Virkelighedsfornægtelsen har endnu ikke forladt årtiers debat om religiøs magtudøvelse.

I disse uger foregår der et veritabelt stormløb mod forfatteren Salman Rushdies litterære agent, Andrew Wylie. Alverdens publicister brænder for at kunne formidle de refleksioner, som den verdenskendte religionskritiker må gøre sig efter den særdeles uønskede nærdødsoplevelse i New York.

Kernespørgsmålet: Hvorfor er der stadig fanatiske individer, der ønsker at slå denne verdenskendte fortaler for sekularisme ihjel? Handlede gerningsmanden efter ordre fra højere sted? Hvem inspirerede ham? Hvilke bøger stod i hans reol?

Mere end 33 år er gået, siden det iranske præstestyre udstedte den såkaldte fatwa mod Rushdie på grund af mesterværket ’De sataniske vers’. Uhyggelig lang tid med tusinder af ofre for islamistisk inspireret vold og terror og de væbnede modforanstaltninger, som Vesten greb til for angiveligt at udrydde de rødder, der nærer terroren og tænkningen bag den.

Hvilke rødder? De mest overfladiske forklaringer på terror som fænomen har handlet om yngre muslimske mænd, der både myrdede andre og ofrede sig selv i en religiøs sags tjeneste, fordi de angiveligt var marginaliseret i de moderne vestlige samfund, der som bekendt sprudler af muligheder for folk, for hvem religion kun er en privatsag.

Mens vi glæder os over hovedpersonens tilbagevenden til et forhåbentlig aktivt skribentliv, kan vi passende genbesøge, hvad han tidligere har sagt og skrevet om sammenhængen mellem religionsudøvelsen og magtforholdene i de samfund, hvor de bruger tro som kontrolredskab. Her fire af de bedste citater fra Rushdie-samlingen:

Siden skabelsen har mennesker brugt Gud til at retfærdiggøre alt det, der ikke kan retfærdiggøres.

Indiens problem er blevet hele verdens problem (sagt efter et islamistisk terrorangreb på indisk jord). Det, der skete i Indien, skete i Guds navn. Problemet hedder Gud.

Fundamentalisme handler ikke om religion, men om magt (…).

At illusionerne altid vinder over virkeligheden, er den mest indlysende sandhed om menneskehedens historie.

Så langt, så godt – der er snesevis af andre udsagn. Tjek selv i bøger og på nettet.

I ALVERDENS lærebøger forbindes verdensreligionerne med intet mindre end begrebet civilisation. Oldtidens Persien var en af disse, og hvor meget af denne arv overlever i nutiden?

For det iranske præstestyres dødsdom over Rushdie var et sammenstød mellem civilisationer, fem år før den legendariske amerikanske politolog Samuel Huntington ændrede verdenshistorien ved at skrive en bog om de brudflader, der leverede en ny forklaringsmodel og sendte den kolde krigs ideologiske opgør mellem kommunistisk diktatur og kapitalistisk demokrati over i historiebøgerne.

Tidligere modtagere af Nobelprisen i Litteratur bør skrive til den i overmål skandaleramte priskomité og gøre opmærksom på den største forsømmelse, den har gjort sig skyldig i nyere tid (der skulle gå 27 år, inden Det Svenske Akademi tog sig sammen til at anerkende officielt, at ayatollahernes fatwa var udtryk for en alvorlig krænkelse af retten til at ytre sig frit).

Tilbageblik: Fra udstedelsen af fatwaen i februar 1989 og resten af året måtte Salman Rushdie og hustruen skifte adresse et halvt hundrede gange. Den uundgåelige skilsmisse fulgte. Ved udgangen af 1990 var forfatteren så nedbrudt, at han underskrev en erklæring, hvori han bekræftede sin muslimske tro og bad sit forlag om at droppe flere oversættelser af sit værk. Teheran fastholdt dødsdommen, Rushdie fortrød bodsgangen.

Det nylige overfald i New York på sekularismefortaleren over alle andre er en makaber demonstration af, hvor virkningsfuld religiøst betinget magtudøvelse stadig er. Er det frygt for mere voldsudøvelse i islams navn, at Det Svenske Akademi har holdt sig tilbage i så lang tid med at anerkende Rushdies værker?

Hverken Franz Kafka eller George Orwell blev mødt med respekt hos deres samtids litterært kyndige for at have dissekeret tyranniets væsen. Så her kommer lidt hjælp: Rushdie har en litterær ligemand fra en tidligere periode: Rudyard Kipling, den første brite, der modtog litteraturprisen. Kipling blev født på Rushdies kontinent og begyndte sin journalistiske karriere som en nølende tilhænger af de britiske imperiale drømme, indtil observationer af virkeligheden forvandlede ham til en kritiker.

Datidens Nobelkomité motiverede i 1907 indstillingen af den dengang 42-årige forfatter med dennes »kraftfulde observationsevne, originale forestillingsevne og enestående fortællertalent«. Værsgo, akademisvenskere. I kan bare copy-paste formuleringen.

(klumme i Politiken 31.08.22)