Kinas ’Silkevej’ starter i en politistat

På få år er Xinjiang forvandlet til et brutalt eksperiment i overvågning, internering og ’omskoling’ af op imod en million muslimer.

Frygten er blevet hendes faste ledsager, også under eksilet i Almaty, den største by i Kasakhstan. 37-årige Guly Omarkan flygtede hertil fra naboregionen Xinjiang, Kinas største provins. Hun taler samme sprog som majoritetsbefolkningen, eftersom hun selv er kasakher.

I hendes oprindelige hjemmeregion tilhørte hun den myriade af minoriteter, der i århundreder har befolket det traditionelle Østturkestan eller Kinesisk Turkestan, som regionen blev benævnt på kort fra 1800-tallet frem til 1949, hvor den blev inkorporeret i Folkerepublikken Kina som et nyt ’grænseland’.

Guly Omarkan beskriver sine ungdomsår som dramatisk forskellige fra de nuværende tilstande. I skolen legede hun ubesværet både med kinesiske jævnaldrende og med uighurer, den befolkningsgruppe, der før Kinas overtagelse udgjorde 80 procent af indbyggerne og i dag er reduceret til 45 procent.

Første sprog i hendes skoletid var uighur, der tilhører den tyrkisk-altaiske sprogfamilie, som tales i det meste af Centralasien og er beslægtet med tyrkisk. Rigskinesisk lærte hun som andet sprog. Den statslige sprogpolitik blev dengang formuleret med følgende slogan: ’I Kina må 56 forskellige etniske grupper lære at leve sammen’.

For to år siden begyndte et fundamentalt politisk skifte i Xinjiang. Guly Omarkans gamle skole blev uden varsel lukket og erstattet af en, hvor eneste undervisningssprog var rigskinesisk. Lige om hjørnet åbnede et nyt ’læringscenter’, og kinesiske embedsfolk gik gennem kvarteret med ’invitationer’ til at deltage i ’åbne lejre for uddannelse’. I lejrens pensum hedder det, at islam er en form for narkotika, der har forurenet sindet.

Omarkan blev tvangsindlagt til at se kommunistiske propagandafilm, suppleret med fællessang, hvor temaerne var, at Kina vinder hver krig, det deltager i.

Lejrskolen blev ledet af inspektører, som insisterede på, at deltagelse var frivillig, men Omkarkan erfarede, at deltagerne blev opdelt i tre kategorier: pålidelig, midt-imellem og upålidelig.

Efter nogen tid blev det klart, at de af kvarterets indbyggere, som udeblev fra ’kurserne’, forsvandt fra byen. Hele landsbyer i regionen blev tømt for voksne. Børn, hvis forældre var enten arresteret eller sendt i lejre, blev anbragt på statslige børnehjem.

OVERVÅGNINGEN af de muslimske befolkningsgrupper i Xinjiang tåler ifølge vestlige menneskeretsorganisationer sammenligning med tilstandene i Nordkorea. Xinjiang er på størrelse med Iran og har en befolkning på omkring en snes millioner, hvoraf uighurerne udgør lidt over 40 procent.

Læg hertil kasakhere, usbekere, mongoler og andre centralasiater i et ukendt antal, men kinesere fra Folkerepublikkens han-majoritet er hen over syv årtier tilflyttet i stort tal og nærmer sig halvdelen.

Siden de centralasiatiske stater fik selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning i 1991, er religiøst inspireret terror blevet en del af den politiske virkelighed i Xinjiang, kulminerende med en opstand i provinshovedstaden Urumchi i 2009, hvor hen ved 200 mistede livet.

Nærværende skribent besøgte både Urumchi og den historiske silkevejsby Kashgar i 2011. Begge byer var præget af en betydelig byggeaktivitet, i Urumchi med moderne højhuse og kontorpaladser og i Kashgar, hvor den gamle bydel var under renovering. Tilstedeværelsen af sikkerhedsstyrker forekom dengang behersket.

Vi besøgte et udviklingsområde i Kashgars udkant, hvor entreprenørvirksomheder fra den velstående Guangdong-region i Sydkina forberedte byggeri af store boligkvarterer. Moderniseringen var undervejs, fik man at vide af den lokale guide, der var etnisk uighur.

I dag vil et tilsvarende besøg være en umulighed. Det kinesiske sikkerhedsapparat har lukket for besøgende, men inden den seneste runde af kontrol og stramninger var det lykkedes tyske forskere og journalister fra Der Spiegel at komme tæt på den forandrede politiske virkelighed i det tidligere ’Kinesisk Turkestan’. Guly Omarkan har fortalt sin historie til Der Spiegel.

Der kan sættes navn på den ansvarlige for Xinjiangs forandrede virkelighed: partichef Chen Quanguo, udnævnt til den øverste ansvarlige for regionen i 2016, hvor han blev overflyttet fra Tibet. Efter Chens ankomst skiftede bybillederne og landskaber karakter: Checkpoints og politistationer skød op overalt under banneret ’terrorbekæmpelse’.

Selve navnet Xinjiang betyder ’Nyt grænseland’ på rigskinesisk, og beliggenheden med grænser til Rusland, Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan og Pakistan giver regionen en nøglerolle i Kinas ambitiøse udviklingsprojekt Obor (One Belt, One Road) populært betegnet som den nye Silkevej.

Den skal forbinde den kinesiske økonomi med de tidligere sovjetstaters og på sigt en række mindre og mellemstore økonomier i Syd-, Øst- og Centraleuropa foruden Rusland. Indvandringen af han-kinesere (den etniske majoritet i Folkerepublikken) begyndte i 1955 med etableringen af Xinjiangs Produktions- og Udviklingskorps, en paramilitær enhed kendt under betegnelsen Bingtuan.

I 1990’erne formulerede Beijing sin såkaldte ’Gå Vest’-politik, der har slående ligheder med USA’s kolonisering af det nordamerikanske kontinent i anden halvdel af 1800-tallet. Uighurer og tibetanere er regionens tilbagestående urbefolkning, der skal bringes ind i det moderne liv efter en hård tur i ghettoer og boligkvarterer, der ligner reservater.

Forskellen på Xi Jingpings Kina i dag og nybyggernes Amerika dengang er selvfølgelig digitaliseringen. Rigid sikkerhedskontrol med formodede og påståede oprørsmotiverede muslimske mindretalsgrupper er i den kinesiske optik forudsætningen for, at Beijing kan realisere ambitionerne om gøre det euroasiatiske kontinent til det nye center i verdensøkonomien.

Kinas modstandere? De hedder henholdsvis Østturkestans Befrielsesbevægelse, grundlagt i Tyrkiet i 1998-99, og Uighur Verdenskongressen med hovedkvarter i Tyskland siden 2004. Hverken USA, EU eller FN lytter til dem.

Kinas vigtigste allierede? De amerikanske techgiganter, der har gjort overvågningen teknologisk mulig.

(klumme i Politiken 30.12.2018)

Mere om lejrene i dette link:

https://www.abc.net.au/news/2018-11-01/satellite-images-expose-chinas-network-of-re-education-camps/10432924

 

Reklamer
Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tømmermænd i højtiden? Lær at tvivle!

Den effektive medicin mod religion og krænkelse af identitet findes.

Som en meteoreksplosion i Debatdanmark har identitetspolitik gjort denne december anderledes. Tilmed lige op til juledagene, hvad er meningen; er julen ikke hjerternes fest længere? Jo bevares, men højtiden er nu også blevet de krænkede hjerters fest.

Identitet er uløseligt forbundet med tro. Jævnligt høres det argument, at postmodernismen er den nye trosretning, der passer ind i en mere mangfoldig verden. Især for alle dem, der ikke vil vide af de ortodokse og traditionelle udlægninger af især kristendom, jødedom og islam, de monoteistiske verdensreligioner. Men for dem, der ser monoteismen som en kilde til megen uforsonlighed, elendighed og strid især i dens oprindelsesområde, er ateismen snarere end postmodernismen den indlysende forklaringsmodel.

I ateistiske stater som f.eks. Kina går religionen under jorden, men forsvinder aldrig. I religionsneutrale stater som f.eks. USA finder prædikanter, både de oprigtige og de mere spekulative, egne veje til at ramme folkesjælen.

Så her følger lidt hjælp til dem, der i disse dage kæmper med religiøse tømmermænd efter højtiden: Se at få genopfrisket, hvad begrebet agnosticisme står for, her med hjælp fra Den Store Danske:

»Betegnelse for den opfattelse, at der ikke kan opnås egentlig viden om emner, der er genstand for religiøse og filosofiske spekulationer, og at tavshed derfor er den eneste visdom i denne sammenhæng. I snæver forstand angiver agnosticisme det synspunkt, at det ikke er muligt at få vished om Guds eksistens. I modsætning til ateismen, der afviser, at Gud eksisterer, hævder agnosticismen, at spørgsmålet herom ikke lader sig besvare. I en bredere betydning udtrykker agnosticismen det erkendelsesteoretiske standpunkt, at virkeligheden, dvs. sandheden, ikke kan erkendes«.

ULYKKELIGVIS ER agnosticisme stort set fraværende i den ofte hysteriske danske debat om religion og identitet, så værsgo, kære læsere, her er mirakelkuren!

En stor del af mit professionelle arbejdsliv har jeg tilbragt i dele af verden, hvor der bliver set med kritik og skepsis på monoteismen, især når den bliver gjort til et politisk redskab.

I debatten om politisk islam overses det alt for ofte, at i klodens folkerigeste muslimske samfund, Indonesien, hvor 85 procent af en befolkning på en kvart milliard er muslimer, slår myndighederne hårdt ned på alle tilløb til islamistisk ekstremisme. Det store ørige er demokratisk velkonsolideret; forfatningen ligestiller verdensreligionerne. Hvornår tager arabere, iranere og pakistanere ved lære af dette fortræffelige eksempel?

I BUDDHISTISKE samfund som Thailand, Sri Lanka, Cambodja og Bhutan er der rigelig plads til kristne mindretal, mens muslimske grupper er under større eller mindre pres. Den dystre og kulsorte tragedie i dette billede er Myanmar, det tidligere Burma, hvor mine (buddhistiske) venner insisterer på, at rohingyaerne ikke har plads. Interessant nok ikke på grund af deres tro, men på grund af deres adfærd og ikke mindst antal, er jeg blevet belært om.

Anderledes opmuntrende er både politik og religion i de oprindeligt kungfutsianske samfund som Sydkorea og Taiwan. Her er det muligt for borgerne at konstruere deres helt egen religiøst-etiske identitet: Intet er til hinder for, at en kristen møder op til en ceremoni i eller omkring et buddhistisk tempelkompleks. Eller omvendt. Her er religiøs overbevisning en privat sag, et spirituelt helle, som man ikke belemrer sine omgivelser med. Allerhøjst kan man inspirere gennem det gode eksempel.

BEVÆGELSEN TIL og fra en religiøs identitet kan gå begge veje. Psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, der havde jødisk baggrund, kaldte i 1927 troen på kun én gud en mytisk reproduktion af en universel tilstand af infantil hjælpeløshed. ’Gud’ var ifølge den tolkning barnets ønske om en altdominerende beskytter.

I sin sidste bog, ’Manden Moses og den monoteistiske religion’, udgivet i 1939, står Freud ved sin erklærede ateisme, men anerkender, at de individer, der tager Gud til sig, forbedrer deres evne til at tænke abstrakt.

Argumentet er, at hvis folk kan tilbede et ideal, hvis oprindelige skikkelse de ikke kan se, er de også i stand til at reflektere over så meget andet, der ikke er synligt andet end i form af små og store symboler. Herunder også drømmen om et mere udviklet og humant samfund.

Prøv lige den af på de herskende strømninger i nutidens monoteistiske samfund.

(klumme i Politiken 27.12.2018)

 

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Udgrænsning af muslimer foregår i hele verden

Lindholm kan blive en mikro-version af et verdensfænomen.

DET ØJEBLIK er ikke langt borte, hvor en kommentator på en af vore tv-stationer vil kalde øen Lindholm i Stege Bugt for et dansk ’Guantanamo light’ eller ’Alcatraz med integrationsydelser’. Noget i den retning; mediefolkets evner til at begå kreative sammenligninger kan være hæmningsløst fantasifuld, når den skarpe pointe skal trækkes frem.

Dansk og europæisk flygtningepolitik har for længst introduceret begrebet nærområder. I forrige uge fik vi sat tal på, hvad denne indsats betyder i konkret praksis. Det skete i form af en pressemeddelelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der oplyste, at det fortsat faldende asyltal ’frigør’ 476 millioner kroner, der skal finde anvendelse i nærområder.

Lindholm tilhører naturligvis ikke denne kategori, for det er flygtningenes nærområder, der menes. Den lille halve milliard kroner skal især gå til projekter i områder omkring Syrien, Sydsudan, Myanmar, Somalia, Mali samt i Yemen, Afghanistan og Tchad. Så langt væk ligger de relevante nærområder og så langt, så godt med den engang så idealistisk formulerede danske udviklingsbistand.

Lejre, zoner, centre i nærområder – befolkningstallene i sådanne vokser med uhyggelig hast. For bare et par år siden blev to lejre i det nordlige Kenya, Kakuma og Dadaab kaldt for verdens største flygtningesamfund; størsteparten af indbyggerne her er sydsudanesere. De er i dag usynlige på de globale mediers radarskærme.

Siden er disse bosættelser i størrelse blevet overhalet af rohingyaernes lejre i Bangladesh, der huser trekvart million fordrevne muslimer med oprindelse i Myanmar, det tidligere Burma.

LEDER MAN efter et fællestræk hos samtlige flygtningesamfund på kloden, ender man med den deprimerende konklusion, at disse nødlidende befolkninger domineres af, ja, gæt engang – muslimer. På tværs af kontinenter, stater og kulturer sker der i disse år en massiv udgrænsning af muslimske befolkningsgrupper. Arabere, afrikanske muslimer, rohingyaer og uighurer dominerer billedet.

Ej at forglemme, at halvdelen af klodens næsten 11 millioner palæstinensere kan henføres under kategorien statsløse. Blandt eksilerede uighurer i bl.a. Tyrkiet tales der nu om fremkomsten af et centralasiatisk ’Palæstina’, efter at de kinesiske myndigheder har interneret omtrent 1 million individer tilhørende den 10 millioner store uighurbefolkning i Kinas geografisk største region, Xinjiang, der har en udstrækning svarende til Iran.

At sammenligne genopdragelsesanstalterne i Xinjiang med tilstanden i Gaza vil dog være en absurditet; lad os lige minde om, at de israelske sikkerhedsstyrkers indsats mod Gaza i sommeren 2014 kostede næsten 2.300 gazapalæstinensere livet og sårede knap 11.000.

Denne krig falder som flere tidligere af slagsen ind i samme mønster: En muslimsk domineret befolkning, der udgrænses af en verden, hvor modparten og overmagten definerer eksistensbetingelserne. Med jura og/eller våbenmagt.

I Bangladesh får de første hundreder rohingyafamilier i denne tid besked om, at de skal vende tilbage til de områder i Myanmar, hvor militæret nedbrændte deres landsbyer, dræbte deres sønner og voldtog deres kvinder. Der høres ikke protester fra politiske ledere i hverken Bruxelles eller Washington, D.C., hvor opmærksomheden er fuldt rettet mod det kaotiske brexitdrama og handelsstridighederne med Beijing.

MØNSTERET i udgrænsningspolitikken går igen på tværs af kontinenter og statsgrænser. 2018 blev året, hvor USA indførte et indrejseforbud rettet mod statsborgere fra 8 lande med muslimsk befolkningsflertal begrundet i sikkerhedshensyn. Højesteret afsagde i sommer en kendelse, der slog fast, at Trump-administrationens indrejseforbud er i overensstemmelse med forfatningen.

Kina bruger samme begrundelse: Uighurerne er en sikkerhedstrussel, derfor forsvindingerne og omskolingen, men så vidt vides ingen henrettelser. Centralmagten nøjes med at kalde islam i det tidligere Kinesisk Turkestan for ’usund’. Et mentalt helbredsproblem, der kan klares med passende doser statslig hjernevask.

Uighurerne er dog endnu ikke begyndt den praksis, der for få år siden hærgede Tibet: selvafbrændinger. Kinesiske myndigheder reagerede dengang ved at lade flertalskinesere flytte ind og dele bolig med tibetanere i uger og måneder. Siden blev der stille.

Der er blevet alt for stille også hos os. Europa har ikke overskud, for brexit tager på kræfterne, så ikke bare May, men også Macron og Merkel snart giver op. Velkommen til en brutalt forandret verden, hvor udgrænsning har afløst inklusion.

(klumme i Politiken 17. december 2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Tavshed om fire årtiers største paradoks

Trekvart milliard kinesere blev løftet socialt uden brug af den vestlige manual. Er gåden løst?

Er der en politisk og social indretning i verden, vi stadig mangler at forstå her i kølvandet på 70-års fejringen af de universelle menneskerettigheder? Vist så, hvis vi forstår at se ud over Vesten, dvs. de amerikanske kontinenter, Europa og de fleste af Vestens venner og allierede i Øst- og Sydasien. I disse samfund er der en indre logik mellem økonomisk velstandsfremgang og respekt for menneskerettigheder og demokratiske institutioner.

I de lande i Afrika og Mellemøsten, hvor en demokratisk udvikling sporadisk er undervejs med større eller mindre kraft, trues de beskedne fremskridt af en demografisk byrde: Befolkningerne vokser med en sådan hast, at de sociale forbedringer fortrænges eller helt fordufter.

I en kategori for sig finder vi autokratiske og autoritære Rusland og Kina, hvor magtfulde politiske eliter målbevidst har fravalgt den liberale vestlige model, samtidig med at de har opbygget middelklassebefolkninger med betydelig købekraft og visse, men langtfra alle de friheder og rettigheder, vi forbinder med en meningsfyldt tilværelse.

De politisk ukorrekte spørgsmål, der bør stilles på denne baggrund, kan formuleres således: Hvorfor er de engang dynamiske demokratier som Argentina og Brasilien kørt af sporet (gældsætning, korruption, højrepopulisme)? Og hvorfor er der ingen af de provestlige lande med flerpartivalg, uafhængige domstole og demokratiske institutioner, der kan matche Kina i den økonomiske kappestrid, der handler om velstandsløft, fattigdomsbekæmpelse og grøn omstilling?

SVARENE BLIVER LIGE så komplekse, som de spørgsmål, de forsøger at adressere. I næste uge kommer anledningen til at tage diskussionen, når der hejses flag, åbnes udstillinger og holdes taler i Beijing. Den kinesiske partistat vil markere 40-året for det plenummøde i kommunistpartiet, som lagde grunden til den reformpolitik, hvis konsekvenser i dag er markante i danskernes (og alle andres) hverdag: de nye silkeveje på flere kontinenter, panda-diplomatiet, handelskrigen med Trumps USA, osv.

Og jo, bundlinjen er, hvad økonomer fra Verdensbanken i Washington over alle europæiske og asiatiske universiteter af betydning er enige om: Diktaturet Kina har den ubetingede verdensrekord i den globale disciplin, der hedder fattigdomsbekæmpelse. Paradokset: at staten har bestemt det meste og driver samfund og økonomi, som var det en multinational koncern, jf. den aktuelle ballade om techgiganten Huawei.

Og jo, alle vore egne menneskerettighedsaktivister bør erkende, at i et land, hvor den statistiske gennemsnitsborger har fået sin levestandard fordoblet hvert tiende år, er der ingen tilskyndelse til oprør mod magthaverne. Ikke stemmesedler, men velstandsforøgelse er regimets nøgle til legitimitet.

Jo da, svært nok at fatte, når vi i vor del af verden nægter at opgive den universelle drøm om, at alle individer er født lige, og at en kineser bør have samme rettigheder og beskyttelse som en dansker, en amerikaner, en afrikaner og en araber.

Men vi mangler at erkende, at vores universalisme er imperialisme for dem derude.

Kommunistpartiets top kommer i næste uge til at løfte glasset og sige bevingede ord om rigets ’fredelige opstigning’. Næppe en eneste vestlig ambassadør vil være til stede i Folkets Store Hal, men mindre kan også gøre det. Hvad med en kronik i China Daily skrevet kollektivt af samtlige EU-landes ambassadører?

En sådan kronik skal ikke lykønske Kinas nuværende hersker, Xi Jinping, med så meget som en eneste anerkendende sætning. Ikke så længe han holder en million muslimske uighurer i genopdragelseslejre med gratis vodka, svinekoteletter, afsyngelse af patriotiske sange og lovprisning af generalsekretæren.

I stedet kan man anerkende Deng Xiaoping, manden, der aldrig fik de titler, som Xi Jinping har i dag. Deng blev forandringernes arkitekt, begyndende med de forsigtige forsøg, dengang kaldet ’reformer og åbning’. Nøgleordet var: Vi prøver os frem, klarest formuleret i den nu legendariske doktrin: ’at afprøve trædestenene, når man krydser floden’.

Kina løftede sig i kraft af udogmatiske eksperimenter. Ingen slavisk kopiering af hverken Marx eller den vestlige liberale manual. Resultatet i dag: meritokratisk statskapitalisme, der har seksdoblet økonomiens volumen siden årtusindeskiftet. Her er stof til lærebøger og historiens visdom og vingesus.

(klumme i Politiken 12. december 2018)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Tak George H.W. for den tyske genforening

George H.W. Bush var heldigvis ikke bekymret for et genforenet Tyskland.

Nekrologen i The New York Times over George Herbert Walker Bush fylder 10.000 ord, svarende omtrentligt til fem Kroniker i nærværende avis. Der var ikke én overflødig sætning i den tekst, når man er optaget af at forstå, hvor afgørende det sidste årti af den kolde krig (1949-89) var for indretningen af verden, som den ser ud i dag trods mange uløste konfliktspørgsmål.

Forskellen i den globale tilstand mellem 1989 og i dag er dramatisk, hvis man sammenligner datidens amerikanske præsident med den nuværende.

Bush, nr. 41 i rækken, var bedre forberedt på at lede den vestlige supermagt end nogen tidligere beboer i Det Hvide Hus op gennem det 20. århundrede.

Den tidligere FN-diplomat og CIA-chefs politiske erfaring var maksimal i dramatisk kontrast til, hvad nr. 45 i præsidentrækken, Donald J. Trump, har på sit generalieblad (ikke meget andet end sit instinkt som ejendomsspekulant og byggematador).

Bush den ældre og Trump repræsenterer yderpoler i nyere amerikansk politisk historie, når man holder konsekvenserne af deres lederskab op mod hinanden. Et varsel om, hvad der kan vente os, også efter at Trump har forladt scenen.

YNGRE LÆSERE kan begynde her: Den epoke, der fik sin symbolske afslutning med Berlinmurens fald i november 1989 og reelt blev lukket helt ned med opløsningen af Sovjetunionen i december 1991, tog sin begyndelse med den doktrin, som præsident nr. 33 i rækken, Harry S. Truman, formulerede 12. marts 1947.

Doktrinen er forbilledlig kort og klar: Truman lovede, at »USA ville støtte frihedssøgende befolkninger, der modsætter sig at blive underkuet af bevæbnede mindretal eller gennem pres udefra«.

Sådan lød datidens politikerjargon for kommunistiske kupforsøg bakket op af Sovjetunionen. Den har relevans også i en verden med kun få erklærede kommunister.

Selv om vi forbinder den kolde krigs ophør med den tale, som Bushs forgænger, Ronald Reagan, holdt i den delte Berlin 12. juni 1987 (»Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned«), var det Bush, der leverede supermagtens afgørende bidrag til både den kolde krigs fredelige afvikling og den genforening af Tyskland, som blev den uundgåelige konsekvens af kommunismens kollaps.

Omkring årsskiftet 1989-90 var det langtfra en ophævelse af den tyske deling, der stod på Europas dagsorden. To måneder inden Berlinmurens fald gjorde den daværende britiske regeringschef, Margaret Thatcher, det klart over for Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, at hun ingenlunde ønskede sig et forenet Tyskland, fordi hun mente, at dette ville »underminere den internationale situation«.

FREM til den endelige genforening 3. oktober 1990 fortalte George H.W. Bush sine europæiske allierede, at han ikke delte de bekymringer, nogle af dem havde om et fremtidigt genforenet og stærkt Tyskland. Samtidig var han uforbeholden i sin opbakning til Gorbatjov i dennes forsøg på at reformere den russiske økonomi.

Gorbatjovs erindringer bekræfter, at Bush ikke havde erklærede ambitioner om, at Nato skulle udvides østover ved at optage de lande, der var sat fri efter Warszawapagtens opløsning. Den nødvendighed blev først indlysende, længe efter at Bush og Gorbatjov havde forladt deres respektive embeder.

Det vigtigste i Bushs argumentation over for Gorbatjov handlede om at forankre et samlet Tyskland i vestlige samarbejdsorganisationer, først og fremmest Nato. Med en forventet afvikling af våbenkapløbet og en frisættelse af de tidligere kommandoøkonomier i Øst- og Centraleuropa ville den sovjetrussiske økonomi få bedre eksistensbetingelser, lød det fra George H.W. til den pressede sovjetleder.

Gorbatjov var tilsyneladende optimist på sit lands vegne og lod sig overbevise af Bush. Ingen af datidens beslutningstagere kunne have forudset et Rusland ledet af en revisionistisk ærkenationalist som Putin. Prøv et tankeeksperiment: Hvad ville Putin have fundet på for at destabilisere Europa, hvis Tyskland dengang var blevet stillet uden for Nato-samarbejdet som en neutral føderation?

Nato’s udvidelse østover er i dag kilden til russisk vrede, men dette konfliktmønster kan ikke tilskrives USA’s 41. præsident. Han gjorde det nødvendige i den aktuelle situation. For dette bør ikke bare tyskerne, men også vi andre være ham taknemlig i dag. Ikke mindst med tanke både på Brexit og Sydeuropas notorisk svage økonomier.

(klumme i Politiken 4. december 2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Når moderne kanonbådsdiplomati virker

Handelskrig mellem Kina og USA har en territorialstrid som bagtæppe.

DET NETOP overståede G20-topmøde i Buenos Aires markerer næppe ophøret af det, der er blevet kaldt den nye kolde krig mellem klodens to største økonomier, Kina og USA. Men med et lån fra et berømt citat af Winston Churchill kan mødet blive begyndelsen på afslutningen af årtiers vigtigste konfrontation i global politik.

Historien giver os ingen eksempler på handelskrige, der har været langvarige, så derfor findes der kompromismuligheder mellem den eksisterende supermagt og den opstigende. Mellemkrigstidens handelsprotektionisme og dens katastrofale konsekvenser risikerer ikke at blive gentaget; dertil er nutidens stormagtsrivaler for økonomisk integreret. Udfordringen består i at ramme den gyldne middelvej. Vejen dertil er belagt med kompromiser og diplomati.

På den lange bane, dvs. resten af århundredet, forudsætter amerikansk, kinesisk og europæisk velstand og stabilitet hinanden: Den vigtigste faktor i skabelsen af fred er den afhængighed, der vokser ud af samhandel og gensidige forpligtelser sikret gennem det størst mulige netværk af traktater og aftaler.

MEN DER ER risici undervejs. Den amerikansk-kinesiske rivalisering om verdensøkonomiens indretning udspiller sig på et bagtæppe af en konfrontation, der har en bestemt geografi som fokus, og hvor aftaler og konventioner ikke længere gælder: Det Sydkinesiske Hav. Modstridende territorialkrav gør dette havområde til et geopolitisk epicenter, hvor Kinas ageren kan blive afgørende for, om landets erklærede ambitioner om fredelig opstigning som verdensmagt kan lykkes.

Koncentreret sagt: Kan USA og dets historiske allierede i Østasien leve med Beijings påstand om, at Det Sydkinesiske Hav tilhører Kina ’af historiske grunde’? Naturligvis ikke, når en halv snes af regionens stater har territoriale interesser af tilsvarende karakter, men uden at begrunde dem i historien. Beijings krav ligner nationalistisk symbolpolitik, hvis det ikke var, fordi Beijing har bygget infrastruktur på adskillige af øer og klippeformationer i havområdet.

Tilbage i 2016 gik en afgørelse ved den internationale voldgiftsret i Haag imod Kina i en sag, der var anlagt af Filippinerne om retten til et område, som både Beijing og Manila gør krav på. Kina afviste kendelsen, der bygger på den FN-havretskonvention, Unclos, som Kina er medunderskriver af, hvilket USA ikke er. Det forhindrer ikke USA’s vicepræsident, Mike Pence, i konsekvent at kalde Kinas maritime udbygning af infrastruktur for ulovlig. USA antyder dermed at ville være politibetjent for regler, supermagten ikke selv har tilsluttet sig.

Amerikanske flådeenheder er til stede i Det Sydkinesiske Hav med de såkaldte Fonop-sejladser (freedom of navigation operations), hvis formål er at afskrække Kina. Hen over de seneste måneder er disse besejlinger blevet suppleret med japansk deltagelse, idet Tokyo for første gang siden Stillehavskrigen har sendt en japansk undervandsbåd igennem Det Sydkinesiske Hav.

I fjor indledte amerikanske, japanske og indiske flådeenheder øvelser i det farvand, hvor Det Sydkinesiske Hav støder op til Det Indiske Ocean. Tre mod én. Verden er vidne til et større geopolitisk spil, der bringer et begreb fra fortidige konflikter i erindring: kanonbådsdiplomati. Også britiske og franske flådefartøjer har været forbi området.

FOR EN HALV snes dage siden ankom en amerikansk hangarskibsgruppe, ledet af den 130.000 tons store ’Ronald Reagan’, til Hongkong, kun et års tid efter et tidligere besøg sammesteds. Begivenheden er blevet tolket som udtryk for imødekommenhed fra Beijings side forud for topmødet mellem Donald Trump og Xi Jinping i Buenos Aires.

Der er ingen grund til at forvente, at Trump og Xi er på vej med en storstilet aftale om fælles kontrol med Det Sydkinesiske Hav. USA demonstrerer magt over for Kina for at få rivalen til at rette ind og styre mod en fælles forståelse, også selv om kompromiser næppe kommer til at række til andet end enighed om at være uenige.

GUNBOAT DIPLOMACY Pursuit of a nation’s interests with implied use of force

Det Sydkinesiske Hav er blevet en strategisk kampplads for modstridende opfattelser af, hvilket magthierarki der skal gælde for verdensøkonomiens mest dynamiske region.

Den gode nyhed for resten af verden, ikke mindst os europæere, er, at striden giver mindelser om det stof, som operettekrige er gjort af. Magtbalancer og kanonbådsdiplomati taler fornuftens sprog.

(klumme i Politiken 03.12.2018)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA | Skriv en kommentar

Nødlanding for superjumboen?

Europæiske Airbus’ prestigeprojekt er ramt af turbulens. Vinder Boeing på den lange bane?

Da flyselskabet Emirates i 2015 indsatte verdens største passagerfly, Airbus A380, på den daglige rute fra København til Dubai, blev det nødvendigt med en udbygning af en af banerne i lufthavnen i Kastrup. Siden har tusinder af rejsende oplevet suset ved at lade sig transportere af superjumboen, sjældent for at blive hængende i Dubai, men for at skifte til destinationer længere østover eller sydpå.

A380 kendes på, at den har to passagerdæk og sædvanligvis fragter omkring 600 passagerer (800, hvis alle fløj på økonomiklasse). Ikke kun størrelsen gør denne maskine til en teknologisk kraftpræstation, den er også relativt støjsvag og har et elegant interiør, i hvert fald den udgave, jeg selv har afprøvet et par gange hos Emirates, som har 105 eksemplarer af ’dyret’ og derfor er Airbus’ største aftager af denne flytype.

For Airbus var det et stolthedens øjeblik, da den første A380’er lettede i 2005: Nu kunne Europas eneste flyproducent af betydning levere noget, vi i årtier troede kun var muligt for den amerikanske rival Boeing. Europæerne havde opnået en slags ligeværdighed i kampen om det attraktive marked for flytrafik. Troede vi.

MEN det er blevet nye tider for luftfarten. Superjumboen er på vej ind i turbulens, og de økonomiske advarselslamper er begyndt at blinke, efter at Air France har meddelt, at selskabet vil returnere fem af sine ti lejede 380’ere til ejerne. De resterende fem går samme vej i 2020 og 2021.

På Airbus-hovedkvarteret i Toulouse har bekymringen længe præget direktionsgangen. I 2016 og 2017 landede selskabet ikke en eneste ordre, i 2015 sølle to. Singapore Airlines tilbageleverede i fjor to af sine ældste eksemplarer til ejerne, som chokerede flyindustrien med en meddelelse om, at begge ville blive kannibaliseret, dvs. skilt ad og solgt som enkeltdele. De to fly havde kun 11 år bag sig, hvilket i den branche er beskedent.

Udviklingen er ikke nødvendigvis et varsel om, at efterspørgslen på langdistancepassagerfly er aftagende, men snarere at superjumboen er ved at blive overhalet indenom af mindre, men teknologisk mere avancerede flytyper, der er leveringsdygtige i det afgørende: bedre brændstoføkonomi.

REJSENDE kan sagtens komme fra et kontinent til et andet uden at have fire brændstofslugende motorer under vingerne. De flyselskaber, der er ledende på markedet, foretrækker i voksende omfang fly i mellemstørrelsen, som f.eks. Boeings 787 Dreamliner. I forvejen er den mellemstore Boeing 777 på vej til at blive luftens populære arbejdshest på de transkontinentale ruter fra Europa til Øst- og Sydasien.

Hvordan ser markedet ud for luftbåren passagertrafik om fem, ti eller femten år? International Air Transport Association bedømmer, at Kina bliver klodens største marked for flytrafik allerede i 2022. Men strategerne i Beijing ser ikke mod Toulouse; i stedet har de gang i egne flytyper, og ingen af dem forsøger at kopiere A380’eren. Før eller siden vil der stå Made in China på mange af de maskiner, der vil fragte folk og gods rundt på det milliardstore asiatiske marked.

HUSKER VI stadig Concorden, det ambitiøse og ekstremt kostbare fransk-britiske forsøg på at gøre supersonisk trafikflyvning tilgængelig for dem, der havde råd? Concordens fædre skelede ikke til miljøbelastningsberegninger og klimapolitiske hensyn og glimrede ej heller ved deres professionalisme, når de kommercielle aspekter blev taget i betragtning. Kun 20 eksemplarer af Concorden blev det til inden den uundgåelige pensionering i 2003.

Så har A380’eren trods alt fået et bedre take-off med 230 eksemplarer, der er rullet af samlebåndet i snart 13 år. Men hvor længe endnu? Næppe lige så lang tid som flytrafikkens ubetingede maratonløber, Boeing 747, den klassiske jumbojet. 747’eren så første gang dagens lys i 1966; siden er der produceret imponerende 1.547 eksemplarer af denne type, af hvilke godt 500 stadig er i aktiv tjeneste.

Hvad er det så lige for trafik- og forbrugerpolitiske overvejelser, vi mangler at debattere, når fremtidens luftfart sættes på dagsordenen?

Her er ønskesedlen fra en bekymret flypassager til flyproducenter og -selskaber: At hver gang der sælges en flybillet fra destination A til destination B, bør det fremgå, hvor stort et aftryk på klimaet den pågældende rejse afstedkommer. Fornøjelserne ved rejseriet har en pris, som ikke står på billetkvitteringen. Resten er et spørgsmål om forbrugerens økonomi og samvittighed.

(klumme i Politiken 29.11.2018)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar