Verden er vant til dårlige nyheder fra Nordkorea. Kommer der et skifte nu?

Nyheder fra den nordlige del af den koreanske halvø er sædvanligvis af den ubehagelige slags. Svulstig, militaristisk retorik og trusler vendt mod ‘ broderfjenden’ Sydkorea og dens beskytter, den ‘ imperialistiske aggressor’ USA, garneret af en brutal jargon, der vidner om, at det sidste store opgør fra den kolde krigs tid savner en løsning.

Ingen lades i tvivl om, at de 24 millioner nordkoreanere kun tjener to herrer, Kim-dynastiet og det gigantiske militære apparat, som det kommanderer. Med drabelige marchparader og hyldestsange.

ALT SAMMEN et meget dystert billede, som nu måske ændrer sig. Magteliten i Nordkorea vil i næste måned afholde en kongres i det regerende kommunistparti.Den slags partier har i andre lande for vane at afholde kongresser, og intervallerne plejer at være på fem år, som det er normen i både Kina og Vietnam. Men ikke i Nordkorea.

Ubegribeligt lyder det, men der er gået 36 år, siden de nordkoreanske partikammerater sidst samledes til kongres. 36 år! Omverdenen bør interessere sig for denne begivenhed, alene fordi den kernevåbenbevæbnede stat repræsenterer den største sikkerhedstrussel i Østasien.

I Pyongyang, landets hovedstad, residerer som bekendt Kim Jong-un, tredje generation i det dynasti, der har stået i spidsen for Nordkorea siden denne stats etablering for små syv årtier siden. Hans position som arvtager efter faderen Kim Jong-il blev meddelt på et møde i partiet: ikke en kongres, men en ‘ konference’ i 2010, et års tid før faderens død, og denne mødeform var den første af sin slags i 44 år!

To år senere blev der holdt endnu en ‘ konference’, hvor den unge Kim (f. 1983) blev gjort til førstesekretær i Det Koreanske Arbejderparti (kommunistpartiets officielle navn), ud over at han blev udnævnt til formand for partiets militærkommission (muligvis magtapparatets vigtigste post overhovedet) og fik sig et medlemskab af præsidiet i partiets politbureau.

Så er næste måneds partikongres bare et absurd politisk teater, der handler om at sikre dynastiets forbliven ved magten, eller ser vi begyndelsen til noget, der kan give almindelige nordkoreanere bedre levevilkår?

DEN SANDSYNLIGE forklaring på, at nordkoreanerne ikke har holdt en partikongres i så mange år, er at den politiske facade i de oprindelige kommunistiske ‘ broderlande’ for længst er krakeleret og er afløst af en ny virkelighed. Mikhail Gorbatjov tog over i Sovjetunionen fra 1985, og med ham kom der glasnost og perestrojka, åbenhed og restruktureringer, der kostede Sovjetunionen livet. Kinas og Vietnams eksperimenter med markedsøkonomi tog fart i 90′ erne, og gjorde disse samfund mere teknokratiske end ideologiske.

Alt sammen politisk ubehageligt for den klan i Pyongyang, der gennem årtier har forsøgt at fortælle befolkningen, at den unikke koreanske udviklingsmodel er den sikre vej til et lykkebringende samfund.

Hvis Kim-dynastiet havde gennemført partikongresser i de år, hvor den globale kommunisme gradvist gik i opløsning, ville stemningen i mødelokalerne være blevet mere end anstrengt. Tænk, hvis sovjetiske og kinesiske delegerede havde fortalt de nordkoreanske ideologer, at markedsøkonomi er en god ting, når man vil udvikle et samfund.

Derfor ingen anledning til skåltaler, hvor Kim-klanens klakører kunne have foreslået resolutioner mod det ‘ imperialistiske’ USA og det kapitalistiske Sydkorea på et tidspunkt, hvor både Moskva og Beijing var langt inde i forhandlinger med både Washington og Seoul.

VEJEN FREM mod bedre vilkår for den nordkoreanske befolkning ligger derfor, hvor den er allerkortest: lige syd for delingslinjen langs den 38. breddegrad.Det har skiftende sydkoreanske præsidenter forsøgt sig med gennem mange år, men er blevet snydt, svigtet og bedraget trods støtte i milliardklassen til ‘ landsmændene’ i nord: betaling både over og under bordet, men pengene er gået lige i Kim-klanens lommer og kasser.

Den unge Kim har lovet sin befolkning højere levestandard. Lad os se, om kongressen i næste måned kommer til at diskutere, hvordan det kan ske i praksis, men sæt ikke forventningerne for højt.

(klumme i Politiken 17. april 2016)