Ingen udsigt til reformer i Nordkorea. ‘Diktatur’ er for mild en betegnelse. 

På et netop overstået ugelangt besøg i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, den statsdannelse, som det meste af verden for nemheds skyld kalder Nordkorea, lykkes det ikke en eneste gang i dialogerne med vore kontrolfolk at høre ordet ‘ kommunisme’. Det nærmeste, vi kommer en ideologisk etikette, er, at det nordkoreanske samfund følger en ‘ socialistisk vej’.

WELL, DET ER der ganske mange lande, der har gjort i tidens løb. Men Nordkorea er ene om den variant, hvor æren for samfundets fællesskab tillægges to og kun to personer, Kim Il-sung den ældste og sønnen Kim Jong-il, dynastiets anden generation. Førstnævnte forlod denne verden i 1994, arvtageren fulgte efter i 2011.

I hovedstaden Pyongyang er opstillet gigantiske bronzestatuer af de to Kim’er, og de få udenlandske besøgende er forpligtet til at lægge en buket blomster ved stensætningen foran statuerne. Ritualet er ikke til diskussion: »Vær venlig at vise respekt for vore ledere«, lyder det formanende fra juniorguiden, en nydelig kvinde på 25 år, der som alle andre nordkoreanere bærer et emblem med portrætter af de to lige over hjertet.Symbolikken er tyk som et røgtæppe. Emblemet er mere end et stykke persondyrkelse, snarere en guddommeliggørelse.

Lige så symbolsk, men ufrivilligt komisk er det, når vi gæster lægger en buket plastikblomster for fødderne af statuerne af de to afdøde ledere. I deres egenskab af plastikblomster kan de genbruges i årevis. Plastik er et redskab til simulation, turisterne bliver skuespillere i et absurd teater, men genbruget er en sikker pengemaskine for propagandaapparatet.

Udenlandske gæsters deltagelse i de hyldestritualer, som er en fast følgesvend også ved besøg i provinsbyer, er en del af det ceremoniel, som de nordkoreanske myndigheder sætter i scene for landets egne borgere. Der er tale om en minutiøst planlagt koreografi, hvor meget lidt er overladt til tilfældighederne, hvilket står klart på den dag, centrum i Pyongyang er omdannet til klodens største tribune i anledning af 104-års fødselsdagen for Den Store Leder, Kim Il-sung.

Vi inviteres til det, som chefguiden kalder »massedans«. Adskillige hundrede koreanske par udfører gruppedans, der bærer mindelser om europæiske folkedansergrupper. Kvinderne er iført nationaldragten i forskellige kulører og varianter, mændene i konservativt snit med mørke beklæder og hvide skorter. Masseoptrinnet følges af udbrud, der lyder som krigsråb snarere end sang.

DYGTIGT GJORT. Næppe noget andet land kan levere politisk totalteater på dette niveau, som forudsætter en grad af disciplin og lydighed, som individualistiske vesterlændinge meget vanskeligt kan forestille sig. Kontrasten til andre samfund, der også er skabt med de leninistiske organisations-og styringsprincipper som grundlag, er stor:

Koreanernes nabo Kina har som bekendt brugt mere end tre årtier på at indføre korporatisme og statskapitalisme først ad bagdøren, siden fordøren. Vietnam, der har en konfliktfyldt og blodig historie, som ligner det, koreanerne har været igennem, har gjort noget lignende og er blevet en slags China light, om end det er kætteri at sige den slags på cafeerne i Ho Chi Minh Byen og i Hanoi.

Men hvor vietnameserne tilhører verdenseliten i den disciplin, der hedder fattigdomsbekæmpelse, er det gået modsat i det nordkoreanske samfund.Forklaringen leverer den førerdyrkende elite selv: ‘ Militæret først’, hedder den officielle politik.

Eller som en fastboende europæer udtrykker det: Normale stater har et militær, der udstyres til at løse forsvarsmæssige og sikkerhedspolitiske opgaver. Nordkorea er skruet helt anderledes sammen: Her er det et militær, der har en stat.

DERFOR GIVER det heller ikke mening at anvende nedslidte floskler som ‘ stalinistisk persondyrkelse’ eller ‘ kommunistisk diktatur’.

Nordkoreas kernevåben og styrets disciplinering af 24 millioner indbyggere gør landet langt farligere end f. eks. det Vietnam, som i dag modtager angrende amerikanske krigsveteraner som de bedste venner. I det tidligere Saigon er Steve Jobs i dag en større helgen end Ho Chi Minh.Man kan fromt håbe på, at der en dag kommer reformsocialister til magten i Pyongyang, men det ser umuligt ud.

(klumme i Politiken 1. maj 2016)