, hvad vesterlændinge kalder farverevolutioner. Derfor mener vi ikke, at de nylige besøg af amerikanske politikere handler om at udvirke en kulørt samfundsomvæltning hos jer, og vi bestemmer selvfølgelig selv, hvem vi vil mødes med.

Vore amerikanske venner kommer til Taiwan, fordi de vil understrege de garantier for sikkerhed, som blev givet af en amerikansk præsident, som jeg ved, I sætter pris på, Jimmy Carter. Er I klar over, at han fylder 98, tilmed på jeres nationaldag, 1. oktober?

Carter og hans kloge folk normaliserede de amerikansk-kinesiske relationer efter mange års fjendtlighed, og selvfølgelig kunne amerikanerne ikke svigte Taiwan i den situation.

Vi anerkender, at den kinesiske borgerkrig savner en fredsslutning. Den kunne I passende bidrage med, hvis I ellers kunne opgive det ubehagelige, Donald Trump-agtige selvtilstrækkelige og hypernationalistiske såkaldte fornyelsesprojekt, som I har valgt som afløser for den destruktive formand Mao-tænkning, der kostede millioner af kinesere liv og førlighed.

Den dag Taiwan og Kina skal forsones, må det ske på en måde, hvor befolkningen her på øen er med på ideen. En form for normalisering mellem jer og lederne i Washington er en forudsætning for det, I vælger at kalde genforening, men som vi her i Taiwan synes bør kaldes sameksistens.

MEN MED JERES aktuelle kurs ser det mørkt ud. Jeres vækst er for nedadgående, og millioner af nyuddannede unge risikerer at gå jobløse rundt. Hertil skal lægges den omsiggribende ensretning af kultur og medier. Censuren styrer, og I er simpelthen på vej ind i en blindgyde. Succeshistorien er ved at blive afløst af stagnation. Bliver den langvarig, vil det også gøre ondt på Taiwan.

De få venner, I har tilbage i Europa, gyser. Det er et dårligt bytte, når I provokerer europæerne, samtidig med at I opbygger relationer til lande i Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Oceanien. Indrømmet, I har været mesterlige til at skille amerikanerne af med ofte tvivlsomme og korrupte allierede og træde ind i stedet. Utroligt så langt man kan komme med at bestikke diktatorer med forårsruller og andet godt.

Det bedste, I kan gøre her og nu, er at overtale Xi Jinpings bonkammerat Vladimir Putin til at stoppe myrderierne i Ukraine. Hvad med at foreslå en fredskonference om Ukraine, f.eks. i Shanghai. Præsident Zelenskyj har bedt jer om at gøre en positiv forskel for Ukraine, så hvad venter I på?

Til sidst et par ord om teknologi. Fremtidens magtrelationer afgøres ikke så meget af kampfly som af visse metaller og mikrochips. Især metallerne har I foruroligende godt styr på, mens de hurtigste mikrochips på kloden som bekendt produceres her hos os på en enkelt virksomhed, Taiwan Semiconductors.

Tillad mig at referere, hvad dens bestyrelsesformand, Mark Liu, har udtalt, nemlig: »En afbrydelse af produktionen vil skabe stor økonomisk uro på begge sider af Strædet. En mulig krig vil ikke give nogen vindere, kun tabere. Alle må tænke sig om en ekstra gang«.

Det gælder også jer.

Venlige hilsener,

Tsai Ing-wen, præsident for Republikken Kina

(klumme i Politiken 25.08.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s