Ny præsident i øriget er et vidnesbyrd om, at alt desværre er ved det gamle. 

Hvornår var det lige, at Filippinernes politiske, økonomiske og kulturelle nedtur tog sin begyndelse? Var det måske den julidag i 1966, da The Beatles blev jaget ud af hovedstaden Manila, fordi de fire berømtheder ikke var mødt op til en frokost i paladset hos præsidentparret Imelda (hende med de 3.000 par sko) og Ferdinand Marcos? John, Paul, George og Ringo svor aldrig at vende tilbage, og man forstår dem.

Dengang blev øriget af vestlige politikere og erhvervsfolk fremstillet som en ledestjerne for udvikling; der var demokratiske tilstande, levestandarden var den næsthøjeste i Østasien, kun overgået af Japan, stort set al lovgivning blev kopieret fra den tidligere overformynder og koloniherre USA.

I DAG ER der intet andet asiatisk land, der ser til Filippinerne for at blive inspireret.Heller ikke efter at de godt 100 millioner øboere tidligere på ugen fik ny præsident efter en valghandling med rekordhøj deltagelse.

Rodrigo Duterte hedder han, en politiker med en snes års erfaring som borgmester i Davao, hovedbyen på den sydlige ø Mindanao, der i årtier har været kendt for en dødsspiral af vold, oprør, partisankrig, overgreb og tvangsforflyttelser af lokale bønder. Duterte baserede sin valgkamp på en militant form for populisme, der afspejler de sociale realiteter på hans hjemegn.

Valgvinderen er i sin borgmestertid blevet anklaget for at have sanktioneret dødspatruljer, der har begået drab på formodede og reelle kriminelle i et sådant omfang, at hans navn i 2009 dukkede op i rapporteringen til FN’s menneskeretsråd.Samme år blev han af lokale medier citeret for følgende: »Hvis nogen gør sig skyldig i kriminelle handlinger eller deltager i bandeaktivitet i min by, gør de sig til mål for snigmord«.

Mandens uforsonlige kurs over for narkotikasmuglere, voldtægtsforbrydere og lignende har givet ham tilnavnet ‘ Duterte Harry’ med inspiration fra den hårdkogte strømer Dirty Harry, kendt fra en stribe hollywoodproduktioner med Clint Eastwood i hovedrollen.

Referencen til Amerika er relevant for et land med Filippinernes særlige historie og kultur. Vi er en nation med to navlestrenge, forklarede en veluddannet kilde engang, da vi diskuterede tilstanden i hendes hjemland. En mere populær udlægning går på, at øriget først boede 4 århundreder i katolsk kloster og siden blev underholdt et halvt århundrede i Hollywood. Det kunne kun gå galt.

For det var sejrherren USA, der efter Den Spansk-amerikanske Krig i 1898 overtog administrationen af det store ørige og lovede det uafhængighed efter en overgangsperiode, der blev forstyrret af japansk besættelse under Stillehavskrigen. Det er dog ikke indlysende logisk, at en spansk-amerikansk kulturhybrid af et land skulle udvikle sig, som det skete.

EN STOR del af forklaringen på elendigheden ligger et helt tredje sted: Den katolske kirkes indflydelse i kombination med en ineffektiv og inkompetent centralmagt, fravær af jordreformer og en macho-tradition i en kultur, som en af landets alt for få intellektuelle engang beskrev således: Politik i dette land er som at lade Mickey Mouse spille Macbeth.

Katolicismens indflydelse afspejler sig i den ukontrollable befolkningstilvækst.Siden uafhængigheden i 1946 er folketallet blevet femdoblet. Så selvfølgelig har økonomien og samfundets øvrige ressourcer ikke kunnet følge med. Derfor er det, at hundredtusinder af landets lyseste hoveder forlader landet for at søge lykken andre steder.

I Hongkong og Singapore er det ikke ualmindeligt at møde universitetsuddannede filippinske lærerinder og teknikere, der arbejder som hushjælp og børnepassere. Tusinder af au pair-piger lever og arbejder i Europa. 2900 Hellerup og omegn har taget en del, men det er en falliterklæring for et land, når det har arbejdskraft som sin største eksportvare.

I DE SENERE år er det begyndt at gå lidt bedre. Under den afgående præsident gik væksten op på 6 procent, hvilket har ført til, at det danske Udenrigsministerium har valgt at vende tilbage og åbne en ambassade. Men der er mange års forsømmelser at rette op på, inden det engang så lovende ørige kan kalde sig en tigerøkonomi. Filippinerne burde ligge dér, hvor spanierne regerede det fra, i Latinamerika.

Religion, kultur og adfærd i en rigtig dårlig cocktail: en udviklingsfiasko.

(klumme i Politiken 15. maj 2016)