En gratis omgang for Hongkong

Dansk aktivisme er reelt en håndsrækning til Kina.

DANMARK BLEV en trædesten for Ted Hui, aktivisten og dissidenten fra Hongkong, der nu slår sig ned i Storbritannien med sin familie. Hans eksilering til den tidligere kolonimagt vil gøre det sværere for hans allierede at opnå prøveløsladelse for at kunne forberede deres forsvar i det forestående retsopgør i fødebyen.

Fronterne er hårdt trukket op: Den mest velhavende aktivist i Hongkongs oppositionsbevægelse, mediemillionæren Jimmy Lai, der er arresteret for anklager om bl.a. bestikkelse, er blevet nægtet prøveløsladelse og risikerer at sidde inde til langt ind i det nye år.

DERMED ER oppositionen trængt, men interessant nok er der nye partidannelser på vej, som vil arbejde for reformer af lokalparlamentet, nødvendigvis uden at udfordre den kinesiske centralmagt på dens kerneinteresse: overhøjheden.

Når politisk aktivisme kolliderer med suverænitet, går sidstnævnte af med sejren.

En kollega på Hongkongs største dagblad, South China Morning Post, pointerer, at mens Ted Hui fremstilles som en demokratisk helteskikkelse af danske politikere, vil han for mange i Hongkong være en kujon, der er flygtet fra opgøret om Hongkongs fremtid og svigter dem af sine kampfæller, der sidder i fængsel.

Retsinstanserne i Hongkong forbereder mere end 2.000 sager ved domstolene. Anslået halvdelen af de tiltalte er ifølge BBC yngre end 18. Altså har vi et generationsoprør, og hvordan er holdningerne i den del af befolkningen, der aldersmæssigt er over 30, kan man spørge?

En del af svaret findes på myndighedernes tip line , hvor folk på mail kan indberette, hvad de ser som overtrædelser af den skærpede sikkerhedslovgivning, som Kina har indført, og som er hele omdrejningspunktet for konflikten. I løbet af den første uge modtog denne politienhed 10.000 anmeldelser.

En tilsvarende ’antivold’-hotline, der blev etableret af politiet i fjor, har over et års tid modtaget 1,2 millioner anmeldelser, svarende til 3.000 daglige mails og telefonopkald. Et udtryk for ønsker om stabilitet og opbakning til status quo.

Hongkong har således to adskilte virkeligheder. De fleste vestlige mediers som oftest overfladiske beskrivelser af tilstanden vil blive repeteret, når Folketinget 21. december har en forespørgselsdebat om tilstanden i Hongkong.

FORVENT ikke andet end retorisk og omkostningsfri varm luft fra forslagsstillerne. Kan man forestille sig, at Ted Huis danske værter, Uffe Elbæk fra Frie Grønne og den konservative Katarina Ammitzbøll, tager initiativ til en indsamling til betaling af de sagsomkostninger, der venter de fængslede Hongkong-aktivister? Næppe.

Vi kommer heller ikke til at høre om amerikanske organisationers mangeårige finansielle støtte til den fængslede Joshua Wongs nu opløste organisation, Demosisto, og andre grupperinger i den såkaldte prodemokratiske lejr.

Anderledes i Storbritannien, hvor premierminister Boris Johnson har slået portene op på vid gab med tildeling af særlige pas til folk i den tidligere britiske koloni. 216.398 er det ifølge Bloomberg News blevet til i løbet af årets første 10 måneder. Alene i oktober var tallet 59.798, det højeste niveau siden overdragelsen i 1997, svarende til 5 pas i minuttet.

KINA HAR reageret med fornærmelse, men har utvivlsomt haft en finger med i dannelsen af et nyt parti, hvis stiftende medlemmer er født på fastlandet og i dag repræsenterer finansielle institutioner i Hongkong. Deres kandidater vil arbejde for reformer af valgsystemet, men samtidig inddæmme, hvad man kalder ekstremistiske kræfter i den store finansmetropol.

Den tidligere chefredaktør for Hong Kong Economic Journal, økonomiprofessor Yi-Zheng Lian forklarer i New York Times, at de eksilerede og fængslede dissidenter har efterladt et tomrum, som er ved at blive udfyldt af nye aktivister. Disse er vokset ud af de seneste års demonstrationer, men er ukendte i Vesten.

De vil arbejde for reformer uden at udfordre Kina på spørgsmålet om suverænitet.

Tilstanden bringer mindelser om, hvad den socialistiske forfatter Bertolt Brecht i et satirisk digt, ’Die Lösung’, skrev efter de kommunistiske myndigheders undertrykkelse af en arbejderopstand i Østberlin i 1953: at hvis befolkningen har svigtet regeringens tillid, vil den oplagte løsning være, at regeringen opløser folket og vælger sig et nyt.

Kina marginaliserer oprørere mod centralmagten i rigets periferi og integrerer resten. En metode, der har et par årtusinder bag sig.

(klumme i Politiken 14.12.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Datamagt sætter Europa under pres

EU i svært dilemma, hvis verden deles op af et splinternet.

I en ikke så fjern fortid hed det sig, at stemmesedler og valghandlinger var nøgler til forandring af klodens politiske indretning. Trods vores massive optagethed af den nylige valgkamp i USA holder denne tilgang ikke længere. Kontrol med transport af data er det nye magtparameter.

På det tyske EU-formandskabs sidste topmøde, der holdes torsdag og fredag, vil kampen mod covid-19 figurere allerøverst på listen. I kølvandet på dette følger en diskussion af, hvorledes Europa får genskabt dynamikken i de nødlidende relationer til den gamle supermagt og allierede på den anden side af Atlanten.

Europas regeringschefer skal ydermere forholde sig til den strategiske udfordring, der udgår fra Beijing, men som også vedrører de amerikanske techgiganter. Risikoen består i, at et i forvejen fraktioneret Europa splittes yderligere i den geostrategiske rivalisering mellem Washington og Beijing.

Atlantisk loyalitet kører ikke længere på automatpilot. EU-Domstolen afviste i juni et aftaleudkast mellem EU og USA om beskyttelse af privatlivsdata med den begrundelse, at amerikanske myndigheder ikke vil afstå fra at overvåge udenlandske borgere som et led i forebyggelse og bekæmpelse af terror.

Den ironiske pointe er her, at et amerikansk efterretningsorgan som National Security Agency (NSA) kan blive genstand for samme type tiltag som den kinesiske techgigant Huawei.

Syv årtiers historisk fællesskab kan de europæiske ledere dog ikke løbe fra. EU-Kommissionen lægger i et aftaleudkast, som Financial Times har refereret indholdet af, op til et fornyet amerikansk-europæisk partnerskab gennem fælles reguleringer af både cyberspace og kapitalstrømme.

DER FORNEMMES en velkomsthilsen til Joe Biden tilsat et lettelsens suk over Donald Trumps snarlige exit. Men forestillingen om en blokdannelse, der kopierer tilstanden under den kolde krig, er et luftkastel, hvis man ser på udviklingen i den globale datatrafik.

Det japanske erhvervsmedie Nikkei har gjort op, at Kina i dag står for 23 procent af de globale datastrømme, hvilket er det dobbelte i volumen af, hvad USA repræsenterer – et pænt stykke nede på sin globale 2.-plads.

Kinas kolossale udbygning af datakapacitet forklares med de digitale silkeveje, Beijing har etableret med selv nære USA-allierede som Japan, USA, Sydkorea, Taiwan og det resterende Sydøstasien. Tag blot den mobile betalingsplatform Alipay, som nu anvendes af 1,3 milliarder mennesker i 55 lande. USA har ikke en konkurrent, der matcher her.

FORUDE TEGNER der sig et opgør om udbygning og anvendelse af kunstig intelligens, hvor adgang til og kontrol med datatrafik er helt afgørende. Kina er her forbundet med sine nabolande på en måde, hvor USA og Europa får svært ved at være med. Hvis den kommende Biden-administration vælger at fortsætte i samme spor som Trump, rykker risikoen for, at verden får et splinternet som afløser for internettet, tættere på. Splinternet betyder grænsedragninger og opdeling i interessesfærer, hvad der vil vanskeliggøre bekæmpelse af både islamistisk terror og pandemier.

Nemmere bliver udfordringen ikke af, at det er lykkedes Kina at etablere trojanske heste på det europæiske kontinent. Ikke kun den ungarske nationalpopulist Viktor Orbán tæller med her i Beijings vægtskål. Tilbage i foråret 2019 besøgte Kinas Xi Jinping Italien og fik her papir på, at støvlelandet bliver en del af kinesernes ambitiøse infrastrukturplaner.

Selv hvis det lykkes EU-lederne retorisk at finde en form for fodslag i en mere konfronterende linje over for Kina, er der store indbyggede modsætninger i bestræbelsen.Verdenshandelsorganisationen, WTO, blev reelt banket i jorden af Donald Trumps vægring ved at udpege dommere til organisationens mæglingsinstanser. Europas pris for et fornyet digitalt partnerskab med USA vil være enighed om både beskatning af techgiganterne og en stærkere regulering af datastrømmene.

Altså skal Joe Biden ud og armvride giganterne i Silicon Valley og omegn for at stille Margrethe Vestagers bureaukrater tilfredse. Hvordan kommer det til at spænde af med et hævngerrigt republikansk parti hele raden rundt i Washingtons politiske manege?

Tech, cyberspace, pandemier, terrorbekæmpelse og klimaforandringer presser sig på: Aldrig har de globale udfordringer i fredstid været så overvældende. Tilstanden kalder ikke på frontdannelser, der gentager mønsteret fra den kolde krig. Sjældent har behovet for kreativt og innovativt diplomati været større.

Kan vi snart komme til at tale om andet end minkavl?

(klumme i Politiken 06.12.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Østasiatisk handelsblok afkobler USA

Joe Bidens regeringshold mødes af en forandret og styrket modpart.

Del og hersk, lyder et diktum, der forbindes med kejsere, konger og fyrster gennem årtusinder. Divide et impera .

Når en hersker kan opdele sine potentielle og reelle modstandere i mindre enheder, der adskilles af uenigheder, vil han bestemme sin orden uden overvældende brug af direkte magt.

Det er essensen af den handelsblok, som for nylig er skabt på et virtuelt topmøde i den vietnamesiske hovedstad, Hanoi. Verden skal til at vænne sig til nyt akronym, RCEP, der direkte oversat står for Regionalt Omfattende Økonomisk Partnerskab.

Centeret er de ti sydøstasiatiske lande i Asean-sammenslutningen, men den brutale nyhed i konstruktionen er, at flere traditionelle USA-allierede i Østasien har tilsluttet sig en handelsblok, der de facto er under kinesisk overhøjhed.

RCEP ER den første multilaterale handelsaftale, som Kina gør sine naboer til en del af. Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand, alle gennem syv årtier trofaste støtter for Washington, bliver nu medlemmer af en blok, hvor taktstokken holdes i Beijing.

Rammerne er lagt for et asiatisk indre marked, der på sigt kan inkorporere både Rusland, Iran og udvalgte latinamerikanske og afrikanske lande.

Beijing har hurtigt og effektivt udfyldt det tomrum, som fire år under Donald Trump har efterladt verden i. Karakteristisk for klodens aktuelle tilstand dannes RCEP på et tidspunkt, hvor den abdicerende amerikanske supermagt er i vildrede om sin egen fremtid og er optaget af at håndtere interne spændinger.

RCEP, DER har været otte år undervejs, forbinder en tredjedel af klodens økonomi og 2,5 milliarder af klodens indbyggere. Hvis Joe Biden forsøger at genoplive den handelsorganisation (Trands-Pacific Partnership, TPP), som Donald Trump lagde i graven i januar 2017, kan han starte med at overveje, hvad Xi Jinping i Beijing mener med sit nylige udsagn om, at et genoplivet TPP på sigt bedes overveje at optage Kina som medlem. Det strategiske sigte fra Beijings side er at lokke de betydeligste amerikanske og andre vestlige multinationale virksomheder indenfor i den østasiatiske opbygning af fremtidig velstand.

Selvfølgelig er der usikkerheder i kanten til denne blok, for hvad gør Rusland og Indien?

På den anden side af Rusland står et tøvende Europa og skal nydefinere relationerne med Kina i form af en investeringsaftale, som Bruxelles og Beijing forsøger at få på plads inden årsskiftet.

Putins Rusland er delt i hensynet til sine to vigtigste handelspartnere, Tyskland og Kina. Strategerne i Moskva har utvivlsomt et ønske om at være en økonomi, der sammenkobler Østasien med EU og i næste række Iran.

KRITIKERE vil se RCEP som en camoufleret udgave af Kinas silkevejsprojekter, hvis formål er sammenbinde det euroasiatiske dobbeltkontinent gennem storstilede infrastrukturprojekter.

Indien er en vrangvillig stopklods, og de nylige militære konfrontationer i Himalaya har skabt usikkerhed om den sydasiatiske stabilitet. Men med basefaciliteter i Pakistan, infrastrukturopbygning i Sri Lanka og på Afrikas Horn (Djibouti) er Kina i gang med at indhegne Indien.

Hvad EU angår, bliver Tysklands holdning afgørende, fordi Europas største og vigtigste økonomi tegner sig for halvdelen af hele EU’s eksport til Kina. Til sammenligning udgør den tyske eksport til USA under en tredjedel af EU’s salg af varer vestover.

Klodens tektoniske plader er i bevægelse, men billedet er broget: Mens tyske virksomheder eksporterer næsten fem gange så meget til Kina som Frankrig, er det brexitramte Storbritannien, der er den største modtager af direkte kinesiske investeringer her på kontinentet.

Bundlinjen i dette komplicerede regneark er, at Europa ikke på sigt kan undvære en opkobling til den fremtidige østasiatiske frihandelszone.

Huaweis udrulning af 5G skal ses i dette perspektiv. Fremtidens sikkerhedspolitik bygger ikke på panserdivisioner, men på overvågningskameraer.

DEN gensidige afhængighed er ikke kun relateret til vareproduktion. Europæiske Airbus åbnede i 2019 et innovationscenter i Hongkongs tvillingeby, Shenzhen, og tyske Siemens har 20 forsknings- og udviklingscentre i Kina, herunder den afdeling, der står for udvikling af robotter.

Den tid er forbi, hvor vi europæere kan nøjes med at se tilbage på tiden, hvor USA leverede byggesten i form af Marshall-hjælp. Den europæiske bestræbelse må handle om at få Joe Bidens regeringshold til at tilpasse sig dynamikken i øst.

(Klumme i Politiken 30.11.2020)

Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Udviklingsministeren bør tænke forfra

Kan den nye udviklingminister give ministeriet status?

Tag ikke fejl: Landets nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, har hjertet på rette sted. Hans faglige baggrund som anæstesisygeplejerske og arbejdsophold i Indien for Spedalskhedsmissionen og i Grønland vidner om en profil, der er som støbt til et engagement i de udviklingsopgaver, som Danmark er en del af.

Helt ufortjent er der i de senere år blevet stille om Danmarks udviklingspolitiske profil. Der kan være grund til at minde den nyligt tiltrådte minister om den tid, der var engang, hvor Danmark høstede respekt og beundring blandt ligesindede nationer for den måde, vi tacklede nogle af de tungeste udfordringer i det, der blev kaldt den tredje verden.

Et kort tilbageblik: Under Poul Schlüters regeringer 1982-1993 fandtes der ingen udviklingsminister. Venstres udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, klarede sagerne i Afrika, Mellemøsten og Asien selv, tilmed uden brug af udenomssnakkende spindoktorer.

Et folketingsflertal skruede dengang op for udviklingsmilliarderne i takt med væksten i dansk økonomi, hvilket ikke altid behagede Ellemann-Jensen, men hans erindringsbøger bærer solide vidnesbyrd om et oprigtigt engagement for klodens fattige.

Da den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen kom til i 1993, fløj udviklingsbistandens volumen op i himmelhøjde. Ligeså ambitionerne. Landet fik en sværvægter på posten i skikkelse af superteknokraten Poul Nielson, der siden landede sig en post som EU’s udviklingskommissær. Her fik han ansvaret for anvendelsen af 37 milliarder kroner til humanitære og udviklingsmæssige formål.

Efter regeringsskiftet i 2001 prøvede tre V-ministre kræfter med udviklingspolitikken: Bertel Haarder, Ulla Tørnæs og Søren Pind. I Helle Thorning-Schmidts regering 2011-15 gik stafetten kortvarigt til to radikale: først Christian Friis Bach og siden Rasmus Helveg Petersen. Hvorefter forhenværende fødevareminister Mogens Jensen nåede en kort periode som kombineret handels- og udviklingsminister.

Under Ramus Prehn har vi fornemmet et oprigtigt forsøg på at give udviklingspolitikken en større status. Det skal blive interessant at se, om Flemming Møller Mortensen har råstyrke og mandshjerte til at fortsætte denne ambition. Han er oppe mod et kobbel spareivrige blodhunde i Finansministeriet, som tidligere har trukket brutale spor: Tilbage i 2015 besluttede regeringen under Lars Løkke Rasmussen at lukke tre ambassader (Bolivia, Nepal og Mozambique) og et repræsentationskontor (Zimbabwe).

Udlægningen blandt kritikere var, at der skulle findes et par milliarder til finansiering af flygtningerelaterede indsatser i nærområderne. 2015 var som bekendt året, hvor mellemøstlige flygtninge bevægede sig ud på Europas vejnet.

ET SÆRLIGT tungt lod i Danmarks udviklingspolitiske vægtskål har været indsatserne i det konfliktplagede Afghanistan, hvor bidragene har ligget på den hårde side af en årlig halv milliard. Det solide argument for en fortsættelse er selvfølgelig, at udviklingspolitik er blevet afløst af sikkerhedspolitik i form af terrorbekæmpelse.

Problemet i Kabul og omegn er, at udløbsdatoen fortaber sig i en kulsort og dyster horisont af evighedskrige. Ganske som med den voksende tilstedeværelse af Islamisk Stat og dette terrornetværks aflæggere på det afrikanske kontinent. Senest er islamistiske krigere rykket fra områder i det nordlige Mozambique ind i nabolandet Tanzania og har angrebet flere landsbyer.

Tanzania? Jo, dansk udviklingspolitiks kæledægge gennem snart seks årtier. Opgjort i nutidskroner har landet modtaget danske udviklingsmidler i et volumen på 19 milliarder kroner siden uafhængigheden i 1961 (tallet er beregnet i Udviklingsministeriet). Da landet slap af med den britiske kolonimagt, var befolkningstallet på omkring 10 millioner; i dag har det passeret 56 millioner.

Enhver kan se kompleksiteten i denne udfordring. I området syd for Sahara og nord for Sydafrika bor en milliard individer, og i løbet af de kommende tre årtier kommer der yderligere en milliard til. Afrika er stadig ikke industrialiseret i et omfang, der betyder noget.

Læg hertil, at kontinentet kun står for fire procent af klodens CO2-udslip, men er hårdest ramt af klimaforandringer. Læg yderligere til, at stort set alle afrikanske lande lider af ekstremt dårlig ledelse af den slags, som hverken vestlige udviklingsmidler eller kinesiske investeringer kan gøre nogen forskel på.

Der er derfor rigeligt at tage fat på for en idealistisk indstillet dansk udviklingsminister. Flemming Møller Mortensen må gerne tænke helt forfra: Udviklingspolitikken, som vi har kendt den, er det ved at være slut med.

(klumme i Politiken 26.11.2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Joe Bidens Taiwan som brobygger

Ingen ønsker sig en krise som Cuba 1962 og slet ikke Belgien 1914.

For fire år siden ved denne tid indtraf der en sensation i relationerne mellem Kina, USA og Taiwan: Kun en måned efter valghandlingen i USA talte den nyvalgte præsident, dengang Donald Trump, telefonisk direkte med Taiwans præsident, Tsai-Ing Wen.

Det var første gang, den vestlige verdens leder var i direkte kontakt med Taiwans præsident, siden Washington skiftede diplomatisk anerkendelse fra Taipei til Beijing i 1979; dvs. fra Republikken Kina til Folkerepublikken Kina.

At Joe Biden midt i en vanskelig transition vil gøre noget tilsvarende, forekommer usandsynligt. Præsident nr. 46 kommer nok til at videreføre elementer af de sidste fire års amerikanske udfordringspolitik over for Kina, men prioriteringerne bliver der møbleret rundt på. Biden skal definere et dueligt alternativ til handelskrigen, der både tilgodeser Silicon Valleys og Wall Streets ønsker om konstruktive relationer med klodens største digitale marked in spe. Plus imødekomme de øst- og sydøstasiatiske partnerlandes forventninger om fungerende magtbalancer mellem klodens to største økonomier.

Forvent derfor ikke en gentagelse af de klovneagtige topmøder med den lille raketmand i Pyongyang. Den strategiske bundlinje i denne verdensdel er, at ingen ønsker at fravælge den ene supermagt til fordel for den anden, hvilket er vigtigt at erindre, når diskussionen om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav er oppe.

Præsident Tsai Ing-wen

MIDT i disse til tider oprørte vande ligger Republikken Kina. I areal lidt mindre end Danmark og hjemsted for godt 23 millioner indbyggere. Hvis nogen skulle være i tvivl: Det er i hovedsagen Taiwans 50 år lange fortid som japansk kolonibesiddelse, der forklarer Kinas krav på øen.

Hvilken sammenhæng er der så mellem det amerikansk-kinesiske opgør om telegiganten Huaweis udrulning af 5G-netværket og Kinas krav på Taiwan? Jo, en virksomhed ved navn TSMC, der står for Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, beliggende i Hsinchu, øens syvendestørste by. Vi taler om klodens største og mest værdifulde fabrik for halvledere.

En akilleshæl i Beijings udviklingsambitioner er, at Kina stadig er afhængig af at importere fra en lokalitet, som man betragter som en udbryderprovins, og som har levet under amerikansk militær beskyttelse siden 1949.

Barney Frank, demokratisk medlem af Repræsentanterne Hus 1981-2013, og nær ven af Biden, fortalte på et nyligt webinar arrangeret af Asia Times, hvorledes en Kina-politik under Joe Biden kommer til at se ud: Der bliver ikke tale om et 180 graders skift i forhold til Trump-perioden. Men hvis Kina kan dokumentere, at man ophører med teknologityveri og giver amerikanske virksomheder forbedret adgang til det kinesiske marked, er der åbnet op for indrømmelser.

Men, tilføjede Frank, Kina skal skifte kurs på tre områder: Presset på oppositionen i Hongkong skal lempes, forfølgelsen af de muslimske uighurer ligeså, og de territorielle krav på Det Sydkinesiske Hav skal der sættes nye og anderledes ord på.

Hvad Taiwan angår, bliver der ingen afgørende ændringer. Ørepublikkens status i verden hviler på et fundament, der blev formuleret af Kongressen i Washington i 1979, og som ikke har de ringeste udsigter til at blive ændret. Blå og røde amerikanske politikere er 100 procent enige her. Taiwan-relationerne defineres af Kongressen, ikke af udenrigsministeriet.

Hvis Trump, Pence og Pompeo havde ført handelskrigen med Kina til det yderste, ville konsekvensen have været, at TSMC’s leverancer til storkunden på den anden side af Taiwanstrædet ville være blevet blokeret, hvilket forklarer Beijings Made in China 2025-plan om højteknologisk selvforsyning om fem år.

Strateger og historikere i Washington har talt om, hvorledes Taiwan har potentialet til en konfrontation af samme dimensioner som Cubakrisen i oktober 1962. Enkelte dommedagsversioner bruger sammenligningen med det kejserlige Tysklands overfald på Belgien i 1914. At ingen af delene er realistiske, skal vi takke to tidligere amerikanske præsidenter for: Richard Nixon og Jimmy Carter.

Richard Nixon skrev i et nu legendarisk essay i magasinet Foreign Affairs i 1967 (året før han blev præsident), at verden ikke kan vide sig sikker, før den kinesiske befolkning bliver lukket ind i den verden, som USA har udformet arkitekturen til.

Spørgsmålet er nu, om lederskabet i Taipei kan tage et initiativ og blive en brobygger.

(klumme i Politiken 16.11.2020)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Mød blikkenslagerpræsidenten

Magtforskydninger på ’Verdensøen’ presser sig på for Biden/Harris.

Hvilken metafor passer bedst på præsident Biden? Er han helbreder for et nødlidende Amerika eller en blikkenslager for en verden i uorden?

I den uge, hvor USA gennemførte valghandlinger, var det daglige gennemsnit for landets covid-19-dødsofre på 890, svarende til et tal på årsbasis på 325.000. Fremskrivning: Lykkes det ikke for Biden/Harris at gennemføre en effektiv bekæmpelse af pandemien, risikerer dødstallet i 2024 at være oppe på 1,3 millioner.

Hermed er den nye administrations højeste prioritet defineret. Modstanden er skræmmende stærk: Den vil udgå fra de 70+ millioner, der stemte på Trump, og som vil kæmpe indædt for trumpismens forbliven i amerikansk politik.

Kast et blik på landkortets mønster: Biden tabte massivt i det amerikanske hjerteland. Når han i januar humper ind i Det Hvide Hus, vil der blæse iskolde vinde fra Midtvesten.

Lad os starte med at se på de valgløfter, som den 46. præsident får meget svært ved at opfylde: Obstruktion i delstaterne vil betyde, at den grønne omstilling risikerer at forblive et papirprojekt. Skattereformer uden sundheds-ditto får ingen nævneværdig effekt på omfordelingen. Uligheden vil stagnere på et efter europæiske standarder uhyggeligt højt niveau. Ikke siden 1930’erne har Kongressens to lejre været så fjendtligt stemt over for hinanden.

Skævhederne i valgsystemet har taget karakter af noget kronisk: Hvad hjælper det, at Maine og Nebraska har taget forsigtige skridt i retning af en mere proportional fordeling af mandaterne i valgmandskollegiet, når alle befolkningstunge stater ikke vil rokke sig en millimeter?

OVERSØISK venter der et omfattende genopretningsarbejde. Atlantpagten forbliver selvfølgelig, men dens ånd er ramt af råddenskab, der dels udgår fra re-islamiseringen af den sydøstlige flanke, der holdes af Erdogans Tyrkiet, dels den nationalpopulisme, der har konsolideret sig i Budapest og Warszawa.

I Mellemøsten skal de trængte palæstinensere ikke regne med at kunne øjne lys for enden af tunnelen: Israel forbliver halen, der logrer med overhunden. Hovedfjenden Iran er forankret som frontlinjestat i den kinesiske interessesfære. Ligeså med Myanmar i Sydøstasien, der med valghandlingen i søndags bekræftede Aung San Suu Kyis anti-muslimske fordrivelsespolitik. Myanmars rohingyaer og Xinjiangs uighurer er blevet Central- og Sydasiens palæstinensere.

Råstofforbandelsen er et foruroligende fællestræk ved Rusland og Afrika; den betyder, at samfund med righoldige depoter af fossile energikilder forbliver underudviklede. Trumps favorisering af skifergas var ved at bringe USA på samme kurs. Det er tvivlsomt, om Biden tør lukke det fossile spor i sin energipolitik: USA er ikke kun selvforsynende, men snart eksportør af olie.

Europas topprioritet i 2021-24 vil være at opsætte flere barrierer, der kan afværge indvandring fra Stormellemøsten. Islamistiske forgreninger vil fortsætte destabiliseringen i flere afrikanske, arabiske og sydasiatiske samfund.

Globaliseringen, som vi har kendt den, er det slut med, og den vil blive afløst af regionalisering. Gør klar til splinternettet med to poler: Silicon Valley og Shenzhen, Hongkongs tvillingeby, hvor Huawei har hovedkvarter. Biden/Harris vil præsidere over en indretning af verden, der bekræfter genkomsten af ’Verdensøen’, dækkende det europæisk-asiatiske område mellem Atlanterhavet og Stillehavet med Afrika og Mellemøsten på slæb.

Forklaring for nye læsere: Ophavspersonen til teorien om ’verdensøen’ er skotten Halford Mackinder, der på London School of Economics i 1904 formulerede denne tese: Den, der styrer Østeuropa, hersker over Hjertelandet; den, der regerer Hjertelandet, styrer også Verdensøen; den, der regerer Verdensøen, regerer Verden. Kinas silkevejsprojekter er nutidens udtryk for denne ambition.

De tre jokere i denne uorden er: Nordkorea og terrorarnestederne Pakistan og Iran, alle tre med nukleart potentiale. Men Trumps største udenrigspolitiske fiaskoer kan ikke vendes til triumfer for Biden/Harris. Den amerikanske økonom og nobelpristager Robert Vogel vurderede i 2010, at den kinesiske økonomi vil nå en volumen på det tredobbelte af USA’s i 2040. Covid-19 og Beijings silkevejsprojekter vil accelerere denne proces. Vil Biden/Harris presse Bruxelles til at blive en brik i en ny inddæmningspolitik?

I så fald har de nye strateger i Washington endnu ikke set, at store dele af Europa og Mellemøsten allerede er indlejret i Mackinders filosofi. Der skal derfor tænkes forfra i Bidens inderkreds.

(klumme i Politiken 12.11.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Uncategorized, USA | Skriv en kommentar

Prisen for at blive præsident når nye højder

Valghandlingens sikre vinder er finansieringslobbyismen.

Tirsdagens valghandlinger på den anden side af Atlanten kommer til at sætte en rekord af dimensioner: Amerikanerne vil deltage i den dyreste politiske kampagne nogensinde. Kritikere vil gentage den velkendte advarsel om, at vælgerne med en garanti så troværdig som den, der kan leveres af en investeringsfond, får den bedste præsident, der kan købes for penge.

Det uafhængige Center for Responsive Politics (CRP) anslog for nøjagtig en måned siden, at det samlede volumen i valgkampagnebidrag vil passere de 11 milliarder dollars. Hvilket vil være en 50 procents forøgelse i forhold til valgene for fire år siden.

Midtvejsvalgene i 2018 slog alle hidtidige rekorder. Det store ubesvarede spørgsmål er herefter, om 2020-valget vil være den nye normal for fremtidige valghandlinger.

Nyhedssiden OpenSecrets.org, der udgives af CRP, rapporterede ved indgangen til valgkampens sidste uge om de to præsidentkandidaters resterende kampagnefonde og forklarede, at Joe Biden havde mere end tre og en halv gang så meget til sin rådighed som rivalen Trump: 162,1 mod 43,6 millioner.

Fænomenet kaldes cash advantage . Til sammenligning var Hillary Clintons kontantfordel i 2016 fire gange større end Trumps. Senest en republikansk kandidat havde et forspring på dette felt var i 2000, hvor striden stod mellem Al Gore og George W. Bush.

At Trump er erhvervsmand, fører ikke automatisk til, at han er Wall Streets foretrukne. Demokraterne har været effektive pengeindsamlere:

I februar, altså før udbruddet af covid-19 blev stort, var Trumps valgkampagnebudget syv gange større end Bidens. I midten af oktober var de samlede bidrag til Bidens kampagne løbet op i svimlende 937,7 millioner – med en afstand på 342,1 millioner ned til Trumps niveau.

Forsideillustration fra Der Spiegel i uge 44

Et forskerhold på Harvard Universitetet har beregnet, at kongresmedlemmer gennemsnitligt anvender mellem 30 og 70 procent af deres tid på at samle penge ind til deres eget genvalg. Således er det blevet evnen til at skaffe penge, der siden 1990’ erne er blevet den dominerende målestok for en politikers indflydelse i sit parti.

Politik er blevet et lukrativt erhverv for tusinder af andre individer end politikerne selv. Lokale partiorganisationer er for længst overhalet af professionelle nationale organisationer som FreedomWorks og Americans for Prosperity, hvor direktørerne henter milliongager.

De to her nævnte er prorepublikanske, men opererer ikke væsensforskelligt fra de fagforeninger, der traditionelt sender penge til demokraternes kandidater.

Pengemagtens skævvridning af amerikansk politik kan til dels tilskrives de enorme indtægter i finanssektoren, som trods finanskriser og dot com-bobler er fortsat med at vokse.

Hvis der stadig er folk, der tror, at en præsident fra demokraterne er bedre som bolværk mod denne tendens end en tilsvarende republikansk, bør de mindes om, at den finansielle sektor samlet tjente mere under Barack Obamas første fire år end de sammenlagt otte år, George W. Bush var præsident. Deraf udtrykket Wall Street Democrats.

Forhistorien er, at da Højesteret i 2010 afsagde dom i sagen Citizens United vs. Federal Election Commission, ændredes vilkårene for valgfinansiering radikalt. Herefter kunne både virksomheder og fagforeninger som privatpersoner bruge ubegrænsede beløb på valgkampe, så længe brugen af disse beløb ikke direkte koordineres med de enkelte kandidater eller deres medarbejdere i partiapparatet.

Pengemængden i amerikansk politik er siden årtusindeskiftet vokset til mere end det tidobbelte af niveauet dengang, hvilket betyder, at kampagnefinansiering er blevet den afgørende faktor for alle indehavere af offentlige embeder.

DEFINITIONEN PÅ demokratisk forfald er, når lobbygrupper bøjer systemet efter egne interesser på bekostning af fællesskabets og tjener styrtende på øvelsen. Forfaldet viser sig ved, at evnen til selvkorrektion er sat ud af kraft med Højesteret som garanten for, at der ikke pilles ved særinteresserne.

Brigader af amerikanske regnedrenge og ditto kvinder vil fremover bruge tusinder af arbejdstimer på, hvad prisen for dysten om adgangen til nøglerne til Det Hvide Hus blev her i 2020.

Lyder 11 milliarder dollar af meget? Tallet er lavt sat. Til sammenligning blev der i årets første seks måneder brugt et tilsvarende beløb på entréer til sportsbegivenheder i USA.

Nu handler det om den rent tekniske og praktiske afvikling af valget. Er der styr på Putins hackere? Kryds fingre!

(Klumme i Politiken 2. nov. 2020)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA | 1 kommentar

Trumps villige hjælpere: taleradioer

Supermagtens sjælekvaler kan høres i radioen.

Mediebegrebet taleradio forbinder vi herhjemme med DR’s oplysnings- og debatkanal P1 og hedengangne Radio24syv. Sidstnævntes afløsere på den danske mediefront er Radio4 og RadioLoud, som stadig har til gode at overbevise lytterne og de bevilgende myndigheder, dvs. Folketinget og Kulturministeriet, om, at de kan nå samme publikumsvolumen som i sin tid Radio24syv. Vi venter tålmodigt.

Radiolytning er for konservative sjæle i mere end én betydning af ordet. Se til USA, hvor taleradiostationer i årtier har været afgørende for den værdikonservative revolution, der for fire år siden bragte Donald Trump til magten, og hvis frontsoldater vil gå i kampberedskab i skyttegravene, hvis vinderen af næste uges valg hedder Joe Biden.

Sædvanligvis forbindes Donald Trumps politiske medvind med tv-kanalen Fox News, ejet af den australskfødte mediemogul Rupert Murdoch, der grundlagde stationen for 24 år siden. Anslået 87 millioner amerikanske husstande har adgang til Fox News.

Murdoch har aldrig lagt skjul på sine intentioner om at bruge tv til at dreje USA i en mere konservativ retning og må have set sine vildeste fantasier realiseret, da den flamboyante byggematador fra New York indtog Det Hvide Hus i januar 2017. Alle, der i koblingen mellem Trump og Murdoch ser en diabolsk værdikonservativ konspiration vendt mod USA’s socialliberale og moderate kræfter, overser imidlertid den del af det amerikanske medielandskab, der domineres af taleradioer.

DE RADIOKANALER, der voksede ud af 1940’ernes og 1950’ernes medievirkelighed, var ikke kun præget af politisk neutrale sportskommentatorer som f.eks. datidens formand for skuespillerforbundet, Ronald Reagan, dengang organiseret demokrat og aktiv tilhænger af præsident Harry Truman inden sin konvertering til den republikanske side i 1962.

Politiseringen er sket gradvis, og det yderste højre har vundet stort på denne front. Af de 15 mest lyttede radiostationer i USA er de 12 ledet af værter med værdikonservativ og minimalstatsliberal overbevisning.

Modvægten er National Public Radio (NPR), den eneste medieorganisation af betydning med en kultur og journalistik, der ligner public service-traditionen i Danmark. Stationens forløber i 1960’erne var interessant nok en offentlig nonprofitinstitution, hvis formål var at uddanne amerikanerne.

Ingen danskere husker i dag Carl McIntire, grundlægger af en særlig bibelstærk presbyteriansk kirkeretning og 1950’ernes dominerende værdikonservative radiovært. McIntire kaldte med stolthed sig selv for fundamentalist. Præsident Kennedy var i 1963 så foruroliget over McIntires svovlprædikener og ideologiske ensretning, at han fik Kongressens opbakning til gennemførelsen af en særlig fairnessdoktrin.

Carl McIntire

I 1987 lykkedes det for det religiøse højre at overtale præsident Reagan til at fjerne fairnessdoktrinen. Herefter var der åbnet for ubehersket envejskommunikation i døgndrift. Tilsat den særlige etnocentriske patriotisme, som vi her i Europa kalder for nationalpopulisme, blev vejen banet for den første præsident i nyere tid, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus uden forudgående opbygning af en politisk magtbase i det etablerede topartisystem.

FINANSIERINGEN gør en forskel på højre og venstre i det radiofoniske landskab. Hvor public service-stationen NPR er afhængig af medlemmernes donationer og indsamlinger, er den mest populære radiovært på højrefløjen Rush Limbaugh i dag milliardær med en årlig hyre på angiveligt 84 millioner dollars. En ikke ringe præstation for en mediepersonlighed, der ifølge eget udsagn er totalt døv og kun kan orientere sig ved brug af et implanteret høreapparat.

Ronald Reagan, der selv blev landskendt via radiomediet, takkede i 1992 Limbaugh for alt, hvad han havde gjort for at fremme republikanske og konservative principper. To år senere blev Limbaugh af den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus gjort til æresmedlem af partiet. Vel at mærke den samme Limbaugh, som i alle årene har fortalt sine lyttere, at afroamerikanske borgere opdrages til at hade Amerika, som konsekvens af at så mange af dem er på overførselsindkomst.

Radiolytning er en påmindelse om et gigantisk amerikansk paradoks: at tilstræbt pluralisme i medierne fremmer falske nyheder, løgn og uvidenskabelighed. I kombination med ufiltrerede informationsstrømme på de sociale medier en giftig cocktail, som for fire år siden sendte et dengang ubeskrevet politisk blad på kurs mod magtens korridorer i Washington.

Præsidenter kommer og går, men den bibelske fundamentalisme består. Ikke mindst takket være taleradio. Clinton og Obama havde ikke kuren, og hvis Joe Biden har en sådan, har han ikke vist planen til vælgerne endnu.

(klumme i Politiken 29.09.20)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | 2 kommentarer

Fredsprisen er nutidens ligegyldighed

Nobelkomiteen ramte forbi målskiven. Igen.

I DANMARK er diskussionen ikke-eksisterende, mens den i Norge og Sverige er en tilbagevendende kilde til irritation: At Nobels fredspris er blevet genstand for opportunistiske tilbøjeligheder til letbenet populisme og er kommet alt for langt væk fra de kriterier, som Alfred Nobel formulerede for tildelingen.

Hvor mange har i dag en erindring om, at daværende præsident Barack Obama i 2009 – i starten af sin embedsperiode – modtog Nobels fredspris? Dengang spøgte kritikere med, at Obama havde lovet ikke at gentage de fadæser, forgængeren George W. Bush havde bedrevet i Mellemøsten. Siden slog ’fredspræsidenten’ Obama verdensrekord i krig med brug af droner.

Nobelkomiteen er en slangehule. Verden fik dybere indsigt i dette rum af giftigheder, da den tidligere direktør for Det Norske Nobelinstitut og sekretær for Nobelpriskomiteen Geir Lundestad i 2015 udgav sine erindringer, der har titlen ’Fredens sekretær. 25 år med Nobelprisen’.

Geir Lundestad (tv) og Thorbjørn Jagland.

Lundestad kalder i bogen tildelingen af fredsprisen til Obama for en regulær fejltagelse og forklarer, at Obama selv havde overvejet at udeblive fra overrækkelsesceremonien. Staben i Det Hvide Hus havde forhørt sig i Oslo om tidligere prismodtagere, der havde valgt at blive væk, og var nået til den erkendelse, at Obama gjorde bedst i at møde frem for i det mindste ikke at fornærme nordmændene.

Komiteens formand gennem seks år, fhv. statsminister Thorbjørn Jagland, får i Lundestads bog det glatte lag: hans ledelse kaldes for sjusket og præget af uvidenhed. Kun få i det norske mediehav protesterede, da Jagland blev afsat som formand på et stormfuldt komitemøde i marts 2015, hvor kritikerne hæftede sig ved hans håndtering af pristildelingen i 2010, hvor modtageren var den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.

Med til historien hører, at Norges daværende udenrigsminister Jonas Gahr Støre forgæves havde forsøgt at overtale Nobelkomiteen til at droppe Liu Xiaobo.

KRITIKKEN er ikke ophørt. Få dage før tildelingen af dette års fredspris udsendte juristen og forfatteren Fredrik Heffermehl en bog med titlen ’Medaljens bakside’, hvor han igen kritiserer Nobelkomiteen for at have svigtet Alfred Nobels intentioner med fredsprisen. Heffermehl er den mest kendte og vedholdende kritiker af fredspristildelingerne.

Lad os for god ordens skyld repetere, hvad Alfred Nobel skrev i sit testamente i 1895. Han stillede tre krav til prisvindere: De skal arbejde for reduktion af militærstyrker, gennemførelse af fredskongresser og fremme nationernes forbrødring.

På nutidsdansk: Nobelprisen bør gives for nedrustningstiltag.

Alfred Nobel

Kun et beskedent mindretal af prismodtagerne gennem 120 år har levet op til det strengt formelle i kriterierne. Fra tid til anden har flere af Nobels efterkommere fundet det nødvendigt at advare mod praksis. Således skrev Michael Nobel, barnebarn til en af Alfred Nobels brødre, i avisen Aftenposten 9. december 2011:

»Nobelkomiteen har gennem de seneste år bevidst set bort fra sin opgave og valgt prisvindere ud fra egne præferencer. Menneskeretsforkæmpere, miljøaktivister og en lang række andre har fået prisen til trods for, at deres indsats på ingen måde ligger inden for Nobels specifikke fredsvision, som den fremgår af testamentet. Jeg ønsker ikke at undervurdere deres indsats – de fleste af disse prisvindere har gjort ganske meget godt for menneskeheden. Men Nobels Fredspris skulle de aldrig have haft«.

Lige på kornet! Systemkritikere skal havde frihedspriser, og klimaaktivister skal have miljøpriser eller noget, der ligner. Hvor svært kan det være at forstå, at der stadig er behov for at afmilitarisere de internationale magtrelationer?

Kære nordmænd og -kvinder, kast lige et blik på Syrien, Libyen, Afghanistan og diverse kludetæppelande på det afrikanske kontinent, og find så de personer, institutioner og organisationer, der her fremmer dialog frem for våbenbrug.

Skiftende komiteer har følt sig frie til at anvende fredsprisen til formål, som de måtte finde passende uden respekt for de historiske realiteter. Men når alle formål er lige gyldige, bliver prisen ligegyldig.

Ingen tvivl om at årets modtager, Verdensfødevareprogrammet, har brug for de penge, der følger med. Hvilket tjener til at pointere, at FN’s særorganisationer er kronisk underfinansierede.

Om ikke andet betyder årets tildeling, at to andre nominerede, Greta Thunberg og Donald Trump, ikke fik prisen. Lad dem blive belønnet af deres respektive menigheder.

(klumme i Politiken 19.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized | Skriv en kommentar

Pakistansk a-bombe hjalp Nordkorea

Islamabad var fødselshjælper for Kim-dynastiets atomvåbenprogram.

At kalde dokumentaristen Mads Brüggers tv-serie om Nordkorea for en rygende pistol er en underdrivelse i beskrivelsen af de sensationelle afsløringer om klodens mest militariserede regime.

Seriens hovedperson, den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen, har udrettet, hvad efterretningstjenester i den vestlige verden har drømt om i årtier: At komme indenfor i maskinrummet på et surrealistisk regimes systematiske bestræbelser på at sprede død, vold og destabilisering.

Det internationale samfund har i skikkelse af FN-systemet forsøgt sig med et skærpet sanktionspres på det dynastiske diktatur i Pyongyang. Forgæves. Donald Trump har gjort spektakulære bestræbelser på at få en atomnedrustningsaftale med Kim Jong-un, »raketmanden på en selvmordsmission«, som Trump forklarede sig i et ophidset øjeblik. Ligeledes forgæves. Konsekvensen er blevet, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er blevet ’stor igen’, men skrumper ubønhørligt.

HJÆLP FRA anden side? Siden 2003, da Nordkorea trak sig ud af FN’s ikkespredningsaftale om kernevåben, har Beijing i perioder været vært for forhandlinger med det formål at få Nordkorea til at acceptere inspektion af landets atomfaciliteter. Også forgæves.

Sydkorea har forsøgt sig med hele kataloget af tilnærmelser: nødhjælp, udviklingsbistand, dialoger. Alt sammen mødt med bedrag og afvisninger.

FORHISTORIEN til det drama, som Mads Brüggers dokumentarserie har leveret nye vinkler på, er glemt af de fleste. Nogle af de ubehagelige detaljer kommer derfor her:

Der er en nær sammenhæng mellem det nordkoreanske atomprogram og opbygningen af en tilsvarende aktivitet i Pakistan. Ophavsmanden til den islamiske verdens første atombombe hedder Abdul Qadeer Khan. Han er i dag 84 år og anmodede i maj i år den pakistanske højesteret om at frigive ham fra en tilstand, der mest af alt ligner en langvarig husarrest. Efter at Khan i 2004 indrømmede at have hjulpet Iran, Libyen og Nordkorea med at skaffe atomteknologi, blev han sat under overvågning. Alligevel hyldes han regelmæssigt i pakistanske medier som en helteskikkelse, fordi han har gjort landet i stand til at stå op imod ærkerivalen Indien, der ligeledes er bevæbnet med kernevåben.

Khans bidrag handler om det program, som i særlige centrifuger beriger uran, så det kan anvendes i atombomber. Anklagerne mod ham gik på, at han i 1976, mens han arbejdede for konsortiet Urenco, skal have stjålet uran i Holland og have fået det transporteret hjem til Islamabad.

Khan

I årene 1978-84 udviklede pakistansk militær et kernevåbenprogram, forklarede Khan senere i et avisinterview. Da landet i 1998 gennemførte en atomprøvesprængning, indførte FN sanktioner. Pres fra USA førte i 2001 til, at Khan blev forflyttet fra aktiviteter relateret til kernevåbenudvikling, men han kunne stadig kalde sig forsker.

I 2008, da Khan igen sad i husarrest, udtalte han i et interview med det franske nyhedsbureau følgende: »Første gang, jeg reddede mit land, var, da jeg forvandlede det til en kernevåbenmagt. Anden gang, jeg reddede det, var, da jeg påtog mig al skylden og ansvar«.

Skoler, universiteter og hospitaler overalt i landet er opkaldt efter Khan. Som klodens nok mest omstridte atomfysiker skriver han jævnligt avisklummer og fremhæver her betydningen af uddannelse, videnskab og forskning – samtidig med at han hævder at have handlet på ordre fra skiftende regeringschefer gennem 40 år.

Så jo, Iran, Libyen og Nordkorea fik en hjælpende pakistansk hånd. Det har Khan aldrig benægtet direkte, han har kun talt udenom. Og Pakistans to vigtigste allierede, hvem er det lige, det er? Magtesløse USA og Kina.

NORDKOREAS vigtigste eksportvarer er våben – fra automatrifler til missilsystemer. Sådan har det været siden 1980’erne, da Pyongyang sendte artilleri, missiler og andre grimme sager til Teheran, der i næsten ti år lå i krig med naboen Irak. Vi kan ikke automatisk gå ud fra, at nordkoreanernes motiver var at hjælpe ayatollaherne til sejr, eftersom de også forsøgte at få Iraks Saddam Hussein som våbenkunde, og at det muligvis lykkedes dem.

Nordkoreanernes motiv var og er at skaffe hård valuta til Kim-dynastiet. Vil man forstå Nordkorea, så start her: Alle stater har et militær. Undtagen Nordkorea, som er et militær, der har en stat. Sværtbevæbnet med kemiske, biologiske og atomare våben.

Mads Brügger har leveret dramatiserende detaljer til et billede, hvor vi kun kendte den rå skitse. Vel en Cavlingpris værdig?

(klumme i Politiken 15.10.2020)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, Uncategorized | Skriv en kommentar