Rigsfællesskabets fremtid presser sig på, men negligeres i valgkampen.

Sikke en nedtur. Men hvem ved – kan Søren Pape Poulsen forvandle sig til et comeback kid?

Blandt konservative aktivister og hos kampagnestaben i partihovedkvarteret har der angiveligt indfundet sig en vis træthed over de vittige opslag på facebook, der refererer til statsministerkandidat Søren Pape Poulsens sammenligning af Grønlands tilstand med afrikanske forhold. Med manipulerede billeder, hvor slædehunde er erstattet af – zebraer.

Om ikke Poulsen burde have konsulteret landshøvdingen deroppe nordpå? Sådan har en og anden konservativ spøgefugl nok tænkt. Jo, den er god nok: Landshøvding var titlen på den øverste danske embedsmand i Grønland i Rigsfællesskabets nordlige territorium fra 1951 til hjemmestyrets indførelse i 1979.

Lidt forhistorie: Frem til 1951 blev Grønland administreret af to landsfogeder. Disse blev derefter fusioneret til embedet som landshøvding. Hvad har datidens embedsværk dog tænkt, da de valgte noget, der smagte af noget eksotisk fra det vilde vesten, den latinamerikanske jungle eller den afrikanske savanne?

Som ordnet.dk forklarer det, forbindes ordet høvding med stammefolk, herunder indianere og tilmed kannibaler, uha.

Datidens landshøvding var mere end et kuriosum i Rigsfællesskabets historie. Denne chefpost blev aldrig udfyldt af en inuit. Med indførelsen af hjemmestyret var det slut med høvdingebegrebet. Tilsvarende er medierne for længst holdt op med betegnelsen eskimoer om lokalbefolkningen. Eskimo kan virke stødende, hedder det. Det nutidige grønlandske ord inuit (flertalsform af inuk, der betyder menneske) blev vedtaget for 45 år siden af inuitternes transnationale organisation Inuit Circumpolar Conference.

I DEN IGANGVÆRENDE valgkamp er Rigsfællesskabets fremtid og dermed Grønlands tilhørsforhold beklageligvis ikkeeksisterende. For emnet er stadig sprængfyldt med dilemmaer: En kommende amerikansk præsidentadministration kan tænkes at ville repetere, hvad Donald Trump i sommeren 2019 fremførte på den mest kluntede og ubegavede facon: At USA har en interesse i på sigt at købe Grønland.

Der er grund til at minde om, hvorledes landsstyrets daværende udenrigsansvarlige, Pele Broberg, formulerede sig i kølvandet på købstilbuddet fra Trump. Broberg skrev i en kronik i Berlingske, at Grønland fortsatte som en de facto-koloni trods grundlovsændringen i 1953, der gav Grønland status som amt.

»Vi bør se på den amerikanske interesse i et større perspektiv«, skrev Broberg dengang. Hvorefter han fremhævede de ordninger, der er gældende for nogle af de østater i Stillehavet, som formelt har selvstændighed, men i såkaldt ’free association’ med USA.

Altså et opgør med Rigsfællesskabet i den form, vi har kendt det.

Kort tid efter var Pele Broberg ikke længere ansvarlig for de grønlandske udenrigsanliggender. Anledningen var, at han havde erklæret, at kun folk med inuit-baggrund skulle have mulighed for at deltage i en kommende folkeafstemning om uafhængighed. Etnicitet knyttet til politiske rettigheder; det er et minefelt!

Vi blev således mindet om, hvor vanskelig og betændt tilstanden er. At Grønlands fremtid handler dels om amerikanske sikkerhedsinteresser, dels om den grønlandske befolknings opfattelse af identitet. Lad os en stund blive i 2019 og springe frem til Folketingets åbningsdebat i oktober, hvor det dengang nyvalgte, kun 22-årige medlem for Siumut, Aki-Matilda Høgh-Dam, udtalte følgende fra rigets fornemste talerstol:

»Vi ønsker ikke at bekrige hinanden, men at styrke hinanden (…) Uanset hvad, er det blodets bånd, der knytter os til Danmark, og derfor vil den fremtidige grønlandske stat i højere grad have stærkere relationer til den danske stat uanset selvstændighed«.

Udsagnet hænger ikke sammen med den virkelighed, der tegner sig forude. Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har sagt det tydeligere end alle andre: Grønland har to veje frem: enten at forblive som en del af Danmark eller i praksis blive indlemmet i USA. Glem alt om en både-og-model.

GRØNLANDSK kulturlivs grand old mand, Aqqaluk Lynge, der forleden rundede de 75, var i sine yngre dage fortaler for grønlandsk frigørelse. Hans synspunkt i nutiden er, at hvis grønlænderne skal overleve som folk, skal de blive sammen med Danmark. Søren Pape Poulsen kvajede sig eftertrykkeligt. Med den konsekvens, at den igangværende valgkamp ikke giver plads til diskussionen om Rigsfællesskabets fremtid.

Vi gav i 1951 amerikanerne papir på at kunne kolonisere Thule. Skal noget tilsvarende ske for resten af øen?

(klumme iPolitiken 20.10.22)